Opgøret i Ruslands nærområde giver Kina en tiltrængt Lex Putin
Selvfølgelig var der alarmister, der i kølvandet på den russiske invasion af Ukraine mente, at der skulle tændes advarselslamper for Taiwan. Den absurde argumentation gik på, at USA og dets europæiske allierede ville koncentrere så megen politisk og militær muskelkraft om at hjælpe ukrainerne, at luften kunne gå ud af Washingtons satsning på at inddæmme Kinas forsøg på dominans i Øst- og Sydøstasien.
Er der krigsrisici i Kinas nærområder? Vist så, men den er beskeden, når der sammenlignes med Mellemøsten, Europa og Afrika. Som bekendt har Nord- og Sydkorea holdt hinanden i skak i årtier, og vi europæere bør for tid og evighed takke USA for klogskabens politik i dette hjørne af Asien. Jo, atomafskrækkelse gør en forskel her.
Lidt længere sydpå forsøger 23,4 millioner sprogkulturelt kinesiske individer i Taiwan at leve med at være nabo til en gigant med supermagtsambitioner. Vi er som den lille gibbonabe, der mærker det tunge åndedræt fra en 400 punds gorilla bag os hver dag, som en taiwansk oppositionspolitiker engang udtrykte det.
Republikken Kina, som er Taiwans officielle navn, har i årtier levet med grynt og propagandabrøl fra Fastlandskina, der befinder sig mindre end et par hundrede kilometer væk.
KINAS OFFICIELLE politik er at opnå en genforening med Taiwan, uagtet at øen ikke er blevet styret fra Beijing siden 1895, da arvefjenden Japan gjorde den til krigsbytte og koloni.
Skulle taiwanerne ikke gå med til en fredelig tilbagevenden, kan en invasion ikke udelukkes, lyder advarslen fra Beijing. Derfor flyver kinesiske militærfly ofte ubehageligt tæt på taiwansk luftrum. Moderne symbolpolitik.
Amerikanske sikkerhedsgarantier siden 1949 er intakte for Taiwan og gør den militære option til en hasarderet risiko for Beijing. Derfor ignorerer titusinder af taiwanere det historiske modsætningsforhold til broderfjenden. De har boet og arbejdet på den anden side af Taiwan Strædet til stor gavn for begge samfund.
Kernen i striden er, at Kina opnår langt mere ved at presse og intimidere Taiwan end ved at forsøge sig med noget så hasarderet som en invasion. For de fastlandskinesiske magthavere afskrækker dermed naboerne i Sydøstasien fra at indgå i et alliancesystem med Taiwan i stil med Nato’s funktion i Europa.
Den demokratisk styrede ø-republik ville omgående få støtte fra amerikanske skibe og fly, hvis Kina skulle forsøge sig med noget så ufornuftigt som en invasion. Kinesisk militær har en yderst beskeden kamperfaring, og allerede ved de første tab under en landgang ville den øverstkommanderendes podie i Beijing vakle under ham.
DEN REALITET , der konstant overses i debatten om Taiwans status, hedder strategisk tvetydighed. Den indebærer, at Taiwan har selvstyre i sammenhæng med et historisk Kina grundlagt i 1912, men som hverken kan eller vil underlægges et nutidigt centralstyre i Beijing. Fiktion, vil nogen sige, men den bygger på amerikansk lovgivning og har fungeret fint i mere end fire årtier. Derfor er heller ikke formel løsrivelse en vej frem.
Realiteten er, at det store flertal i Taiwan ikke finder Fastlandskina, som taiwanerne kalder naboen, værd at genforenes med.
Skulle en fremtidig ledelse i Beijing vælge en anden politisk virkelighed end den nuværende, kan Taiwan danne forbillede.
TAIWAN har overlevet syv årtiers kinesisk borgerkrig med løst krudt og sund fornuft.
På rekordtid forandrede det taiwanske samfund sig i 1987-88 fra at være et ludfattigt militærdiktatur til at blive et af Asiens mest blomstrende demokratier. Uden at et eneste skud blev løsnet.
Nobelkomiteen glemte dengang at uddele fredsprisen til kloge folk i hovedstaden Taipei, som havde fortjent den meget mere end nogle af de distanceblændere, der har modtaget den i årenes løb.
Den russiske krigsførelse i Ukraine må indlysende nok have udløst hovedpiner i Beijing. Forløbet har vist, hvor hurtigt verdensopinionen kan mobiliseres, når en diktatorisk overmagt forsøger at undertvinge et militært svagere demokrati. Taiwans livline er forlænget, sandsynligvis i flere årtier.
Så hvem i inderkredsen omkring Xi Jinping fortæller ham, at han var for tidligt ude med at love næsten evigt kammeratskab til Vladimir Putin?
Chefen i Kreml er mere ’Benito’, end han er ’Adolf’.
Er det overhovedet anstændigt at bringe humor og satire i spil i en konflikt, hvor uskyldige civile, herunder kvinder, børn og ældre omkommer, kvæstes eller fordrives som følge af en despots ryggesløse og barbariske handlinger?
Verden har tidligere kendt til dette dilemma. Vi gør et hop trekvart århundrede tilbage i tiden:
Den britiske stumfilmstjerne Charlie Chaplin udsendte i 1940 sin første talefilm, Hitler-parodien The GreatDictator. Dens historie er en forvekslingskomedie, hvor Adenoid Hynkel, diktator i den fiktive stat Tomainia, strides med diktatorkollegaen Benzino Napaloni i nabolandet Bacteria (Benito Mussolinis Italien, naturligvis) om, hvem af de to der skal invadere landet midt imellem, Osterlich.
En fattig jødisk barber, der ligner Hynkel som en enægget tvilling, iføres Hynkels uniform og fortæller på dramatisk vis i filmens slutscene folket, at verden ikke har brug for diktatorer. Talen er legendarisk i filmhistorien.
Chaplin instruerede og producerede selv samt spillede rollerne som både Hynkel og den jødiske barber. Filmen blev hans største kommercielle succes; dog måtte han i sin selvbiografi siden forklare, at havde han haft mere indgående viden om nazisternes forbrydelser, ville filmen næppe være blevet realiseret.
Optagelserne begyndte i sensommeren 1939, netop som krigen i Europa brød ud med den tyske invasion af Polen. Da Chaplin havde de sidste scener i kassen, var Danmark og Norge erobret og Hitlers blitzkrieg i Nordfrankrig i fuld gang.
I Hollywood talte mange imod en amerikansk krigsdeltagelse. Kongrespolitikere i Washington henviste til de brogede erfaringer med den amerikanske krigsdeltagelse i Frankrig 1917-18 og pegede på, at den fredstraktat, der året efter fik præsident Woodrow Wilson som hovedarkitekt, var sprængfyldt med illusioner og utilsigtet ledte Europa direkte ud i næste krigskatastrofe.
I SIN biografi om Chaplin skriver filmhistorikeren Jeffrey Vance, atThe Great Dictator på mesterlig vis integrerer komedie og storpolitik og lykkes med at levere satire, der aldrig er gjort bedre siden. Tilbage står en moralsk prøvelse: Er det uanstændigt at producere en komedie med afsæt i de største forbrydelser mod menneskeheden?
Når det giver mening at minde om Chaplins mesterværk og drage sammenligninger til nutidens Ukraine, skyldes det indlysende nok Vladimir Putins absurde påstande om at ville rense nabolandet for nazister, samtidig med at den ukrainske præsident er af jødisk herkomst.
Kan sociale medier bruges som våben i forsøgene på at latterliggøre den følelseskolde kejser af Kreml? Vi ved, at russiske internetaktivister går på hjemmesider for restauranter i Moskva samt andre storbyer og skriver ’anmeldelser’ indeholdende nøgterne rapporter om den russiske krigsførelse, som Putins censurapparat har afskåret offentligheden fra.
Humoren bruges i de mange karikaturtegninger, der fokuserer på brutaliteten og kynismen i Putins fremtoning, herunder også det skær af surrealistisk absurditet, der knytter sig til en person med et så massivt oppustet macho-ego.
HISTORIEKYNDIGE vil utvivlsomt nå til en erkendelse af, at sammenligninger mellem filmens Adenoid Hynkel, Nazitysklands virkelige Adolf Hitler og nutidens Vladimir Putin har indlysende begrænsninger. Men flyt så det geografiske perspektiv og bring den italienske fascistiske diktator Benito Mussolini i spil: Ganske som Putin er lykkedes med i nutiden, byggede også Mussolini sin legitimitet på kirkens rolle i samfundslivet. Datidens pave hyldede fascismen. Mennesker tilhører kirken, og dens regime er derfor totalitært, forklarede pave Pius XI i 1938.
I tiden under Sovjetunionen havde den russiske ortodokse kirke trange vilkår; men siden sammenbruddet i 1991 har Putin effektivt udnyttet Ruslands religiøse kræfter til en nationalkonservativ genopbygningspolitik. De ortodokse ledere har til overflod været loyale over for Kreml.
Moskvas øverste patriark, Kirill, udsendte på dagen for invasionen af Ukraine en erklæring, der gentog den ’historiske’ retfærdiggørelse af den ’særlige militære operation’, som Putin havde fremført. Ikke overraskende har Kirill gentagne gange talt dunder imod forslag i nabostaten om at give Ukraines ortodokse kirke reel selvstændighed.
I årtier frygtede vi sovjetrussisk kommunisme og bevæbnede os til at modstå den. Ingen af datidens såkaldte sagkyndige forudså Ruslands forvandling til et ortodokst, nationalkonservativt og mafiøst diktatur. Ruslands og Ukraines befolkninger er indhentet af fortiden, ikke kun den sovjetiske, men også den ortodokse. Uskyldige omkommer dagligt af den realitet.
Nordeuropas søjler i kontinentets forsvarsmekanismer skal styrkes.
Ingen kæde er stærkere end det svageste led, og hvor er det så, at Nato og de EU-økonomier, der finansierer det nødvendige forsvar mod en aggressiv russisk nationalpopulisme, har det sværest? Er det tysk besindighed byggende på årtiers erfaringer og fornuftsbetonet diplomatisk håndtering af upålidelige naboer i øst?
Selvfølgelig ikke, men den ubehagelige undtagelse i rækken af kløgtige kanslere er socialdemokraten Gerhard Schröder, der uden sammenligning er Vladimir Putins vigtigste (og rigeste, takket være Gazprom) indflydelsesagent i EU- og Nato-familierne.
Er det franske drømmerier om storhed, når der i Paris tales om europæisk strategisk autonomi? At få en europahær, der kan spille en komplementær rolle i forhold til Nato, lyder flot, men risikerer massiv modstand i medlemslandenes befolkninger.
Britisk udsyn, visdom og strategisk udsyn hele vejen fra skandaleplagede Downing Street 10 til imperiets tidligere flådebase Malta, hvorfra disse linjer skrives?
Middelhavsøens vintereksilerede englændere enten rødmer af flovhed eller skraldgriner, når talen falder på Boris Johnson. En lokal samtalepartners udsagn: Vi briter regeres af en landsbytosse.
Så når Mette Frederiksen har fået travlt med slå en nordjysk ladeport op for amerikansk militært personale og personel, hvad handler det så i virkeligheden om? Ud over at stille os stærkere i fremtidige forhandlinger om Grønlands stilling i rigsfællesskabet.
Jo, selvfølgelig at gøre Nato’s nordeuropæiske flankeforsvar mere troværdigt. En uomgængelig nødvendighed, når russiske hackere går længere end til at ramme mål i Ukraine.
SKRÆKSCENARIO? Putins mål er ikke at besætte Ruslands ’nære udland’, som regionen blev betegnet i tiden under hans forgænger Boris Jeltsin. Den tidligere efterretningsagent fra Sankt Petersborg vil destabilisere Europa, og dette slibrige forehavende er allerede lykkedes et langt stykke af vejen. Bare se på Ungarn og Tyrkiet.
For tre årtier siden advarede daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) mod sårbarheden i Europas ’bløde bug’. Dermed mente han især to af de dårligst regerede EU- og Nato-medlemmer, Italien og Grækenland. Lad os minde om, at også Athen har indgået aftaler med Rusland om gasleverancer.
Som om det ikke var surt nok, har Cypern (EU-medlem, men uden for Nato), givet russiske militære fartøjer adgang. Med venner som disse hvem behøver fjender?
TAG SÅ LIGE ET STORT HOP nordpå: Vor næstennabo Finland har solide erfaringer med at blive åndet i nakken af den russiske bjørn. Plus et par blodige krige.
Sammen med Sverige indgik Finland i 2018 en trepartssikkerhedsaftale med USA. Sverige er det første europæiske land uden for Nato, der anskaffer sig et amerikanskdesignet missilforsvarssystem. Finland besluttede i fjor at købe 64 eksemplarer af F-35-kampflyet.
Herefter er al tale om at lade de to nordiske lande blive optaget i Nato reduceret til akademisk snak. De er begge operationelt integreret i alliancens forsvarsberedskab. De fleste ved det, men ikke mange taler om det. Meningsmålinger fra både Stockholm og Helsinki viser, at befolkningernes interesse for Nato er voksende, men her er det vigtigt at skelne mellem praktisk tilknytning og et regulært medlemsbevis. En finsk diplomat forklarer, at de to lande er hinandens nærmeste sikkerhedspartnere, men tilføjer så: USA bevæbner os. Hvilket også demonstrerer logikken bag den danske regerings USA-udspil.
Fordi det konventionelle danske forsvar er blevet ikke kun sparet og udtyndet, men fejlanbragt i både Afghanistan, Irak og senest Vestafrika, har vi forsømt det, der burde betyde allermest for os: naboregionerne. Østersøen og de stater, der grænser op til farvandene er der, hvor vi skal sætte kræfterne ind.
Sydøsteuropa er Europas akilleshæl: Kronisk skrøbelige Grækenland er tæt på at være lige så illoyal over for Europa som Ungarn.
Tyrkiet, Ruslands trojanske hest i Nato, vil have Putins hjælp til at lege regional muskelmand i Mellemøsten. En regulær stinker på kanten af Europa.
Kontroversielt vil nogle sige, men historien vil bekræfte os i, at Stockholm, Helsinki, Tallinn, Riga og Vilnius har større betydning for dansk sikkerhed end Athen og Ankara. Husk dette, når der tales om fremtidens kerne i Nato 2.0.
Lær russisk, hr. forsvarsminister! Altså folkesjælen og historieskrivningen.
Regeringens aldrig svigtende problemknuser Morten Bødskov, der nu er landets forsvarsminister, bør nok supplere sin arbejdsrelaterede pligtlæsning med nogle af forfatteren Leif Davidsens litterære røntgenbilleder og millimeterpræcise beskrivelser af den russiske folkesjæl.
Ikke for at udvikle empati med overoligarken Vladimir Putins intellekt og sjæleliv, men for at komme dybere ind i de folkelige kræfter, der driver millioner af jævne russiske arbejdere og bønders oplevelse af, at den ukrainske nation slet ikke er en sådan, men snarere et samfund, som på grund af nogle beklagelige historiske fejltrin fik lov til at kalde sig en stat. For mange russere opfatter ikke Ukraine som et land, der har ret til at være sig selv, forklarede samme Davidsen, den populære skildrer af kontinuerlige russiske tragedier og skæbner gennem fire årtier, da han i sidste uge talte til en fyldt sal på Louisiana i Humlebæk.
Virkeligheden banker på: Realpolitisk kan Vesten ikke tale sig ud af, at nok er Ukraine ikke medlem af Nato og kommer det næppe i årtiers overskuelige fremtid, men den vestlige alliance har en tilstedeværelse i Ukraine i form af amerikanske og britiske våbenleverancer og træningsprogrammer. Ukraine er heller ikke i EU. Men EU, Danmark inklusive, er i Ukraine i form af civilsamfundsprogrammer og andre såkaldte blød magt-aktiviteter.
Med andre ord vil vi bidrage til at gøre 43 millioner ukrainere til samme slags blødsødne liberale ligestillingsfikserede demokrater, som vi selv er lykkedes med at blive. Vores modstandere i dette opgør støtter sig til hundredvis af kanonløb, missiler og tusindvis af automatrifler, håndgranater, miner og andet gods fra samme lagre. Er det så realistisk at befinde sig på denne slagmark, Morten Bødskov?
PUTINS MÅL er nøjagtig at skræmme ukrainerne fra at gå videre ad et politisk spor, der skal forvandle dem til noget, der ligner fredselskende skandinaver og tøvende tyskere. Hertil behøves ikke, at han sender panserkolonner ind på vejene mod Kijev; det rækker med uvisheden, nervøsiteten, den konstante sabelraslen og, selvfølgelig, oceaner af digitaliseret hybrid krigsførelse.
Opmarchen af kampvogne og infanteri er kun den kulisse, der sætter rammen for den langt mindre omkostningskrævende, men hypereffektive cyberkrig.
Sidste uges topmøde mellem de to ledere af Europas og Asiens største og vigtigste autokratier, Kina og Rusland, har afmonteret de overlevende forestillinger om, at befolkninger og samfund i Ruslands vestlige og sydlige nære udland nogensinde kommer i nærheden af en samfundsorden, hvis skabeloner er tegnet i Washington eller Bruxelles.
Sørgeligt, javist, men som statsminister Mette Frederiksen ville udtrykke det, hvis hun turde være ærlig: Lev med det!
Den nye ’Universalisme 2.0’. vil handle om retten til at beskytte såkaldte civilisatoriske værdier. Stærkeste eksponenter for denne strømning er selvsagt Putin og Xi Jinping, men også Viktor Orbán, Tyrkiets Erdogan og i USA et voksende antal ’Maga-politikere’ (Make America Great Again). Nationalpopulismen trives i både øst og vest og er ved at kvæle den liberale universalisme langsomt.
Den vel nok vigtigste komponent i det 21. århundredes brutale nationalkonservative bølge bliver terrorbekæmpelse og etnoidentiske politiske diskurser. Taberne bliver palæstinensere og andre mellemøstlige mindretalsgrupper, kinesiske uighurer, millioner af migrerende afrikanere og (især i Europa) udvalgte indvandrergrupper.
VED SLUTNINGEN af Første Verdenskrig definerede præsident Woodrow Wilson, at verden skulle gøres sikker for demokratiet. Hvorefter europæerne vandrede lige ud i de grimme ’ismer’ og Anden Verdenskrig.
Her i 2022 går der en modbevægelse i retning af at gøre verden sikker for autokratier. Ulykkeligvis for alle os blødsødne liberale er der realistiske udsigter til, at Putin og Xi også sidder ved rorpinden i Moskva og Beijing om ti år.
I 2032 fylder Putin 80, og Xi 79. Til den tid er Macron, Boris Johnson, Ursula von der Leyen, Trump, Biden og Mette Frederiksen historie. En, der ligner Trump, risikerer at sidde i Washington.
Et passende sted for landflygtighed? Jeg har truffet mit valg: New Zealand. Et samfund, hvor ikke et græsstrå ligger forkert, og hvor rød- og hvidvine og lammekoteletter er fuldt på højde med, hvad Europa kan levere.
Opgøret om Ukraine udgør et heftigt pres på Europa. Nato er altid ved at falde fra hinanden, men heldigvis er kriserne benzin til nyt sammenhold, siger den tiltrædende dekan ved Forsvarsakademiet, Henrik Breitenbauch.
På få uger er udviklingen på det europæiske landkort blevet så dramatisk, at diskussionen om den er kommet til at handle om meget mere end om staten Ukraines overlevelse i den form, der blev en realitet efter den kolde krigs ophør og Sovjetunionens sammenbrud for tre årtier siden.
Opgøret om Ukraine er den største sikkerhedspolitiske styrkeprøve på europæisk jord siden ophøret af den kolde krig. Den postsovjetiske leder Vladimir Putin spiller højt spil om geografien i Ruslands nærområde. Vil samme krigs sejrherre, Nato, komme svækket eller styrket ud af den proces?
Under alle omstændigheder er sammenholdet i og eksistensberettigelsen af den vestlige forsvarsalliance sat på sin alvorligste prøve i årtier. Men alliancen vil sandsynligvis komme styrket ud af krisen, mener den tiltrædende dekan ved Forsvarsakademiet, Henrik Breitenbauch. Alligevel står Europa på helt anderledes skrøbelig grund end dengang for tre årtier siden, da det sovjetkommunistiske imperium blev lagt i graven.
I 1992 tegnede udsigterne lyse og lykkelige for det store flertal af kontinentets befolkninger og regeringer. Der var kun en demokratisk og liberal fremtid, hvis man ser bort fra de jugoslaviske samfund. Så hvad er hovedforklaringerne på, at Europa i dag er præget af frygt og pessimisme?
»En af de ting, der gik galt med håndteringen af Rusland efter den kolde krig, handlede om institutioner. Demokrati er andet og mere end valghandlinger. Vesten var for naiv i forhold til, hvor stor og langvarig en transformation der skulle til, for at demokratiske institutioner blev grundfæstede – i Rusland, men for så vidt også i de tidligere Warszawapagt-lande«.
Så Ruslands opdeling af Ukraine siden 2014 og presset på de tidligere randstater i Sovjet-imperiet er prisen, vi betaler for vores naivitet?
»Ruslands konstruktion af en frossen konflikt i både Georgien og Ukraine er kyniske træk for at sikre en de facto vetoret over de to landes potentielle medlemskaber af EU og Nato. Men dette års krise har vist, at Moskva vurderer, at Kiev på trods – eller måske netop tilskyndet – af vetoretten var på vej for langt i vestlig retning. Derfor har man følt, at man var nødt til at gøre endnu mere. Men Ukraine er netop ikke medlem af Nato, og Vesten vil ikke risikere en militær konflikt med Rusland for at forsvare Ukraine«.
Kan vi give ukrainerne noget i stedet?
»Ud over den følsomme diskussion om akut våbenhjælp er det på længere sigt nok vigtigere at tilbyde ukrainerne mulighed for at leve de liv, de ønsker. For eksempel ved at åbne for handel og uddannelsesudveksling. Sørge for, at det ukrainske militær taler engelsk. At fremme udveksling af viden, styrke deres civilsamfundsorganisationer, inspirere deres medier og læreanstalter«.
Hvor begik vi, altså USA, Nato og EU, fejl i håndteringen af Rusland?
»I de første år i indeværende århundrede var der muligheder, der siden forsvandt ud af hænderne på os. Rusland var i Putins tidlige regeringsår økonomisk svagt, og han behøvede tid til magtkonsolidering. Der var en lang periode, hvor USA set i bakspejlet nok havde for travlt med at udvikle missilforsvar uden at ville indgå i en dialog med Rusland om den strategiske stabilitet«.
»Det er ikke givet, at en sådan dialog havde ændret på den efterfølgende kurs – også fordi der bare er en basal spænding mellem Vestens idé om nationernes ret til selvbestemmelse og Ruslands insisteren på en bufferzone. Men måske havde vi været bedre forberedt på den russiske kursændring«.
Europas ansvar
Europæerne har prøvet det før: diskuteret, om deres stater kan forsvares uden amerikansk ledelse og tilstedeværelse. Debatten er ældre end Nato, for den begyndte med oprettelse af den såkaldte Vestunion i 1948. De stiftende medlemslande var Storbritannien, Frankrig, Belgien, Luxembourg og Holland. I 1954 fulgte Vesttyskland og Italien med ind, men snart blev unionen reduceret til et debatforum uden praktisk betydning, dog var det først i 2011, at unionen som organisation blev opløst.
I Danmark har en lignende diskussion taget form af ét spørgsmål: Hvornår skal forsvarsforbeholdet ophæves? Tilhængerne af et sådant skridt frygter selvfølgelig udfaldet af en folkeafstemning. For Brexit kaster en skygge over Europas sammenhængskraft.
Ud over Frankrig er Storbritannien et Nato-medlem med kernevåben. Dette er trods alt ikke blevet ændret med Brexit?
»Usikkerheden om Storbritanniens rolle i Europa er stor efter Brexit, men netop på forsvarsområdet søger de at kompensere for den generelle uro. Til gengæld er den europæiske sikkerhed, når det kommer til de desværre uomgængelige kernevåben, mindst 90 procent bygget på amerikanske kapaciteter. De franske og britiske kernevåben er marginale – hverken Frankrig eller Storbritannien kan meningsfuldt forsvare tredjelande med dem«.
Der er en voksende diskussion om sammenholdet i Nato. Er den mere bekymrende end tidligere?
»Nato er altid ved at falde fra hinanden – kriserne er benzin til nyt sammenhold. Men det nye i tilstanden er, at usikkerheden ikke kun kommer østfra, men også fra det land, der plejer at holde alliancen sammen i sidste ende. Europas ledere må se i øjnene, at nogle af de største usikkerhedsfaktorer udgår fra splittelserne i amerikansk indenrigspolitik. Og selv hvis USA forbliver sig selv, så vil behovet for europæisk handlekraft og militære muskler under alle omstændigheder tage til i takt med, at USA ser mere mod Kina og Asien«.
Deraf diskussionen om europæisk strategisk autonomi. Er det begyndelsen på et amerikansk farvel til Europa, vi ser her? Og hvor langt ude i fremtiden er en Europahær ledet af Frankrig og Tyskland?
»Det er måske mere hjælpsomt at tale om europæisk strategisk ansvar – om det er den europæiske dimension inde i Nato eller i form af EU’s forsvarssamarbejde eller for den sags skyld det nordiske, så vil de europæiske lande investere yderligere i deres forsvar i det kommende årti. Men effekten af investeringerne vil vi først se om 10-20-30 år. At realisere sådanne visioner har meget lange udsigter«.
»Det handler også om, at f.eks. Tyskland er bagud på point både kvantitativt og kvalitativt, teknologisk, økonomisk, budgetmæssigt. Uden et topmoderne tysk forsvar er det svært at forestille sig et mere selvstændigt Europa. Den amerikanske tilstedeværelse og fremfor alt amerikanske teknologiske kompetencer vil være en forudsætning for et troværdigt forsvar af de europæiske demokratier i flere årtier frem. Europæiske kapaciteter er bagud på nærmest alt, og så har vi slet ikke nævnt den strategiske tænkning og den politiske forsvarsvilje«.
Det handler vel om, at Tyskland ikke vil og kan tage en konfrontation med Rusland?
»Den lange historie om den tyske sonderweg efter Anden Verdenskrig trækker stadig spor. Det nye Tyskland, der er vokset op under det amerikanske halvtag, skyer instinktivt magtpolitikken og søger en nærmest skandinavisk rolle som mediator. Derfor, og af økonomiske årsager, søger Tyskland lidt for ivrigt at komme til en forståelse med den russiske strategiske modpart«.
Hvorfor er der ingen aktører i Rusland, der kan være vores partnere i et samarbejde, der trækker i retning af afspænding og nedrustning?
»Fordi Putin har kvalt den kim til politisk frihed, der var en grundsten i Helsinki-aftalerne i 1975«, siger Henrik Breitenbauch. Aftalerne gav mere plads til civilsamfund og menneskerettigheder og inspirerede til glasnost og perestrojka-processerne under Putins tidligere chef Mikhail Gorbatjov i 1980’erne. Resultatet var opløsningen af Sovjetunionen.
»For ikke at blive udfordret på magten og fordi han har lært af Helsinki, har Putin taget kontrol med det russiske civilsamfund. Derfor er der ikke nogen rigtig alternativ dialogvej gennem civilsamfundet, der ville kunne afspænde tilstanden omkring Ukraine og de baltiske lande«, siger Henrik Breitenbauch
Teknologisk kapløb
Lige nu er vi skræmt af fotos af russiske kampvogne og ukrainske forsvarere i skyttegrave, og det smager af det 20. århundredes verdenskrige. Fremtidens krige afgøres vel af højteknologisk formåen mere end af larvefødder og kanonløb?
»Det er en spændende og besværlig diskussion. Teknologien er helt sikkert det nye våbenkapløb. Militærteknologiske revolutioner er afhængige af bredere samfundsmæssig innovation og organisatorisk tilpasning, hvilket generelt er styrker og kvaliteter, der karakteriserer de vestlige samfund. Men det er stadig et kapløb«.
»Opgøret handler i øvrigt også om værdier: Autokratiske stater som Rusland og Kina ønsker at kontrollere civilsamfundene og overvåge borgerne, fordi magthaverne godt ved, at de ikke har demokratisk mandat –sådan som det f.eks. er sket i forbindelse med Kinas indførelse af en national sikkerhedslov i Hongkong«.
Men de åbne samfunds regeringer har også i årevis overvåget egne borgere uden at få legitimeret disse tiltag. Kan du se paradokset?
»At digitaliseringen muliggør systematisk overvågning, er en væsentlig udfordring også for de demokratiske lande. De nye teknologier skubber til magtbalancen mellem borger og stat på usete måder. Men i det mindste kan vi i de demokratiske lande dagsordensætte det som et problem«.
Dansk sikkerhedspolitisk historie skal skrives om.
Danmarks forsvarspolitiske historie skal skrives om, når Folketinget har fået håndteret tilstanden, der har ramt de hemmelige tjenester.
Stormagtsinteresser er i spil, men også relationerne til vore naboer. Udviklingen i og omkring Østersøregionen og det sydøstlige Europa er blevet så ustabil, at en voksende mængde militære og efterretningsrelaterede ressourcer i flere år fremover vil være rettet mod denne geografi. At der opstilles panservogne og artilleri nogle få hundrede kilometer fra Bornholm og Gotland, ligner et traditionelt scenarie for invasion.
Det er dog digitaliseringen, der har skabt de mest effektive våben for den, der vil destabilisere højtudviklede samfund. Dansk sikkerhed står og falder med, at vore myndigheder har dyb og varig tillid til medlemmerne i Nato, historiens største forsvarsalliance. Men organisationens akilleshæl er, at den ikke råder over en fælles efterretningstjeneste, som general Wesley Clark, alliancens øverstkommanderende i Europa under konflikterne i det tidligere Jugoslavien, fortalte nærværende skribent for en snes år siden.
Tyg lige på den en ekstra gang: Nato har et imponerende arsenal af kampfly, skibe, missiler og panservåben, men ikke et fælles, hemmeligt korps af informationsindsamlere. For efterretninger er noget, der handles af indbyrdes mellem de nationale spiontjenester. Geografisk logik tilsiger, at efterretningsfolkene på Kastellet er afhængige af andet spiongods end det, der måtte tilflyde fra partnerne i London og Washington. For Stockholm ligger jo tættere på – ja, gæt hvem: selvfølgelig Moskva.
DERFOR FINDES Maximator, et efterretningsnetværk grundlagt i 1976 af Danmark, Sverige, Tyskland og Holland. Ukendt af offentligheden indtil en hollandsk spionageforsker, Bart Jacobs, i april 2020 skrev i detaljer om samarbejdet i magasinet Intelligence and National Security.
Det virkeligt interessante i konstruktionen er tilstedeværelsen af Sverige og fraværet af USA og Storbritannien. Maximator opfanger og afkoder elektronisk kommunikation fra alle verdenshjørner, og her er Sverige en af de allervigtigste aktører.
Danmark var initiativtageren til Maximator, navngivet efter et ølmærke i München, og inviterede i første omgang Sverige og Tyskland med. Drivkraften var datidens markant forøgede fremkomst af satellitbårne efterretninger.
At håndtere disse er kostbart for små økonomier, og derfor bad Kastellets folk om hjælp hos naboer med flere ressourcer. Samarbejdet tegnede så lovende, at Frankrig i midten af 1980’erne bad om at komme indenfor, opmuntret af Tyskland selvfølgelig. Andre i Nato-familien fik færten af foretagendet, der blev administreret af et tæt personligt netværk af folk med indsigt i krypterede efterretninger. Medlemslande med begrænset indsigt fik høflige afslag på optagelse, hvilket gik ud over Norge, Spanien og Italien.
I sine første leveår var Maximators indsats udelukkende rettet mod militære og diplomatiske efterretninger. Fra 1980’erne begyndte den private sektor i voksende omfang at benytte sig af krypteret information. Det schweiziske firma Crypto AG var i mange år hovedleverandør af kodningsudstyr til vestlige demokratiers statsapparater og virksomheder og blev i hemmelighed ejet i fællesskab af den amerikanske efterretningstjeneste CIA og dennes tyske partner BND.
Afsløringer i februar 2020 i schweiziske og tyske medier foruden Washington Post viste, at Crypto AG havde solgt efterretninger til flere end 130 lande i en aktivitet kaldet Operation Rubikon.
Både CIA og BND har for længst afhændet ejerskabet i Crypto AG, som siden blev genstand for en undersøgelse foranlediget af det schweiziske parlament. Den er hemmeligholdt, men chefen for den schweiziske efterretningstjeneste måtte i fjor forlade sin post som en konsekvens af udredningen.
Blandt sagkyndige inden for efterretningsvirksomhed har det i årtier været kendt, at Sverige er en overordentlig stærk og vigtig aktør, når det gælder de vestlige landes adgang til krypteret information. Finland ligeså. De to stater har den formelle neutralitet til fælles, men skulle en militær konfrontation spidse til, så ved Nato, hvor de skal hente den information, som de ikke selv skaffer sig i første omgang. Maximator er det svenske greb i Nato og har betydning for kontrollen med alle bevægelser i Østersøregionen, Baltikum og naboregionerne. Og således også Ukraine. Eskalerer Rusland over for de baltiske stater, er vor nabos neutralitet reduceret til en fiktion.
At undgå dialog med Beijing er kujoneri og virkelighedsflugt.
Upåagtet af den danske nyhedsindustri rejste udenrigsminister Jeppe Kofod i november til Kina for at føre en flere timer lang dialog med sin kinesiske kollega, Wang Yi.
De to nåede hele raden rundt af betændte emner: undertrykkelse af mindretal og regimekritikere, den ubehagelige tilstand i Hongkong og Xinjiang, spændingerne i Det Sydkinesiske Hav, men også det nødvendige i en fortsættelse af det flerårige samarbejde om grøn omstilling.
Dermed lagde Kofod og regeringen sig i det spor, dansk udenrigspolitik har fulgt med stor konsekvens, siden den daværende socialdemokratiske stats- og udenrigsminister H.C. Hansen i 1950’erne besøgte datidens kommunistiske supermagt Sovjetunionen.
Nødvendighedens lov for den til enhver tid siddende danske regering er, at vi taler med dem, vi er mest uenige med. At gøre det modsatte vil være en flugt fra virkeligheden. I tider med voksende spænding mellem stormagterne er vi den pragmatiske brobygger.
Så ville det give mening, at Danmark følger det amerikanske og britiske eksempel og sender sportsfolk til de olympiske vinterlege i Beijing og omegn uden ledsagelse af kulturministeren og vores sportsglade kronprins?
I så fald vil budskabet kunne udlægges som et gigantisk paradoks: at danske idrætsudøvere er fuldt acceptable repræsentanter for danske værdier, mens en minister, som er udnævnt for også at kunne forhandle med fremmede magter, dukker sig i hjemmeskjulet og tier.
At holde sig væk fra samtaler med dem, hvis værdier vi ikke deler, er ikke udtryk for moralsk storhed, men det modsatte.
PRØV AT LYTTE til den landflygtige multikunstner Ai Weiwei, Kinas mest kendte systemkritiker gennem de seneste årtier: Han mener, at sanktioner, herunder boykot-aktioner, mod hans hjemland, også de symbolske, er et tvivlsomt våben.
Aktivisten, der i dag lever i landflygtighed i Portugal, minder os om, at de hundredtusinder af unge kinesere, der i sin tid kom til Vesten på studieophold, i dag indtager ledende poster i en økonomisk gigant, hvis variant af kapitalisme på lange stræk, herunder jobskabelse og innovation, er den vestlige overlegen.
Kineserne har brugt et lille halvt århundrede på at kopiere os, også i sportens verden, og nu frygter vi, at de besejrer os, både økonomisk og i idrætten. Er det så frygten for nederlag, der gør, at vores regeringsfolk skal holde sig væk?
Samtalerne uden for de store stadioner kunne f.eks. handle om pandemibekæmpelse og klimaindsatser. Ej at forglemme den samhandel, der har bragt velstand til flere verdensdele og især Østasien.
Der er rigeligt at tale om: Når værterne i Beijing hævder, at dette OL bliver gennemført på grønne kriterier, kan vi så få at vide, hvor meget energi der medgår til at producere de 1,2 millioner kubikmeter kunstig sne og is, som er en forudsætning for gennemførelsen.
For ikke at tale om de kinesiske myndigheders løfte om at lade de internationale medier dække alle begivenheder uden forhåndskontrol og censur. Lad det komme an på en prøve.
HVAD ANGÅR den aktuelle boykot-debat, kan det være nyttigt at minde om et fortilfælde:
Anført af USA besluttede en stribe vestlige lande at boykotte sommerlegene i Moskva i 1980 i protest mod, at Sovjetunionen året forinden havde invaderet Afghanistan.
De vestlige regeringer indledte dermed en praksis, som de sædvanligvis kritiserede deres modparter for: at man spændte sportens organisationer for en politisk vogn.
Vores vigtigste allierede sendte dengang millioner af dollar i våbenhjælp til de islamistiske muhajediner i Pakistan, dvs. forløberne for de senere talebanere, for at hjælpe disse krigere med at bekæmpe datidens sovjetiske besættelsesmagt i Afghanistan. Dermed bidrog amerikanske skatteydere til at lægge fundamentet for det talebanske regime, som siden blev den største sikkerhedstrussel mod USA og Vesten.
Måske det på sigt bliver kineserne, der med penge og diplomati får trukket de terroristiske og islamistiske tænder ud af talebanerne? Beijing har foreslået Bidens folk et samarbejde for at stabilisere Afghanistan. Så hvorfor giver en besøgsboykot af vinterlegene i Beijing mening nu og her?
Indtil videre kan vi passende lade alle krysterne om at boykotte OL. Så kan de sidde hjemme i covid-isolation og heppe i kor på de danske hold.
Nato og EU på retræte til en magtesløshed uden fortilfælde. Det er en genkomst af en verdensorden, der ligner 1800-tallets.
Vesten fik en advarsel af USA’s daværende forsvarsminister, Jim Mattis, tilbage i 2018: Han forklarede i USA’s nationale sikkerhedsstrategi, at supermagten tidligere havde haft uantastet overlegenhed i et ethvert konfliktdomæne, havde kunnet operere på egne betingelser i alle hjørner af kloden, men nu var »udfordret overalt – i luften, på land, på havene, i rummet og i cyberspace«.
Det er denne tilstand, som Ruslands leder, Vladimir Putin, gennem december har afprøvet med Ukraine som slagmark – og han har sejret helt entydigt. Ikke en kold krig, heller ikke en varm af den klassiske slags, snarere en lunken.
Moskva har ført en gråzonekrig mod visionen om et samlet og samarbejdende Europa og har vundet. Med minimale omkostninger. Kald det bare den tidligere KGB-officer Putins hævn for den største »geopolitiske katastrofe« (hans egne ord) i nyere tid: Sovjetunionens opløsning for nøjagtig 30 år siden.
Nato, som vi har kendt det, er et afsluttet stadie, og præsident Biden har i realiteten ingen handlemuligheder. De vesteuropæiske muligheder er sparet væk, skriver en pensioneret dansk general med deprimerende klarhed i en mail.
DEN DANSKE medieoffentlighed har vanskeligt ved at fatte katastrofen, når MeToo eller vaccinepolitikken løber med opmærksomheden hver uge.
Tilbagerulningen af amerikansk magt og indflydelse startede ikke i Ruslands nærområder. Den begyndte med bestræbelserne på at omforme Mellemøsten i en mere frihedsorienteret og demokratisk retning ved at invadere en sekulær stat, Saddam Husseins Irak, i 2003. Følgerne i nutiden lader sig ikke bortforklare. Da de amerikanske soldater forlod Irak i 2011, blev tomrummet udfyldt af jihadistiske krigere.
Barack Obama trak en rød linje året efter, da der blev anvendt kemiske våben mod den syriske befolkning, men satte aldrig magt bag.
Donald Trump indledte afviklingen af de multilaterale institutioner, aftaler og normer, som samtlige hans forgængere siden 1945 møjsommeligt havde fået banket på plads i stabilitetens navn. Siden vendte Amerika tilbage til verdensscenen, proklamerede Joe Biden, for så at evakuere Kabul uden at konsultere allierede.
VLADIMIR PUTIN har nøje kalkuleret tidspunkt og omstændigheder for, hvornår han skulle sætte et lammende stød ind mod sin modstander. Ikke siden Berlin-krisen 1958-1961 har et lederskab i Moskva stillet et ultimatum til en amerikansk præsident med udsigt til at lykkes.
USA har ingen vitale interesser på spil i Ukraine, så Bidens afvisning af at bruge militær magt er logisk nok. Samme tilstand herskede i 2008, da Putin annekterede et par provinser i Georgien. Samme igen for Obamas vedkommende, da Rusland bragte Krim tilbage til sit civilisatoriske moderland.
AT NATO IKKE griber til militære modforholdsregler, er en selvfølge, for alliancens musketer-filosofi gælder kun medlemslandene. Værre ser det ud for EU’s forsøg på at agere forbillede for potentielle medlemmer og associerede partnerlande og redningsplanke i konflikthærgede nærområder. Ruslands og Tyrkiets brug af migrationsvåbenet illustrerer skrøbeligheden i de visioner, Bruxelles har forsøgt sig med.
EU’s ambitioner for grøn omstilling ændrer ikke på, at kontinentets afhængighed af russiske fossile leverancer vil være en realitet årtier fremover.
Vi ser nu genkomsten af en verdensorden, der ligner 1800-tallets: Lande og regioner opdeles i interessesfærer. Definitionen på sådanne kommer her: et land eller et område, hvor et andet land har magten til at påvirke udviklingen uden at have formel autoritet.
Ukraine er nu på vej mod en tilstand som russisk vasalstat, mens Tyskland og dermed EU tøver, og USA fortsætter sin retræte. Sovjetunionens fald er hævnet.
Vejen til et strategisk autonomt Europa går naturligvis ikke via Washington.
Nemt bliver det ikke. Den seneste fase i pandemiudviklingen aktualiserer et klassisk og ubehageligt dilemma: Hvor mange personoplysninger er vi parat til at afgive for at bistå de fælles bestræbelser på at begrænse smitten og dermed opretholde en samfundsorden, der på en anstændig måde balancerer mellem hensynene til både tryghed og frihed?
Løsningen hedder overvågede smarte storbyer = digitaliseret urbanisering, hvor ethvert besøg på en restaurant, en café, et diskotek eller selv et hotelværelse er ledsaget af overvågning via kameraer og sensorer.
Fordelene er legio: Vi vil øge mobilitet, bæredygtig transport og ansvarlig energiudnyttelse – alt sammen for at leve i dynamiske, velstandsfremmende fællesskaber. Med det indbyggede paradoks, at jo mere vi anvender digitaliseringen, jo mere sårbare gør vi os.
Fortidens gaderøver eller indbrudstyv er afløst af en hacker, muligvis en russer, en kineser, en jihadist eller en californisk technonørd, der løber med din digitale identitet. Her er staten din eneste redningsmand. Opskriften er skrevet i Bruxelles.
DIGITAL URBANISERING og den dertil knyttede overvågning er allerede en milliardstor industri, der blomstrer på tværs af nationale grænser og ideologiske skillelinjer. Amerikanske Facebook, svenske Axis, kinesiske Huawei og Hikvision er fælles om at fremhæve fordelene ved smarte storbyer – lavere kriminalitet, mere sikker mobilitet, endnu mere connectivity – og lige så fælles er de om at underspille de negative aspekter i form af de muligheder for udnyttelse, der er i spil, når myndighedsudøvelsen er anonym eller autoritær.
Målet i liberale samfund må være den humane overvågning. Mens vi venter på denne, må det nøgternt konstateres, at 9 ud af 10 af klodens mest overvågede storbyer er kinesiske; uhyggeligt, kan man synes, men ingen andre steder på kloden falder kriminaliteten hurtigere. Spørg de multinationale forretningsmiljøer, der har etableret sig på disse lokaliteter.
Overvågningens realiteter er ingenlunde begrænset til Kina, de er udbredt i amerikanske storbyer. San Francisco var indtil 2019 spækket med gadekameraer, indtil et flertal i bystyret besluttede en tilbagerulning. Alligevel viste en kontroloptælling tidligere i år, at byen med den relativt beskedne befolkning på en lille million stadig har ca. 2.700 overvågningskameraer i anvendelse i bymiljøerne.
Indtil techopgøret mellem Kina og USA kom op i gear, sad kinesiske Hikvision på 12 procent af markedet for overvågningsudstyr – i USA. Undersøgende journalister er her nået frem til, at Hikvision havde solgt mindst trekvart million kameraer til amerikanske kunder. Og Europa? Hver anden af Storbritanniens 10 største byer har haft Hikvision som leverandør af overvågningsudstyr.
Nogle politikere har travlt med at advare os mod Huawei og Hikvision, hvilket kan være psykologisk forståeligt. Men hvad de enten fortier bevidst eller er uvidende om, er, at amerikanske techgiganter er Kinas partnere i udviklingen af autoritær kontrol og overvågning.
For nylig afslørede en undersøgelse offentliggjort af det republikanske kongresmedlem Michael McCaul, at Commerce Departement i Washington har udstedt eksportlicenser til en værdi af 100 milliarder dollars til virksomheder, der leverer komponenter til Huawei og Smic. Sidstnævnte er Kinas største producent af mikrochips.
Leverancerne begyndte i Trump-perioden og er fortsat til april i år og dermed længe efter, at kinesiske techgiganter blev sortlistet i USA. Læg hertil sidste uges afsløring af, at chefen for Apple, Tim Cook, i 2016 besøgte Kina og indgik en femårsaftale til en anslået værdi af 275 milliarder dollars: Midlerne er gået til udvikling af applikationer tilpasset det milliardstore kinesiske hjemmemarked for digitale forbrugerredskaber og den dermed forbundne overvågning og kontrol af befolkningen, ansigtsgenkendelse inklusive.
FIK I SET DEN , alle Apple-brugere? Og jer i PET, FET og medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn?
Bag den amerikansk-kinesiske rivalisering ligger en efterhånden dårligt camoufleret alliance mellem californiske techgiganter og den kinesiske kontrol- og overvågningsstat. Hvad bør Europa gøre for ikke at blive klemt her?
Vejen frem hedder strategisk autonomi. Armslængde til både USA og Kina: Vi skal sige nej tak i øst og levere høflig udenomssnak i vest. Tager vi den lange kikkert frem, fortæller udsigten os, at USA er ved at forlade Europa, hvad den nylige udvikling omkring Ukraine er et foruroligende vidnesbyrd om.
Spænd sikkerhedsbælterne, europæere. Der er turbulens forude. Både i øst og i vest.
Taiwan er en udfordring, der forvirrer de fleste. Tvetydighed er USA’s redskab.
Prøv at forklare en forsamling tilhørere, studerende, pensionister eller noget derimellem, hvor Taiwan befinder sig på det magtpolitiske verdenskort. Det bliver hurtigt op ad bakke, ved jeg af egen erfaring.
Kina betragter øen som en udbryderprovins, der skal genindlemmes i moderlandet, om nødvendigt med brug af militær magt.
Det store flertal af Taiwans befolkning på lidt over 23 millioner har vedholdende sagt nej tak til at blive regeret som en provins under centralregeringen i Beijing.
USA har i mere end syv årtier stået som garant for Taiwans sikkerhed. I de første årtier under den kolde krig gennem baser, bombefly og anden bevæbning, siden gennem våbensalg. På det seneste er det kommet frem, at USA igen har militærrådgivere på øen, i træningsøjemed, hedder det. Kina siger, at det har man da vidst hele tiden.
Læg hertil overflyvninger og gennemsejlinger tæt på Taiwans og Kinas luftrum og farvande; det foregår alt sammen på kanten af Det Sydkinesiske Hav og dermed ruterne for en stor del af den globale handel.
HISTORIEN har vist, at når først en krig er startet, er den svær af komme ud af. Fredsslutningen i 1918-19 viste sig at være forspillet til en forlængelse af Asiens store krig 1931-45 og Europas ditto 1939-45. Her skiller Taiwan sig markant ud: Øens velsignelse og forbandelse er dens geografi: tæt på det kinesiske fastland, men centralt placeret i den globale økonomi. Klodens største producent af computerchips er taiwansk. Kald det bare en livsforsikring, for hele verden er afhængig af disse produkter.
Chipfabrikken TSMC i Hsinchu minder os om det økonomiske mirakel, østaten er. Republikken Kina, Taiwans officielle navn, er også en politisk succes. I 1987-88 afsluttede datidens magthavere fire årtiers militær undtagelsestilstand og indførte demokratiske tilstande. Politiske fanger blev frigivet, censuren ophævet, og borgerne fik civile og politiske rettigheder. Uden at ét eneste skud blev løsnet. Forberedt af en stat, der havde brugt årtier på at uddanne sin befolkning, mens den var ufri.
Så sagen turde være enkel: Et nationalkonservativt statskapitalistisk diktatur, Kina, vil opsluge et liberalt demokrati, Taiwan. Vi europæere tager vel altid, ganske som vore amerikanske venner, stilling for demokratierne, når disse er truet?
HER STILLER historieskrivningen sig i vejen: USA har gennem et halvt århundrede anerkendt den holdning hos Beijings ledere, at Taiwan er en del af det historiske Kina. Hvilket ikke er det samme som at godkende, at det store Kina blot kan overtage det lille Kina og administrere det efter forgodtbefindende.
Vi kalder det ét-Kina-politikken, og den tilslutter Danmark og EU sig. Den indebærer, at Taiwan ikke kan blive medlem af FN, hvad ørepublikken var indtil 1971. Vi har netop passeret 50-året for, at Folkerepublikken Kina overtog Taiwans plads i FN.
Er et kompromis muligt, så Taiwan kan slippe for de alarmerende overskrifter?
På det seneste har præsident Joe Bidens udmeldinger skabt forvirring, hvilket er hensigten. Supermagtens Taiwan-politik kaldes ’strategisk tvetydighed’: Ørepublikken er et selvstyrende samfund, dog uden den formelle FN-anerkendelse, som andre stater nyder. Samtidig engagerer Europa sig i voksende omfang i Taiwan, og tak for det.
TILSTANDEN giver ro på og er konsekvensen af årtiers kløgtigt amerikansk diplomati. Nul dødsofre! Prøv så lige at sammenligne med USA’s ageren i Mellemøsten. Der er oceaner af visdom til forskel.
Den historiske strid om Taiwan har to parter, og de bør gennem forhandling nå til en afslutning på den kinesiske borgerkrig. Nemt bliver det ikke.
Bundlinjen i ligningen er, at med nutidens tilstande i Beijing er Kina ikke værd for taiwanerne at genforene sig med. Det bedste håb for øens fremtid er, at det kinesiske magtsystem pensionerer Xi Jinping. Hvilket tidligst kan ske på en partikongres i 2027, samme år som Folkerepublikkens hær fejrer 100-års dagen for sin grundlæggelse.
Tålmodighed er en god asiatisk dyd, som der bliver hårdt brug for. Kreativt diplomati, tak!
Østasien vinder det 21. århundrede, hvis det lykkes at finde en fredelig løsning mellem Taiwan og Kina.
Flemming Ytzen 