Forestillingen om, at den tredje verden kunne moderniseres via den vestlige samfundsmodel, er gået under.
FINANSLOVSFORSLAG eller ej, udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er ikke det medlem af regeringen, der tiltrækker sig den største opmærksomhed.
Heller ikke selv om hun har ansvaret for Danmarks relationer til en stor del af den verden, der ligger uden for Europa og det nordamerikanske kontinent.
Men overskrifterne burde have været større, efter at Tørnæs for en halv snes dage siden aflagde besøg i Afrikas folkerigeste land Nigeria.
Karakteristisk for indholdet af det danske besøg i kontinentets uden sammenligning største kleptokrati var da også, at Tørnæs havde selskab af den minister i regeringen, der nyder størst popularitet i Danmarks blå vælgersegment, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.
Med i rejsetaskerne havde de to ministre 125 millioner kroner, som skal anvendes til hjemsendelse af afviste asylansøgere efter det, som Udenrigsministeriet utilsløret kalder noget for noget-princippet.
Det kan ikke betyde andet, end at jo flere hjemsendte asylsøgere Nigeria tager imod, jo flere penge kan styret hæve ved Udenrigsministeriets kasse 1.
Beløbet syner ikke af alverden, når det holdes op mod Danmarks samlede udviklingsbudget på lidt over 16 mia. kr.
Men bevillingen er udtryk for et kursskifte, der har været i gang i flere år, og som fundamentalt handler om, at det, der engang blev drevet ud fra idealistiske hensigter om at løfte forarmede lande og folkeslag ind i den moderne verden, er på vej til at blive regulær sikkerhedspolitik, herunder terrorforebyggelse.
Udviklingsbistandens vise fædre troede engang på, at en række afrikanske og asiatiske lande kunne bekæmpe fattigdom og kvindeundertrykkelse og udvikle demokratiske styreformer samtidig.
Men som de seneste årtier har vist, er disse smukke hensigter forblevet kostbare illusioner.
Tydeligst demonstreret af fiaskoerne i Afghanistan og Irak, om end mindre dramatisk tydeliggjort i en række afrikanske lande, der i disse år segner under vægten af en ukontrollabel befolkningstilvækst, hvorved jorden gødes for religiøs og etnisk ekstremisme.
FOR 65 ÅR siden opfandt den franske antropolog Alfred Sauvy begrebet ’den tredje verden’ som en betegnelse for de lande, der stod alliancefrit i forhold til supermagtsrivaliseringens to magtblokke.
Siden antog begrebet en bredere betydning og blev en samlende beskrivelse for de udviklingslande, som kæmpede for at komme fri af kolonisering, despoti og fattigdom.
Den frisættelse af økonomi, politik og kulturel identitet, der fulgte i kølvandet på Berlinmurens fald i 1989, blev aldrig en udviklingspolitisk løftestang for udviklingslandene, men bragte i stedet traditionelle tredjeverdenskonflikter ind på det europæiske kontinent.
Først i form af 1990’ernes krige på Balkan, siden som den asymmetriske krigsførelse, som jihadister og salafister fører i europæiske storbysamfund i ly af migrationen fra dysfunktionelle samfund i Mellemøsten og Afrika.
Set i historiens havørneperspektiv er dette en civilisationskamp mellem vestlig modernitet og et barbari, der er vokset ud af fejlslagen eller fraværende udvikling i samfund hele vejen fra Casablanca over Tripoli, Kairo, Damaskus, Bagdad og Kabul til Islamabad og Tjetjenien.
Blev vi nogensinde advaret om, hvilke ubehageligheder der var på vej i de første jubelår efter Berlinmurens og verdenskommunismens fald? Jo da, manden, der så, hvad der var undervejs, hed Samuel Huntington. Ham med civilisationernes sammenstød. Hån og latterliggørelse mødte denne vise mand, da hans skelsættende bog udkom for en snes år siden. Fredsprisen fik han aldrig, men efter 11. september 2001 tav hans kritikere.
AT DANSK udviklingsbistand i voksende omfang anvendes for at give os selv mere sikre samfund, har længe stået klart for alle andre end bistandspolitikkens selverklærede idealister.
De mangler stadig at erkende de brutale realiteter, der har indfundet sig i Europas storbyer, efter at det for få år siden stod klart, at terroren ikke kun kunne bekæmpes med luftbombardementer af dens arnesteder i Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien.
En vanskelig erkendelse har disse illusionister til gode: at dansk udviklingspolitiks ubetinget største succes nogensinde fravalgte den vestlige liberale model: Vietnam, der for tre årtier siden fusionerede Marx, Lenin, Kungfutse(Confucius), globalisering og markedsøkonomi. Det kaldes en udviklingsstat.
NÆPPE noget andet sted på kloden er der en mere naturlig grænse end den, som Himalaya-kæden sætter mellem klodens to folkerigeste nationer, Indien og Kina. Bjergkæden holder ikke bare de to giganter i skak, men giver plads til to mindre stater, Nepal og Bhutan. Om begge kan det lettere lyrisk udtrykkes, at de udgør en geopolitisk baggård for både en drage og en elefant. Udfordringen for begge består indlysende nok i at holde en passende afstand til de rivaliserende naboer.
Hvem har lyst til at lægge slagmark til et væbnet opgør mellem to sådanne uhyrer? Sporene fra den kortvarige indisk-kinesiske grænsekrig i oktober 1962 kaster skygger helt op til i dag.
Nok er Nepal og Bhutan begge medlemmer af FN, men ingen af dem har fuld suverænitet andet end på papiret. I de år, hvor Nepal var et monarki, var Indiens indflydelse dominerende. Da en skrøbelig demokratisering tog form i 1990, var det ikke mindst politiske ledere, der havde tilbragt lange perioder i eksil i Indien, som kom til at spille ledende roller.
Erfaringerne fra monarkiets fald og overgangen til republik i 2008 har ikke ladet megen tvivl tilbage om, at Nepal stadig lever på Indiens nåde.
Bhutan har klaret sig ved at erkende sin afhængighed fra starten. Men den lille bjergnation, der er på størrelse med Schweiz, har med sin befolkning på en lille million en svær balancegang at gå mellem de to giganter, den er klemt imellem.
Den bhutanske neutralitet er betinget af indisk velvilje og har den interessante konsekvens, at bjergkongedømmet ikke har diplomatiske relationer med Kina (ej heller med de øvrige permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd). En usædvanlig måde at opretholde sin neutralitet på, men så meget desto større er afhængigheden af naboen mod syd, Indien.
AKTUELT tiltrækker Bhutan sig opmærksomhed, fordi både Indien og Kina i disse uger foretager militær opmarch i og omkring landet. Anledningen er et kinesisk vejbyggeri i et område, hvor Kina og Bhuan er uenige om grænsedragningen. I juni rykkede kinesiske ingeniørtropper ind i et plateau, som Bhutan siger er dets territorium.
Plateauet ligger kun et halvt hundrede kilometer fra den lokalitet, hvor det indiske militær træner kollegerne i den Kongelige Bhutanesiske Hær. Indien reagerede naturligt nok med at sende soldater ind i området, hvilket udløste nervøse reaktioner i den bhutanesiske hovedstad Thimpu. Bjergkongedømmet ser sig nødig brugt som skueplads for en stedfortræderkrig mellem den opkommende supermagt i nord og landets traditionelle beskytter.
Ikke nok med at Indien træner bhutanesisk militær, man betaler også dets lønninger.
Næppe en unaturlig tilstand, i betragtning af at Indien umiddelbart efter sin uafhængighed i 1948 overtalte den bhutanske kongefamilie til at underskrive en traktat, der reelt gjorde det klemte land til et indisk protektorat.
Spørgsmålet er, om kongedømmet på sigt kan holde til at ignorere de kinesiske krav. Kinesiske og bhutanske diplomater mødes en gang om året for at bekræfte, hvad man er uenig om, men kinesisk retorik begynder nu at tale om nødvendigheden af et udvidet bilateralt samarbejde.
Læs: Bhutan bør åbne sig for kinesiske investeringer og blive en del af Kinas storstilede investeringsplan for Central- og Sydasien, kendt som Obor (One Belt One Road) eller ’det 21. århundredes Silkevej’.
Dragens tilnærmelse til sin lille nabo mod syd, der er kulturelt og etnisk forbundet med det kinesisk kontrollerede Tibet, er begyndt med turisme. Ifølge Asia Times kom der kun en snes kinesiske turister til Bhutan for ti år siden, i fjor var tallet oppe på 9.000. Som det også opleves i andre verdensdele, bringer de nyrige kinesere en betydelig købekraft med sig, som især udviklingslande har svært at sige nej tak til.
HVOR RISIKABELT det kan være for Bhutan at engagere sig tættere med Kina, stod klart i de tidlige uger af 2009, da regeringsstyrker i Sri Lanka gav oprørsbevægelsen og terrorgruppen De Tamilske Tigre dødsstødet i en offensiv, der tog mindre end en måned. De avancerede våben, som regeringshæren anvendte, var enten leveret eller betalt af Kina, som dermed bidrog afgørende til at slutte en 26 år lang borgerkrig i et land, hvor Indien traditionelt havde spillet rollen som protektor. Så voldsom er udfordringen ikke i Bhutan, men det parlamentsvalg, som bjergnationen skal afholde næste år, kommer utvivlsomt til at handle om den svære balancegang mellem dragen og elefanten.
Donald Trumps fokusering på Nordkorea og Afghanistan betyder, at Kina bliver den dominerende magt i Sydøstasien.
Nordkoreas bestræbelser på at opbygge en atomkapacitet, der betyder, at det kan ramme mål ikke bare i Stillehavet, dvs. amerikanske baser, men også storbyer på det nordamerikanske kontinent, har konsekvenser langt fra den koreanske halvø.
Ingen betvivler, at hvis Pyongyang afsender et interkontinentalt missil med kurs mod Guam eller Hawaii, inviterer Kim-klanen til sin egen ødelæggelse. »Ild og vrede, som verden aldrig tidligere har set«, som det lød i Donald Trumps formulering, der havde påfaldende og næppe tilfældige ligheder med årtier gamle nordkoreanske trusler om at lade den sydkoreanske hovedstad Seoul »gå under i et ildhav«. Afkoder man de seneste retoriske udfald fra Pyongyang, er den interessante djævel i detaljen, at netop broderfjenden Sydkorea ikke nævnes. Kim-klanen adresserer Trump direkte. Hvad er så Nordkoreas strategiske sigte, hvis en nuklear konfrontation er et urealistisk scenarie? Direkte forhandlinger med Washington, dvs. indledning på en dialog, der på sigt kan føre til amerikansk diplomatisk anerkendelse af Nordkorea. At Pyongyang åbner en ambassade i fjendeland og får sikkerhedsgarantier.
Denne udlægning giver mening, når man læser, hvad udenrigsminister Rex Tillerson og forsvarsminister James Mattis skriver 14. august i en 969 ord lang, opsigtsvækkende fælles kommentar i Wall Street Journal. De understreger her den målsætning, som USA har været enigt med alle Nordkoreas naboer om, siden de såkaldte sekspartsforhandlinger om atomnedrustning i Korea blev påbegyndt på kinesisk initiativ for 14 år siden: en fuldstændig, kontrollerbar og irreversibel afnuklearisering på den koreanske halvø.
Tillerson og Mattis lægger samtidig afstand til Donald Trumps forgænger Barack Obamas linje ved at skrive, at USA nu skrotter »strategisk tålmodighed« med en ny politik, der handler om »strategisk ansvarlighed«. Herefter følger i kommentaren en sætning, som utvivlsomt har vakt opmærksomhed i Pyongyang: »Vi leder ikke efter et påskud til at stationere amerikanske soldater nord for den demilitariserede zone (denne zone er delingslinjen, der har adskilt Nord-og Sydkorea siden våbenhvilen i 1953, red.)«. Ingen tidligere regering i Washington har nogensinde formuleret i klartekst, at USA vil kunne leve med et blivende Nordkorea, for reelt er parterne stadig i en krigstilstand. Men hovedbetingelsen er selvfølgelig afgørende: at Pyongyang skrotter sine missiler og kernevåbensprænghoveder.
Supplerende udtalte chefen for den amerikanske forsvarsstab, general Joseph Dunford, efterfølgende i Sydkorea, at den aktuelle konfrontation kan løses uden at det kommer til krigshandlinger.
I DEN FORGANGNE uge var der forventninger om, at Donald Trump ville gå i detaljer med et mere konkret udspil til Nordkorea. Det skete ikke. I stedet overraskede præsidenten sine landsmænd og verden udenfor med en udmelding om, at USA bliver i Afghanistan. Ikke for at bygge en anderledes afghansk nation op, hvilket var forgængeren Barack Obamas strategiske sigte, men for »at dræbe terrorister«.
Det amerikanske militære engagement i Sydasiens mest konflikthærgede land står dermed til at blive en langstrakt affære, der tidsmæssigt vil række langt ud over ophøret af Donald Trumps præsidentperiode. Med andre ord får Pentagon rigeligt at gøre i Asien, når det handler om praktisk krigsførelse.
Vælger man helikopterperspektivet på USA’s samlede militære tilstedeværelse på den øst-og sydasiatiske landmasse, tegner der sig en forskydning: Trump og Rex Tillerson har tydeligvis marginaliseret striden om Det Sydkinesiske Hav. Noget af det første, Tillerson udtalte sig om umiddelbart efter sin udnævnelse i november i fjor, var, at USA ville ‘ hindre’ Kinas opbygning af forskellige landingsog basefaciliteter i Det Sydkinesiske Hav.
Siden er der blevet længere og længere imellem, at Washington har formuleret sig om denne årelange territorialstrid, og i de seneste måneder har der været regulær tavshed.
Denne udvikling har fået diplomater, analytikere og medier i Sydøstasien til at konkludere, at USA nu har opgivet hele forestillingen om en mulig konfrontation med Kina på en af klodens vigtigste handelsruter. Australiens førende sikkerhedspolitiske forsker på området, Hugh White, konkluderer i flere kommentarer følgende: Uanset hvad Washington gør, opfattes Kina af alle sine naboer i Sydøstasien som den magtfaktor, der driver deres økonomiske muligheder fremad og opad. Denne rolle havde USA engang, men den periode er definitivt forbi, mener White. Altså: Selv mangeårige amerikanske allierede som Filippinerne, Thailand og Indonesien lever nu ikke blot med Kinas stadig stærkere økonomiske aktivitet, men accepterer også, at Beijing bygger sig op som sømilitær stormagt.
Den bagvedliggende realitet er, at Kina for længst har overtaget positionen som den største handelspartner for samtlige lande i Østasien, Japan og Sydkorea, inklusive.
Specielt i Tokyo er der ængstelse over det tab af indflydelse, som Kinas øgede styrke medfører. Japans indflydelsesmuligheder i regionen er på nulpunktet.
FOR ET ÅR siden afsagde havretstribunalet i Haag en kendelse om territorialstridighederne i Det Sydkinesiske Hav, der gik Kina imod. Kendelsen har dog ikke fået praktiske konsekvenser. Beijing havde i lang tid forinden meddelt, at man ikke ville respektere afgørelsen, og siden er de lande i Sydøstasien, der er Kinas modparter i territorialstriden, fundet tilbage til det klassiske diplomati, men uden for FNregi.
Det fik 6. august den interessante konsekvens, at udenrigsministrene fra Kina og Sydøstasien enedes om en ny aftale om adfærd, dvs. betingelser for sejlads, i det omstridte farvand. Aftalen er stort set en gentagelse af en 15 år gammel erklæring, som Kina dengang ikke blev en del af. Siden har Beijing styrket sin position gennem etableringen af syv kunstige øer i havet, hvoraf de tre har landingsbaner og er udstyret med jord til luft-missilsystemer og radarer.
Blandt de sydøstasiatiske lande er især Vietnam skeptisk over for Kinas forsøg på det, der ses som en del og hersk-politik i en havregion, hvorigennem mere end en tredjedel af klodens civile skibstransport passerer.
Den nye aftale er dog kun en ramme for diplomatiet og rummer ikke muligheder for retslige afgørelser eller sanktioner mod eventuelle brud på det aftalte.
Det afgørende er her det amerikanske fravær i aftalen. Washingtons rolle reduceres til at gøre sig gældende gennem sine traditionelle allierede, primært Filippinerne og Thailand, og ingen af dem er politisk stabile.
For at forstå kernen i striden om Det Sydkinesiske Hav må man skelne mellem civil og militær skibstrafik. Kina og dets sydlige nabolande er interessant nok enige i, at militære fartøjer ikke automatisk har ret til besejling i de respektive territorialfarvande, mens USA ikke overraskende fastholder, at denne ret gælder for alle lande, uanset hvilke skibe der er tale om.
I dette lys giver det mening for Kina som den voksende stormagt at købe sig tid til flere forhandlinger med naboerne i syd og naturligvis også til at konsolidere sine militære styrkepositioner med flere fartøjer og en mere markant tilstedeværelse gennem manøvrer.
FOR KINA er det afgørende at sikre, at Det Sydkinesiske Hav ikke på ny finder anvendelse som det, der var tilfældet for årtier siden, da USA stod for en omfattende og folkeretsstridig krigsførelse i Vietnam, Laos og Cambodja 1965-75. Læg hertil den uafklarede konflikt om, hvor Republikken Kina, kendt som Taiwan, hører til. Taiwan blev efter afslutningen på Den Kinesiske Borgerkrig i 1949 reelt en fremskudt amerikansk base for USA. Washingtons militære forpligtelser over for ø-republikken, som Kina betragter som en provins, der skal hentes ‘ hjem’, er stadig gældende.
Med andre ord: Den amerikanske Stillehavsflåde, klodens største og stærkeste, sejler regelmæssigt lige under Kinas bløde bug.
Beijings synspunkt er, at havstriden kan lande på en win-win-platform, hvor alle har fordele af den kinesiske velstandsopbygning.
Den aktuelle forvirring i verdensdelen skyldes usikkerhed om Trumpadministrationens politik i Østasien. Ud over Korea har han så overhovedet en sådan, spørges der overalt i de sydøstasiatiske hovedstæder.
Hold op med forargelsen over monsterlønninger og gyldne faldskærme i DR-kleresiet. Grin i stedet!
Satirikere, revyforfattere og andre humorister kan læne sig tilbage og gnide hænder.
De har fået rigeligt med råstof til den kommende teater- og revysæsons udlægninger af noget af det mest kernedanske, der er opfundet siden Grundtvig, Hørup og Stauning: at tjene offentligheden. Hvilken uforskammethed, at denne kerneværdi, der stikker så dybt i folkeoplysningens grundvand, at man kan høre rummelen fra et helt århundredes forsamlingshuse pible ud af vandrørene, i dag er angliseret til det mere overfladisk klingende ’public service’.
Suk, vi må leve med det.
Tusinder af gode danske borgere tjener offentligheden hvert eneste døgn året rundt. Det gør de pædagoger og lærere, der omhyggeligt forklarer børn og unge det nødvendige i at have en anstændig omgang med andre gennem respektabel adfærd og nobel anvendelse af det danske sprog.
Det gør også de formidlere,og jo, kald dem bare journalister i stedet for bladsmørere, som året igennem skærer ’hakkelse i døgnets rejsestald’, som Carl Ploug udtrykte det i 1862. Oplysning og nyhedsformidling var ikke noget, Henrik Cavling, rigets første egentlige journalist, talte om, han praktiserede det bare. Utallige kolleger siden dengang i første del af det 20. århundrede står i evig gæld til denne hædersmand.
MEN, men, men: Sic transit gloria mundi, intet er som før.
Public service er i dag meget mere end dengang. Betydningen er vendt om: Nu handler det om for udvalgte danske borgere, rigets viseste mænd og kvinder, at lade sig betjene af offentligheden og samtidig tjene på den.
Som det illustreres af de såkaldte møgsager fra vores alle sammens DR, denne gudsbenådede institution, som hver eneste licensbetalende borger er medejer af gennem Folketing og kulturministerium. Et enestående gode og et nødvendigt bolværk mod en total og altfortærende amerikanisering af nyheds- og kulturformidling i det offentlige luftrum.
Jo, emnet for dette nødråb er naturligvis den overmåde generøse honorering af først ’mangfoldighedskonsulenten’ og siden en mellemleder, hvis funktion blev nedlagt efter mindre end to års tilstedeværelse i vores alle sammens offentlighedstjener.
Hvordan er det kommet så vidt, at dette kære folkeeje også er blevet en pengemaskine for kulturlivets mest forkælede og ophøjede kleresi? Giver det mening at sidestille DR-ledernes lønvilkår med det, der kendes fra kapitalforvaltningsfirmaer, pensionskasser, investeringsbanker og medicinalgiganter?
Forskellen består naturligvis i, at disse kategorier er sat i verden for at tjene penge. Hvad DR lige akkurat ikke er. Derfor må vi forvente af den store offentlighedstjener, at der udvises rettidig omhu med de af Folketinget og licensbetalerne betroede midler.
LAD venligst humoristerne give os alle sammen en satire om DR, efter at dygtige public service-journalister på vores alle sammens Ekstra Bladet, avisen, der fortjener et evigt liv, har gjort det nødvendige, beskidte arbejde.
Skriv en revy om DR-kleresiet, Kulturministeriets svar på Ruslands oligarker og det hinduistiske kastesystems braminer.
Rygtesmedjen vil vide, at Østerbro Morskabsteater allerede er i gang med prøverne til ’Jagten på licensguldet’, der har premiere til december.
Deres Signatur kiggede indenfor, mens der blev øvet, og oplevede følgende scene, hvor bestyrelsesformanden (BF) sidder i en dybt koncentreret dialog med en Afgående Mediechef (AC).
BF: Trist at skulle sige farvel til dig efter så kortvarig en tilstedeværelse. Det blev jo nærmest kun til prøvetiden og lidt til. Der er bare ingen vej uden om, når din stilling nedlægges.
AC: Du behøver ikke at være bedrøvet på mine vegne, formand. Du kan jo bare kompensere på passende vis. Helt efter de retningslinjer, vi to og vore kolleger i Djøf har aftalt i VL-gruppe 4485, som du nok erindrer, og for resten, gruppen mødes jo snart til frokost? Kommer du?
BF: Naturligvis. Hvad angår din aftrædelse, kommer vi til at følge gældende praksis, som jeg er ganske fortrolig med fra mine mange bestyrelsesposter og chefstillinger i staten. Og vores VL-gruppe ej at forglemme.
AC: Men vær venlig at lægge lidt til, formand. Du vil vel gerne sikre dig min loyalitet den dag, jeg sidder et helt andet sted og kan træffe beslutninger, der kan få betydning for din placering og betydning. Den slags koster, formand.
Kan Indien og Pakistan snart få lært en fredeligere sameksistens?
TRUSLERNE fra den nordkoreanske militærstat er skræmmende påmindelser om, hvilke krigsrisici der presser sig på omkring den delte koreanske halvø og de to statsdannelser, der så dagens lys i 1948. Opgøret i Korea er lige så gammelt som en uløst konflikt i et andet hjørne af den asiatiske landmasse, men som kun sjældent optræder i de globale medier.
Vi taler her om Indiens og Pakistans krav på det tidligere fyrstendømme Kashmir i den vestlige ende af Himalaya. Hovedaktørerne er stadig atombevæbnede, hvis nogen skulle have glemt det. Fire krige, i 1947, 1965, 1971 og 1999, er det blevet til, og det bedste, historieskrivningen kan sige om dem, er, at de blev korte. Så hvorfor støjer det i Korea, mens der er stille i Kashmir?
I DAG OG i morgen markerer de to rivaler på det, der lejlighedsvis stadig kaldes det Indiske Subkontinent, 70-året for grundlæggelsen af de to statsdannelser, der voksede ud af filosoffen og uafhængighedslederen Mahatma Gandhis kamp for at drive den britiske kolonimagt ud. Pakistan og Indien kom til verden 14. og 15. august 1947 i en region, der i årtusinder har været domineret af en hinduistisk civilisation. De to unge stater gik omgående i struberne på hinanden og opretholder den dag i dag et skarpt beredskab langs den fælles grænse.
Siden uafhængigheden har millioner af indere, pakistanere og de bengalere, der i december 1971 fik en egen stat, efter at den indiske hær havde været fødselshjælper for, at Østpakistan blev til Bangladesh, levet i en svært bevæbnet, nervøs sameksistens, hvor trusler om krig og terror er hverdagsrealiteter. Både Islamabad og New Delhi råder over kernevåben; 100 sprænghoveder hver ifølge ekspertvurderinger. Kashmir er fortsat delt langs en såkaldt kontrollinje, hvor svært bevæbnede tropper har holdt hinanden i skak i årtier.
De årlige opgørelser fra Global Peace Index placerer konstant Pakistan i verdens top-5 som ’producent’ af terror. Landets største by Karachi har med sine 28 millioner indbyggere stadig et tvivlsomt prædikat som Asiens farligste storby. Den pakistanske udgave af en nominelt demokratisk styreform er aldrig lykkedes med at bilægge de bølger af vold og terror, som gennem årtier har dræbt og såret titusinder, fordi de underliggende kilder til volden er sekterisme og religiøs fanatisme, der som bekendt ikke respekterer hverken stemmesedler, domstole eller frie medier.
Den ubehagelige realitet er, at det i hovedsagen er en atomar terrorbalance, der har gjort, at den indisk-pakistanske krig aldrig har fået et omfang, som det aktuelt kendes fra Mellemøsten. Geografien gør det kolossalt vanskeligt at føre krig i Kashmir, som Indien måtte sande under den kortvarige grænsekrig med Kina i oktober 1962. Amerikansk og kinesisk støtte til Pakistan gør, at høgene i den indiske magtelite har svært ved at udvikle scenarier for langvarige krige med den højt militariserede modpart i Islamabad.
BÅDE de respektive befolkninger og verden udenfor kunne naturligvis ønske sig, at stridens parter fandt et forhandlingsbord og begyndte at tale sig til rette. Hovedproblemet er her den pakistanske regerings påstand om, at den ikke har indflydelse på de terrorgrupper, der fra tid til anden spreder vold, død og ødelæggelse på indisk jord. Som i november 2008, hvor islamistiske terrorister gennemførte koordinerede angreb på flere civile mål i Mumbai, herunder hoteller, biografer og sygehuse. Flere end 160 blev dræbt, inden indiske sikkerhedsstyrker havde lagt de sidste terrorister ned i en kugleregn.
Regeringen i Islamabad erkendte til overraskelse for New Delhi, at angrebene i Mumbai sandsynligvis var blevet planlagt på pakistansk jord, men tilføjede, at myndighederne intet vidste om planerne. En tilsvarende logik gør sig gældende med attentater, der regelmæssigt rammer mål i Kashmir på den indiske side af delingslinjen. Pakistanske islamisters overgreb på hinduer er ikke nødvendigvis noget, der er beordret fra regeringskontorer i Islamabad. Men terroristernes vanvittige, selvdestruktive religiøse overbevisning er fostret af den pakistanske efterretningstjenestes manglende vilje og evne til at rykke fanatismens rødder op.
Hvor er de pakistanske politikere, der viser vejen til forsoning og holdbare fredsløsninger? Ingen folkevalgt leder i Islamabad har nogensinde siddet en valgperiode ud. Demokratiske normer gives i forfatningen, men en demokratisk kultur er ikke fulgt med.
Subkontinentets udfordringer er lige så overvældende som ved de to rivalers fødsel i 1947.
Guam har samme størrelse som Bornholm og ligner noget fra kolonitiden. Flere end 18.000 japanske soldater blev dræbt, da USA i 1944 tilbageerobrede øen, og amerikanerne er kommet for at blive.
Ubegribeligt er det nok for de fleste, at stillehavsøen Guam, der er på størrelse med Bornholm eller Singapore, har en militærstrategisk betydning, der er definerende for USA som nuværende og fremtidig supermagt. Med godt ni timers flyvetid til den vestligste amerikanske delstat Hawaii og tre til fire timers transport til vigtige baser på den sydligste japanske ø, Okinawa, og infrastrukturfaciliteter på de japanske hovedøer, er Guam en trædesten, der vejer tungt i supermagtens evne til at bevare kontrollen over det, tidligere forsvarsminister Ashton Carter engang kaldte »den definerende region i vor nations fremtid«.
Guam er med andre ord et knudepunkt i det, andre har kaldt Stillehavets århundrede.
Øen var i 280 år en spansk koloni, men blev modsat Filippinerne aldrig lovet status som nation, da USA overtog begge territorier efter sejren i den spansk-amerikanske krig i 1898.
I FN’s termer er Guam et område, der har status som ikkeselvstyrende, mens amerikansk lovgivning kalder øen for et ikkeintegreret territorium.
Kritikere bruger Guam som skræmmeeksempel på, at kolonitiden langtfra er et overstået kapitel. Det understreges af, at Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, er den altdominerende økonomiske aktør og arbejdsgiver i det lille øsamfund.
Derfor ligner det et paradoks, at øens lidt over 162.000 indbyggere alle er amerikanske statsborgere, men med begrænsede rettigheder, og at stort set alle unge mænd på øen vælger at gøre tjeneste i militæret.
Guams indbyggere har ikke stemmeret til Kongressen eller præsidentvalgene, og deres ene kongresmedlem har taleret, men ikke stemmeret. Dog har indbyggerne mulighed for at stemme for partidelegerede ved primærvalgene.
Alligevel er øens oprindelige befolkning, chamorro-folket, der udgør 37 procent af indbyggerne, stærkt repræsenteret i rekrutteringen til amerikansk militærtjeneste, også når det gælder større oversøiske operationer.
Tilstedeværelsen af et militært personale på aktuelt 6.000 mand syner ikke af alverden, men om få år vil der ske næsten en fordobling, når 5.000 marinesoldater overflyttes fra Okinawa, hvor en anden amerikansk base er en kilde til indenrigspolitiske spændinger i Japan.
Guam er hovedkvarteret for det, der i Pentagons terminologi hedder Joint Region Marianas og rummer en flådebase og en luftbase kaldet Andersen Air Force Base. Lige så vigtigt som disse faciliteter er et missilbatteri, en station for telekommunikation og radarovervågning samt et træningsområde, hvor forskellige typer ammunition afprøves. Den ubeboede ø Farallon de Medinilla, der ligger 240 kilometer nord for selve Guam, er den lokalitet, hvor det amerikanske luftvåben kan afprøve de fleste af sine missiler og bombetyper.
Andersen Luftbasen spillede en vigtig rolle under USA’s krig i Vietnam (1965-75) sammen med sin ’tvillingesøster’ Clark Luftbase i Filippinerne. Det var herfra, at B-52-bombeflyene blev sendt ind over Nordvietnam, Laos og Cambodja i operationer, hvoraf flere var hemmelige og for nogles vedkommende siden blev erklæret ulovlige af Kongressen.
Guams betydning for USA’s sikkerhed blev første gang i historien gjort tydelig, da en japansk invasionsstyrke tog kontrollen med øen inden for det samme døgn, 7. december 1941, som flådebasen Pearl Harbor på Hawaii blev angrebet og dermed indledte Stillehavskrigen.
Amerikanske styrker tilbageerobrede øen 21. juli 1944 efter tre ugers hårde kampe, der kostede flere end 18.000 japanske soldater livet, eftersom kun 485 overgav sig.
Den 31 måneder lange japanske besættelse blev brutal og omfattede tvangsarbejde, tvungen prostitution, henrettelser og brug af koncentrationslejre. Ifølge nogle historikere omkom en tiendedel af øsamfundets dengang 20.000 store befolkning.
En enkelt japansk soldat, sergent Shoichi Yokoi, gemte sig i øens jungle og overgav sig først i januar 1972, næsten 27 år efter Japans formelle kapitulation i Anden Verdenskrig. Han havde levet et liv som huleboer på Guam og blev siden genstand for bogudgivelser og dokumentarprogrammer i sit hjemland.
Guams ene kongresmedlem, 84-årige Madeleine Bordallo, har sagt, at hun håber, at øen på grund af sit »symbiotiske« forhold til det amerikanske militær vil få større gavn af de investeringer, som følger med den dominerende militære infrastruktur. Hun ser et potentiale i, at øen får en voksende betydning som center for it og telekommunikation, hvis et større handelspolitisk fællesskab udvikles i stillehavsregionen.
Det var den nu kuldsejlede TPP-aftale (Trans-Pacific Partnership), opfundet af præsident Obama, men skudt i sænk af efterfølgeren Donald Trump, hun havde i tankerne.
På godt og ondt bekræfter Guam tesen, at geografien er et samfunds skæbne.
Kinesiske systemkritikere strides indbyrdes eller visner. I USA.
ER der aktivister, der vil løfte arven efter den nyligt afdøde kinesiske systemkritiker og nobelpristager Liu Xiaobo? Tusinder af hans ligesindede er i tidens løb rejst til Vesten, især USA, så hvor er lige de rette repræsentanter for en bevægelse, der kan videreføre ideen om et mere humant, liberalt og på sigt demokratisk Kina?
Hvis vi ser på, hvordan det er gået de dissidenter, der længe før Liu Xiaobo valgte at trodse den kinesiske partistats undertrykkelse, er billedet ikke opmuntrende. Den skikkelse, der rager mest op i historieskrivningen, er astrofysikeren Fang Lizhi (1936-2012), af mange kaldet ’Kinas Sakharov’, et tilnavn, der sidestiller ham med den sovjetiske atomfysiker og menneskeretsaktivist Andrej Sakharov (1921-89).
VIDENSKABSMANDEN Fang Lizhi blev den åndelige fader til det studenterledede oprør i Beijing i forsommeren 1989. Tilbage i sin studietid i 1950’erne oplevede han at blive ekskluderet af kommunistpartiet og få afbrudt et lovende karriereforløb. Da et gryende studenteroprør begyndte at tage form på flere kinesiske universiteter i 1986-87, talte han om behovet for flere rettigheder til landets borgere, men advarede sine studerende mod at gå i demonstrationer.
Da en protestbevægelse begyndte at organisere sig i Beijings centrum i forsommeren 1989, gentog Fang sin advarsler, men myndighederne betragtede ham ikke desto mindre som aktivisternes hovedinspirator. Dagen efter det kinesiske militærs massakre på civile aktivister i Beijings centrum 4. juni, gik Fang med sin hustru ind på den amerikanske ambassade i Beijing og søgte om asyl. Et år senere fik de tilladelse til at forlade Kina i et amerikansk militært transportfly.
Da han i 1991 besøgte København og talte ved et møde i Folketingets landstingssal, forklarede han på ny, at han havde frarådet sine studerende at organisere protestdemonstrationer i Beijing i forsommeren 1989. Han afholdt sig siden fra at kommentere kinesisk politik og helligede sig sin forskning på et universitet i Tucson, Arizona, frem til sin død som 76-årig.
LANGT mere profileret blev ’Harry’ Wu Hongda, der døde som 79-årig i fjor. Nærværende skribent havde i maj 2004 den fornøjelse at møde Harry Wu, og efter det meste af et par timers samtale om tilstanden i Kina efterlod den geologuddannede aktivist et formidabelt indtryk. Han sad i årene 1960 til 1979 i en af de berygtede kinesiske arbejdslejre kendt som laogai . Seks år efter sin frigivelse rejste han til USA, blev amerikansk statsborger og besluttede sig for at tjene Kinas fremtidige generationer ved at offentliggøre sin viden om lejrsystemet.
Under falske identiteter rejste han flere gange tilbage til Kina for at indsamle data om lejrene, men blev i 1995 afsløret og arresteret, idømt 15 års fængsel for spionage og udvist som en del af en studehandel mellem Beijing og Washington.
Efterfølgende oprettede han både en såkaldt forskningsfond og et museum, hvis formål var at indsamle data om lejrene og udbrede kendskabet til dette systems behandling af talløse kinesiske straffefanger. Et nobelt formål, men da Harry Wus indsamlingsvirksomhed kom i klemme i forhold til internetgiganten Yahoo, gik det galt.
To kinesiske aktivister, begge slægtninge til Wu, anlagde sag mod Yahoo for at have forsynet kinesiske myndigheder med information, der havde ført til arrestation af et antal systemkritikere. Efter flere års tovtrækkeri endte sagen med, at de to sagsøgere også krævede erstatninger af Wu. Deres anklage lød på, at han havde krævet en million dollars i ’salær’ for at have hjulpet med søgsmålet. Pengene skulle angiveligt være overdraget fra Yahoo til Harry Wus ’forskningsfond’ som et led i et forlig.
Harry Wu benægtede alle anklager om, at han personligt skulle profitere på den aktivisme, som have givet ham anerkendelse blandt amerikanske kongrespolitikere. Hans forklaring lød på, at det omstridte millionbeløb var en donation, som sagsøgeren frivilligt havde givet til ham, men at samme sagsøger siden fortrød og krævede pengene tilbage.
Balladen fik flere andre systemkritikere til at beklage den holdningsændring de så hos den berømte aktivist. Som det blev udtrykt af Shi Qing, der sad syv år i fængsel for sin deltagelse i demonstrationerne i Beijing i 1989: »Vi beundrer Harry Wu, fordi han har gjort Kinas arbejdslejrsystem kendt for verden. Men den Harry Wu, der stod frem i sine sene år, var en bedrøvelig skikkelse, som vi måtte foragte«.
Kinas eksilmiljø af systemkritikere har et stykke vej endnu.
Præsentationen var nok lidt ufiks, men Matadors mor ramte uhyggeligt præcist.
Nationalikonet Lise Nørgaard fik nogle ridser i lakken, da hun i forbindelse med markeringerne af sin runde dag fortolkede nogle tilstande, der ligger temmelig langt fra Korsbæk. Til Radio24syv gav hun et interview, hvor hun havde denne udlægning om udfordringerne på det afrikanske kontinent: Hellere end at samle penge ind bør vi i den rige verden »sende et helt vogntog med præservativer« derned for at hjælpe befolkningen til at få færre børn.
Den virkelig provokerende udlægning kom med Lise Nørgaards sammenligning mellem lemminger og afrikanske migranter og flygtninge. Hun havde engang oplevet en flok lemminger kaste sig i havet nær det hotel i Norge, hun opholdt sig på:
»De kaster sig i havet, fordi de håber, at de kan svømme over til en ø, der er et bedre sted, hvor de kan lave en ny lemmingkoloni. Der kommer jo kun ganske få over, og så begynder de forfra (…) det er det samme, der sker i Afrika. Det er bare mennesker, ikke lemminger«.
Gys, uha og fy da, lød mange reaktioner. 100-års fødselarens ordvalg var næppe det mest elegante, man har hørt om denne problematik, men udelukker det, at der er et gran eller måske ligefrem en kerne af sandhed i udsagnet?
EN STRIBE tal følger her. I 1980 var Afrika hjemsted for 477 millioner mennesker, i dag er tallet 1,2 milliarder. Har der været en gennemgribende industrialisering på kontinentet i disse knap fire årtier?
Opgørelser fra FN-systemet sætter den årlige befolkningstilvækst i Afrika til 30 millioner. I 2050 vil tallet være steget til 42 millioner årligt og det samlede tal for hele kontinentet være på 2,4 milliarder. Vi taler til den tid om 3,5 millioner flere munde at mætte per måned eller 80 individer i minuttet.
Fra i dag til 2050 vil klodens samlede folketal være steget med 2,37 milliarder, hvor Afrika vil tegne sig for en andel på 54 procent. Alt sammen på baggrund af, at der under afkoloniseringen fra 1950’erne og tre årtier frem skete markante forbedringer i afrikanernes livsvilkår. Børnedødeligheden faldt, og de voksne afrikanere levede længere. De 12 millioner afrikanere, der blev født i 1955, havde udsigt til en gennemsnitslevealder på 37 år. De 30 millioner afrikanere, der blev født i 2016, har udsigt til at kunne passere de 60.
Hvad der adskiller Afrika fra resten af kloden, er den såkaldte fertilitetsrate. Afrikanske kvinders fertilitetsrate er 88 procent højere end verdensgennemsnittet (4,7 børn per afrikansk kvinde mod 2,5 i resten af verden).
HVOR fertilitetsraterne i Latinamerika og Asien begyndte at falde markant fra 1970’erne, hvilket har bidraget til gennemgribende reduktioner i fattigdommen i begge verdensdele, er en tilsvarende udvikling udeblevet på det afrikanske kontinent.
Da afkoloniseringen kom ind i sin sidste fase i 1960’erne, lærte danske skolebørn, at det især var fødevarer som kaffe og kakao, der gjorde kontinentet interessant for europæerne. Vi fik dengang at vide, at afrikanerne med selvstændigheden burde og skulle overtage forarbejdningen af fødevarer og råvarer.
Hen over et halvt århundrede er der stort set intet sket, kun at kaffen og kakaoen er blevet overhalet af olie, naturgas, mineraler og ædelmetaller. Tilførslen af værdi foregår stadig uden for Afrika. Så hvorfor har den industrialisering, der har gavnet befolkningstunge lande som Brasilien, Indien og Kina, ikke fundet vej til det kontinent, der begynder lige syd for Kreta, Sicilien og Gibraltar?
DE RIGE landes udviklingsbistand til kontinentet har leveret pæne resultater, når det gælder forbedringen af afrikanernes sundhed og levetid, men uendelig lidt for at forvandle de traditionelle landbrugssamfund til industrielle dynamoer. Industrialisering forudsætter en veluddannet middelstand, og en sådan har Afrika ikke. Den franske forsker Gérard Prunier, der har årtiers erfaring på kontinentet, forklarede til dagbladet Information 16. maj 2015, hvad han mener, der er Afrikas hovedproblem:
»Afkoloniseringen endte med at give magten til en klasse af tropiske gangstere, især i de fransktalende lande, og denne regerende mafia har ingen interesse i at forbedre forholdene. De ønsker blot at fylde lommerne og holde deres befolkning nede (…) De opførte sig som koloniguvernører uden at have en kolonistats ressourcer«.
Derfor udebliver industrialiseringen. Og børn får afrikanere stadig. Matadors mor ramte rigtigt.
Nordkoreas eksport af våben og arbejdskraft gør FN-sanktioner virkningsløse.
TÆNK lige over følgende, næste gang du køber jeans eller T-shirts, der bærer mærket »Made in China«: Der eksisterer en risiko for, at indtjeningen ved denne transaktion ender i en kasse i en by der hedder Pyongyang, hovedstaden i klodens mest isolerede regime, det nordkoreanske. Her går en betragtelig del af den hårde udenlandske valuta til opretholdelse af nutidens mest militariserede samfund, som besidder en teknologi, der er avanceret nok til at kunne affyre interkontinentale missiler mod mål på den amerikanske vestkyst.
Vist lyder det umiddelbart vildt. For hvorfor skulle beklædningsproduktion, der har oprindelse i Nordøstasien, hænge sammen med truslen om et angreb med atomvåben? Forklaring følger: Byen Dandong på grænsen mellem Nordkorea og Kina er et transportknudepunkt for en omfattende produktion af tekstil- og beklædningsprodukter fremstillet under de usleste betingelser på fabrikker i Kim-dynastiets ’arbejderparadis’. Mærket »Made in China« på produkterne er forudsætningen for, at de kan fragtes til Dandong, hvor det kinesiske eksportfirma, der betaler for varerne og dermed lønningerne til de tusinder af nordkoreanske beklædningsarbejdere, sørger for, at produkterne opføres i eksportstatistikker som i Kina. Den form for manipulation er lige så gammel som industrialiseringen selv, om end vi i nyere tid henfører den under etiketter som ’globalisering’ og ’international arbejdsdeling’.
DET VAKTE opsigt, da Kina i februar meddelte, at man stopper for importen af kul fra Nordkorea, for Beijing har som bekendt ubehag ved den nordkoreanske militarisering. Med til billedet hører, at Kina stadig er hovedleverandør af råolie til Pyongyang, for FN-sanktionerne er fyldt med undtagelser, der tjener til at sikre, at den nordkoreanske økonomi ikke kollapser, men lige akkurat holdes flydende.
Hen over en halv snes år er der vedtaget syv FN-resolutioner med det formål at begrænse Nordkoreas muligheder for at skaffe hård valuta, men alle deltagende parter i konflikten er klar over, at regimet i Pyongyang er i stand til at omgå sanktionerne med nogle af de ældste værktøjer i kassen. Der er langt større kilder til finansiering af Pyongyangs militærmaskine end beklædningsproduktion. FN har i årtier forsøgt at forbyde medlemslande at købe og sælge våbenteknologi til Nordkorea. Men den nordkoreanske våbenindustri blev opbygget i tiden under den kolde krig, hvor Kim-klanen i FN’s Sikkerhedsråd nød beskyttelse hos Sovjetunionen og Kina.
Hverken Beijing eller Moskva har i dag brug for at købe våben af den fortidige våbenbroder. I stedet henter de billig arbejdskraft. Det nyopførte fodboldstadion i Petersborg, som skal bruges til næste års verdensmesterskaber i fodbold, har benyttet sig af nordkoreanske bygningsarbejdere. Flere højhusbyggerier i den russiske hovedstad gennemføres med brug af samme. Men den største kategori af nordkoreanske gæstearbejdere (som menneskeretsgrupper ikke tøver med at kalde slavearbejdere) findes i de store sibiriske skove østpå.
New York Times skriver fra den russiske stillehavsby Vladivostok, at den nordkoreanske arbejdskraft accepterer så ringe løn- og arbejdsvilkår, at ingen russere vil påtage sig opgaverne. Et firma i Vladivostok skriver på sin hjemmeside om nordkoreanerne, at »de er hårdt arbejdende og ordentlige. De tager ikke lange rygepauser fra arbejdet, løber ikke fra deres forpligtelser, er disciplinerede og holder sig ædru«, hedder det.
En tænketank i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, anslår antallet af oversøiske nordkoreanske ’gæstearbejdere’ til 50.000, som fordeler sig på 40 lande. Ifølge de sydkoreanske forskere er der stort set ingen af disse arbejdere, der modtager lønnen direkte. Den betales i stedet til udsendte nordkoreanske embedsmænd, der overvåger arbejdsstyrken. Anslået indtægt til den nordkoreanske stat: en kvart milliard dollars. Kim-klanens højmilitariserede stat er ikke så isoleret, som mange tror. Pyongyang har diplomatiske relationer til 164 lande (Danmark inklusive), og ambassader i 47 af disse. De bruges især til at fremme den nordkoreanske eksport af konventionelle våben, og blandt de virkelig store kunder er Iran, Egypten (og Libyen og Syrien indtil for få år siden), Angola, Vietnam og Myanmar, det tidligere Burma. Den enkle forklaring på Nordkoreas identitet er, at hvor alle andre stater har et militær, er virkeligheden i Pyongyang den, at det er militæret, der har en stat. En ubehagelig realitet, som verden må leve med i lang tid fremover.
Nobelpristageren Liu Xiaobo forsøgte med litterære og intellektuelle virkemidler at udfordre det kinesiske styre. På dødslejet blev han atter til storpolitik.
En tragedie er fuldbyrdet. Selv ikke, da Europas stærkeste leder – og utvivlsomt den, som Kina respekterer mest – forbundskansler Angela Merkel i 11. time forsøgte at gøre en forskel for den dødsmærkede kinesiske systemkritiker og nobelpristager Liu Xiaobo, hjalp det noget. Liu døde i går på et hospital i den nordøstlige provinsby Shenyang.
I maj fortalte en af Lius advokater, at den fængslede menneskeretsaktivist var blevet diagnosticeret med leverkræft på et fremskredent stadie. En måneds tid senere blev han overført fra fængslet i Shenyang til et af byens hospitaler.
Nobelpristagerens forfatterkollega Liao Yiwu, der er bosat i Berlin, har undervejs forklaret, at Angela Merkel ved flere lejligheder forsøgte at tage Liu Xiaobos sag op med Kinas præsident og generalsekretær Xi Jinping under dennes statsbesøg i Tyskland og deltagelse i G20-topmødet i Hamburg. Præsidentens reaktion kendes ikke, men følge kilder i det tyske udenrigsministerium har der været ført samtaler på højt niveau om dissidenten og om muligheden for at tilbyde ham behandling uden for Kina.
Da Liu blev nægtet denne mulighed, meddelte hospitalsledelsen, at den ville invitere eksperter i kræftsygdomme fra USA og Tyskland til byen for at samarbejde med de kinesiske læger, der har behandlet den verdenskendte systemkritiker.
Helt usædvanligt gav Kina i sidste uge tilladelse til, at to kræftspecialister fra henholdsvis Tyskland og USA fik adgang til Liu Xiaobo. De kinesiske myndigheder offentliggjorde herefter en videooptagelse, der viste de to besøgende læger i et møde med kinesiske kolleger. Formålet var tydeligvis at demonstrere de gæstende eksperters anerkendelse af den behandling, Liu har fået lokalt. Et propagandastunt, ganske enkelt.
Den tyske ambassade i Beijing fandt det herefter nødvendigt at udsende en erklæring, hvori det hed, at videofilmens offentliggørelse skete under protest fra tysk side.
Af en erklæring fra hospitalet udsendt først på ugen fremgik det, at den 61-årige Liu var ramt af flere alvorlige lidelser i både nyrer og tarmsystem, alt sammen som konsekvens af leverkræften.
Først på ugen kommenterede en regeringstalsmand i Beijing sagen således: »Kina forventer at de relevante lande vil respektere Kinas suverænitet og vil afstå fra at bruge individuelle sager til at blande sig i interne kinesiske anliggender«.
Liu Xiaobo er den første modtager af Nobels Fredspris, der er død i fangenskab, siden den tyske pacifist Carl von Ossietzky, der blev tildelt fredsprisen i 1936. Nazityskland nægtede Ossietzky udrejse for at modtage prisen og holdt ham under overvågning, indtil han to år senere døde af tuberkulose.
Liu var en veteran i Kinas brogede miljø af dissidenter. Han kom første gang i myndighedernes søgelys under og efter den prodemokratiske opstand i Beijing i forsommeren 1989. Siden var han under konstant overvågning på grund af sin regimekritiske skribentvirksomhed. Myndighederne arresterede ham flere gange siden, herunder for i 2008 at have deltaget i udarbejdelsen af det såkaldte Charter 08, et dokument, hvori en stribe af kinesiske intellektuelle og aktivister kræver landets etpartisystem ophævet samt en overholdelse af fundamentale menneskerettigheder.
Efter et år i varetægtsfængsel blev han i december 2009 idømt 11 års fængsel for at have opildnet til at undergrave statsmagten.
Da den norske Nobelkomité i oktober 2010 tildelte Liu Xiaobo Nobels Fredspris, blev dette begrundet i hans »langvarige, ikkevoldelige kamp for menneskerettigheder i Kina«. Nyheden fra Oslo førte omgående til en officiel fordømmelse i Beijing. Systemkritikerens hustru, Liu Xia, blev sat i husarrest, mens aktivister i parrets vennekreds og andre ligesindede blev sat under overvågning.
Da Liu Xia endelig fik mulighed for at besøge sin mand i fængslet, lod parret forstå, at prisen skulle dedikeres til ofrene for den massakre, som det kinesiske militær i juni 1989 forårsagede på civile demonstranter i det centrale Beijing.
Liu Xiaobo blev den første kinesiske statsborger, der modtog Nobels Fredspris. Tildelingen fik konsekvenser langt fra Kinas grænser: Beijing nedfrøs forholdet til Norge, som led et milliardstort tab af eksportmuligheder. Først i december i fjor nåede parterne til enighed om en ’normalisering’. Det skete med en erklæring, der kom så tæt på at være en norsk undskyldning, som det kunne, uden at regeringen i Oslo behøvede at bruge selve ordet – Danmark lærte en tilsvarende lektie med den såkaldte Tibet-note i november 2009, der i sidste øjeblik sikrede Kinas deltagelse i klimatopmødet i København.
Den kontroversielle pristildeling fik siden også konsekvenser for Nobelkomiteen. Efter et dramatisk ledelsesmøde i marts 2015 blev dens formand, den tidligere stats- og udenrigsminister og parlamentsformand, socialdemokraten Thorbjørn Jagland, afsat. Flammerne fra den kinesiske drages næsebor havde nu fundet vej helt ind i den norske selvforståelses hjertekammer.
Forud var gået en advarsel fra efterkommerne af Alfred Nobel, der havde pointeret, at Jaglands administration af Nobels arv var i strid med selve prisens idégrundlag.
Kom fra intellektuel familie
Liu Xiaobo kom ud af en intellektuel familie. Under sidste fase af Kinas kaotiske kulturrevolution blev han sendt ud for at udføre landbrugsarbejde. Som 21-årig påbegyndte han litteraturstudier på universitetet i sin hjemby Jilin. Studierne blev fortsat i Beijing, og fra 1985, da han var 30, gjorde en voksende skribentvirksomhed ham til et kendt havn i hovedstadens litterære miljøer.
Første bogudgivelse kom i 1987, hvor han leverede en omfattende kritik af den traditionelle kinesiske filosofi konfucianismen. Året efter blev han ph.d. på en afhandling med titlen ’Æstetik og menneskelig frihed’, hvilket indbragte ham invitationer fra universiteter i USA og Norge.
Efter et forskerophold i USA vendte han hjem til Kina i april 1989, mens prodemokratiske demonstrationer udviklede sig i Beijings centrum. Få døgn før det kinesiske militærs massakre på civile indledte han sammen med tre kolleger en sultestrejke på Den Himmelske Freds Plads, men opfordrede samtidig sine medaktivister til at forlade pladsen. 5. juni blev han arresteret og omgående anklaget for meddelagtighed i organisering af de såkaldte statsfjendtlige aktiviteter.
Der skulle gå 19 måneder efter arrestationen, inden dommen faldt i januar 1991. Han blev dømt for ’kontrarevolutionær virksomhed’, men slap i første omgang for fængselsstraf, angiveligt fordi han havde gjort en indsats for at forhindre blodsudgydelser på Den Himmelske Freds Plads.
‘Der er ingen middelvej’
Herefter begyndte han at skrive om emner, som var og stadig er tabuer i kinesiske bøger og medier: politiske frihedsbegreber og menneskerettigheder. Han forklarede siden, at det var et otte måneder langt studieophold i USA i 1988-89, der forandrede hans livssyn: »Her blev jeg i stand til at se, at demokrati er meget mere end et bestemt politisk system. I stedet er det selve normen for relationer mellem mennesker, altså en livsform«.
I et interview med magasinet Liberty udtalte han i 1988 følgende: »Modernisering betyder vestliggørelse i fuld skala. Når man vælger et liv med menneskeligt værd, bør man vælge den vestlige livsform. Forskellen mellem vestlig og kinesisk regeringsførelse er forskellen mellem det menneskelige og det umenneskelige. Der er ingen middelvej«.
I 1995 blev han taget i forvaring af politiet, fordi han havde indledt en underskriftsindsamling til støtte for de fængslede fra protestaktionerne i Beijing i 1989. Det førte til husarrest i ni måneder. I 1996 skrev han en protest mod Kinas pres og trusler mod Taiwan, hvilket førte til en domfældelse på tre år i Kinas såkaldte reformarbejdslejre, kendt som laogai . Her mødte han sin anden hustru, Liu Xia, som han giftede sig med i lejren.
En dråbe i en stor kinesisk indsø
Liu Xiaobo blev en dråbe i en stor kinesisk indsø, hvis omfang omverdenen ikke kender. En database under den amerikanske Kongres sætter antallet af politiske fanger i Kina til cirka 1.400, men tallet er sandsynligvis betydelig større. Alle oplysninger relateret til samvittighedsfanger i Kina er underlagt kontrol og censur.
Nobelpristageren blev et symbol på den værdikamp mellem Kina og Vesten, som aldrig ophører. Den geopolitiske udvikling op til Lius tragiske død synes dog at demonstrere, at denne værdikamp ikke får Vesten som vinder andet end i egen moralsk selvforståelse.
For mens de vestlige samfund er rystet af dyb folkelig frygt og politiske jordskælv som Trump og Brexit, er etpartistaten Kina så stærk som nogensinde, ikke mindst som resultat af at alle europæiske magter af betydning har travlt med at bejle til Beijing. Dette handler om retten til at definere sig som vinder eller taber af globaliseringen: Europas ledere ser i Kina et modstykke til den variant af protektionisme, der udgår fra Det Hvide Hus i Washington, hvor den residerende familie som bekendt ikke er spor optaget af systemkritikere, ej heller de kinesiske.
Flemming Ytzen 