Flemming Ytzen

Thailandsk kronprins på afveje i Bayern

Udgivet den 16. oktober 2016 af flemmingytzen

Magtoverdragelsen i Bangkok bliver næppe så elegant, som juntaen ønsker sig. Netmedier har sprængt hul i myten om det harmoniske monarki.

Den sorg, som millioner af thaier har udtrykt efter den 88-årige kong Bhumipols død er utvivlsomt oprigtig. Landet er ramt på selve sin buddhistiske identitet og selvforståelse, for alle thaier har kun kendt den spinkle, europæisk uddannede mand, der under ulykkelige omstændigheder blev løftet ind på tronen efter broderens tragiske død i 1946.

Men den folkelige sorg er utvivlsomt også iblandet usikkerhed om nationens fremtid, når den 64-årige kronprins Vajiralongkorn skal forsøge at udfylde rollen efter faderen.

Ifølge forfatningen er det et en særlig kreds af rådgivere, et ‘ hofråd’, der indstiller til parlamentet, hvilket medlem af kongefamilien der bliver næste overhoved for Chakri-dynastiet.

Vajiralongkorn er eneste mandlige arving, men opfattelsen af ham i brede kredse af det thailandske samfund er, at han er uegnet til at sidde på tronen grundet sin ubehøvlede og uværdige adfærd.

Manden har tre forliste ægteskaber og syv børn. Nogle lever i mere eller mindre frivilligt eksil i USA.

Detaljerne i dette politiske drama, der har mindelser om en sæbeopera, kan ikke diskuteres åbent i thailandske medier grundet landets vidtgående lovgivning om majestætsfornærmelse.

Så meget er landets to engelsksprogede aviser, Bangkok Post og The Nation, dog enige om, at de under kongens langvarige sygdomsperiode har understreget, at den fremtidige magtakse i Thailand ligger mellem kronprinsen og landets de facto magthaver, general Prayuth Chan-ocha, der leder den junta, som tog magten ved et ublodigt kup i maj 2014.

AT ANDRE END Vajiralongkorn kunne overtage tronen var indtil for nylig ikke helt udelukket. Formanden for hofrådet, den 95-årige (!) eksgeneral og eksdiktator Prem Tinsulanonda, er en ultraroyalist, som afskyr kronprinsen og hellere ser hans lillesøster, prinsesse Sirindhorn indsat.

Ingen betvivler hendes store popularitet, defineret gennem årtiers støtte til velgørenhedsprojekter for Thailands fattige, helt i tråd med den rolle, faderen byggede op fra 1950′ erne.

Men en prinsesse på tronen vil være uden fortilfælde, og desuden er den 61-årige Sirindhorn officielt single og derfor barnløs.

Thailands seneste forfatning, godkendt ved en folkeafstemning i august i år, placerer formelt magten i Prems hofråd, der alle består af fhv. ministre, de fleste med baggrund i militæret, men rådet er bundet til at konsultere juntaens såkaldte Nationale Råd for Fred og Orden, inden indstillingen om monarkiets overhoved forelægges det parlament, som militæret har den indirekte kontrol med gennem udpegning af andetkammerets senatorer.

Alt er således lagt til rette, så Vajiralongkorn kan tage over ved udløbet af den et år lange officielle sørgeperiode, som militæret har dekreteret. Spørgsmålet, som mange observatører og ikke mindst Bangkoks diplomatiske miljø, stiller sig: Hvor længe finder befolkningen sig i dette absurde skuespil opført af autokrater, eksgeneraler og rigmænd? Store interesser er på spil og ikke kun magt. Kongehuset kontrollerer kolossale formuer placeret i ejendomme og jordbesiddelser.

I netmagasinet The Diplomat vurderer analytikeren Hunter Marston, at Thailand med stor sandsynlighed er på vej mod større ustabilitet. Risikoen er, at det oprør, der eksploderede i spektakulære gadekampe i 2008-2010 mellem ‘ rødskjorter’ og ‘ gulskjorter’ med flere dødsfald til følge, gentager sig, mener han.

MEGET ville være enklere, hvis Vajiralongkorn havde opført sig lige så dydsmønsteragtigt som f. eks. den britiske prins Charles.

Rollen som monark er defineret af den adfærd og etik, som Bhumipol tilskyndet af amerikanske rådgivere i 1950′ erne indarbejdede systematisk gennem velgørenhedsaktiviteter og nøje instruerede fortællinger til en befolkning, der hungrer efter guddommelige helteberetninger, pakket ind i buddhistiske moralkoder.

Indtil for få år siden var den dystre bagside af historien om Chakri-dynastiet kun kendt af få. Men de sociale medier og alternative netmedier har vendt op og ned på det meste. Forrest i denne kamp står en ung akademiker og aktivist, Pavin Chachavalpongkun, der er lektor og forsker ved Kyoto Universitet. Han afslører artige detaljer i netmagasinet New Mandala, der fra sin base på Australian National University har publiceret indsigtsfuld viden om tilstandene i Sydøstasien gennem en halv snes år.

I NEW MANDALA får vi at vide, at kronprins Vajiralongkorn regelmæssigt rejste til München frem til skilsmissen fra sin tredje hustru, Srirasmi, i 2014. En luksusbolig ved Starnberg-søen 30 kilometer sydvest for München, Villa Stolberg, erhvervet for 12 millioner euro og med et boligareal på 1.400 kvadratmeter, er kronprinsens foretrukne opholdssted under hans ofte langvarige ophold i Bayern sammen med elskerinden Suthida Vajiralongkorn na Ayudhaya, der formelt leder hans særlige livgarde.

Den tyske tabloidpresse, anført af Bild Zeitung, har ved flere lejligheder vist afslørende fotos af kronprinsparrets ekstravagante opførsel på offentlige steder i München og omegn.

Juntaen i Bangkok har et manuskript for tronfølgen, men den officielle fortælling har for længst slået revner.

(klumme i Politiken 16. oktober 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Nekrolog: Thailands moralske vogter

Udgivet den 14. oktober 2016 af flemmingytzen

Thailands kong Bhumibol Adulyadej, der er død i en alder af 88 år, var det sidste asiatiske statsoverhoved, der kunne fortjene betegnelsen gudekonge.

En monark og en landsfader, der nød en kolossal popularitet blandt sine undersåtter, og dyrkelsen af ham nåede mytologiske og kultagtige dimensioner. Hans komplicerede levnedsløb og den rolle, han har spillet for og nogle gange imod landets politiske eliter, sætter både historieskrivningen og Thailands nuværende magthavere over for betydelige udfordringer.

Han blev den længst regerende monark i moderne verdenshistorie og efterlader en nation, hvor tvivlen om monarkiets egnethed begynder at gnave. Ikke hos landbefolkningen, men hos den mere veluddannede middelklasse i hovedstaden, Bangkok.

Bhumibol var født i Massachusetts, USA, og voksede op i en tid, hvor omverdenen tvivlede på, om monarkiet havde en fremtid i datidens Siam, som var Thailands navn indtil 1949. Faderen døde i 1929, da Bhumibol var to år, hvilket fik moderen til at flytte familien til Schweiz.

Da Bhumibols onkel døde i 1935 uden at have efterladt en arving til tronen, blev Bhumibols ældre bror som niårig gjort til tronarving. Børnene fuldførte skolegang i Lausanne og returnerede til Thailand efter verdenskrigens afslutning.

En dramatisk begivenhed 9. juni 1946 førte til, at Bhumibol som 18-årig blev tronarving. Broderen Anand blev fundet død i paladset med et skudsår i hovedet.

Helt frem til nutiden er de nærmere omstændigheder ved dødsfaldet uafklarede.

Den første forklaring fra regeringen talte om et vådeskud, men en efterfølgende undersøgelse afkræftede dette. To ansatte ved hoffet blev anklaget, dømt og henrettet.

Ofte er der i årenes løb blev rejst tvivl om, hvorvidt der var tale om en skueproces, og det er blevet mere end antydet, at en vådeskudsulykke, som også involverede Bhumibol, kan have været årsagen.

Begge mænd var meget optagede af skydevåben.

Bhumibol vendte herefter tilbage til Europa for at fuldende sin uddannelse, og det blev i Paris, han mødte sin kommende hustru, der blev kendt som dronning Sirikit, datter af den daværende thailandske ambassadør i Frankrig.

OP GENNEM det følgende årti stod monarkiet svagt i det fattige, splittede og ustabile land, hvor alliancen med USA kom til at spille en afgørende rolle. Ikke mindst takket være effektivt og dygtigt amerikansk diplomati lykkedes det at opbygge et billede af kongen som en guddommelig landsfader, der nærede dyb omsorg for udstødte og fattige undersåtter og sikrer landet mod kup og katastrofer.

Når stridende eliter kappedes om magten, kunne kongen stå frem som en forsonende skikkelse, der kunne mildne diktatorer og bane vejen for forsoning efter ofte hårdhændede militærkup.

Kongehuset og militæret udgør de to vigtigste søjler i Thailands politiske historie.

De to andre er erhvervslivet og centraladministrationen.

Ofte har officerskorpset haft større reel betydning end de svage partiorganisationer, der er kommet og gået med ofte populistiske, grådige og korruptionsbefængte politikere og har skadet landet mere end gavnet det.

Thailand har siden det absolutte monarkis afskaffelse i 1932 fået ry som landet med verdensrekord i militærkup. Mange af dem dog ublodige. Hovedreglen for ethvert magtskifte gennem et halvt århundrede er blevet formuleret således: Uden kongens opbakning går det ikke.

Han kontrollerer ikke nødvendigvis magten, men kan bruges til at legitimere den.

Han blev ikke givet chancer under et højreorienteret nationalistisk militærdiktatur i 1950′ erne og 1960′ erne, men han udnyttede i 1957 en strid mellem to juntaledere, erklærede undtagelsestilstand og banede vejen for et styre, der gav mere indflydelse til kongehuset i rollen som forsvarer af buddhistiske værdier.

DA EN studenterledet revolte i 1973 tvang militæret til en politisk retræte, trådte kongen i karakter ved at stille sig på demokratiaktivisternes side. Han udnævnte en universitetsrektor som regeringschef og bidrog dermed til militærstyrets fald, dog kun midlertidigt, indtil militæret brutalt atter tog magten i 1976. Kup efter kup gjorde Bangkok til en turbulent kampplads, indtil hærchefen Prem Tinsulanonda i 1980 stillede sig i spidsen for en overgangsregering.

En robust alliance mellem kongen og general Prem førte op gennem 1980′ erne til, at thailandsk politik gradvis blev gjort civiliseret og demokratisk. Det var også i disse år, at landet oplevede en betydelig velstandsstigning. I 1988 kunne makkerskabet bane vejen for det første frie valg af en civil regeringsleder. Denne var også en stenrig forretningsmand, der tillod korruptionen at eskalere midt under et enestående økonomisk boom.

Da en en kupleder forsøgte at gøre sig selv til regeringschef i maj 1992, blev det for meget for studenterne og den selvbevidste middelklasse i Bangkok. De gik på gaden i titusindvis i protest. Politi og militær skød tilbage, hundredvis af demonstranter blev dræbt og såret, hvorefter kongen greb ind ved at invitere kupgeneralen og hans modstander, Bangkoks overborgmester, ind på slottet og i en direkte tv-udsendelse pålægge dem at bilægge stridighederne.

FUNDAMENTALT er denne konstante ustabilitet udtryk for, at Thailand trods en skinnende overflade af modernitet og nyrig velstand er et land, som traditionelle magteliter ikke vil slippe så let. Det buddhistiske kongedømme er stadig et paradoks, hvor en demokratisk kultur har svært ved at slå rødder i et land, der var blandt de tidligste i Sydøstasien til at forsøge at indarbejde en europæisk inspireret styreform.

Splittelsen mellem landbefolkningens halvfeudale mentalitet, der er et let offer for opportunistiske stemmekøbspolitikere, og byeliternes dyrkelse af materiel velstand og grådighed har slidt kraftigt på landets sociale og kulturelle sammenhængskraft.

Når landet alligevel ikke falder fra hinanden i socialt og politisk kaos, skyldes det ikke mindst, at denne sammenhængskraft har kongen som symbol.

Kongemagten blev konsolideret af Bhumibol ved hjælp af moralske budskaber, karisma og fortællinger om buddhistiske dyder. Den arv bliver det meget svært for kronprinsen, Maha Vajiralongkorn (f. 1952), at løfte. Det skyldes ikke mindst hans tre forliste ægteskaber, men også at han er sat i forbindelse med aktiviteter, som ikke kan anses for passende for en monark.

Thailand går utvivlsomt svære tider i møde efter syv årtier med den gådefulde monark. Et halvt århundredes intensiv dyrkelse af mytologien omkring det kongehus, som Bhumibol stod i spidsen for, kan blive en møllesten om halsen på efterfølgeren.

(Publiceret i Politiken 14. oktober 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Præster i ny frihedskamp

Udgivet den 3. oktober 2016 af flemmingytzen

Kvindelige imamer kan blive islams befrielsesteologer.

FOR EN MÅNEDS tid siden føjede Danmark et nyt kapitel til religionshistorien, da Mariam Moskeen i København lod en kvindelig imam, Sherin Khankan, kalde til fredagsbøn for en menighed udelukkende bestående af kvinder.

Khankan har til Weekendavisen forklaret, at hendes moské vil udfordre de patriarkalske strukturer og institutioner inden for islam. Hun ser islamisk feminisme som et skridt på vejen til »en mere progressiv variant af islam«. Progressiv, betyder det i denne sammenhæng sekulær? Er Khankans enestående initiativ i realiteten et af de vigtigste antiradikaliseringstiltag, vi har set længe?

I LOS ANGELES har en kvinde-moské for nylig set dagens lys, og lederen af fredagsbønnen er her en afroamerikansk kvinde. Der er oprettet kvinde-moskeer i Berlin og Amsterdam, og tilsvarende planer er undervejs i Bradford, Storbritannien.

Der er et indlysende paradoks i, at verdens tre folkerigeste muslimske lande, Indonesien, Pakistan og Bangladesh, har haft kvindelige præsidenter, men endnu ikke har givet plads til kvindelige imamer som ledere af fredagsbønnen.

I det multireligiøse Indien er forsøgene på kønspolitisk ligestilling i landets store muslimske samfund stødt på vanskeligheder. Omvendt har der i Kina gennem generationer været plads til moskeer forbeholdt kvinder. Interessant nok findes disse ikke i den eneste provins med muslimsk befolknings-flertal, Xinjiang, men i Henan-provinsen, hvor byen Kaifeng for knap et årtusinde siden var hovedstad i Song-dynastiet.

Kaifeng er en af Kinas mest multikulturelle byer med dens variation af buddhistiske, konfutsianske og taoistiske templer, kristne kirker samt moskeer.

Det er også i denne by, at de sidste rester af et jødisk kinesisk samfund angiveligt har eksisteret.

HVAD ENTEN det er i København eller Kaifeng: Der er en opmuntring i, at muslimske kvinder får deres eget åndelige rum. I Danmark i kraft af et privat initiativ, i Kina, fordi statens officielle politik var og er ligestilling, samtidig med at religiøs aktivitet skal afpolitiseres, hvis den skal kunne være til gavn for samfundet.

Islamdebatten har længe lidt under de mange udsagn, der beskriver denne verdensreligion som en monolitisk størrelse. Naturligvis er der tale om misbrug af troen, når klaner eller diktatorer (altid mænd) tager Koranen i brug for at legitimere deres magtudøvelse, for der hvor staten principielt og ideologisk er religionsneutral eller atestisk, gør den trossamfundenes medlemmer en tjeneste.

Først når den er renset for politisering, får en religion den værdi for individet, at den kan være frisættende for intellektet og lindrende for sjælen. Det er her, at kvindelige imamer kan få karakter af en slags befrielsesteologer, hvis fænomenet får lov at brede sig. Mere end nogen anden af verdensreligionerne har islam brug for at komme ud af ortodoksiens greb.

Den differentierede praksis for islam, som er gældende i Kina, har sine særlige forklaringer. Landets største muslimske minoritet, hui (anslået 10, 5 millioner), kan relativt frit praktisere deres religion og bygge moskeer, mens der er en mere rigid kontrol i Xinjiang, hvor uighur-minoriteten praktiserer en konservativ variant af sunniislam.

Prayer at the Beidajie Women’s Mosque in Zhengzhou, Henan province, China.

Hvor hui-befolkningen tillades private islamskoler under henvisning til den officielle kønspolitiske ligestillingspolitik, er disse forbudt i Xinjiang, fordi den kinesiske stat her slår ned på de separatistiske strømninger inden for uighur-minoriteten, hvor spændinger i forhold til centralregeringen i perioder har givet sig udslag i terrorhandlinger.

GUO JINFANG er kvindelig imam ved Wangjia Moskeen i Kaifeng, en af byens 16 af slagsen forbeholdt kvinder. Hun forklarer til den britiske forfatter og filmproducent Michael Wood, at fortidens muslimske ledere byggede skoler først, inden nogle af disse forvandledes til moskeer i det 18. århundrede.

Efterfølgende skrev kinesiske muslimske filosoffer digre bogværker, der betonede nødvendigheden af at være muslimer, der både var rettroende og loyale over for den kinesiske stat. Siden flød to strømninger sammen, forklarer hun: behovet for at bevare samfundets religiøse identitet og behovet for at uddanne og ligestille kvinder.

Mohammed Ma Jian (1906-1978) var Kinas førende islamforsker, flydende i arabisk og en anerkendt intellektuel i både Republikken Kina og Folkerepublikken Kina. Han oversatte Koranen til kinesisk. Efter et ophold i Kairo i 1930′ erne kom han hjem til Kina og oversatte de konfutsianske Analekter (det nærmeste østasiatisk kultur kommer en ‘ bibel’) til arabisk. Han mente, at marxisme og islam fint kunne sameksistere. Hvem skulle have troet det: at den arabiske verden kan lære noget af det konfutsianske Østasien.

(klumme i Politiken 3.10.2016)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Overlevelsens atomvåben

Udgivet den 19. september 2016 af flemmingytzen

Krigsrisiko i Korea er lav, men i nord sikrer man sig overlevelse.

NORDKOREAS nylige prøvesprængning af et kernevåben, den femte af sin slags, betyder ikke, at risikoen for krig er rykket nærmere. Målet er afskrækkelse, og adressen er ikke kun hovedmodstanderen USA eller rivalen Sydkorea, men i høj grad også den beskyttermagt, som holder livlinerne oppe til klanstyret i Pyongyang, nemlig Kina.

Fordi den amerikanske atomparaply over Nordøstasien er så tæt, som den er, ville en direkte anvendelse af et nordkoreansk kernevåben mod amerikanske basefaciliteter i Stillehavsregionen udløse et modangreb, som ville udslette samtlige nordkoreanske kommandocentre af betydning foruden et tab på hundredtusinder af civile.

Prøvesprængningen er derfor udtryk for, at klanstyret sætter prisen op for et hvilket som helst angreb på den sidste af USA’s modstandere fra de tidlige år af den kolde krig. Selve Nordkoreas eksistensberettigelse som stat bygger på fortællingen om, at en ludfattig kommunistisk stat for lidt over seks årtier siden kæmpede USA til et resultat, der bedst kan betegnes som ‘ uafgjort’, og som finder udtryk i den deling af den koreanske halvø, som har været realiteten siden våbenstilstanden i 1953.

I nordkoreansk propaganda beskrives ophøret af kamphandlingerne efter de tre års krige som en ‘ sejr’ over den ‘ imperialistiske’ supermagt. Modstandsvilje mod USA udlægges i Pyongyang som beviset på den koreanske nations vilje til overlevelse og evne til at videreføre det eneste i intakte og selvstændige koreanske samfund.

For ‘ landsmændene’ i det langt rigere og friere Sydkorea er i Pyongyangs fremstilling ikke længere ægte koreanere, men urene og bastarder, inficeret af globalisering og amerikanisering. Selv de nordkoreanske afhoppere, der når frem til Sydkorea og skal forsøge at leve et friere og mere selvstændigt liv som individer, får problemer. Nogle beder om at blive sendt tilbage, fordi de savner en forbundethed med slægt og venner. Konkurrencementaliteten i det dynamiske Sydkorea, en af klodens mest udviklede og innovative stater, er ofte uoverkommelig for disse flygtninge.

PÅ DEN lange bane handler udfordringen i Korea om, hvorvidt verden er bedst tjent med, at delingen af halvøen bliver et permanent vilkår. For skulle en genforening komme, rejser der sig voldsomme udfordringer: et forenet Korea som en del af det amerikanske alliancesystem i Asien vil være uacceptabelt for Kina.

Et forenet Korea bliver med sikkerhed antijapansk i sin udenrigspolitiske orientering, hvilket Kina vil vide at udnytte i en grad, der kan gøre den koreanske alliance med USA usikker.

Et forenet Korea vil være en uoverkommelig økonomisk byrde for den sydkoreanske befolkning, hvis en genrejsning af den fallerede nordkoreanske økonomi kommer til at ske på betingelser som dem, der gjaldt for de to tyske stater i 1990.

Derfor er atomprøvesprængningen en realitet, som på den mest ubehagelige vis fortæller, at delingen forbliver en realitet lige så langt ud i fremtiden, som forestillingsevnen rækker. Alle kan leve med status quo, meget få kan se fordelene ved alternativet.

Problemet er så lige her, at millioner af koreanere i såvel syd som nord er opdraget til at berede sig på, at den historiske uretfærdighed ophører, og at halvøens 75 millioner indbyggere samles i et fælles ‘ hjem’.

Koreanere i begge stater lever derfor i en dobbeltverden: en reel og en forestillet.

ER DET DA muligt at forestille sig en fredelig udgang på Korea-spørgsmålet? Kan den kommunistiske stat reformere sig i en sådan grad, at incitamentet til at bygge en nuklear afskrækkelse op reduceres og helst helt fjernes, og at de to fjendtlige stater begynder en udvikling, der kunne ligne det, der skete mellem Øst-og Vesttyskland med den forsoning, som de vesttyske socialdemokrater tog initiativet til en lille snes år før Murens fald? Svaret er her, at Nordkorea i en sådan udvikling ville lide samme skæbne som i sin tid Østtyskland.

Kim Jong-uns ‘ arbejderparadis’ er militariseret i en grad, der får datidens DDR til at ligne et kuriøst socialpolitisk eksperiment.

De kernevåben, der måtte have befundet sig på østtysk jord, havde kun sovjetiske officerer adgang til. Med andre ord er Kina ikke tilnærmelsesvis i en rolle svarende til den, Gorbatjovs Sovjetunionen havde, da det kommunistiske imperium slog revner i 1989.

Kim-klanen er indstillet på at kæmpe til det yderste for at bevare den bizarre statsdannelse, den har stået i spidsen for siden 1948. Den har overlevet Sovjetunionens sammenbrud, kinesisk kursskifte og international isolation.

Håb om forandring må derfor knytte sig til mulige interne reformer, gerne i stil med, hvad Kina under Deng Xiaoping slog ind på fra slutningen af 1970′ erne. Indtil videre har det lange udsigter.

(klumme i Politiken 19. september 2016)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Multikultur fortrænger sprogstrid

Udgivet den 5. september 2016 af flemmingytzen

Brexit hjælper ikke Canadas fransktalende separatister.

JO LÆNGERE vestpå man kommer i Canada, jo sjældnere høres det ene af landets to officielle sprog. Alligevel er alle forklaringer på museer og of-ficielle regeringsbygninger skrevet på både fransk og engelsk.

Giver det mening her i British Columbia, hvor tre fjerdedele af den knap fem millioner store befolkning har engelsk som hovedsprog, og hvor kun et par procent foretrækker fransk som første sprog? Ligestilingen mellem de to europæiske sprog er ført igennem helt ud i den mindste detalje.

Selv på de spraglede, kunstnerisk dekorerede postkasser her i det smukke og betagende Vancouver er der på metallågen støbt ordene: Pull-Tirez. Så stor imødekommenhed får selv ikke de syv procent af finnerne, der har svensk som hovedmodersmål. Hvad vil anglo-canadierne opnå med denne velvillighed? Svaret findes naturligvis i den østlige provins Québec, hvor knap 80 procent af de otte millioner indbyggere har fransk som første sprog.

FOR ET lille halvt århundrede siden tog militante fransktalende separatister skridt til løsrivelse med noget, der begyndte at ligne en frihedskamp. Det kulminerede med den såkaldte oktoberkrise i 1970.

Der var drab, bortførelser af embedsmænd og bombesprængte postkasser.

Denne galskab i et ellers højt udviklet europæisk domineret samfund var aldrig nået så vidt, havde det ikke være for den franske præsident Charles de Gaulles forrykte tale på rådhusbalkonen i Montreal 24. juli 1967, hvor krigsveteranen rundede af med ordene ‘ Vive le Québec libre’ og satte en folkemængde i ekstase.

Siden blev Québec-separatisternes tilbøjeligheder jordet ved to folkeafstemninger, først i 1980 og siden i 1995, og når emnet alligevel vækker en vis interesse i dag, skyldes det Brexit. Hvis briterne kan forlade EU, er to Canadaer så ikke bedre end ét, spørges der i krogene herude.

AKTIVISTER i Québec bruger stadig 24. juni som dagen, hvor de profilerer sig, men i år var der ingen ekstatiske råb på rådhuspladsen i Montreal. Det skyldes utvivlsomt, at løsrivelsesbevægelsens organisation, Parti Québécois, står uden formand efter Pierre Karl Peladeaus afgang tidligere på året.

Ved næste valg til provinsparlamentet vil konsekvenserne af Brexit være tydeligere end i dag og næppe tjene som eksempel til efterfølgelse for Canadas frankofone.

Den multikulturalisme, som for et kvart århundrede siden blev skrevet ind i forfatningen af Pierre Trudeau, fader til Canadas nuværende regeringschef, Justin Trudeau, var et mesterligt stykke jura, der både lukkede munden på de frankofone, åbnede for officiel accept af den oprindelige befolkning og forberedte nationen på den indvandringsbølge, som Canada har håndteret mange gange bedre, end det sker i Canadas europæiske oprindelseslande.

AFTENVANDRINGER her i Vancouvers bykerne afslører et fænomen, som vil være en sjældenhed i europæiske storbymiljøer: kærestepar hånd i hånd, hvor manden har østasiatiske eller afrikansk-caribiske rødder, mens kvinden er hvid. Butikkerne på byens længste indkøbsgade, Robson Street, er domineret af asiatiske kvinder, der ubesværet svinger mellem engelsk og kinesisk, eller engelsk og hindi.

Lidt over halvdelen af byens 2,5 millioner store befolkning falder i kategorien kaukasisk-europæisk, mens østasiaterne tæller knap 30 procent og sydasiaterne 11 procent. Ikke underligt, at tilrejsende fra Québec føler sig trængte her.

Men den canadiske multikulturalisme er ikke uden paradokser. Den indfødte befolkning, der i dag udgør knap halvanden million indbyggere (ud af et samlet folketal tæt på 35 millioner), går under den officielle betegnelse First Nations, uagtet at disse snesevis af folkeslag ikke var i nærheden af noget, der bare lignede en statsdannelse, da de europæiske indvandrere i 1867 etablerede den canadiske nation.

I dag bruges der millionbeløb på at hylde disse første ‘ nationer’, men på det imponerende museum i provinshovedstaden Victoria, den mest britiske lokalitet på den vestlige side af Atlanterhavet, omtales decimeringen af urbefolkningen i 1800-tallet kun i parenteser som ulykkelige konsekvenser af ‘ spiritus, sygdomme og våbenmagt’.

Siden er verden vendt på hovedet. Hver måned ankommer tusinder af asiater på den canadiske stillehavskyst, og mange vælger at blive. For dem bliver Québec ikke meget andet end et eksotisk turistmål, repræsenterende den gamle verden. Indvandringen fortrænger Canadas gamle sprogstrid.

(klumme i Politiken 5.9.2016)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Petro-stat med tusinder af klimaflygtninge

Udgivet den 22. august 2016 af flemmingytzen

Canada kæmper med både olieprisfald og klimahensyn.

KORT FØR daggry lyder det fra en højttaler på en bygning ca. 150 meter fra mit hotelvindue: Gud er stor. På umiskendeligt arabisk. I hvilket hjørne af ‘ Arabistan’ befinder vi os? I en petrostat, der er sit kontinents mest vellykkede.

Provinsen Alberta er demokratisk, hovedrig og gældfri. Multikulturalisme og flersprogethed er officiel politik. Olie og naturgas er de økonomiske herrer. Hvor 4,2 millioner indbyggere befolker et område, der er halvanden gang Sveriges størrelse, og hvor boretårne og rørledninger pynter op i et landskab, broderet med gule kornmarker, pittoreske skove og brune klipper, kendt som The Rockies. Hvor bønderne bor i rummelige huse, mange af dem malet i svenskrødt.

Hvor en af landsbyerne hedder Dalum og gravstederne har navne som Jensen, Hansen, Christensen, Olsen og Nielsen.

WILD WEST-provinsen Alberta gør Canada til hjemsted for klodens tredjestørste oliereserver. Problemet med disse er, at de skal udvindes af tjæresand, som er en forurenende og omkostningstung proces, hvor raffineringen koster det tredobbelte af, hvad mexicansk olie fra havbunden koster.

Udvindingen af olie fra Albertas tjæresand er den vestlige verdens største udleder af drivhusgasser fra en enkelt geografisk landbaseret lokalitet og ville i 2020 have nået et omfang af Danmarks samlede udledninger, hvis det ikke havde været, fordi de seneste års fald i oliepriserne har sat en prop i et af de største væksteventyr på den vestlige halvkugle i en menneskealder.

Prisdykket har rystet fundamentet for den engang så lovende canadiske økonomi og har udløst det største kursfald for valutaen, siden den blev koblet på den amerikanske dollar for et lille halvt århundrede siden.

Inden pristurbulensen satte ind, nåede olieeksporten op på en femtedel af Canadas samlede valutaindtjening, en tredobling i løbet af et årti. Mens den store nabo mod syd i 2008-9 blev rystet af den globale finanskrise, kunne Canadas daværende konservative regering bryste sig af at være en energisupermagt, hvor oliepumperne snurrede lystigt i takt med omsætningen på børsen, og den canadiske dollar nåede paritet med den amerikanske.

Så dykkede prisen, vælgerflertallet gik fra konservativt til liberalt, tilmed også i Albertas delstatsparlament.

Forventningen blandt liberale vælgere om, at Canada nu vil gå i Barack Obamas klimapolitiske fodspor og reducere afhængigheden af fossile energikilder, ser imidlertid ikke ud til at blive indfriet lige med det første.

UNDER DEN valgkamp, som i fjor gjorde den liberale Justin Trudeau til premierminister, stillede partiet en milliardstor klimapolitisk satsning i udsigt.

Albertas flade landskaber skulle ikke længere pyntes op kun af oliepumper i sort metal, men af hvide vindmøller. Dem ser vi en hel klynge af en times kørsel nordpå ud af Calgary, men meget mere end smukke symboler er de ikke. Vindenergi udgør kun en brøkdel af provinsens samlede elproduktion.

Canadiske klimaaktivister minder med mellemrum om, at Trudeau har støttet Nordamerikas mest kontroversielle energiprojekt, olierørledningen Keystone, der over et 3.500 kilometer langt ledningsnet vil kunne fragte størstedelen af Albertas olieproduktion ned til raffinaderier i Oklahoma og Texas.

Men mindre end en måned efter Trudeaus valgsejr i oktober i fjor satte Obama hælene i og afviste at godkende den fase af Keystone, der kunne have sendt Albertas olie over den 49. breddegrad og ind til naboen Montana og derfra videre sydover til amerikanske forbrugere. Obama sagde nej tak til projektet med henvisning til klimapolitik og forsyningssikkerhed, om end den reelle årsag lige så meget er den realitet, at USA er tæt på at være selvforsynende med olie.

CANADAVILLE sagtens selv kunne bruge Albertas olie, hvis det ikke var, fordi miljø-og klimaaktivister konstant peger på konsekvenserne af at skulle udvinde af tjæresand.

Hvor kritisk og følsomt emnet er, stod klart i maj, da Albertas nordlige olieby Fort MacMurray stod i flammer, og størstedelen af byens og omegnens 116.000 indbyggere måtte evakueres. Om end den direkte tekniske årsag til brandkatastrofen ikke er kendt, var aktivister ikke sene til at betegne de 95.000 evakuerede for klimaflygtninge.

Alt sammen stiller det oliesektoren, de canadiske klimaaktivister og Trudeaus liberale styre over for svære valg. Der skal findes milliarder til klimasatsninger, men de udebliver, så længe olieprisen forbliver lav.

Som en munter sjæl her i Rocky Mountains formulerer det, består Albertas og Canadas dilemma i følgende: »Drill, baby, drill, so we can buy a windmill«. Prærieprovinsens velstand har en pris.

(klumme i Politiken 22. aug. 2016)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Forkælelsesdiktaturet

Udgivet den 8. august 2016 af flemmingytzen

Vælgerne i Thailand har været omkring stemmeurnerne. Militæret forbliver ved magten.

NÅR SKARER af vælgere bevæger sig til stemmeurner, plejer vi at opfatte det som udtryk for en positiv og opmuntrende udvikling. Stemmesedler er i vor eurocentriske verden symboler på folkelig inddragelse og en måde at holde politiske ledere ansvarlige for deres gode og dårlige gerninger.

Sådan er det i en ideel demokratisk tilstand, men i virkelighedens verden er billedet mere broget. Således også i det Thailand, hvor 40 millioner vælgere i går havde mulighed for at deltage i en folkeafstemning om en forfatning, som den regerende militærjunta har besluttet at lægge ud til folkets afgørelse.

Tallene for vælgerdeltagelsen får vi muligvis allerede i løbet af i dag, og dem behøver magthaverne ikke at lyve om. For alt forbliver ved det gamle. Hvilke spørgsmål blev vælgerbefolkningen bedt om at tage stilling til?

De to spørgsmål på stemmesedlen lød således: Accepterer du det foreliggende udkast til ny forfatning? Skal det være muligt for parlamentets overhus at slutte sig til underhuset, når der skal vælges en regeringschef?

SIDEN DET thailandske militær tog magten ved et ublodigt kup for to år siden, har magten været solidt placeret i et nationalt råd for ro og orden. Ifølge forfatningsforslaget skal de 250 senatorer i parlamentets overhus fremover udpeges af dette militære råd. Dermed får den til enhver tid siddende militære elite det afgørende ord, når underhuset skal finde flertal for en regeringschef.

Alt tegner til, at forfatningen går igennem, og dermed sparkes Thailand tre årtier tilbage i politisk udvikling. Frem til 1988 var landets regeringschefer altid militærfolk, i bedste fald en pensioneret general, som det var tilfældet med den mest vellykkede af dem, Prem Tinsulanonda, der om få uger fylder 96(!) Denne mand har, hvor utroligt det end lyder, stadig indflydelse på, hvad der sker i magtens korridorer i Bangkok, idet han er chef for det særlige tronråd af rådgivere, der rådgiver kongefamilien.

Den reelle dagsorden bag folkeafstemningen er at etablere de rammer, der kan sikre en stabil tronfølge, den dag den stærkt sygdomssvækkede 89-årige konge, Bhumipol, forlader scenen. Mange års tvivl om, hvorvidt kongens eneste søn, den 64-årige Maha Vajiralongkorn, er egnet som ny monark (han skal indstilles af tronrådet og formelt godkendes af parlamentet) er borte.

Den nuværende juntaleder og regeringschef, general Prayut Chan-ocha, kan med stor sandsynlighed snart gøre sig til Prems afløser, samtidig med at han sikrer sig et loyalt promilitært parlament mange år frem. De 250 militært udpegede senatorer vil nemlig være en blokering for, at mindre partier går sammen i koalitioner, der kunne skabe flertal for en regeringschefkandidat, som ikke nyder den militære elites opbakning.

SOM DET ER TILFÆLDET i det meste af det øvrige Sydøstasien, eksisterer der ikke i Thailand idépolitik, som vi kender den fra Europa i form af liberale, konservative, socialistiske eller socialdemokratiske partidannelser.

Partier er valgmaskiner, der har skullet fremme særinteresser, oftest militærets, andre gange enkeltpersoners, som regel meget velstående af slagsen og ofte demagoger og populister af værste skuffe.

Den mest berygtede af slagsen i nyere tid er milliardæren Thaksin Shinawatra, der blev afsat ved et ublodigt kup i sensommeren 2006, og som stadig lever i eksil. I de ti år, der er gået siden, har landet enten været styret direkte af militæret eller af inkompetente partier og interessegrupper, der har destabiliseret landets politiske system ved at sende aktivister på gaden og tæve løs på modstandere.

I tidligere perioder med politisk ustabilitet og sociale oprør har monarken spillet en stabiliserende rolle om end med varierende gennemslagskraft, men han er i dag uden mulighed for at tale de stridende grupperinger til ro og orden.

Gårsdagens folkeafstemning handler derfor om at sikre rammerne for et nært forestående tronskifte og at indskrænke det demokratiske spillerum til så snæver en margin, at den militære elite kan fastholde den reelle magt under dække af en demokratisk fernis.

Alt sammen er det temmelig foruroligende, men ændrer intet ved, at feriegæster i milliontal vil fortsætte med at flokkes til landet, der er kendt for gæstfrihed, hedonisme og en variation af kulinariske glæder, der ikke matches noget andet sted på kloden.

Med og uden stemmesedler forbliver Thailand, hvad det er og har været, siden en gruppe officerer afskaffede enevælden ved et kup tilbage i 1932: et hybridsamfund, hvor frihedsgraderne konstant er under pres fra autoritære tilbøjeligheder hos lukkede og magtfuldkomne eliter i militæret og kongepaladset.

Vi undlader her at nævne de kolossale formuer, som disse eliter kontrollerer.

(klumme i Politiken 8. august 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Gangsterjihadister har turisme i kikkerten

Udgivet den 1. august 2016 af flemmingytzen

Hvis den næste massemorder en dag slår til på Langelinie, er det ikke på grund af Den Lille Havfrue.

En god ven havde planlagt ferie med familien i Nice og blev naturligvis forskrækket, da terroren indfandt sig på den franske nationaldag. Afrejsen blev skubbet et par døgn, så de tragiske hændelser kunne komme lidt på afstand.

Forhåbentlig har hverdagens normalitet indfundet sig for alle de aktiviteter, der præger denne populære feriedestination.

I en sms til vennen skrev jeg, at det bedste, han kunne gøre for de fastboende, var at holde ferien som planlagt, også selv om atmosfæren i Nice ikke bliver den sædvanlige lige med det første.

Når terrorismen rammer steder, hvor det multikulturelle præg i form af kommerciel masseturisme er omfattende, er det ikke længere svært at identificere sig med ofrene. I Istanbuls lufthavn har mange af os skiftet fly, mens andre er landet oftere i Bruxelles end i Billund. At gå på en strandpromenade en sommeraften lige ned til Middelhavet er en type oplevelse, et stort antal danskere nærmest er vokset op med.

SÅ DA ‘ gangsterjihadisten’ Mohamed Lahouaiej Bouhlel besluttede at forvandle sin 19 tons tunge lastvogn til et mordvåben, skabte han ikke bare en tragedie af ufattelige dimensioner, men gjorde det tilmed i omgivelser, hvor vores sårbarhed er total: der, hvor vi mødes i flok i afslappet glæde over at være borgere i et åbent, frit og tolerant samfund.

For turisme, defineret som vores måde at søge nye indtryk under fremmede himmelstrøg på, har en betydning, der rækker langt ud over bare det kommercielle.

Det er på mange feriedestinationer, at vi former os langvarige eller endda blivende indtryk af værtslandet, møder dets indbyggere, diskuterer med dem, måske lærer af dem og muligvis også lærer lidt fra os.

TURISME ER mere end soldyrkelse, badning og vandringer i strandkanten. Kald det bare kulturudveksling. Et eksempel: For nogle år siden havde jeg fornøjelsen af at ledsage et lille hold forretningsfolk fra et stort østasiatisk land på en kanalrundfart i Københavns Havn. Efterhånden som vi kom rundt, blev de mere og mere overvældede.

»Hvordan bærer I jer ad med holde byen og havnen så ren og velordnet?«, lød det. »Og folk bruger havnebassinet til at bade i?«. Jo da, vist så. Jamen, sådan nogle bymiljøer ville de da meget gerne have derhjemme, hvor dagligdagen er en kamp mod massiv luftforurening og trafikpropper, hed det sig konkluderende hos gæsten. Så der var virkelig noget at tage hjem og tale med partikommissariatet om.

I en nøddeskal demonstrerer denne reaktion, hvad det er, der er styrken og attraktionen ved vor hovedstad. Ikke kun jazzfestivaler, den afslappede tøjkultur, den dristige arkitektur og de tusindvis af cyklister.

Alle disse tiltag ville jo aldrig være kommet, hvis ikke hovedstadens myndigheder og indbyggere også har vist, at de er i stand til at rydde op efter sig og holde rent.

Risikoen er selvfølgelig, at storbyens kvaliteter bliver løbet over ende, fordi for mange opdager, hvad København har at byde på. Ifølge et af vore store elektroniske public service-medier bliver 2016 et rekordår for den strøm af turisme, der sejler til hovedstaden.

Cruise Copenhagen Network, som har styr på krydstogtskibene, har registreret 60.000 flere varslede krydstogtsgæster i år i forhold til sidste år. Dermed vil næsten 740.000 turister i løbet af 2016 sejle til og fra København på et af de store skibe, der kan ses ved Langelinie og i Frihavnen.

Organisationens opgørelser viser, at denne kategori årligt lægger omkring 700 millioner kroner i København. Kan hotellerne, restaurationslivet og de butiksdrivende få armene ned? Noget taler for, at de kan blive ved med at holde dem højt. For årets passagertal ser ud til at blive overgået allerede i 2017, hvor der er udsigt til 850.000 besøgende.

EN UNDERSØGELSE fra World Travel and Tourism Council viser, at det tager 13 måneder efter et terrorangreb, inden turismen er tilbage på normalt niveau. Til sammenligning går der 24 måneder efter en miljøkatastrofe og 27 måneder efter politisk relaterede uroligheder. Undtagelserne i WTTC’s undersøgelse er attentaterne i Madrid 2004 og London 2005, hvor turismen fandt sit normale leje i løbet af få uger.

Dette er gode nyheder for Frankrig, hvor 10 procent af den samlede beskæftigelse er knyttet til turismen. Vi er sårbare, men ikke kuede.

(klumme i Politiken 1. august 2016)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Europas helt egen sultan

Udgivet den 25. juli 2016 af flemmingytzen

Erdogan er en antivestlig autokrat, som vi er afhængige af.

TYRKIETS undtagelsestilstand er nu officiel, men har været reel, længe inden interne kræfter begyndte at ryste ved fundamentet for den leder, som Europa og USA er dybt afhængige af i opgøret om den fremtidige optegning af Mellemøstens politiske landskab. Ankaras krigsberedskab er mere et resultat af eksternt pres (Islamisk Stat, og Ruslands hånd i Syrien) end den interne dynamik, der har forvandlet præsident Recep Tayyip Erdogan fra noget, som engang lignede en halvhjertet demokrat til den erklærede proislamiske og antivestlige autokrat, der er mandens politiske og ideologiske kerne.

Tyrkiets alliancepartnere i Nato har mere end én gang haft behov for at stille spørgsmålet: Vil den virkelige Erdogan venligst træde frem? Nogle få advarselslamper blinkede, da han i 1994 blev valgt til borgmester i Istanbul. I december 1997 blev Erdogan idømt ti måneders fængsel for at opildne til religiøst had. Borgmesterens forbrydelse bestod i, at han i byen Siirt havde læst et digt op, der indeholdt følgende linjer:

Moskeerne er vore kaserner, kuplerne er vore hjelme, minareterne er vore bajonetter, og de rettroende er vore soldater.

DIGTET var ikke Erdogans eget værk; han havde hentet teksten fra den osmanniske og islamistiske poet Ziya Gökalp. Teksten læste han op under en demonstration mod forfatningsdomstolens beslutning om at lukke og forbyde Velfærdspartiet, som havde været Erdogans karrierestige. Borgmesteren måtte lægge kæderne af sig, men han slap med kun at skulle afsone fire af de ti måneder. I 2001 grundlagde Erdogan Retfærdigheds-og Udviklingspartiet, AKP, og allerede året efter blev partiet en klar valgvinder med en tredjedel af de afgivne stemmer.

Siden da har den tyrkiske økonomi gennemgået en nærmest mirakuløs transformation med vækstrater, der har lignet noget, vi kun kendte fra Indien og Kina, og som har gjort den tyrkiske økonomi til klodens 17.-største.

Dette løft gør ikke automatisk Erdogan til en liberal reformator. Mandens ideologiske sindelag blev tydeliggjort for omverdenen i oktober 2014, da han i en tale på et af Istanbuls universiteter sammenlignede Nato’s og Vestens politik i regionen med den rolle, som den britiske officer Thomas Edward Lawrence fik under det arabiske oprør mod det osmanniske imperium i 1916-18.

I talen affyrede Erdogan en regulær bredside mod den såkaldte Sykes-Picot-aftale, som var det britisk-franske redskab til opdeling af de arabiske områder, som havde været under Osmannerrigets kontrol. Sykes-Picot, der fik sit navn efter de to diplomater, der skruede aftalen sammen, banede vejen for et jødisk hjemland og de grænsedragninger, der førte til etableringen af Irak og Syrien som statsdannelser. I talen lød Erdogans karakteristik således: »Grunden til alle konflikter i regionen blev grundlagt for 100 år siden, og det er vor pligt at bringe dette til ophør«.

Senere i talen fik ‘ Lawrence of Arabia’ følgende ord med på vejen: »En britisk spion forklædt som en araber«, hvis efterkommere i dag »kommer til Tyrkiet som journalister, forfattere og terrorister«. At ‘ Lawrence of Arabia’, var inderligt imod Sykes-Picot, forstyrrede ikke det verdensbillede, Erdogan lagde frem for sit publikum. Men hans retorik har en slående lighed med det, der kommer ud af Islamisk Stats propagandamaskineri, IS har tilmed produceret en video, der hedder ‘ The End of Sykes-Picot’.

Talen blev holdt, ugen efter at USA offentliggjorde en enighed med Ankara om brugen af Nato’s flybase i Incirlik i krigen mod IS. Kun få timer efter talen dementerede tyrkiske embedsmænd, at en sådan aftale eksisterede. Så der skulle et langvarigt pres fra alliancepartnerne til, før Erdogan accepterede tyrkisk deltagelse i den USA-ledede koalition mod IS og brugen af tyrkiske baser i luftkrigen. Erdogans modydelse blev som bekendt frie hænder til at bombe kurdiske stillinger i Irak.

HISTORIENS dom over Vestens nutidige politik i det gamle osmanniske grænseland kan ikke skrives endnu. Men takket være tyrkiske medier, der indtil for nylig stadig nød en vis uafhængighed, har vi efterhånden fået et klart billede af den leder, som Europas sikkerhed og stabilitet er dybt afhængig af.

Muligvis bliver Erdogan en ny Suharto; lederen af Indonesien i mere end tre årtier og efter sit fald i 1998 afsløret som en kleptokrat, der havde tilranet sig en milliardformue. Suharto stod i spidsen for et system, der bedst kan betegnes som et stærkt begrænset demokrati, eftersom kun få (sekulære) partier blev tilladt.

Ifølge finansmagasinet Forbes nærmer Erdogans personlige formue sig 1,2 mia. kr. og er bygget op gennem investeringer i ejendomme og aktier. Ikke kun i sit verdenssyn, også i forholdet til materielle værdier ligner Erdogan en sultan.

(klumme i Politiken 25. juli 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Dragen lærer af ørnen

Udgivet den 22. juli 2016 af flemmingytzen

Så til søs: Får Kina sin Monroe-doktrin i det Sydkinesiske Hav?

STYRER Kina og USA mod væbnet konfrontation til havs og i luften, fordi den kinesiske ledelse afviser at respektere den kendelse, som den Faste Voldgiftsret i Haag har afsagt om Kinas påståede historisk betingede territorialkrav i det Sydkinesiske Hav? Et sådant scenario er af den slags, som dommedagsprofeter kan bruge mange og dramatiske retoriske udladninger på, mens en mere nøgtern udlægning taler for, at det traditionelle FN-spor nu definitivt er lukket, og at løsninger må findes ad diplomatiske kanaler.

Disse er allerede lagt ud af den nyligt tiltrådte filippinske præsident Rodrigo Duterte, som først sagde, at krig ikke er nogen ‘ option’, og derefter bad landets store gamle statsmand, 88-årige ekspræsident Fidel Ramos om at pakke tasken og tage til Beijing og tage hånd om de følere, Beijing lagde ud i sidste måned. Her åbnede der sig et spor, da den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation Asean viste sig ikke at kunne enes om en fælles holdning til striden (og jo, kinesiske diplomater havde haft travlt med at vride arme på naboerne).

UDFORDRINGEN for samtlige Kinas sydlige naboer bliver herefter at overbevise Beijing om, at deres forbindelseslinjer til Washington og Pentagon aldrig bliver kappet, men at de alle er indstillet på at acceptere et ændret adfærdskodeks i et havområde, som Kina betragter som sin strategiske baghave.

Det er en forandret stormagtslogik, der her tegner sig, og den har en interessant historisk parallel: Tilbage i 1823 definerede den amerikanske udenrigsminister John Quincy Adams den såkaldte Monroe-doktrin, opkaldt efter den præsident, som Adams tjente under.

Doktrinen var Amerikas svar på de europæiske kolonimagters forsøg på at gøre indhug i de latinamerikanske besiddelser, som Spanien og Portugal allerede havde forladt eller var ved at miste. Budskabet har gyldighed helt op til nutiden: at de europæiske magter politisk skal holde fingrene væk fra det amerikanske kontinent. Monroe-doktrinen blev således en afspejling af de ændrede styrkeforhold, der havde indfundet sig i denne tidlige fase af afkoloniseringen. USA fik, hvad der med et nutidigt og mere jordnært udtryk kaldes en baggård.

Tilsvarende er Kinas tilsyneladende uforsonlige holdning til de territoriale stridigheder i det Sydkinesiske Hav et udtryk for, at USA skal regulere sin militære adfærd i dette vigtige farvand, hvor Pentagons Stillehavsflåde stadig er en allestedsnærværende politistyrke. Balancen bliver en anden, fordi Kina er blevet stærkere og større, økonomisk og militært.

Hvad ingen burde overraskes over.

Set med asiatiske briller på historien har USA’s militære rolle i regionen ikke været et ubetinget gode. Vietnamkrigen 1965-75 og langvarig amerikansk støtte til militære diktaturer i flere af de allierede lande gav politibetjenten blod på handskerne.

Supermagtens våben og penge bidrog til at reducere eller helt fjerne interne trusler fra kommunistiske og prokinesiske grupper i især Filippinerne og Indonesien. Med baser og efterretningsfaciliteter spredt ud over regionen har amerikanske skibe og fly i årtier siden da kunnet patruljere lige på kanten af den sydkinesiske kyst i en politik, som Beijing ser som en del af en regulær omringning.

KINAS påberåbelse af suverænitet over det store havområde har derfor adresse til USA lige så meget som til Filippinerne.

Det er et halvt århundredes magtudøvelse, som Beijing vil justere på: USA skal ikke fortrænges helt fra regionen, men supermagtens rolle skal reduceres i et omfang, der indebærer respekt for Kinas nyvundne status som næsten-supermagt.

Her tæller også de helt små skridt. I sit umiddelbare nabolag har Beijing allerede scoret en væsentlig sejr på point: Regeringen i Taiwan har kaldt afgørelsen fra Haag for ‘ uacceptabel’, og dermed lægger Taiwan sig på linje med Kina i en strid, der kommer til at definere Sydøstasiens politiske fremtid. Taiwan ledes af det parti, som for årtier siden blev grundlagt på et krav om frigørelse fra Kinas ‘ historisk betingede’ krav på øen, men går nu i takt med Beijing og anerkender implicit rivalens sikkerhedspolitiske interesser.

FREMOVER bliver verden vidne til et kompliceret diplomatisk spil om en ændret magtbalance i det Asien, som USA er på vej til at prioritere højere end det sammenbrudte Mellemøsten og det fragmenterede Europa. Måske går kabalen op, hvis det bliver en præsident Donald J.

Trump, der skal skrue ned for den ‘ rebalancering’, som daværende udenrigsminister Hillary Clinton satte i gang for fem år siden.

(klumme i Politiken 22.07.2016)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

	Liam S til En hurtig lille Nato-krig mod…
	Farvel til Jimmy Car… til Jimmy Carter, 100 år
	Svend Erik Hansen til Universiteterne har givet op.…
	Stig Wørmer til Jimmy Carter, 100 år
	xionghengli til Filmserie om kinesisk historie…
	Ryan Jones til Censur reduceres, mens etnisk…
	Dylan til Ud af paddehatteskyggen
	aclund til Katastrofen i Irak kortlagt i…
	Cara Horton til Jeppes alternative velkomstord
	Stig Wørmer til Taiwan-illusioner på slap…

Flemming Ytzen

Thailandsk kronprins på afveje i Bayern

Nekrolog: Thailands moralske vogter

Præster i ny frihedskamp

Overlevelsens atomvåben

Multikultur fortrænger sprogstrid

Petro-stat med tusinder af klimaflygtninge

Forkælelsesdiktaturet

Gangsterjihadister har turisme i kikkerten

Europas helt egen sultan

Dragen lærer af ørnen

Nye indlæg

Nye kommentarer

Arkiver

Kategorier

Meta

Blogstats