Humor og kynisme – så det gjorde noget

Udgivet den 3. juni 2021 af flemmingytzen

Poul Schlüters lethed i omgangen med modstandere og koalitionspartnere havde en brutal bagside.

Som 79-årig holdt Poul Schlüter hovedtalen ved Konservativ Ungdoms landsråd i 2008 i Gladsaxe, den kommune, hvor han fire årtier tidligere havde været viceborgmester.

Talen, skrevet på hans legendariske, tysk-producerede skrivemaskine af mærket Torpedo, var spækket med anekdoter, der tog salen med storm.

Her en af dem:

Monarken Frederik d. 6 inspicerede et regiment og bemærkede, at der i rækken af soldater var en enkelt fra de dansk-vestindiske besiddelser. Kongen bad obersten om at kalde den unge mand over, så ham stift i øjnene og sagde, så alle kunne høre det:

»De er neger!«.

»Javel, Deres Majestæt«, lød det forskræmte svar.

»Bliv ved med det!«, tordnede majestæten i Schlüters udlægning.

Til de særligt interesserede: Gå ind på YouTube og skriv: Poul Schlüters tale til KU’s landsråd 2008 i Gladsaxe. Optagelsen fylder ti underholdende minutter.

Tal og skriv meget mere om, hvad det vil sige at være konservativ, lød opfordringen til KU’erne i 2008 fra manden, der huskes for udsagnet om, at ideologier er noget bras. Betyder det, at Schlüter var blottet for idépolitik? Overhovedet ikke.

I 1952, DA SCHLÜTER var en 23-årig jurastuderende formand for Konservativ Ungdom, publicerede han en tekst med titlen ’Ungkonservatismens ide’.

Den er inspirerende læsning også i dag og leverer mange forklaringer på hans senere succes som partichef og statsminister.

Nogle uddrag i let forkortet form:

Konservatismen er en idé om evolution. Dens væsen er troskab og kontinuitet. Den ønsker at bygge på det, som består med livets og erfaringens ret. Konservatismens tro på mennesket som selve målet for politisk stræben fører den til at lade alt samfundslivs første funktion være at give de rigeste muligheder for personlighedsudvikling (….) konservatisme er aldrig epokebundet. Dens princip er altid i pagt med tiden, så sandt som det er rigtigt, at konservatisme dør med hvert slægtsled og fødes med hvert nyt.

Sidste sætning skal nok have provokeret nogle af Schlüters ældre partifæller dengang. Men fortsættelsen leverer forklaringen:

En idé, som er grundlagt på en afsluttet filosofi, er uvægerligt knyttet til den epoke, hvis forhold var dens inspiration. Men en bevægelse, som skabes af en holdning, der er rede til at lære af historiens ånd og erfaring, er tidløs. Citat slut.

Læsere, der kun forbinder det konservative ikon med hans tid som regeringschef, kan undres over, at en ung jurastuderende, der tillagde sig et ry som skørtejæger og festabe i et parti kendt for at hylde Gud, konge og fædreland, også havde intellektuelt overskud til at tænke i filosofiske baner.

Tegning. Roald Als

Der var mange lag i den schlüterske sjæl. For syv årtier siden demonstrerede han profetiske evner:

Det er ikke længere de økonomisk velstillede, som er samfundets overklasse, det har bourgoisiets mange nytteløse individer hindret, skrev han i ’Ungkonservatismens ide’: Eliten bliver i stigende grad afløst af en ledergruppe, som skabes ved udvælgelse af de dygtigste til at lede samfundslivet, forklarede han.

Hvilken frækhed at kalde kernevælgergruppen for nytteløse.

LIGE SÅ ELEGANT Poul Schlüter charmerede medierne med sin sproglige finesse, lige så kynisk kunne han være i omgangen med de ministre, han sjakrede med. Berygtet er hans brutale afsked med de to mindre partier, der var koalitionspartnere frem til 1988: Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. De blev efter seks års tro tjeneste vraget til fordel for de radikale. Mimi og Erhard Jakobsen plus de øvrige CD-ministre fik ikke et eneste ord som tak for indsatsen. Ud af vagten uden så meget som en blomsterbuket eller en flaske Gammel Dansk. Bitterheden var voldsom.

Vi lader humoristen Schlüter få det sidste ord. Da Hardy Hansen, forbundsformand for datidens specialarbejderforbund meldte ud, at han ville lade fagbevægelsen bruge mange snese millioner til en kampagne for at vælte Schlüters firkløverregering, lød statsministerens lakoniske kommentar: »Hvad stiller jeg dog op mod den rå kapitalmagt?«.

Schlüter afskaffede klassekampen ved at reducere den til fodbold mellem skolens 7. og 8. klasser.

Vælgere og medier så ikke kynismen, fordi den blev overskygget af humor. Tak til denne muntre sønderjyde. Vi kedede os aldrig.

(klumme i Politiken 03.06.21)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Rigsfællesskab med kernevåben og Mr. Monroe

Udgivet den 30. maj 2021 af flemmingytzen

Alliancehistorie sætter nordatlantiske forbindelser under pres.

SOMMEREN 1995 var anderledes. Mens landet var ramt af en mild hedebølge, blev der vendt nye blade i rigsfællesskabets historie. 14. juli samledes Udenrigspolitisk Nævn, og uden for mødelokalet på Christiansborg havde journalisterne sved på tindingerne. Temperaturen steg yderligere et par grader, da udenrigsminister Niels Helveg Petersen kom ud og meddelte følgende:

»Efter fornyet kontakt med USA er det nu klargjort, at amerikanerne i to tilfælde har haft oplagret et begrænset antal atomvåben på Grønland. I ét tilfælde i otte måneder i 1958 og i perioden fra 1959 til 65«, lød ministerens budskab.

En sensationel melding i lyset af, at Helveg en halv snes dage tidligere havde fortalt det modsatte budskab: Amerikanerne havde tjekket i arkiverne, »og der var ikke atomvåben på Grønland«, lød det.

Ups! Nu kunne ministeren forklare, at der i 1958 var placeret fire atomvåben og i årene 1959-65 hele 48 af slagsen, sidstnævnte som led i et luftforsvarssystem omkring basen i Thule.

Emnet er sprængfyldigt med dobbelttydigheder. Siden 1957 har det været et fundament for dansk sikkerhedspolitik ikke at tillade atomvåben på dansk jord, men ’under de foreliggende omstændigheder’, hvilket vil sige i fredstid, som det blev formuleret af datidens politikere.

Samtidig fastholdt Danmark sin støtte til Nato’s forsvarsstrategi, som var baseret på afskrækkelse med kernevåben. Dansk forsvar modtog fra slutningen af 1950’erne fly, missiler og artilleri, som ville kunne fremføre atomvåben. Hertil accepterede regeringen stiltiende, at USA placerede atomvåben ved de grønlandske basefaciliteter i Thule.

Denne vanskelige balancegang kan forklares med, at USA ville styrke forsvaret af Danmark ved hjælp af atomvåbenafskrækkelse, men samtidig havde forståelse for den udtalte danske skepsis over for disse våben.

Så tidligt som i 1953 havde Danmark sagt nej til stationering af allierede fly på dansk jord med Grønland som den markante undtagelse, uden at dette blev formuleret explicit.

Efter at et folketingsflertal i 1960 bekræftede afvisningen af atomvåben på dansk grund i fredstid, påbegyndtes i hemmelighed opførelsen af et amerikansk depot for atomvåben i Meyn umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse, 13 kilometer vest for Flensburg. Var krigen kommet, kunne disse fragtes ind på dansk jord (flyvestation Skrydstrup) på få timer.

DET ER IMIDLERTID de lange linjer i amerikansk strategisk tænkning, der bedst kan forklare USA’s fornyede og forstærkede interesse for Grønland: den såkaldte Monroe-doktrin fra 1823, der handler om, at USA afviser, at europæiske magter helt eller delvist kan kolonisere områder eller etablere baser på den vestlige halvkugle.

En mere moderne brug af doktrinen blev tydelig i den amerikanske udenrigsministers Cordell Hulls udtalelse til den britiske ambassadør i Washington i 1940 efter Storbritanniens fredelige besættelse af Island. Washington gjorde det her klart, at USA ikke ville tolerere en britisk besættelse af Grønland.

Doktrinen, der har navn efter datidens amerikanske præsident James Monroe, er altovervejende blevet brugt til at forklare amerikansk politik i Latinamerika. Nu gælder en tilsvarende logik i Nordatlanten.

Nyt i ligningen er en aktuel udvikling i det nordligste Norge: Washington og Oslo har her i april underskrevet en aftale, der giver det amerikanske militær adgang til at bygge og udstyre anlæg til fly og skibe på fire norske baser, herunder på flådestationen i Ramsund og flyvestationen i Evenes, begge i umiddelbar nærhed af Narvik. Initiativet begrundes med, at Rusland har genåbnet og moderniseret baser langs sin arktiske kyst.

Evenes er Norges mest fremskudte flybase mod nord. Herfra kan amerikanske fly fremover frit overflyve Nordnorge, Norskehavet og Barentshavet tæt på de russiske flådebaser på Kola-halvøen, hvor den russiske nordflåde har base.

Med i billedet hører, at et russisk tankskib tidligere i år for første gang sejlede gennem den nordlige sørute. En forandret transportgeografi, der også forklarer Kinas voksende interesse for regionen.

Enhver tale om at lade Grønland bevæge sig mod selvstændighed må indregne de norske og amerikanske overvejelser. Den ubehagelige realitet for rigsfællesskabet er, at Joe Bidens USA satser på at kunne udnytte grønlandske selvstændighedsbestræbelser til at opnå en dominerende kontrol. Fortsætter denne udvikling, vil selve begrebet rigsfællesskab på sigt blive meningsløst.

Men bevares, der er selvfølgelig stadig plads i historiebøgerne.

(klumme i Politiken 31.05.21)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Jeppes alternative velkomstord

Udgivet den 19. maj 2021 af flemmingytzen

En spøgefugl lyttede med på ministerbilens bagsæde, da mr. Blinken kom til byen.

Hi Tony! Velkommen til Danmark. Jeg er overvældet og glad over, at du har lagt vejen forbi København. Vi har rigtig meget at tale om, inden vi blander vore medarbejdere ind i den mere formelle dagsorden.

For kun et lille års tid siden tog jeg imod din forgænger, og pyh ha, jeg skal love for, at jeg og mit system kom på en prøve. Efterfølgende måtte jeg sende mit jakkesæt på renseri, hvor personalet spurgte, om jeg havde været ude for en særlig variant af kemisk krigsførelse.

Jeg og min regering håber inderligt, at vi denne uge kan få styr på den ballade, der er undervejs i det danske rigsfællesskab. Alene dette begreb er en besynderlighed og må vel minde jer amerikanere om, hvorledes I bestemmer over Puerto Rico, Jomfruøerne og de mange øgrupper i Stillehavet, som nok har formel selvstændighed, men reelt er amerikanske protektorater.

Vi skal nok ikke henvise til disse lokaliteter, når talen falder på fremtidig selvstændighed for Grønland. Den forandrede virkelighed må camoufleres. Protektorat er jo bare en andet ord for en moderne form for kolonisering.

Det bliver ikke nemt, Tony. Vi taler om, at inuitbefolkningen i Grønland per individ er den mest subsidierede på den ganske klode. Hvert år sender København 5 milliarder kroner op til vor nordatlantiske besiddelse. Prøv at regne ud, hvad det bliver på bundlinjen hos hver af de 56.000, der bor der. Man bliver svimmel ved tanken.

Jeg skal nok lade være med at sige højt til din stab, at vort årlige tilskud er 62 gange større end det engangstilskud på beskedne 80 millioner kroner, som grønlænderne i fjor fik fra Washington. Peanuts, I tell you.

FLERTALLET AF danskere vil helst ikke tænke for længe over det absurde i, at et lille indskrumpet, men trods alt velstående demokratisk kongedømme skal have den formelle overhøjhed over den gigantiske land- og ismasse, der ligger i jeres nabolag. Hvis det var geografi alene, der satte kriterierne, ville Grønland være blevet en amerikansk koloni allerede i 1917, da vi solgte Jomfruøerne til jer. Vore politikere dengang troede naivt, at når I fik de små øer, kunne vi beholde den store isklods i nord for os selv. Vi blev klogere.

En ny virkelighed meldte sig i 1940, da en oversmart diplomat forærede jer retten til at gøre i Grønland, hvad der passer jer. Siden har vi sagt nej til at sælge butikken, men har så måttet betale for alt det, der ikke har med det militære at gøre.

Med indførelse af selvstyre har de grønlandske politikere med deres uansvarlige og sværmeriske selvstændighedssnak sat noget i gang hos jer amerikanere, som vi troede, vi kunne forskånes for. Indtil Donald Trump leverede os en forskrækkelse af dimensioner med sit købstilskud.

Det virkelig ubehagelige består jo i denne kuriøse cocktail af klimapolitik og myterne om de udbyttende og undertrykkende danskere, som stortrives deroppe i fiskersamfundet. For de unge generationer af grønlændere er al denne snak om klimaforandringer kulsort. Hvorfor skal de til at betale klimaskatter, bare fordi vindmølleproducenterne har fået mere gehør hos politikerne end Dansk Olie- og Naturgas? Grønlænderne vil jo leve af deres fiskeri, og der bliver jo mere vand at fange fisk i, når isen smelter.

Jo mere der blive talt om grønlandsk selvstændighed, jo tættere rykker den store ø på at blive en lokalitet, der helt ud til den yderste isflage vil være underlagt amerikansk overhøjhed. Den slags kan man bare ikke sige højt her i lille Danmark. Jeg siger det bare: Det er sprængfarligt at diskutere selvstændighed med folk, der aldrig har kendt til andet end at leve flot og højt på statstilskud.

MENS JEG HUSKER det: Når nu du mødes med din russiske udenrigsministerkollega i Reykjavik, håber jeg ikke, der går for meget Ukraine og cyberkrig i den samtale. Husk, at du vil stå over for klodens fossile supermagt par excellence. Når først den sibiriske tundra er smeltet, kan russerne ubesværet hente så megen olie og gas op, at det vil spolere alle de klimapolitiske tiltag, vi europæere skal finansiere for at stille vore hjemlige økologer tilfredse.

ANYWAY, fik du bemærket de flotte vindmøller der snurrer ud for Københavns Havn?

(klumme i Politiken 20.05.2021)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized, USA | 3 kommentarer

Alt det, Foghs publikum ikke fik at vide

Udgivet den 17. maj 2021 af flemmingytzen

Big business i USA sender milliardsummer ind i kinesisk økonomi.

TO TIDLIGERE statsministre har stillet sig selv nogle udfordringer af dimensioner. Mens Lars Løkke Rasmussen tager tilløb til en partidannelse, der vil kannibalisere en stor del af Venstres traditionelle vælgerkorps, forsøger hans tidligere chef Anders Fogh Rasmussen med sine såkaldte demokratitopmøder at mobilisere opinionsdannere til en fælles front mod nutidens autokratier, anført af Kina.

På overfladen lignede det en stor gevinst for arrangøren af sidste uges to dage lange virtuelle konference, at udenrigsminister Jeppe Kofod stod på talerlisten i selskab med ingen ringere end Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, lederen af klodens eneste demokratiske kinesiske samfund, Republikken Kina, grundlagt i Beijing for 110 år siden.

Fornemt så det ud, men Kofod sad til møder i Bruxelles, mens et videobånd med hans enetale på imponerende 110 sekunder lagde den obligatoriske afstand til Kinas sanktioner mod EU. Hermed lykkedes det for udenrigsministeren at holde en tidligere statsminister og Nato-generalsekretær ud i strakt arm med to fingre stramt om næseborene.

Bundlinjen i dette spil om sanktioner er, at økonomierne i EU og Kina går fri. Realomkostningerne er minimale for begge parter.

Ikke ét ord til Foghs publikum om, hvorledes Vesten kan påvirke Kina og Taiwan til en mere fornuftsbetonet sameksistens – de to økonomier er intensivt integrerede. For kompliceret, for uoverskueligt, derfor kun retorik og symbolik, der ikke koster noget.

På den måde kan politikere etablere virtuelle parallelle virkeligheder. I Foghs tilfælde finansielt supporteret af sværvægtere i dansk, amerikansk og multinationalt erhvervsliv.

Først Trump og siden Biden-regeringen har opfordret amerikanske firmaer til at forlade Kina, og er det så sket? Det er der ingen dokumentation for, konkluderer Brookings Institution og britiske The Economist i fællesskab: tværtimod, USA’s kapitalistiske giganter ekspanderer heftigt på det kinesiske marked.

Pengesummer i monsterstørrelse holder flyttedag fra vest til øst, anført af amerikanske banker. 163 milliarder dollars i »friske multinationale investeringer« gik i fjor ind i det kinesiske fastland, som The Economist-analytikerne kækt formulerer det. Året, hvor bommen gik ned for Hongkongs demonstranter, blev også milepælen, hvor Kina overhalede USA som klodens største modtager af multinationale investeringer. Wall Street omfavner politbureauet. Kapitalisme er godt, statskapitalisme dobbelt så godt. Forklaringen: Beijings strateger har liberaliseret nationens kapitalmarkeder – med Hongkong som den primære gateway.

STRATEGERNE I Zhongnanhai (Kinas pendant til Det Hvide Hus) synes at have hvisket dette urgamle diktum i kor: Hold dine venner tæt til dig, men hold dine fjender endnu tættere. Citatet tilskrives både Sun Tzu (544-496 f.Kr.) og Machiavelli (1469-1527), begge åndelige fædre for nutidens politiske videnskab og filosofi.

Under den kolde krig handlede magtrelationer om antallet af missiler, hangarskibe og panserdivisioner; i nutiden betyder techkapaciteter og investeringsbanker mindst lige så meget, sandsynligvis mere på sigt. Husker vi stadig den amerikanske kampagne for at bremse Huawei? Den teknologiske gigant bruges i 170 lande, mens kun omkring et dusin har blokeret techmonsteret. Her det relevante spørgsmål: Hvorfor har USA ikke et firma, der matcher Huawei?

Lidt flere tal til at forklare de aktuelle krigsomkostninger: Amerikanske farmere har vinket farvel til deres 24 milliarder dollars store kinesiske marked, Washingtons protektionisme har kostet 245.000 arbejdspladser, og det kinesiske handelsoverskud steg i 2020 op til et nyt højdepunkt: 535 milliarder dollars (kilde: Chas W. Freeman, Brown University. Freeman er tidligere amerikansk viceforsvarsminister og diplomat).

Måske skal man være en usentimental europæer for at kunne se det ufrivilligt komiske ved Fogh Rasmussens håndsrækning til et trængt USA: Mens donorer afleverer håndører til hans digitale konferencevirksomhed, sender det samme miljø gigantinvesteringer ind i den økonomi, som han forsøger at mobilisere imod.

Den samme Fogh, som i 2008 underskrev Danmarks strategiske partnerskabsaftale med Kina, og som på Venstres landsmøde fire år tidligere havde lovprist de kinesiske reformer i uforbeholdne vendinger som noget, »resten af verden kunne lære af«.

Nye tider, nye erkendelser. Mummespillet kan fortsætte, ligeså den tidligere statsministers symbolpolitiske værksted. Mon andre forhenværende vil byde ind? Per Stig, Holger K., Søvndal, Lidegaard, Samuelsen? Vi venter spændt.

PS: Kinas økonomi er nu en sjettedel større end USA’s. (Kilde: IMF World Economic Outlook, oktober 2020. Målemetoden er godkendt af den amerikanske efterretningstjeneste CIA). Velkommen til en anderledes verdensorden.

(klumme i Politiken 17.05.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Frelserfigur med EU-sokker

Udgivet den 6. maj 2021 af flemmingytzen

Jens Rohde og Isabella Arendt kan levere regeringens nye støtteparti. Tilsat politisk fornyelse.

Et partihop, der vil placere sig ind i vores politiske historie. Anderledes kan man ikke beskrive den parlamentariske veteran Jens Rohdes indmarch i et parti, han dermed redder fra en skæbne i marginalerne. Den EU-positive fritænker og deltidstyske Rohde befinder sig qua sin lange erfaring i både Folketinget og EU-Parlamentet i en sværvægtskategori og i det stik modsatte ringhjørne af, hvor en anden eksradikal, levebrødspolitikeren og gruppeterapeuten Uffe Elbæk, har anbragt sig.

Yngre læsere kan begynde her: Forløberen for Kristendemokraterne hed Kristeligt Folkeparti og blev grundlagt i 1970 på en moralpolitik med et tordnende nej til fri abort, et af den tids største debatemner, der kløvede opinionen i det, vi upassende har kaldt Udkantsdanmark.

Med dannelsen af en borgerlig firkløverregering i september 1982 fik daværende konservative statsminister Poul Schlüter sikret det kristelige parti regeringsmedansvar, først med den markante miljøminister Christian Christensen, siden Flemming Kofod-Svendsen som boligminister. Sidstnævnte blev sammen med partiets formand, Jann Sjursen, medlemmer af den første socialdemokratiske regering under Poul Nyrup Rasmussen i 1993, hvorved den politiske midte blev defineret på en ny måde.

SIDEN FULGTE mange år med beskeden eller minimal indflydelse. Med Jens Rohde om bord har man sikret sig alt det, partiet har savnet i årtier: forstand på Europa og verden, dristighed, vilje til nytænkning og retorisk skarphed. Men okay, der var heller ikke plads til det løsgående missil Rohde andre steder.

Han er kommet indenfor på ryggen af et solidt kompromis. Abortdiskussionen er reduceret til sloganet: Tallet skal ned til færrest mulige. Dermed forvandles KD-leder Isabella Arendt en stemmesluger, der kan trække yngre folk fra det sarte, pænhedsdyrkende, overfølsomme småborgerskab til sig. Rohde og Arendt kan have skelet til erfaringerne fra det norske søsterparti, der periodisk leverede en statsminister, teologen Kjell Magne Bondevik, for hvem kristen værdipolitik (abortspørgsmålet) med rødder i det stenrige Udkantsnorge bød på mange udfordringer, når der skulle leveres parlamentarisk håndværk i Stortinget.

DE GENFØDTE danske Kristendemokrater kommer til at følge en tyskinspireret kurs, når de med stor sandsynlighed sidder med en folketingsgruppe på mindst fire senest i 2023. De kan komme til at stå for en linje med mindelser om Schlüter-perioden 1982-88, hvor europæisk integration rykkede tættere på. Jens Rohde vil fra sin nye platform kunne fortsætte opgøret med den slingrende lunkenhed i EU-politikken, som han mener har plaget hans tidligere parti Venstre.

Han vil også kunne få plads til at udfolde den medie- og kulturpolitik, som han oplevede, at hans andet parti, Radikale Venstre, ikke gav ham plads til (lokale medieentreprenører langt fra universitetsbyerne kan godt begynde at finde regnearkene frem, der er statslige millioner på vej i næste finanslovsforlig).

Forvent også fuld skrue på kravene om mere regulering af techgiganter og distributionsuhyrer som Facebook og Amazon. Her er Rohde uddannet godt og grundigt i det, vi passende kan kalde Vestagers Skole.

LANGT VÆRRE tendenser ses hos naboen Ungarn, hvor Viktor Orbán er blevet eksponent for, hvad han selv kalder et nyt europæisk kristent demokrati, der legitimerer diskrimination mod muslimer, jøder, socialister, liberale, kosmopolitter og seksuelle mindretal. Hvordan vil Rohde og Arendt finde de passende grimasser, når den nye Kristne Internationale (eller hvad den nu kommer til at hedde) skal mødes og diskutere værdipolitik med delegationerne fra Ungarn og Polen?

Skulle der være plads til endnu en mærkesag i Rohdes og Arendts partiprojekt, må det være passende at foreslå: kunstig intelligens. Vi har Vladimir Putins ord for, at den, der bliver førende på dette felt, kommer til at herske over verden. Det ved de også i indercirklerne omkring Mark Zuckerberg, Jeff Bezos, Jack Ma og Xi Jinping.

Dansk og europæisk politik har brug for at definere det etiske grundlag, der kan forhindre, at kunstig intelligens-udviklingen overlades til anonyme gudløse kontrolfreaks med baser i Shanghai og San Francisco. De danske kristendemokrater er med Jens Rohde på Christiansborg ved at tænke ud af den boks, der hidtil har handlet om familie-, social-, bolig- og miljøpolitik. Idépolitisk genfødsel? Tjek, når valgkampen indfinder sig. Indtil da: Find plads til partiet i andet og mere end aftenbønnen.

(klumme i Politiken 06.05.2021)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Velkommen til Ukraines evighedskrig

Udgivet den 3. maj 2021 af flemmingytzen

Hvem har modet til at forslå en permanent løsning: landets deling?

HVER GANG talen falder på Ukraines tilstand og fremtid, er der med sikkerhed en mulighed, der udelukkes: Et forslag om, at den ukrainske nation kan blive delt permanent med forbillede i det, der skete med en anden postsovjetkommunistisk stat, Tjekkoslovakiet, ved årsskiftet 1992-93.

Modsat den opløsning, der på samme tid var i gang i det tidligere Jugoslavien, foregik adskillelsen af den tjekkiske og den slovakiske statsdannelse frivilligt og fredeligt. Tjekker og slovakker klager ikke nævneværdigt i dag. Er det vildt utopisk at forestille sig, at en lignende udvikling en skønne dag kan blive Ukraines skæbne? Tankeeksperimenter koster hverken krigsofre eller flygtningestrømme.

Hvad indebærer status quo? Den ubehagelige realitet er, at så længe kaptajnen på broen i Moskva hedder Vladimir Putin, vil en kontinuerlig destabilisering af det ukrainske samfund være en særdeles effektiv, nationalistisk russisk måde at ødelægge det eksisterende Ukraine på og holde det resterende Europa i en tilstand af lammelse – svækket, desorienteret og i konstant frygt for, hvor længe Moskva fortsætter sin asymmetriske krigsførelse mod Vesten.

Svaret er altså: Destabilisering, lige så langt kikkerten rækker. I hvert fald så længe USA og EU ikke formår at indgå et stort, mudret kompromis med Putin og hans folk. Lad os bare kalde opgøret i Ukraine en stedfortræderkrig og en hævn for de ydmygelser, der fulgte som en reaktion på sovjetimperiets opløsning 1989-91. Husk, at Putin blev opdraget og uddannet i den sovjetiske efterretningstjeneste. Fra denne magtbase kaster historien lange skygger hele vejen til Washington, D.C., og Bruxelles også i dag.

Mens vestlige ledere i 1990’erne smilte anstrengt over det demokratiske Ruslands alkoholiserede leder, Boris Jeltins, misregimente, trak Kremls skyggeeliter det russiske samfund hjem til dets autoritært ortodokse civilisatoriske rødder, godt hjulpet af oligarker, der var spækket med petrodollars. Den tyske ekskansler, socialdemokraten Gerhard Schröder blev som rådgiver for fossilgiganten Gazprom en af den tids nyttige idioter. Så snart Putin havde taget over efter Jeltsin i det sidste døgn af 1999, begyndte den tidligere KGB-agent at appellere til det russiske folkehavs nationalfølelse, der havde slumret i årevis i kirkerne. Udadtil blev kampen om det faldne imperiums sjæle ført først i Georgien i 2008, siden på de ukrainske slagmarker fra 2014.

Som statsdannelse har Ukraine det dårligst tænkelige udgangspunkt. I de tumultariske år efter verdenskrigen og det russiske kejserdømmes sammenbrud (1918) nåede den Ukrainske Folkerepublik kun en kort levetid, inden sovjetiseringen fulgte med sult, massedød og folkeflytninger til følge. Dengang som nu er en overlevelsesdygtig ukrainsk nationalkultur en størrelse, der overlever på Moskvas nåde. Putins lavintensive krigsførelse ført af ’små grønne mænd’ og bakket op af panserenheder forstærker en splittelse, der går århundreder tilbage. Den vestlige del af det ukrainske territorium har en kulturel forbundethed med Øst- og Centraleuropa, mens store befolkningsgrupper i Østukraine har genfundet de rødder, der udgår fra russiskortodoks kernekultur. En civilisatorisk brudlinje.

UKRAINE-KONFLIKTENS største lighedspunkter er med Eksjugoslavien, der efter 1990’ernes krige resulterede i opsplitninger med kun få politiske forsoningsprocesser. Begge statskonstruktioner var kunstige, skåret ud af den Versailles-traktat i 1919, der ifølge sin snedkermester, den amerikanske præsident Woodrow Wilson, skulle gøre verden »sikker for demokratiet«. Wilson havde ikke identitetspolitik, kultur og religion med i sin værktøjskasse. Derfor virkede hans formler ikke på Balkan, i de russiske randregioner eller i de arabiske statsdannelser, der groede ud af Det Osmanniske Riges opløsning.

Konsekvenser i nutiden? Et nervøst Balkan, et delt Ukraine, et selvbevidst Tyrkiet og krigsødelagte arabiske samfund i Irak og Syrien. Over dette landskab falder Kremls lange skygger.

Vestlig hjælp til Ukraine forbliver en illusion. Når USA er tilbageholdende og europæerne tavse, kan det forklares med de bitre erfaringer fra Irak. Den skabelon for demokrati og frihed, som den USA-ledede ’koalition af villige’ forsøgte sig med, viste sig uegnet til det kludetæppe af etnicitet, identitet og religion, som udgør det irakiske samfund. Den lære drog Putin tidligere end George W. Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen, og derfor er der ingen, der hjælper ukrainerne fra en skæbne, hvor Ruslands interesser vejer tungest. Katastrofen fortsætter, og ingen vestlige ledere drages til ansvar.

(klumme i Politiken 03.05.2021)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | 10 kommentarer

Dollarregimets digitale dødsdom?

Udgivet den 19. april 2021 af flemmingytzen

En dramatisk udfordring for Vesten trænger sig på: digital yuan

FØLG PENGENE , hvis du vil forstå, hvor magten er på vej hen: Det følgende scenario handler om, at dollaren udfordres digitalt af de såkaldte kryptovalutaer. Ikke overraskende er det Kina, der forsøger sig her.

Spørgsmålstegnet i overskriften kræver lidt forklaring: Der bliver ikke tale om at sætte en udløbsdato for, hvornår de globale transaktioner af værdier ophører med at blive gennemført med den amerikanske valuta som afsæt. Men verdens valutariske hegemon gennem trekvart århundrede er på vej til at blive udfordret.

Siden 1945 er betingelserne for global samhandel blevet defineret i Washington, hvilket gavnede provestlige stater og under den kolde krig afkoblede hele sovjetimperiet og landede det på historiens mødding.

Med Kinas indtræden i Verdenshandelsorganisationen (WTO) i 2001 var det en udbredt forventning, at kineserne ville agere inden for rammerne af internationalt vedtagne normer og standarder med USA og EU som en slags kontrollanter. Denne antagelse holder ikke længere.

Den eskalerende geopolitiske strid står ikke længere om, hvem der kan sikre overholdelsen af de handelsregler, som Donald Trump afstod fra at respektere, og som Kina negligerede, men mere om, hvem der kommer til at definere reglerne for den fremtidige økonomiske verdensorden.

Her er uorden nok en mere dækkende betegnelse. I ly af covid-19-pandemien har Kina gennemført en serie eksperimenter med brug af digital yuan som betalingsmiddel. Eftersom den fjernøstlige gigant allerede har overhalet USA som klodens største eksportør af varer, er det kun et spørgsmål om tid, før dollaren er udfordret, når Kina fremover bygger egne veje til eksport og import, både fysisk og digitalt.

Så når både almindelige pengeinstitutter og centralbanker på sigt kan gøres overflødige, hvad er så konsekvenserne for klodens politiske indretning?

USA har i bankverdenen kontrol med det såkaldte Swift-system, der er redskabet for globale finansielle transaktioner. Det har betydning, når der i FN vedtages sanktioner mod f.eks. generalerne i Myanmar og Nordkorea eller ayatollaherne i Iran.

‘Monstertech’ og Kina sørger, for at Vestens retræte fortsætter. Derfor har Europa ingen interesse i at se den amerikansk-kinesiske rivalisering udvikle sig til en krig på af- og tilkoblede digitale og traditionelle valutaer. Risikoen vil være destabilisering og på sigt handelspolitisk og finansielt anarki, og hvor lander så euroen?

SAMTIDIG STÅR de finansielle myndigheder i Washington over for en anderledes udfordring, når f.eks. et firma som Tesla melder ud, at man er parat til at acceptere betalinger i ikkeanerkendte kryptovalutaer.

For Joe Bidens USA bør være det første land til at demonstrere nytten af alternative betalingsformer uden at gøre brug af den sociale kontrol, der er realiteten i et Kina, hvor anslået 600 millioner kameraer kan skelne mellem gode og dårlige betalere i befolkningen via ansigtsgenkendelse. Sådan indføres et jernhårdt klassesamfund digitalt.

Kinas fremtid er en dystopi, der passer bedre til Aldous Huxley (belønning, som beskrevet i ’Fagre nye verden’ fra 1932) end George Orwell (straf, som i ’1984’) udstyret med en økonomi og købekraft, der om mindre end et årti overhaler den amerikanske middelklasses.

Eftersom mere end 85 procent af klodens internationale transaktioner stadig gennemføres i dollars, kan man mene, at der ikke er fare på færde her og nu. Men med sin anvendelse af kunstig intelligens i det, der kaldes den fjerde industrielle revolution, er Kina allerede foran både USA og EU.

Telegiganten Huawei sidder på 100.000 patenter inden for især 5G. Hvad der er sket inden for telesektoren, kan være på vej inden for bilindustri, biomedicin, energisystemer og serviceydelser.

Senest har diskussionen om Grønlands rolle i de globale værdikæder for råstoffer demonstreret, hvad der er på spil. Selv om vi takker nej til, at Kina udvinder sjældne jordarter i det høje nord, kontrollerer Beijing resten af dette vigtige kredsløb af resurser, fordi man har teknologien og produktionskapaciteten. Kinas digitale betalingsveje kan blive alternativer for udvalgte strategiske produkter og dermed åbne for fortsat amerikansk retræte i verdensøkonomien.

Kære Margrethe og Ursula i Bruxelles, her er jeres vigtigste udfordring: Få Biden og Xi til forhandlingsbordet, og husk undervejs at sige nej til diktater fra begge. Europas indflydelse ligger på middelvejen.

(klumme i Politiken 19.04.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Khaders kurs: Til Løkke eller til højre

Udgivet den 16. april 2021 af flemmingytzen

Udveje for en levebrødspolitiker, der har splittet de partier, han har besøgt.

Med de afskalninger, der udfolder sig i centrum-højre-spektret af dansk politik, er vi ved at nærme os en tilstand, hvor det er blevet en sisyfosudfordring at skulle definere, hvad dansk borgerlighed betyder.

Naser Khaders aktuelle flyverskjul føjer på dramatisk vis et kapitel til en proces, der efterhånden ligner en opløsning. Vi taler om borgerlig idépolitik, der er trængt af levebrødspolitikere, hvor adfærd får større opmærksomhed end holdninger. Et eksempel til sammenligning: En af Khaders folketingskolleger lagde for en lille halv snes år siden sin hånd på en kollegas lår, sygemeldte sig med ’stress’ (folkevalgtes synonym for tænkepause) og meddelte siden, at han afslutter sin politiske karriere.

Tro nu ikke, at Naser Khader lader sig inspirere af Morten Østergaards eksempel. Khader er en overlever, hedder det i tv-kanalernes kommentarkor. En overlever? Hvis de afsløringer af Khaders adfærd, som Berlingske dygtigt præsenterede forgangne søndag, holder, så nærmer dramaets hovedperson sig en politiundersøgelse.

Kilder med indsigt lader forstå, at der er »større og værre sager« undervejs, som det blev formuleret i min indbakke af en, der på sociale medier har knyttet næver mod Khader ved flere lejligheder.

Der bides negle i det borgerlige Danmark. For en snes år siden fik jeg læst bogen ’khader.dk’. Velskrevet og spækket med indsigt i udlændingepolitikkens mange udfordringer. Konstruktive uideologiske synspunkter, der kaldte på respekt. Her var danskernes mønsterindvandrer. Stærk politikerprofil bekræftet under tegningekrisen i 2006.

Tegning: Roald Als

»Jeg er radikal ind til benet«, sagde Khader i ’P1 Morgen’ i maj 2007, døgnet før det borgerlige Danmark vågnede op til partikonstruktionen Ny Alliance, som han var frontfigur i. En monstrøs fiasko, der underholdt nationen i godt et års tid. Så blev det svært at tage mønsterpolitikeren alvorligt. Siden 2009 har Khader forsøgt at gøre en forskel for Det Konservative Folkeparti. Her står det nu klart, at det, Søren Pape Poulsen troede kunne blive et aktiv, er på vej til at blive en belastning.

Når ikke Naser Khader har været optaget af folketingsarbejde, har han haft uhindret adgang til f.eks. magasinprogrammer i DR foruden en ganske omfattende foredragsvirksomhed i Foreningsdanmark.Spørgsmålet er selvfølgelig nu, om den slags rækker til at score de ekstra folketingsmandater, der kan gøre Det Konservative Folkeparti til det borgerligt-liberale Danmarks ledende parti? Hvis ikke, kan Khader så gøre gavn i et andet parti?Mens vi venter på, hvad Lars Løkke Rasmussen barsler med, kan vi for argumentets skyld opfinde et nyt, om end helt teoretisk ét af slagsen: Vi kalder det Dansk Opportunismes Levebrødspolitiker-Parti (Dolp).

FREMTIDENS krønikeskrivere vil kunne karakterisere Dolp’s folketingskandidater således: Veludviklet evne til at manøvre både i etablerede public service-medier og på sociale/asociale medier. Umulige at placere på den klassiske højre-venstre-skala. Kan argumentere for højreorienterede vælgere om onsdagen, for midtervælgere om torsdagen og for centrum-venstre-spektret og alle de uafklarede fredag og weekenden ud. Slet ikke nogen ny politikertype. Vi erindrer os den oprindeligt venstresocialistiske aktivist, debattør og journalist, siden højrenationale socialdemokrat Karen Jespersen, der nåede at bestride ministerposter i regeringer ledet af først Socialdemokratiet, siden Venstre. Hun er i dag landet ideologisk i umiddelbar nærhed af Nye Borgerlige. Tjek Den Korte Avis.

Her er der tale om en omstillingsparathed, som må være idealbilledet for enhver konkurrencestatspolitiker. Kun Bjarne Corydon kunne have gjort det mere konsekvent, men valgte i stedet en post som mediechef som afsæt for sin fusion af borgerlig økonomisk politik og nysocialdemokratisk velfærdsstatslogik. Højre-venstre-skalaen er skindød.

Tegning. Mette Dreyer

Naser Khader kommer ikke til at vandre i samme spor som hverken Jespersen, Corydon eller f.eks. Ida Auken, der var på ni måneders sygeorlov (tænkepause med fuldt mf-vederlag og hertil det skattefrie omkostningstillæg på 5.254 kroner månedligt). Ida Auken blev rask, samme dag hun valgte at skifte Radikale Venstre ud med Socialdemokratiet, hvilket udløste panderynker hos partiets øvrige kandidater i hovedstadsområdet, Peter Hummelgaard, Pernille Rosenkrantz-Theil, Lars Aslan Rasmussen og Jeppe Kofod.

Men udvejen til det ideologiske venstre er lukket for Khader. Hvis Pape Poulsen ikke giver ham en god opstillingskreds, kan Lars Løkke Rasmussens diffuse midterprojekt måske finde plads?

Mønsterindvandreren kan stadig overraske, og Løkke er en oplagt makker.

(klumme i Politiken 16.04.2021)

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Imperiemagt med pandaer og spisepinde

Udgivet den 5. april 2021 af flemmingytzen

Nøgterne vurderinger af Kinas hensigter trænger sig på.

KINA KOMMER aldrig til at spille en nævneværdig rolle i den fremtidige udvikling af Grønland. Alene af den grund, at det gigantiske og ugæstfrie territorium er en del af den primære nordamerikanske interessesfære. Men en række vestlige landes bestræbelser på at forhindre kinesiske opkøb af virksomheder med aktiviteter i Grønland afspejler en frygt, der er vidnesbyrd om Kinas voksende globale betydning.

Længere væk, i Mellemøsten, bør det intensiverede partnerskab mellem Kina og Iran give anledning til panderynker i Washington, D.C., medmindre man tilhører den kategori af politikere, der ser det fornuftige i, at USA fortsætter sin retræte fra den arabiske verden.

DANSKE beslutningstagere lider under et nærmest kronisk underskud af viden om Kina, som giver Folketinget udfordringer, når debatten handler om Danmarks og Europas placering i forhold til en fjernøstlig gigant, der om få år overhaler USA i både økonomisk volumen og teknologisk innovation.

Fra højre til venstre i folketingssalen er der brug for at tage en kvalificeret, ikkepopulistisk og uhysterisk debat om emnet: Hvad er Kinas hensigter? Kan kineserne finde på at gøre noget grimt, den dag, vi gør noget, de ikke bryder sig om?

Riot policemen arrest protesters during a rally to show support for Uighurs and their fight for human rights in Hong Kong, Sunday, Dec. 22, 2019.

Så her følger en serie bud på Kinas mål i en verden, de næppe vil dominere, men på alle tænkelige måder influere.

Rigets enhed og sammenhæng skal opretholdes. Etniske mindretalsregioner vil blive holdt i kort og stram snor. Tibetanere og uighurer tvinges til at lære sig kinesisk til perfektion. Den slags kan de allerede i Taiwan, som får brug for kreativt diplomati for at beholde det frirum, som tre årtiers vellykket demokratisering har givet dem.

BEDSTE SCENARIO for Taiwan: en forhandlet særstatus, hvor Washington og Beijing garanterer dette frirum. Alle andre, men især Japan, der havde Taiwan som koloni i 50 år, bør holde sig langt væk. Kinesisk nationalisme er en tiger, som verden gør bedst i at lade slumre.

Hongkong er om mindre end en snes år forvandlet til en lokalitet i Perleflodsdeltaet, koblet op på den større tvillingeby Shenzhen. Sidstnævnte var for 40 år siden et søvnigt fiskerleje med 40.000 indbyggere, i dag er det en metropol med 12,5 millioner indbyggere.

Kinas 14 nabolandes forhold til imperiemagten vil være karakteriseret af respekt, frygt og tilpasning i varierende grader. En reel forsvarsalliance mellem Beijing og Moskva er ved at være en realitet, og den er langt mere robust end det ideologisk betingede partnerskab, der eksisterede i det første tiår af den kolde krig.

USA’s stillehavsflåde skal om 10 til 20 år være trængt tilbage til positioner i og omkring Australien. Fremtidens krigsførelse vil til den tid have gjort store maritime enheder delvis overflødige; i stedet udkæmpes der cyberkrige, der ikke koster menneskeliv, men værdier i milliardklassen.

Rusland og Iran vil være Kinas vigtigste partnere. Det Sydkinesiske Hav vil frit kunne gennemsejles, overalt overvåget af kinesiske skibe, fly og droner. Silkevejsprojekterne vil om en snes år have gjort Centralasien og dele af det østlige Rusland til de facto kinesiske økonomiske protektorater.

I LATINAMERIKA vil de lande, der tidligere lænede sig op ad USA, følge en kurs, der ligner Tysklands i Europa: Tale høfligt til Washington, alt imens den økonomiske og teknologiske afhængighed af kinesiske virksomheder og leverancer tiltager.

Med andre ord: ikke en ny kold krig, men nok en lunken en af slagsen. Europa bliver klemt, men vil forstå at balancere.

De nye silkeveje vil gøre Euroasien til center for klodens økonomiske dynamik, og den udvikling har beslutningstagerne i Berlin, London og Paris ikke råd til at stå udenfor.

En vigtig udfordring til den tid vil være, om USA, Kina og Europa vil være i stand til at hjælpe klodens marginaliserede økonomier beliggende i den konflikthærgede arabiske verden og det plagede og udpinte Afrika.

I fremtidens pandemibekæmpelse vil Kina i kraft af sin udbredte anvendelse af overvågningsteknologi have et forspring i forhold til Vesten. Så hvem ved, det kan være, at den Søren Brostrøm-type, vi herhjemme lytter til om 10 eller 20 år, skal på studiebesøg i Beijing om omegn?

(klumme i Politiken 05.04.2021)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized | Skriv en kommentar

Råstoffer er en evig forbandelse

Udgivet den 31. marts 2021 af flemmingytzen

Grønland har ikke udsigt til at bestemme over egen fremtid.

Uanset hvad de grønlandske vælgere måtte bestemme sig for, når de har været omkring stemmeurnerne i næste uge, så er kontrollen med dette unikke samfunds fremtid ikke i inuitbefolkningens egne hænder. Forklaringerne er historiske realiteter, geografisk beliggenhed, global magtpolitik og ikke mindst råstoffer.

I årtier har vi talt om, at Grønland bør bestemme mere over egne anliggender. Derfor hjemmestyret, siden selvstyret, men indtil videre ikke noget, der ligner uafhængighed i dette begrebs klassiske forstand.

Rigsfællesskabet har været en særdeles praktisk og håndterlig ramme for den realitet, at dansk sikkerhedspolitik er uløseligt forbundet med den magtudøvelse, der til enhver tid udgår fra supermagtshovedkvarteret i Washington, D.C.

Det nye i hele den ligning er stormagternes interesser i det, der kaldes sjældne jordarter, som beskrevet her i avisen 29. marts.

Inden vi forfalder til en opfattelse af, at USA vil bestemme det meste, skal det for god ordens skyld pointeres, at det langtfra kun er amerikanske virksomheder, der har kastet sultne blikke på de grønlandske råstoffer. Ud af de 41 selskaber, der har licens til at eftersøge, udvinde og anvende råstoffer i Grønland, er de 27 hjemmehørende i Storbritannien, Canada og Australien.

Geografiens og befolkningstæthedens ugunst gør, at Grønland ikke kommer til at lære af hverken Dubai, Singapore eller Australien. Vi taler om et samfund med et areal, der er 6 gange Tysklands, 98 procent af rigsfællesskabet og et indbyggertal på niveau med en mellemstor syddansk provinsbys. Ikke just betingelser, der definerer opskriften på et udviklingsmirakel.

Hvad angår stormagternes voksende interesse for de mineraler, vi kalder sjældne jordarter, så er kapløbet logisk nok. EU-chef Ursula von der Leyen har absolut ret i, at Kinas dominans på området ikke er ønskelig. Der er stærkt brug for en international regulering af disse mineraler i stil med klimapolitikken.

Men uanset hvor dette opgør lander, bliver det skidt for grønlænderne og deres fremtid. Sagt brutalt bliver den grønlandske økonomi i stigende grad ’afrikaniseret’: med en voksende afhængighed både af multinationale virksomheders engagement og af milliardstore bloktilskud fra København, der skal holde infrastrukturen kørende.

VI KENDER DET i udviklingsteorien som råstoffernes forbandelse: at et samfund, der henter kilderne til vækst op af jorden eller havbunden, forsømmer at udvikle de ressourcer, der ligger i befolkningens hjerner. Fænomenet har en nærmest epidemisk karakter i en række afrikanske og arabiske samfund og er den sikre vej til kronisk stagnation. Også stakkels Venezuela hører til i denne triste kategori.

De sjældne jordarter er en nøgle til fremstilling af ikke bare våben, flyvemaskiner, missiler og computere, men også af en række af de teknologier, der er helt afgørende i den grønne omstilling af industriproduktion. Det er en bidende ironisk pointe i den aktuelle debat, at amerikanske virksomheder for et par årtier siden udliciterede fremstillingen af de sjældne jordartsmetaller til Kina.

Under den kolde krig hørte vi nærmest intet om disse metaller, men selvklart var der også dengang interesse for dem. Her et selvoplevet eksempel fra fjendens lejr:

I 2016 besøgte jeg den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, og det lykkedes mig at komme indenfor i den ambassadebygning, der indtil 1990 havde været diplomatisk repræsentation for det kommunistiske Østtyskland (DDR), en af Nordkoreas vigtigste allierede. I dag huser bygningen ambassader for tre vestlige lande, blandt dem den tyske forbundsrepublik.

Frem til lukningen af den østtyske ambassade bestod bemandingen af ca. 90 udsendte, fik jeg hvisket i øret. De ca. 80 af dem var angiveligt geologer. Hvad de fik tiden til at gå med i Nordkorea? At lede efter sjældne jordarter til brug for en af de strategisk vigtigste industrier i Østtyskland: våbenproduktion.

Da DDR blev fortid, kunne de østtyske diplomatgeologer vende hjem til et forenet Tyskland, hvor den militære efterretningstjeneste utvivlsomt har set en stor nytteværdi i de kort over Nordkoreas mineralforekomster, som de lå inde med.

Sjældne jordarter eller ej, tiden er inde til at glemme illusioner om selvstændighed i den nordlige del af nutidens rigsfællesskab. Der bør hænge tre flag på regeringsbygningerne i Nuuk: det grønlandske, Stars and Stripes og Dannebrog. Side om side.

Så vil symbolikken passe til virkeligheden.

(klumme i Politiken 01.04.2021)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar