Flemming Ytzen

Atombombe nr. 2 var starten på en tredje krig

Udgivet den 6. august 2015 af flemmingytzen

70-året for bombningerne af Hiroshima og Nagasaki bør give anledning til lidt revision af historien.

ATOMBOMBEN indledte en ny æra i historien, fordi den afsluttede krigshandlingerne i Fjernøsten og sikrede Japan en plads i eftertiden som Østasiens vigtigste amerikanske allierede.I dag er der mindehøjtideligheder på det første bombemål, Hiroshima, og på søndag er det bombemål nr. 2, Nagasaki, der skal mindes sine titusinder af døde civile i anledning af 70-året for den mest brutale enkeltstående krigshandling i menneskehedens historie.

Ikke bare for det japanske samfund, men for alle os andre bør mindedagen være anledning til refleksion: Kunne verdenskrigen være afsluttet på andre måder, så tusinder af civile japanere havde undgået denne voldsomme død? Havde det amerikanske militær og dets politiske beslutningstagere andre muligheder?

Talrige historikere har gennem årtier brugt det argument, at atombomberne ikke var et egentligt kampvåben, fordi målet var befolket af civile. Kritikere har brugt betegnelsen statsterrorisme. Richard A. Falk, professor emeritus i folkeret ved Princeton Universitet, har skrevet, at det erklærede mål med to bombninger var at terrorisere den japanske befolkning gennem massedrab og dermed stille dets ledere i udsigt, at deres samfund risikerede den totale udslettelse. Andre har peget på den særlige virkning, som bomberne havde uden for Japan.

To dage efter Hiroshima-bomben erklærede Sovjetunionen Japan krig, og på dagen for Nagasaki-bomben var sovjetiske styrker i kamp mod japanske styrker i Manchukuo, den klientstat, som japanerne havde etableret på kinesisk område i 1931. Stalins Røde Hær fortsatte til det nordlige Japan og besatte den øgruppe, der i dag kendes som Kurilerne, og som er beliggende syd for Kamtjatka.

DEN konventionelle opfattelse blandt et flertal af historikere er, at bomben mod Hiroshima var en militær nødvendighed, der betød, at hundredtusinder af menneskeliv, både japanske og allierede, blev sparet. Fra kamphandlinger på flere stillehavsøer var amerikanerne på den mest brutale vis blevet bekendt med japanernes vilje til at ofre sig for kejseren og nationen.

De amerikanske planlæggere havde omhyggeligt forberedt scenarier og omkostningsanalyser i tilfælde af en regulær invasion af de japanske hovedøer. Tallene går fra en kvart million dødsofre og opefter. Krigen ville med stor sandsynlighed tidligst være afsluttet ved udgangen af 1945.Opfattelsen af Hiroshima-bomben som den mindst bekostelige måde at afslutte krigen mod Japan på står ikke uimodsagt.

Admiral Chester W. Nimitz, dengang øverstkommanderende for den amerikanske stillehavsflåde, er citeret for følgende: »Japanerne var i gang med at undersøge mulighederne for en fredsaftale. Fra et rent militært synspunkt havde atombomben ingen afgørende rolle i at få Japan nedkæmpet«.

Nimitz’ kollega, stabschef William D. Leahy, forklarede præsident Harry Truman, at »japanerne allerede var slået og parate til at overgive sig på grund af en effektiv blokade til havs og en serie vellykkede bombninger af byer med konventionelle bomber«.

HISTORIKEREN Tsuyoshi Hasegawa har skrevet, at det ikke var atombomberne, der var hovedårsagen til, at den japanske ledelse valgte kapitulationen, snarere Sovjetunionens beslutning om at indtræde i krigen; en handling, som de øvrige allierede havde givet grønt lys for.

En sovjetisk aktion af et beskedent omfang gjorde det klart for de japanske generaler, at de risikerede en opdeling af landet: russiske tropper i den nordlige del af landet og amerikanske invasionsstyrker i syd, hvor der ville blive kæmpet fra hus til hus i store byer.

I det japanske krigsråd blev det kejser Hirohito, der tvang de mest stædige officerer til at acceptere kapitulationen. Dette er med til at forklare, hvorfor den amerikanske besættelsesmagt siden undlod at stille kejseren for det tribunal, der straffede mange af hans topfolk.

VAR DEN japanske frygt ubegrundet? Ikke når man ser på, hvad der skete i de følgende år på den samtidigt befriede koreanske halvø. Et sovjetisk klientstyre blev indsat i nord, et proamerikansk styre i syd og en tre år lang og blodig krig brød ud i sommeren 1950. Konflikten er stadig uløst, og millioner af nordkoreanere betaler en utålelig pris for eftervirkningerne.Russerne er stadig på Kurilerne, hvor de ruster op.Så lad historieskrivningen give mere plads til den fortolkning, at formålet med atombombe nr. 2 handlede om at holde Stalins hære ude af det japanske ørige. Den konflikt er ikke helt ovre endnu.

(klumme i Politiken 6.8.2015)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Glemt: Det nordligste Japan har været besat i 70 år

Udgivet den 24. juli 2015 af flemmingytzen

Regeringschefen vil gøre sit land til en stormagt med normale militære forpligtelser, men støder på forhindringer overalt.

KAN JAPAN gøre en forskel i en tid, hvor de økonomiske styrkepositioner i Asien er under dramatisk forandring? Spørgsmålet rejser sig efter den nylige vedtagelse i det japanske parlament af en lovpakke, der skal gøre det muligt for landets militær at påtage sig en mere aktiv regional rolle som sikkerhedspolitisk partner.

Læs: Japan vil kunne sende fly og skibe for at hjælpe f. eks. Filippinerne, hvis det kommer til en konfrontation med Kina om de havområder i Det Sydkinesiske Hav, som flere af regionens lande gør krav på.

Det centrale emne er her, om Japan med sin særlige krigsfornægtende forfatning, der blev dikteret af USA i årene umiddelbart efter Japans kapitulation i august 1945, kan rumme den skarpere militære profil, som regeringschefen Shinzo Abe har arbejdet så intensivt for.

I sidste måned havde et parlamentsudvalg inviteret tre anerkendte forfatningseksperter til at give deres bedømmelse af den fremlagte lovpakke i relation til forfatningens bestemmelse om, at Japan frasiger sig retten til at bruge krig som et middel til konfliktløsning. Alle tre kaldte de den fremlagte lovpakke forfatningsstridig.Lovpakken går nu til overhuset.

IKKE FOR ingenting lyder det japanske militær navnet ‘ Selvforsvarsstyrker’, hvilket i den hidtidige tolkning af forfatningen indebærer, at militæret kun må indsættes, hvis japansk territorium trues.Konflikterne i Det Øst-og Sydkinesiske Hav om grænsedragning involverer en stribe lande, herunder flere, der er beskyttet af USA via bilaterale forsvarsaftaler.

Shinzo Abe ønsker at demonstrere styrke over for ærkerivalen gennem århundreder, Kina, og konfrontationen mellem de to giganter udspiller sig i farvandet omkring en klynge ubeboede øer, som Japan kalder Senkaku og Kina Diaoyu. De ligger mellem Taiwan og den japanske ø Okinawa, hvor en årelang indenrigspolitisk strid om flytningen af en amerikansk flybase endnu ikke har fundet sin løsning.

Lokalpolitikere på Okinawa vil helt af med basen, men har i årevis kæmpet forgæves.

Ingen af de lande i Asien, der indlysende nok ser med skepsis og nervøsitet på Kinas økonomiske og militære opstigning, har bedt Japan om at gøre en forskel på deres vegne, og forklaringen på dette skal findes i historien.

Japan blev kolonimagt i Korea i begyndelsen af det 20. århundrede, og forholdet mellem Japan og de to koreanske stater på den delte halvø er mildt sagt anstrengt.

Sydkorea har et tæt og aktivt forhold til Kina, og begge frabeder sig en mere aktiv japansk rolle i forsøgene på at få styr på det atombevæbnede Nordkorea, der er regionens uden sammenligning største sikkerhedspolitiske udfordring, svarende til Irans rolle i Mellemøsten.

Ligeså med en anden tidligere japansk koloni, Taiwan, hvor ikke en eneste politiker af betydning tør bede Japan om beskyttelse i tilfælde af konflikt med Kina.

KUNNE DET så tænkes, at Shinzo Abes regering kunne gøre noget for at løse en konflikt, der handler om japansk territorium, der har været besat i 70 år?

I verdenskrigens allersidste dage erklærede Sovjetunionen Japan krig og erobrede en lille gruppe japanske øer, som kaldes Kurilerne, og som Japan betegner som ‘ de nordlige territorier’.

De 17.000 japanere, der beboede øerne, blev tvunget væk, og i dag bor der anslået 14.000 russere på dem.Ejerforholdet til øerne er uløst grundet uenighed om fortolkningen af den såkaldte San Francisco-traktat fra 1951, der paradoksalt nok sagde, at Japan måtte opgive kravene på øgruppen, men også, at Sovjetunionen ikke dermed kunne overtage den.

Som en udløber af konflikten i Ukraine, hvor Japan deltager i de vestligt ledede sanktioner mod Rusland, har Moskva i sidste måned besluttet at opføre militære installationer på øerne.

Var der så nogen, der i underhusets debat talte for, at Japan skulle tage diplomatiet til hjælp for at få afviklet det, man selv kalder en 70 år gammel besættelse af japansk territorium? Overhovedet ikke.

Imens har Japans traditionelle modstandere taget et skridt i form af en regional rebalancering og et modsvar til Tokyo.

Sidste fredag aftalte kinesiske og russiske flådechefer at gennemføre fælles manøvrer i slutningen af næste måned i Østhavet mellem Vladivostok og det nordlige Japan.Skibene vil sejle ca. 400 kilometer fra de japanske kyster og vil i den russiske Primorski-region foretage en landgangsøvelse.Mon ikke Shinzo Abe forstår signalværdien?

(klumme i Politiken 24.juli 2015)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Juntastyre version 2.0 bedrager verden

Udgivet den 23. juli 2015 af flemmingytzen

Burmesisk ‘demokrati’ er slips, smil, millionbistand og fyldte ordrebøger.

Præsidenten genopstiller ikke ved det næste valg. Men han overvejer at tage endnu en periode som sit lands leder. En øvelse i demokrati måske, og hvor foregår det så henne? I Myanmar, det tidligere Burma.

Umiddelbart lyder det som en politisk absurditet og selvmodsigelse. Her følger de seneste detaljer:

På et økonomisk topmøde i Tokyo i starten af måneden meddelte en embedsmand fra præsident Thein Seins kontor, at hans chef ikke planlægger at stille op ved parlamentsvalget i november.Der blev henvist til den 70-årige leders helbredsproblemer, og det er velkendt, at manden benytter sig af en pacemaker.

Præsidenten har sendt et brev til parlamentsformanden, Shwe Mann, der selv formodes at have ambitioner om at få præsidentjobbet. En magthaver beroliger en potentiel efterfølger.

Efterfølgende får præsidentkontoret brug for en korrektion. Så en anden embedsmand, tilsyneladende lidt højere placeret end den førnævnte, kommer med en interessant præcisering: At præsidenten ikke har udelukket en genopstilling, ej heller at han tager endnu en 5-årig embedsperiode, helbredsproblemer eller ej.

Så er vi fremme ved det centrale: Myanmars forfatning. En tekst, som den daværende militærjunta holdt en slags folkeafstemning om i foråret 2008 efter en cyklon, der kostede mere end 150.000 livet.Af de registrerede vælgere deltog 97 procent i ‘ afstemningen’, og 94 procent godkendte angiveligt den forfatning, som den militære elite havde udarbejdet gennem en langvarig proces omfattende ‘ konsultationer’ med omhyggeligt udvalgte grupper i det etniske kludetæppe, som Myanmar består af.

LANDETS eneste reelle opposition af betydning var i 2008 udelukket af processen, dets ledere fængslet og aktiviteter forbudt.Et par år senere blev de frigivet som et led i en slags normalisering, der gav håb om, at regeringskritikere og oppositionelle kunne organisere sig og stille op til fremtidige valg.

Ved et suppleringsvalg i foråret 2012 vandt det ledende oppositionsparti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) 43 ud af 45 mulige pladser i parlamentet og opnåede dermed at blive legaliseret efter mange års forfølgelse.

Hvis valget havde været landsdækkende og forfatningen lignet det, vi kender fra Indonesien eller Sydkorea, havde NLD i dag været regeringsparti og lederen, Aung San Suu Kyi, været præsident. Så flokkedes verdens ledere til landet, herunder præsident Obama, som i en elegant retorik talte om, at Myanmar burde gå hele vejen og fuldbyrde det, der lignede en lovende demokratisering. Myanmar skulle ud af Kinas indflydelsessfære og blive ven og allieret med USA.

U.S. President Barack Obama tours the Shwedagon Pagoda with Secretary of State Hillary Rodham Clinton in Yangon, Myanmar, Monday, Nov. 19, 2012. This is the first visit to Myanmar by a sitting U.S. president. (AP Photo/Carolyn Kaster)

Problemet her er lige, at forfatningen er så viseligt indrettet, at præsidenten ikke vælges direkte. Personen til posten udpeges blandt tre kandidater, som nomineres af parlamentets under-og overhus og det magtfulde militær. Det er ikke en forudsætning, at han eller hun først skal vælges til parlamentet.

ALTSÅ SKAL verden til at vænne sig til, at Myanmars næste præsident sandsynligvis bliver den samme som den nuværende eller en, der ligner ham til forveksling.

I parlamentet har oppositionen forsøgt at ændre forfatningsbestemmelserne, der forhindrer, at landets mest populære parti kan stille med den kommende præsident.Men 25 procent af pladserne er forlods reserveret militæret, og de har sat støvlerne ned.

Så Myanmars gamle elite sidder stadig solidt på magten og vil fortsætte med det, efter at alle store vestlige lande af betydning, plus lille Danmark, har suspenderet sanktioner, opgivet kritik og sendt investeringer og bistand i millionklassen ind i det lovende land, som et halvt århundredes misregimente har pløjet ned i ussel fattigdom og armod.

PRÆSIDENTEN og hans officerskolleger har i grænseregionerne beordret skærpede forfølgelser, ofte via stedfortrædere i civil, mod genstridige minoriteter, først det muslimske Rohingya-mindretal, siden regulær krig mod de kristne kachiner i nord og et etnisk kinesisk mindretal i nordøst.

Så det meste i nutidens Myanmar er som i fortidens Burma, bare med en forfatning i ryggen og en legaliseret, men magtesløs opposition.Nu venter vi kun på, at juntaens internationale apologeter gentager et velkendt refræn: Det hele er Aung San Suu Kyi og hendes alliancepartneres skyld.

(klumme i Politiken 23. juli 2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien, Uncategorized | Skriv en kommentar

Når Europa finder den nye silkevej

Udgivet den 9. juli 2015 af flemmingytzen

Mens Grækenland løb med opmærksomheden, tog Kinas regeringschef på et afgørende besøg i Europa.

GRÆSK sammenbrud eller ej; med sin store mangfoldighed, sin købekraft, innovation og dynamik kan Europa vel finde en vej ud af den aktuelle handlingslammelse? Er vi snart færdige med at stirre ned i dybt gældshul og klar til at se lidt fremad? Fremtidsudsigterne er ikke kulsorte.

Kun få europæiske medier opdagede, at den kinesiske regeringschef, Li Leqiang, deltog i Kina-EU-topmødet i Bruxelles, netop som det græske drama eskalerede. Det blev til møder med formandsduoen Tusk og Juncker, som Li dermed fik talt med for første gang siden sin tiltrædelse.

epa04823978 (L-R) EU Commission President Jean Claude Juncker, Chinese Premier Li Keqiang and EU Council President Donald Tusk at the start of the 17th bilateral EU China summit at the EU Council headquarters in Brussels, Belgium, 29 June 2015. Report states leaders will discuss political and economic relations, global challenges and regional and foreign policy issues. EPA/JULIEN WARNAND Dostawca: PAP/EPA.

Ud over rituelle kinesiske sympatitilkendegivelser over for det europæiske samarbejde meddelte Li, at Kina agter at blive en aktiv medspiller i Junckers storstilede vækst-og beskæftigelsesplan, Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, der planlægger at anvende for mere end 315 milliarder euro i fortrinsvis infrastrukturprojekter i de 28 medlemslande.

MED EN såkaldt forbindelsesplan, som Juncker kaldte det, skal en række store EU-styrede økonomiske projekter forbinde kontinentet med den rammeplan, som kineserne kalder ‘ Silkevejens økonomiske bælte’, og populært sagt skabe en ny ‘ silkevej’ med en vision inspireret af den årtusindgamle handelsrute mellem to af klodens ældste civilisationer.

Naturligvis blev der spurgt til Kinas muligheder for og vilje til at hjælpe Grækenland.Regeringschefen svarede ved at gentage Beijings velkendte holdning til det europæiske kompleks: Kineserne foretrækker et samlet og samarbejdende Europa og en stabil fælles valuta.

Herefter kom Lis interessante tilføjelse: Den græske gældskrise er i princippet et internt anliggende for Europa. Men Kina er optaget af usikkerheden om Grækenlands forbliven i euroen, og Kina har derfor taget skridt til at hjælpe Grækenland med at overvinde den aktuelle krise.Måden, dette blev sagt på, gav ikke forhåbninger om en særlig kinesisk långivning til Athen.

Kinesernes støtte er af mere indirekte karakter. I fjor aflagde regeringschefen et besøg i Grækenland og underskrev investeringsaftaler til en værdi af 5 milliarder dollars, som omfattede overtagelsen af en del af havnen i Piræus.

DA FINANSKRISEN rasede i 2008 og 09, var de finansielle miljøer fyldt med forlydender om, at kinesiske statsselskaber ville gå på opkøb især i de hårdt ramte sydeuropæiske lande. En opgørelse fra Deutsche Bank viser, at i perioden 2010-12 firedobledes kinesiske investeringer i europæiske selskaber og nåede et niveau på 27 milliarder euro. I fjor konkluderede investeringsanalytikere, at Italien på et enkelt år blev den største modtager af Beijings investeringer.

Men over en tiårsperiode (2005-14) er det interessant nok Storbritannien, der er den største modtager (23,6 mia. dollars) med Frankrig som nr. 2 (10,6 mia. dollars) og Italien på en 3.- plads(med 6,8 mia. dollars).

Et britisk analysefirma, Baker & McKenzie kunne tidligere i år fremlægge tal, der viser en stejlt opadgående kurve; at det gennemsnitlige niveau for kinesiske investeringer i Europa er på 10 milliarder dollars over en fireårs periode (til 2014), men at denne kurve har en ujævn form, idet der alene fra 2013 til 2014 skete en fordobling.Hvis vi troede, at det var sydeuropæisk infrastruktur, kineserne gik efter, tog vi fejl. Fordelt på sektorer er det landbrug og fødevarer, der i fjor blev den foretrukne, forfulgt af energi, ejendomsselskaber, bilindustrien og finansieringsselskaber.Derfor interessen for City of London.

ALT DETTE skal sættes i perspektiv af, at den nye kinesiskledede Asiatiske Infrastruktur-og Investeringsbank, AIIB, formelt blev søsat ved en ceremoni i Beijing 29. juni. 57 lande, heriblandt mange af USA’s traditionelle allierede, er blandt AIIB’s medstiftere.

Nu kender vi også ejerforhold og styringsmodel for AIIB: Kina er med sin 30-procents aktieandel den dominerende ejer; ikke overraskende, eftersom 75 procent af aktierne er forbeholdt asiatiske medlemslande. Største europæiske deltager er Tyskland med en ejerdel på beskedne 4,57 procent. Unægtelig et vidnesbyrd om ændrede globale styrkeforhold, som udløser traumer hos forandringsangste tilhængere af den gamle orden, der bygger på det 70 år gamle Bretton Woods-system.

Er der noget at være bange for, udenrigsminister Kristian Jensen og vækstminister Troels Lund Poulsen? I skal til at vænne jer til, at der snart er andre globale regler end dem, der er skrevet af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond.Måske en vej frem for Athen.

(klumme i Politiken 9.juli 2015)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Militærstyre med smil, sol, palmesus og usikkerhed

Udgivet den 8. juli 2015 af flemmingytzen

Thailand er tilbage ved en standardnorm i Sydøstasien: et autokrati, der søger en form for legitimitet.

REGNTIDEN er for længst ankommet, og derfor er turiststrømmen fra Europa til Sydøstasiens mest populære destination i aftagende. Der skal dog nok være danskere, der bruger tiden i sommerhuset til at planlægge vinterferiens flugt fra kulde, slud og gråvejr. Rejsebureauer og flyselskaber kan med stor sikkerhed se frem til et pænt stort salg af billetter med destinationen Bangkok.

Thailand oplevede i maj i fjor endnu en militær magtovertagelse, og landet forbliver dermed i den absolutte top over lande, hvor kup afsætter en demokratisk orden. Hovedparten af de militærkup, kongedømmet har været udsat for hen over de seneste 50 år, har været ublodige.

Thai women stop to take a selfie with Thai soldiers outside Bangkok Art Culture Center in Bangkok ,Thailand Wednesday, May 28, 2014. Thailand’s new military junta aired videos Wednesday on television stations nationwide showing some of the prominent political figures it has detained as part of an effort to convince the public that detainees in army custody are being treated well .(AP Photo/Sakchai Lalit)

Efterfølgende er det for det meste lykkedes de uniformklædte magthavere at opretholde en form for orden, der har sikret en grad af social og økonomisk normalitet.Den dramatiske undtagelse fra denne regel så vi i maj 1992, da omfattende folkelige protester i hovedstaden forhindrede et kup i dets tidlige fase. Sikkerhedsstyrker skød mod demonstranter, og et ukendt antal blev dræbt og såret. En del ofre ‘ forsvandt’, og myndighederne har aldrig siden redegjort for disse.

Takket være indgriben fra kongen blev en civil overgangsregering indsat og kunne forberede afholdelsen af et parlamentsvalg, der i september samme år foregik i god ro og orden.

I APRIL I ÅR ophævede juntaen under general Prayuth Chan-ocha formelt undtagelsestilstanden, men aktiverede den midlertidige forfatnings artikel 44, der giver militæret og dets Nationale Råd for Fred og Orden absolutte magtbeføjelser, hvor tilmed retssystemet er sat ud af kraft. Hvornår der afholdes valg er uklart, men regimet har sagt, at dette i så fald skal gennemføres i henhold til den midlertidige forfatning, som en junta-udpeget komité har udarbejdet.

Er dette noget, vi har set eller hørt om før? Jo da, modellen ligner til forveksling det, som er foregået i nabolandet Myanmar, det tidligere Burma, hvor en elite med rødder i landets militære bureaukrati forsøger at sikre sig legitimitet gennem en lempeligere form for autoritært styre og accept af en stækket politisk opposition.

Tilstanden i Thailand kan trække i langdrag eller ophøre lige pludselig. Det vil blive afgjort af monarkiet, eller snarere monarken selv, den længst siddende i historien: Men kong Bhumipol Adulyadej har gennem flere år været stærkt svækket af sygdom.Thailands moderne historie har vist, at en afgørende faktor for opretholdelse af politisk stabilitet er, at kongehuset giver sin tilslutning til en konservativ magttrekant bestående af militæret, centraladministrationen og de vigtigste sektorer i erhvervslivet.

Thailand’s King Bhumibol Adulyadej arrives back at the Siriraj Hospital, after a ceremony at the Anatasamakom Throne Hall, in Bangkok December 5, 2012. King Bhumibol celebrates his 85th birthday on Wednesday. REUTERS/Kerek Wongsa (THAILAND – Tags: POLITICS ANNIVERSARY ROYALS HEALTH) – RTR3B7YX

I 2001 blev denne trekant udfordret, da en stenrig politiker fra Nordthailand, Thaksin Shinawatra, mobiliserede lokalbefolkningen og vandt ikke bare et parlamentsvalg, men to på hinanden følgende, hvilket aldrig tidligere var set.

THAKSIN blev afsat ved et ublodigt kup i september 2006 og har siden befundet sig i eksil. Takket være effektiv brug af sociale medier har han bevaret en kolossal opbakning, overvejende i de nordlige provinser, som han i sin regeringstid nåede at forkæle med millionbidrag. Lillesøsteren Yingluck kapitaliserede på denne opbakning og vandt et parlamentsvalg i 2011.

Thai Prime Minister Thaksin Shinawatra greets supporters in Auytthaya province 70 km (44 miles) north of Bangkok March 16, 2006. Thaksin returned in defiant mood from the provincial campaign trail on Thursday to protesters massed outside his office and doubts that his April 2 snap election could go ahead. REUTERS/Sukree Sukplang – RTR177NJ

Magteliten har pudset retsvæsenet på Shinawatra-klanen, og det bliver næppe vanskeligt for dommerne at finde fældende beviser for både korruption og misbrug af offentlige midler. Den bedrøvelige konsekvens er, at Thailands politiske landskab er helt uden en troværdig opposition, der kunne anvise en demokratisk vej ud af det politiske kviksand. Et konservativt royalistisk magthierarki mod en neonationalistisk populisme? Ikke noget eksempel til efterfølgelse.

DEN UNDERLIGGENDE dagsorden, som ingen taler offentligt om, handler om tronfølgen. Den 63-årige kronprins Maha Vajiralongkorn har ikke gjort det nemmere for sig selv ved at lægge tre forliste ægteskaber med syv børn bag sig. I et kongedømme, der bygger på idealet om et traditionelt og harmonisk patriarkat, vil det for mange være svært at se et forbillede i kronprinsen.

Monarkier bygger deres legitimitet på myter og fortællinger, og meget ville være lettere, hvis det havde været kronprinsen og ikke faderen, der i 1992 var skredet ind og havde reddet nationen fra endnu en militær magtovertagelse.Thailand ser derfor ind i en fremtid, hvor demokratiet er blevet et begreb, der er tømt for indhold, og hvor monarkiet ikke længere forbindes med buddhistisk etik og moral. Det er opskriften på en identitetskrise, og den bliver langvarig.

(klumme i Politiken 8. juli 2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Da vi mødte bådflygtninge med sympati

Udgivet den 3. juli 2015 af flemmingytzen

For små fire årtier siden modtog vi også flygtninge, der var samlet op på havet. De fik sympati og chancer.

Folk med en hukommelse, der rækker ca. 35 år tilbage eller længere, vil erindre udtrykket bådflygtninge. Betegnelsen dækker over de hundredtusinder af især vietnamesere, der i slutningen af 1970′ erne forlod deres hjemland i kølvandet på den amerikanske retræte fra den konflikthærgede region, engang kendt som Fransk Indokina.

I 1975 var et proamerikansk regime i den sydvietnamesiske republik blevet løbet over ende af en invasionshær fra det kommunistisk styrede Nordvietnam. Den påtvungne genforening af de to fjender blev gennemført på så uforsonlige betingelser, at store befolkningsgrupper, herunder mange etniske mindretal, bogstavelig talt valgte at gå i bådene, hvorved et voldsomt menneskeligt drama udspillede sig hen over flere år.

Tusinder druknede i Det Sydkinesiske Hav, men endnu flere blev samlet op af både civile og militære fartøjer. Mange endte i lejre i Vietnams nabolande, mens andre blev sejlet til modtagerlande i Vesten, især USA, mens mindre grupper ankom til Vesteuropa, Danmark inklusive. Den sydøstasiatiske flygtningekrise kulminerede i 1978-79.

I DATIDENS hjemlige politiske landskab var der bred enighed om, at de nødstedte asiater skulle modtages på betryggende vis, og mediedebatten var fuldstændig befriet for den retorik, der for nuværende præger diskussionen om, hvor mange og hvilke flygtninge fra Mellemøsten og Afrika vi bør finde plads til.

Sympatien, eller rettere empatien, med de nødstedte bådflygtninge skal utvivlsomt forklares med, at asylsøgerne var ofre i dobbelt forstand: først udsat for den massive ødelæggelseskraft, som den amerikanske supermagt havde udsat det ludfattige risbondesamfund for. Siden forfulgt, fordi de blev set som illoyale landsforrædere, der ikke havde den ringeste sympati for de nye kommunistiske herrer i hjemlandet.

Selvfølgelig betød det også noget, at antallet var beskedent: Danmark tog imod lidt mere end 7.000 vietnamesere, laoter og cambodjanere. Målt med nutidens realiteter et lille tal, hvilket forklarer, hvorfor det vietnamesiske mindretal i dag er økonomisk velintegreret hos os. Mere end 2,5 millioner fra Vietnam, Laos og Cambodja fik nye livsmuligheder i vestlige lande, mens omkring en halv million siden blev repatrieret i deres oprindelseslande, størsteparten efter at der via FN-systemet var indgået aftaler med de respektive regeringer.

MEN DET TOG tid. I årevis sad titusinder af bådflygtninge i lejre i nabolandene.Den indlysende løsning, repatriering, blev først aktuel, efter at den vietnamesiske regering i 1987 indledte en reformpolitik, der indeholdt tilbud om tilbagevenden med garanti for, at de, der returnerede, ikke ville blive forfulgt. Det vietnamesiske kommunistparti gik tilmed så langt som til at formulere en regulær undskyldning for den forfølgelse, der havde ramt især mange etniske mindretal. Regeringen i Hanoi erkendte, at den især havde brug for de entreprenante etniske kinesere, der havde været de mest effektive kapitalister i datidens Sydvietnam.

De tusinder af bådflygtninge og andre, der havde bygget et nyt liv op især i USA, fik besked om, at de var velkomne til at komme på besøg i hjemlandet. Husk at tage jeres dollars med, lød beskeden tværs over Stillehavet. Vietnam trådte derefter i karakter som udviklingsstat.

RESTEN ER HISTORIE, og den er overvejende positiv. De asiatiske mindretal i USA og Europa er i den kategori af indvandrere, der tidligere end andre mindretal køber fast ejendom, sikrer deres børn uddannelse og lader dem løbe op ad den sociale rangstige.

Bådflygtningenes børn ligger i bunden af kriminalitetsstatistikkerne og står på toppen af universiteternes karrieretrapper. Little Saigon-bydelene i mange nordamerikanske storbyer er solide som pengeinstitutter og har leveret massive bidrag til de seneste års væksteventyr hos fætre og kusiner i og omkring Ho Chi Minh Byen.

KAN DENNE erfaring gentages med de titusinder, der nu presser på Europas porte i syd? Det forekommer meget lidt sandsynligt. Ikke bare er antallet af mennesker på flugt langt større end dengang, den politiske vilje i Europa er også dramatisk mindre. Flere af flygtningenes oprindelseslande er ikke længere fungerende stater og har ikke udsigt til at blive det. Vi står derfor ved begyndelsen til en ny folkevandringstid. Det bliver ikke nemt, snarere uhyggelig brutalt.

(klumme i Politken 3. juli 2015)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Forfra med dansk bistandspolitik i Løkkes ny regering

Udgivet den 25. juni 2015 af flemmingytzen

Flygtningestrømmen over Middelhavet gør det nødvendigt at tænke om i prioriteringen af danske udviklingsmidler.

HVIS UDFALDET af de igangværende regeringsforhandlinger bliver, at kongelig undersøger Lars Løkke Rasmussen danner en ren Venstre-regering, bliver denne smal, også i den forstand at antallet af ministre reduceres. Det vil med stor sandsynlighed medføre, at posten som udviklingsminister sløjfes, og den knap 17 milliarder kroner store udviklingsbistand lægges tilbage under udenrigsministeren, sådan som det var tilfældet i de ti år under Schlüter-regeringen 1982-93. Søren Pind (udviklingsminister 2010-11) er den sandsynlige kandidat.

Bliver det i stedet til en toparti-regering med deltagelse af Dansk Folkeparti, er det derimod sandsynligt, at posten som udviklingsminister opretholdes, ligeledes at den fortsat kædes sammen med handel, i praksis erhvervsfremme og danske investeringer i udvalgte udviklingslande.

De færreste kan vel forestille sig, at Kristian Thulesen Dahl som det første vil vælge udviklingsbistanden til en af sine ministerkandidater, for hvem er det så lige, der skal have den tjans? Søren Espersen? I en situation, hvor vi kan se frem til overførsel af mange millioner kroner til stabilitetsfremmende og fredsskabende initiativer i en række plagede arabiske lande?

Så er et mere sandsynligt bud på posten som udviklings-og handelsminister Venstres Jakob Ellemann-Jensen. Som EUordfører fra 2013, udviklingsordfører fra 2011, medlem af Europaudvalget, Forsvarsudvalget, Grønlandsudvalget og Udenrigsudvalget er den snart 42-årige cand. merc. jur. selvskreven til jobbet.

SKER DET, skal det blive interessant at se, om den blå regeringskonstellation tør drive forandringer igennem i dansk udviklingsbistand, som trænger sig på grundet de dramatisk skærpede omstændigheder syd og øst for Middelhavet. I den nyligt overståede valgkamp blev det i debatten mellem partierne kun til sporadiske henvisninger til ‘ FN-målet’, dvs. den realitet, at Danmark er ét af kun fem lande (de øvrige er Luxembourg, Sverige, Norge og Storbritannien), der lever op til FN’s målsætning om at give mindst 0,7 pct. af bruttonationalindkomsten til udviklingsbistand.

Alle vidste, at en mere kritisk og specifik debat om denne del af dansk udenrigspolitik måtte vente, til slaget om stemmesedlerne var overstået. Den kommende minister vil moderere sit ordvalg til, at der skal ske ‘ justeringer’ i anvendelsen af bistandsmidler. Læs: Europa oplever et skærpet migrationspres fra syd, og find nogle flere midler til at afbøde dette pres. Bag nedrullede gardiner taler embedsværket allerede nu om, at der skal ske markante ændringer i fordelingen af bilateral og multilateral bistand; en fordeling, der længe har heddet tre fjerdedel bilateral bistand og den resterende fjerdedel multilateral. For sidstnævntes vedkommende handler det fortrinsvis om FN-organisationer.

HVIS DANMARK og vore europæiske partnere mener det alvorligt med at hjælpe de tusinder af flygtninge fra syd og øst, der søger mod det rige nord, er det de multilaterale systemer, der skal styrkes for at tackle det, som daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen så tidligt som i 1990 kaldte »presset mod Europas bløde bug«.

Anvendelsen af danske bistandsmidler er for længst blevet en del af vor sikkerhedspolitik, herunder terrorbekæmpelse og -forebyggelse, hvilket også står klart i Danidas nyligt offentliggjorte årsberetning for 2014. Heraf fremgår, at det kon-flikthærgede Afghanistan er blandt de største modtagere af danske udviklingsmidler med knap 437 mio. kr. og dermed mere end Danidas kroniske smertensbarn i Afrika, Tanzania, der må ‘ nøjes’ med lidt over 397 mio. kr.

DISSE TO lande repræsenterer en slags yderpoler i dansk udviklingspolitik. Danmark har været til stede i Tanzania siden landets uafhængighed for et halvt århundrede siden, dengang befolkningen talte ca. 11 millioner. Der er siden sket en firedobling af befolkningstallet, uden at landets økonomiske kapacitet er nævneværdigt forbedret, trods årtiers OECD-bistand, der samlet udgør en astronomisk sum. Effekten har været beskeden, og det dominerende problem, befolkningstilvæksten, taler ingen om.

Afghanistan og Tanzania har det til fælles, at udsigterne til løft i levestandarden for befolkningsflertallet er minimale.Skal Danmark også de næste fire år følge devisen: Her går det sløjt, men send alligevel flere penge? Den kommende udviklingsminister bør indledningsvis besvare spørgsmålet: Husker du fra din skoletid begrebet ‘ den tredje verden’? Den presser på ved Middelhavet.

(klumme i Politiken 25. juni 2015)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Derfor kan Japan ikke gøre i Asien som Tyskland i Europa

Udgivet den 11. juni 2015 af flemmingytzen

I 70-året for krigsafslutningen er Japan langt fra at kunne gøre Tyskland kunsten efter og blive accepteret af sine naboer.

I DENNE måned tager det japanske parlament for alvor fat på en længe bebudet debat om, hvorvidt landets forsvars-og sikkerhedspolitik bør omlægges. Emnet er mere kompliceret, end det umiddelbart lyder, fordi det handler om en nyfortolkning af den såkaldt pacifistiske forfatning, som Japan blev påtvunget af den amerikanske besættelsesmagt efter kapitulationen i Stillehavskrigen i august 1945.

I årtier har det været populært at kalde Japan for pacifistisk, men dette er noget af en tilsnigelse, for landet med klodens tredjestørste økonomi har et militært apparat med en ganske betydelig kapacitet, om end det er kun få år siden, at Tokyo vedtog at oprette et egentligt forsvarsministerium til afløsning for det mere bureaukratiske ‘ selvforsvarsagentur’.

Formelt er der stadig tale om Japans ‘ selvforsvarstyrker’, og det skal forstås bogstaveligt. Den japanske forfatning forhindrer brugen af landets militær til andre formål end at forsvare japansk territorium.Når japanske militære enheder har været udsendt til Irak, har de alene taget sig af støtteoperationer og logistik, men har været udelukket fra deltagelse i egentlige kampoperationer.

ALT SAMMEN er det et levn fra de tidlige efterkrigsår i 1950′ erne, hvor USA lagde de politiske rammer for det Japan, vi igennem det følgende halve århundrede kom til at kende som en enestående økonomisk succeshistorie. Men de forfatningsmæssige begrænsninger gjorde, at Japan i hele perioden fik en anonym udenrigspolitik, eftersom landet kun kunne agere på de betingelser, som besættelsesmagten havde defineret.

Her i 70-året for krigsafslutningen kan det konstateres, at Japan står helt anderledes i Østasien, end dets tyske krigsallierede frem til 1945 har bragt sig frem til i nutidens Europa. Når regnebrættet skal gøres op, er realiteten den, at Tyskland er omgivet af venligtsindede allierede (vi glemmer lige de stakkels grækere for en stund), mens det modsatte er tilfældet for Japan, som skal kigge hele vejen over Stillehavet for at finde en venlig allieret (og beskytter, ikke mindst).

HVOR TYSKLAND gennem integration i multilaterale traktatsystemer, Nato og EF/EU, blev normaliseret og accepteret af sine naboer, forblev Japan i dyb afhængighed af besættelses-og supermagten USA. Tysklands opbygning af nære relationer til det Frankrig, der især under Charles de Gaulle tilstræbte en større uafhængighed i forhold til alliancepartneren USA, skabte fundamentet for det Europa, der i dag ikke kun lever i fred med sig selv, men også kan gøre dette uden at være enige med og afhængige af amerikanerne i alt.

Japan er slet ikke i nærheden af en tilsvarende status, og den enkle forklaring på tilstanden er, at Østasien trods stærkt voksende samhandel helt mangler den politiske integration, som Europa har gennemført. Skyldes det, at Japans regeringer i efterkrigstiden har været uden visioner, eller at det amerikanske greb om Tokyo har været for stramt?

Realiteten er, intet andet asiatisk land har kunnet spillet den rolle, som Frankrig har gjort i Europa. Sydkorea er lige så afhængig af den amerikanske atomparaply som Japan. Filippinerne er stadig den ynkelige og uvorne dreng i skolegården, som trods lukningen af de amerikanske baser for tyve år siden stadig er dybt afhængig af sin gamle koloniherre.

FOR JAPAN og det øvrige Østasien blev afslutningen på den kolde krig ikke det historiske vendepunkt, som Europa oplevede.Korea er uden udsigt til en snarlig genforening, Taiwans fremtid er uafklaret, og regionen syder og bobler med uløste konflikter om især minoriteter og grænsedragninger.

Når Østasien alligevel er et fredeligere sted end både Mellemøsten, Afrika og Europa, skyldes det, som Henry Kissinger aldrig bliver træt af at fortælle sin tilhørere, at magtbalancerne i Asien fungerer optimalt. Spørg lige i Beijing, Seoul, Tokyo og New Delhi, om man har problemer med Vladimir Putin. Nej, vel?

INTET varer evigt, ej heller magtbalancer.Det skal blive interessant at følge det japanske parlaments sommerdebat om landets fremtidige sikkerhedspolitiske kurs. Skåret ind til benet handler den om, hvorvidt det japanske militær skal have lov til andet end det berømmede selvforsvar.

Hvis f. eks. filippinske fartøjer kommer i clinch med den kinesiske flåde i det Sydkinesiske Hav, skal Japan så kunne komme sine filippinske venner til hjælp? Tja, mon japanerne kender admiralens vise fra den berømte operette ‘ Pinafore’: Stå aldrig til søs, lad de andre stå, I får stribevis af kors og bånd og stjerner på..

(klumme i Politiken 11.6.2015)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, USA | Skriv en kommentar

Hvad civilisation er? Højhastighedstog, selvfølgelig!

Udgivet den 28. maj 2015 af flemmingytzen

Japan kom først med højhastighedstoget Shinkansen. Landene i Eurasien må kopiere den erfaring.

Victorianerne og imperialisterne var ikke i tvivl om meningen med begrebet civilisation og midlet til at fremme den: jernbaner. Siden historiens første damplokomotiv blev sat på skinnerne mellem Liverpool og Manchester i september 1830 har menneskeheden ikke kendt til en mere sikker måde at transportere folk og gods over land på.

Det har vi bare glemt i vores benovelse over, hvor billig trafikflyvningen er blevet, selv om alle ved, at den er reduceret til busdrift i luften.

Med skinnerne i 1800-tallet fulgte udviklingen af imperier og dermed handel, udbytning, kolonisering, udvikling, endnu mere kolonisering, og resten er historie; vel at mærke en dramatisk og ofte voldelig historie, hvis blivende konsekvenser vi den dag i dag kun skal glæde os over.

ER MAN i tvivl om relevansen af dette udsagn, skal man tage tværs gennem Japan i det vidunder af et transportmiddel, der hedder Shinkansen – højhastighedstoget, som i fjor rundede sit første halve århundrede.Et dagligt mirakel på skinner, hvor oplevelsen som passager svarer til at gå på kunstudstilling i Fremtidsland.Vogne og sæder er nydelige som i et direktionslokale, og vore medpassagerer ligner folk, der tager sig en hvilepause i Paradis: punktlighed, forudsigelighed og tryghed regerer her.

Jo vist, er højhastighedstog det fornemste udtryk for human civilisation. Ikke noget proletar-irsk Ryanair-punk her; men japansk præcision og høflighed, så det er en sand nydelse.Bag det ligger millioner af arbejdstimer i forskning og udvikling inden for rammerne af effektiv asiatisk planøkonomi.

Nogle tal til forklaring af civilisationsmiraklet: I sine første 50 år transporterede Shinkansen næsten 10 milliarder passagerer.Uden kollisioner eller afsporinger med dødsofre til følge. 10 milliarder!

Jo, der har været to tog, der afsporede: 23.oktober 2004 og 2. marts 2013. Nogle få kvæstede og en del knubs, men ingen dødsofre (vi ser så bekvemt bort fra, at Japan også har sine selvmordere, som beklageligvis vælger at springe ud foran toget).

Men altså: ingen dræbende kollisioner i 50 år:

Hold lige det op mod de skræmmende fra USA, hvor antallet af årlige omkomne trafikofre på asfalten ligger omkring de 33.000. I euroland holder vi os beskedent på 12.000 dræbte. Fordi det sker på asfalt, undlader vi at kalde det for massakrer.

JAPAN har geografiske og fysiske forudsætninger, der gør, at Shinkansens skabere gjorde det indlysende rigtige.

Fordi næsten halvdelen af befolkningen på de 125 millioner er koncentreret i tre bycentre, Tokyo, Osaka og Nagoya, ville en satsning på privatbilisme som i 1950′ ernes USA trafikpolitisk have været det rene galimatias.Et århundrede tidligere havde general og præsident Ulysses S. Grant åbnet og civiliseret Det Vilde Vesten med brugen af ‘ jernhesten’.

Hans efterfølger Dwight D.Eisenhower valgte at bygge interstate highways for at kunne realisere den amerikanske drøm om biler, boliger og et liv nær Hollywood. Eftersom Eisenhowers officerskolleger i 1945 brandbombede Tokyo og atombombede Hiroshima og Nagasaki, kan vi ikke fortænke japanerne i, at de realiserede et alternativ:

Resultatet, Shinkansen, havde premiere lige op til åbningen af de olympiske lege i Tokyo i oktober 1964, og verden opdagede, at civilisationsstaten Japan havde rejst sig fra krigsruiner og atomar aske hurtigere end datidens Vesttyskland.

En skinnende succeshistorie, der overstråler den brutale realitet, at selve ideen om hurtigtog blev undfanget i starten af 1940′ erne, da den japanske militærstats bureaukrater lagde planer for opbygningen af Den Store Østasiatiske Velstandssfære, der skulle gennemskære Kina og løbe hele vejen ned gennem Thailand, Britiske Burma og Britiske Malaya til Singapore.Der kom så lige en verdenskrig i vejen, hvilket forhindrede, at Tokyo blev OL-vært i 1940 som planlagt.

DETTE forspil lader japanerne forståeligt nok ligge hen i mørket. For i dag kan landene på det euroasiatiske kontinent gøre dem kunsten efter: Kald det en silkevej eller en stålvej; det er udvikling og velstand sat på skinner.

Tankevækkende dog at Indien var lige så tidligt på skinner som Japan, men her stillede kultur, traditioner og bureaukrati sig i vejen, så inderne kører stadig i slowmotion-tog, uagtet at det var de tog, briterne byggede, der gjorde det subkontinentale kludetæppe til en sammenhængende nation.

Hvad der forsinker det euroasiatiske togprojekt bliver Ruslands Putin. Få den mand ud på et sidespor snarest.

(klumme i Politiken 28.5.2015)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Japan har fravalgt den oplagte løsning: indvandring

Udgivet den 14. maj 2015 af flemmingytzen

Den demografiske udfordring i Japan er velkendt. Øget indvandring har vist sig at være umulig.

EFTERHÅNDEN er det ved at være en trivialitet at konstatere, at Japan er klodens hurtigst aldrende samfund. Vi, der er gamle nok til at huske de olympiske lege i Tokyo 1964, erindrer nok fotos og tv-billeder af jublende unge optimister, der glædede sig over, at deres nation havde rejst sig fra krigstraumernes ruiner ved hjælp af Toyota, Canon, Sony og ikke mindst højhastighedstoget Shinkansen.

Sidstnævnte er stadig et prægtigt stykke ingeniørkunst, der kan minde et og andet vestligt samfund om, at vi var for hurtige til at lade skinnerne afløse af autobahner og autostradaer.

SOM GÆST i Tokyo kan det stadig være lidt af en prøvelse at vænne sig til det mylder af højhuse, der får selv det centrale London eller Paris til at ligne noget provinsielt. Bag tårnene af glas, stål og beton findes der grønne oaser, hvor man tydeligst ser beviserne på samfundets hastige aldring, for her er rollatorer udbredte: sikke en kontrast til Shinkansen.

De mange restauranter og spisesteder er et andet vidnesbyrd om demografiens udfordring: Ingen anden madkultur er så sund og livsforlængende som den japanske, men ønationens borgere bliver ikke bare ældre end før; i bunden af alderspyramiden bliver de hastigt færre.De japanske kvinders fødselsstrejke har efterhånden varet mere end en generations tid.

Folketallet falder med en kvart million om året, hvilket kan synes overkommeligt, hvis det afbalanceres med en tiltagende indvandring. I 2010 talte myndighederne 128 millioner indbyggere, men forventer, at i 2060 er befolkningstallet dramatisk skrumpet til 87 millioner, hvis vi skal tro en beregning fra det Nationale Institut for Befolkning og Social Sikkerhedsforskning.

I samme periode skrumper arbejdsstyrken med mere end 40 procent og når et niveau på 38 millioner.

Så længe familier med flere end ét barn er få og små, vil der være mindst to håndtag at regulere på i det japanske arbejdsmarked:

Flere kvinder kan blive jobsøgende, og myndighederne kan gøre det lettere at importere arbejdskraft fra især nabolandene i Asien. Dog ikke Sydkorea og Kina, der om mindre end en snes år rammes af samme demografiske bombe som Japan.

Kazumasa Iwata, der er tidligere vicedirektør i den japanske centralbank, har foreslået regeringen at øge importen af arbejdskraft fra det nuværende niveau på ca. 50.000 årligt til mindst 200.000. Et sådant tiltag er næppe realistisk.

FOR EN halv snes år siden lagde myndighederne an til en massiv import af arbejdskraft for at kunne bemande de titusinder af ledige stillinger i plejesektoren.Tokys bureaukrater sendte folk til Filippinerne, der er Sydøstasiens største eksportør af arbejdskraft, og her var der i første runde en betydelig interesse.

Men ansøgernes begejstring kølnedes betydeligt, da det blev klart, at betingelsen for at blive ‘ sosu’ på japanske alderdomshjem er, at man lærer sig de indfødtes svære sprog. Så de titusinder af filippinoer, der kunne have livet op i den japanske plejesektor, blev hjemme.

Beklageligvis er der ingen indvandret arbejdskraftreserve af betydning, der kan ‘ japaniseres’. Kun 1,6 procent af befolkningen er udlændinge, hvilket er den tredjelaveste andel i en OECD-opgørelse, hvor kun Polen og Slovakiet har endnu færre andele.

I USA er andelen 6,8 procent og i Schweiz så høj som 22 procent.Japan gør det på flere måder svært for udlændinge at blive statsborgere. Der kræves fem års bopælsadresse i landet, hvor ansøgeren har vist sig i stand til at forsørge sig selv, men blot at opnå arbejdstilladelse kan være et bureaukratisk helvede.

Blandede ægteskaber er der få af. Det ville også være svært at se de løsslupne og lattermilde filippinoer opnå ægteskabelig lykke med en disciplineret selvkontrolleret japaner af den gamle skole.

Tiden, hvor udstationerede amerikanske soldater fandt sig en japansk brud, ligger langt tilbage, og der er ingen opdaterede versioner af Puccuni-operaen ‘ Madame Butterfly’, som trods sine mere end 110 år på bagen kunne have materiale til en nyromantisk bølge blandt unge japanske kvinder på jagt efter en udenlandsk ægtefælle. Men de vælger enten karriere og singleliv eller et ægteskab, hvor den kedsommelige lønmodtagermand tidligst er hjemme hos familien ved 21-tiden.

At lade naboer gifte sig ind i hinandens samfund, som unge skandinaver har gjort i århundreder, er der heller ikke udsigt til.

Forestillingen om, at unge koreanske eller kinesiske kvinder kunne forsøge sig med japanske mænd er lige så urealistisk, som hvis danske og norske ungmøer havde drømt om unge tyske mænd i befrielsessommeren 1945.

(klumme i Politiken 14. maj 2015)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

	Liam S til En hurtig lille Nato-krig mod…
	Farvel til Jimmy Car… til Jimmy Carter, 100 år
	Svend Erik Hansen til Universiteterne har givet op.…
	Stig Wørmer til Jimmy Carter, 100 år
	xionghengli til Filmserie om kinesisk historie…
	Ryan Jones til Censur reduceres, mens etnisk…
	Dylan til Ud af paddehatteskyggen
	aclund til Katastrofen i Irak kortlagt i…
	Cara Horton til Jeppes alternative velkomstord
	Stig Wørmer til Taiwan-illusioner på slap…

Flemming Ytzen

Atombombe nr. 2 var starten på en tredje krig

Glemt: Det nordligste Japan har været besat i 70 år

Juntastyre version 2.0 bedrager verden

Når Europa finder den nye silkevej

Militærstyre med smil, sol, palmesus og usikkerhed

Da vi mødte bådflygtninge med sympati

Forfra med dansk bistandspolitik i Løkkes ny regering

Derfor kan Japan ikke gøre i Asien som Tyskland i Europa

Hvad civilisation er? Højhastighedstog, selvfølgelig!

Japan har fravalgt den oplagte løsning: indvandring

Nye indlæg

Nye kommentarer

Arkiver

Kategorier

Meta

Blogstats