Flemming Ytzen

Den nye globale orden er mere fokuseret på penge end på frihed og menneskeværd. Spørg tibetanerne.

I DENNE UGE har Danmark haft besøg af Nyima Lhamo, en 26-årig flygtning fra det kinesisk kontrollerede Tibet. Hun var omkring udvalgte folketingsmedlemmer for at berette om sin og familiens skæbne, men forvent ikke, at hendes udsagn trækker større overskrifter eller rokker det mindste ved de linjer, der er lagt for dansk politik over for Kina.

Nyima Lhamos historie er grum, og ikke kun fordi hun skulle overvinde en ubarmhjertig geografifor at slippe ud af ‘ Verdens Tag’. Hun har ladet sin 6-årige datter blive tilbage hos bedsteforældrene, og det er mere end tvivlsomt, om de nogensinde genforenes.

Hendes formål med at besøge Danmark er at fortælle om den skæbne, der overgik hendes onkel, Tenzin Delek Rinpoche. Han var en anerkendt lama, der iværksatte sociale aktiviteter, herunder skoler og børnehjem i sit lokalsamfund.

Tilbage i 2002 blev han arresteret og anklaget for at have stået bag bombeattentater i naboprovinsen Sichuan. Anklagerne mod ham for ‘ terrorisme og separatisme’, tydeligvis opfundet til lejligheden, førte til en dødsdom, der i 2005 blev konverteret til fængsel på livstid.

I 2015 døde den 65-årige lama i cellen, angiveligt fordi han ikke fik den nødvendige lægelige hjælp, som hans familie havde appelleret til myndighederne om.

I DE SNART fire årtier, som den kinesiske reformpolitik har lagt bag sig, har der i Vesten i varierende omfang eksisteret forventninger om, at Kina ville blive mere liberalt og tolerant, i takt med at landet blev mere kapitalistisk, socialt differentieret og udadvendt.

Det er bare gået stik modsat. Under den nuværende præsident og generalsekretær, Xi Jinping, er kontrollen med de forskellige enklaver af civilsamfund taget til, de mest åbenmundede medier er blevet banket på plads, og retsvæsenet ligner noget fra før reformerne.

Europas og Danmarks dialog om menneskerettighedstilstanden i Kina og Tibet er kanaliseret ind i officielle fora, og her ser kritikere en risiko for nedgradering af den værdipolitiske del af dansk udenrigspolitik i forhold til andre og mere kontante interesser. Med til billedet hører, at Danmark er blandt de mest Kina-orienterede økonomier i Europa, hvilket afspejler sig i f. eks. et Sino-Danish Center for Research and Education og et energipolitisk samarbejde, som har afsæt i danske indsatser.

Vi er også gået med i Den Asiatiske Infrastruktur-og Investeringsbank (AIIB), der på sigt bliver Kinas alternative verdensbank.

Trods udtalt modstand fra USA gik selv traditionelle allierede som Storbritannien og Tyskland med i AIIB i den nok tydeligste manifestation af, at klodens økonomiske tyngdepunkt flytter østpå.

HVIS NOGEN synes, at denne nye globale tilstand er både grim, grum og foruroligende, er det vel Washington, der sender kavaleriet og redder vor humanistiske sjælefred? Nej, lige akkurat ikke. Præsident Trump og hans udenrigsminister Rex Tillerson er ganske klare i mælet her: USA kan sagtens leve med, at andre lande har politiske systemer, der adskiller sig fra det amerikanske, så længe der kan laves aftaler, der kan gavne jobskabelse i USA.

Altså skal vi ikke forvente et liberalt alternativ til Trumps protektionisme. På Davos-mødet i sidste måned prædikede Xi Jinping ellers både frihandel og åbenhed, og tilsyneladende charmerede han et helt korps af vestlige erhvervsfolk og beslutningstagere. Kald det bare et rollebytte, men Kina kommer ikke til at fylde den amerikanske lederrolle ud på andre parametre end dem, der kan gøres op i økonomisk volumen.

Lige nu er den værdipolitik, der handler om universelle menneskerettigheder og mindretalsbeskyttelse, skindød. Spørg bare Nyima Lhamo og hendes trosfæller på det tibetanske plateau.

MENS VI venter på datoen for Trumps første amerikansk-kinesiske topmøde, er der opstået nogle pudsige paradokser i klodens vigtigste bilaterale kappestrid.

USA repræsenterer en særlig exceptionalisme, der gennem et par århundreder har gjort landet til en magnet for mennesker, deres ideer, kapital og virkelyst. Efter sejre i to verdenskrige og en kold ideologisk konfrontation med en nu hedengangen supermagt er amerikanske beslutningstagere i disse år optaget af, om Kinas voksende økonomiske tyngde i verden kan begrænses.

Men de globale forretningseliter, der for en generation siden orienterede sig mod USA, har i disse år travlt med at opgradere Kina-strategien for at kompensere for virkningerne af Trumps lederskab.

Bare spørg hos Mærsk og Novo.

(klumme i Politiken 9. februar 2017)

Kina vil få ro på Donald Trump ved at lokke med investeringer. 

I SERIØSE amerikanske medier er liberale debattører og erfarne forfatningsjurister begyndt at diskutere muligheden for at afsætte præsidenten inden udløbet af hans embedsperiode. USA har før været på dette spor. Republikaneren Richard Nixon undgik i 1974 en rigsretssag ved at forlade Det Hvide Hus og give plads til sin vicepræsident.

Ifølge den amerikanske forfatning kan et simpelt flertal i Repræsentanternes Hus stemme for en rigsretssag, hvis der er begrundet mistanke om lovovertrædelser i kategorien forræderi eller bestikkelse. I Senatet skal der herefter et flertal på to tredjedele til at få manden ud af Det Hvide Hus.

Som bekendt er der republikansk flertal i begge kamre, så verden må vente til valgene i 2018 og håbe på, at demokraterne her genvinder det nødvendige kongresflertal. Der er langt igen, og derfor er der blandt Trumps modstandere skabt fornyet interesse for det 25. forfatningstillæg, der blev vedtaget af Kongressen i 1967. Ifølge dette tillæg kan vicepræsidenten og ledere af de ‘ udøvende departementer’ i administrationen erklære præsidenten uegnet til at varetage embedet og lade vicepræsidenten tager over. Den oplevelse har Mike Pence næppe forberedt sig på.

MEN BEHØVER DET at komme dertil, eller gemmer den impulsive og uforudsigelige byggematador på politiske reserver, vi stadig har til gode at opleve? Donald Trump besidder en psykologi, der adskiller ham fra samtlige amerikanske præsidenter i nyere tid. Alene mandens temperament kan få ellers veletablerede partnerskaber til at kuldsejle, som det allerede er sket med Mexico og Australien. En stor politisk aftale med Vladimir Putin har vi stadig til gode, og skulle den blive realiseret, vil Syrien og Ukraine reelt blive gjort til russiske protektorater.

Som en af sine første embedshandlinger sænkede Trump den store aftale med en række asiatiske partnere og allierede om frihandel, TPP, resultatet af flere års møjsommeligt diplomati, så hvor stiller det nu et Østasien, der frygter Kinas ambitioner i Det Sydkinesiske Hav? Strategerne i Beijing har for længst taget bestik af entreprenøren fra New York, og vi kan med sindsro gå ud fra, at de har et design for, hvorledes den nye amerikanske ledelse skal håndteres. Det ser med stor sandsynlighed således ud: Nok er Trump uberegnelig, men han er også en dealmaker, der fascineres af forretningsmuligheder.

Den tungere del af amerikansk erhvervsliv forventer, at han gør mere end at rette op på den forsømte infrastruktur i USA – han må også åbne muligheder på andre kontinenter.

Vi europæere kommer ikke uden om at lære os akronymer, der er blomstret op langt fra Bruxelles, Washington og København: RCEP, OBOR og AIIB: Det Regionale Økonomiske Partnerskab, Et Bælte, En Vej og Den Asiatiske Infrastruktur Investeringsbank.

Tilsammen danner disse aftaler rammen om de kommende årtiers udvikling af et Øst-, Sydøst-og Centralasien med Kina i en ledende rolle som leverandør af investeringskapital i jernbaner, havne og lufthavne, motorveje og broer.

Bemærk lige, at den foreslåede frihandelsaftale RCEP allerede har flere af USA’s traditionelle allierede som Japan, Sydkorea og Australien om bord. I grove tal repræsenterer de 16 deltagere en tredjedel af klodens økonomiske volumen og 40 procent af verdenshandelen.

Kinas hensigt er, at RCEP skal modarbejde den protektionisme, som er Trumps tvivlsomme signaturprojekt for den globale økonomi. Nok er manden i Det Hvide Hus ikke tilhænger af multilaterale handelsaftaler, men han kunne jo vælge at se på RCEP som et bedre alternativ til det, som Obama forsøgte sig med. Da han også har bebudet, at han vil påvirke og muligvis presse Kina til at ændre adfærd, skal han jo starte et sted. Hvilke muligheder har han så andet end at sende sin udenrigsminister, den forhenværende Exxon Mobil-chef Rex Tillerson, til Beijing?

I DE ASIATISKE hovedstæder har der ikke været nogen positiv imødekommelse af den linje, Donald Trump lagde i sin indsættelsestale med slagordet ‘ America first’. Det underforståede budskab er her, at USA ikke længere er på en førsteplads i verden, og hvorledes skal denne så genvindes? Med økonomisk nationalisme og protektionisme? Ved at skabe tvivl om holdbarheden af årtier gamle forsvarsalliancer? ‘ Amerika først’ er en retorisk tilbagevisning af den globalisering, som i løbet af en generation skabte en milliardstor asiatisk middelklasse. I Eurasien har kineserne startet et udviklingspolitisk eksprestog, der har kurs mod Europa.

Trump, Tillerson og deres rådgivere må meget snart stille sig spørgsmålet, om de vil være med her eller blive stående på perronen? Præsidentens bagland i erhvervslivet ser nødig disse muligheder forspildt.

(klumme i Politiken 6. februar 2017)

Stop hysteriet og sig tak til Henry Kissinger for fremsynetheden. 

TIL DEM, der frygter, at kinesiske bulldozere, finansfolk, højhastighedstog, kampfly og krigsskibe er på vej ind for at udfylde det tomrum, der åbner sig som konsekvens af Brexits, Putins og Trumps underminering af den politiske sammenhængskraft i den vestlige verden, er der kun at sige dette: Kinas opstigning er et resultat af et lille halvt århundredes fremsynet amerikansk udenrigs-og sikkerhedspolitik, tilsat europæiske bestræbelser på at fremme Kinas samarbejde i de institutioner, som også har dannet ramme for europæisk velstand og sikkerhed.

Kun folk med lang og dyb hukommelse vil erindre, at selv i slutningen af 1970′ erne, da Kina var ved at rejse sig fra ruinerne af et indadvendt, selvdestruktivt og xenofobisk regime, ønskede Beijings udenrigspolitiske strateger sig et Europa, der stod sammen for at modstå en russisk (dengang sovjetisk) sikkerhedstrussel.

Da reformpolitikken blev sat i værk af Deng Xiaoping fra 1978, skete det i form af normaliseringer af relationerne til naboerne i Østasien og frem for alt det USA, som Beijing havde ført stedfortræderkrige imod i Korea og Vietnam. Siden fulgte medlemskaber af Verdensbanken, Verdenshandelsorganisationen og en stribe regionale samarbejdsfora, der har sikret stabilitet og velstandsfremgang uden historisk fortilfælde for flere end tre milliarder af klodens indbyggere.

FOR OS, der husker, hvor ludfattigt og frygtsomt Kina var for fire årtier siden, er forandringerne monumentale.

For samtlige Kinas naboer er den røde gigant nu en større samhandelspartner og investor end USA. I 2010 havde Asien en befolkningsmasse med middelklassestatus på en halv milliard; i 2020 vil dette tal nå 1,75 milliarder. På et tiår vil den asiatiske middelklasse vokse med halvanden gang den samlede befolkning i de vestlige lande.

Kan og vil et Trump-ledet USA ændre på denne realitet uden at genere de store amerikanske virksomheder, der står til at få gavn af denne udvikling? Glem bragesnakken fra den impulsive byggematador og se, hvor de amerikanske koncernchefer er på vej hen, når de tager i lufthavnen.

Populært sagt har Kina lært sig den globale kapitalismes logik uden at kopiere de liberale frihedsværdier og dertilhørende borgerrettigheder, som blev en amerikansk eksportvare efter verdenskommunismens definitive sammenbrud i 1989-91.

Betyder det, at et opstigende Kina kommer i kon-flikt med et Trump-USA på retræte? Den risiko består på de områder, hvor Kinas kerneinteresser er på spil, og de er i naboregionerne.

Lad os tage dem én for én.

Taiwan: Øens internationale placering blev defi-neret i 1979 med den såkaldte Taiwan Relations Act, vedtaget af den amerikanske kongres og ikke anfægtet af en eneste af de seks præsidenter, der har siddet i Det Hvide Hus siden Jimmy Carter.

Trump vil lægge sig i samme spor, alt imens imens hans sponsorer flyver ind og ud af Beijing. Befolkningen i Taiwan kan styre sine indre anliggender, men kan ikke høre til andre steder end i spændingsfeltet mellem Kina og USA.

Det Sydkinesiske Hav: Her har Beijing lagt den internationale havretskonvention død, men den vil med stor sandsynlighed blive erstattet af bilaterale adfærdskodekser.

Det store havområde bliver ikke kinesisk ejendom, men alle vil kunne leve med, at kinesiske og amerikanske fartøjer sikrer den fri ret til gennemsejling.

Korea: Washington og Beijing er enige om at afnuklearisere halvøen. Et regimekollaps i Nordkorea ligger ikke lige for, men Kim-klanens paranoide militærstat er inddæmmet gennem sanktioner, som Kina deltager i, men måske ikke efterlever effektivt.

Vietnam har et årtusindgammelt modsætningsforhold til Kina, men Beijing og Hanoi er for en halv snes dage siden blevet enige om at holde politisk ro på i Østhavet, som er vietnamesernes betegnelse for det store farvand, som resten af Asien kalder Sydkinesisk.

Et sensationelt diplomatisk gennembrud, totalt overset i Europa.

SÅ HAR VI grund til at frygte Asiens opstigning og Kinas genkomst på verdensscenen? En europæisk veterandiplomat har formuleret paradigmeskiftet således: Kina er blevet det, USA var engang, en global stabiliseringsmagt. For Østasien er i dag et globalt center for opsparing, innovation og jobskabelse (Europa gældsætter sig stadig).

Trump skal vælge: Vil han tilpasse USA det, der umiskendeligt er blevet det asiatiske århundrede, eller vil han modarbejde det. Spørger han sit bagland, vil han få det svar, at han intet valg har.

Er der nogen, vi skal takke for, at Østasien er nået så langt? Det kunne være arkitekten bag USA’s normalisering med Kina, der begyndte i 1972, Henry Kissinger, manden bag sønderbombningerne af Kinas ‘ baggård’ (Vietnam, Laos og Cambodja) 1965-75.

USA risikerer ikke en ny krig i Østasien. Supermagten skal tilpasse sig en ny orden.

(klumme i Politiken 23. januar 2017)

Kinesisk rigmand lukker det amerikanske århundrede ned. 

Historieskrivningen kan nu tidsfæste varigheden af det amerikanske århundrede. Det begyndte i april 1917, da præsident Woodrow Wilson overtalte Kongressen til at erklære Tyskland krig, og indledte en æra, hvor europæisk sikkerhed og overlevelse blev gjort afhængig af amerikanske økonomiske og militære muskler, og det slutter med indsættelsen af Donald Trump som USA’s 45. præsident i næste uge.

100 år minus et par måneder blev det til. For med byggematadoren Trump i Det Hvide Hus får verden en amerikansk leder, for hvem kortsynede økonomiske interesser har større betydning end strategisk udsyn, værdifællesskaber og opretholdelsen af USA som en global rollemodel. Kombinationen af politisk polarisering og et skred i tilliden til og imellem de amerikanske magtinstitutioner har skabt en lammelse i Washington uden historisk fortilfælde.

Om en måneds tid er det 45 år siden, at daværende præsident Richard Nixon landede i et Kina, som USA ikke havde diplomatiske forbindelser med. Kina var, som arkitekten bag det sensationelle besøg, Henry Kissinger, siden forklarede det, ’et meget fattigt, stalinistisk land’.