Så er Kina nået til Venezuela

Udgivet den 7. april 2019 af flemmingytzen

Det amerikanske hegemoni i Latinamerika er under afvikling.

TALLET ER beskedent, men signalværdien enorm: 120 kinesiske soldaters nylige ankomst til Venezuela rykker afgørende på brikkerne i det globale magtspil og kan få konsekvenser langt fra det latinamerikanske kontinent. Det lille militærkontingent fra Kina ankom til ferieøen Margarita en af de sidste dage i marts, og deres opgaver blev beskrevet således, at de skulle stå for leverancer af både humanitær bistand og militært udstyr til regeringen. Siden er personalet fra Folkets Befrielseshær blevet overført til en lokal kaserne.

Udstationeringen kommer i umiddelbar forlængelse af, at Rusland sendte to militærfly medbringende et personale på ca. 100. En begivenhed, der udløste politisk alarm i Washington. Russerne skal installere en træningsfacilitet for helikoptere, mens kinesernes opgave ikke er beskrevet mere nøjagtigt.

Rusland og Kina har omfattende investeringer i det katastroferamte Venezuela. Ifølge amerikanske kilder har Beijing over en tiårs periode bevilget lån for 62 milliarder dollars til Caracas, som skal tilbagebetales i form af olieleverancer. Moskva er lillebror i denne formelle alliance med lån og investeringer for 17 milliarder dollars.

Konklusionen ligger lige for: Kina og Rusland er Venezuelas to største kreditorer og dermed de magter, der holder den trængte Maduro-regering ved magten. Ifølge en gennemgang i Los Angeles Times er der en kvalitativ forskel på den russiske og kinesiske tilgang: Moskva skal angiveligt være undervejs med et egentligt militært brohoved.

Venezuela er dermed ved at blive et modsvar til det, USA var undervejs med, da de daværende præsidenter Bush og Obama legede med ideer om at få bragt Georgien og Ukraine ind i det vestlige forsvarssamarbejde. Ledelsen i Kreml forsøger at kopiere en politik, den har opfattet som Washingtons indtrængen i Ruslands interessesfære. Værsågod, Washington, smag på jeres egen medicin.

HVILKEN INTERESSE har Kina i at træde i russernes fodspor i et område, der er mildest talt sensitivt for USA? Venezuelas tilstand er så dramatisk og katastrofal, at indsættelse af militære enheder ikke kan udelukkes, i en tidlig fase i form af evakueringer af civile. Skulle det komme så vidt, vil et sandsynligt scenarie indlysende være, at den venezuelanske regering vælger russisk og kinesisk hjælp. Større amerikanske indsatser er udelukket, sålænge Nicolas Maduro læner sig op ad Moskva og Beijing.

I dette spil er Europa for længst placeret på en sidelinje. USA, Canada og de betydende EU-lande ønsker oppositionslederen Juan Guaidó som midlertidig præsident. Men selv om et halvt hundrede lande har tilkendegivet, at de støtter et regimeskifte i Caracas, har dette ingen gang på jorden. Selv om et militært personale på samlet et par hundrede fremstår beskedent i et internationalt magtspil, rækker det som en regulær livsforsikring for Nicolas Maduros trængte regering.

Hvilke midler har USA til rådighed som situationen står? Meget få. Moskva og Beijing har med tilfredshed noteret sig Donald Trumps udtalelser om, at han vil drøfte Venezuela med både Vladimir Putin og Xi Jinping. Hvilket er det samme som at sige, at en amerikansk militær intervention til støtte for Guaidó overhovedet ikke er på bordet.

HISTORISK STÅR vi ved en korsvej. USA er langsomt men sikkert ved at tage afsked med en æra: Tilbage i 1823 definerede den amerikanske udenrigsminister John Quincy Adams den såkaldte Monroe-doktrin, opkaldt efter den præsident, som Adams tjente under.

Doktrinen var Amerikas svar på de europæiske kolonimagters forsøg på at gøre indhug i de latinamerikanske besiddelser, som Spanien og Portugal enten havde forladt eller var ved at miste. Også i nyere tid har udefra kommende parter fået at vide af Washington, at de skulle holde sig fra den amerikanske ’baggård’ i Latinamerika. Den tydeligste konsekvens af doktrinen blev USA’s årtier lange isolation af Cuba.

Trumps sikkerhedsrådgiver John Bolton var ganske vist ude og advare Kreml imod »at udstationere militære kapaciteter i Venezuela eller andre steder på den vestlige halvkugle (….) vi vil betragte sådanne handlinger som en direkte trussel mod international fred og sikkerhed i regionen«, som han udtrykte det.

Moskva reagerede med en konstatering af, at de amerikanske planer for et hurtigt regimeskifte i Caracas er slået fejl. Både latinamerikanske og europæiske magter forsøgte at støtte en ’politisk bedrager’ (Guaidó), som ikke var valgt af folket, og dermed har de fraskrevet sig enhver mulighed for diplomatiske løsninger. Inden USA kunne nå at tage nye skridt, havde Kina meldt sig på den latinamerikanske bane, samtidig med at kinesiske og amerikanske forhandlere angiveligt er rykket nærmere et stort kompromis i handelskrigen. Lige præcis derfor foretager Trump sig ikke mere over for Venezuela. Farvel til Monroe-doktrinen. Den holdt knap et par hundrede år.

(klumme i Politiken 8. april 2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Trump-effekten: EU omfavner Kina

Udgivet den 4. april 2019 af flemmingytzen

Er Italien blevet Kinas trojanske hest i Europa?

Næste uges topmøde mellem EU og Kina vil forhåbentlig give os mange flere detaljer, men det store billede står klart: Huawei-software eller ej, de betydende europæiske økonomier er parat til at blive partnere i Kinas gigantiske kompleks af silkevejsprojekter, kendt som Belt and Road. Alt imens Donald Trumps protektionisme i stigende grad risikerer at gøre USA til det, som vi troede, at globalisering og multilateralisme gjorde op med: en stormagt, der har nok i sig selv.

I stedet er verden på vej mod regionalisering. Ikke alles kamp mod alle på tværs af civilisationer og kulturer, men små og mellemstore landes kamp for at undgå giganternes dominans. Danmarks fremtidige udfordringer kommer til at ligne de dilemmaer, som Thailand og Sydkorea står i: sikkerhedspolitisk består alliancen med USA, men vor økonomiske forbundethed går i voksende grad i retning af Beijing. Bare spørg hos Mærsk.

Det afgørende øjeblik under sidste uges møder mellem den kinesiske parti- og statschef Xi Jinping og Frankrigs præsident Macron, Tysklands Merkel og EU-chef Jean-Claude Juncker kom, da Macron udtalte følgende:

»Ved fælles vilje kan vi undgå nye handelskonflikter og isolationistisk politik«. Fulgt op af Merkels beskrivelse af silkevejskonceptet som udtryk for ’samspil, forbundethed og gensidig afhængighed’, men med den nødvendige tilføjelse, at Kina skal give flere indrømmelser i form af europæisk adgang til det kinesiske marked.

I UMIDDELBAR forlængelse af topmødet blev det Italien, som blev det første G7-land til at indgå en aftale om partnerskab i silkevejskonceptet. Men lignende rammeaftaler med Kina er allerede indgået af 12 andre EU-lande. Italien kommer til at gøre en forskel, fordi Trieste i bunden af Adriaterhavet er udset til at blive, hvad økonomer allerede nu kalder Sydeuropas Hongkong eller Singapore.

Skeptikere spørger naturligvis om, hvorvidt Paris og Berlin er blevet fedtet ind i Beijings økonomiske drejebog, eftersom præsidenterne Macron og Xi underskrev handels- og investeringsaftaler til en samlet værdi af 40 milliarder euro. Herunder salg af 300 Airbus-fly til det hastigt ekspanderede kinesiske luftfartsmarked. Den europæiske omfavnelse af Kina kommer efter gentagne advarsler fra Donald Trump, leveret af hans faste budbringer Mike Pence: at hvis Europa kommer for tæt på Kina, vil USA overveje, om man fortsat skal dele efterretninger med sine europæiske partnerlande. Her blev vi atter mindet om det skandaløse i, at Nato ikke har sin egen efterretningstjeneste.

Til beroligelse for den kinesiske delegation fik EU-chef Juncker understreget, at nok bryder Kina sig ikke om, at Bruxelles i sit nyeste strategipapir kalder Kina for en ’systemisk rival’, men dette bør Beijing tage som en kompliment, der beskriver ’fælles ambitioner’.

Og ligger telegiganten Huawei ned nu? Nixen. Samtidig med Xi Jinpings besøg i europæiske hovedstæder passerede koncernen en omsætningsrekord på 107 milliarder dollars, og gæt engang, hvilken lokalitet den valgte som platform for at søsætte sin nyeste serie af mobiltelefoner, P30? Paris.

DET POLITISKE bagtæppe for Europas tilnærmelse til Kina er naturligvis både Brexit og den finanskrise i 2008, som satte især de sydeuropæiske økonomier i knæ. Det er en udbredt opfattelse, at Kina har sendt flere penge til de økonomisk nødlidende EU-partnere Grækenland, Italien, Spanien og Portugal, men den holder ikke i virkelighedens verden.

For gæt engang, hvilken økonomi der er blevet den største modtager af Beijings investeringer hen over de seneste fem år? Den britiske. En realitet, som hverken Theresa May eller David Cameron har været ivrige med at fortælle partnerne i EU.

De aktuelle udfordringer i Europa gør, at EU-Kina-topmødet 9. april kan blive en helt afgørende markør for, hvor verdensøkonomien og de dertil knyttede samarbejdsrelationer er på vej hen. Aldrig tidligere i historien er det sket, at de europæiske demokratier har strakt hånden ud til en ikkedemokratisk stormagt og dermed har trodset ønskerne hos den vestlige alliances største og vigtigste aktør, USA.

DEN MEST præcise betegnelse for den fremtidige tilstand vil være forbundethed på tværs af historiske alliancer og værdifællesskaber. Marco Polos eventyrlige opdagelse i 1200-tallet af den store østlige civilisation er vendt om.

Set med militærhistoriske briller kan verden være på vej mod fredeligere tilstande: Det forekommer ikke sandsynligt, at et stærkere Kina end det nuværende vil påtage sig en rolle lig den, USA har haft siden 1950’erne: som klodens politibetjent. Snarere bliver der tale om, at det går med krigene, som det er gået med økonomierne: De bliver regionale fremfor globale, og Europa vil trække sig ind bag beskyttelsesmure.

(klumme i Politiken 4. april 2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Drop bare drømmen om et alternativ til The Donald

Udgivet den 24. marts 2019 af flemmingytzen

Trumpismen er et blivende fænomen. Lær at leve med det. 

DER ER MILLIONER af europæere, der dagligt sukker over Donald Trump og den nærmest ufordøjelige strøm af tweets og ubehageligheder, der vælter ud af udstødningsrørene i Washington og omegn. Hvor længe skal dette politiske mareridt vare?

Amerikas traditionelle venner bør snarest finde panser og plade frem. Trumpismen er kommet for at blive, også selv om der i 2020 skulle ske det, at ’The Donald’ taber valgkampen. Men hvorfor skulle det være sandsynligt? Verden mangler endnu at se kandidater, der genopfinder og gerne fornyer den retorik, som vi husker Barack Obama og Bill Clinton for. De havde deres tid med optimisme og håb, Clinton-perioden begunstiget af international medvind, mens Obama for det meste blæste varm luft på verden. Det lunede, men kun for en tid.

Men jo, det indenlandske pres på præsident Trump vokser i form af generende undersøgelser og tidligere medarbejdere, der skal ind og ruske tremmer. Men lad være med at se på meningsmålingerne. De viste forkert stort set hele vejen i valgkampen i 2016, og som bekendt slog han sin modstander Hillary Clinton med kun 26,8 procent af det mulige antal stemmer.

En gentagelse er ingenlunde en umulighed. Trump har fået større opbakning i de republikanske partirækker, siden denne type målinger begyndte, hvis vi skal tro partiets egne popularitetsanalytikere.

EUROPÆERNE HAR stadig svært ved at forstå trumpismen som politisk fænomen. Den er meget mere end den såkaldte populisme, der har hjulpet Trump og ligesindede i Europa ud af magtens korridorer og ind i dens fornemste haller. Det trick, der gjorde en stor forskel under Trumps kampagne i 2016, var, at han satte en etiket på de såkaldt udokumenterede indvandrere ved at kalde dem for trusler mod national sikkerhed og balancen i samfundet.

I 2020 kommer vi med stor sandsynlighed til at opleve Trump bruge en anden slags etiket mod Bernie Sanders og alle, der ligner ham: De vil blive kaldt socialister og liberale – og dermed upålidelige amerikanere, der vil beskatte det amerikanske samfunds økonomiske dynamik, til den er skindød. Dette vil utvivlsomt have effekt på nogle af de vælgere på den politiske midte, der traditionelt stemmer på demokraterne, men som vakler, fordi deres tiltro til det offentlige er lav.

Demokraterne – med frontløbere som Bernie Sanders (77) og Alexandria Ocasio-Cortez (29) – har allerede foræret Trump-lejren et brugbart våben ved at erklære sig som demokratiske socialister. Dette varemærke har bare nul chancer i et Amerika, hvor socialisme er ensbetydende med statsligt formynderi, ligemageri og bureaukratisk ineffektivitet. En dødssejler med andre ord.

Kun én gang tidligere i Amerikas nyere politisk historie har en toppolitiker turdet taget ordet socialisme i sin mund. Manden var Harry S. Truman, USA’s fineste og vigtigste præsident siden 1945, men han brugte ikke venstreorienteret jargon for at vinde et valg. Datoen var 10. oktober 1952, Truman genopstillede ikke, men førte kampagne for demokraternes kandidat, Illinois-guvernøren Adlai Stevenson. Truman tog til genmæle mod den republikanske senator Robert Taft, der havde advaret om, at en »snigende socialisme« var ved at indtage Amerika.

Fra bagperronen på en togvogn gav Truman sine republikanske modstandere denne ideologiske bredside:

»Socialisme er et skræmmeord, som republikanerne har brugt om ethvert fremskridt, som befolkningen har oplevet den seneste snes år. Socialisme er for dem, når magten ligger i offentligheden. Socialisme er også social sikkerhed. Socialisme er også subsidier til landbruget. Socialisme er også sikkerhed for folks opsparing i bankerne. Socialisme er også fremkomsten af frie og uafhængige fagforeninger. Socialisme er dermed republikanernes betegnelse for alt det, der hjælper det store flertal af befolkningen«.

REPUBLIKANERNES præsidentkandidat i valgkampen i 1952 var eksgeneral Dwight D. Eisenhower, manden, der i 1944-45 førte de allierede til sejr over Nazityskland og derfor en ualmindelig stærk kandidat, som da også vandt stort over demokraternes Stevenson.Når Eisenhower-perioden (1953-60) blev økonomisk vellykket, skyldtes det naturligvis, at det nødvendige forarbejde var gjort af Harry Truman.

Lige nu soler Trump og hans tilhængere sig i hjemlig økonomisk fremgang, men den politiske svækkelse af USA over den ganske klode er de blinde over for. Derfor kan vi lige så godt vænne os til tilstanden og udsigterne: Donald Trump er den sandsynlige vinder af præsidentvalget i 2020.

(klumme i Politiken 25. marts 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Skal Nato på udflugt til Sydøstasien?

Udgivet den 24. marts 2019 af flemmingytzen

Nato fylder 70 og leder måske efter en ny eksistensberettigelse. 

Om en halv snes dage kan den Nordatlantiske Traktatorganisation, i daglig tale kaldet Nato, fejre sin 70-års dag. I Bruxelles vil der blive hævet et glas eller to for at markere den ubestridte succeshistorie, som den vestlige forsvarsalliance kan se tilbage på.

Organisationen sikrede fred og stabilitet for sine medlemmer gennem 40 års kold krig, stabiliserede Øst- og Centraleuropa, da hovedmodstanderen kollapsede, og intervenerede på Balkan, da århundreder gamle etniske og religiøse spændinger fik Europas traditionelle krudttønde til at eksplodere (fiaskoen i Afghanistan lukker vi øjnene for i jubilæumsåret).

Så hvad bliver Nato for en størrelse om fem, ti eller tyve år ? En selvtilfreds pensionist i søgen efter en ny eksistensberettigelse? Et kronisk vredt og frustreret Rusland, såret på fordums tiders stormagtsforfængelighed og inficeret af urealistiske ambitioner om at indgyde respekt, skal nok holde alliancens planlæggere og beslutningstagere beskæftiget længe endnu.

FOLKENE i Nato’s maskinrum har længe været opmærksomme på de cybertrusler, der udgår fra russiske ’troldefabrikker’. Men bag Rusland ligger som bekendt en global aktør, som ingen regnede for noget som helst, da den kolde krig blev lukket ned i de historiske år 1989-91.

I den seneste strategianalyse fra Nato (Strategic Foresight Analysis) nævnes Kina mere end dobbelt så mange gange som Rusland. De fælles russisk-kinesiske øvelser i det baltiske område og Beijings voksende interesse i Arktis har sat sig spor i Bruxelles og Washington.

»Kinas betydning for fremtiden er uhåndterlig for Nato. Alliancen blev ikke dannet for at håndtere Kina, den har ingen politik på området og ingen relationer i den retning«, konstaterer det indflydelsesrige britiske ugemagasin The Economist i en status og konkluderer følgende: »I den kommende år, i takt med at Amerika afsætter flere og flere ressourcer til at imødegå Kina, vil alliancens beslutninger blive mere præget af den ændrede kinesiske status i verden. Den teknologiske udvikling åbner helt nye dimensioner for krigsførelse«.

Nok har danske TDC netop skiftet Huawei ud med Ericsson, men i det store økonomiske telelandskab er det danske firma kun på størrelse med en mus. Store spillere som Tyskland, Storbritannien og Indien har signaleret, at de ikke vil gå i takt med USA i Donald Trumps kampagne for at få traditionelle venner og allierede til at udelukke en kinesisk it-leverandør alene på grund af ejerskab og nationalitet. I den forgangne uge så det ud til, at Sydeuropa slår dørene op for flere kinesiske investeringer.

Frygten og bekymringerne for, hvad Kinas voksende styrke og selvbevidsthed kan medføre, rækker ikke kun til telesektoren. I forrige uge udsendte EU-Kommissionen et strategidokument om relationerne til Beijing, som overrasker ved sin brug af skarpere ordvalg end tidligere.

EU kalder nu giganten i øst for en ’systemisk rival’, der forsøger at fremme alternative styreformer. Dokumentet efterlyser mere balancerede relationer præget af gensidige frem for ensidige fordele. Kinas militære opbygning, dets territorialkrav i det Sydkinesiske Hav, som ikke respekterer gældende FN-konventioner, står i kontrast til Beijings ønske om at påvirke og få fordele udviklingen i Arktis, hedder det.

Hvor kinesiske virksomheder har fået forholdsvis nem og uhindret adgang til markeder i Europa, er trafikken ikke gået den modsatte vej: Kina holder fortsat store dele af sine markeder lukket, fordi man beskytter egne virksomheder mod konkurrence.

AF STØRRE betydning end Europa er naturligvis Kinas relationer til sine naboer i Sydøstasien, hvor holdningerne til giganten i nord varierer fra historisk fjendtlighed i Vietnam til frygtsom skepsis i Malaysia, Indonesien og Filippinerne. Den regionale samarbejdsorganisation Asean, som er mere fællesmarked end union, har over en snes år arbejdet omhyggeligt på at opbygge samarbejdsrelationer til Beijing i en ofte vanskelig balancegang med flere medlemslandes alliancehensyn til regionens traditionelle beskytter, USA.

Men denne magtbalance er kommet i skred under Donald Trumps to år i Det Hvide Hus. Den amerikanske præsident har modsat sine forgængere holdt sig væk fra topmøder i Asean og i stedet sendt sin udenrigs- eller forsvarsminister. Dem bliver der talt pænt til, når de kommer til regionen, men forskydningerne i den globale økonomi vejer tungt:

USA fylder mindre og mindre i asiatiske import- og eksportstatistikker. Kina er ubetinget den største handelspartner for alle regionens lande, og både samhandel og investeringer bliver mere og mere regionalt orienteret. Amerika Først-politikkens konsekvenser er en dramatisk faldende tillid til Washington.

 

Myanmar, Laos og Cambodja, alle tre med ubehagelige varianter af dårlig og autoritær regeringsførelse, er undtagelser fra reglen om, at ingen i Sydøstasien vil være alt for afhængige af Kina. Men denne skepsis skal iblandes en erkendelse af, at USA’s historiske tilstedeværelse repræsenterer en kombination af velsignelser og forbandelser.

Hvor amerikanske og japanske investeringer var afgørende i regionens industrialisering fra 1970’erne og fremefter, er det i dag kinesisk købekraft og investeringer, der fylder mere og mere i vægtskålen.

Beijing har stillet sine sydlige naboer i udsigt, at om højst tre år vil der være etableret et nyt adfærdskodeks for Det Sydkinesiske Hav. Om dette opfylder den ultimative amerikanske betingelse, som er fri gennemsejling, vil tiden vise – for hvad vil Kina så bruge sine nye kunstige øer til?, spørges der.

De nye kinesiske ’silkeveje’ – handelsruter både til lands og til søs – skal finde en placering inden for den økonomiske partnerskabsaftale (RCEP) mellem Kina og Sydøstasien, som trådte i kraft med udgangen af i fjor. Den tegner til at blive afløseren for den økonomiske samarbejdsaftale, som Obama søsatte, men som Donald Trump sænkede som noget af det første efter sin tiltrædelse. USA ude, Kina inde. Både Indien, en traditionel rival for Kina, og Australien, en traditionel allieret for USA, er med i RCEP-aftalen.

I 2017 blev den samlede økonomiske volumen for RCEP-medlemmerne opgjort til 39 procent af klodens økonomi. Fremskrivninger viser, at tallet vil være 50 procent i midten af århundredet. Uden USA og uden EU.

En singaporeansk kommentator, Sun Xi, skriver i den partistyrede kinesiske tablodavis Global Times, at alle forsøg på at tvinge Sydøstasien til at vælge side mellem Kina og USA er dømt til at slå fejl. Tallene for samhandel og Trumps regeringsførelse leverer forklaringen.

(klumme i Politiken 24. marts 2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Da identitetsopgøret ramte Christchurch

Udgivet den 20. marts 2019 af flemmingytzen
Australien og New Zealand har vidt forskellige erfaringer med multikulturalisme.

Trods det geografiske naboskab og den fælles fortid som britiske bosættersamfund har New Zealand og Australien dybt forskellige erfaringer med integration og multikulturalisme.

Maori-befolkningen, den næststørste etniske gruppe i New Zealand (15 procent ud af de i alt 4,7 millioner), er betydeligt bedre integreret i kultur, politik og samfundsliv, end det er tilfældet med en sammenlignelig urbefolkning i Australien, de såkaldte aboriginals, som med ca. 800.000 har en 3,3 procents andel af Australiens befolkning.

Hvor de australske aboriginals blev voldsomt decimeret af importerede sygdomme, voldskampagner og forfølgelser, gik de britiske koloniherrer i New Zealand mere lempeligt til værks over for maorierne, der økonomisk og socialt er relativt selvforsørgende.

AF DISSE OG ANDRE grunde fik New Zealand aldrig de etno-nationalistiske bevægelser, som Australiens politiske scene blev kendt og berygtet for især i mellemkrigsårene, og som går under betegnelsen ’White Australia’.

Forskellen i holdninger til multikulturalisme, religiøse mindretal og indvandring kan bidrage til en forklaring på, hvorfor den formodede gerningsmand bag terrorangrebet i Christchurch valgte et samfund, der er stolt af sin kulturelle og etniske mangfoldighed, som målet for sin ekstremistiske handling. Det var repræsentanter for vellykket integration og en moderat og moderne, sekulær udgave af islam, den australske gerningsmand myrdede og sårede. Selv om de sidste rester af ’White Australia’-politikken formelt blev afviklet i 1975, har den overlevet i forskellige tilpassede udgaver, foranlediget især af den voksende indvandring af asiater gennem de seneste fire årtier.

OVERRASKENDE NOK er det Australiens uden sammenligning mest internationalt kendte historiker, Geoffrey Blainey, der har leveret en stor del af den intellektuelle ammunition til debatten om, hvad en australsk national identitet bør bestå af.

Den i dag 88-årige forfatter til snesevis af anmelderroste bogværker om australsk kulturel og politisk historie gjorde i 1984 sig selv til et åndeligt fyrtårn for en folkelig bevægelse mod multikulturalisme og indvandring, da han udsendte bogen ’All for Australia’, der omgående blev en bestseller.

Blainey advarede imod at give etniske indvandrermindretal rettigheder på bekostning af, hvad han opfattede som fundamentet i australsk identitet, nemlig den anglo-irske kernekultur (en uforholdsmæssig stor del af de indvandrere, som Storbritannien sendte ’down under’ frem til ca. 1920, tilhørte en irsk fængselspopulation).

Selve begrebet multikulturalisme er et falsum, lød Blaineys argument: »en fornærmelse for flertallet, noget, der skiller samfundets vande og truer sammenhængskraften … landets militære sikkerhed trues af, at enklaver af indvandrere i krisesituationer vil anmode deres oprindelseslande om hjælp«. Historikerens bønner blev for en snes år siden hørt af Pauline Hanson, der grundlagde partiet One Nation og høstede ni procent af den nationale stemmeafgivning i 1998, dog uden at give valg til partiets stifter. Hanson blev siden ramt af skandaler og måtte i fængsel efter domme for svindel med valgkampagnemidler.

Under den konservative premierminister John Howards 11 år lange regeringsperiode 1996-2007 gennemførtes en række justeringer af Australiens udlændingepolitik, som betød markante forøgelser af indvandrere fra især syd- og centralasiatiske lande. I sit sidste år ved regeringsmagten foreslog Howard-regeringen en borgerskabsprøve, hvis formål er »at nå den rette balance mellem diversitet og integration, især i en tid, hvor vi modtager mennesker fra så mange og forskellige kulturer«. Gennemførelsen var to år undervejs, inden den i 2009 blev vedtaget af en regering ledet af Labour.

AT DEN NEWZEALANDSKE regering hurtigt er skredet ind med stramninger af landets våbenlovgivning, er naturligvis prisværdigt, men med i billedet hører, at antallet af newzealændere, der ejer et skydevåben, er langt under niveauet i sammenlignelige lande. I 2016 blev ni personer slået ihjel med håndvåben i landet, svarende til 1,87 for hver million. Det tilsvarende tal i Australien er 10, i Canada 5.4 og i USA 106. Men at parlamentet i Canberra følger trop med stramninger, er mere end tvivlsomt. ’White Australia’ lurer lige under overfladen.

(klumme i Politiken 21. marts 2019)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Europa bør ikke være gidsel i techkrig

Udgivet den 12. marts 2019 af flemmingytzen

Tyskland har vist vejen i opgøret mellem USA og Kina.

Utvivlsomt blev der vrisset og knurret i inderkredsen af rådgivere omkring Trump, da den tyske økonomi- og energiminister, Peter Altmeier, i sidste måned meldte ud, at Berlin ikke vil forhindre den kinesiske techgigant Huawei i at byde ind på at levere udstyr til det fremtidige 5G-netværk på det tyske marked.

I sidste uge offentliggjorde Tysklands regeringsmyndighed for hele techområdet de detaljerede retningslinjer og sikkerhedsforskrifter, som kommer til at omfatte alle it-leverandører uafhængigt af nationalitet.

19. marts begynder de egentlige auktioner for leverancer til den teknologiske slagmarks frontlinje.

Tilsvarende har britiske eksperter meldt ud, at de sikkerhedsrelaterede risici, der måtte være knyttet til anvendelse af produkter fra Huawei, kan håndteres, uden at der skrides til et direkte totalforbud mod samtlige produkter fra den kinesiske gigant.

PÅ DEN STORE techkonference i Barcelona for nylig forklarede den øverste chef for britiske Vodafone, Nick Read, tilmed, at et forbud mod brug af Huawei-produkter risikerer at forsinke udrulningen af 5G-netværk i Storbritannien med op til to år. Hans forklaring? Det kinesiske firmas udstyr er af højere kvalitet end det, som de nærmeste rivaler, Nokia og Ericsson, kan præstere.

Dette ændrer ikke på, at der overalt i Europa er bekymring over Huaweis voksende tilstedeværelse. Muligvis vil Europa-Parlamentet i dag vedtage en resolution, der afspejler denne bekymring. Kun symbolpolitik, som branchen ikke behøver rette ind efter, men en indikation om, hvor tæt it og europæisk sikkerhedspolitik aktuelt er forbundet, og hvor økonomiske og konkurrencemæssige hensyn er tungtvejende.

Europa er klemt mellem titanerne. Ingen ansvarlige beslutningstagere, politikere, sikkerhedsmyndigheder eller branchefolk kan være i tvivl om, at Trump-administrationen har placeret Huawei i kikkertsigtet for at maksimere presset på Beijing i handelskrigen.

Panikken i Washington skyldes delvit, at USA endnu ikke kan stille med et firma, der kan levere 5G til samme pris og af samme kvalitet, som Huawei tilsyneladende er i stand til. Microsoft ejer som bekendt ikke længere Nokia.

Det ironiske i tilstanden er, at USA’s to giganter på området, Qualcomm og Intel, leverer komponenter til Huawei. USA kunne muligvis kvæle Huawei ved helt at forbyde leverancen. Men omkostningerne ved et sådant skridt ville være kolossale også for USA. For Kina ville hævne sig på f.eks. Microsoft eller Boeing, og så bliver handelskrigen først for alvor blodig i form af tab af arbejdspladser.

HUAWEIS STORE FORDEL i konkurrencekampen, lyder det fra amerikansk side, er, at de har den kinesiske statsmagt i ryggen. Huaweis modsvar: Vi er underlagt kinesisk lovgivning, og den respekterer vi.

Fra Edward Snowden, den politiske ’techflygtning’, der sidder et sted i Rusland, ved vi, at data om en milliardstor del af klodens befolkning for længst er landet i store datacentre, som kontrolleres af amerikanske sikkerhedsagenturer. Ingen har endnu kunnet dokumentere, at de kinesiske sikkerhedsagenturer vil gøre amerikanerne kunsten efter.

For det politiske USA består udfordringen nu i at overbevise en stor del af verdens lande om, at det er mere risikabelt at blive udspioneret af Kina end af USA. I forvejen betyder Donald Trumps regeringsførelse, at den internationale tillid til USA, selv blandt trofaste allierede, rasler ned, også hos det mest afgørende partnerland i Europa, Tyskland.

5G HAR AFGØRENDE betydningen for udviklingen af det, der er blevet kaldt ’den fjerde industrielle revolution’: teknologifusioner, som fjerner grænsen mellem de fysisk-materielle, digitale og biologiske sfærer, symboliseret ved robotsystemer, kunstig intelligens og nanoteknologi.

Opgøret mellem Kina og USA står om frontløberpositionen ved indgangen til de nye hyperteknologiske markeder og dermed fremtidens økonomiske kapløb. Europa tjener ikke sine borgeres, virksomheders eller forbrugeres interesse ved at acceptere en gidselrolle for en Trump-regering, der lader hånt om det alliancefællesskab, der hjalp Amerikas venner helskindet igennem den kolde krig.

I stedet kalder situationen på nøgtern og pragmatisk realisme:

AMERIKANSKE , kinesiske og alle andre techvirksomheder skal underlægges de samme love gennem et tilsyn, der nødvendigvis må udgå fra Bruxelles.

Der er brug for fælles spilleregler, jævnbyrdig konkurrence og politisk-administrativt indsyn med de mest magtfulde virksomheder, siden industrialiseringen begyndte, uden skelen til nationalt ophav.

(klumme i Politiken 12. marts 2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Populismen er også nået til Sydøstasien

Udgivet den 10. marts 2019 af flemmingytzen
Eliterne i Thailand og Indonesien gør klar til at møde vælgerne.

HVOR LANG TID skal et demokrati i udvikling bruge på at sikre, at en ansvarlig, civil og repræsentativ styreform har slået rødder, der går tilstrækkelig dybt til at sikre ikke bare overlevelse på den korte bane, men langvarig livskraft?

Spørgsmålet trænger sig på i to vigtige sydøstasiatiske nationer i den kommende tid. Thailand, der tidligere end andre af regionens lande forsøgte sig med en demokratisk styreform (enevælden blev afskaffet ved et kup i 1932), går til stemmeurnerne 24. marts, og Indonesien følger efter med både præsident- og parlamentsvalg 17. april.

Bangkok er, ulykkeligvis, vil mange af landets traditionelle venner sige, scenen for et velkendt scenario, gennemspillet flere gange tidligere i nyere tid: En juntaleder er i færd med at sikre sig et civilt mandat, der skal bringe kongedømmet tilbage til en slags normalitet.

Hvilken politisk tilstand kan efterhånden kaldes normal i det store sydøstasiatiske land, kan man spørge. Polarisering og populisme har domineret den politiske scene gennem en lille snes år, siden den tidligere politiofficer og erhvervsmand Thaksin Shinawatra vendte op og ned på thailandsk politik, da han helt tilbage i 2001 opnåede et bredt folkeligt mandat.

Efter at Thaksin i 2006 blev afsat ved et ublodigt kup, fulgte en turbulent periode, hvor han fra sit eksil udfordrede de etablerede eliter og retssystemet, der havde forbudt ham at være politiker. Med brug af sociale medier kunne han påvirke vælgere og aktivister så effektivt, at det lykkedes ham at få sin lillesøster valgt til regeringschef i 2011, indtil hun tre år senere blev afsat af den nuværende juntaleder Prayuth Chan-ocha.

Stemmeafgivningen vil blive gennemført på grundlag af landets 20. forfatning på 75 år; i sig selv et vidnesbyrd om den demokratiske skrøbelighed i landet. Valgkampen har haft sine kulørte øjeblikke som f.eks. den farceagtige episode i sidste måned, hvor et medlem af kongefamilien for en stund optrådte som politisk kandidat, indtil landets kontroversielle monark, kandidatens bror, gjorde en ende på dette forsøg. I sidste uge blev det parti, der forsøgte at opstille hende, dømt til opløsning af landets forfatningsdomstol.

SET GENNEM europæiske briller burde politik i Thailand handle om landets uhåndterlige tabuer: militærets dominans gennem det meste af et århundrede, monarkiets rolle i relation til de stenrige forretningseliter og de indlysende fordelingspolitiske udfordringer, som er synlige for enhver, der bevæger sig nogle timers kørsel væk fra Bangkoks glitrende indkøbscentre og kontorpaladser.

For nylig blev forretningsverdenen i Bangkok lettere chokeret over en udmelding fra en respekteret finansmand, Banyong Pongpanich, der med afsæt i en analyse i Credit Suisse Global Wealth Databook konkluderede, at Thailand er blevet »verdens mest ulige samfund« i den periode, hvor den siddende junta har været ved magten. Kongedømmets økonomi er præget af forretningseliter, der minder om de russiske oligarker, mente han.

Uanset udfaldet af valget, hvor ikke færre end 77 politiske partier kæmper om underhusets 500 pladser, er det tvivlsomt, om valghandlingen bringer et afgørende skift ind i thailandsk politik. Snarere bliver der tale om en legitimering af eksisterende magtforhold.

ET MEREOPTIMISTISK billede tegner sig hos Thailands sydlige nabo, Indonesien; klodens folkerigeste muslimske nation og hjem for en kvart milliard indbyggere. Det indonesiske demokrati har knap en snes år bag sig og har på imponerende vis leveret både politisk stabilitet og velstandsfremgang.

Alligevel er der tegn på, at de friheder og rettigheder, som blev de opmuntrende konsekvenser af omvæltningerne i foråret 1998, er ved at blive indskrænket. Der tales om en demokratisk ’retræte’ efter mange års fremgang. Economist Intelligence Unit gav i fjor Indonesien den største nedgradering, siden man i 2006 begyndte at sætte point på global demokratisk udvikling. Den interessante pointe er dog, at begrænsningerne i demokratisk udfoldelse til dels er et forsøg på at bevare en moderat og sekulær udgave af islam.

Sydøstasiens demokratiske landskab er kulørt og ujævnt. Populismen er kommet for at blive i både Bangkok og Jakarta. Trods alt ikke i den destruktive udgave, som er dagens uorden i det misregerede, om end formelt demokratiske Filippinerne.

(klumme i Politiken 11. marts 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Himalaya er en ugæstfri slagmark

Udgivet den 7. marts 2019 af flemmingytzen
Den delte region har en nøgle til stormagternes fremtidige magtbalancer.

HVER GANG der meldes om militære spændinger fra det pakistansk-indiske grænseområde, går mine tanker tilbage til et kortere ophold i Kashmirs hovedby, Srinagar, for mere end tre årtier siden. Det var stilhed før stormen dengang. Et par år senere eksploderede regionen i terror og vold, og der har sjældent været ro på siden.

Lige så overvældende i skønhed naturen i Kashmir er, lige så kompliceret er historien og de involverede staters motiver til at bruge Kashmir i spillet om Sydasiens magtforhold. Terrorangrebet i sidste måned, der kostede flere end 40 indiske soldater livet, og Indiens efterfølgende luftangreb på pakistanske mål er blevet en påmindelse om, hvor højspændt den flere end syv årtier gammel konflikt mellem to asiatiske atommagter stadig er.

Alligevel har Kashmir-konflikten ikke den samme opmærksomhed i vestlige medier, som det er tilfældet med det nordkoreanske atompotentiale. Korea og Kashmir er placeret strategisk afgørende i forhold til Kinas bestræbelser på at fremme en større økonomisk integration på kontinentet. Tilsyneladende er grænserne begge steder fastfrosne, men er der alligevel bevægelser på landkortet, uden at verdensoffentligheden har opdaget det?

DELINGEN af Kashmir i 1947 blev den direkte konsekvens af oprettelsen af selve den pakistanske stat samme år. De efterfølgende minikrige i 1965, 1971 og 1999 blev udtryk for et regionalt opgør, hvor selve Pakistans overlevelse som statsdannelse var på spil. For hvis Pakistan kollapser, kan Indien med god ret hævde, at landet kan optages i den indiske føderation, sådan som Indiens første premierminister, Nehru, og hans inderkreds mente.

Pakistans notoriske udfordringer med demokratisk konsolidering og landets manglende evne til at kontrollere terroristiske og fundamentalistiske strømninger forklarer, hvorfor dets ledere gennem syv årtier har valgt den mest usædvanlige af alle stormagtsalliancer: både den etablerede supermagt USA og den opstigende ditto, Kina, sikrer i fællesskab, at Pakistan ikke imploderer. Washington og Beijing har dermed en stødpudestat, der garanterer, at der lægges låg på eventuelle stormagtsambitioner i New Delhi.

Pakistans behov for at kontrollere dele af Kashmir kan forklares med geografi: Indus-floden. Indus udspringer på Verdens Tag, det tibetanske plateau, løber gennem den indiskkontrollerede del af Kashmir, inden den fortsætter ind i Pakistan og fortsætter sin rejse mod Det Arabiske Hav og dermed Det Indiske Ocean.

Indus med bifloder sikrer den nødvendige vandmængde til hovedparten af Pakistans flere end 200 millioner indbyggere.

Hvis Indien havde kontrollen med hele Kashmir, ville Sydasiens folkerigeste land have et kvælergreb på sin primære strategiske rival og en adgangsvej til Centralasien.

FOR DEN transportkorridor, som Kina og Pakistan er ved at bygge, og som er et af de vigtigste projekter i den store kinesiske plan for nye silkeveje i Asien, er også en del og hersk-strategi, der skal forhindre, at Indien nogensinde bliver i stand til at være en reel udfordrer for Kina.

Sidste uges trilaterale møde i Kina mellem Indiens, Ruslands og Kinas udenrigsministre blev overskygget af al den kulørte støj fra det fejlslagne møde i Hanoi mellem Donald Trump og Nordkoreas ’raketmand’ Kim Jong-un. Kim tog toget til Hanoi, fordi Nordkoreas to historiske allierede, Beijing og Moskva, insisterede på det og kan holde USA bundet op på den koreanske halvø, hvor Kina vil have afmonteret det sydkoreansk-amerikanske missilforsvar. Hvad angår Asiens anden store atomare konflikt, den indisk-pakistanske, er USA sat ude på en sidelinje.

Fordi USA har valgt Saudi-Arabien som allieret i opgøret om Mellemøsten, ser verden nu en uformel alliance, der hedder Beijing-Moskva-Teheran som drivende kræfter i Euroasiens økonomiske integration og med både Indien og Pakistan som diskrete partnere. Afgørende i ligningen er, at USA er på vej ud.

DEN ETABLEREDE supermagt ledes af en impulsdrevet præsident, der er ved at afkoble sig fra USA’s traditionelle forpligtelser. Nordkorea kan blive en langvarig distraktion for Trump, der fokuserer mere på en antimexicansk beskyttelsesmur og en mulig militær intervention i Venezuela end på de tektoniske magtforskydninger i Euroasien.

Den amerikanske retræte fra en engang veletableret unipolær supermagtsposition fortsætter, og manden i Det Hvide Hus har knapt opdaget det.

(klumme i Politiken 7. marts 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydasien, USA | Skriv en kommentar

Ufriheden tynger tilværelsen for Buddhas børn

Udgivet den 24. februar 2019 af flemmingytzen
Flere asiatiske autokratier lever i politisk åndsformørkelse.

TITUSINDER AF danskere rammer hvert eneste vinterhalvår en destination i den syd- og sydøstasiatiske gruppe lande, som tilhører theravada-buddhismen. Mange vesterlændinge forbinder buddhisme med tolerance, men kan man for en stund abstrahere fra den massive elendighed i den arabiske verden, samt Iran, Pakistan og Afghanistan, er der desværre ikke megen opmuntring at hente i de theravada-buddhistiske lande: Sri Lanka, Myanmar, Thailand, Cambodja og Laos.

Sri Lankas demokrati er tydeligvis det mest overlevelsesdygtige og håndterede to årtiers borgerkrig mellem flertallet af buddhistiske singalesere og mindretallet af hinduistiske tamiler uden at ty til længerevarende nødret. Til sammenligning holder Thailand stadig 20. århundredes verdensrekord i militærkup siden ophævelsen af det absolutte monarki i 1932. Valghandlingen i næste måned kommer med stor sandsynlighed blot til at bekræfte de eksisterende magtforhold, hvor militæret bestemmer det meste.

OMRÅDETS kommunistiske fortid er fortrængt. Et dystert lavpunkt i asiatisk historie blev nået i det skelsættende år 1975, da den ultrakommunistiske partisanhær De Røde Khmerer erobrede Phnom Penh fra et flygtet proamerikansk regime og kastede Cambodja ud i et hasarderet ideologisk drevet eksperiment, der endte med at koste 1,7 millioner khmerer livet.

Mens Laos forbliver det nok mest hemmelighedsfulde af de gammelkommunistiske regimer, er naboen Cambodja på papiret et flerpartisystem, men i realiteten et hårdhændet etpartistyre ledet af ekskommunisten Hun Sen. Han er i dag Sydøstasiens længst siddende diktator i en rolle som nyttig idiot for det Kina, han under Den Kolde Krig kaldte ’Cambodjas evige fjende’. For Kina har formået at gøre en tidligere fjende til lydig lakaj til stor irritation for Cambodjas tidligere besættelsesmagt og ’evige fjende’ af Kina, Vietnam.

Aktuelt samler opmærksomheden sig om Thailand og Myanmar, som kulturelt og politisk har store ligheder. Da datidens Burma fik uafhængighed i 1948, var der ikke stor forskel på velstandsniveauet i hovedstæderne Rangoon og Bangkok. Den thailandske magtelite fik til gunst for sin økonomiske udvikling snart etableret en alliance med USA, som behøvede et brohoved i den inddæmningspolitik over for de revolutionseksporterende kommunister i Hanoi og Beijing, som blev fire amerikanske præsidenters geopolitiske hovedhjørnesten.

Adskillige millioner af dræbte og sårede asiaters liv senere stod det klart, at amerikanernes dominoteori (’falder et land til kommunismen, falder det næste’) havde virket indtil 1975. Men da først Kinas og siden Vietnams etpartisystemer inkorporerede kapitalismen, blev logikken drejet 180 grader: Nu skulle de sydøstasiatiske regeringer finde ud af at balancere mellem USA og den opstigende rival Kina.

FOR FÅ år siden blev der vakt et demokratisk håb i Myanmar med nobelpristageren Aung San Suu Kyis overbevisende valgsejr. Hun ses ikke længere som et demokratisk fyrtårn, men som en traditionel nationalist og apologet for den militære elite. Hvis der blev holdt valg i næste måned, ville hun og hendes parti stadig vinde stort. Men forfatningen, der favoriserer militæret, kommer hun ikke til at ændre på.

Nabolandet Thailand går til stemmeurnerne om få uger uden udsigt til, at der vil blive ændret på kongedømmets fundamentale magtforhold. Men modsat Myanmar har Thailand et rimeligt professionelt bureaukrati, der sikrer et så tilpas højt velstandsniveau, at et vælgerflertal sandsynligvis vil foretrække stabilitet frem for forandring.

Parlamentsvalget i marts bliver det første under kong Maha Vajiralongkorn, den omstridte og i manges øjne belastede søn af den folkekære kong Bhumipol, der døde i 2016. Den 67-årige monark har et alvorligt legitimitetsproblem, fordi han i sit privatliv ikke har efterlevet buddhistiske idealer og normer for en familiefar.

Det parlamentariske liv forbliver højspændt, som det for nylig blev illustreret, da monarken fandt sin i mange år eksilerede søsters forsøg på et kandidatur til regeringschefposten for uacceptabelt. Thailands demokratiske begrænsninger skyldes kombinationen af royalistisk populisme og officerselitens magtsyge. Uoplyst enevælde tilsat demokratisk fernis. Men stadig et feriemål, der tiltrækker millioner af europæere på flugt fra vinterkulde og politisk depression.

(klumme i Politiken 25. februar 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Kinas pandaer er kun for de udvalgte

Udgivet den 22. februar 2019 af flemmingytzen
Debat om de kinesiske krammedyr afleder opmærksomheden fra vestlige udviklingsfiaskoer.

 

Der lød jubelråb på direktionsgangen i ingeniørkoncernen Cowi, da den sidste efterår vandt en opgave, der er knyttet til Kinas gigantiske silkevejsprojekt.

Den danske koncern skal sikre kvaliteten af et kinesisk finansieret tunnelprojekt i Bangladesh, en 3,4 km lang tunnel under floden Karnaphuli med anlægsudgifter på omkring 3,5 mia. kr.

Cowi’s kontrakt ligger på et tocifret millionbeløb, som kun er en brøkdel af det samlede projekt. Bangladesh er bygherre, men lånet kommer fra den statsejede Export-Import Bank of China. Kineserne står for både design og etablering. I Bangladesh kan de ikke så meget selv.

VI TALER om en mikroskopisk del af den største satsning på infrastruktur i menneskehedens nyere historie. Silkevejsprojekternes samlede volumen er opgjort til at være på 20 gange den Marshall-plan, som i årene umiddelbart efter 1947 var USA’s ambitiøse forsøg på at knytte lande i Nord- og Vesteuropa sammen indbyrdes og tættere på datidens verdensøkonomiske centrum, Amerika.

Det blev til en ubetinget succes for alle de lande, der var en del af det amerikanske alliancesystem, men modellen kunne ikke efterfølgende kopieres til andre kontinenter.

Den fremgang, som fire årtiers reformer indiskutabelt har givet den kinesiske økonomi, skal med de nye silkeveje udbredes til lande, der på ingen måde er en del af et kinesisk alliancesystem og ikke har udsigt til at blive det.

Men projekterne vil bringe flere af partnerlandene ind i et afhængighedsforhold til Kina. Gæld skal betales tilbage, og hvem forestiller sig lige, at debitoren begynder at skælde ud på kreditoren?

Anderledes med Danmark, som ikke har gældsproblemer, og som kan tilbyde ekspertise, der kan gavne det samfund, hvor projekterne udfoldes, foruden at den kinesiske entreprenør får vigtige erfaringer, der kan bruges andre steder.

Bortset fra de store energiselskaber er vestlige virksomheder generelt på retræte på flere kontinenter. Så for et fattigt udviklingsland i Kinas nabolag eller i Afrika er det svært at sige nej til de projekter, entreprenørstaten i Beijing byder sig til med.

MEN HVOR ER de amerikanske eller europæiske investeringer henne i hele den ligning? Tja, de kom i sin tid først, men forspildte muligheden for at gøre det allermest nødvendige: at binde svagt stillede lande tættest muligt sammen med infrastruktur og produktionsvirksomheder.

Bevares, vesterlændingene dukkede op med penge og projekter, i takt med at afkoloniseringen skred frem. Forsøgene på at levere infrastruktur blev gjort med private investeringer, projekter med penge fra Verdensbanken og store satsninger fra statslige udviklingsorganisationer.

Hvor meget industrialisering blev det så til i Afrika, Sydasien og Mellemøsten i løbet af dette halve århundrede? Hvor mange havne, broer, motorveje, fabrikker, ingeniørskoler og andet i samme kaliber blev det til i Østafrika, Zimbabwe, på Afrikas Horn, i Mali, Nigeria og i Yemen, Egypten, Pakistan og Bangladesh?

Den nedslående konklusion er, at USA, Storbritannien, Frankrig og andre kom, så – og sejrede overhovedet ikke. Moderniseringen udeblev i de samfund, der havde allermest brug for den. Milliarder af dollars, pund og franc blev spildt på tvivlsomme projekter, bakket op med våbeneksport til de kleptokrater, der svindlede med pengene.

Vi hører i disse år, at reduktionen i global fattigdom er rekordstor. Jo, men den sker kun i de lande, der er begyndt at producere, eksportere og handle løs med resten af verden. Hvor dette ikke er tilfældet, kender vi symptomerne: folkeflugt, opløsning, vold, kaos og fundamentalisme. Nigeria, Afrikas Horn, Syrien, Yemen, Afghanistan og Pakistan er blandt de skræmmende eksempler.

SÅ DER ER ikke udsigt til, at silkevejenes partnerlande i nærområderne skal modtage pandaer.

Om de planlagte projekter fører til succes eller ruin, vil være åbne spørgsmål lang tid endnu. Kina bør læse på lektien og undgå de mange fejl, Vesten i tidens løb har begået, og derudover lære af de fejl, de selv kommer til at begå.

Cowi kan vi bede om at sponsorere bare et af de nuttede krammedyr, Kina snart sender til Danmark. Mens vi venter på ankomsten, vil debatten om de violinister, der skal akkompagnere bjørnenes liv og gøren, bestemt ikke savne underholdningsværdi. Det vil Dansk Folkeparti, Udenrigsministeriet og kongehuset være garant for.

(klumme i Politiken 21. febr. 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar