Silkevej i overvågningens jerngreb

Udgivet den 12. august 2018 af flemmingytzen

Kinas centralasiatiske handelsrute er i den moderne udgave to fortællinger: en om udvikling, en anden om undertrykkelse.

Kontrasten kan næppe være større: Silkevejen, der gennem et par årtusinder knyttede civilisationer og kulturer fra de øst- og centralasiatiske til de europæiske kejserriger sammen, gennemlever en renæssance i disse år. Men de aktuelle fortællinger om samhandel og fredelig kulturudveksling iblandes beretninger om forfølgelse, overvågning og forsvindinger på den historiske rutes mest centrale stræk, i gammel tid Kinesisk Turkestan, i nutiden kendt som Xinjiang.

En søndag aften i august har vi siddet i en fyldt biografsal i Cinemateket i København og overværet premieren på en spillefilm om Kinas legendariske munk Xuangzang, der i 600-tallet forlod Tang-dynastiets hof og drog gennem Centralasien til Indien for at lære om buddhismen og tage den med sig med hjem. Efter en snes år til fods, på kamelryg og til hest vender Xuangzang retur til det kinesiske kejserrige, hvor han lægger kimen til, at buddhismen spredes i Kinas traditionelt introverte kultur.

Xuangzang har i dag ikonisk status og fremhæves som en af de religiøse personligheder, der har gjort Kina mere pluralistisk. Filmen er smuk og dvælende; med et meditativt billedsprog i skildringen af de strabadser, den rejsende munk gennemgår på sin færd. Der er tale om en co-produktion mellem kinesiske og indiske filmselskaber, den første af sin slags, om end publikum ikke lades i tvivl om, at der er kinesiske statsmidler og den deraf følgende indholdskontrol involveret.

Filmen er selvfølgelig en romantiseret fortolkning af den fortælling om Silkevejen, som det officielle Kina er ivrigt efter at promovere i disse år. En skare af velklædte kinesiske diplomater er mødt op til premieren, der indledes med en reception, hvor der blandt gæsterne er adskillige danske sagkyndige udi kinesisk sprog, historie og kultur. Den mest prominente af gæsterne er instruktøren Bille August, hvis første kinesiske film, krigs- og kærlighedsdramaet ’The Chinese Widow’, har dansk premiere senere i denne festivals forløb.

LIDT PÅ AFSTAND af begivenheden sender jeg tankerne tilbage til min egen rejse på det stræk af Silkevejen, der fylder mest i filmen, Xinjiang, der betyder ’Nyt grænseland’. På europæisk fremstillede kort helt op til begyndelsen af det 20. århundrede blev regionen kaldt ’Østturkestan’, et navn, der afslører, at urbefolkningen er centralasiatiske sunnimuslimer tilhørende den tyrkisktalende sprogfamilie.

Provinsen er på størrelse med Iran eller fire gange Tyskland og har grænser til otte lande, blandt dem Pakistan, Afghanistan, Tadsjikistan og Kasakhstan.

Min rundrejse i dette grænseland ligger 8 år tilbage og foregik i relativ anonymitet, dog selvfølgelig ledsaget af den nødvendige tolk. Han tilhørte den muslimske uighur-gruppe, som har befolket regionen længe før munken Xuanzangs ankomst i 600-tallet.

Oplevelsen passede fint med tilnavnet ’Kinas Vilde Vesten’. Jeg fik forevist nybyggerier i den historiske by Kashgar, hvis udvikling var koblet op til finansiering fra ’tvillingebyer’, dvs. investorer, i det dynamiske vækstfikserede Øst- og Sydkina. I provinshovedstaden Urumchi blev et nyindviet bryggeri vist frem af direktøren, der var hentet ind fra Hongkong (og jo, Carlsberg er med her og nævnt i en inskription sat op i hovedbygningen).

Fra togvinduet var det muligt at observere de betonbuer, der skal bære skinnelegemerne til de højhastighedstog, der i en ikke så fjern fremtid kommer til at forbinde Shanghai med indtil flere europæiske hovedstæder. Hvis det går, som de strategiske planlæggere i Beijing vil.

Men Urumchi var også en delt by. Med slumlignende kvarterer, hvor moderniteten lænede sig ind over uighurerne i form af skygger fra de højhuse, som kinesiske entreprenører sætter op. Jeg så et mini-Manhattan plantet i noget, der kunne have været Islamabad eller Kabul.

FOR DET Xinjiang, der i historiebøgerne er et centralasiatisk grænseland, er også en nybyggerregion, hvis skæbne tåler sammenligning med de 1800-tals nordamerikanske kulturer, vi kender fra Hollywoods westernlegender. Uighurerne er i Centralasien, hvad f.eks. sioux- og navajo-stammerne var, da general og siden præsident Ulysses S. Grant efter borgerkrigen 1861-65 gjorde den vestlige del af Amerikas Forenede Stater til det moderne USA, vi kender i dag, domineret og udviklet af hvide nybyggere.

Majoritetskineserne, der kendes under den etniske betegnelse han , har den samme rolle i Centralasien som i sin tid Grants soldater og entreprenører med rødder i Europa, herunder en håndfuld af mine sønderjyske forfædre, fik i Amerika. Navajoernes land har jeg også besøgt.

Ganske som de nordamerikanske indianerstammer førte krig mod nybyggerne, har uighurerne modsat sig det, de opfatter som den han-kinesiske kolonisering, det, Kina kalder udvikling. Ingen, ej heller vestlige menneskeretsaktivister, tør bruge betegnelsen ’befrielseskamp’ om uighurernes kamp, der i et enkelt års terrorhandlinger (2009) kostede mindst 200 civile livet, langt de fleste han-kinesere.

Terroreksperter har for længst dokumenteret forbindelserne mellem al-Qaeda og uighurernes løsrivelsesbevægelser. De handlinger, uighurerne er kendt for i verden, befinder sig derfor på den forkerte side af historien, og derfor slipper den kinesiske centralregering af sted med at føre en hård politik i Kinas geografisk største provins.

Ifølge Europas nok førende forsker i Xinjiang-konflikterne, Adrian Zenz, har provinsmyndighederne rekrutteret mere end 90.000 politifolk på bare to år, hvilket indebærer, at der nu er 500 betjente for hver 100.000 indbyggere, svarende til niveauet i Tibet. Centralregeringen har opført hundredvis af genopdragelseslejre, som i resten af Kina ellers hævdes at være under afvikling.

Ugemagasinet Der Spiegels korrespondent beretter fra et nyligt besøg om intensiv politiovervågning overalt. Når han spurgte forbipasserende, hvorfor så mange butikker og markedspladser i byen Hotan var nærmest forladt, lød forklaringen, at folk var sendt på ’uddannelsesophold’. Pensum i disse lejrskoler er kinesisk sprog og patriotisk indlæring, forklarer han.

Banegården i Kashgar er bevogtet, som var det en militær base, hvor rejsende skal vise identitetspapirer, inden de går om bord i toget. Der er overvågning overalt på den nye Silkevej, der nok bringer Asien tættere på Europa, men moderniseringen har en høj pris; Vestens kritik er forstummet, fordi der er tale om terrorforebyggelse.

(klumme i Politiken 12. august 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Et opråb til vore historielærere

Udgivet den 9. august 2018 af flemmingytzen

Skoleelever og studerende har brug for at vide, at imperialismen er vendt tilbage til nutiden.

Enhver forælder kender til oplevelsen af, at børnenes skolebøger enten er for slidte eller indholdsmæssigt forældede. Ofte begge dele, og her er der næppe meget nyt under det danske undervisningssystems brændende sol. Lærere kender også til den situation, at eleverne dropper bøgerne og søger kilder på det altfortærende internet. Hånden på hjertet: Der er også meget af det gamle pensum, der holder, uanset om det findes på papir eller er rykket over på nettet. Historisk viden forældes ikke, men der er selvfølgelig brug for nye fortolkninger og sammenligninger med aktuelle forhold.

Så her er et historisk begreb, der utvivlsomt er blevet fortrængt i mange års historieundervisning og som fortjener genovervejelse i nutidens pensum: imperialisme. Uha! For nogle et fælt ord, der lyder som noget, der er kommet ud af munden på marxistisk orienterede skolelærere.

Jamen hør, var imperialismen ikke en periode, der sluttede med afkoloniseringen af lande især i Afrika og Asien med lukning af de sidste sørgelige og brutale kapitler af den vestlige civilisations historie ca. 1975 (USA i Vietnam og omegn, Portugal i Mozambique og Angola, og i øvrigt var Sovjetunionen 1917-91 også et imperium)?

Tænk om igen: Imperialismen er ikke død. Den er her igen i en anderledes forklædning.

FØRST definitionen: Gyldendals Store Danske forklarer imperialismen således: »ekspansionspolitik, som indebærer dominans og udbytning fra én magts side over andre magter, folkeslag eller områder. Resultatet kan være dannelsen af formelt organiserede imperier, hvilket der historisk findes mange eksempler på. I nyere sprogbrug bruges ordet imperialisme ofte om politiske og økonomiske dominans- og udbytningsrelationer, der ikke hviler på et formaliseret grundlag. Centralt står således økonomisk imperialisme, som kan udøves, uden at den udnyttede parts suverænitet antastes«.

Hjemlige erhvervshistorikere vil vide, at danske Østasiatisk Kompagni, grundlagt 1897 i Thailand, på højden af sin eksistens (ca.1970) beskæftigede mere end 40.000 individer på verdensplan og var større end Mærsk. ØK forblev dog en dværg sammenlignet med britiske East India Company, der i sin storhedstid, ca. år 1800, kontrollerede en privat hær på mere end 260.000 mand, svarende til det dobbelte af datidens nationale britiske væbnede styrker.

Hvor mange elever har i historietimerne lært, at den britiske kolonisering af det indiske subkontinent i sin første fase ikke var noget, staten stod for, men resultatet af en privat virksomheds handlinger? Det britiske selskabs hårdhændede forvaltning af subkontinentet varede til 1858, da beslutningstagerne i London fandt det private koloniseringsprojekt i Sydasien uholdbart. Løsningen? Nationalisering af klodens dengang største virksomhed.

HVORFOR MINDE nutiden om denne brutale del af den vestlige civilisations udvikling? Ikke fordi historien gentager sig, men fordi, som Mark Twain yndede at sige, den rimer. Datidens kolonisering handlede om udnyttelse af råstoffer og billig arbejdskraft og kontrol med handelsruter, kort sagt økonomisk vinding og udbredelse af magt. Briterne rivaliserede med hollændere, franskmænd og portugisere og benyttede sig af lokale magthavere i magtspillet.

Nutidens imperialister er mere udspekulerede; de går ikke efter ædelmetaller eller krydderier. Nej, de vil have greb om nutidens mest eftertragtede ressource: folks opmærksomhed. Derfor er det størrelser som Google, Facebook og Instagram, der spiller de roller, som engang tilfaldt East India Company, Østasiatisk Kompagni og Vereenigde Oostindische Compagnie. Når EU-kommissær Margrethe Vestager idømmer Google en kæmpebøde er det således ikke kolonialismens afløser, globaliseringen, hun vil straffe. Hun vil sikre det globale projekt på vilkår, der er mere retfærdige for borgerne.

POLITIKERES og myndigheders kritik og skepsis over for techgiganterne er i vækst i denne tid; fascinationen af Google og Facebook er tydeligvis aftagende blandt brugerne. Samtidig bør vi huske på, at giganterne fra Silicon Valley ikke længere dominerer den globale kamplads. De har fået konkurrence fra opkomlinge i den verden, der dengang var fattig og udbyttet: kinesiske Tencent, WeChat, Huawei og andre. Nutidens opgør mellem imperier begynder at ligne noget, der kan blive mere jævnbyrdigt.

(klumme i Politiken 9, august 2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Bliver Japan snart som Europa?

Udgivet den 30. juli 2018 af flemmingytzen

Identitetspolitik og kultur vil forhindre, at Tokyo går samme vej som Frankrig eller Tyskland.

JAPAN er både kulturelt og etnisk et af klodens mest homogene samfund og derfor vanskeligt at blive integreret ind i. På overfladen et idealsamfund: Hvem vil ikke gerne bo i et land, der har rekordlave kriminalitetsrater, hvor der er styr på de fleste miljørelaterede udfordringer (vi glemmer lige de mange kernekraftværker og Fukushima-katastrofen i 2011 for en stund), og hvor niveauet for service og transport er forbilledligt højt, hvilket vel kompenserer for boligernes beskedne størrelser?

Europa har god grund til at misunde Japan dets gunstige situation på landets arbejdsmarked. En officiel arbejdsløshedsprocent på 2,2 er, hvad vi på vore breddegrader vil kalde fuld beskæftigelse. Der er 60 procent flere ubesatte jobs, end der er folk, der søger stillinger, så den helt indlysende løsning for japanerne vil vel være at importere udenlandsk arbejdskraft?

DET OFFICIELLE Japans vrangvillighed i holdningen til gæstearbejdere har været et velkendt fænomen i årtier, men nu viser tallene, at et kursskifte er ved at få konsekvenser.

Der bor nu 1,27 millioner udenlandske statsborgere i Japan, svarende til 2 procent af arbejdsstyrken; næsten en fordobling på fem år. Da 2,5 millioner japanere er kommet ind i arbejdsstyrken i løbet af denne periode, svarer det til, at hver fjerde nyankommen på arbejdsmarkedet er individer med en udenlandsk fødselsattest.

Målt med tilstandene i f.eks. Tyskland og Frankrig er dette beskedent, men alligevel nok til, at økonomer peger på, at en hovedkilde til vækst i japansk økonomi vil blive udlændinge.

En opgørelse fra samarbejdsorganisationen OECD viser, at arbejdsrelateret migration i medlemslandene i 2016 udgjorde 4,2 millioner individer. Tyskland og Frankrig ligger i toppen, men Japan kommer nu ind lige efter USA, Australien og Polen, og tendensen er opadgående. Lidt af en sensation i et land, hvor indvandring indtil har været et politisk tabu.

 

De japanske beslutningstagere er nået til den erkendelse, at flere robotter ikke længere er den eneste acceptable løsning på arbejdsmarkedets udfordringer. Derfor vedtog parlamentet i Tokyo først på sommeren en ny udlændingelovgivning, der giver særlige opholdstilladelser til udlændinge i industrisektorer, der hidtil har været lukket land for sådanne.

Regeringen har understreget, at tilladelserne til de nye arbejdstagere vil være midlertidige. Men som et halvt århundredes erfaringer fra Danmark og andre OECD-lande viser, vil mange af dem, der er inviteret til midlertidige arbejdsophold, før eller siden ansøge om at få gjort tilladelserne gjort permanente.

 

JAPAN ER er i endnu højere grad end EU-landene ramt af en hurtigt fremadskridende aldring. Som folk udgør japanerne den kategori på kloden, der lever længst og sundest; i sig selv et enestående kvalitetsstempel.

Regeringen i Tokyo vil derfor gøre det muligt at importere en halv million flere til arbejdsstyrken frem til 2025. Men hvor man tidligere har søgt højt uddannet arbejdskraft til f.eks. it-virksomheder og banker, er det nu traditionelle sektorer som landbrug, byggeri og hotelbranchen, der står for tur. Her er der allerede et voksende antal udlændinge beskæftiget på uformelle vilkår.

Konsekvensen bliver som i Europa: Japan er ved at få et udlændingeproletariat. Udfordringen bliver ikke mindre af, at befolkningstunge naboer som Kina og Sydkorea tumler med samme udfordring: at befolkningerne aldres uden at reproducere og forynge sig selv i tilstrækkeligt omfang.

 

Meget ville være nemmere, hvis østasiaterne kunne gøre som skandinaver: at de i voksende omfang stifter blandede familier i hinandens samfund. Men det kommer ikke til at ske i Østasien, og forklaringen ligger lige for: identitetspolitik. At en sydkoreaner eller en fastlandskineser skulle gifte sig med en japaner, vil være lige så opsigtsvækkende, som hvis en dansk ungmø havde drømt om en ung tysk mand i befrielsessommeren 1945.

De unge japanere vil i alt overvejende grad vælge hinanden. Men måske slipper der nogle få vietnamesiske eller filippinske skønhedsdronninger indenfor og skaber overskrifter i Tokyos kulørte ugepresse.

(klumme i Politiken 30.07.2018)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Arven efter Trump bliver langvarig usikkerhed

Udgivet den 26. juli 2018 af flemmingytzen

I først Singapore og siden Helsinki lignede Trump en forretningsmand, der er nem at snyde.

Den mest betydningsfulde amerikanske præsident efter 1945 blev den 33. i rækken, Harry S. Truman. Denne beskedne mand fra Missouri var som kongresmedlem og vicepræsident under Franklin D. Roosevelt mest optaget af lokalpolitik og balance i statsbudgettet, indtil Roosevelts død i april 1945 satte ham i spidsen for den mest monumentale udfordring i det 20. århundrede: at få afsluttet verdenskrigen og genrejst Europa og Østasien efter de tyske og japanske erobringskrige.

Inden Truman gik af i januar 1953, havde han lagt grundstenene til en sikkerhedspolitisk og økonomisk arkitektur, der sikrede frihed og velstand til dem, der var heldige nok til at kunne leve i dens rammer: Med Nato-alliancen og FN-systemet blev kommunistisk ekspansion bremset i Centraleuropa og Nordøstasien; siden fulgte Marshall-hjælp, multilaterale institutioner, aftalesystemer, afkolonisering i Afrika og Asien, øget samhandel og udviklingsbistand. Alt, hvad de efterfølgende amerikanske præsidenter, fra Eisenhower til Obama, har administreret på grundlag af, bygger på beslutninger truffet under Trumans år ved magten.

Hele denne møjsommeligt opbyggede konstruktion risikerer at blive væltet af den byggematador, der siden januar 2017 har resideret i Det Hvide Hus.

Det er ikke kun Donald J. Trump som person, der er udfordringen her og nu, men manden som politisk, kulturelt og socialt fænomen, der er ved at bevæge kloden mod usikre tider. De bevægelser, han har sat i gang under sloganet ’Amerika først’, er reelt begyndelsen på USA’s afkobling fra forpligtende ansvar over for historiske allierede i først og fremmest Europa og Østasien. Hvor hurtigt den proces vil gå, får vi en strømpil om ved midtvejsvalgene til november.

Præsidentens imødekommenhed over for Ruslands Putin kombineret med kravet om, at Nato’s europæiske medlemslande skal hæve forsvarsbudgetterne, mere end antyder, at den sikkerhedspolitiske konsensus i Kongressen er ved at smuldre. Hvad hjælper det, at USA’s udenrigspolitiske ekspertise fortæller byggematadoren, at amerikansk indflydelse og magt er bedst sikret gennem de eksisterende alliancer og partnerskaber, hvis folkedybet mener, at USA skal gå andre veje og lader dette kursskifte komme til udtryk ved stemmeurnerne?

Det bedste bevis på Nato’s succes under fire årtiers kold krig blev, at alliancens medlemmer aldrig kom i krig mod modstanderne i Warszawapagten. Men i dag er flere af EU’s medlemslande præget af helt andre politiske kræfter, hvor mange spiller alt for godt sammen med den populistiske nationalisme, der driver Putins Rusland.

Trump er primært drevet af en økonomisk logik. At forestille sig, at præsidenten skal udkommandere soldater og kampfly for at redde Ukraine (som det skete i sin tid med noget af rest-Jugoslavien), de baltiske lande eller Taiwan eller føre krig om øerne i Det Sydkinesiske Hav, forekommer meget lidt realistisk

Syv årtier senere er den politiske orden vendt til usikkerhed: Russerne er på vej ind (via energieksport), Tyskland sidder solidt i Europas styrehus, og den amerikanske ledelse er blevet et omrejsende cirkus.

(klumme i Politiken 26. juli 2018)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Tysk hjælp til kinesisk dissident

Udgivet den 16. juli 2018 af flemmingytzen

Tilnærmelse mellem Beijing og Berlin giver frihed til Liu Xia.

LIU XIA, den 57-årige enke efter Kinas kendteste dissident i nyere tid, var aldrig dømt for nogen forbrydelse. Hun sad 8 år i husarrest, indtil hun i forgangne uge blev eskorteret af politifolk til Beijings lufthavn og sat på et fly til Helsinki, hvorfra hun fortsatte videre til Berlin og her blev modtaget af venner. Frigivelsen skete næsten på årsdagen for hendes ægtefælle, Liu Xiaobos, tragiske død og inden for samme døgn, hvor den kinesiske regeringschef, Li Keqiang, mødtes med sin tyske kollega Angela Merkel, et sammenfald, der naturligvis ikke er spor tilfældigt.

Li og Merkel underskrev økonomiske aftaler om en samlet volumen på 20 milliarder euro, et håndgribeligt bevis på begge landes opbakning til den eksisterende multilaterale verdensorden. De to store eksportgiganter er nu de facto-allierede i opgøret mod den protektionisme, der udgår fra Trump-administrationen.

I dagene op til nobelpristageren Liu Xiaobos død på en kræftafdeling på et kinesisk hospital i juli i fjor, var det også det tyske udenrigsministerium, der til det sidste forsøgte at hjælpe den dødsmærkede systemkritiker. Hans enkes frigivelse kan tages som en signalgiver om den kinesiske ledelses respekt for Tyskland. Liu Xias bror, Liu Hui, sidder tilbage i sit hjem med en 11 års fængselsdom hængende over hovedet for påstået økonomisk svindel, en dom, der har lige så lidt hold i virkeligheden som den dom for statsundergravende virksomhed, der sendte hans nobelprisbelønnede svoger i mange års husarrest, fængsel og arbejdslejr.

DE KINESISKE myndigheders behandling af disse tre individer er vidnesbyrd om absurditeterne i det kinesiske retssystem, der netop er det modsatte af et sådant: ulighed for loven baseret på statens kontrol med borgerne. At Kina i kraft af årtiers økonomiske og sociale liberalisering skulle bevæge sig i retning af en samfundsorden med større retfærdighed, har for længst vist sig at være en illusion. Verden er ved at blive postliberal.

Som efterhånden det eneste europæiske land af betydning har Tyskland vedholdende bestræbt sig på at hjælpe kinesiske systemkritikere ud til et liv i frihed og værdighed. Forbundskansler Angela Merkel tog Liu Xias sag op i direkte dialog med præsident og generalsekretær Xi Jinping tidligere i år, angiveligt fordi hun vidste besked med kvindens ønske om at få eksil i Berlin. Merkel har gjort det til et fast indslag under sine besøg i Kina at mødes med kinesiske systemkritikere. Utvivlsomt er det også efter tysk pres, at der i sidste uge også kunne holdes et møde i Beijing i det forum for dialog om menneskerettigheder, som er etableret mellem EU og Kina.

Den begyndende handelskrig mellem Kina og USA betyder, at Beijing i endnu større grad end tidligere tiltænker Tyskland rollen som økonomisk anker i Europa, hvilket ugeavisen Die Zeit ikke var sen til at gøre opmærksom på med dette spørgsmål: »Er Liu Xias frigivelse udtryk for, at Kina vil bløde den tyske kansler op, så hun bliver en del af en fælles front mod Trump? En ubehagelig tanke, som ikke kan afvises«. Men dette er nøjagtig realiteten i tilstanden.

TYSKLAND kan, hvad USA ikke længere er i stand til. For et år siden anmodede kongresmedlem Marco Rubio den amerikanske ambassadør i Beijing om at søge at få et møde i stand med Liu Xia i hendes husarrest, men det er der intet kommet ud af.

Man kan kun ønske sig, at det lykkes Berlin at hjælpe flere i samme situation som Liu Xia. Men risikoen er, at frigivelser som disse ender med at blive netop kun det: enkeltsager. Bag disse tragedier gemmer der sig i den kinesiske partistat politiske anakronismer af monstrøse dimensioner, som europæiske ledere har brug for at kende og diskutere.

Den amerikanske menneskeretsorganisation Dui Hua, der som den eneste af sin slags har mulighed for at tage konkrete sager op i det kinesiske domstolssystem, gør i sit seneste nyhedsbrev opmærksom på en af de største absurditeter i Kina: At myndighederne fortsætter med at dømme individer for ’kontrarevolution’ og ’hooliganisme’, uanset at disse to lovovertrædelseskategorier blev taget ud af kinesisk lovgivning helt tilbage i 1997.

De tyske bestræbelser er al ære værd, men Europas dialog med den økonomiske gigant i øst må flytte sig fra det individuelle til det principielle niveau. Angela Merkel kan starte med at fortælle sin kollega, Xi Jinping, at Kina overhovedet ikke er truet af ’kontrarevolutionære kræfter’ indefra. Den nuværende kontrarevolution, som er ved at blive global, udgår fra Washington.

(klumme i Politiken 16. juli 2018)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Titanernes strid ryster ikke verden. Endnu.

Udgivet den 15. juli 2018 af flemmingytzen

Handelskrigen mellem USA og Kina foregår indtil videre mest på ord. Den økonomiske turbulens lader vente på sig.

Der er noget, der ikke stemmer: Klodens to økonomiske titaner befinder sig i første fase af en handelskrig, og alligevel er der relativ ro på den globale finansielle horisont. Ifølge ortodoksien i de traditionelle økonomiske lærebøger burde nervøsiteten blandt investorer for længst have udløst turbulente kursudsving, ustabile valutakurser og kapitalflugt hist og her.

Det amerikanske finansnyhedsbureau Bloomberg begyndte forudsigelserne om et amerikansk-kinesisk opgør i handelspolitikken allerede samme måned, som Donald Trump blev indsat i Det Hvide Hus. Ingen har kunnet få øje på valuta- eller aktiekursamok siden.

Washington har de seneste par uger meldt ud om højere importtold på kinesiske varer, og Beijing har nærmest rituelt svaret igen. Alligevel tager Wall Street tilstanden afslappet: De tre dominerende aktieindekser har været for opadgående siden månedsskiftet. Aktiemarkerne i Østasien er gået samme vej. Priserne på guld og sølv (hvor pengene traditionelt flytter hen i usikre tider) er for nedadgående. Så hvad er de underliggende realiteter bag den højspændte retorik?

EN UDBREDT fortolkning i de internationale investormiljøer er, at Trumps udmeldinger mod Kina er et spil for galleriet, således forstået at præsidenten psykologisk gør sig klar til at møde kineserne i det store, forkromede handelspolitiske kompromis, der nødvendigvis må forhandles på plads. Men kalenderen kan nå at skrive 2019, inden det sker.

Historisk har USA i årtier kunnet acceptere store handelsunderskud, men disse var politisk velbegrundede, så længe de gavnede USA’s allierede: Det var gennem eksport til det amerikanske marked, at Japan, Sydkorea, Taiwan og andre byggede deres velstand op i kritiske stadier i disse staters udvikling.

Anderledes med Kina, som er en geostrategisk rival og udfordrer USA’s dominans. Trumps forgængere Bill Clinton og George W. Bush bifaldt, at Kina blev medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO i 2001. Denne adgang har på rekordtid gjort Kina til klodens største handelsnation, med den konsekvens at det amerikanske handelsunderskud i forhold til Kina næsten er blevet femdoblet siden da.

Præsident Clinton forudså en win-win-situation for Kina og USA, når den asiatiske gigant blev medlem af WTO. Donald Trump har derfor ret, når han kalder denne forudsigelse for et bedrag, hvilket giver ham anledning til trusler om at trække USA ud af WTO.

HVEM AF DE to titaner vil det gøre mest ondt på, hvis handelskrigen trækker ud?

Kina befinder sig midt i et økonomisk strategiskift, hvor de kinesiske eksportørers afhængighed af det amerikanske marked skal reduceres. Midlet er 40 innovationscentre senest i 2025 som en trædesten på vejen til at gøre Kina ledende inden for kunstig intelligens. Læg hertil de store satsninger på infrastruktur, kendt som BRI (Belt and Road Initiative), hvor USA er helt og aldeles afkoblet.

Hvad angår innovation, er Kina allerede til stede i USA: Zhongguangcun Development Centre, ZDG, har placeret sig i – ja, gæt hvor? – Santa Clara, Californien, tæt på Stanford Universitet og de to hovedkvarterer for henholdsvis Google og Apple. Er det noget, der optager Donald Trump? Næppe. Han er vred over, at USA i perioden 2001-2015 mistede 3,4 millioner arbejdspladser i traditionelle industrisektorer, typisk i de stater i Midtvesten, hvor vælgerflertallet var i Trumps favør.

NOGLE amerikanske nationaløkonomer er begyndt at tale om faresignaler i økonomien. USA’s samlede gældsforpligtelser fylder mere og mere på statsbudgettet; om få år vil de overstige udgifterne til militæret. Hvilket måske tjener til at forklare, hvorfor Trump på Nato-topmødet i denne uge lagde så meget vægt på at få de europæiske alliancemedlemmer til at betale mere til det fælles forsvar.

Der advares også om andre udgiftsstigninger, især på sundhedsområdet. Altså bør Trumps strateger begynde at forberede vælgerkorpset på skattestigninger. Ikke en økonomisk medicin, der vil styrke amerikansk konkurrenceevne.

I midten af kaosset vil der altid opstå muligheder, profeterede den kinesiske filosof og general Sun Tzu ca. 500 år f.Kr. Citatet kan ses som en ledestjerne for Kinas måde at håndtere Donald Trump på.

(klumme i Politiken 15. juli 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Platformsministeren vil blive husket

Udgivet den 12. juli 2018 af flemmingytzen

DF blev vinderen i opgøret om de kommende års mediepolitik. Får Mette Bock tak for indsatsen?

Hvem var det nu, der engang sagde: Når jeg hører ordet kultur, afsikrer jeg min revolver? Forklaring følger i slutningen af denne tekst. Lettere omskrevet kan citatet bruges som inspiration til en overskrift på det nyligt indgåede medieforlig: Når jeg hører ordet kultur, griber jeg efter min fjernbetjening og min iPad.

Sådan kunne kulturminister Mette Bock (LA) have sagt, men det har hun næppe, heller ikke i private sammenhænge. Men det konstruerede citat sammenfatter nok ganske præcist essensen i det heftigt kritiserede og omdiskuterede medieforlig, der er blevet ministerens politiske svendestykke. Forligets kerne blev omfordelingen af støttemidler til forskellige medieplatforme. Så lad os kalde aftalen for platformsforliget.

I de måneder, debatten om en ny mediepolitik stod på, måtte Mette Bock tåle mere end de fleste af hendes slags. Uanset hvor lidt eller meget man synes om indholdet, er det svært ikke at blive imponeret over ministerens evne til både at forklare og forsvare sine synspunkter. Hun er regeringens eneste minister uden en spindoktor, for hun leverer mere debatskabende iscenesættelse end en håndfuld af slagsen, altså spindoktorer, ville være i stand til.

PÅ BUNDLINJEN ser det unægtelig ud, som om den nationalkonservative dagsorden, som især Dansk Folkeparti repræsenterer, er kommet til at dominere det menukort, som danske mediebrugere skal forlyste sig med i de kommende fem år. Medmindre partierne i rød blok danner regering efter næste valg og gør alvor af truslerne om at vende hele bøtten med støttemidler på hovedet.

Både producenter og forbrugere i medieverdenen ville have været bedre tjent med, at forhandlingerne havde ført til et bredt politisk flertal bag mediepolitikken. Når det er sagt, er det værd at hæfte sig ved, hvor vanskelige betingelser, Mette Bock skulle agere på. I kort form handlede det om at forsøge at finde en slags midterlinje mellem presset fra digitalisering og globalisering på den ene side og den politikerdrevne nationalkonservative værdipolitik på den anden.

Kan de to størrelser forenes? Lad os tage Netflix som eksempel. Denne absolutte stormagt inden for streamingtjenesterne har for længst haft premiere på serien ’Rain’, der foregår i Danmark og benytter sig af danske skuespillere. Forliget lægger op til, at Netflix og andre fremover gennem et afgiftssystem skal forpligtes til at investere mere i dansk filmproduktion. Hvilket EU allerede har givet grønt lys til.

PASSER det så, når forligets hårdeste kritikere taler om en massakre på dansk public service? Naturligvis ikke. Dansk Folkeparti sikrede jo, at TV 2-familien fortsætter et behageligt liv som beskyttet værksted i medielandskabet. Derudover holder den nyskabende Radio24syv nok til, at en del af medarbejderne flytter til destinationer, der ligger nærmere Thyregod end Vesterport i København.

Bliver DR reduceret til public service-discount ? Traditionelle underholdningsprogrammer vil utvivlsomt kunne leveres bedre af private stationer, og vi er mange, der overhovedet ikke er kede af, at mastodonten genopliver sin højskoletradition.

Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, udtalte tidligere i år til Berlingske, at DR vil kunne hente halvdelen af besparelsen på generelle effektiviseringer. I DR-chefredaktionen sidder angiveligt 140 individer, svarende til 5 procent af et samlet antal årsværk på ca. 3.400 ansatte. Jovist trænger DR til en af-djøfisering.

HVEM havde set for sig denne forbrødring mellem en minister fra Liberal Alliance og den nationalkonservatisme, der udgår fra et kulturel bastion i og omkring Thyregod?

Hvis Dansk Folkeparti får mandatfremgang ved næste valg, er det mere end antydet, at Thulesen Dahl hælder liberalisterne i LA ned af brættet. Måske sker det ikke alligevel, fordi DF har fået så meget i medieforliget, at det motiverer til at frede Anders Samuelsens folk, når der skal skrives regeringsgrundlag og fordeles ministerposter.

Og hvem var det så, der sagde det med kulturen og revolveren? Citatet tilskrives ofte den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbles, hvilket ikke er korrekt. Udtalelsen stammer fra en langt mindre kendt nazist, dramatikeren Hanns Johst (1890-1978). Sætningen optræder i hans stykke ’Schlageter’, der havde premiere på Adolf Hitlers 44-års fødselsdag 20. april 1933 på en noget anderledes platform end de nutidige.

(klumme i Politiken 12. juli 2018)

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Koreakrigen får en ny fortolkning

Udgivet den 2. juli 2018 af flemmingytzen

Stalin blev sejrherre i den kolde krigs første store opgør 1950-53.

KALENDEREN passerede i forgangne uge 68-års dagen for udbruddet af krigen i Korea, som var det kommunistiske Nordkoreas diktator Kim Il-sungs forsøg på at genforene den delte halvø. At Kims barnebarn nu har udsigt til at blive den leder, der formelt afslutter syv årtiers konflikt med en fredsaftale som afløser for våbenhvilen fra 1953, giver ekstra god grund til at nyfortolke den tre år lange krig, der ændrede historien uden at ændre på verdenskortet.

En højaktuel bogudgivelse i Sydkorea leverer nøjagtig den indsigt, som er påkrævet til formålet. Forfatteren er en pensioneret ambassadør, Ra Yong-il, der har en enestående karriere i sydkoreansk diplomati bag sig med poster i London og Tokyo. I dag er han professor og forsker, og den imponerende karriere tæller også stillingen som chef for det sydkoreanske efterretningsvæsen. En oversættelse af bogen til engelsk kan kun gå for langsomt, men heldigvis har Ra Yong-il forklaret bogens konklusioner i et interview med netavisen Asia Times.

DET AFGØRENDE nye i bogen er dens forklaringer på sovjetdiktatoren Josef Stalins motiver til at lade krigen i Korea trække i langdrag: han mente, at USA’s krigsindsats ville køre fast i de koreanske bjerge, hvilket var nøjagtig, hvad der skete, efter at Kina i efteråret 1950 havde sendt troppestyrker ind for at redde den nordkoreanske hær fra sammenbrud. Dermed fik Sovjetunionen friere hænder til at konsolidere sin nyetablerede magtbase i Øst- og Centraleuropa.

Men det er Stalins strategiske mål i Asien, der er bogens opsigtsvækkende pointe: Sovjetdiktatoren ville lade sin ideologiske allierede Kina udkæmpe en stedfortræderkrig mod USA i Korea og dermed sikre, at Kina forblev delt. Den slagne kinesiske nationalisthær under Chiang Kai-shek var i 1949 flygtet til Taiwan, hvor han opretholdt den statsdannelse, der i dag kendes som Republikken Kina. Så længe Kinas diktator, Mao Zedong, var engageret i at bekæmpe den ’imperialistiske’ hovedfjende USA i Korea, ville han være afskåret fra at invadere Taiwan og få afsluttet Kinas borgerkrig.

Stalins formål med at holde Kina delt skyldtes hans frygt for at få Sovjetunionens lederstilling i den kommunistiske magtblok udfordret af et forenet og styrket Kina. Med andre ord, så længe både Korea og Kina forblev delte nationer, ville Stalin være den uantastede leder af den revolutionære, kommunistiske, erklæret antiimperialistiske verdensbevægelse.

Midlet til at opnå dette strategiske mål var stedfortræderkrige. Atombomben og rædslerne under Anden Verdenskrig havde i sovjetisk opfattelse den konsekvens, at en ny og mindre bekostelig form for krigsførelse måtte tages i anvendelse. Hvilket skete i Korea med meget begrænsede omkostninger for Moskva. Den sovjetiske støtte til Nordkorea bestod i våben, herunder kampfly, som blev sejlet til Nordkorea for at undgå landtransporten gennem Kina. Moskva havde aldrig tropper i Korea.

KONFLIKTEN mellem Stalin og Mao bestod i, at den nationalistkinesiske leder Chiang Kai-shek under den kinesiske borgerkrig havde stillet jernbanelinjer i Nordøstkina til rådighed for den sovjetiske røde hær.

Men da Maos kommunistiske partisanhær sejrede i 1949, nægtede han at opfylde Chiangs løfter. Herefter blev relationerne mellem lederne af de to ideologiske forbundsfæller iskoldt. Både som taktiker og strateg var Stalin sin kinesiske kollega langt overlegen. Altså gik han efter at svække både USA og Kina, hvilket lykkedes i Korea indtil underskrivelse af en våbenhvile i juli 1953, kun få måneder efter Stalins død.

Sovjetdiktatorens koncept om stedfortræderkrige overlevede ham i årtier, ikke mindst i Vietnam 1965-75, hvor rivaliseringen mellem Moskva og Beijing blev tydelig for resten af verden.

Fra slutningen af 1950’erne havde den sovjetisk-kinesiske konflikt udadtil karakter af et ideologisk opgør, men reelt var det eftervirkningerne fra Korea og Taiwan, der kastede lange skygger. Konflikten havde flere dimensioner, herunder også en strid om Kinas udvikling som atomvåbenkapacitet.

HISTORIKERNE er over en bred front enige om, at når præsident Nixon i 1972 indledte USA’s åbning over for Kina, skyldes det et ønske om at komme ud af Vietnam, 1960’ernes store stedfortræderkrig mellem supermagterne. Som strategisk koncept er stedfortræderkrige i dag nok meningsløse andet end til at forstå historien. Men muligvis er nutidens Putin enig med forgængeren Stalin i de risici for Rusland, som et stadig stærkere Kina indebærer. Kina har overhalet Rusland økonomisk for mange år siden.

(Klumme i Politiken 2. juli 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Handelskrig er toppen af tåbelighed

Udgivet den 28. juni 2018 af flemmingytzen

Handelskrige har ingen vindere. Den aktuelle tilstand er en styrkeprøve mellem USA og Kina.

Tallene, der fyger gennem luften i den optrappede handelskrig, USA har sat gang i, er svimlende for de fleste.

En mere neutral udlægning af fænomenet kan lyde: økonomisk nationalisme. Ofte kombineret med protektionisme, altså at et land beskytter dele af sin industri mod, hvad der opfattes som unfair konkurrence udefra.

Nationalisme er et mangehovedet uhyre, og vi er bedst tjent med den variant, der udfolder sig på fodboldstadioners tilskuertribuner.

Igen er der tale om, at den amerikanske præsident er optaget af at opfylde valgløfter. Hvad der virkelig må give anledning til undren er, at hans aktuelle virkemidler rammer traditionelt allierede og modstandere i flæng. Stålarbejdere og andre producenter i metalindustrien mærker opbremsningen i efterspørgslen i så forskellige lande som Canada, Mexico, Tyskland og Kina.

Som en kommentator bemærkede i New York Times: Endelig har USA fået en præsident, der har modet til at stå fast over for … Canada.

Handelskonflikter er modreaktionen på den globalisering, der har præget verden siden det magiske år 1989. Den har skabt og udbredt en velstand uden fortilfælde, og til og med præsident Obama var USA ledende i denne udvikling.

BAG DEN heftige retorik fra præsident Trump og hans meningsfæller fornemmes en dybere bekymring over, om konfrontationen mellem klodens to største økonomier er på vej ud i en eskalering, der kan få alvorligere konsekvenser end de rent økonomiske. Derfor giver det mening at kaste et kritisk blik på den økonomiske frontlinje mellem USA og Kina, som den har udviklet sig hen over den seneste halve snes år.

Meget tidligt i sin valgkamp beskyldte Donald Trump Kina for valutamanipulation. Altså at Kina holder kursen på landets valuta, renminbi, kunstigt nede for at gavne landets eksportsektor.

Realiteten er imidlertid, at Kinas samlede betalingsoverskud over for udlandet har været faldende siden 2008 og i dag kun udgør omkring 1 procent af gigantens samlede nationalprodukt.

AT USA’S samlede underskud over for omverdenen er stigende, er ikke en konsekvens af handelspolitikken, men skyldes primært det svulmende budgetunderskud og amerikanernes manglende indenlandske opsparing. Fordi dollaren er klodens reservevaluta, har USA ingen vanskeligheder ved at få andre lande til at finansiere sit underskud.

Har mange års amerikansk pres på Kina da ikke givet resultat? Jo da, siden Bush-regeringen i starten af 00’erne er den kinesiske valuta blevet næsten 40 procent dyrere i forhold til dollaren, hvilket har været helt tilsigtet fra Beijings side.

Når Kina vælger denne politik, hænger det sammen med et erklæret mål om at fremme strukturelle skift i landets udviklingspolitik: væk fra eksportorienteringen over mod en model, hvor det er den indenlandske efterspørgsel, der driver væksten.

AT DEN gennemsnitlige lønindkomst for amerikanske industriarbejdere har stået stille i snart fire årtier, har uendelig lidt at gøre med Kinas eller andre asiatiske industrigiganters fremgang.

Tværtimod har den amerikanske gennemsnitsforbruger oplevet en betydelig forøgelse af sin købekraft, fordi han eller hun nu køber lige så meget kinesisk som amerikansk i Wal-Marts varehuse. En realitet, der er med til at forklare, hvordan Kina har gennemført verdenshistoriens største reduktion af fattigdom.

Så hvis Donald Trump virkelig mener det alvorligt med at føre denne handelskrig ud på den lange bane, er det ikke bare kinesiske arbejdere, der rammes, den vil også gøre ondt på de amerikanere, der har stemt Trump til magten.

IGEN STÅR tåbelighederne i kø i Washington. Hvordan kan det give mening, når Trumps finansminister, Steven Mnuchin, udtaler, at Kina må opgive sin Made in China 2025-plan, som skal gøre kinesiske virksomheder mindre afhængige af at importere især amerikanske højteknologiske komponenter?

Hvis Kina kan producere forbrugerelektronik billigere end amerikanerne, er det gavnligt ikke kun for kinesiske forbrugere, men også for alle os andre.

Samtlige amerikanske præsidenter siden Richard Nixon har villet, at Kina skulle tage del i skabelsen af verdens velstand. Processen er sket fredeligt og er en indiskutabel succes for kineserne, amerikanerne og alle os andre. Hvem i kredsen omkring Trump fortæller ham, at han ikke bør være manden, der lander en fiasko af uhørte proportioner?

(klumme i Politiken 28. juni 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Et nyt oprør mod Kina er begyndt

Udgivet den 18. juni 2018 af flemmingytzen

I Vietnams gader og cyberspace protesteres mod Kina og partiet.

Mens verdens medieopmærksomhed var rettet mod Trump-Kim-topmødet i Singapore, udspillede der i et andet af regionens lande sig et drama, der kan være signalgiver for, hvor Østasien er på vej hen, og dermed hvilken retning forskydningen i den globale magtbalance er ved at tage.

I Hanoi, Ho Chi Minh-byen og andre vietnamesiske byer gik tusinder af demonstranter på gaden for at protestere mod et lovforslag, der opleves som regeringens knæfald for Vietnams historiske arvefjende Kina. Men demonstranterne har også andre formål end at opildne en variant af nationalisme, der i Østasien har overtaget den rolle, som den marxistisk-leninistiske ideologi engang havde. De vil have øget frihed og en mindre stat.

Hundredvis af demonstranter er blevet tilbageholdt; hvor mange, der fortsat er arresteret, er uvist. Vedtagelsen af lovpakken er udskudt til efteråret.

 

Det, der på overfladen ligner et opgør om, hvilken økonomisk udviklingspolitik det ellers så fremgangsrige Vietnam forfølger, er også et anliggende, der handler om nationens sikkerhed. De protesterende vietnamesere spørger: Er vi ved at sælge ud af vor nationale suverænitet til Kina?

STRIDENS EMNE er et lovforslag om at åbne tre nye udviklingszoner: den ene i Quang Ninh-provinsen, der grænser op til Kina. Lovforslaget gør det muligt at udleje landarealer til industriformål i 99 år, hvor den hidtidige tidsgrænse i Vietnams øvrige 18 udviklingszoner er 70 år.

Demonstranternes vrede og frygt bunder i, at kinesiske giganter vil rykke massivt ind og dominere et område, der har givet det vietnamesiske samfund et løft op til et niveau som mellemindkomstland. Med andre ord risikerer den vietnamesiske udviklingssucces at ende som et kinesisk tag-selv-bord.

Folkelige protestaktioner vendt mod Kina er et gammelkendt fænomen i Vietnam og har i de senere år især handlet om grænsekonflikterne i Det Sydkinesiske Hav. For fire år siden blev kinesiskejede forretninger i Vietnam angrebet af demonstranter, efter at Kina havde sejlet en boreplatform ind i et havområde, som begge lande gør krav på. I februar 1979 var de to lande i regulær krig, dog kun i tre uger.

Anti-China protesters march while shouting slogans during a rally in downtown Ho Chi Minh city on 11 May 2014. Protesters staged one of Vietnam’s largest ever anti-China demonstrations decrying Beijing’s deployment of a deep-water drilling rig in contested waters as territorial tensions soar.

Gennem århundreder har Vietnam og Kina været nært forbundne kulturelt, men hyppigt været i væbnet konflikt. Kernen i vietnamesisk nationalisme og identitet har siden ca. år 900 e.Kr. taget afsæt i de herskende eliters evne og vilje til at modstå pres og dominans fra giganten i nord og at definere forskelligheden.

Den ironiske pointe er her, at Vietnams succes som udviklingsøkonomi som sin største inspirationskilde har netop Kina. Men det, som demonstranterne minder det vietnamesiske kommunistpartis ledere om i disse dage, er, at Østasiens succes som verdens vækstregion nr. 1 risikerer at gøre det vietnamesiske samfund til det sidste i verden, de ønsker at være: en kinesisk vasalstat.

DEMONSTRATIONERNE er rettet mod andet end Kina: Nationalforsamlingen i Hanoi vedtog tirsdag en lov om sikkerhed på internettet, der indlysende nok bliver myndighedernes redskab til at censurere den relativt frie og åbne debat, der er mulig på Vietnams sociale medier.

En paragraf i lovforslaget om sikkerhed i cyberspace definerer det som ulovligt at publicere ytringer online, der ’fornærmer nationen, flaget, våbenskjoldet, nationalsangen, og nationens store personligheder, ledere og helte’.

Ikke et ord om kommunisme, men ingen er i tvivl om, at den vietnamesiske partistat med denne lov forsøger at forebygge, at den skal konfronteres med folkelig vrede på gadeplan. De kan jo ikke forsvare sig med, at det er Kina, der har opfundet djævelskaben på internettet.

Vietnams autokratiske ledere befinder sig derfor i et dilemma parallelt med det, vi oplever i den demokratiske verden: at skulle sikre sig mod, at teknologiske nyskabelser og sociale medier fremmer kaos, fascistoid adfærd og ustabilitet, frem for det, vi engang håbede på: at blive redskaber til øget frihed.

Paradokset er, at den tilsyneladende grænseløse internetfrihed truer med at destruere det, der er forudsætningen for vietnamesernes økonomiske og sociale fremgang: en stat, der sikrer borgerne både stabilitet og velstand.

Loven om cybersikkerhed er vedtaget, hvilket vil opflamme demonstranternes vrede. Et oprør er i gang, både mod Kina og mod Vietnams kontrolstat.

(klumme i Politiken 18. juni 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar