Flemming Ytzen

Petro-stat med tusinder af klimaflygtninge

Udgivet den 22. august 2016 af flemmingytzen

Canada kæmper med både olieprisfald og klimahensyn.

KORT FØR daggry lyder det fra en højttaler på en bygning ca. 150 meter fra mit hotelvindue: Gud er stor. På umiskendeligt arabisk. I hvilket hjørne af ‘ Arabistan’ befinder vi os? I en petrostat, der er sit kontinents mest vellykkede.

Provinsen Alberta er demokratisk, hovedrig og gældfri. Multikulturalisme og flersprogethed er officiel politik. Olie og naturgas er de økonomiske herrer. Hvor 4,2 millioner indbyggere befolker et område, der er halvanden gang Sveriges størrelse, og hvor boretårne og rørledninger pynter op i et landskab, broderet med gule kornmarker, pittoreske skove og brune klipper, kendt som The Rockies. Hvor bønderne bor i rummelige huse, mange af dem malet i svenskrødt.

Hvor en af landsbyerne hedder Dalum og gravstederne har navne som Jensen, Hansen, Christensen, Olsen og Nielsen.

WILD WEST-provinsen Alberta gør Canada til hjemsted for klodens tredjestørste oliereserver. Problemet med disse er, at de skal udvindes af tjæresand, som er en forurenende og omkostningstung proces, hvor raffineringen koster det tredobbelte af, hvad mexicansk olie fra havbunden koster.

Udvindingen af olie fra Albertas tjæresand er den vestlige verdens største udleder af drivhusgasser fra en enkelt geografisk landbaseret lokalitet og ville i 2020 have nået et omfang af Danmarks samlede udledninger, hvis det ikke havde været, fordi de seneste års fald i oliepriserne har sat en prop i et af de største væksteventyr på den vestlige halvkugle i en menneskealder.

Prisdykket har rystet fundamentet for den engang så lovende canadiske økonomi og har udløst det største kursfald for valutaen, siden den blev koblet på den amerikanske dollar for et lille halvt århundrede siden.

Inden pristurbulensen satte ind, nåede olieeksporten op på en femtedel af Canadas samlede valutaindtjening, en tredobling i løbet af et årti. Mens den store nabo mod syd i 2008-9 blev rystet af den globale finanskrise, kunne Canadas daværende konservative regering bryste sig af at være en energisupermagt, hvor oliepumperne snurrede lystigt i takt med omsætningen på børsen, og den canadiske dollar nåede paritet med den amerikanske.

Så dykkede prisen, vælgerflertallet gik fra konservativt til liberalt, tilmed også i Albertas delstatsparlament.

Forventningen blandt liberale vælgere om, at Canada nu vil gå i Barack Obamas klimapolitiske fodspor og reducere afhængigheden af fossile energikilder, ser imidlertid ikke ud til at blive indfriet lige med det første.

UNDER DEN valgkamp, som i fjor gjorde den liberale Justin Trudeau til premierminister, stillede partiet en milliardstor klimapolitisk satsning i udsigt.

Albertas flade landskaber skulle ikke længere pyntes op kun af oliepumper i sort metal, men af hvide vindmøller. Dem ser vi en hel klynge af en times kørsel nordpå ud af Calgary, men meget mere end smukke symboler er de ikke. Vindenergi udgør kun en brøkdel af provinsens samlede elproduktion.

Canadiske klimaaktivister minder med mellemrum om, at Trudeau har støttet Nordamerikas mest kontroversielle energiprojekt, olierørledningen Keystone, der over et 3.500 kilometer langt ledningsnet vil kunne fragte størstedelen af Albertas olieproduktion ned til raffinaderier i Oklahoma og Texas.

Men mindre end en måned efter Trudeaus valgsejr i oktober i fjor satte Obama hælene i og afviste at godkende den fase af Keystone, der kunne have sendt Albertas olie over den 49. breddegrad og ind til naboen Montana og derfra videre sydover til amerikanske forbrugere. Obama sagde nej tak til projektet med henvisning til klimapolitik og forsyningssikkerhed, om end den reelle årsag lige så meget er den realitet, at USA er tæt på at være selvforsynende med olie.

CANADAVILLE sagtens selv kunne bruge Albertas olie, hvis det ikke var, fordi miljø-og klimaaktivister konstant peger på konsekvenserne af at skulle udvinde af tjæresand.

Hvor kritisk og følsomt emnet er, stod klart i maj, da Albertas nordlige olieby Fort MacMurray stod i flammer, og størstedelen af byens og omegnens 116.000 indbyggere måtte evakueres. Om end den direkte tekniske årsag til brandkatastrofen ikke er kendt, var aktivister ikke sene til at betegne de 95.000 evakuerede for klimaflygtninge.

Alt sammen stiller det oliesektoren, de canadiske klimaaktivister og Trudeaus liberale styre over for svære valg. Der skal findes milliarder til klimasatsninger, men de udebliver, så længe olieprisen forbliver lav.

Som en munter sjæl her i Rocky Mountains formulerer det, består Albertas og Canadas dilemma i følgende: »Drill, baby, drill, so we can buy a windmill«. Prærieprovinsens velstand har en pris.

(klumme i Politiken 22. aug. 2016)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Forkælelsesdiktaturet

Udgivet den 8. august 2016 af flemmingytzen

Vælgerne i Thailand har været omkring stemmeurnerne. Militæret forbliver ved magten.

NÅR SKARER af vælgere bevæger sig til stemmeurner, plejer vi at opfatte det som udtryk for en positiv og opmuntrende udvikling. Stemmesedler er i vor eurocentriske verden symboler på folkelig inddragelse og en måde at holde politiske ledere ansvarlige for deres gode og dårlige gerninger.

Sådan er det i en ideel demokratisk tilstand, men i virkelighedens verden er billedet mere broget. Således også i det Thailand, hvor 40 millioner vælgere i går havde mulighed for at deltage i en folkeafstemning om en forfatning, som den regerende militærjunta har besluttet at lægge ud til folkets afgørelse.

Tallene for vælgerdeltagelsen får vi muligvis allerede i løbet af i dag, og dem behøver magthaverne ikke at lyve om. For alt forbliver ved det gamle. Hvilke spørgsmål blev vælgerbefolkningen bedt om at tage stilling til?

De to spørgsmål på stemmesedlen lød således: Accepterer du det foreliggende udkast til ny forfatning? Skal det være muligt for parlamentets overhus at slutte sig til underhuset, når der skal vælges en regeringschef?

SIDEN DET thailandske militær tog magten ved et ublodigt kup for to år siden, har magten været solidt placeret i et nationalt råd for ro og orden. Ifølge forfatningsforslaget skal de 250 senatorer i parlamentets overhus fremover udpeges af dette militære råd. Dermed får den til enhver tid siddende militære elite det afgørende ord, når underhuset skal finde flertal for en regeringschef.

Alt tegner til, at forfatningen går igennem, og dermed sparkes Thailand tre årtier tilbage i politisk udvikling. Frem til 1988 var landets regeringschefer altid militærfolk, i bedste fald en pensioneret general, som det var tilfældet med den mest vellykkede af dem, Prem Tinsulanonda, der om få uger fylder 96(!) Denne mand har, hvor utroligt det end lyder, stadig indflydelse på, hvad der sker i magtens korridorer i Bangkok, idet han er chef for det særlige tronråd af rådgivere, der rådgiver kongefamilien.

Den reelle dagsorden bag folkeafstemningen er at etablere de rammer, der kan sikre en stabil tronfølge, den dag den stærkt sygdomssvækkede 89-årige konge, Bhumipol, forlader scenen. Mange års tvivl om, hvorvidt kongens eneste søn, den 64-årige Maha Vajiralongkorn, er egnet som ny monark (han skal indstilles af tronrådet og formelt godkendes af parlamentet) er borte.

Den nuværende juntaleder og regeringschef, general Prayut Chan-ocha, kan med stor sandsynlighed snart gøre sig til Prems afløser, samtidig med at han sikrer sig et loyalt promilitært parlament mange år frem. De 250 militært udpegede senatorer vil nemlig være en blokering for, at mindre partier går sammen i koalitioner, der kunne skabe flertal for en regeringschefkandidat, som ikke nyder den militære elites opbakning.

SOM DET ER TILFÆLDET i det meste af det øvrige Sydøstasien, eksisterer der ikke i Thailand idépolitik, som vi kender den fra Europa i form af liberale, konservative, socialistiske eller socialdemokratiske partidannelser.

Partier er valgmaskiner, der har skullet fremme særinteresser, oftest militærets, andre gange enkeltpersoners, som regel meget velstående af slagsen og ofte demagoger og populister af værste skuffe.

Den mest berygtede af slagsen i nyere tid er milliardæren Thaksin Shinawatra, der blev afsat ved et ublodigt kup i sensommeren 2006, og som stadig lever i eksil. I de ti år, der er gået siden, har landet enten været styret direkte af militæret eller af inkompetente partier og interessegrupper, der har destabiliseret landets politiske system ved at sende aktivister på gaden og tæve løs på modstandere.

I tidligere perioder med politisk ustabilitet og sociale oprør har monarken spillet en stabiliserende rolle om end med varierende gennemslagskraft, men han er i dag uden mulighed for at tale de stridende grupperinger til ro og orden.

Gårsdagens folkeafstemning handler derfor om at sikre rammerne for et nært forestående tronskifte og at indskrænke det demokratiske spillerum til så snæver en margin, at den militære elite kan fastholde den reelle magt under dække af en demokratisk fernis.

Alt sammen er det temmelig foruroligende, men ændrer intet ved, at feriegæster i milliontal vil fortsætte med at flokkes til landet, der er kendt for gæstfrihed, hedonisme og en variation af kulinariske glæder, der ikke matches noget andet sted på kloden.

Med og uden stemmesedler forbliver Thailand, hvad det er og har været, siden en gruppe officerer afskaffede enevælden ved et kup tilbage i 1932: et hybridsamfund, hvor frihedsgraderne konstant er under pres fra autoritære tilbøjeligheder hos lukkede og magtfuldkomne eliter i militæret og kongepaladset.

Vi undlader her at nævne de kolossale formuer, som disse eliter kontrollerer.

(klumme i Politiken 8. august 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Gangsterjihadister har turisme i kikkerten

Udgivet den 1. august 2016 af flemmingytzen

Hvis den næste massemorder en dag slår til på Langelinie, er det ikke på grund af Den Lille Havfrue.

En god ven havde planlagt ferie med familien i Nice og blev naturligvis forskrækket, da terroren indfandt sig på den franske nationaldag. Afrejsen blev skubbet et par døgn, så de tragiske hændelser kunne komme lidt på afstand.

Forhåbentlig har hverdagens normalitet indfundet sig for alle de aktiviteter, der præger denne populære feriedestination.

I en sms til vennen skrev jeg, at det bedste, han kunne gøre for de fastboende, var at holde ferien som planlagt, også selv om atmosfæren i Nice ikke bliver den sædvanlige lige med det første.

Når terrorismen rammer steder, hvor det multikulturelle præg i form af kommerciel masseturisme er omfattende, er det ikke længere svært at identificere sig med ofrene. I Istanbuls lufthavn har mange af os skiftet fly, mens andre er landet oftere i Bruxelles end i Billund. At gå på en strandpromenade en sommeraften lige ned til Middelhavet er en type oplevelse, et stort antal danskere nærmest er vokset op med.

SÅ DA ‘ gangsterjihadisten’ Mohamed Lahouaiej Bouhlel besluttede at forvandle sin 19 tons tunge lastvogn til et mordvåben, skabte han ikke bare en tragedie af ufattelige dimensioner, men gjorde det tilmed i omgivelser, hvor vores sårbarhed er total: der, hvor vi mødes i flok i afslappet glæde over at være borgere i et åbent, frit og tolerant samfund.

For turisme, defineret som vores måde at søge nye indtryk under fremmede himmelstrøg på, har en betydning, der rækker langt ud over bare det kommercielle.

Det er på mange feriedestinationer, at vi former os langvarige eller endda blivende indtryk af værtslandet, møder dets indbyggere, diskuterer med dem, måske lærer af dem og muligvis også lærer lidt fra os.

TURISME ER mere end soldyrkelse, badning og vandringer i strandkanten. Kald det bare kulturudveksling. Et eksempel: For nogle år siden havde jeg fornøjelsen af at ledsage et lille hold forretningsfolk fra et stort østasiatisk land på en kanalrundfart i Københavns Havn. Efterhånden som vi kom rundt, blev de mere og mere overvældede.

»Hvordan bærer I jer ad med holde byen og havnen så ren og velordnet?«, lød det. »Og folk bruger havnebassinet til at bade i?«. Jo da, vist så. Jamen, sådan nogle bymiljøer ville de da meget gerne have derhjemme, hvor dagligdagen er en kamp mod massiv luftforurening og trafikpropper, hed det sig konkluderende hos gæsten. Så der var virkelig noget at tage hjem og tale med partikommissariatet om.

I en nøddeskal demonstrerer denne reaktion, hvad det er, der er styrken og attraktionen ved vor hovedstad. Ikke kun jazzfestivaler, den afslappede tøjkultur, den dristige arkitektur og de tusindvis af cyklister.

Alle disse tiltag ville jo aldrig være kommet, hvis ikke hovedstadens myndigheder og indbyggere også har vist, at de er i stand til at rydde op efter sig og holde rent.

Risikoen er selvfølgelig, at storbyens kvaliteter bliver løbet over ende, fordi for mange opdager, hvad København har at byde på. Ifølge et af vore store elektroniske public service-medier bliver 2016 et rekordår for den strøm af turisme, der sejler til hovedstaden.

Cruise Copenhagen Network, som har styr på krydstogtskibene, har registreret 60.000 flere varslede krydstogtsgæster i år i forhold til sidste år. Dermed vil næsten 740.000 turister i løbet af 2016 sejle til og fra København på et af de store skibe, der kan ses ved Langelinie og i Frihavnen.

Organisationens opgørelser viser, at denne kategori årligt lægger omkring 700 millioner kroner i København. Kan hotellerne, restaurationslivet og de butiksdrivende få armene ned? Noget taler for, at de kan blive ved med at holde dem højt. For årets passagertal ser ud til at blive overgået allerede i 2017, hvor der er udsigt til 850.000 besøgende.

EN UNDERSØGELSE fra World Travel and Tourism Council viser, at det tager 13 måneder efter et terrorangreb, inden turismen er tilbage på normalt niveau. Til sammenligning går der 24 måneder efter en miljøkatastrofe og 27 måneder efter politisk relaterede uroligheder. Undtagelserne i WTTC’s undersøgelse er attentaterne i Madrid 2004 og London 2005, hvor turismen fandt sit normale leje i løbet af få uger.

Dette er gode nyheder for Frankrig, hvor 10 procent af den samlede beskæftigelse er knyttet til turismen. Vi er sårbare, men ikke kuede.

(klumme i Politiken 1. august 2016)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Europas helt egen sultan

Udgivet den 25. juli 2016 af flemmingytzen

Erdogan er en antivestlig autokrat, som vi er afhængige af.

TYRKIETS undtagelsestilstand er nu officiel, men har været reel, længe inden interne kræfter begyndte at ryste ved fundamentet for den leder, som Europa og USA er dybt afhængige af i opgøret om den fremtidige optegning af Mellemøstens politiske landskab. Ankaras krigsberedskab er mere et resultat af eksternt pres (Islamisk Stat, og Ruslands hånd i Syrien) end den interne dynamik, der har forvandlet præsident Recep Tayyip Erdogan fra noget, som engang lignede en halvhjertet demokrat til den erklærede proislamiske og antivestlige autokrat, der er mandens politiske og ideologiske kerne.

Tyrkiets alliancepartnere i Nato har mere end én gang haft behov for at stille spørgsmålet: Vil den virkelige Erdogan venligst træde frem? Nogle få advarselslamper blinkede, da han i 1994 blev valgt til borgmester i Istanbul. I december 1997 blev Erdogan idømt ti måneders fængsel for at opildne til religiøst had. Borgmesterens forbrydelse bestod i, at han i byen Siirt havde læst et digt op, der indeholdt følgende linjer:

Moskeerne er vore kaserner, kuplerne er vore hjelme, minareterne er vore bajonetter, og de rettroende er vore soldater.

DIGTET var ikke Erdogans eget værk; han havde hentet teksten fra den osmanniske og islamistiske poet Ziya Gökalp. Teksten læste han op under en demonstration mod forfatningsdomstolens beslutning om at lukke og forbyde Velfærdspartiet, som havde været Erdogans karrierestige. Borgmesteren måtte lægge kæderne af sig, men han slap med kun at skulle afsone fire af de ti måneder. I 2001 grundlagde Erdogan Retfærdigheds-og Udviklingspartiet, AKP, og allerede året efter blev partiet en klar valgvinder med en tredjedel af de afgivne stemmer.

Siden da har den tyrkiske økonomi gennemgået en nærmest mirakuløs transformation med vækstrater, der har lignet noget, vi kun kendte fra Indien og Kina, og som har gjort den tyrkiske økonomi til klodens 17.-største.

Dette løft gør ikke automatisk Erdogan til en liberal reformator. Mandens ideologiske sindelag blev tydeliggjort for omverdenen i oktober 2014, da han i en tale på et af Istanbuls universiteter sammenlignede Nato’s og Vestens politik i regionen med den rolle, som den britiske officer Thomas Edward Lawrence fik under det arabiske oprør mod det osmanniske imperium i 1916-18.

I talen affyrede Erdogan en regulær bredside mod den såkaldte Sykes-Picot-aftale, som var det britisk-franske redskab til opdeling af de arabiske områder, som havde været under Osmannerrigets kontrol. Sykes-Picot, der fik sit navn efter de to diplomater, der skruede aftalen sammen, banede vejen for et jødisk hjemland og de grænsedragninger, der førte til etableringen af Irak og Syrien som statsdannelser. I talen lød Erdogans karakteristik således: »Grunden til alle konflikter i regionen blev grundlagt for 100 år siden, og det er vor pligt at bringe dette til ophør«.

Senere i talen fik ‘ Lawrence of Arabia’ følgende ord med på vejen: »En britisk spion forklædt som en araber«, hvis efterkommere i dag »kommer til Tyrkiet som journalister, forfattere og terrorister«. At ‘ Lawrence of Arabia’, var inderligt imod Sykes-Picot, forstyrrede ikke det verdensbillede, Erdogan lagde frem for sit publikum. Men hans retorik har en slående lighed med det, der kommer ud af Islamisk Stats propagandamaskineri, IS har tilmed produceret en video, der hedder ‘ The End of Sykes-Picot’.

Talen blev holdt, ugen efter at USA offentliggjorde en enighed med Ankara om brugen af Nato’s flybase i Incirlik i krigen mod IS. Kun få timer efter talen dementerede tyrkiske embedsmænd, at en sådan aftale eksisterede. Så der skulle et langvarigt pres fra alliancepartnerne til, før Erdogan accepterede tyrkisk deltagelse i den USA-ledede koalition mod IS og brugen af tyrkiske baser i luftkrigen. Erdogans modydelse blev som bekendt frie hænder til at bombe kurdiske stillinger i Irak.

HISTORIENS dom over Vestens nutidige politik i det gamle osmanniske grænseland kan ikke skrives endnu. Men takket være tyrkiske medier, der indtil for nylig stadig nød en vis uafhængighed, har vi efterhånden fået et klart billede af den leder, som Europas sikkerhed og stabilitet er dybt afhængig af.

Muligvis bliver Erdogan en ny Suharto; lederen af Indonesien i mere end tre årtier og efter sit fald i 1998 afsløret som en kleptokrat, der havde tilranet sig en milliardformue. Suharto stod i spidsen for et system, der bedst kan betegnes som et stærkt begrænset demokrati, eftersom kun få (sekulære) partier blev tilladt.

Ifølge finansmagasinet Forbes nærmer Erdogans personlige formue sig 1,2 mia. kr. og er bygget op gennem investeringer i ejendomme og aktier. Ikke kun i sit verdenssyn, også i forholdet til materielle værdier ligner Erdogan en sultan.

(klumme i Politiken 25. juli 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Dragen lærer af ørnen

Udgivet den 22. juli 2016 af flemmingytzen

Så til søs: Får Kina sin Monroe-doktrin i det Sydkinesiske Hav?

STYRER Kina og USA mod væbnet konfrontation til havs og i luften, fordi den kinesiske ledelse afviser at respektere den kendelse, som den Faste Voldgiftsret i Haag har afsagt om Kinas påståede historisk betingede territorialkrav i det Sydkinesiske Hav? Et sådant scenario er af den slags, som dommedagsprofeter kan bruge mange og dramatiske retoriske udladninger på, mens en mere nøgtern udlægning taler for, at det traditionelle FN-spor nu definitivt er lukket, og at løsninger må findes ad diplomatiske kanaler.

Disse er allerede lagt ud af den nyligt tiltrådte filippinske præsident Rodrigo Duterte, som først sagde, at krig ikke er nogen ‘ option’, og derefter bad landets store gamle statsmand, 88-årige ekspræsident Fidel Ramos om at pakke tasken og tage til Beijing og tage hånd om de følere, Beijing lagde ud i sidste måned. Her åbnede der sig et spor, da den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation Asean viste sig ikke at kunne enes om en fælles holdning til striden (og jo, kinesiske diplomater havde haft travlt med at vride arme på naboerne).

UDFORDRINGEN for samtlige Kinas sydlige naboer bliver herefter at overbevise Beijing om, at deres forbindelseslinjer til Washington og Pentagon aldrig bliver kappet, men at de alle er indstillet på at acceptere et ændret adfærdskodeks i et havområde, som Kina betragter som sin strategiske baghave.

Det er en forandret stormagtslogik, der her tegner sig, og den har en interessant historisk parallel: Tilbage i 1823 definerede den amerikanske udenrigsminister John Quincy Adams den såkaldte Monroe-doktrin, opkaldt efter den præsident, som Adams tjente under.

Doktrinen var Amerikas svar på de europæiske kolonimagters forsøg på at gøre indhug i de latinamerikanske besiddelser, som Spanien og Portugal allerede havde forladt eller var ved at miste. Budskabet har gyldighed helt op til nutiden: at de europæiske magter politisk skal holde fingrene væk fra det amerikanske kontinent. Monroe-doktrinen blev således en afspejling af de ændrede styrkeforhold, der havde indfundet sig i denne tidlige fase af afkoloniseringen. USA fik, hvad der med et nutidigt og mere jordnært udtryk kaldes en baggård.

Tilsvarende er Kinas tilsyneladende uforsonlige holdning til de territoriale stridigheder i det Sydkinesiske Hav et udtryk for, at USA skal regulere sin militære adfærd i dette vigtige farvand, hvor Pentagons Stillehavsflåde stadig er en allestedsnærværende politistyrke. Balancen bliver en anden, fordi Kina er blevet stærkere og større, økonomisk og militært.

Hvad ingen burde overraskes over.

Set med asiatiske briller på historien har USA’s militære rolle i regionen ikke været et ubetinget gode. Vietnamkrigen 1965-75 og langvarig amerikansk støtte til militære diktaturer i flere af de allierede lande gav politibetjenten blod på handskerne.

Supermagtens våben og penge bidrog til at reducere eller helt fjerne interne trusler fra kommunistiske og prokinesiske grupper i især Filippinerne og Indonesien. Med baser og efterretningsfaciliteter spredt ud over regionen har amerikanske skibe og fly i årtier siden da kunnet patruljere lige på kanten af den sydkinesiske kyst i en politik, som Beijing ser som en del af en regulær omringning.

KINAS påberåbelse af suverænitet over det store havområde har derfor adresse til USA lige så meget som til Filippinerne.

Det er et halvt århundredes magtudøvelse, som Beijing vil justere på: USA skal ikke fortrænges helt fra regionen, men supermagtens rolle skal reduceres i et omfang, der indebærer respekt for Kinas nyvundne status som næsten-supermagt.

Her tæller også de helt små skridt. I sit umiddelbare nabolag har Beijing allerede scoret en væsentlig sejr på point: Regeringen i Taiwan har kaldt afgørelsen fra Haag for ‘ uacceptabel’, og dermed lægger Taiwan sig på linje med Kina i en strid, der kommer til at definere Sydøstasiens politiske fremtid. Taiwan ledes af det parti, som for årtier siden blev grundlagt på et krav om frigørelse fra Kinas ‘ historisk betingede’ krav på øen, men går nu i takt med Beijing og anerkender implicit rivalens sikkerhedspolitiske interesser.

FREMOVER bliver verden vidne til et kompliceret diplomatisk spil om en ændret magtbalance i det Asien, som USA er på vej til at prioritere højere end det sammenbrudte Mellemøsten og det fragmenterede Europa. Måske går kabalen op, hvis det bliver en præsident Donald J.

Trump, der skal skrue ned for den ‘ rebalancering’, som daværende udenrigsminister Hillary Clinton satte i gang for fem år siden.

(klumme i Politiken 22.07.2016)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Giganter ved korsvej til havs

Udgivet den 11. juli 2016 af flemmingytzen

Striden om Det Sydkinesiske Hav gør Kina til en papirtiger.

SKAL VI FORLADE os på, at USA står ved sin rolle som global politi-og trafikbetjent? Spørgsmålet trænger sig på, fordi Den Faste Voldgiftsret i Haag i morgen afsiger en kendelse i den sag, som Filippinerne har rejst om lovligheden af de territoriale krav, som Kina gør gældende i Det Sydkinesiske Hav.

Kina påberåber sig en historisk betinget ret til mere end 80 procent af det store havområde, som er en af klodens vigtigste handelsruter.

Kravet, der bygger på grænsedragninger på kort fra 1947, kolliderer med, hvad USA og dets venner og partnere ser som de afgørende betingelser for fri kommerciel sejlads.

For på flere af de hidtil ubeboede småøer i området er Kina begyndt at foretage landfyldninger, der betyder, at Det Sydkinesiske Hav i løbet af kun to år er blevet hjemsted for foreløbig syv kunstige øer, flere af dem med nybygget infrastruktur.

En af disse, Fiery Cross Rief, er på kort tid vokset til 275 hektar. Tidligere i år sejlede et amerikansk krigsskib forbi denne lokalitet i en manøvre, som havde til formål at teste, om Kina her ville hindre retten til fri sejlads. Kineserne reagerede ved at sende et par kampfly op og advarede amerikanerne mod det, man så som illegal indtrængen i kinesisk territorialfarvand.

Ifølge det amerikanske forsvarsministerium har Kina på få år indvundet næsten 1.300 hektar land i Spratly-øgruppen, hvor Vietnam og Filippinerne også har territoriale krav. Dermed vil Kina omdanne internationalt farvand til zoner med begrænsede rettigheder for kommerciel og militær sejlads.

I spørgsmålet om, hvem øerne tilhører, er USA neutralt, men hele den amerikanske tilstedeværelse i regionen bygger på den forudsætning, at principperne for fri transport og handel kan opretholdes som hidtil.

De kinesiske landfyldninger opfattes i Washington som intet mindre end en udfordring af hele den orden, som USA etablerede i regionen efter 1945, og hovedparten af Kinas sydøstasiatiske naboer har i varierende former et alliance-eller samarbejdsforhold til supermagten på den anden side af Stillehavet.

AFSÆTTET FOR DEN kendelse, der kommer i morgen i Haag, bliver utvivlsomt FN’s havretskonvention af 1982, Unclos.

Ironisk nok er Kina underskriver af denne konvention, mens USA ikke er. Ifølge Unclos er det kun naturligt dannede øer med menneskelig tilstedeværelse og en dertil hørende økonomisk aktivitet, som kan berettige krav om en såkaldt eksklusiv økonomisk zone, der kan række så langt som 200 sømil. En zone giver en kystnation rettigheder til udvinding af alle naturressourcer inden for denne grænse, men tillader samtidig andre landes skibe at passere gennem farvandet.

Hvad der yderligere komplicerer sagen er, at Kina endnu ikke har præciseret, hvilke krav der skal rejses med afsæt i de fysiske ændringer, kineserne har foretaget: altså omdannelsen af klipperev til regulære militære befæstninger med landingspladser til krigsfartøjer og helikoptere. Beijing hævder suveræniteten bag en u-formet streg tegnet på et søkort for 70 år siden, som ingen andre respekterer.

Kina er således i færd med at ændre selve den fysiske geografi i dette hav og begrunder dette med en ‘ historisk tilstedeværelse’ fra gammel tid som grundlag for sit suverænitetskrav. Hvilket ikke har det fjerneste grundlag i moderne international ret.

De sydøstasiatiske lande og USA gør derfor rigtigt i at tolke den kinesiske ‘ havpolitik’ som intet mindre end et forsøg på at omdefinere de spilleregler, der har defineret international politik siden 1945, og det er her, disse små og spredte klynger af øer og klipperev får større betydning. For hvis Kina gør alvor af at ignorere morgendagens afgørelse fra Haag, er det så begyndelsen på en praksis, hvor kineserne også vil tilsidesætte andre af de regelsæt, der definerer nutidens verdensorden?

USA HAR SET skriften på væggen, og derfor befinder der sig nu to amerikanske hangarskibsgrupper ud for Filippinerne i den største magtdemonstration af sin slags i 20 år. Tilbage i 1996 affyrede Kina missiler ud i Taiwan-strædet som et udtryk for misbilligelse af en bestemt taiwansk præsidentkandidat.

Efter at den kinesiske militære ledelse derefter kom på et hemmeligt ‘ studiebesøg’ i Pentagon, stak man piben ind. I dag sender Kina turister og penge til Taiwan.

Der har i 37 år ikke været krigshandlinger mellem stater i Sydøstasien, så hvorfor skulle Kina risikere regionens stabilitet og velstand ved denne adfærd? Formålet er sandsynligvis at teste USA’s vilje til at stå ved sine forpligtelser i regionen.

Hvis dette er begyndelsen til et forstærket globalt magtspil, er Beijing dømt til at tabe. Folkerepublikkens første leder, Mao Zedong, kaldte engang USA en »papirtiger«, men hans nutidige efterfølgere er ved at bringe sig i en situation, hvor det bliver Kina, der passer alt for godt til denne karakteristik.

(klumme i Politiken 11. juli 2016)

Udgivet i Globalt, Kina, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Både udvikling og sikkerhed

Udgivet den 27. juni 2016 af flemmingytzen

Når terrorforebyggelse betales med udviklingsmidler.

SKAL debatten om brugen af Danmarks udviklingsbistand kun handle om det påstået umoralske i at gennemføre nedskæringer, eller kan der blive plads til at tænke nyt?

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) valgte det bornholmske Folkemøde som platform for at præsentere en fremtidig udviklingsstrategi, hvor den mest dramatiske del af indholdet var kendt på forhånd: Vi reducerer over en bred front, og de aktuelle udfordringer i form af et migrations-og flygtningepres betyder, at tæt på en fjerdedel af udviklingsmidlerne forbliver inden for rigets grænser, hvor hovedopgaven er modtagelse af flygtninge i Danmark.

Af selvindlysende grunde er dette ikke holdbart på sigt, og man kan vælge at tolke det som endnu et skred væk fra det, der engang var udtryk for en slags idealisme i vort forhold til det, vi plejede at kalde ‘ den tredje verden’.

Lad os her minde om, at dansk udviklingsbistand i stort set hele det halve århundrede, den har eksisteret, også har været et instrument i erhvervspolitikken. Siden kom klima-og sikkerhedspolitik til.

Sideløbende med, at vi har rettet store indsatser mod de fattigste befolkningsgrupper på flere kontinenter, har vi plejet betydelige egeninteresser ved at sikre, at danske leverandører blev sikret markedsandele eller direkte blev hjulpet undervejs til at flytte produktion til himmelstrøg, hvor omkostningerne var lave.

Denne sammenkædning af interesser og idealer har ofte været udskældt, men i dag er der en udbredt erkendelse af, at koblingen giver mening: Et udviklingsland, der forsømmer sin private erhvervssektor, ender i voksende og fattiggørende afhængighed af udefra kommende donormidler.

ISÆR EFTER 11. september 2001 er udviklingsbistanden i stigende grad blevet brugt til at føre sikkerhedspolitik. Den aktuelle debat om de dansk-støttede afghanske skoler, som Taleban benytter som rekrutteringsplatform, er vidnesbyrd om, hvor hurtigt idealistiske hensigter gøres til hård sikkerhedspolitik.

Tavlekridt er naturligvis at foretrække for patroner, men hvordan kontrollerer vi, om Taleban bruger tavlekridtet til at forme fremtidens terrorister?

At fattigdomsbekæmpelse og erhvervsfremme i vækstøkonomier klumpes sammen med sikkerhedsindsatser i lande, der er i langvarig krigs-og undertrykkelsestilstand, ligner noget uoverkommeligt. Den ubehagelige udsigt er, at flere end 40 procent af verdens fattige vil leve i skrøbelige stater i 2030, anslår World Development Report.

Dilemmaerne er derfor voldsomme i de regioner, hvor krigstilstande sameksisterer med noget, vi kalder udvikling, og hvor både udviklingspersonale og soldater konfronteres med kulturelle og religiøse normsæt, der hærger lokaliteter som Afghanistan og Somalia; lande, der ikke lever op til bare minimumsdefinitionerne på statsdannelser.

Man kunne ønske sig en større klarhed i de tekster, der ledsager Udenrigsministeriets talopstillinger. Når den danske ambassade i Kenyas hovedstad Nairobi (vor største i Afrika overhovedet) tegner sig for hele 1,230 mia. kr. i perioden 2015-19, er det ikke udtryk for, at vi nu drukner millioner af ludfattige kenyanere i pengesedler, men at der på Afrikas Horn er sammenbrudte samfund, som er arnesteder for terror og truer både folk i regionen og sejladsen ud for den østafrikanske kyst.

Ville det så ikke være mere ærligt at specificere dette milliardbudget på en måde, så skatteyderne får en klarere fornemmelse af, hvad forebyggelse af terror og flygtningestrømme koster? Ti af ambassadens 50 medarbejdere er knyttet til aktiviteter i Somalia.

SAMTIDIG fortsætter vi med at holde pengestrømmen åben til langvarige partnerlande uden diskussioner om, hvorvidt nytteværdien har været pengene værd hen over årtier. Hvornår har vi sidst hørt en dansk udviklingspolitisk ordfører diskutere det berettigede i, at Uganda frem til 2019 modtager en lille milliard kroner i udviklingsbistand?

Landets præsident Yoweri Museveni har for nylig holdt 30-års jubilæum og ligner mere og mere en afrikansk evighedspræsident i samme kategori som Zimbabwes berygtede Robert Mugabe.

Hvor er den uafhængige ugandiske entreprenørklasse, der bruger ikke kun udviklingsbistanden, men også landets egen opsparing til at investere i fremtiden? Hvor er borgerskabet, der siger fra over for magtelitens tendens til at belønne udvalgte grupper på bekostning af den bredere befolkning?

DEN BEDSTE fattigdomsbekæmper er en eksportindustri, der får fodfæste på verdensmarkedet, og som genererer de jobs ved fabrikkernes samlebånd, som kan give samfundets unge årgange et regulært lønarbejde med tilhørende rettigheder. Men desværre: der er ikke realistiske udsigter til, at der på hylderne i vore butikker fremover ligger varer med mærkatet ‘ Made in Uganda’ frem for ‘Made in Bangladesh’.

Dansk udviklingsbistand skal understøtte en eksportorienteret industriudvikling, der skaber en selvbevidst middelklasse og et borgerskab, der efterspørger politiske og sociale reformer af deres egne ledere. Kan vi snart få det lært?

(klumme i Politiken 27. juni 2016)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

Globalt konfliktindeks: Fem lande er storproducenter af terror

Udgivet den 12. juni 2016 af flemmingytzen

Ny rapport over tryghedstilstanden i 163 lande er alt andet end opmuntrende læsning: Vold er i vækst.

Den årlige analyse over freds-, kon-flikt-og sikkerhedsniveauet i verden, Global Peace Index, der udkom i denne uge, er heller ikke denne gang opmuntrende læsning. Systematisk vold og terror er blevet eksportartikler, som rammer befolkninger og samfund på tværs af landegrænser og kontinenter.

Mens 2016-indekset konstaterer, at 81 lande er blevet fredeligere og mere trygge, er konfliktniveauet eskaleret i andre 79 lande, tilmed i form af voldsspiraler, der snurrer dramatisk hurtigere end i de foregående år.

Ikke overraskende er det Mellemøsten og Nordafrika, der vedblivende er klodens mest voldelige region. Omfanget af terrorisme er større end nogensinde tidligere, antallet af dødsofre for kamphandlinger er det højeste i et kvart århundrede, og strømmen af flygtninge har nået det højeste niveau i 60 år, konstaterer rapporten.

Intensiteten i terrorhandlinger er også voksende, og selv om de værste og blodigste terroraktioner er koncentreret i fem lande – Syrien, Irak, Nigeria, Afghanistan og Pakistan – er virkningerne i stigende grad mærkbare, også fjernt fra disse arnesteder. Terrorrelaterede dødsfald er globalt steget med hele 80 procent i forhold til året før, og kun 69 af de 163 undersøgte lande og territorier er helt gået fri af terrorhandlinger.

ANALYSEN er uhyre grundig, bestykket med et omfattende datamateriale.

Dog forekommer det ikke overbevisende, når forfatterholdet fra tænketanken Institute for Economics and Peace (IEP) forsøger at sætte beløb på, hvor meget den stadig mere ufredelige tilstand koster den globale økonomi. For hvordan måler man lige det uforløste økonomiske potentiale hos de millioner, som krige og konflikter har sendt på flugt? Så er det trods alt mere relevant at se på, hvilke stater der flytter sig henholdsvis op og ned ad den globale rangstige for fredelighed og sikkerhed. Atter har vi europæere grund til at glæde os over vor evne til fredelig konfliktløsning: Danmark er atter nr. 2, kun overgået af Island, og vi er efterfulgt af Østrig, New Zealand, Portugal, Tjekkiet, Schweiz, Canada, Japan og Slovenien, mens Finland er nr. 11, Sverige nr. 14 og Norge nr. 17.

Højdespringeren her er Portugal, hvilket forklares med landets evne til at komme ovenpå efter sin økonomiske oprydning efter finanskrisen.

Af de 36 europæiske stater ligger Grækenland ikke overraskende på en trist 34. plads. Kun Makedonien (94) og Tyrkiet (145) har det værre, mens Makedonien er det europæiske land, der er dykket mest på indekset.

Den virkeligt uhyggelige nyhed for Europa er, at Ukraine er listens nr. 156 og dermed i samme ufredelige bundskraberkategori som den Centralafrikanske Republik, Yemen, Somalia, Afghanistan, Irak, Sydsudan og Syrien.

Når lande som Storbritannien og Frankrig ligger langt nede, henholdsvis på en 46. og 47. plads, skyldes det landenes oversøiske militære engagementer langt mere end interne faktorer.

USA’s foruroligende placering på en 103. plads forklares med det amerikanske militærs engagement i kampen mod Islamisk Stat og beslægtede grupperinger.

NATURLIGVIS er det diskutabelt, når analysen lader militære engagementer på andre kontinenter indgå som faktorer for lav samfundsmæssig sikkerhed på lige fod med intern ustabilitet som følge af social uro, fattigdom og sammenbrudte regeringsapparater.

Men det er de kriterier, som instituttet har sat op siden starten for en halv snes år siden, og som skiller undersøgelsen ud fra mere traditionelle konfliktanalyser.

Global Peace Index 2016 rummer en virkelig foruroligende nyhed vedrørende en af sommerens store globale sportsbegivenheder: Det olympiske værtsland Brasilien er på bare et år rutsjet fem placeringer ned og nu ligger på en ydmygende 105. plads, kun marginalt bedre end Hviderusland.

Det økonomiske og politiske kollaps i Latinamerikas største land har sendt hundredvis i fængsel, mange på et tvivlsomt grundlag, og landets demokratiske system er tilsyneladende lammet. Steve Killelea, leder af IEP, kalder tilstanden i Brasilien for ‘ volatil’.

DET GLOBALE samfund er blevet mere fragmenteret. Et eventuelt ‘ Brexit’ og en mulig Trump i Det Hvide Hus bringer ikke verden nærmere de løsninger, der er så hårdt brug for.

(klumme i Politiken 12.6.2016)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Et fattigt land blev humanitær stormagt

Udgivet den 10. juni 2016 af flemmingytzen

Erfaringen fra ’Jutlandia’ står i skarp kontrast til Danmark som nutidig krigsførende nation.

Hvor mange danskere kender ikke Kim Larsens megahit ’Jutlandia’? Det, der begynder med linjerne »Det var i 1949 eller cirka deromkring,/ da der var krig i Korea«.

Sangen om ’Jutlandia’, hospitalsskibet, der blev Danmarks humanitære indsats for krigsofre i Korea, runder i år de 30. Enkelte af de veteraner, der bemandede skibet under de tre rejser til den østasiatiske krigsskueplads 1951-53, har passeret de 90. En af dem, Svend Jagd, var hædersgæst, da en særlig mindehal, Jutlandia Hall, blev officielt indviet i mandags.

Hallen er et lille elegant museum inde i den sydkoreanske ambassades fornemme bygningskompleks på Svanemøllevej i Hellerup. Fremover kan besøgende efter aftale se fotos, inventar og genstande fra det, der siden er blevet beskrevet som en stjernestund i dansk humanitær historie.

Her er Røde Kors-plakater i fortidige pastelfarver, håndskrevne fortegnelser over besætningsmedlemmerne, en køjeseng med tæpper, der emmer af krigstilstand, samt ikke mindst fotos, der repræsenterer skæbnefortællinger om de deltagende danskere, og publikationer om det dengang ukendte land, de var udsendt for at hjælpe.

DER ER få Jutlandia-veteraner tilbage, og de var hædersgæster ved indvielsen. Svend Jagd var maskinmester på hospitalsskibet i 1952-53 og mødte her sin senere hustru, Tove, der var en af sygeplejerskerne.

Mens solen bagte ned over ambassadehaven, kunne Svend Jagd på et skypelink til Florida også få hilst på en af de amerikanske krigsveteraner, som blev behandlet på skibet.

Indvielsens højdepunkt var, da en af hospitalsskibets koreanske patienter, Ju Wan Kim, der i dag er midt i sine 80’ere, haltede op på podiet og formulerede sin tak til Svend Jagd og de øvrige veteraner. Ju Wa Kim blev for 64 år siden båret om bord på skibet blødende og hårdt kvæstet. Drengen mistede sit ene ben, som var sprængt væk, men reddede livet.

En gang tidligere har Ju Wan Kim været i Danmark for personligt at takke sin sygehjælper, Johan Frisk, som donerede sit eget blod til drengen. Nu stod han der så igen og udtrykte taknemlighed på sit knudrede accenttunge engelsk. Var vi nogen, der havde svært ved at holde tårerne tilbage? Jo da.

ET TILBAGEBLIK: 23. januar 1951 var tusinder af danskere mødt frem for at tage afsked med det tidligere ØK-fragtskib, bygget i 1934 og anvendt på ruten til Bangkok. Dagen forinden havde skibet haft besøg af regentparret.

Under sine tre ophold i sydkoreanske havne formåede personalet at behandle 4.981 sårede allierede soldater fra FN-koalitionen og mere end 6.000 civile koreanere. Skibet ankom til en heltemodtagelse i København 16. oktober 1953 efter 999 dages FN-tjeneste.

Siden indsatsen i Korea har Danmark gjort indsatser i andre krigs- og konfliktzoner, men ikke i denne rendyrkede humanitære form. Hospitalsskibet sejlede under tre flag: Dannebrog, Røde Kors-flaget og det blå-hvide FN-flag. Skibets kommandørkaptajn, Kai Hammerich (1894-1963), havde forladt stillingen som præsident for Dansk Røde Kors for at kunne lede udsendelsen til Korea.

Med til historien hører, at USA, der stod i spidsen for den FN-koalition, der forsvarede Sydkorea, tre gange havde anmodet Danmark om at yde militære bidrag. Vor store allierede fik at vide, at Danmark foretrak at hjælpe koreanerne med humanitære frem for militære midler.

Vi var ikke rige dengang i 1950-53. Danskerne døjede med rationering, bolignød og arbejdsløshed. Men vi kunne vise empati i praksis over for en befolkning, der var offer for kommunistisk aggression. Danmark havde uden skelen til egne interesser gjort en forskel i et land, som kun de færreste dengang var i stand til at finde på en globus.

’Jutlandia’ er siden blevet indlejret i den folkelige bevidsthed i langt større udstrækning, end det er tilfældet med vore militære indsatser i Afghanistan og Irak.

I DAG forekommer det usandsynligt, at Danmark ville sende et hospitalsskib til Middelhavet for at samle afrikanske og mellemøstlige flygtninge op. I stedet bomber vi mål i det, der måske, måske ikke er eller kan blive en del af den diffuse fjende, der kaldes Islamisk Stat.

Vi har gennemgået en transformation fra at være en idealistisk humanitær aktør til at være en ukritisk krigsførende USA-allieret. Eftertidens historikere må afklare, hvilken af disse roller vi har udfyldt bedst.

(klumme i Politiken 10. juni 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Så tog Barack Obama et tabu i sin mund: Agent Orange

Udgivet den 29. maj 2016 af flemmingytzen

For et halvt århundrede siden førte USA kemisk krig i Vietnam. Først nu erkendes forbrydelsen.

Den er blandt de største miljøkatastrofer i nyere tid – og blandt de mest underbelyste.

72 millioner liter stærkt giftige kemikalier hældes ud over frodige landskaber med en rigt varieret vegetation. Træer, palmer og planter visner og dør. Vandløb forgiftes, dyreliv går til. Store landområder, der kunne have været økologiske skatkamre, forvandles til giftfælder.

Områdernes indbyggere bliver syge og bukker under. Tusinder dør, titusinder udvikler handikap, mange bliver til regulære krøblinge. Snart viser det sig, at kvinder føder vanskabte børn. Giften er gået fra modermælken ind i hundredvis af spædbørns organismer. Katastrofen sætter sig dybe og varige spor, der er synlige helt op til i dag. En forbrydelse i flere dimensioner, ville nutidens medier kalde dette massive overgreb på mennesker og miljø, hvis den havde udfoldet sig i dag.

HÆNDELSERNE er her summarisk beskrevet, og der kunne føjes tusindvis af brutale detaljer til. Gerningsstedet er Vietnam, og perioden for overgrebene er 1962-1971.

Agent Orange er navnet på den dioxinholdige væske, der for længst er dokumenteret som den dræbende og ødelæggende årsagsfaktor i den militære aktion, som af det amerikanske luftvåben i det daværende Sydvietnam blev kaldt ‘ Operation Ranch Hand’.

Formålet var at berøve de vietnamesiske partisaner, dengang kaldet Vietcong, de tilholdssteder, som junglen og de tætbevoksede skovområder gav dem i den krigsførelse, som de havde rettet mod den sydvietnamesiske stats proamerikanske styre.

Hverken denne kemiske krigsførelse eller den mere konventionelle krig gav USA og dets allierede de militære fordele, som de søgte at opnå. Efter flere års forhandlinger gik USA i januar 1973 med til en våbenhvile, og to år senere kunne nordvietnamesiske soldater rende et vaklende Sydvietnam over ende og realisere genforeningen af det krigsødelagte land.

Siden fulgte årtiers amerikansk benægtelse af katastrofen. USA isolerede Vietnam politisk og diplomatisk, så der ikke kunne rejses krav om krigsskadeerstatninger.

Ej heller er det lykkedes for tusinder af amerikanske krigsveteraner, der blev syge af at bevæge sig ind i de ødelagte områder, at komme nogen vegne med søgsmål for at opnå erstatning.

HUNDREDTUSINDER af vietnamesere og et færre antal amerikanere blev ofre for det, man kan kalde en den kolde krigs logik.Kommunismen skulle bekæmpes.

Da den tidligere amerikanse forsvarsminister Robert McNamara, krigsførelsens arkitekt indtil sin afgang i 1968, kom på forsoningsbesøg i Vietnam i 1997, modtog han en opgørelse over krigens ofre udarbejdet af det vietnamesiske militær.

Den satte antallet af vietnamesiske dødsofre til 3,6 millioner under 10 års krigsførelse.

McNamara reagerede med en bemærkning om, at tallet proportionalt ville svare til 27 millioner amerikanere.

YNGRE årgange af amerikanere har brug for at komme ud at besøge Vietnam og få nogle oplevelser fra de slagmarker, hvor nogle af deres fædre, bedstefædre og andre aldrende slægtninge i sin tid gjorde tjeneste. De kan passende lægge sig i det spor af god vilje og smukke intentioner, som præsident Obama trak under sit netop afsluttede besøg i den sydøstasiatiske nation.

Når præsidenten blev modtaget som en filmstjerne i Hanoi, kan det forklares med, at USA har så megen blød magt, altså politisk og kulturel tiltrækningskraft, at Vietnam i dag er det land i Sydøstasien, der sender det relativt fleste antal unge på studieophold på amerikanske højere læreanstalter.

EN LILLE halv million vietnamesere er i dag officielt registreret som andengenerationsofre for den dioxinforgiftning, som er konsekvenserne af ‘ Operation Ranch Hand’. I USA lider anslået 40.000 veteraner af sygdomme relateret til Agent Orange, kræft især.

Obama er den første amerikanske præsident, der har taget ordene Agent Orange i sin mund, tilmed tæt på gerningsstedet.

USA bidrager nu økonomisk til at rense forgiftet jord på den tidligere luftbase i Da Nang. En begyndelse er gjort.

Kan økonomiske bidrag kompensere for, at USA afviser at påtage sig et moralsk og juridisk ansvar? Med en Donald Trump i Det Hvide Hus?

(klumme i Politiken 29. maj 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

	Liam S til En hurtig lille Nato-krig mod…
	Farvel til Jimmy Car… til Jimmy Carter, 100 år
	Svend Erik Hansen til Universiteterne har givet op.…
	Stig Wørmer til Jimmy Carter, 100 år
	xionghengli til Filmserie om kinesisk historie…
	Ryan Jones til Censur reduceres, mens etnisk…
	Dylan til Ud af paddehatteskyggen
	aclund til Katastrofen i Irak kortlagt i…
	Cara Horton til Jeppes alternative velkomstord
	Stig Wørmer til Taiwan-illusioner på slap…

Flemming Ytzen

Petro-stat med tusinder af klimaflygtninge

Forkælelsesdiktaturet

Gangsterjihadister har turisme i kikkerten

Europas helt egen sultan

Dragen lærer af ørnen

Giganter ved korsvej til havs

Både udvikling og sikkerhed

Globalt konfliktindeks: Fem lande er storproducenter af terror

Et fattigt land blev humanitær stormagt

Så tog Barack Obama et tabu i sin mund: Agent Orange

Nye indlæg

Nye kommentarer

Arkiver

Kategorier

Meta

Blogstats