Alt det, Foghs publikum ikke fik at vide

Big business i USA sender milliardsummer ind i kinesisk økonomi.

TO TIDLIGERE statsministre har stillet sig selv nogle udfordringer af dimensioner. Mens Lars Løkke Rasmussen tager tilløb til en partidannelse, der vil kannibalisere en stor del af Venstres traditionelle vælgerkorps, forsøger hans tidligere chef Anders Fogh Rasmussen med sine såkaldte demokratitopmøder at mobilisere opinionsdannere til en fælles front mod nutidens autokratier, anført af Kina.

På overfladen lignede det en stor gevinst for arrangøren af sidste uges to dage lange virtuelle konference, at udenrigsminister Jeppe Kofod stod på talerlisten i selskab med ingen ringere end Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, lederen af klodens eneste demokratiske kinesiske samfund, Republikken Kina, grundlagt i Beijing for 110 år siden.

Fornemt så det ud, men Kofod sad til møder i Bruxelles, mens et videobånd med hans enetale på imponerende 110 sekunder lagde den obligatoriske afstand til Kinas sanktioner mod EU. Hermed lykkedes det for udenrigsministeren at holde en tidligere statsminister og Nato-generalsekretær ud i strakt arm med to fingre stramt om næseborene.

Bundlinjen i dette spil om sanktioner er, at økonomierne i EU og Kina går fri. Realomkostningerne er minimale for begge parter.

Ikke ét ord til Foghs publikum om, hvorledes Vesten kan påvirke Kina og Taiwan til en mere fornuftsbetonet sameksistens – de to økonomier er intensivt integrerede. For kompliceret, for uoverskueligt, derfor kun retorik og symbolik, der ikke koster noget.

På den måde kan politikere etablere virtuelle parallelle virkeligheder. I Foghs tilfælde finansielt supporteret af sværvægtere i dansk, amerikansk og multinationalt erhvervsliv.

Først Trump og siden Biden-regeringen har opfordret amerikanske firmaer til at forlade Kina, og er det så sket? Det er der ingen dokumentation for, konkluderer Brookings Institution og britiske The Economist i fællesskab: tværtimod, USA’s kapitalistiske giganter ekspanderer heftigt på det kinesiske marked.

Pengesummer i monsterstørrelse holder flyttedag fra vest til øst, anført af amerikanske banker. 163 milliarder dollars i »friske multinationale investeringer« gik i fjor ind i det kinesiske fastland, som The Economist-analytikerne kækt formulerer det. Året, hvor bommen gik ned for Hongkongs demonstranter, blev også milepælen, hvor Kina overhalede USA som klodens største modtager af multinationale investeringer. Wall Street omfavner politbureauet. Kapitalisme er godt, statskapitalisme dobbelt så godt. Forklaringen: Beijings strateger har liberaliseret nationens kapitalmarkeder – med Hongkong som den primære gateway.

STRATEGERNE I Zhongnanhai (Kinas pendant til Det Hvide Hus) synes at have hvisket dette urgamle diktum i kor: Hold dine venner tæt til dig, men hold dine fjender endnu tættere. Citatet tilskrives både Sun Tzu (544-496 f.Kr.) og Machiavelli (1469-1527), begge åndelige fædre for nutidens politiske videnskab og filosofi.

Under den kolde krig handlede magtrelationer om antallet af missiler, hangarskibe og panserdivisioner; i nutiden betyder techkapaciteter og investeringsbanker mindst lige så meget, sandsynligvis mere på sigt. Husker vi stadig den amerikanske kampagne for at bremse Huawei? Den teknologiske gigant bruges i 170 lande, mens kun omkring et dusin har blokeret techmonsteret. Her det relevante spørgsmål: Hvorfor har USA ikke et firma, der matcher Huawei?

Lidt flere tal til at forklare de aktuelle krigsomkostninger: Amerikanske farmere har vinket farvel til deres 24 milliarder dollars store kinesiske marked, Washingtons protektionisme har kostet 245.000 arbejdspladser, og det kinesiske handelsoverskud steg i 2020 op til et nyt højdepunkt: 535 milliarder dollars (kilde: Chas W. Freeman, Brown University. Freeman er tidligere amerikansk viceforsvarsminister og diplomat).

Måske skal man være en usentimental europæer for at kunne se det ufrivilligt komiske ved Fogh Rasmussens håndsrækning til et trængt USA: Mens donorer afleverer håndører til hans digitale konferencevirksomhed, sender det samme miljø gigantinvesteringer ind i den økonomi, som han forsøger at mobilisere imod.

Den samme Fogh, som i 2008 underskrev Danmarks strategiske partnerskabsaftale med Kina, og som på Venstres landsmøde fire år tidligere havde lovprist de kinesiske reformer i uforbeholdne vendinger som noget, »resten af verden kunne lære af«.

Nye tider, nye erkendelser. Mummespillet kan fortsætte, ligeså den tidligere statsministers symbolpolitiske værksted. Mon andre forhenværende vil byde ind? Per Stig, Holger K., Søvndal, Lidegaard, Samuelsen? Vi venter spændt.

PS: Kinas økonomi er nu en sjettedel større end USA’s. (Kilde: IMF World Economic Outlook, oktober 2020. Målemetoden er godkendt af den amerikanske efterretningstjeneste CIA). Velkommen til en anderledes verdensorden.

(klumme i Politiken 17.05.2021)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s