Japans shinto-religion er værdig og smuk. Men den misbruges af politikere til at redigere i landets historie. Den forsoningsproces, som vi kender i Europa, er aldrig nået til Østasien.
JEG HAR taget et langt tilløb til at besøge Yasukuni. Grundigt læst helligdommens hjemmeside, forsøgt at ringe og faxe, uden at der blev reageret i den anden ende.Mit store held er at kende en kollega på et stort japansk medie; han oversætter min henvendelse til japansk og melder tilbage: Vi er velkomne!
Det viser sig at blive en både unik og rystende oplevelse.
En mild formiddag i forsommeren modtages vi uden for templet af en shinto-præst, som tager os ind i et spartansk udsmykket mødelokale, og her forklarer han tålmodigt helligdommens betydning: at den er etableret i 1869, det tidspunkt, da kejserdømmet indledte en vestligt inspireret modernisering.
JAPANS UDVIKLING som stat i første halvdel af det 20. århundrede blev brutal og turbulent. Vi får at vide, at formålet er at ære de rastløse sjæle fra alle de knap 2,5 millioner soldater og andre, der har ofret sig for nationen i alle dens krige. Helligdommens oprindelige formål var at hædre de faldne royalister, der døde for kejseren i opgøret med Tokugawashogunatet og dermed lagde grunden til den moderne japanske stat.
Siden blev templet centrum for en patriotisk statskult med kejseren i centrum som efterkommer af solgudinden, det mytologiske ophav for det japanske folk.Det er ikke en krigsgud, der tilbedes her! Lad os kalde det en dyrkelse af forfædre.
Men det er ikke kun de millioner af soldater, der er døde på slagmarkerne siden 1869, der æres i Yasukuni; det er også flere tusinde krigsforbryderdømte, herunder 14 såkaldte klasse A-krigsforbrydere: de topledere, der blev dømt ved Tokyo-tribunalet (1946-48), den asiatiske variant af Nürnbergprocessen mod Hitlertysklands ledere.
I EUROPA er de fleste fortrolige med den selvkritik, som udgik fra Forbundsrepublikken Tyskland efter Anden Verdenskrig. Tyskland og Japan var allierede, men europæiske historieskrivere har ikke givet ret meget plads til beskrivelser af den japanske adfærd i sine nabolande. Mit ærinde med at besøge Yasukuni er at undersøge, hvordan japansk og tysk historieopfattelse adskiller sig fra hinanden, og hvorfor det officielle Japan ikke har kunnet levere en historieskrivning, som den vi kender fra tyske forfattere.
Mange japanske regeringsledere og udenrigsministre har været forbi nabolandene for at undskylde og beklage hvad der skete frem til 1945. Det skete, i takt med at Japan begyndte at etablere sig som økonomisk sværvægter i de lande, det tidligere havde koloniseret.Men det har ingen blivende virkning haft. I disse år vokser turiststrømmen fra Japans tidligere kolonier, især er det kinesere og sydkoreanere, der tager det gamle herrefolk og dets kultur i øjesyn.
Herrefolk? Giver den betegnelse mening? Det kommer vi tilbage til.
70-ÅRET for nedkastningen af de to atombomber over Hiroshima og Nagasaki og den efterfølgende kapitulation 15. august, der endeligt afsluttede kamphandlingerne i Fjernøsten, burde være anledning til forsoning og forståelse mellem verdenskrigens gamle modstandere i Østasien.
Ganske som vi for længst har gjort i Europa med taler, kransenedlæggelser, konferencer, dialogmøder mellem politikere og civilsamfund. Tænk blot på, hvor dygtigt skiftende tyske regeringsledere håndterede de ideologiske modstandere i øst: fra Willy Brandts legendariske undskyldningsgestus i 1970, knælende foran monumentet for ofrene for opstanden i Warszawa, og frem til omfavnelsen af DDR-borgerne fra 1989.
DIREKTE oversat betyder Yasukuni ‘ fredeligt land’. Templet ligger smukt og diskret i det centrale Tokyo, ikke ret langt fra kejserpaladset, regeringschefens embedsbolig og parlamentskomplekset. Nydeligt indrammet af en park, der lægger behagelig afstand til kontorpaladserne og trafikstrømmene uden for.
Som begreb er Yasukuni lige så betydningsfuldt for forståelsen af det moderne Japan som Hiroshima og Nagasaki. De to atombombede provinsbyer definerer for alle japanere den selvopfattelse af nation og folk, der fulgte efter i ruinerne fra de to atombomber: Vi blev ofre.
Japansk historieskrivning er gennem alle syv årtier blevet præget af, at den kryber uden om årsagerne til krigen og Japans medskyld. Der tales systematisk uden om den realitet, at andre asiatiske folk blev ofre for noget, japanerne var ansvarlige for.
JAPAN BLEV en kolonimagt og aggressor i Asien, længe før Hitlertyskland begyndte at udvide sit europæiske Lebensraum. For livsrum – i betydningen adgang til råstoffer og arbejdskraft – var, hvad de militaristiske japanske ledere begyndte at skaffe sig, umiddelbart efter at den kejserlige flåde havde besejret Rusland i 1905; en begivenhed, der chokerede Europa og markerede indledningen til opbygningen af det imperium, der siden kom til at gå under betegnelsen Det Store Østasiatiske Fælles Velstandsområde – det klinger unægtelig pænere end livsrum.
Historieskrivningen har sat nogle dramatiske markører i opbygningen af ‘ velstandsområdet’: kolonisering af Korea i 1910, invasion i Manchuriet i 1931, krig i fuld skala mod Den Kinesiske Republik i 1937 og den uundgåelige konsekvens: angrebet på den amerikanske flådebase Pearl Harbor i Hawaii 7. december 1941, fordi USA med sanktioner mod Japan havde modsat sig den japanske koloniseringspolitik.
YASUKUNI var ukontroversielt i mange år. I 1978 valgte templets øverste ansvarlige at inkludere netop 14 klasse A-forbrydere fra Tokyo-tribunalet. Det passede alt for godt ind i de nationalistiske og militaristiske kredse, der sværmerisk taler om at genrejse japansk storhed ved at ære fortidens imperiedrømme.
Læg hertil de overlevende sager om koreanske ‘ trøstekvinder’, betegnelsen for den kejserlige hærs brug af sexslaver under felttoget på det asiatiske fastland.Nogle overlevende har søgt den japanske stat om erstatninger; enkelte har opnået økonomisk kompensation, men japanske politikere negligerer systematisk emnet.
Senest er det blevet forklaret af en minister med, at sexslaverne var konsekvensen af menneskehandel, underforstået en aktivitet, som nogle private stod bag, ikke den japanske stat og krigsmagt. Gør det ikke indtryk på shinto-religionens embedsudøvere, at Yasukuni er en kilde til så store spændinger, spørger jeg præsten.»Nabolandene politiserer og udnytter situationen«, lyder svaret.
JEG FORSTÅR hans pointe, som han af ren og skær høflighed ikke kan sige rent ud og klart: Det er ikke selve helligdommen, der er problemet, men japanske politikeres udnyttelse af den til at føre en stilfærdig symbolkrig mod de lande, hvor man engang var kolonimagt.
Er det så af respekt for en gammel kulturel og religiøs tradition, at den nuværende regeringschef, Shinzo Abe, har aflagt Yasukuni besøg og udløst kinesisk og koreansk vrede? Nej, det er langt mere.
Abe vil give Japan en militær profil, der indebærer et opgør med den krigsfornægtende forfatning, som nationen blev påtvunget af den amerikanske besættelsesmagt efter 1945. Derfor bruges Yasukuni i en politisk konfrontation mod de historiske rivaler.
VED SAMTALENS slutning viser der sig en mulighed for at komme over i det allerhelligste: en fløj af tempelkomplekset, hvor gæster normalt ikke har adgang. Pludselig står Yasukunis øverste præst foran mig, hilser og taler på det mest korrekte akademisk britisk-amerikansk, man kan forestille sig.
Mødet er ganske kort, og sekunder senere er vi bænket i et venteværelse. Her går det op for mig, at invitationen har en tilføjelse: at jeg skal gennemføre et lille ritual, der ærer og hædrer de mange døde, der ofrede sig for nation og kejser i Japans krige.
Der er ingen vej tilbage; jeg er indfanget af det japanske høflighedskodeks.I ndlysende nok har jeg det svært med at ære de generaler, der sendte Japan ud på morderisk aggressionstogter i Asien. Så jeg lukker øjnene og tænker på de mange unge sjæle, der uden refleksion og kun med tanke på at ære forældre og slægt drog ud på slagmarkerne.
Ritualet er enkelt. Der bukkes og klappes nogle få gange foran et lille alter. Lidt vand på hænderne og et ekstra buk. Kun min kollega og en af templets funktionærer er til stede. Muligheden for en selfie har jeg udelukket, og det ville sandsynligvis også være helligbrøde.
LETTEDE OG en smule forvirrede forlader vi Yasukuni-komplekset og bevæger os over i nabobygningen, krigsmuseet, der hedder Yushukan.Tæt på indgangen står en statue af en kamikazepilot.
Ved siden af en mindesten til ære for den indiske jurist Radhabinod Pal, der var dommer i Tokyo-tribunalet og siden blev en helt for de japanske nationalister, fordi han som den eneste mente, at ingen af de anklagede, heller ikke de 14 klasse A-krigsforbrydere, var skyldige. Lovprisning af en dommer, der fandt krigsforbryderne uskyldige! Side om side med heroisering af en selvmordspilot!
VI TRÆDER indenfor i Yushukan og køber billetter. Der er i forhallen to udstillingsobjekter: det mest anvendte japanske jagerfly fra dengang (Mitsubishi Zero) og et gammelt damplokomotiv, der var i anvendelse på den dødens jernbane, som det japanske militær ved brug af lokal arbejdskraft og overvejende britiske krigsfanger lod opføre mellem Thailand og Burma i 1942-43.
Den forklarende tekst ved lokomotivet nævner ikke med et ord de flere end 12.000 allierede krigsfanger og 90.000 burmesere og andre asiater, der omkom under projektets gennemførelse.Vi bevæger os ad rulletrappen op på museets 1. sal, hvor Japans invasion af Kina og oprettelsen af klientstaten Manchukuo får følgende forklaring: »Kineserne var fremmedfjendske og nationalistiske og rettede deres vrede mod eksisterende internationale aftaler. En antijapansk bevægelse i Manchuriet førte til, at Kwantung-hæren (et andet navn for den japanske invasionsstyrke) oprettede Manchukuo«.
VIDSTE MAN IKKE bedre, skulle man tro, at Manchuriets lokalbefolkning ønskede sig en sådan selvstændig stat. Tænk, hvis et tysk museum i 2015 ville motivere Hitlers tidlige aggressioner således: Antityske bevægelser i Østrig, Tjekkoslovakiet og Polen førte i 1938-39 til oprettelsen af nye europæiske stater.
Allerværst: Der er ingen omtale af civile ofre. Derimod adskillige montrer med fortællinger om officerer og menige, der skriver hjem til familien om det vigtige i at tjene nationen.Patrioters fortællinger, men også martyrers, selv om dette ord ikke bruges.
Kineserne beskrives som lokale terrorister, selv om det unægtelig var dem, der var de sande patrioter og kæmpede for deres land. Japans 16 år lange tilstedeværelse i Manchuriet/Manchukuo beskrives ikke som det, den var i både kinesisk og vestlig optik: en besættelse og en kolonisering.
FORKLARINGEN PÅ denne påtagede ‘ uskyld’ findes i henvisningen til, hvad der blev konsekvensen af kejsermagtens invasion i Østasien: De europæiske kolonimagter blev sendt på retræte. Kort og godt: Japans militær påbegyndte afkoloniseringen i Asien ved at sende den hvide mand på porten og bane vejen for økonomisk og industriel udvikling.Skal vi lige tage ‘ tyskerprøven’ på den også?
Så skal man forestille sig et tysk museum, der glorificerer Wehrmacht og Waffen-SS og beskriver den tyske ‘ tilstedeværelse’ i Øst-og Centraleuropa, Frankrig, Danmark og Norge 1938-45 som nødvendig for tyske sikkerheds-og økonomiske interesser og dermed opbygningen af et økonomisk stærkt Europa.
EN CENTRAL historisk begivenhed er det japanske angreb på Nanking, den kinesiske republiks hovedstad, i 1937. Det hedder her, at general Iwane Matsui – en af de 14 krigsforbrydere, der blev henrettet efter Tokyo-tribunalet – insisterede på, at hans soldater var ‘ strengt disciplinerede’ i deres adfærd.De formastelige, der forgreb sig på civile, blev truet med strenge straffe, får vi at vide.
Om nogle af Matsuis soldater gik amok, nævnes ikke, heller ikke, at snesevis af historikere (kun få japanere blandt dem) anser tallet på de 300.000 dræbte for sandsynligt. Det fortælles videre, at kinesiske soldater, der var trukket i civil, blev straffet strengt, ikke at de blev slagtet i tusindtal.
Og sådan fortsætter det. Krigshistorie uden problematisering og omtale af civile ofre. En glorificering af våbenførende repræsentanter for den japanske stat.Den var aldrig gået i Europa. Østasien er ikke i nærheden af den forsoningsproces, som har gavnet Europa.
JEG FORLADER parken med Yasukuni og Yushukan med en oplevelse af, at denne nation har brug for et gennemgribende generationsopgør. For nylig samledes tusinder af især yngre japanere til de rituelle mindehøjtideligheder i Hiroshima og Nagasaki. Det rækker bare ikke med denne selektive historieskrivning. Hvor Yasukuni i sig selv er acceptabelt, er Yushukan en skændsel. Lad os få en underskriftsindsamling, der kræver indholdet skiftet ud, og tag venligst et hold sydkoreanske og kinesiske faghistorikere med på råd, når det nye museum skal udformes.
(Kronik i Politiken 13. august 2015)
Flemming Ytzen 