Flemming Ytzen

Den politiske symbolværdi er enorm, for det er første gang siden den kinesiske borgerkrigs afslutning i 1949, at de to staters ledere mødes

Lørdag (7. nov. 2015) mødes præsidenterne for Taiwan og Kina, Ma Jing-yeou og Xi Jinping, i Singapore. Her er de uformelle dagsordener

Hvorfor kommer der et møde mellem Kinas og Taiwans præsidenter netop nu?

Fordi der kun er lidt over et par måneder til, at Taiwan går til valg. Meningsmålinger viser, at regeringspartiet KMT (Guomindang), det gamle kinesiske Nationalistparti, står til at tabe. Et topmøde mellem præsident Ma Jing-yeou, der er fra KMT, og Kinas leder Xi Jinping kan demonstrere, at KMT er bedre end oppositionspartiet DPP til at håndtere relationerne til Kina.

Hvad handler topmødet om derudover?

Den politiske symbolværdi er enorm, for det er første gang siden den kinesiske borgerkrigs afslutning i 1949, at de to staters ledere mødes. De to stater – Folkerepublikken Kina og Republikken Kina har i årevis samarbejdet intensivt økonomisk og mellemfolkeligt, mens der har kun været begrænsede kontakter på det politiske niveau. Mødet får dog en ret uformel karakter. Vi kan ikke forvente slutdokumenter eller handlingsplaner og den slags. Men alene håndtrykket mellem præsidenterne Xi og Ma vil sende et meget vigtigt signal til befolkningerne på begge sider af Taiwan Strædet, til USA og til resten af Asien.

Hvilket signal?

At Kina og Taiwan kan klare egne anliggender uden at omverdenen behøver at blande sig.

Men Kina mener, at Taiwan er en frafalden provins, som endnu ikke er vendt hjem til moderlandet?

Sådan lyder den officielle politik og retorik. Men realiteterne er selvfølgelig anderledes, fordi USA yder militær beskyttelsesgarantier til Taiwan.

Hvordan kan det være et anliggende for USA at beskytte Taiwan?

Kinesisk og amerikansk historie vil det sådan. Da kommunisterne sejrede i den kinesiske borgerkrig i 1949, flygtede det slagne Nationalistparti KMT til Taiwan, hvor USA leverede våben og militær beskyttelse. I det dengang nyoprettede FN var det Republikken Kina, som Taiwan officielt hedder, der havde Kinas plads som permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd helt frem til 1971. Så skiftede flertallet i generalforsamlingen, og Folkerepublikken Kina fik pladsen. Det ændrede ikke på, at lederne i Taiwan fortsat gjorde krav på at repræsentere hele Kina helt frem til 1990’erne.

Giver det mening, når de kun havde øen Taiwan, der er mindre end Danmark?

Sådan så de på det under den daværende præsident og diktator Chiang Kai-shek. I 1987, 12 år efter Chiangs død, valgte sønnen, der havde arvet præsidentembedet, at demokratisere. Østatens politiske fanger blev frigivet og oppositionspartier blev tilladt, og det er det vigtigste oppositionsparti, det Demokratiske Fremskridtsparti (DPP), der har formel uafhængighed i sit partiprogram. Set fra Beijing vil en formel uafhængighedserklæring være det samme som løsrivelse.

Som Kina ikke vil acceptere?

Bestemt ikke. En sådan tilstand vil kunne udløse krig. En krig over Taiwan betyder krig mellem Kina og USA, for USA er lovgivningsmæssigt forpligtet til at forsvare Taiwan mod en militær løsning på Taiwan-spørgsmålet. Så det forsøger parterne at undgå. Men den kinesiske ledelse har genforening som et erklæret mål, og der er intet der tyder på, at dette opgives, heller ikke som et resultat af, at der holdes et topmøde mellem de to præsidenter.

Hvordan har USA det med en kinesisk genforening eller noget, der ligner?

Hvis det sker fredeligt og ikke går imod flertallets ønsker i Taiwan, har USA ingen problemer med en genforening eller en mere formel form for tilknytning.

Taiwan har haft demokrati og frihedsrettigheder siden slutningen af 1980’erne, så der er vel ingen politikere på øen, der ønsker sig at være en del af Kina?

Ikke som Kina er nu. Det kinesiske tilbud til Taiwan er, at øen kan beholde sit nuværende politiske system også som en del af Kina, men at udenrigspolitikken skal styres fra Beijing. KMT udelukker ikke en genforening eller måske en union af en slags på sigt, men afviser forhandlinger på vilkår, der er dikteret af Kina, mens DPP ønsker at give Taiwan en mere selvstændig international profil, hvilket på sigt kan betyde et uafhængigt Taiwan.

Er det realistisk?

Det ville forudsætte amerikansk opbakning, men den har ingen præsident hidtil været indstillet på at levere. Der er heller ikke skyggen af et flertal for noget sådant i Kongressen.

Hvorfor ikke? Kina bliver økonomisk og militært stærkere, og amerikanere er bekymrede?

Ja, men Kongressen og det Hvide Hus er her bundet af beslutninger, der går tilbage til 1972, hvor præsident Nixon aflagde et historisk besøg i Kina på et tidspunkt, hvor de to lande ikke anerkendte hinanden diplomatisk. Nixon tilsluttede sig dengang princippet om, at der kun er et Kina, fordi den daværende ledelse på Taiwan ville det sådan. Her var man jo ikke uenige med kommunistpartiet i Beijing på trods af, at KMT og Kommunistpartiet var dødsfjender.

Det er de måske ikke mere?

Nej, man kan sige, at der har udviklet sig en slags uformel fred mellem KMT i Taiwan og kommunistpartiet i Beijing. Den har sikret stabiliteten i Asien og dermed lagt grunden til det økonomiske vækstmirakel i Kina og dermed det største velstandsløft i menneskehedens historie i nyere tid. Det indrømmer selv konservative og antikommunistiske amerikanske politikere.

Så Kina og USA kommer ikke i krig over Taiwan?

Den risiko er til at overse. Der er rigeligt med diplomati i spil, og der spilles på militære instrumenter. Præsident Obamas forsvarsminister har netop besøgt flådeenheder i det Sydkinesiske Hav og en amerikansk admiral har været i Beijing. Det er alt sammen klassisk diplomati lige efter lærebogen. Man skal ikke se bort fra, at Kina og USA i årevis har ført dialoger på mange niveauer.

Hvad er så problemet med det forestående topmøde mellem de to præsidenter? Eller: hvad vil Kina opnå, hvis ikke de kan få en genforening med Taiwan i hus?

Her er det hele magtbalancen i Asien, der er i spil. Japan, der er USA’s vigtigste allierede i Østasien, forsøger sig med en mere selvstændig sikkerhedspolitik, og her kan Taiwan vise sig at være en vigtig brik.

Hvorfor?

Fordi Taiwan er en tidligere japansk koloni. Der er rigeligt med japanske politikere, der kunne finde på at etablere en formel alliance med Taiwan. Sker det, bryder der et helvede løs i Kina, hvor partiet har svært ved at holde den voksende nationalisme i ro. Begge præsidenter, Xi og Ma, har et bagland at tage hensyn til. I Kina er det et parti med 90 millioner medlemmer og en anarkistisk opinionsdannelse på især de sociale medier, i Taiwan er det en polariseret offentlig opinion.

(Publiceret i Politikens netavis 5. Nov. 2015)

Oppositionspartiet har sikker kurs mod regeringskontorerne længe inden valget til januar

INDTIL FOR ganske nylig så det ud til, at præsidentvalgkampen i Taiwan ville blive et kapløb mellem to kvinder. Den ene, Tsai Ing-wen, er kandidat for det eneste oppositionsparti af betydning, Det Demokratiske Fremskridtsparti, DPP, og bliver med stor sandsynlighed østatens næste præsident.

Den 58-årige jurist er en veteran i taiwansk politik og har en solid føring i opinionsmålingerne.Hendes modkandidat fra regeringspartiet Kuomintang (KMT) var indtil for en halv snes dage siden også en kvinde, 67-årige Hung Hsiu-chu. Men Hung sakkede agterud i meningsmålingerne, så partiet så ingen anden udvej end at skifte hende ud med partiformanden, den 54-årige borgmester i New Taipei City, Eric Chu.

DET FOREKOMMER ikke sandsynligt, at KMT dermed kan vende skreddet i vælgerbefolkningen, og det interessante spørgsmål bliver derfor, om DPP får både præsidentposten og et flertal i parlamentet. Partiet havde under Chen Shui-bian præsidentposten i årene 2000-08, men måtte regere under vanskelige betingelser, fordi Nationalistpartiet sad på flertallet i parlamentet og stadig den dag i dag er et parti, der baserer sin magt på de gamle etablerede magthierarkier med store formuer til at finansiere sig hele vejen til vælgernes indflydelse.

KMT-kandidaten Eric Chu vil i de to måneder op til valget bygge sin valgkampagne på, at han vil være den af de to kandidater, der bedst kan sikre, at relationerne til Folkerepublikken Kina forbliver fredelige, og at den kinesiske økonomis vækst vil fortsætte med at bidrage til udviklingen af velstand i Taiwan.

I maj mødtes han med Kinas præsident Xi Jinping og udtrykte sin interesse i at tilslutte sig Kinas nye euroasiatiske udviklingsbank, AIIB. Interessant nok har han også sagt, at Taiwan vil søge optagelse i det nyligt etablerede handelsnetværk Trans-Pacific Partnership, som USA står i spidsen for.

Altså en både-og-politik frem for en enten-eller-politik.

En af de helt store udfordringer for politikere i østaten er den markante generationskløft, der manifesterede sig i fjor med den såkaldte Solsikke-bevægelse.Hundredvis af studenteraktivister besatte i forårsmånederne flere regeringskontorer og parlamentsbygningen for at protestere mod en af de 21 økonomiske samarbejdsaftaler, som den afgående præsident, Ma Ying-jeou, har brugt to embedsperioder på at få forhandlet igennem med sin modpart på den anden side af Taiwanstrædet.

Aktivisterne mener, at den Cross-Straits Service Trade Agreement, som præsident Ma har givet sin underskrift, giver Kina helt unødvendige fordele. Bevægelsen har utvivlsomt vakt en bredere interesse i Taiwan for de rammer, der er lagt for det økonomiske samkvem med giganten på den anden side af strædet.

Men det er mere end tvivlsomt, om en kommende præsident kan ændre afgørende på de fundamentale betingelser for Taiwans økonomiske liv.Kritikken bygger på betænkeligheder ved, at præsident Ma fremmer Taiwans økonomiske afhængighed af Kina og dermed på sigt baner vejen for en genforening, som der ingenlunde er flertal for i Taiwans befolkning.

Ingen, hverken i KMT eller DPP, forestiller sig en (gen) forening alene på betingelser, som defineres af Beijing, men det bagvedliggende og uafklarede spørgsmål er, om Kinas voksende globale indflydelse betyder, at Taiwans nuværende sikkerhedsgarantier, som USA står for, undermineres, og om betingelserne for Taiwan som et selvstyrende samfund skal omdefineres. Årtiers status quo – en strategisk tvetydig politisk status – er den formel, som der hidtil har været flertal for.

SIDEN 1979, DA USA anerkendte Folkerepublikken, lukkede sin ambassade i Taipei og åbnede en ny af slagsen i Beijing, har USA under den såkaldte Taiwan Relations Act garanteret at forsvare øen, hvis Kina truer med genforening med militære midler. Kina betragter Taiwan som en frafalden provins, der skal hentes hjem til moderlandet, men har ikke i 20 år raslet direkte med missilsablerne i den provins, Fujian, der ligger i 150 kilometers afstand fra Taiwan.

Geografi, tæt økonomisk samkvem og kulturelle og historiske bånd betyder, at en hvilken som helst præsident i Taiwan må definere et proaktivt engagement i forholdet til klodens næststørste økonomi.USA’s garantier står ikke i vejen for en sådan udvikling, men giver kun Taiwan begrænset politisk spillerum. Et sikkerhedspolitisk partnerskab mellem Taiwan og østatens gamle kolonimagt Japan, er udelukket.

Trods mange uenigheder i indenrigspolitikken kommer Tsai Ing-wen til at følge den kurs, som USA stak ud for snart 37 år siden.

(klumme i Politiken 29.10.2015)