Retfærdighed i slowmotion

Udgivet den 12. august 2019 af flemmingytzen

Rettergange for folkemord savner retfærdighed og tid.

I EN tid med Brexit, forandringer i EU, Donald Trumps tweets og dramatiske demonstrationer i Moskva og Hongkong er der hjørner af det internationale nyhedslandskab, der bliver usynlige. Hvem bemærkede f.eks. forsommerens udmelding fra Kosova på Balkan, hvor parlamentsformanden rejste krav om retfærdig rettergang efter massakrer, der blev begået for mere end en snes år siden?

Vi kræver et tribunal, udtalte Kadri Veseli. Hans parlamentariske forsamling havde vedtaget en resolution, der kræver retfærdig retslig behandling af 186 dokumenterede sager, hvor serbiske styrker gjorde sig skyld i, hvad der i Kosova kaldes folkemord, mens andre nøjes med betegnelsen massakrer.

Kadri Veseli argumenterede for, at 20 år efter disse forbrydelser er der intet sket for at yde oprejsning til ofrene for den blodige udløber af krigene på Balkan, der op gennem 1990’erne var en del af det internationale medielandskab.

Så hvem, mener han, burde have gjort noget her for længst? Tribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY), FN’s Kosovo-mission UNMIK, EU’s særlige retsinstitution i Kosovo (Eulex), eller måske serbiske juridiske institutioner? Det var jo trods alt serbiske myndigheder, der i 2001 anholdt den tidligere præsident Slobodan Milosevic og udleverede ham til retsmyndigheden i Haag. Han døde i fængslet fem år senere, inden dommen kunne afsiges.

Men nej, mulighederne for at skabe en form for retfærdighed forekommer aldeles urealistiske, og forklaringerne er ikke overraskende politiske. Ifølge Veseli står den serbiske regering bag en kampagne, der går ud på at benægte overgrebene. Da EU har en interesse i at fremme, hvad der kaldes en normalisering eller en fredsproces på Balkan, er reaktionen fra Bruxelles tavshed.

MASSAKRERNE på etniske albanere i Kosova i 1998-99 falder ind i et trist mønster for sager omhandlende folkemord, i juridisk jargon: forbrydelser mod menneskeheden. Første dom af slagsen vedrørte massemordene i Rwanda i 1994 og blev afsagt i 2003. I november 2017 blev Ratko Mladic, den tidligere leder af de bosniske serberes hærstyrker, idømt fængsel på livstid. FN-tribunalet afgjorde, at Mladic havde medansvar for massakren på flere end 7.000 drenge og mænd i Srebrenica i 1995, den værste forbrydelse af sin art i Europa siden 1945.

Der skulle altså gå mere end 22 år, inden der juridisk blev ydet retfærdighed efter de ødelæggende konflikter i Europas sydøstlige hjørne.

I HVOR stor udtrækning dommen over Mladic fortjener betegnelsen retsopgør, afhænger af politisk temperament. Nødråbet fra Kadri Veseli er en indikation af opgavens uoverkommelighed. Professionelle retshistorikere bør måske minde Kadri Veseli om, hvordan det er gået i et tribunal langt fra Kosova og med implikationer, som tegner alt andet end opmuntrende.

I den cambodjanske hovedstad, Phnom Penh, blev det for en uge siden meddelt, at den af de hovedanklagede i maratonsagen mod de overlevende ledere fra Røde Khmer-regimet i datidens Kampuchea 1975-78, Nuon Chea, var død i en alder af 92. Han modtog i november i fjor den seneste dom i en række og fik livstidsfængsel. Ligeså hans medskyldige, den fransk-uddannede kommunistiske chefideolog Khieu Samphan på 87, der i en periode var det formelle statsoverhoved i Røde Khmer-styret. De to dømtes forsvarere har appelleret.

Den første dom mod Røde Khmer-ledelsen faldt tilbage i 2012 mod Kang Kek Iew, kendt som ’Deuch’, der var leder af regimets berygtede torturcenter S-21, hvor tusinder blev torteret til døde. Den i dag 76-årige kristent ’genfødte’ fik fængsel på livstid knapt fire årtier efter de forbrydelser, han blev dømt som hovedansvarlig for (Røde Khmer-regimets højst placerede, Pol Pot, døde i 1998, muligvis forgiftet af sine fangevogtere på et tidspunkt, hvor bevægelsen var i opløsning). Vi taler om 1,7 millioner dødsofre. Det cambodjanske tribunal har været i gang siden 2006. Regningen for dette tribunal har passeret 320 millioner dollars. Tribunalets hjemmeside udspecificerer ikke de enkelte poster i regnskabet, og der er ingen slutdato angivet.

Forbrydelser mod menneskeheden har ingen forældelsesfrist, men derimod en sagsbehandling så lang, at man kan diskutere, om forløbet har karakter af en farce eller en tragedie. Francois Ponchaud, en fransk præst og tidligere missionær i Cambodja, der for fire årtier siden var blandt de første til at dokumentere Røde Khmer-styrets forbrydelser, mener, at tribunalet i Phnom Penh er en monumental fejltagelse og spild af penge.

Kan vi gøre det bedre i Europa? Måske er det nationalpopulisternes støj og uro, der gør, at Balkan-konflikterne ikke længere får opmærksomhed. Der er i hvert fald ingen trøst at hente for de kosovarer, der denne sommer har forsøgt at råbe omverdenen op for at skabe opmærksomhed om en af de mange tragedier i Europas nyere historie.

(klumme i Politiken 12.08.2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Har vi solgt Grønland for billigt?

Udgivet den 7. august 2019 af flemmingytzen

Trump bør betale en større del af bloktilskuddet til Grønland. Det er jo hans baggård.

I alt for lang tid har debatten om Grønlands fremtid haft karakter af et skyggespil: Hvad vil USA, Rusland og Kina i Arktis, og hvad stiller en dansk regering op med et rigsfællesskab, hvor varetagelsen af lokale grønlandske interesser ikke nødvendigvis trækker i samme retning som det, regeringen i København foretrækker, man skal gøre?

Spørgsmålene står i kø, nu hvor en landsstyreformand forbereder sig på at trykke en besøgende amerikansk præsident i hånden. Vi kan med sindsro gå ud fra, at Kim Kielsen i god tid får et talepapir i hånden af embedsværket bag statsminister Mette Frederiksen. Men den medfølgende drejebog tager ikke nødvendigvis højde for, hvad der måtte ske, hvis gæsten fra Washington giver den gas i diskussionen om den fremtidige nordatlantiske sikkerhedspolitik. Med Trump kan man aldrig vide sig sikker.

Hen over små tre årtier har debatten om Grønland haft fokus på en god del sikkerhedspolitisk historie, især omhandlende de amerikanske baserettigheder, samt det grønlandske samfunds muligheder for i højere grad end hidtil at blive økonomisk selvbærende og politisk selvbestemmende.

Siden hjemmestyret i 2004 fejrede 25-års jubilæum, har det lydt fra højre og venstre, at Grønland er ved at bevæge sig mod regulært selvstyre. Næppe fuld uafhængighed, men et samfund, der tager mere kontrol og ansvar over sin økonomiske indretning og løsningen af flest mulige opgaver og forpligtelser over for sine indbyggere.

Læs: en reduceret afhængighed af det danske bloktilskud, der siden 2009 har ligget fast på omkring 3,4 milliarder kroner. I årtier har tommelfingerreglen for grønlandsk økonomi været, at hver eneste grønlandske husstand årligt modtager et beløb i bloktilskud svarende til en kvart million kroner, hvilket gør de grønlandske familier til klodens mest subsidierede.

PARADOKSET skriger til nordlyset: Tilskuddene gør det grønlandske samfund rigt, men rigdommen er ikke et resultat af grønlandsk produktion. Priserne på varer og tjenesteydelser er urealistisk høje, hvilket hæmmer konkurrenceevnen, erhvervslivet er domineret af statsvirksomheder eller virksomheder, der kun løber rundt med massive tilskud. Dermed udviskes grænserne mellem administration, politikere og erhvervsliv – en strukturel syge, der kendes fra talrige udviklingslande.

Så grønlandske politikere kan tale op og ned ad gletsjerne om selvstændighed på sigt, men den bliver der ikke noget af, så længe samfundet ikke er mere selvbærende. Den anden grund til, at selvstændighedsdrømmen forbliver et luftkastel, er sikkerhedspolitisk: Den tyndt befolkede kolos er i geopolitisk forstand en del af Nordamerika. Hvilket betyder, at USA har overhøjheden.

Sådan har det været siden 1940’erne og udbruddet af den kolde krig. Denne er for længst afblæst, men logikken består, fordi Rusland atter er i spil i Nordatlanten, denne gang i selskab med en anden autoritær stormagt, Kina.

Dilemmaet for grønlandske politikere er selvindlysende: Mindre økonomisk afhængighed af bloktilskud kan hjælpes på vej af kinesiske og russiske investeringer. Men her har Statsministeriet sat foden ned. Med ført amerikansk hånd. Det skete i fjor i forbindelse med et planlagt lufthavnsbyggeri. Daværende rigsfælleskabschef Lars Løkke Rasmussen satte i fjor 700 millioner kroner i projektet, tilsat en lånegaranti på 450 millioner. Så var kineserne ikke længere med i det spil, og i Washington blev der klappet af den allieredes villighed og lydighed.

SÅ NÅR landstyreformanden og statsministeren om få uger skal tale om de historiske forbindelser, nutiden og fremtiden, er tiden vel moden til at formulere sig i brutal klartekst, sådan som Donald Trump har for vane?

Meldingen fra chefen for det hele i Nordatlanten kunne lyde noget i retning af følgende:

Vi gider ikke længere mere udenomssnak. Grønland ligger i vores baggård. Se i øjnene, at de lokale aldrig kommer til at klare sig selv. Hjemme i Amerika har vi haft lignende problemer med de indianerstammer, der engang stillede sig i vejen for udviklingen og fremskridtet. Vi sendte dem ind i reservater, om end det ikke så pænt ud. Nogle døde undervejs, hvilket selvfølgelig var trist. Siden kaldte de sig for nationer, selv om alle ved, at det er der slet ikke tale om. Men det lyder selvfølgelig pænere. Så kald I bare Grønland for en nation, så længe ingen er i tvivl om, at det er Washington, det bestemmer, hvem der må bruge penge på det, der betyder noget.

Og fortsæt endelig med at sende flere penge. Enhver dansk politiker kan vel se, hvordan en forsikringspolice ser ud?

(klumme i Politiken 7. august 2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Interneringslejre er kommet for at blive

Udgivet den 29. juli 2019 af flemmingytzen
Præsident Trump vil på afgørende områder ændre det samfund, han leder.

OVERDRIVELSER fremmer måske visse politisk motiverede budskaber, men er ikke altid tro mod realiteterne.

Så giver det mening at kategorisere de migrantcentre i det sydvestlige USA, som på kort tid har taget imod tusinder af individer fra især Mellemamerika, som noget så voldsomt som ‘ koncentrationslejre’?

Waitman Wade Beorn, der er historiker ved University of Virginia med speciale i holocausthistorie og folkemordsstudier, forklarer til magasinet Esquire, at der kan findes koncentrationslejre, uden at de minder om de nazityske Dachau og Auschwitz. Lejre, hvor bestemte befolkningsgrupper er blevet isoleret fra det omgivende samfund, har været kendt i mere end 100 år. Selve betegnelsen koncentrationslejr er sandsynligvis første gang brugt af de britiske militære myndigheder under Boerkrigen i Sydafrika 1900-02.

Andrea Pitzer, forfatter til bogen ‘ One Long Night. A Global History of Concentration Camps’, er gennem sin forskning nået til den nok bredest mulige definition af begrebet koncentrationslejr: masseindespærring af civile uden rettergang. Brugen af disse lejre har derfor været en historisk realitet i både demokratier og diktaturer: Ud over Tyskland og Japan har sådanne lejrsystemer været kendt og anvendt i bl. a. Sovjetunionen, Kina, Frankrig, Sydafrika, Cuba og USA.

Når USA optræder i denne ubehagelige kategori, skyldes det den periode i 1940′ erne, hvor mere end 110.000 etniske japanere, to tredjedele af disse med amerikansk statsborgerskab, blev interneret i lejre fortrinsvis i det sydlige og sydvestlige USA. Beslutningen om dette dramatiske indgreb kom i form af et dekret fra præsident Franklin D. Roosevelt kort tid efter det japanske angreb på Pearl Harbor i december 1941 og blev begrundet med sikkerhedshensyn.

Interneringspolitikken ramte også børn og individer, der kun havde et delvis japansk ophav. Til trods for at de fleste var efterkommere af indvandrere, der kom til USA i 1800-tallet, blev beslutningen begrundet med formodninger om manglende loyalitet over for USA i en krigstilstand med et åbenlyst imperialistisk og aggressivt Japan.

FRA DATIDENS krigsførende USA er der unægtelig langt til den aktuelle tilstand langs den amerikanskmexicanske grænse, som temmelig konsekvent kaldes ‘ grænsekrisen’ af både Trump-administrationen og mange amerikanske medier. Alene i maj blev 144.000 individer interneret af amerikanske grænsevagter, det højeste i nyere tid. Det samlede antal asylsøgere i det amerikanske system nåede i fjor op på 120.000, langt de fleste var folk, der ankom sydfra til USA’s grænse i sydvest.

At præsident Trump betegner disse ankomst som en ‘ invasion’, der bringer grænseregionen på kanten af en regulær undtagelsestilstand, ligger i logisk forlængelse af præsidentens måde at føre politiske kampagner på. Hele hans start på en regulær valgkamp tilbage i 2016 var præget af beskrivelser af spansktalende som ikke bare illegale, men kriminelle, narkohandlere og voldtægtsforbrydere.

Den aktuelle tilstand er ikke bare et udslag af Trumps omgang med økonomisk nødstedte, der ser Amerika som det eneste oplagte tilflugtssted med muligheder for en mere human tilværelse. Den skærpede asylpraksis vil også på sigt ændre afgørende på USA og på omverdenens opfattelse af landet som et unikt samfund på kloden.

Tidligere på måneden meddelte Det Hvide Hus, at asylsøgere kun vil få deres sager behandlet, hvis de kan bevise, at de har forsøgt sig med tilsvarende ansøgninger i de lande, de er rejst igennem på deres vej til USA, og her fik afslag. Den nye praksis vil få konsekvenser for et allerede presset lejrsystem.

Antallet af internerede fra grænseområdet siden oktober i fjor har nu passeret de 688.000. Konsekvensen af de skærpede regler bliver, at migranterne fra størstedelen af det latinamerikanske kontinent nu må forsøge at få asyl i det forvejen stærkt kriminalitetsbefængte mexicanske samfund.

ADSKILLIGE TUSINDER af Latinamerikas mest udsatte individer er nu politisk ammunition i Donald Trumps kampagne for genvalg næste år. Kort før de administrative asylstramninger blev udmeldt, truede præsidenten med at pålægge mexicanske produkter særtold, som straf for at myndighederne syd for Rio Grande ikke har gjort tilstrækkeligt for at hindre strømmen af migranter.

Hvor langt rækker republikanernes hukommelse? I sin sidste tale i embedet, holdt i januar 1989, forklarede præsident Ronald Reagan, at hvis den dag skulle komme, hvor USA ikke længere vil kunne tage anstændigt imod de folk, der ønsker at prøve lykken i landet, vil det være slut på det Amerika, verden har kendt. Trump sad næppe ved skærmen den dag.

(klumme i Politiken 29.07.2019)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Nu får ligusterfascisten sin vej

Udgivet den 24. juli 2019 af flemmingytzen

Den største populist i nyere politisk historie hædres i sin hjemkommune.

Vor hovedstad har en række gader opkaldt efter markante politiske skikkelser. Pladsen i Sydhavnen, hvor Borgbjergsvej møder Gustav Bangs Gade, fik i efteråret 2017 navnet Anker Jørgensens Plads. Flere andre veje i samme kvarter er opkaldt efter politiske personligheder af samme partikulør, for eksempel Borgbjergsvej, Gustav Bangs Gade, Louis Pios Gade og Peter Sabroes Gade.

Tæt på byens hovedfærdselsåre H.C. Andersens Boulevard har vi Staunings Plads opkaldt efter det 20. århundreds første socialdemokratiske statsminister.

Blå blok har også sine koryfæer i bybilledet. Aksel Møller var en konservativ politiker og borgmester på Frederiksberg og onkel til tidligere udenrigs- og kulturminister Per Stig Møller. Aksel Møllers Have Station er navnet på en kommende metrostation på den københavnske Metros cityring på Frederiksberg.

I forstadskommunerne har denne tradition været længe om at slå igennem, men nu rykker det i Gladsaxe. Kommunens legendariske borgmester Erhard Jakobsen (1917-2002) får en vej i Bagsværd opkaldt efter sig, har byrådet for nylig besluttet. Jakobsen var en farverig og kontroversiel bykonge 1958-74, en enestående periode med velstandsfremgang for Danmark. Han skaffede virksomheder og arbejdspladser til kommunen i stor stil, herunder TV-Byen i Gyngemosen. Velfærden fulgte med i slipstrømmen, men da han forlod borgmestergerningen til fordel for landspolitik, havde kommunen gældsproblemer.

Lokalt i Gladsaxe er der rynket nogle bryn i processen omkring navngivningen, men selvfølgelig skal denne temperamentsfulde demagog, der i november 1973 bidrog til at vælte en socialdemokratisk regering, stiftede partiet Centrum-Demokraterne og siden blev fødselshjælper for ti års borgerligt styre under den konservative statsminister Poul Schlüter, have sin egen vej.

HISTORIESKRIVNINGEN kan i uendelighed diskutere, om Erhard Jakobsen fortjener prædikatet som den største populist i nyere danmarkshistorie. Det er i så fald en titel, han må konkurrere med en anden partistifter, Mogens Glistrup (1926-2008), om. Begge stormede som bekendt ind i Folketinget ved det såkaldte jordskredsvalg i december 1973.

Der skal nok være nogle overvintrede venstrefløjsaktivister, der mener, at Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige er en slags åndelige arvtagere for henholdsvis Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne, men den holder ikke. Sidstnævnte opløste sig i 2008, og Glistrups oprindelige parti er så lille, at det nærmer sig usynlighed.

Hvorfor så hædre en politiker som Erhard Jakobsen, der bl.a. var berygtet som forsvarer for det sydafrikanske apartheidstyre, og som gennem sin forening Aktive Lyttere og Seere førte kartotek over, hvad han opfattede som venstreorienterede journalister i datidens mediemonopol, DR? Erhard Jakobsen kaldte de DR-journalister, der rapporterede i sympatiske vendinger om Sovjetunionen, Cuba og andre kommunistiske diktaturstater, for socialistiske og kommunistiske propagandister. Han skød med spredehagl, men ramte punktvis rigtigt.

Erhard mente, at lykken lå i en ligusterhæk, har teaterinstruktøren Peter Langdal sagt i relation til sin opsætning af teaterkomedien om Gladsaxe-bykongen og kommunistjægeren ’Erhard mod monopolet’, der blev en ubetinget anmelder- og publikumssucces her i foråret.

Ligusterhækken blev i datiden set som selve symbolet på småborgerlig lykke og affødte blandt Erhards kritikere den lidet flatterende betegnelse ligusterfascist om borgmesteren og hans ligesindede. I dag vil prædikatet være meningsløst i enhver politisk sammenhæng.

EFTER FOLKETINGSVALGET grundlovsdag må resten af denne sommer uundgåeligt blive en selvransagelsens tid for det borgerlige Danmark. For hvad er borgerlighed i nutidens Danmark? Næppe værdier, som de blev eksponeret af datidens partiledere som f.eks. Erhard Jakobsen.

I dag er der intet overraskende i at møde tilhængere af f.eks. Enhedslisten leve trygt bag ligusterhækken, hvor de lever fint med alt det, Gladsaxes bykonge skabte. For Erhard sejrede jo med sine angreb på DR. Han nedlagde Aktive Lyttere og Seere som konsekvens af det monopolbrud, der blev en af de blivende virkninger af Schlüter-perioden.

Men er der alligevel nogle rester af den højrefløjspopulisme, som gav Erhard Jakobsen fremdrift i de politisk turbulente 70’ere og 80’ere? Jo, Rasmus Paludans retorik havde tydelige mindelser om Glistrups især i 1980’erne, da udlændingepolitikken kom til at fylde mere end skattepolitikken.

Hvad Erhard Jakobsens nutidige betydning angår, har Peter Langdal nok leveret den mest præcise karakteristik: Kritik skal man helst kunne tage uden at pege fingre ad sine kritikere. Det havde både Erhard og hans modspillere svært ved at leve op til. De venstreorienterede var for meget, og Erhard var alt for meget. Men det satte gang i noget.

(klumme i Politiken 25. juli 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Uro i Hongkong får betydning for Taiwan

Udgivet den 15. juli 2019 af flemmingytzen

Kinas genforeningsplaner skubbes ud i en fjern fremtid.

HVILKEN lære vil Kinas ledere, nutidige som fremtidige, uddrage af den konfrontation, som har udspillet sig i Hongkong i denne sommer? Besvarelsen af dette spørgsmål forudsætter et historisk tilbageblik.

Fra anden halvdel af det 20. århundrede stod tre territorier uden for det kinesiske kommunistpartis kontrol: Taiwan, Hongkong og Macau. En ambitiøs drøm om at samle de områder, der blev anset for historisk at tilhøre riget, blev det meste af århundredet delt af kommunister og nationalister i Kina. Derfor blev Tibet, som reelt stod uden for den kinesiske centralregerings kontrol fra det sidste kejserstyres fald i 1911 frem til 1950, aldrig internationalt (dvs. i FN) set som en region, der kunne gøre krav på selvstændighed.

Hong Kong & Taiwan -political outliers-

Republikken Kina, grundlagt i Beijing i 1911, havde fra eksilet i Taiwan efter 1949 gjort krav på at repræsentere hele Kina (og havde Kinas plads i FN frem til 1971), men efter Taiwans demokratisering i slutningen af 80’erne blev dette af indlysende grunde opgivet. Med britiske Hongkong og portugisiske Macau var det anderledes. Få år efter den britisk-kinesiske aftale i 1984 om tilbagelevering i 1997 accepterede Portugal, at logikken i aftalen også skulle gælde naboterritoriet Macau. Det fik virkning fra 1999.

I 1981 erklærede den kinesiske ledelse, at den vil sikre Taiwans genforening med Kina om nødvendigt med brug af militær magt. Beskeden til ’udbryderprovinsen’ Taiwan var, at øen ville kunne bevare sit kapitalistiske system og tilmed sine væbnede styrker, hvis man ellers anerkendte Beijings overhøjhed. Modellen kendes som ’et land, to systemer’.

Men det er højst tvivlsomt, om den 24 millioner store befolkning i Taiwan vil acceptere den logik, som blev gældende for Hongkong. Jo længere den aktuelle konfrontation i Hongkong fortsætter, jo mere umulig tager en frivillig og fredelig kinesisk genforening med Taiwan sig ud. Seneste melding fra Beijing er, at ’Taiwan-spørgsmålet’ skal være ’løst’ senest i 2049, når Folkerepublikken fejrer sine første 100 år. Det falder nogenlunde sammen med udløbet af den ordning om lokalt selvstyre, Hongkong fik ved overdragelsen i 1997.

Taiwan blev i 1683 indlemmet i Qing-dynastiets Kina. Men en krig mod Japan betød, at Kina i 1895 måtte afgive øen, hvorefter Formosa, som var øens portugisiske navn, fik en central rolle i opbygningen af det japanske imperium i Østasien i første halvdel af det 20. århundrede. De japanske bombefly, der angreb Filippinerne og Indonesien i december 1941, udgik fra baser i Taiwan.

Japans krigsnederlag i 1945 betød, at Taiwan blev tilbageleveret til det Kina, som dengang blev ledet af Nationalistpartiet KMT; det parti, som i dag udgør den politiske opposition i Taiwan.

DER ER allerede nu valgkamp i Taiwan. Til januar stilles stemmeboksene frem i et af Østasiens frieste samfund. Præsident Tsai Ing-wen stod indtil for få måneder siden sløjt i sit uafhængighedsorienterede partis interne opstillingskampagne. Hun vandt imidlertid nomineringen sikkert i det samme døgn, hvor hundredtusinder af aktivister omringede parlamentsbygningen i Hongkong.

Mere opsigtsvækkende er det, at de fem kandidater fra det traditionelt Kina-venlige parti KMT pludselig har fået travlt med at lægge afstand til Kinas forslag om at lade øen blive en del af modellen ’et land, to systemer’.

Kinas muligvis største aktiv i Taiwan, grundlæggeren og ejeren af megavirksomheden Foxconn, Guo ’Terry’ Tai-ming, erklærede rent ud, at ’et land, to systemer’-modellen har slået fejl i Hongkong. Hans udmelding må have chokeret Beijing. Foxconn er klodens største producent af elektronikkomponenter og beskæftiger anslået 1,2 millioner industriarbejdere i Kina.

Kinas erklærede mål med at få bragt Taiwan tilbage til Kina kan kun realiseres med accept fra USA, der siden 1979 har garanteret, at øen ikke kan påtvinges en politisk ordning af Beijing. I sidste uge satte Kongressen streg under sine forpligtelser ved at godkende det største våbensalg til regeringen i Taipei i årtier. I Washingtons pakke til Taipei gemmer der sig 108 Abrams-kampvogne og 250 Stinger-jord-til-luft-missiler til en anslået værdi af 2,2 milliarder dollars. Tilbage i april godkendte USA et særligt træningsprogram for Taiwans aldrende F-16-fly. Taiwan har i årevis presset på for at købe de mest avancerede fly af typen F-35, men her vil Kongressen ikke være med. Tag dette som et amerikansk hensyn til Beijings modstand.

Aktivisterne i Hongkong har givet Taiwan en forstærket livline. Beijing må tænke nyt. Xi Jinping har utvivlsomt fået hovedpine.

(klumme i Politiken 15.07.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Achtung, babies! Ursula er en rollemodel

Udgivet den 11. juli 2019 af flemmingytzen

Den kommende EU-chef har allerede gjort en forskel i Europa. Hurra.

Længe inden Ursula von der Leyen kom i spil som chef for EU-Kommissionen, havde hun gjort en markant forskel for Europas fremtid.

Det skete i hendes tid som tysk minister for familieanliggender, ældre borgere, kvinder og unge i den regering, som Angela Merkel stillede sig i spidsen for i 2005.

Under betydelig modstand fra konservative kredse i hendes eget CDU-parti fremlagde hun en lovpakke kendt som Kinderförderungsgesetz , som øremærkede et milliardstort beløb til oprettelse af børnepasningsfaciliteter over hele forbundsrepublikken.

Med klar inspiration fra de skandinaviske nabolande tog von der Leyen også initiativ til en fædreorlov, et udspil, der vakte forargelse hos CDU’s bayerske søsterparti, CSU. Den højprofilerede professor i gynækologi gødede dermed den tyske politiske jordbund for en fremtid, der tegner lovende ikke kun for Tyskland, men også for de medlemmer af EU-familien, der stadig har til gode at give børnefamilier værdige betingelser, når familiehensyn og karriereinteresser skal kombineres.

Der skulle med andre ord en fast tysk hånd til at eksportere en central del af den nordiske velfærdsmodel sydover.

SOM MOR til syv har den højt begavede politikerveteran for længst vist vejen for andre tyske kvinder. Hendes initiativer for snart 15 år siden sætter sig nu spor i de demografiske udviklingstal for Tyskland. Læs: et mere fremtidssikret og lighedsorienteret arbejdsmarked.

Glemt af de fleste er, at for små fire årtier siden stod den daværende vesttyske forbundsrepublik på en delt bundplacering med Danmark i opgørelsen over fertilitetsrater i Europa.

Fertilitetsraten er det antal børn, en kvinde forventes i få i sin levetid: i Tyskland er tallet hen over ti år steget fra 1,33 til 1,57 og er nu tæt på et europæisk gennemsnit, tilmed langt over bundskraberne, som forbløffende nok er katolske Italien og Spanien.

Tallene ser små ud, men holder tendensen, er det starten på en lille revolution, vi ser her. Fertilitetsraten skal holdes op mod et samfunds alderskurver. Ifølge FN-prognoser vil Tyskland i midten af dette århundrede have 58 personer i aldersgruppen 65+ for hver 100 i den arbejdsduelige alder, som er kategorien mellem 20 og 64. Til sammenligning er de tilsvarende tal i Italien 74 til 100.

Bundlinjen i denne ligning er, hvad i nogle sammenhænge skamløst benævnes samfunds ældrebyrde. Hvor mange arbejdsdygtige er der til at betale for de ikke-arbejdsdygtige og pensionister.

Med i billedet hører, at halvdelen af stigningen i den tyske fertilitetsrate skyldes indvandringen. Thomas Sobotka, der forsker i befolkningsudvikling ved Institut for Demografi i Wien, har beregnet, at syriske mødre i Tyskland i 2017 fik 20.100 børn.

HØJTUDVIKLEDE lande i Europa og Østasien står over for en identisk udfordring: En højere fertilitetsrate er forudsætning for opretholdelse af velstandsniveauet. Japan, Sydkorea og Kina kan passende følge det tyske eksempel: Forbundsregeringen vedtog i 2013, at alle børn over etårsalderen har ret til en daginstitutionsplads.

Politikerne bekræftede dermed en tendens, der længe havde været undervejs. Fra 2006 og ti år frem steg antallet af tyske børn i vuggestuealderen fra 286.000 til 762.000. Lidt af en revolution, vil mange med kendskab til tysk politik sige.

Måske bliver det en kende for flabet at konkludere, at der skulle en liberal lutheraner til at forandre de konservative, katolskfunderede traditioner i tysk samfundsliv og familiemønstre. I så fald er logikken til at få øje på. I 2009 skiftede Ursula von der Leyen fra familieministeriet til arbejdsministeriet og fik dermed hovedansvar for implementeringen af Schröder-regeringens omstridte arbejdsmarkedsreformer. Læs: tilpasningen af prisen på arbejdskraft under presset fra østasiatisk industriproduktion. Ikke en udfordring for de sarte.

Så indlysende nok måtte hun videre til den mest maskuline af alle offentlige bastioner: militæret. Lige her er revolutioner ikke noget, der klares ved te- eller kaffeselskaber. Mine militærsagkyndige venner fortæller, at Bundeswehr er i en pinlig forfatning. Undervandsbådene kan knapt nok dykke, kampvognene ruster, og flyhjul punkterer.

Måske er der noget om snakken, men lad os minde om, at Ursula Von Der Leyen lod den tyske forsvarsmaskine investere i både cyberkrigskapacitet og ubemandede droner, ligesom hun gav grønt lys for våbenleverancer til de irakiske militser, der bekæmpede Islamisk Stat. Men det var også hende, der i 2015 forsvarede den tyske beslutning om ikke at sende våben til Ukraines forsvar mod prorussiske militser. En balanceret og forsigtig tilgang til Europas sikkerhedspolitiske udfordringer.

PS: Overskriften til denne Signatur er inspireret af den irske rockgruppe U2’s syvende album, der blev udgivet i 1991.

(klumme i Politiken 11.07.2019)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

En bedre kejser for Hongkong?

Udgivet den 3. juli 2019 af flemmingytzen

Den tidigere koloni bliver ikke et demokratisk eksperimentarium.

SAGT AF berømte Francis Fukuyama: Kina har to slags regeringer, de gode kejsere og de dårlige. Det kinesiske magtsystem fungerer kun i Østasien med denne verdensdels to årtusinders tradition for meritokratiske hierarkier.

Som inspiration eller doktrin er dette udsagn brugbart til forståelsen af de aktuelle begivenheder i Hongkong, hvor det sociale mediehav er ved at drukne os i heroiserende eller direkte voldsforherligende beskrivelser af gadens parlament.

Det følgende for at få de historiske realiteter på plads:

Verden blev overrasket af den grad af frivillighed, hvormed den britiske konservative regering under Margaret Thatcher i 1984 gik med på en forhandlet tilbagelevering af Hongkong. Thatcher havde i 1982 ført krig mod Argentina om det britiske territorium Falklandsøerne i Sydatlanten – og vundet! Så hvorfor ligefrem forære det velstående Hongkong til Kina?

Der var kun få protester, da aftalen blev indgået i 1984. Forklaringen er utvivlsomt det lange tidsperspektiv. Hongkongs særlige status skulle opretholdes i 50 år, altså frem til 2047. Så langt kunne ingen se frem dengang, men der eksisterede en udbredt opfattelse af, at de reformer, Beijing havde sat i værk i 1980’erne, ville skabe et mere rummeligt og tolerant Kina. En illusion, der led skibbrud med den militære nedkæmpelse af demonstrationerne i Beijing i juni 1989.

I 2007 havde Kina en tolerant kejser, Hu Jintao, Det var med hans underskrift, at Danmark fik sin strategiske partnerskabsaftale. Sandsynligvis af den grund hører vi ingen danske politikere gå ud og kræve mere frihed og/eller selvstændighed for Hongkong.

Hu Jintao lod i 2007 forstå, at Hongkong ville kunne vælge den lokale regeringschef ved direkte valg, hvor stemmeretten skulle udvides til hele befolkningen. Siden skulle også medlemmerne af Legislative Council (Legco), regionens parlament, vælges ud fra princippet en person/en stemme og ikke som nu gennem særlige valgmandskollegier, hvor profession er kriteriet for valgbarhed for halvdelen af medlemmerne.

I 2014, hvor kejseren er blevet Xi Jinping, besluttede Beijing, at Hongkongs indbyggere skulle have mulighed for direkte valg af regionens ledere, men føjede så til, at enhver kandidat skulle godkendes af en komité, som kontrolleres af Beijing.

Reaktionen blev den såkaldte Paraplybevægelse, som lammede centrale bydele med demonstrationer i næsten tre måneder. Logikken talte herefter for, at et kompromis blev opnået i parlamentet, Legco. Det blev forsøgt i juni 2015, men gik helt galt. Pro-Kina-medlemmerne af Legco argumenterede for, at lokalregeringen accepterede et forslag, hvorefter enhver kandidat til regeringschefposten skulle forhåndsgodkendes af Beijing.

Argumentet lød, at en ny valgmetode var en fornyelse, der siden kunne udvides, også selv om kandidatfeltet var kontrolleret. Juridiske teknikaliteter gjorde, at forslaget ikke kom videre. Fronterne var derefter trukket op til konfrontation.

Med fem års forsinkelse har en demokratibevægelse i Hongkong vist sig at have en vis overlevelseskraft. Udfordringen for bevægelsen er, at den er aktivistisk og domineres af yngre indbyggere. Mange var ikke født, da overdragelsen blev aftalt i 1984. Om aktivisterne har opbakning i bredere kredse og ældre grupper af Hongkongs befolkning, er uklart. Men en nylig opinionsundersøgelse viste, at ni ud af ti i aldersgruppen 18-29 år ikke føler sig stolte over at være kinesiske statsborgere i Hongkong.

Den demografiske faktor kan på sigt afgøre den politiske tilstand i Hongkong. Regionen har et særligt system kaldet One-Way Permit, som Kina bruger til at lade op til 150 af sine borgere bosætte sig i Hongkong om dagen, svarende til 50.000 om året.

SPØRGSMÅLET er nu, om Hongkong kan bevare sin økonomiske dynamik, hvis Beijing opgiver de særlige rettigheder og love, som gør regionen forskellig fra resten af riget. Svaret må blive bekræftende, fordi den kapitalistiske dynamik er blevet eksporteret ud af Hongkong. Nogen vestlig model har der aldrig været tale om, og den tegner sig heller ikke i horisonten. Allerhøjst en kuriøs hybridmodel mellem Vesten og Østasien, men med et aktiv civilsamfund og mediemiljø som den afgørende forskel fra Kina. Regionens vigtigste avis, South China Morning Post, ejes af Kinas rigeste mand, Jack Ma, men publicerer stof, som ville være censureret i Kina.

Hongkong er et enestående eksperiment, som på den lange bane næppe overlever konfrontationen mellem partistaten og gadens anarkister. Den gyldne middelvej, hvor kompromiserne formuleres, ligger ikke lige for og slet ikke i de regeringsbygninger, som lige er blevet raseret.

(klumme i Politiken 4. juli 2019)

 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Trumpismen på museum i 2021?

Udgivet den 1. juli 2019 af flemmingytzen

Nej, meget taler for, at han får fire år mere. Kedeligt bliver det ikke.

TO AF USA’s tidligere præsidenter, republikanerne Richard Nixon og Ronald Reagan, har deres museer og sidste hvilesteder i nationens folkerigeste delstat, Californien. Begge byggede deres karrierer op her, Nixon som kongresmedlem, Reagan som guvernør.

Nixon var vicepræsident under Dwight D. Eisenhower i perioden 1953-60 og derfor en selvskreven kandidat til det valg i november 1960, som han tabte med en hårsbredde til John F. Kennedy. Derefter var han dømt ude i en periode efter at have tabt i forsøget på at blive Californiens guvernør 1962. Hans sejr ved præsidentvalget 1968 var derfor nærmest en sensation.

Nixon-perioden forbindes i historieskrivningen med den uheldigt eksekverede afslutning på Amerikas udsigtsløse og tragiske krig i Vietnam og ikke mindst nationens største indenrigspolitiske skandale, Watergate, der førte til præsidentens afgang i utide i august 1974.

På The Richard Nixon Library and Museum i fødebyen Yorba Linda øst for Los Angeles leveres der omfattende indsigt i den kontroversielle politikers enestående løbebane. Der bliver ikke sparet på detaljerne i det miskmask af kompliceret jura, politisk manipulation og systematisk bedrag og løgne, som karakteriserede den to år lange Watergate-affære. Meget kan kritiseres i amerikansk indenrigspolitik, men aldrig, at der mangler åbenhed i forholdet mellem politikere og offentligheden.

Et passende lærestykke for folk, der forsøger at begribe den aktuelle tilstand i og omkring Det Hvide Hus i Washington.

MUSEET i Yorba Linda har indrettet en særlig afdeling for Nixons største udenrigspolitiske bedrift: åbningen mod Kina i 1972. På en ca. fem minutter lang dokumentarisk video ser vi billederne af præsidenten med frue og følge besøge Den Forbudte By og Den Store Mur i et vinterkoldt, gråt og ludfattigt Kina. De afsluttende panoramaer viser som kontrast nutidens hyperdynamiske gigant på vej mod status som supermagt.

I Reagan-museet i Simi Valley halvanden timers kørsel fra Yorba Linda vises en tilsvarende film med en præsident, der varsler stjernekrigsoprustning mod det, han i starten af 80’erne kaldte ’ondskabens imperum’, datidens sovjetiske supermagt. Filmen slutter med en forsonligt smilende Reagan på Den Røde Plads i Moskva få år før den kommunistiske mastodonts definitive sammenbrud.

På hver sin måde og under temmelig forskellige omstændigheder afleverede Nixon og Reagan en mere lovende verden end den, de havde taget imod, da de vandt embedet i henholdsvis 1968 og 1980.

Nixon åbnede for integrationen af en femtedel af menneskeheden, den kinesiske, i det, vi i dag i mangel af bedre kalder globaliseringen, og som har trukket trekvart milliard kinesere ud af den dybeste fattigdom. Reagan og hans efterfølger, George H.W. Bush, sikrede med besindig adfærd og dygtigt diplomati, at sovjetimperiet afvikledes uden store blodsudgydelser.

Nixon kunne ikke vide, hvilken økonomisk og social transformation Kina siden skulle ryste verden med. Ingen amerikansk præsident har nogensinde profeteret Kinas opløsning, men man har udtalt sig forventningsfuldt om det asiatiske riges mulige forvandlinger og overvejet USA’s involvering. Det begyndte alt sammen med udsendelse af missionærer i 1800-tallet. I dag rivaliserer de om verdenshandelen.

PRØV SÅ lige følgende tankeeksperiment: Donald J. Trump taber præsidentvalget i 2020. Hans kleresi af finansfyrster og byggematadorer etablerer en fond, der skal finansiere opførelsen af The Donald Trump Presidential Museum and Library, som med stor sandsynlighed placeres et sted i staten New York. Hvilke bedrifter og begivenheder skal fremstilles i ord, på film og fotos som det, der markerer højdepunkterne i republikkens 45. præsidents embedsperiode?

Konfrontationen med Iran? Udsigt til langvarig fortsættelse. Løsning i Syrien? Nej, amerikansk passivitet og dermed frit slag for Tyrkiet, Iran og Rusland. Lidt håb for palæstinenserne? Kun varm luft i et volumen som Stillehavet. Aftalt atomnedrustning med Nordkoreas diktator Kim Jong-un? Overhovedet ikke realistisk. Et afklaret forhold til Putins Rusland? Fortaber sig i gråtoner. Handelskrigen med Kina? Kun udsigt til fortsatte spændinger. Klimainitiativer? Glem det. Respekt for EU? Først når der er to torsdage i en uge.

MEN OKAY, flere og flere profetier rammer samme konklusion: Trump vinder valget i 2020, og dermed får han jo fire år mere til at lykkes med alt det, der enten stod stille eller gik den gale vej i første embedsperiode. Nixon og Reagan var optimister på Amerikas og menneskehedens vegne. Trump afvikler en verdensorden, og kedeligt bliver det ikke.

(klumme i Politiken 1. juli 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Læg blyantspengene i partikassen

Udgivet den 27. juni 2019 af flemmingytzen
394.200 kroner om året skattefrit. Er det taksten for at være europakontrollant?

Hvad er vore folkevalgte værd, hvis vi skal forsøge at sammenligne deres vilkår med tilstandene på det arbejdsmarked, der gælder for alle os andre?

Spørgsmålet kom op i 11. time i den valgkamp til EU-Parlamentet, som fyldte en stor del af maj, inden folketingsvalgkampen tog over. Initiativtageren var den konservative spidskandidat Pernille Weiss, der fremsatte et forslag om, at de danske medlemmer af EU-Parlamentet fremover deles om udgiften til en revisor, der skal holde styr på de såkaldte blyantspenge. Lad os lige minde om, hvad blyantspengene er for en størrelse:

Hver måned udbetales 32.850 kroner skattefrit til dækning af udgifter i forbindelse med hvervet som EU-parlamentariker. De skal gå til dækning af kontordrift i hjemlandet, herunder mobiltelefoni, computere, konferencer og anden mødevirksomhed. EU-systemet kræver ikke kontrol med, hvordan pengene bruges.

Læg hertil, at når EU-parlamentarikerne deltager i møder i Bruxelles og Strasbourg udbetales 2.332 kroner dagligt i såkaldte diæter. Ligeledes skattefrit. Dette beløb skal dække udgifter til hotel, bespisning og repræsentation. Faktiske rejseudgifter til fly og tog refunderes. Og så skal vi vel ikke glemme vederlaget, det neutrale ord for det, der burde hedde politikerlønnen: 64.162 kroner udbetales der, og her trækkes der skat efter danske regler. Trods alt.

LAD OS for nemheds skyld sige, at den folkevalgte efter skattetrækket har i omegnen af 30.000 kroner til sig selv. Et nogenlunde lige så stort beløb, de såkaldte blyantspenge, udbetales oveni og er skattefrit. Altså mere end 60.000 kroner til at klare dagen og vejen til og fra Bruxelles og Strasbourg.

På årsbasis løber blyantspengene op i robuste 394.200 kroner. Hvor mange smartphones, iPads, internetmegabytes, notesblokke, kuglepenne, danskvand, ostemadder og kaffemaskiner kan man få for disse penge? Bevares, det kan være, at nogle af vore folkevalgte har lejet sig et kontor med tilhørende tekøkken, brusekabine og drømmeseng i København, hvilket kan være praktisk, når det nu er så langt at komme hjem til den danske provins med DSB-forsinkelser, trafikpropper og den slags. Så forstår man måske fristelsen til at indrette sit kontor hjemme i kælderen og skaffe sig et ekstra skattefradrag (arbejdsplads på bopælen hedder den slags i revisorjargon, og det gælder tilmed på Bornholm).

NATIONENS venstreorienterede veteran i EU-Parlamentet er Margrete Auken, som siden 2004 har repræsenteret Socialistisk Folkeparti med plads i Den Grønne Gruppe. Hermed en opfordring til en lille studiekreds i SF’s Ungdom: Hvor mange kroner eller euro i blyantspenge er det samlet blevet til i de 15 år, og kan det tænkes, at denne skattebegunstigede pengestrøm også er kommet partikassen til gode?

Sikke mange studiekredse med ostemadder og danskvand, det kunne være blevet til. Ret skal være ret, EU-veteranen har tydeligvis fået moralske tømmermænd. for dagen før valgdagen i maj blev hun af Jyllands-Posten citeret for, at hun i den forgangne valgperiode har haft en stående invitation til enhver journalist, der måtte ønske det, at komme forbi hendes kontor og se hendes bilag.

Herefter følger så sensationen, en lille en af slagsen ganske vist: Alle medlemmer af EU-Parlamentets Grønne Gruppe er nu forpligtet til at få foretaget revision over blyantspengene.

Hvad siger reglerne, for den slags har vort højt respekterede forsamling i Europa vel?

Der står intet på parlamentets hjemmeside om, at politikerne er forpligtet til at gemme bilag eller at aflevere regnskaber. Der er altså ingen kontrolmekanismer. Argumentet mod kontrol er, at det vil skabe mere administration. På den måde får medlemmerne og deres hjælpere mulighed »for at koncentrere sig om deres politiske arbejde ved ikke at pålægge dem ekstra administrativt besvær«, skriver parlamentet på hjemmesiden.

Forslaget fra Pernille Weiss om at deles om udgifterne til en revisor er et beskedent forsøg på at komme mange års uanstændighed til livs, og mon det ikke er denne erkendelse, som man i parlamentets Grønne Gruppe er nået frem til.

Eller også er fru Auken blevet overbevist af Enhedslistens nyvalgte medlem, Nikolaj Villumsen, der i valgkampens slutfase sagde: »Der er brug for åbenhed om, hvad alle de her penge bliver brugt til, så de ikke bare bliver stukket i lommen på parlamentarikerne. Det løser en revisor ikke. Det løser en model, hvor vi lægger det åbent frem. Det vil vi gøre«.

Den indlysende løsning: Læg blyantspengene i partikassen, bilagene ligeså, og læg så det hele frem.

(klumme i Politiken 27. juni 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Greta Thunberg er chanceløs i Californien

Udgivet den 17. juni 2019 af flemmingytzen
Amerikansk energipolitik er ved at blive kvalt i sin egen succes. 

 

EN RIGESTE og mest innovative delstat i USA, Californien, er en krystalkugle, der fortæller verden, hvad fremtiden vil byde os. Ikke mindst på det område, der mere end meget andet kommer til at definere vores fremtid: klima, energi og miljø.

Mange timers bilrejse på de store brede landeveje, der forbinder Californien og Arizona, er regulære åbenbaringer: Når vi havde passeret vindmølleparkerne omkring velhaverenklaven Palm Springs, ventede der efterfølgende gigantiske solpaneler på de flade arealer mellem Tucson og Yuma i Arizonas knastørre ørkenlignende landskaber.

Et eldorado, vil mange klimaaktivister konkludere. Men glem venligst alt om at give den svenske teenager Greta Thunberg en nobelpris eller at invitere hende til Californien: Læren fra energipolitikken i det sydvestlige USA tegner et uhyre kompliceret billede, som bør få klimabevægelsen til at tænke efter og lære af de erfaringer, der er gjort her i USA.

Californien har på få år øget sin produktion af solenergi så massivt, at delstaten i perioder enten forærer eller direkte betaler nabostater som Arizona og Nevada for at aftage den strøm, som den ellers så befolkningstunge delstat ikke selv kan forbruge.

PARADOKSET er opstået som konsekvens af en succeshistorie. For 10 år siden kom kun 15 producent af Californiens elproduktion fra vedvarende energikilder, størsteparten fra vindmølleparker og geotermiske anlæg. Solanlæg stod dengang for mindre end 1 procent.

Energirevolutionen tog kun få år: I dag leverer grønne energikilder mere end en tredjedel af delstatens samlede elforbrug, og solpanelerne er den enkeltkilde, der er i kraftigst stigning.

Hovedforklaringen er det dramatiske fald i omkostningerne ved etablering af anlæg. Mellem 2010 og 2016 er det gennemsnitligt blevet 73 procent billigere for californiere at bygge et solfangeranlæg, og produktionsprisen per kilowatt-time er nu det halve af, hvad strømmen koster fra et atomkraftværk eller et anlæg drevet af naturgas, viser tal fra U.S. Energy Information Administration.

DER ER andre paradokser: Trods overskudsstrømmen er elpriserne steget hurtigere end i resten af USA. Prisniveauet for strøm i Californien er 50 procent højere end det nationale gennemsnit.

Forklaringerne er flere: Delstaten har ingen central energimyndighed, der kan regulere elpriserne, så hvert energiselskab må klare sig på de vilkår, som markedet sætter. Eftersom mange af selskaberne har investeret i bygninger og udstyr for ret nylig, skal disse satsninger forrentes i et energimarked med overskudsproduktion og stagnerende priser.

Udviklingen i udgifter til etablering og drift af solfangeranlæg er kommet bag på alle planlæggere. Den californiske sektor for vedvarende energi har med andre ord leveret noget, der ligner et drømmescenario for klodens klimaaktivister, men er et mareridt for delstatens egne forbrugere og producenter.

Så det er ikke her blandt Californiens knap 40 millioner indbyggere, at klimaaktivister som Greta Thunberg skal gøre sig håb om at omvende forbrugere til at støtte den folkesag, som europæerne har gjort hende til frontfigur for.

BILLEDET er ikke mindre kompliceret, når vi ser på transportsektoren og det for amerikanerne allerhelligste: deres biler. Køerne på indfaldsvejene til en megaby som Los Angeles, hvorfra disse linjer skrives, demonstrerer dagligt amerikanernes ubekymrede holdning til deres fortsatte massive forbrug af fossile brændsler.

Ordet oliekrise er for længst forsvundet fra mediedækningen, og også her er der tale om en succeshistorie: USA er tæt på at have status som klodens største olie- og gasproducent. En udvikling, der har fundet sted i rekordtempo:

Landets olieproduktion i fjor nåede op på 11 millioner tønder råolie i døgnet, hvoraf de 7,5 millioner kommer fra skiferoliefelter.Texas producerede i fjor 4,3 millioner i døgnet, svarende til den irakiske olieproduktion.

Stigningen betyder, at produktionen er næsten fordoblet på knap 10 år. Fortsætter tendensen, kan USA i løbet af 2019 blive verdens største olieproducent foran både Rusland og Saudi-Arabien. Det betyder også, at USA er tæt på at være selvforsynende. Det Internationale Energiagentur IEA forudser endda, at supermagten kan blive nettoeksportør af olie i slutningen af 2020’erne.

Ifølge tal fra forskningscenteret ZSW i Baden-Württemberg var antallet af elbiler på verdensplan ved indgangen til 2018 nået op på 3,2 millioner. 1,2 millioner af disse kører i Kina, mens bilglade USA tegner sig for beskedne 750.000 med Tyskland på en tredjeplads med 93.000.Altså mindre end 1 million elbiler i bilismens oprindelsesland. Af et samlet tal på anslået 270 millioner biler. Greta Thunberg kan godt glemme alt om at komme på kampagnetur i USA.

(klumme i Politiken 17. juni 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar