Trump gør Taiwan til kastebold, der irriterer Kina

Republikanske høge vejrer morgenluft i debatten om Taiwans status og udløser vrede i Beijing.

Er der stadig nogen uden for USA, der husker Bob Dole? Den 93-årige politikerveteran i Det Republikanske Parti stillede for 20 år siden op som sit partis præsidentkandidat og led et forsmædeligt nederlag til Bill Clinton. I denne uge kom det frem, at den tidligere senator tjener til pensionistlivet som lobbyist for Taiwan via advokatfirmaet Alston & Bird. Dole gjorde forarbejdet til den nu allerede historiske telefonsamtale fredag 2. december mellem Donald Trump og Taiwans præsident, Tsai Ingwen.

En begivenhed, der har udløst vrede i Beijing og skabt nervøsitet om, hvorvidt de kinesisk-amerikanske relationer forbliver stabile.

Fra maj til oktober i år har Alston & Bird modtaget en betaling fra Taiwans regering på 140.000 dollars for at påvirke først de ledende strateger hos republikanerne og siden sikre, at Tsai Ing-wens telefonopkald til den nyvalgte præsident blev vel modtaget. Det kunne New York Times afsløre efter at have nærlæst de relevante aftaledokumenter i Justitsministeriet.

Ifølge amerikansk lovgivning skal udenlandske påvirkningsagenter, der forsøger at påvirke udformningen af amerikansk politik, deklarere deres virksomhed til netop Justitsministeriet.

Photo by: Dennis Van Tine/STAR MAX/IPx 7/18/16 Donald Trump, Jr. and Bob Dole at The Republican National Convention. (Cleveland, Ohio)

Bob Dole er en gammel ven af Taiwan. Da USA under daværende præsident Jimmy Carter i 1979 skiftede diplomatisk anerkendelse af Kina ved at lukke USA’s ambassade i Taiwans hovedstad, Taipei, og åbne en tilsvarende i Beijing, var det på republikansk initiativ, at Taiwan Relations Act blev vedtaget.

Denne lovpakke sikrer, at Kina ikke med tvang, dvs. militære midler, kan påtvinge Taiwan en genforening, hvis befolkningen i Taiwan modsætter sig dette. Kernen i lovpakken er, at USA sælger tilstrækkeligt mange våben til Taiwan til ‘ forsvarsformål’, som det hedder.

Realiteten bag lovteksterne er derudover, at hele USA’s militære arsenal i Stillehavsregionen kan sættes ind for at afskrække Kina fra at lægge pres på Taiwan, sådan som det skete under den såkaldte missilkrise i 1995-96.

trump-dole-china

BOB DOLE har den seneste lille snes år har været betalt lobbyist for skiftende regeringer i Taiwan. Ø-republikken har ikke ambassade i USA, men et netværk af repræsentationer under navnet ‘ Taipei Economic and Cultural Representative Office’.

Doles aftale med dette ‘ kontor’ giver ham et fast månedligt honorar på 25.000 dollars. Denne praksis er republikanerne ikke ene om. I år har to forhenværende kongresmedlemmer fra Det Demokratiske Parti, Richard Gephardt og Thomas Daschle, indgået tilsvarende lukrative aftaler med Taiwan.

BAG dette geopolitiske spidsrodsløb ligger en strid, der har rødder i USA’s involvering i den kinesiske borgerkrig, der afsluttedes i 1949, da det slagne kinesiske Nationalistparti etablerede et eksilstyre på Taiwan og derfra i årtier krævede at repræsentere hele Kina.

Da Kina overtog Taiwans plads i FN i 1971, og USA i de følgende år indledte en normalisering med det kommunistiske styre i Beijing, måtte Taiwans ledere finde nye veje at sikre sig internationalt på. Her er Taiwan Relations Act fra 1979 afgørende og har tilmed muliggjort, at Republikken Kina, som er Taiwans officielle navn, kunne demokratisere fredeligt i slutningen af 1980′ erne.

HELT forudsigeligt og nærmest rituelt udløser ethvert forsøg på at gøre Taiwan til en fuldt selvstændig stat som alle andre vredesudbrud i Kina hos høj som lav.

Beijings officielle politik er, at Taiwan skal genforenes med moderlandet på sigt, men i et kvart århundrede har Kina og Taiwan været enige om, at være uenige i, nøjagtig hvilket Kina det er, Taiwan en dag kan blive en del af. Derfor handles, investeres og rejses der ivrigt hen over det 150 kilometer brede Taiwanstræde.

Både i kinesiske, taiwanske og amerikanske medier er professor Shen Dingli den hyppigst citerede i debatten, når Beijings synspunkter skal udlægges. I et interview med tidsskriftet The Atlantics netudgave anbefaler Shen, at hvis Trump foretager en tilsvarende gestus (altså taler direkte med Taiwans præsident) efter sin tiltrædelse af præsidentembedet i januar, bør Kina lukke sin ambassade i Washington.

bn-rc017_trumpc_gr_20161205185055

»En nyvalgt præsident er stadig en privatperson, og som sådan kan han gøre, hvad der passer ham. Når han sidder som regeringschef er det noget andet«, siger Shen.

Til en klynge af amerikanske journalister forsamlet i Trump Tower i New York forklarede Kellyanne Conway, der er toprådgiver for den nyvalgte præsidents overgangshold, at det eneste, Trump gjorde, var at modtage et telefonopkald:

»Alle bør tage den med ro. Han er udmærket klar over, hvad den amerikanske Kinapolitik handler om«.

ALLIGEVEL får Trumps samtale med Tsai Ing-wen den amerikanske højrefløj til at vejre morgenluft. I Washington Post minder Marc A. Thiessen fra American Enterprise Institute om Trumps løfte i valgkampen om at køre en hårdere linje over for Kina.

Han henviser til forslag fra sit institut om at forhandle en frihandelsaftale med Taiwan (der er USA’s 9.-største samhandelspartner) og at opgradere ikke bare de militære, men også de diplomatiske forbindelser.

Et forslag, som han dog står ganske alene med i det internationale kommentatorkorps.

(klumme i Politiken 11. december 2016)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Nej, internationaliseringen slutter ikke her

Paradokset ved globaliseringen er, at dens succes afhænger af lokale forhold, især de kulturelle. 

Et spøgelse går gennem kontinenterne.

Antiglobalisering, protektionisme og højrepopulisme er de betegnelser, der bruges om tilstanden. Vi får at vide, at en æra med formidabel skabelse af velstand, men også øget ulighed er ved at være ovre. Behøver det at gå så galt efter eurokrise, Brexit og Trump? Går verden i stå, fordi Europas tid som rollemodel rinder ud, og det kommende amerikanske lederskab bliver impulsivt, nationalegoistisk og uden erfaring?

Ingenlunde. Digitaliseringens og luftfartens ekspansion slutter ikke her, spørg blot Boeing og Airbus om, hvor meget de har i ordrebøgerne. Folk vil fortsat rejse ud for at opleve og lære nyt, når de får købekraften til det, se blot på prognoserne for fremtidens turisme og oplevelsesøkonomi.

80e80a152144554ba773f3c7d6bd3ce6

Virksomhederne stopper ikke søgningen efter nye markeder, fordi der er nogle forsøg på frihandelsaftaler, der kuldsejler. Udvekslingen af viden, forskning og arbejdskraft bremser heller ikke op, fordi politikere i øst og vest prædiker protektionisme.

Kort sagt: globaliseringen stopper ikke her. Den går måske ned i gear i en periode, indtil den har fundet nye spor at betræde. Der er stadig hårdt brug for den.

cb28-038_1900_mar21__2d597b

STRENGT TAGET er ‘ globalisering’ en misvisende betegnelse, for den har været og er stadig geografisk ujævn: Derfor giver det bedre mening at tale om internationalisering på forskellige stadier. Den slags har nogle kontinenter og kulturer fået alt for lidt af, især Afrika og den arabiske verden.

Da afkoloniseringen tog fart fra slutningen af 1950′ erne, lærte danske skoleelever, at de nyselvstændige afrikanske og arabiske nationer skulle gøre sig fri af råstofafhængigheden og selv levere de forarbejdede eksportvarer, der kunne løfte dem økonomisk.

Et halvt århundredes udviklingsbistand senere er der ikke sket det helt store: Alt for mange udviklingsøkonomier er stadig håbløst afhængige af det, de kan hente op af havbund og jordlag i stedet for det, de burde producere ved fabrikkers samlebånd i kraft af deres arbejdskrafts viden, flid og innovation.

Fraværet af økonomisk og social udvikling især i Mellemøsten og Afrika gør, at begge regioner skriger på mere internationalisering.

For afrikanerne har brug for at blive mindre afrikanske, ganske som araberne har brug for at blive mindre arabiske, og iranerne har brug for amerikansk knowhow, så de kan bruge mindre tid på Koranen og mere på at rejse ud og blive rigere på viden i stedet for at eksportere terror.

globalization_pros_and_cons_1023715

FOR KUN ET kvart århundrede siden stod USA som den enerådende supermagt, der anført af Bill Clinton kunne prædike ‘ globalisme’ i den betydning, at der kun var en model, der duede for den ganske klode, nemlig markedsøkonomi kombineret med den vestlige demokratimodel (én mand, én stemme, mindst to partier) samt retsstaten. Ironisk nok er det i kraft af nøjagtig denne model, at de selvsamme globale eliter er sat fra bestillingen af de nationalegoistiske bevægelser, som nu er på vej til at blive de nye eliter.

Verden har hårdt brug for mere internationalisering, for det er den, der har skabt flere centre for velstand, således at New York, London, Bruxelles og Frankfurt i dag konkurrerer på livet løs med Beijing, Seoul, Tokyo og Singapore. Det er i konkurrencen mellem disse, at endnu flere millioner kan løfte sig fra at være kvægdrivere og pjalteproletarer til at få glæde af Amazon og Alibaba.

Arabernes og afrikanernes problem er, at der i katastrofal grad mangler fabrikker, skibsværfter, samlebåndsproduktion, megabyer, innovationscentre og motorveje og skyskrabere omringet af diskoteker, badelande og anden forlystelse.

Hvad det hedder? Industrialisering. Hvad det skaber? Modernitet. Hvad det reducerer? Religiøs ortodoksi og deraf afledt tyranni. Hvad der behøves? Kompetente statsdannelser, der respekterer de nationale kulturer og samtidig ruster dem til de udfordringer, der kommer til befolkningerne udefra.

20140920_asd000_0

PESSIMISTERNE har ret i, at den atlantisk ledede verdensorden i dag er noget, man skal studere i de historiebøger, der skrives lige nu. Får vi så et kraftcenter, der udgår fra Stillehavet? Det troede Obama og Clinton, men så kom Trump forbi, trak seksløberen, og så var den saga ovre.

Men den nye Silkevej får han ikke bugt med. Om et årti vil Shanghai og Frankfurt være langt mere forbundet, end det er tilfældet i dag. Trumps rådgivere bør fortælle ham, hvad der er undervejs på den euroasiatiske landmasse. God tur til Donalds folk!

(klumme i Politiken 7.12.2016)

 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Nordkorea lever på jernviljens triumf

Nordkorea er et billede på, hvordan Tyskland kunne have set ud, hvis nazisterne havde kunnet fortsætte efter 1945.

PRØV DETTE provokerende tankeeksperiment: De allieredes invasion i Frankrig, indledt i sommeren 1944, kører fast under slaget i Ardennerne i de tidlige uger af 1945. De tyske hære lykkes med en offensiv og ruller de amerikanske og britiske styrker retur til Normandiet. Hitler foreslår Churchill og Roosevelt en separatfred og argumenterer med, at den kommunistiske trussel i Øst er af en sådan karakter, at Tyskland må agere som stødpude-og frontlinjestat mod fremrykkende sovjetiske hære.

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Koreanerne ser ind i brutal fortid

Presset på præsident Park er et demokratisk sundhedstegn. 

SIDEN SYDKOREA demokratiserede i 1988, har ingen af landets præsidenter kunnet undslippe beskyldninger for korruption og magtmisbrug.

De to generaler, der tillod overgangen fra militært til civilt styre, blev få år efter deres afgang idømt hårde straffe efter undersøgelser af deres formuer og embedsførelse og efterfølgende rettergang.

Republikkens niende præsident Roh Moohyun sprang i døden fra en klippe et års tid efter at have forladt embedet i 2008, fordi myndighederne havde indledt undersøgelser af beskyldninger om bestikkelse.

Hans forgænger, den legendariske systemkritiker Kim Dae-jung, der i 2000 modtog Nobels Fredspris for sin tilnærmelsespolitik til Nordkorea, fik sit eftermæle belastet af afsløringer om, at han havde ladet sydkoreanske gigantfirmaer betale milliardsummer til det nordkoreanske kultdynasti for at have tilladt præsidentens resultatløse ‘ forsoningsbesøg’ i Pyongyang.

3bdaeab17bec592fa74eb61b9dd087669e36ce0d

Den aktuelle turbulens i Sydkoreas politiske landskab har gjort den 64-årige præsident Park Geun-hye magtesløs. Spørgsmålet er, om hun nogensinde har haft denne magt andet end i en mere formel og rituel forstand. Kritikken mod hende, som har sendt millioner af demonstranter på gaden, går på, at hun har været påvirket eller muligvis direkte styret af en pseudoreligiøs, kristent inspireret shamanistisk sekt.

TRÅDENE I SKANDALEN går tilbage til de turbulente 1970′ ere, da landet blev hårdhændet styret af Parks far, den tidligere general Park Chung-hee. Denne japansk-uddannede officer tog magten ved et kup i 1961, da koreanernes levestandard var lige så lav som et vestafrikansk gennemsnit, skabte en klassisk autoritær østasiatisk udviklingsstat og løftede på rekordtid millioner af sine landsmænd ud af fattigdom, men lagde også grunden til dybe sociale spændinger.

Da Parks ældste datter, Geun-hye, overtog præsidentembedet i starten af 2013, havde sydkoreanerne valgt en kvinde, der på den mest brutale og traumatiske vis havde mærket konsekvenserne af landets historie.

På landets nationaldag i 1974, 15. august, blev hendes mor skudt af en eksilkoreaner, som forsøgte at ramme præsidenten.

Drabet gjorde den dengang kun 22-årige kvinde til ny førstedame. Hun afbrød et studieophold i Frankrig og ledsagede i de følgende år sin far ved alle officielle begivenheder.

 ¹Ú ´ëÅë·É ¿µÀü¿¡¼­..     (¼­¿ï=¿¬ÇÕ´º½º) »õ´©¸®´ç ¹Ú±ÙÇý È帰¡ Áö³­ 79³â ¹ÚÁ¤Èñ Àü ´ëÅë·ÉÀÇ ¿µÀü¿¡ ÇåÈ­.ºÐÇâÇÏ´Â ¸ð½À. 2012.12.18 <> ¡Ø ½Å¹® Á¦ÀÛÀÇ ÆíÀǸ¦ À§ÇØ À¯·Â ´ë¼± ÁÖÀÚÀÇ ÀÚ·á »çÁøÀ» ¹Ì¸® Á¦°øÇÕ´Ï´Ù. ¿ÀÇÁ¶óÀÎ ½Å¹® ÀÌ¿Ü ÀÎÅÍ³Ý µîÀÇ »ç¿ëÀº ÇÏÁö ¸¶½Ã±â ¹Ù¶ø´Ï´Ù¡Ø/2012-12-18 16:56:46/Media Only

Fem år senere, 26. oktober 1979, blev præsident Park myrdet af sin egen sikkerhedschef under en middag i præsidentpaladset. Sandsynligvis er det datterens tilstand i tiden mellem hendes forældres voldelige dødsfald, der kan give forklaringen på hendes adfærd. Pastor Choi Tae-min, der i 1975 dannede Koreas Frelsermission, blev den unge kvindes personlige rådgiver og udnyttede forbindelsen til at skaffe store pengebeløb til sit pseudoreligiøse netværk. Under retssagen mod præsident Park Chung-hees morder, Kim Jae-kyu, i 1979-80 forklarede denne i retten, at præsidenten ikke var i stand til at modsætte sig pastor Chois manipulationer, hvilket skabte et motiv til præsidentmordet.

Mistanken om, at Park Geun-hye har været under stærk indflydelse af Choi-familien, er ikke ny. Da Park i 2007 forsøgte at stille op som sit partis præsidentkandidat, blev hendes kampagne belastet af oplysninger om Choi-sektens langvarige påvirkning af den kvindelige politiker med den dramatiske fortid.

park-geun-hye

I ÅRENE EFTER drabet på faderen forsvandt Park Geun-hye ud i to årtiers anonymitet. I 1982 blev hun formand for en fond, oprettet til ære for hendes mor, men forlod posten i 1990 efter en strid med sin søster om lederskabet. »Derefter begyndte jeg at leve mit eget liv«, forklarede hun siden. I 1997, midt i den asiatiske valuta-og finanskrise, vendte Park tilbage til det politiske liv. Det skete med en erklæring om, at hun ikke ville kunne se sine forældre i øjnene, hvis hun levede et liv i bekvemmelighed, mens landet var i dyb krise.

Referencen til de afdøde forældre kan muligvis forklare præsidentens afhængighed af en åndemanerkult, og myndighederne søger nu svar på, om denne har misbrugt fondens midler.

Derudover søger den koreanske offentlighed svar på, hvordan denne højt begavede single-kvinde, der taler flere sprog, herunder kinesisk, brugte sit liv i den lille snes år, der gik fra mordet på faderen, til hun besluttede sig for at gå efter landets højeste politiske post. Lige nu har hun hårdt brug for rådgivning.

Mon ikke den fhv. FN-chef Ban Ki-moon, der sandsynligvis bliver Sydkoreas næste præsident, kan hjælpe?

(klumme i Politiken 28.11.2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Trump lader Østasien være i fred

Sydkorea og Japan er beroliget, mens Kina håber, at USA går med i investeringsbanken AIIB. 

Mindre end 48 timer efter at resultatet af det amerikanske præsidentvalg var kendt, modtog den sydkoreanske præsident, Park Geun-hye, en opringning fra Donald Trump. I en 10 minutter lang samtale lovede valgvinderen, at han vil fastholde USA’s sikkerhedspolitiske alliance med Sydkorea, fordi begge landes vitale sikkerhedsinteresser er på spil.

For Park, der på hjemmefronten kæmper med den værste tillidskrise nogensinde, var Trumps budskab mere end blot beroligelse; det var også lidt af en kovending i forhold til hans erklæringer i valgkampen, hvor Sydkorea fik at vide (i et interview, han gav til CNN i marts), at landet bør indstille sig på at forsvare sig selv eller betale Washington mere for det udstationerede amerikanske militær. Japan, hovedhjørnestenen i USA’s sikkerhedsnetværk i Østasien, får en lignende melding, når Shinzo Abe mødes med Trump i New York om en uge.

I Beijing er der utvivlsomt glæde over udmeldingen fra Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, James Woolsey, der i South China Morning Post har kaldt det en fejl, at Obama-regeringen undlod at gå med i den kinesisk ledede Asiatiske Infrastruktur-og Investeringsbank, AIIB.

aiib_5

Mon ikke Xi Jinping har formuleret et ‘ velkommen til’, da han mandag havde sin første telefonsamtale med Trump.

AT USA ER ved at træde ud af rollen som den frie verdens moralske ledestjerne til fordel for en mere traditionel interessepolitik, får næppe dramatiske konsekvenser i Øst-og Sydøstasien. Her er klassisk magtbalancepolitik effektiv og har leveret regionen en enestående stabilitet, som ikke matches i nogen anden verdensdel.

Ikke siden februar 1979, da Kina kortvarigt invaderede Vietnam for at ‘ straffe’ de Moskva-allierede ledere i Hanoi for at have besat naboen Cambodja, har der været udkæmpet en egentlig landkrig i Østasien.

Den aktuelle nervøsitet i Det Sydkinesiske Hav ligner det stof, som operettekrige er gjort af, for ingen hindrer den frie gennemsejling i farvandet. At den kinesiske marine skød et par vietnamesiske fartøjer i sænk tilbage i 1988, gør kun ondt i Hanoi. Regionens altdominerende sikkerhedsproblem, det atombevæbnede Nordkorea, er inddæmmet af den fælles amerikansk-kinesiske forståelse om at afnuklearisere Den Koreanske Halvø, uagtet at de 6-parts-forhandlinger, som Beijing har været for, har ligget stille i årevis.

Heller ikke Taiwan, hvis politiske placering på det geopolitiske landkort blev fastlagt af et solidt kongresflertal i Washington (Taiwan Relations Act) helt tilbage i 1979, kan se frem til forandringer under en Trump-regering.

USA’S SÅKALDTE ‘ rebalancering’, iværksat af Hillary Clinton i hendes udenrigsministertid for at sætte grænser for Kinas opstigning som militærmagt, er definitivt afgået ved døden. Med i graven går også et af Obamas prestigeprojekter, den ambitiøse frihandelsaftale Trans-Pacific Partnership (TPP), som i en republikansk domineret Kongres ikke har, undskyld udtrykket, en kinamands chance.

chine-remplace-usa2

Så hvis Trump vælger en konfrontationskurs over for Beijing, bliver det på handelsområdet. De tidlige faser af en amerikansk-kinesisk handelskrig blev relativt upåagtet udkæmpet i det første år efter Barack Obamas overtagelse af Det Hvide Hus i 2008. Kinesisk producerede bildæk blev pålagt importtold på 35 procent, hvorefter kineserne svarede igen med importafgifter på så forskellige produkter som kyllingekød og bildele.

Begge parter klagede til Verdenshandelsorganisationen, som ikke overraskende gav USA medhold i det meste.

Tidligt i valgkampen truede Trump med en importtold på alle kinesiske varer på 45 procent, men amerikansk lovgivning tillader kun, at præsidenten indfører generel importtold på maksimum 15 procent og i højst 150 dage, medmindre der er erklæret undtagelsestilstand.

Større toldsatser er mulige, dog kun på udvalgte varekategorier.

is

HANDELSBALANCEN mellem de to giganter er massivt i Kinas favør. I løbet af de seneste 10 år har Kina solgt varer til 4 gange værdien af dets import fra USA. Enhver, der besøger en afdeling af Walmart i den del af USA, hvor Trumps kernevælgere dominerer, ved, at de kinesiske varer på hylderne er med til at give amerikanske forbrugere varer til langt under de priser, som deres egne virksomheder ville kunne levere.

is-4

Skulle Trumps protektionistiske strateger føle sig fristet til en rask lille handelsfejde med Beijing, bør de aflægge et besøg i byen Everett 40 kilometer nord for Seattle i staten Washington. Everett er hjemsted for klodens største bygning, flyproducenten Boeings fabrikshal på 3.300.000 kubikmeter. Hvor mange ordrer på passagerfly kan Boeing tåle at miste, når Kina skrider til gengældelse i en handelskrig?

(klumme i Politiken 16.11.2016)

 

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Vidnesbyrd fra Asiens Gulag

Danske øjne på strømmen af flygtninge fra Nordkorea. 

PÅ REGNEBRÆTTET over afgående præsident Obamas resultatliste for klodens konfliktcentre er der ikke meget at klappe af, uanset om man retter kikkerten mod Ukraine, Tyrkiet, Mellemøsten eller Østasien.

Vold, krig, kaos og fundamentalisme er blevet dagens uorden. Mest stillestående, men stadig overordentlig dyster, er tilstanden i Nordøstasien, hvor et atombevæbnet og ekstremt repressivt Nordkorea ikke viser de mindste tegn på at ændre sin konfrontationskurs.

Prisen for en fortsat fastlåst deling på den koreanske halvø betales af de hundredtusinder af slavearbejdere i de lejre i Nordkorea, der har uhyggelige mindelser om både nazitidens Tyskland og Stalins Gulag.

Lederen af FN’s menneskeretskontor for Nordkorea, danske Signe Poulsen, undlader behændigt at drage sådanne historiske paralleller i beskrivelsen af sit virke her i den sydkoreanske hovedstad Seoul. Den beskedne størrelse af hendes kontor – seks ansatte – virker urimelig set i forhold til opgavens karakter: at overvåge strømmen af nordkoreanske flygtninge og rapportere de oplysninger, som disse skæbner kan videregive, til FN-systemet.

Oplysningerne fra de afhoppede nordkoreanere lander på bordet i FN’s Sikkerhedsråd, »hvor medlemmerne trods alt diskuterer forholdene«, konstaterer Signe Poulsen.

Men mere vidtgående tiltag mod det nordkoreanske regime bliver der ikke meget af, pointerer hun. Hovedforklaringen er, at to af Sikkerhedsrådets medlemmer, Kina og Rusland, af princip ikke accepterer menneskeretskrænkelser som afsæt for politisk bindende sanktioner mod Nordkorea.

img_5210

Når regimet i Pyongyang siden marts alligevel har været ramt af de mest omfattende sanktioner nogensinde (enstemmigt vedtaget i Sikkerhedsrådet), skyldes det landets fortsatte atomprøvesprængninger, ikke de veldokumenterede menneskeretskrænkelser, som landets system af arbejdslejre er et brutalt udtryk for.

BIOLOGEN Hyeong-Soo Kim flygtede fra Nordkorea i 2009 og er denne novemberdag stillet op her i Seoul for at berette om de tilstande, der hersker i hans tidligere hjemland. Han var i 1990′ erne ansat på et særligt institut, hvor han sammen med 130 videnskabsfolk var pålagt at forbedre fødevareprodukter alene til for regimets herskere, Kim Il-sung, den nordkoreanske stats grundlægger, og sønnen Kim Jongil.

Hyeong-Soo Kim forklarer, han var med i en gruppe af forskere, der rejste til Danmark i 1991 med det formål at finde metoder til at forbedre kvaliteten af oksekød. Det skete, fordi landets to diktatorer havde klaget over det oksekød, de fik serveret i dynastiets gigantiske palads i Pyongyang.

Det var i samme periode, at rapporterne om massedød blandt civile nordkoreanere nåede omverdenen.

544020-120402-nkorea

Sult, tuberkulose, underernæring og mangelsygdomme kostede i 1990′ erne mindst en million nordkoreanere livet, mens diktatorfamilien mæskede sig i importerede kvalitetsfødevarer.

Da Hyeong-Soo Kim i 1998 vendte hjem til sin fødeby, blev han chokeret over at finde lig i gaderne.

Et årti senere besluttede han sig for at flygte. Inden flugten lykkedes, havde han været vidne til flere offentlige henrettelser af formodede regimekritikere, men reelt sagesløse civile. Den dag, der skal ske en offentlig henrettelse, lukker alle arbejdspladser, skoler og institutioner. Dødsdommene eksekveres i fuld offentlighed ved skydning.

»Herskerne maksimerer på den måde frygten i befolkningen«, forklarer han. »Sådan holder regimet 25 millioner som gidsler«. De få nordkoreanske embedsmænd, der som han selv havde haft den sjældne mulighed for udlandsrejser, bliver udsat for særlig overvågning efter hjemkomsten. På denne måde forsøger regimet at kvæle enhver spire til reformer og forandring.

Nordkorea er derfor ikke på vej mod markedsøkonomiske reformer af den slags, der har højnet levestandarden dramatisk i Vietnam og Kina.

Uddannelsen som biolog har gjort det muligt for Hyeong-Soo Kim at leve et normalt liv som lærer her i den sydkoreanske hovedstad, ganske som kvinden ved hans side, en anden flygtning fra Kim-dynastiet i nord, Chan-yang Ju, i dag gift med en sydkoreaner og mor til en nu fem måneder gammel søn. Hendes flugtrute til friheden gik via det vidt forgrenede netværk i Kina til Thailand.

hqdefault

Chan-yang Jus historie er en af de mere ekstraordinære blandt de anslået 30.000 nordkoreanske flygtninge, der i dag har bopæl i Sydkorea. Hun har en stjernestatus som medvirkende i tv-shows, hvor hun og andre flygtede beretter som det nordøstasiatiske ‘ Gulag’.

Hun ser et håb for fremtidens Nordkorea i den omfattende indsmugling af sydkoreansk popkultur i digital form. Diskoteker kan vise sig lige mere nyttigt som artilleri. Forandringerne skal komme indefra, er hendes pointe.

(klumme i Politiken 14, november 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Mangelvare: visionære republikanere

Efter næste uges valgopgør skal der tænkes helt forfra blandt amerikanske konservative.

Eftertidens historieskrivning vil muligvis kalde præsidentvalget i 2016 for den begivenhed, der sendte amerikansk konservatisme ud i en opløsningsproces.

Den variant af populisme, som Trump-kampagnen har repræsenteret, har gjort, at flere ikoner i Det Republikanske Parti åbent har måttet distancere sig fra frontfiguren på grund af dennes retorik og manglende vilje til at respektere grundlæggende konservative dyder, rodfæstet af præsidenter som især Eisenhower, Reagan og både den ældre og den yngre George Bush.

635511319320222448-xxx-41-bush-portrait-father-books-jy-3831

I traditionelle opfattelser er det demokraterne, der har det politiske patent på de markante socialpolitiske tiltag i amerikansk politik, herunder ikke mindst sundhedspolitikken. Den snart afgående præsident Obama vil utvivlsomt blive husket for sin stædige kamp for gennemførelsen af ‘ Obamacare’, en milepæl i amerikansk sundhedspolitik og gennemført under noget, der lignede et dramatisk politisk forhindringsløb.

Alene den populære betegnelse Obamacare inviterer til at blive brugt i overskrifter for mange politiske statusopgørelser over nationens første mindretalspræsident på samme måde som 1960′ ernes Great Society-reformer under præsident Lyndon B. Johnson.

obamacare-rocky-rd

SELVFØLGELIG HAR der blandt USA’s republikanske præsidenter været folk, som med varierende gennemslagskraft har taget betegnelsen ‘ socialkonservativ’ (compassionate conservatism) til sig.

Uden for USA er der næppe mange, som husker, at George W. Bush under sin valgkamp i 2000, hvor modstanderen var daværende vicepræsident Al Gore, fortalte sine republikanske donorer, at »det hårdeste job i Amerika er at være alenemor«. Samme Bush satte et markant fingeraftryk på den globale kamp mod hiv/aids og malaria, og der fulgte mange donormidler med. Bill Gates var her en vigtig allieret.

Blandt konservative amerikanske intellektuelle har det været diskuteret, om en så omstridt skikkelse som Richard M. Nixon overhovedet var så konservativ, så det gjorde en forskel. Trods alt var det under Nixon, at USA fik sit miljøbeskyttelsesagentur, det første af slagsen, og det var samme Nixon, der vedholdende slog til lyd for gennemgribende sundhedsordninger i stil med, hvad der først mange år senere er blevet gennemført med Obamacare.

8e619f2d6a15c3ca99daf87ad4529dfa

TRUMPS KAMPAGNE har med sin spontane og ofte brutale opportunisme tømt traditionel amerikansk konservatisme for indhold. Mens underholdningsværdien har været høj og har givet rigeligt med retorisk ammunition til utallige debatprogrammer og blogs, er fokus blevet fjernet fra det væsentlige: de langsigtede udfordringer for det amerikanske samfund indadtil og for USA’s rolle i en verden i hastig forandring. Kort sagt: visioner.

Kender vi eksempler på republikanske præsidenter, der kunne formulere visioner for en mere retfærdig verden og samtidig udfordre vanetænkning i begge politiske lejre? Vist så, og her kommer efterkrigstidens fineste eksempler: 12. juni 1987 stillede Ronald Reagan sig foran Brandenburger Tor i Berlin og opfordrede den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov til at »rive den Mur ned«.

Hvor mange blandt USA’s allierede i datidens Vesteuropa jublede den dag og udsendte støtteerklæringer? Så tager vi lige et større hop tilbage i tiden.

12239598_1066932989995232_7770549305708728508_n

16. april 1953 holdt præsident Dwight D. Eisenhower en tale i Washington D. C. for medlemmer af den amerikanske sammenslutning af avisredaktører. I en tid præget af det tiltagende våbenkapløb mellem supermagterne havde den tidligere general, der i 1944-45 stod i spidsen for nedkæmpelsen af de nazistiske hære i Vesteuropa, modet til at sige følgende:

»Ethvert våben, der fremstilles, ethvert krigsskib, der søsættes, og ethvert missil, der affyres, er i sidste ende et tyveri fra de sultende og frysende befolkninger. En verden, der opruster, udpiner sine arbejdere, sine videnskabsmænds klogskab og sine børns håb. Omkostningerne ved at bygge et tungt bombefly svarer til at bygge moderne skoler i 30 storbyer (…) Når vi skal betale for en enkelt destroyer, svarer udgiften til nye boliger for 8.000 borgere. Dette er ikke en acceptabelt livsform; i stedet er det under truslen om en storkrig selve menneskehedens skæbne, der hænger på et jernkors«.

Fra næste uge må republikanske politikertalenter fordøje frustrationerne fra valgkampen i 2016 og forsøge at se fire år frem.

(klumme i Politiken 2. nov. 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

John McCain på Hanoi Hilton

Vietnam bliver en vigtigere partner for USA i Østasien. 

TÆNK, HVIS DEN republikanske præsidentkandidat ikke havde været Donald Trump, men John McCain.

Han har som bekendt forsøgt at få nøglerne til Det Hvide Hus, men tabte til Obama i 2008. Mon ikke der er mange republikanske vælgere, der i dag ønsker sig en reinkarneret McCain til at redde deres Grand Old Party?

At den i dag 80-årige og stadig aktive kongrespolitiker er en mand, der har haft mere end ét liv, bliver vi mindet om her et sted i den vietnamesiske hovedstad, Hanoi. I mange år kendt blandt krigsveteraner som ‘ Hanoi Hilton’ er Hoa Lo i dag et fængselsmuseum.

is-1

Besøgende kan her se den restaurerede lokalitet, hvor McCain tilbragte en stor del af sine mere end 5 år som krigsfange i det kommunistiske Nordvietnam.

26. oktober 1967 ved middagstid sad McCain ved styrepinden i sin Skyhawk og dykkede mod et bombemål, et elektricitetsanlæg i Hanoi. Denne mission, hans 23. over det nordlige Vietnam, skulle blive hans sidste. I 1.000 meters højde kastede flyet sine bomber for sekunder senere at blive ramt af et antiluftskytsmissil, der flåede flyets ene vinge af.

is

Den 31-årige pilot blev reddet af sin faldskærm og landede i Hanois Truc Bach-sø, hvor han blev fisket op af lokale. Et foto i en af museets glasmontrer har foreviget dette øjeblik. Et andet foto viser McCain i en hospitalsseng, hvor han tilses af en læge.

p1010051-kopi

Når krigsfangen blev stedets mest prominente, skyldtes det, at hans fader, Jack McCain, kort forinden var blevet udnævnt til øverstkommanderende for USA’s styrker i Asien-Stillehavs-området og dermed en af de praktisk ansvarlige for krigsførelsen i Vietnam.

Sønnen afslog vietnamesiske tilbud om tidlig løsladelse og måtte tåle langvarig fysisk tortur og 2 år i en isolationscelle inden frigivelsen i marts 1973 umiddelbart efter indgåelsen af den fredsaftale, der afsluttede USA’s militære engagement i Vietnam.

I et interview efter hjemkomsten forklarede McCain: »Alle har et bristepunkt, og jeg nåede også mit i fængselscellen«. En forsigtig omskrivning af det selvmordsforsøg, som hans fangevogtere forhindrede.

is-2

MANGE ÅR senere blev politikeren McCain en af de mest markante fortalere for, at USA skulle normalisere relationerne til den tidligere krigsmodstander, men dette skete først efter Bill Clintons overtagelse af Det Hvide Hus i 1993.

p1010060-kopi

På Hotel Metropole, Hanois fornemste, hænger en række fotos, der viser stats-og regeringschefer, diplomater og politikere, der over de seneste par årtier har besøgt den gamle asiatiske kulturnation.

Her ses ikke kun Bill Clinton og George Bush (den ældre), men også John McCain.

Forholdet mellem Hanoi og Washington er i dag præget af gensidig respekt og en voksende erkendelse af en gensidig nytteværdi. For i det nutidige opgør om magtrelationerne i Sydøstasien kan Vietnam gå hen og overtage den rolle, som tidligere tilhørte Thailand.En militær trædesten.

is-3

Vietnameserne har brug for en allieret til at dæmpe de regionale kinesiske magtambitioner. Eftersom både Thailand og Filippinerne er ved at krybe på plads i det regionale kinesiske magthierarki, bliver Vietnam relevant for USA.

Geopolitisk er dette noget af en kolbøtte, siden den amerikanske luftværnschef general Curtis Le-May i 1965 erklærede, at det kommunistiske Vietnam skulle »bombes tilbage til stenalderen«.

VIETNAM INVITERER til kontrafaktisk historieskrivning: Tænk, hvis daværende præsident Dwight D. Eisenhower, som i 1954 bidrog til det franske nederlag i Indokina ved at afvise kolonimagtens anmodning om luftstøtte ved slaget om Dien Bien Phu, havde skrottet den forkætrede dominoteori (‘ Falder et land til kommunismen, falder de alle’) og taget imod den hånd, som det kommunistiske Vietnams grundlægger, Ho Chi Minh, i 1945 rakte ud.

Så var mere end 58.000 amerikanske soldaters liv blevet reddet.

Millioner af dræbte og sårede vietnamesere senere har USA lært sig det meningsløse i at udkæmpe andre nationers borgerkrige på landjorden. Derfor kommer der ingen amerikanske soldaterstøvler i Mellemøsten, kun endeløse luftbombardementer.

is-5

Hvorvidt nutidens amerikanske krigsførelse får et mere konstruktivt forløb, end Vietnam-erfaringen tilsiger, kan kun fremtiden vise. Men vi gør klogt i at erindre os, hvad den amerikanske politolog Samuel Huntington skrev i sin banebrydende bog ‘ The Clash of Civilizations’ fra 1996: »Vesten vandt verdensherredømmet ikke så meget på grund af sine ideers, religionens eller sine værdiers overlegenhed, men langt mere i kraft af sin evne til at gennemføre organiseret voldsanvendelse.Vesterlændinge har det med at glemme denne kendsgerning, ikke-vesterlændinge vil altid have det i erindringen«.

(klumme i Politiken 31. oktober 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Med Bob Dylan i Himalaya

Nobelfolkene er årtier for sent ude. Sådan må det være, når nostalgikere fejrer hinanden. 

FOR ET par og tyve år siden befandt jeg mig i en firehjulstrækker på en rute i det østlige Himalaya. Helt nøjagtig i kongedømmet Bhutan på en ikke alt for solid vejstrækning nær grænsen til den tibetanske del af Kina. Det meste af ruten var grusvej, asfalt med huller, nedfaldne sten og hårnålesving. Utilpas af køresyge, højdesyge og kvalme forsøgte jeg at strække mit korpus ud på bilens bagsæde.

Om chaufføren af egen drift satte musikterapi i gang, eller om jeg selv havde valgt ud i det musikbibliotek af cd’er, der lå i bilen, husker jeg ikke. Men ud af højttalerne kom en tør og upoleret folkesanger og hans lige så knastørre guitar. Bob Dylans debutalbum fra 1962.

Midt i mareridtsforestillinger om mudderskred, der ville sende vort køretøj ned ad en af Himalayakædens bjergsider, virkede dette stykke musikfortid terapeutisk.

Skæring nr. 3, ‘ In My Time of Dyin” passede kun alt for godt til situationen og min tilstand.

27020f080f6a1574f1aaddeda6ba6d1c

Vi nåede helskindede frem, for min del med Dylan-oplevelsen siddende solidt i kroppen. For her var manden oplevet i sin reneste form. Kun stemmen og guitaren.

En upoleret terapeutisk prædikant i sin oprindelige form eksponeret for én som mig, der aldrig har været en del af fanskaren, men som dog aldrig har været i tvivl om hans kolossale betydning for ungdomskulturen fra starten af 60′ erne.

EN BEKENDELSE. Jeg har det med Bob Dylan som med nyreligiøse fænomener: at de har det med at kortslutte tilhørernes kritiske sans. Dylans produktion hen over mere end et halvt århundrede gør ikke manden til det geni, som mange i fanskaren udråber ham til. Momentvis ja, men ikke hele vejen. Kvaliteten i hans udgivelser går op og ned som med så mange andre af ikonerne i folk-og rockkulturen.

UNITED KINGDOM - MAY 01: Photo of Bob DYLAN; posed at press conference at The Savoy (Photo by Fiona Adams/Redferns)

Højdepunkterne er fabelagtige, og da især, når nogle af mandens kolleger begår coverversioner. Tag lige et genhør med ‘ All Along The Watchtower’, udødeliggjort af Jimi Hendrix i 1968. Sådan skal Esajas’ Bog, kapitel 21, vers 5-9 lyde! Rent musikalsk har der aldrig været det helt store at blive imponeret af; tag og sammenlign med hans jævnaldrende kollega Joni Mitchell, hvis niveau er himmelhøjt over Dylans. I et interview med Los Angeles Times 22. april 2010 udtalte det canadiske ikon følgende: »Bob er overhovedet ikke autentisk. Han plagierer på livet løs, og alt, han spreder ud, er bedrag. Han og jeg er som dag og nat«.

Hvordan kunne sådan et verbalt overfald hænge sammen med, at de to, Dylan og Mitchell, flere gange havde optrådt sammen?

tumblr_mgxv92llzj1qgfiato5_r1_1280

Da folkrock-dronningen efterfølgende blev bedt om at forklare sig (til en canadisk tv-station), bød hun ikke på en undskyldning, men uddybede på følgende vis:

»Jeg synes vældig godt om mange af Bobs sange, men musikalsk er han ikke specielt begavet. Sangstilen har han lånt fra de gamle hillbillies. I det hele taget låner han på kryds og tværs alle steder fra.Han er bestemt ikke nogen stor guitarist. Han har konstrueret sig en karakter, der leverer hans sange, og nogle gange har jeg ønsket mig, at jeg kunne have gjort noget lignende, for man er i stand til så meget. Den er en meget bekvem maske«.

MANDEN selv reagerede aldrig på kritikken. Men Mitchells ord bør vække eftertanke hos Nobelfolkene. Har han ikke fået så rigeligt med priser allerede med en plads i Rock & Roll Hall of Fame i 1988 (i øvrigt samtidig med både Beatles og Beach Boys) for ikke at tale om de mange Grammy’er? Hvorfor en Nobelpris til manden, et halvt århundrede efter at han kulminerede kunstnerisk?

ee119b8203b84a4224680e6e611a35e4

Forklaringen er naturligvis psykologisk. Dylan får nobelhæderen af en generation af babyboomere, blomsterbørn og subkulturs-eksperimentalister, der i årtier har spejlet sig i hans værker. Vi er med andre ord vidne til endnu en narcissistisk og nostalgisk selvfejring.

DYLAN ER EN STOR kunstner, fordi han over fem årtier har fortolket tidsånden, lige inden den bredte sig. Den slags er en sikker opskrift på popularitet, men er det en nobelpris værdig? Imin optik skulle han have haft den omkring 1966-68, hvor han havde leveret tre mesterlige albumudgivelser i rap: ‘ Highway 61 Revisited’, ‘ Blonde on Blonde’ og ‘ John Wesley Harding’.

Forestil jer en nobelpris til Dylan i 1968 med hele det opbrud, der begyndte at rulle på den tid. Så ville vi i dag have kunnet se tilbage på en Nobelkomité, der havde turdet noget.

Her i 2016 er den en sentimental omgang memory lane. Gab-gab.

(klumme i Politiken 19. oktober 2016)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Trump har fans i Kina

Polariseringen i Washington giver Beijing en styrkeposition. 

TILBAGE i 2011, da Hillary Clinton var Obamas udenrigsminister, foreslog hun i en stor og detaljeret artikel i tidsskriftet Foreign Policy en justering, der kom til at hedde ‘ pivot to Asia’; en betegnelse for det, mange siden har kaldt en rebalancering af amerikansk udenrigspolitik med et stærkere fokus på Asien.

Den dominerende tolkning blev, at USA fremover vil få bedre styr på det opstigende Kina. Kursændringen burde være som en slentretur i parken, eftersom USA har rigeligt med allierede og venner i Asien, mens Kina stort set ingen har. Alligevel ser det nu ud til, at fundamentet for den amerikanske politik slår revner.

0f84049eba1620c15fcd9e4f7863336b

Dette skred har to forklaringer: Rodrigo Duterte og Donald Trump. Førstnævnte fordi denne temperamentsfulde og populistiske filippinske præsident har slået et gevaldigt hul i den amerikanske militære beskyttelsesmur i Sydøstasien, sidstnævnte fordi den republikanske præsidentkandidat har skabt fænomener i Washington, der ikke nødvendigvis går væk, fordi han taber valget om tre uger: uforudsigelighed og handlingslammelse.

Rebalanceringen stod sin første større prøve, da Den Internationale Domstol i Haag i juli afsagde en kendelse i den sag om territorialstridighederne i Det Sydkinesiske Hav, som den filippinske regering havde rejst. Kendelsen lignede et tilbageslag for de kinesiske stormagtsambitioner i Sydøstasien, men siden har en ændret politisk logik indfundet sig.

main-qimg-8d2017505d62cae12277c862feacda78-c

REGERINGEN i Manila havde anlagt sagen, inden Rodrigo Duterte kom til magten, og den mand har sine helt egne dagsordener. Han har suspenderet rutinemæssige patruljeringer med den amerikanske flåde, og alt tyder på, at han i denne uge er på vej til at indgå en regulær studehandel til søs.

I morgen lander Duterte således i den kinesiske hovedstad på et officielt tredages besøg, og med sig har han ikke færre end 250 erhvervsledere. De vil gøre alt, hvad der er muligt for at åbne portene for omfattende kinesiske investeringer i øriget.

De kinesiske ledere vil forvente, at han har en løsning med, der kan bringe ro på den verserende territorialkonflikt, og hvordan kan en sådan se ud? Beijing vil tilbyde Manila atter at få adgang til Scarborough-banke, beliggende kun et par hundrede kilometer fra en af de filippinske hovedøer.

Kinesiske flådeenheder tog kontrollen med dette farvand for fire år siden og har siden holdt filippinske inspektionsskibe og fiskerifartøjer borte.

Kendelsen i Den Internationale Domstol definerer Scarborough-banke som et område, hvor de, der gør krav på farvandet, alle har ret til fiskeri, og præsident Duterte mere end antydede et kompromis med Beijing, da han i en tale for en uge siden forklarede følgende:

»Vi har ingen mulighed for at vinde over Kina, så vi beder om tilladelse til at lade vore fi-skere vende tilbage til Scarborough«. Som modydelse vil Beijing ophæve de importrestriktioner, man har pålagt filippinske fødevarer, fremgår det.

In this photo taken on March 2, 2016, shows Davao City Mayor and Presidential Candidate Rodrigo Duterte raising a clenched fist during his campaign sortie in Lingayen, Pangasinan, north of Manila. Rodrigo Duterte curses the pope's mother and jokes about his own infidelities, but many voters in the Philippines want to elect him president so he can begin an unprecedented war on crime. / AFP / NOEL CELIS / TO GO WITH AFP STORY: Philippines-vote-rights-crime-Duterte, FOCUS by Karl Malakunas        (Photo credit should read NOEL CELIS/AFP/Getty Images)

På den amerikanske ambassade i Manila sidder diplomaterne nu og vrider hænder. USA’s tidligere koloni og ældste allierede i Asien er blevet illoyal.

Hvad er der efterhånden tilbage af Hillary Clintons højt besungne ‘ pivot’, altså rebalanceringen?

STYRKEFORHOLDET mellem klodens to største økonomier ville have set anderledes ud, hvis USA havde haft udsigt til at kunne realisere den store økonomiske aftale kaldet TPP (Trans-Pacific Partnership), som efter syv års svære forhandlinger lå færdig i februar.

TPP, der omfatter 12 lande, inklusive USA og Japan, men uden Kina, ville kunne give Østasien et tiltrængt løft, men der er ikke udsigt til, at Senatet i Washington godkender aftalen.

Ikke bare Bernie Sanders og Donald Trump undsagde TPP tidligt i valgkampen; siden tilsluttede Hillary Clinton sig modstandernes lejr med det argument, at aftalen vil ødelægge jobskabelse i USA.

Under en præsident Hillary Clinton vil USA søge at genforhandle TPP, men skaden er allerede sket: I samtlige asiatiske hovedstæder følger beslutningstagerne nu udviklingen i Kinas nye ‘ silkeveje’: de handelsruter, som skal gøre Beijing til centrum for et nyt kapitel i verdenshistorien om samhandel. Filippinerne kan med andre ord blive en brik i Kinas maritime aflægger af det 21. århundredes silkevej.

c_scalefl_progressiveq_80w_800

STATSSTYREDE kinesiske medier har nedgjort Donald Trump som en latterlig og utilregnelig politiker, mens der på de vildtvoksende sociale medier er opstået noget, der ligner regulære fanklubber for manden. Men et Trump-ledet USA betyder uforudsigelighed, som Beijing ikke bryder sig om.

Så naturligvis vil magtens mænd i Beijing foretrække den erfarne Hillary Clinton, for hendes rebalancering vil med stor sandsynlighed være strandet på en sandbanke den dag i januar, hvor hun vender tilbage til Det Hvide Hus.

(klumme i Politiken 17. oktober 2016)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar