Flemming Ytzen

En japansk krans i Pearl Harbor

Udgivet den 17. maj 2016 af flemmingytzen

Forvent ikke, at nogen amerikansk præsident undskylder atombombningen af Japan i 1945.

NÅR PRÆSIDENT Barack Obama sidst på måneden besøger Japan for at deltage i et G7-topmøde, finder han også tid til at aflægge et besøg i Hiroshima, byen, der blev atombombet af USA i august 1945 og sammen med en anden japansk provinsby, Nagasaki, forvandledes til slutsten i Stillehavskrigen.

Besøget vil utvivlsomt blive beskrevet som historisk. Men forvent ikke, at Obama fremsætter en undskyldning eller bare noget, der nærmer sig en sådan.Retorisk er manden jo en sand ordkunstner.Men når emnet er atombombningen af Japan befinder han sig i et politisk minefelt. Måske vil han sige noget i retning af dette:

»Ærede borgere i Hiroshima. Der er gået mere end syv årtier, siden der overgik jeres by en ubegribeligt brutal skæbne.Både jeg selv og mine forgængere i embedet har forsøgt at fatte, hvor omfattende truslen om krig og ødelæggelse stadig er med alle de kernevåben, der har været og stadig er på kloden. For syv år siden talte jeg i Prag om nødvendigheden af at arbejde for en kernevåbenfri verden, og dette mål er stadig min regerings officielle politik. Men jeg må også erkende, at der kun har været få fremskridt her«.

DEN ALTERNATIVE formulering, som Obama af diplomatiske grunde ikke kan gøre brug af, kunne lyde noget i retning af følgende:

»Jeg er ydmyget over at stå her i dag og vil benytte lejligheden til at opfordre enhver regeringschef med interesse i spørgsmålet om global atomnedrustning til at besøge jeres by og få indsigt i, hvad dette frygtelige våben har gjort ved en civilbefolkning. Men det må samtidig stå klart for enhver, at problemet ikke kan isoleres til at handle om blot en bestemt våbentype og mængden af den.Det virkeligt farlige består i, at illegitime regimer, herunder militære eller terroristiske kliker, anskaffer sig kernevåben.Den japanske nation har en sådan trussel i sit nabolag, Nordkorea, som alle ved. Jeg kan kun beklage, at de bestræbelser, som vi sammen med andre lande i regionen gør for at få det nordkoreanske regime til at komme til forhandlingsbordet i Beijing, ikke har båret frugt endnu«.

SENERE i talen vil Obama forventeligt lovprise Japans fredelige og vellykkede genopbygning:

»Japan har vist det øvrige Asien og jeres venner i Vesten og på fjernere kontinenter, hvorledes man rejser et krigsødelagt land fra ruinerne og bygger et moderne samfund op. I har bidraget til at sprede velstand selv i lande langt fra jeres kyster«.

Nydeligt og ufarligt. Her er så et bud på den politisk ukorrekte formulering, præsidenten ikke kan benytte sig af:

»Når historiens dom skal fældes, så skal verden være glad for, at det i 1945 var USA, der skaffede sig atombomben først, og ikke vore fjender. Husk lige på, at formålet med de to bomber mod japanske mål var at afslutte den krig, som begyndte med det angreb på Pearl Harbor 7. december 1941, som jeres kejser dengang havde givet grønt lys for«.

Herefter kunne han tilføje (men det er usandsynligt, at det sker):

»Historikere både her i Japan og i USA diskuterer jævnligt, hvorfor det virkelig skulle være nødvendigt med to atombomber og ikke bare den, der ramte jeres by. Der er folk, der mener, at nok var den første bombe nødvendig for at få jer til at kapitulere, men nr. 2 var en forbrydelse.Jeg må være ærlig og indrømme, at her savner jeg forklaringer. Men måske kunne det hjælpe på forståelsen af den tids konflikter, hvis jeres egne historiebøger bliver mere ærlige og indrømmer, at jeres tidligere ledere begik aggressioner mod andre lande i Asien længe før Pearl Harbor«.

AFRUNDENDE kan et bud på en virkelig politisk ukorrekt formulering lyde således: »Kære japanske venner. Tak for den ærefulde modtagelse, jeg har fået her i jeres smukke by. Jeg har benyttet lejligheden til at invitere både jeres regeringschef og kejseren til at komme til min fødeø Hawaii, når vi i december skal mindes 75-året for det japanske angreb på Pearl Harbor. Det var jo denne handling, som siden gjorde atombomben i Hiroshima nødvendig. Hvilket nogle af jeres politikere har en tilbøjelighed til at glemme«. Og så den virkelig slemme: »Kære japanske venner. Jeres regering skal ikke have illusioner om at I af egen drift kan ændre på den magtbalance, der holder Kina i skak og Nordkorea inddæmmet.Ring til Pentagon, når I er nervøse.Det har virket længe og kan holde mange år endnu«.

(Signatur i Politiken 17. maj 2016)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Filippinernes deroute har nu varet i et halvt århundrede

Udgivet den 15. maj 2016 af flemmingytzen

Ny præsident i øriget er et vidnesbyrd om, at alt desværre er ved det gamle.

Hvornår var det lige, at Filippinernes politiske, økonomiske og kulturelle nedtur tog sin begyndelse? Var det måske den julidag i 1966, da The Beatles blev jaget ud af hovedstaden Manila, fordi de fire berømtheder ikke var mødt op til en frokost i paladset hos præsidentparret Imelda (hende med de 3.000 par sko) og Ferdinand Marcos? John, Paul, George og Ringo svor aldrig at vende tilbage, og man forstår dem.

Dengang blev øriget af vestlige politikere og erhvervsfolk fremstillet som en ledestjerne for udvikling; der var demokratiske tilstande, levestandarden var den næsthøjeste i Østasien, kun overgået af Japan, stort set al lovgivning blev kopieret fra den tidligere overformynder og koloniherre USA.

I DAG ER der intet andet asiatisk land, der ser til Filippinerne for at blive inspireret.Heller ikke efter at de godt 100 millioner øboere tidligere på ugen fik ny præsident efter en valghandling med rekordhøj deltagelse.

Rodrigo Duterte hedder han, en politiker med en snes års erfaring som borgmester i Davao, hovedbyen på den sydlige ø Mindanao, der i årtier har været kendt for en dødsspiral af vold, oprør, partisankrig, overgreb og tvangsforflyttelser af lokale bønder. Duterte baserede sin valgkamp på en militant form for populisme, der afspejler de sociale realiteter på hans hjemegn.

Valgvinderen er i sin borgmestertid blevet anklaget for at have sanktioneret dødspatruljer, der har begået drab på formodede og reelle kriminelle i et sådant omfang, at hans navn i 2009 dukkede op i rapporteringen til FN’s menneskeretsråd.Samme år blev han af lokale medier citeret for følgende: »Hvis nogen gør sig skyldig i kriminelle handlinger eller deltager i bandeaktivitet i min by, gør de sig til mål for snigmord«.

Mandens uforsonlige kurs over for narkotikasmuglere, voldtægtsforbrydere og lignende har givet ham tilnavnet ‘ Duterte Harry’ med inspiration fra den hårdkogte strømer Dirty Harry, kendt fra en stribe hollywoodproduktioner med Clint Eastwood i hovedrollen.

Referencen til Amerika er relevant for et land med Filippinernes særlige historie og kultur. Vi er en nation med to navlestrenge, forklarede en veluddannet kilde engang, da vi diskuterede tilstanden i hendes hjemland. En mere populær udlægning går på, at øriget først boede 4 århundreder i katolsk kloster og siden blev underholdt et halvt århundrede i Hollywood. Det kunne kun gå galt.

For det var sejrherren USA, der efter Den Spansk-amerikanske Krig i 1898 overtog administrationen af det store ørige og lovede det uafhængighed efter en overgangsperiode, der blev forstyrret af japansk besættelse under Stillehavskrigen. Det er dog ikke indlysende logisk, at en spansk-amerikansk kulturhybrid af et land skulle udvikle sig, som det skete.

EN STOR del af forklaringen på elendigheden ligger et helt tredje sted: Den katolske kirkes indflydelse i kombination med en ineffektiv og inkompetent centralmagt, fravær af jordreformer og en macho-tradition i en kultur, som en af landets alt for få intellektuelle engang beskrev således: Politik i dette land er som at lade Mickey Mouse spille Macbeth.

Katolicismens indflydelse afspejler sig i den ukontrollable befolkningstilvækst.Siden uafhængigheden i 1946 er folketallet blevet femdoblet. Så selvfølgelig har økonomien og samfundets øvrige ressourcer ikke kunnet følge med. Derfor er det, at hundredtusinder af landets lyseste hoveder forlader landet for at søge lykken andre steder.

I Hongkong og Singapore er det ikke ualmindeligt at møde universitetsuddannede filippinske lærerinder og teknikere, der arbejder som hushjælp og børnepassere. Tusinder af au pair-piger lever og arbejder i Europa. 2900 Hellerup og omegn har taget en del, men det er en falliterklæring for et land, når det har arbejdskraft som sin største eksportvare.

I DE SENERE år er det begyndt at gå lidt bedre. Under den afgående præsident gik væksten op på 6 procent, hvilket har ført til, at det danske Udenrigsministerium har valgt at vende tilbage og åbne en ambassade. Men der er mange års forsømmelser at rette op på, inden det engang så lovende ørige kan kalde sig en tigerøkonomi. Filippinerne burde ligge dér, hvor spanierne regerede det fra, i Latinamerika.

Religion, kultur og adfærd i en rigtig dårlig cocktail: en udviklingsfiasko.

(klumme i Politiken 15. maj 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Nordkoreas militær har en stat – ikke omvendt

Udgivet den 1. maj 2016 af flemmingytzen

Ingen udsigt til reformer i Nordkorea. ‘Diktatur’ er for mild en betegnelse.

På et netop overstået ugelangt besøg i Den Demokratiske Folkerepublik Korea, den statsdannelse, som det meste af verden for nemheds skyld kalder Nordkorea, lykkes det ikke en eneste gang i dialogerne med vore kontrolfolk at høre ordet ‘ kommunisme’. Det nærmeste, vi kommer en ideologisk etikette, er, at det nordkoreanske samfund følger en ‘ socialistisk vej’.

WELL, DET ER der ganske mange lande, der har gjort i tidens løb. Men Nordkorea er ene om den variant, hvor æren for samfundets fællesskab tillægges to og kun to personer, Kim Il-sung den ældste og sønnen Kim Jong-il, dynastiets anden generation. Førstnævnte forlod denne verden i 1994, arvtageren fulgte efter i 2011.

I hovedstaden Pyongyang er opstillet gigantiske bronzestatuer af de to Kim’er, og de få udenlandske besøgende er forpligtet til at lægge en buket blomster ved stensætningen foran statuerne. Ritualet er ikke til diskussion: »Vær venlig at vise respekt for vore ledere«, lyder det formanende fra juniorguiden, en nydelig kvinde på 25 år, der som alle andre nordkoreanere bærer et emblem med portrætter af de to lige over hjertet.Symbolikken er tyk som et røgtæppe. Emblemet er mere end et stykke persondyrkelse, snarere en guddommeliggørelse.

Lige så symbolsk, men ufrivilligt komisk er det, når vi gæster lægger en buket plastikblomster for fødderne af statuerne af de to afdøde ledere. I deres egenskab af plastikblomster kan de genbruges i årevis. Plastik er et redskab til simulation, turisterne bliver skuespillere i et absurd teater, men genbruget er en sikker pengemaskine for propagandaapparatet.

Udenlandske gæsters deltagelse i de hyldestritualer, som er en fast følgesvend også ved besøg i provinsbyer, er en del af det ceremoniel, som de nordkoreanske myndigheder sætter i scene for landets egne borgere. Der er tale om en minutiøst planlagt koreografi, hvor meget lidt er overladt til tilfældighederne, hvilket står klart på den dag, centrum i Pyongyang er omdannet til klodens største tribune i anledning af 104-års fødselsdagen for Den Store Leder, Kim Il-sung.

Vi inviteres til det, som chefguiden kalder »massedans«. Adskillige hundrede koreanske par udfører gruppedans, der bærer mindelser om europæiske folkedansergrupper. Kvinderne er iført nationaldragten i forskellige kulører og varianter, mændene i konservativt snit med mørke beklæder og hvide skorter. Masseoptrinnet følges af udbrud, der lyder som krigsråb snarere end sang.

DYGTIGT GJORT. Næppe noget andet land kan levere politisk totalteater på dette niveau, som forudsætter en grad af disciplin og lydighed, som individualistiske vesterlændinge meget vanskeligt kan forestille sig. Kontrasten til andre samfund, der også er skabt med de leninistiske organisations-og styringsprincipper som grundlag, er stor:

Koreanernes nabo Kina har som bekendt brugt mere end tre årtier på at indføre korporatisme og statskapitalisme først ad bagdøren, siden fordøren. Vietnam, der har en konfliktfyldt og blodig historie, som ligner det, koreanerne har været igennem, har gjort noget lignende og er blevet en slags China light, om end det er kætteri at sige den slags på cafeerne i Ho Chi Minh Byen og i Hanoi.

Men hvor vietnameserne tilhører verdenseliten i den disciplin, der hedder fattigdomsbekæmpelse, er det gået modsat i det nordkoreanske samfund.Forklaringen leverer den førerdyrkende elite selv: ‘ Militæret først’, hedder den officielle politik.

Eller som en fastboende europæer udtrykker det: Normale stater har et militær, der udstyres til at løse forsvarsmæssige og sikkerhedspolitiske opgaver. Nordkorea er skruet helt anderledes sammen: Her er det et militær, der har en stat.

DERFOR GIVER det heller ikke mening at anvende nedslidte floskler som ‘ stalinistisk persondyrkelse’ eller ‘ kommunistisk diktatur’.

Nordkoreas kernevåben og styrets disciplinering af 24 millioner indbyggere gør landet langt farligere end f. eks. det Vietnam, som i dag modtager angrende amerikanske krigsveteraner som de bedste venner. I det tidligere Saigon er Steve Jobs i dag en større helgen end Ho Chi Minh.Man kan fromt håbe på, at der en dag kommer reformsocialister til magten i Pyongyang, men det ser umuligt ud.

(klumme i Politiken 1. maj 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Koreansk kommunistparti holder sin første kongres i 36 år

Udgivet den 20. april 2016 af flemmingytzen

Verden er vant til dårlige nyheder fra Nordkorea. Kommer der et skifte nu?

Nyheder fra den nordlige del af den koreanske halvø er sædvanligvis af den ubehagelige slags. Svulstig, militaristisk retorik og trusler vendt mod ‘ broderfjenden’ Sydkorea og dens beskytter, den ‘ imperialistiske aggressor’ USA, garneret af en brutal jargon, der vidner om, at det sidste store opgør fra den kolde krigs tid savner en løsning.

Ingen lades i tvivl om, at de 24 millioner nordkoreanere kun tjener to herrer, Kim-dynastiet og det gigantiske militære apparat, som det kommanderer. Med drabelige marchparader og hyldestsange.

ALT SAMMEN et meget dystert billede, som nu måske ændrer sig. Magteliten i Nordkorea vil i næste måned afholde en kongres i det regerende kommunistparti.Den slags partier har i andre lande for vane at afholde kongresser, og intervallerne plejer at være på fem år, som det er normen i både Kina og Vietnam. Men ikke i Nordkorea.

Ubegribeligt lyder det, men der er gået 36 år, siden de nordkoreanske partikammerater sidst samledes til kongres. 36 år! Omverdenen bør interessere sig for denne begivenhed, alene fordi den kernevåbenbevæbnede stat repræsenterer den største sikkerhedstrussel i Østasien.

I Pyongyang, landets hovedstad, residerer som bekendt Kim Jong-un, tredje generation i det dynasti, der har stået i spidsen for Nordkorea siden denne stats etablering for små syv årtier siden. Hans position som arvtager efter faderen Kim Jong-il blev meddelt på et møde i partiet: ikke en kongres, men en ‘ konference’ i 2010, et års tid før faderens død, og denne mødeform var den første af sin slags i 44 år!

To år senere blev der holdt endnu en ‘ konference’, hvor den unge Kim (f. 1983) blev gjort til førstesekretær i Det Koreanske Arbejderparti (kommunistpartiets officielle navn), ud over at han blev udnævnt til formand for partiets militærkommission (muligvis magtapparatets vigtigste post overhovedet) og fik sig et medlemskab af præsidiet i partiets politbureau.

Så er næste måneds partikongres bare et absurd politisk teater, der handler om at sikre dynastiets forbliven ved magten, eller ser vi begyndelsen til noget, der kan give almindelige nordkoreanere bedre levevilkår?

DEN SANDSYNLIGE forklaring på, at nordkoreanerne ikke har holdt en partikongres i så mange år, er at den politiske facade i de oprindelige kommunistiske ‘ broderlande’ for længst er krakeleret og er afløst af en ny virkelighed. Mikhail Gorbatjov tog over i Sovjetunionen fra 1985, og med ham kom der glasnost og perestrojka, åbenhed og restruktureringer, der kostede Sovjetunionen livet. Kinas og Vietnams eksperimenter med markedsøkonomi tog fart i 90′ erne, og gjorde disse samfund mere teknokratiske end ideologiske.

Alt sammen politisk ubehageligt for den klan i Pyongyang, der gennem årtier har forsøgt at fortælle befolkningen, at den unikke koreanske udviklingsmodel er den sikre vej til et lykkebringende samfund.

Hvis Kim-dynastiet havde gennemført partikongresser i de år, hvor den globale kommunisme gradvist gik i opløsning, ville stemningen i mødelokalerne være blevet mere end anstrengt. Tænk, hvis sovjetiske og kinesiske delegerede havde fortalt de nordkoreanske ideologer, at markedsøkonomi er en god ting, når man vil udvikle et samfund.

Derfor ingen anledning til skåltaler, hvor Kim-klanens klakører kunne have foreslået resolutioner mod det ‘ imperialistiske’ USA og det kapitalistiske Sydkorea på et tidspunkt, hvor både Moskva og Beijing var langt inde i forhandlinger med både Washington og Seoul.

VEJEN FREM mod bedre vilkår for den nordkoreanske befolkning ligger derfor, hvor den er allerkortest: lige syd for delingslinjen langs den 38. breddegrad.Det har skiftende sydkoreanske præsidenter forsøgt sig med gennem mange år, men er blevet snydt, svigtet og bedraget trods støtte i milliardklassen til ‘ landsmændene’ i nord: betaling både over og under bordet, men pengene er gået lige i Kim-klanens lommer og kasser.

Den unge Kim har lovet sin befolkning højere levestandard. Lad os se, om kongressen i næste måned kommer til at diskutere, hvordan det kan ske i praksis, men sæt ikke forventningerne for højt.

(klumme i Politiken 17. april 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Ud af paddehatteskyggen

Udgivet den 8. april 2016 af flemmingytzen

Amerikansk forfatters kortlægning af de virkninger, som atombombe nr. 2 forårsagede, er en fortællemæssig bedrift.

Historie. Susan Southard. Nagasaki. Livet efter atomkrigen. Forlaget Pressto, 320 sider, ill., 299 kr. Har du Pluskort, Fire hjerter.

Allerførst: Denne bog er en bedrift og en sjælden en af slagsen. Dernæst: Hvorfor har det taget så lang tid for forlagsverdenen at levere en så grundig beskrivelse af en af det 20. århundredes mests skelsættende begivenheder?

Mens Hiroshima er mere end en lokalitet, også et historisk begreb, har atombombe nr. 2, nedkastet tre døgn efter den første, altid stået i skyggen af det første angreb. Begge bomber blev i eftertiden et centralt element i det, vi kom til at kende som den atomare afskrækkelse. På kornede og grumsede sort-hvide fotos kunne resten af verden se, hvad to små atombomber havde gjort ved et par japanske provinsbyer. Resten var et spørgsmål om teknisk og militærfaglig kunnen og en vis forestillingsevne.

Under de følgende årtiers krig holdt afskrækkelsen en slags fred på kloden, mens tusinder af japanere betalte prisen i flere dimensioner af denne uhyggelige problematik. Geografisk og kulturel distance gjorde, at de japanske ofre aldrig blev nærværende for os europæere på samme måde som holocaustofre, krigsfanger, faldne på slagmarkerne og krigsinvalider. Japan var bare for abstrakt og anonym en størrelse, der først blev nærværende for europæerne med OL i Tokyo 1964.

MAN SKULLE tro, at i den sværm af amerikanske faghistorikere, der har brugt årtier på at afdække Japans økonomiske genrejsning fra 1950′ erne og fremefter, ville der være en enkelt eller to, der kunne slå ned på de få døgn i august 1945, da verdens kurs for alvor blev lagt om. Men det er småt, hvad der findes.

Det er derfor noget af en øjenåbner at lære et hjørne af Japan at kende gennem Susan Southards enestående værk ‘ Nagasaki. Livet efter atomkrigen’, der nu foreligger i en dansk oversættelse.Southard er bosiddende i Arizona, hvor hun er grundlægger og kunstnerisk leder af et teater. Hun har en universitetsgrad i ‘ kreativ skrivning’ fra et universitet i Los Angeles og har også været omkring Norman Mailer Center i Provincetown, Massachusetts, for at lære sig at skrive faglitteratur.

Lyder det ikke lidt for vildt? En teaterchef, der sætter sig for at skrive om en af de største tragedier i moderne tid og slipper forbistret godt fra det? Bevares, hun har boet et år i Japan som udvekslingsstudent og været på genbesøg mange gange siden. Alligevel: Man skulle tro, at kun erfarne faghistorikere ville kaste sig ud i et så ambitiøst et projekt.

Hendes beskrivelser af bombens virkninger på en række ofre er imponerende grundige og skræmmende. Det kan nærmest ikke være anderledes, emnet taget i betragtning.

Forfatterens styrer uden om de forkromede analytiske forklaringer på det store japanske fortrængningskompleks post-1945: at den amerikanske besættelsesmagt i flere år indførte hård censur over for beskrivelser af bombernes virkninger. Film og fotos af Hiroshima og Nagasaki blev konfiskeret af amerikanerne ligesom hospitalsvæsenets data om ofrenes tilstand. Der var dømt tavshed indadtil som udadtil en halv snes år efter krigsafslutningen.

Bogen råder bod på denne utålelige tilstand, og man spørger sig, hvor mange dage, uger og måneder Susan Southard har anvendt på at gennempløje arkiver og personlige beretninger fra den tid. Utvivlsomt har hun haft et vidtforgrenet japansk netværk at støtte sig til i dokumentationsarbejdet. Respekt for det alt sammen.

DER SKAL nok være faghistorikere, der vil savne noget ved bogen: atombombens politiske psykologi, kan man kalde det. De to paddehatteskyer satte kollektivt Japan i en offerrolle. Når noget så nådesløst som kernevåben havde ramt den krigsførende nation, satte det alle landets egne aggressioner på skrump. Her ligger en væsentlig del af forklaringen på de modsætninger, der stadig forpester relationerne mellem Japan på den ene side og især Kina og Korea på den anden.

Den nationalkonservative japanske højrefløj kan bekvemt bruge dette til at dyrke den pointe, at Japan er blevet rigeligt straffet for sin ‘ traditionelle’ krigsførelse på det asiatiske fastland. Lige så bekvemt kan den pacifistiske venstrefløj kan beskylde USA for alle ulykkerne. Ingen af de to hjælper nutidens Japan til den mere balancerede politiske placering, landet fortjener og behøver.

(anmeldelse i Politikens sektion Bøger 8.april 2016)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, USA | 1 kommentar

Læren af Lahore: Terror baner vej for religiøs renhed

Udgivet den 3. april 2016 af flemmingytzen

Ideen om et religiøst rent Pakistan er lige så gammel som selve nationen.

Hvis der stadig er nogen, der hævder, at der ingen sammenhæng er mellem terror, herunder selvmordsbombere, og religion, in casu islam, er det, fordi de ikke har tilstrækkelig indsigt i Pakistans ulykkelige historie. Attentatet i Lahore påskesøndag, hvor mindst 72 blev dræbt og 340 såret, flertallet af dem kvinder og børn, herunder mange kristne, føjer sig ind i et mønster, der har plaget det pakistanske samfund med voksende intensitet gennem årtier.

I kort form handler det om religion som identitetsskabende faktor i samfund, der i katastrofal grad har forsømt økonomisk industriel udvikling og demokratiske institutioner.

Ved sin oprettelse i 1947 definerede Pakistans grundlægger, Muhammad Ali Jinnah, nationen som en sekulær stat, der skulle ligestille religionerne. Den lære havde han taget med sig fra diskussionerne med Jawaharlal Nehru og Mahatma Gandhi i det indiske Kongresparti under forberedelserne til selvstændighed fra britisk koloniherredømme.

Mindre end et halvt år efter Jinnahs død i 1948 tog hans efterfølgere skridt til at omdanne Pakistan fra et europæisk inspireret samfund til et, hvor islam som tro og ideologi udgjorde grundlaget. Demokratiske idealer og principper skulle ikke ofres, hed det sig, men dette tilsagn gjorde skiftende diktatorer siden op med, sekunderet af ikke så få civile politikere.

Flertallet af Pakistans ledere gennem snart 7 årtier har ikke bare forsømt arven fra Jinnah, de har direkte forrådt den.Kravet om at gøre Pakistan til en islamisk stat havde rødder i den offerrolle, som subkontinentets mindretal så sig selv i under det britiske styre. Ideen om et ‘ rent’ islamisk samfund på pakistansk jord lagde derefter grunden til systematisk forfølgelse af landets religiøse og etniske mindretal.

Nutidens etniske og demografiske sammenhæng illustrerer konsekvenserne: I 1947 udgjorde ikke-muslimske minoriteter 23 procent af Pakistans befolkning på dengang godt 37 millioner. I dag, hvor befolkningen tæller 192 millioner, udgør mindretallene mindre end 3 procent.

NATURLIGVIS kan religion ikke stå alene som forklaring på Pakistans ulyksalige vej væk fra sekulære idealer. Kombinationen af identitetspolitik, ukontrollabel befolkningstilvækst, fraværet af en målrettet økonomisk og social udviklingspolitik, et alt for svagt civilsamfund, dominerende militære eliter og rivaliserende klaner har vist sig at være en dødsensfarlig cocktail, hvis virkninger i dag mærkes langt uden for landets grænser.

Læg hertil, at landet har nogle af de stærkeste blasfemilove på kloden, og at retsvæsenet systematisk negligerer sager, hvor sunnimuslimer har begået overgreb på shiamuslimer, kristne eller andre.Det var ingen tilfældighed, at attentatet i Lahore blev udført på den dag, som en bred alliance af flere end 30 islamistiske organisationer havde sat som sidste frist for et krav om, at delstatsregeringen skulle trække et lovforslag om kvinderettigheder tilbage.

GRUNDLÆGGENDE handler Pakistans problem om fraværet af en sekulær stat; en stat, der kan skride ind over for tilstande, hvor ekstremistiske grupper fra sunni-flertallet slipper ustraffet fra overgreb på mindretallene af shiaer, kristne og hinduer. Statens og myndighedernes passivitet giver fri bane for radikalisering og islamisering.

I stedet for en sekulær udgave af islam som i Indonesien eller Tyrkiet har Pakistan fået islamisme som identitetsmæssig sammenhængskraft.

Liberale og venstreorienterede apologeter, der som oftest henviser til, at flertallet af nutidens terrorofre er muslimer, har en tilbøjelighed til at reducere terroren til et fænomen, der bare skyldes voldelig ekstremisme.

Men ekstremistisk adfærd opstår ikke ud af ingenting. I Pakistans tilfælde skyldes den en bredt funderet politisk bestræbelse på at skabe et religiøst rent samfund, ubesmittet af begreber som frihed, ligestilling, sekularisme og materialisme, kort sagt: det, vi andre forstår som socioøkonomisk udvikling.

Omkring midten af dette århundrede spås Pakistan at have passeret de 300 millioner indbyggere.Hvor mange af dem vil have udsigt til reelle løft i levestandard og frihed i en grad, så de ikke fristes af de profeter, der stadig taler om det religiøst rene samfund?

(klumme i Politiken 3. april 2016)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

Trump bliver ikke en Reagan, desværre

Udgivet den 1. april 2016 af flemmingytzen

Konturerne af en republikansk udenrigspolitik, som den tegner sig lige nu, er ikke opmuntrende.

Venner af Amerika må til at indstille sig på, at Donald Trumps kandidatur sætter sig blivende spor i amerikansk politik, uanset om han til november vinder nøglerne til Det Hvide Hus, eller om det bliver Hillary Clinton, der skal videreføre det spor i Washington, som Barack Obama har brugt snart 8 år på at lægge ud.

Den varige virkning af Trump-kandidaturet kan blive en psykologisk effekt i den konservative del af vælgerhavet; en strømning, der kan karakteriseres som anti-Washington-establishment, og som overvejende bæres af vrede og visionsløse, frustrerede hvide mænd.

Men behøver det gå så galt? Prøv at sammenligne den aktuelle valgkamp med tilstanden i 1980, hvor præsident Jimmy Carter tidligt havde en pæn føring i meningsmålingerne, men hvor den republikanske udfordrer Ronald Reagan præsterede en formidabel indhentning og slutspurt og i november det år endte med at tilføje Carter et sviende nederlag.

FLERE FAKTORER peger i en retning, hvor forskellene på valgårene 1980 og 2016 er større end lighederne. Sidstnævnte først: Dengang som nu ligner USA en trængt og rådvild supermagt. Khomeinis Iran holdt dengang gidsler på den amerikanske ambassade i Teheran, hvilket lammede Carter-regeringen og sendte et forstemmende signal til USA’s allierede. Amerikansk økonomi var plaget af inflation og voksende arbejdsløshed. Der blev talt i dystre toner om en langvarig global energi-og forsyningskrise.

36 år senere: Der er sat en slags normaliseringsproces i gang mellem USA og Iran; oliekrise er et ord, der hører historiebøgerne til, for det nordamerikanske kontinent er godt på vej til at blive en af klodens største producenter af olie og gas. Inflation er et minimalt problem, og hvad med den gældsætning, som nogle dommedagsprofeter under finanskrisen 2007-08 spåede ville føre til, at USA ville gå fallit her i 2016? Blålys eller bare svigtende indsigt.

ALT TALER FOR, at Obama i januar kommer til at aflevere et USA i rimelig sund tilstand, i hvert fald målt på økonomiske alen. Hvis eller rettere når Vestens globale indflydelse alligevel fortsætter med at falde, vil det skyldes britisk europapolitik, asyl-og flygtningepresset på Europas sydøstlige flanke og fortsat passivitet over for et nationalistisk og bidsk Rusland under Putin, men ikke en nødlidende amerikansk økonomi.

Den virkelige fare for faldende vestlig og amerikansk indflydelse på globale anliggender består snarere i, at en Trump i Det Hvide Hus (jo, vi kan ikke længere betragte denne mulighed som teoretisk) bliver ensbetydende med et præsidentskab med meget få visioner for en anderledes indretning af verden.

Sådanne visioner havde den konservative Reagan, hvilket han til mange europæeres forbløffelse demonstrerede først med sit stjernekrigsprojekt i 1983 og 4 år senere med sin nu legendariske ‘ Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned’-tale i det dengang delte Berlin.

FORGANGNE weekend bragte New York Times et langt interview med Trump om dennes udenrigspolitiske orientering på basis af telefoninterview med manden.

Svarene er præget af hans velkendte ‘ Amerika først’-model hele vejen igennem – og er blottet for visioner. Læs her, hvad Trump siger til New York Times, da han bliver spurgt om USA’s aktuelle engagement i Mellemøsten:

»Prøv at se 15 år tilbage, og dette handler ikke kun om Obama: Hvis vore præsidenter bare var taget en tur til stranden for at nyde havet og solen, ville vi have været meget bedre stillet i Mellemøsten end med den nuværende tilstand med så mange døde, med al den ødelæggelse og et kolossalt tab af penge«.

PRÆSIDENTERNE Eisenhower, Nixon og Reagan er nogle af de fornemste bærere af den internationalistiske tradition i amerikansk republikansk udenrigspolitik. Deres brug af militære midler var ikke altid velovervejet, og omkostningerne på flere kontinenter blev voldsomme. Men de tre ledere havde visioner om en anderledes indretning af verden med større politisk frihed, øget samhandel og stærkere kulturel og politisk interaktion. Eisenhower holdt stand i Korea og hjalp afkoloniseringen på vej, Nixon åbnede Kina, og Reagan bidrog til at afmontere Sovjet-imperiet. Vi europæere står alle i gæld til dem.

Kan man forestille sig, at enten Donald Trump eller Hillary Clinton bliver en leder, som vi en skønne dag vil takke for, at Vesten fik gjort kål på Islamisk Stat? Det er svært at få øje på lige nu.

(klumme i Politiken 1.april 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Myanmars nye civile præsident er militærets gidsel

Udgivet den 20. marts 2016 af flemmingytzen

Det tidligere juntastyre er sikret mod retsforfølgelse for årtiers overgreb

Et flere måneder langt politisk drama kom til en foreløbig afslutning tidligere på ugen, da parlamentet i Myanmar, det tidligere Burma, valgte den 70-årige Htin Kyaw til ny præsident. Dermed får det plagede land sin første civile leder i mere end et halvt århundrede.

Til det sidste var der spænding om, hvorvidt det skulle lykkes for vinderen af sidste års parlamentsvalg, nobelpristageren Aung San Suu Kyi, at få en aftale i stand med den militære blok i parlamentet om at ændre den bestemmelse i forfatningen, der forhindrer hende i at indtage præsidentposten. Da dette ikke lykkedes, foreslog den Nationale Liga for Demokrati (NLD) Htin Kyaw, som blev valgt med 360 ud af 652 afgivne stemmer.

Den nye præsident har været nær ven af Suu Kyi, siden de var klassekammerater i gymnasietiden i begyndelsen af 1960′ erne. Deres fædre traf hinanden i de studenterorganisationer, der et par årtier forinden forberedte selvstændigheden for datidens britiske Burma.

Htin Kyaw og Suu Kyi er blevet set sammen ved stort set alle de møder af betydning, som hun har talt ved siden frigivelsen fra flere års husarrest i november 2010. Den nye præsident er søn af en berømt forfatter, der gik ind i NLD tidligt efter grundlæggelsen i 1988 og vandt en parlamentsplads ved valgene i 1990. Han har taget sin universitetsuddannelse i Storbritannien og er gift med et andet prominent parlamentsmedlem for NLD, Su Su Lwin, der netop er blevet gjort til formand for parlamentets udenrigskomité.

AF MINDST lige så stor betydning for Myanmars politiske fremtid blev valget af den ene af Myanmars to vicepræsidenter. Militærets kandidat Myint Swe fik 213 stemmer og er dermed blevet nr. 2 i det formelle magthierarki.

Myint Swe er en berygtet eksgeneral, der under det tidligere juntastyre var ansvarlig for nedkæmpelsen af munkeopstanden i 2007, hvor mindst 32 civile, herunder flere munke, blev mejet ned i Yangons gader. Han har tætte forbindelser til den mangeårige diktator Than Shwe og til flere af de oligarker, som er blevet hovedrige på at udnytte forbindelserne i det magtfulde militær til at skabe reelle økonomiske monopoler.

Derfor står han stadig på det amerikanske udenrigsministeriums sorte liste over personer, som amerikanske virksomheder er afskåret fra at gøre forretninger med.

DEN NATIONALE Liga for Demokrati har siden sin overvældende valgsejr i november i fjor talt for, at den efter den formelle magtoverdragelse vil tage det tidligere juntastyres dispositioner op til revision.Om dette kan realiseres, er mere end tvivlsomt.

NLD har aldrig tidligere haft praktisk regeringserfaring og vil være tvunget til at trække på teknokrater, der har tjent under det tidligere juntastyre.Retsforfølgelse af tidligere juntafolk for massive overgreb under et halvt århundredes juntastyre virker som en fjern drøm.

Torsdag overraskede den nyvalgte præsident ved at fremlægge et forslag om at reducere antallet af ministerier med en tredjedel; at indstille 18 nye ministre til udnævnelse til afløsning af de 36 afgående og at oprette et helt nyt ministerium for etniske anliggender.

Forfatningen giver præsidenten ret til at udpege samtlige ministre på grundlag af en liste, der skal forelægges parlamentet.Dog med den vigtige tilføjelse, at indenrigsministeren, forsvarsministeren og ministeren for grænseområderne udpeges af militæret.Trods den indlysende triumf for et politisk parti og en bevægelse, der voksede ud af årtiers jernhård militær undertrykkelse, er der stadig uendelig langt til virkelig politisk forsoning.

Et opgør i parlamentet mellem NLD og den militære blok om mulige konfiskationer af de enorme formuer, som militæret har tilranet sig, vil støde på massiv modstand. Militæret sidder på alle magtmidler.Det økonomiske løft, som landet har så hårdt brug for, kan ikke realiseres, før de militære monopoler i økonomien opløses.

At få sikret en mere retfærdig fordeling af Myanmars kolossale naturressourcer er en af de mest påtrængende udfordringer.Den største forhindring er her, at forfatningen friholder de største og vigtigste ministerier – forsvar, politi og grænseregionerne – fra parlamentarisk kontrol.

Reformerne i Myanmar har langtfra afmilitariseret landets politiske system, snarere givet militærets dominans et skær af legitimitet.

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

I Østasien er politisk frihed på retur – men der er fred i regionen

Udgivet den 6. marts 2016 af flemmingytzen

‘Demokratierne’ i Asien er ubehagelige. Men de går ikke i krig med hinanden.

Under den kolde krig fik Danmark jævnligt besøg af politisk forfulgte og dissidenter fra datidens østblok, Sovjetunionen og de øst-og centraleuropæiske lande.De fleste af dem gav vigtige indblik i lukkede, undertrykkende verdener. Siden fulgte systemkritikere fra bl. a. Iran, Irak, Myanmar/Burma og Tibet/Kina.

De færreste danskere har vel nogensinde kunnet forestille sig, at vi kunne tage imod en dissident fra det land, som titusinder af danskere kender fra ferieophold, Thailand. Men sådan en person dukkede op for nylig, og for os, der lyttede til ham i en kreds domineret af herboende thailændere, blev det ikke nogen opmuntrende oplevelse.

Jo, den pågældende klarer sig uden for hjemlandet i kraft af sine akademiske kvalifikationer, der gør, at han er efterspurgt på universiteter i både Asien og Europa. Men det, han kunne fortælle om de politiske tilstande i hjemlandet, var af en sådan karakter, at i hvert fald danske ferierejsende nok burde vide det, men sandsynligvis foretrækker at holde sig for øjne og ører.

Kernen i den besøgende dissidents budskab var, at en politisk liberalisering i Thailand vil trække ud i årevis, og at en sofistikeret form for forfølgelse fortsat vil høre til dagens uorden. Vender han hjem, bliver han arresteret. Hans slægtninge har oplevet ubehagelige besøg af militærfolk, der har pålagt dem at stille op til ‘ samtaler’ på en kaserne.

THAILANDS militærstyre nærmer sig 2-års-milepælen, og juntastyret har for nylig bebudet, at dens forfatningsudkast skal til folkeafstemning i slutningen af juli i år. Med historien om Thailands politiske kultur i erindring er der ingen grund til at forvente, at millioner af vælgere, der ønsker en tilbagevenden til civile tilstande, får deres forventninger indfriet.

Som i så mange andre asiatiske lande er politiske debatter domineret af ekstrem populisme i en grad, europæere har vanskeligt ved at forestille sig. Alligevel er det ikke utænkeligt, at et flertal af vælgerne vil forkaste juntaens forfatningsudkast, og hvad vil der så ske? Jo, så afholder man da alligevel valg til et nyt parlament, og det vil ske i løbet af 2017, har juntaens talsperson forsikret.For generalerne vil så omhyggeligt håndplukke en af landets talrige tidligere forfatninger og bruge den. Keine Hexerei.

I NABOLANDENE er situationen ikke meget bedre. Der hersker fortsat usikkerhed om magtoverdragelsen til et civilt styre i Myanmar/Burma, og i Malaysia synes der ikke at være nogen ende på korruptionsskandalen omkring regeringschefen Najib Razak, der beskyldes for at have modtaget omkring 1 milliard dollars i bestikkelse, en del af midlerne fra en statslig udviklingsfond, andre fra oversøiske arabiske donorer.

Razak er folkevalgt, og Malaysia har en positiv politisk historie uden militære magtovertagelser. Men det multietniske og multikulturelle samfund har en ulykkelig historie om et dybt politiseret retsvæsen, der friholder magtfulde ledere og chikanerer disses modstandere. Kort sagt: et demokratisk flerpartisystem uden en retsstat.

Cambodja har i årtier været ledet af en notorisk kleptokrat og ekskommunist, Hun Sen, der i dag er en af Asiens rigeste mænd. Men den engang så plagede nation er i rimelig god økonomisk gænge, og ved det seneste valg i juli 2013 opnåede oppositionen sit bedste resultat nogensinde trods omfattende chikaneri fra magthavernes side.

Så historien om de asiatiske vækstmirakler er mildt sagt broget, uskøn og modsætningsfuld. Men set over et kvart århundrede er der en realitet, der springer i øjnene: Antallet af væbnede konflikter og oprør er faldet dramatisk.

Med FN-systemets varierende grad af involvering blev der fra midten af 1990′ erne og en snes år frem afsluttet konflikter i Cambodja, Indonesien og Østtimor.

Kina og Taiwan handler med og investerer i hinanden som aldrig nogensinde tidligere, og i Burma/Myanmar er oppositionen ikke blot blevet legaliseret, den har tilmed vundet valg (april 2012 og november 2015).

Frem til 1979 døde tusinder af østasiater i krig hvert eneste år. Siden har der ikke været en eneste traditionel landkrig med kampvogne og tropper. Der er ro på, mens demokratiet og retsstaten rulles baglæns.Er der stadig nogen, der tror på teorien om ‘ demokratisk fred’? Der er nok nogle lærebøger, der skal skrives om.

(klumme i Politiken 6. marts 2016)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Ønskes: Et USA med kun få fjender

Udgivet den 4. marts 2016 af flemmingytzen

Uduelige ledere har brug for Amerika som syndebuk for at bortforklare egen elendighed

For ikke så mange år siden var krig og væbnet konflikt i større skala noget, der udspillede sig mellem stater. Det dominerende paradigme under den kolde krig var en bipolar orden, hvor en alliance af stater rustede sig til en mulig væbnet konfrontation med en anden alliance af stater. Europa forblev forbløffende stabilt i perioden, om end udbredt nervøsitet og tvivl i Vest og systematisk undertrykkelse i Øst var gældende præmisser.

I dag hersker der en ubehagelig uorden i Europas nærområder mod øst og sydøst. Islamisk Stat og Putins Rusland er de to drivende kræfter her, men ingen uden for Europa og Mellemøsten ser noget som helst attraktivt i de regeringsformer, som henholdsvis Kalifatet og Kreml tilbyder. Hvad kloden som helhed har hårdt brug for, er en stærkere global ordenshåndhævelse, der som bekendt kun kan leveres fra et eneste sted, USA.

Men det store flertal af amerikanere har hverken viljen eller gejsten til at se nationen som global strømer, hvilket Donald Trumps svulstige valgretorik ikke kan kamuflere.

DE historieskrivere, der i disse måneder varmer op til at skrive Barack Obamas eftermæle, er sandsynligvis grundlæggende enige om, at i hans snart 8 år som præsident har supermagten været på retræte, tydeligst illustreret af den militært nedtonede rolle, USA for tiden har over for brændpunkterne Syrien, Irak og Afghanistan. Sporene fra de fejltænkte interventioner under George W. Bush skræmmer.

Om retræterollen også er gældende fra 2017, er uvist. At gøre Amerika stort igen, som både Trump og Clinton stiller vælgerne i udsigt, er et usikkert kort at spille, især i de dele af verden, der ikke abonnerer på de amerikanske frihedsidealer.

Det ironiske og paradoksale i tilstanden for klodens eneste militære supermagt er bare, at selv USA’s mest sammenbidte og uforsonlige modstandere har hårdt brug for – ja, gæt engang: Amerika.

DER TALES om en mulig politisk og kulturel opblødning i Iran efter præstestyrets pudsige variant af en valghandling. Men ingen kan i horisonten se åbningen af en amerikansk ambassade i Teheran og en tilsvarende iransk i Washington.

Den konservative del af præsteskabet har stadig brug for ‘ den store satan’ som det fjendebillede, der blev malet af ayatollah Khomeini tilbage i 1979, og som jævnlig friskes op med nye farver.

Tilsvarende har det fanatiske klanstyre i Nordkorea stadig brug for den store imperialistiske aggressor USA for at kunne begrunde en ekstrem militarisering af et kastesamfund i reel belejringstilstand.

Ligeledes har russiske nationalister brug for billedet af en ekspanderende amerikansk militærmagt, der generer Kremls drømme om at genvinde fordums storhed. Hvad der gør det svært for en opposition at komme på banen. For den vil få at vide, at den går amerikanernes ærinde og skader Rusland.

Venstreorienterede nationalister i Afrika og Latinamerika har brug for at pege på den globale, amerikanskdominerede kapitalisme som ‘ synderen’, når deres egen inkompetence og elendige regeringsførelse skal bortforklares.

SER VI LIDT længere tilbage i historien, tegner der sig et forunderligt billede. Fra 1950-75 var USA i blodige konfrontationer i Øst-og Sydøstasien. Den Koreanske Halvø blev 1950-53 scene for en amerikansk-kinesisk stedfortræderkrig, der kun er stoppet af en teknisk våbenstilstand.

I foråret 1975 oplevede supermagten en ydmygende retræte fra Sydvietnam og Cambodja.For 44 år siden vendte præsident Nixon hjem fra et Kina, som hans sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger, betegnede som »ludfattigt og stalinistisk«.

På en kold januardag i 1979 i Washington underskrev præsident Jimmy Carter et sæt af aftaler, der skulle vise sig at blive afgørende for en gennemgribende modernisering af det kinesiske samfund.

Kort efter sin tiltrædelse i januar 1993 bebudede præsident Bill Clinton en normalisering med den tidligere krigsmodstander Vietnam. Resten er historie, og den er alt overvejende positiv.

USA’s to tidligere krigsmodstandere i Østasien har ikke brug for at bebrejde amerikanerne de udfordringer, de står over for i dag.

Beijing og Hanoi ruller de røde løbere ud for tusinder af amerikanske erhvervsfolk og turister året rundt. Det skaber fælles velstand i milliardklassen. Østasiens middelklasse er vokset støt gennem 20 år.

Morale: Når USA får færre fjender, bliver verden et bedre sted. Det har man lært sig i Havana, men næppe i Moskva eller Teheran.

(klumme i Politiken 4. marts 2016)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

	Liam S til En hurtig lille Nato-krig mod…
	Farvel til Jimmy Car… til Jimmy Carter, 100 år
	Svend Erik Hansen til Universiteterne har givet op.…
	Stig Wørmer til Jimmy Carter, 100 år
	xionghengli til Filmserie om kinesisk historie…
	Ryan Jones til Censur reduceres, mens etnisk…
	Dylan til Ud af paddehatteskyggen
	aclund til Katastrofen i Irak kortlagt i…
	Cara Horton til Jeppes alternative velkomstord
	Stig Wørmer til Taiwan-illusioner på slap…

Flemming Ytzen

En japansk krans i Pearl Harbor

Filippinernes deroute har nu varet i et halvt århundrede

Nordkoreas militær har en stat – ikke omvendt

Koreansk kommunistparti holder sin første kongres i 36 år

Ud af paddehatteskyggen

Læren af Lahore: Terror baner vej for religiøs renhed

Trump bliver ikke en Reagan, desværre

Myanmars nye civile præsident er militærets gidsel

I Østasien er politisk frihed på retur – men der er fred i regionen

Ønskes: Et USA med kun få fjender

Nye indlæg

Nye kommentarer

Arkiver

Kategorier

Meta

Blogstats