Trump som Amerikas Formand Mao

Udgivet den 1. januar 2018 af flemmingytzen

En stormagt kan ikke i længden regeres med slogans.

I EN aviskronik publiceret på flere kontinenter for en måneds tid siden fornøjede den tidligere EU-kommissær Chris Patten sig med at introducere et nyt politisk begreb: ‘Donald Trump-tænkningen’.

Inspirationen til dette har Patten naturligvis hentet i Kinas Kommunistiske Partis kongres i oktober, hvor ‘ Xi Jinping-tænkningen’ blev skrevet ind i Folkerepublikkens forfatning og dermed gav rigets nuværende leder samme status som to afdøde giganter, Mao Zedong og Deng Xiaoping.

Chris Patten var den sidste britiske guvernør i Hongkong, som for 20 år siden blev tilbageleveret til Kina, så han kender riget i midten bedre end de fleste. Ifølge eksguvernørens udlægning består Xi Jinpings tænkning i at sammensmelte kinesisk nationalisme med central kontrol. Meget leninisme og kun beskedne doser marxisme.

Hvori består så Donald Trumps tænkning i USA’s udenrigspolitik? Dette tankeeksperiment kan man afprøve ved at gennemlæse et 55-siders dokument, der bærer overskriften ‘ USA’s nationale sikkerhedsstrategi’, og som kan downloades fra Det Hvide Hus’ hjemmeside.

DOKUMENTET har indlysende nok stor betydning for verdens nuværende og kommende indretning.

Beskrivelserne er de fleste steder ganske dækkende; men de kontroversielle og nogle steder paradoksale elementer i teksten træder frem, der hvor Trump og hans embedskorps først tegner USA’s målsætninger op og dernæst anviser midlerne til at nå dem.

Her er det, at nogle ligheder med Kinas formand Mao Zedong begynder at trænge sig på (formandstitlen blev afskaffet få år efter diktatorens død i 1976, men han har overlevet som ikon), uagtet at Kinas nuværende udviklingsmodel repræsenterer alt, hvad han frygtede og advarede imod.

Mao ville også ‘ gøre Kina stort igen’, men hvad han udrettede i sin økonomiske politik, fik Kina til at skrumpe både nationalt og på verdensscenen. Forsøgene på en forceret industrialisering i slutningen af 1950′ erne, kendt som ‘ det store spring fremad’, kostede ikke under 36 millioner dødsofre på fire år og lammede økonomien.

Som Mao forsøger Donald Trump at regere med slogans, i sidstnævntes tilfælde i form af tweets. Milliontallige fanskarer følger dem, som rettroende kristne følger de ti bud. Mere sofistikerede udlægninger af USA’s nationale målsætninger må overlades til embedsværket og hundredvis af diplomater og USA-analytikere verden over. Støn og suk.

TRUMPS strategiske papir er klart i mælet, når det gælder de mest presserende trusler mod USA: De udgår fra Nordkorea, Iran og jihadistiske grupperinger i Mellemøsten. Verden belæres også om, at Rusland og Kina ikke vil det bedste for USA, for der er her tale om aktører, der udfordrer grundlaget for amerikansk sikkerhed og velstand, hedder det. Årtiers forsøg på at moderere disse to stormagter gennem inklusion i internationale institutioner har overvejende været baseret på falske præmisser: Clinton, Bush og Obama gjorde alt for meget, der bidrog til at gøre Kina stor igen.

Alligevel lukker Trump op for fortsat samarbejde på tværs af forskelle i værdier, politiske systemer og interesser. Man fornemmer i teksten nogle overlevende koncepter fra Trumps rival i præsidentvalgkampen, Hillary Clinton, som tilbage i 2013 formulerede den såkaldte rebalancering i USA’s Asien-politik.

Nyt i denne regionale kontekst er betegnelsen ‘ Indo-Pacific’, der strækker sig fra Indiens vestkyst og hele vejen til Hawaii.

Her lægges der op til at lade Indien, Australien og Japan udgøre en sikkerhedspolitisk akse, der kan bremse Kinas udvidelse af sin interessesfære.

POSITIVT fortolket er der måske ved at indfinde sig en ny realisme i Donald Trumps tænkning. Hans udenrigstjeneste er stadig nødlidende (snesevis af ubesatte poster, personaleflugten er ikke stoppet), men han respekterer den nye virkelighed på kloden.

Trods alt taler vi om en mere håndterlig tilstand end den, verden befandt sig i, da Kinas demenssvækkede formand Mao betroede USA’s daværende topdiplomat Henry Kissinger følgende i 1972: »Jeg har ikke været i stand til at ændre ret meget i samfundet, kun i nogle områder tæt på Beijing«. Trumps Amerika har stadig mulighed for at korrigere verdens indretning, også i områder langt fra Washington. Men hvis strategidokumentet bliver ved de flotte ord på papiret og ikke følges af handling, risikerer USA at blive, hvad Mao kaldte USA dengang i 1960′ erne: en papirtiger.

(klumme i Politiken 1. januar 2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Nukleart kapløb i Østasien kan stadig afværges

Udgivet den 17. december 2017 af flemmingytzen

Sydkorea og Taiwan har haft atomvåbenprogrammer. De er uacceptable for både Kina og USA.

2017 vil gå over i historien som året, hvor Nordkorea for alvor etablerede sig som atommagt, eftersom alle nu tror på Pyongyangs trusler om, at regimets missiler kan nå det nordamerikanske kontinent. Så med den forvirring, der fortsat hersker om præsident Donald Trumps politik i Østasien, er der da nogen, der vil fortænke både Sydkorea og Japan i at udvikle egne kernevåbenprogrammer?

Her vil et kortere historisk tilbageblik være på sin plads. I begyndelsen af 1970’erne var Sydkorea nået langt med udviklingen af et civilt atomenergiprogram. Landets daværende præsident, der var kommet til magten ved et militærkup i 1961, beordrede sine videnskabsfolk til at tage de første skridt til at udvikle et egentligt atomvåbenprogram.

Planerne faldt ikke i god jord hos landets beskytter og hovedallierede USA, som i 1975 fik presset Sydkorea til at underskrive Ikke-Spredningsaftalen, kendt som NPT. I hemmelighed fortsatte atomprogrammet på det eksperimentelle niveau, tildels foranlediget af, at daværende præsident Jimmy Carter legede med tanken om en tilbagetrækning af de amerikanske tropper fra Sydkorea.

Med i billedet hører, at der frem til ophøret af den kolde krig var placeret amerikanske kernevåben på sydkoreansk jord. De blev fjernet i 1991 som et led i bestræbelserne på at overtale Nordkorea til at acceptere inspektion af det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA. Det virker surrealistisk i dag at minde om, at både Seoul og Pyongyang engang erklærede sig enige om at gøre den koreanske halvø fri for kernevåben.

DET sydkoreanske svar på den nordkoreanske missiltrussel har været opstillingen af et amerikansk antimissilsystem, som Beijing frygter også vil være rettet mod Kina.

Præsident Moon Jae-Ins besøg i Beijing i sidste uge handlede især om at forsikre kineserne om, at Sydkoreas radarsystem ikke har rækkevidde ind i kinesisk territorium. Moon fortalte Kinas leder Xi Jinping, at han har amerikanske garantier for, at kinesiske interesser ikke vil blive krænket. Disse garantier gælder nøjagtig, indtil krigens første skud er affyret.

Kinas udspil er, at Sydkorea og USA indstiller fælles militære øvelser som modydelse for et nordkoreansk stop for testaffyringer og prøvesprængninger, men det er stadig et åbent spørgsmål, om Kina kan presse Nordkorea til forhandlingsbordet.

MED i det historiske billede hører, at en anden af USA’s historiske allierede i Østasien, Taiwan, engang har været undervejs med planer om egne kernevåben, endda tidligere end det skete i Sydkorea.

Taiwans atomprogram kom op i omdrejning, efter at ærkerivalen Kina i 1964 havde foretaget sin første atomprøvesprængning. I dag ved historikerne nøjagtigt, på hvilket videnskabsinstitut det taiwanske atomforskningsprogram havde til huse fra 1967.

Også Taiwans hovedallierede USA var bekymret og sikrede sig, at udviklingen af atomreaktorer i Taiwan blev holdt inden for rammerne af de retningslinjer, der var udstukket af IAEA. Interessant i et historisk perspektiv er det, at ikke kun USA, men også Tyskland, Frankrig, Norge, Sydafrika og Israel nåede at bidrage med teknisk assistance, inden den taiwanske regering midlertidigt indstillede programmet i 1978.

BILLEDET ændrede sig i slutningen af 1980’erne, da en ledende taiwansk forsker i atomteknologi hoppede af til USA og gav sin viden videre til de amerikanske myndigheder. Enden på det hele blev, at regeringen i Taipei opgav sine planer om et selvstændigt atomvåben i 1988, netop som landet havde indledt en demokratisering efter næsten fire årtiers undtagelsestilstand.

Kinesiske kamp- og bombefly har for ganske nylig overfløjet luftrummet tæt på Taiwan, hvilket er yderligere en indikation på et markant højere spændingsniveau i regionen.

Så hvis USA ønsker at gøre en positiv forskel, er tiden kommet. At Donald Trumps udenrigsminister Rex Tillerson på det seneste er kommet med udtalelser, der mere end antyder, at han er parat til at rejse til Pyongyang når som helst, kan være tegn på, at Kinas pres på Nordkorea er begyndt at have en vis effekt. Dagsordenen bør være et våbenmoratorium på den koreanske halvø: Ingen testaffyringer og prøvesprængninger og ingen amerikansk-sydkoreanske militærøvelser. Alternative muligheder er ikke til at få øje på.

(klumme i Politiken 18. december 2017)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Supermagten er blevet en afmagt

Udgivet den 11. december 2017 af flemmingytzen

Scenariet for USA’s afvikling som global leder skal skrives om. Men Kina tager ikke over. Endnu.

ET FORUROLIGENDE mønster har indfundet sig på kommentarsiderne i de amerikanske kvalitetsaviser. Hos et voksende antal indflydelsesrige analytikere er der nu fodslag om en konklusion, som burde få advarselslamper i Washington og andre vestlige hovedstæder til at blinke: USA’s tid som verdens leder er ovre.

Præsident Donald Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad vil kun hælde mere brændstof på samme meningsmaskine og efterfølgende sætte sig markante spor i verdensoffentligheden.

Det budskab, der kommer ud af udstødningsrøret er, at USA trods sin uantastede status som klodens dominerende militærmagt har tabt beslutningskraften, når det handler om at vise globalt lederskab.

Al magtudøvelse handler om forventninger. På tværs af kontinenter og forskelle i politiske systemer har forventningerne til, hvad USA kan og vil udrette, nået et historisk lavpunkt. Et imperium går under, når dets tiltrækningskraft smuldrer. Det er tilstanden mellem Washington og resten af verden lige nu.

Det amerikanske århundrede er uigenkaldeligt forbi og varede nøjagtigt 100 år. Pladsen på toppen af verdenshierarkiet er tom, og der er ingen oplagte kandidater til at tage ovre. Ikke et Kina, der er dybt koncentreret om sin egen modernisering, og ikke et Europa, som vakler under rystelserne i sit eget fundament.

DEN VELANSKREVNE forfatter og tv-vært Fareed Zakaria skrev i en kommentar i Washington Post 12. oktober, at Trump-administrationen har besluttet sig for at bevæge sig ind i en helt anderledes æra: det 19. århundrede. Anledningen var, at præsidenten havde skrottet endnu et projekt fra forgængeren Barack Obamas tid, den såkaldte Clean Power Plan.

Trumps miljøchef, Scott Pruitt, blev citeret for, at »krigen mod kul var forbi«: Washington sender nu penge ind i industrier, der har været på retur siden 1950’erne. Naturgas er i fuld gang med at erstatte kullene, men der er kulminearbejdere, som Trump lovede at hjælpe i sin valgkamp, og nu kommer han dem til undsætning.

Zakaria noterer, at Kina nu investerer det dobbelte af USA i vedvarende energikilder. Der sælges dobbelt så mange elbiler i Kina som i USA. 3,5 millioner arbejdere er nu beskæftiget i Kinas grønne energisektor, det femdobbelte af tallet i USA.

Financial Times forklarede 15. marts i år sine læsere, at Kina i 2018 vil overhale både USA og Japan som den største ansøger til og bruger af det internationale patentrettighedssystem. I 2016 placerede to kinesiske telekommunikationsfirmaer, ZTE og Huawei, sig på første- og andenpladsen i ranglisten over virksomheders ansøgninger om globale patentansøgninger. Med amerikanske Qualcomm og japanske Mitsubishi Electric på tredje- og fjerdepladsen. Velkommen til en verden i forandring.

TÆNKETANKEN Center for American Progress bekræfter i en dugfrisk rapport tendenserne: Den konkluderer, at mens Trump trækker USA ud af verden, opnår Kina en række fordele, fordi de vestlige stormagter i overvældende grad distraheres af interne problemer. Rapporten citerer en nyhedsanalyse på BBC’s hjemmeside i oktober, der dækkede Donald Trumps besøg hos Xi Jinping i Kina og konkluderede med et spørgsmål: »Verdens to mest magtfulde mænd har holdt møde i Beijing. Men hvem af dem har nøjagtig hvilken plads?«.

Den britiske historiker Niall Ferguson, forfatter til en stribe bestsellers om klodens indretning i fortid og nutid, forudsagde i marts 2010, at USA som imperiemagt ville forsvinde hurtigt og voldsomt. Noget i stil med Sovjetunionen, hvis sammenbrud skete i løbet af seks år (Mikhail Gorbatjovs regeringsperiode 1985-91) eller afviklingen af det britiske imperium begyndende med Indiens selvstændighed i 1947 og bragt til ende med Suezkrisen i 1956, hvor Storbritannien opdagede, at landet var på fallitens rand.

Men USA er ikke ved at gå fallit, i hvert fald ikke i økonomisk forstand. Kollapset udfolder sig især i en udenrigstjeneste, der ikke har fungeret siden Trumps tiltrædelse i januar. En supermagt kan ikke holdes kørende med Twitter, men det er nøjagtig hvad Trump forsøger sig med.

Det bedste, vi kan håbe på, at der i de kommende år opbygges en pragmatisk uformel alliance mellem Washington, Bruxelles og Beijing om at undgå de værste katastrofer.

Men Trump har med Jerusalem-beslutningen sikret, at en af katastroferne vil vare lige så langt, som den menneskelige forestillingsevne rækker.

(klumme i Politiken 11. december 2017)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Hov, derovre eksploderer et missil

Udgivet den 7. december 2017 af flemmingytzen

En alternativ oplevelse for flypassagerer over Stillehavet minder os om Nordkoreas farlighed.

Besætning og passagerer om bord på Cathay Pacific CX893 undervejs fra San Francisco til Hongkong fik sig en anderledes oplevelse den sidste onsdag i november. Fra vinduerne kunne de observere den seneste nordkoreanske missilaffyring resultere i en eksplosion og missilets dele falde ned i Det Japanske Hav.

Missilet var interkontinentalt af typen Hwasong-15. Det nåede at tilbagelægge ca. 1.500 kilometer inden destruktionen, som skete ikke langt fra den nordlige japanske ø Hokkaido. En ledende sikkerhedsmedarbejder ved Cathay Pacific, der har base i Hongkong, er i et lækket dokument citeret for, at et andet af selskabets fly, CX096, der fløj med fragt fra Los Angeles til Hongkong, sandsynligvis har befundet sig endnu tættere på det nordkoreanske missil, end det var tilfældet med CX893.

En af Hongkongs politikere, Jeremy Tam, der har en fortidig karriere som pilot hos Cathay Pacific, citeres af lokale medier for, at stort set ingen civile passagerfly er udstyret med den type radarteknologi, som bruges af militærfly, og som er i stand til at spore trusler fra missiler.

NOGLE ubehagelige begivenheder melder sig i erindringen: Passagerflyet fra Malaysia Airlines, der 17. juli 2014 blev ramt af et jord til luft-missil affyret fra en lokalitet i det østlige Ukraine, hvor 298 ombordværende omkom. Helt tilbage i september 1983 blev et sydkoreansk passagerfly skudt ned af et sovjetisk kampfly nær Sakhalin i det østlige Sibirien. Piloten og hans kommandocentral tolkede flyets tilstedeværelse i sovjetisk luftrum som, at det var ude på en spionagemission med det formål at teste det sovjetiske luftovervågningssystem.

I disse dage viser radarskærmene i flere af regionens lande en tæthed af flyvninger i dette område, som sjældent er set tidligere. Sydkorea og USA indledte mandag de årlige luftmanøvrer kaldet Vigilant Ace, hvor flere end 230 kampfly deltager sammen med amerikanske soldater og øvrigt personale i et omfang på 12.000. Denne styrkedemonstration repræsenterer det mest avancerede, der eksisterer inden for moderne militærteknologi, og dermed en dramatisk kontrast til det forældede nordkoreanske udstyr, som delvist baserer sig på sovjetisk teknik fra den kolde krigs tid.

Nordkoreas konventionelle våben vil i fælde af et krigsudbrud blive lagt ned i løbet af ganske kort tid. Men regimets langtrækkende artilleri, der er opstillet tæt på delingslinjen langs den 38. breddegrad, kan nå at forårsage omfattende ødelæggelser og et voldsomt tab af menneskeliv i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, inden da.

Et af de mere presserende spørgsmål, som stilles af militæranalytikere, er om Kim Jong-uns regime med dets helt særegne totalitære hierarki kan kontrollere de kernevåben, som det har udviklet og opstillet. Missilsystemer med atomkapacitet kræver løbende vedligeholdelse især i den ledsagende infrastruktur. Fra den kolde krigs tid kendes adskillige eksempler på teknologiske sammenbrud i atomsystemer. Blandt de mere skræmmende er den såkaldte ’Damascus Incident’, der fandt sted 19. september 1980 i en missilsilo nær byen Damascus 80 kilometer nord for regeringsbyen Little Rock i delstaten Arkansas i USA. En brændstoflækage på et interkontinentalt missil af typen Titan-2 udløste en eksplosion, der affyrede missilets andet trin plus sprænghovedet, som landede kun 30 meter fra rampens adgangsport. Sikkerhedsmekanismerne fungerede og forhindrede udslip af radioaktivt materiale, men hele affyringsrampen blev ødelagt.

Det var tæt på, dengang! Og flere andre gange, som det er dokumenteret i bogen ’Command and Control’ af Eric Schlosser, udgivet i 2013. Schlosser dokumenterer 32 såkaldte ’broken arrows’ (amerikansk kodeord for ulykker med atomvåben involveret) i perioden 1950-80.

UTVIVLSOMT er der militæranalytikere, der har skrevet scenarier for, hvad der ville ske i tilfælde af et teknisk uheld på et nordkoreansk affyringssted.

Naturligvis vil en sådan hændelse ikke kunne holdes skjult for verdensoffentligheden, men Kim-styret og hans militær ville omgående rette anklager mod USA og Sydkorea, hvorved en næsten-krigstilstand hurtigt ville være en meget ubehagelig realitet. Vil verden i så fald kunne forvente, at diktatoren Kim handler rationelt?

Han ville først tænke i egen overlevelse, inden han vil begynde at lytte til omverdens opfordringer til kapitulation.

(klumme i Politiken 7.12.2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Beijing afgør rohingyaernes fremtid

Udgivet den 4. december 2017 af flemmingytzen

Vestlig indflydelse i Myanmar er reduceret til et minimum.

HVEM BLANDT verdens tungere beslutningstagere kunne for alvor tro på, at Hans Hellighed Pave Frans ville være i stand til at gøre en forskel i forsøgene på løse klodens for tiden alvorligste flygtningeproblem? Den katolske kirkes overhoved som mægler mellem et buddhistisk hybridstyre (halvt demokrati-halvt militærregime) og et skrøbeligt muslimsk demokrati?

Pavens fravalg af ord – at han ikke nævnte rohingyaerne direkte under sit besøg i Myanmar – var et tilstrækkeligt vidnesbyrd om fiaskoen. Men om ikke andet gør den 80-årige argentiner et positivt indtryk på tv-optagelser. Gad vide hvad der er blevet sagt i de ledende lag i Myanmars militære aristokrati, da Vatikanet forespurgte om muligheden af at lade Hans Hellighed komme på besøg? Vel sagtens noget i stil med, hvad den sovjetiske diktator Josef Stalin sagde til den franske politiker Pierre Laval under dennes besøg i Moskva i 1935: »Paven? Hvor mange divisioner har han?«.

Karakteristisk for mediernes fokusering på konflikten om rohingyaerne har der kun været begrænset opmærksomhed på en mere betydningsfuld udvikling på den store diplomatiske boldbane. USA’s udenrigsminister har været forbi Naypyitaw, Myanmars regeringsby, og det samme har Kinas udenrigsminister. Dog ikke samtidig. Rex Tillerson fik følgende besked med på vejen af Myanmars civile leder, Aung San Suu Kyi: »Lad mig bare helt kort takke udenrigsminister Tillerson for hans forståelse for vor situation«. Resten var høfligheder og almindeligheder.

ANDERLEDES med Tillersons kinesiske kollega, Wang Yi, der kom til både Bangladesh og Myanmar med en stor pose penge og en samlet plan, der indebærer

genbosættelse af de fordrevne rohingyaer. Detaljerne i den kinesiske plan er endnu ikke kendte, og der mangler tydeligvis en våbenhvile i Rakhine, inden Beijing kan gå videre med gennemførelsen, dvs. finansieringen af en større udviklingsindsats i den fattigdomshærgede delstat.

Beijings motiver er selvsagt ikke altruistiske, men handler om Kinas strategiske interesser. Rakhine er en vigtig brik i den kæde af forsyningslinjer, der skal forbinde den kinesiske økonomi med transportruter i Det Indiske Ocean og vestover mod Mellemøsten og det afrikanske kontinent. Vi kender det som BRI – Belt and Road Initiative, et transportnetværk til land og til havs, som også skal koble klodens næststørste økonomi op med Centralasien, Sydøst- og Sydasien gennem overvejende kinesiskfinansierede infrastrukturprojekter.

Rakhine ligger et helt centralt sted i dette netværk. Kinesiske statsselskaber er for længst i gang med at opbygge en økonomisk udviklingszone omkring havnebyen Kyaukpyu. Samlet volumen i investeringer vil forventeligt passere de 10 milliarder dollars.

Rørledninger fra Kyaukpu til Kinas sydvestlige Yunnan-provins vil bringe mellemøstlige olie- og gasforsyninger ind i den kinesiske økonomi. Kina får dermed bortskaffet sit såkaldte Malacca- dilemma: Anslået 80 procent af Kinas olieleverancer passerer farvandet omkring Malaysia og Singapore, hvilket gør Kina sårbart i tilfælde af en forsyningskrise eller en konfrontation med USA og dets allierede. Myanmar repræsenterer her en nemmere, kortere og billigere genvej for ikke kun olie og gas, men også for de eksportartikler, der til sin tid skal fragtes ud af Kina og videre til markeder i Vesten.

MED UDBYGNINGEN af disse faciliteter i Myanmar bliver Kina den dominerende magt i Sydøstasien, mens USA helt er spillet af banen i en verdensdel, som Washington engang udkæmpede blodige krige for at fastholde. Myanmars civile leder, Aung San Suu Kyis, deltagelse i en konference i Beijing i sidste uge for politiske partier fra adskillige lande sendte ydermere det tydeligst tænkelige signal om, at Kina har fået frie hænder i dette hjørne af Asien.

Beijings penge og diplomater er også til stede i andre hjørner af Myanmars fragmenterede politiske landskab. Det gælder især landets nordlige regioner, hvor flere partisanhære har udkæmpet langvarige lavintensitetskrige mod skiftende centralregeringer og juntaer i Myanmar.

Siden forsoningsprocessen tog fart i Myanmar for fem år siden og siden bragte Aung San Suu Kyis parti, NLD, til magten, har de vestlige donorsamfund kastet betydelige summer ind i forsøgene på at konsolidere et moderne civilsamfund i landet. Hensigterne har været nok så ædle, men intet af det, USA og Europa har forsøgt sig med, har kunnet matche Kinas evne til at levere både penge og effektivt diplomati til flest mulige aktører i det tidligere Burma.

Dermed er Østasien på få år forandret afgørende.

(klumme i Politiken 4. december 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Den ubehagelige lære af Zimbabwe

Udgivet den 23. november 2017 af flemmingytzen

Befolkningens opbakning til Mugabe betød, at landet forspildte fire årtiers muligheder for udvikling.

HAVDE DET ikke været for Robert Mugabe, kunne Zimbabwe i dag have været en blomstrende overskudsøkonomi med voksende velstand for sine indbyggere og et forbillede for sine naboer.

Omverdenen, herunder det vestlige donorsamfund, har i små fire årtier udvist en langmodighed med den megalomane despot, som i dag tager sig pinligt latterlig ud.

Ser man tilbage på Mugabes maratonlange og systematiske udhuling af sit potentielt rige samfund, herunder fordrivelser af etniske mindretal, systematisk valgsvindel og forfølgelse af oppositionelle, er det en gåde, at europæiske ledere har kunnet fortsætte med at vinke en af Afrikas mest berygtede ledere om næsen med pengesedler.

Så sent som i starten af 2015 tilbød EU en hjælpepakke til en samlet værdi af 234 millioner euro for at få gang i landets nødlidende økonomi. Det skete på et tidspunkt, hvor Mugabe netop var blevet valgt til formand for Den Afrikanske Union helt uden protester fra medlemsrækkerne.

EU tilbød en genoptagelse af udviklingsprogrammer under den klare forudsætning, at man ville hjælpe den hårdtprøvede befolkning uden samtidig at give skulderklap til landets politiske leder. Derfor blev en våbenembargo og et indrejseforbud mod Mugabe og hustruen Grace fastholdt, hvilket dengang blev beklaget af finansminister Patrick Chinamasa med disse ord:

»Zimbabwe har en direktør, og så længe landets chef er omfattet af sanktioner, vil forholdet til EU være forgiftet«, lød det.

FOR LIDT over tre årtier siden havde jeg lejlighed til at besøge landet, som dengang lignede en udviklingsøkonomisk succeshistorie i svøb. Landets potentiale som storproducent af fødevarer sprang i øjnene. Jeg mødte hvide tobaksfarmere, som forklarede, at de levede fint med overgangen til sort flertalsstyre, realiseret få år tidligere.

I årene op til systemskiftet var medlemmer af landets hvide mindretal, mange af dem født i landets tid som Rhodesia, begyndt at sive ud, men ikke i et antal, der drænede landets økonomi.

EU opkøbte landbrugssektorens overskud af majs og andre fødevarer, som blev videresendt til sultramte regioner i nabolandet Mozambique. Zimbabwe lignede på den måde en rollemodel, som det sydlige Afrika havde så hårdt brug for (det var få år inden apartheidstyrets fald i Sydafrika). Danmark åbnede et ambitiøst bistandsprogram og så – som kredsen af donorlande i øvrigt – med optimisme på Zimbabwes fremtidsmuligheder.

Landets nedtur tog fart, da Robert Mugabes regeringsparti Zanu-PF i en kampagne, der begyndte omkring årtusindskiftet, lod sine såkaldte krigsveteraner konfiskere de mest veldrevne landbrug i landet. En regulær hjerneblødning af landets økonomi satte ind.

IFØLGE historikeren og journalisten Martin Meredith, der har forfattet en perlerække af bøger om det sydlige Afrikas moderne historie, var den gennemsnitlige zimbabwers levestandard ringere i år 2000, end den havde været op til systemskiftet tyve år tidligere.

Arbejdsløsheden blev på få år tredoblet, levetiden raslede ned, og store grupper af især offentligt ansatte oplevede at få deres i forvejen spinkle lønninger udhulet af galopperende hyperinflation. Zimbabwes økonomiske deroute var menneskeskabt, og vi savner svar på, hvorfor et oprør udeblev så længe.

Et andet spørgsmål, der rejser sig efter den paranoide kleptokrats tvungne exit fra magten, er naturligvis, om en ny ledergeneration vil være i stand til at løfte det mishandlede land ud af hængedyndet.

I andre af kontinentets lande, der ikke har været plaget af ledere i Mugabe-kategorien, er der fællestræk, der går igen: Der mangler i katastrofal grad entreprenører og risikovillig kapital, genereret ikke kun af råstoffer, men af arbejdskraft, flid og innovation. Zimbabwes nye ledere kan forhåbentlig begynde at opdage virkelighedens verden uden for Afrika. De bør skaffe flere investorer end donorer til landet, så der kan skabes en middelklasse til at hjælpe de yngre generationer ud af lavproduktive landbrug og give samfundet nogle af de fordele, som den internationale arbejdsdeling har gavnet så mange andre udviklingslande med.

Morale, hvis overhovedet nogen?

37 år med Robert Mugabe er også den dystre fortælling om, at for mange afrikanske sjæle blev erobret af en anden form for underkastelse end den, de hvide overherrer i sin tid repræsenterede.

(klumme i Politiken 23.11.2017)

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Magten blev tabt, nu ryger rigdommen

Udgivet den 20. november 2017 af flemmingytzen

Taiwans nationalistparti er i dag en skygge af fortids storhed.

Slutkapitlet i en af de mere brogede fortællinger fra Kinas og Asiens historie ser ud til snart at kunne skrives færdigt. Vi taler om Kuomintang (KMT), det kinesiske Nationalistparti, som efter det sidste kejserdømmes fald i 1911 forsøgte at få en republik på benene i et samfund, der dengang var lammet af forfald og opløsning.

Lidt over et århundrede senere er forfaldet sat ind i den første kinesiske statsdannelse, der demokratiserede og rammer det parti, der for tre årtier siden tillod den dengang sensationelle liberalisering efter lange perioder med undertrykkelse og undtagelsestilstand.

Kuomintang blev i sine tidlige leveår ledet af lægen og filosoffen Sun Yat-sen, som i nutiden har sin egen statue med tilhørende mindehal i centrum af Taiwans hovedstad, Taipei. Også på det kinesiske fastland, den statsdannelse, vi kender som Folkerepublikken Kina, hyldes han som det moderne Kinas grundlægger. Så hvis Suns gamle parti går under, er det et dramatisk gravskrift, der skal formuleres.

Sun døde i 1925, kort før Kina blev kastet ud i et par årtier med kaos, japansk invasion, borgerkrig og ødelæggelse. I 1949 måtte KMT, ledet af generalissimo og præsident Chiang Kai-shek, flygte til Taiwan. Med sig bragte den slagne republikleder mere end to millioner civile og soldater, samt ikke mindst gigantiske formuer, som Chiang-klanen havde tilranet sig med metoder, der ikke var kendt for deres mildhed. Med i lasten over Taiwanstrædet til den ø, der også blev kaldt ’Formosa-Kina’, var angiveligt 138 tons guld.

Herefter fulgte fire årtier, hvor KMT regerede med undtagelsestilstand og forfølgelse af oppositionelle, men ikke desto mindre lykkedes med at forvandle et tilbagestående bondesamfund til en moderne industriel dynamo med styrkepositioner inden for bl.a. informationsteknologi.

Da demokratiseringen indfandt sig 1987-88, dikteret ovenfra af Chiangs søn Ching-kuo, stod det taiwanske samfund godt rustet til at blive en del af den globaliserede virkelighed. I dag er der produkter ’Made in Taiwan’ i varehuse over den ganske klode, og østatens demokratiske system har for længst demonstreret, at det er langtidsholdbart. Ved et valg i 2000 fik oppositionspartiet DPP magten for første gang, tabte den i 2008 og vandt den på ny i januar 2016.

I TIDEN med etpartistyre kunne de ledende lag i KMT betragte statens ejendom som et tag selv-bord. Store ejendomskomplekser, banker og tv-stationer blev direkte eller indirekte ejet af partiet eller af folk med tilknytning til det. For en snes år siden opgjorde partiet sine værdier til tre milliarder dollars.

Men for et år siden afgjorde en parlamentsnedsat undersøgelseskommission, at KMT skulle afgive ejendomme til en samlet værdi af næsten 16 milliarder dollars, heriblandt det monumentale partihovedkvarter i Taipei. Også partiets bankkonti blev låst, og det økonomiske imperium, der engang var et af Asiens rigeste, begyndte at smuldre. Konsekvensen er blevet, at partibureaukratiet er blevet halveret efter fyringsrunder og nu tæller i omegnen af 400. Indsamlingskampagner blandt de anslået 300.000 medlemmer har ikke hjulpet. Blandt Taiwans vælgere er opbakningen vigende og nærmer sig faretruende de 20 procent.

HVIS det gamle nationalistparti er på vej ud i historiebøgerne, kan det få sikkerhedspolitiske konsekvenser, der rækker videre end de rent indenrigspolitiske. KMT er den foretrukne dialogpartner for Kina, der siden 1949 har gjort krav om at genindlemme Taiwan i riget, mens DPP siden sin tid som undergrundsbevægelse i 1980’erne har arbejdet for international anerkendelse af et uafhængigt Taiwan, afkoblet fra Kina.

Den nyligt tiltrådte ledelse i Kina står derfor i et dilemma, hvis det vil fremme målsætningen om en genforening. Siden præsident Tsai Ing-wens tiltrædelse i fjor har Kina øget antallet af militære øvelser i Taiwans nærhed. Talspersoner for Kinas militær har ved flere lejligheder antydet, at Kina om få år er stærkt nok til at kunne indtage Taiwan, men undlader altid behændigt at nævne, at USA ved lov er forpligtet til at forsvare Taiwan.

Men selvfølgelig er det blevet noteret i Taipei, at Taiwans fremtid ikke var en del af dialogen mellem Kinas leder Xi Jinping og USA’s præsident, Donald Trump, under sidstnævntes nylige besøg i Beijing. Trump er Kinas drøm om en amerikansk præsident, for han er uvidende om og uinteresseret i historiske forhold, Taiwans svære situation inklusive.

(klumme i Politiken 20.11.2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Dage i Kina, der forandrede USA og verden

Udgivet den 19. november 2017 af flemmingytzen

Endelig er det lykkedes USA at forandre forholdet til Kina fundamentalt. Men ikke sådan som Donald Trumps forgængere havde forestillet sig.

Sæt venligst kalenderen tilbage til 21. februar 1972, en råkold vinterdag i Beijing, hvor scenen er sat for et stykke verdenshistorie. USA’s 37. præsident, Richard Nixon, er landet med Air Force One og er kun få timer efter sin ankomst kørt til sit første møde med Folkerepublikkens grundlægger og kommunistpartiets ubestridte leder, Mao Zedong, og dennes topdiplomat Zhou Enlai. Nixon er ledsaget af sin sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger, manden, der har designet supermagtens historiske åbning over for en af sine mest uforsonlige krigsmodstandere.

Nixon, kendt i 1950’erne for sin hårdhudede antikommunisme, da han var vicepræsident under republikaneren Dwight D. Eisenhower, tager tidligt i samtalen med de kinesiske ledere initiativet med følgende replik:

»Vi er klar over, at I tror dybt på jeres principper, ganske som vi er forankret i vore. Vi beder jer ikke om at gå på kompromis med jeres principper, ligesom vi ved, at I ikke forventer, at vi går på kompromis med vores«.

Hvorefter den amerikanske præsident tilføjer, at »verden er i forandring, og at det er i både USA’s og Kinas interesse at tilpasse sig disse forandringer«.

Spoler man verdenshistorien små 46 år frem i tiden og indsætter henholdsvis Donald Trump og Xi Jinping i de ovenfor beskrevne roller, står det klart, at de forandringer, der har indfundet sig, overgår selv de mest fantasifulde forestillinger fra datidens optøning mellem de to giganter fra den kolde krig. Dengang var Kina, hvad Kissinger siden kaldte »et meget fattigt, stalinistisk land«, dvs. uden kapitalisme, uden højteknologi, uden middelklasse. Kina fyldte kun en mikroskopisk plads i verdensøkonomien; i dag ligger det tæt på at have samme volumen som Amerika, og blandt historieskrivningens kendere af dette nye ’G2’ diskuteres det, om denne udvikling havde været mulig uden Nixons initiativ.

Dog er det værd at minde om, hvorledes præsident Nixon gennem mange måneder forberedte sig på sin mission til Beijing. I juni 1971 mødtes han med ambassadøren for det kommunistiske Kinas rival fra borgerkrigen, Republikken Kina, dvs. Taiwan, og forklarede følgende:

»Prøv at tænke over, hvad der ville ske, hvis en leder, der kunne levere en anstændig regeringsførelse, fik politisk kontrol med det kinesiske fastland. Du gode Gud … der ville ikke være en eneste magt i verden, der ville kunne stå op imod dem. Hvis du sætter 800 millioner kinesere til at arbejde under et anstændigt politisk system, vil Kina blive verdens leder«.

INDLYSENDE NOK vil der være mange meninger om, hvorvidt Kina efter fire årtier med markedsorienterede reformer i dag repræsenterer en form for anstændig regeringsførelse. Dette er ingenlunde tilfældet, hvis man alene måler på vestlige politiske idealer og standarder for frihed og retssikkerhed.

Men mindre ville også gøre en forskel. Samtlige præsidenter fra Nixon til og med Barack Obama har forestillet sig, at Kina ville stå fast på sin leninistiske model, altså etpartistaten, men at denne gennem dialog og åbenhed kunne bevæges til at vise landets borgere større tolerance og relative frihedsgrader. Velsagtens noget i stil med bystaten Singapore, nutidens Vietnam eller Taiwan før demokratiseringen for 30 år siden.

Detaljerne i dialogerne mellem Donald Trump og Xi Jinping må historieskrivningen vente på, men det står fast, at den ikke vil ligne de maratonsamtaler, Richard Nixon og Henry Kissinger førte med Mao Zedong og Zhou Enlai.

Alligevel er der ved begge lejligheder skrevet verdenshistorie. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvilken af de to giganter der i denne tid befinder sig i det største rolleskifte. Et USA, der i stigende grad taler om protektionisme, eller et Kina, der lovsynger globaliseringens fordele?

Vel nok det mest kvalificerede bud på klodens forandrede magtbalancer er for nylig kommet fra Australiens fhv. premierminister og udenrigsminister (for Arbejderpartiet), Kevin Rudd. Den i dag 60-årige veteran og eksdiplomat er uddannet sinolog, taler et robust rigskinesisk og nyder bred international respekt. Kevin Rudds bud på Kina som global leder lyder således (publiceret som kronik i aviser på flere kontinenter, herunder britiske Financial Times):

»Vestlige ledere evner ikke at forestille sig, hvad der venter verden, mens Kina forsætter sin opstigning. I løbet af kun et år er USA blevet den magt, de fleste andre griner af. Europas ledere har knap opdaget kontinentets faldende betydning for resten af verden, og lad os helst undgå at tale om Storbritanniens politiske selvmord efter Brexit«, føjer han til.

Stort set intet hjørne af verden er i dag upåvirket af Kina, fortsætter Rudd. Xi Jinping har sat sig på magten så effektivt, at han sandsynligvis sidder 15 år mere. Det indebærer, at han vil regere længere end alle øvrige nuværende ledere inklusive Vladimir Putin. Derfor må vi gøre alt, hvad vi kan, for at forstå, hvilken dagsorden Xi har, lyder opfordringen fra den australske politiker, der som medlem af Global Leadership Foundation virker for at fremme demokratisk ledelse og konfliktløsning. Rudd har netop påbegyndt arbejdet på sin doktorafhandling, der til sin tid skal forsvares ved universitetet i Oxford. Emnet: Xi Jinpings Kina.

Fremfor alt står det klart, fortsætter han, at Xi ikke vil importere et politisk system fra noget andet sted på kloden. Kinesiske medier flyder nu over med fortællingerne om, at det vestlige liberale demokrati befinder sig midt i et fremadskridende sammenbrud. Rudd konkluderer, at Kina er på vej til at udforme nye globale spilleregler, som fortsat vil rumme FN-systemet, Verdensbanken og den Internationale Valutafond, men samtidig gøre plads for institutionelle fornyelser som det storstilede ’silkevejsprojekt’ (Belt and Road Initiative), der med moderne infrastruktur skal forbinde Kina med Centralasien og Europa med især højhastighedstog, men også de to asiatiske udviklingsbanker, Asian Infrastructure Investment Bank og New Development Bank.

»Hvis man afkoder Xi Jinpings taler, så er budskabet klart: Alle vi andre må til at gøre os parate til en ny bølge af kinesisk politisk aktivisme over hele kloden«, pointerer den australske forsker.

Henry Kissinger skriver i sit storværk ’On China’, at han i februar 1972 brugte sammenlagt 15 timer i samtaler med Mao og Zhou Enlai. Donald Trumps samtaler med Xi Jinping varer aldrig mere end en times tid, ofte mindre. De taler mest om Nordkorea.

(klumme i Politiken 19.11.2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | 1 kommentar

Flyskræk er hver mands herre

Udgivet den 13. november 2017 af flemmingytzen

Respekt for luftfartens præcisionsarbejdere, hverdagens anonyme helte.

UNDER indflyvningen til Frankfurt blev det meddelt fra cockpittet, at lufthavnen var indhyllet i tåge, og at flyet derfor ville blive landet automatisk.

Naturligvis er de fleste flyrejsende udmærket klar over, hvad det betyder: At personalet i kontroltårnet med centimeterpræcision kan guide maskinen sikkert ned i rette vinkel og hastighed. Alt gik da også helt efter manualen.

Alligevel sad jeg og holdt vejret i de sekunder, hvor hustagene begyndte at dukke op under den tætte hvide suppe, vi bevægede os i.

Engang oplevede jeg i luftrummet nær Amsterdam, at piloten foretog et ’go-around’. Flyet var ved at lande under tilsyneladende helt normale betingelser, da turbulens satte ind. Der blev sat motorkraft på, og flyet steg. Efterfølgende forklarede piloten, at maskinen var blevet påvirket af luftstrømninger fra et landende fly, og at han derfor tog en cirkeltur rundt og lagde an på ny. En passager ved siden af mig hulkede hele vejen ned.

SOM en af de få danskere, der har overlevet et flystyrt (russisk helikopter i Cambodja i marts 1993) har jeg døjet med flyskræk i et kvart århundrede og er stadig stærkt optaget af sikkerhedsproblematikken i luftfarten. Har pløjet mig igennem flere bøger skrevet af erfarne piloter og følger intenst med i hjemmesider, der dækker emnet (en udgivelse, der har skønlitterære kvaliteter er fra 2015: ’Skyfaring: a Journey with a Pilot’ af Mark Vanhoenacker. Himmelsk godt skrevet).

Skaffer man sig indsigt i den civile luftfarts vilkår, følger der uundgåeligt også en fascination af katastroferne med. Tv-producenter er for alvor begyndt at dyrke den genre, hvor det handler om at forklare, hvor det gik galt for et bestemt fly, og fortællingerne herom er de rene gysere.

Så til beroligelse for interesserede, herunder dem, der også lider af flyskræk: Statistikkerne fortæller en meget opmuntrende historie.

2016 blev et af det sikreste år i luftfartens historie. Nr. 2 i opgørelsen fra Aviation Safety Network med 19 ulykker og samlet 325 dødsofre. Indtil nu er det 2013, der har rekorden i sikkerhed med ’kun’ 265 dødsofre.

HEN OVER en snes år er flytrafikken fortsat med at vokse. I fjor passerede antallet af solgte flysæder 3,5 milliarder. Prisen på billetter er kun gået i en retning, og det kan være svært at fatte, at flyselskaberne kan opretholde rentabiliteten.

I sidste måned kostede branchens hårde konkurrencevilkår da også Air Berlin, Europas 10.-største flyselskab, dets eksistens, men lur mig, om ikke bundsolide Lufthansa spiser både ruter og nogle af de fly, der er blevet ledige.

Hvilken periode var så den farligste i luftfartens nyere historie? Vi skal tilbage til de også på mange andre områder forfærdelige 1970’ere, der minder om nutiden med de mange terrorangreb i europæiske storbyer.

1972 var det store rædselsår for luftfarten. Mange vil huske katastrofen med Sterling Airways-flyet, der fløj ind i et bjerg nær Dubai, en begivenhed, der er rekonstrueret i et dokumentarprogram, der for tiden kan ses på DR K.

Dette år nåede antallet af flyulykker 72 med et samlet dødstal på 2.370. Det følgende år var ikke meget bedre. 1973 havde 69 styrt og 2.028 omkomne. Tankevækkende, eftersom flytrafikken var beskeden sammenlignet med nutiden.

Til sammenligning mistede flere end 26.000 mennesker livet på Europas veje i 2015. Et svimlende tal, vil mange sige, i betragtning af at nutidens biler har sikkerhedsudstyr, de færreste kunne drømme om for blot få årtier siden. Ofrene for bilulykker i Europa er 22 gange større end det samlede antal omkomne i ulykker med tog og fly lagt sammen.

I BILENS førersæde er vi herrer over det meste, men kan selvfølgelig ikke gardere os mod, at der blandt medtrafikanterne er folk, der kører hensynsløst. I flykabinen lægger vi vores skæbne i andres hænder.

Når det gælder luftfarten, giver det mening at sammenligne piloter, navigatører og personalet i kontroltårnene med kirurger. De arbejder med en særdeles forfinet teknologi, der udretter små mirakler hver eneste dag. Et fejlgreb i et afgørende øjeblik kan få fatale konsekvenser.

Med fordel har jeg udnyttet at have både piloter og kirurger i bekendtskabskredsen og er overbevist om, at de har udført heltegerninger, der aldrig bliver beskrevet, men fortjener større opmærksomhed. Vi med flyskræk må så forsøge at leve med den.

(klumme i Politiken 13. nov. 2017)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Trump får Asiens hjerte til at flimre

Udgivet den 6. november 2017 af flemmingytzen

Indbyggerne i Taiwan vil ikke styres fra Beijing.

PROVINSBYEN HUALIN på Taiwans østkyst har et storladent klippelandskab med udsigt over Det Sydkinesiske Hav. Tæt på byen med de godt 100.000 indbyggere ligger en militærbase, der af naturlige grunde er vindblæst året rundt. Skulle Kina finde på at invadere, vil de første missiler nok ramme her.

Flere af de betonmure, der omkranser basen, er dekoreret med grafitti, som kun antydningsvist har militære motiver. På området fra befæstningen og ned til strandarealerne er der plads til motionerende pensionister og skoleklasser på udflugt. Blæsten fra havet er dramatisk nok i sig selv, men for nylig oplevede indbyggerne og byens få besøgende, heriblandt denne skribent, nogle tordenlyde fra himlen, der ikke stammede fra naturen.

Kampfly fra det taiwanske luftvåben overfløj kysten i lav højde. Et signal, der ikke var til at tage fejl af. Overskrifterne i Taiwans aviser sagde det hele: Kinas kommunistparti holdt kongres i Beijing, og et af de emner, der fik øsamfundets medier til at formulere sig i et alarmerende tonefald, var ikke overraskende: Hvornår vender Taiwan, der kalder sig ’Asiens hjerte’, tilbage til Kina?

Overflyvningerne var Taiwans måde at fortælle, at øen ikke overgiver sig frivilligt og bliver en kinesisk region som Hongkong. Men flertallet af politikere, embedsmænd og meningsdannere i dette historiens mest levedygtige kinesiske demokrati må have gjort sig overvejelser, da Kinas ’formand for det hele’, Xi Jinping, høstede partikongressens længste bifald for denne sætning:

»Vi vil aldrig tillade nogen person, organisation eller stat at skille kinesisk territorium fra Kina på noget tidspunkt«.

Beijings juridiske afsæt for kravet, at Taiwan skal lade sig genforene med Kina, blev formuleret i 2005 med den såkaldte antiløsrivelseslov, der ’kriminaliserer’ enhver taiwansk selvstændighedserklæring. Fortællingen understøttes af, at Xi Jinping satte kravet om øens tilbagevenden til riget i sammenhæng med kommunistpartiets bestræbelse på ’den store genskabelse af den kinesiske nation’.

UDFORDRINGEN ER så lige, at der i Taiwan ikke er et befolkningsflertal, der vil gå i samme retning som Xi Jinping. Men der er heller ikke et flertal for en ensidig løsrivelse. Det står også klart, at Kinas militær endnu ikke har styrken til at indlemme Taiwan med magt.

Siden 1949, da resterne af det slagne nationalistparti evakuerede Republikken Kina til Taiwan, har USA kunnet levere den garanti, der betyder, at Taiwans indbyggere ikke overlades til Beijings magtudøvelse og dermed en skæbne, de ikke har valgt selv. Så hvis Kina forsøger sig med en militær løsning, er USA ved lov forpligtet til at forsvare Taiwan. Konsekvensen vil være en storkrig mellem Kina og USA.

Tages der skridt til at forebygge en sådan udvikling, mens Donald Trump er på rundrejse i Østasien i disse dage? USA’s asiatiske allierede har for længst frabedt sig at få Taiwan på dagsordenen. Ikke en eneste af regionens aktører vil være alliancepartner med et Taiwan, der fraviger den kurs, som Washington og Beijing udstak i 1972 efter Richard Nixons sensationelle besøg i Kina. Magtbalancernes bundlinje tilsiger derfor, at Kina og Taiwan hænger sammen i én statsdannelse, men ikke nødvendigvis én, der er dikteret af Beijing.

På busturen op langs Taiwans østkyst faldt jeg i snak med et ægtepar på omkring de 30 og bad dem om rejsetips. Min antagelse var, at de kom fra Taipei, østatens metropol. Men familien viste sig at komme fra Shanghai, altså ’fastlandet’. Nå da, tænker man så, er det sådan, ’invasionen’ foregår, altså med fredelige, dollarspækkede civilister?

Det er ikke så enkelt, erkendte familiefaderen. Kina har lagt loft over det antal af rigets borgere, der får lov til at rejse til ’udbryderprovinsen’. Beijing presser Taiwan ved at skrue ned for pengestrømmen. Men den store middelklasse, der gennemtrumfede en demokratisering i Taiwan for tre årtier siden, vil ikke finde sig i at blive styret fra Beijing.

Så selv om Xi Jinping taler højt om det, han betragter som Taiwans uundgåelige skæbne, er Taiwan-spørgsmålet måske allerede løst. Nemlig ved at disse to historiske rivaler lever med status quo – og lader økonomi, turisme og samhandel gøre resten.

Problemet med denne model er blot, at alle de omgivende faktorer, der definerer Taiwans eksistens, i voksende grad domineres af Kina.

(klumme i Politiken 6. november 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar