Flemming Ytzen

Europa rystes, araberne kriges, asiaterne bygger sig op

Udgivet den 21. januar 2016 af flemmingytzen

Er Europas lammelse og Mellemøstens sammenbrud østasiaternes diskrete hævn over de gamle kolonimagter?

Eftertidens historieskrivere vil muligvis beskrive 2016 som året, da Europa nåede et politisk og mentalt bristepunkt. Hvordan kan man ellers opfatte præsident Hollandes udmelding mandag om, at hans nation er gået i økonomisk undtagelsestilstand, endnu inden den terrorrelaterede lammelse og frygt helt er overvundet?

Naturligvis er det migrationspresset, der foranlediger den franske præsident til det alarmerende sprogbrug. Hollandes landsmænd ser tilbage på de voldsomme uger i 2005, da en stribe forstæder eksploderede i vold, vandalisme og ildspåsættelser, der førte til mere end 3.000 arrestationer, 10.000 køretøjer sat i brand og hundredvis af offentlige bygninger angrebet og beskadiget.

Lidt over et tiår senere står franskmændene med en rekordhøj arbejdsløshed, det dobbelte af den tyske, og med kun ringe udsigter til en økonomisk vending.

Dagen efter Hollandes advarsel kunne FN berette fra den irakiske hovedstad, Bagdad, at volden mod civile har nået nye højder, dog endnu ikke på niveau med den blodige periode 2006-07, men slemt nok: 18.800 dræbte i perioden fra januar til udgangen af oktober 2015 og 3,2 millioner fordrevne.

Så hvis dette er indikationer på den ny verdensorden, taler vi stadig om den som noget, vi nærer positive forventninger til? Hvor længe skal Europa og dets nærmeste naboregioner slå revner? Hvornår sender amerikanerne kavaleriet?

LÆNGERE østpå er der en anderledes og meget hierarkisk orden, der er ved at ind-finde sig. Taiwan gennemførte lørdag sit præsident-og parlamentsvalg uden drama.I de officielle medier på det kinesiske fastland var reaktionerne tilbagelænede og afslappede i markant kontrast til en lignende situation for lidt over en snes år siden, da kineserne affyrede missiler i Taiwan Strædet for at skræmme vælgerne fra at stemme på en kandidat, Kina ikke brød sig om. En milliardstor samhandel og omfattende gensidige besøg senere er der nu anderledes ro på.

Nordkorea forskrækkede for et par uger siden resten af verden med en sprængning af, hvad regimet påstod var en brintbombe, den første af sin slags i et regime. Kinesiske og amerikanske officerer ringede sammen, og USA sendte et B-52 bombefly ind over Den Koreanske Halvø. Bare for lige at minde nordkoreanerne om, hvem der i den region stadig har en stor kølle i hånden.

Der var ingen choktilstand i den sydkoreanske hovedstad, Seoul; her har man været udsat for noget lignende flere gange tidligere, og de fleste gange har broderfjenden i nord stukket piberne ind.Var det så en brintbombe?

Den eneste måde at få klarhed over spørgsmålet på er at skaffe sig radioaktivt materiale fra sprængningen. Eftersom nordkoreanerne var høflige nok til at holde testen under jorden, forbliver det mulige bevismateriale præcis dér. Men det er også slemt nok, at de demonstrerer hensigten.De har taget nogle skridt op ad den trappe, der hedder retorisk eskalation.

I DENNE uge åbnede Det Vietnamesiske Kommunistparti sin 12. partikongres.Her bekræfter de fremmødte delegerede den gruppe håndplukkede ledere, som sidste uges plenarmøde i centralkomiteen besluttede at udpege som nationens nye frontfigurer. Denne øvelse ligger milevidt fra den måde, hvorpå vi i de vestlige demokratier vælger vore politiske ledere, men det er vanskeligt at finde modargumenter mod det udsagn, at det vietnamesiske fornuftsægteskab mellem en leninistisk organisationsform og en statsdirigeret kapitalistisk udviklingsmodel har tjent Vietnams 92 millioner særdeles godt.

Vietnameserne slider og slæber for at løfte et land på størrelse med Norge og har allerede opnået status som et mellemindkomstland, der nyder stabilitet og velstand som aldrig før i landets forpinte historie.

I AL SIN charmerende diskretion er den vietnamesiske udviklingssucces et vidnesbyrd om, at den gamle verdensorden ligger i ruiner: på slagmarkerne i Syrien, Irak, Ukraine og langs Europas sydøstlige flanke og i de franske storbyforstæder.

Præsident Obama fik dette sagt mellem linjerne i sin State of the Union-tale: at truslerne mod den ordentlige verden ikke kommer fra »onde imperier«, men fra fejlslagne stater. Det er lektien fra krigene i Vietnam og Irak.

En høflig måde at fortælle falankserne af antikommunister på, at det er tid at sende fanatismen på museum. 40 år efter Vietnamkrigens afslutning bliver tusinder af amerikanere hilst velkommen i det land, som en af Pentagons generaler ca. 1965 truede med at bombe »tilbage til stenalderen«. Vist så er der tale om en ny indretning af verden.

(klumme i Politiken 21.1.2016)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Taiwan løber ingen steder

Udgivet den 17. januar 2016 af flemmingytzen

Democratic Progressive Party (DPP) presidential candidate Tsai Ing-wen (C) celebrates her victory inTaipei on January 16, 2016. Voters in Taiwan elected a Beijing-sceptic president in a dramatic democratic journey, carving their own political path against China’s wishes. AFP PHOTO / Philippe Lopez / AFP / PHILIPPE LOPEZ

Nyhedsanalyse. Taiwan har udsigt til forandringer i indenrigspolitikken, men øens internationale placering bliver der ikke ændret på.

Taiwan har valgt ny præsident, Tsai Ing-wen, der repræsenterer oppositionspartiet DPP, De Progressive Demokrater. Hvad kommer det til at betyde for de 23 millioner indbyggere på øen?

Sandsynligvis kommer der forandringer i fordelingspolitikken i form af en mere retfærdig økonomisk politik, der i højere grad tilgodeser de socialt svagere grupper. Frem for alt vil Tsai Ing-wen forsøge at gøre op med den sammenspisthed, der har kendetegnet forholdet mellem regeringsadministrationen og den tungere del af øens erhvervsliv. De store virksomheder har nemlig haft et meget nært forhold til det hidtidige regeringsparti, KMT.

Og hvad sker der med Taiwans forhold til omverdenen, først og fremmest Kina?

Ikke noget, der fundamentalt vil ændre på Taiwans placering på det storpolitiske verdenskort. Hvor Taiwan befinder sig, afgøres af, hvad Kina og USA har forhandlet sig til. Kina betragter Taiwan som en frafalden region, der skal hentes hjem til moderlandet, mens USA garanterer, at Taiwans indbyggere sikres mod, at Kina påtvinger øen løsninger på den konflikt, som endnu ikke er afsluttet.

Hvilken konflikt?

Den kinesiske borgerkrig, som fik en foreløbig afslutning i 1949. Dengang flygtede konfliktens tabende part, Nationalistpartiet KMT, til Taiwan, som på det tidspunkt netop havde afsluttet et halvt århundrede som japansk koloni. USA fortsatte i årtier med at yde militær og økonomisk støtte til KMT-hæren og dens leder og præsident Chiang Kai-shek. USA anså dengang Kina som hovedfjende, der i den kolde krig var allieret med den kommunistiske supermagt Sovjetunionen. USA brugte derfor Taiwan som et redskab til at inddæmme Kina.

Den kolde krig er for længst forbi. Har det ændret på Taiwans betydning?

Ja, på den måde, at USA i 1979 åbnede diplomatiske forbindelser med Kina og i konsekvens heraf droppede sin anerkendelse af Taiwan. Hvilket ikke ændrer på, at den amerikanske militære støtte til Taiwan er fortsat. Det amerikanske udgangspunkt er, at Taiwan historisk er en del af det kinesiske rige, men ikke nødvendigvis skal genforenes på betingelser, der er dikteret af Kina, dvs. det herskende kommunistparti i Beijing.

Betyder det, at Tsai Ing-wen kan erklære Taiwan for en selvstændig nation?

Det vil være en politisk umulighed under de nuværende forhold. Kina vil betragte et sådant skridt som løsrivelse og har truet med at invadere øen for at forhindre, at det sker. Kina og USA har opbygget så tætte relationer på så mange niveauer, at ingen ansvarlig politiker i Taiwan vil turde udfordre den magtpolitiske akse, som Kina og USA har skabt. Man skal heller ikke se bort fra, at Kina kan straffe Taiwan økonomisk gennem sanktioner og stop for samhandel og investeringer.

Betyder det, at befolkningen i Taiwan føler sig solgt af amerikanerne til Kinas forgodtbefindende?

Så enkelt er det ikke. Der er langtfra enighed i Taiwan om, at landet en dag skal være uafhængig af Kina, og så længe denne splittelse i Taiwans befolknings eksisterer, flytter øen sig politisk ingen steder.

Ville et formelt uafhængigt Taiwan blive ven med eller fjende af Kina?

Set fra Kina består der en risiko for, at Taiwan indgår en forsvarsalliance med sin gamle kolonimagt Japan. Så vil et århundredgammelt fjendskab blusse op, og den stærke kinesiske nationalisme er i dag en stærkere kraft end den ideologiske kommunisme, som tidligere bandt Kina sammen.

Så konflikten om Taiwan handler også om uafsluttede regnskaber fra det 20. århundredes konflikter?

Præcis, og landene i Østasien mangler helt at gennemføre den forsoningsproces, vi oplevede i Europa som for eksempel mellem Frankrig og Tyskland i 1950’erne og siden mellem EU og de tidligere østblokstater i Centraleuropa i 1990’erne. Politisk og kulturelt er østasiaterne et helt andet sted. De internationale medier negligerer fuldstændig den betydning, som magtbalancerne har i Asien.

Et Taiwan, der vælger den tidligere kolonilagt Japan som allieret, vil være en dødsdom over en æra, der har givet hele Østasien fred, sikkerhed, stabilitet og en helt enestående stigning i velstand. Det ved Tsai Ing-wen også, og skulle hun glemme det, vil hun blive mindet om det af USA. Endelig er det vigtigt at understrege, at ikke en eneste af Kinas og Taiwans naboer støtter ideen om et løsrevet, selvstændigt Taiwan.

Hvor reel er Kinas trussel mod Taiwan?

Ifølge efterretningskilder har Kina rettet flere end 1.000 missiler mod Taiwan. De har en rækkevidde, der gør dem i stand til at ramme mål i farvandet på den anden side af øen. Hvilket indikerer, at de potentielle mål ikke er øen, men skibe det Sydkinesiske Hav: amerikanske krigsskibe, hvis det skulle komme så vidt.

At Kina mener det alvorligt, stod klart i 1995 og 1996, da kineserne affyrede missiler i farvandet ud for Taiwan for at demonstrere sin utilfredshed med, at Taiwan afholdt præsidentvalg og hvor den ledende kandidat var tilhænger af formel uafhængighed, dvs. løsrivelse.

Hvordan reagerede USA dengang?

Præsident Clinton sendte et par hangarskibsgrupper ind i Taiwan Strædet. Det hjalp. Siden blev hele den øverste kinesiske militære ledelse inviteret på et tophemmeligt besøg i Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, hvor de kinesiske gæster fik vist, hvad USA er i stand til militært. Det hjalp nok endnu mere.

Så Taiwan kan forsvare sig?

Naturligvis. Først og fremmest USA har gennem årene udstyret Taiwan med avancerede kampfly og andet udstyr. Også Frankrig har ydet våbenleverancer. Og naturligvis har Taiwan også rettet missiler mod det kinesiske fastland.

Hov, det hører vi aldrig om…

Nej, de internationale medier har en tilbøjelighed til at glemme, at Taiwan har et stærkt, velrustet og ganske professionelt militær. Et Taiwan der genindlemmes i Kina med magt er en politisk umulighed. Det store lyspunkt i denne ligning er, at Kina og Taiwan handler og investerer i hinanden på livet løs. Den største faktor i at skabe fred og stabilitet er samhandel og mellemfolkelige kontakter i form af turisme.

Kan Taiwans fredelige demokratisering tjene som et forbillede for Kinas modernisering?

Dette er et interessant aspekt, som også negligeres i debatten om Taiwan. Det ironiske er, at Kinas nuværende økonomiske model har store ligheder med det styre, der eksisterede op til demokratiseringen i Taiwan i slutningen af 1980’erne.

Vil Kina da påtvinge Taiwan et kommunistisk styre?

Dette er et helt urealistisk scenario. Ikke en eneste politiker i Taiwan har accepteret et Taiwan med status som provins under Beijing, ej heller det tabende parti ved dette valg, KMT.

Har de to parter nogen sinde forhandlet?

I 1992 nåede parterne til en konsensus om, at Taiwan er en del af et samlet Kina, men at det er op til parterne selv at fortolke hvilken statsdannelse, der er dette samlede Kina.

Beijings tilbud til Taiwan er, at øen kan beholde sit eksisterende politiske og sociale system også efter en formel genforening eller tilknytning. Der er ikke mange i Taiwan der tror på den model, men man skal ikke underkende betydningen og virkningerne af, at tusinder af kinesere i disse år besøger Taiwan og får indblik i de frihedsrettigheder, som indbyggerne i Taiwan nyder godt af.

(Nyhedsanalyse publiceret af politiken.dk 16. januar 2015)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Single-kvinden der skal løfte Taiwan ud af Kinas skygge

Udgivet den 16. januar 2016 af flemmingytzen

Tsai Ing-wen har vundet præsidentvalget i Taiwan. Hun vil lægge afstand til det Kina, hvis økonomi hendes østat er dybt afhængig af.

Taiwans nyvalgte præsident, Tsai Ing-wen, der fylder 60 senere i år, har alle dage været ugift og er aldrig blevet fotograferet sammen med en kæreste. Når mediefolk spørger til hendes privatliv, henviser hun til sine to katte, som hedder Ah Tsai og Think-Think. I fjor blev det bemærket, at hun gik offentligt ud og støttede ægteskab mellem to personer af samme køn.

Blandt kolleger i det politiske parti, De Progressive Demokrater (DPP), som hun nu har ført til sejr, kendes hun som én, der arbejder målrettet, sagligt og med stor indsigt i detaljerne, sådan som det forventes af en topjurist, der har kvalificeret sig på universiteter i både Storbritannien og USA.

Tsai Ing-wen var i 1990’erne dybt involveret i de forhandlinger, der banede vejen for Taiwans indtræden i Verdenshandelsorganisationen WTO og efterfølgende virkede hun som national sikkerhedsrådgiver for østatens daværende præsident Lee Tseng-hui.

Sandsynligvis var det hende, der i 1999 anbefalede præsident Lee at omtale forhandlinger mellem Kina og Taiwan som en relation mellem to selvstændige lande. Udmeldingen vakte Kinas vrede, og siden forsvandt Lee ud af det nationalistparti, KMT, som blev hovedmodstander for Tsai i hendes første forsøg på at vinde præsidentposten i 2012.

Hendes politiske engagement kom sent. Det var først i 2004, at hun skaffede sig partikortet.

Da DPP vandt valget i 2000, blev hun sat i spidsen for det særlige råd, der varetager forbindelserne til Kina, Mainland Affairs Council. Alene navnet afspejler den historiske realitet, at Taiwan siden slutningen af 1600-tallet har været en del af den kinesiske kulturelle og politiske interessesfære.

I 2008 tabte DPP valget og magten gik tilbage til det mere Kina-venlige KMT-parti. Tsai Ing-wen blev så spurgt om hun ville lede et parti, som var gået økonomisk fallit og i politiske ruiner på grund af en afgået præsident, der blev konfronteret med anklager om omfattende korruptionsanklager og siden dømt.

På rekordtid fik hun reorganiseret DPP og var i 2010 tæt på at vinde borgmesterposten i New Taipei City, der udgør størstedelen af Taiwans hovedstadsregion. Da hun to år senere tabte valget til præsidentposten, udtalte hun: ’Vi giver ikke op. Jeg kommer tilbage’.

Hun leder et parti, der voksede ud af Taiwans demokrati- og uafhængighedsbevægelse i 1980’erne, da næsten 40 års jernhårdt autoritært styre blev ophævet med et fingerknips af den daværende KMT-præsident Chiang Ching-kuo.

Som præsident står hun over for to afgørende udfordringer: Økonomien skal trækkes ud af en begyndende stagnation, og hun skal berolige magtcenteret i Beijing. De to hænger uløseligt sammen. Den kinesiske økonomi, klodens næststørste, er Taiwan på alle måder dybt afhængig af.

Tsai Ing-wen skal derfor overveje, om hun vil gentage, hvad den afgående KMT-præsident Ma Ying-jeou overraskede verden med en novemberdag i fjor: gennemførte et uformelt topmøde med den kinesiske præsident Xi Jinping.

DPP har vundet valget på sin kritik af KMT’s opbygning af et sæt af samarbejdsaftaler med Kina, som mange, især unge i Taiwan, mener skaber stærkere afhængighed af giganten på den anden side af Taiwan Strædet.

Hun har det sikkert ikke alt for nemt ved at skulle udtale Taiwans egentlige navn: Republikken Kina. Ej heller at blive mindet om, at Taiwan dermed repræsenterer en statsdannelse, der går tilbage til grundlæggelsen af det moderne republikanske Kina i 1912.

Der er rigeligt at tage fat på for kvinden, der voksede op under fattige vilkår med otte søskende i landsbyen Fenggang i det sydlige Taiwan. Som barn og ung var hun vidne til det økonomiske udviklingsmirakel, som øen præsterede i 1960’erne og 1970’erne. Da demokratiseringen kom, var hun 21 og ikke det fjerneste interesseret i politik. Det skulle siden ændre sig.

(publiceret i Politikens netavis 16. januar 2016)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Nordkorea er verdensmester i afskrækkelse

Udgivet den 7. januar 2016 af flemmingytzen

Analyse. Her er 10 spørgsmål og svar om Nordkorea og brintbombernes betydning for verdenssituationen.

Nordkorea har demonstreret, at regimet besidder brintbomben. Betyder det, at en krig er rykket nærmere?

Ikke en krig i traditionel forstand, eftersom der teknisk set har hersket en slags krigstilstand på den koreanske halvø siden 1953. Men Nordkorea tager nu et stort skridt op ad det, man kan kalde den militære eskalations-trappe.

Hvad betyder det så?

At regimet har udviklet sin militære kapacitet yderligere, men specifikt på det område, der handler om afskrækkelse, hvor det handler om at sikre, at omverdenen, først og fremmest USA og dets allierede, ikke begynder at tænke i retning af militære initiativer, men respekterer status quo i Nordøstasien.

Status quo lyder beroligende, så hvorfor er omverdenens reaktion så voldsom? Alle tager jo afstand fra prøvesprængningen?

Fordi Nordkorea på den mest dramatiske vis nu demonstrerer, at man afviser alle forsøg på internationale kontrolforanstaltninger med det potentiale for masseødelæggelsesvåben, som dette bizarre og xenofobiske dynasti besidder.

Og hvorfor lige en brintbombe?

En brintbombe har en langt større ødelæggelseskraft end et atomvåben. Nordkorea har ganske enkelt foretaget et markant spring i sin evne til at påføre ødelæggelser på sine modstandere. Dermed er også afskrækkelseseffekten langt større end tidligere, for den viser, at regimet ikke er på vej mod at give bare den mindste indrømmelse på alle andre niveauer.

Nabostaterne, først og fremmest Sydkorea, har længe sagt, at man gerne vil have Nordkorea i tale. Har Sydkorea forsøgt sig med invitationer til dialog med Nordkorea?

Absolut, det har været prøvet i årtier og til overmål. For 15 år siden betalte den daværende sydkoreanske regering et gigantisk beløb i bestikkelse for at afholde det første topmøde mellem præsidenterne for de to koreanske stater. Topmødet blev gennemført i sommeren 2000, og Sydkoreas præsident blev siden belønnet med Nobels Fredspris. Da bestikkelsen blev afsløret, var der selvfølgelig mange, der mente, at han havde fået den ufortjent. Nordkorea gengældte aldrig det første og derfor hidtil eneste topmøde, selv om dette var en klar forventning, nærmest en betingelse, fra sydkoreansk side.

I andre dele af verden er diktaturer ramlet sammen med kaos, fundamentalisme og borgerkrig til følge. Men dette er ikke sket i Nordkorea. Hvad er forklaringen?

Der er mange, og en del af dem er relateret til kultur, andre til historiske faktorer. Nordkoreas dynasti har demonstreret en enestående evne til at holde sig ved magten, hjernevaske befolkningen til en opfattelse af, at man er belejret af en ondsindet omverden og afpresse Sydkorea, Kina og Japan til økonomisk hjælp i forskellige aftapninger. Det er sket med en formidabel kynisme, men uhyggeligt dygtigt og effektivt, når målet er regimets opretholdelse.

Kina nævnes som Nordkoreas sidste og eneste allierede. Hvad kan kineserne gøre?

Kina blev Nordkoreas alliancepartner under Koreakrigen 1950-53, ganske enkelt fordi det var det kinesiske militær, der reddede den nordkoreanske stat fra regulær udslettelse. Under den efterfølgende kolde krig var Kina sammen med Sovjetunionen hovedkraften i at sikre militær beskyttelse og økonomisk støtte til Kim-dynastiet. Men efter den kolde krigs afvikling og en ny indretning af verden, har Kina langsomt, men sikkert flyttet sig til at indtage en pragmatisk position. Kina ser nødig et kollaps i Nordkorea, fordi det vil udløse flygtningestrømme af uhørte dimensioner, og samtidig forsøger kineserne at motivere Nordkorea til at reformere landets økonomi og acceptere internationale spilleregler for våbenkontrol, herunder masseødelæggelsesvåben.

Sydkorea er vel de nærmeste til at hjælpe Nordkorea. Samme kultur, samme sprog, en århundreder gammel fælles historie. Her burde der være livliner?

Sydkorea har gjort imponerende meget, men har fået uendelig lidt til gengæld. Der er flyttet sydkoreansk industriproduktion til Nordkorea, der er programmer for turisme, og der er sendt nødhjælp, når Nordkorea har været ramt af hungerkatastrofer. Alt sammen som udtryk for en enestående goodwill, som systematisk afvises, som regel lige på det tidspunkt, hvor omverdenen begynder at ane et håb.

Hvordan kan Nordkoreas afvisninger forklares?

Med en vis systematik og strategi. Nordkorea ønsker politisk og diplomatisk anerkendelse, først og fremmest af USA, derefter af den gamle koloniherre Japan. Under præsident Bill Clintons sidste embedsår var der udsigter til, at det ville gå den vej, men siden gjorde præsident George W. Bush Nordkorea til en del af det, han kaldte ’ondskabens akse’, hvortil han også henregnede Saddam Husseins Irak og det præstestyrede Iran. Fællesnævneren var disse regimers evne og vilje til at udvikle masseødelæggelsesvåben.

Og har præsident Barack Obama villet noget med Nordkorea?

Ikke på en særlig tydelig måde. Obama lever med magtbalancerne i Østasien og dermed status quo på den koreanske halvø. Han har en slags arbejds- og ansvarsdeling med Kina, Japan, Sydkorea og Rusland, som har til formål at holde ro på og forsøge at få Nordkorea til at deltage i forhandlinger om international inspektion af landets atomfaciliteter. Disse forhandlinger er Kina vært for, men de har stået i stampe i årevis, og intet tyder på, at nordkoreanerne vil flytte sig. Slet ikke efter, at de nu viser, at de har en brintbombe.

(publiceret på politiken.dk 6. januar 2016)

http://politiken.dk/udland/ECE3003647/nordkorea-er-verdensmester-i-afskraekkelse/

Udgivet i Korea | Skriv en kommentar

Gør klar til kvinden, der skal lære at håndtere Kina

Udgivet den 7. januar 2016 af flemmingytzen

Taiwan får om en halv snes dage sin første kvindelige præsident. Udfordring nr. 1: magtens patriarkat i Beijing, øens historiske rival

Alt taler for, at Republikken Kina, som vi i det daglige kender som Taiwan, får sin første kvindelige præsident, når østatens vælgere har været omkring stemmeurnerne 16. januar.

Gode nyheder i et traditionelt patriarkalsk Østasien, også fordi landets eneste oppositionsparti af betydning, Det Demokratiske Progressive Parti (DPP), dermed får en chance for at demonstrere den form for gennemskuelig og ansvarlig regeringsførelse, som stadig er en mangelvare hos landene i den konfutsiansk-buddhistiske kulturelle sfære.

Meningsmålinger har længe vist en udbredt utilfredshed med den form for regeringsførelse, som den sandsynlige taber af valget, Nationalistpartiet KMT, har stået for.

Modstanden mod den gamle magtelite er i høj grad et generationsfænomen og fik et dramatisk udtryk med unge aktivisters besættelse af parlamentsbygningen og flere regeringskontorer i foråret 2014.

SPIDS BLYANTEN: Tsai Ing-wen er navnet på den 58-årige jurist, som står til at blive Taiwans næste leder. Hun tabte med en snæver margen ved præsidentvalget for 4 år siden, men har i det seneste år nydt stadig stærkere medvind i vælgerhavet.

Hendes kvalifikationer er selvindlysende, men den største udfordring er det usikkert, om hun vil formå at håndtere med fornuft: at få opbygget funktionsduelige relationer mellem DPP og den ledende elite hos Taiwans uden sammenligning største og vigtigste handels-og investeringspartner, Folkerepublikken Kina.

Ikke så ligetil som det lyder, for der eksisterer ikke traditionelle stat til statrelationer mellem Taipei og Beijing. Sidstnævnte betragter øen som en frafalden region, der skal hentes hjem til moderlandet for at rette op på en historisk uretfærdighed, der går 120 år tilbage, da Kinas ærkerival, Japan, annekterede øen og beholdt den i 50 år.

DPP vil et uafhængigt Taiwan, dvs. formel løsrivelse, men dette mål forudsætter opbakning hos et flertal af Taiwans befolkning, accept hos USA og tilslutning fra Taiwans naboer. Ingen af disse forudsætninger er på plads, og derfor defineres Taiwans plads i Asien og verden af den forståelse, som Kina og USA har opbygget siden 1972.

OPPOSITIONEN i DPP har prøvet det før, da partiet havde præsidentembedet i de to valgperioder i årene 2000-08. I disse år var Taiwans forhold til ‘ fastlandet’, dvs.Kina, dårligt, fordi DPP’s daværende præsident, Chen Shui-bian, retorisk holdt fast i partiets oprindelige mål om formel juridisk selvstændighed for Taiwan.

Da KMT kom til magten i 2008, begyndte en blomstringsperiode for relationerne over Taiwan Strædet med oprettelse af direkte flyforbindelser og åbning for samhandel i stor skala. Beijing advarer vedholdende om, at forbindelserne over Strædet vil blive ‘ usikre’, hvis DPP vender tilbage til præsidentembedet.

I november i fjor afholdt præsidenterne for Taiwan og Kina sensationelt et uformelt topmøde i Singapore, det første af sin slags siden KMT’s nederlag i den kinesiske borgerkrig og retræten til Taiwan i 1949.

Denne nyhed har utvivlsomt været noget af en forskrækkelse for Tsai Ing-wen, men nærlæser man præsidentkandidatens erklæring om topmødet, burde Beijing være beroliget.

Der er her ingen referencer til selvstændighedsretorikken.I stedet taler hun positivt om »gensidig respekt« parterne imellem og om nødvendigheden af at få skabt større gennemskuelighed i det store aftalekompleks, der knytter de to landes økonomier tæt sammen.

For 40 procent af Taiwans eksport går til Kina, som også producerer 55 procent af det, Taiwan eksporterer til det meste af verden. Alt sammen er det faciliteret af 23 aftaler forhandlet af KMT-regeringen, der ikke forsømmer at fortælle østatens vælgere, at den er bedre end DPP til at forvalte relationerne til ‘ fastlandet’.

Tsai Ing-wen leder et parti, der stadig har formel uafhængighed i sit program, men som er bundet ind af historiske realiteter, der ikke ligner noget andet steds på kloden. Hun skal erkende, at nøglen til løsningen på konflikten mellem Taiwan og Kina ligger i en forhandlet forvaltning af gensidig suverænitet med garantier fra Beijing om, at Taiwans menneskeretlige og demokratiske fremskridt bevares.

TAIWANS fredelige demokratisering, der snart kan fejre 30-års jubilæum, demonstrerer, hvad en civilisationsstat er, og hvad Kina bør lære af.Nok rivaliserer USA og Kina i denne del af verden, men skilsmisse er udelukket. Pragmatisme og diplomati er vejen frem.

(klumme i Politiken 7. januar 2016)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Kasinokapitalisme ind ad bagdøren i Nordkorea

Udgivet den 23. december 2015 af flemmingytzen

En af Asiens ældste rigmænd skaffer hård valuta til Kim-dynastiet. Kan han også hjælpe en fængslet præst?

HVIS et samfund har plads til både kirker og spillekasinoer, kan synderne forlyste sig i kasinoerne, blive millionærer eller spille formuen op, og skulle det blive for byrdefuldt for sjælefreden, kan de fortabte og forgældede flygte over i kirkens rum og opnå frelse.

Disse modsætninger kan opleves i lokaliteter som Las Vegas eller den tidligere portugisiske enklave Macau, som i dag er et kinesisk administreret territorium i Hongkongs nabolag.

I fjor rapporterede CNN, at overskuddet ved kasinovirksomhed i Macau var syv gange større end i Las Vegas; svimlende 45 milliarder dollar i forhold til 6,5 mia. dollar (i opgørelse for 2013).Endnu et grotesk eksempel på, at verdensøkonomiens tyngdepunkt har flyttet sig fra vest mod øst? Og kan ‘ kommunistiske’ administratorer leve med kasinokapitalister, hvis disse får lov at slå sig løs i overvågede og kontrollerede enklaver?

DEN SIDSTE lokalitet på kloden, hvor man vil forvente at opleve både spillekasinoer og kirker, er det Nordkorea, som i årtier er blevet kaldt stalinistisk på grund af den intensive personkult, der omgiver det dynasti, som leder denne ludfattige stat i Nordøstasien. Det ene af landets to kendte kasinoer er beliggende i hovedstaden, Pyongyang, det andet i den nordøstlige by Rason tæt på grænserne til Kina og Rusland.

Man skulle så tro, at begge er statsejede, men nej, de er på udenlandske hænder.Ejerne er to konglomerater i henholdsvis Macau og Hongkong.Casino Pyongyang ejes af Sociedade de Jogos de Macau, et familieforetagende med den 94-årige milliardær Stanley Ho i spidsen.

Frem til årtusindskiftet, hvor Macau blev leveret tilbage til Kina, nød Ho Hung-sun, som er hans oprindelige navn, et reelt monopol på kasinovirksomhed i den daværende portugisiske enklave. Et par år senere begyndte de kinesiske myndigheder at sælge spillelicenser til andre operatører, og siden har sektoren kun oplevet vækst.

Denne udvikling er naturligvis blevet bemærket af det nordkoreanske regimes oversøiske operatører. Macau var i mange år gemmested for den nordkoreanske diktator Kim Jong-uns halvbror og rival, Kim Jong-nam. Sidstnævnte faldt i unåde, efter at han i 2001 forsøgte at komme ind i Japan (angiveligt for at besøge Disneyland i Tokyo) og efterfølgende blev ‘ straffet’ med et eksil i Macau.Kim Jong-nam er senest observeret i Malaysia og plejer sandsynligvis tætte forbindelser til det kinesiske efterretningsvæsen, for hvem han en dag kan vise sig nyttig, hvis der skulle overgå rivalen Kim Jong-un noget uforudset.

DE NORDKOREANSKE casinoer er ikke tilgængelige for landets borgere. Personalet er udenlandsk, langt størsteparten kinesiske statsborgere, ligesom gæsterne.Formålet er naturligvis at skaffe hård valuta til regimet, dvs. Kim-dynastiet, som har en årtier gammel erfaring i at udnytte oversøiske kapitalister til strategiske og politiske formål.

Her viste Stanley Ho vejen allerede i de tidlige 1950′ eres krig på Den Koreanske Halvø, hvor han ifølge flere kilder organiserede våbensalg til det nordkoreanske regimes kamp mod de amerikanskledede FN-styrker.

Så de nordkoreanske spillesteder er indslusningskanaler for hård valuta til Kim-dynastiet, men hvor hører kirkerne så til? De er regimets fælder for udlændinge.

I sidste uge tiltrak den protestantiske Bongsu Kirke i Pyongyang sig pludselig opmærksomhed. Anledningen var myndighedernes domfældelse over den canadiske, sydkoreanskfødte presbyterianske præst Hyeon Soo Lim.

Han blev idømt livstidsfængsel for aktiviteter, der havde til formål at omstyrte det nordkoreanske styre. Den 60-årige Lim har besøgt Nordkorea snesevis af gange for at drive bistandsprogrammer, herunder børnehjem, i den isolerede stat.

I februar blev han arresteret og holdt isoleret indtil en dag i juli, hvor myndighederne lod ham oplæse en ‘ tilståelse’ af sine ‘ forbrydelser’ mod sit værtsland.Nordkoreanerne har gjort det før: arresteret udenlandske besøgende, som kommer i et altruistisk ærinde, og som derefter tages som gidsler for siden at blive frigivet efter forhandlinger.

I fjor blev den koreansk-amerikanske missionær Kenneth Bae frigivet efter at have afsonet to år af en 15-årig fængselsdom for ‘ forbrydelser’ mod den nordkoreanske stat.Om Hyeon Soo Lim slipper lige så nemt, er ikke til at sige.Tør man håbe på, at nogle i Stanley Hos kasinodynasti vil gøre deres indflydelse gældende i Pyongyang?

(klumme i Politiken 23.12.2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Nordkoreanske tragedier er Gulag uden ende

Udgivet den 21. december 2015 af flemmingytzen

To flugthistorier og en insiderberetning bekræfter opfattelsen af Nordkorea som et jordisk helvede.

På kort tid er der udkommet tre danske oversættelser af bøger med stort set samme tema: De forfærdende vilkår for individer, der lever i Nordkorea. Det begynder at ligne en trend. For de få, der har held til at flygte fra det dynastiske rædselsregime på den nordlige del af den koreanske halvø, bliver det nærmest en hellig pligt at beskrive det helvede på jord, som officielt hedder Den Demokratiske Folkerepublik Korea.

Hyeonseo Lee var vidne til sin første henrettelse som syvårig. Selv om hun var omgivet af fattigdom, sult og frygt, var hun og familien overbevist om, at de levede i verdens bedste land. De nordkoreanske børn holder af landets leder, som børn i Vesten holder af julemanden.

Det er ordene, som de står i ‘ Pigen med de syv navne’, som er titlen på Hyeonsees fortælling, for navnet er selvfølgelig ikke det, hun er født med.Hun var atten, da hun flygtede fra sit fødeland, og ti år efter beslutter hun sig for at vende tilbage for at hjælpe sin mor og bror til friheden.

De tre tager på en farefuld flugt gennem Kina og når til grænsen til Laos. Hyeonseo overlader sine to slægtninge til folk, som hun betaler for at bringe dem videre til Thailand, men erfarer siden, at gruppen er blevet arresteret af laotiske grænsevagter.

Efterfølgende tager hun ind i den laotiske hovedstad, Vientiane, hvor der skal ske et mirakel, hvis det skal lykkes hende at få moderen og broderen fri. Miraklet indfinder sig, og de tre når til Sydkorea.

Historiens virkelige mirakel består i, at en ung kvinde er i stand til at mobilisere en ufattelig vilje til overlevelse: Hun lærer sig kinesisk på rekordtid og formår at forhandle og bestikke sig igennem forhindringer på en flugtrute, der strækker sig flere hundrede kilometer gennem et samfund, det kinesiske, som grundlæggende er fjendtligt stemt over for fremmede, men hvor selv små pengebeløb kan gøre dramatiske forskelle.Hvis man mener, at Europa er afvisende og uvelkomment over for flygtninge, så er det for intet at regne mod den fjendtlighed, der møder en fremmed i lande som Kina, Vietnam og Laos. Kommunistiske samfundssystemer giver ingen plads til humanisme; det er alles overlevelseskamp mod alle. En flygtning er ikke en fremmed, der en dag kan blive din ven.

YEONMI PARKS overlevelseshistorie er ikke meget anderledes. Hun er teenager, da hun og moderen tager flugten ind i Kina, hvor de oplever at blive voldtaget og handlet. De reddes af missionærer, og flugtvejen går gennem Mongoliet. Hendes forældre var oprindelig loyale over for regimet: Faderen var partiembedsmand og moderen sygeplejerske i de nordkoreanske væbnede styrker. Efter nordkoreanske forhold en velstillet familie, der savnede mindre end flertallet af befolkningen.De beslutter sig for flugt, men faderen bliver i første omgang tilbage på grund af sygdom. Siden får de arrangeret hans flugt til Kina, hvor han dør af en kræftsygdom.

Park og moderen får i Kina hjælp af sydkoreanske og kristne missionærer i Qingdao, hvor et stort etnisk koreansk fastboende mindretal leverer beskyttelse og det netværk, der hjælper dem til flugt videre til Sydkorea, dog ad en omvej gennem Mongoliet.Selv i det ikkekommunistiske Mongoliet er det lige ved at gå galt. Mor og datter truer med selvmord, hvorefter grænsevagterne lader dem passere. Hvordan historien slutter, skal ikke røbes her.

DEN MEST INTERESSANTE af de tre fortællinger er den, vi får af sydkoreanske Suki Kim. Hun er ikke nordkoreansk flygtning, men en prisbelønnet skønlitterær succesforfatter med studieophold i USA bag sig.I 2011 kommer hun til Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, for at undervise i engelsk på landets absolutte eliteuniversitet, der forbløffende nok er privatfinansieret, lærerne er fra udlandet og de studerende alle sønner af den nordkoreanske parti-og embedselite.

Suki Kim er blevet fristet af den mildt sagt udfordrende opgave, fordi hun i 2008 blev hyret af Harper’s Magazine til at dække New York Filharmonikernes besøg i Pyongyang. Det vakte de nordkoreanske myndigheders interesse for hende. Hun bliver gæstelærer i seks måneder, på betingelse af at hun ikke skriver om sit ophold i landet.

Bogen er tydeligvis et brud på dette løfte, hævder i hvert fald den rektor, der ansatte hende. Det bliver ord mod ord, og hun forsvarer sig med, at det er meningsløst at kritisere hende for noget bagatelagtigt, samtidig med at man ignorerer de massive overgreb, der dagligt rammer millioner af indbyggere i ‘ eneboerkongedømmet’.

Hendes beskrivelser af dobbeltlivet, selvbedraget, iscenesættelserne, løgnagtigheden og forstillelsen bringer tankerne hen på den mest oplagte analogi til det Nordkorea, vi ynder at kalde ‘ stalinistisk’: Orwells legendariske roman ‘ 1984’. Hun forklarer sig således:

»Mængden af kritiske negative e-mails, jeg har modtaget, giver en følelse af, at jeg har blod på hænderne. Jeg er uenig. De, der har blod på hænderne, er alle dem, der læner sig tilbage og diskuterer de moralske retningslinjer for journalistik, mens de venter på nordkoreanernes tilladelse til at fortælle den nordkoreanske sandhed, som den gælder ifølge Nordkorea. Der er så få ufiltrerede beskrivelser af livet i det nordkoreanske samfund, og vores forståelse af livet i denne brutale stat er så ringe. I de mere end 60 år, Korea har været delt, er millioner omkommet af sult og forfølgelse.I dag er Nordkorea et Gulag, der forklæder sig som en nation, fordi befolkningen holdes som gidsler under ‘ den store leders’ barbariske kontrol, der fratager dem den sidste rest af menneskelighed«.

Suki Kim nærer et håb for den unge nordkoreanske elite, hun møder: at kunne åbne deres øjne for verden udenfor og dermed lægge kimen til forandring. Ulykkeligvis er der intet, der taler for, at hendes håb kan realiseres.

Det er nærliggende at sammenligne nutidens Nordkorea med det, Kina og Sovjetunionen var i disse landes mørkeste år: kinesernes kulturrevolutionære periode 1966-76 og stalintiden frem til 1953. Men nordkoreanerne har ikke den ringeste udsigt til en Gorbatjov eller en Deng Xiaoping. Og Vesten skal næppe gøre sig forhåbninger om at kunne hjælpe dem til noget, der bærer i den retning.

Der er kun udsigt til lange vandringer i det dybsorte Gulag.Derfor er disse tre udgivelser deprimerende nødvendige som vidnesbyrd om alt det umenneskelige, som nogle tror, at Islamisk Stat har eneret på. Kim-dynastiet i Nordkorea var langt tidligere ude end islamisterne og er langt mere raffineret i undertrykkelse og disciplinering af befolkningen end det mønster, vi ser i Mellemøsten.

Suki Kim: Uden dig er der intet os. Min tid med sønnerne af Nordkoreas elite. En personlig beretning. Oversat af Anette Broberg Knudsen. People’s Press, 336 sider, 299,95 kroner.

Yeonmi Park med Maryanne Vollers: For at kunne leve. En nordkoreansk piges rejse mod friheden. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup, 320 sider, Gyldendal. 299, 95 kroner.

Hyeonseo Lee med David John: Pigen med de syv navne. Min flugt fra Nordkorea. Oversat af Jette Røssell, 390 sider, 299,95 kroner.

(anmeldelse i Politiken 21.12.2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Myanmar på vej mod forsoning uden sandheder

Udgivet den 10. december 2015 af flemmingytzen

En militær retræte fra magtens haller i det plagede land bliver en langsommelig affære.

Selv de mest trænede iagttagere af den politiske udvikling i Myanmar, det tidligere Burma, havde ikke set en politisk forsoning komme og endda så tidligt, at det nærmest er overrumplende.

I sidste uge mødtes vinderen af parlamentsvalget i november, nobelpristageren Aung San Suu Kyi, med den general og eksdiktator, der var hovedansvarlig for årtiers undertrykkelse af regimekritikere og etniske oprørsgrupper i det plagede land. Than Shwe hedder han og er med en betydelig berettigelse blevet sammenlignet med Slobodan Milosevic, den serbiske leder, der blev manden, der indledte 1990′ ernes etniske udrensninger i det tidligere Jugoslavien.

MØDET mellem Than Shwe og Suu Kyi kom kun to døgn efter en tilsvarende seance mellem oppositionslederen og Than Shwes efterfølger på posten som militær øverstkommanderende, Min Aung Hlaing. Betegnelsen ‘ forsoningsproces’ begyndte at give mening, når man erindrer, at Suu Kyi sad i husarrest i lange perioder mellem 1989 og 2010.

Mødernes betydning er blevet fortolket således, at det magtfulde militær, der har misregeret Myanmar i mere end et halvt århundrede og bragt det ressourcerige land til tiggerstaven, nu er indstillet på en fredelig og gradvis overdragelse af magten til en folkevalgt og civil regering.

Spørgsmålene presser sig på: I hvilket tempo vil det ske, på hvilke betingelser vil det foregå, og vil fortidens undertrykkere opnå straffrihed? I landets tidligere hovedstad, Yangon, tales der om, at den militære retræte fra magtens haller bliver gradvis, men at officerseliternes kontrol med en stor del af den økonomiske sektor forbliver uantastet.

Officersoligarkiet har det reelle ejerskab til store forekomster af ædelsten, hotelkæder, produktionsvirksomheder og transportselskaber.Ingen forestiller sig realistisk, at disse sektorer udsættes for privatiseringstiltag, om end det netop er, hvad der skal til for at kickstarte Myanmars økonomi.

Fra udviklingen på andre kontinenter ved vi, at generaler er notorisk ringe til at være økonomiske administratorer.

Blandt yngre officerer i Myanmar er der tydeligvis et ønske om at blive set som en professionel hær, der nyder respekt i befolkningen, hvilket kan blive svært i et land, hvor militæret siden et kup i 1962 har stået bag endeløse kampagner, der bedst kan karakteriseres som etniske udrensninger.

ET AF DE store spørgsmål, der trænger sig på i den vanskelige overgangsfase, der er sat i gang, er, om militæret vil hjælpe til med at indføre den føderale politiske ordning, som ingen ringere end faren til den aktuelle valgvinder, frihedshelten Aung San, stillede sin etnisk fragmenterede nation i udsigt, da han i 1947-48 forhandlede sig til uafhængighed af den britiske kolonimagt.

En første forudsætning, der skal opfyldes, vil være et stop for kamphandlinger rettet mod f. eks. det kristent dominerede mindretal i den nordlige Kachin-stat og lignende konflikter mellem centralregeringen og uafhængighedsgrupper i den nordøstlige Shan-stat. Seriøse fredsforsøg lader vente på sig.

Officersoligarkiet har hele tiden vidst, at de ville få brug for Suu Kyi, om end de helst havde set hendes parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), vinde valget med kun et beskedent flertal, således at den fjerdedel af unionsparlamentet, som er udpeget af militæret, uden besvær kunne marginalisere NLD.

Men Suu Kyis valgsejr blev så overvældende, at dette scenario røg på gulvet. Tilbage står så dannelsen af en hybridregering, hvor NLD beholder de mest kompetente af den tidligere militært dominerede administration, mens demokratibevægelsens aktivister omskoles og uddannes til at kunne indtage embedsværket.Det bliver en langvarig og tung proces.

EN SAMMENLIGNING med overgangssituationen i Sydafrika for et kvart århundrede siden er fristende, men Myanmar får ingen national sandheds-og forsoningskommission.Det langtrukne internationale ‘ tribunal’ mod de tidligere Røde Khmer-ledere i nabolandet Cambodja står som et skræmmende eksempel på juridisk amatørisme, massivt sløseri med internationale donationer og skandaløst beskedne resultater.

En ny regering i Myanmar har intet at lære heraf, selv om et halvt århundredes undertrykkelse nok kunne kalde på placeringen af et ansvar. I stedet må nutidens offentlighed glæde sig over, at der i boglader i Yangon nu kan købes bøger, der dokumenterer, hvor slemt det stod til i datidens Burma.Censuren er stærkt reduceret, og tidligere forbudte bøger storsælger i dag, men dramaets forbrydere lever i sikkerhed.

(klumme i Politiken 10.12.2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Kinesisk håndsrækning til Myanmars valgvinder

Udgivet den 28. november 2015 af flemmingytzen

Aung San Suu Kyi får brug for sin politiske anerkendelse i Beijing.

Især blandt de unge burmesere er der en mærkbar eufori og optimisme over udsigten til et friere og mere retfærdigt samfund, efter at Myanmars største oppositionsparti vandt en overbevisende sejr ved parlamentsvalget tidligere på måneden.

Valgets vinder, Aung San Suu Kyi, smiler stadig fra plakatbilleder i de mange souvenirbutikker på strækningen mellem Hsipaw i Shanstaten og den gamle kongeby Mandalay.Fordelingen af stemmer og mandater kan dog ikke lægges endeligt fast, før valgkommissionen har behandlet klagerne fra de kandidater, som mener, at valghandlingen var præget af uregelmæssigheder.

Det kan forlænge den regeringsdannelse, der er sat til at vare helt frem til marts.Der er en frist på 45 dage efter valgresultatet til at indgive klager, og dem, der tages til behandling, skal ifølge valgkommissionens regler behandles af et tribunal, som samme kommission selv nedsætter.En repræsentant for det tabende parti sagde tidligere på ugen, at der er mindst 100 klager under forberedelse.

ALLEREDE nu er der derfor skabt usikkerhed om, hvorvidt valgets vinder får den nationale forsoningsregering, som hun har plæderet for. Tre dage efter valget skrev Suu Kyi til tre politiske hovedpersoner – den afgående præsident, parlamentsformanden og forsvarschefen – og bad om et møde, som hun ønskede holdt i denne uge.

Præsidentens talsmand svarede, at det må afvente behandlingen af klager i valgkommissionen.Der tales herude om en forhalingstaktik, der skal give den militære magtblok mere tid til at overveje muligheder for obstruktion af en regeringsdannelse med Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), i førersædet.

Tilsyneladende har den nobelprisbelønnede valgvinder allerede taget højde for en sådan udvikling og har haft møder med ambassadørerne fra samtlige vestlige lande af betydning og har dermed opnået omverdenens diplomatiske og symbolpolitiske anerkendelse af valgsejren.Spørgsmålet er, om det rækker, hvis regeringsdannelsen kører fast i juridisk og administrativ obstruktion.

Skulle der opstå en nødsituation, giver forfatningen mulighed for, at forsvarschefen på vegne af landets sikkerhedsråd griber ind og overtager styringen af landet. Omverdenens reaktion vil blive voldsom, men sandsynligvis uden effekt på det militær, der har meget at tabe efter at have siddet brutalt på et magtmonopol i et halvt århundrede.

DER BLIVER brug for kreativt og dynamisk diplomati for at forhindre, at Myanmars demokratisering kører fast eller helt af sporet. Valgvinderen Suu Kyi er nødt til at spille med alle tænkelige kort for at sikre, at magtoverdragelsen føres igennem, og hjælpen i denne proces kan vise sig at komme fra en side, hvor de færreste har ventet den: Beijing.

I juni stod Suu Kyi i spidsen for en partidelegation, der aflagde et fem dage langt besøg i Kina. Dette var intet mindre end en sensation, eftersom Beijing af princip ikke dyrker forbindelse med oppositionspartier, kun magthaverpartier.Men lige akkurat her er Myanmar en undtagelse.

Det diplomatiske miljø i den kinesiske hovedstad gjorde store øjne, da ingen ringere end præsident og generalsekretær Xi Jinping modtog Suu Kyi og førte en timelang samtale med partilederen om nødvendigheden af at sikre et stabilt og konstruktivt samkvem mellem Myanmar og dets uden sammenligning allervigtigste nabo.

FOR KINA har store interesser på spil hos den sydvestlige nabo: en olie-og gasrørledning mellem Yunnan-provinsen og en udskibningshavn i det vestlige Myanmar åbnede tidligere i år, og kinesiske virksomheder opfører dæmninger i den nordlige del af landet, som skal levere strøm til den umættelige kinesiske vækstmotor.

Disse aktiviteter blev etableret under den tidligere junta og har gjort Kina til den uden sammenligning største handels-og investeringspartner i Myanmar.Kina ønsker ro ved sine grænser for at sikre sine gigantiske investeringer. Årtiers jernhårdt juntastyre leverede ikke denne stabilitet, og Beijing har derfor valgt at etablere et samarbejdsforhold med Myanmars mest populære politiske parti.Kinesiske diplomater har med tilfredshed noteret sig Aung San Suu Kyis understregning af, at gode forbindelser til Kina er livsvigtige for Myanmars økonomiske fremtidsmuligheder.Obstruerer landets militær regeringsdannelsen i Myanmar, vil det være Kina, der har de bedste muligheder for at sikre, at valgresultatet fører til en civil regeringsdannelse.Beijing har en finansiel klemme på generalerne.

(klumme i Politiken 26.11.2015)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

En lang og svær vej til Mandalay

Udgivet den 11. november 2015 af flemmingytzen

Valghandlingen i Myanmar er kun begyndelsen på en proces, der er spækket med forhindringer

Tag ikke fejl: Myanmar, det tidligere Burma, er et potentielt meget rigt land, befolket af omkring 50 millioner individer, langt de fleste af dem fattige.Den tilstand kan det netop afholdte parlamentsvalg ændre på, men det bliver en langvarig tur op ad bakke.

For ruten er spækket med forhindringer, langt de fleste af dem politiske, fordi de er indeholdt i den forfatning, som landets militære elite brugte flere år på at udforme, inden de tillod afholdelsen af et valg, der ikke var frit efter vestlige standarder, men ikke lader tvivl om, hvem der er landets mest populære politiker.

Den militære elites motiv til overhovedet at afholde et valg er at sikre officersoligarkiets fortsatte kontrol med landets kolossale rigdomme og at give et mangeårigt autoritært styre et skær af legitimitet.

Også generaler og deres civile bureaukrater ønsker respekt og tolerance.Ungdommens lære om Buddhas liv og gerninger har sat sig spor helt op i seniorlivet.

Nu er de så for alvor udfordret af især yngre generationer, hvad søndagens valg til fulde demonstrerede. Men der er grænser. De nyvalgte parlamentsmedlemmer har kun begrænset indflydelse på valget af præsident, og udpegningen af de vigtigste ministerposter er fortsat reserveret officerskorpset.

Politi, sikkerhedsapparatet og de væbnede styrker vil ikke kunne kontrolleres af de nye civile ministre, ej heller af parlamentsflertallet, som med stor sandsynlighed vil tilhøre oppositionspartiet Den Nationale Liga for Demokrati, ledet af Aung San Suu Kyi.

PÅ STATENS budget er det militæret, der fylder mest, hvilket selvfølgelig skal forklares med et halvt århundredes diktatur og små langvarige, beskidte krige i de grænseregioner, hvor bevæbnede minoritetsgrupper har ydet modstand mod skiftende burmesiske centralregeringer og juntaers forsøg på kontrol og underkastelse siden uafhængigheden.

Fænomenet etnisk udrensning blev praktiseret i datidens Burma, årtier før 1990′ ernes krige på Balkan gjorde det nærværende for europæere.Til enhver tid vil være der risiko for, at militæret igen suspenderer det civile politiske liv.

Skulle der opstå en situation, hvor hensynet til national sikkerhed tilsiger det, giver forfatningen mulighed for, at officerskorpset vender tilbage til regeringskontorerne, næste gang med henvisning til forfatningen – en særlig øvelse, som kaldes et blødt kup, og som aktuelt kendes fra det samfund, som Myanmar ligner mest, nabolandet Thailand.

Udsigten til denne risiko forklarer, hvorfor søndagens valg forløb uden voldelige episoder. Men under den gyldne overflade ulmer spændinger og nervøsitet.Den militante form for buddhistisk etnonationalisme, som officerskorpset sponsorerede i valgkampen for at skabe splid i den store del af vælgerkorpset, går ikke væk efter optællingen af stemmer.

DER ER IKKE tradition for magtdeling, samarbejdende folkestyre eller koalitionsregeringer i Øst-og Sydøstasien, end ikke i lande med flerpartisystem. Thailand er det skræmmende eksempel.

Til gengæld kendes der til overmål eksempler på ‘ personalisme’, altså en tilstand, hvor en leders livshistorie og egenskaber overskygger traditionel idépolitik. At bedømme politik på højre-venstre-skalaen, som i Europa, er meningsløst i Asien.

Her er Myanmar allerede en klassiker, der vil gå over i historieundervisningen. Suu Kyi er ikke kun en karismatisk person, hun forventer også, at hendes popularitet omsættes til loyalitet i partirækkerne, og der er ikke for nuværende en kronprins eller kronprinsesse, der kan hjælpe et generationsskifte i gang.

Så det er op ad bakke på mere end en enkelt front. Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) skal i gang med at uddanne yngre folk, der kan opbygge en stabil medlemsorganisation med funktionærer, der også kan indtræde som ministre og topembedsmænd.

Aktivisterne i NLD har været gode til at sikre popularitet i befolkningen, men har ingen erfaring med administration og magt. Den lysende fremtid for Myanmar venter derfor ikke lige om hjørnet.

Embedsværket skal professionaliseres, og økonomien skal af-monopoliseres. Dernæst skal der tages fat på de store følsomme spørgsmål om de etniske mindretals rettigheder.Der bliver virkelig brug for tålmodighed, en gammel asiatisk dyd, hvis Myanmar skal genskabe den harmoniske ånd og tolerance, som imperialismens hofdigter, Rudyard Kipling, ikke fandt i hinduismens Indien, men blev charmeret af, da han kom til Burma i 1889.

Da imperiemagten forlod Burma i 1948, efterlod den et ufuldstændigt samfund.Nu er Kiplings pagodeland slået tilbage til start.

(klumme i Politiken 11. nov. 2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

	Liam S til En hurtig lille Nato-krig mod…
	Farvel til Jimmy Car… til Jimmy Carter, 100 år
	Svend Erik Hansen til Universiteterne har givet op.…
	Stig Wørmer til Jimmy Carter, 100 år
	xionghengli til Filmserie om kinesisk historie…
	Ryan Jones til Censur reduceres, mens etnisk…
	Dylan til Ud af paddehatteskyggen
	aclund til Katastrofen i Irak kortlagt i…
	Cara Horton til Jeppes alternative velkomstord
	Stig Wørmer til Taiwan-illusioner på slap…

Flemming Ytzen

Europa rystes, araberne kriges, asiaterne bygger sig op

Taiwan løber ingen steder

Single-kvinden der skal løfte Taiwan ud af Kinas skygge

Nordkorea er verdensmester i afskrækkelse

Gør klar til kvinden, der skal lære at håndtere Kina

Kasinokapitalisme ind ad bagdøren i Nordkorea

Nordkoreanske tragedier er Gulag uden ende

Myanmar på vej mod forsoning uden sandheder

Kinesisk håndsrækning til Myanmars valgvinder

En lang og svær vej til Mandalay

Nye indlæg

Nye kommentarer

Arkiver

Kategorier

Meta

Blogstats