Guam: USA’s vigtige trædesten i Stillehavets århundrede

Udgivet den 10. august 2017 af flemmingytzen

Guam har samme størrelse som Bornholm og ligner noget fra kolonitiden. Flere end 18.000 japanske soldater blev dræbt, da USA i 1944 tilbageerobrede øen, og amerikanerne er kommet for at blive.

Ubegribeligt er det nok for de fleste, at stillehavsøen Guam, der er på størrelse med Bornholm eller Singapore, har en militærstrategisk betydning, der er definerende for USA som nuværende og fremtidig supermagt. Med godt ni timers flyvetid til den vestligste amerikanske delstat Hawaii og tre til fire timers transport til vigtige baser på den sydligste japanske ø, Okinawa, og infrastrukturfaciliteter på de japanske hovedøer, er Guam en trædesten, der vejer tungt i supermagtens evne til at bevare kontrollen over det, tidligere forsvarsminister Ashton Carter engang kaldte »den definerende region i vor nations fremtid«.

Guam er med andre ord et knudepunkt i det, andre har kaldt Stillehavets århundrede.

Øen var i 280 år en spansk koloni, men blev modsat Filippinerne aldrig lovet status som nation, da USA overtog begge territorier efter sejren i den spansk-amerikanske krig i 1898.

I FN’s termer er Guam et område, der har status som ikkeselvstyrende, mens amerikansk lovgivning kalder øen for et ikkeintegreret territorium.

Kritikere bruger Guam som skræmmeeksempel på, at kolonitiden langtfra er et overstået kapitel. Det understreges af, at Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, er den altdominerende økonomiske aktør og arbejdsgiver i det lille øsamfund.

Derfor ligner det et paradoks, at øens lidt over 162.000 indbyggere alle er amerikanske statsborgere, men med begrænsede rettigheder, og at stort set alle unge mænd på øen vælger at gøre tjeneste i militæret.

Guams indbyggere har ikke stemmeret til Kongressen eller præsidentvalgene, og deres ene kongresmedlem har taleret, men ikke stemmeret. Dog har indbyggerne mulighed for at stemme for partidelegerede ved primærvalgene.

Alligevel er øens oprindelige befolkning, chamorro-folket, der udgør 37 procent af indbyggerne, stærkt repræsenteret i rekrutteringen til amerikansk militærtjeneste, også når det gælder større oversøiske operationer.

Tilstedeværelsen af et militært personale på aktuelt 6.000 mand syner ikke af alverden, men om få år vil der ske næsten en fordobling, når 5.000 marinesoldater overflyttes fra Okinawa, hvor en anden amerikansk base er en kilde til indenrigspolitiske spændinger i Japan.

Guam er hovedkvarteret for det, der i Pentagons terminologi hedder Joint Region Marianas og rummer en flådebase og en luftbase kaldet Andersen Air Force Base. Lige så vigtigt som disse faciliteter er et missilbatteri, en station for telekommunikation og radarovervågning samt et træningsområde, hvor forskellige typer ammunition afprøves. Den ubeboede ø Farallon de Medinilla, der ligger 240 kilometer nord for selve Guam, er den lokalitet, hvor det amerikanske luftvåben kan afprøve de fleste af sine missiler og bombetyper.

Andersen Luftbasen spillede en vigtig rolle under USA’s krig i Vietnam (1965-75) sammen med sin ’tvillingesøster’ Clark Luftbase i Filippinerne. Det var herfra, at B-52-bombeflyene blev sendt ind over Nordvietnam, Laos og Cambodja i operationer, hvoraf flere var hemmelige og for nogles vedkommende siden blev erklæret ulovlige af Kongressen.

Guams betydning for USA’s sikkerhed blev første gang i historien gjort tydelig, da en japansk invasionsstyrke tog kontrollen med øen inden for det samme døgn, 7. december 1941, som flådebasen Pearl Harbor på Hawaii blev angrebet og dermed indledte Stillehavskrigen.

Amerikanske styrker tilbageerobrede øen 21. juli 1944 efter tre ugers hårde kampe, der kostede flere end 18.000 japanske soldater livet, eftersom kun 485 overgav sig.

Den 31 måneder lange japanske besættelse blev brutal og omfattede tvangsarbejde, tvungen prostitution, henrettelser og brug af koncentrationslejre. Ifølge nogle historikere omkom en tiendedel af øsamfundets dengang 20.000 store befolkning.

En enkelt japansk soldat, sergent Shoichi Yokoi, gemte sig i øens jungle og overgav sig først i januar 1972, næsten 27 år efter Japans formelle kapitulation i Anden Verdenskrig. Han havde levet et liv som huleboer på Guam og blev siden genstand for bogudgivelser og dokumentarprogrammer i sit hjemland.

Guams ene kongresmedlem, 84-årige Madeleine Bordallo, har sagt, at hun håber, at øen på grund af sit »symbiotiske« forhold til det amerikanske militær vil få større gavn af de investeringer, som følger med den dominerende militære infrastruktur. Hun ser et potentiale i, at øen får en voksende betydning som center for it og telekommunikation, hvis et større handelspolitisk fællesskab udvikles i stillehavsregionen.

Det var den nu kuldsejlede TPP-aftale (Trans-Pacific Partnership), opfundet af præsident Obama, men skudt i sænk af efterfølgeren Donald Trump, hun havde i tankerne.

På godt og ondt bekræfter Guam tesen, at geografien er et samfunds skæbne.

(artikel i Politiken 10. august 2017)

 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Hvem bliver den næste Liu Xiaobo?

Udgivet den 31. juli 2017 af flemmingytzen

Kinesiske systemkritikere strides indbyrdes eller visner. I USA.

ER der aktivister, der vil løfte arven efter den nyligt afdøde kinesiske systemkritiker og nobelpristager Liu Xiaobo? Tusinder af hans ligesindede er i tidens løb rejst til Vesten, især USA, så hvor er lige de rette repræsentanter for en bevægelse, der kan videreføre ideen om et mere humant, liberalt og på sigt demokratisk Kina?

Hvis vi ser på, hvordan det er gået de dissidenter, der længe før Liu Xiaobo valgte at trodse den kinesiske partistats undertrykkelse, er billedet ikke opmuntrende. Den skikkelse, der rager mest op i historieskrivningen, er astrofysikeren Fang Lizhi (1936-2012), af mange kaldet ’Kinas Sakharov’, et tilnavn, der sidestiller ham med den sovjetiske atomfysiker og menneskeretsaktivist Andrej Sakharov (1921-89).

VIDENSKABSMANDEN Fang Lizhi blev den åndelige fader til det studenterledede oprør i Beijing i forsommeren 1989. Tilbage i sin studietid i 1950’erne oplevede han at blive ekskluderet af kommunistpartiet og få afbrudt et lovende karriereforløb. Da et gryende studenteroprør begyndte at tage form på flere kinesiske universiteter i 1986-87, talte han om behovet for flere rettigheder til landets borgere, men advarede sine studerende mod at gå i demonstrationer.

Da en protestbevægelse begyndte at organisere sig i Beijings centrum i forsommeren 1989, gentog Fang sin advarsler, men myndighederne betragtede ham ikke desto mindre som aktivisternes hovedinspirator. Dagen efter det kinesiske militærs massakre på civile aktivister i Beijings centrum 4. juni, gik Fang med sin hustru ind på den amerikanske ambassade i Beijing og søgte om asyl. Et år senere fik de tilladelse til at forlade Kina i et amerikansk militært transportfly.

Da han i 1991 besøgte København og talte ved et møde i Folketingets landstingssal, forklarede han på ny, at han havde frarådet sine studerende at organisere protestdemonstrationer i Beijing i forsommeren 1989. Han afholdt sig siden fra at kommentere kinesisk politik og helligede sig sin forskning på et universitet i Tucson, Arizona, frem til sin død som 76-årig.

LANGT mere profileret blev ’Harry’ Wu Hongda, der døde som 79-årig i fjor. Nærværende skribent havde i maj 2004 den fornøjelse at møde Harry Wu, og efter det meste af et par timers samtale om tilstanden i Kina efterlod den geologuddannede aktivist et formidabelt indtryk. Han sad i årene 1960 til 1979 i en af de berygtede kinesiske arbejdslejre kendt som laogai . Seks år efter sin frigivelse rejste han til USA, blev amerikansk statsborger og besluttede sig for at tjene Kinas fremtidige generationer ved at offentliggøre sin viden om lejrsystemet.

Under falske identiteter rejste han flere gange tilbage til Kina for at indsamle data om lejrene, men blev i 1995 afsløret og arresteret, idømt 15 års fængsel for spionage og udvist som en del af en studehandel mellem Beijing og Washington.

Efterfølgende oprettede han både en såkaldt forskningsfond og et museum, hvis formål var at indsamle data om lejrene og udbrede kendskabet til dette systems behandling af talløse kinesiske straffefanger. Et nobelt formål, men da Harry Wus indsamlingsvirksomhed kom i klemme i forhold til internetgiganten Yahoo, gik det galt.

To kinesiske aktivister, begge slægtninge til Wu, anlagde sag mod Yahoo for at have forsynet kinesiske myndigheder med information, der havde ført til arrestation af et antal systemkritikere. Efter flere års tovtrækkeri endte sagen med, at de to sagsøgere også krævede erstatninger af Wu. Deres anklage lød på, at han havde krævet en million dollars i ’salær’ for at have hjulpet med søgsmålet. Pengene skulle angiveligt være overdraget fra Yahoo til Harry Wus ’forskningsfond’ som et led i et forlig.

Harry Wu benægtede alle anklager om, at han personligt skulle profitere på den aktivisme, som have givet ham anerkendelse blandt amerikanske kongrespolitikere. Hans forklaring lød på, at det omstridte millionbeløb var en donation, som sagsøgeren frivilligt havde givet til ham, men at samme sagsøger siden fortrød og krævede pengene tilbage.

Balladen fik flere andre systemkritikere til at beklage den holdningsændring de så hos den berømte aktivist. Som det blev udtrykt af Shi Qing, der sad syv år i fængsel for sin deltagelse i demonstrationerne i Beijing i 1989: »Vi beundrer Harry Wu, fordi han har gjort Kinas arbejdslejrsystem kendt for verden. Men den Harry Wu, der stod frem i sine sene år, var en bedrøvelig skikkelse, som vi måtte foragte«.

Kinas eksilmiljø af systemkritikere har et stykke vej endnu.

(klumme i Politiken 31.7.2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Lise Nørgaard har jo en pointe om Afrika

Udgivet den 19. juli 2017 af flemmingytzen

Præsentationen var nok lidt ufiks, men Matadors mor ramte uhyggeligt præcist.

Nationalikonet Lise Nørgaard fik nogle ridser i lakken, da hun i forbindelse med markeringerne af sin runde dag fortolkede nogle tilstande, der ligger temmelig langt fra Korsbæk. Til Radio24syv gav hun et interview, hvor hun havde denne udlægning om udfordringerne på det afrikanske kontinent: Hellere end at samle penge ind bør vi i den rige verden »sende et helt vogntog med præservativer« derned for at hjælpe befolkningen til at få færre børn.

Den virkelig provokerende udlægning kom med Lise Nørgaards sammenligning mellem lemminger og afrikanske migranter og flygtninge. Hun havde engang oplevet en flok lemminger kaste sig i havet nær det hotel i Norge, hun opholdt sig på:

»De kaster sig i havet, fordi de håber, at de kan svømme over til en ø, der er et bedre sted, hvor de kan lave en ny lemmingkoloni. Der kommer jo kun ganske få over, og så begynder de forfra (…) det er det samme, der sker i Afrika. Det er bare mennesker, ikke lemminger«.

Gys, uha og fy da, lød mange reaktioner. 100-års fødselarens ordvalg var næppe det mest elegante, man har hørt om denne problematik, men udelukker det, at der er et gran eller måske ligefrem en kerne af sandhed i udsagnet?

EN STRIBE tal følger her. I 1980 var Afrika hjemsted for 477 millioner mennesker, i dag er tallet 1,2 milliarder. Har der været en gennemgribende industrialisering på kontinentet i disse knap fire årtier?

Opgørelser fra FN-systemet sætter den årlige befolkningstilvækst i Afrika til 30 millioner. I 2050 vil tallet være steget til 42 millioner årligt og det samlede tal for hele kontinentet være på 2,4 milliarder. Vi taler til den tid om 3,5 millioner flere munde at mætte per måned eller 80 individer i minuttet.

Fra i dag til 2050 vil klodens samlede folketal være steget med 2,37 milliarder, hvor Afrika vil tegne sig for en andel på 54 procent. Alt sammen på baggrund af, at der under afkoloniseringen fra 1950’erne og tre årtier frem skete markante forbedringer i afrikanernes livsvilkår. Børnedødeligheden faldt, og de voksne afrikanere levede længere. De 12 millioner afrikanere, der blev født i 1955, havde udsigt til en gennemsnitslevealder på 37 år. De 30 millioner afrikanere, der blev født i 2016, har udsigt til at kunne passere de 60.

Hvad der adskiller Afrika fra resten af kloden, er den såkaldte fertilitetsrate. Afrikanske kvinders fertilitetsrate er 88 procent højere end verdensgennemsnittet (4,7 børn per afrikansk kvinde mod 2,5 i resten af verden).

HVOR fertilitetsraterne i Latinamerika og Asien begyndte at falde markant fra 1970’erne, hvilket har bidraget til gennemgribende reduktioner i fattigdommen i begge verdensdele, er en tilsvarende udvikling udeblevet på det afrikanske kontinent.

Da afkoloniseringen kom ind i sin sidste fase i 1960’erne, lærte danske skolebørn, at det især var fødevarer som kaffe og kakao, der gjorde kontinentet interessant for europæerne. Vi fik dengang at vide, at afrikanerne med selvstændigheden burde og skulle overtage forarbejdningen af fødevarer og råvarer.

Hen over et halvt århundrede er der stort set intet sket, kun at kaffen og kakaoen er blevet overhalet af olie, naturgas, mineraler og ædelmetaller. Tilførslen af værdi foregår stadig uden for Afrika. Så hvorfor har den industrialisering, der har gavnet befolkningstunge lande som Brasilien, Indien og Kina, ikke fundet vej til det kontinent, der begynder lige syd for Kreta, Sicilien og Gibraltar?

DE RIGE landes udviklingsbistand til kontinentet har leveret pæne resultater, når det gælder forbedringen af afrikanernes sundhed og levetid, men uendelig lidt for at forvandle de traditionelle landbrugssamfund til industrielle dynamoer. Industrialisering forudsætter en veluddannet middelstand, og en sådan har Afrika ikke. Den franske forsker Gérard Prunier, der har årtiers erfaring på kontinentet, forklarede til dagbladet Information 16. maj 2015, hvad han mener, der er Afrikas hovedproblem:

»Afkoloniseringen endte med at give magten til en klasse af tropiske gangstere, især i de fransktalende lande, og denne regerende mafia har ingen interesse i at forbedre forholdene. De ønsker blot at fylde lommerne og holde deres befolkning nede (…) De opførte sig som koloniguvernører uden at have en kolonistats ressourcer«.

Derfor udebliver industrialiseringen. Og børn får afrikanere stadig. Matadors mor ramte rigtigt.

(klumme i Politiken 19. juli 2017)

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Slavearbejde finansierer atomtrussel

Udgivet den 17. juli 2017 af flemmingytzen

Nordkoreas eksport af våben og arbejdskraft gør FN-sanktioner virkningsløse.

TÆNK lige over følgende, næste gang du køber jeans eller T-shirts, der bærer mærket »Made in China«: Der eksisterer en risiko for, at indtjeningen ved denne transaktion ender i en kasse i en by der hedder Pyongyang, hovedstaden i klodens mest isolerede regime, det nordkoreanske. Her går en betragtelig del af den hårde udenlandske valuta til opretholdelse af nutidens mest militariserede samfund, som besidder en teknologi, der er avanceret nok til at kunne affyre interkontinentale missiler mod mål på den amerikanske vestkyst.

Vist lyder det umiddelbart vildt. For hvorfor skulle beklædningsproduktion, der har oprindelse i Nordøstasien, hænge sammen med truslen om et angreb med atomvåben? Forklaring følger: Byen Dandong på grænsen mellem Nordkorea og Kina er et transportknudepunkt for en omfattende produktion af tekstil- og beklædningsprodukter fremstillet under de usleste betingelser på fabrikker i Kim-dynastiets ’arbejderparadis’. Mærket »Made in China« på produkterne er forudsætningen for, at de kan fragtes til Dandong, hvor det kinesiske eksportfirma, der betaler for varerne og dermed lønningerne til de tusinder af nordkoreanske beklædningsarbejdere, sørger for, at produkterne opføres i eksportstatistikker som i Kina. Den form for manipulation er lige så gammel som industrialiseringen selv, om end vi i nyere tid henfører den under etiketter som ’globalisering’ og ’international arbejdsdeling’.

DET VAKTE opsigt, da Kina i februar meddelte, at man stopper for importen af kul fra Nordkorea, for Beijing har som bekendt ubehag ved den nordkoreanske militarisering. Med til billedet hører, at Kina stadig er hovedleverandør af råolie til Pyongyang, for FN-sanktionerne er fyldt med undtagelser, der tjener til at sikre, at den nordkoreanske økonomi ikke kollapser, men lige akkurat holdes flydende.

Hen over en halv snes år er der vedtaget syv FN-resolutioner med det formål at begrænse Nordkoreas muligheder for at skaffe hård valuta, men alle deltagende parter i konflikten er klar over, at regimet i Pyongyang er i stand til at omgå sanktionerne med nogle af de ældste værktøjer i kassen. Der er langt større kilder til finansiering af Pyongyangs militærmaskine end beklædningsproduktion. FN har i årtier forsøgt at forbyde medlemslande at købe og sælge våbenteknologi til Nordkorea. Men den nordkoreanske våbenindustri blev opbygget i tiden under den kolde krig, hvor Kim-klanen i FN’s Sikkerhedsråd nød beskyttelse hos Sovjetunionen og Kina.

Hverken Beijing eller Moskva har i dag brug for at købe våben af den fortidige våbenbroder. I stedet henter de billig arbejdskraft. Det nyopførte fodboldstadion i Petersborg, som skal bruges til næste års verdensmesterskaber i fodbold, har benyttet sig af nordkoreanske bygningsarbejdere. Flere højhusbyggerier i den russiske hovedstad gennemføres med brug af samme. Men den største kategori af nordkoreanske gæstearbejdere (som menneskeretsgrupper ikke tøver med at kalde slavearbejdere) findes i de store sibiriske skove østpå.

New York Times skriver fra den russiske stillehavsby Vladivostok, at den nordkoreanske arbejdskraft accepterer så ringe løn- og arbejdsvilkår, at ingen russere vil påtage sig opgaverne. Et firma i Vladivostok skriver på sin hjemmeside om nordkoreanerne, at »de er hårdt arbejdende og ordentlige. De tager ikke lange rygepauser fra arbejdet, løber ikke fra deres forpligtelser, er disciplinerede og holder sig ædru«, hedder det.

En tænketank i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, anslår antallet af oversøiske nordkoreanske ’gæstearbejdere’ til 50.000, som fordeler sig på 40 lande. Ifølge de sydkoreanske forskere er der stort set ingen af disse arbejdere, der modtager lønnen direkte. Den betales i stedet til udsendte nordkoreanske embedsmænd, der overvåger arbejdsstyrken. Anslået indtægt til den nordkoreanske stat: en kvart milliard dollars. Kim-klanens højmilitariserede stat er ikke så isoleret, som mange tror. Pyongyang har diplomatiske relationer til 164 lande (Danmark inklusive), og ambassader i 47 af disse. De bruges især til at fremme den nordkoreanske eksport af konventionelle våben, og blandt de virkelig store kunder er Iran, Egypten (og Libyen og Syrien indtil for få år siden), Angola, Vietnam og Myanmar, det tidligere Burma. Den enkle forklaring på Nordkoreas identitet er, at hvor alle andre stater har et militær, er virkeligheden i Pyongyang den, at det er militæret, der har en stat. En ubehagelig realitet, som verden må leve med i lang tid fremover.

(klumme i Politiken 17. juli 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Liu Xiaobo døde i en politisk storm

Udgivet den 14. juli 2017 af flemmingytzen

Nobelpristageren Liu Xiaobo forsøgte med litterære og intellektuelle virkemidler at udfordre det kinesiske styre. På dødslejet blev han atter til storpolitik.

En tragedie er fuldbyrdet. Selv ikke, da Europas stærkeste leder – og utvivlsomt den, som Kina respekterer mest – forbundskansler Angela Merkel i 11. time forsøgte at gøre en forskel for den dødsmærkede kinesiske systemkritiker og nobelpristager Liu Xiaobo, hjalp det noget. Liu døde i går på et hospital i den nordøstlige provinsby Shenyang.

I maj fortalte en af Lius advokater, at den fængslede menneskeretsaktivist var blevet diagnosticeret med leverkræft på et fremskredent stadie. En måneds tid senere blev han overført fra fængslet i Shenyang til et af byens hospitaler.

Nobelpristagerens forfatterkollega Liao Yiwu, der er bosat i Berlin, har undervejs forklaret, at Angela Merkel ved flere lejligheder forsøgte at tage Liu Xiaobos sag op med Kinas præsident og generalsekretær Xi Jinping under dennes statsbesøg i Tyskland og deltagelse i G20-topmødet i Hamburg. Præsidentens reaktion kendes ikke, men følge kilder i det tyske udenrigsministerium har der været ført samtaler på højt niveau om dissidenten og om muligheden for at tilbyde ham behandling uden for Kina.

Da Liu blev nægtet denne mulighed, meddelte hospitalsledelsen, at den ville invitere eksperter i kræftsygdomme fra USA og Tyskland til byen for at samarbejde med de kinesiske læger, der har behandlet den verdenskendte systemkritiker.

Helt usædvanligt gav Kina i sidste uge tilladelse til, at to kræftspecialister fra henholdsvis Tyskland og USA fik adgang til Liu Xiaobo. De kinesiske myndigheder offentliggjorde herefter en videooptagelse, der viste de to besøgende læger i et møde med kinesiske kolleger. Formålet var tydeligvis at demonstrere de gæstende eksperters anerkendelse af den behandling, Liu har fået lokalt. Et propagandastunt, ganske enkelt.

Den tyske ambassade i Beijing fandt det herefter nødvendigt at udsende en erklæring, hvori det hed, at videofilmens offentliggørelse skete under protest fra tysk side.

Af en erklæring fra hospitalet udsendt først på ugen fremgik det, at den 61-årige Liu var ramt af flere alvorlige lidelser i både nyrer og tarmsystem, alt sammen som konsekvens af leverkræften.

Først på ugen kommenterede en regeringstalsmand i Beijing sagen således: »Kina forventer at de relevante lande vil respektere Kinas suverænitet og vil afstå fra at bruge individuelle sager til at blande sig i interne kinesiske anliggender«.

Liu Xiaobo er den første modtager af Nobels Fredspris, der er død i fangenskab, siden den tyske pacifist Carl von Ossietzky, der blev tildelt fredsprisen i 1936. Nazityskland nægtede Ossietzky udrejse for at modtage prisen og holdt ham under overvågning, indtil han to år senere døde af tuberkulose.

Liu var en veteran i Kinas brogede miljø af dissidenter. Han kom første gang i myndighedernes søgelys under og efter den prodemokratiske opstand i Beijing i forsommeren 1989. Siden var han under konstant overvågning på grund af sin regimekritiske skribentvirksomhed. Myndighederne arresterede ham flere gange siden, herunder for i 2008 at have deltaget i udarbejdelsen af det såkaldte Charter 08, et dokument, hvori en stribe af kinesiske intellektuelle og aktivister kræver landets etpartisystem ophævet samt en overholdelse af fundamentale menneskerettigheder.

Efter et år i varetægtsfængsel blev han i december 2009 idømt 11 års fængsel for at have opildnet til at undergrave statsmagten.

Da den norske Nobelkomité i oktober 2010 tildelte Liu Xiaobo Nobels Fredspris, blev dette begrundet i hans »langvarige, ikkevoldelige kamp for menneskerettigheder i Kina«. Nyheden fra Oslo førte omgående til en officiel fordømmelse i Beijing. Systemkritikerens hustru, Liu Xia, blev sat i husarrest, mens aktivister i parrets vennekreds og andre ligesindede blev sat under overvågning.

Da Liu Xia endelig fik mulighed for at besøge sin mand i fængslet, lod parret forstå, at prisen skulle dedikeres til ofrene for den massakre, som det kinesiske militær i juni 1989 forårsagede på civile demonstranter i det centrale Beijing.

Liu Xiaobo blev den første kinesiske statsborger, der modtog Nobels Fredspris. Tildelingen fik konsekvenser langt fra Kinas grænser: Beijing nedfrøs forholdet til Norge, som led et milliardstort tab af eksportmuligheder. Først i december i fjor nåede parterne til enighed om en ’normalisering’. Det skete med en erklæring, der kom så tæt på at være en norsk undskyldning, som det kunne, uden at regeringen i Oslo behøvede at bruge selve ordet – Danmark lærte en tilsvarende lektie med den såkaldte Tibet-note i november 2009, der i sidste øjeblik sikrede Kinas deltagelse i klimatopmødet i København.

Den kontroversielle pristildeling fik siden også konsekvenser for Nobelkomiteen. Efter et dramatisk ledelsesmøde i marts 2015 blev dens formand, den tidligere stats- og udenrigsminister og parlamentsformand, socialdemokraten Thorbjørn Jagland, afsat. Flammerne fra den kinesiske drages næsebor havde nu fundet vej helt ind i den norske selvforståelses hjertekammer.

Forud var gået en advarsel fra efterkommerne af Alfred Nobel, der havde pointeret, at Jaglands administration af Nobels arv var i strid med selve prisens idégrundlag.

Kom fra intellektuel familie

Liu Xiaobo kom ud af en intellektuel familie. Under sidste fase af Kinas kaotiske kulturrevolution blev han sendt ud for at udføre landbrugsarbejde. Som 21-årig påbegyndte han litteraturstudier på universitetet i sin hjemby Jilin. Studierne blev fortsat i Beijing, og fra 1985, da han var 30, gjorde en voksende skribentvirksomhed ham til et kendt havn i hovedstadens litterære miljøer.

Første bogudgivelse kom i 1987, hvor han leverede en omfattende kritik af den traditionelle kinesiske filosofi konfucianismen. Året efter blev han ph.d. på en afhandling med titlen ’Æstetik og menneskelig frihed’, hvilket indbragte ham invitationer fra universiteter i USA og Norge.

Efter et forskerophold i USA vendte han hjem til Kina i april 1989, mens prodemokratiske demonstrationer udviklede sig i Beijings centrum. Få døgn før det kinesiske militærs massakre på civile indledte han sammen med tre kolleger en sultestrejke på Den Himmelske Freds Plads, men opfordrede samtidig sine medaktivister til at forlade pladsen. 5. juni blev han arresteret og omgående anklaget for meddelagtighed i organisering af de såkaldte statsfjendtlige aktiviteter.

Der skulle gå 19 måneder efter arrestationen, inden dommen faldt i januar 1991. Han blev dømt for ’kontrarevolutionær virksomhed’, men slap i første omgang for fængselsstraf, angiveligt fordi han havde gjort en indsats for at forhindre blodsudgydelser på Den Himmelske Freds Plads.

‘Der er ingen middelvej’

Herefter begyndte han at skrive om emner, som var og stadig er tabuer i kinesiske bøger og medier: politiske frihedsbegreber og menneskerettigheder. Han forklarede siden, at det var et otte måneder langt studieophold i USA i 1988-89, der forandrede hans livssyn: »Her blev jeg i stand til at se, at demokrati er meget mere end et bestemt politisk system. I stedet er det selve normen for relationer mellem mennesker, altså en livsform«.

I et interview med magasinet Liberty udtalte han i 1988 følgende: »Modernisering betyder vestliggørelse i fuld skala. Når man vælger et liv med menneskeligt værd, bør man vælge den vestlige livsform. Forskellen mellem vestlig og kinesisk regeringsførelse er forskellen mellem det menneskelige og det umenneskelige. Der er ingen middelvej«.

I 1995 blev han taget i forvaring af politiet, fordi han havde indledt en underskriftsindsamling til støtte for de fængslede fra protestaktionerne i Beijing i 1989. Det førte til husarrest i ni måneder. I 1996 skrev han en protest mod Kinas pres og trusler mod Taiwan, hvilket førte til en domfældelse på tre år i Kinas såkaldte reformarbejdslejre, kendt som laogai . Her mødte han sin anden hustru, Liu Xia, som han giftede sig med i lejren.

En dråbe i en stor kinesisk indsø

Liu Xiaobo blev en dråbe i en stor kinesisk indsø, hvis omfang omverdenen ikke kender. En database under den amerikanske Kongres sætter antallet af politiske fanger i Kina til cirka 1.400, men tallet er sandsynligvis betydelig større. Alle oplysninger relateret til samvittighedsfanger i Kina er underlagt kontrol og censur.

Nobelpristageren blev et symbol på den værdikamp mellem Kina og Vesten, som aldrig ophører. Den geopolitiske udvikling op til Lius tragiske død synes dog at demonstrere, at denne værdikamp ikke får Vesten som vinder andet end i egen moralsk selvforståelse.

For mens de vestlige samfund er rystet af dyb folkelig frygt og politiske jordskælv som Trump og Brexit, er etpartistaten Kina så stærk som nogensinde, ikke mindst som resultat af at alle europæiske magter af betydning har travlt med at bejle til Beijing. Dette handler om retten til at definere sig som vinder eller taber af globaliseringen: Europas ledere ser i Kina et modstykke til den variant af protektionisme, der udgår fra Det Hvide Hus i Washington, hvor den residerende familie som bekendt ikke er spor optaget af systemkritikere, ej heller de kinesiske.

(nekrolog i Politiken 14. juli 2017)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Folkemord i historiens glemmebog

Udgivet den 3. juli 2017 af flemmingytzen

Cambodja var en tragedie i årtier. Retsopgøret efter De Røde Khmerer-styret er blevet en meget dyr farce.

SELV ikke et nydeligt blåt FN-logo på dokumenterne kan sikre, at retfærdigheden sker fyldest i den længstvarende internationale krigsforbryderdomstol i historien. Tværtimod er retsopgøret mod det cambodjanske De Røde Khmer-styre, der 1975-78 stod i spidsen for et folkedrab uden fortilfælde, på vej til at blive det mest kostbare og resultatløse af slagsen. Hvad værre er: Der er også tale om en retspolitisk skandale af gigantiske proportioner, som helt overses af resten af verden.

I forrige uge blev to af regimets frontfigurer givet muligheden at ytre sig en sidste gang inden den endelige domfældelse. Det skete i domstolens imposante bygning i udkanten af Cambodjas hovedstad, Phnom Penh.

Den ene af de to var Nuon Chea, i dag 90, den anden regimets formelle statsoverhoved og sandsynlige chefideolog, Khieu Samphan, 85. Førstnævnte afviste domstolens tilbud om taletid, mens Khieu Samphan afleverede et 30-minutters selvforsvar for sine gøremål som en af lederne i datidens mest ekstreme variant af et kommunistisk samfundseksperiment, der kom til at koste i omegnen af 1,7 millioner cambodjanere livet, ofre for sult, tvangsarbejde, sygdom og henrettelser.

DEN ANKLAGEDE Khieu Samphans forklaring blev udførligt gengivet i Cambodia Dailys netavis og gav nærværende skribent kuldegysninger.

I 1987 fik jeg den sjældne mulighed for at interviewe manden, da han mellemlandede i København. Hans forklaringer på regimets brutalitet var dengang stort set identiske med dem, som tribunalet hørte. De kan sammenfattes således: Det cambodjanske kommunistparti havde ingen interesse i at begå massedrab på sin egen befolkning. Påstandene om folkemord skyldes alene vietnamesisk infiltration.

Altså fralægger manden sig dengang som nu ethvert ansvar for massedrabene for fire årtier siden. Med til historien hører, at vietnamesiske styrker i de første dage af januar 1979 invaderede Cambodja og installerede et loyalt regime, ledet af afhoppere fra De Røde Khmerer. Siden fulgte en kostbar og kompliceret FN-administration (1991-94), der resulterede i en rimelig anstændig afholdelse af valg og efterfølgende oprettelse af et civilt parlament og tilhørende institutioner. Men realiteten er, at Cambodjas stærke mand i snart 35 år, Hun Sen, stadig bestemmer, og at det er ham, der har manipuleret sig til at kontrollere det mest farceagtige retsopgør i moderne historie. Omkostningerne har for længst passeret de 200 millioner dollars i dette såkaldt blandede tribunal, der er sammensat af både cambodjanske og internationale dommere, men hvor den reelle kontrol ligger hos ekskommunisten Hun Sen og hans håndplukkede ’jurister’.

Efter en halv snes år med talløse retsmøder, vidnesbyrd og afhøringer er tre af styrets topfigurer blevet dømt. Første dom blev fældet i 2007 og gav regimets leder af torturcenteret Tuol Sleng (anslået 14.000 henrettede) en livstidsdom. Tre år senere fulgte de første domme over Nuon Chea og Khieu Samphan, men de afsluttende domme i resterende sager mod disse to ventes først afsagt næste år.

To andre i den magtklike, der blev grundlagt som en afdeling af det franske kommunistparti i 1947-48, døde begge i en høj alder for få år siden. Den ene, Ieng Sary, var regimets udenrigsminister 1975-78. Da han i 1983 blev interviewet af nærværende skribent i en partisanlejr ved den thailandske grænse, afviste han ligeledes alle anklager om folkemord og henrettelser som pure opspind.

IKKE kun det afsindigt høje omkostningsniveau, men også forbrydelsernes grove karakter burde have fået FN-systemet til at insistere på, at Røde Khmer-tribunalet skulle holdes på neutral grund. Til sammenligning er der for længst afsagt 161 domme i tribunalet om krigene i det tidligere Jugoslavien, 95 domme er faldet i retsopgøret om folkemordet i Rwanda og 22 i en tilsvarende sag om borgerkrigen i Sierra Leone. Førstnævnte blev gennemført ved Den Internationale Domstol i Haag, Rwanda-tribunalet blev gennemført i Tanzania, mens Sierra Leone-sagerne med en enkelt undtagelse blev gennemført i hjemlandet.

Der er således ingen saglig begrundelse for at lade Røde Khmer-tribunalet gennemføre i det land, hvor de anklagedes tidligere våbenbrødre stadig er ved magten. Lige nu er risikoen, at denne monumentale tragedie går i glemmebogen.

(klumme i Politiken 3. juli 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

En dråbe i terrorstatens øhav

Udgivet den 22. juni 2017 af flemmingytzen

22-årige Otto Warmbiers tragiske død bør minde os om forbrydelser, der er endnu større i omfang.

DER EKSISTERER mere end ét paradoks i den tragiske sag om Otto Warmbier, den 22-årige amerikanske studerende, der blev frigivet fra halvandet års fangenskab i Nordkorea og fløjet hjem til USA, hvor det ikke lykkedes lægerne at redde hans liv. Paradokset består i, at det nordkoreanske regime næppe ønskede denne skæbne for den unge mand, men at ingen kan være i tvivl om, at samme stat er skyldig i hans alt for tidlige død.

Den alvorligt svækkede Warmbier var for en uge siden på vej ud af Nordkorea, da hans landsmand Dennis Rodman, en tidligere basketballstjerne, dukkede op i den nordkoreanske hovedstad Pyongyang utvivlsomt på vej til et møde med de allerøverste i den bizarre klanstyrede stat. Her var regimets belønning.

Formodningen er, at Rodman havde et brev med fra præsident Donald Trump til den nordkoreanske diktator, Kim Jongun, og at en sådan gestus sikrede frigivelsen af Warmbier.

Da Rodman i 2013 optrådte i Trumps tvshow, udtalte manden, der siden skulle blive USA’s præsident, at Rodman »utvivlsomt ville være den bedste, man kunne sende til Nordkorea«. I et tweet efter nyheden om Warmbiers død beklager Trump, at det ikke lykkedes at bruge Kina til at presse Nordkorea, »men vi gjorde dog forsøget«, lyder det.

EFTERSOM DET amerikanske udenrigsministeriums afdeling for Østasien knap fungerer i øjeblikket, kunne der være en vis fornuft i at lade sportsstjernen gøre diplomatisk gavn og åbne en dialog. Men den mulighed er med Warmbiers død forpasset.

Den unge studerendes skæbne skyldes utvivlsomt en kombination af faktorer, herunder det psykiske chok det må være at blive tvunget indenfor i det asiatiske klanstyres straffesystem og blive holdt der i 15 måneder.

I det nordkoreanske ‘ Gulag’ sidder i forvejen en lille gruppe udlændinge, flere af dem sydkoreanere eller amerikanere med sydkoreanske rødder.

De har typisk haft tilknytning til kirkelige foreninger og missionsselskaber, der har hjulpet med at etablere de flugtruter ud af Nordkorea, som bringer et ukendt antal flygtninge gennem Kina og videre til Sydkorea. Mønsteret er, at de frigives efter få års ophold.

SIDEN NORDKOREA i 2006 indledte sine atomprøvesprængninger, er de internationale sanktioner taget til i omfang, og det historisk nye er, at Kina er begyndt at deltage. Samtidig er det kinesiske virksomheder, der i grænsebyen Dandong benytter sig af importeret nordkoreansk arbejdskraft til at fremstille produkter, især inden for beklædningssektoren, som siden ender i butikker også i vestlige lande. Kinesiske fiskefartøjer gør brug af rettigheder i nordkoreanske farvande, som Pyongyang har solgt til dem.

Anslået 80 procent af al handel med Nordkorea er med Kina. Siden årtusindeskiftet er dette volumen blevet fordoblet.

De skærpede FN-sanktioner mod regimet har kinesiske fingeraftryk på flere måder: De skal ramme den herskende elite og militæret, men ikke skade befolkningen, og derfor er beklædnings-og fødevareindustrier undtaget.

Helt uden for synsfeltet befinder sig Pyongyangs eksport af arbejdskraft. Forskere anslår, at mere end 50.000 nordkoreanere arbejder i op til 40 forskellige lande.

Myndighederne i Dandong bekræfter, at 10.000 af disse er ansat i byens beklædningsvirksomheder, til en månedsløn på hvad der svarer til 1.500 kroner. Der arbejdes i 12-timers skift, og inden produktionen skibes af, påsættes et mærkat med ‘ Made in China’.

INTERNATIONAL turisme til Nordkorea er i stigning i disse år. Dokumentation for regimets overgreb er tilgængelig på talrige hjemmesider, men dette afholdt ikke Otto Warmbier fra at rejse ind.

Det største paradoks i ligningen om den atombevæbnede terrorstat er derfor, at dens forbrydelser og overgreb mod egen befolkning ikke holder de rejselystne væk: Regimets glitrende facade i form af personkulten omkring Kim-klanen dækker over et ‘ Gulag’ af uhyggelige dimensioner, men styrker landets fascinationskraft.

Otto Warmbiers skæbne burde minde os om de 115 ombordværende i et sydkoreansk passagerfly, der for tre årtier siden blev bombesprængt ud af himlen undervejs fra Mellemøsten til Thailand. Nordkoreanske agenter stod bag.

I en verden, der er mere forbundet end nogensinde, er hukommelsen om Nordkorea kort og et enkelt dødsfald kun en dråbe i et hav af årtiers systematisk undertrykkelse og massemord.

(klumme i Politiken 22.juni 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Når mure værner os mod barbariet

Udgivet den 19. juni 2017 af flemmingytzen

For 30 år siden talte præsident Reagan en europæisk mur ned. Trump og EU vil stærkere mure.

I FORGANGNE uge passerede vi 30-året for en tale, der siden fik ikonisk status i historieskrivningen. USA’s daværende præsident, Ronald Reagan, en robust antikommunist af den gamle skole, landede i det delte Berlin, stillede sig op ved Brandenburger Tor og den mur, som det østtyske regime havde opført et kvart århundrede tidligere og udtalte følgende, direkte henvendt til lederen af den sovjetiske supermagt: »Luk denne port op. Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned!«.

Eftertiden har tillagt Reagan en stor del af æren for, at det Moskva-ledede kommunistiske imperium kollapsede med åbningen af Berlinmuren i november 1989, og den omstyrtelse af etpartisystemer i Centraleuropa, der fulgte. I 1991 kunne Reagans afløser i Det Hvide Hus, George H.W. Bush, bebude en ’ny verdensorden’, som fik sine mest dramatiske udtryk i de USA-ledede militære interventioner i først Kuwait, der blev befriet fra en irakisk besættelse, og siden i det daværende Jugoslavien, der gennemgik en blodig og voldsom opløsningsproces.

Omkring årtusindeskiftet var der overalt i de vestlige samfund rigelig plads til et optimistisk syn på verden, hvor integration af økonomier, individer og samfund kunne fremme frihed og velstand også uden for de vestlige samfund.

I 30-ÅRET for Reagans profetiske opfordring er realiteten en helt anden og mere brutal end den, der efter ophøret af den kolde krig opflammede fortalerne for frihed og mellemfolkelig tolerance. De politikere, der dengang opstillede et vestligt inspireret demokratisk frihedsideal for resten af verden, har i dag travlt med at rejse nye mure.

Disse er ikke kun fremstillet af stål, cement, beton og pigtråd som det europæiske Jerntæppe i sin tid. Byggematerialerne i nutidens mure er jura, lovgivning, lyskastere, hegn, grænsebomme og hundepatruljer. De rejses af politikere, der har lyttet til vælgernes angst, og som kræver handling for at kunne beskytte møjsommeligt opbyggede velfærdsstater. De vil værne om europæisk identitet og selvopfattelse, som vi troede kunne håndtere indvandringen og dermed opblanding med livsformer og religioner, som mangler den tillid og orden, der vokser ud af oplysningstidens idealer.

VERDEN ER VENDT på hovedet. Selve begrebet ’mur’ forbindes i dag af demokratisksindede mennesker med beskyttelse. Det er en historisk ironi, at det østtyske regime kaldte Berlinmuren for en antifascistisk beskyttelsesmur. Har Donald Trump tænkt sig at kalde sit murprojekt for en antimexicansk indvandringsmur?

Byggematadoren havde forestillinger om en mur mod grænsen til Mexico, længe før han blev præsidentkandidat. I en debat i 2015 sagde han følgende: »Hvis I ikke tror på, at mure virker, så bare spørg i Israel«.

I dag bakkes Trump op af Danny Tirza, arkitekten bag de mure, Israel har opført for at beskytte sig mod terror og barbari. Den har reddet mange liv, forklarede Tirza i januar til nyhedsmagasinet Forbes. »Vi havde tidligere så mange terrorangreb, at ingen ville investere i Israel«, tilføjede han og fremlagde tal, der viser, at den israelske økonomi næsten er fordoblet, siden den første mur blev rejst på Vestbredden.

Danny Tirza sad også ved styrepinden, da Israels regering i 2012 indledte opførelsen af et sikkerhedshegn langs dets 245 kilometer lange grænse til Egypten gennem Sinaiørkenen. Denne barriere har stoppet menneskesmugling og en årlig ankomst af 10.000 migranter, hævder han.

De israelske myndigheder bruger mere end blot fysiske barrierer til at sikre sine grænser. Droner, balloner med kameraer, infrarøde sensorer og fjernstyrede patruljekøretøjer er blandt redskaberne.

Europæiske beslutningstagere behøver derfor ikke at se langt efter inspiration til de konstruktioner, der skal sikre kontinentets ydre grænser, hvor en skærpet kontrol er forudsætningen for, at et åbent Europa for medlemsstaterne kan opretholdes.

Vesten er blevet hjemsted for pessimisme og frygt, siden Reagan stod ved Brandenburger Tor. Mure er blevet værn mod det, som europæerne ikke kun ser som et humanitært problem, men også som spirer til terror og barbari. Sikkerhedsbarrierer bliver fremtidens hegn om det, der af danske politikere aktuelt kaldes nærområder.

(klumme i Politiken 19. juni 2017)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Mens populisme sænker USA og Europa, bliver Silkevejen 2.0 ny global dynamo

Udgivet den 11. juni 2017 af flemmingytzen

Den politiske sammenhængskraft i det demokratiske Vesten slår revner. Kina stiller sig i spidsen for århundredets store udviklingspolitiske kraftanstrengelse, den nye Silkevej

Om en generations tid vil nogle historieskrivere gøre 2017 til året, hvor den USA-ledede dominans af globale anliggender ophørte.

Præsident Trumps beslutning om at jorde Paris-aftalen om fælles klimapolitik vil utvivlsomt blive fikspunktet for opfattelsen af det seismiske skift i klodens politiske indretning.

Først vinder den mest populistiske amerikanske kandidat et præsidentvalg på protektionistiske budskaber, derefter trækker han supermagten ud af det, der er blevet set som 21. århundredes vigtigste ramme for internationalt samarbejde, Paris-aftalen om klimaforandringer.

Who’s next? Brexit! Lavinen, der forvandler den vestlige politiske ‘ fæstning’ (Nato, EU, WTO) til dynger af klippestykker, har været i skred længe, og kilden til den har et navn: populisme.

Dette tema er blevet et hedt emne blandt asiatiske politikere, intellektuelle og andre beslutningstagere.

Encyklopædien britannica.com defi-nerer populisme som ‘ et politisk program eller en bevægelse, der ophøjer det jævne, umælende befolkningsflertal som værende i opposition til en manipulerende magtelite’. Populisme kombinerer ofte elementer fra både højre og venstre side i det politiske spektrum og stiller sig kritisk over for stærke forretningsog kapitalinteresser, men også over for etablerede socialistiske partier i arbejderbevægelsen.

Som fænomen forekommer populisme både i demokratiske og autoritære styreformer.

I Øst-, Syd-og Sydøstasien, der rummer både demokratier (ofte meget ufuldstændige af slagsen) og autoritære regimer i form af såkaldte kommunistiske (reelt korporatistiske og statskapitalistiske) etpartisystemer, har både Brexit og valget af Donald Trump vakt foruroligelse.

Verdensdelen har et flertal af lande med enten et direkte allianceforhold til USA eller på anden vis tætte relationer til både supermagten og EU. Ingen asiatisk beslutningstager har glemt, at det var USA’s atomparaply, teknologi og samhandelspolitik, der muliggjorde efterkrigstidens økonomiske mirakler i især Japan, Sydkorea, Taiwan, Thailand, Singapore og Indonesien. Alle regionens lande af betydning har vigtige økonomiske og politiske partnerskaber med EU.

HELE DENNE møjsommeligt opbyggede orden er nu i dramatisk skred. Det begyndte med Trumps sabotage af forgængeren Barack Obamas forslag til et partnerskab hen over Stillehavet, kendt som TPP. Aktuelt er der fortsat usikkerhed om den amerikanske respons over for Kinas territoriale krav i Det Sydkinesiske Hav.

Regionens største sikkerhedspolitiske udfordring, det xenofobiske Nordkorea og dets atompotentiale, synes dog at være et felt, hvor USA og Kina har fundet fodslag.

Men fra New Delhi over Jakarta til Seoul er der tvivl om, hvorvidt USA forbliver en pålidelig og blivende partner. Alle beslutningstagere synes enige om, at Kina ikke kan overtage USA’s historiske rolle.

Men med Japan som den indlysende undtagelse er alle i varierende omfang ved at opprioritere relationerne til Beijing.

George Yeo, Singapores tidligere udenrigsminister, er en af verdensdelens mest respekterede intellektuelle. I et stort essay i Huffington Post tager han fat på den svære debat om populismens betydning i de forskellige politiske kulturer i øst og vest.

Han forklarer, at Vestens princip om lighed for loven er kommet under pres som konsekvens af, at Europa har taget imod et betydeligt antal indvandrere af ikkevestlig oprindelse. Spændingerne mellem den oprindelige flertalsbefolkning og især indvandrede muslimer har fået Europas orden til at vakle, mener han. I modsætning hertil står den kinesiske stats tilgang til de 7-8 procent af befolkningen, der ikke tilhører flertallet. De får positiv særbehandling på den måde, at de f. eks. er undtaget fra den restriktive familiepolitik, påpeger Yeo.

HAN SER OGSÅ svækkelsen af den traditionelle europæiske nationalstat som en af forklaringerne på kontinentets politiske og sociale skred. Teknologiske landvindinger, især de sociale medier, svækker staternes evne til at kontrollere deres grænser og ikke kun de fysiske.

Yeo konkluderer, at USA under Trumps lederskab har bevæget sig ind i en populistisk tilstand, og som asiatisk borger håber han, at USA vender tilbage til sit oprindelige ideal om at forene forskellige etniske grupper på grundlag af lighed for loven og lige muligheder for alle: »På den lange bane bliver testen økonomisk. Vil amerikansk økonomi vinde eller tabe under Trump?«.

AFSÆTTET for George Yeos overvejelser var det økonomiske topmøde Belt and Road Forum, som blev holdt i Beijing i midten af maj, hvor emnet var den nye kinesiske Silkevej. Et netværk af transportruter, der skal binde det euroasiatiske dobbeltkontinent sammen på kryds og tværs, og som også omfatter søveje over Det Indiske Subkontinent, forbi dele af Arabien og til det sydlige Afrika.

Mødets vært, Kinas præsident, Xi Jinping, var ganske konkret, da han i sin velkomst til de fremmødte definerede formålet med Belt and Road som værende et redskab til at bekæmpe den voksende protektionisme (læs: Donald Trumps diffuse økonomiske politik). Et budskab, der naturligvis blev noteret af deltagere som FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, Verdensbankens chef, Jim Yong Kim (amerikaner af sydkoreansk oprindelse), og direktøren for Den Internationale Valutafond, franske Christine Lagarde.

På det europæiske hold af deltagere noteredes især tilstedeværelsen af den britiske finansminister, Philip Hammond, Tysklands økonomiminister, Brigitte Zypries, og formanden for udenrigsudvalget i den franske nationalforsamling, Jean-Pierre Raffarin.

I KINESISKE medier gør kommentarerne dog en del ud af, at Belt and Road Forum (Silkevejen 2.0, som den kaldes i mere populære fremstillinger) er inkluderende.

USA skal være velkommen, når tid er (læs: efter Trump).

Hvorefter Xi Jinping bebudede en investeringspakke på 124 milliarder dollars til at integrere infrastruktur fra Shanghai til Berlin. Fortune.com var blandt de medier, der noterede den dramatiske kontrast til Trumps slogan ‘ Amerika først’.

(klumme i Politiken 11. juni 2017)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Ønskes: En ny vismand i Washington

Udgivet den 5. juni 2017 af flemmingytzen

Polskfødt professor så dybere i krystalkuglen end alle andre.

I DE historiebøger, der i de kommende år vil blive skrevet om de globale opbrud i det kvarte århundrede efter sovjetsystemets og verdenskommunismens sammenbrud, bør der gives plads med hæder og ære til nyligt afdøde Zbigniew Brzezinski. ‘ Zbig’ blev kendt i sin rolle som national sikkerhedsrådgiver under præsident Jimmy Carters embedsperiode 1977-81 og efterfølgende som forfatter til en stribe udgivelser om klodens politiske tilstand og især USA’s rolle i samme.

Den polskfødte eliteakademikers indflydelse på amerikansk udenrigspolitik kom til at strække sig langt længere end de fire år, han tjente under Carter.

Hans kritik af (og had til) Sovjetunionen var ikke overraskende emotionelt drevet af hans polske familiebaggrund og den kendsgerning, at hans fædreland blev opslugt af de to magter, der hen over et lille halvt århundrede kontrollerede store dele af Centraleuropa. Men hans patriotisme og antikommunisme blokerede ikke for en dyb og nuanceret forståelse af de mekanismer, hvormed sovjetsystemet først kunne inddæmmes og siden nedbrydes.

I dette perspektiv, altså nedbrydningen, gik han langt videre end sin samtidige kollega, tyskfødte Henry Kissinger, sikkerheds-og udenrigspolitisk arkitekt under Carters forgænger, Richard Nixon.

PÅ ET enkelt område fandt de to titaner fodslag: Amerikas forhold til Kina. Begge så tidligt nødvendigheden af at udvikle langsigtede samarbejdsfelter med Asiens ældste kontinuerlige civilisation, og begge kunne se langt forbi opportunistisk og ideologisk betinget antikommunisme og pege på potentialet i udviklingen af amerikansk-kinesiske partnerskaber.

Brzezinskis omfattende forfatterskab efterlod ingen læsere i tvivl om mandens dybe indsigt i klodens indretning. Nye læsere, herunder nuværende og kommende beslutningstagere i verdens hovedstæder, kan passende begynde med mandens sidste store artikel om global politik. Den stod i tidsskriftet The American Interest i april i fjor.

Hovedpræmissen i artiklen er, at USA ikke længere er klodens enerådende imperiale magt, men at ingen anden magt er i nærheden af at kunne udfylde rollen. Ikke Europa og heller ikke Kina. Trump eller ej, europæerne forbliver nært forbundet med amerikansk interessevaretagelse i både Mellemøsten og i forholdet til Rusland.

Kinas vækst giver landet potentiale til at udfordre USA’s etablerede magtpositioner, men Beijings ledere gør bedst i at blive supermagtens partner i bestræbelserne på at inddæmme det kaos, der udgår fra Mellemøsten og Centralasien, skrev han.

I et interview med Nathan Gardels i WorldPost fra december i fjor bliver Brzezinski mindet om, at han var den egentlige arkitekt bag den normalisering af de diplomatiske relationer mellem USA og Kina, der trådte i kraft januar 1979. Her formulerer han den langsigtede interesse i USA’s Kina-politik således: »En verden, hvor Amerika og Kina samarbejder, er en verden, hvor Amerikas indflydelse maksimeres (…). Det er ikke i vores interesse at få et antagonistisk forhold til Beijing. Det er langt bedre for amerikanske interesser, at vi samarbejder tæt med kineserne, for dermed tvinges russerne til at følge efter, medmindre de vil risikere at blive efterladt i kulden«.

FOR 20 år siden udkom Brzezinskis hovedværk ‘ The Grand Chessboard’, der ifølge talrige anmeldere placerede forfatteren i samme kategori som kollegerne Francis Fukuyama og Samuel Huntington.

Forskelle i holdninger til trods er disse tre uden konkurrenter i Amerikas intellektuelle miljø, når det gælder forståelse og fortolkninger af geopolitikkens magtrelationer siden den kolde krigs ophør.

‘ Skakbrættet’ er Euroasien, populært sagt det dobbeltkontinent, der begynder i Lissabon og strækker sig hele vejen til Vladivostok. I bogen spåede han konflikt med Moskva med det argument, at uden kontrol med Ukraine vil Rusland miste sin status som et euroasiatisk imperie.

Efter Putins overtagelse af Krim anbefalede Brzezinski en deling af Ukraine som den eneste vej fremad, uagtet at han i en kommentar i Washington Post sammenlignede Putins invasion i det østlige Ukraine med Hitlers overtagelse i 1938 af Sudeterland i Tjekkoslovakiet.

Når der er grund til at opholde sig ved Brzezinski, skyldes det foruroligelse over, at folk som han er ved at blive en mangelvare i Washington. Er der nogen tæt på Donald Trump, der snarest opfinder en ny ‘ Zbiggy’? Behovet trænger sig på.

(klumme i Politiken 5. juni 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar