Syv samuraier og to atombomber

Udgivet den 3. maj 2015 af flemmingytzen

Derfor får Japan ikke rollen i Asien, som Tyskland har haft i Europa: forsonerens.

Mit første møde med et japansk kulturelt univers var en efterårsaften i 1963, da jeg som 11-årig så Akira Kurosawas mesterværk ‘ De syv samuraier’ i dansk fjernsyn.

Oplevelsen satte sig dybe spor. I gymnasietiden forsømte jeg lektieopgaver for at pløje mig igennem den amerikanske japanekspert Donald Richies digre værk ‘ The Films of Akira Kurosawa’.

imgrexs

Læsningen gjorde det klart, at den japanske krigerkastes æresbegreber lod sig forene med en dyb humanisme i form af samuraiernes opofrelse ikke kun for hinanden, men også de fattige bønders overlevelse i den by, de var sat til at forsvare. Kurosawa havde ladet sig inspirere af sin amerikanske instruktørkollega John Ford og dennes legendariske westerns, der under en overflade af vildskab og vold rummer dybe humane budskaber.

Men et er de store filmskaberes fortællinger, noget andet er nutidens realpolitik, asiatisk og japansk historieforståelse, ikke mindst USA’s komplekse forhold til sin vigtigste allierede i klodens økonomisk mest dynamiske region, Østasien. Den japanske regeringschef Shinzo Abes ugelange besøg i USA og hans tale til Kongressen har mindet os om, at selv 70 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig står der i Østasien en række uløste og uforklarede dilemmaer tilbage.

Shinzo Abe, Joe Biden, John Boehner

JAPANS ALLIANCE med og afhængighed af USA er et direkte resultat af de to atombomber, der i august 1945 førte til en afslutning på det, vi i historiebøgerne kender som Stillehavskrigen.Alliancen, der med en tidligere japansk regeringschefs ord gjorde Japan til USA’s usænkelige hangarskib i Østasien, tjente til stor gavn også under den kolde krig.

Men det spørgsmål, der trænger sig på under nutidige betingelser er, om den stadig giver mening i et Asien, der forandrer sig så hastigt.Nærlæsning af Shinzo Abes tale viser, at Japan ikke er på vej væk fra de amerikanske tøjler og den atomparaply, der holder ro på hele Nordøstasien.

Regeringschefens tale bekræftede, at Japan forbliver i rollen, som USA definerede fra 1945 og årtier fremefter. Skulle der i Tokyo være politikere, der ønsker et Japan med en skarpere sikkerhedsprofil, kan de godt reservere den slags overvejelser til studiekredse.

_72532870_qqna055l

DER ER ellers nok at tage fat på for folk, der vil hjælpe nutiden med en mere ærlig historieskrivning. Hos naboerne står kritikken i kø: Abe fremsatte ingen uforbeholden undskyldning til de koreanske ‘ bekvemmelighedskvinder’, der blev gjort til sexslaver for den kejserlige japanske hær på det asiatiske fastland.

Ej heller undskyldninger for brugen af giftgasser, tvangsarbejde, tortur og terror mod civile koreanere og kinesere fra 1931 til 1945. I stedet leverede Abe ‘ kondolencer i al evighed’ over de mange amerikanske liv, der gik tabt i krigen. Den officielle japanske historieopfattelse rettes en vej: over Stillehavet mod USA, ikke over østhavet og ‘ det gule hav’ mod tidligere koloniserede folkeslag.

Det kunne ellers være sundt for både japanere og amerikanere, hvis begge parter demonstrerede selvransagelse her i 70-året for krigsafslutningen: For lidt over en måned siden markerede Japan 70-året for brandbombningen af tætbebyggede boligområder i Tokyo, hvor flere end 88.000 civile mistede livet.

b_29_bomber_630x

De blev ofret, fordi det amerikanske luftvåben havde brug for at vise, hvad B-29-superfæstningen kunne bruges til. Dødstallet oversteg de anslåede 70.000, der omkom ved atombombningen af Nagasaki 9. august samme år.

Var luftangrebet på Tokyo 10. marts 1945 overhovedet en militær nødvendighed, eller ville man med en nutidig glose kalde en sådan aktion for en terrorbombning? I samme åndedrag kunne kritiske historikere spørge, hvorfor USA fandt det nødvendigt med to atombomber mod civile mål i Japan. Kunne det ikke række med en enkelt af slagsen med de virkninger, som så rigeligt blev dokumenteret i Hiroshima?

USA-PR-Japan-451

REALITETEN ER, at ingen japanske eller amerikanske politikere vil stille spørgsmål ved de mest uhyggelige sider af moderne krigsførelse i det 20. århundrede. Tavsheden og det forsigtige ordvalg går igen, når det gælder Japans gerninger som krigsførende mod sine to naboer. Der kommer ingen diskussion som den, Tyskland har haft, hvor politikere og litterater har måttet forklare deres gerninger i verdenskrigen. Samuraiernes æresbegreber rummer endnu ikke den humanisme, som Kurosawa plæderede for i sine film.

Så længe det er tilstanden, forbliver Japan i den rolle, USA har defineret.

(Signatur i Politiken 3. maj 2015)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Ruinerne i Kathmandu giver Beijing en vej til indflydelse

Udgivet den 1. maj 2015 af flemmingytzen

Kina opbygger blød magt i stødpudestaten Nepal og udfordrer Indien.

HIMALAYA ER ET sensitivt område for to af klodens giganter. Men bjergkæden er også en velsignelse i forklædning: Der findes næppe en mere ubarmhjertig geografiat føre krig i.

Den erkendelse stod også tilbage som læren af den kortvarige krig mellem Indien og Kina i oktober 1962 – en begivenhed, der stod helt i skyggen af den samtidige Cuba-krise.De færreste tænker over det, men Himalaya er delt på mere end én led: Kashmir er delt mellem Indien og Pakistan, mens Kina med pakistansk velsignelse kontrollerer det plateau på kanten af Kashmir, der kaldes Aksai Chin.

images

Alt sammen er det brikker i et kompleks, der kunne have kastet mange krige af sig, hvis det ikke lige havde været for, at geografien er frygtelig uhåndterlig militært set. Fordi naturkræfterne i Himalaya er en nådesløs herre, er det et aktiv i sig selv, at Nepal har overlevet den kinesiskindiske rivalisering med kun få skrammer.Det er nemlig ikke nepaleserne, der betaler prisen for rivaliseringen mellem dragen i nord og elefanten i syd. Det er nogle få tusinde tibetanere, der rammes.

SKIFTENDE INDISKE regeringer har gennem årtier draget fordel af, at Nepal er overvejende hinduistisk og dermed rummer et religiøst og spirituelt slægtskab med den muskuløse kulturelle storebror i syd.Nepals massive fattigdom har gjort landet dybt afhængigt af at skulle levere billig arbejdskraft til indiske virksomheder, og da de vigtigste transportveje sydfra kontrolleres af Indien, har nepaleserne ikke råd til at sige nej til handel og bistand fra naboen i syd. Der følger indflydelse med.

Da en demokratiseringsproces tog fart i Nepal for et kvart århundrede siden, vendte en stribe aktivister hjem fra eksil i Indien og tog tilløb til at bygge en demokratisk orden op, der i det mindste på overfladen mindede om den indiske. Siden blev liberaliseringen nødlidende som følge af den folkekrig, som det nepalesiske kommunistparti indledte i 1996.

Red Cross handout picture of a woman walking across the rubble of a collapsed building following an earthquake in Bhaktapur

En fredsaftale ti år senere banede vejen for en afvikling af monarkiet, men den unge republik har overtaget alle de problemer, der har domineret Nepals udviklingsdagsorden i mange årtier.Den vakkelvorne politiske orden gør udfordringerne med at håndtere den nødsituation, som er skabt af weekendens jordskælv, så meget større.

Alligevel er det lykkedes Kathmandu at balancere i sin svære geopolitiske situation ved at takke ja til hjælp fra både sin traditionelle protektor, Indien, og Asiens dominerende økonomi, Kinas.

CHINA260415e

I fjor skete der det for Nepal revolutionerende, at Kina overhalede Indien som landets største investor. For kun et par uger siden godkendte de nepalesiske myndigheder det formentlig største udenlandske udenlandske infrastrukturprojekt i landet i nyere tid: Kina skal stå for et vandkraftanlæg, der er vurderet til at koste 1,6 mia. dollars. Godkendelsen kommer i kølvandet på sidste års plan for en kinesiskfinansieret ottesporet motorvej rundt om Kathmandu. Der følger ind-flydelse med.

SOM MED ALT andet, der flyder ind fra Kina, er der knyttet betingelser til hjælpen, og de handler naturligvis om den etnisk og kulturelt følsomme Tibet-region, ‘ Verdens Tag’. Nepal er vært for anslået 20.000 tibetanske flygtninge, og de har ikke fået det nemmere. De overvåges.

NEPAL_rights_monk

Tilbage i 2008, da Beijing skulle være olympisk vært, oplevede Kathmandu en stribe antikinesiske demonstrationer med anledning i, at den olympiske fakkel på sin globale rejse også skulle til Himalaya.Kina har brigader af spioner og ind-flydelsesagenter i den nepalesiske hovedstad, og de begyndte at gøre deres indflydelse gældende ved brug af checkhæftet.

Kinas sikreste kort til indflydelse hos alle sine nabolande er enkelt: investeringer i infrastruktur. Ifølge China Daily skal Qinghai-Tibet-jernbanelinjen udstrækkes og gå sydover ned til den nepalesiske grænse som endnu en forgrening af det gigantiske Silkevejsprojekt, der skal knytte Øst-og Centralasien bedre sammen.

New Delhi har for længst set drageskriften på bjergvæggen og er nu i færd med omfattende planer for opførelse af både energianlæg og vejbyggeri i Nepal og flere andre steder i Asien.Dilemmaerne står i kø: Hvorledes vil Indien udnytte sit kommende medlemskab af den nyoprettede Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, der som bekendt får sit hovedkvarter i Beijing?

quake-nepal

IDISSE DAGE fordeles 186 tons nødforsyninger fra Kina til de nødstedte fra jordskælvet.Redningsarbejdere, læger og sygeplejersker er fulgt med, og Kinas nationalistiske tabloidavis Global Times er ærlig nok til blot at henvise til nabostatens geopolitiske betydning: Nabohjælp er dobbelt hjælp.

(klumme i Politiken 1. maj 2015)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

Sydkorea lever i en drømmeverden

Udgivet den 17. april 2015 af flemmingytzen

Sydkoreanerne glemmer, at Nordkoreas atomvåben kan ende hos terrorister.

Efter regelmæssige besøg herude i Sydkorea gennem 30 år er det stadig muligt at blive imponeret. Befolkningen er flittig, stræbsom, nysgerrig, velorganiseret, gæstfri, fordomsfri, charmerende, humoristisk, nationalistisk og meget mere. Sydkoreanerne er uforlignelige og ikke til at slå.

Jeg tør knap sige højt hjemme, hvad jeg tænker hver eneste dag herude: Den Europæiske Unions problemer ville blive løst hurtigt, hvis man i et snuptag kunne forvandle de umulige grækere til effektive koreanere.

Det internationale gæstehold af mediefolk fra mere end 80 andre lande indhylles daglig i et sandt orgie af laserlys, lækre videopræsentationer, mageløst trommespil og politikere, der ligner og lyder, som om de lige har været på lederkursus hos Google eller Apple.

Emnerne på den konference, der begyndte i Seoul og sluttes her i landets næststørste by, Busan, er ikke kun koreanske, men universelle: medie-og ytringsfrihed, forfølgelse af journalister, nye vilkår for friere udveksling af informationer.Alt sammen noget, som koreanerne er mestre i. Koreanerne vil det hele og har hjertet med i alt, både velstanden og friheden.

thediplomat_2014-07-17_19-26-08-386x262

PÅ ET ENKELT område virker koreanerne dog uforanderlige og stålsatte: At nationen skal genforenes er overhovedet ikke til diskussion! For anledningen til at samle så mange internationale mediefolk i Morgenstilhedens Land er, at det i år er 70-året for Japans kapitulation og dermed ophøret af 35 års ydmygende kolonisering.

I 1945 hed det sig, at koreanerne skulle bestemme over egen skæbne. Men sovjetkommunismen og diktatoren Kim Ilsung kom på tværs; der blev udkæmpet krig i tre år, og den er i teknisk forstand uafsluttet. Korea er delt mellem 50 millioner frie og velstående borgere og 25 millioner ‘ landsmænd’ taget som gidsler af et surrealistisk og hypermilitariseret klanstyre.

Korea er delt, ganske som Tyskland var det, men vil koreanerne lære af den tyske erfaring? I den bedste af alle verdener kunne man ønske sig, at den koreanske konflikt finder en løsning, der kommer til at ligne den tyske: fredelig nedbrydning af årtiers delingslinje og fri adgang for alle, der ønsker at møde familier, der blev skilt ad ved krigsafslutningen i 1953 og generøs finansiel hjælp fra den rige storebror til den ludfattige og paranoide lillebror.

korea_map

Hvert eneste indlæg af politikere her på konferencen rundes af med, at deltagerne skal tiljuble det erklærede mål om en genforening. Vi klapper lidt, skåler og klapper lidt igen. Men tror vi også på, at koreanerne mener det alvorligt?

SYDKOREAS folkevalgte er forfatningsmæssigt forpligtet til at tilslutte sig genforeningstanken, uanset at et sådant projekt tager sig mere og mere umuligt ud, fordi den økonomiske forskel på Nordkorea og Sydkorea er langt større, end forskellen var i levestandard mellem datidens Vest-og Østtyskland i 1990.Nutidens Nordkorea er desuden mere farligt, end datidens Østtyskland var det.Erich Honeckers arbejder-og bondestat var reelt et sovjetisk kunstprodukt, som overlevede på Moskvas nåde.

Nordkorea var i de første årtier efter 1945 også en sovjetisk konstruktion, men er i en ganske anden tilstand i dag: ingen allierede, for Kina gør reelt det, som genforeningskritiske sydkoreanere diskret ønsker: holder Kim-klanen flydende på et minimalt overlevelsesniveau.

Soldiers march on the north side of the demilitarised zone separating the two Koreas

Ingen kan overskue, hvad det atombevæbnede Nordkorea kan finde på, hvis de i en overlevelseskamp vil skabe panik i omverdenen. Den allerværste risiko er utvivlsomt, at det nordkoreanske atompotentiale slippes frit ud i hænderne på det, der i en akademisk jargon hedder ‘ ikkestatslige aktører’. Læs: en terrorgruppe i Mellemøsten eller Sydasien.

NORDKOREA er stadig en betydelig eksportør af konventionelle våben, og vi ved, at Pakistan har været behjælpeligt med at skaffe Nordkorea den teknologi, der har gjort atomprogrammet muligt.Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at det bliver pakistanske mellemhandlere, der bringer kernevåbenkapaciteten ud til f. eks. grupper, der tilbyder deres tjenester til Islamisk Stat.

Uhyggeligt? Ingen sydkoreanske politikere synes villige til at diskutere den mulighed, at genforeningsproblematikken skubbes ud i en fjern fremtid, og at verden i stedet taler om, hvordan man undgår, at nordkoreanske a-våben bliver en faktor i den store mellemøstlige religionskrig.

Kære sydkoreanske venner, tak for kaffe, men giv os lidt mere realisme.

(klumme i Politiken 17. april 2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Engang var Korea fattigere og mere ødelagt end Cuba

Udgivet den 16. april 2015 af flemmingytzen

Sydkorea har en kompetencestat, som ikke kan kopieres i Afrika eller Mellemøsten.

Når en strøm af kommentatorer hævder, at den aktuelle forsoning mellem USA og Cuba markerer slutkapitlet i den kolde krig, er det en sandhed med modifikationer. Her i Nordøstasien er eftervirkningerne af den første ‘ varme’ krig efter 1945 mærkbare overalt i den sydkoreanske virkelighed.De 75 millioner koreanere er indbyggere i en delt nation, der afventer genforening; en realitet, som ingen sydkoreansk folkevalgt tør modsige. Men hvor den vestlige halvkugles største frilandsmuseum, det cubanske, ikke har ændret sig nævneværdigt, siden Castro-brødrene tog magten, er Sydkorea i dag et forbillede for det øvrige Asien, velstående, demokratisk, fremtidsorienteret, men, indrømmet, stærkt nationalistisk.

Den forarmede kommunistiske østat syd for Florida fremstår som et skrækeksempel på ensretning, misrøgt og inkompetence.Hvad de færreste historieskrivere er klar over er, at den (syd) koreanske republik ved Koreakrigens afslutning i 1953 var mere ødelagt og langt fattigere, end Cuba var, da Fidel Castro gjorde øen til en sovjetisk klientstat syv år senere.

raul_fidel_castro

DELINGEN af den koreanske halvø i 1945 var et resultat af verdenskrigens sejrende magters uafsluttede opgør, da boet efter 35 års japansk kolonisering skulle gøres op. Fordi den amerikanske udenrigsminister Dean Acheson ikke tydeligt nok fik placeret den sydkoreanske republik inden for USA’s ‘ forsvarsperimeter’ i Østasien, blev den nordkoreanske diktator Kim il-Sung fristet til at forsøge en forening via en militær invasion og fik den sovjetiske diktator Stalins godkendelse af projektet.

Millioner af døde og sårede senere kom det i 1953 til en våbenhvile langs den 38. breddegrad, og der har kon-flikten været låst fast helt frem til i dag.Men hvor Nord-og Sydkorea i 1953 var omtrent lige fattige, har det xenofobiske klanstyre i nord i dag en økonomi, der minder om nutidens Cuba, og en politisk tankegang, der ligner det iranske præstestyres: massiv og udbredt fattigdom, mens kernevåben er det kort, der afholder USA og dets venner fra at bombe eller invadere.

Den nordkoreanske Kim-klan signalerede for 15 år siden, at den ville forsoning, og inviterede den daværende sydkoreanske præsident på besøg.

Det viste sig at være et bluffnummer af dimensioner, hvor kræfter i Sydkoreas centraladministration og virksomheden Hyundai betalte gigantsummer under bordet til Nordkorea for bare ‘ at lade som om’. Præsident Kim Dae-jung lod sig bedrage og fik Nobels Fredspris samme år. Den tog han med sig i graven som en skuffet mand i 2009.

Nutidens sydkoreanske politikere taler om genforening som noget realistisk.Det afspejler sig på en konference her i Seoul, hvor 70-året for halvøens deling markeres.

Det var faderen til Sydkoreas nuværende præsident, Park Geun-hye, der for et halvt århundrede siden skabte ‘ miraklet ved Han-floden’. Det skete med metoder, der ikke altid var hverken demokratiske eller særlig kønne, men unægtelig virkningsfulde.

Park Geun-hye

Som gode konfutsianere opbyggede koreanerne en klassisk østasiatisk kompetencestat med disciplin og uddannelse i højsædet. Inspirationen fra den tidligere koloniherre Japan lod sig ikke fornægte.Det positive er, at kompetencestaten siden er blevet delvis kopieret i Taiwan, Singapore, Kina og Vietnam med store og positive nyttevirkninger for millioner af asiater.

Det bedrøvelige er, at erfaringen ikke kan kopieres i det arabiske Mellemøsten, hvor det med asiatiske øjne står klart, at flere stater er ophørt med at eksistere som andet end formelle betegnelser på papiret: ‘ Stammer med flag’ er et udtryk, som før eller siden også må finde vej til Pentagon og Nato’s hovedkvarter.Historiens hjul tager en tur: Mens den arabiske verden synker ned i vold, kaos og fundamentalisme, gør sydkoreanerne sig klar til storinvesteringer i euroasiatisk infrastruktur hele vejen til Berlin.

url

PÅ ET afgørende punkt har østasiaterne lært af Europas historie: Magtbalancer er nødvendige. Takket være den amerikanske atomparaply er der skabt velfungerende balancer mellem Kina og dets naboer.Sydkorea, Kina og USA holder Nordkorea inddæmmet. I Sydøstasien har Asean-landene et amerikansk rygstød, der giver mulighed for et pragmatisk samkvem med Kina.

Østasien er på vej tilbage til den placering, som verdensdelen havde i de første 17 århundreder efter Kristi fødsel: centret for global handel. Denne vision ligger bag konceptet om det 21. århundredes Silkevej, og som betyder, at den nye globale udviklingsbank AIIB ligger i Beijing, ikke i Washington.Barack og Hillary, vågn op.

(klumme i Politiken 16. april 2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Luk dog nogle ambassader i Afrika

Udgivet den 9. april 2015 af flemmingytzen

Det arabiske sammenbrud burde få politikerne til at skrotte systemtænkningen i dansk udviklingshjælp. 

Tænk at være minister fra lille Danmark og møde op til en donorkonference med andre velstående lande og så smide en kvart milliard kroner på bordet. Sådan, kammerater, kan I lige matche den?! Vil nogle af jer store være så venlige at doble op?

Lettere karikeret er det situationen, som udviklingsminister Mogens Jensen (S) bragte sig selv i, da han forleden mødte op i det rige Kuwait for at drøfte, hvordan 80 lande bedst hjælper ofrene for de horrible tilstande i Syrien.

Med en befriende ærlighed fortalte ministeren om den ambivalente oplevelse, det er for en repræsentant for et lille land (men en moralsk sværvægter, i al fald i selvforståelse): »Det er med en blanding af stolthed og tristhed, at jeg giver det danske tilsagn. Stolthed, fordi det understreger, at Danmark er en humanitær stormagt og vidner om vores solidaritet med mennesker, der lever under nogle af de mest kummerlige forhold i verden. Og tristhed fordi det, til trods for det store beløb, ikke er nok til at dække omfanget af det humanitære behov i Syrien«.

8490997-mj

MED DET seneste tilsagn er Danmarks samlede humanitære bistand til Syrien nu oppe på over 1 milliard kroner siden borgerkrigens start. Enhver med indsigt i tilstandene i det syriske morads ved, at behovene kun går én vej: opad. Også om 5, 10 og 15 år.

Betegnelsen ‘ arabisk forår’ er for længst henvist til historiebøgerne. Nutidens realiteter tilsiger, at der er tale om et sammenbrud i den meget store skala.

En sådan håndsrækning får konsekvenser for andre fattige, hvis vi skal tro en af de hjemlige veteraner i det udviklingspolitiske arbejde, den kyndige generalsekretær i den humanitære organisation Ibis, Vagn Berthelsen.

Han har igen, igen hentet forladeren ned fra væggen og blæst krudtrøg mod den udenrigsministerielle bunker på Asiatisk Plads: »Løsningen er ikke at tage penge fra den langsigtede udviklingsbistand, som er med til at skabe bæredygtige samfund og bekæmpe fattigdom. Gør vi det, risikerer vi at skabe nye kriser og konflikter andre steder i verden, som igen skaber nye flygtningestrømme«.

konflikter_1973872_26

GENERALSEKRETÆRENS argument er den slags, vi hører, når autopiloten slås til.Han leder en organisation, hvis budget og interesser han er sat til at forsvare, og det er der intet galt i. Men ræsonnementet savner, undskyld udtrykket, bæredygtighed.

Den ubehagelige realitet er, at nogle af de modtagere, der i længst tid har modtaget dansk udviklingsbistand, fortsat har en afhængighed af bistand, og denne er kronisk. Tanzania og Ghana er de klassiske eksempler.

Der er selvfølgelig forskel på katastrofehjælp til sammenbrudte samfund og langsigtet udviklingsbistand. Hvad sidstnævnte angår, bør formålet være at sætte modtageren i stand til at klare sig selv, altså reducere afhængigheden af tilførsler udefra.

Elementært, kære Watson. Det er ikke et argument, der er groet ud af baghaverne hos Dansk Folkeparti, Liberal Alliance eller Cepos.

Når vi ikke hører argumentet, er det, fordi udviklingsorganisationerne, en stor del af embedsværket og de såkaldte sagkyndige har både levebrød og følelser i klemme. Til dem er der kun at sige: Kill your darlings!

20130903211015

BEGIVENHEDERNE i Syrien og omegn er ikke kun en her-og-nu-katastrofe. Det er et systemisk sammenbrud, der får virkninger i årtier fremover også for os europæere.

Donorsamfundet må derfor ruste sig til den massive genopbygningsopgave, der venter forude. Hertil behøves ikke et årelangt og kostbart udvalgsarbejde. Ledelsen på Asiatisk Plads kan nøjes med at bestille genoptryk af den nok vigtigste bog om de alt for beskedne nyttevirkninger af dansk udviklingsbistand.

Den hedder ‘ Udvikling – om dansk bistand’ og er skrevet af en mangeårig og overmåde kyndig nu pensioneret embedsmand sammesteds, Klaus Winkel.Hans tekster kan passende indgå i hver eneste velkomstmappe til nye karrierediplomater og bistandshåndværkere i Udenrigsministeriet.

Klaus Winkel_sort-hvid_150x184

Vi er ved at lukke ambassader i europæiske lande, og snart må turen komme til et par afrikanske, hvor der kun er sentimentale grunde til at blive.

Der skal flyttes penge til noget, der kan hedde Fonden til Hjælp for Syriske Ofre og til Genopbygning af Sammenbrudte Arabiske Samfund. Dyrt bliver det, men nødvendigheden er indiskutabel.

(Signatur i Politiken 9. april 2015)

 

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Rullende Torden i et fjernt land. Årsdag til eftertanke

Udgivet den 2. april 2015 af flemmingytzen

Erfaringerne fra Vietnam vil ikke kunne gentages i Mellemøsten. 

Historieskrivningen passerede for nøjagtig en måned siden en 50-års dag, som herhjemme næppe er blevet bemærket af andre end nogle få historieinteresserede nørder. Vi taler om det, der i militærhistorien hedder Rolling Thunder påbegyndt 2. marts 1965 over det, der dengang for nemheds skyld hed Nordvietnam, officielt Den Demokratiske Republik Vietnam.

Rullende Torden, hvad var så det? En 44 måneder lang militær operation udelukkende fra luften, dvs. i form af bombardementer af et areal mindre end det halve af Norge.

5Feb1917ComblesFranceWWI

Der blev ikke sparet på krudtet: et år inden angrebenes ophør i november 1968 meddelte Pentagon, forsvarsministeriet i Washington, at den samlede volumen af bomber mod Vietnam havde passeret de 864.000 ton, hvilket dermed var mere end den samlede bomberegn over Korea i perioden 1950-53 (653.000 ton) og de 503.000 ton, der blev kastet mod japanske mål i Stillehavskrigen 1941-45.

Denne kolossale koncentration af død og ødelæggelse blev rettet mod en ludfattig kommunistisk nation, hvis eneste kilder til militær og civil bistand af betydning var Sovjetunionen og Kina. Alligevel nåede de amerikanske tabstal op på mere end 900 fly; 745 piloter og besætningsmedlemmer blev skudt ned, hvoraf de knap 400 blev dræbt, savnet eller siden døde i fangenskab.

104611-050-D8F711CE

BÅDE DEN strategiske og den politiske virkning af denne massive kampagne blev nytteløs – målt på enhver skala. Formålet var at ødelægge den nordvietnamesiske infrastruktur i en sådan grad, at den kommunistiske ledelse ville indstille støtten til de landsmænd og partisaner, der bekæmpede den amerikanskstøttede regering i Sydvietnam. Det kom der intet ud af.

I 1968, samme år som Rolling Thunder ophørte, indledte USA forhandlinger med nordvietnamesiske repræsentanter i Paris. I januar 1973 underskrev parterne en våbenhvile, som skulle have banet vej for en fredsaftale, som aldrig kom. I foråret 1975 indtog nordvietnamesiske styrker det, der var tilbage af Sydvietnam, og genforeningen af Vietnam var dermed en realitet.

USA VAR dengang alene om den største krig fra luften siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Lige nu spiller amerikanerne hovedrollen i luftkrigen mod Islamisk Stat, men har deltagelse af fly fra Danmark, Storbritannien, Frankrig, Canada, Jordan og andre.

De definerede bombemål gøres op i tusindtal, men ingen af de militære organisationer er spor generøse, når det gælder information om mål eller tab. Så i det mindste på ét område har beslutningstagerne lært af erfaringen fra Vietnam: Hold medierne væk.

F-16-fly-OKOK_adw

Her var nordvietnameserne kløgtigere: De sørgede for at hente amerikanske og europæiske meningsdannere til Hanoi og omegn, så den vestlige opinion kunne få indtryk af, hvor mange hospitaler, skoler og landsbyer der var blevet ødelagt af bomberegnen. Da protestmarcherne begyndte i Washington og San Francisco, stod det hurtigt klart for Kongressen i Washington, at krigen ikke kunne vindes, og herefter handlede det om at begrænse de politiske skadevirkninger af en tilbagetrækning.

Noget tilsvarende kommer næppe til at ske i hverken Syrien eller Irak, for hvem er det lige, der skal invitere de vestlige meningsdannere? Næppe nogen, som vi kan regne med vil forblive pålidelige allierede.

Den arabiske leder, der erklærer sig som allieret i dag, kan være fjende i morgen. Og hvem kan vide, hvor langt Islamisk Stat er med at forberede indtagelsen af næste mål i Yemen og Libyen?

DA USA gik løs på vietnameserne i 1960′ erne, byggede det på en forestilling, formuleret i den såkaldte domino-teori: at hvis et land faldt (til kommunisterne), ville de øvrige falde. Sådan kom det som bekendt ikke til at gå.

Og den aktuelle krig? Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) sagde til Dagbladet Information 22. januar: »Vores flyangreb har bestemt haft en effekt. Vi har ramt en række Isil-mål (Isil = Islamisk Stat, red.), vi har begrænset Isil’s muligheder for at operere, og vi har gjort det sværere for Isil at rette angreb mod civilbefolkningen og mod de irakiske styrker (…) Det har hele tiden været klart, at luftangreb ikke gør det alene. Ved dagens slutning er det på landjorden, at de afgørende slag skal slås. Indtil da er det af afgørende betydning, at vi retter angreb fra luften. Det sætter Isil under pres, så de irakiske styrker kan sætte en offensiv ind, når tidspunktet er rigtigt«.

6658718-20140620-081551-L

Om Syrien siger forsvarsministeren: »Fra dansk side har vi lige fra første færd gjort alt, hvad vi kan for at bidrage til en fredelig løsning og til, at der bliver etableret et demokrati i Syrien. Det er fortsat målet«.

Vi lader disse udsagn stå et øjeblik. Måske vil forsvarsministerens taleskrivere overveje at svare på følgende spørgsmål: Hvor mange bomber skal der falde over Islamisk Stat, før en forhandlingsituation kommer på tale?

Vietnam blev i 1975-76 genforenet. Et kvart århundredes reformpolitik har gjort landet til en velfungerende teknokratstyret markeds-leninistisk udviklingsstat, der fra toppen og nedefter er en solid ven af USA og Vesten.

Den erfaring kan ikke kopieres til den arabiske verden.

(klumme i Politiken 2.4.2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Streng patriark med fast hånd

Udgivet den 26. marts 2015 af flemmingytzen

Nekrolog (Lee Kuan Yew 1923-2015, Singapores grundlægger og ubestridte leder gennem flere end tre årtier)

Om hvor mange statsmænd kan man sige, at de forandrede ikke bare deres eget land, men en halv verdensdel? Velsagtens Winston Churchill, Franklin D. Roosevelt, Ronald Reagan, Helmut Kohl og muligvis Margaret Thatcher. Men en ubestridelig kandidat til denne særklasse er Singapores grundlægger, Lee Kuan Yew, der er død i en alder af 91.

1262895_687000534644683_1338625735_o

I de vestlige samfund var der kun ganske få, der opdagede, at Lee spillede en hovedrolle som inspirator for Kinas ledelse, da denne i 1979 skulle begynde helt forfra med både politik og økonomi. Det var, efter at Kinas reformleder Deng Xiaoping besøgte sin etniske åndsfælle Lee i 1978 og fik forklaret, hvad Kina skulle gøre for erstatte ortodoks kommunistisk planøkonomi med en reguleret statskapitalisme, at verden blev sat i bevægelse. Konsekvensen er mærkbar i dag: Det er en tilpasset variant af Singapore-modellen, der har gjort Kina til en global aktør.Ikke gennem parlamentarisme, men meritokrati, hvor kun de kloge bestemmer, og hvor de mindre kloge er reduceret til stemmekvæg.

PS_LKY1e

Lees dialoger med Deng er beskrevet i erindringsbogen ‘ From Third World to First’ fra 2000 og er et stykke verdenshistorie, som helt uretfærdigt negligeres på vestlige læreanstalter, nok med undtagelse af visse business schools. For bogen beskriver, hvorledes Singapore som en ludfattig postkolonial udpost i Sydøstasien ved uafhængigheden i midten af 1960′ erne på rekordtid forvandledes til et velstående, dynamisk kraftcenter i asiatisk økonomi.

Lee-Kuan-Yew-Time-Magazine

Den britisk uddannede jurists formel var og er enkel: disciplin af den klassiske patriarkalske slags og uddannelse og lærdom til overmål implementeret fra oven og nedefter. Fagforeninger og virksomhedslobbyister, der adlyder høfligt, hvad den faderlige stat påbyder. Lydige medier og oppositionspolitikere, der fik konfiskeret formuen efter en hurtig tur ved en domstol.

Under Lee blev Singapore en kapitalistisk oase med klodens mindste kriminalitetsrater og en social regulering, der fik de skandinaviske velfærdssamfund til at ligne blege eksperimenter i rundkredspædagogik. For narkotikasmuglere var der kun én vej: en tur i galgen. Spyttede man tyggegummi på gaden, vankede der kæmpebøder.

At sønnen Lee Hsien Loong i 2004 blev regeringschef, fik kritikere til at kalde Singapore for kapitalismens svar på Nordkorea.

Selveste Henry Kissinger siger i mindeordene om Lee, at denne asiat lærte ham mere end nogen anden stats-eller regeringschef.Lees vigtigste inspirator i studietiden var Margaret Thatcher, der insisterede på at kalde ham ‘ Harry’, og de forblev venner til hendes død. Interessant nok var det under Labours vinger, at Lee som erklæret socialist begyndte sit aktivistiske arbejde i 1950′ erne, og de første kunder i hans og hustruens advokatfirma i Singapore var de lokale fagforeninger.

00F2FBE000000191-0-image-m-33_1427159692732

Set med naivt blødsødne europæiske øjne var Lee en diktator. I et asiatisk perspektiv en visionær, respekteret og frygtet statsmand, hvis arv og eksempel vil række generationer frem. Kipling fik ret: Øst og Vest mødes aldrig helt.

Politiken 26. marts 2015

Udgivet i Globalt, Kina, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Ophørsudsalg: Reformerne i Myanmar

Udgivet den 19. marts 2015 af flemmingytzen

Det tidligere Burma er på vej tilbage til en velkendt tilstand med små beskidte krige i grænseområderne. 

FOR TRE år siden bredte der sig en stemning af optimisme og eufori i Myanmar, det tidligere Burma. Den såkaldte reformproces, iværksat af præsident og eksgeneral Thein Sein, i noget, der dengang lignede et samarbejde med oppositionslederen gennem et kvart århundrede, Aung San Suu Kyi, så ganske lovende ud: Hundredvis af politiske fanger blev løsladt, medierne fik mere frihed, civilsamfundet blev gjort mere rummeligt, og på overfladen så der ud til at være en forsoning, som omverdenen langvarigt havde presset på for. Suu Kyis parti, den Nationale Liga for Demokrati, vandt et suppleringsvalg, der ikke kun gjorde partiet lovligt, men også demonstrerede, at det efter årtiers isolation og forfølgelse stadig nød en enestående popularitet.

image

Der blev talt om både forsoning og demokrati efter mere end et halvt århundrede, hvor et repressivt og inkompetent militærstyre havde gjort landet til et af Sydøstasiens fattigste. Hillary Clinton, Barack Obama, Helle Thorning-Schmidt og snesevis af andre politiske ledere kom forbi og stillede op til de obligatoriske glansbilleder på University Avenue, hvor Suu Kyi har sin bolig, og fremviste sig som bidragydere til det, der blev præsenteret som demokratiets og frihedens forpost i en verdensdel, hvor undertrykkelse for længe havde været dagens uorden.

I DAG er den demokratiske frihedsmarch reduceret til en vaklende gang på krykker. Til efteråret skal der afholdes et landsdækkende parlamentsvalg, hvis udfald også fører frem til valg af Myanmars næste præsident.

Men forlods er landets populæreste politiker sat uden for nummer. Suu Kyi har været gift med en britisk statsborger (som døde i 1999), og begge hendes sønner er ligeledes briter. Myanmars forfatning indeholder den absurde bestemmelse, at borgere, der er eller har været gift med udlændinge, ikke kan have ledende poster i landets magtapparat.

Formelt udelukker det ikke, at den Nationale Liga for Demokrati (NLD) vinder det kommende valg, ganske som partiet vandt suppleringsvalget i april 2012 og et parlamentsvalg så langt tilbage som i april 1990.

Men det bliver en sejr uden nævneværdige praktiske konsekvenser.Militæret, dets partier, virksomheder og organisationer kontrollerer så store formuer og ressourcer, at de kan reducere oppositionen til kun at have indflydelse på betydningsløse sager.

MYANMAR_-_assk_parlamento_ok

MYANMAR er dermed begyndt at ligne den ubehagelige statsdannelse, som verden kendte til i de mange år under den tidligere diktator Than Shwe. Bevares, der er den forskel, at landet har mange flere medier, der kappes om befolkningens interesse, og som kan debattere emner, der var tabulagte under Than Shwe, herunder lokalt magtmisbrug.

Men den nyvundne ‘ frihed’ bruges på ulyksalig og dramatisk vis til en mild form for etnisk udrensning.Myanmar har længe været præget af etniske spændinger mellem landets buddhistiske befolkningsflertal og en række mindretal, bl. a. den overvejende kristne kachin-gruppe i den nordlige del af landet og især de muslimske rohingyaer.

Parlamentet har for nylig vedtaget stramninger af valgretsreglerne, der udelukker borgere, der ikke har fuldt statsborgerskab i landet, men er ‘ naturaliserede’. De har været fast boende i landet, men har aldrig haft fulde rettigheder.

Oppositionspartiet NLD har ikke modsat sig disse stramninger og har som konsekvens ekskluderet flere end 20.000 medlemmer af partiet; folk, der har burmesiske identitetskort uden at være fuldgyldige statsborgere. Flere end trekvart million indbyggere i landet tilhører denne kategori. Etnicitet og religion er blevet faktorer i et system, hvor lovgivningen reducerer rettigheder for mindretal.I et isoleret hjørne af landet er volden eksploderet.

I mere end en måned er der udkæmpet en regulær miniaturekrig i Kokang-regionen på grænsen til Kina.Mindst 130 er blevet dræbt og anslået 100.000 har taget flugten, mange ind i Kinas Yunnan-provins.

Myanmar 600x434xkokang.jpg.pagespeed.ic.hQ2l9YXFZY

Myanmars regering siger, at en lokal oprørshær forsynes med kinesiske våben.Tidligere på måneden ramte regeringsstyrkernes granater mål på den kinesiske side af grænsen.

Kokang har en særlig bevågenhed fra kinesisk side, idet ni ud af ti indbyggere er etniske kinesere, og forholdet mellem Beijing og regeringen Naypyidaw er mere end køligt for tiden.

Status på tilstanden i Myanmar er, at reformprocessen har lukket op for en klassisk asiatisk statskapitalisme, hvor militæret styrer indirekte, at et kontrolleret civilsamfund har fået større spillerum, og at oppositionen er blevet legaliseret uden at kunne gøre nogen større politisk forskel på en orden, der har været gældende i generationer. Unægtelig ikke meget at juble over.

(klumme i Politiken 19.03.2015) 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Europæisk pres får Putin til at søge venner i øst og syd

Udgivet den 5. marts 2015 af flemmingytzen

Rusland møder lunere vinde i Beijing og New Delhi, som tier om Ukraine. 

MED KONFLIKTEN i Ukraine på vej ind i et stadie, der ligner politisk dybfrost, var drabet på Boris Nemtsov det sidste, Rusland har brug for, hvis landet skal undgå international pariastatus. Historieskrivningen kan nu sætte navn på det stykke geografi, Østukraine, der hen over det seneste års tid er blevet gravplads for forestillingerne om, at Rusland skulle blive en del af den vestligt definerede liberale verdensorden.

Tilbage i de brølende 1990′ ere blev der i europæiske hovedstæder talt højt, flot og håbløst naivt om, at nok havde det russiske samfund alt for megen kuldegysende kriminalitet, korruption og kammerat-kapitalisme, men, hed det sig, før eller siden ville moderniteten sejre, og en oplyst middelklasse ville både kræve og sikre civile tilstande. Disse optimister gjorde regning uden Vladimir Putin.

FOR DER er naturligvis brug for et Rusland som andet og mere end et ‘ Nigeria med sne’, storleverandøren af olie og gas, der svømmer oven på på grund af sin indtjening fra råstofeksporten og forsømmer resten af sit samfund.

Det hed sig jo, at Putin og hans energiske udenrigsminister, Lavrov, skulle hjælpe til med at få først en våbenhvile og siden en fredsordning i stand i det, der er tilbage af Syrien, og hvad blev der af de løfter?

I stedet har verden fået en heftig omgang russisk nationalisme, mafiøs snylterkapitalisme og en tvivlsom indenrigspolitisk orden, hvor Putin og hans håndplukkede folk får sig symbolsk legitimeret ved stemmeurnerne.

0_63153_16d50556_XL

Ikke meget at juble over i en verden, hvor kontinenterne er mere forbundne og nationerne gensidigt afhængige.Kredsen af rådgivere omkring Putin er naturligvis klar over, at den russiske økonomi må reorienteres, så derfor handler det meget om at kompensere tabet af indflydelse i vest med at få styrket gamle forbindelser og venskaber i øst.

ØSTPÅ ER der kun to hovedstæder, der betyder noget stort i den russiske optik: Beijing og New Delhi. Her har Putin ‘ rebalanceret’ russisk udenrigs-og handelspolitik i en grad, der får de seneste års megen tale om præsident Obamas ‘ rebalancering’ i Asien til at ligne varm luft på dåse.

Mens de langvarige amerikanske forsøg på at skabe et økonomisk samarbejdsforum i Østasien, hvor Kina ikke spiller med, er nærmest grundstødte, har Putin leveret kineserne en ønskedrøm i opfyldelse: en aftale om salg af naturgas til en anslået værdi af 400 milliarder dollars over 30 år, to snese økonomiske samarbejdsaftaler (herunder valuta og skat) og løfter om, at kinesiske statsselskaber kan investere i fremtidig råstofudvinding i Sibirien.

Men det generer utvivlsomt Rusland, at der er en så stor ubalance i det økonomiske samkvem med giganten i øst. Det er stort set kun olie, gas og våben, der betyder noget. Kina er Ruslands næststørste samhandelspartner, mens Rusland kun er nr. 8 for Kina. Og Kina forsøger i disse år at diversificere sin import af energi, og her er det især Centralasien, Ruslands gamle ‘ baggård’, der fylder mere.

CX063_2AA1_9

Tilsvarende har det skabt panderynker i Beijing, at Rusland har indgået en aftale med Vietnam om udvinding i et havområde, hvor Kina gør territorialkrav. Og Rusland er ikke begejstret for den kinesiske vision om at skabe en ny ‘ silkevej’ for euroasiatisk samhandel på sporene af højhastighedstog fra Shanghai til Berlin.

NEDE I New Delhi ser regeringschefen Narendra Modi med en vis misundelse på det handels-og investeringsvolumen, Kina kan tilbyde sine økonomiske partnere.Det forklarer, hvorfor Modi talte nærmest i sentimentale vendinger om forholdet til Rusland, da Putin besøgte New Delhi i december.

»Spørg et hvilket som helst indisk barn, hvilket land der er Indiens bedste ven, og svaret vil være Rusland«, sagde Modi og mindede om den tid under den kolde krig, da skiftende regeringer i New Delhi var fælles om at have mistro til USA.

291654-putin-modi

Når Indien har afstået fra kritik af og sanktioner mod Rusland i Ukraine-konflikten, er det ikke mindst, fordi Rusland tegner sig for tre fjerdedele af Indiens våbenimport, mens USA har beskedne 7 procent.Men tættere relationer med Indien kan umuligt kompensere for det kolossale tab af international indflydelse, som Rusland har lidt gennem de seneste år.

At Kina er en vigtig olie-og gaskunde, bringer ikke de to bare i nærheden af et partnerskab, som det hed sig i sidste del af 1990′ erne, da begge lande var bekymrede over det, der dengang blev opfattet som USA’s unipolære magtposition. Når den kinesiske præsident, Xi Jinping, i september besøger Washington, vil det vise sig, hvor Obamas USA placerer sig i den nu fem år gamle ‘ rebalancering’ i forhold til Asien. Her er der som bekendt ikke sket alverden; nok fordi Ukraine har taget amerikanernes opmærksomhed.

(klumme i Politiken 5. marts 2015)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Befri islam for ideologisk misbrug

Udgivet den 19. februar 2015 af flemmingytzen

Sekulære muslimer er vore allierede i kampen mod islamofascismen

Få dage efter overfaldet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris publicerede en af vores mest respekterede forfattere, Peter Øvig Knudsen, på sin blog en erklæring, hvori han kaldte islamistiske voldsmænd for tilhørende ‘ den farligste totalitære bevægelse i vor tid’:

»Islamisterne kalder sig muslimer, men det er ikke det vigtigste ved dem: Den islamistiske bevægelse er først og fremmest en militant politisk-ideologisk bevægelse, og den bærer alle fascismens kendetegn. Islamisterne kæmper med våben i hånd for en stat, der præcis som den fascistiske vil koncentrere al magt – økonomisk, religiøs, politisk og militær – hos en lille gruppe diktatorer. (…) Hitler og Stalin kaldte sig noget andet, men lighederne er langt større end den religiøse forskel: Magtfulde mænd med retorisk geni og en syg tanke om verdensherredømme prøver at piske en massepsykose op hos ikke mindst unge mennesker«. Peter Øvig Knudsen har i sine bøger om Blekingegadebanden dokumenteret, hvad ideologiske amokløb kan gøre ved unge mennesker, der søger et ståsted i tilværelsen.

2c04b4aa33294a22a248f34a482217fd_peterøvig

Medlemmerne af Blekingegadebanden levede som psykotiske zombier i en surrealistisk tidslomme, som selv ikke klodens mest generøse og tolerante velfærdssamfund kunne levere den nødvendige modgift mod.

FRA NU af og til dommedag kommer vi til at tale om nødvendigheden af social inklusion af medborgere med ikkevestlige rødder. Redskaberne er til stede, resten er et spørgsmål om politisk vilje og finansiering.

En langt sværere debat er den om sammenhængen mellem religiøs praksis og politisk vold, og her er det, at fascismebegrebet trænger sig på. Giver det overhovedet mening at hive en gammel ideologisk traver fra mellemkrigstidens Europa frem for at forstå et nutidigt fænomen? Spørg professor emeritus Mehdi Mozaffari, der i sin forskning på Aarhus Universitet har dokumenteret, at sammenhængen mellem islamisme og fascisme ikke bare er noget, der er opfundet i Dansk Folkepartis propagandakontor.

Mozaffari fik ikke mange venner på i bogen ‘ Islamisme – en orientalsk totalitarisme’ at forklare, at islamismen ligger i samme spor som det 20. århundredes fascisme, kommunisme og nazisme. Som en, der flygtede fra Ayatollah Khomeinis magtovertagelse i Iran i 1979, havde han på egen krop følt, hvori truslen bestod.

20131024-140123-859204

Hans hovedforklaring på, at islamismen kom til magten i først Iran og siden slog rod i flere arabiske samfund, er den industrielle tilbageståenhed i Mellemøsten: Fravær af velstand, økonomisk fremdrift og social udvikling, der kan frisætte individer.

Forfatteren Ole Grünbaum advarede for år tilbage mod det, han kaldte ‘ islamofascismen’, en vending, der aldrig har vundet indpas i dagligdags sprogbrug.

Hensynet til integrationen af muslimske medborgere betyder, at politikere vil vogte sig for denne begrebslige sammenkædning af islam og fascisme. Men hvad er der egentlig at være bange for?

FASCISME er så gammeldags et begreb, at de færreste unge ved, hvad det dækker over. Nogle yngre har måske hørt navne som Mussolini og Franco nævnt i en historietime, og er der så nogen, der i fortiden advarede mod en ‘ katolsk fascisme’? Var det i kirken, at generalísimo Francisco Franco (1892-1975) fik inspirationen til at holde sit diktatur i live i mere end tre årtier?

Franco0001

Nej, netop ikke. Den katolske kirke i Spanien forsøgte at holde sig fri af politisk misbrug og var utvivlsomt en stabiliserende og befordrende kraft i de år, da Spanien og Portugal demokratiserede.

Kan de skriftlærde i Iran og den arabiske verden lige gøre det eksempel efter? Imamer, der taler for en afpolitisering af islam og pointerer, at troen er et individuelt anliggende? Det ligger vist ikke lige for.

DEBATTEN må skelne mellem islam som en verdensreligion og islamisme som politisk ideologi. Det er i det ideologiske misbrug, at den totalitære fare er en dødelig realitet.En ideologi, der slog 3.000 amerikanere ihjel 11. september 2001, som myrdede og sårede hundredvis af passagerer i Madrid i 2004 og London 2005, som har udløst kaos, vold og fundamentalisme i det, der er tilbage af Irak og Syrien, og som hver eneste dag gør tilværelsen ulidelig for hundredtusinder af borgere i Nigeria, Afghanistan og Pakistan.

Islamofascisme – er det så svært at få sagt på dansk? Kom med et bedre ord.

(Klumme i Politiken 19. febr. 2015)

knight

 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar