Virker USA’s usynlige krig mod Nordkorea allerede?

Udgivet den 23. april 2017 af flemmingytzen

En krig i cyberspace mod Nordkorea kan have været startet af Barack Obama. Nordkoreas missiler falder ned på stribe. 

Hen over den seneste halve snes døgn har en vis forvirring blandet sig med kuldegysende formodninger om, hvad der i virkeligheden sker i det højspændte forhold mellem Nordkorea og USA. Er krigen mellem de to ærkefjender begyndt, og er det lykkedes det amerikanske militær at neutralisere de nordkoreanske missilsystemer via brug af hacking? Eksisterer der en forståelse mellem præsident Donald Trump og hans kinesiske kollega, Xi Jinping, om, hvorledes tilstanden på og omkring den koreanske halvø skal håndteres? Hvorfor får verden modstridende udmeldinger om, hvor de amerikanske flådeenheder befinder sig? Er den nordkoreanske propaganda rent bluff? Den seneste uges udvikling har henledt analytikernes opmærksomhed på en artikel, som New York Times publicerede i begyndelsen af marts, og som siden er blevet refereret vidt og bredt på flere kontinenter.

Avisen minder om, at Barack Obama i sin overdragelse af præsidentembedet til Donald Trump understregede, at USA’s mest presserende sikkerhedspolitiske udfordring udgår fra det isolerede styre i Nordkorea.

I samme tekst får læserne at vide, at Obama tilbage i 2014 beordrede Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, til at optrappe såkaldte cyberangreb på de nordkoreanske testaffyringer af missiler, der kan udstyres med kernevåben.

Resultaterne af en sådan krigsførelse er ikke udeblevet: ni af ti af samtlige testaffyringer, som Nordkorea har gennemført, er endt med forlis. Missilerne er eksploderet kort efter affyringerne eller er endt i havet efter kun få minutters flyvning.

Den udløsende faktor i USA’s optrappede cyberkampagne var, at regimet i Pyongyang i 2013 gennemførte en atomprøvesprængning, der viste, at det råder over kernevåben af en styrke svarende til den bombe, som USA kastede over Hiroshima i august 1945. Umiddelbart efter prøvesprængningen meddelte Pentagons stabschef, general Martin Dempsey, at alle former for cyberkrigsførelse nu ville blive sat ind mod nordkoreanerne. Han nævnte ikke Nordkorea direkte, men et kort i det dokument, han havde præsenteret for kongresmedlemmer, viste scenarier, hvor nordkoreanske langdistancemissiler havde kurs mod USA.

I de følgende måneder holdt Obamas forsvarsminister, Ashton Carter, flere fortrolige møder, der alene havde fokus på at ramme det nordkoreanske missilprogram, hvor det er mest sårbart, og snart viste det sig, at de testaffyringer, Pyongyang gennemførte, fejlede den ene gang efter den anden.

FORGANGNE weekend var hellig i Nordkorea.15. april er officielt solens dag, 105-års fødselsdagen for den ultrakommunistiske stats grundlægger, Kim Il-sung, og om søndagen skulle festlighederne kulminere med affyringen af et missil. Fejringen blev en ydmygelse for regimet, eftersom missilet forsvandt i en ildkugle, kort efter at det var sendt af sted.

Flere britiske medier citerede en ekspert i cyberkrigsførelse, Paul Beaver, for følgende: »Der er stor sandsynlighed for, at amerikanerne har skudt dette missil ned. De har kapaciteten til det«. Beavers udmelding blev bakket op af den tidligere britiske udenrigsminister sir Malcolm Rifkind, der indtil 2015 var formand for det britiske Underhus’ efterretningsudvalg.

Til magasinet Business Insider sagde en ekspert i cyberkrigsførelse, dr. Ken Geers, at operationer i form af hacking mod stater som Nordkorea ikke er undtagelsen, men normen. Geers siger, at selv om det nordkoreanske samfund ikke er koblet op på internettet som stort set alle andre stater, så er krigsførelse via hacking absolut en mulighed.

Ingen forventer nogen form for amerikansk bekræftelse på de udbredte formodninger om, at USA allerede har indledt en krig i cyberspace mod regimet i Pyongyang, men andre steder i medialandskabet er der forundring over den måde, Donald Trump bruger de militære virkemidler, han har til rådighed.

Forundring vekslede med forvirring over nyheden om, at den hangarskibsgruppe, han havde beordret til at sejle op i farvandet ud for den koreanske halvø befandt sig et andet sted. Desorienteringen blev nærmest total, da det kom frem, at hangarskibet USS Carl Vinson og dets ledsageskibe var på vej mod Det Indiske Ocean, hvor det skulle deltage i en øvelse med australske flådeenheder.

Denne besynderlige historie udviklede sig, netop som Trumps egen vicepræsident, Mike Pence, havde været i Sydkorea og forsikret USA’s allierede om, at de nødvendige sikkerhedsgarantier holder.

Den britiske avis The Guardians kommentator Richard Wolfe konluderer på denne baggrund, at Trump mindre end 100 dage inde i sin embedsperiode viser sig som en nybegynder, der forsøger at bluffe sig igennem de udfordringer, han stilles over for.

Mysteriet om den amerikanske hangarskibsgruppe viste sig dog at have en forklaring, der kom ud på et af de specialiserede netmedier, Defense News, som blev opfanget af ugemagasinet The New Yorker: Flådeledelsen i Pentagon havde udsendt et foto, der viste Carl Vinson på sejlads i Sundastrædet mellem Java og Sumatra i det indonesiske øhav og med en datering der lød på 15. april. Altså langt fra den erklærede destination, selv om militære talspersoner hævdede, at skibene allerede var tæt på Nordkorea.

Kursen var korrekt, men ikke placeringen.

Alene omtalen af hangarskibsgruppen kan have haft den tilsigtede virkning: at skræmme nordkoreanerne fra flere prøveaffyringer.

Disse kan selvfølgelig være risikable i sig selv, hvis formodningen om, at de er målet for cyberkrigsførelse, holder.

(klumme i Politiken 23. april 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Følg pengene. Entreprenørerne tager over. Win-win

Udgivet den 17. april 2017 af flemmingytzen

Entreprenøren, der blev præsident, favner nu den største østasiatiske entreprenørstat.

FØLG PENGENE, hvis du vil løse de muligvis kriminelle eller i hvert fald mistænkelige interessesammenfald i økonomiske og politiske opgør.

Sådan kan analytikere vælge at håndtere relationerne mellem klodens største økonomier, USA og Kina.

Verden kan være på vej ind i en tilstand, hvor finans-og entreprenøroligarkier spiller ledende roller i det globale økonomiske kredsløb.

Under efterårets præsidentvalgkamp sparede Trump ikke på ammunitionen, når talen faldt på Kina som USA’s strategiske modstander: Den kinesiske stat og de virksomheder, den kontrollerer, er, hed det sig, skyldige i et handels-og valutaforhold ude af balance og er dermed en regulær ‘ jobdræber’ for amerikanske industriarbejdere.

I Det Sydkinesiske Hav er Kinas opførelse af base-og havnefaciliteter uacceptabel og ville blive bragt til ophør, kunne resten af verden forstå på Trumps udenrigsminister, Rex Tillerson.

Siden dæmpedes tonefaldet, og efter det nylige topmøde i Florida på Trumps ‘ sydlige hvide hus’ er den aggressive retorik blevet afløst af en forsonlighed, grænsende til det kammeratlige. De to giganter vil få et »storslået forhold«, lover investeringsmanden og byggematadorpræsidenten nu.

SÅ ER det, at pengesporene omkring Trump-dynastiet begynder at blive interessante.

Her er nogle af dem: I 2012 lejede en af Kinas største statslige banker, ICBC, en hel etage i Trump Tower i New York for en syvårig periode. Samme år købte Trump 30 procent af ejerskabet til en anden manhattanskyskraber, 1290 Avenue of Americas, som lånte en lille milliard dollars af et bankkonglomerat, der tæller en anden af Kinas store banker.

Trumps selskaber ejer helt eller delvist mindst 72 kinesiske varemærker, men har måttet kæmpe sig til flere af dem via domstolene. Dog er Trumps planer om at opføre hoteller i en snes kinesiske storbyer taget af bordet, efter at han vandt præsidentvalget.

VIGTIGERE er nok, at præsidentens ansvarlige er ingen ringere end hans svigersøn Jared Kushner, der er gift med Trumps datter Ivanka. Kushner er som sin svigerfar en stor kanon som ejendomsbesidder.

Kushner-koncernens flagskib 666 Fifth Avenue var indtil for nylig i langvarige forhandlinger om et medejerskab med et af Kinas største forsikringsselskaber, Anbang, hvis ledelse er nært forbundet med topembedsmænd i den kinesiske partistat.

Efter indsigelser fra flere demokratiske kongresmedlemmer blev forhandlingerne taget af bordet umiddelbart før det uformelle topmøde i Florida.

Ingen bør dog være i tvivl om, at Kushner for længst er blevet Trumps Kinamand.

Svigersønnen fylder det rum, der normalt er overladt til særlig kyndige fra Tillersons udenrigsministerium, som stadig mangler at udnævne en viceudenrigsminister med særligt ansvar for Østasien.

Kort efter Trumps indsættelse tog Kinas ambassadør i Washington, D. C., Cui Tiankai, fat i Kushner og foreslog først et telefonmøde mellem de to præsidenter og siden en uformel sammenkomst på en lokalitet i Trumps forretningsimperium.

For kineserne handlede det om at sikre, at de ikke vil blive udfordret på den kerneinteresse, der går under betegnelsen ‘ et-Kina-politikken’, som siden 1972 har været en grundsten i relationerne. Det er den politik, der definerer Taiwan som en del af et samlet Kina, men som ikke påtvinger befolkningen på øen en styreform dikteret af Beijing.

Jared Kushner leverede det, som ambassadør Cui bad om, og tilsvarende blev territorialstridighederne i Det Sydkinesiske Hav lagt i syltekrukken under den forudsætning, at den kinesiske opbygning ikke anfægter den frie gennemsejlingsret i havområdet.

DERMED er de to giganter ved at nærme sig en slags normalstilstand, som sikrer stabilitet på de fleste konfliktfelter, men lader Nordkorea stå tilbage som den store ubekendte joker. Om et øget kinesisk pres på de gamle våbenbrødre i Pyongyang nogensinde giver de ønskede resultater, står indtil videre hen i det uvisse.

Langsomt, men sikkert er ‘ Ørnen’ og ‘ Dragen’ ved at nærme sig en tilstand, hvor der er mere, der samler dem, end det, der skiller – ideologiske forskelle til trods.

Trump, Kushner og andre i netværket er entreprenører langt mere, end de er ideologiske korsfarere. Den strategiske modspiller på den anden side af Stillehavet har hen over de seneste årtier transformeret sig til en entreprenørstat, hvor den herskende klasse er pengemænd, byggematadorer, finansfolk og mere af samme kaliber.

Denne udvikling har gjort Kina og store dele af Østasien til mere velstående og stabile samfund. Forude venter endnu et gigantisk entreprenørprojekt, det 21.århundredes silkevej, der skal spænde en del af Centralasien og Europa for det kinesiskledede udviklingslokomotiv. Har Trump råd til at lade USA stå udenfor?

KORT EFTER daværende præsident Richard Nixons sensationelle besøg i Kina i februar 1972 afslørede den amerikanske historiker Barbara W. Tuchman, at det kommunistiske Kinas ledere Mao Zedong og Zhou Enlai i januar 1945 foreslog amerikanske diplomater at foretage en goodwillrejse til Washington for at tage et personligt møde med præsident Franklin D. Roosevelt.

Initiativet blev aldrig besvaret. Fire år senere var hele Kina under kommunistisk kontrol, og siden måtte det kinesiske samfund tåle ufattelige lidelser under Mao Zedongs tyranni.

Fra normaliseringen i 1979 inspirerede USA kineserne til at udvikle deres egen variant af kapitalismen. Win-win hedder det i kort form.

(klumme i Politiken 16. april 2017)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Krigsførelse over tusinder af bogsider

Udgivet den 13. april 2017 af flemmingytzen

Væksten i et hjørne af bogmarkedet synes ustoppelig. Anden Verdenskrig hører aldrig op.

Fremtiden ligger fast, det er kun fortiden, der ændrer sig. Denne sætning er gennem tiderne blevet tilskrevet socialistiske og kommunistiske propagandister plus nogle historikere af mere eller mindre marxistisk observans.

Uanset om man vælger at se humoren eller alvoren i udsagnet, er det en realitet, at historieskrivningen og dens hyppige fortolkninger er blevet en hel industri. Eller flere. I bøgernes og filmenes verden og i forskning og undervisning. Danskerne kan simpelthen ikke få nok af at få kastet nyt lys på alt det, der er gået forud for vores nuværende eksistens.

Indlysende nok har de forskellige nicher og genrer i historiefortællingerne meget varierende størrelse.

På bogmessen Historiske Dage, der blev holdt i Øksnehallen sidste weekend i marts, blev det for alvor klart for nærværende skribent, hvor meget Anden Verdenskrig og Nazitysklands besættelse af Danmark er kommet til at fylde på bogmarkedet. Efterhånden temmelig overvældende, og hvem ved, måske har litteraturen om krigshistorien snart en markedsvolumen svarende til kogebøger og fitnessmanualer, i hvert fald for det mandlige publikums vedkommende.

Vel nok fordi min far var aktiv modstandsmand, har jeg læst bøger om besættelsesårene og verdenskrigen siden mit første besøg på et kommunebibliotek i 1960, herunder mindst et par af bindene i Winston Churchills fortælling om krigsårene (den serie, som i 1953 gav ham Nobelprisen i Litteratur) nåede jeg igennem, inden jeg blev teenager, og siden kørte det derudad, indtil diverse Hollywood-produktioner om samme emne løb med interessen.

TÆNK, HVIS man havde nedfældet en liste over danske bibliotekers litteratur om verdenskrigen for et halvt århundrede siden og i dag kunne holde en sådan fortegnelse op mod, hvad der er til rådighed nu.

At de bedste og stærkeste udgivelser af især britiske og amerikanske historikere hurtigt udkommer på dansk, er indlysende. Men det er da også imponerende, at en voksende skare af danske faghistorikere byder ind med emner fra den tid.

I mange år lå min interesse for den stille, men blev for alvor genopvakt, da forfatteren Peter Øvig Knudsen i 2001 udsendte sit imponerende værk om besættelsestidens likvideringer, ’Efter drabet’. Den var en bevidsthedsåbner af dimensioner. Øvig fremhæver især modstandslederen Frode Jakobsens ofte gentagne forklaring på likvideringerne: at de var nødværgedrab, ikke straf eller hævn.

At alle likvideringerne blev besluttet af Frihedsrådets særlige likvideringsudvalg, viste sig som bekendt at være en myte så sejlivet, at mange modstandsfolk omtalte dette som en kendsgerning, helt indtil de forlod denne verden. Uagtet at Frode Jakobsen i sine egne erindringer fra 1975 stilfærdigt aflivede myten. Mon ikke, vi stadig har en del mytedrab til gode?

Danske historikere og skribenter har siden vendt mange blade i bøger om de østfrontfrivillige, Schalburg-korpset og andre kontroversielle kapitler i vor historie som krigsførende folk og land. Og bare vent, mon ikke vi har en del erindringslitteratur til gode om både Balkan, Irak og Afghanistan.

AT INTERESSEN for krigsårene rækker videre end den gennemsnitlige læsers forestillingsverden, blev for nylig klart, da jeg fik krimiforfatteren og politimanden Frode Z. Olesens seneste udgivelse, ’Ikke en jordisk chance’, i hånden.

Over 300 fint illustrerede sider fortælles her den fascinerende historie om det, der må have været den yderste frontlinje med danskeres krigsdeltagelse: forsvaret af den britiske koloni Hongkong mod den japanske invasion i december 1941, umiddelbart i kølvandet på angrebet på flådebasen Pearl Harbor og dermed starten på krigen i Stillehavet.

Dramaet i Hongkong udfoldede sig i en virkelighed langt fra de impliceredes fædreland og er en velkommen påmindelse om nogle landsmænd, der uden tøven valgte briternes side i kampen mod en brutal overmagt. Formidabelt godt fortalt hele vejen igennem.

NÅR DEN danske vinkel på historien om forsvaret af Hongkong kommer ud til et større publikum nu, skyldes det ikke mindst, at forfatteren har investeret ikke bare sit eminente fortælletalent, men også egne midler (rejser og research) i at få kastet lys på denne glemte indsats.

Drenge og piger, I kan lige så godt vænne jer til realiteten: Den verdenskrig slutter aldrig.

(klumme i Politiken 13. april 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Koreas politiske drama og den danske forbindelse

Udgivet den 2. april 2017 af flemmingytzen

Hestesport, millioner i bestikkelse og anklager om korruption mod en afsat præsident indgår i den største politiske skandale i Sydkorea i nyere tid.

En 20-årig sydkoreansk kvinde, Chung Yoo-ra, har siddet varetægtsfængslet i Ålborg siden årsskiftet. I hjemlandet sidder kvindens mor, Choi Soon-sil fængslet, mens en nådesløs presse har flået hende i småstykker. Chois nærmeste veninde gennem 40 år, Park Geun-hye, er efter fire år som landets præsident blevet afsat af parlamentet. Torsdag mødte politiet op på bopælen og arresterede den gådefulde 65-årige politiker. Politi og anklagemyndighed forbereder nu den uundgåelige retssag, mens nationen forbereder sig på valg i utide i maj.

Choi og Park blev nære veninder i 1970’erne, da Chois fader var rådgiver for Parks fader, datidens sydkoreanske præsident, en militærmand, der regerede med hård hånd i 17 år og lagde fundamentet for landets økonomiske opstigning. Den unge Park, som med fem års mellemrum mistede begge sine forældre ved attentater, blev som en søster for Choi. Politikerdatterens afhængighed af familien blev en adgangsbillet til indflydelse og penge i en kultur, hvor personlige netværk betyder alt.

Den ældre Choi, der døde i 1994, var leder af en åndemanerkult. Han brugte sine tætte forbindelser til præsidenten til at berige sig med både offentlige og private midler; en velkendt praksis i landets politiske kultur. Døtrene er gået solidt i fædrenes spor og har fyldt lommerne på slægtninge og venner undervejs.

Nogle af de millioner, som bandt de to kvinder sammen, flød fra landets største virksomhed, Samsung, og landede først i Tyskland, siden i Ålborg og nærmeste omegn. Den unge dressurrytter Chung Yoo-ra fik finansieret sin milliondyre hestesport og et luksusliv i kurbyen Schmitten, 24 kilometer nord for Frankfurt. Da moderen i fjor valgte at rejse hjem for at besvare spørgsmål for en undersøgelseskommission, rykkede datteren til Nordjylland.

SAGEN har tragiske emotionelle aspekter. Chung Yoo-ra blev som 18-årig berømt som konkurrencerytter, da hendes hold vandt guld ved de asiatiske lege i 2014. Året efter giftede hun sig og blev hurtigt mor. Hendes søn, der endnu ikke er fyldt to, kan ikke være sammen med sin mor under varetægtsfængslingen og er derfor anbragt hos de sociale myndigheder i Ålborg.

Den sydkoreanske anklagemyndighed vil have hende hjem til afhøring for at udrede hendes og moderens rolle i den økonomiske skandale, der involverer landets mest fremgangsrige virksomhed, elektronikgiganten Samsung.

For to år siden blev en af Samsungs topchefer formand for Koreas nationale hestesportsorganisation, og herefter rullede det ind med sponsormillioner både over og under bordet. Både han og det familieejede konglomerats reelle chef og hovedarving er nu arresteret.

Et dystert kapitel om den sydkoreanske mirakeløkonomi er ved at blive skrevet. Samsung er ikke den eneste af de megavirksomheder, der angiveligt har doneret op mod 70 millioner dollars til ’velgørenhed’ og sportsorganisationer, som Choi, moderen til arrestanten i Ålborg, har kontrolleret.

Den unge kvinde har bedyret sin uskyld, men Rigsadvokaten har nu afgjort, at betingelserne for en udlevering til retsforfølgelse i Sydkorea er opfyldt. Efter at kvindens første forsvarer, Peter Martin Blinkenberg, pludselig døde i forrige uge, bliver det nu en anden af advokatstandens skarpe profiler, Michael Juul Eriksen, der skal forsøge at forhindre kvinden fra at blive sendt hjem.

Det ligner en umulig opgave. Alt taler for, at den unge konkurrencerytter vil få en retfærdig rettergang i et samfund, der mere konsekvent end noget andet land i denne del af verden efterlever en årtusinder gammel asiatisk legalistisk filosofi, der tilsiger, at kun love, ikke individer, kan levere et retfærdigt styre.

SYDKOREA har gjort det før. Efter et par årtiers autoritært styre domineret af militære eliter tog landets retsvæsen i 1995 hårdt fat på to tidligere præsidenter, der ud over at kontrollere store hemmelige fonde også spillede nøgleroller i en militær magtovertagelse helt tilbage i 1979-80.

Den ene af de to, Roh Tae-woo, fik en fængselsdom på 17 år, mens den anden, landets berygtede diktator i de turbulente 80’ere, Chun Doo-hwan, blev dømt til døden for at have foranstaltet en massakre på civile demonstranter i provinsbyen Kwangju. Begge blev benådet og løsladt i 1999. De fortsatte tilværelsen som buddhistiske munke.

DEMOKRATISERINGEN af det sydkoreanske samfund for tre årtier siden lignede dengang en mirakelkur, hvor udfoldelsen af politisk pluralisme fulgte logisk i kølvandet på landets økonomiske løft og modernisering. Den aktuelle skandale viser, at kulturbetingede normer og adfærd stikker dybere end de stærkeste politiske institutioner. De sydkoreanske magteliter har brug for endnu et selvopgør.

(klumme i Politiken 2. april 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Dansk krimi udgives i Kina

Udgivet den 31. marts 2017 af flemmingytzen

Politimanden og krimiforfatteren Frode Z. Olsen var i fem år udstationeret på den danske ambassade i Beijing. Nu udkommer han i sit værtsland.

Slaraffenlandet for danske bogudgivelser er ikke nødvendigvis kun danske dagligstuereoler og børneværelser, men ligger også på den lange bane: godt otte timers flyvning østover, på klodens potentielt største bogmarked, det kinesiske.

Det kunne H. C. Andersen have talt længe og inderligt om, for han er uden sammenligning den mest populære forfatter for flere kinesiske børnegenerationer. Hans nutidige kolleger, for eksempel Lene Kaaberbøl, der har en halv snes udgivelser derovre, sejler i kølvandet på eventyrforfatterens udødelighed.

Børnebogsforfatteren Majbrith Andersens ‘ Den store numsebog’ skal angiveligt have solgt mere end 100.000 eksemplarer i Kina. Kom og ikke og fortæl, at globalisering handler om at outsource industriproduktion. Sandsynligvis tre fjerdedele af den børnelitteratur, der udkommer i Kina, er oversættelser af ikkekinesiske bøger.

Den pensionerede politimand og succesrige krimiforfatter Frode Z. Olsen lægger sig nu i samme spor. For et par uger siden udkom den kinesiske udgave af hans ‘ Når dragen løfter hovedet’ fra 2012. Handlingen strækker sig fra Østerbro via Beijing og retur til Stevns og handler også om, når to forskellige ‘ politikulturer’, den kinesiske og den danske, støder sammen.

»Der er ingen tvivl om, at krimihistorier fungerer bedst, når forfatteren ved, hvad han skriver om. Når han har haft snuden nede i sine miljøer, når han kender sine personer indgående, og når han kan trække på levet liv, hvad enten det er eget eller andres. I hvert fald er det derfor, at Frode Z. Olsens krimier fungerer overbevisende«, lød det dengang i Politikens anmeldelse af ‘ Når dragen løfter hovedet’.

Bogen blev skrevet og udkom, mens Frode Z. Olsen var udstationeret som politimand på den danske ambassade i Beijing i perioden 2008-13.

»Efter tre år på posten i Beijing stod det klart for mig, at jeg ville skrive en krimi, der tog afsæt i en kinesisk virkelighed. Jeg er da godt klar over, at når folk med min baggrund skriver fiktion, forventes der mere end ellers, men for mig har det været vigtigt at fremstille de dilemmaer, der opstår, når to kulturer spiller med og mod hinanden«, forklarer han.

MULIGHEDEN FOR  at udsende en bog i Kina opstod, da han traf den person, han kalder for ‘ H. C. Andersens kinesiske mor’, den fhv. diplomat og professor emeritus Shi Qine, der gennem årtier har været en slags kulturambassadør for dansk litteratur i Kina. Hun virkede som gæstelærer og diplomat i Danmark, Sverige og Island gennem en snes år og landede efterfølgende et professorat i nordisk litteraturhistorie ved et prestigiøst universitet i Beijing.

»Hun kom forbi på ambassaden, og jeg præsenterede hende for bogen. Hendes reaktion var, at den skulle da ud til kinesiske læsere«, forklarer den pensionerede politimand.

Det er første gang, at den litterært orienterede politimand får en af sine bøger oversat, men han er beskeden, når talen falder på fremtidige muligheder:

»Andre skriver mere fremragende end jeg. Min fordel er nok, at jeg gennem min udstationering fik indblik i et miljø, som ikke mange andre danskere kender. Men som udstationeret politimand er man jo også en slags korrespondent«.

Kulturministeriets støttepulje for oversættelse af dansk litteratur i udlandet hjalp til, så nu er en dansk krimiforfatter blevet tilgængelig for et publikum, der næsten er større, end fantasien kan rumme.

(artikel i Politikens bogsektion 31. marts 2017)

Udgivet i Kina, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

En faktura på…terrorbombninger

Udgivet den 20. marts 2017 af flemmingytzen

Mangel på vision og moral er supermagtens afvikling.

AFVIKLING, handelslammelse og fravær af visioner. Fyringer af erfarne folk og personaleflugt. Forvirring og frustration.

Lyder det som et forsømt stålværk i et gammel-industrielt rustbælte? En produktionsvirksomhed, der har overset det meste af digitaliseringen og nyeste generation af industrirobotter? Beskrivelsen gælder en organisation, der har næsten 70.000 ansatte over den ganske klode: det amerikanske udenrigsministerium. Chefen hedder Rex Tillerson, 65 år. Han sidder øverst i den magtpyramide, der har hovedkvarter i det, der kendes som Harry S. Truman Bygningen og ligger i den bydel, der kaldes Foggy Bottom i Washington, D. C.

Men den prestige, som stedet emmer af, er ved at være historie. Omkring 25 af husets mest erfarne folk er af Tillerson blevet bedt om at finde anden beskæftigelse. Deres tidligere kontorer er nu under ombygning.

Ude på ambassaderne undrer de udstationerede sig over fraværet af handlingsplaner. Enkelte udtaler sig, anonymt selvfølgelig, og konstaterer, at nok er den diplomatiske virksomhed stadig i gang, men man er nødt til at benytte sig af instrukser, der blev udfærdiget under de tidligere chefer, Barack Obama og John Kerry.

I stedet følger man med blandede følelser pressemøderne i Det Hvide Hus, hvor talsmanden Sean Spicer forsøger at sætte lidt perspektiv på rapporteringer fra CNN og andre nyhedskanaler.

I DENNE måned er det nøjagtig 100 år siden, at daværende præsident Woodrow Wilson lod Amerika træde i karakter ved at give diplomatisk anerkendelse til det, der i nogle hektiske martsdage i 1917 blev opfattet som en demokratisk revolution i datidens Skt. Petersborg. Wilson mente, at USA som den frie verdens modne demokrati måtte give en hjælpende hånd til det Rusland, der så ud til at ville kaste tyranniets åg af sig.

Stort set alle præsidenter siden Wilson har gjort, hvad allierede og venner ønskede sig, amerikanerne skulle gøre, når verdensordenen gik i skred, om end resultaterne ikke altid var lige elegant udførte.

Under Donald Trump er tilstanden blevet en fundamentalt anden. ‘ Amerika først’ er blevet ensbetydende med tavshed om menneskerettigheder, social retfærdighed, visionær udviklingspolitik og klimapolitiske løsninger.

USA’s nye dagsorden er blevet mere eller mindre udtalt beundring for ‘ handlekraftige’ ledere som Putin og Netanyahu. Symptomatisk er det, at da State Department i sidste måned offentliggjorde sin årlige redegørelse for klodens menneskeretlige tilstand, var udenrigsminister Tillerson fraværende.

DER ER DJÆVLE at finde i detaljerne, og her kommer én fra forgangne uge. I den cambodjanske hovedstad, Phnom Penh, udtrykte embedsfolk vrede over, at den amerikanske ambassadør i landet, William Heidt, har sagt, at det ludfattige Cambodja skylder USA i omegnen af 500 millioner dollars for bistand, som Washington ydede landet i årene 1970-75, da landet kortvarigt var en proamerikansk republik.

En 70-siders digital publikation lagt på hjemmesiden for den amerikanske ambassade i Phnom Penh forklarer, at USA over en femårig periode ydede bistand til Cambodja til en værdi af 1,6 milliarder dollars, og det pointeres sammesteds, at nogle af bevillingerne ikke blev godkendt af de relevante organer i Kongressen. Ambassadør Heidt citeres i flere medier for, at den halve milliard dollars i gæld er med renters rente for især fødevarehjælp i en periode, hvor hungersnød var udbredt.

Phnom Penh-regeringen afviser naturligvis kravet med den forklaring, at det amerikanske flyvevåben i hemmelighed sønderbombede det østlige Cambodja og ødelagde dets naturlige landbrugspotentiale. I stedet beder man om eftergivelse af gælden. Washington har svaret, at en sådan gestus ikke falder under præsidentembedet, men skal godkendes af Kongressen.

FOR DEM, der skulle have glemt det: I perioden 1969-73 kastede det amerikanske flyvevåben en større bombemængde over Cambodja end den, der ramte Japan i slutningen af Anden Verdenskrig.

Antallet af civile cambodjanske ofre er umuligt at gøre op, men skønnes til at være mellem 50.000 og 150.000 som en del af de samlede ca. 600.00 dødsofre i mere end fem års borgerkrig. Bombardementerne skabte en massiv opbakning blandt unge cambodjanere til det Røde Khmer-styre, der tog magten efter den amerikanske tilbagetrækning i april 1975.

Resten er historie, og den er tragisk. Rex Tillersons folk har sendt en faktura til Phnom Penh for et massivt overgreb, der blev begået, mens han var ingeniørstuderende i Austin, Texas. Det er supermagtens moral og visioner.

(klumme i Politiken 20. marts 2017)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

En underskøn massemorder

Udgivet den 6. marts 2017 af flemmingytzen

Nordkorea har tradition for sofistikeret terror mod civile.

FOR TRE årtier siden var Kim Hyun-hui en underskøn kvinde, som kunne have gået på enhver catwalk som vinder eller pyntet op i et direktionslokale i en multinational virksomhed. Flersproget, velklædt, charmerende, elegant, en pryd i enhver reklamepublikation.

Men Kim Hyun-hui var en trænet terrorist, der gennem flere år var blevet uddannet af den nordkoreanske efterretningstjeneste til at udføre en serie missioner med et eneste formål: at destabilisere sit lands broderfjende, det provestlige Sydkorea.

kim-hyun-hee-after-her-arrest-data

29. november 1987 var den dengang 26-årige kvinde nået frem til den irakiske hovedstad, Bagdad sammen med sin ledsager, der aldersmæssigt kunne være hendes far. Hun gik om bord på Korean Air Flight 808, et sydkoreansk passagerfly med kurs mod hovedstaden Seoul og med planlagte mellemlandinger i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater og Bangkok i Thailand.

FLYET nåede aldrig frem. De 115 ombordværende omkom, da en bombe anbragt af Kim i bagagerummet i passagerkabinen eksploderede og sprængte flyet i flere stykker. De to nordkoreanske agenter var stået af flyet i Abu Dhabi og havde derfra taget flugten videre til Bahrain.

Her opdagede politiet, at de to rejsendes pas var forfalskede. Mens de var i politiets varetægt, forsøgte de begge at tage gift. Ledsageren døde, mens Kim Hyon-hui overlevede selvmordsforsøget. Få uger efter aflagde hun i Seoul tilståelse for en chokeret verdensoffentlighed. Hun og ledsageren var blevet beordret af Kim-klanen i Pyongyang til at bombe det sydkoreanske passagerfly i et forsøg på at skabe ustabilitet i det olympiske værtsland Sydkorea, idet Seoul var værtsby for OL i september det følgende år.

2016-01-20-1453304733-1728292-northkoreanterrorist-thumb

Hun var gennem flere år blevet trænet omhyggeligt til missionen, som – blev hun fortalt – ville være den første i en række, der skulle udløse kaos i Sydkorea og dermed bane vejen for genforening under Nordkoreas kontrol.

Hun blev som forberedelse sendt på ophold i Macao, dengang en portugisisk enklave. Her lærte hun sig i løbet af et par år at tale kinesisk og tillægge sig vaner, der gjorde, at hun kunne ligne en asiatisk kvinde fra alle andre steder end Nordkorea.

RESTEN er historie og handler om en nordkoreansk agent, der i dag lever i skjul under ny identitet i Sydkorea som mor til to, gift med en af sine tidligere sikkerhedsvagter. Hun har i alle årene frygtet for sit liv: At nordkoreanske agenter skulle få ram på hende.

_67156193_3db9ea28-f2e5-4d60-a3d3-95e3139decf1

Hen over adskillige årtier har Kim-klanen været uhyggelig vedholdende i sine bestræbelser på at destabilisere Sydkorea. Der har været flere attentatforsøg rettet mod sydkoreanske mål, tilmed i hovedstaden Seoul, herunder præsidentboligen. I 1974 blev den daværende præsidentfrue offer for en kugle, som en nordkoreansk agent havde tiltænkt hendes mand.

FIRE ÅRTIER frem, og det nordkoreanske magtsystem viser sig at være uforandret. 13. februar i år blev dødsdagen for Kim Jong-nam, halvbror til eneherskeren Kim Jong-un.

De to unge kvinder, der i den internationale lufthavn i Malaysia gjorde en ende på Kim Jong-nams liv som landflygtig, var ikke nordkoreanske statsborgere, men en indoneser og en vietnameser, som begge handlede efter instruktion fra nordkoreanske agenter.

n-kimanalysis-a-20170216-870x650

Ingen bør forledes til at tro, at den klanfejde, der udfoldes i det nordkoreanske lederdynasti, kun repræsenterer en trussel for koreanere. At et udstødt medlem af den regerende Kim-familie bliver dræbt under bizarre omstændigheder i en international lufthavn, får dramaet til at ligne noget, der er fabrikeret af et produktionsselskab i Hollywood. Men et mord begået ved brug af en giftgas, der anses for at være en af de farligste overhovedet, er så vidt vides ikke tidligere anvendt af magthaverne i Pyongyang.

Den giftgas, der slog Kim Jong-nam ihjel, kendes som VX. Den ligner motorolie og er nærmest lugtfri.

Britiske kemikere udviklede den i 1952 i den tidlige fase af den kolde krig. Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, gav grønt lys til produktion i større mængder i 1961, indtil præsident Richard Nixon i 1968 beordrede et stop for al produktion af amerikanske kemiske våben.

I 1993 VEDTOG et flertal af FN’s medlemmer et forbud mod alle kemiske våbentyper. Alligevel er det almindeligt antaget, at både USA og Rusland har opretholdt lagre af kemiske våben. Nordkorea er ikke blandt underskriverne af konventionen om forbud mod kemiske våben, og man behøver ikke at være i tvivl om, at Pyongyang har den nødvendige ekspertise og sandsynligvis kontrollerer betydelige lagre med dette dødbringende våben.

Verden venter på tiltag mod Nordkorea. Har Trump en Korea-politik? Han bedes ringe til Beijing og tale med store bogstaver.

(klumme i Politiken 6.3.2017)

article-2306161-192ae3d6000005dc-2_634x399

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Buddhister i eksistenskamp

Udgivet den 3. marts 2017 af flemmingytzen

Etniske konflikter har altid mindst to sandheder. Myanmar er ingen undtagelse.

På en tougers rundrejse i Myanmar, det tidligere Burma, er en af Asiens mange etniske konflikter blevet beskrevet for nærværende skribent med et andet perspektiv end det almindeligt accepterede: Konflikten om det muslimske mindretal i Myanmars vestlige delstat Rakhine er ikke kun historien om centralmagtens og militærets forfølgelse af sagesløse civile, der hverken har sikkerhed eller rettigheder.

Den handler også om, at islam og buddhisme tilsyneladende er to religioner, der er uforenelige.

Udlægningen kommer ikke fra regeringens propagandakontor, men fra en veluddannet burmeser, der er født og opvokset i netop Rakhine, der tidligere blev kaldt Arakan. Han er midt i 40′ erne, fortrolig med vestlig rettighedstænkning og humanistisk tradition. Vi giver ham kælenavnet ‘ Tintin’, hvilket han accepterer med et smil.

Han kommer fra en landsby i det nordvestlige Rakhine, tæt på grænsen til Bangladesh. Denne landsby har nu et massivt muslimsk befolkningsflertal, der angivelig kræver løsrivelse, muligvis i form af overdragelse til Bangladesh.

over-130-refugees-drown

SKAL VI TRO ‘ Tintin’, er konflikten i Rakhine ikke en historie om det undertrykte rohingya-mindretal, der står på kanten af noget, der ligner etnisk udrensning og på sigt folkemord, som det er blevet hævdet af ngo-aktivister og repræsentanter for det humanitære miljø. Rohingyaerne bør kaldes bengalere, fordi de kommer fra det overbefolkede Bangladesh, som ser en interesse i at eksportere en gruppe, man ikke har vilje eller evne til at brødføde.

Truslen mod Myanmar er en demografisk bombe, mener ‘ Tintin’: de ca. 170 millioner indbyggere i et muslimsk domineret land, der er på størrelse med Danmark og Island lagt sammen, og som er i underskud af vand, jord, fødevarer, husly og meget andet af det, der er nødvendigt for livets opretholdelse.

rakhine-map-400

Den smalle stat Rakhine er lidt mindre end Danmark og har en befolkning på kun 3,5 millioner. Prøv at veje de to tal op mod hinanden: 170 millioner naboer til 3,5 millioner og kun en porøs landegrænse mellem dem. Rakhine har rigeligt med uopdyrket landbrugsjord, lyder det.

Problemet med rohingyaerne eller bengalerne er, at mange af dem har, hvad der kunne kaldes en historisk tilknytning til Rakhine. Det begyndte med den britiske kolonimagts import af muslimer som arbejdskraft til det tyndtbefolkede Burma fra slutningen af 1800-tallet, indtil de lokale fyrstefamilier i Rakhine frabad sig denne påtvungne migration af folk med en anderledes religion. I perioder valgte briterne at rette ind, men kimen til de kulturelle, etniske og religiøse modsætninger var sået og har spiret i fuldt flor helt frem til nutiden, ofte med brutale virkninger.

Skiftende militærjuntaers brutale fordrivelse af rohingyaerne lader sig ikke viske ud af historien. Men lige på dette område har centralregeringen aldrig haft svært ved at få flertalsbuddhisternes opbakning til en hård kurs mod bengalerne/rohingyaerne.

pengamat-pbb-harus-investigasi-kemungkinan-genosida-rohingya-di-rakhine-lvxr8kmbjo

IFØLGE ‘ TINTIN’ er de buddhistiske rakhinere positivt indstillet over for stort set alle andre etniske minoriteter i Myanmar: En buddhist kan problemfrit gifte sig med en kristen, fordi begge får lov til at bevare deres tro i familielivet. Der er et sammenfald mellem buddhistisk og kristen levevis og etik, lyder argumentet.

Men sådan er det ikke med de indvandrede muslimer. Selv om ægteskaber mellem buddhistiske rakhinere og rohingyaer er yderst sjældne, skaber de få tilfælde store spændinger, forklarer han: Den buddhistiske kvinde er tvunget til at konvertere til mandens religion, og han trækker en kæde af opfølgende indvandring med sig, når han og hans trosfæller har fået kontrollen med landsbyen, hedder det.

Myanmar har siden sin grundlæggelse som det uafhængige Burma i 1948 kæmpet med politiske spændinger med rødder i etniske skillelinjer blandt de 135 ‘ nationaliteter’.

Fra den unge republiks første levetid truede disse indre modsætninger med at balkanisere det potentielt rige land. Et halvt århundredes militærstyre blev af officerseliten begrundet med nødvendigheden af at sikre nationens enhed og overlevelse; en logik, der har kostet tusinder livet og sendt endnu flere i landflygtighed.

Men lige præcis den udbredte modstand mod muslimer fra nabolandet Bangladesh lader til at være den lim, der kan holde den skrøbelige nation sammen.

(klumme i Politiken 2. marts 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydasien, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Da Trump fik en kineser i røret

Udgivet den 23. februar 2017 af flemmingytzen

Normaliteten er på vej tilbage i det amerikanskkinesiske forhold.

Efter par måneder med nervøsitet er normaliteten ved at vende tilbage i de særlige magtrelationer mellem klodens tre største økonomier, USA, Kina og Japan.

Det var tiltrængt, men betyder ikke, at alt er fryd og gammen. Den fundamentale rivalisering mellem den etablerede supermagt og udfordreren er ikke aflyst.

Men skal stabilitet og samhandel opretholdes, forudsætter det, at parterne lærer at enes om at være uenige. Hele verden vil tabe på, at en amerikansk-kinesisk konfrontation kommer ud af kontrol, og rigtig mange vil vinde på, at Washington og Beijing først konsoliderer og siden udvider rammerne for det globale samkvem.

TILBAGE I december bredte nervøsiteten sig, da en nyvalgt Donald Trump tog imod et opkald fra Taipei, hovedstaden i Republikken Kina, i daglig tale kaldet Taiwan.

Trumps samtale med Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, var et brud på diplomatisk tradition og gav anledning til spekulationer om, hvorvidt Trump ville bruge den såkaldte et-Kina-politik i en forhandling, hvor USA begynder at udfordre kinesiske kerneinteresser.

china-u-s-europe-trade-economy5

En telefonsamtale mellem Trump og den kinesiske præsident og generalsekretær Xi Jinping for et par uger siden har nu fjernet tvivlen om USA’s accept af et-Kina-politikken, og herefter har roen sænket sig over magtens korridorer i Beijing.

Med baggrund i de oplysninger, der er sluppet ud om samtalen, kan følgende ‘ udveksling’ mellem de to ledere rekonstrueres, her i karikeret form:

TRUMP: Så lykkedes det endelig at komme igennem. Blev I fornærmet, dengang damen i Taipei ringede mig op og gratulerede?

Xi: Dine 8 forgængere har alle holdt sig til princippet om, at der kun er ét Kina, og at Taiwan tilhører et udelt Kina. Så hvis vort udmærkede samarbejde på alle områder skal fortsætte, forudsætter det, at der er ro på hen over Taiwanstrædet.

Trump: Et par af mine forgængere har fortalt, at dette også betyder, at befolkningen i Taiwan selv vælger sine ledere og ikke kan styres fra Beijing, som var det en anden kinesisk provins.

Xi: Ja, det er, hvad vor fælles forståelse handler om. Min forgænger Deng Xiaoping og din forgænger Jimmy Carter fik jo en aftale om Taiwan på plads dengang for snart 40 år siden. Vi var ikke spor begejstrede, men den forståelse har jo vist sig at fungere til de flestes tilfredshed. Kan vi så komme videre herfra?

TRUMP: I havet syd for Taiwan bygger I havne, baser og fyrtårne. De klipper og sandbanker har I ikke ejerskab til.

Xi: I har gennem et halvt århundrede patruljeret der med skibe og fly og startet krige derfra. Vi vil forebygge den slags og sikre os mod gentagelser. Så vi forhandler stille og roligt med vore naboer i syd.

118684_600

Trump: Så længe der er fri gennemsejling, burde der ikke være problemer.

Xi: Helt enig.

Trump: Hvorfor har det været så vigtigt for dig med denne samtale lige nu?

Xi: Fordi du lige om lidt skal mødes med den japanske regeringschef. Vi vil blot være helt på det rene med, at I ikke gør noget overilet med ham.

Trump: Du mener de par øer, I skændes med japanerne om? Den sag er helt enkel set fra mit bord. De øer er omfattet af den amerikansk-japanske sikkerhedsaftale.

Xi: Det går med os, så længe I ikke siger, at Japan ejer øerne, men kun administrerer dem.

Trump: No problem. Jeg ser ingen forskel i praksis. Har vi andre problemer? Jo, nordkoreanerne! I burde lukke ned for de galninge. De truer omverdenen med kernevåben og sulter befolkningen.

Xi: Vi er også svært trætte af dem, men der er grænser for, hvad vi kan udrette. Men hos jeres allierede i Sydkorea er der stillet et missilforsvar op. Det bryder vi os ikke om.

Trump: Det er ikke rettet mod jer, men mod jeres gamle ideologiske kæledægge i nord. Jeres kritik mod sydkoreanernes missilforsvar er helt ved siden af, fordi I samtidig ikke gør nok for at gøre sanktionerne mod Nordkorea effektive. I må acceptere sydkoreanernes ret til at forsvare sig på alle niveauer, så længe Nordkorea ikke skifter kurs. Tænk dog også på det gode forhold, I har til Sydkorea, et stort og vigtigt marked for jer.

20150926_wwd000

Xi: Samhandel er en ting, forsvar noget andet. Vi blander ikke de to sammen.

Trump: Men de hænger sammen! Se nu at få det lært. Se på jeres egen udvikling, siden I indførte kapitalisme. Før var vi fjender, nu er vi dog en slags partnere.

Vi fortsætter med emnet, når vi ses.

Glæder mig til en tur på jeres store Mur.

Hav en god dag!

(klumme i Politiken 23. februar 2017)

Udgivet i Kina, Korea, USA | Skriv en kommentar

Mordet på en Disney-fan

Udgivet den 20. februar 2017 af flemmingytzen

Shakespeare kunne have inspireret sagaen om Kim-dynastiet.

SELV DIKTATORYNGEL kan have menneskelige egenskaber.

Kim Jong-nam, 45, har utvivlsomt drømt om, at hans landsmænd i Nordkorea en skønne dag ville få en friere og mere betryggende tilværelse.

Som ung blev han sendt til Sovjetunionen og Schweiz og fik derved et sammenligningsgrundlag mellem et demokratisk kapitalistisk samfund og den totalitære sovjetiske model, som hans farfar, Kim Il-sung, brugte som forbillede, da han grundlagde Nordkorea i 1948.

Kim Jong-nam, far til mindst seks børn, endte sin forunderlige tilværelse som landflygtig for en uge siden, da han blev myrdet af to af Pyongyangregimets kvindelige agenter i en lufthavn i Malaysia.

Hans skæbne falder logisk ind i rækken af henrettelser på slægtninge og nære bekendtskaber til tredje generation i det dynasti, der står i spidsen for klodens mest lukkede statsdannelse.

4221396001_5323884732001_5323698513001-vs

FØR ÅRTUSINDSKIFTET så fremtiden anderledes lys ud for Kim Jong-nam, der som barnebarn af Kim Il-sung havde haft adgang til den kommunistiske klanstats magtpyramide, men havde uafklarede relationer til halvbroderen Kim Jong-un og tre andre halvsøskende.

Som den ældste af Kim Jong-ils fem kendte børn forsømte han at opbygge en magtbase i det nordkoreanske militærapparat, som også er den reelle herre over al økonomisk aktivitet af betydning. I stedet lod Jong-nam sig friste af de materielle goder, som Nordkoreas to naboer, Japan og Kina, kunne byde på.

Fra lederklanens luksusvilla i Beijing kunne han i dybeste hemmelighed tage på forlystelsesture til Tokyo. Da japansk politi arresterede ham i maj 2001, rejste han under et kinesisk navn på et pas, som angiveligt var udstedt af myndighederne i Den Dominikanske Republik.

Under flere dages afhøringer forklarede han, at formålet havde været at besøge den japanske udgave af Disneyland uden for Tokyo. Herefter valgte de japanske myndigheder at deportere ham til Kina. Konsekvensen af denne ydmygelse for Kim-dynastiet blev, at Jong-nam faldt i unåde hos faderen Kim Jong-il og at den 12 år yngre halvbror Jong-un blev kørt i stilling som ny arvtager til magtens trone.

n-kimanalysis-a-20170216-870x650

I DE følgende år levede den forstødte søn og bror en besynderlig eksiltilværelse i Kina og Sydøstasien, hvor han frekventerede kasinoer, især i den østasiatiske pendant til Las Vegas, den tidligere portugisiske koloni Macau. Her og i Beijing har det nordkoreanske Kim-dynasti luksusboliger og virksomheder, som bruges som pengecentraler, der skaffer hård valuta til finansiering af klanens luksuriøse livsførelse i Pyongyang med japanske kokke, franske årgangsvine, russisk kaviar og andet godt.

Kim Jong-nams liv i eksil efter 2001 handlede om at indynde sig hos faderen, brødrene og officerseliten og håbe på nåde og tilgivelse. Det lykkedes aldrig: I processionen efter faderens kiste under begravelsen 28. december 2011 var Jong-nam fraværende.

ap_kim_jong_il_dm_111228_wg

Herefter var det kun et spørgsmål om tid, før regimets agenter fik ram på manden, der havde begået den ultimative synd: forræderi over for klanen.

Den forstødte søn var begyndt at give interview og blev af japanske og sydkoreanske medier citeret for, at regimet i Pyongyang snart ville kollapse.

Unægtelig påfaldende udmeldinger fra en mand, der i 1990′ erne havde været leder af en afdeling i det nordkoreanske sikkerhedsministerium.

Det eksilerede klanmedlem kan ikke have været i tvivl om, hvilken skæbne der ventede ham. I december 2013 blev ingen ringere end hans onkel Jang Song-thaek arresteret, anklaget for højforræderi og efter en kort proces henrettet. I den ekstreme og perverterede udgave af asiatisk familieloyalitet, som det nordkoreanske klanstyre repræsenterer, kan det mindste fejltrin være skæbnesvangert.

South China Morning Post skrev i februar 2007, at Kim Jong-nam havde levet med sin familie i Macau i flere år, men at de kinesiske myndigheder helst ville have ham væk. To år senere blev han genkendt af journalister på et hotel i Beijing og forklarede kortfattet, at han ingen interesse havde i at forsøge igen at blive en del af magteliten i Pyongyang.

Den beskyttelse hos de kinesiske myndigheder, som han har nydt godt under sine rejser mellem Beijing og Macau, gav anledning til spekulationer om, at Kina ville gøre brug af ham, hvis det kom til et paladsrevolution i Pyongyang.

Denne mulighed materialiserede sig aldrig. Jongnams faldende nytteværdi for Beijing kan forklare hans ophold i Malaysia, hvor han sandsynligvis nød godt af finansielle kilder blandt oversøiske kinesere og koreanere. Mordet føjer endnu et makabert kapitel til sagaen om Kim-dynastiets overlevelse. Det er atombevæbnet og har taget 25 millioner nordkoreanere som gidsler.

(Klumme i Politiken 20. febr. 2016)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar