Jeppe Kofod leder os ud i glemsel

Udgivet den 6. oktober 2019 af flemmingytzen

Manipulerede oplysninger er den sikre vej til historieløshed.

Med et pennestrøg har udenrigsminister Jeppe Kofod ført befolkningen ud i noget, som eftertidens krønikeskrivere passende kan kalde glemsel og fortrængning.

Stik imod hvad hans eget parti meldte ud, mens det var i opposition, har udenrigsministeren valgt ikke at genåbne den kommission, der skulle undersøge grundlaget for dansk deltagelse i den krig i Irak, der blev indledt med en amerikanskledet invasion i 2003, dengang landets diktator hed Saddam Hussein.

En skelsættende beslutning, som kløvede både befolkning og Folketing, og som trækker dystre spor frem til i dag. Udenrigsministeren forklarer kovendingen med, at den krigsudredning, som en gruppe faghistorikere udsendte i februar i år, leverer et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere grundlaget for krigen, også hvad angår det folkeretlige.

Kommissionen så dagens lys under den regering, der blev ledet af Helle Thorning-Schmidt, men blev lukket ned i 2015 af den dengang nyvalgte regering under Lars Løkke Rasmussen. Det skete under protester fra Socialdemokratiet.

HUKOMMELSEN I MEDIERNE er kort, ikke mindst når emnerne er politisk følsomme og historisk og juridisk komplicerede. Der er derfor god grund til kort både at repetere og revurdere nogle af konklusionerne fra krigsudredningen:

Regeringen under daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen undlod at videregive vigtige oplysninger til Folketinget og strammede informationsgrundlaget, så Folketinget fik et ufuldstændigt billede af situationen.

Forløbet med FN-inspektioner af Iraks formodede masseødelæggelsesvåben var en politisk fælde, der skulle lokke Irak ud i en reaktion, der kunne lovliggøre et angreb på landet.

Udredningen afklarer ikke, om Irak-krigen var lovlig eller ej, men retfærdigvis skal det siges, at det ikke var en del af udredningens kommissorium at undersøge dette forhold.

Den forklarer heller ikke, om danske styrkers udlevering af fanger i Afghanistan og Irak var i overensstemmelse med folkeretten. Udredningen ser kun på forløbet op til Folketingets beslutning om krigsdeltagelse.

I et konkret eksempel beskriver udredningen, hvordan udenrigsminister Per Stig Møller under en debat i Folketinget fjernede flere forbehold og fastslog, at britiske og amerikanske efterretningsrapporter angiveligt dokumenterede, at Irak havde fortsat sine programmer for masseødelæggelsesvåben, til trods for at udenrigsministeren selv under et møde i Udenrigspolitisk Nævn havde karakteriseret de samme rapporter som ubekræftede. Udredningen konkluderer, at udenrigsministeren på den måde bidrog til at konstruere en overhængende irakisk trussel fra masseødelæggelsesvåben.

Bundlinjen i dette regnskab over dansk krigsdeltagelse er , at vore folkevalgte gjorde Danmark til det, der under andre omstændigheder og med andre aktører ville være benævnt en aggressor. Det lyder hårdt, men er kendt folkeretlig jargon i beskrivelser af krigsførelse.

HVORDAN HAR DEN hovedansvarlige for Irak-beslutningen, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, efterfølgende forsvaret og forklaret det, han gjorde? I en serie om fire statsministre sendt på DR i august 2017 kogte han sin efterrationalisering ned til følgende: At når Danmark gik med USA ind i Irak, ville vi kunne regne med, at USA kommer os til undsætning den dag, vi beder om det.

Med andre ord: Invasionen handlede mere om Danmarks forhold til USA end om situationen i Irak.

Og irakerne og deres samfund i dag, 16 år efter invasionen? Interesserede bør gå ind på databasehjemmesiden iraqbodycount. Den er baseret i London som et civilt nonprofitprojekt, der overvejende finansieres af frivillige individuelle bidrag og donationer fra tænketanke.

Hjemmesiden registrerer løbende udbredelsen af vold i det Irak, som ifølge fortalerne for krigsdeltagelse for længst skulle være blevet fredeligt, demokratisk og sekulært. Seneste opdatering fra den forgangne uge fortæller, at her i august er 93 civile irakere blevet ofre for voldsanvendelse, drab og nedskydninger. Det samlede regnskab siden foråret 2003 kommer her: Antallet af dræbte, inklusive ’kombattanter’: 288.000.

Antallet af dræbte civile er knap så præcist opgjort, men ligger et sted mellem 183. 967 og 206.642. Det må antages, at forskellen skyldes formodet dræbte, dvs. savnede.

Vi lader tallene stå et øjeblik. Som en påmindelse til ikke mindst Anders Fogh Rasmussen, Per Stig Møller og Jeppe Kofod om, at konsekvenserne af invasionen i 2003 stadig mærkes på den mest brutale vis af nutidens irakiske samfund.

Den diskussion er i dag ikkeeksisterende i det politiske Danmark. En Irak-kommission kunne have gjort en forskel her. Nu har glemslen taget over.

(klumme i Politiken 07.10.2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Vietnam har fået sin første kvindelige dollarmilliardær

Udgivet den 6. oktober 2019 af flemmingytzen

Hun er 49 år, ejer af Vietnams største lavprisflyselskab og Sydøstasiens eneste kvindelige milliardær i dollars.

Den vietnamesiske hovedstad, Hanoi, har længe været en af Asiens vækstmetropoler med højhusbyggerier og industriparker, der på få år er skudt op som paddehatte, og som har tiltrukket international opmærksomhed.

Især fra Vietnams nabolande ankommer der hver uge tusinder af besøgende. Lufthavnen i forstaden Noi Bai var i et ydmygende forfald, da jeg ankom første gang for 31 år siden. Dengang lignede stedet en flykirkegård med klynger af gamle sovjetiskbyggede skrammelkasser, der landede og startede med flere timer lange intervaller. Medmindre de var aflyst på grund af tekniske vanskeligheder.

I dag er Noi Bai et hypermoderne luftfartskompleks, der betjener talrige internationale flyselskaber til og fra destinationer i resten af Østasien, Europa, Oceanien og Nordamerika. I mange år var det nationale flyselskab Vietnam Airlines et monopol, men ser nu ud til snart at blive overhalet af en opkomling, der har overrasket alle på markedet for flytransport.

Den unge, dynamiske spiller hedder VietJet og ledes og ejes af Nguyen Thi Phuong Thao, en 49-årig forretningskvinde, der beskrives som en komet i vietnamesisk erhvervsliv.

Da VietJet efter fem års eksistens blev børsnoteret i 2017, stod selskabet for 40 procent af alle flyruter i landet og havde leveret overskud på 1,2 milliarder dollars.

Tidligere i år skrev det amerikanske finansmagasin Forbes, at Nguyen Thi Phuong Thaos samlede aktiver anslås til 2,5 mia. dollars, hvilket placerer hende blandt de 1.000 rigeste personer på kloden. I sydøstasiatiske medier beskrives hun som ikke bare Vietnams første kvindelige dollarmilliardær, men den første i regionen.

På alle måder er det en forunderlig historie om en kvinde, der lærte sig erhvervsøkonomi på sovjetrussiske universiteter i 1990’erne. En doktorgrad i finansiel styring på Mendelev Universitetet for Kemisk Teknologi i Rusland lyder ikke just som en lovende vej ind i moderne luftfart, men det var her, hun lærte sig grundreglerne for handel og investeringer.

Da hun vendte hjem til et Vietnam, der gennem 1990’erne var begyndt at eksperimentere med markedsøkonomi, kastede hun sig ud i bankverdenen og ejendomsmarkedet, vel at mærke i et land, hvor al jord er offentlig ejendom, og hvor det reelt er brugsretten, der kan handles med.

Men det blev luftfarten, der bragte hende til en eliteplacering i vietnamesisk erhvervsliv. Markedsføringen af VietJet udløste ikke så lidt af en chokbølge: Stewardesser iført bikini fik brynene til at rejse sig i det traditionelt puritanske Vietnam, men hos kunderne gav det gevinst. Efter fire år på markedet var selskabet med øgenavnet Bikini Airlines oppe på 300 daglige flyvninger; ved udgangen af 2015 solgte man billet til passager nr. 25 millioner.

Vel nok det mest markante erhvervseventyr i det formelt kommunistiske land og en budbringer for, at Vietnam efter tre årtiers reformpolitik stadig formår at overraske. Hvem havde ved afslutningen på årtiers krig i Vietnam i foråret 1975 troet, at Ho Chi Minhs sønner og døtre ville blive en af den moderne asiatiske kapitalismes kæledægger i det 21. århundrede?

FORRETNINGSMIRAKLET i det engang så tilbagestående risbondeland er også blevet bemærket på en af Europas mest elitære og konservative uddannelsesinstitutioner, Harrow School i London.

Harrow en af de mest elitære britiske drengekostskoler, grundlagt i 1572 i henhold til et såkaldt royalt charter udstedt af Elisabeth I. Adskillige prominente politikere, herunder flere premierministre, har gået på skolen, blandt dem Winston Churchill, Stanley Baldwin og lord Palmerston. Snesevis af kongelige har også gået der.

Her i august vakte det opsigt, da en gruppe på 21 professorer og studerende fra Harrow School fik et møde med Nguyen Thi Phuong Thao for at høre hende fortælle om, hvorledes man skaber en erhvervsøkonomisk succes i Vietnam.

Men skygger historien om VietJet for nogle mere ubehagelige realiteter, der handler om voksende ulighed i det socialistiske samfund? Ikke hvis man tjekker med de data, der stilles til rådighed af Verdensbanken. Heraf fremgår, at Vietnam forsætter med at have fremgang med fattigdomsbekæmpelsen – til trods for at i de godt 30 år, den økonomiske reformpolitik har varet, er landets befolkning vokset fra 60 til 97 millioner.

Udviklingsorganisationen Oxfam, der har en afdeling i Hanoi, drypper malurt i bægeret: Vietnams rigeste indbyggere kan tjene 5.000 gange så meget i timen, som de fattigste vietnamesere tjener på en dag, hedder det i en redegørelse over de voksende indkomstforskelle i landets befolkning.

Eller formuleret på en anden måde: Den rigeste person i Vietnam kan tjene mere på en dag, end de fattigste landsmænd kan hente hjem i en periode på ti år.

Så der er selvfølgelig langt igen, inden Vietnam nærmer sig nogle af sine mere velstående – og mindre socialistiske – udviklingsøkonomier i Sydøstasien.

I databasen World Fact Book, der publiceres af den amerikanske efterretningstjeneste CIA har Vietnam en 159.-plads på den globale skala over velstand med en nationalindkomst per indbygger på ca. 7.000 dollars. Det stiller Vietnam på niveau med Indien, Burma, Usbekistan og Angola.

Filippinerne, der for et halvt århundrede siden havde det næsthøjeste nationalprodukt per indbygger i regionen (dengang kun overgået af Japan), er i dag kun moderat mere velstående end Vietnam med plads nr. 148 i World Fact Book. Langt oppe på listen ligger Vietnams mere pro-kapitalistiske naboer, Thailand og Malaysia, på henholdsvis nr. 98 og 71.

Hvilket selvfølgelig ikke ændrer på, at Vietnam er kommet i kategorien af mellemindkomstlande og dermed står til at tage et af de økonomiske tigerspring, som Østasien er blevet kendt for hen over et halvt århundrede.

(klumme i Politiken 6.10.2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Ho Chi Minh består historiens prøvelse

Udgivet den 3. oktober 2019 af flemmingytzen
30-året for Berlinmurens fald er tid til eftertanke om postkommunismen.
Da vi nærmer os 30-året for Berlinmurens fald, må tiden være inde til refleksioner over alt det, der fulgte i kølvandet på sovjetsystemets og verdenskommunismens sammenbrud i det magiske år 1989. Det skete på Schlüter-regeringens og dermed daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens vagt, og herfra skal der lyde en anbefaling af samtlige af de bøger, han har skrevet om perioden – og tiden, der fulgte.

Men Danmarks eneste bud på en international statsmand har heller ikke lagt skjul på sin skuffelse over den nutidige tilstand i flere af de øst-og centraleuropæiske lande, der engang befandt sig bag det såkaldte Jerntæppe. Det kan med bedrøvelse konstateres, at de demokratier, der rejste sig fra ruinerne af kommunismen, kom i flere udgaver, heraf nogle ikke særligt kønne af slagsen. Demokratiet og dets frihedsrettigheder stod i et klarere lys, dengang det kunne holdes op mod sin modsætning i øst.

Den postkommunistiske verdensorden er blevet en uorden fostret af nationalisme og identitetspolitik, der har fået Europa til at fragmentere, alt imens USA’s rolle som leder af det, vi engang kaldte den frie verden, er alvorligt draget i tvivl, også af Amerikas traditionelle venner.

Spørgsmålet, der anes i horisonten, er, om den vestlige forsvarsalliance vil bestå i den form, vi har kendt den. Præsident Trump insisterer på, at Europa skal betale mere for sit forsvar, og det kan være, at det lykkes ham i en sådan grad, at hans efterfølgere en skønne dag siger, at USA ikke længere behøver at være med i Europas militære infrastruktur. Den mulighed kan ikke længere afskrives som hverken teori eller utopi.

LÆNGERE VÆK fra Europa er billedet af postkommunismen mere broget. Kina har forvandlet sig til en statskapitalistisk koncern, som det multinationale erhvervsliv dyrker, og som venstrefløjen afskyr.

Nordkorea har pillet alle referencer til Marx og Lenin ud af forfatningen: Det er ikke et land med et militær som alle andre, men et militær, der har en stat, dødsensfarlig for omgivelserne.

proxy.duckduckgo-1

Men der er et land, der skiller sig ud fra resten af de postkommunistiske samfund: den socialistiske republik Vietnam.

Hen over tre årtier er det for nærværende skribent blevet til omkring et dusin besøg i det fascinerende land, og mit seneste af slagsen her i september var som ofte før en god oplevelse. Man skal være en slem puritaner for ikke lade sig charmere af hovedstaden, Hanoi, velnok det fineste levende museum over fransk kolonialisme, der tænkes kan, prinsgemal Henrik in memoriam, for han tilbragte vigtige barn-og ungdomsår herude.

Hver gang jeg er i Hanoi, lægger jeg vejen forbi museet for det moderne Vietnams fader, nationalkommunisten Ho Chi Minh. Netop i år markeres 50-året for landsfaderens død. Et lille teaktræshus på pæle ved søen tæt på er angiveligt stedet, han tilbragte sine sidste leveår, mens amerikanske bombefly sendte en regn af død og ødelæggelse ned over den ludfattige risbondenation.

Indretningen af museet med dens mange fotos og tekstplancher er en arkitektonisk skandale. Landsfaderens balsamerede legeme i granitmausolæet ved siden af ville rotere et par gange, hvis det havde øjne at se med og ben at gå på, men det fungerer med de mange sorthvide kornede fotos og filmruller med optagelser af onkel Ho, der krammer flagviftende skolebørn.

proxy.duckduckgo-2

HO CHI MINH var en skolet marxist-leninist, der havde et sigte for øje: sin nations befrielse fra den franske koloniserings åg og siden den amerikanske krigsførelse.

Hvad der med nutidens øjne adskiller Ho Chi Minh fra de stats-og partiledere i den kommunistiske blok, som ydede våben, penge og politisk støtte, er, at han i dag hyldes som netop en samfundsopbygger, der ville sine landsmænds velfærd, og ikke som en revolutionær kommunist, der ville eksportere sin ideologi til andre lande.

Nutidens Vietnam er ikke en trussel mod nogen overhovedet, men et samfund, der er dybt optaget af at skabe bedre levevilkår for sin befolkning. Ho Chi Minhs efterkommere er blevet småborgerlige entreprenører med højrødt på læberne, skønhedsklinikker og popkultur.

Apple, Facebook og Google fylder dér, hvor der engang kun var Marx og Lenin.

Ho Chi Minhs ideologiske våbenbrødre i Moskva, Beijing, Cuba og Østeuropa var en flok forbrydere; selv består han historiens prøvelse.

(klumme i Politiken 03.10.2019)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, Uncategorized | Skriv en kommentar

EU-Kina-USA: Størrelse gør en forskel

Udgivet den 22. september 2019 af flemmingytzen

Brexit flytter klodens tyngdepunkt længere østpå.

DEN tyske kansler Angela Merkel afsluttede for nylig sit 12. besøg i Kina. I sig selv et vidnesbyrd om forskydningerne i de globale magtrelationer, at lederen for Europas største økonomi så systematisk dyrker forbindelseslinjerne til Riget i Midten, alt imens den næststørste økonomi i det europæiske fællesskab balancerer nervøst på den afgrund, vi kender som Brexit.

Hidtil har det været god latin i EU-medlemmernes hovedstæder at betragte de tysk-kinesiske relationer som både definerende og stabiliserende for Europas relationer til giganten i øst.

Berlin-Beijing var en akse, som især i handelspolitikken kunne skabe en form for stabilitet mellem Vladimir Putins asymmetriske pres på kontinentet og Trumps kuriøse falanks af protektionister og isolationister. En nødvendighed, fordi verdenshandelsorganisationen WTO reelt er sat ud af kraft.

Læg hertil diskussionen om, at Kina med opkøb af infrastruktur i svage økonomier langs Europas bløde bug ved Middelhavet – fra havneterminaler i Piræus og Trieste til energiselskaber i Portugal og Spanien – driver en del og hersk-politik over for de tidligere kolonimagter og reelt splitter EU.

Denne vinkel på emnet overser, at den største modtager af kinesiske investeringer i løbet af få år er blevet Storbritannien. EN AF konsekvenserne af Brexit er en yderligere forskydning af den globale magtbalance mellem de økonomiske blokke. EU har hidtil udgjort verdens største økonomi med et bruttonationalprodukt, der er større end både USA’s og Kinas, når man opgør det i nominelle termer. Men EU mister med Brexit sin næststørste økonomi, i størrelse en sjettedel af EU’s samlede økonomi.

Resultatet bliver, at Kina ubetinget vil udgøre verdens største økonomi. Hvilket måske ikke burde overraske. Finansgiganten Goldman Sachs spåede i en prognose i 2007 baseret på tal indsamlet før finanskrisen, at Kinas økonomi fra at være klodens nr. 3 i 2008 (med Japan på nr. 2 og USA i spidsen) i 2050 vil have et økonomisk volumen tæt på det dobbelte af det amerikanske.

Hvis forudsigelsen fra Goldman Sachs holder, er billedet for de gamle sværvægtere i Europa dystert. Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien ryger i løbet af de kommende årtier ud af den globaløkonomiske top-8, Indien kommer til at matche USA, mens Japan ryger ned under Brasilien, Rusland og Indonesien.

Tallene og de vurderinger, de bruges til, har mere end ti år bag sig og skal selvfølgelig tages med store forbehold. Ruslands økonomiske fremdrift er stadig baseret på råstoffer, mens hverken Brasilien eller Indonesien viser tegn til at kunne tage et tigerspring svarende til det kinesiske. Men tendensen i prognosen bekræftes af andre og nyere analyser.

En prognose fra det australske finansministerium fra i fjor præsenterede en række scenarier for verdensøkonomiens udvikling frem til 205o og viste også, at Kinas økonomi fra at være klodens nr. 3 i 2008 vil have et økonomisk volumen tæt på det dobbelte af det amerikanske i 2050. Helt svarende til, hvad Goldman Sachs konkluderede.

Den kinesiske udenrigshandel har for flere år siden overhalet både den japanske og amerikanske, og resultatet er, at 80 af klodens lande har Kina som deres største handelspartner.

Den amerikanske nobelmodpristager i økonomi Robert Fogel konkluderede i en artikel i 2010, at Kinas økonomi om blot 30 år vil stå for 40 pct. af verdensøkonomien, USA for 14 pct. og EU for kun fem pct. Samlet vil USA og Europa kun stå for en tredjedel af den globale økonomi mod over halvdelen i 1995. USA er med andre ord ved at miste sin lederstatus i verdensøkonomien. Vil Trump og hans efterfølgere finde sig i det?I EN globaliseret verden er det ingen naturlov, at to stormagtsrivaler ender i krig, som det skete for Storbritannien og Tyskland i 1914. Forskellen på dengang og nu er, at den gensidige økonomiske afhængighed i en krigssituation gør vindere til tabere og omvendt, Mellemøsten naturligvis undtaget. Frihandel er den vigtigste formel for fred, der findes.

I dag har Kina overtaget mange af de dynamikker, som verden troede var enten amerikanske eller made in Japan . Økonomer og historikere har længe talt om et tektonisk skifte i global magt og indflydelse. Det naturlige spørgsmål må herefter være: Hvilken af EU’s nye kommissærer kommer til at rejse til Beijing lige så ofte, som Angela Merkel har gjort det i sin nu snart afsluttede regeringstid?

(klumme i Politiken 22.09.2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Kina fylder rundt. Mirakel eller mareridt?

Udgivet den 19. september 2019 af flemmingytzen

Pluralismen og tolerancen har tabt til Xi Jinpings leninisme.

Engang tilbage i 1980’erne, da Kinas reformer var i en tidlig fase, kom den tyske ekskansler Helmut Schmidt til Beijing og fik en samtale med reformernes arkitekt, Deng Xiaoping. På et tidspunkt spørger Schmidt sin vært, om ikke Kina var ved at forvandle det kommunistiske parti til et konfutsiansk. Deng svarede retorisk tilbage, at han ikke mente, det gjorde nogen forskel.

Konfutsianismen er en 2.500 år gammel moralfilosofi, der bygger på læring, ritualer, meritokrati og hierarkisk politisk orden. Foruden Kina har denne systemtænkning præget især Japan, Korea og Vietnam. Den lille østat Singapore er det 20. århundredes skoleeksempel på fusionen af konfutsianismen og en moderne statskapitalisme og blev inspirationsmodellen for Deng, da han begyndte sin lange reformmarch i 1978-79.

Når Folkerepublikken Kina på den første dag i oktober fejrer sine første 70 år, sker det i en tilstand, hvor landets økonomi aldrig har været større og mere global. Årtiers vestlige spådomme om et kinesisk sammenbrud er for længst gjort til skamme.

Den kinesiske udviklingsmodel blev opfundet af Chiang Kai-shek, den kinesiske nationalistleder, der i 1949 blev slået af kommunisterne og måtte flygte til Taiwan. Chiang tabte militært til Mao Zedong, men vandt økonomisk på den lange bane, alt imens folkerepublikken udviklingspolitisk forspildte et par årtier og millioner af menneskeliv, inden man fandt ud af at lade leninismen styre kapitalismen i stedet for at kvæle den.

AKTUELT spørges der, om Beijing går ud af den aktuelle handelskonflikt med USA som vinder eller taber. I Washington diskuteres det, om der kommer en aftale før eller efter valgdagen i 2020. Udfaldet ændrer ikke på den realitet, at Kina gennem sine ambitiøse silkevejsprojekter knytter sig til stadig flere lande og verdensdele i takt med USA’s globale retræte.

Nutidens kinesiske magthavere kan ved det aktuelle jubilæum fortælle både venner (som Beijing kun har få af), partnere (mange) og rivaler (kun en enkelt), at Kinas økonomiske opstigning er blevet ledsaget af et påfaldende fravær af dødelige konflikter i Kinas nærområder. Østasiens fred fungerer i kraft af den type magtbalancer, som ikke længere kan bruges i Europa på grund af Putins opdeling af Ukraine.

Mange i Vesten frygter et ekspanderende Kina. Beijings opbygning af infrastruktur i Det Sydkinesiske Hav er en variant af 1800-tallets amerikanske Monroe-doktrin, hvor europæiske kolonimagter fik besked om at holde sig væk fra stormagtens baggård. De amerikanske baser i Japan og Sydkorea forhindrer, at Monroe-logikken kan bruges af Beijing i dette århundrede.

VEJEN til Kinas nuværende stormagtsstatus har været brolagt med millioner af dødsofre. Mao Zedongs forsøg på via ideologiske kampagner at centralisere magten – det katastrofale Store Spring Fremad 1958-61 (mindst 20 millioner dødsofre, måske det dobbelte) og kulturrevolutionen 1966-76 – endte i sammenbrud: Staten og militæret måtte gribe ind for at genetablere en vis normalitet efter det fejlslagne kupforsøg mod Mao i september 1971.

Herefter kunne præsident Richard Nixon og hans sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger indlede den åbning mod Vesten, der har givet Kina en velstand uden fortilfælde og en økonomisk dynamik, ingen dengang havde fantasi til at forestille sig.

Da reformerne begyndte, var Kina med Kissingers ord et »ludfattigt, stalinistisk land«; i dag har Kinas økonomi overhalet den amerikanske, målt på købekraftsvolumen. Mirakel eller mareridt?

Begge dele. Den halve milliard kinesere, der har fået middelklassestatus, og som flokkes som turister på vestlige destinationer i hundredtusindvis, ønsker sig næppe tilstande som i amerikanske kriminalitetsbefængte storbyer. Kinas orwellianske overvågningsstat – med socialkreditter og borgere, der belønnes eller straffes – indfører et klassesamfund, som Maos kommunister hævdede, de ville afskaffe fra 1949.

Bagsiden af miraklet er mareridtet, som har en adresse: Xinjiang-regionen, hvor flere end en million muslimer har været igennem det, de kinesiske myndigheder kalder genoptrænings- og efteruddannelsescentre. En langt større tragedie end den aktuelle ballade i Hongkong, som er et storbyfænomen, der kan inddæmmes.

Under Kinas tidligere ’kejser’ Hu Jintao gik Kina på tolerancens vej. Under Xi Jinping er retningen blevet totalitær. Vesten har brug for at diskutere, om der er mulighed for, at Kina tager et politisk (men ikke et økonomisk) U-turn på den gigantiske silkevej.

For realiteten er uomgængelig: Kinas fremtid er også verdens fremtid. EU’s ledere forstår dette, Donald Trump gør ikke. Endnu.

(klumme i Politiken 19.09.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Superstjerner, hjælp lige Hongkong

Udgivet den 9. september 2019 af flemmingytzen

USA-ledet frihedsdagsorden er kollapset. EU er magtesløs.

I FORSOMMEREN meddelte klodens nok mest berømte kinesiske multikunstner og aktivist, Ai Weiwei, at han forlader Berlin efter fire års ophold; dog vil han bevare sit værksted i den tyske metropol og regelmæssigt komme forbi. Han har opgivet at lære sig tysk, men forklarer, at uanset hvilken lokalitet han slår sig ned i, vil han ikke betegne næste opholdssted som sit hjem.

Kunstneren planlægger ikke at vende tilbage til det Kina, som havde holdt ham i husarrest i fire år, inden han fik sit pas udleveret i 2015 og kunne rejse til Europa efter langvarige chikanerier fra myndighedernes side. Fra sin tyske base har Ai Weiwei især været optaget af at beskrive virkningerne af de seneste års flygtninge- og migrationspres på kontinentet. Foreløbig forbliver det uklart, hvorfor tilstanden i Kina ikke længere fylder noget i hans kunstneriske virke.

Ai Weiwei ville ikke være den, han er blevet til, hvis ikke han havde demonstreret modstand mod det pres, som de kinesiske myndigheder i lange perioder udsatte ham for. Fortolkere af Ai Weiweis kunst har peget på, at han på samme tid demonstrerer respekt for og kærlighed til den dybe kinesiske kulturarv, men langer ud efter den undertrykkende leninistiske partistat.

Skulle han lande en dag i Hongkongs lufthavn, vil der være en umiddelbar risiko for, at politiet sætter ham på første fly retur. Men fordi han har gjort brug af ikke-voldelige magtmidler, er det lige præcis en personlighed som ham, der ville kunne spille en mæglerrolle i den tre måneder lange konfrontation mellem demonstranter og aktivister i det splittede Hongkong. Situationen kalder på kreative indgreb og mæglingsforsøg.

I VOR DEL af verden har kunstnere og intellektuelle gennem årtier vist sig at kunne være brobyggere mellem aktører i politiske opgør. Om få måneder passerer vi 30-året for den fløjlsrevolution, der gav datidens kommunistiske Tjekkoslovakiet sin politiske uafhængighed tilbage efter fire årtiers mørke og undertrykkelse.

Dramatikeren og forfatteren Vaclav Havel, der var den ledende skikkelse i den tjekkoslovakiske dissidentbevægelse, rakte dengang hånden ud til Alexander Dubcek; manden, der som kommunistisk partichef tre årtier tidligere havde stået i spidsen for det legendariske ’forår i Prag’, en reformpolitik, hvis hensigt havde været at give socialismen et menneskeligt ansigt, som det hed sig dengang. Forsøget blev brutalt nedkæmpet af sovjetiske kampvogne i sensommeren 1968. Det menneskelige ansigt blev skjult bag en sort maske af undertrykkelse.

Nutidens tilstand i Hongkong har ingen indlysende ligheder med Prag i hverken 1968 eller 1989, for den kinesiske statskapitalisme er af en ganske anden beskaffenhed end datidens sovjetstyre. Kina har fået sin nuværende styrke ved at lære af den vestlige og asiatiske kapitalisme og pille demokratiet ud af modellen. Her er der ingen udsigt til europæisk inspireret fløjlsrevolution. For Kina leverer nøjagtig det, som sovjetkommunismen fejlede med: massiv velstandsfremgang for en hastigt voksende middelklasse og visioner for fremtiden, som EU og USA savner klare modsvar til.

Det er lige præcis derfor, at de europæiske regeringer, Mette Frederiksens inklusive, har så svært ved at kritisere Kina. Vi taler her om en markant forskydning af de globale magtrelationer. USA er utilregnelig, så længe Trump bestemmer, og EU er magtesløs. For Kinas anonyme forbundsfæller i opgøret om Hongkongs fremtid er den internationale kapitalisme, der for ikke så længe siden hjalp andre asiatiske lande til vækst og velstand.

AMERIKANSKE OG EUROPÆISKE entreprenører byggede efter 1945 byer og infrastruktur, hvor der tidligere var rismarker og jordveje, og skabte et velstandsløft af dimensioner. Kapitalismens kinesiske arvtagere er nu på vej ind på alle kontinenter i form af de nye silkeveje, der i voksende grad vil binde Østasien sammen med især sine naboregioner.

Men et intellektuelt fyrtårn som Ai Weiwei kan ikke stå alene, hvis han skal være brobygger i i Hongkong. Hans nærmeste forbundsfælle kunne være en figur som Hongkong-kinesiske Jackie Chan: filmstjerne med flere end 100 storsælgende produktioner bag sig, mangemillionær med gode forbindelser til styret i Beijing.

Jackie Chan er Hongkongs mest populære skikkelse i underholdningsindustrien.Han og Ai Weiwei burde sammen kunne hjælpe de stridende parter i Hongkong til forsoning.

(klumme i Politiken 9. september 2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Fortæl os om milliarderne, Rasmus

Udgivet den 5. september 2019 af flemmingytzen

Dansk udviklingspolitik må snart komme ud af sin politiske skyggetilværelse.

Før eller siden må vi til sagen: Hvad vil Rasmus med sine milliarder, hvis han skal gavne både danske interesser og agtværdige formål i en stor del af den øvrige verden?

Hvilken Rasmus, vil læseren spørge. Denne Rasmus hedder Prehn til efternavn, er født i 1973 og nyudnævnt minister for udviklingssamarbejde. Af samtlige de ministre i Mette Frederiksens regering, der trådte til i forsommeren, var Rasmus Prehn den, der fik mindst medieomtale. Om dette er udtryk for en trist og ærgerlig tingenes tilstand, kommer vi tilbage til.

Går vi et halvt århundrede tilbage i dansk politisk historie, har Rasmus en hel del tilfælles med sine forgængere. Danmark har ydet udviklingsbistand til det, der engang blev kaldt den tredje verden, i små seks årtier. Politisk begynder det at fylde noget i VKR-regeringen 1968-71, da daværende radikale kulturminister, Kristen Helveg Petersen, også fik ’teknisk samarbejde med udviklingslandene og nedrustningsspørgsmål’ under sig.

Den lille tilføjelse med nedrustningen vendte aldrig siden tilbage til samme portefølje. Men bemærk, hvorledes tidsånden spillede ind på en ministertitel: Der blev dengang talt i FN om en ny økonomisk verdensorden, der skulle give udviklingslandene en mere retfærdig placering i datidens rivalisering mellem supermagterne.

Efter Helveg Petersen fulgte i skiftende socialdemokratisk ledede regeringer Lise Østergaard, Helle Degn, Poul Nielson, Jan Trøjborg og Anita Bay Bundegaard (sidstnævnte radikal). Næppe nogen vil modsige det udsagn, at Poul Nielson blev den eneste af de her nævnte, der satte sig varige fingeraftryk i ikke bare dansk, men europæisk samarbejde med udviklingslandene. Han blev i forlængelse af sin ministertid udnævnt som EU-kommissær for udviklingspolitik.

I BLÅ BLOK har anvendelsen af udviklingsmilliarderne i nyere tid været bestyret af Bertel Haarder, Ulla Tørnæs og Søren Pind, alle fra Venstre. I Helle Thorning-Schmidts regering var først den radikale Christian Friis Bach minister. Han blev efterfulgt af en anden radikal, Rasmus Helveg Petersen, der sad frem til 3. februar 2014, hvorefter udviklingsministerposten for en periode blev nedlagt. Fra november 2016 til juni 2019 havde Ulla Tørnæs for anden gang posten. Hendes første periode var 2005-10.

Det er svært at undslippe den konklusion, at dansk udviklingspolitik i nogen grad har været præget af en temmelig svingdørsagtig ledelse og ikke kun på grund af diverse regeringsskift. Den reelle forklaring er den temmelig systematiske reduktion af udviklingsmidlerne, som har været tilstanden siden 2001.

Ikke bare er den samlede udenrigstjeneste blevet hårdt beskåret hen over to årtier, en overordnet debat om målsætninger har længe været usynlig og uhørlig.

Bundlinjen er, at dansk udviklingspolitik er blevet underlagt strategiske hensyn og interesser frem for de mere idealistiske motiver, som det hele begyndte med for mere end et halvt århundrede siden.

KURSSKIFTET er kommet gradvist. Det begyndte med ophøret af den kolde krig i 1989, hvor daværende udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, stod fadder til en mere aktivistisk udenrigspolitik, som gjorde brug af militære virkemidler i første omgang på Balkan. Siden fulgte dansk deltagelse i krige i Afghanistan (2001) og Irak (2003).

Også i indeværende årti er en voksende del af udviklingsmidlerne gået til reduktion af regional usikkerhed, forebyggelse af terrorisme, stabilisering af skrøbelige stater, migration og de deraf afledte flygtningekriser. Da V-næstformand Kristian Jensen i 2016 var udenrigsminister, var han ærlig nok til at erkende, at Danmark »reducerer over en bred front«, og at migrations- og flygtningepresset på Danmark ville betyde, at tæt på en fjerdedel af udviklingsmidlerne fremover bliver inden for rigets grænser, hvor hovedopgaven er modtagelse af flygtninge i Danmark.

LAD OS samtidig minde om, at dansk udviklingsbistand i stort set hele det halve århundrede, den har eksisteret, også har været et instrument i erhvervspolitikken. Sideløbende med at vi har rettet store indsatser mod de fattigste befolkningsgrupper på flere kontinenter, har vi plejet betydelige egeninteresser ved at sikre, at danske leverandører blev sikret markedsandele eller direkte blev hjulpet undervejs til at flytte produktion til himmelstrøg, hvor omkostningerne var lave.

Er dette en bedrøvelig tilstand, eller har vore beslutningstagere været realister og indrettet os på verdens ubehagelige tilstand? Rasmus Prehn, den nye mand i førersædet for udviklingspolitikken, må gerne give bolden op til en diskussion om, hvor udviklingspolitikken er på vej hen.

(klumme i Politiken 5. sept. 2019)

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Kast en redningskrans til USA

Udgivet den 26. august 2019 af flemmingytzen

Vejen til et bedre Amerika begynder med en præcis diagnose.

ER MAN i selskab med garvede kynikere i medieindustrien, er det ikke usædvanligt at høre bemærkninger i stil med følgende:

Okay, vi bryder os ikke om Donald Trump og slet ikke hans upolerede og nogle gange ubehøvlede stil. Men om ikke andet har han gjort op med både pænhed og uforudsigelighed i diplomatiet og mediehavet. Det har rigsfællesskabet netop fået lært på den hårde måde.

Ubehagelig præsidentiel stil eller ej – vi i Europa kan ikke undvære Amerika. Det har stået klart for de fleste, siden verdens ledere indledte en genopbygningsproces fra nulpunktet i 1945. Den historiske realitet er, at uden Harry S. Truman og Dwight D. Eisenhower havde vi ikke haft det velstående, stabile og demokratiske Europa, der siden fulgte. Trods mange skrammer og bump på vejen op til nutiden. Men tjek lige gymnasieskoler og universiteter for, hvor meget de to nævnte præsidenter fylder i historiepensum på vore højere læreanstalter?

Fra mordet på præsident John F. Kennedy i 1963 falmede glansbilledet af supermagten. Erfaringerne med Vietnam og Watergate viste os et USA, der tvivlede på sig selv, og hvor de amerikanske ledere gjorde brug af demokratiernes farligste indre fjende: løgnen.

En kursændring indfandt sig for alvor med Ronald Reagans tiltrædelse i 1981. Ti år senere lå demokratiernes modpol, sovjetimperiet, på historiens mødding. Under den enestående præsident George H.W. Bush, der døde i fjor i en alder af 94, stod den vestlige supermagt på et uantastet højdepunkt. Ti år senere gik det atter ned ad bakke; denne gang under sønnen George W. Bush, som blev manden, der bragte vildledning og bedrag tilbage i magtuniverset. Den yngre Bush var som bekendt den præsident, der i 2003 startede en krig med en løgn og sluttede den med endnu en løgn.

DEN AKTUELLE tilstand i supermagten kan alene ikke forklares med Trumps stil og temperament. USA er ramt af en række systemfejl. De opregnes her i uprioriteret rækkefølge.

I 2016 fik Hillary Clinton som bekendt ca. tre millioner flere stemmer end Trump. Når byggematadoren alligevel kunne indtage Det Hvide Hus, skyldtes det valgsystemet. Guvernøren i de enkelte stater indretter valgdistrikterne, så alle i princippet har lige mange vælgere.

Især republikanske guvernører har en tilbøjelighed til at indrette distrikterne på en måde, der sikrer republikansk flertal. Derfor er mange valg afgjort på forhånd. En vej frem kan være af lade uafhængige komiteer indrette distrikterne.

Så er der finansieringen. Pengemængden i amerikansk politik er siden årtusindeskiftet vokset til mere end det tidobbelte, hvilket betyder, at kampagnefinansiering er blevet den afgørende faktor for alle indehavere af offentlige embeder.

Læg hertil den dramatiske polarisering som har indfundet sig i Kongressens virke, hvor stærke interessegrupper finansierer de politikere, der fremmer organisationers og virksomheders særlige formål på bekostning af fællesskabet. Obamacare er skoleeksemplet på, hvorledes millioner af amerikanere får både dyrere og dårligere sundhedsydelser, men den bedste politik, der kan købes for penge.

Våbenkontrol er et skræmmende eksempel på konsekvenserne af lobbyisters finansiering af politik. Hvor mange amerikanske liv har National Rifle Association (NRA) efterhånden på samvittigheden? De typiske tal på årsbasis er i omegnen af 35.000 dræbte og 100.000 sårede. 100 amerikanske borgere mister livet hver dag på den konto. Mere end halvdelen af tabstallet for ti års krig i Vietnam (1965-75) hvert år. Ikke på fjerne krigsskuepladser, men hjemme i USA. Et andet skræmmende eksempel: våbenproducenternes indflydelse på, at USA bevæbner tvivlsomme regimer i Mellemøsten og Afrika.

DEFINITIONEN på demokratisk forfald er, når velorganiserede interessegrupper kaprer den politiske magt, bøjer systemet efter egne interesser på bekostning af offentlighedens og tjener styrtende på øvelsen. Forfaldet viser sig ved, at evnen til selvkorrektion er sat ud af kraft, fordi etablerede særinteresser er stærke nok til at kvæle reformforsøg.

Et samfunds evne til at korrigere fejl og mangler bygger på frie medier, en uafhængig dommerstand og et stærkt civilsamfund. Førstnævnte er udfordret af tech-giganterne og fake news-kulturen. De dommere, Trump udnævner, deler hans holdninger til det meste. Men de borgergrupper, der kritiserer præsidenten, kan han ikke lukke munden på.

Der er derfor håb endnu for genkomsten af et USA, som kan være et moralsk forbillede. Mens vi venter, forbliver Grønland vores forsikringspolice i en stadig mere uforudsigelig verden.

(klumme i Politiken 26.08.2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Trumps kasseeftersyn hos Trine

Udgivet den 20. august 2019 af flemmingytzen

Nato’s fremtid bør diskuteres uden skelen til procentdiskussionen.

Gad vide, om der bliver plads til andre end statsministeren, udenrigsministeren, Folketingets formand, dronningen og kronprinsen på den liste over samtalepartnere, som Donald Trump udstyres med til sit forestående besøg her i landet? Og hvordan får selskabet lige håndteret pinlighederne omkring Grønlands fremtid?

Okay, vi ved godt, at han har en hale af embedsfolk med sig, og et fromt håb må være, at en af dem, som har præsidentens øre, får en snak med vor forsvarsminister, Trine Bramsen.Hendes forgænger Claus Hjort Frederiksen havde lejlighedsvis sit hyr med vor store allierede på den anden side af Atlanten. For Trump har som bekendt gjort det til Nato-politik, at medlemsstaterne skal op på 2 procent af nationalproduktet, og her har Danmark et stykke vej endnu.

Den tidligere minister forsøgte sig med lidt kreativ bogføring ved at finde poster i statsbudgettet, som kunne indregnes i forsvarsbevillingerne, herunder poster vedrørende personalets sundhed, folkepension og videreuddannelse. Men det gav ikke alverden. Senest i 2023 vil det danske forsvarsbudget på den måde kun løfte sig fra 1,3 til 1,4 procent. I år forventes tallet at blive 1,21 procent – langt under hvad vor amerikanske partner finder er nødvendigt.

Målet om de 2 procent, som kun en lille håndfuld Nato-medlemmer i dag lever op til, blev fastlagt helt tilbage i 2014, men der er forskellige fortolkninger af aftalen. Tallet for USA er 3,5 procent, hvilket målt på dollars er næsten tre gange så meget som samtlige øvrige Nato-lande tilsammen.

Trine Bramsen kan passende fortælle sine amerikanske samtalepartnere, at en sammenligning mellem USA’s og de europæiske Nato-landes forsvarsudgifter ikke giver meget mening. Budgettet for Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, er på 700 milliarder dollars, nogenlunde svarende til det dobbelte af Danmarks nationalprodukt.

Forskellen er jo så, at USA har et globalt netværk af basefaciliteter – Stars and Stripes vajer i mindst 60 lande hver dag året rundt. Supermagten kan lynhurtigt nå et ethvert hjørne af kloden. USA er stadig krigsførende, mens Nato forsøger at sikre fred og stabilitet, tydeligst demonstreret af trænings- og støttefunktionerne i Afghanistan.Vor forsvarsministers hovedargument i samtalerne bør være noget i retning af følgende:

2-procent-målet savner en forbindelse med en mere veldefineret og præcist forklaret sikkerhedstrussel. Er to årtiers indsats i og omkring Afghanistan et repræsentativt eksempel på, hvad Nato skal samarbejde om de næste to årtier?

TRUMPS FOLK BØR også mindes om, at den europæiske del af Nato råder over samlede militære enheder på 1,9 millioner soldater (og jo, upålidelige Tyrkiet er medregnet her) . USA’s niveau er på 1,3 millioner. Diskussionen om volumen i forsvarsbudgetterne ville også have godt af at inkludere faktorer som migration:

Tilstanden omkring Middelhavet er alt andet end opmuntrende. Libyen repræsenterer et kaos, ud af hvilket der kan vokse nye terroraktiviteter. Engang bombede vi mål i Libyen (danske F-16-fly løb tør for ammunition, så vi måtte spørge Nederlandene om ’lån’ fra deres lagre, ak ja). Men hvor er Nato henne i dag i forhold til det herskende kaos i Libyen?

Forsøger man at afkode de signaler, der udgår fra Donald Trump og Pentagon (det forsvarsministerium, hvor der regelmæssigt skiftes ud i direktørkontoret), tegner der sig et paradoksalt billede: Trump er ikke synderligt optaget af det, vi under den kolde krig kaldte alliancens solidaritet.

Indirekte truer han med at undlade at komme USA’s allierede til undsætning i en krisesituation, medmindre vi skruer op for bevillingerne til militæret. I horisonten aner vi en diskussion, der måske først bliver tydelig, når Trump næste år vinder sin anden embedsperiode:

Nato er fra en anden tid med en anden politisk virkelighed (foreningen fyldte 70 i foråret, hvilket blev markeret i relativ stilfærdighed), så hvem siger, at vi skal have en sådan alliance de næste mange år, hvis de europæiske allierede har oprustet til et sådant niveau, at USA’s tilkaldeservice ikke længere behøves?Selvfølgelig har vi brug for et Nato med et passende beredskab, men mod hvad? Russiske sejladser i Arktis? Et genopstået Al-Qaeda, der kryber ud af ruinerne i Syrien og Libyen? Flere af Putins små grønne mænd i de ukrainske skove eller måske uden for dem?

Trine og hendes løjtnanter må meget gerne sætte en diskussion i gang med deres amerikanske kolleger om, hvilke trusler der er mest presserende. Meget taler for, at Europa og USA har forskellige prioriteter her. Bare spørg hos Putin.

(klumme i Politiken 20. august 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Retfærdighedens test i Hongkong

Udgivet den 18. august 2019 af flemmingytzen

Ved at kræve straffrihed er Hongkongs aktivister nået til en risikabel afgrund.

Karakteristisk for både USA’s og EU’s udmeldinger om tilstanden i Hongkong er, at den er tilbageholdende. Ingen vinder på en optrapning, hedder det. Læs: Konflikten i Hongkong bør klares lokalt.

De kinesiske myndigheders magtopvisninger i tvillingebyen Shenzhen, der er dobbelt så stor som Hongkong i befolkningstal, viser sig i form af tv-optagelser med pansrede mandskabsvogne i hurtig kolonnekørsel. Flere medier i Hongkong taler om, at kinesisk civilklædt politi allerede er til stede. Kun få vil kunne skelne disse fra lokale urobetjente. Sandsynligvis er undercover-agenter sendt af Beijing i fuld gang med at infiltrere aktivistgrupperne. Når en chefredaktør på Global Times, Kinas ledende nationalistiske tabloidmedie, i en video på sociale medier sammenligner demonstrationerne med de såkaldte farverevolutioner (Georgien i 2003 og Ukraine i 2004) er det ment som en advarsel til Hongkongs demonstranter og en formaning til lokalregering, civilsamfund og protesterende grupper om, at den kinesiske centralregerings tålmodighed er ved at være brugt op.

End ikke Donald Trump har midt i en buldrende handelskrig med Kina brugt anledningen til at udtrykke sympati for aktivisterne: Det er en svær situation, som bør finde sin løsning, forhåbentlig fredeligt, lød hans tweet i forgangne uge. Læs: I USA er vi mere optaget af opgøret med Kina om handel og teknologi end af utilfredshed i et kinesisk lokalsamfund.

Kulørt oprør eller anarki; der er langt til en forhandlet løsning på den nu mere end to måneder lange konflikt i den dynamiske velstandsenklave for enden af Perleflodens delta. For befolkningen i Hongkong og verden uden for kender nu kravene fra demonstranterne: De forlanger straffrihed, når det retslige efterspil går i gang.

For et sådant efterspil kommer der, og det bliver ikke nødvendigvis kønt. Havde Hongkong været en fuldt integreret region i det større Kina, ville udfaldet af retssagerne mod aktivisterne været givet på forhånd: Det kinesiske retssystem er modsat tilstanden i Vesten indrettet på at forsvare statens interesser og sikre dens magtudøvelse. Det er den velkendte forskel mellem autokratiernes styre per lov og dekret i forhold til demokratiernes lighed for loven-princip.

Spørgsmålet er nu, om Hongkongs domstole vil yde de aktivister, der om kort tid vil blive præsenteret for anklager om brud på den offentlige orden, en højere grad af retfærdighed, end hvis de var landet i en retssal i Shenzhen. Indtil nu kan de finde en slags trøst i, at de ikke er blevet bortført af Beijings hemmelige håndlangere i den tidligere britiske koloni.

Hongkongs mini-forfatning, der trådte i kraft ved overdragelsen i 1997, var et usædvanligt forsøg på at betræde en middelvej mellem disse to retslige yderpoler, lovdiktaturet og retsstaten. Middelvejen så ud til at fungere i 2003, da hundredtusinder gik på gaden i protest mod et lovforslag om kriminalisering af ’landsskadelig’ virksomhed. Protesterne virkede, og forslaget blev taget af bordet.

Nye protester i 2014 vedrørende valgprocedurer fik Kina til at indskærpe, at myndigheden til at godkende al lovgivning og kandidater i Hongkong ultimativt ligger i Beijing. I 2018 forbød lokalregeringen for første gang et nyt politisk parti, fordi det vil arbejde for løsrivelse.

Det er ikke troskab over for en kommunistisk ideologi, Beijing forlanger af Hongkong, men respekt for Kinas årtusinder gamle civilisation. En moderne variant af kinesisk nationalkonservatisme har taget over dér, hvor Marx og Mao engang fyldte mest. Det er uretfærdigheden i det, kinesisk historieskrivning kalder ydmygelsens århundrede – koloniseringen påført af Vesten og Japan – der skal rettes op på.

KINA NÆRMER sig et 70-års jubilæum for oprettelsen af Folkerepublikken. Lokalregeringen i Hongkong har utvivlsomt fået at vide, at Folkets Befrielseshær gerne sender et hornkorkester med tilhørende æresgarde, og at man på selve dagen gerne ser demonstrationslederne sat i forvaring, mens sagerne forberedes.

Retfærdigheden må vente til efter, at det ’harmoniske samfund’ har fejret sig selv. I Kinas årtusindlange historie har der altid været folk, der betaler prisen for statens påtvungne harmoni, mens magthaverne påberåber sig at være dem, som bedst beskytter befolkningens, statsmagtens og civilisationens videreførelse.

Den logik har et par årtusinder bag sig og vil overleve det liberale demokrati, der kun er et par århundreder gammelt og i disse år viser stadig større skrøbelighed.

(klumme i Politiken 18. august 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar