Folkemord i historiens glemmebog

Udgivet den 3. juli 2017 af flemmingytzen

Cambodja var en tragedie i årtier. Retsopgøret efter De Røde Khmerer-styret er blevet en meget dyr farce.

SELV ikke et nydeligt blåt FN-logo på dokumenterne kan sikre, at retfærdigheden sker fyldest i den længstvarende internationale krigsforbryderdomstol i historien. Tværtimod er retsopgøret mod det cambodjanske De Røde Khmer-styre, der 1975-78 stod i spidsen for et folkedrab uden fortilfælde, på vej til at blive det mest kostbare og resultatløse af slagsen. Hvad værre er: Der er også tale om en retspolitisk skandale af gigantiske proportioner, som helt overses af resten af verden.

I forrige uge blev to af regimets frontfigurer givet muligheden at ytre sig en sidste gang inden den endelige domfældelse. Det skete i domstolens imposante bygning i udkanten af Cambodjas hovedstad, Phnom Penh.

Den ene af de to var Nuon Chea, i dag 90, den anden regimets formelle statsoverhoved og sandsynlige chefideolog, Khieu Samphan, 85. Førstnævnte afviste domstolens tilbud om taletid, mens Khieu Samphan afleverede et 30-minutters selvforsvar for sine gøremål som en af lederne i datidens mest ekstreme variant af et kommunistisk samfundseksperiment, der kom til at koste i omegnen af 1,7 millioner cambodjanere livet, ofre for sult, tvangsarbejde, sygdom og henrettelser.

DEN ANKLAGEDE Khieu Samphans forklaring blev udførligt gengivet i Cambodia Dailys netavis og gav nærværende skribent kuldegysninger.

I 1987 fik jeg den sjældne mulighed for at interviewe manden, da han mellemlandede i København. Hans forklaringer på regimets brutalitet var dengang stort set identiske med dem, som tribunalet hørte. De kan sammenfattes således: Det cambodjanske kommunistparti havde ingen interesse i at begå massedrab på sin egen befolkning. Påstandene om folkemord skyldes alene vietnamesisk infiltration.

Altså fralægger manden sig dengang som nu ethvert ansvar for massedrabene for fire årtier siden. Med til historien hører, at vietnamesiske styrker i de første dage af januar 1979 invaderede Cambodja og installerede et loyalt regime, ledet af afhoppere fra De Røde Khmerer. Siden fulgte en kostbar og kompliceret FN-administration (1991-94), der resulterede i en rimelig anstændig afholdelse af valg og efterfølgende oprettelse af et civilt parlament og tilhørende institutioner. Men realiteten er, at Cambodjas stærke mand i snart 35 år, Hun Sen, stadig bestemmer, og at det er ham, der har manipuleret sig til at kontrollere det mest farceagtige retsopgør i moderne historie. Omkostningerne har for længst passeret de 200 millioner dollars i dette såkaldt blandede tribunal, der er sammensat af både cambodjanske og internationale dommere, men hvor den reelle kontrol ligger hos ekskommunisten Hun Sen og hans håndplukkede ’jurister’.

Efter en halv snes år med talløse retsmøder, vidnesbyrd og afhøringer er tre af styrets topfigurer blevet dømt. Første dom blev fældet i 2007 og gav regimets leder af torturcenteret Tuol Sleng (anslået 14.000 henrettede) en livstidsdom. Tre år senere fulgte de første domme over Nuon Chea og Khieu Samphan, men de afsluttende domme i resterende sager mod disse to ventes først afsagt næste år.

To andre i den magtklike, der blev grundlagt som en afdeling af det franske kommunistparti i 1947-48, døde begge i en høj alder for få år siden. Den ene, Ieng Sary, var regimets udenrigsminister 1975-78. Da han i 1983 blev interviewet af nærværende skribent i en partisanlejr ved den thailandske grænse, afviste han ligeledes alle anklager om folkemord og henrettelser som pure opspind.

IKKE kun det afsindigt høje omkostningsniveau, men også forbrydelsernes grove karakter burde have fået FN-systemet til at insistere på, at Røde Khmer-tribunalet skulle holdes på neutral grund. Til sammenligning er der for længst afsagt 161 domme i tribunalet om krigene i det tidligere Jugoslavien, 95 domme er faldet i retsopgøret om folkemordet i Rwanda og 22 i en tilsvarende sag om borgerkrigen i Sierra Leone. Førstnævnte blev gennemført ved Den Internationale Domstol i Haag, Rwanda-tribunalet blev gennemført i Tanzania, mens Sierra Leone-sagerne med en enkelt undtagelse blev gennemført i hjemlandet.

Der er således ingen saglig begrundelse for at lade Røde Khmer-tribunalet gennemføre i det land, hvor de anklagedes tidligere våbenbrødre stadig er ved magten. Lige nu er risikoen, at denne monumentale tragedie går i glemmebogen.

(klumme i Politiken 3. juli 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

En dråbe i terrorstatens øhav

Udgivet den 22. juni 2017 af flemmingytzen

22-årige Otto Warmbiers tragiske død bør minde os om forbrydelser, der er endnu større i omfang.

DER EKSISTERER mere end ét paradoks i den tragiske sag om Otto Warmbier, den 22-årige amerikanske studerende, der blev frigivet fra halvandet års fangenskab i Nordkorea og fløjet hjem til USA, hvor det ikke lykkedes lægerne at redde hans liv. Paradokset består i, at det nordkoreanske regime næppe ønskede denne skæbne for den unge mand, men at ingen kan være i tvivl om, at samme stat er skyldig i hans alt for tidlige død.

Den alvorligt svækkede Warmbier var for en uge siden på vej ud af Nordkorea, da hans landsmand Dennis Rodman, en tidligere basketballstjerne, dukkede op i den nordkoreanske hovedstad Pyongyang utvivlsomt på vej til et møde med de allerøverste i den bizarre klanstyrede stat. Her var regimets belønning.

Formodningen er, at Rodman havde et brev med fra præsident Donald Trump til den nordkoreanske diktator, Kim Jongun, og at en sådan gestus sikrede frigivelsen af Warmbier.

Da Rodman i 2013 optrådte i Trumps tvshow, udtalte manden, der siden skulle blive USA’s præsident, at Rodman »utvivlsomt ville være den bedste, man kunne sende til Nordkorea«. I et tweet efter nyheden om Warmbiers død beklager Trump, at det ikke lykkedes at bruge Kina til at presse Nordkorea, »men vi gjorde dog forsøget«, lyder det.

EFTERSOM DET amerikanske udenrigsministeriums afdeling for Østasien knap fungerer i øjeblikket, kunne der være en vis fornuft i at lade sportsstjernen gøre diplomatisk gavn og åbne en dialog. Men den mulighed er med Warmbiers død forpasset.

Den unge studerendes skæbne skyldes utvivlsomt en kombination af faktorer, herunder det psykiske chok det må være at blive tvunget indenfor i det asiatiske klanstyres straffesystem og blive holdt der i 15 måneder.

I det nordkoreanske ‘ Gulag’ sidder i forvejen en lille gruppe udlændinge, flere af dem sydkoreanere eller amerikanere med sydkoreanske rødder.

De har typisk haft tilknytning til kirkelige foreninger og missionsselskaber, der har hjulpet med at etablere de flugtruter ud af Nordkorea, som bringer et ukendt antal flygtninge gennem Kina og videre til Sydkorea. Mønsteret er, at de frigives efter få års ophold.

SIDEN NORDKOREA i 2006 indledte sine atomprøvesprængninger, er de internationale sanktioner taget til i omfang, og det historisk nye er, at Kina er begyndt at deltage. Samtidig er det kinesiske virksomheder, der i grænsebyen Dandong benytter sig af importeret nordkoreansk arbejdskraft til at fremstille produkter, især inden for beklædningssektoren, som siden ender i butikker også i vestlige lande. Kinesiske fiskefartøjer gør brug af rettigheder i nordkoreanske farvande, som Pyongyang har solgt til dem.

Anslået 80 procent af al handel med Nordkorea er med Kina. Siden årtusindeskiftet er dette volumen blevet fordoblet.

De skærpede FN-sanktioner mod regimet har kinesiske fingeraftryk på flere måder: De skal ramme den herskende elite og militæret, men ikke skade befolkningen, og derfor er beklædnings-og fødevareindustrier undtaget.

Helt uden for synsfeltet befinder sig Pyongyangs eksport af arbejdskraft. Forskere anslår, at mere end 50.000 nordkoreanere arbejder i op til 40 forskellige lande.

Myndighederne i Dandong bekræfter, at 10.000 af disse er ansat i byens beklædningsvirksomheder, til en månedsløn på hvad der svarer til 1.500 kroner. Der arbejdes i 12-timers skift, og inden produktionen skibes af, påsættes et mærkat med ‘ Made in China’.

INTERNATIONAL turisme til Nordkorea er i stigning i disse år. Dokumentation for regimets overgreb er tilgængelig på talrige hjemmesider, men dette afholdt ikke Otto Warmbier fra at rejse ind.

Det største paradoks i ligningen om den atombevæbnede terrorstat er derfor, at dens forbrydelser og overgreb mod egen befolkning ikke holder de rejselystne væk: Regimets glitrende facade i form af personkulten omkring Kim-klanen dækker over et ‘ Gulag’ af uhyggelige dimensioner, men styrker landets fascinationskraft.

Otto Warmbiers skæbne burde minde os om de 115 ombordværende i et sydkoreansk passagerfly, der for tre årtier siden blev bombesprængt ud af himlen undervejs fra Mellemøsten til Thailand. Nordkoreanske agenter stod bag.

I en verden, der er mere forbundet end nogensinde, er hukommelsen om Nordkorea kort og et enkelt dødsfald kun en dråbe i et hav af årtiers systematisk undertrykkelse og massemord.

(klumme i Politiken 22.juni 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Når mure værner os mod barbariet

Udgivet den 19. juni 2017 af flemmingytzen

For 30 år siden talte præsident Reagan en europæisk mur ned. Trump og EU vil stærkere mure.

I FORGANGNE uge passerede vi 30-året for en tale, der siden fik ikonisk status i historieskrivningen. USA’s daværende præsident, Ronald Reagan, en robust antikommunist af den gamle skole, landede i det delte Berlin, stillede sig op ved Brandenburger Tor og den mur, som det østtyske regime havde opført et kvart århundrede tidligere og udtalte følgende, direkte henvendt til lederen af den sovjetiske supermagt: »Luk denne port op. Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned!«.

Eftertiden har tillagt Reagan en stor del af æren for, at det Moskva-ledede kommunistiske imperium kollapsede med åbningen af Berlinmuren i november 1989, og den omstyrtelse af etpartisystemer i Centraleuropa, der fulgte. I 1991 kunne Reagans afløser i Det Hvide Hus, George H.W. Bush, bebude en ’ny verdensorden’, som fik sine mest dramatiske udtryk i de USA-ledede militære interventioner i først Kuwait, der blev befriet fra en irakisk besættelse, og siden i det daværende Jugoslavien, der gennemgik en blodig og voldsom opløsningsproces.

Omkring årtusindeskiftet var der overalt i de vestlige samfund rigelig plads til et optimistisk syn på verden, hvor integration af økonomier, individer og samfund kunne fremme frihed og velstand også uden for de vestlige samfund.

I 30-ÅRET for Reagans profetiske opfordring er realiteten en helt anden og mere brutal end den, der efter ophøret af den kolde krig opflammede fortalerne for frihed og mellemfolkelig tolerance. De politikere, der dengang opstillede et vestligt inspireret demokratisk frihedsideal for resten af verden, har i dag travlt med at rejse nye mure.

Disse er ikke kun fremstillet af stål, cement, beton og pigtråd som det europæiske Jerntæppe i sin tid. Byggematerialerne i nutidens mure er jura, lovgivning, lyskastere, hegn, grænsebomme og hundepatruljer. De rejses af politikere, der har lyttet til vælgernes angst, og som kræver handling for at kunne beskytte møjsommeligt opbyggede velfærdsstater. De vil værne om europæisk identitet og selvopfattelse, som vi troede kunne håndtere indvandringen og dermed opblanding med livsformer og religioner, som mangler den tillid og orden, der vokser ud af oplysningstidens idealer.

VERDEN ER VENDT på hovedet. Selve begrebet ’mur’ forbindes i dag af demokratisksindede mennesker med beskyttelse. Det er en historisk ironi, at det østtyske regime kaldte Berlinmuren for en antifascistisk beskyttelsesmur. Har Donald Trump tænkt sig at kalde sit murprojekt for en antimexicansk indvandringsmur?

Byggematadoren havde forestillinger om en mur mod grænsen til Mexico, længe før han blev præsidentkandidat. I en debat i 2015 sagde han følgende: »Hvis I ikke tror på, at mure virker, så bare spørg i Israel«.

I dag bakkes Trump op af Danny Tirza, arkitekten bag de mure, Israel har opført for at beskytte sig mod terror og barbari. Den har reddet mange liv, forklarede Tirza i januar til nyhedsmagasinet Forbes. »Vi havde tidligere så mange terrorangreb, at ingen ville investere i Israel«, tilføjede han og fremlagde tal, der viser, at den israelske økonomi næsten er fordoblet, siden den første mur blev rejst på Vestbredden.

Danny Tirza sad også ved styrepinden, da Israels regering i 2012 indledte opførelsen af et sikkerhedshegn langs dets 245 kilometer lange grænse til Egypten gennem Sinaiørkenen. Denne barriere har stoppet menneskesmugling og en årlig ankomst af 10.000 migranter, hævder han.

De israelske myndigheder bruger mere end blot fysiske barrierer til at sikre sine grænser. Droner, balloner med kameraer, infrarøde sensorer og fjernstyrede patruljekøretøjer er blandt redskaberne.

Europæiske beslutningstagere behøver derfor ikke at se langt efter inspiration til de konstruktioner, der skal sikre kontinentets ydre grænser, hvor en skærpet kontrol er forudsætningen for, at et åbent Europa for medlemsstaterne kan opretholdes.

Vesten er blevet hjemsted for pessimisme og frygt, siden Reagan stod ved Brandenburger Tor. Mure er blevet værn mod det, som europæerne ikke kun ser som et humanitært problem, men også som spirer til terror og barbari. Sikkerhedsbarrierer bliver fremtidens hegn om det, der af danske politikere aktuelt kaldes nærområder.

(klumme i Politiken 19. juni 2017)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Mens populisme sænker USA og Europa, bliver Silkevejen 2.0 ny global dynamo

Udgivet den 11. juni 2017 af flemmingytzen

Den politiske sammenhængskraft i det demokratiske Vesten slår revner. Kina stiller sig i spidsen for århundredets store udviklingspolitiske kraftanstrengelse, den nye Silkevej

Om en generations tid vil nogle historieskrivere gøre 2017 til året, hvor den USA-ledede dominans af globale anliggender ophørte.

Præsident Trumps beslutning om at jorde Paris-aftalen om fælles klimapolitik vil utvivlsomt blive fikspunktet for opfattelsen af det seismiske skift i klodens politiske indretning.

Først vinder den mest populistiske amerikanske kandidat et præsidentvalg på protektionistiske budskaber, derefter trækker han supermagten ud af det, der er blevet set som 21. århundredes vigtigste ramme for internationalt samarbejde, Paris-aftalen om klimaforandringer.

Who’s next? Brexit! Lavinen, der forvandler den vestlige politiske ‘ fæstning’ (Nato, EU, WTO) til dynger af klippestykker, har været i skred længe, og kilden til den har et navn: populisme.

Dette tema er blevet et hedt emne blandt asiatiske politikere, intellektuelle og andre beslutningstagere.

Encyklopædien britannica.com defi-nerer populisme som ‘ et politisk program eller en bevægelse, der ophøjer det jævne, umælende befolkningsflertal som værende i opposition til en manipulerende magtelite’. Populisme kombinerer ofte elementer fra både højre og venstre side i det politiske spektrum og stiller sig kritisk over for stærke forretningsog kapitalinteresser, men også over for etablerede socialistiske partier i arbejderbevægelsen.

Som fænomen forekommer populisme både i demokratiske og autoritære styreformer.

I Øst-, Syd-og Sydøstasien, der rummer både demokratier (ofte meget ufuldstændige af slagsen) og autoritære regimer i form af såkaldte kommunistiske (reelt korporatistiske og statskapitalistiske) etpartisystemer, har både Brexit og valget af Donald Trump vakt foruroligelse.

Verdensdelen har et flertal af lande med enten et direkte allianceforhold til USA eller på anden vis tætte relationer til både supermagten og EU. Ingen asiatisk beslutningstager har glemt, at det var USA’s atomparaply, teknologi og samhandelspolitik, der muliggjorde efterkrigstidens økonomiske mirakler i især Japan, Sydkorea, Taiwan, Thailand, Singapore og Indonesien. Alle regionens lande af betydning har vigtige økonomiske og politiske partnerskaber med EU.

HELE DENNE møjsommeligt opbyggede orden er nu i dramatisk skred. Det begyndte med Trumps sabotage af forgængeren Barack Obamas forslag til et partnerskab hen over Stillehavet, kendt som TPP. Aktuelt er der fortsat usikkerhed om den amerikanske respons over for Kinas territoriale krav i Det Sydkinesiske Hav.

Regionens største sikkerhedspolitiske udfordring, det xenofobiske Nordkorea og dets atompotentiale, synes dog at være et felt, hvor USA og Kina har fundet fodslag.

Men fra New Delhi over Jakarta til Seoul er der tvivl om, hvorvidt USA forbliver en pålidelig og blivende partner. Alle beslutningstagere synes enige om, at Kina ikke kan overtage USA’s historiske rolle.

Men med Japan som den indlysende undtagelse er alle i varierende omfang ved at opprioritere relationerne til Beijing.

George Yeo, Singapores tidligere udenrigsminister, er en af verdensdelens mest respekterede intellektuelle. I et stort essay i Huffington Post tager han fat på den svære debat om populismens betydning i de forskellige politiske kulturer i øst og vest.

Han forklarer, at Vestens princip om lighed for loven er kommet under pres som konsekvens af, at Europa har taget imod et betydeligt antal indvandrere af ikkevestlig oprindelse. Spændingerne mellem den oprindelige flertalsbefolkning og især indvandrede muslimer har fået Europas orden til at vakle, mener han. I modsætning hertil står den kinesiske stats tilgang til de 7-8 procent af befolkningen, der ikke tilhører flertallet. De får positiv særbehandling på den måde, at de f. eks. er undtaget fra den restriktive familiepolitik, påpeger Yeo.

HAN SER OGSÅ svækkelsen af den traditionelle europæiske nationalstat som en af forklaringerne på kontinentets politiske og sociale skred. Teknologiske landvindinger, især de sociale medier, svækker staternes evne til at kontrollere deres grænser og ikke kun de fysiske.

Yeo konkluderer, at USA under Trumps lederskab har bevæget sig ind i en populistisk tilstand, og som asiatisk borger håber han, at USA vender tilbage til sit oprindelige ideal om at forene forskellige etniske grupper på grundlag af lighed for loven og lige muligheder for alle: »På den lange bane bliver testen økonomisk. Vil amerikansk økonomi vinde eller tabe under Trump?«.

AFSÆTTET for George Yeos overvejelser var det økonomiske topmøde Belt and Road Forum, som blev holdt i Beijing i midten af maj, hvor emnet var den nye kinesiske Silkevej. Et netværk af transportruter, der skal binde det euroasiatiske dobbeltkontinent sammen på kryds og tværs, og som også omfatter søveje over Det Indiske Subkontinent, forbi dele af Arabien og til det sydlige Afrika.

Mødets vært, Kinas præsident, Xi Jinping, var ganske konkret, da han i sin velkomst til de fremmødte definerede formålet med Belt and Road som værende et redskab til at bekæmpe den voksende protektionisme (læs: Donald Trumps diffuse økonomiske politik). Et budskab, der naturligvis blev noteret af deltagere som FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, Verdensbankens chef, Jim Yong Kim (amerikaner af sydkoreansk oprindelse), og direktøren for Den Internationale Valutafond, franske Christine Lagarde.

På det europæiske hold af deltagere noteredes især tilstedeværelsen af den britiske finansminister, Philip Hammond, Tysklands økonomiminister, Brigitte Zypries, og formanden for udenrigsudvalget i den franske nationalforsamling, Jean-Pierre Raffarin.

I KINESISKE medier gør kommentarerne dog en del ud af, at Belt and Road Forum (Silkevejen 2.0, som den kaldes i mere populære fremstillinger) er inkluderende.

USA skal være velkommen, når tid er (læs: efter Trump).

Hvorefter Xi Jinping bebudede en investeringspakke på 124 milliarder dollars til at integrere infrastruktur fra Shanghai til Berlin. Fortune.com var blandt de medier, der noterede den dramatiske kontrast til Trumps slogan ‘ Amerika først’.

(klumme i Politiken 11. juni 2017)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Ønskes: En ny vismand i Washington

Udgivet den 5. juni 2017 af flemmingytzen

Polskfødt professor så dybere i krystalkuglen end alle andre.

I DE historiebøger, der i de kommende år vil blive skrevet om de globale opbrud i det kvarte århundrede efter sovjetsystemets og verdenskommunismens sammenbrud, bør der gives plads med hæder og ære til nyligt afdøde Zbigniew Brzezinski. ‘ Zbig’ blev kendt i sin rolle som national sikkerhedsrådgiver under præsident Jimmy Carters embedsperiode 1977-81 og efterfølgende som forfatter til en stribe udgivelser om klodens politiske tilstand og især USA’s rolle i samme.

Den polskfødte eliteakademikers indflydelse på amerikansk udenrigspolitik kom til at strække sig langt længere end de fire år, han tjente under Carter.

Hans kritik af (og had til) Sovjetunionen var ikke overraskende emotionelt drevet af hans polske familiebaggrund og den kendsgerning, at hans fædreland blev opslugt af de to magter, der hen over et lille halvt århundrede kontrollerede store dele af Centraleuropa. Men hans patriotisme og antikommunisme blokerede ikke for en dyb og nuanceret forståelse af de mekanismer, hvormed sovjetsystemet først kunne inddæmmes og siden nedbrydes.

I dette perspektiv, altså nedbrydningen, gik han langt videre end sin samtidige kollega, tyskfødte Henry Kissinger, sikkerheds-og udenrigspolitisk arkitekt under Carters forgænger, Richard Nixon.

PÅ ET enkelt område fandt de to titaner fodslag: Amerikas forhold til Kina. Begge så tidligt nødvendigheden af at udvikle langsigtede samarbejdsfelter med Asiens ældste kontinuerlige civilisation, og begge kunne se langt forbi opportunistisk og ideologisk betinget antikommunisme og pege på potentialet i udviklingen af amerikansk-kinesiske partnerskaber.

Brzezinskis omfattende forfatterskab efterlod ingen læsere i tvivl om mandens dybe indsigt i klodens indretning. Nye læsere, herunder nuværende og kommende beslutningstagere i verdens hovedstæder, kan passende begynde med mandens sidste store artikel om global politik. Den stod i tidsskriftet The American Interest i april i fjor.

Hovedpræmissen i artiklen er, at USA ikke længere er klodens enerådende imperiale magt, men at ingen anden magt er i nærheden af at kunne udfylde rollen. Ikke Europa og heller ikke Kina. Trump eller ej, europæerne forbliver nært forbundet med amerikansk interessevaretagelse i både Mellemøsten og i forholdet til Rusland.

Kinas vækst giver landet potentiale til at udfordre USA’s etablerede magtpositioner, men Beijings ledere gør bedst i at blive supermagtens partner i bestræbelserne på at inddæmme det kaos, der udgår fra Mellemøsten og Centralasien, skrev han.

I et interview med Nathan Gardels i WorldPost fra december i fjor bliver Brzezinski mindet om, at han var den egentlige arkitekt bag den normalisering af de diplomatiske relationer mellem USA og Kina, der trådte i kraft januar 1979. Her formulerer han den langsigtede interesse i USA’s Kina-politik således: »En verden, hvor Amerika og Kina samarbejder, er en verden, hvor Amerikas indflydelse maksimeres (…). Det er ikke i vores interesse at få et antagonistisk forhold til Beijing. Det er langt bedre for amerikanske interesser, at vi samarbejder tæt med kineserne, for dermed tvinges russerne til at følge efter, medmindre de vil risikere at blive efterladt i kulden«.

FOR 20 år siden udkom Brzezinskis hovedværk ‘ The Grand Chessboard’, der ifølge talrige anmeldere placerede forfatteren i samme kategori som kollegerne Francis Fukuyama og Samuel Huntington.

Forskelle i holdninger til trods er disse tre uden konkurrenter i Amerikas intellektuelle miljø, når det gælder forståelse og fortolkninger af geopolitikkens magtrelationer siden den kolde krigs ophør.

‘ Skakbrættet’ er Euroasien, populært sagt det dobbeltkontinent, der begynder i Lissabon og strækker sig hele vejen til Vladivostok. I bogen spåede han konflikt med Moskva med det argument, at uden kontrol med Ukraine vil Rusland miste sin status som et euroasiatisk imperie.

Efter Putins overtagelse af Krim anbefalede Brzezinski en deling af Ukraine som den eneste vej fremad, uagtet at han i en kommentar i Washington Post sammenlignede Putins invasion i det østlige Ukraine med Hitlers overtagelse i 1938 af Sudeterland i Tjekkoslovakiet.

Når der er grund til at opholde sig ved Brzezinski, skyldes det foruroligelse over, at folk som han er ved at blive en mangelvare i Washington. Er der nogen tæt på Donald Trump, der snarest opfinder en ny ‘ Zbiggy’? Behovet trænger sig på.

(klumme i Politiken 5. juni 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

USA kan være på ny kurs i Korea

Udgivet den 22. maj 2017 af flemmingytzen

Kinas præsident, Xi Jinping, er sandsynligvis ved at få sin vilje med Donald Trump.

Pludselig er Nordkorea et globalt sikkerhedsproblem på grund af andet og mere end dets atomkapacitet. Skal vi tro techmagasinet Wired, der plejer at være på forkant med udviklingen på de digitale frontlinjer, udgår det nylige ransomware-angreb fra en hackergruppe ved navn Lazarus med base i den hypermilitariserede stat i Nordøstasien. Hård vestlig valuta kan digitalt stjæles hele vejen til Kim Jong-uns cyberkrigere.

For Sydkoreas nyvalgte præsident, Moon Jae-in, er tilstanden intet mindre end et mareridt, der kan ødelægge hans præsidentskab. Moon er i asiatisk sammenhæng en liberal, dvs. en centrum-venstre-politiker, der førte sin valgkamp på at ville føre en forsoningspolitik over for Nordkorea, kendt som ’solskinspolitikken’.

Men den sydkoreanske offentlighed blev snydt af det nordkoreanske klanstyre, så vandet drev. I hemmelighed havde sydkoreanske gigantfirmaer overført kæmpesummer til Pyongyang som bestikkelse for gennemførelse af historiens første nordkoreansk-sydkoreanske topmøde tilbage i sommeren 2000 i Pyongyang. Få år efter falmede solskinspolitikken i skyggen af de atomprøvesprængninger, som det nordkoreanske militær indledte for lidt over en halv snes år siden.

Udsigterne til, at præsident Moon kan dreje udviklingen tilbage på forsoningens spor, er derfor dystre, hvilket Pyongyang demonstrerede ved endnu en prøvesprængning kun få dage efter valghandlingen i Sydkorea. Illusionerne om dialog døde i propagandabulderet fra klodens mest militariserede stat.

TILSTANDEN kompliceres yderligere af den handlingslammelse, der vokser i beslutningscentrene i Washington. Efter nogle højspændte uger, hvor en amerikansk hangarskibsgruppe blev kommanderet op til farvandet ud for Korea, er projektørlyset atter rettet mod Beijing. En udbredt formodning er, Trump reelt har udliciteret sin Korea-politik til den kinesiske præsident, Xi Jinping, hvilket ikke behøver at være en dårlig nyhed.

I Beijing, Tokyo, Seoul og Washington er der grundlæggende enighed om, at atomvåben af enhver art skal fjernes fra den koreanske halvø. Hvilket betyder, at Pyongyang må tillade inspektion af sine atomfaciliteter og overtales til, at disse kun kan bruges til civile formål.

Men siden præsident George W. Bush kom til magten i 2001, har USA haft yderligere et mål: regimeskifte. Hvilket lige præcis er hovedårsagen til, at det nordkoreanske klanstyre har anskaffet sig de ultimative våben. Under præsident Barack Obama herskede der uklarhed om, hvad USA ville med Nordkorea, men Trumps udenrigsminister, Rex Tillerson, har i relativ ubemærkethed signaleret et kursskifte. Han har sagt, at USA må adskille sine værdipolitiske mål (læs: demokrati og menneskerettigheder) fra sine strategiske (kontrol med kernevåben). Med andre ord skal USA overbevise sin sidste fjende fra den kolde krig (og tre års gloende hed krigsførelse ej at forglemme), at supermagten vil respektere og på sigt anerkende styret i Pyongyang.

Nu begynder paradokserne bare at stå i kø: Politisk og diplomatisk anerkendelse af klanstyret betyder, at Koreas deling fastfryses og at perspektivet om en genforening rykker endnu længere ud i de fortabte horisonter. Både Seoul og Pyongyang har genforening som det langsigtede mål.

USA VAR for 17 år siden tæt på en reel anerkendelse af Nordkorea. Daværende udenrigsminister Madeleine Albright besøgte i slutningen af 2000 Pyongyang, og endnu tidligere, i 1994, gik præsident Bill Clinton med til en aftale, hvis mål var at sikre international bistand til opbygning af en atomkapacitet i Nordkorea med et fredeligt sigte.

Når de gode hensigter siden smuldrede, skyldes det, at Clintons efterfølger, George W. Bush, sammenkoblede atomspørgsmålet med et sigte om regimeskifte. Det skete ved at indlemme Nordkorea i den såkaldte ondskabens akse, der som bekendt sendte USA på katastrofekurs i Mellemøsten.

Trump og hans udenrigsminister, Rex Tillerson, befinder sig i dag et helt andet sted. Sidstnævnte har sagt følgende til radiostationen NPR:

»Vi arbejder ikke for et regimeskifte, heller ikke at styret kollapser, og heller ikke at man haster mod en genforening. Det, vi ønsker, er en koreansk halvø uden kernevåben«.

Vi kan med sindsro gå ud fra, at dette var, hvad Trump og Xi Jinping blev enige om i Florida i sidste måned. Måske begyndelsen på et ansvarligt globalt lederskab.

(klumme i Politiken 22. maj 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Når DR søger en korrespondent…

Udgivet den 17. maj 2017 af flemmingytzen

Snart får DR sin nye nyhedsdirektør. Han eller hun skal hyre mange ‘korrespondenter’. 

ENGANG i et af mine tidligere liv, omkring 1979-80, var jeg kun få centimeter fra en fastansættelse i DR. En sådan kunne have været første trin på en tur op ad karrierestigen, fra nærområdets lokaljournalistik til det store globale udsyn.

Men jeg blev distraheret og fik aldrig skrevet den ansøgning. Siden blev det til en ganske oplevelsesrig tur hos de for tiden så trængte trykte medier.

Som ung lærte jeg en masse om verdens uorden og dårlige indretning af folk som Christian Winther, Washington, Claus Toksvig, London, Ib Rehne, Kairo, og Lasse Jensen, New York, inden jeg selv forvandledes til Ytzen, Bangkok, fra 1991- 94. Med stor taknemlighed tænker jeg tilbage på de fortræffelige kolleger på P1′ s ‘ Orientering’, der gav værdifulde minutter i sendefladen til en svedende freelancer i Fjernøsten.

Det var dengang, en korrespondent rapporterede fra lokaliteter uden for (og ofte temmelig langt fra) lille Danmark.

Sådan er det ikke længere. Nu er der korrespondenter, korrespondenter – og korrespondenter. Et mangehovedet uhyre, som er skabt af DR.

IDAG har public service-giganten så mange ‘ korrespondenter’ på så mange platforme, at jeg for længst har tabt orienteringen.

DR er blevet byzantinsk og uoverskuelig. Eller måske har jeg bare ikke alderen til denne alfabetsuppe for licenskroner.

I dag kan en korrespondent stå på torvet i Malmø eller på Søborg Hovedgade og rapportere om et drab i en igangværende bandekrig i Ørestadsregionen, alt imens klodens indretning ændres tektonisk og fundamentalt, uden at licensbetalerne opdager det.

Så er en korrespondent stadig en korrespondent, eller er begrebet blevet meningsløst?

Dengang som nu er korrespondenterne som oftest nogle, der findes internt, og hvordan ser et internt opslag til en korrespondentstilling i DR så ud? Her følger et bud. Ligheder med en aktuel tilstand er tilsigtet:

‘DR søger en erfaren og karismatisk medarbejder til vort unikke korps af korrespondenter. Du har forudsætninger, der skiller sig ud fra den almindelige danske journaliststands. Du skal på en præsentabel vis være i stand til at besvare spørgsmål, som stilles af dine høflige kolleger i DR, hvad enten du befinder dig på en hospitalstrappe i Herlev og rapporterer om sundhed, på et aarhusiansk fortov og fortæller om kultur eller foran Capitol Hill i Washington og udlægger amerikansk politik.

Uanset lokaliteten eller emnet er opgaven den samme: Du skal fortælle seere og lyttere, at nok er verden er fyldt med risici og konflikter, men DR har selvfølgelig styr på det hele. Forudsigelighed og beroligelse af befolkningen er en af vore kerneværdier inden for det møjsommeligt opbyggede public service-koncept, som har skabt så stor glæde og tilfredshed blandt licensbetalerne.

Du skal ikke bruge tid på alt for grundig research, hvor du risikerer at drukne seere og lyttere i detaljer. Indsamling af de vigtigste data er jo gjort af f. eks. BBC og The New York Times, og du henter det hele på apps fra din iPad.

Til grundige interviews har vi reserveret den sendeflade, der ligger efter 22.30 på tv og i radioens P1 i enten de tidlige morgentimer eller sidst på eftermiddagen. Det er derfor ikke lige her, at du skal levere din hovedindsats, for vi henter eksterne eksperter ind, og de koster os ikke en krone.

Du skal primært koncentrere din indsats om prime time, hvor det handler om at præsentere emnerne klart og umisforståeligt. Det er derfor, vi her bruger modellen journalist interviewer kollega. En evighedsmaskine, der kan fylde et uendeligt antal sendetimer med forudsigelighed.

Hvis vi vælger dig til det nye job, kommer du i en ganske pæn lønklasse. Vi vil betale dig det samme som en direktør for en offentlig styrelse, selv om du ikke har personaleansvar (vi har alligevel rigeligt med folk og penge til den slags).

Vi er generøse i DR, især fordi vi lægger vægt på din personlighed, som du har opbygget via flittig anvendelse af Facebook og Twitter. Din påklædning, udseende og diktion er afgørende, og det er det vi honorerer. Anderledes kan det ikke være, når vi er betroet små 4 milliarder licenskroner.

Tiltrædelse i en ikke nærmere specificeret fremtid. Send din ansøgning – ikke for lang, vi tjekker dig alligevel på Facebook – til: Nyhedsdirektionen, Danmarks Radio, Emil Holms Kanal 20, 0999 København C’.

(klumme i Politiken 17. maj 2017)

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Frankrig skal igen lære at se ud over Europa

Udgivet den 7. maj 2017 af flemmingytzen

Den nye præsident bør dykke ned i de franske historiebøger.

Frankrigs tiltrædende præsident bør snarest hente sit lands fremmeste geopolitiske analytiker, Dominique Moïsi, ind i kredsen af rådgivere. Denne søn af en overlever fra Auschwitz har en gennemslagskraft, der rækker langt ud over universiteterne Sorbonne og Harvard, hvor han byggede karrieren op.

Som 27-årig, i januar 1964, lyttede Dominique Moïsi til daværende præsident Charles de Gaulles pressekonference i Élysée-palæet, hvor den legendariske general begrundede sin beslutning om at oprette diplomatiske forbindelser med den kinesiske folkerepublik: »Historiens bevis og sund fornuft«, forklarede præsidenten, »tilsiger, at vi skal samarbejde med den kinesiske ledelse. Langtidsholdbare løsninger på ethvert seriøst problem i Asien og i verden vil afhænge af Kinas aktive og konstruktive deltagelse«.

Udsagnet skulle vise sig at være både profetisk og langtidsholdbart, men i datidens kontekst var det et politisk jordskælv. Året forinden havde både Frankrig og Kina nægtet at underskrive aftalen om et delvist stop for atomprøvesprængninger, hvorved begge signalerede, at de styrede mod en selvstændig international orientering, der ikke længere kunne dikteres af deres oprindelige respektive supermagtsponsorer i Washington og Moskva.

I oktober 1964 gennemførte Kina sin første atomprøvesprængning, og to år senere trak de Gaulle Frankrig ud af Nato’s integrerede militære samarbejdsstruktur. Blokopdelingen af verden var under nedbrydning.

SIDEN BLEV både Paris og Beijing ramt af strømninger, der med nutidens øjne ligner et tragikomisk politisk teater. Kinas grundlægger, Mao Zedong, kastede fra 1966 sit rige ud i et selvdestruktivt kaos, der kostede tusinder af kinesere liv og førlighed, men som på den mest paradoksale vis inspirerede ungdomsmiljøer fra Paris til San Francisco til et oprør mod konservatisme og autoriteter. Konsekvenserne mærkes frem til dag om end med den markante forskel, at det i dag er konservative nationalromantikere, der står bag de mange oprør i Europa. Ungdomsoprørerne fra 1968 er blevet grå- og hvidhårede, og hvilken politibetjent tør i dag hæve kniplen mod en demonstrant, der bruger rollator?

DEN TILNÆRMELSE til Kina, som præsident de Gaulle indledte for et halvt århundrede siden, skulle få vidtrækkende globale konsekvenser. Præsidenten brugte ikke kun det traditionelle diplomati for at nå ind til magtcentret i Beijing. Frankrigs kulturminister gennem en halv snes år, André Malraux, blev de Gaulles personlige udsending og førte flere samtaler med Kinas topledere Mao Zedong og Zhao Enlai.

Allerede i sin selvbiografi, ’Antimemoires’ fra 1968, kan Malraux citere Mao for et sensationelt udsagn: Kinas Store Rorgænger erkender, at han er ved at tabe kampen om den kinesiske folkesjæl, underforstået, at hans modstandere i partiet er på vej til at genindføre statskapitalismen ad bagdøren. Maos efterfølger Deng Xiaoping, manden, der få årtier senere genopfandt den kinesiske variant af kapitalismen, blev som bekendt skolet politisk i Frankrig. Først i Bourgogne i 1923, siden i Loiret som industriarbejder og fra 1925 som nyindmeldt i den europæiske afdeling af det kinesiske kommunistparti opnåede Deng den for en kommunist så vigtige ’klassebevidsthed’, udtalte han seks årtier senere.

At Dengs arvtagere i nutidens Kina har genindført et polariseret og socialt lagdelt Kina, ledet af en mandarinklasse af teknokrater, er nøjagtig, hvad Mao frygtede og advarede mod. Klassesamfundet er tilbage, men hedder noget andet. Maos jævnaldrende Charles de Gaulle så denne udvikling komme og uddybede sin opfattelse i september 1965, da han pointerede, at »Kina ikke er en nationalstat, men fundamentalt en unik og meget dyb civilisation«. En logisk forlængelse af Napoleon-citatet om, at når Kina vågner, vil verden skælve.

Skælvet ankom i form af Air Force One. Da præsident Richard Nixon og hans højre hånd, Henry Kissinger, forberedte en historisk forsoningsrejse til Beijing i de tidlige uger af 1972, blev den 71-årige Malraux inviteret til samtaler i Det Hvide Hus. Denne åbnings konsekvenserne for verdens indretning kan i dag mærkes over den ganske klode.

Hvor bringer det så Frankrig hen herfra? Europas Kina-politik med og uden pandabjørne er for længst overtaget af kanslerkontoret i Berlin. Vil den nyvalgte præsident blot hægte sig på fru Merkel?

DEN FRANSKE økonomi ville have det svært uden forbindelseslinjerne til Beijing. I Airbus-koncernens hovedkvarter i Toulouse ser man Kina som et marked, der definerer eksistensen for tusindvis af franske ingeniører og teknikere. Dette eventyr lakker sandsynligvis mod afslutningen, efter at Kina i forgangne uge præsenterede sit første hjemmebyggede passagerfly.

Den nye øverstkommanderende i Élysée-palæet får brug for mere end følelsesladet retorik for at dæmpe den angst og vrede, der har været bærende for det franske højreskred. Men ingen præsident kan negligere betydningen af følelser i hverken nationalpolitik eller geopolitik. Det ved førnævnte Dominique Moïsi alt om, for han er forfatter til en global bestseller om nøjagtig dette emne.

Moïsis budskab i bogen ’La géopolitique de l’émotion’ (2008) kan i korthed sammenfattes således: at verdens tilstand, som den opleves af generationerne under 40 år, kan forklares med tre grundfølelser: frygt, ydmygelse og håb.

De bunder alle tre i tillid: Håb er tillid i betydningen positive forventninger; frygt er mangel på tillid, altså mistro; og ydmygelse er tabt selvtillid, en kollektiv oplevelse af nederlag. Ifølge Moïsi står Østasien for håb og optimisme; de arabiske lande er hærget af opløsning og ydmygelse, mens frygten gennemsyrer det europæiske kontinent.

RISIKOEN FOR Frankrig er, at landet fortsætter med at se indad, sådan som valgkampen til overmål har demonstreret. Eftertidens historieskrivning må om Europas vigtige valgår 2017 konstatere det store paradoks, at kontinentets største politiske dyd, valghandlinger ved stemmeurner, politisk er et tveægget sværd.

(klumme i Politiken 6. maj 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Hjælp dog Donald J. Trump. Lær ham om Harry S. Truman

Udgivet den 30. april 2017 af flemmingytzen

Folkene omkring USA’s præsident bør bruge historiebøgerne. Der er håb!

LEDSAGET af en sværm af kommentarer har verden passeret de første 100 dage for Donald J. Trumps præsidentskab. Ikke overraskende er mange af disse udlægninger præget af nervøsitet over, hvad manden i Det Hvide Hus mon finder på i næste uge eller i næste måned. Ingen bør være i tvivl om, at USA bevarer supermagtsrollen en rum tid endnu, men billedet er foruroligende tydeligt: USA’s venner især i Europa og Asien ved ikke, hvor de har deres historiske beskytter.

For rigmanden og entreprenøren Trump ligner ingen anden af de præsidenter, vi kan se tilbage på i de afgørende år, siden USA satte sig den opgave at tømre en ny verdensorden sammen på ruinerne af Nazitysklands og den japanske imperialismes sammenbrud i 1945.

At klodens befolkninger i dag har fået langt bedre livsvilkår, end de havde udsigt til i den tidlige fase af den kolde krig, skyldes ikke mindst, at der blev truffet ansvarlige og langtidsholdbare beslutninger i Washington.

Præsidenten, der stod i spidsen for den frie verden og blev arkitekten for efterkrigstidens sikkerhedspolitiske indretning, hed som bekendt Harry S. Truman. Forskellene på ham og Trump er kolossale, men der er også enkelte ligheder. Begge var forretningsfolk, som gik ind i politik sent i livet.

Truman blev konfronteret med et Europa, der skulle genopbygges, og kolonier i Asien og Afrika, der krævede frigørelse og uafhængighed. Trump står med et Europa i opløsning, som han ikke har viljen til at hjælpe, et Arabien i nedsmeltning og et stadig mere selvbevidst Kina, som han skal finde en måde at sameksistere med.

BÅDE TRUMP og Truman kom til Det Hvide Hus med erfaringer fra den private sektor. Intet i Trumans uddannelsesforløb ser imponerende ud. Han afbrød studier på en handelsskole i Kansas City, lærte sig bogholderi på købmandsniveau og fik småjobs i banksektoren.

Hverken som manufakturhandler eller farmer kunne han fremvise imponerende økonomiske resultater. Uden en universitetseksamen og med det yderste af neglene klarede han sig igennem nogle juralektioner på en aftenskole. Først som 50-årig blev han valgt som senator for Missouri.

Intet i Trumans karriere op til overtagelsen af præsidentembedet efter Franklin D. Roosevelts død i april 1945 tillægger den beskedne mand fra landsbyen Independence i Missouri en intellektuel tradition. Hans internationale erfaring bestod i, at han som kaptajn disciplinerede en utrænet artillerienhed ved fronten i Frankrig i sommeren 1918.

TRUMAN havde været vicepræsident i 82 dage, da Roosevelt døde. I de følgende uger og måneder er han manden, der beslutter sig for at afslutte Stillehavskrigen med brugen af atomvåben mod Japan, mens han er på vej hjem fra den skæbnesvangre konference i Potsdam, hvor efterkrigstidens europæiske orden skulle etableres. Winston Churchill forlod konferencen midt i forløbet på grund af et valgnederlag, og derefter stod Truman konfronteret med sovjetlederen Josef Stalin, der var ved at lægge Øst- og Centraleuropa i jernlænker.

DA USA intervenerede i Korea fem år senere, var Truman-doktrinen en etableret realitet, der sikrede en inddæmning af sovjetisk ekspansion både i Europa og de såkaldte tredjeverdenslande.

Trumans resultatliste efter syv år i embedet: en verdenskrig afsluttet, de Forenede Nationer oprettet, en vestlig forsvarsalliance etableret, global kommunisme inddæmmet, en Marshall-hjælp, der bidrog afgørende til Vesteuropas økonomiske løft, og en utvetydig opbakning til afkolonisering i den tredje verden.

Kontrasten til Trump kan umuligt være større. På stort set alle de mærkesager, han gik til valg på, er han enten kørt fast eller har taget et U-sving. Den fjerde statsmagt, pressen, har han provokeret hver eneste dag. I hans eget bagland i det Republikanske Parti er veteranerne fortvivlede og rådvilde. Hjerneflugten fra udenrigsministeriet fortsætter. Først på dag 98 (i torsdags) udnævnte han sin arbejdsminister. Rigmanden regerer supermagten på sine impulser og via tweets. Amerika er forvandlet til et atombevæbnet hangarskib, hvor roret er i stykker.

ER DER slet ingen lyspunkter? Måske et enkelt, og her kan vi igen bruge et tilbageblik på Harry S. Truman. I april 1951, mens krigen rasede i Korea, fyrede Truman sin øverstkommanderende, general Douglas MacArthur, manden, der havde vundet krigen i Stillehavet og ubetinget var Amerikas mest populære krigshelt.

En halv snes år efter at have forladt Det Hvide Hus forklarede Truman fyringen med, at MacArthur ikke havde respekteret præsidentens autoritet. Ulydighed, på godt dansk.

Vi ved i dag, at Truman reddede verden fra en tredje verdenskrig. MacArthur ville have ført krigen ind i Kina, som dengang var allieret med Sovjetunionen.

Trump har sat sin chefstrateg, Steve Bannon, ud på sidelinjen. Måske vil eftertiden vise, at dette var Trumps ’MacArthur-øjeblik’.

(klumme i Politiken 30.04.2017)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Krigen mellem USA og Nordkorea er allerede i gang – i cyberspace

Udgivet den 27. april 2017 af flemmingytzen

Årtiers højspændt stilstand er under pres. Trump vil have Kina til at intervenere i nord, mens USA opruster i syd. Cyberkrigen har sandsynligvis været i gang længe.

Delingen af Den Koreanske Halvø har gennem syv årtier været en plage for alle amerikanske præsidenter siden Harry S. Truman, som var manden, der i 1950 sendte amerikanske soldater ind på halvøen og reddede det allierede styre i syd fra at blive løbet over ende af kommunistiske styrker fra nord.

1950-53 blev der udkæmpet en blodig krig med konventionelle våben, der havde mindelser om de store slag under Anden Verdenskrig. Siden ophøret af den kolde krig, hvor Nordkorea mistede sine militære og ideologiske allierede i sovjetblokken, har konfrontationen flyttet sig fra de konventionelle slagmarker til de mere sofistikerede i form af en nordkoreansk atomkapacitet og redskaber til en cyberkrig.

Netop en krig med digitale våben kan være den udvikling, som i det seneste par år allerede har rykket frontlinjerne, uden at verden rigtig har fået øje på det.

 

Blandt amerikanske og britiske efterretningskilder er det en udbredt antagelse, at USA indledte en diskret cyberkrig mod det nordkoreanske atomarsenal allerede i 2013. Ikke selve kernevåbnene, men de fremføringsmidler, der skal bringe dem til målet.

Da Nordkorea blev venneløst efter Sovjetunionens opløsning, gik styret i Pyongyang i gang med at opbygge en nuklear kapacitet. Den fik hjælp dels fra pakistanske eksperter, dels fra russiske, som var blevet arbejdsløse med de nye tilstande i Boris Jeltsins Rusland.

I 1994 konfronterede USA nordkoreanerne med krav om international inspektion af deres uranudvindingsreaktor i Yongbyon nord for Pyongyang. Det førte til en aftale om fastfrysning af atomprogrammet, mod at USA og dets allierede leverede energi og komponenter til et atomprogram med fredelige formål. Da præsident George W. Bush kom til i 2001, droppede nordkoreanerne dette program.

Siden nordkoreanerne begyndte at foretage raketforsøg i 2006, er de gået ad to spor: Selve bomberne skulle gøres mindre og lettere, så de kunne transporteres over længere afstande. Det andet spor gik ud på at vise, at Nordkorea også har den teknologi, der kan bringe sprænghovederne hele vejen over Stillehavet.

Det forklarer, hvorfor den store militære parade, der blev gennemført i Pyongyang 15. april, kun fremviste de store langtrækkende interkontinentale raketter. De kortrækkende og mellemdistanceraketterne var fraværende. Dermed sendte styret under Kim Jong-un et voldsomt signal til USA og dets sydkoreanske og japanske allierede.

Men de systemer, som nordkoreanerne skal bruge for overhovedet at få de langtrækkende raketter til at forlade landjorden, har med stor sandsynlighed længe været under digitalt angreb fra amerikansk side. For daværende præsident Obama beordrede for fire år siden Pentagon til at optrappe indsatsen mod det nordkoreanske raketprogram, så det ikke nåede at få kapacitet til at ramme andre kontinenter.

Den nordkoreanske Musudan-raket har en rækkevidde på 3.500 kilometer. Men otte ud af ti af de testaffyringer, som nordkoreanerne har gennemført med denne type, er slået fejl, hvilket næppe kan tilskrives indkørings- eller begyndervanskeligheder. Med stor sandsynlighed er disse forlis resultat af vellykket amerikansk hacking.

Den indlysende militære konsekvens er, at nordkoreanerne trapper op med konventionelle våben. Hvilket forklarer den netop afholdte øvelse med langtrækkende artilleri af den slags, der kan ramme den sydkoreanske hovedstad, Seoul, hvis det affyres fra stillinger lige nord for delingslinjen langs den 38. breddegrad.

Sydkoreas modsvar er selvfølgelig ikke udeblevet. Fra Seoul lyder det, at man har udviklet en radar, der kan opspore indkommende granater hurtigere end noget tidligere system. De seneste døgn er opstillingen af et omstridt amerikanske missilforsvarssystem i Sydkorea blevet påbegyndt. En raketbevæbnet amerikansk ubåd, ’Michigan’, er ankommet til Sydkoreas største havn, Busan. Længere væk, i Det Filippinske Hav, gennemfører hangarskibet ’Carl Vinson’ en øvelse med deltagelse af japanske krigsskibe.

Meget af dette kaldes rutinepræget, men er alligevel en del af en inddæmning af Østasiens altdominerende sikkerhedsproblem: Nordkorea.

Jokeren i dette store spil er naturligvis Kina. Præsident Trumps erklærede mål er at få kineserne til ’at gøre mere’. I et telefonopkald mandag har præsident Xi Jinping utvivlsomt forsøgt at overbevise sin amerikanske kollega om, at han allerede har forsøgt sig med alle tilgængelige diplomatiske redskaber.

Beijing har diskret understreget situationens alvor ved at fremvise sit første hjemmebyggede hangarskib.

Ingen af Nordkoreas naboer er i tvivl om de risici, der er involveret, hvis det kommer til en konfrontation. Regimet er klodens mest militariserede. På makroniveau arbejder det på at udvikle interkontinentale raketter, der kan ramme USA. På mikroniveau kontrollerer det ukendte mængder nervegas, som i februar blev brugt mod diktatoren Kim Jong-uns halvbror Kim Jong-nam, der blev dræbt af lejemordere i Malaysias største lufthavn.

Traditionel krigsførelse kan nordkoreanerne naturligvis også. For syv år siden blev en sydkoreansk korvet sænket af nordkoreanske torpedoer i farvandet vest for Den Koreanske Halvø.

Så Nordkoreas naboer er selvsagt nødt til at forberede sig på alle scenarier, inklusive de værste.

(nyhedsanalyse i Politiken 27. april 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar