Flemming Ytzen

Kasinokapitalisme ind ad bagdøren i Nordkorea

Udgivet den 23. december 2015 af flemmingytzen

En af Asiens ældste rigmænd skaffer hård valuta til Kim-dynastiet. Kan han også hjælpe en fængslet præst?

HVIS et samfund har plads til både kirker og spillekasinoer, kan synderne forlyste sig i kasinoerne, blive millionærer eller spille formuen op, og skulle det blive for byrdefuldt for sjælefreden, kan de fortabte og forgældede flygte over i kirkens rum og opnå frelse.

Disse modsætninger kan opleves i lokaliteter som Las Vegas eller den tidligere portugisiske enklave Macau, som i dag er et kinesisk administreret territorium i Hongkongs nabolag.

I fjor rapporterede CNN, at overskuddet ved kasinovirksomhed i Macau var syv gange større end i Las Vegas; svimlende 45 milliarder dollar i forhold til 6,5 mia. dollar (i opgørelse for 2013).Endnu et grotesk eksempel på, at verdensøkonomiens tyngdepunkt har flyttet sig fra vest mod øst? Og kan ‘ kommunistiske’ administratorer leve med kasinokapitalister, hvis disse får lov at slå sig løs i overvågede og kontrollerede enklaver?

DEN SIDSTE lokalitet på kloden, hvor man vil forvente at opleve både spillekasinoer og kirker, er det Nordkorea, som i årtier er blevet kaldt stalinistisk på grund af den intensive personkult, der omgiver det dynasti, som leder denne ludfattige stat i Nordøstasien. Det ene af landets to kendte kasinoer er beliggende i hovedstaden, Pyongyang, det andet i den nordøstlige by Rason tæt på grænserne til Kina og Rusland.

Man skulle så tro, at begge er statsejede, men nej, de er på udenlandske hænder.Ejerne er to konglomerater i henholdsvis Macau og Hongkong.Casino Pyongyang ejes af Sociedade de Jogos de Macau, et familieforetagende med den 94-årige milliardær Stanley Ho i spidsen.

Frem til årtusindskiftet, hvor Macau blev leveret tilbage til Kina, nød Ho Hung-sun, som er hans oprindelige navn, et reelt monopol på kasinovirksomhed i den daværende portugisiske enklave. Et par år senere begyndte de kinesiske myndigheder at sælge spillelicenser til andre operatører, og siden har sektoren kun oplevet vækst.

Denne udvikling er naturligvis blevet bemærket af det nordkoreanske regimes oversøiske operatører. Macau var i mange år gemmested for den nordkoreanske diktator Kim Jong-uns halvbror og rival, Kim Jong-nam. Sidstnævnte faldt i unåde, efter at han i 2001 forsøgte at komme ind i Japan (angiveligt for at besøge Disneyland i Tokyo) og efterfølgende blev ‘ straffet’ med et eksil i Macau.Kim Jong-nam er senest observeret i Malaysia og plejer sandsynligvis tætte forbindelser til det kinesiske efterretningsvæsen, for hvem han en dag kan vise sig nyttig, hvis der skulle overgå rivalen Kim Jong-un noget uforudset.

DE NORDKOREANSKE casinoer er ikke tilgængelige for landets borgere. Personalet er udenlandsk, langt størsteparten kinesiske statsborgere, ligesom gæsterne.Formålet er naturligvis at skaffe hård valuta til regimet, dvs. Kim-dynastiet, som har en årtier gammel erfaring i at udnytte oversøiske kapitalister til strategiske og politiske formål.

Her viste Stanley Ho vejen allerede i de tidlige 1950′ eres krig på Den Koreanske Halvø, hvor han ifølge flere kilder organiserede våbensalg til det nordkoreanske regimes kamp mod de amerikanskledede FN-styrker.

Så de nordkoreanske spillesteder er indslusningskanaler for hård valuta til Kim-dynastiet, men hvor hører kirkerne så til? De er regimets fælder for udlændinge.

I sidste uge tiltrak den protestantiske Bongsu Kirke i Pyongyang sig pludselig opmærksomhed. Anledningen var myndighedernes domfældelse over den canadiske, sydkoreanskfødte presbyterianske præst Hyeon Soo Lim.

Han blev idømt livstidsfængsel for aktiviteter, der havde til formål at omstyrte det nordkoreanske styre. Den 60-årige Lim har besøgt Nordkorea snesevis af gange for at drive bistandsprogrammer, herunder børnehjem, i den isolerede stat.

I februar blev han arresteret og holdt isoleret indtil en dag i juli, hvor myndighederne lod ham oplæse en ‘ tilståelse’ af sine ‘ forbrydelser’ mod sit værtsland.Nordkoreanerne har gjort det før: arresteret udenlandske besøgende, som kommer i et altruistisk ærinde, og som derefter tages som gidsler for siden at blive frigivet efter forhandlinger.

I fjor blev den koreansk-amerikanske missionær Kenneth Bae frigivet efter at have afsonet to år af en 15-årig fængselsdom for ‘ forbrydelser’ mod den nordkoreanske stat.Om Hyeon Soo Lim slipper lige så nemt, er ikke til at sige.Tør man håbe på, at nogle i Stanley Hos kasinodynasti vil gøre deres indflydelse gældende i Pyongyang?

(klumme i Politiken 23.12.2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Nordkoreanske tragedier er Gulag uden ende

Udgivet den 21. december 2015 af flemmingytzen

To flugthistorier og en insiderberetning bekræfter opfattelsen af Nordkorea som et jordisk helvede.

På kort tid er der udkommet tre danske oversættelser af bøger med stort set samme tema: De forfærdende vilkår for individer, der lever i Nordkorea. Det begynder at ligne en trend. For de få, der har held til at flygte fra det dynastiske rædselsregime på den nordlige del af den koreanske halvø, bliver det nærmest en hellig pligt at beskrive det helvede på jord, som officielt hedder Den Demokratiske Folkerepublik Korea.

Hyeonseo Lee var vidne til sin første henrettelse som syvårig. Selv om hun var omgivet af fattigdom, sult og frygt, var hun og familien overbevist om, at de levede i verdens bedste land. De nordkoreanske børn holder af landets leder, som børn i Vesten holder af julemanden.

Det er ordene, som de står i ‘ Pigen med de syv navne’, som er titlen på Hyeonsees fortælling, for navnet er selvfølgelig ikke det, hun er født med.Hun var atten, da hun flygtede fra sit fødeland, og ti år efter beslutter hun sig for at vende tilbage for at hjælpe sin mor og bror til friheden.

De tre tager på en farefuld flugt gennem Kina og når til grænsen til Laos. Hyeonseo overlader sine to slægtninge til folk, som hun betaler for at bringe dem videre til Thailand, men erfarer siden, at gruppen er blevet arresteret af laotiske grænsevagter.

Efterfølgende tager hun ind i den laotiske hovedstad, Vientiane, hvor der skal ske et mirakel, hvis det skal lykkes hende at få moderen og broderen fri. Miraklet indfinder sig, og de tre når til Sydkorea.

Historiens virkelige mirakel består i, at en ung kvinde er i stand til at mobilisere en ufattelig vilje til overlevelse: Hun lærer sig kinesisk på rekordtid og formår at forhandle og bestikke sig igennem forhindringer på en flugtrute, der strækker sig flere hundrede kilometer gennem et samfund, det kinesiske, som grundlæggende er fjendtligt stemt over for fremmede, men hvor selv små pengebeløb kan gøre dramatiske forskelle.Hvis man mener, at Europa er afvisende og uvelkomment over for flygtninge, så er det for intet at regne mod den fjendtlighed, der møder en fremmed i lande som Kina, Vietnam og Laos. Kommunistiske samfundssystemer giver ingen plads til humanisme; det er alles overlevelseskamp mod alle. En flygtning er ikke en fremmed, der en dag kan blive din ven.

YEONMI PARKS overlevelseshistorie er ikke meget anderledes. Hun er teenager, da hun og moderen tager flugten ind i Kina, hvor de oplever at blive voldtaget og handlet. De reddes af missionærer, og flugtvejen går gennem Mongoliet. Hendes forældre var oprindelig loyale over for regimet: Faderen var partiembedsmand og moderen sygeplejerske i de nordkoreanske væbnede styrker. Efter nordkoreanske forhold en velstillet familie, der savnede mindre end flertallet af befolkningen.De beslutter sig for flugt, men faderen bliver i første omgang tilbage på grund af sygdom. Siden får de arrangeret hans flugt til Kina, hvor han dør af en kræftsygdom.

Park og moderen får i Kina hjælp af sydkoreanske og kristne missionærer i Qingdao, hvor et stort etnisk koreansk fastboende mindretal leverer beskyttelse og det netværk, der hjælper dem til flugt videre til Sydkorea, dog ad en omvej gennem Mongoliet.Selv i det ikkekommunistiske Mongoliet er det lige ved at gå galt. Mor og datter truer med selvmord, hvorefter grænsevagterne lader dem passere. Hvordan historien slutter, skal ikke røbes her.

DEN MEST INTERESSANTE af de tre fortællinger er den, vi får af sydkoreanske Suki Kim. Hun er ikke nordkoreansk flygtning, men en prisbelønnet skønlitterær succesforfatter med studieophold i USA bag sig.I 2011 kommer hun til Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, for at undervise i engelsk på landets absolutte eliteuniversitet, der forbløffende nok er privatfinansieret, lærerne er fra udlandet og de studerende alle sønner af den nordkoreanske parti-og embedselite.

Suki Kim er blevet fristet af den mildt sagt udfordrende opgave, fordi hun i 2008 blev hyret af Harper’s Magazine til at dække New York Filharmonikernes besøg i Pyongyang. Det vakte de nordkoreanske myndigheders interesse for hende. Hun bliver gæstelærer i seks måneder, på betingelse af at hun ikke skriver om sit ophold i landet.

Bogen er tydeligvis et brud på dette løfte, hævder i hvert fald den rektor, der ansatte hende. Det bliver ord mod ord, og hun forsvarer sig med, at det er meningsløst at kritisere hende for noget bagatelagtigt, samtidig med at man ignorerer de massive overgreb, der dagligt rammer millioner af indbyggere i ‘ eneboerkongedømmet’.

Hendes beskrivelser af dobbeltlivet, selvbedraget, iscenesættelserne, løgnagtigheden og forstillelsen bringer tankerne hen på den mest oplagte analogi til det Nordkorea, vi ynder at kalde ‘ stalinistisk’: Orwells legendariske roman ‘ 1984’. Hun forklarer sig således:

»Mængden af kritiske negative e-mails, jeg har modtaget, giver en følelse af, at jeg har blod på hænderne. Jeg er uenig. De, der har blod på hænderne, er alle dem, der læner sig tilbage og diskuterer de moralske retningslinjer for journalistik, mens de venter på nordkoreanernes tilladelse til at fortælle den nordkoreanske sandhed, som den gælder ifølge Nordkorea. Der er så få ufiltrerede beskrivelser af livet i det nordkoreanske samfund, og vores forståelse af livet i denne brutale stat er så ringe. I de mere end 60 år, Korea har været delt, er millioner omkommet af sult og forfølgelse.I dag er Nordkorea et Gulag, der forklæder sig som en nation, fordi befolkningen holdes som gidsler under ‘ den store leders’ barbariske kontrol, der fratager dem den sidste rest af menneskelighed«.

Suki Kim nærer et håb for den unge nordkoreanske elite, hun møder: at kunne åbne deres øjne for verden udenfor og dermed lægge kimen til forandring. Ulykkeligvis er der intet, der taler for, at hendes håb kan realiseres.

Det er nærliggende at sammenligne nutidens Nordkorea med det, Kina og Sovjetunionen var i disse landes mørkeste år: kinesernes kulturrevolutionære periode 1966-76 og stalintiden frem til 1953. Men nordkoreanerne har ikke den ringeste udsigt til en Gorbatjov eller en Deng Xiaoping. Og Vesten skal næppe gøre sig forhåbninger om at kunne hjælpe dem til noget, der bærer i den retning.

Der er kun udsigt til lange vandringer i det dybsorte Gulag.Derfor er disse tre udgivelser deprimerende nødvendige som vidnesbyrd om alt det umenneskelige, som nogle tror, at Islamisk Stat har eneret på. Kim-dynastiet i Nordkorea var langt tidligere ude end islamisterne og er langt mere raffineret i undertrykkelse og disciplinering af befolkningen end det mønster, vi ser i Mellemøsten.

Suki Kim: Uden dig er der intet os. Min tid med sønnerne af Nordkoreas elite. En personlig beretning. Oversat af Anette Broberg Knudsen. People’s Press, 336 sider, 299,95 kroner.

Yeonmi Park med Maryanne Vollers: For at kunne leve. En nordkoreansk piges rejse mod friheden. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup, 320 sider, Gyldendal. 299, 95 kroner.

Hyeonseo Lee med David John: Pigen med de syv navne. Min flugt fra Nordkorea. Oversat af Jette Røssell, 390 sider, 299,95 kroner.

(anmeldelse i Politiken 21.12.2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Myanmar på vej mod forsoning uden sandheder

Udgivet den 10. december 2015 af flemmingytzen

En militær retræte fra magtens haller i det plagede land bliver en langsommelig affære.

Selv de mest trænede iagttagere af den politiske udvikling i Myanmar, det tidligere Burma, havde ikke set en politisk forsoning komme og endda så tidligt, at det nærmest er overrumplende.

I sidste uge mødtes vinderen af parlamentsvalget i november, nobelpristageren Aung San Suu Kyi, med den general og eksdiktator, der var hovedansvarlig for årtiers undertrykkelse af regimekritikere og etniske oprørsgrupper i det plagede land. Than Shwe hedder han og er med en betydelig berettigelse blevet sammenlignet med Slobodan Milosevic, den serbiske leder, der blev manden, der indledte 1990′ ernes etniske udrensninger i det tidligere Jugoslavien.

MØDET mellem Than Shwe og Suu Kyi kom kun to døgn efter en tilsvarende seance mellem oppositionslederen og Than Shwes efterfølger på posten som militær øverstkommanderende, Min Aung Hlaing. Betegnelsen ‘ forsoningsproces’ begyndte at give mening, når man erindrer, at Suu Kyi sad i husarrest i lange perioder mellem 1989 og 2010.

Mødernes betydning er blevet fortolket således, at det magtfulde militær, der har misregeret Myanmar i mere end et halvt århundrede og bragt det ressourcerige land til tiggerstaven, nu er indstillet på en fredelig og gradvis overdragelse af magten til en folkevalgt og civil regering.

Spørgsmålene presser sig på: I hvilket tempo vil det ske, på hvilke betingelser vil det foregå, og vil fortidens undertrykkere opnå straffrihed? I landets tidligere hovedstad, Yangon, tales der om, at den militære retræte fra magtens haller bliver gradvis, men at officerseliternes kontrol med en stor del af den økonomiske sektor forbliver uantastet.

Officersoligarkiet har det reelle ejerskab til store forekomster af ædelsten, hotelkæder, produktionsvirksomheder og transportselskaber.Ingen forestiller sig realistisk, at disse sektorer udsættes for privatiseringstiltag, om end det netop er, hvad der skal til for at kickstarte Myanmars økonomi.

Fra udviklingen på andre kontinenter ved vi, at generaler er notorisk ringe til at være økonomiske administratorer.

Blandt yngre officerer i Myanmar er der tydeligvis et ønske om at blive set som en professionel hær, der nyder respekt i befolkningen, hvilket kan blive svært i et land, hvor militæret siden et kup i 1962 har stået bag endeløse kampagner, der bedst kan karakteriseres som etniske udrensninger.

ET AF DE store spørgsmål, der trænger sig på i den vanskelige overgangsfase, der er sat i gang, er, om militæret vil hjælpe til med at indføre den føderale politiske ordning, som ingen ringere end faren til den aktuelle valgvinder, frihedshelten Aung San, stillede sin etnisk fragmenterede nation i udsigt, da han i 1947-48 forhandlede sig til uafhængighed af den britiske kolonimagt.

En første forudsætning, der skal opfyldes, vil være et stop for kamphandlinger rettet mod f. eks. det kristent dominerede mindretal i den nordlige Kachin-stat og lignende konflikter mellem centralregeringen og uafhængighedsgrupper i den nordøstlige Shan-stat. Seriøse fredsforsøg lader vente på sig.

Officersoligarkiet har hele tiden vidst, at de ville få brug for Suu Kyi, om end de helst havde set hendes parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), vinde valget med kun et beskedent flertal, således at den fjerdedel af unionsparlamentet, som er udpeget af militæret, uden besvær kunne marginalisere NLD.

Men Suu Kyis valgsejr blev så overvældende, at dette scenario røg på gulvet. Tilbage står så dannelsen af en hybridregering, hvor NLD beholder de mest kompetente af den tidligere militært dominerede administration, mens demokratibevægelsens aktivister omskoles og uddannes til at kunne indtage embedsværket.Det bliver en langvarig og tung proces.

EN SAMMENLIGNING med overgangssituationen i Sydafrika for et kvart århundrede siden er fristende, men Myanmar får ingen national sandheds-og forsoningskommission.Det langtrukne internationale ‘ tribunal’ mod de tidligere Røde Khmer-ledere i nabolandet Cambodja står som et skræmmende eksempel på juridisk amatørisme, massivt sløseri med internationale donationer og skandaløst beskedne resultater.

En ny regering i Myanmar har intet at lære heraf, selv om et halvt århundredes undertrykkelse nok kunne kalde på placeringen af et ansvar. I stedet må nutidens offentlighed glæde sig over, at der i boglader i Yangon nu kan købes bøger, der dokumenterer, hvor slemt det stod til i datidens Burma.Censuren er stærkt reduceret, og tidligere forbudte bøger storsælger i dag, men dramaets forbrydere lever i sikkerhed.

(klumme i Politiken 10.12.2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Kinesisk håndsrækning til Myanmars valgvinder

Udgivet den 28. november 2015 af flemmingytzen

Aung San Suu Kyi får brug for sin politiske anerkendelse i Beijing.

Især blandt de unge burmesere er der en mærkbar eufori og optimisme over udsigten til et friere og mere retfærdigt samfund, efter at Myanmars største oppositionsparti vandt en overbevisende sejr ved parlamentsvalget tidligere på måneden.

Valgets vinder, Aung San Suu Kyi, smiler stadig fra plakatbilleder i de mange souvenirbutikker på strækningen mellem Hsipaw i Shanstaten og den gamle kongeby Mandalay.Fordelingen af stemmer og mandater kan dog ikke lægges endeligt fast, før valgkommissionen har behandlet klagerne fra de kandidater, som mener, at valghandlingen var præget af uregelmæssigheder.

Det kan forlænge den regeringsdannelse, der er sat til at vare helt frem til marts.Der er en frist på 45 dage efter valgresultatet til at indgive klager, og dem, der tages til behandling, skal ifølge valgkommissionens regler behandles af et tribunal, som samme kommission selv nedsætter.En repræsentant for det tabende parti sagde tidligere på ugen, at der er mindst 100 klager under forberedelse.

ALLEREDE nu er der derfor skabt usikkerhed om, hvorvidt valgets vinder får den nationale forsoningsregering, som hun har plæderet for. Tre dage efter valget skrev Suu Kyi til tre politiske hovedpersoner – den afgående præsident, parlamentsformanden og forsvarschefen – og bad om et møde, som hun ønskede holdt i denne uge.

Præsidentens talsmand svarede, at det må afvente behandlingen af klager i valgkommissionen.Der tales herude om en forhalingstaktik, der skal give den militære magtblok mere tid til at overveje muligheder for obstruktion af en regeringsdannelse med Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), i førersædet.

Tilsyneladende har den nobelprisbelønnede valgvinder allerede taget højde for en sådan udvikling og har haft møder med ambassadørerne fra samtlige vestlige lande af betydning og har dermed opnået omverdenens diplomatiske og symbolpolitiske anerkendelse af valgsejren.Spørgsmålet er, om det rækker, hvis regeringsdannelsen kører fast i juridisk og administrativ obstruktion.

Skulle der opstå en nødsituation, giver forfatningen mulighed for, at forsvarschefen på vegne af landets sikkerhedsråd griber ind og overtager styringen af landet. Omverdenens reaktion vil blive voldsom, men sandsynligvis uden effekt på det militær, der har meget at tabe efter at have siddet brutalt på et magtmonopol i et halvt århundrede.

DER BLIVER brug for kreativt og dynamisk diplomati for at forhindre, at Myanmars demokratisering kører fast eller helt af sporet. Valgvinderen Suu Kyi er nødt til at spille med alle tænkelige kort for at sikre, at magtoverdragelsen føres igennem, og hjælpen i denne proces kan vise sig at komme fra en side, hvor de færreste har ventet den: Beijing.

I juni stod Suu Kyi i spidsen for en partidelegation, der aflagde et fem dage langt besøg i Kina. Dette var intet mindre end en sensation, eftersom Beijing af princip ikke dyrker forbindelse med oppositionspartier, kun magthaverpartier.Men lige akkurat her er Myanmar en undtagelse.

Det diplomatiske miljø i den kinesiske hovedstad gjorde store øjne, da ingen ringere end præsident og generalsekretær Xi Jinping modtog Suu Kyi og førte en timelang samtale med partilederen om nødvendigheden af at sikre et stabilt og konstruktivt samkvem mellem Myanmar og dets uden sammenligning allervigtigste nabo.

FOR KINA har store interesser på spil hos den sydvestlige nabo: en olie-og gasrørledning mellem Yunnan-provinsen og en udskibningshavn i det vestlige Myanmar åbnede tidligere i år, og kinesiske virksomheder opfører dæmninger i den nordlige del af landet, som skal levere strøm til den umættelige kinesiske vækstmotor.

Disse aktiviteter blev etableret under den tidligere junta og har gjort Kina til den uden sammenligning største handels-og investeringspartner i Myanmar.Kina ønsker ro ved sine grænser for at sikre sine gigantiske investeringer. Årtiers jernhårdt juntastyre leverede ikke denne stabilitet, og Beijing har derfor valgt at etablere et samarbejdsforhold med Myanmars mest populære politiske parti.Kinesiske diplomater har med tilfredshed noteret sig Aung San Suu Kyis understregning af, at gode forbindelser til Kina er livsvigtige for Myanmars økonomiske fremtidsmuligheder.Obstruerer landets militær regeringsdannelsen i Myanmar, vil det være Kina, der har de bedste muligheder for at sikre, at valgresultatet fører til en civil regeringsdannelse.Beijing har en finansiel klemme på generalerne.

(klumme i Politiken 26.11.2015)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

En lang og svær vej til Mandalay

Udgivet den 11. november 2015 af flemmingytzen

Valghandlingen i Myanmar er kun begyndelsen på en proces, der er spækket med forhindringer

Tag ikke fejl: Myanmar, det tidligere Burma, er et potentielt meget rigt land, befolket af omkring 50 millioner individer, langt de fleste af dem fattige.Den tilstand kan det netop afholdte parlamentsvalg ændre på, men det bliver en langvarig tur op ad bakke.

For ruten er spækket med forhindringer, langt de fleste af dem politiske, fordi de er indeholdt i den forfatning, som landets militære elite brugte flere år på at udforme, inden de tillod afholdelsen af et valg, der ikke var frit efter vestlige standarder, men ikke lader tvivl om, hvem der er landets mest populære politiker.

Den militære elites motiv til overhovedet at afholde et valg er at sikre officersoligarkiets fortsatte kontrol med landets kolossale rigdomme og at give et mangeårigt autoritært styre et skær af legitimitet.

Også generaler og deres civile bureaukrater ønsker respekt og tolerance.Ungdommens lære om Buddhas liv og gerninger har sat sig spor helt op i seniorlivet.

Nu er de så for alvor udfordret af især yngre generationer, hvad søndagens valg til fulde demonstrerede. Men der er grænser. De nyvalgte parlamentsmedlemmer har kun begrænset indflydelse på valget af præsident, og udpegningen af de vigtigste ministerposter er fortsat reserveret officerskorpset.

Politi, sikkerhedsapparatet og de væbnede styrker vil ikke kunne kontrolleres af de nye civile ministre, ej heller af parlamentsflertallet, som med stor sandsynlighed vil tilhøre oppositionspartiet Den Nationale Liga for Demokrati, ledet af Aung San Suu Kyi.

PÅ STATENS budget er det militæret, der fylder mest, hvilket selvfølgelig skal forklares med et halvt århundredes diktatur og små langvarige, beskidte krige i de grænseregioner, hvor bevæbnede minoritetsgrupper har ydet modstand mod skiftende burmesiske centralregeringer og juntaers forsøg på kontrol og underkastelse siden uafhængigheden.

Fænomenet etnisk udrensning blev praktiseret i datidens Burma, årtier før 1990′ ernes krige på Balkan gjorde det nærværende for europæere.Til enhver tid vil være der risiko for, at militæret igen suspenderer det civile politiske liv.

Skulle der opstå en situation, hvor hensynet til national sikkerhed tilsiger det, giver forfatningen mulighed for, at officerskorpset vender tilbage til regeringskontorerne, næste gang med henvisning til forfatningen – en særlig øvelse, som kaldes et blødt kup, og som aktuelt kendes fra det samfund, som Myanmar ligner mest, nabolandet Thailand.

Udsigten til denne risiko forklarer, hvorfor søndagens valg forløb uden voldelige episoder. Men under den gyldne overflade ulmer spændinger og nervøsitet.Den militante form for buddhistisk etnonationalisme, som officerskorpset sponsorerede i valgkampen for at skabe splid i den store del af vælgerkorpset, går ikke væk efter optællingen af stemmer.

DER ER IKKE tradition for magtdeling, samarbejdende folkestyre eller koalitionsregeringer i Øst-og Sydøstasien, end ikke i lande med flerpartisystem. Thailand er det skræmmende eksempel.

Til gengæld kendes der til overmål eksempler på ‘ personalisme’, altså en tilstand, hvor en leders livshistorie og egenskaber overskygger traditionel idépolitik. At bedømme politik på højre-venstre-skalaen, som i Europa, er meningsløst i Asien.

Her er Myanmar allerede en klassiker, der vil gå over i historieundervisningen. Suu Kyi er ikke kun en karismatisk person, hun forventer også, at hendes popularitet omsættes til loyalitet i partirækkerne, og der er ikke for nuværende en kronprins eller kronprinsesse, der kan hjælpe et generationsskifte i gang.

Så det er op ad bakke på mere end en enkelt front. Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) skal i gang med at uddanne yngre folk, der kan opbygge en stabil medlemsorganisation med funktionærer, der også kan indtræde som ministre og topembedsmænd.

Aktivisterne i NLD har været gode til at sikre popularitet i befolkningen, men har ingen erfaring med administration og magt. Den lysende fremtid for Myanmar venter derfor ikke lige om hjørnet.

Embedsværket skal professionaliseres, og økonomien skal af-monopoliseres. Dernæst skal der tages fat på de store følsomme spørgsmål om de etniske mindretals rettigheder.Der bliver virkelig brug for tålmodighed, en gammel asiatisk dyd, hvis Myanmar skal genskabe den harmoniske ånd og tolerance, som imperialismens hofdigter, Rudyard Kipling, ikke fandt i hinduismens Indien, men blev charmeret af, da han kom til Burma i 1889.

Da imperiemagten forlod Burma i 1948, efterlod den et ufuldstændigt samfund.Nu er Kiplings pagodeland slået tilbage til start.

(klumme i Politiken 11. nov. 2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Derfor mødes Kinas og Taiwans præsidenter endelig til historisk topmøde

Udgivet den 6. november 2015 af flemmingytzen

Den politiske symbolværdi er enorm, for det er første gang siden den kinesiske borgerkrigs afslutning i 1949, at de to staters ledere mødes

Lørdag (7. nov. 2015) mødes præsidenterne for Taiwan og Kina, Ma Jing-yeou og Xi Jinping, i Singapore. Her er de uformelle dagsordener

Hvorfor kommer der et møde mellem Kinas og Taiwans præsidenter netop nu?

Fordi der kun er lidt over et par måneder til, at Taiwan går til valg. Meningsmålinger viser, at regeringspartiet KMT (Guomindang), det gamle kinesiske Nationalistparti, står til at tabe. Et topmøde mellem præsident Ma Jing-yeou, der er fra KMT, og Kinas leder Xi Jinping kan demonstrere, at KMT er bedre end oppositionspartiet DPP til at håndtere relationerne til Kina.

Hvad handler topmødet om derudover?

Den politiske symbolværdi er enorm, for det er første gang siden den kinesiske borgerkrigs afslutning i 1949, at de to staters ledere mødes. De to stater – Folkerepublikken Kina og Republikken Kina har i årevis samarbejdet intensivt økonomisk og mellemfolkeligt, mens der har kun været begrænsede kontakter på det politiske niveau. Mødet får dog en ret uformel karakter. Vi kan ikke forvente slutdokumenter eller handlingsplaner og den slags. Men alene håndtrykket mellem præsidenterne Xi og Ma vil sende et meget vigtigt signal til befolkningerne på begge sider af Taiwan Strædet, til USA og til resten af Asien.

Hvilket signal?

At Kina og Taiwan kan klare egne anliggender uden at omverdenen behøver at blande sig.

Men Kina mener, at Taiwan er en frafalden provins, som endnu ikke er vendt hjem til moderlandet?

Sådan lyder den officielle politik og retorik. Men realiteterne er selvfølgelig anderledes, fordi USA yder militær beskyttelsesgarantier til Taiwan.

Hvordan kan det være et anliggende for USA at beskytte Taiwan?

Kinesisk og amerikansk historie vil det sådan. Da kommunisterne sejrede i den kinesiske borgerkrig i 1949, flygtede det slagne Nationalistparti KMT til Taiwan, hvor USA leverede våben og militær beskyttelse. I det dengang nyoprettede FN var det Republikken Kina, som Taiwan officielt hedder, der havde Kinas plads som permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd helt frem til 1971. Så skiftede flertallet i generalforsamlingen, og Folkerepublikken Kina fik pladsen. Det ændrede ikke på, at lederne i Taiwan fortsat gjorde krav på at repræsentere hele Kina helt frem til 1990’erne.

Giver det mening, når de kun havde øen Taiwan, der er mindre end Danmark?

Sådan så de på det under den daværende præsident og diktator Chiang Kai-shek. I 1987, 12 år efter Chiangs død, valgte sønnen, der havde arvet præsidentembedet, at demokratisere. Østatens politiske fanger blev frigivet og oppositionspartier blev tilladt, og det er det vigtigste oppositionsparti, det Demokratiske Fremskridtsparti (DPP), der har formel uafhængighed i sit partiprogram. Set fra Beijing vil en formel uafhængighedserklæring være det samme som løsrivelse.

Som Kina ikke vil acceptere?

Bestemt ikke. En sådan tilstand vil kunne udløse krig. En krig over Taiwan betyder krig mellem Kina og USA, for USA er lovgivningsmæssigt forpligtet til at forsvare Taiwan mod en militær løsning på Taiwan-spørgsmålet. Så det forsøger parterne at undgå. Men den kinesiske ledelse har genforening som et erklæret mål, og der er intet der tyder på, at dette opgives, heller ikke som et resultat af, at der holdes et topmøde mellem de to præsidenter.

Hvordan har USA det med en kinesisk genforening eller noget, der ligner?

Hvis det sker fredeligt og ikke går imod flertallets ønsker i Taiwan, har USA ingen problemer med en genforening eller en mere formel form for tilknytning.

Taiwan har haft demokrati og frihedsrettigheder siden slutningen af 1980’erne, så der er vel ingen politikere på øen, der ønsker sig at være en del af Kina?

Ikke som Kina er nu. Det kinesiske tilbud til Taiwan er, at øen kan beholde sit nuværende politiske system også som en del af Kina, men at udenrigspolitikken skal styres fra Beijing. KMT udelukker ikke en genforening eller måske en union af en slags på sigt, men afviser forhandlinger på vilkår, der er dikteret af Kina, mens DPP ønsker at give Taiwan en mere selvstændig international profil, hvilket på sigt kan betyde et uafhængigt Taiwan.

Er det realistisk?

Det ville forudsætte amerikansk opbakning, men den har ingen præsident hidtil været indstillet på at levere. Der er heller ikke skyggen af et flertal for noget sådant i Kongressen.

Hvorfor ikke? Kina bliver økonomisk og militært stærkere, og amerikanere er bekymrede?

Ja, men Kongressen og det Hvide Hus er her bundet af beslutninger, der går tilbage til 1972, hvor præsident Nixon aflagde et historisk besøg i Kina på et tidspunkt, hvor de to lande ikke anerkendte hinanden diplomatisk. Nixon tilsluttede sig dengang princippet om, at der kun er et Kina, fordi den daværende ledelse på Taiwan ville det sådan. Her var man jo ikke uenige med kommunistpartiet i Beijing på trods af, at KMT og Kommunistpartiet var dødsfjender.

Det er de måske ikke mere?

Nej, man kan sige, at der har udviklet sig en slags uformel fred mellem KMT i Taiwan og kommunistpartiet i Beijing. Den har sikret stabiliteten i Asien og dermed lagt grunden til det økonomiske vækstmirakel i Kina og dermed det største velstandsløft i menneskehedens historie i nyere tid. Det indrømmer selv konservative og antikommunistiske amerikanske politikere.

Så Kina og USA kommer ikke i krig over Taiwan?

Den risiko er til at overse. Der er rigeligt med diplomati i spil, og der spilles på militære instrumenter. Præsident Obamas forsvarsminister har netop besøgt flådeenheder i det Sydkinesiske Hav og en amerikansk admiral har været i Beijing. Det er alt sammen klassisk diplomati lige efter lærebogen. Man skal ikke se bort fra, at Kina og USA i årevis har ført dialoger på mange niveauer.

Hvad er så problemet med det forestående topmøde mellem de to præsidenter? Eller: hvad vil Kina opnå, hvis ikke de kan få en genforening med Taiwan i hus?

Her er det hele magtbalancen i Asien, der er i spil. Japan, der er USA’s vigtigste allierede i Østasien, forsøger sig med en mere selvstændig sikkerhedspolitik, og her kan Taiwan vise sig at være en vigtig brik.

Hvorfor?

Fordi Taiwan er en tidligere japansk koloni. Der er rigeligt med japanske politikere, der kunne finde på at etablere en formel alliance med Taiwan. Sker det, bryder der et helvede løs i Kina, hvor partiet har svært ved at holde den voksende nationalisme i ro. Begge præsidenter, Xi og Ma, har et bagland at tage hensyn til. I Kina er det et parti med 90 millioner medlemmer og en anarkistisk opinionsdannelse på især de sociale medier, i Taiwan er det en polariseret offentlig opinion.

(Publiceret i Politikens netavis 5. Nov. 2015)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Verden blev sparet for 400 millioner kinesere

Udgivet den 6. november 2015 af flemmingytzen

Der er logik bag omlægningen af Kinas befolkningskontrolpolitik.

At Kina nu officielt opgiver sin omstridte etbarnspolitik burde ikke overraske. Skiftet har været undervejs et stykke tid.

Frem til 1979, da målsætningen om ét barn per familie blev indført, havde Kina ikke nogen familieplanlægningspolitik, der fulgte internationale anbefalinger. Myndighederne havde dog tidligt givet adgang til prævention.

Hen over årene har der været mange undtagelser fra reglen om ’kun-et-barn’, men minoriteterne, der udgør godt syv procent af befolkningen, har hele tiden været holdt uden for restriktionerne.

Hvis en landbofamilies førstefødte var en pige, blev der givet lov til at få en lillesøster eller lillebror – helst sidstnævnte på grund af den traditionelle præference for drengebørn.

Siden blev der indført en bestemmelse om, at hvis begge forældre var enebørn, kunne de sætte nr. to i verden. Konsekvensen er blevet, at den kinesiske fødselsrate nu er på 1,5 per kvinde i den fødedygtige alder, hvilket ikke er nok til at reproducere befolkningen og som medfører en aldersforskydning, der hen imod midten af århundredet kan betyde, at Kina står med en lille halv milliard indbygger på 65 år eller mere.

Dermed ser det kinesiske samfund ind i en situation, der minder om mange europæiske landes: den yngre, arbejdsduelige del af befolkning vokser ikke hurtigt nok til at kunne erstatte dem, der forlader arbejdsmarkedet for at gå over i pensionistlivet.

Sådanne udfordringer er alvorlige for naboerne Japan og Sydkorea, der ligesom i Kina ikke er indstillet på at løse problemet gennem indvandring.

Østasien har ikke den fri bevægelighed for arbejdskraften, som har hjulpet mange europæiske økonomier, og Kina må derfor til at skrue på det håndtag, der hedder flerbarnsfamilier.

I sammenhæng med, at Kina efter økonomiske reformer, der har varet lige så længe som etbarnspolitikken, er blevet et mellemindkomstland, giver det mening at omlægge familieplanlægningspolitikken. Den aktuelle beslutning vil utvivlsomt blive godt modtaget bredt i det kinesiske samfund.

Sven Burmester, fhv. dansk FN-chef og i flere år leder af FN’s Befolkningskontrolfond i Beijing har regnet sig frem til, at hvis Kina ikke i 1979 havde indført den stramme børnebegrænsningspolitik, ville landet skulle havde brødføde mindst 400 millioner flere mere, end det er situationen i dag.

Tallet repræsenterer en voldsom ekstra belastning af ressourcer og miljø, som Kina dermed er blevet sparet for og som betyder, at den relativt pæne velstand, der er bygget op er slået igennem i form af en middelklasse på anslået en kvart milliard mennesker.

Men omlægningen af familieplanlægningspolitikken kommer næppe til at så alene. I de kommende år kommer vi til at se udvidelse af pensionsforsikringsordninger og andre velfærdsydelser, som vil få Kina til at ligne de europæiske samfund mere.

Har etbarnspolitikken slået fejl? Vil nogen spørge. Ikke, hvis man ser den opbygning af velstand, der er sket. Vil den aktuelle omlægning blive godt modtaget af offentligheden?

Utvivlsomt. Vi kommer til at se talkshows i tv med præmierede familier, der viser deres poder frem og fnisende taler om, at de nu forsøger at få barn nr. 2. De vil tale om deres nyerhvervede bolig, deres overvejelser om køb af bil og planlægning af familiens første udlandsrejse.

Alt sammen en historie, der er set før – for årtier siden i sammenlignelige samfund: Japan, Sydkorea, Taiwan, Hongkong, Singapore.

Uden for denne landekreds kan erfaringen næppe kopieres. Da den indiske regering under Indira Gandhi i midten af 1970’erne indførte familiebegrænsning med brug af bl.a. tvangssterilisationer, var reaktionerne voldsomme og førte til, at vælgerne afsatte hende. Og en hovedforklaring på, at Indiens opbygning af velstand sakker agterud i forhold til Kina, skal utvivlsomt findes her.

Publiceret på Politikens netavis 29.10.2015

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Taiwans præsidentvalg synes afgjort på forhånd

Udgivet den 29. oktober 2015 af flemmingytzen

Oppositionspartiet har sikker kurs mod regeringskontorerne længe inden valget til januar

INDTIL FOR ganske nylig så det ud til, at præsidentvalgkampen i Taiwan ville blive et kapløb mellem to kvinder. Den ene, Tsai Ing-wen, er kandidat for det eneste oppositionsparti af betydning, Det Demokratiske Fremskridtsparti, DPP, og bliver med stor sandsynlighed østatens næste præsident.

Den 58-årige jurist er en veteran i taiwansk politik og har en solid føring i opinionsmålingerne.Hendes modkandidat fra regeringspartiet Kuomintang (KMT) var indtil for en halv snes dage siden også en kvinde, 67-årige Hung Hsiu-chu. Men Hung sakkede agterud i meningsmålingerne, så partiet så ingen anden udvej end at skifte hende ud med partiformanden, den 54-årige borgmester i New Taipei City, Eric Chu.

DET FOREKOMMER ikke sandsynligt, at KMT dermed kan vende skreddet i vælgerbefolkningen, og det interessante spørgsmål bliver derfor, om DPP får både præsidentposten og et flertal i parlamentet. Partiet havde under Chen Shui-bian præsidentposten i årene 2000-08, men måtte regere under vanskelige betingelser, fordi Nationalistpartiet sad på flertallet i parlamentet og stadig den dag i dag er et parti, der baserer sin magt på de gamle etablerede magthierarkier med store formuer til at finansiere sig hele vejen til vælgernes indflydelse.

KMT-kandidaten Eric Chu vil i de to måneder op til valget bygge sin valgkampagne på, at han vil være den af de to kandidater, der bedst kan sikre, at relationerne til Folkerepublikken Kina forbliver fredelige, og at den kinesiske økonomis vækst vil fortsætte med at bidrage til udviklingen af velstand i Taiwan.

I maj mødtes han med Kinas præsident Xi Jinping og udtrykte sin interesse i at tilslutte sig Kinas nye euroasiatiske udviklingsbank, AIIB. Interessant nok har han også sagt, at Taiwan vil søge optagelse i det nyligt etablerede handelsnetværk Trans-Pacific Partnership, som USA står i spidsen for.

Altså en både-og-politik frem for en enten-eller-politik.

En af de helt store udfordringer for politikere i østaten er den markante generationskløft, der manifesterede sig i fjor med den såkaldte Solsikke-bevægelse.Hundredvis af studenteraktivister besatte i forårsmånederne flere regeringskontorer og parlamentsbygningen for at protestere mod en af de 21 økonomiske samarbejdsaftaler, som den afgående præsident, Ma Ying-jeou, har brugt to embedsperioder på at få forhandlet igennem med sin modpart på den anden side af Taiwanstrædet.

Aktivisterne mener, at den Cross-Straits Service Trade Agreement, som præsident Ma har givet sin underskrift, giver Kina helt unødvendige fordele. Bevægelsen har utvivlsomt vakt en bredere interesse i Taiwan for de rammer, der er lagt for det økonomiske samkvem med giganten på den anden side af strædet.

Men det er mere end tvivlsomt, om en kommende præsident kan ændre afgørende på de fundamentale betingelser for Taiwans økonomiske liv.Kritikken bygger på betænkeligheder ved, at præsident Ma fremmer Taiwans økonomiske afhængighed af Kina og dermed på sigt baner vejen for en genforening, som der ingenlunde er flertal for i Taiwans befolkning.

Ingen, hverken i KMT eller DPP, forestiller sig en (gen) forening alene på betingelser, som defineres af Beijing, men det bagvedliggende og uafklarede spørgsmål er, om Kinas voksende globale indflydelse betyder, at Taiwans nuværende sikkerhedsgarantier, som USA står for, undermineres, og om betingelserne for Taiwan som et selvstyrende samfund skal omdefineres. Årtiers status quo – en strategisk tvetydig politisk status – er den formel, som der hidtil har været flertal for.

SIDEN 1979, DA USA anerkendte Folkerepublikken, lukkede sin ambassade i Taipei og åbnede en ny af slagsen i Beijing, har USA under den såkaldte Taiwan Relations Act garanteret at forsvare øen, hvis Kina truer med genforening med militære midler. Kina betragter Taiwan som en frafalden provins, der skal hentes hjem til moderlandet, men har ikke i 20 år raslet direkte med missilsablerne i den provins, Fujian, der ligger i 150 kilometers afstand fra Taiwan.

Geografi, tæt økonomisk samkvem og kulturelle og historiske bånd betyder, at en hvilken som helst præsident i Taiwan må definere et proaktivt engagement i forholdet til klodens næststørste økonomi.USA’s garantier står ikke i vejen for en sådan udvikling, men giver kun Taiwan begrænset politisk spillerum. Et sikkerhedspolitisk partnerskab mellem Taiwan og østatens gamle kolonimagt Japan, er udelukket.

Trods mange uenigheder i indenrigspolitikken kommer Tsai Ing-wen til at følge den kurs, som USA stak ud for snart 37 år siden.

(klumme i Politiken 29.10.2015)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Frihandel reducerer fattigdom mere effektivt end bistand

Udgivet den 15. oktober 2015 af flemmingytzen

TPP-aftalen bør få venstrefløjen til at juble. USA’s konservative jamrer og klynker allerede.

Den hjemlige klagesang over Løkke-regeringens reduktion af udviklingsbistanden er forståelig, men savner global logik og historisk kontekst.

For enhver, der har fulgt udviklingen i klodens økonomiske dynamik hen over tre årtier, er der én lære, der står tilbage aldeles uantastet:

De lande, der indretter deres samfund på at producere og eksportere til verdensmarkedet, er dem, der hurtigst og med mest vedvarende virkning løfter store grupper af egne befolkninger ud af armod.

De samfund, der forsømmer at lære dette, ender i de forfærdeligste tilstande.

Skoleeksemplet, som bør indgå i pensum på ethvert økonomistudie, er Sydkorea, som i 1960 var på økonomisk niveau med ludfattige Ghana. Mens koreanerne i dag er lige så velstående som os vesteuropæere, har ghaneserne kun flyttet sig millimeter.

Skrækeksemplet over dem alle er den skandinaviske bistandsdarling Tanzania, som i perioden 1961-87 modtog bistand for 16 milliarder dollars, og hvor befolkningens levestandard blev halveret i perioden 1980-93.

DEN NETOP indgåede frihandelsaftale Trans-Pacific Partnership (TPP) kan, hvis den implementeres konsekvent, blive den vigtigste løftestang for at udvide den købedygtige, veluddannede middelklasse på begge sider af Stillehavet og muligvis danne forbillede for lande længere væk, Indien ikke mindst.

Alle de danske og europæiske aktivister, der advarer om tiltagende global nød og elendighed, bør skifte hest og melde sig som uforbeholdne tilhængere af frihandel, naturligvis ledsaget af internationalt accepterede arbejdstagervilkår.

Den politiske modstand mod TPP er mest udtalt på USA’s republikanske højrefløj, uagtet at aftalen på sigt fjerner 18.000 forskellige toldsatser til gavn for amerikanske eksportører. Et eksempel: Importafgiften på udenlandsk oksekød til det japanske marked reduceres til en fjerdedel af det nuværende niveau, men over en 15-årig periode. Aftalen er fyldt med den slags bløde overgangsordninger.

Japanske bilproducenter jubler, især Toyota og Nissan, som nu vil flytte tusinder af arbejdspladser fra Thailand til Mexico, medmindre den civilklædte junta i Bangkok får taget sig sammen og melder sig ind i TPP-klubben hurtigst muligt.

At Sydkorea ikke kom med i første runde, kan nok forklares med bureaukratisk træghed, for præsident Park Geun-hye presser på. Det interessante er her, om hun kan bruge sin indflydelse i Beijing til at få den stærke kinesiske industrilobby til at tilpasse sig TPP’s standarder.

Det nye frihandelsregime har ædle hensigter. Som en social modydelse for friere globale handelsvilkår rummer flere af TPP’s 30 kapitler bestemmelser om arbejdstagerrettigheder, herunder fri forhandlingsret, miljøbeskyttelse og sundhed.

Alle medlemslande forpligter sig til at respektere de principper om arbejdstagerrettigheder, som ILO, Den Internationale Arbejdsorganisation, har defineret, og som fastsætter minimumslønninger og loft over arbejdstiden.

Gad vide, hvordan kommunistpartiet i Vietnam vil stille sig, når man opdager, at TPP giver landets industriarbejdere ret til at organisere sig i en fagforening, som partibureaukraterne ikke kontrollerer?

De bør bruge tid på de analyser, som Peterson Institute for International Economics i Washington har foretaget: De konkluderer, at Vietnam bliver et af de helt store vinderlande i TPP-familien.

Og jo, dansk bistand har hjulpet godt med til at gøre dette tigerland til en robust deltager i den internationale arbejdsdeling (her er der lidt trøst at hente for rækken af forhenværende udviklingsministre hertillands).

Principielt er der intet til hinder for, at klodens næststørste økonomi, den kinesiske, før eller siden slutter sig til TPP. Kinesiske produktionscentre leverer til alle de forsyningskæder, der går ud af Østasien og hele vejen til de store markeder i Nordamerika og Europa.

Det ironiske er her, at de største forhindringer på vejen til et ægte globalt frihandelsregime vil være parløbet mellem kinesiske industrikonglomerater og den protektionistisk orienterede amerikanske højrefløj. Unægtelig et umage makkerpar.

Den udsigt til økonomiske løft, som TPP og lignende aftaler giver, vil ikke nå ud til klodens to mest plagede kontinenter. Med få undtagelser savner Afrika og Mellemøsten de strukturelle rammer (industriel og teknologisk kapacitet samt infrastruktur) for at blive deltagere i de globale forsyningskæder og dermed velstanden.

Råstofafhængigheden, kunstige statsdannelser og religionsdyrkelse, senest i Islamisk Stats aftapning, er blevet permanente forbandelser. Noget, der tales om i den amerikanske valgkamp?

(klumme i Politiken 15. oktober 2015)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Kina-USA: Endnu en triviel dag på kontoret

Udgivet den 1. oktober 2015 af flemmingytzen

Dramatikken er ude af klodens vigtigste bilaterale forhold.

Både det internationale diplomati og medieindustrien har været på overarbejde med den intense topmødeaktivitet, der har udfoldet sig over en uges tid i New York og Washington.

At Rusland er på vej ind i Mellemøsten for at udfylde det tomrum, som amerikansk passivitet og forvirring har givet mulighed for, var der ikke mange, der havde forudset for bare få år siden.

Den russiske præsident, Vladimir Putins, tale til FN’s generalforsamling tog hurtigt opmærksomheden fra både den kinesiske præsident, Xi Jinpings, tilstedeværelse sammesteds (han debuterede i dette forum) og det forudgående kinesiske statsbesøg i den amerikanske forbundshovedstad.

Udsigten til en udenrigspolitisk aktivisme fra russisk side fik dermed opdateringen af det amerikansk-kinesiske forhold til at ligne et rutinemæssigt serviceeftersyn på bilværkstedet efterfulgt af en småkedelig dag på kontoret.

EFTERTIDENS historieskrivning vil næppe finde samtalerne mellem præsidenterne Xi Jinping og Barack Obama sensationelle.

Dommedagsprofeter og koldkrigsideologer vil undre sig over, at den etablerede, men reducerede supermagt fortsætter med at bidrage til den opstigende supermagts bestræbelser for at modernisere sin økonomi.

Dette fik sit eget udtryk med Xi Jinpings udmelding om oprettelse af et kinesisk marked for klimakvoter fra 2017.

Mon ikke præsident Obamas rådgivere har læst den amerikanske forsker Chalmers Johnsons værker om de østasiatiske udviklingsstater, og at de deraf har konkluderet, at Kinas udviklingsfase lige nu kan sammenlignes med, hvor Japan var for måske 40 år siden. De ved, at den aktuelle reduktion i Kinas vækstrater er et vidnesbyrd om, at kineserne er i gang med at skifte udviklingsmodel.

Den slags tager tid, især når millioner af lavtuddannede skal flyttes fra uproduktive landdistrikter til megabyers industricentre.

Præsidenterne Truman og Eisenhower stod for seks til syv årtier siden med lignende udfordringer om end i mere beskeden skala.

OMKRING årtusindeskiftet talte amerikanske og kinesiske diplomater om en håndfuld T’er som faste konfliktpunkter i den kritiske dialog mellem Beijing og Washington: Tyveri (af militær teknologi), Tibet, Taiwan og Tiananmen (en reference til opstanden i 1989 og dermed Kinas manglende overholdelse af menneskerettigheder) samt Trade, altså ubalancerne i den bilaterale samhandel.

Hvordan ser dette problemkatalog så ud i dag efter sidste uges topmøde?

SAMHANDEL tales der stort set ikke om, hvilket til dels kan forklares med, at forhandlingerne i regi af Verdenshandelsorganisationen (WTO) har være sat på standby siden 2008.

Tiananmen er afløst af amerikansk kritik af kinesisk mediecensur og forfølgelse af uafhængige advokater, men emnet dominerer ikke dialogen længere. End ikke den republikanske højrefløj bruger mange kræfter her.

Taiwan-problematikken klarede præsident Obama med en enkelt sætning under topmødet: at USA står ved den 36 år gamle lovgivning, der giver Taiwan (den demokratisk styrede østat Republikken Kina) amerikansk militær beskyttelsesgaranti over et stykke geografi, som Kina betragter som en provins, der skal hjemtages til moderlandet.

Den udmelding er utvivlsomt blevet bemærket af det taiwanske oppositionspartis kandidat Tsai Ing-wen, der står til at vinde østatens præsidentvalg til januar.

Tibet er blevet et non-issue, nok fordi selv de amerikanske protibetanske aktivister har opdaget, at Dalai Lamas eksilregering aldrig har krævet løsrivelse.

Udfordringen med teknologiske tyverier blev på topmødet lagt ind under kategorien cybersikkerhed, og det bør bemærkes, at USA anerkender problemets gensidige karakter: at det ikke kun er kinesiske virksomheder, der stjæler med arme og ben.

RELATIONERNE ligner business as usual.De kandidater, der gør sig håb om at arve Obamas embede, bør naturligvis være bekymrede over, at Kina med oprettelsen i fjor af Den Asiatiske Infrastruktur-og Investeringsbank (AIIB), der har fået formel tilslutning fra alle europæiske stater af betydning, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien inklusive, har taget tilløb til på langt sigt at udfordre den verdensorden, der blev grundlagt i Bretton Woods, New Hampshire, for 71 år siden.

Kina vil med AIIB næppe nedlægge hverken Valutafonden (IMF) eller Verdensbanken, men amerikanerne må undre sig over, at Beijing nok har oprettet en potentiel konkurrent til Bretton Woodsinstitutionerne, men stadig er den aktør, der nyder de største fordele af den eksisterende orden.

(klumme i Politiken 1.oktober 2015)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

	Liam S til En hurtig lille Nato-krig mod…
	Farvel til Jimmy Car… til Jimmy Carter, 100 år
	Svend Erik Hansen til Universiteterne har givet op.…
	Stig Wørmer til Jimmy Carter, 100 år
	xionghengli til Filmserie om kinesisk historie…
	Ryan Jones til Censur reduceres, mens etnisk…
	Dylan til Ud af paddehatteskyggen
	aclund til Katastrofen i Irak kortlagt i…
	Cara Horton til Jeppes alternative velkomstord
	Stig Wørmer til Taiwan-illusioner på slap…

Flemming Ytzen

Kasinokapitalisme ind ad bagdøren i Nordkorea

Nordkoreanske tragedier er Gulag uden ende

Myanmar på vej mod forsoning uden sandheder

Kinesisk håndsrækning til Myanmars valgvinder

En lang og svær vej til Mandalay

Derfor mødes Kinas og Taiwans præsidenter endelig til historisk topmøde

Verden blev sparet for 400 millioner kinesere

Taiwans præsidentvalg synes afgjort på forhånd

Frihandel reducerer fattigdom mere effektivt end bistand

Kina-USA: Endnu en triviel dag på kontoret

Nye indlæg

Nye kommentarer

Arkiver

Kategorier

Meta

Blogstats