Omfavnet til døde af generaler

Udgivet den 15. december 2019 af flemmingytzen

 

Demokratiforkæmperen Suu Kyi forvandlet til nationalpopulist.

FORKÆMPER for demokrati og frihedsrettigheder i to årtier, apologet for et undertrykkende militærstyre i et andet. Hvordan kan det rationelt forklares, at den uden sammenligning mest populære politiker i Myanmar, det tidligere Burma, Aung San Suu Kyi, har gennemgået denne forvandling?

Ingen med bare et minimum af indsigt i tilstanden i Myanmar kan være i tvivl om, at den folkelige opbakning bag den gådefulde 74-årige kvinde er massiv hos landets buddhistiske befolkningsflertal. Uden at kunne bruge titlen er hun landets præsident, men forfatningen lægger så store begrænsninger på hende og det parti, hun repræsenterer, at kun prædikatet kransekagefigur giver mening.

Alligevel valgte hun at tage hele vejen fra Yangon til Haag for at forsvare sit land og dermed de generaler, der gennem et halvt århundrede kørte Myanmar økonomisk i sænk.

Mere end 15 år i husarrest og tildelingen af Nobels Fredspris i 1991 har givet hende en ikonstatus, som hun tabte, da militæret for et par år siden gennemførte en massiv etnisk udrensning af det muslimske mindretal, der kendes under betegnelsen rohingyaer. Tusinder omkom, andre tusinder blev lemlæstet. Tre kvart million rohingyaer sidder i dag i primitive lejre i Bangladesh, mens Myanmars myndigheder enten benægter eller bortforklarer.

Nærlæser man de forklaringer, som Suu Kyi gav under høringen ved Den Internationale Domstol i Haag i sidste uge, står indtrykket tilbage af en stålsat nationalpopulist, der kæmper for sin nations buddhistiske identitet.

TALEN ER på ca. 3400 ord. Det fremgår tidligt i teksten, at Myanmars regering – berømt dame omgivet og kontrolleret af generaler – har skaffet sig den nødvendige folkeretsjuridiske ekspertise, da teksten skulle forfattes.

Der indledes med en konstatering af, at datidens Burma underskrev FN’s folkedrabskonvention i 1949 og ratificerede dokumentet i 1956. Herefter pointeres, at selvsamme konvention ikke fandt anvendelse, da både tribunalet for det tidligere Jugoslavien og Haag-domstolen tog stilling til fordrivelsen af den serbiske befolkning fra Kroatien i 1995, angiveligt fordi der i denne konkrete konflikt på Balkan ikke var tale om en påvist hensigt om at ’fysisk ødelægge’ en bestemt befolkningsgruppe.

Myanmar-regeringen forsøger hermed at finde et eksempel på præcedens, der kan tjene til at underbygge den sag, som er blevet rejst af det vestafrikanske land Gambia på vegne af 57 muslimske lande.

Det centrale argument i forsvarstalen refererer til en langvarig væbnet konflikt mellem Arakan-hæren, en buddhistisk partisangruppe, som angiveligt tæller flere end 5.000 medlemmer, og regeringshæren (Arakan er det gamle navn for Rakhine). »Denne konflikt har ført til fordrivelse af tusinder af civile i Rakhine«, lød Suu Kyis udsagn herefter.

Hvorledes en sagesløs og ludfattig muslimsk befolkningsgruppe kan være blevet klemt i et opgør mellem buddhistiske partisaner og regeringsstyrker står hen i det uvisse.

Defensoratet nævner herefter en hændelse, der fandt sted 9. oktober 2016, hvor ca. 400 partisaner fra gruppen Arakan Rohingya Salvation Army (Arsa) angreb tre grænseposter langs Rakhines grænse til Bangladesh. Ni grænsebetjente blev dræbt, og Arsa tog ansvaret.

ARSA HAR tidligere kaldt sig Harakah al-Yaqin, der betyder ’bevægelsen for tro’. Gruppens åndelige vejleder er ifølge efterretningskilder Abdus Quadoos Burmi, en af de tusinder af rohingyaer, der bor i Karachi, Pakistan. Bursi har optrådt på videoklip på sociale medier med opfordringer til at indlede en hellig krig i Myanmar.

Suu Kyi og hendes generaler har derfor en pointe, men kun en lille en. Den overskygges totalt af den massive dokumentation, der demonstrerer overgrebene. Hendes henvisninger til undersøgelser foretaget af en uafhængig kommission (ledet af fhv. generalsekretær Kofi Annan) og til, at Myanmar har sit eget militære retssystem, klinger hult.

I knap to årtier var Aung San Suu Kyi generalernes fysiske gidsel. I dag er hun deres politiske gidsel, mens det engang så lovende land i dag er indlejret i Kinas interessesfære. Det kludetæppe af etniske spændinger, der har hærget samfundet siden uafhængigheden, er uløst.

Tilstanden er et resultat af, at den militære elite gik fra at isolere hende til at omfavne hende. Danmark og EU, der har satte store forhåbninger til det, der engang lignede en demokratisering, står nu med en uhyggelig svær udfordring: Kan man hjælpe en lille million rohingyaer, de fleste af dem i Bangladesh, og samtidig gøre en positiv forskel for millioner af andre fattige individer i Myanmar?

(klumme i Politiken 16.12.2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Corbyns socialisme er en umulighed

Udgivet den 12. december 2019 af flemmingytzen
En mand af fortiden er uegnet til håndtering af fremtiden.
Hvilken slags socialist er lederen af Labour, Jeremy Corbyn? Har han en samfundsvision, der kan vise den troværdige vej for Storbritannien gennem et europæisk politisk landskab, der er fyldt med minefelter?

Som valgkampen har demonstreret, forsøger hans parti at opnå det umulige: at forlade Den Europæiske Union, men samtidig bevare de fordele, der knytter sig til et fælles marked og en toldunion. Ifølge eget udsagn stemte han i sin tid for forbliven, men tvetydigheden i hans valgkampretorik peger i retning af, at han som den mulige kommende premierminister vil forsøge sig med en anderledes aftale om tilknytning til Bruxelles; en, der på samme gang vil imødekomme brexiteers, skeptikere og proeuropæere. Vil man bedre forstå, hvilken slags venstreorienteret partileder Corbyn er, hjælper det at se på hans helt store forbillede i årtier, den legendariske Tony Benn, der var en prominent skikkelse i Labour gennem 1970’erne og 80’erne.

Tony Benn, der døde som 88-årig i 2014, blev et sjældent politisk fænomen: Jo flere ministerposter han prøvede at have, jo mere drejede han ideologisk til venstre. Som industriminister i 1970’erne formåede han både at gennemføre lønstigninger i den offentlige sektor og bane vejen for arbejderkooperationer i lukningstruede virksomheder, indtil han som energiminister i 1975 stillede sig i spidsen for den nejkampagne, der tabte ved afstemningen om Storbritanniens forbliven i EU. Af hans offentliggjorte dagbøger fremgår (oktober 1977), at han afskyede datidens Europæiske Fællesmarked, som han beskrev som bureaukratisk, centraliseret og domineret af Tyskland. En karakteristik, som også huskes anvendt af politikere på den danske venstrefløj i samme periode.

I nutiden er Jeremy Corbyns retorik mere forsigtig; tydeligvis fordi han er klar over, at mange yngre Labour-vælgere ser flere muligheder end forhindringer i Storbritanniens fortsatte relation til EU.

BRITISKE historikere er over en bred front enige om de betydelige ligheder mellem Corbyn og Benn, ikke mindst når det gælder synet på statens rolle. Dens politik kan indrettes så tilpas sofistikeret, at man får, hvad ortodokse marxister anser for en umulighed: at en liberal demokratisk samfundsindretning kan gøres socialistisk, hvis vælgerne er tilstrækkelig mobiliserede til at kunne modstå de negative virkninger af den liberale kapitalistiske markedsøkonomi, herunder privatiseringer, som har præget britisk og europæisk politik siden Margaret Thatchers borgerlige revolution i 1980’erne.

Corbyns EU-tvetydighed skal forstås i netop dette perspektiv: at selve EU-institutionerne stiller sig i vejen for, at en fremtidig Labour-regering kan rulle årtiers konservative økonomiske politik tilbage i historiebøgerne, uagtet at Tony Blairs linje langt hen ad vejen gik i samme retning. Med andre ord kan vi med en sejr til Labour forvente et program for renationalisering af betydelige sektorer i den britiske økonomi: jernbanenettet, energisektoren, postvæsnet og vandforsyningen.

Målt på danske standarder kan Corbyn derfor karakteriseres som en politiker, der forsøger at fusionere synspunkter fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Vi skal en tur tilbage til de gode gamle dage under Fællesmarkedet, kan man sige: Markedet har vi alle gavn af, men politisk kontrol og ansvar hører en helt anden verden til.

Her vil den britiske befolkning blive stillet over for uhåndterlige dilemmaer, fordi nutidens EU er en ganske anden størrelse end datidens EF. Levede Storbritannien måske i et lykkeland, før unionen blev en realitet?

HVIS MAN ønsker en indsigt i tilstanden dengang, anbefales her udvalgte afsnit af den formidable Netflix-serie ’The Crown’. Beskrivelserne af Storbritanniens samfundsøkonomiske tilstand under Labour-lederen Harold Wilson og hans konservative efterfølger Edward Heath minder os om, hvor nødlidende den britiske økonomi var dengang: fra opturen under de brølende 1960’ere med beatlemania til krisedevaluering og hyperinflation i midt-1970’erne inklusive destruktive strejkebølger og en drænet statskasse.

Ej at forglemme udenrigspolitikken: Her skal lige mindes om, at Jeremy Corbyn i 2012 forfattede en aviskronik med overskriften ’På tide at afvikle Nato’, en organisation, han beskrev som et »instrument for koldkrigsmanipulation«. Dette udsyn på verdens sikkerhedspolitiske tilstand fulgte han i 2014 op med en tale, hvor Nato blev betegnet som et redskab til at sikre olieforsyning til energiselskaberne. Og krigen i Ukraine? Jo, den skyldtes jo Nato’s udvidelser østover, lød det fra den mangeårige støtte af Cuba Solidarity Campaign.

Hverken Storbritannien eller det øvrige Europa har råd til, at et af de største og vigtigste Nato-medlemmer ledes af denne verdensfjerne socialist.

(klumme i Politiken 12.12.2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Trumps vrede er USA’s nødråb

Udgivet den 2. december 2019 af flemmingytzen

Amerika vinder ikke giganternes økonomiske opgør.

OPGØRET om Hongkongs politiske fremtid udspiller sig på et bagtæppe af en langt mere skelsættende konflikt om verdens indretning: den amerikansk-kinesiske handelskrig.

Det mest paradoksale ved dramatikken i dette hjørne af verden er den stabilitet, der karakteriserer udviklingen omkring de to globalt mest højprofilerede kinesiske virksomheder: Alibaba og Huawei.

Huawei er udset til at udgøre en strategisk risiko af amerikanske myndigheder, der har afskåret den kinesiske it-gigant fra adgang til vigtige teknologileverancer fra USA. Alligevel sejler Huawei fortsat i smult vande: Firmaets aktie handles som forventet, og alle tal peger den rigtige vej. Indtjeningen i tredje kvartal steg med hele 27 procent, rapporterer finansmedier. Tidligere på måneden meldte Huaweis ledelse sine ansatte, at den uddeler en bonus på to milliarder yuan (ca. 1,92 mia. kr.) til sine anslået 190.000 ansatte, angiveligt som belønning for, at det er lykkedes virksomheden at afvikle afhængigheden af amerikanske leverancer ved at vinde adgang andre steder på kloden.

TILSYNELADENDE uantastet opretholder Huawei sin status som klodens største producent af telekommunikationsudstyr og næststørste leverandør af smartphones. I realiteten har de amerikanske boykotbestræbelser været en velsignelse i forklædning.

Huaweis hovedkvarter er placeret i Hongkongs tvillingeby Shenzhen; for 40 år siden et provinsielt fiskeri- og landbrugssamfund med få tusinde indbyggere, i dag en dynamisk metropol med 14 millioner indbyggere. Kinas planer om at lade Shenzhen opsluge Hongkong i løbet af få årtier giver derfor mening, hvis man alene anlægger økonomiske kriterier.

Spørgsmålet er herefter, om præsident Trump vil gøre brug af de sanktionsmuligheder, som den nylige vedtagelse i Kongressen giver ham mulighed for: at straffe den del af Hongkongs embedsværk, der angiveligt overtræder menneskerettighederne. Med en person som Trump i sadlen forekommer det ikke sandsynligt. Selv hvis hans efterfølger skulle forsøge at gøre brug af loven, vil den kun have symbolsk effekt. For USA taber i disse måneder magt og indflydelse i et hidtil uset tempo.

Trumps opsigelse af multilaterale aftaler inden for både handel og våbenkontrol har betydet, at vigtige alliancepartnere nu begynder at vende blikket mod øst. Det har allerede fået ret dramatiske konsekvenser i et af Kinas nærområder, hvor USA historisk har spillet en hovedrolle.

På en regional sikkerhedskonference i Thailand midt i sidste måned enedes forsvarsministrene fra Sydkorea og Kina om at udbygge forbindelserne for at fremme stabiliteten på den koreanske halvø. Læs: Trump er ingen vegne kommet i sine forsøg på at håndtere Østasiens altoverskyggende sikkerhedsudfordring: Nordkoreas atompotentiale.

SYDKOREAS SYV årtier lange allianceforhold til USA har aldrig været så anstrengt som lige nu: Trump har krævet en kraftig forøgelse af det beløb, som regeringen i Seoul skal betale USA for stationeringen af 28.500 soldater på baser i Sydkorea. Washingtons ’faktura’ for 2019 lød på 923 millioner dollars; Trump vil for 2020 kræve 5 milliarder dollars.

Sydkoreanske parlamentarikere er i oprør og taler nu i direkte vendinger om, at alliancen er på vej til at falde fra hinanden. Korea Times skriver på lederplads, at præsident Trump betragter den amerikansk-sydkoreanske alliance som et forretningsforehavende, han skal tjene penge på. Det er derfor af bitter nødvendighed, at regeringen i Seoul udbygger relationerne til Beijing.

Advarsel: USA’s allierede i Europa risikerer snart at skulle forholde sig til dilemmaer svarende til Sydkoreas. Trump-regeringens foragt for de multilaterale styringsredskaber for international orden har sendt USA ud i en global retræte., hvor handelsaftalerne med Østasien og nedrustningsaftalerne for Europa er de største ofre for Trumps impulsive og uovervejede regeringsførelse. Mexico har indtil nu ikke betalt en eneste dollar for det hegn, der opføres langs den amerikanske sydgrænse. Putin har fået frie hænder til at gøre, hvad der passer ham, i Syrien, Nordkoreas Kim har fået en de facto-status som atomar magt.

USA’s allierede i Europa er derfor bedst tjent med, at USA og Kina lander en handelspolitisk aftale, der kan stabilisere den globale økonomi og helst på denne side af den amerikanske valgkamp.

Den store usikkerhedsfaktor består i, at selv hvis Trump taber valget om et år, risikerer verden en afløser, der mener stort set det samme som ham. Trump-isme også uden Donald vil være afslutningen på det USA, vi kendte.

(klumme i Politiken 2.12.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Kinas stålnæver i arbejdshandsker

Udgivet den 28. november 2019 af flemmingytzen

Surprise. Kinesisk militær gjorde en forskel i Hongkong.

Pludselig indtraf der en overraskende drejning i Hongkong. På et tidspunkt, da tilstanden så allermest dramatisk ud. Mange havde forventet, at det kinesiske militær ville rulle ind og gøre kort proces over for de aktivister, der med benzinbomber og brosten havde bragt sig i en selvmorderisk position.

Hvor blev det store blodbad lige af?

Fem til seks snese kinesiske soldater indfandt sig på Hongkongs gader, iført arbejdshandsker, sorte shorts, T-shirts og udrustet med koste, spande og skovle. De begyndte at rydde op, så trafikken kunne normaliseres.

Videoklip afslørede tilhørsforholdet, da de viste, hvad der stod med småt på holdets beklædningsstykker: specialstyrker. Tilmed af den særlige kaliber, som er trænede i at identificere terrorister og fjerne dem. Men ingen indtrængende regeringssoldater i kamuflagefarvede uniformer og udstyret med automatvåben skød løs i metropolen Hongkong. Regionens miniforfatning giver Kinas væbnede styrker retten til en udstationering, men soldaterne i Folkets Befrielseshærs Hongkong-garrison kan kun tilkaldes på foranledning af lokalregeringen. Det er tidligere sket, når regionen har været ramt af oversvømmelser.

ARBEJDSTØJ eller kampuniformer repræsenterer forskellen på blød og hård magt. Denne gang gik den bløde forrest med den underforståede trussel om at sætte ind med skarpe redskaber, hvis de sidste hårde aktivister modsatte sig anholdelse.

Hvis demokratibevægelsen for flere uger siden havde organiseret oprydningshold af den slags, som i stedet blev stillet til rådighed af Folkets Befrielseshær, havde billedet været et andet. Nu vil konfliktens tilstand blive målt på politiets og domstolenes håndtering af de individer, der er arresteret for at have forulempet embedsmænd i funktion og vandaliseret regeringsbygninger og anden offentlig ejendom.

Kinesisk strategisk tænkning opererer med krigsførelse på tre niveauer: bearbejdelse af den offentlige opinion, psykologisk krigsførelse mod modstanderne og juridiske redskaber for at normalisere samfundstilstanden.

Indsættelsen af elitesoldater i shorts og T-shirts repræsenterer en raffineret kombination af alle tre.

MANGE har følt sig fristet til at drage sammenligninger til konfrontationerne i Beijing i de tidlige junidage i 1989: den blodige nedkæmpelse af en studenterledet bevægelse, der krævede bedre og friere livsmuligheder og en mere ansvarlig regeringsførelse.

Har den nye generation af kinesiske ledere taget ved lære af de bitre og dystre erfaringer fra dengang? Svarene må afhænge af graden af indsigt i kinesisk magtudøvelse. 30 år efter den største tragedie i nyere kinesisk historie er landet i dag langt mere sofistikeret. Skarp ammunition er afløst af tåregas, og overvågningsteknologi er nu kommunistpartiets vigtigste redskab for at opnå lovlydighed blandt borgerne, der er forudsætningen for stabilitet og udvikling.

Kongresvedtagelsen i Washington om en årlig evaluering af den demokratiske tilstand i Hongkong kan komplicere Beijings og Washingtons bestræbelser på at opnå et kompromis i de to giganters handelskrig. Bekymringen blandt Hongkongs prodemokrater er indlysende nok, at præsident Trump ofrer dem for at kunne lande et forlig med Xi Jinping.

For selvfølgelig er aktivisternes kamp retfærdig, men den hårde kernes voldelige metoder har foræret Beijing argumentet for yderligere pres.

BESINDIGHEDEN bør nu indfinde sig hos både Beijing-loyale kræfter og demokratibevægelsen og dens støtter i lokalparlamentet. Der er brug for møder med dialogkaffe for at definere den fælles platform for krav og lovinitiativer til styrkelse af de frihedsrettigheder, der gør Hongkong forskellig fra resten af Kina.

Indtil det sker, vil det være gavnligt med en erkendelse i omverdenen af, at uden Kinas økonomi reduceres Hongkong til det, byen var engang: en handelsstation. Lad os lige minde om, at Hongkong aldrig var et demokrati under det britiske styre. Men meningsdannelsen var relativt fri, civilsamfundet rummeligt og juraen anstændig.

Første lakmusprøve herfra kommer til at stå i retssystemet. Ingen skal forvente, at aktivistbevægelsens krav om straffrihed imødekommes. Hvis verden udenfor vil hjælpe, kan der startes indsamlinger til dækning af de advokatudgifter, som de tiltalte får brug for.

Hellere retshjælp til Hongkong end nødhjælp.

(klumme i Politiken 28.11.2019)

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Silkevejene gør Rusland til en lilleput

Udgivet den 18. november 2019 af flemmingytzen
Tektonisk forskydning i de globale magtrelationer. 

TIDLIGERE I år gav regeringen i Moskva grønt lys for opførelsen af en 2.000 kilometer lang firesporet motorvej, der vil forbinde Ruslands to naboer i øst og vest Kasakhstan og Hviderusland. Denne transportkorridor vil supplere den nu fem år gamle 13.000 kilometer lange jernbaneforbindelse, der gør det muligt at levere togcontainere fra Shanghai til Madrid og undervejs til andre europæiske hovedstæder.

Dette kompleks er en del af Kinas ambitiøse og omstridte silkevejsprojekt, der skaber nye økonomiske dynamikker på det euroasiatiske dobbeltkontinent, og som stiller EU over for gigantiske udfordringer. USA er helt ude af denne ligning, der afgørende vil definere fremtidens globale økonomi.

Hviderusland er i større omfang end forventet blevet Kinas port til Europa, hvilket utvivlsomt har skabt frustrationer i Moskva, der for en lille snes år siden forsøgte at trække store japanske virksomheder til at bruge Ruslands transsibiriske toglinjer uden om Kina. Det viste sig at være en forgæves bestræbelse. Togstammerne rystede så meget, at der skete skade på containerne.

Siden lykkedes det de kinesiske transportmyndigheder med en bedre teknologi at forbinde Chongqing i det centrale Kina med Tyskland via Kasakhstan, Rusland, Hviderusland og Polen. En voksende strøm af kinesisk producerede varer flyder nu ind i Europa ad denne linje. Hvilket er med til at forklare, hvorfor forbundskansler Angela Merkel i sidste uge afviste de amerikanske forsøg på at blokere for den kinesiske telegigant Huaweis bud på 5G-licenserne på det tyske telemarked.

DE TEKTONISKE plader rykker sig på ny; Rusland marginaliseres yderligere i den netværksøkonomi, der er ved at definere en forandret økonomisk verdensorden. Da den kinesiske leder, Xi Jinping, i sommer besøgte Moskva, indgik parterne hele 30 økonomiske aftaler, herunder også én med Huawei, der nu bliver førende i udbygningen af Ruslands 5G-netværk.

Europas kernelande er allerede gået om bord i Kinas økonomiske eksprestog. Da den franske præsident, Macron, i starten af måneden besøgte Kina, indgik parterne aftaler til en samlet volumen af 15 milliarder euro.

Frankrig og Kina skal fremover samarbejde tæt om udviklingen af alle tænkelige energiformer, inklusive kernekraft og fossil energi. Flyproducenten Airbus intensiverer sine investeringer hos kinesiske leverandører, i særlig grad i den videre udvikling af selskabets flagskib, A350.

Storbritannien har længe været langt den største modtager af kinesiske strategiske investeringer i Europa (energi- og infrastruktur), men med det kaos, der aktuelt tegner sig for briterne, kappes franske og tyske beslutningstagere nu om at tage konkurrencen op med finansgiganterne i City of London.

Bag den officielle retorik i Moskva nager bekymringen og et voksende mindreværdskompleks. Det russiske nationalprodukt er nu mindre end en ottendedel af det kinesiske. Ifølge forskningsinstituttet Sipri i Stockholm er det russiske militærbudget nu nede på en fjerdedel af det kinesiske.

Den russiske eksport til Kina? Olie, gas, mineraler og arbejdskraft. Det er konturerne af et tredjeverdensland, vi ser her.

EU har som bekendt iværksat sanktioner mod Rusland. Disse bidrager til at forøge Moskvas afhængighed af Kina. Men præsident Putin og hans generaler betragter stadig Centralasien som tilhørende Ruslands interessesfære. Hverken EU eller et USA, der under Trumps forsøg på ledelse i stigende grad er politisk dysfunktionelt, kan redde Putin ud af en klemt og ydmygende tilstand.

SÅ HVORDAN har den russiske selvforståelse det? Interesserede bør læse den kommentar, som Putins altid velformulerede udenrigsminister, Sergej Lavrov, publicerede i flere internationale medier forud for sidste uges topmøde i Brasilien for medlemmerne af Briks-landegruppen (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika).

Lavrov advarede her mod forsøgene på at afskaffe det internationale system, etableret i 1945 med FN-charteret af de allierede sejrsmagter, og erstatte dette med »nye regler, opfundet i små hemmelige grupper, som derefter påtvinges resten af verden, når den politiske situation inviterer til det«.

Lavrovs pointe er her, at USA ikke har ret til at kritisere den russiske adfærd i Georgien og Ukraine, når USA selv har ladet hånt om folkeretten gennem talrige militære interventioner på flere kontinenter, osv.

’Små hemmelige grupper’ var et prædikat, der især blev brugt om det neokonservative kleresi, der foranstaltede den katastrofale og fejltænkte invasion af Irak i 2003. Men mon ikke også Sergej Lavrov har nutidens Kina i tankerne. Kinas silkeveje er ved at lægge det russiske rige fladt ned.

(klumme i Politiken 18.11.2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Vi glæder os til et (radio)aktivt OL-år

Udgivet den 14. november 2019 af flemmingytzen
Der flyder giftige dråber i det olympiske bæger.

2020 BLIVER et stort år for alle sportsinteresserede. Ikke mindst når vi kommer hen til 24. juli, og tæppet går op for de olympiske sommerlege, nr. 32 i rækken, hvor værtsnationen denne gang er Japan. Det er ikke første gang, at Tokyo lægger faciliteter til; det skete også i 1964, og vi er nogle, der har alderen til at huske de kornede transmissioner på datidens sort-hvide fjernsynsskærme.

Kun nogle få historienørder er klar over, at Tokyo stod til at blive olympisk værtsnation i sommeren 1940, men valgte at aflyse, da nationen havde andre prioriteringer: imperialistisk krigsførelse i Kina påbegyndt i 1937. De olympiske beslutningstagere valgte herefter at tildele værtskabet til den finske hovedstad Helsinki. Også her blev der tale om en aflysning på grund af Anden Verdenskrigs udbrud. Siden blev finnerne værter i 1952, og japanerne måtte vente på bedre tider.

OL i Tokyo i 1964 blev et internationalt gennembrud for alt det, vi siden kom til at kende japanerne og deres knowhow for. Verden blev præsenteret for den japanske transportsektor (den første Toyota kom på det danske marked året forinden). Frem for alt gjorde det indtryk i vores del af verden at se billeder af de japanske højhastighedstog, Shinkansen.

I mange efterfølgende år stod Japan i en førerposition som klodens teknologisk mest avancerede land. Men måske er den epoke allerede forbi. Toyota, Nissan, Honda m.fl. kører jo af samlebåndene i Europa, Nordamerika, Sydøstasien og andre steder.

MEGET VAND ER løbet i verdenshavene siden, og lige nu er den skræmmende problemstilling i farvandene omkring det nordøstasiatiske ørige, at man risikerer radioaktiv forurening. Kilden til denne potentielle ulykke er det havari, der i marts 2011 ramte Fukushima-atomkraftværket i det nordøstlige Japan.

I omegnen af 154.000 indbyggere i regionen omkring det ulykkesramte kraftværk blev evakueret, og der skete en ikke ubetydelig forurening med radioaktivt vand fra de forulykkede reaktorer. Men de forurenede vandmasser er gået ud i Stillehavet, ikke ned i grundvandet i det omkringliggende bysamfund, har verden og japanerne fået at vide.

Selv det højteknologiske og supereffektive Japan har tilsyneladende endnu ikke kunnet levere en acceptabel løsning på nationens største klima- og miljøpolitiske udfordring i moderne tid.

Energiselskabet Tepco, der ejer Fukushima-værket, har forklaret, at dets teknikere har sikret opbevaringen af én million tons radioaktivt forurenet vand, fordelt på næsten 1.000 tanke, alle er opstillet i området omkring Fukushima Daiichi. For nylig har Tepcos ledelse advaret om, at man snart løber tør for opbevaringskapacitet. Eneste løsning, som sagerne står, er at lukke det forurenede vand ud i havet, lød det på en nylig pressekonference i Tokyo.

Udledningen skal i givet fald ske i så udtyndede mængder, at det vil tage 17 år at få tømt disse opbevaringstanke. Det har været budskabet fra et land, som ellers bedre end de fleste andre burde have de økonomiske og teknologiske kræfter til at håndtere en sådan opgave.

Sagen har forgiftet det i forvejen bundfrosne forhold til Japans vigtigste nabo, Sydkorea. Koreanerne har allerede lanceret planer for, hvorledes deres atleter kun vil få bragt fødevarer fra et koreansk kontrolleret cateringfirma. Ydermere har den koreanske OL-komité meldt ud, at den vil anmode internationale miljøorganisationer som Greenpeace om at få uafhængig adgang til at måle bestrålingsniveauet i og omkring de lokaliteter, hvor konkurrencerne skal gennemføres.

De japanske myndigheder har allerede anvendt et beløb svarende til mere end 200 millioner kroner på at bygge en særlig undergrundsmur omkring Fukushima, der skal hindre grundvandet i at trænge ind til de tre ødelagte reaktorbygninger. Eksperter strides om, hvorvidt denne foranstaltning vil vise sig at være tilstrækkelig. De lokale myndigheder i Fukushima har sat mange ressourcer ind på at sikre, at de fødevarer, der produceres i regionen, er sikre nok til at kunne gå ud i distribution.

TIDLIGERE HAR verden oplevet, hvorledes en så stor begivenhed som et OL blev genstand for politisering fra flere sider. Det blev ikke mindst tilfældet, da sommerlegene blev afviklet i den kinesiske hovedstad Beijing i 2008, og da vinterlegene i 2014 blev afholdt i den russiske by Sotji.

I tilfældet Japan har diskussionen om sport og politik fået en ny dimension: miljøsikkerhed. Hvis ikke Japan magter at levere løsningen, hvem kan så?

(klumme i Politiken 14.11.2019)

Udgivet i Globalt, Japan, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Hvem vinder i Hongkongs Rabalderstræde?

Udgivet den 3. november 2019 af flemmingytzen
Med stiltiende støtte fra Vesten trækker Beijing det længste strå. 

HVEM BLIVER vindere, og hvem er taberne i det langvarige oprør i Hongkongs udgave af Rabalderstræde? En del af svarene får vi, når den selvstyrende kinesiske region afholder lokalvalg 24. november. Udfaldet vil give en indikation af, hvorvidt Hongkong vil være politisk rustet til at kunne bevare den særstatus, som regionen fik efter forhandlingerne mellem kolonimagten Storbritannien og styret i Beijing for 35 år siden.

Seneste markante udvikling er, at myndighederne har afskåret den mest kendte talsperson for aktivisterne, Joshua Wong, 23, fra at stille op til en plads i det parlament, som giver Hongkong en form for lokalt selvstyre, om end valgsystemet ikke er demokratisk efter europæiske standarder.

BEGRUNDELSEN FOR at forbyde Joshua Wong at stille op er, at han angiveligt går ind for regionens løsrivelse fra Kina. Den unge aktivist, der også spillede en prominent rolle under protestbølgen i 2014, har været forbi Washington for at få Kongressens støtte; en handling, som Beijing snildt ville kunne stemple som landsforræderi. Foreløbig har myndighederne i Hongkong meldt ud, at hvis det kommer til nye voldshandlinger, vil valgene blive aflyst.

Donald Trump, der stiler mod et stort handelskompromis med Kina, er tavs om Hongkong. Vicepræsident Mike Pence leverer retorisk støtte, men mere bliver det ikke til. Fra Bruxelles og andre europæiske hovedstæder er der enten tavshed eller bortforklarende almindeligheder.

Bundlinjen i det store politiske regnestykke er, at ingen vestlig eller asiatisk regering af betydning vil vove at støtte op om en bevægelse, der forbindes med vandalisme og anarki i en af Asiens metropoler. Da tv-billederne af smadrede butiks- og kontorruder og flammende bål ved indgangene til Hongkongs metrosystem gik viralt, tabte aktivisterne kampen om den globale opinion.

Den interne skillelinje i Hongkong er også et generationsopgør og handler om, hvorvidt regionen får lov at udvikle en identitet forskellig fra det kinesiske fastland. Med tanke på deltagertallet for demonstranterne har omfanget af voldsniveauet været behersket –mange af aktivisternes sympatisører i Vesten havde utvivlsomt gerne set masser af blod i gaderne.

Fremtiden for Hongkong er for længst afgjort: Beijing sælger ikke ud af suveræniteten eller andre kerneinteresser; spørgsmålet er i stedet, om Hongkong kan forblive det eksperimentarium for en fredelig udvikling af civilsamfund, relativ ytringsfrihed og demokratisk deltagelse, som har været tilstanden siden tilbageleveringen fra Storbritannien til Kina i 1997.

Her er det værd at minde om, at den faktor, der udløste protesterne tidligere i år – lovforslaget om udlevering af mistænkte til de fastlandskinesiske myndigheder – er endt med en sejr til aktivisterne. Skulle de så ikke bare været gået hjem og have holdt en stor fest?

Dynamikken i de globale sociale medier i kombination med udbredte forestillinger om prodemokratiske oprør mod en magtfuldkommen fjern elite (in casu Beijing) gør den nødvendige pragmatisme til en umulighed.

Ligheden med aktuelle sociale oprør på andre kontinenter, f.eks. i Chile, er slående, men uanset om folk demonstrerer mod folkevalgte regeringer eller autokratiske regimer, er udfordringen den samme: Bag regeringskontorerne styrer de finansielle-bureaukratiske eliter, som er globaliseringens reelle herskere: Mark Zuckerberg, Google-kleresiet og multinationale finansmiljøer er de facto allierede med Xi Jinpings hær af anonyme teknokrater. Gæt engang, hvem der trækker det længste strå .

HISTORIESKRIVNINGEN BØR minde om, hvad Beijing foreslog Hongkongs demokratiaktivister tilbage i august 2014, da den såkaldte paraplybevægelse fyldte gaderne og blev mødt med vandkanoner. Regionen kunne dengang have fået en valgordning, baseret på at alle vælgere kunne få lov til at stemme om sammensætningen af lokalparlamentet. Men Beijing skulle forhåndsgodkende samtlige kandidater til de 1.200 pladser i valgkollegiet – selvfølgelig for at holde fortalere for løsrivelse ude.

Målt på demokratiske standarder ville dette have været en markant forbedring i forhold til de gældende tilstande. Aktivisterne sagde nej og indledte en besættelse af flere bydele. En historisk mulighed blev forpasset. Havde de protesterende sagt ja til Beijing dengang, ville de have haft en enestående platform for fremtidige udvidelser af valgsystemet.

Hongkongs fremtid er for længst afgjort. Nu venter vi kun på detaljerne i den storstilede udviklingsplan, der inden 2047 gør Hongkong til en forstad til nabobyen Shenzhen. Som så ofte tidligere leverer Beijing økonomiske svar på politiske udfordringer.

(klumme i Politiken 4. november 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | 3 kommentarer

Nekrolog: Pax Americana

Udgivet den 30. oktober 2019 af flemmingytzen

Ingen anden stormagt kan fylde Pentagons støvler ud.

Aldrig så snart har den amerikanske præsident meddelt, at USA trækker sine styrker ud af det nordlige Syrien, før det lykkes supermagten at få ram på lederen af Islamisk Stat. Har vi netop oplevet et drømmescenario for Donald Trump og en reel kickstart af hans valgkamp det kommende års tid?

Sådan kan eftertidens krønikeskrivere vælge at omtale disse hektiske efterårsdøgn. Men den reelle tilstand er snarere, at Trump som vanligt vælger at italesætte et aktuelt drama på en måde, der overskygger en dybereliggende realitet.

Den handler om, at USA’s rolle som supermagt er ved at blive gennemgribende omdefineret. Alt efter temperament kan man vælge at se et Amerika, der er mere eller mindre på retræte. Målt på økonomi har tilbagetoget været i gang længe. Sværere er det, når der skal måles på tillid, troværdighed og det, der kendes som blød magt – et lands evne til at overbevise med- og modspillere om, at man repræsenterer fornuft og fremsyn og er værd at føje, når interessemodsætningerne melder sig.

USA har været en hegemonisk, unipolær magt siden den kolde krigs ophør for tre årtier siden. Politologen Joseph Nye, der opfandt og videnskabeliggjorde begrebet ’soft power’, skrev i 2002 om USA, at »ikke siden Romerriget har en enkelt nation haft så stor indflydelse på alle de andre«, og han mindede om, at Roms magt og indflydelse over Middelhavsområdet holdt sig ret stabilt i tre århundreder efter, at romerne havde nået et magtens højdepunkt.

Spørgsmålet er nu, om den Pax Americana, som var tydelig, da præsident George Bush (den ældre) i 1991 ledte USA ind i en fornuftens krig, da han fordrev Irak fra det besatte Kuwait og siden bebudede en ny verdensorden, er gået under med den nuværende indehaver af præsidentembedet i Washington.

Donald Trumps beslutning om at trække amerikanske soldater ud af det nordlige Syrien vil få eftervirkninger, der bliver mærkbare langt uden for Mellemøsten. Med Sydvietnam i 1975 som den markante undtagelse har USA aldrig tidligere ofret vigtige allierede, som det er sket med kurderne.

Da præsident Woodrow Wilson i 1919 tilbragte fire måneder i Frankrig for med traktaterne i Versailles at få omorganiseret Europa, så kontinentet og verden udenfor kunne blive ’sikker for demokratiet’, havde USA gjort ideen om folkenes ret til national selvbestemmelse baseret på frie valg til et universelt koncept. Det forblev et bærende element i amerikansk udenrigspolitik hele vejen gennem den kolde krig trods mange katastrofale fejltrin undervejs.

USA’S 45. PRÆSIDENT er ikke det ringeste optaget af at sikre klodens forfulgte folkeslag retten til demokratisk og fri selvbestemmelse. Prisen for denne fatale forsømmelse betales nu af kurderne, det folkeslag, som de allierede sejrsmagter også svigtede, da de med fredstraktaterne i Sevres i 1920 og Lausanne tre år senere agerede fødselshjælpere for Kemal Atatürks moderne tyrkiske republik. Spøgelset fra 1919 i Versailles kaster stadig lange skygger i Lilleasien og Arabien.

HOS USA’S traditionelle venner og allierede breder nervøsiteten sig. Europæiske beslutningstagere ser ind i fremtidsscenarier, hvor de kommer til at bære forsvarsforpligtelserne selv og kun kan regne med amerikanerne i tilspidsede krisesituationer. For nuværende betales prisen af de ukrainere, der har drømt om at komme nærmere den europæiske familie af frie og sikre nationer. Deres ambitioner var illusoriske.

Langt fra Europa er magtbalancer under forandring. Kinas opstigning betyder, at Japan har brug for en dybere diskussion om den forfatning, som blev skrevet af amerikanske jurister i løbet af en enkelt uge i 1946, og som forbyder krigsdeltagelse uden for Japans grænser. Sydkoreanerne bider negle over de manglende fremskridt i forsøgene på at få ’raketmanden’ i Pyongyang til at acceptere afnuklearisering i praksis.

SÅ 2020 TEGNER til at blive et år med en usædvanlig hård cocktail for os europæere: Fortsat Brexit-kaos. En beskidt amerikansk valgkamp. Et Rusland med skumle hensigter. Et magtstræbende Kina. Et Mellemøsten i fortsat sammenbrud. Voksende usikkerhed i Latinamerika. Et Afrika med en ukontrollabel befolkningseksplosion. Klima- og energipolitiske udfordringer, der kræver at blive håndteret.

Her kræves globalt lederskab. USA leverer ikke længere. Kina? Glem det, Beijing har ingen allierede, kun partnere. Europa? En umulighed, de interne rystelser er for dybe.

Kryds fingre, og bevar håbet om, at USA om et år overrasker os alle sammen.

(klumme i Politiken 31.10.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Sputnik-chok på Den Evige Freds Boulevard

Udgivet den 20. oktober 2019 af flemmingytzen

Nordkorea deltog ikke i Kinas 70-års fejring. Påfaldende?

FIK NOGLE amerikanske beslutningstagere oplevelsen af et Sputnik-øjeblik, da den kinesiske stat på nationaldagen, 1. oktober, paraderede 15.000 tropper og kolonner af tonstunge militære køretøjer ned ad Den Evige Freds Boulevard forbi indgangen til Den Forbudte By?

Begrebet Sputnik-øjeblik refererer til den situation i 1957, da den sovjetiske opsendelse af en satellit i rummet skabte en frygtlignende tilstand i Washington. Så blev der talt om, at datidens kommunistiske supermagt var ved at overhale USA teknologisk. Sputnik-øjeblikket førte til oprettelsen af det amerikanske rumprogram Nasa året efter. Resten er historie.

Har Kina nu indtaget den plads i stormagtsrivaliseringen, som Sovjetunionen havde for seks årtier siden? Admiral William McRaven, chef for den amerikanske Joint Special Operations Command 2011-14, har nærstuderet Kinas militærteknologiske udvikling. Han bruger ikke Sputnik-analogien, men kalder alligevel kinesernes fremdrift på området for etholy shit -øjeblik for USA.

Tallene kan være skræmmende nok: Hen over de seneste 20 år er Kinas militære budgetter ifølge uafhængige analytikere steget med 620 procent. Center for a New American Security advarer om, at USA’s teknologiske forspring i forhold til Kina på kort tid er blevet stærkt reduceret, og at de to giganter måske er tæt på jævnbyrdighed.

Hvis jævnbyrdigheden er den nye realitet, vil Kina kunne dominere sit eget nærområde og dermed presse USA’s historiske allierede som Japan, Taiwan og Sydkorea til indrømmelser, som aldrig har været set før, lyder advarslerne.

MEN DER VAR EN ny og overraskende form for tilstedeværelse i Beijing 1. oktober, som burde vække lige så megen opsigt som de våbentyper, som blev vist frem: For første gang nogensinde var der udenlandske militære enheder, der strækmarcherede med på Den Evige Freds Boulevard.

I et knap otte minutter langt videoklip fra den kinesiske statskanal CCCTV ses de fleste af de udenlandske militærkolonner (kan ses på YouTube), de fleste af er dem små, men i denne sammenhæng betyder tilstedeværelse mere end størrelse. De var der med nationalflag og marcherede i alfabetisk orden til lyden af heftig kinesisk militærmusik.

Blandt de udenlandske deltagere ved den meget kulørte parade var der kontingenter fra Kinas naboer i Centralasien, frem for alt Afghanistan, Pakistan, Kazakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan. Lande, der alle befinder sig i et tæt økonomisk og politisk afhængighedsforhold til Riget i Midten.

Den mest betydningsfulde af Kinas naboer var der naturligvis også, omhyggeligt observeret af den øverstkommanderende for de russiske styrker, Vladimir Putin. Hvis ikke han skulle være på podiet i Den Himmelske Freds Port, hvem så?

Den eneste europæiske deltager var Serbien. Måske lidt overraskende, men så skal man erindre sig, at Nato-fly i foråret 1999 bombede den kinesiske ambassade i Beograd, dengang hovedstad i det, vi kaldte ’Restjugoslavien’.

Siden har Beograd og Beijing udviklet et tæt strategisk partnerskab. Serbien bliver utvivlsomt en del af det netværk af silkeveje, der skal forbinde Kina infrastrukturelt med det sydøstlige Europa.

Den arabiske verdens folkerigeste land, Egypten, var der også, for selvfølgelig skal Suezkanalen kobles på fremtidens nye silkevejsruter. Men de udsendte soldater fra Kairo har ikke nødvendigvis været den største overraskelse for de observerende amerikanske militærattacher. De har fået sig et mindre chok, da de opdagede den deltagende kolonne af soldater fra … Mexico.

Og mens vi er ved denne verdensdel: Gælds- og konfliktplagede Venezuela var også til stede. Kina har tidligere i år sendt nødhjælpsfly til det venezuelanske militær.

Alligevel må den største overraskelse for iagttagerne have været fraværet af Kinas historiske allierede fra 1950’erne og flere årtier frem: Nordkorea. Kim Jong-un har ikke fundet det ulejligheden værd at levere støvletramp den oktoberdag i Beijing.

Den alternative fortolkning: Den ’lille raketmand’ Kim er faldet i unåde hos sin nabo og traditionelle beskytter, eftersom Nordkorea ikke er en del af de kinesiske silkevejsplaner. Hvor økonomisk integration i det øvrige Østasien beviseligt har været stabiliserende og en regulær fredsfaktor, står Pyongyang ikke klar til at åbne portene for Beijings infrastrukturimperialisme.

For syv årtier siden var det kinesiske soldater, der reddede Nordkorea fra at blive løbet over ende af amerikanske FN-tropper. I dag frygter generalerne i Pyongyang kinesiske ingeniører. Der er ingen silkeveje, der leder til Kinas baggård på Den Koreanske Halvø.

(klumme i Politiken 21.10.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Sådan bliver et folk usynligt

Udgivet den 12. oktober 2019 af flemmingytzen

Mens kurderne nedkæmpes, udviskes uighurernes identitet.

Hvordan formes en befolknings identitet? Af tilhørsforholdet til en bestemt geografi? I så fald er kurderne ualmindelig uheldigt stillet på historiens kompas.

En af det 20. århundreds helt store uretfærdigheder er, at kurderne aldrig har fået retten til en nation. I omegnen af 30 millioner kurdere hører hjemme i de bjergrige regioner, hvor Tyrkiet, Irak, Syrien, Iran og Armenien grænser op til hinanden. Så alene de geografiske betingelser får alle forestillinger om en selvstændig kurdisk statsdannelse til at ligne noget af en utopi.

En anden befolkningsgruppe, hvis skæbne i betydelig grad minder om kurdernes, er de centralasiatiske uighurer. Begge folk er overvejende sunnimuslimer, og begge er med forskellige midler presset og truet på deres overlevelse – kurderne aktuelt af vore Nato-allierede Tyrkiet og USA, uighurerne af den kinesiske stats hårdhændede assimileringspolitik.

Men mens kurdernes skæbne dominerer i mediedækningen, er der tavshed om uighurerne. Endnu en indikation af, hvor gennemgribende de globale magtrelationer har forskubbet sig. Støj i Syrien og Tyrkiet, stilhed i det vestlige Kina.

DE ANSLÅET 12 til 14 millioner uighurer er næsten alle hjemmehørende i Kinas Xinjiang-provins, der dækker en sjettedel af Folkerepublikkens areal. Siden 2017 har anslået en million uighurer, muligvis langt flere, befundet sig i interneringscentre, der har uhyggelige ligheder med koncentrationslejre. I officiel kinesisk terminologi beskrives disse faciliteter om trænings- og efteruddannelsescentre, der skal forebygge islamistisk radikalisering.

Tyrkiet, der er vært for muligvis et halvt hundred tusind eksilerede uighurer, var tidligt ude med fordømmelser, men er siden blevet bestukket til tavshed, forklarer Rushan Abbas under et besøg i København. Hun repræsenterer en transnational organisation kaldet Campaign for Uyghurs, der er forbundet med uighurernes eksilbevægelse World Uyghur Congress. WUC betragter Xinjiang som besat område siden Folkerepublikkens oprettelse i 1949 og kalder Xinjiang for Østturkestan. Sprogligt og kulturelt ligger uighurerne tæt på befolkningerne i de centralasiatiske såkaldte stan-lande.

Selv har hun haft bopæl i USA siden 1989, men har kunnet holde kontakten til sine slægtninge gennem mailkorrespondance og enkelte besøg – lige indtil interneringerne begyndte for halvandet år siden. Al kontakt er blokeret – internetforbindelser og indrejsemuligheder for uighurer, der ønsker at opspore deres forsvundne slægtninge, er blevet umulig.

Interneringscentrene i Xinjiang er dokumenteret gennem satellitfotos og beretninger fra eksilerede uighurer. De kinesiske myndigheder har reageret på den voksende vestlige kritik ved at invitere udenlandske diplomater og enkelte medier, overvejende fra lande med ufrie medier.

Myndighederne i Beijing og Xinjiang har altså ikke benægtet eksistensen af interneringscentrene, men forklaret, at foranstaltningerne er ’midlertidige’. Hvilket meget vel kan være korrekt, men hvad er så alternativet til interneringerne?

Oplysninger i statskontrollerede kinesiske medier samt efterretningerne fra uighurer i nabolandet Kazakhstan lader forstå, at adskillige uighurer går fra omskolingscentrene direkte til domstole, hvor de tildeles langvarige fængselsstraffe: 23 ud af 32 nyligt dømte var imamer og folk, der studerede religion på universiteter.

Organisationen Earthrise Alliance, der specialiserer sig i at analysere satellitfotos, har dokumenteret, at snesevis af begravelsessteder i Xinjiang er blevet forvandlet til ruindynger. Den officielle forklaring på rydningerne er, at gravsteder skal ’standardiseres’. For uighurerne er dette indlysende et indgreb, der skal skabe frygt og udradere deres familieidentitet.

NÅR ET FOLK forhindres i at forsamle sig fredeligt for udtrykke respekt for den forfædrene slægt, vil fællesskabsånden sygne hen. Tomrummet, der efterlades, vil bliver fyldt med had og hævntørst. Identiteten formes af modstanden mod undertrykkerne. Den kinesiske politik i Xinjiang forebygger derfor ikke terrorisme, men lægger kimen til den.

Rushan Abbas mistede kontakten til sine slægtninge i april 2017. Hendes svigerforældre på 69 og 71, deres tre døtre og en svigerdatter og de respektive ægtefæller har hun ikke haft kontakt med siden april 2017.

Da Rushan Abbas fik oplysninger om, at en svoger, Abdurahim Idris, havde fået en fængselsdom på 20 år, besluttede hun sig for at lægge oplysningerne frem på en konference i Washington. Seks dage senere forsvandt Rushans søster fra det hospital, hvor hun arbejdede som læge.

Hvordan kan det give mening at sætte en person, der er uddannet læge, i et omskolingscenter, spørger Rushan. Kun som straf mod den søster, der har valgt at tale uighurernes sag internationalt. Slægtsforbindelsen er anledning til repressalier fra den kinesiske stats side.

Det spektakulære rabalder i Hongkong overskygger en tragedie, der er langt større.

(klumme i Politiken 13.10.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar