I imperiets grænseland

Udgivet den 5. maj 2011 af flemmingytzen

Xinjiang demonstrerer Kinas udviklingsambitioner

INDBYGGERNE her i Xinjiang, Kinas største provinsregion, lever i to parallelle virkeligheder med to timers forskel. Officiel tid er Beijing-tid, mens den lokale tid er to timer bagud og i praksis følger tiden hos naboerne, ‘ stan-landene’ i det tidligere sovjetiske Centralasien. I hverdagen betyder det, at skolebørnenes første klassetime begynder kl. 10 officiel tid, og at mange virksomheder har ‘ siesta’ fra kl. 14.

For centralregeringen opererer ikke med den lokale tid. Kl. 22 er døgnet stadigt lyst, og aftensolen kan kaste sine stråler over Kinas største statue af folkerepublikkens grundlægger, Mao, der er flankeret af henholdsvis rådhuset og kommunistpartiets hovedkvarter lige over for hotellet, hvor nærværende signatur er rykket ind.

Mao overvåger Kashgar

Turismen er atter i vækst her knap to år efter de etniske uroligheder, der kostede cirka 150 dræbte og midlertidigt lukkede adgangen for besøgende. Nu er der atter åbent for ‘ fremmede djævle’ på den urgamle Silkevej, som for et århundrede siden var genstand for rivalisering mellem datidens imperiemagter Storbritannien og Rusland.

Dengang var Kinas sidste kejserdømme lammet af dødskramper, og stormagterne langt fremme med planer om at dele flere områder af riget op i interessesfærer. Kinesisk Turkestan, som regionen også hed på danske landkort dengang, blev af kejseren formelt gjort til Xinjiang i 1880′ erne. Navnet betyder ‘ nyt grænseland’.

Kashgar er med godt 300.000 indbyggere en lille by efter kinesiske forhold, men vil vokse eksplosivt i de kommende år. Den er sidste større station for lastbilkonvojer, der går vestpå og sydover til og fra de tidligere centralasiatiske sovjetrepublikker og Pakistan.

Uighur-befolkningen i Kashgar tæller i omegnen af 90 procent, mens den resterende del er kinesere. I provinshovedstaden Urumchi er forholdet det omvendte, hvilket er resultatet af den indvandring af kinesisk arbejdskraft, som har fundet sted under tre årtiers moderniseringspolitik. For hele provinsen er balancen mellem uighurer og kinesere tæt på at være 45 procent mod 40 med de resterende 15 procent fordelt på øvrige mindretal, inklusive mongoler og kasakher. Uighurerne taler en variant af tyrkisk, næsten identisk med det usbekiske sprog. I skolerne her iXinjiang undervises der i både uighur og mandarin.

Uighurfamilie uden for Id Kah Moskeen i Kashgar

OM FÅ år vil Kashgar være totalt forvandlet. I fjor meddelte Beijing, at byen gøres til særlig udviklingszone. Milliardinvesteringer er øremærkede fra Hongkongs tvillingeby, Shenzhen, hvis virksomheder får skattefrihed og andre præferencer for at flytte produktion op sydfra og ud til vestgrænsen i Beijings økonomiske imperium.

Åbning for samhandel med naborepublikkerne skal gøre Kashgar til en dynamo i en fremtidig centralasiatisk boomøkonomi. 30 års udvikling af Shenzhen danner forbilledet for Kashgar. Shenzhen var i 1979, da reformpolitikken begyndte, et søvnigt fiskerleje med få tusinde indbyggere. I dag er byen med et indbyggertal på ti millioner større end Hongkong, og et industrielt og finansielt kraftcenter med global betydning.

UIGHURERNE risikerer at blive passive tilskuere til det økonomiske eventyr, der venter dem. Alle virksomheder af betydning kontrolleres af kinesere. Arbejdsløsheden blandt de etniske kinesere er noget nær nul, mens den blandt uighurerne er skyhøj. I lederstillinger er uighurer fraværende, mens kinesere dominerer overalt i både administration og erhvervsliv.

Mindre end en halv times kørsel fra Kashgars centrum ligger en klynge gamle landejendomme med tilhørende jord. Under en rundvisning oplyses, at brugsretten til jorden er lejet ud til de virksomheder fra Shenzhen, der snart ankommer og opfører fabriksbygninger. Den økonomiske kompensation til de tvangsflyttede landboere vil komme fra de virksomheder, der rykker ind.

End ikke historiske ejendomme i Kashgars centrum går fri. I begyndelsen af det 20. århundrede åbnede den russiske tsars udenrigstjeneste et konsulat i byen. Tilrejsende ‘ fremmede djævle’, som den svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin og tsarens spion Carl Gustaf Mannerheim -jo, den senere finske marskal og frihedshelt – kom forbi og fik efterretninger om, at det kinesiske kejserdømme var i forfald. I Mannerheims rapport til tsaren i 1909, udarbejdet efter en to år lang rejse på hesteryg tværs over Asien, anbefales en russisk invasion og annektering af Kinesisk Turkestan.

De gamle russiske konsulatsbygninger er i forfald, men renoveres nu af et kapitalstærkt ejendomsfirma fra Shenzhen. På væggen i konsulatets største lokale hænger et reklamefoto fra firmaet, der viser de skyskrabere, der planlægges i Kashgars kommende ekspansion.

Skyskrabere på vej til Kashgar - her på foto i den 100-år gamle russiske konsulatsbygning

Den militære invasion, som Mannerheim anbefalede for et århundrede siden, er vendt om: Det er en kinesisk økonomisk invasion vestover, der nu tages tilløb til.

(publiceret som klumme i Politiken 30.04.2011)

Udgivet i Kina | Skriv en kommentar

Kinas nyrige ignorerer jasminerne

Udgivet den 20. april 2011 af flemmingytzen

Arrestation af Ai Weiwei skræmmer aktivister og intellektuelle.

DISSIDENTEN og multikunstneren Ai Weiwei er stuvet af vejen af kinesiske politifolk, internetcensuren er strammet til, og kritiske røster er blevet stillet over for arrestordrer eller trusler om samme.

Skyldes det mon, at Kinas regering frygter, at blæsten fra det arabiske forår fejer ind over det tibetanske plateau og nu nærmer sig de kinesiske megabyer med millioner af frihedshungrende unge?

Set på bekvem europæisk afstand gør vi bedst i at observere de markante forskelle på de økonomiske realiteter i den arabiske verden og Østasien frem for at blive euforiske over de overfladiske ligheder.

Ai Weiwei forstår at provokere. Lige nu er han forsvundet..forhåbentlig dukker han snart op

Lad os holde Egypten op mod Kina: Mubarak sad ved magten, omtrentligt lige så længe som den kinesiske reformpolitik har været i gang.

Hvor Kina har indført tidsbegrænsede embedsperioder for sine politikere – en person i toppen af den kinesiske magtpyramide sidder typisk en halv snes år – blev Egypten holdt fast af Mubarakklanen og de dermed allierede magtgrupper, militæret først og fremmest.
Kina har genindført meritsystemer, der fremmer viden og kvalifikationer som grundlag for rekruttering til det offentlige bureaukrati og inviterer til global vidensdeling. Egypten mangler innovation og er fortsat afhængigt af massiv amerikansk bistand, mens Kina er den største långiver til – ja, Egyptens største donor, USA.

SOM BEKENDT bliver autoritære og autokratiske systemer destabiliserede, når nye socialgrupper vokser og kræver større dele af den økonomiske kage – og retten til at holde i den kniv, der skærer kagen. Kina oplevede en sådan situation i sommeren 1989, da studenter og repræsentanter for en dengang meget lille middelklasse protesterede mod et stivnet magtapparats manglende evne til at give positiv respons på især sociale krav, herunder større mobilitet på arbejdsmarkedet.

Økonomisk og social ulighed er øget markant i Kina, men det er sket i takt med skabelsen af en middelklasse, der efterhånden har et omfang svarende til hele USA’s befolkning, altså ca. 300 millioner, lidt under en femtedel af folketallet.

Har vi mulighed for at tage pulsen på de holdninger, der rører sig i folkedybet hos de 300 millioner? De kinesiske myndigheder er meget udfarende i forsøgene på at lodde befolkningens ønsker og behov, og vi udenforstående kan følge med via eksterne, uafhængige målinger foretaget af f. eks. Asian Barometer i Taiwan og Pew Global Attitudes Project i USA.

Billedet er ganske klart: I Kinas middelklasse er der udbredt bekymring for, hvad indførelse af et flerpartisystem og dannelse af uafhængige interesseorganisationer vil betyde for ‘ samfundskagen’. Landets migrantarbejdere ( mindst 140 millioner) vil utvivlsomt kræve både flere rettigheder og bedre velfærdsordninger.

Hvordan skulle disse reformer i så fald finansieres? Ved at beskatte den nyrige middelklasse. Slipper de skillingerne frivilligt? Ikke sandsynligt. Altså har samme middelklasse en stærk interesse i bevarelse af den eksisterende orden.

HVORFOR så de drakoniske tiltag mod Ai Weiwei? Hans prodemokratiske synspunkter er velkendte.
Han anser den kommunistiske partistat for at være ude af trit med en moderne udviklingsstats behov.Han er kendt for hele tiden at gå til kanten af det tilladelige i intellektuel og kunstnerisk udfoldelse.

Censuren af den offentlige debat gør, at han er næppe er mere end overfladisk kendt i bredere kredse. Vi må antage, at kun snævre intellektuelle miljøer følger hans skæbne og kommunikerer via sociale medier på en måde, der kan virke mobiliserende.

Nok har moderne kommunikationsteknologi skabt et mere åbent Kina, men samme teknologi giver regimet redskaber til at manipulere opinionen. En fjernelse af Ai Weiwei fra offentlighedens spotlys i nogle uger eller måneder er i regimets optik en præventiv foranstaltning. Andre aktivister vil tage bestik af det signal, regimet sender. Resignation og apati er den mest sandsynlige reaktion.

Isolerede protester mod lokalt magtmisbrug vil fortsat finde sted. Konservative skøn taler om op mod 100.000 protester på årsbasis. Men de er spredte og ukoordinerede.

At samle den sociale utilfredshed vil kræve en folkelig gennemslagskraft som den, Polens Lech Walesa viste sig i stand til i Gdansk for tre årtier siden. Ai Weiwei interesserer ikke den kinesiske arbejderklasse. Den er optaget af, at væksten fortsætter med det store velstandsløft, som har gjort den kinesiske økonomi til klodens næststørste.

Det er en noget for noget-filosofi, der virker i Kina. Hvorfor opsige en social kontrakt, der både leverer velstand og giver den ledende elite pusterum til næste års generationsskifte. Ai Weiwei må vente på bedre tider med yngre ledere.

Udgivet i Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

En diktators stilfærdige exit

Udgivet den 14. april 2011 af flemmingytzen

Kosmetisk forandring i Orwellstaten

MENS VERDENS opmærksomhed har været rettet mod Libyen, og vi spekulerer over Moamar Gaddafis næste træk, er der i en anden verdensdel sket noget tilsvarende det, som mange ønsker sig vil blive den libyske diktators exit fra scenen. Et fredeligt og udramatisk farvel.

For det var, hvad der skete i den Myanmars hovedstad, Naypyidaw, tre dage inde i april, i hvert fald overfladisk betragtet: Seniorgeneral Than Shwe, 78, bekendtgjorde, at han opløste Statens Råd for Fred og Udvikling, den junta, som har styret Myanmar, det tidligere Burma, i årtier. Fanfare i det nationale, statskontrollerede tv. Stive overlæber på de asiatiske nabolandes ambassadører og diplomater. Dyb tavshed i resten af verden.

Than Shwe - nu pensioneret. En ualmindelig kedelig fætter...

Sæt så tiden et halvt århundrede tilbage: I 1962 tog datidens burmesiske generaler magten efter en periode, hvor landets skrøbelige parlamentariske demokrati havde været presset af borgerkrig og etniske oprør. I 1974 gennemførte juntaen en overgang til noget, der blev kaldt ‘ civilt’ styre, efter en manipuleret afstemning om en forfatning, der gjorde datidens Burma til en de facto-etpartistat.

Et interessant perspektiv: Fra 1962 til 1974 oplevede verden 64 militære magtovertagelser. I hvilke lande af denne periodes diktaturer havde militæret stadig magten ved indgangen til 2011? Myanmar – og Libyen! Kontrasten er markant: I den libyske ørken kæmper en fanatisk klanleder for sin overlevelse mod andre fanatiske klanledere. Så har seniorgeneral Than Shwe i virkeligheden gjort klogt i at fortrække til sin luksusbolig i en befæstet potemkinkulisse?

MILITÆRET ER naturligvis stadig ved magten; den er blot trukket i civil, mens den bevarer kontrollen med alle magtens redskaber og med landets milliardformuer, der bygger på salg af olie og naturgas til nabostaterne.

En fjerdedel af det ‘ parlament’, som blev ‘ valgt’ i november i fjor, er forlods besat af officerer.Fire ud af fem af de pladser, der var på ‘ valg’, er besat med folk fra det militært kontrollerede parti USDP. I ‘ parlamentet’ sidder en lille kuet opposition og frygter for Orwellstatens næste træk – oven i telefonaflytninger, pligt til at oplyse bankkonti, brandbeskatning af mobiltelefoner og netcafeer.

Forfatningen kræver én årlig samling i parlamentet, så det netop afsluttede møde kan vise sig at være årets eneste. Da et lille oppositionsparti fremsendte 34 spørgsmål vedrørende jordreformer, fik dets folkevalgte at vide, at kun to af disse var »egnet« til besvarelse fra regeringens side, resten blev ignoreret.

Militærets dagblad, Myanmar Nye Lys, skriver på lederplads, at al tale om »national forsoning« ( læs: dialog med den reelle oppositionsleder, Aung San Suu Kyi, der siden sin frigivelse har tilbudt forhandlinger, også om de vestlige sanktioner) må forstumme, for det, der er behov for, er »national genopbygning« ( læs: yderligere berigelse af en lille, stinkende rig klike af officerer).

Nyeste aktivitet på den økonomiske front er en olie-og gasledning tværs over den nordlige del af landet, hvor kinesiske og sydkoreanske entreprenørselskaber står for en stor del af det praktiske. Kina planlægger opførelse af et højhastighedstog fra den sydlige provins Yunnan til den burmesiske kyst, hvor kinesiske selskaber er i fuld gang med at projektere moderne havnefaciliteter. Følg med her, Mærsk.

Europæiske selskaber er aktører i dette spil, hvilket afsløres af et citat fra Myint Soe, der repræsenterer Myanmar Federation of Chambers of Commerce and Industry i avisen Myanmar Times: »Blandt de europæiske lande er Tyskland en af vore største partnere, selv på trods af sanktionerne«.

I Myanmars partnerlande i Asean er der voksende frustration over manglen på fremskridt. Dokumenter fra WikiLeaks afslører et udsagn fra Singapores grundlægger og nuværende regeringsrådgiver, Lee Kuan Yew: »At tale med generalerne i Myanmar er som at tale med døde«. En indrømmelse af, at mange års sydøstasiatiske forsøg på at engagere juntastyret er fejlet totalt.

DEN FORMELLE opløsning af juntaen ændrer ikke ved, at eksgeneral Than Shwe stadig har rådgiverstatus og tilmed beholder den luksuriøse embedsbolig, som er opført i hovedstaden Naypyidaw af tvangsudskrevet arbejdskraft. Overgangen til ‘ civile’ ledere er blot en gentagelse af, hvad datidens junta gennemførte i 1974.

Hvad skal EU stille op i dette mareridtsland med sol, badestrande og palmer? Her er nogle forslag: Anslået 10 procent af Myanmars landsbyer er omgivet af jord, der er spækket med landminer. Tusinder af civile er blevet dræbt eller såret, mens de forsøgte at dyrke jorden eller komme til og fra deres hjem. Anslået 1 million ud af Myanmars 50 millioner indbyggere er internt fordrevne. Bruxelles må på banen og fortælle juntaens partnere i Kina, Indien og Thailand, at minerydning er en opgave, der kan løftes af Europa. Inden disse opgaver er håndteret, kommer der ingen reel økonomisk udvikling i Myanmar andet end den, som kinesiske, indiske, sydkoreanske og japanske investeringer i infrastruktur bringer med sig.

(klumme i Politiken 14.4.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Kinas største tabu kortlagt

Udgivet den 8. april 2011 af flemmingytzen

Hvem giver Yang Jisheng den pris, han fortjener, inden det er for sent?

MENS DEN demokratiske verden i disse dage lægger pres på Kinas myndigheder for at få oplysninger om multikunstneren Ai Weiweis tilstand, kan det være på sin plads at minde om en i vor verdensdel ganske ukendt landsmand til Ai Weiwei.

For nogen må tage sig sammen og tildele den 70-årige pensionerede kinesiske journalist og forfatter Yang Jisheng en pris. Han skal hædres for bogen ‘ Mu Bei’, der betyder ‘ Gravsten’. Bogen, der udkom i Hongkong for et par år siden, er den første overbliksgivende udgivelse på kinesisk om den økonomiske kampagne kaldet ‘ Det store spring fremad’, Kinas og måske verdens største menneskeskabte katastrofe i det 20. århundrede i fredstid. Bogen er naturligvis forbudt i resten af Kina.

Yang Jisheng fortjener en hæderspris

I forordet skriver Yang, at bogen er et »… gravskrift både for min fader, der døde af sult i 1959, og for de 36 millioner andre kinesere, der døde ligeledes af sult. Men den er også et gravskrift for det system, der forårsagede deres alt for tidlige død og måske også for mig selv, fordi jeg har skrevet bogen«. Udgivelsen, der omfatter to bind, er på 1.100 sider og baserer sig på skriftlige kilder og interview med overlevende, som Yang har truffet gennem ti års rundrejser i Kinas historieforglemmende landskab.

YANG VAR det meste af sit arbejdsliv journalist ved det offi-cielle, statsstyrede nyheds-og informationsbureau Xinhua. I denne egenskab havde han privilegeret adgang til alle slags kilder i sit lands gigantiske bureaukrati, hvor han fik betydelig hjælp fra et stort antal hemmelige informanter. Disse var fortrinsvis demografer, som havde arbejdet i det skjulte med at bearbejde data, der kunne danne grundlag for et mere komplet billede af katastrofen. Frem til i dag forklarer kinesiske historiebøger den korte periode i slutningen af 1950′ erne som katastrofeår præget af dårlige vejrforhold, hvor høsten slog fejl.

Der er gået et halvt århundrede siden ‘ Springet’, uden at kommunistpartiet har taget ansvar for tragedien, og uden at der officielt er sat tal på antallet af dødsofre. I midten af 1980′ erne foranstaltede partiet en undersøgelse, der forblev til internt brug. Den forsker, som partiet satte på opgaven, havde kun en beskeden erfaring som demograf bag sig, hvilket kan forklare, hvorfor denne opgørelse ‘ kun’ nåede frem til et ‘ facit’ på 17 millioner sultofre.

Yang har forklaret, at han under arbejdet med bogen opsøgte 12 provinsarkiver og de centrale arkiver i Beijing. I gennemsnit tog han 300 fotokopier i hvert arkiv. Så bogen er baseret på 3.600 stykker dokumentation.

»Mange af dem har jeg i min lejlighed, mens andre er placeret hos en bekendt, der bor på landet«, har han forklaret.

Det er forbløffende, at Yang har undgået straf eller sanktioner for sit banebrydende arbejde. Han lever i dag som pensionist i den lejlighed i Beijing, som Xinhua har skaffet ham. Ingen af hans hemmelige partnere og informanter i projektet er blevet udsat for repressalier, har han fortalt til korrespondenten for Financial Times i Beijing, Richard McGregor.

»Myndighederne er ikke så dumme som tidligere. Hvis dette var sket i en tidligere periode, havde jeg for længst været en død mand, og min familie havde været ødelagt. Men jeg er her stadig, jeg skriver bøger og giver interview. Alene den realitet, at jeg ikke er sendt i fængsel, vidner om, at der er sket forandringer«. Hvilke forandringer, spørger McGregor. Svaret er overraskende: »Et system falder fra hinanden, mens et andet system er ved at udvikle sig. Det er svært at sige, om det er det nye eller det gamle system, der ender med at være det, der overlever«.

BOGEN LÆGGER ikke fingre imellem, når det gælder placeringen af ansvaret for det 20. århundredes største menneskeskabte historie i fredstid: Mao Zedong.

Kommunistpartiets øverste chef stod for en ideologisk fanatisme og et afsindigt tyranni, hvor almindelig sund fornuft var sat ud af spillet. Men som en anden og nyere udgivelse om emnet, Frank Dikötters ‘ Mao’s Great Famine’ fra 2010, viser, var der ikke tale om, at partiledelsen og dens formand kommanderede de kinesiske bønder ind i dødslejre, hvor krematorierne ventede. Ingen i ledelsen beordrede drab direkte; det var folk i det gigantiske embedsapparat, der gik amok i desperate forsøg på at efterleve de centrale direktiver fra Beijing. Konsekvensen var rå vold, når partisoldater tævede løs på sagesløse bønder og foranstaltede massive strafforanstaltninger mod deres familiemedlemmer. Den primære dødsårsag var massesult, fordi bønderne ikke måtte udføre det, de var bedst til: producere fødevarer. Mao havde kommanderet dem til at producere stål ud fra en absurd målsætning om, at den britiske stålproduktion skulle overhales.

‘ Gravsten’ bør snarest oversættes. Det tjener ikke historieskrivningen, at en så sjusket og ufuldstændig bog som Jung Chang og Jon Hallidays biografiom Mao dominerer opfattelserne af Kinas historie siden 1949, når Yang Jisheng har risikeret livet ved at gøre det nødvendige.

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Fukushima rimer på Hiroshima

Udgivet den 1. april 2011 af flemmingytzen

– men atomkraften er ikke på vej ud

APOKALYPSE NU? Skulle der gå tre årtier – over Three Mile Island 1979, Tjernobyl 1986 og Fukushima 2011 – før verden for alvor opgav kernekraften? Nok rimer Fukushima på Hiroshima, men nej, dommedag er ikke ankommet, heller ikke for kernekraften.

Lige nu er det selvransagelsen i Japan, der trænger sig på. Tsunamien og ødelæggelserne på atomkraftværket Fukushima bliver det, som afgør, om Japans Demokratiske Parti bliver andet end en døgnflue i landets politiske historie. Regeringen kan ganske vist forsøge at tørre en stor del af ansvaret af på sin forgænger, det konservative Liberal-Demokratiske Parti ( LDP), men forsømmelserne har meget lidt med partiskel at gøre.

Dokumenter offentliggjort af WikiLeaks viser, at Det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA, i december 2008 advarede de japanske myndigheder om, at landets kernekraftreaktorer ikke ville kunne modstå større jordskælv, og at de nationale sikkerhedsbestemmelser var forældede. Dokumenterne fra WikiLeaks fortæller også, at den amerikanske ambassade i Tokyo har refereret en anonym ekspert for, at den japanske atomindustris sikkerhedsregulativer for seismisk aktivitet kun er blevet revideret tre gange i løbet af 35 år, hvilket var anledningen til, at IAEA tog emnet op.

Regeringen i Tokyo modsatte sig tilmed en afgørelse fra en domstol om, at et andet kernekraftværk skulle lukkes, fordi der var bekymringer over, om det kunne modstå jordskælv af styrke 6,5. I marts 2006 meddelte den japanske styrelse for atomsikkerhed, at den ikke ville efterleve domstolsafgørelsen, fordi dens egne analyser angiveligt viste, at alt var i orden. Regeringen appellerede kendelsen og fik medhold ved en højere retsinstans i 2009.

I parlamentet har det ikke skortet på advarsler, forklarer WikiLeaks: Et medlem af Underhuset, Taro Kono, fortalte i 2008 amerikanske diplomater, at LDPregeringen havde holdt flere oplysninger om atomuheld skjult for offentligheden.

FLERE OVERHØRTE advarsler er kommet op til over-fladen. Professor Ishibashi Katsuhiko fra Kobe Universitet forlod i 2007 sin post i en sikkerhedskommission, efter at han havde advaret om, at flere reaktorers placering i jordskælvszoner før eller siden ville udløse en katastrofe. Katsuhiko mente, at de sikkerhedsforskrifter, der blev gældende i 2006 for samtlige Japans 55 reaktorer, var stærkt mangelfulde.

I hvilken kategori skal man så placere Fukushimakatastrofen? Ifølge ugemagasinet The Economist er den ikke så slem som Tjernobyl ( 1986), men betydeligt værre end Three Mile Island ( 1979). Hvad de teknologiske konsekvenser bliver, kan ingen sige noget præcist om her og nu, men intet taler for, at den japanske katastrofe fører resten af verden ud i en ny økonomisk nedsmeltning.

Af hele klodens elektricitetsforbrug tegner kernekraften sig for 14 procent. Erfaringerne fra Fukushima vil føre til skærpede og dyrere sikkerhedsforanstaltninger ved værker overalt på kloden, og mange nationale energiplaner vil blive revideret. Men der bliver næppe tale om, at større, højt udviklede lande helt afvikler kernekraften.

Ikke overraskende er det i Kina, at det mest ekspansive udbygningsprogram er undervejs. 77 kinesiske reaktorer er under opførelse eller projektering. Alligevel vil hovedparten af Kinas energiforsyning fortsat være baseret på kul i mange år fremover, viser Beijings nyligt offentliggjorte femårsplan.

Kinas store satsninger på stort set alle energiformer ændrer ikke ved, at 80 procent af verdens atomstrøm stadig produceres i OECD-landene, dvs. Europa, Nordamerika, Japan og Sydkorea. I 2007, lige inden finanskrisen, havde Kongressen i Washington givet grønt lys for lånegarantier til 28 nye amerikanske kernekraftanlæg, men her er der allerede sket en dramatisk opbremsning, først og fremmest fordi bunden er gået ud på alt for mange offentlige kasser og pengeinstitutter i USA.

DEN GODE nyhed i dette billede kom tidligere i denne uge, da det amerikanske Pew Environment Group offentliggjorde en undersøgelse, der viste, at klodens hurtigst ekspanderende energiforbruger og forurener, Kina, nu er blevet globalt førende, når det gælder investeringer i lavt forurenende energiteknologier.

Kina investerede i fjor 54,4 milliarder dollar i denne kategori, en stigning på knapt 39 procent i forhold til året før.

Det fremgår, at solenergi er den sektor, hvor udviklingen går stærkest. 40 procent af de samlede globale investeringer i klimavenlige energikilder ligger her. Kina tiltrækker de største investeringer på området og er på kort tid blevet verdens førende producent af både vindturbiner og solenergianlæg.

Den interessante udvikling kommer den dag, de kinesiske energiteknologiske firmaer indleder en global offensiv. Man kan håbe på, at Japan stiller sig forrest i rækken af kunder.

(Politiken 1.4.2011)

Udgivet i Japan | Skriv en kommentar

Asiens Gadaffi hedder Kim

Udgivet den 26. marts 2011 af flemmingytzen

Hvad stiller en moderne verden op med fanatiske klanledere?

I DAG ER det nøjagtig et år, siden en nordkoreansk torpedo sænkede den sydkoreanske korvet ‘ Cheonan’ i Det Gule Hav syd for den nordkoreanske kystlinje og øst for den sydkoreanske. Skibet befandt sig i et farvand, hvor der har været strid om grænsedragningen siden våbenstilstanden i Koreakrigen 1953. 46 ud af besætningens 104 mand omkom.

Sagen landede vanen tro i FN’s Sikkerhedsråd, som kritiserede ‘ de ansvarlige’ for ‘ episoden’, men ved russisk og kinesisk mellemkomst uden at nævne Nordkorea ved navn. Denne blødere formulering på højeste diplomatiske niveau blev ikke belønnet med nordkoreansk mådehold. Otte måneder efter sænkningen af ‘ Cheonan’ lod nordkoreanerne omkring 170 artillerigranater regne ned over en sydkoreansk ø i samme farvand. 4 civile blev dræbt, 19 såret, og talrige bygninger blev smadret. 2010 blev et dramatisk år på og omkring Den Koreanske Halvø.

I DISSE DAGE får vi daglige påmindelser om Nordøstasiens politiske og teknologiske skrøbelighed. Tsunamiens skadevirkninger på atomkraftværket Fukushima og det efterfølgende udslip af radioaktivt materiale er et advarselssignal om, hvor udsatte højtudviklede samfund er. Både geografien og historien kan være ubarmhjertige: Kun få hundrede kilometer vest for Fukushima har et anakronistisk og rablende fanatisk klanvælde barrikaderet sig mod en omverden, den opfatter sig som værende i krig med.

Det nordkoreanske Kim-dynasti har rustet sig med kernevåben for at modsætte sig den undergang, der før eller siden overgår alle lukkede stammesamfund, således som vi er vidne til i en række samfund i Mellemøsten og Nordafrika, mest dramatisk i Libyen.

Gaddafis vigtigste redskab i forsvaret af sin klan var i mange år terror, mens Nordkoreas var kernevåbenteknologi.

Tilbage i 1998 prøveaffyrede det nordkoreanske militær for første gang et missil, der fløj hen over det nordlige Japan for at falde ned i Stillehavet. I juli 2006 fulgte affyringerne af hele syv langtrækkende missiler, og i oktober samme år kom meddelelsen om Nordkoreas første underjordiske prøvesprængning af en atombombe. Prøvesprængning nr. 2 fulgte i maj 2009.

Perspektiverne er svimlende, men de militære planlæggere i Sydkorea, Japan, USA og Kina må for længst have tænkt tanken: Hvis Kim Jong-il er mentalt skruet sammen som oberst Gadda-fi, kan man ikke se bort fra risikoen for, at armerede nordkoreanske missiler en dag rettes mod Fukushima eller et andet japansk kernekraftværk. For hvad gør en desperat stammehøvding, der ser fjenderne nærme sig fra alle sider? Han slår til mod angribernes svageste led.

Hail to the Chief, siger de i Mordkorea...

LIGHEDERNE mellem oberst Gaddafis Libyen og det Nordkorea, som på syvende årti regeres af en i propagandaen sagnomspunden familie, er uhyggeligt store.

Begge steder har høvdingene forsøgt at bilde omverdenen ind, at de kunne holde sammen på noget, der knap nok fortjener prædikatet ‘ samfund’, endsige ‘ stat’. Hverken oberst Gaddafieller general Kim Jong-il har nogensinde befattet sig med deres respektive landsmænd som borgere.

Når Gaddafii disse dage påberåber sig forsvaret af den libyske nation, forsøger han at gøre krav på noget, der kun har eksisteret i den mest overfladiske betydning af ordet. Europæiske og amerikanske lederes omklamring af den fanatiske høvding i Tripoli – som en del af noget, der blev kaldt ‘ normalisering’ – må gå over i historien som en af de største diplomatiske farcer i moderne tid.

Ulykkeligvis er det ikke anderledes med det Nordkorea, der på bedste orwellske vis kalder sig Den Demokratiske Folkerepublik Korea, og som i realiteten er klodens sandsynligvis farligste militær-industrielle kompleks, en fanatisk kasernestat, der holdes sammen af frygt, propaganda, vold og terror.

Nu hvor nedtællingen er i gang for den definitive undergang i ørkenteltet, må Gaddafi ærgre sig gul og grøn over, at han ikke lyttede til sin skrantende våbenbroder i Nordøstasien og anskaffede sig nukleare faciliteter. På den anden side: Hvis det var sket, ville israelske eller amerikanske bombefly meget hurtigt have sat disse anlæg ud af spillet. Gaddafifik et varsel i april 1986, men amerikanerne ramte ikke det rigtige telt.

Tripolis klanleder vil snart bukke under i det, der mere og mere ligner en borgerkrig. Den efterfølgende nationsopbygning vil tage generationer, da ingen af naboerne har styrke eller vilje til at rydde ud i dette stammekaos.

Nordafrikas farligste klanleder

Så er der trods alt grund til lidt mere optimisme den dag, de 22 millioner nordkoreanere får muligheden for at blive meldt ind i den moderne verden. Sydkorea har viljen og evnerne – og pligten, ikke mindst – og de øvrige naboer har pengene. Hvad der vil vise forskellen på Libyen og Korea i de forandringer, der venter, er et par årtusinders asiatisk tradition for statsopbygning.

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Japansk mafia i tsunamiland

Udgivet den 19. marts 2011 af flemmingytzen

Byggematadorerne vil snart vise ægte samfundssind og disciplin

MEGET SNART rykker der en hærskare af ingeniører, arkitekter og bygningsarbejdere ind i det tsunamiramte område nord for Tokyo. Den massive genopbygningsindsats vil i de kommende år gøre regionen til den travleste byggeplads, man kan forestille sig.

Igen vil Japan demonstrere for resten af verden, at landet er et af klodens mest disciplinerede samfund.

Sammenligninger med jordskælvet i landets største havneby, Kobe, i januar 1995 er indlysende at benytte sig af. Kobe-skælvet havde styrke 7,3 på richterskalaen, men der fulgte ingen tsunami med. Analyser fra dengang viste, at genopbygningen af økonomiske faciliteter og infrastruktur gik langt hurtigere end forventet. På halvandet år var industriproduktionen og detailhandelen tilbage på niveauet før skælvet; efter to år var både havnen og vejnettet fuldt genetableret.

Den hurtige indsats i Kobe blev ikke altid tilskrevet de offentlige myndigheder. Tværtimod var flere af avisoverskrifterne dengang pinlige for det officielle Japan, for hvem mon var mest effektiv med at distribuere nødhjælp, fødevarer og andre forsyninger til ofrene? Ikke militæret, som man skulle have troet. Nej, yakuzaen, den japanske mafia, som filmelskere i vor del af verden har stiftet bekendtskab med fra diverse actionfilm.

Utvivlsomt gjorde det en forskel, at skælvet ramte Kobe, som er hjemsted for Japans største organiserede forbrydersyndikat, Yamaguchigumi.

En repræsentant for denne gruppe fortalte dengang en måbende journalist på New York Times, at syndikatet uddelte 8.000 nødhjælpsrationer dagligt til jordskælvsofre.

Det foregik i fuld åbenhed fra en parkeringsplads lige ved siden af organisationens hovedkvarter! Distributionen foregik via motorcykler, mindre både og i enkelte situationer tilmed en helikopter.

Ingen var i tvivl om motivet bag denne velgørende indsats: Yamaguchi-gumi ville styrke organisationens image i befolkningen. Den ville brande sig, så at sige. Har japanerne måske ikke altid været mestre i markedsføring? Indsatsen i Kobe passede fint ind i en strategi, der styrkede yakuzaernes bestræbelser på at ligne noget, der var mere inspireret af Robin Hood end af Don Corleone. »Vi er bare et servicefirma«, forklarede Toshio Masaki, sekretær for syndikatets øverste chef.

Yakuzaerne viste sig at være effektive også efter den kortsigtede nødhjælp. Medlemmerne var repræsenteret i mange af de bygningsfirmaer, der stod for først nedrivning og siden totalrenovering og genopførelser af store ejendomme i Kobe. Salgene af de ryddede arealer blev ekspederet langt hurtigere end de kendte gældende ekspeditionstider for normale ejendomshandler. Man er bare et servicefirma.

BAG ENHVER japansk entreprenør står en yakuza. Japansk økonomi er fyldt med sådanne symbiotiske relationer, hvilket er med til at forklare, at kriminelle organisationer i befolkningens øjne ofte kan være legitime.Lad os kalde det for entreprenørmafiaen.

Et billede på, hvor stor dens magt er, findes i opgørelserne over, hvor mange offentlige infrastrukturarbejder der fylder op i det engang så smukke japanske landskab. Ved indgangen til årtusindeskiftet var 60 procent af den samlede japanske kystlinje blevet indkapslet af cement. Næsten 10 procent af nationalproduktet blev anvendt på offentlige anlægsarbejder og byggeprojekter. Til sammenligning var tallet for USA på 1 sølle procent.

Kritiske japanske kommentatorer er opmærksomme på fænomenet og har tilmed en betegnelse for det: doken kokka, der nærmest kan oversættes ved ‘ byggestaten’. Da det så værst ud, gik 40 procent af statsbudgettet til byggeprojekter – til sammenligning var tallet knap 10 procent i USA og 4-6 procent i Storbritannien og Frankrig.

I et land med en så ubarmhjertig geografi som den japanske er astronomiske summer blevet kanaliseret over i mange byggeprojekter, der havde meget begrænset nytteværdi. Der er bygget hundredvis af kilometer motorveje i områder med en trafikintensitet som en sognevej langs Lars Tyndskids pløjemark.

Når byggemafiaerne i Japan er så magtfulde, er det, fordi de er vævet ind i det politiske system gennem det parti, der sad ved magten i mere end et halvt århundrede, LDP, der siden valget 2009 har været i opposition.

Men glem alt om, at LDP er et parti i den vestlige betydning af ordet. LDP står for Det Liberaldemokratiske Parti, men er hverken liberalt, demokratisk og kun på overfladen et parti. Nej, LDP er entreprenørmafiaens pengemaskine, og det utrolige er, at de japanske vælgere har fundet sig i dette facadedemokrati i mere end et halvt århundrede.

Denne verdens største entreprenørmaskine fungerede fortræffeligt, da japansk økonomi skulle genrejses fra krigsruinerne efter 1945 og fire årtier frem.

Så fulgte 20 års stagnation. Hvem ved, tsunamien kan måske blive en renæssance for ørigets mange Robin Hood-figurer.

(publiceret i Politiken 19.03.2011)

Udgivet i Japan | Skriv en kommentar

Færre diktaturer, ja tak, men…

Udgivet den 4. marts 2011 af flemmingytzen

Hvad er mon scenariet for valg i den arabiske verden? Følg med her.

ER PROTESTBEVÆGELSERNE i Nordafrika og Mellemøsten udtryk for, at flere lande er på vej til at melde sig ind i demokratiernes klub? I de kommende måneder og år vil der være massiv interesse rettet mod de lande syd og øst for Middelhavet, hvor gamle enerådende hanelefanter enten er faldet eller skranter så meget, at dødsattesten blot venter på at få den obligatoriske påtegning. Så er de nødvendige forudsætninger til stede for, at en demokratisk kultur kan slå de nødvendige rødder? Her vil det hjælpe på kvaliteten i debatten, hvis vi vælger at vurdere ‘ demokrati’ som en proces snarere end en tilstand.

Udviklingen i det tidligere Jugoslavien efter 1990 understregede, at overgangsperioden fra en diktatorisk tilstand til mere demokratiske samfundsmodeller blev voldelig, inden den blev ordentlig.

De demokratiske succeshistorier i Øst-og Centraleuropa byggede på radikalt anderledes forudsætninger end dem, der lige nu eksisterer i Nordafrika og Mellemøsten. De tidligere østbloklande havde to afgørende forudsætninger på plads: høje uddannelsesniveauer og udbredt sekularisering. Kort sagt: modernitet.

I DEN BEDSTE af alle verdener kunne man ønske sig et scenario, hvor en autokrat møder op på det ugentlige regeringsmøde og meddeler sine ministre og generaler følgende:

»Nu må det være nok med de mange år med undtagelsestilstand, unødvendige fængslinger af borgere, forfølgelse af kritiske forfattere og journalister og iscenesatte parlamentsvalg.Vi kan ikke længere byde befolkningen den slags gammeldags metoder. Lad os blive et accepteret land i demokratiernes familie. Fortæl generalstaben og politiledelsen, at undtagelsestilstanden ophæves mandag morgen«.

Lyder det bare vildt urealistisk? Noget fra en roman? Tja, det skete faktisk en sommerdag i 1987 i Taipei i det, der officielt hedder Republikken Kina, beliggende på øen Taiwan. Præsidenten, der hjalp sine 22 millioner indbyggere med denne enestående beslutning, hed Chiang-Ching-kuo. Ulykkeligvis døde han året efter og nåede derfor aldrig at modtage den Nobelfredspris, som han så indlysende havde fortjent.

En hædersmand, Chiang Ching-kuo

Taiwans mirakuløse demokratisering – ikke et skud blev løsnet, og der var ingen hujende folkemasser i gaderne – var drevet af præsidentens ønske om at være et attraktivt alternativ til det land, som er nabo til østaten, og som den har et navnefællesskab med. Siden nationalisternes nederlag i den kinesiske borgerkrig ( 1949) havde de levet i eksil i Taiwan, hvorfra de i årtier gjorde krav på at repræsentere hele Kina ( fastlandet plus Taiwan). Fra 1979 skiftede Taiwans mangeårige forbundsfælle og beskytter, USA, side og blev politisk og diplomatisk sengekammerat med Folkerepublikken Kina, dvs. kommunisterne i Beijing.

Derfor blev Chiang Ching-kuo nervøs og frygtede, at USA kunne ‘ sælge’ Taiwan til den ideologiske arvefjende på den anden side af det kun 150 kilometer brede Taiwanstræde. At blive reduceret til en provins i et diktatur var på ingen måde attraktivt for Chiang og hans øboer. Så hvordan komme ud af den klemme? Fordi østaten forvandledes fra et autokrati til et demokrati, blev Taiwan pludselig – igen – interessant for USA, for ingen ansvarlig amerikansk præsident kunne tillade det autokratiske Kina at opsluge et demokratisk Taiwan.Interessant nok har Chiangs parti ikke formelt opgivet en form for formel tilknytning til ‘ broderfjenden’ på den anden side af Taiwanstrædet. For hvorfor skal en lille gibbonabe tirre den 400-kilos gorilla, som den er nabo til.

FINDES DER i Nordafrika og Mellemøsten en leder eller to af samme format som Chiang? En, der har det politiske mod til at sige til både sine landsmænd og naboerne:

»Se her, kammerater, jeg og mit land vil gerne gå foran med det gode eksempel: Vi indfører en særlig bestemmelse om, at præster ikke må drive politisk virksomhed, og vi forbyder partier, der bruger Koranen som ideologisk grundlag. Vi indfører for resten også en bestemmelse om, at alle partier skal kunne stille med mindst 50 procent kvindelige kandidater, da vi finder det vigtigt, at halvdelen af befolkningen er repræsenteret på passende vis«.

»Desuden sørger vore væbnede styrker for, at nabolande ikke intimiderer vore partier eller sender petrodollar til moskeerne. I det hele taget vil der være gode patriotiske soldater overalt til at sikre, at stemmerne bliver talt rigtigt op, så vi ikke fornærmer vore venner i Washington og Bruxelles. Under disse betryggende forudsætninger vil udfaldet både af præsident-og parlamentsvalg være sikret på forhånd«.

Stemmeafgivningen vil være en ren formssag.. Hvilken europæisk udenrigsminister skal vi invitere til at overvære showet? Det kunne være hende Espersen i Copenhagen..

(publiceret i Politiken 3.3.2011)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Misforståelserne om Myanmar

Udgivet den 25. februar 2011 af flemmingytzen

Væsentlige oplysninger bliver udeladt i debat om sanktioner

DE SENESTE ugers begivenheder i Nordafrika har rejst presserende spørgsmål: Hvad stiller EU og USA op med ubehagelige diktatoriske regimer, når de politiske alternativer i de pågældende lande mildest talt er mudrede? Risikerer vi at skulle vælge at støtte forskellige varianter af diktatur, efter at den mangeårige ‘ orden’ er faldet?

Under langt mindre dramatiske omstændigheder har vestlige beslutningstagere i årevis diskuteret sanktioner mod et sejlivet militærdiktatur i en anden verdensdel – i Myanmar/Burma. I Danmark har denne diskussion i lang tid været nødlidende. Senest har en utilstrækkeligt researchet udsendelse i DRprogrammet Horisont ( 14.2.) bidraget til uklarhederne. Udsendelsen efterlod det indtryk, at hovedårsagen til den økonomiske dårligdom i det plagede land er de vestlige sanktioner, der har været i kraft i ca. 15 år.

MYANMAR har været regeret af militæret siden 1962. Gennem alle årene har landets økonomi befundet sig i en lang deroute. Den nuværende junta bruger mere endhalvdelen af statens midler på militæret og egne prestigeprojekter, som f. eks. den ny hovedstad, hvor generalerne har forskanset sig i luksuriøse fæstninger. Hæren skaffer selv en stor del af sine forsyninger lokalt og udkommanderer folk til tvangsarbejde.

Risproduktionen er faldet, ikke bare generelt men per hektar; i de tørre dele af Burma forfalder kunstvandingssystemerne, og 80 pct. af bønderne har gæld, fordi de tvinges til at låne til renter på 10-20 procent per måned – ofte til mad; i mange områder er 60 pct. af børnene undervægtige eller direkte underernærede.

Men generalerne mangler ikke hverken penge, våben eller afsætningsmuligheder for de store beholdninger af mineraler, tømmer, ædelstene, som de kontrollerer.

Than Shwe. Burmesisk militærdiktator gennem alt for mange år

USA og EU håndterer sanktionerne meget forskelligt. Der er stor forskel på de vidtgående amerikanske sanktioner og EU’s meget forsigtige tiltag mod juntaen. USA blokerer helt for samhandel, mens EU både importerer fra Myanmar og eksporterer til landet ( kun enkelte varekategorier er undtaget).

Allervigtigst: Militærjuntaens uden sammenligning vigtigste hovedindtægtskilde, naturgas, er helt undtaget fra sanktionerne. Generalernes store økonomiske livline er naturgasrørledningen fra offshorefeltet Yadana til Thailand. Den har fungeret i 12 år og drives af franske Total, amerikanske Chevron, thailandske PTT og det statslige Myanmar Oil & Gas. Det daglige salg af gas til Thailand anslås til 18 millioner kubikmeter. På mindre end fem år er eksporten af gas mere end tredoblet, og Yadana har reserver til mindst 20 års produktion endnu. Så mens europæere og amerikanere taler om sanktioner, har Total og Chevron sørget for, at milliarderne fosser ind i generalernes kasser. Så meget for vestlige ‘ sanktioner’ og deres indvirkning på den burmesiske befolknings levevilkår! Juntaen mangler ikke penge, og det er store vestlige energiselskaber, der er med til at skaffe dem. Kan man forvente, at disse indtægter kunne komme til at gavne landets fattigste befolkningsgrupper?

DE MEGET beskedne sanktioner fra EU’s side er i hovedtræk disse: våbenembargo, indefrysning af generalers bankkonti og visumforbud for styrets repræsentanter i de af landets virksomheder, hvor juntaen har plantet sine folk. Der er udvalgte kategorier af industrier, som er omfattet af fællesholdningen, men ellers er der frit slag for, at virksomheder kan sælge til Myanmar eller købe derfra.

Myanmar sammenlignes ofte med Vietnam, som per indbygger modtager mere bistand og flere investeringer end Myanmar. Hvad man helt fortier er, at Vietnam frem til 1994 var omfattet af sanktioner, og at bistanden blev genoptaget, efter at Vietnam havde opfyldt en række politiske krav fra vestligt hold og havde indledt reformer under rådgivning fra Verdensbanken og FN’s udviklingsorganisationer. Har man forestillet sig, at Verdensbanken og EU uden at stille krav skal begynde at hælde penge i et land, hvor alle banker er stramt kontrollerede af militæret? Selv hvis bistandspengene var til rådighed, ville der ingen garanti være for, at de blev anvendt i overensstemmelse med hensigten.

ET EKSEMPEL: Efter at cyklonen Nargis i maj 2008 havde skabt store ødelæggelser i landets sydlige floddelta, lykkedes det møjsommeligt Myanmars nabolande og andre partnere at stable en hjælpefond på flere millioner dollar på benene. Hensigten var at lade nødhjælpen og bistanden udstrække til områder nord for det floddelta, der var blevet hærget af cyklonen.

Altså kunne vestlige nødhjælpsmidler have gjort en forskel for titusinder af trængende burmesere.

Hvem afviste et sådant samarbejde? Juntaen! Det er på tide, at misforståelserne i den danske debat om Myanmar luges helt ud.

(publiceret i Politiken 25.2.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

I faraonernes dybe kviksand

Udgivet den 18. februar 2011 af flemmingytzen

Kulørt folkemagt i gaderne er ingen garanti for demokratiske fremskridt

HVAD VENTER der Egypten efter de turbulente dage, som på overfladen lignede endnu en kulørt folkeopstand og dermed en ufuldstændig revolution? Indlysende nok er der allerede draget sammenligninger til Tyrkiet, men hvis der findes en moderne egyptisk Atatürk, der kan neutralisere Det Muslimske Broderskab med fredelige midler, kunne han så være så venlig at træde et skridt frem?

Demokratiske tilstande har indtil for få år siden været undtagelsen mere end reglen i det, vi i mangel af bedre kaldte den tredje verden. Så når nogle tusinder utilfredse byboere og studenter holder en folkefest på et torv i landets hovedstad og diktatoren går af, er det så ensbetydende med, at friheden og det demokratiske liv venter lige om hjørnet?

Vesten er rådvild. Præsident Barack Obama og EU’s udenrigsminister, baronesse Ashton, kan passende studere Napoleon Bonapartes forsøg på at definere en Egyptenpolitik under Frankrigs fatale middelhavskampagne i 1798. Napoleon tilbød beskyttelse af det egyptiske samfund, som var ved at falde ud af Det Ottomanske Rige, og begrundede tilbuddet med følgende erklæring i et brev til en af egypternes magtfulde sheiker: »Jeg håber at blive i stand til at forene alle kloge og oplyste mænd og etablere et samlet styre baseret på Koranens sandfærdige principper, for disse kan alene føre menneskene til ægte lykke«.Næppe et budskab, der egner sig til terrorbekæmpelsens tidsalder. Men fra Napoleons sekretær Bourienne ved vi, at hærføreren ingen seriøs interesse havde i islam eller for den sags skyld nogen anden religion, medmindre han kunne bruge det religiøse element i egen politisk interesse, dvs.som et redskab i en del og hersk-politik.

Han vidste hvad han talte om - og handlede derefter..

DEN velanskrevne britiske historiker Niall Ferguson debuterer i nyhedsmagasinet Newsweeks seneste udgave som bladets ledende klummeskribent og formulerer en nådesløs kritik af den amerikanske strategi over for den arabiske verdens vigtigste land: »Der er ingen mere knusende domfældelse over Obama-administrationens strategiske tænkning end den realitet, at den aldrig var i stand til at forestille sig et scenarie, hvor Mubarak blev konfronteret med en folkelig opstand«.

De relevante folk i State Departement og præsident Obamas Nationale Sikkerhedsråd kan have gjort klogt i at konsultere kollegerne i udenrigsministeriets fjernøstlige afdelinger. For kun 12 år siden var det en sydøstasiatisk ‘ Mubarak’, den indonesiske general og præsident gennem 32 år, Suharto, der blev presset fra magten efter nogle ugers demonstrationer i Jakarta.

Siden har Indonesien, i dag med en folkevalgt, pensioneret general i spidsen, udviklet sig til den muslimske verdens største demokratiske succeshistorie.Valghandlinger i landet fungerer. Medier og civilsamfund udfolder sig på en måde, som bør tjene som et forbillede for demokratiforkæmpere i de mere eller mindre dysfunktionelle samfund i Mellemøsten og Afrika. Med i billedet hører, at den indonesiske officerselite placerede sig solidt som en vestlig allieret ved at sætte hårdt ind mod landets islamistisk-inspirerede terrornetværk. Man har dømt og henrettet et par af de ansvarlige for terrorbomben på Bali i 2002.

Men de asiatiske erfaringer er brogede. ‘ People Power’ – kulørte, folkelige revolter i storbyer – blev skabt i Indonesiens naboland Filippinerne helt tilbage i 1986. Netop i denne måned holdes der filippinsk 25-års jubilæum for den opstand, der førte til Marcosdiktaturets fald. Men Filippinernes erfaringer med demokrati har været en ynkelig affære. Nepotismen og klanvældet følges ad med en nedadgående økonomisk spiral. I en sammenligning mellem Sydøstasiens to store øriger kan det konkluderes, at muslimerne har klaret sig langt bedre end katolikkerne!

ET TREDJE eksempel, som både Hillary Clinton og Catherine Ashton kan skele til, når de skal revidere den vestlige Egyptenpolitik, er Thailand. Siden en folkelig opstand i Bangkok i maj 1992 forhindrede en militær magtovertagelse, er den thailandske forfatning blevet ændret flere gange. Forfatningsdomstolen har opløst partier, som så er genopstået i nye forklædninger.

Thailands dominerende religion har utvivlsomt haft en modererende indflydelse på de politiske kræfter i landet. Monarken Bhumipol, verdens længst siddende, har som en af Asiens sidste gudekonger optrådt som en politisk farao. Da konfrontationerne i foråret 1992 var ved at komme ud af kontrol, var det kongen, der kaldte de stridende til orden.
Næste kapitel i det egyptiske drama kommer sandsynligvis til at handle om ændringer af forfatningen. For hæren, landets faktiske magthaver, har suspenderet den gamle. Mon ikke generalerne i Kairo genkalder sig, hvad Napoleon sagde om det vigtigste ved en forfatning: Den skal være kort og uklar.

(publiceret i Politiken 18. febr. 2011)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar