Flemming Ytzen

Democratic Progressive Party (DPP) presidential candidate Tsai Ing-wen (C) celebrates her victory inTaipei on January 16, 2016. Voters in Taiwan elected a Beijing-sceptic president in a dramatic democratic journey, carving their own political path against China’s wishes. AFP PHOTO / Philippe Lopez / AFP / PHILIPPE LOPEZ

Nyhedsanalyse. Taiwan har udsigt til forandringer i indenrigspolitikken, men øens internationale placering bliver der ikke ændret på.

Taiwan har valgt ny præsident, Tsai Ing-wen, der repræsenterer oppositionspartiet DPP, De Progressive Demokrater. Hvad kommer det til at betyde for de 23 millioner indbyggere på øen?

Sandsynligvis kommer der forandringer i fordelingspolitikken i form af en mere retfærdig økonomisk politik, der i højere grad tilgodeser de socialt svagere grupper. Frem for alt vil Tsai Ing-wen forsøge at gøre op med den sammenspisthed, der har kendetegnet forholdet mellem regeringsadministrationen og den tungere del af øens erhvervsliv. De store virksomheder har nemlig haft et meget nært forhold til det hidtidige regeringsparti, KMT.

Og hvad sker der med Taiwans forhold til omverdenen, først og fremmest Kina?

Ikke noget, der fundamentalt vil ændre på Taiwans placering på det storpolitiske verdenskort. Hvor Taiwan befinder sig, afgøres af, hvad Kina og USA har forhandlet sig til. Kina betragter Taiwan som en frafalden region, der skal hentes hjem til moderlandet, mens USA garanterer, at Taiwans indbyggere sikres mod, at Kina påtvinger øen løsninger på den konflikt, som endnu ikke er afsluttet.

Hvilken konflikt?

Den kinesiske borgerkrig, som fik en foreløbig afslutning i 1949. Dengang flygtede konfliktens tabende part, Nationalistpartiet KMT, til Taiwan, som på det tidspunkt netop havde afsluttet et halvt århundrede som japansk koloni. USA fortsatte i årtier med at yde militær og økonomisk støtte til KMT-hæren og dens leder og præsident Chiang Kai-shek. USA anså dengang Kina som hovedfjende, der i den kolde krig var allieret med den kommunistiske supermagt Sovjetunionen. USA brugte derfor Taiwan som et redskab til at inddæmme Kina.

Den kolde krig er for længst forbi. Har det ændret på Taiwans betydning?

Ja, på den måde, at USA i 1979 åbnede diplomatiske forbindelser med Kina og i konsekvens heraf droppede sin anerkendelse af Taiwan. Hvilket ikke ændrer på, at den amerikanske militære støtte til Taiwan er fortsat. Det amerikanske udgangspunkt er, at Taiwan historisk er en del af det kinesiske rige, men ikke nødvendigvis skal genforenes på betingelser, der er dikteret af Kina, dvs. det herskende kommunistparti i Beijing.

Betyder det, at Tsai Ing-wen kan erklære Taiwan for en selvstændig nation?

Det vil være en politisk umulighed under de nuværende forhold. Kina vil betragte et sådant skridt som løsrivelse og har truet med at invadere øen for at forhindre, at det sker. Kina og USA har opbygget så tætte relationer på så mange niveauer, at ingen ansvarlig politiker i Taiwan vil turde udfordre den magtpolitiske akse, som Kina og USA har skabt. Man skal heller ikke se bort fra, at Kina kan straffe Taiwan økonomisk gennem sanktioner og stop for samhandel og investeringer.

Betyder det, at befolkningen i Taiwan føler sig solgt af amerikanerne til Kinas forgodtbefindende?

Så enkelt er det ikke. Der er langtfra enighed i Taiwan om, at landet en dag skal være uafhængig af Kina, og så længe denne splittelse i Taiwans befolknings eksisterer, flytter øen sig politisk ingen steder.

Ville et formelt uafhængigt Taiwan blive ven med eller fjende af Kina?

Set fra Kina består der en risiko for, at Taiwan indgår en forsvarsalliance med sin gamle kolonimagt Japan. Så vil et århundredgammelt fjendskab blusse op, og den stærke kinesiske nationalisme er i dag en stærkere kraft end den ideologiske kommunisme, som tidligere bandt Kina sammen.

Så konflikten om Taiwan handler også om uafsluttede regnskaber fra det 20. århundredes konflikter?

Præcis, og landene i Østasien mangler helt at gennemføre den forsoningsproces, vi oplevede i Europa som for eksempel mellem Frankrig og Tyskland i 1950’erne og siden mellem EU og de tidligere østblokstater i Centraleuropa i 1990’erne. Politisk og kulturelt er østasiaterne et helt andet sted. De internationale medier negligerer fuldstændig den betydning, som magtbalancerne har i Asien.

Et Taiwan, der vælger den tidligere kolonilagt Japan som allieret, vil være en dødsdom over en æra, der har givet hele Østasien fred, sikkerhed, stabilitet og en helt enestående stigning i velstand. Det ved Tsai Ing-wen også, og skulle hun glemme det, vil hun blive mindet om det af USA. Endelig er det vigtigt at understrege, at ikke en eneste af Kinas og Taiwans naboer støtter ideen om et løsrevet, selvstændigt Taiwan.

Hvor reel er Kinas trussel mod Taiwan?

Ifølge efterretningskilder har Kina rettet flere end 1.000 missiler mod Taiwan. De har en rækkevidde, der gør dem i stand til at ramme mål i farvandet på den anden side af øen. Hvilket indikerer, at de potentielle mål ikke er øen, men skibe det Sydkinesiske Hav: amerikanske krigsskibe, hvis det skulle komme så vidt.

At Kina mener det alvorligt, stod klart i 1995 og 1996, da kineserne affyrede missiler i farvandet ud for Taiwan for at demonstrere sin utilfredshed med, at Taiwan afholdt præsidentvalg og hvor den ledende kandidat var tilhænger af formel uafhængighed, dvs. løsrivelse.

Hvordan reagerede USA dengang?

Præsident Clinton sendte et par hangarskibsgrupper ind i Taiwan Strædet. Det hjalp. Siden blev hele den øverste kinesiske militære ledelse inviteret på et tophemmeligt besøg i Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, hvor de kinesiske gæster fik vist, hvad USA er i stand til militært. Det hjalp nok endnu mere.

Så Taiwan kan forsvare sig?

Naturligvis. Først og fremmest USA har gennem årene udstyret Taiwan med avancerede kampfly og andet udstyr. Også Frankrig har ydet våbenleverancer. Og naturligvis har Taiwan også rettet missiler mod det kinesiske fastland.

Hov, det hører vi aldrig om…

Nej, de internationale medier har en tilbøjelighed til at glemme, at Taiwan har et stærkt, velrustet og ganske professionelt militær. Et Taiwan der genindlemmes i Kina med magt er en politisk umulighed. Det store lyspunkt i denne ligning er, at Kina og Taiwan handler og investerer i hinanden på livet løs. Den største faktor i at skabe fred og stabilitet er samhandel og mellemfolkelige kontakter i form af turisme.

Kan Taiwans fredelige demokratisering tjene som et forbillede for Kinas modernisering?

Dette er et interessant aspekt, som også negligeres i debatten om Taiwan. Det ironiske er, at Kinas nuværende økonomiske model har store ligheder med det styre, der eksisterede op til demokratiseringen i Taiwan i slutningen af 1980’erne.

Vil Kina da påtvinge Taiwan et kommunistisk styre?

Dette er et helt urealistisk scenario. Ikke en eneste politiker i Taiwan har accepteret et Taiwan med status som provins under Beijing, ej heller det tabende parti ved dette valg, KMT.

Har de to parter nogen sinde forhandlet?

I 1992 nåede parterne til en konsensus om, at Taiwan er en del af et samlet Kina, men at det er op til parterne selv at fortolke hvilken statsdannelse, der er dette samlede Kina.

Beijings tilbud til Taiwan er, at øen kan beholde sit eksisterende politiske og sociale system også efter en formel genforening eller tilknytning. Der er ikke mange i Taiwan der tror på den model, men man skal ikke underkende betydningen og virkningerne af, at tusinder af kinesere i disse år besøger Taiwan og får indblik i de frihedsrettigheder, som indbyggerne i Taiwan nyder godt af.

(Nyhedsanalyse publiceret af politiken.dk 16. januar 2015)