Flemming Ytzen

Læren af Lahore: Terror baner vej for religiøs renhed

Udgivet den 3. april 2016 af flemmingytzen

Ideen om et religiøst rent Pakistan er lige så gammel som selve nationen.

Hvis der stadig er nogen, der hævder, at der ingen sammenhæng er mellem terror, herunder selvmordsbombere, og religion, in casu islam, er det, fordi de ikke har tilstrækkelig indsigt i Pakistans ulykkelige historie. Attentatet i Lahore påskesøndag, hvor mindst 72 blev dræbt og 340 såret, flertallet af dem kvinder og børn, herunder mange kristne, føjer sig ind i et mønster, der har plaget det pakistanske samfund med voksende intensitet gennem årtier.

I kort form handler det om religion som identitetsskabende faktor i samfund, der i katastrofal grad har forsømt økonomisk industriel udvikling og demokratiske institutioner.

Ved sin oprettelse i 1947 definerede Pakistans grundlægger, Muhammad Ali Jinnah, nationen som en sekulær stat, der skulle ligestille religionerne. Den lære havde han taget med sig fra diskussionerne med Jawaharlal Nehru og Mahatma Gandhi i det indiske Kongresparti under forberedelserne til selvstændighed fra britisk koloniherredømme.

Mindre end et halvt år efter Jinnahs død i 1948 tog hans efterfølgere skridt til at omdanne Pakistan fra et europæisk inspireret samfund til et, hvor islam som tro og ideologi udgjorde grundlaget. Demokratiske idealer og principper skulle ikke ofres, hed det sig, men dette tilsagn gjorde skiftende diktatorer siden op med, sekunderet af ikke så få civile politikere.

Flertallet af Pakistans ledere gennem snart 7 årtier har ikke bare forsømt arven fra Jinnah, de har direkte forrådt den.Kravet om at gøre Pakistan til en islamisk stat havde rødder i den offerrolle, som subkontinentets mindretal så sig selv i under det britiske styre. Ideen om et ‘ rent’ islamisk samfund på pakistansk jord lagde derefter grunden til systematisk forfølgelse af landets religiøse og etniske mindretal.

Nutidens etniske og demografiske sammenhæng illustrerer konsekvenserne: I 1947 udgjorde ikke-muslimske minoriteter 23 procent af Pakistans befolkning på dengang godt 37 millioner. I dag, hvor befolkningen tæller 192 millioner, udgør mindretallene mindre end 3 procent.

NATURLIGVIS kan religion ikke stå alene som forklaring på Pakistans ulyksalige vej væk fra sekulære idealer. Kombinationen af identitetspolitik, ukontrollabel befolkningstilvækst, fraværet af en målrettet økonomisk og social udviklingspolitik, et alt for svagt civilsamfund, dominerende militære eliter og rivaliserende klaner har vist sig at være en dødsensfarlig cocktail, hvis virkninger i dag mærkes langt uden for landets grænser.

Læg hertil, at landet har nogle af de stærkeste blasfemilove på kloden, og at retsvæsenet systematisk negligerer sager, hvor sunnimuslimer har begået overgreb på shiamuslimer, kristne eller andre.Det var ingen tilfældighed, at attentatet i Lahore blev udført på den dag, som en bred alliance af flere end 30 islamistiske organisationer havde sat som sidste frist for et krav om, at delstatsregeringen skulle trække et lovforslag om kvinderettigheder tilbage.

GRUNDLÆGGENDE handler Pakistans problem om fraværet af en sekulær stat; en stat, der kan skride ind over for tilstande, hvor ekstremistiske grupper fra sunni-flertallet slipper ustraffet fra overgreb på mindretallene af shiaer, kristne og hinduer. Statens og myndighedernes passivitet giver fri bane for radikalisering og islamisering.

I stedet for en sekulær udgave af islam som i Indonesien eller Tyrkiet har Pakistan fået islamisme som identitetsmæssig sammenhængskraft.

Liberale og venstreorienterede apologeter, der som oftest henviser til, at flertallet af nutidens terrorofre er muslimer, har en tilbøjelighed til at reducere terroren til et fænomen, der bare skyldes voldelig ekstremisme.

Men ekstremistisk adfærd opstår ikke ud af ingenting. I Pakistans tilfælde skyldes den en bredt funderet politisk bestræbelse på at skabe et religiøst rent samfund, ubesmittet af begreber som frihed, ligestilling, sekularisme og materialisme, kort sagt: det, vi andre forstår som socioøkonomisk udvikling.

Omkring midten af dette århundrede spås Pakistan at have passeret de 300 millioner indbyggere.Hvor mange af dem vil have udsigt til reelle løft i levestandard og frihed i en grad, så de ikke fristes af de profeter, der stadig taler om det religiøst rene samfund?

(klumme i Politiken 3. april 2016)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

Trump bliver ikke en Reagan, desværre

Udgivet den 1. april 2016 af flemmingytzen

Konturerne af en republikansk udenrigspolitik, som den tegner sig lige nu, er ikke opmuntrende.

Venner af Amerika må til at indstille sig på, at Donald Trumps kandidatur sætter sig blivende spor i amerikansk politik, uanset om han til november vinder nøglerne til Det Hvide Hus, eller om det bliver Hillary Clinton, der skal videreføre det spor i Washington, som Barack Obama har brugt snart 8 år på at lægge ud.

Den varige virkning af Trump-kandidaturet kan blive en psykologisk effekt i den konservative del af vælgerhavet; en strømning, der kan karakteriseres som anti-Washington-establishment, og som overvejende bæres af vrede og visionsløse, frustrerede hvide mænd.

Men behøver det gå så galt? Prøv at sammenligne den aktuelle valgkamp med tilstanden i 1980, hvor præsident Jimmy Carter tidligt havde en pæn føring i meningsmålingerne, men hvor den republikanske udfordrer Ronald Reagan præsterede en formidabel indhentning og slutspurt og i november det år endte med at tilføje Carter et sviende nederlag.

FLERE FAKTORER peger i en retning, hvor forskellene på valgårene 1980 og 2016 er større end lighederne. Sidstnævnte først: Dengang som nu ligner USA en trængt og rådvild supermagt. Khomeinis Iran holdt dengang gidsler på den amerikanske ambassade i Teheran, hvilket lammede Carter-regeringen og sendte et forstemmende signal til USA’s allierede. Amerikansk økonomi var plaget af inflation og voksende arbejdsløshed. Der blev talt i dystre toner om en langvarig global energi-og forsyningskrise.

36 år senere: Der er sat en slags normaliseringsproces i gang mellem USA og Iran; oliekrise er et ord, der hører historiebøgerne til, for det nordamerikanske kontinent er godt på vej til at blive en af klodens største producenter af olie og gas. Inflation er et minimalt problem, og hvad med den gældsætning, som nogle dommedagsprofeter under finanskrisen 2007-08 spåede ville føre til, at USA ville gå fallit her i 2016? Blålys eller bare svigtende indsigt.

ALT TALER FOR, at Obama i januar kommer til at aflevere et USA i rimelig sund tilstand, i hvert fald målt på økonomiske alen. Hvis eller rettere når Vestens globale indflydelse alligevel fortsætter med at falde, vil det skyldes britisk europapolitik, asyl-og flygtningepresset på Europas sydøstlige flanke og fortsat passivitet over for et nationalistisk og bidsk Rusland under Putin, men ikke en nødlidende amerikansk økonomi.

Den virkelige fare for faldende vestlig og amerikansk indflydelse på globale anliggender består snarere i, at en Trump i Det Hvide Hus (jo, vi kan ikke længere betragte denne mulighed som teoretisk) bliver ensbetydende med et præsidentskab med meget få visioner for en anderledes indretning af verden.

Sådanne visioner havde den konservative Reagan, hvilket han til mange europæeres forbløffelse demonstrerede først med sit stjernekrigsprojekt i 1983 og 4 år senere med sin nu legendariske ‘ Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned’-tale i det dengang delte Berlin.

FORGANGNE weekend bragte New York Times et langt interview med Trump om dennes udenrigspolitiske orientering på basis af telefoninterview med manden.

Svarene er præget af hans velkendte ‘ Amerika først’-model hele vejen igennem – og er blottet for visioner. Læs her, hvad Trump siger til New York Times, da han bliver spurgt om USA’s aktuelle engagement i Mellemøsten:

»Prøv at se 15 år tilbage, og dette handler ikke kun om Obama: Hvis vore præsidenter bare var taget en tur til stranden for at nyde havet og solen, ville vi have været meget bedre stillet i Mellemøsten end med den nuværende tilstand med så mange døde, med al den ødelæggelse og et kolossalt tab af penge«.

PRÆSIDENTERNE Eisenhower, Nixon og Reagan er nogle af de fornemste bærere af den internationalistiske tradition i amerikansk republikansk udenrigspolitik. Deres brug af militære midler var ikke altid velovervejet, og omkostningerne på flere kontinenter blev voldsomme. Men de tre ledere havde visioner om en anderledes indretning af verden med større politisk frihed, øget samhandel og stærkere kulturel og politisk interaktion. Eisenhower holdt stand i Korea og hjalp afkoloniseringen på vej, Nixon åbnede Kina, og Reagan bidrog til at afmontere Sovjet-imperiet. Vi europæere står alle i gæld til dem.

Kan man forestille sig, at enten Donald Trump eller Hillary Clinton bliver en leder, som vi en skønne dag vil takke for, at Vesten fik gjort kål på Islamisk Stat? Det er svært at få øje på lige nu.

(klumme i Politiken 1.april 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Myanmars nye civile præsident er militærets gidsel

Udgivet den 20. marts 2016 af flemmingytzen

Det tidligere juntastyre er sikret mod retsforfølgelse for årtiers overgreb

Et flere måneder langt politisk drama kom til en foreløbig afslutning tidligere på ugen, da parlamentet i Myanmar, det tidligere Burma, valgte den 70-årige Htin Kyaw til ny præsident. Dermed får det plagede land sin første civile leder i mere end et halvt århundrede.

Til det sidste var der spænding om, hvorvidt det skulle lykkes for vinderen af sidste års parlamentsvalg, nobelpristageren Aung San Suu Kyi, at få en aftale i stand med den militære blok i parlamentet om at ændre den bestemmelse i forfatningen, der forhindrer hende i at indtage præsidentposten. Da dette ikke lykkedes, foreslog den Nationale Liga for Demokrati (NLD) Htin Kyaw, som blev valgt med 360 ud af 652 afgivne stemmer.

Den nye præsident har været nær ven af Suu Kyi, siden de var klassekammerater i gymnasietiden i begyndelsen af 1960′ erne. Deres fædre traf hinanden i de studenterorganisationer, der et par årtier forinden forberedte selvstændigheden for datidens britiske Burma.

Htin Kyaw og Suu Kyi er blevet set sammen ved stort set alle de møder af betydning, som hun har talt ved siden frigivelsen fra flere års husarrest i november 2010. Den nye præsident er søn af en berømt forfatter, der gik ind i NLD tidligt efter grundlæggelsen i 1988 og vandt en parlamentsplads ved valgene i 1990. Han har taget sin universitetsuddannelse i Storbritannien og er gift med et andet prominent parlamentsmedlem for NLD, Su Su Lwin, der netop er blevet gjort til formand for parlamentets udenrigskomité.

AF MINDST lige så stor betydning for Myanmars politiske fremtid blev valget af den ene af Myanmars to vicepræsidenter. Militærets kandidat Myint Swe fik 213 stemmer og er dermed blevet nr. 2 i det formelle magthierarki.

Myint Swe er en berygtet eksgeneral, der under det tidligere juntastyre var ansvarlig for nedkæmpelsen af munkeopstanden i 2007, hvor mindst 32 civile, herunder flere munke, blev mejet ned i Yangons gader. Han har tætte forbindelser til den mangeårige diktator Than Shwe og til flere af de oligarker, som er blevet hovedrige på at udnytte forbindelserne i det magtfulde militær til at skabe reelle økonomiske monopoler.

Derfor står han stadig på det amerikanske udenrigsministeriums sorte liste over personer, som amerikanske virksomheder er afskåret fra at gøre forretninger med.

DEN NATIONALE Liga for Demokrati har siden sin overvældende valgsejr i november i fjor talt for, at den efter den formelle magtoverdragelse vil tage det tidligere juntastyres dispositioner op til revision.Om dette kan realiseres, er mere end tvivlsomt.

NLD har aldrig tidligere haft praktisk regeringserfaring og vil være tvunget til at trække på teknokrater, der har tjent under det tidligere juntastyre.Retsforfølgelse af tidligere juntafolk for massive overgreb under et halvt århundredes juntastyre virker som en fjern drøm.

Torsdag overraskede den nyvalgte præsident ved at fremlægge et forslag om at reducere antallet af ministerier med en tredjedel; at indstille 18 nye ministre til udnævnelse til afløsning af de 36 afgående og at oprette et helt nyt ministerium for etniske anliggender.

Forfatningen giver præsidenten ret til at udpege samtlige ministre på grundlag af en liste, der skal forelægges parlamentet.Dog med den vigtige tilføjelse, at indenrigsministeren, forsvarsministeren og ministeren for grænseområderne udpeges af militæret.Trods den indlysende triumf for et politisk parti og en bevægelse, der voksede ud af årtiers jernhård militær undertrykkelse, er der stadig uendelig langt til virkelig politisk forsoning.

Et opgør i parlamentet mellem NLD og den militære blok om mulige konfiskationer af de enorme formuer, som militæret har tilranet sig, vil støde på massiv modstand. Militæret sidder på alle magtmidler.Det økonomiske løft, som landet har så hårdt brug for, kan ikke realiseres, før de militære monopoler i økonomien opløses.

At få sikret en mere retfærdig fordeling af Myanmars kolossale naturressourcer er en af de mest påtrængende udfordringer.Den største forhindring er her, at forfatningen friholder de største og vigtigste ministerier – forsvar, politi og grænseregionerne – fra parlamentarisk kontrol.

Reformerne i Myanmar har langtfra afmilitariseret landets politiske system, snarere givet militærets dominans et skær af legitimitet.

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

I Østasien er politisk frihed på retur – men der er fred i regionen

Udgivet den 6. marts 2016 af flemmingytzen

‘Demokratierne’ i Asien er ubehagelige. Men de går ikke i krig med hinanden.

Under den kolde krig fik Danmark jævnligt besøg af politisk forfulgte og dissidenter fra datidens østblok, Sovjetunionen og de øst-og centraleuropæiske lande.De fleste af dem gav vigtige indblik i lukkede, undertrykkende verdener. Siden fulgte systemkritikere fra bl. a. Iran, Irak, Myanmar/Burma og Tibet/Kina.

De færreste danskere har vel nogensinde kunnet forestille sig, at vi kunne tage imod en dissident fra det land, som titusinder af danskere kender fra ferieophold, Thailand. Men sådan en person dukkede op for nylig, og for os, der lyttede til ham i en kreds domineret af herboende thailændere, blev det ikke nogen opmuntrende oplevelse.

Jo, den pågældende klarer sig uden for hjemlandet i kraft af sine akademiske kvalifikationer, der gør, at han er efterspurgt på universiteter i både Asien og Europa. Men det, han kunne fortælle om de politiske tilstande i hjemlandet, var af en sådan karakter, at i hvert fald danske ferierejsende nok burde vide det, men sandsynligvis foretrækker at holde sig for øjne og ører.

Kernen i den besøgende dissidents budskab var, at en politisk liberalisering i Thailand vil trække ud i årevis, og at en sofistikeret form for forfølgelse fortsat vil høre til dagens uorden. Vender han hjem, bliver han arresteret. Hans slægtninge har oplevet ubehagelige besøg af militærfolk, der har pålagt dem at stille op til ‘ samtaler’ på en kaserne.

THAILANDS militærstyre nærmer sig 2-års-milepælen, og juntastyret har for nylig bebudet, at dens forfatningsudkast skal til folkeafstemning i slutningen af juli i år. Med historien om Thailands politiske kultur i erindring er der ingen grund til at forvente, at millioner af vælgere, der ønsker en tilbagevenden til civile tilstande, får deres forventninger indfriet.

Som i så mange andre asiatiske lande er politiske debatter domineret af ekstrem populisme i en grad, europæere har vanskeligt ved at forestille sig. Alligevel er det ikke utænkeligt, at et flertal af vælgerne vil forkaste juntaens forfatningsudkast, og hvad vil der så ske? Jo, så afholder man da alligevel valg til et nyt parlament, og det vil ske i løbet af 2017, har juntaens talsperson forsikret.For generalerne vil så omhyggeligt håndplukke en af landets talrige tidligere forfatninger og bruge den. Keine Hexerei.

I NABOLANDENE er situationen ikke meget bedre. Der hersker fortsat usikkerhed om magtoverdragelsen til et civilt styre i Myanmar/Burma, og i Malaysia synes der ikke at være nogen ende på korruptionsskandalen omkring regeringschefen Najib Razak, der beskyldes for at have modtaget omkring 1 milliard dollars i bestikkelse, en del af midlerne fra en statslig udviklingsfond, andre fra oversøiske arabiske donorer.

Razak er folkevalgt, og Malaysia har en positiv politisk historie uden militære magtovertagelser. Men det multietniske og multikulturelle samfund har en ulykkelig historie om et dybt politiseret retsvæsen, der friholder magtfulde ledere og chikanerer disses modstandere. Kort sagt: et demokratisk flerpartisystem uden en retsstat.

Cambodja har i årtier været ledet af en notorisk kleptokrat og ekskommunist, Hun Sen, der i dag er en af Asiens rigeste mænd. Men den engang så plagede nation er i rimelig god økonomisk gænge, og ved det seneste valg i juli 2013 opnåede oppositionen sit bedste resultat nogensinde trods omfattende chikaneri fra magthavernes side.

Så historien om de asiatiske vækstmirakler er mildt sagt broget, uskøn og modsætningsfuld. Men set over et kvart århundrede er der en realitet, der springer i øjnene: Antallet af væbnede konflikter og oprør er faldet dramatisk.

Med FN-systemets varierende grad af involvering blev der fra midten af 1990′ erne og en snes år frem afsluttet konflikter i Cambodja, Indonesien og Østtimor.

Kina og Taiwan handler med og investerer i hinanden som aldrig nogensinde tidligere, og i Burma/Myanmar er oppositionen ikke blot blevet legaliseret, den har tilmed vundet valg (april 2012 og november 2015).

Frem til 1979 døde tusinder af østasiater i krig hvert eneste år. Siden har der ikke været en eneste traditionel landkrig med kampvogne og tropper. Der er ro på, mens demokratiet og retsstaten rulles baglæns.Er der stadig nogen, der tror på teorien om ‘ demokratisk fred’? Der er nok nogle lærebøger, der skal skrives om.

(klumme i Politiken 6. marts 2016)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Ønskes: Et USA med kun få fjender

Udgivet den 4. marts 2016 af flemmingytzen

Uduelige ledere har brug for Amerika som syndebuk for at bortforklare egen elendighed

For ikke så mange år siden var krig og væbnet konflikt i større skala noget, der udspillede sig mellem stater. Det dominerende paradigme under den kolde krig var en bipolar orden, hvor en alliance af stater rustede sig til en mulig væbnet konfrontation med en anden alliance af stater. Europa forblev forbløffende stabilt i perioden, om end udbredt nervøsitet og tvivl i Vest og systematisk undertrykkelse i Øst var gældende præmisser.

I dag hersker der en ubehagelig uorden i Europas nærområder mod øst og sydøst. Islamisk Stat og Putins Rusland er de to drivende kræfter her, men ingen uden for Europa og Mellemøsten ser noget som helst attraktivt i de regeringsformer, som henholdsvis Kalifatet og Kreml tilbyder. Hvad kloden som helhed har hårdt brug for, er en stærkere global ordenshåndhævelse, der som bekendt kun kan leveres fra et eneste sted, USA.

Men det store flertal af amerikanere har hverken viljen eller gejsten til at se nationen som global strømer, hvilket Donald Trumps svulstige valgretorik ikke kan kamuflere.

DE historieskrivere, der i disse måneder varmer op til at skrive Barack Obamas eftermæle, er sandsynligvis grundlæggende enige om, at i hans snart 8 år som præsident har supermagten været på retræte, tydeligst illustreret af den militært nedtonede rolle, USA for tiden har over for brændpunkterne Syrien, Irak og Afghanistan. Sporene fra de fejltænkte interventioner under George W. Bush skræmmer.

Om retræterollen også er gældende fra 2017, er uvist. At gøre Amerika stort igen, som både Trump og Clinton stiller vælgerne i udsigt, er et usikkert kort at spille, især i de dele af verden, der ikke abonnerer på de amerikanske frihedsidealer.

Det ironiske og paradoksale i tilstanden for klodens eneste militære supermagt er bare, at selv USA’s mest sammenbidte og uforsonlige modstandere har hårdt brug for – ja, gæt engang: Amerika.

DER TALES om en mulig politisk og kulturel opblødning i Iran efter præstestyrets pudsige variant af en valghandling. Men ingen kan i horisonten se åbningen af en amerikansk ambassade i Teheran og en tilsvarende iransk i Washington.

Den konservative del af præsteskabet har stadig brug for ‘ den store satan’ som det fjendebillede, der blev malet af ayatollah Khomeini tilbage i 1979, og som jævnlig friskes op med nye farver.

Tilsvarende har det fanatiske klanstyre i Nordkorea stadig brug for den store imperialistiske aggressor USA for at kunne begrunde en ekstrem militarisering af et kastesamfund i reel belejringstilstand.

Ligeledes har russiske nationalister brug for billedet af en ekspanderende amerikansk militærmagt, der generer Kremls drømme om at genvinde fordums storhed. Hvad der gør det svært for en opposition at komme på banen. For den vil få at vide, at den går amerikanernes ærinde og skader Rusland.

Venstreorienterede nationalister i Afrika og Latinamerika har brug for at pege på den globale, amerikanskdominerede kapitalisme som ‘ synderen’, når deres egen inkompetence og elendige regeringsførelse skal bortforklares.

SER VI LIDT længere tilbage i historien, tegner der sig et forunderligt billede. Fra 1950-75 var USA i blodige konfrontationer i Øst-og Sydøstasien. Den Koreanske Halvø blev 1950-53 scene for en amerikansk-kinesisk stedfortræderkrig, der kun er stoppet af en teknisk våbenstilstand.

I foråret 1975 oplevede supermagten en ydmygende retræte fra Sydvietnam og Cambodja.For 44 år siden vendte præsident Nixon hjem fra et Kina, som hans sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger, betegnede som »ludfattigt og stalinistisk«.

På en kold januardag i 1979 i Washington underskrev præsident Jimmy Carter et sæt af aftaler, der skulle vise sig at blive afgørende for en gennemgribende modernisering af det kinesiske samfund.

Kort efter sin tiltrædelse i januar 1993 bebudede præsident Bill Clinton en normalisering med den tidligere krigsmodstander Vietnam. Resten er historie, og den er alt overvejende positiv.

USA’s to tidligere krigsmodstandere i Østasien har ikke brug for at bebrejde amerikanerne de udfordringer, de står over for i dag.

Beijing og Hanoi ruller de røde løbere ud for tusinder af amerikanske erhvervsfolk og turister året rundt. Det skaber fælles velstand i milliardklassen. Østasiens middelklasse er vokset støt gennem 20 år.

Morale: Når USA får færre fjender, bliver verden et bedre sted. Det har man lært sig i Havana, men næppe i Moskva eller Teheran.

(klumme i Politiken 4. marts 2016)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Cubanerne venter på befrieren Obama

Udgivet den 26. februar 2016 af flemmingytzen

Mon USA’s præsident vil andet og mere end at nyde en cigar og en drink med den yngste af Castro’erne?

I næste måned risikerer vi at opleve et par døgn, uden at navnene Donald Trump og Hillary Clinton konstant optræder i mediernes tophistorier. Når præsident Barack Obamas Air Force sætter hjulene ned i Havanas lufthavn, skal der skæres fortællinger af helt andre dimensioner: Historieskrivning med stort H.

For tænk sig, at manden, der modtog Nobels Fredspris, inden nogen vidste om, at han ville gøre sig fortjent til den, nu langt om længe indfrier Nobelkomiteens forventninger og skriver slutkapitlet i en saga, som hans forgængere for længst kunne have leveret, men som de var for dovne til at røre ved.

Naturligvis skal klodens mægtigste mand vise, at det Cuba, som for lidt over fem årtier siden bragte os alle på randen af en atomkrig, i dag ikke er meget andet end et harmløst postumoderne og ufarligt frilandsmuseum lige op og ned ad det Florida, hvor de eksilcubanske antikommunister inden længe skal i terapi.

Så hvad kan diplomatisk normalisering og titusinder af dollarspækkede turister gøre ved denne forhutlede socialistiske enklave? Falder arbejdslejrenes Berlinmur af tobaksplanter og sukkerrør, så de frihedshungrende cubanere kan storme ud og hilse den gamle koldkrigsfjende velkommen?

Her er et forslag: Guantánamo bør snarest omdannes til en transitlejr for cubanske samvittighedsfanger, der drømmer om at blive gadefejere i Miami. Ekspeditionstiden vil blive rekordhurtig.

CUBA HAR længe været en del af turistindustriens arsenal af eksotisk ‘ anderledeshed’. For 12 år siden gjorde nærværende signatør forsøget og vovede sig ud i små 3 ugers vinterferie på frilandsmuseet. De bedste oplevelser tegnede luftens og badevandets temperaturer sig for, resten var en rejse rundt i ynk, social elendighed, cigarer og miserabelt hundeæde. Armod i bedårende subtropiske kulører.

Alligevel fortryder jeg intet: Tænk, at man har svømmet i Svinebugten! Det lykkedes aldrig at få forklaret, om denne lokalitet har fået sit navn efter styrets betegnelse for de regimefjender, der med CIA-dollars i ryggen forsøgte at invadere øen i april 1961 og blev skudt til pindemadder af El Comandante og hans heroiske AK47-udrustede forsvarere af den cubanske revolution.

Alene det politiske system og de to oldinge, der leder det, gør østaten til en attraktion.Men hvor Nordkorea er nationalkommunisme på steroider, er Cuba cigarsocialisme med sovemedicin. Cuba lever fuldt ud op til det postmarxistiske dogme om, at så længe befolkningen lader, som om den arbejder, gør styret, hvad det kan for at betale sine undersåtter noget, der i hvert fald på papiret ligner lønninger.

DER VENTER Barack og Michelle Obama og deres store følge en oplevelse af de sjældne. Forhåbentlig når de at slå et sving omkring cocktailbaren på Restaurant Floridita iHavana, hvor landsmanden Ernest Hemingway stadig befinder sig – i skikkelse af en statue i naturstørrelse.

Interiøret ser ud som indtil 1958, men bortset fra personalet er almindelige cubanere forment adgang. Af den simple grund, at en øl eller en mojito koster det samme som en ugeløn for en fabriks-eller plantagearbejder.

Aflønning er nemlig noget helt særligt i ferieparadiset.Hvor andre lande har indført minimumslønninger, har det cubanske styre indført en maksimumløn for stort set alle jobs, og den er på hele 20 dollars. Logikken er, at når sundhed og uddannelse er gratis og huslejerne minimale, så vil alle, der kan tjene mere end de 20 dollars, være snyltere på folkets samfundsopbyggende indsats.

Præsident Raúl Castro bør naturligvis ikke genere sin gæst med ubehagelige oplysninger om, at den cubanske økonomi er i fuldt sving med at privatisere – befolkningen.Det er jo, hvad der sker, når skønne lokale kvinder sælger seksuelle ydelser til turister for at kunne brødføde yngre søstre hjemme i Havanas slum.

I STEDET kan Obama fortælle sine værter, at inden Castro-klanens magtovertagelse i 1959 var den cubanske gennemsnitsindkomst per indbygger højere end i de fleste sydeuropæiske lande.Eller at øen ved starten af det 20. århundrede var blandt de mest velstående på den vestlige halvkugle.

Såmænd: I 1955 var der flere cubanere, der tog på ferie i USA end omvendt.Nogen befrier bliver Obama næppe.Cuba bliver ikke et nyt Myanmar/Burma med stemmesedler og den slags.Så Obama: En tur på Floriditamed snart 85-årige Raúl? Mojitos, anyone?

(klumme i Politiken 26.2.2016)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Da Donald Trumps mexicanere blev til kinesere

Udgivet den 21. februar 2016 af flemmingytzen

Ny Trump-brøler har sendt forholdet til Kina ud af den republikanske valgkamp.

Traditionelt bliver udenrigspolitik kun beskedent omtalt i amerikanske præsidentvalgkampe, men isoleret set kan samhandelsrelationer komme til at fylde en del, når debatten drejer ind på mulighederne for at skabe, bevare eller udflytte arbejdspladser i og fra amerikansk industri. Løfter om jobskabelse kan flytte millioner af vælgere.

I 1980′ erne blev ‘ Japan-bashing’ et udbredt fænomen i handelspolitiske debatter på grund af det dengang massive japanske handelsoverskud over for USA.Debatten og fænomenet døde ud i 1990′ erne for efter årtusindeskiftet at blive afløst af kritik mod Kina for især kursmanipulation.

Alligevel blev Kina i 2001 medlem af verdenshandelsorganisationen WTO støttet af Washington, til trods for at USA havde fordoblet sin import fra Kina i de fem år op til Kinas indtræden.

AT DE handelspolitiske relationer til USA’s eneste rival af betydning som global modspiller ikke har fået lov at fylde det helt store, kan til dels forklares med, at den republikanske frontløber Donald Trump formulerede en kontekst, som hans rivaler i partiet næppe har lyst til at argumentere sig ind i.

Under den store republikanske debat i Las Vegas i december var det kun fem af de ni kandidater, der tog forholdet til Kina op. Det skete med afsæt i en udtalelse fra Trump, der lød således:

»Mit fokus er at gøre vort militær stærkt, forstærke bevogtningen af vore grænser og sikre, at Kina, Japan og Mexico ikke længere udnytter vort land, hverken i samhandelen eller ved vore grænser«.

Derefter blev der tavst om Kina i den republikanske kandidatlejr, mens andre stater og folkeslag har måttet holde for: Trump har kaldt mexicanere for voldtægtsforbrydere, Ted Cruz har opfordret til regimeskifte i Iran, mens Chris Christie, der nu er ude af valgkampen, mente, at USA’s militær skulle indstille sig på at skyde russiske krigsfly ned.

Interessant nok var det Chris Christie, der i Las Vegas opfordrede til, at den information, som Kinas regering skjuler for sin egen befolkning, skal amerikanerne bringe ud i både den globale og den kinesiske offentlighed. Sådan har alle præsidenter ment og gjort siden Bill Clintons udsagn om, at Kinas forsøg på at censurere internettet »svarer til at forsøge at sømme gele op på en væg«.

BEGGE partiers strateger får fremover brug for at forholde sig til de etniske komponenter i den amerikanske befolkning.Nok er de såkaldte hispanics det hurtigst voksende etniske mindretal i USA, men amerikanere med etniske rødder i Østasien kommer ind på en flot andenplads:

I 1960 udgjorde de asiatiske amerikanere kun 0,8 procent af befolkningen, et halvt århundrede senere var tallet nået op på 4,8 procent, og fremskrivninger viser, at 8 procent af amerikanerne i 2060 vil have østasiatiske rødder.Gennem årtier er det blevet dokumenteret, at indvandrerfamilier med øst-og sydasiatiske rødder ligger i bunden af de amerikanske kriminalitetsstatistikker og har førertrøjerne på i kapløbet om social opstigning.

Et halvt århundredes økonomiske vækstmirakler i Japan, Sydkorea, Taiwan, Kina og Indien har fremmet hundredtusinder af østasiaters muligheder for at udvandre til USA, og selv for det Vietnam, som i 1975 leverede det første nederlag i supermagtens historie, er USA i dag investor og partner i både økonomi og sikkerhedspolitik.

Betydningen af den etniske faktor i formuleringen af udenrigspolitiske emner er større end det, der kommer til udtryk i tv-debatterne. 7 millioner amerikanere har etniske rødder i Nordøstasien, dvs.Kina, Japan og Sydkorea. Sidstnævnte har fået en afgørende rolle i USA’s balancegang mellem det opstigende Kina og supermagtens traditionelle allierede, Japan, der sikkerhedspolitisk stadig har en rolle, der bedst kan betegnes som et amerikansk protektorat.

ROLLEFORDELINGEN mellem klodens tre største økonomier i kombination med de østasiatiske mindretals fremgang i det amerikanske samfund tjener til at forklare, hvorfor selv en nok så ophedet præsidentvalgkamp næppe får de racistiske over-og undertoner, der især har karakteriseret den republikanske retorik.

Hos demokraterne har Hillary Clinton endnu ikke fundet anledning til at minde vælgerne om den ‘ rebalancering’ i forholdet til Østasien, som hun som udenrigsminister formulerede det i 2011.Der er ro på tværs over Stillehavet.

(klumme i Politiken 21.2.2016)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Et nyt Jutlandia til Middelhavet, tak

Udgivet den 5. februar 2016 af flemmingytzen

Europas humanitære tradition forliser i farvandet mellem Grækenland og Tyrkiet.

På Langelinie er opstillet en mindesten for hospitalsskibet ‘ Jutlandia’, der fra januar 1951 til oktober 1953 var Danmarks bidrag til FN’s enhedskommando under krigen i Korea. På den sydkoreanske ambassade i Hellerup er netop indrettet en permanent udstilling, ‘ Jutlandia Hall’, klar til en officiel åbning i april. Her vil besøgende efter aftale kunne se fotos, materialer og udstyr fra den storstilede indsats, som det ombyggede ØK-transportskib leverede under et af de mest dramatiske opgør i efterkrigstiden.

Historieskrivningen har siden gjort ‘ Jutlandia’ til et begreb og et symbol, der minder os om en af vore få stjernestunder. Husk på, at Danmark kun lige var kommet ud af besættelsestidens armod, rationeringsmærker og smalhans. Alligevel mobiliserede regering, medier og organisationslivet den kraftanstrengelse, der gjorde, at ‘ Jutlandia’ kom over på den anden side af kloden i flere omgange, ankrede op tæt på krigsskuepladsen i Korea og behandlede flere tusinde sårede allierede soldater fra 24 nationer og endnu flere civile koreanere.

Under skibets legendariske kaptajn Kai Hammerich fik Danmark sin ilddåb som humanitær stormagt.Bonuseffekten seks årtier senere: Danmark og danskerne nyder den største respekt og anseelse i Østasiens mest succesrige udviklingsmirakel. Vore to lande har et strategisk partnerskib inden for klimapolitik.Tusinder af danske forbrugere har et Samsung-tv i stuen og en Hyundai i carporten.

ALT DETTE står i en skærende kontrast til den aktuelle katastrofetilstand i Europas umiddelbare opland i sydøst. Ganske vist er det et stykke tid siden, at Lesbos og de græske ministre var i mediernes overskrifter, men lad nu være med at tro, at migrationspresset på Europa er i aftagende. EU-kommissionen har medfinansieret det pigtrådshegn i Makedonien, som markerer grænsen til Grækenland.

Politi og grænseværn oprustes overalt, og europæiske politikere begynder at lufte tanker om at kriminalisere de frivillige organisationer, der forsøger at give migranter en hjælpende hånd, når de lander på en græsk strandbred.

Forsigtige skøn taler om, at 1 million migranter i 2016 kan være på vej til Europa via det Tyrkiet, hvis regering fortsætter en uerklæret krig mod sit kurdiske mindretal.

SELV HVIS det lykkes at sikre Europas ydre grænser bedre end i fjor, hvilket er tvingende nødvendigt for at redde Schengenaftalen, ændrer det intet ved den risiko, som venter flygtninge og migranter i det østlige Middelhav: druknedøden. Husker vi stadig billedet af den tyrkiske politimand, der samler den døde 3-årige Aylan Kurdi op fra strandbredden?

Der venter her en opgave, som er for vigtig at overlade til græske og tyrkiske myndigheder. Nutidens beslutningstagere har næppe erfaringen fra ‘ Jutlandia’ i klar erindring: Det er jo også efterhånden 30 år siden, at nationalskjalden Kim Larsen gjorde os alle en tjeneste med sin ørehænger af en popsang om det berømte hospitalsskib.

Tag lige og smag en ekstra gang på det ord: hospitalsskib. Har vi hørt en eneste politiker, Røde Kors-chef, civil aktivist eller EU-bureaukrat bringe dette fantastiske ord i spil?

Det kniber mildest talt med visioner i Europa lige nu. Den eufori, der karakteriserede Europa ved Berlinmurens fald, er snart lige så gammel som Kim Larsens megahit. Der er ikke spor hjælp at hente fra de befolkninger i Øst-og Centraleuropa, der for et kvart århundrede siden blev hjulpet fri af kommunismens åg.

I det omfang der stadig eksisterer en europæisk solidaritet, er den efterhånden reduceret til udveksling af arbejdskraft, varer og tjenesteydelser.

PESSIMISTER og skeptikere vil hævde, at det er nationalegoismen, der har sejret over eurosolidariteten, men denne udlægning er for simpel. Europa er langtfra samlet og helet endnu.Der er stadig store udfordringer på Balkan; oprydningen efter de eksjugoslaviske krigsruiner er ikke afsluttet. Længere østpå ligger et kvæstet og rådvildt Ukraine og bag det en Putin, der ikke vil os det godt.

Helt tilbage i 1951 var Europa heller ikke noget trygt sted. Der var Jerntæppe, krigsfrygt og udbredt fattigdom. Alligevel var der danskere, der turde tænke visionært, endda om en lokalitet, som kun få havde kendskab til.Er det helt umuligt at forestille sig, at EU-og Nato-medlemmer tænker sammen om et humanitært beredskab i det østlige Middelhav?.

(klumme i Politiken 5. februar 2016)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

De nødvendige anbefalinger fra ‘udenrigsgranskeren’

Udgivet den 4. februar 2016 af flemmingytzen

2016 bliver året, hvor dansk udenrigspolitik får en rystetur. Af bitter nødvendighed.

ENHVER med interesse for dansk og europæisk sikkerhedspolitik må med spænding se frem til den redegørelse, som regeringens officielle ‘ udenrigsgransker’, ambassadør Peter Taksøe-Jensen, afleverer til maj. Med det pres af kritik, som Danmark aktuelt oplever mere eller mindre som konsekvens af ‘ smykkelovsdebatten’ og migrationsudviklingen, kunne man have ønsket sig, at granskningen var blevet iværksat allerede under den tidligere regering.

Under alle omstændigheder er topdiplomaten og hans tilknyttede sagkyndige sat på en opgave, hvis kompleksitet tager sig nærmest uoverkommelig ud. Redegørelsen vil utvivlsomt koble forsvarsog sikkerhedspolitik, udviklingspolitik, asyl-og udlændingepolitik samt terrorbekæmpelse sammen på måder, som ikke ubetinget vil blive modtaget med klapsalver i alle hjørner af det danske opinionsmiljø.

Nogle spørgsmål, der trænger sig på: Når der helt ubestrideligt er overhængende terrortrusler mod Danmark og Europa, er det så fremsynet at foretage milliardinvesteringer i avancerede kampfly af den slags, som selvindlysende vil have som mission at bombe i Mellemøsten og Nordafrika?

Hvis vore primære strategiske interesser er i Arktis, og modstanderen her i al overskuelig fremtid er et nationalistisk og ikkereformeret Rusland, har vi så de nødvendige redskaber i den sikkerhedspolitiske værktøjskasse?

Hvis risikoen for yderligere destabilisering i Mellemøsten og Afrika er tiltagende, giver udviklingsbistanden i sin hidtidige udformning og anvendelse da fortsat mening?

I hvilken udstrækning repræsenterer migrationspresset mod Europa voksende risici for eksport af potentiel terrorisme?

Hvordan håndterer Europa den realitet, at USA (også under en kommende, muligvis republikansk, præsident) er midt i en global retræte?

Kan det lade sig gøre at få giganterne Indien og Kina på banen som nye globale politibetjente?

MAN MÅ HÅBE, at Taksøe-Jensen har taget sig tiden til at læse den udførlige rapport Global Terrorism Index, som udkom i november i fjor stort set uden at blive opdaget af danske medier (hvilket utvivlsomt og ironisk nok skyldtes, at udgivelsen faldt sammen med terrorangrebene i Paris).

Global Terrorism Index, udarbejdet af Institute for Economics and Peace, bør være pligtlæsning for danske politikere. Nogle af rapportens konklusioner: Boko Haram, den islamistiske terrorgruppe med operationscenter i Nigeria, overhalede i 2014 Islamisk Stat som klodens største dræber gennem terrorhandlinger (6.644 dræbte i forhold til IS, der tegnede sig for 6.073 dræbte).

Alligevel var Irak det enkeltland, som blev hårdest ramt med 9.929 dødsofre, idet flere grupperinger end IS er ansvarlige for terrorhandlinger i det ødelagte land. Efter Irak kommer følgende ind på denne blodige top-5-liste: Nigeria, Afghanistan, Pakistan og Syrien. 80 procent af de dræbte ved alle terrorhandlinger i 2014 var fra denne gruppe af lande.

LANGT STØRSTEPARTEN af terrorangrebene finder sted uden for den vestlige verden. Ser man bort fra angrebet på USA i 2001, er det kun 0,5 procent af terrordrabene, der har fundet sted i vestlige lande. Siden 2006 er 7 ud af 10 terrordrab i vestlige lande begået af de såkaldte ensomme ulve af den type, Danmark oplevede ved Krudttønden for et år siden.

Mønsteret er komplekst, og der er derfor stor sandsynlighed for, at udviklingspolitiske målsætninger, sikkerhedspolitik og migration vil blive kædet sammen på ‘udenrigsgransker’ Taksøe-Jensens prioriteringsliste.

Udenrigsminister Kristian Jensens besøg ved Den Afrikanske Unions topmøde i Addis Abeba i sidste uge illustrerer, hvor grundlæggende Danmarks syn på Afrikas tilstand har ændret sig på kort tid.

Den danske udenrigsministers højest prioriterede emne ved topmødet var begrænsning af illegal migration fra Afrika.Kristian Jensen forklarede sine afrikanske kolleger, at 60 procent af dem, der krydser EU’s ydre grænser nu, er illegale migranter.

Danmark vil derfor arbejde med de afrikanske landes ledere om hjemsendelsen af disse migranter gennem skabelse af økonomiske muligheder i de lande, der producerer flygtningestrømme.

Hvis dette mål er retningsgivende for, hvor dansk udviklingspolitik er på vej hen, kan man med sindsro slå fast, at migration, udviklingspolitiske mål og sikkerhedspolitik er ved at smelte sammen.Ikke fordi vi ideelt har villet det sådan, men fordi omstændighederne har presset os til det.

(klumme i Politiken 4. februar 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Verdenskrigen set østfra

Udgivet den 22. januar 2016 af flemmingytzen

Kina. Journalistisk fortælleevne og forskergrundighed forenes fornemt i en medrivende udredning af det slag om Nanjing, der stod mellem kinesiske og japanske styrker tidligt i vinteren 1937.

Peter Harmsen: Nanjing 1937. Battle for a Doomed City. 320 sider illustrerede. Casemate UK. Kan købes på Amazon for 20 GBP.

Hvornår lærer vi europæere, at Anden Verdenskrig ikke begyndte med Hitlertysklands invasion af Polen i september 1939, men med det kejserlige Japans erobring af det nordøstlige Kina, Manchuriet, fra 1931 og udviklede sig til en storkrig i fuld skala fra 1937?

Omfanget af publiceret historisk forskning i den store transkontinentale konflikt, der sluttede i august 1945 med Japans kapitulation, har været tiltagende i den seneste halve snes år, og skal man fremhæve et enkelt værk, der har formået at sætte andet end europæiske perspektiver på verdenskrigen, må det være briten Antony Beevors The Second World War fra 2012, som imponerer ved sit overblik, grundighed og detaljerede analytiske greb om sit emne.

Man skulle ikke tro det muligt, men Beevor har fået kompetent følgeskab af en dansker; ingen ringere end Weekendavisens mangeårige korrespondent i Kina, Peter Harmsen.

I 2013 udsendte Harmsen bogen Stalingrad on the Yangtze om det omfattende slag om Kinas største og økonomisk vigtigste by Shanghai. At denne udgivelse omgående fandt et stort publikum, vidner om, hvor stort behovet var og er for at udfylde dette vidensmæssige hul i historieskrivningen.

Nu er Harmsen på scenen igen med den logiske fortsættelse på Shanghai-bogen: Nanjing 1937, Battle for a Doomed City, der kortlægger det japanske overfald på datidens hovedstad i den vaklende og sønderslåede Kinesiske Republik, ledet af Chiang Kai-shek.

»Overfaldet« er siden udlagt temmelig forskelligt. I japansk historieskrivning er det reduceret til en »hændelse« (incident), mens det for den øvrige verden er blevet en regulær »voldtægt«, især takket være den kinesisk-amerikanske historiker Iris Changs hjerteskærende og rystende dokumentation i bogen The Rape of Nanking – The Forgotten Holocaust of World War II (1997, i dansk oversættelse 2008, Nanjing massakren).

Snart otte årtier efter den japanske hærs uhyggelige overgreb på kinesiske krigsfanger og civile i december 1937 får historikere stadig forskellige facit ud af de kilder, der forsøger at sætte tal på ofrene for det militaristiske amokløb, som blev begået i Nanjing under den japanske øverstkommanderende Matsui Iwane, muligvis »kun« 50.000, måske en kvart million.

Inden det kom så vidt, udkæmpede kinesiske og japanske styrker et månedlangt slag om kontrollen med byen, og det er i udredningen af dette forløb, at Peter Harmsen atter har taget nogle dybe spadestik.

Der er rigeligt at hente for de læsere, der er optaget af militærfaglige detaljer, men også tankevækkende og perspektiverende aspekter på det højere storpolitiske niveau. Hvor mange er klar over, at eliteenheder i Chiang Kai-sheks nationalistkinesiske hær var trænet og udstyret af tyske veteraner fra Første Verdenskrig? Eller at Chiang forsvarede Nanjing med russiske piloter og fly?

At den tyske erhvervsmand og nazist John Rabes optegnelser kildemæssigt fylder godt ud i bogen, kan ikke overraske. Rabe er blevet prototypen på den gode nazist, som efter sin tilbagevenden til Hitlertyskland ikke lagde slør over, hvad Hitlers senere krigsallierede var i stand til.

Både tyske og britiske diplomater så en interesse i at søge en hurtig afslutning på kamphandlingerne i Østasien. Den tyske Tokyo-ambassadør Herbert von Dirksen skrev i optimistiske toner til Berlin om mulighederne for en fredsslutning, som både Kina og Japan ville kunne leve med. Britiske diplomater forsøgte med henvendelser til Washington at få et fælles mæglingsinitiativ i stand, som kunne fungere som et »postkontor« mellem parterne.

Alt sammen forgæves anstrengelser. Krigen tog til og har konsekvenser helt op til i dag i form af det fravær af forsoning, som karakteriserer relationerne mellem Kina og Japan trods nutidens intensive handelssamkvem.

Var den kejserlige japanske hær mere eller mindre brutal end de nazityske invasionsog besættelsesstyrker i Centraleuropa og Sovjetunionen? Japans øverstkommanderende, general Matsui Iwane, der blev hængt efter krigsforbrydertribunalet i Tokyo 1946-48, er et interessant eksempel på, at der var en forskel på japansk og tysk tænkemåde.

Hvor tyskerne anså centraleuropæerne og russerne som undermennesker, var der hos mange japanere en skjult beundring for den årtusindgamle kinesiske kultur. Naturligt nok, fordi Japan har optaget meget fra Kina, en stor del af skriftsproget ikke mindst.

Matsui Iwane havde næret en intensiv interesse for Kina siden sin ungdom og havde virket i ti år som diplomat i landet. I 1933 var han medstifter af den »Stor-Asiatiske Sammenslutning« og etablerede i 1935 en kinesisk aflægger af denne organisation. I 1933 definerede han sin mission således: »Vi må give de 400 millioner kinesere den samme sympati og hjælp, som vi har ydet Manchuriet, og befri dem fra den politiske, økonomiske og intellektuelle underkastelse, som forskellige lande har udsat dem for.«

Resten er historie, og denne del fortæller Peter Harmsen brilliant.

(anmeldelse i Weekendavisen 22. jan. 2015)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

	Liam S til En hurtig lille Nato-krig mod…
	Farvel til Jimmy Car… til Jimmy Carter, 100 år
	Svend Erik Hansen til Universiteterne har givet op.…
	Stig Wørmer til Jimmy Carter, 100 år
	xionghengli til Filmserie om kinesisk historie…
	Ryan Jones til Censur reduceres, mens etnisk…
	Dylan til Ud af paddehatteskyggen
	aclund til Katastrofen i Irak kortlagt i…
	Cara Horton til Jeppes alternative velkomstord
	Stig Wørmer til Taiwan-illusioner på slap…

Flemming Ytzen

Læren af Lahore: Terror baner vej for religiøs renhed

Trump bliver ikke en Reagan, desværre

Myanmars nye civile præsident er militærets gidsel

I Østasien er politisk frihed på retur – men der er fred i regionen

Ønskes: Et USA med kun få fjender

Cubanerne venter på befrieren Obama

Da Donald Trumps mexicanere blev til kinesere

Et nyt Jutlandia til Middelhavet, tak

De nødvendige anbefalinger fra ‘udenrigsgranskeren’

Verdenskrigen set østfra

Nye indlæg

Nye kommentarer

Arkiver

Kategorier

Meta

Blogstats