Da vi mødte bådflygtninge med sympati

Udgivet den 3. juli 2015 af flemmingytzen

For små fire årtier siden modtog vi også flygtninge, der var samlet op på havet. De fik sympati og chancer. 

Folk med en hukommelse, der rækker ca. 35 år tilbage eller længere, vil erindre udtrykket bådflygtninge. Betegnelsen dækker over de hundredtusinder af især vietnamesere, der i slutningen af 1970′ erne forlod deres hjemland i kølvandet på den amerikanske retræte fra den konflikthærgede region, engang kendt som Fransk Indokina.

I 1975 var et proamerikansk regime i den sydvietnamesiske republik blevet løbet over ende af en invasionshær fra det kommunistisk styrede Nordvietnam. Den påtvungne genforening af de to fjender blev gennemført på så uforsonlige betingelser, at store befolkningsgrupper, herunder mange etniske mindretal, bogstavelig talt valgte at gå i bådene, hvorved et voldsomt menneskeligt drama udspillede sig hen over flere år.

fall-of-saigon_500

Tusinder druknede i Det Sydkinesiske Hav, men endnu flere blev samlet op af både civile og militære fartøjer. Mange endte i lejre i Vietnams nabolande, mens andre blev sejlet til modtagerlande i Vesten, især USA, mens mindre grupper ankom til Vesteuropa, Danmark inklusive. Den sydøstasiatiske flygtningekrise kulminerede i 1978-79.

I DATIDENS hjemlige politiske landskab var der bred enighed om, at de nødstedte asiater skulle modtages på betryggende vis, og mediedebatten var fuldstændig befriet for den retorik, der for nuværende præger diskussionen om, hvor mange og hvilke flygtninge fra Mellemøsten og Afrika vi bør finde plads til.

0,,1047223_4,00

Sympatien, eller rettere empatien, med de nødstedte bådflygtninge skal utvivlsomt forklares med, at asylsøgerne var ofre i dobbelt forstand: først udsat for den massive ødelæggelseskraft, som den amerikanske supermagt havde udsat det ludfattige risbondesamfund for. Siden forfulgt, fordi de blev set som illoyale landsforrædere, der ikke havde den ringeste sympati for de nye kommunistiske herrer i hjemlandet.

Selvfølgelig betød det også noget, at antallet var beskedent: Danmark tog imod lidt mere end 7.000 vietnamesere, laoter og cambodjanere. Målt med nutidens realiteter et lille tal, hvilket forklarer, hvorfor det vietnamesiske mindretal i dag er økonomisk velintegreret hos os. Mere end 2,5 millioner fra Vietnam, Laos og Cambodja fik nye livsmuligheder i vestlige lande, mens omkring en halv million siden blev repatrieret i deres oprindelseslande, størsteparten efter at der via FN-systemet var indgået aftaler med de respektive regeringer.

20091113_vietnam-boat_331

MEN DET TOG tid. I årevis sad titusinder af bådflygtninge i lejre i nabolandene.Den indlysende løsning, repatriering, blev først aktuel, efter at den vietnamesiske regering i 1987 indledte en reformpolitik, der indeholdt tilbud om tilbagevenden med garanti for, at de, der returnerede, ikke ville blive forfulgt. Det vietnamesiske kommunistparti gik tilmed så langt som til at formulere en regulær undskyldning for den forfølgelse, der havde ramt især mange etniske mindretal. Regeringen i Hanoi erkendte, at den især havde brug for de entreprenante etniske kinesere, der havde været de mest effektive kapitalister i datidens Sydvietnam.

De tusinder af bådflygtninge og andre, der havde bygget et nyt liv op især i USA, fik besked om, at de var velkomne til at komme på besøg i hjemlandet. Husk at tage jeres dollars med, lød beskeden tværs over Stillehavet. Vietnam trådte derefter i karakter som udviklingsstat.

RESTEN ER HISTORIE, og den er overvejende positiv. De asiatiske mindretal i USA og Europa er i den kategori af indvandrere, der tidligere end andre mindretal køber fast ejendom, sikrer deres børn uddannelse og lader dem løbe op ad den sociale rangstige.

glenn-and-sabrina-hoa

Bådflygtningenes børn ligger i bunden af kriminalitetsstatistikkerne og står på toppen af universiteternes karrieretrapper. Little Saigon-bydelene i mange nordamerikanske storbyer er solide som pengeinstitutter og har leveret massive bidrag til de seneste års væksteventyr hos fætre og kusiner i og omkring Ho Chi Minh Byen.

KAN DENNE erfaring gentages med de titusinder, der nu presser på Europas porte i syd? Det forekommer meget lidt sandsynligt. Ikke bare er antallet af mennesker på flugt langt større end dengang, den politiske vilje i Europa er også dramatisk mindre. Flere af flygtningenes oprindelseslande er ikke længere fungerende stater og har ikke udsigt til at blive det. Vi står derfor ved begyndelsen til en ny folkevandringstid. Det bliver ikke nemt, snarere uhyggelig brutalt.

(klumme i Politken 3. juli 2015) 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Forfra med dansk bistandspolitik i Løkkes ny regering

Udgivet den 25. juni 2015 af flemmingytzen

Flygtningestrømmen over Middelhavet gør det nødvendigt at tænke om i prioriteringen af danske udviklingsmidler.

HVIS UDFALDET af de igangværende regeringsforhandlinger bliver, at kongelig undersøger Lars Løkke Rasmussen danner en ren Venstre-regering, bliver denne smal, også i den forstand at antallet af ministre reduceres. Det vil med stor sandsynlighed medføre, at posten som udviklingsminister sløjfes, og den knap 17 milliarder kroner store udviklingsbistand lægges tilbage under udenrigsministeren, sådan som det var tilfældet i de ti år under Schlüter-regeringen 1982-93. Søren Pind (udviklingsminister 2010-11) er den sandsynlige kandidat.

M_de_i_Det_Udenrigs_884985a

Bliver det i stedet til en toparti-regering med deltagelse af Dansk Folkeparti, er det derimod sandsynligt, at posten som udviklingsminister opretholdes, ligeledes at den fortsat kædes sammen med handel, i praksis erhvervsfremme og danske investeringer i udvalgte udviklingslande.

De færreste kan vel forestille sig, at Kristian Thulesen Dahl som det første vil vælge udviklingsbistanden til en af sine ministerkandidater, for hvem er det så lige, der skal have den tjans? Søren Espersen? I en situation, hvor vi kan se frem til overførsel af mange millioner kroner til stabilitetsfremmende og fredsskabende initiativer i en række plagede arabiske lande?

Så er et mere sandsynligt bud på posten som udviklings-og handelsminister Venstres Jakob Ellemann-Jensen. Som EUordfører fra 2013, udviklingsordfører fra 2011, medlem af Europaudvalget, Forsvarsudvalget, Grønlandsudvalget og Udenrigsudvalget er den snart 42-årige cand. merc. jur. selvskreven til jobbet.

33471_590_0_0_0_640_359

SKER DET, skal det blive interessant at se, om den blå regeringskonstellation tør drive forandringer igennem i dansk udviklingsbistand, som trænger sig på grundet de dramatisk skærpede omstændigheder syd og øst for Middelhavet. I den nyligt overståede valgkamp blev det i debatten mellem partierne kun til sporadiske henvisninger til ‘ FN-målet’, dvs. den realitet, at Danmark er ét af kun fem lande (de øvrige er Luxembourg, Sverige, Norge og Storbritannien), der lever op til FN’s målsætning om at give mindst 0,7 pct. af bruttonationalindkomsten til udviklingsbistand.

Alle vidste, at en mere kritisk og specifik debat om denne del af dansk udenrigspolitik måtte vente, til slaget om stemmesedlerne var overstået. Den kommende minister vil moderere sit ordvalg til, at der skal ske ‘ justeringer’ i anvendelsen af bistandsmidler. Læs: Europa oplever et skærpet migrationspres fra syd, og find nogle flere midler til at afbøde dette pres. Bag nedrullede gardiner taler embedsværket allerede nu om, at der skal ske markante ændringer i fordelingen af bilateral og multilateral bistand; en fordeling, der længe har heddet tre fjerdedel bilateral bistand og den resterende fjerdedel multilateral. For sidstnævntes vedkommende handler det fortrinsvis om FN-organisationer.

HVIS DANMARK og vore europæiske partnere mener det alvorligt med at hjælpe de tusinder af flygtninge fra syd og øst, der søger mod det rige nord, er det de multilaterale systemer, der skal styrkes for at tackle det, som daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen så tidligt som i 1990 kaldte »presset mod Europas bløde bug«.

Anvendelsen af danske bistandsmidler er for længst blevet en del af vor sikkerhedspolitik, herunder terrorbekæmpelse og -forebyggelse, hvilket også står klart i Danidas nyligt offentliggjorte årsberetning for 2014. Heraf fremgår, at det kon-flikthærgede Afghanistan er blandt de største modtagere af danske udviklingsmidler med knap 437 mio. kr. og dermed mere end Danidas kroniske smertensbarn i Afrika, Tanzania, der må ‘ nøjes’ med lidt over 397 mio. kr.

DISSE TO lande repræsenterer en slags yderpoler i dansk udviklingspolitik. Danmark har været til stede i Tanzania siden landets uafhængighed for et halvt århundrede siden, dengang befolkningen talte ca. 11 millioner. Der er siden sket en firedobling af befolkningstallet, uden at landets økonomiske kapacitet er nævneværdigt forbedret, trods årtiers OECD-bistand, der samlet udgør en astronomisk sum. Effekten har været beskeden, og det dominerende problem, befolkningstilvæksten, taler ingen om.

tanzania-children

Afghanistan og Tanzania har det til fælles, at udsigterne til løft i levestandarden for befolkningsflertallet er minimale.Skal Danmark også de næste fire år følge devisen: Her går det sløjt, men send alligevel flere penge? Den kommende udviklingsminister bør indledningsvis besvare spørgsmålet: Husker du fra din skoletid begrebet ‘ den tredje verden’? Den presser på ved Middelhavet.

(klumme i Politiken 25. juni 2015)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Derfor kan Japan ikke gøre i Asien som Tyskland i Europa

Udgivet den 11. juni 2015 af flemmingytzen

 SDF-uniform

I 70-året for krigsafslutningen er Japan langt fra at kunne gøre Tyskland kunsten efter og blive accepteret af sine naboer.

I DENNE måned tager det japanske parlament for alvor fat på en længe bebudet debat om, hvorvidt landets forsvars-og sikkerhedspolitik bør omlægges. Emnet er mere kompliceret, end det umiddelbart lyder, fordi det handler om en nyfortolkning af den såkaldt pacifistiske forfatning, som Japan blev påtvunget af den amerikanske besættelsesmagt efter kapitulationen i Stillehavskrigen i august 1945.

I årtier har det været populært at kalde Japan for pacifistisk, men dette er noget af en tilsnigelse, for landet med klodens tredjestørste økonomi har et militært apparat med en ganske betydelig kapacitet, om end det er kun få år siden, at Tokyo vedtog at oprette et egentligt forsvarsministerium til afløsning for det mere bureaukratiske ‘ selvforsvarsagentur’.

Formelt er der stadig tale om Japans ‘ selvforsvarstyrker’, og det skal forstås bogstaveligt. Den japanske forfatning forhindrer brugen af landets militær til andre formål end at forsvare japansk territorium.Når japanske militære enheder har været udsendt til Irak, har de alene taget sig af støtteoperationer og logistik, men har været udelukket fra deltagelse i egentlige kampoperationer.

8e9b4__71892687_71892686

ALT SAMMEN er det et levn fra de tidlige efterkrigsår i 1950′ erne, hvor USA lagde de politiske rammer for det Japan, vi igennem det følgende halve århundrede kom til at kende som en enestående økonomisk succeshistorie. Men de forfatningsmæssige begrænsninger gjorde, at Japan i hele perioden fik en anonym udenrigspolitik, eftersom landet kun kunne agere på de betingelser, som besættelsesmagten havde defineret.

Her i 70-året for krigsafslutningen kan det konstateres, at Japan står helt anderledes i Østasien, end dets tyske krigsallierede frem til 1945 har bragt sig frem til i nutidens Europa. Når regnebrættet skal gøres op, er realiteten den, at Tyskland er omgivet af venligtsindede allierede (vi glemmer lige de stakkels grækere for en stund), mens det modsatte er tilfældet for Japan, som skal kigge hele vejen over Stillehavet for at finde en venlig allieret (og beskytter, ikke mindst).

_75985432_2907753afp

HVOR TYSKLAND gennem integration i multilaterale traktatsystemer, Nato og EF/EU, blev normaliseret og accepteret af sine naboer, forblev Japan i dyb afhængighed af besættelses-og supermagten USA. Tysklands opbygning af nære relationer til det Frankrig, der især under Charles de Gaulle tilstræbte en større uafhængighed i forhold til alliancepartneren USA, skabte fundamentet for det Europa, der i dag ikke kun lever i fred med sig selv, men også kan gøre dette uden at være enige med og afhængige af amerikanerne i alt.

Japan er slet ikke i nærheden af en tilsvarende status, og den enkle forklaring på tilstanden er, at Østasien trods stærkt voksende samhandel helt mangler den politiske integration, som Europa har gennemført. Skyldes det, at Japans regeringer i efterkrigstiden har været uden visioner, eller at det amerikanske greb om Tokyo har været for stramt?

Realiteten er, intet andet asiatisk land har kunnet spillet den rolle, som Frankrig har gjort i Europa. Sydkorea er lige så afhængig af den amerikanske atomparaply som Japan. Filippinerne er stadig den ynkelige og uvorne dreng i skolegården, som trods lukningen af de amerikanske baser for tyve år siden stadig er dybt afhængig af sin gamle koloniherre.

92093225-c345-4e34-8278-3649a2cba67e

FOR JAPAN og det øvrige Østasien blev afslutningen på den kolde krig ikke det historiske vendepunkt, som Europa oplevede.Korea er uden udsigt til en snarlig genforening, Taiwans fremtid er uafklaret, og regionen syder og bobler med uløste konflikter om især minoriteter og grænsedragninger.

Når Østasien alligevel er et fredeligere sted end både Mellemøsten, Afrika og Europa, skyldes det, som Henry Kissinger aldrig bliver træt af at fortælle sin tilhørere, at magtbalancerne i Asien fungerer optimalt. Spørg lige i Beijing, Seoul, Tokyo og New Delhi, om man har problemer med Vladimir Putin. Nej, vel?

INTET varer evigt, ej heller magtbalancer.Det skal blive interessant at følge det japanske parlaments sommerdebat om landets fremtidige sikkerhedspolitiske kurs. Skåret ind til benet handler den om, hvorvidt det japanske militær skal have lov til andet end det berømmede selvforsvar.

Hvis f. eks. filippinske fartøjer kommer i clinch med den kinesiske flåde i det Sydkinesiske Hav, skal Japan så kunne komme sine filippinske venner til hjælp? Tja, mon japanerne kender admiralens vise fra den berømte operette ‘ Pinafore’: Stå aldrig til søs, lad de andre stå, I får stribevis af kors og bånd og stjerner på..

(klumme i Politiken 11.6.2015) 

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, USA | Skriv en kommentar

Hvad civilisation er? Højhastighedstog, selvfølgelig!

Udgivet den 28. maj 2015 af flemmingytzen

Japan kom først med højhastighedstoget Shinkansen. Landene i Eurasien må kopiere den erfaring.

Victorianerne og imperialisterne var ikke i tvivl om meningen med begrebet civilisation og midlet til at fremme den: jernbaner. Siden historiens første damplokomotiv blev sat på skinnerne mellem Liverpool og Manchester i september 1830 har menneskeheden ikke kendt til en mere sikker måde at transportere folk og gods over land på.

Det har vi bare glemt i vores benovelse over, hvor billig trafikflyvningen er blevet, selv om alle ved, at den er reduceret til busdrift i luften.

Med skinnerne i 1800-tallet fulgte udviklingen af imperier og dermed handel, udbytning, kolonisering, udvikling, endnu mere kolonisering, og resten er historie; vel at mærke en dramatisk og ofte voldelig historie, hvis blivende konsekvenser vi den dag i dag kun skal glæde os over.

images

ER MAN i tvivl om relevansen af dette udsagn, skal man tage tværs gennem Japan i det vidunder af et transportmiddel, der hedder Shinkansen – højhastighedstoget, som i fjor rundede sit første halve århundrede.Et dagligt mirakel på skinner, hvor oplevelsen som passager svarer til at gå på kunstudstilling i Fremtidsland.Vogne og sæder er nydelige som i et direktionslokale, og vore medpassagerer ligner folk, der tager sig en hvilepause i Paradis: punktlighed, forudsigelighed og tryghed regerer her.

gdclasse-shinkansen

Jo vist, er højhastighedstog det fornemste udtryk for human civilisation. Ikke noget proletar-irsk Ryanair-punk her; men japansk præcision og høflighed, så det er en sand nydelse.Bag det ligger millioner af arbejdstimer i forskning og udvikling inden for rammerne af effektiv asiatisk planøkonomi.

Nogle tal til forklaring af civilisationsmiraklet: I sine første 50 år transporterede Shinkansen næsten 10 milliarder passagerer.Uden kollisioner eller afsporinger med dødsofre til følge. 10 milliarder!

Jo, der har været to tog, der afsporede: 23.oktober 2004 og 2. marts 2013. Nogle få kvæstede og en del knubs, men ingen dødsofre (vi ser så bekvemt bort fra, at Japan også har sine selvmordere, som beklageligvis vælger at springe ud foran toget).

17_1

Men altså: ingen dræbende kollisioner i 50 år:

Hold lige det op mod de skræmmende fra USA, hvor antallet af årlige omkomne trafikofre på asfalten ligger omkring de 33.000. I euroland holder vi os beskedent på 12.000 dræbte. Fordi det sker på asfalt, undlader vi at kalde det for massakrer.

jr500_shinkansen_by_dragonslayero-d67ikco

JAPAN har geografiske og fysiske forudsætninger, der gør, at Shinkansens skabere gjorde det indlysende rigtige.

Fordi næsten halvdelen af befolkningen på de 125 millioner er koncentreret i tre bycentre, Tokyo, Osaka og Nagoya, ville en satsning på privatbilisme som i 1950′ ernes USA trafikpolitisk have været det rene galimatias.Et århundrede tidligere havde general og præsident Ulysses S. Grant åbnet og civiliseret Det Vilde Vesten med brugen af ‘ jernhesten’.

Hans efterfølger Dwight D.Eisenhower valgte at bygge interstate highways for at kunne realisere den amerikanske drøm om biler, boliger og et liv nær Hollywood. Eftersom Eisenhowers officerskolleger i 1945 brandbombede Tokyo og atombombede Hiroshima og Nagasaki, kan vi ikke fortænke japanerne i, at de realiserede et alternativ:

700_Series_Shinkansen_Interior

Resultatet, Shinkansen, havde premiere lige op til åbningen af de olympiske lege i Tokyo i oktober 1964, og verden opdagede, at civilisationsstaten Japan havde rejst sig fra krigsruiner og atomar aske hurtigere end datidens Vesttyskland.

En skinnende succeshistorie, der overstråler den brutale realitet, at selve ideen om hurtigtog blev undfanget i starten af 1940′ erne, da den japanske militærstats bureaukrater lagde planer for opbygningen af Den Store Østasiatiske Velstandssfære, der skulle gennemskære Kina og løbe hele vejen ned gennem Thailand, Britiske Burma og Britiske Malaya til Singapore.Der kom så lige en verdenskrig i vejen, hvilket forhindrede, at Tokyo blev OL-vært i 1940 som planlagt.

tokyo_olympics

DETTE forspil lader japanerne forståeligt nok ligge hen i mørket. For i dag kan landene på det euroasiatiske kontinent gøre dem kunsten efter: Kald det en silkevej eller en stålvej; det er udvikling og velstand sat på skinner.

Tankevækkende dog at Indien var lige så tidligt på skinner som Japan, men her stillede kultur, traditioner og bureaukrati sig i vejen, så inderne kører stadig i slowmotion-tog, uagtet at det var de tog, briterne byggede, der gjorde det subkontinentale kludetæppe til en sammenhængende nation.

Hvad der forsinker det euroasiatiske togprojekt bliver Ruslands Putin. Få den mand ud på et sidespor snarest.

(klumme i Politiken 28.5.2015)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Japan har fravalgt den oplagte løsning: indvandring

Udgivet den 14. maj 2015 af flemmingytzen

Den demografiske udfordring i Japan er velkendt. Øget indvandring har vist sig at være umulig.

EFTERHÅNDEN er det ved at være en trivialitet at konstatere, at Japan er klodens hurtigst aldrende samfund. Vi, der er gamle nok til at huske de olympiske lege i Tokyo 1964, erindrer nok fotos og tv-billeder af jublende unge optimister, der glædede sig over, at deres nation havde rejst sig fra krigstraumernes ruiner ved hjælp af Toyota, Canon, Sony og ikke mindst højhastighedstoget Shinkansen.

Sidstnævnte er stadig et prægtigt stykke ingeniørkunst, der kan minde et og andet vestligt samfund om, at vi var for hurtige til at lade skinnerne afløse af autobahner og autostradaer.

SOM GÆST i Tokyo kan det stadig være lidt af en prøvelse at vænne sig til det mylder af højhuse, der får selv det centrale London eller Paris til at ligne noget provinsielt. Bag tårnene af glas, stål og beton findes der grønne oaser, hvor man tydeligst ser beviserne på samfundets hastige aldring, for her er rollatorer udbredte: sikke en kontrast til Shinkansen.

De mange restauranter og spisesteder er et andet vidnesbyrd om demografiens udfordring: Ingen anden madkultur er så sund og livsforlængende som den japanske, men ønationens borgere bliver ikke bare ældre end før; i bunden af alderspyramiden bliver de hastigt færre.De japanske kvinders fødselsstrejke har efterhånden varet mere end en generations tid.

Folketallet falder med en kvart million om året, hvilket kan synes overkommeligt, hvis det afbalanceres med en tiltagende indvandring. I 2010 talte myndighederne 128 millioner indbyggere, men forventer, at i 2060 er befolkningstallet dramatisk skrumpet til 87 millioner, hvis vi skal tro en beregning fra det Nationale Institut for Befolkning og Social Sikkerhedsforskning.

16511408-Old-lady-walking-slowly-but-happily-Stock-Vector-old-cartoon-grandmother

I samme periode skrumper arbejdsstyrken med mere end 40 procent og når et niveau på 38 millioner.

Så længe familier med flere end ét barn er få og små, vil der være mindst to håndtag at regulere på i det japanske arbejdsmarked:

Flere kvinder kan blive jobsøgende, og myndighederne kan gøre det lettere at importere arbejdskraft fra især nabolandene i Asien. Dog ikke Sydkorea og Kina, der om mindre end en snes år rammes af samme demografiske bombe som Japan.

Kazumasa Iwata, der er tidligere vicedirektør i den japanske centralbank, har foreslået regeringen at øge importen af arbejdskraft fra det nuværende niveau på ca. 50.000 årligt til mindst 200.000. Et sådant tiltag er næppe realistisk.

FOR EN halv snes år siden lagde myndighederne an til en massiv import af arbejdskraft for at kunne bemande de titusinder af ledige stillinger i plejesektoren.Tokys bureaukrater sendte folk til Filippinerne, der er Sydøstasiens største eksportør af arbejdskraft, og her var der i første runde en betydelig interesse.

Men ansøgernes begejstring kølnedes betydeligt, da det blev klart, at betingelsen for at blive ‘ sosu’ på japanske alderdomshjem er, at man lærer sig de indfødtes svære sprog. Så de titusinder af filippinoer, der kunne have livet op i den japanske plejesektor, blev hjemme.

Beklageligvis er der ingen indvandret arbejdskraftreserve af betydning, der kan ‘ japaniseres’. Kun 1,6 procent af befolkningen er udlændinge, hvilket er den tredjelaveste andel i en OECD-opgørelse, hvor kun Polen og Slovakiet har endnu færre andele.

I USA er andelen 6,8 procent og i Schweiz så høj som 22 procent.Japan gør det på flere måder svært for udlændinge at blive statsborgere. Der kræves fem års bopælsadresse i landet, hvor ansøgeren har vist sig i stand til at forsørge sig selv, men blot at opnå arbejdstilladelse kan være et bureaukratisk helvede.

Blandede ægteskaber er der få af. Det ville også være svært at se de løsslupne og lattermilde filippinoer opnå ægteskabelig lykke med en disciplineret selvkontrolleret japaner af den gamle skole.

JP_POPDCL0709

Tiden, hvor udstationerede amerikanske soldater fandt sig en japansk brud, ligger langt tilbage, og der er ingen opdaterede versioner af Puccuni-operaen ‘ Madame Butterfly’, som trods sine mere end 110 år på bagen kunne have materiale til en nyromantisk bølge blandt unge japanske kvinder på jagt efter en udenlandsk ægtefælle. Men de vælger enten karriere og singleliv eller et ægteskab, hvor den kedsommelige lønmodtagermand tidligst er hjemme hos familien ved 21-tiden.

madamaButterfly

At lade naboer gifte sig ind i hinandens samfund, som unge skandinaver har gjort i århundreder, er der heller ikke udsigt til.

Forestillingen om, at unge koreanske eller kinesiske kvinder kunne forsøge sig med japanske mænd er lige så urealistisk, som hvis danske og norske ungmøer havde drømt om unge tyske mænd i befrielsessommeren 1945.

(klumme i Politiken 14. maj 2015)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Syv samuraier og to atombomber

Udgivet den 3. maj 2015 af flemmingytzen

Derfor får Japan ikke rollen i Asien, som Tyskland har haft i Europa: forsonerens.

Mit første møde med et japansk kulturelt univers var en efterårsaften i 1963, da jeg som 11-årig så Akira Kurosawas mesterværk ‘ De syv samuraier’ i dansk fjernsyn.

Oplevelsen satte sig dybe spor. I gymnasietiden forsømte jeg lektieopgaver for at pløje mig igennem den amerikanske japanekspert Donald Richies digre værk ‘ The Films of Akira Kurosawa’.

imgrexs

Læsningen gjorde det klart, at den japanske krigerkastes æresbegreber lod sig forene med en dyb humanisme i form af samuraiernes opofrelse ikke kun for hinanden, men også de fattige bønders overlevelse i den by, de var sat til at forsvare. Kurosawa havde ladet sig inspirere af sin amerikanske instruktørkollega John Ford og dennes legendariske westerns, der under en overflade af vildskab og vold rummer dybe humane budskaber.

Men et er de store filmskaberes fortællinger, noget andet er nutidens realpolitik, asiatisk og japansk historieforståelse, ikke mindst USA’s komplekse forhold til sin vigtigste allierede i klodens økonomisk mest dynamiske region, Østasien. Den japanske regeringschef Shinzo Abes ugelange besøg i USA og hans tale til Kongressen har mindet os om, at selv 70 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig står der i Østasien en række uløste og uforklarede dilemmaer tilbage.

Shinzo Abe, Joe Biden, John Boehner

JAPANS ALLIANCE med og afhængighed af USA er et direkte resultat af de to atombomber, der i august 1945 førte til en afslutning på det, vi i historiebøgerne kender som Stillehavskrigen.Alliancen, der med en tidligere japansk regeringschefs ord gjorde Japan til USA’s usænkelige hangarskib i Østasien, tjente til stor gavn også under den kolde krig.

Men det spørgsmål, der trænger sig på under nutidige betingelser er, om den stadig giver mening i et Asien, der forandrer sig så hastigt.Nærlæsning af Shinzo Abes tale viser, at Japan ikke er på vej væk fra de amerikanske tøjler og den atomparaply, der holder ro på hele Nordøstasien.

Regeringschefens tale bekræftede, at Japan forbliver i rollen, som USA definerede fra 1945 og årtier fremefter. Skulle der i Tokyo være politikere, der ønsker et Japan med en skarpere sikkerhedsprofil, kan de godt reservere den slags overvejelser til studiekredse.

_72532870_qqna055l

DER ER ellers nok at tage fat på for folk, der vil hjælpe nutiden med en mere ærlig historieskrivning. Hos naboerne står kritikken i kø: Abe fremsatte ingen uforbeholden undskyldning til de koreanske ‘ bekvemmelighedskvinder’, der blev gjort til sexslaver for den kejserlige japanske hær på det asiatiske fastland.

Ej heller undskyldninger for brugen af giftgasser, tvangsarbejde, tortur og terror mod civile koreanere og kinesere fra 1931 til 1945. I stedet leverede Abe ‘ kondolencer i al evighed’ over de mange amerikanske liv, der gik tabt i krigen. Den officielle japanske historieopfattelse rettes en vej: over Stillehavet mod USA, ikke over østhavet og ‘ det gule hav’ mod tidligere koloniserede folkeslag.

Det kunne ellers være sundt for både japanere og amerikanere, hvis begge parter demonstrerede selvransagelse her i 70-året for krigsafslutningen: For lidt over en måned siden markerede Japan 70-året for brandbombningen af tætbebyggede boligområder i Tokyo, hvor flere end 88.000 civile mistede livet.

b_29_bomber_630x

De blev ofret, fordi det amerikanske luftvåben havde brug for at vise, hvad B-29-superfæstningen kunne bruges til. Dødstallet oversteg de anslåede 70.000, der omkom ved atombombningen af Nagasaki 9. august samme år.

Var luftangrebet på Tokyo 10. marts 1945 overhovedet en militær nødvendighed, eller ville man med en nutidig glose kalde en sådan aktion for en terrorbombning? I samme åndedrag kunne kritiske historikere spørge, hvorfor USA fandt det nødvendigt med to atombomber mod civile mål i Japan. Kunne det ikke række med en enkelt af slagsen med de virkninger, som så rigeligt blev dokumenteret i Hiroshima?

USA-PR-Japan-451

REALITETEN ER, at ingen japanske eller amerikanske politikere vil stille spørgsmål ved de mest uhyggelige sider af moderne krigsførelse i det 20. århundrede. Tavsheden og det forsigtige ordvalg går igen, når det gælder Japans gerninger som krigsførende mod sine to naboer. Der kommer ingen diskussion som den, Tyskland har haft, hvor politikere og litterater har måttet forklare deres gerninger i verdenskrigen. Samuraiernes æresbegreber rummer endnu ikke den humanisme, som Kurosawa plæderede for i sine film.

Så længe det er tilstanden, forbliver Japan i den rolle, USA har defineret.

(Signatur i Politiken 3. maj 2015)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Ruinerne i Kathmandu giver Beijing en vej til indflydelse

Udgivet den 1. maj 2015 af flemmingytzen

Kina opbygger blød magt i stødpudestaten Nepal og udfordrer Indien.

HIMALAYA ER ET sensitivt område for to af klodens giganter. Men bjergkæden er også en velsignelse i forklædning: Der findes næppe en mere ubarmhjertig geografiat føre krig i.

Den erkendelse stod også tilbage som læren af den kortvarige krig mellem Indien og Kina i oktober 1962 – en begivenhed, der stod helt i skyggen af den samtidige Cuba-krise.De færreste tænker over det, men Himalaya er delt på mere end én led: Kashmir er delt mellem Indien og Pakistan, mens Kina med pakistansk velsignelse kontrollerer det plateau på kanten af Kashmir, der kaldes Aksai Chin.

images

Alt sammen er det brikker i et kompleks, der kunne have kastet mange krige af sig, hvis det ikke lige havde været for, at geografien er frygtelig uhåndterlig militært set. Fordi naturkræfterne i Himalaya er en nådesløs herre, er det et aktiv i sig selv, at Nepal har overlevet den kinesiskindiske rivalisering med kun få skrammer.Det er nemlig ikke nepaleserne, der betaler prisen for rivaliseringen mellem dragen i nord og elefanten i syd. Det er nogle få tusinde tibetanere, der rammes.

SKIFTENDE INDISKE regeringer har gennem årtier draget fordel af, at Nepal er overvejende hinduistisk og dermed rummer et religiøst og spirituelt slægtskab med den muskuløse kulturelle storebror i syd.Nepals massive fattigdom har gjort landet dybt afhængigt af at skulle levere billig arbejdskraft til indiske virksomheder, og da de vigtigste transportveje sydfra kontrolleres af Indien, har nepaleserne ikke råd til at sige nej til handel og bistand fra naboen i syd. Der følger indflydelse med.

Da en demokratiseringsproces tog fart i Nepal for et kvart århundrede siden, vendte en stribe aktivister hjem fra eksil i Indien og tog tilløb til at bygge en demokratisk orden op, der i det mindste på overfladen mindede om den indiske. Siden blev liberaliseringen nødlidende som følge af den folkekrig, som det nepalesiske kommunistparti indledte i 1996.

Red Cross handout picture of a woman walking across the rubble of a collapsed building following an earthquake in Bhaktapur

En fredsaftale ti år senere banede vejen for en afvikling af monarkiet, men den unge republik har overtaget alle de problemer, der har domineret Nepals udviklingsdagsorden i mange årtier.Den vakkelvorne politiske orden gør udfordringerne med at håndtere den nødsituation, som er skabt af weekendens jordskælv, så meget større.

Alligevel er det lykkedes Kathmandu at balancere i sin svære geopolitiske situation ved at takke ja til hjælp fra både sin traditionelle protektor, Indien, og Asiens dominerende økonomi, Kinas.

CHINA260415e

I fjor skete der det for Nepal revolutionerende, at Kina overhalede Indien som landets største investor. For kun et par uger siden godkendte de nepalesiske myndigheder det formentlig største udenlandske udenlandske infrastrukturprojekt i landet i nyere tid: Kina skal stå for et vandkraftanlæg, der er vurderet til at koste 1,6 mia. dollars. Godkendelsen kommer i kølvandet på sidste års plan for en kinesiskfinansieret ottesporet motorvej rundt om Kathmandu. Der følger ind-flydelse med.

SOM MED ALT andet, der flyder ind fra Kina, er der knyttet betingelser til hjælpen, og de handler naturligvis om den etnisk og kulturelt følsomme Tibet-region, ‘ Verdens Tag’. Nepal er vært for anslået 20.000 tibetanske flygtninge, og de har ikke fået det nemmere. De overvåges.

NEPAL_rights_monk

Tilbage i 2008, da Beijing skulle være olympisk vært, oplevede Kathmandu en stribe antikinesiske demonstrationer med anledning i, at den olympiske fakkel på sin globale rejse også skulle til Himalaya.Kina har brigader af spioner og ind-flydelsesagenter i den nepalesiske hovedstad, og de begyndte at gøre deres indflydelse gældende ved brug af checkhæftet.

Kinas sikreste kort til indflydelse hos alle sine nabolande er enkelt: investeringer i infrastruktur. Ifølge China Daily skal Qinghai-Tibet-jernbanelinjen udstrækkes og gå sydover ned til den nepalesiske grænse som endnu en forgrening af det gigantiske Silkevejsprojekt, der skal knytte Øst-og Centralasien bedre sammen.

New Delhi har for længst set drageskriften på bjergvæggen og er nu i færd med omfattende planer for opførelse af både energianlæg og vejbyggeri i Nepal og flere andre steder i Asien.Dilemmaerne står i kø: Hvorledes vil Indien udnytte sit kommende medlemskab af den nyoprettede Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, der som bekendt får sit hovedkvarter i Beijing?

quake-nepal

IDISSE DAGE fordeles 186 tons nødforsyninger fra Kina til de nødstedte fra jordskælvet.Redningsarbejdere, læger og sygeplejersker er fulgt med, og Kinas nationalistiske tabloidavis Global Times er ærlig nok til blot at henvise til nabostatens geopolitiske betydning: Nabohjælp er dobbelt hjælp.

(klumme i Politiken 1. maj 2015)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

Sydkorea lever i en drømmeverden

Udgivet den 17. april 2015 af flemmingytzen

Sydkoreanerne glemmer, at Nordkoreas atomvåben kan ende hos terrorister.

Efter regelmæssige besøg herude i Sydkorea gennem 30 år er det stadig muligt at blive imponeret. Befolkningen er flittig, stræbsom, nysgerrig, velorganiseret, gæstfri, fordomsfri, charmerende, humoristisk, nationalistisk og meget mere. Sydkoreanerne er uforlignelige og ikke til at slå.

Jeg tør knap sige højt hjemme, hvad jeg tænker hver eneste dag herude: Den Europæiske Unions problemer ville blive løst hurtigt, hvis man i et snuptag kunne forvandle de umulige grækere til effektive koreanere.

Det internationale gæstehold af mediefolk fra mere end 80 andre lande indhylles daglig i et sandt orgie af laserlys, lækre videopræsentationer, mageløst trommespil og politikere, der ligner og lyder, som om de lige har været på lederkursus hos Google eller Apple.

Emnerne på den konference, der begyndte i Seoul og sluttes her i landets næststørste by, Busan, er ikke kun koreanske, men universelle: medie-og ytringsfrihed, forfølgelse af journalister, nye vilkår for friere udveksling af informationer.Alt sammen noget, som koreanerne er mestre i. Koreanerne vil det hele og har hjertet med i alt, både velstanden og friheden.

thediplomat_2014-07-17_19-26-08-386x262

PÅ ET ENKELT område virker koreanerne dog uforanderlige og stålsatte: At nationen skal genforenes er overhovedet ikke til diskussion! For anledningen til at samle så mange internationale mediefolk i Morgenstilhedens Land er, at det i år er 70-året for Japans kapitulation og dermed ophøret af 35 års ydmygende kolonisering.

I 1945 hed det sig, at koreanerne skulle bestemme over egen skæbne. Men sovjetkommunismen og diktatoren Kim Ilsung kom på tværs; der blev udkæmpet krig i tre år, og den er i teknisk forstand uafsluttet. Korea er delt mellem 50 millioner frie og velstående borgere og 25 millioner ‘ landsmænd’ taget som gidsler af et surrealistisk og hypermilitariseret klanstyre.

Korea er delt, ganske som Tyskland var det, men vil koreanerne lære af den tyske erfaring? I den bedste af alle verdener kunne man ønske sig, at den koreanske konflikt finder en løsning, der kommer til at ligne den tyske: fredelig nedbrydning af årtiers delingslinje og fri adgang for alle, der ønsker at møde familier, der blev skilt ad ved krigsafslutningen i 1953 og generøs finansiel hjælp fra den rige storebror til den ludfattige og paranoide lillebror.

korea_map

Hvert eneste indlæg af politikere her på konferencen rundes af med, at deltagerne skal tiljuble det erklærede mål om en genforening. Vi klapper lidt, skåler og klapper lidt igen. Men tror vi også på, at koreanerne mener det alvorligt?

SYDKOREAS folkevalgte er forfatningsmæssigt forpligtet til at tilslutte sig genforeningstanken, uanset at et sådant projekt tager sig mere og mere umuligt ud, fordi den økonomiske forskel på Nordkorea og Sydkorea er langt større, end forskellen var i levestandard mellem datidens Vest-og Østtyskland i 1990.Nutidens Nordkorea er desuden mere farligt, end datidens Østtyskland var det.Erich Honeckers arbejder-og bondestat var reelt et sovjetisk kunstprodukt, som overlevede på Moskvas nåde.

Nordkorea var i de første årtier efter 1945 også en sovjetisk konstruktion, men er i en ganske anden tilstand i dag: ingen allierede, for Kina gør reelt det, som genforeningskritiske sydkoreanere diskret ønsker: holder Kim-klanen flydende på et minimalt overlevelsesniveau.

Soldiers march on the north side of the demilitarised zone separating the two Koreas

Ingen kan overskue, hvad det atombevæbnede Nordkorea kan finde på, hvis de i en overlevelseskamp vil skabe panik i omverdenen. Den allerværste risiko er utvivlsomt, at det nordkoreanske atompotentiale slippes frit ud i hænderne på det, der i en akademisk jargon hedder ‘ ikkestatslige aktører’. Læs: en terrorgruppe i Mellemøsten eller Sydasien.

NORDKOREA er stadig en betydelig eksportør af konventionelle våben, og vi ved, at Pakistan har været behjælpeligt med at skaffe Nordkorea den teknologi, der har gjort atomprogrammet muligt.Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at det bliver pakistanske mellemhandlere, der bringer kernevåbenkapaciteten ud til f. eks. grupper, der tilbyder deres tjenester til Islamisk Stat.

Uhyggeligt? Ingen sydkoreanske politikere synes villige til at diskutere den mulighed, at genforeningsproblematikken skubbes ud i en fjern fremtid, og at verden i stedet taler om, hvordan man undgår, at nordkoreanske a-våben bliver en faktor i den store mellemøstlige religionskrig.

Kære sydkoreanske venner, tak for kaffe, men giv os lidt mere realisme.

(klumme i Politiken 17. april 2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Engang var Korea fattigere og mere ødelagt end Cuba

Udgivet den 16. april 2015 af flemmingytzen

Sydkorea har en kompetencestat, som ikke kan kopieres i Afrika eller Mellemøsten.

Når en strøm af kommentatorer hævder, at den aktuelle forsoning mellem USA og Cuba markerer slutkapitlet i den kolde krig, er det en sandhed med modifikationer. Her i Nordøstasien er eftervirkningerne af den første ‘ varme’ krig efter 1945 mærkbare overalt i den sydkoreanske virkelighed.De 75 millioner koreanere er indbyggere i en delt nation, der afventer genforening; en realitet, som ingen sydkoreansk folkevalgt tør modsige. Men hvor den vestlige halvkugles største frilandsmuseum, det cubanske, ikke har ændret sig nævneværdigt, siden Castro-brødrene tog magten, er Sydkorea i dag et forbillede for det øvrige Asien, velstående, demokratisk, fremtidsorienteret, men, indrømmet, stærkt nationalistisk.

Den forarmede kommunistiske østat syd for Florida fremstår som et skrækeksempel på ensretning, misrøgt og inkompetence.Hvad de færreste historieskrivere er klar over er, at den (syd) koreanske republik ved Koreakrigens afslutning i 1953 var mere ødelagt og langt fattigere, end Cuba var, da Fidel Castro gjorde øen til en sovjetisk klientstat syv år senere.

raul_fidel_castro

DELINGEN af den koreanske halvø i 1945 var et resultat af verdenskrigens sejrende magters uafsluttede opgør, da boet efter 35 års japansk kolonisering skulle gøres op. Fordi den amerikanske udenrigsminister Dean Acheson ikke tydeligt nok fik placeret den sydkoreanske republik inden for USA’s ‘ forsvarsperimeter’ i Østasien, blev den nordkoreanske diktator Kim il-Sung fristet til at forsøge en forening via en militær invasion og fik den sovjetiske diktator Stalins godkendelse af projektet.

Millioner af døde og sårede senere kom det i 1953 til en våbenhvile langs den 38. breddegrad, og der har kon-flikten været låst fast helt frem til i dag.Men hvor Nord-og Sydkorea i 1953 var omtrent lige fattige, har det xenofobiske klanstyre i nord i dag en økonomi, der minder om nutidens Cuba, og en politisk tankegang, der ligner det iranske præstestyres: massiv og udbredt fattigdom, mens kernevåben er det kort, der afholder USA og dets venner fra at bombe eller invadere.

Den nordkoreanske Kim-klan signalerede for 15 år siden, at den ville forsoning, og inviterede den daværende sydkoreanske præsident på besøg.

Det viste sig at være et bluffnummer af dimensioner, hvor kræfter i Sydkoreas centraladministration og virksomheden Hyundai betalte gigantsummer under bordet til Nordkorea for bare ‘ at lade som om’. Præsident Kim Dae-jung lod sig bedrage og fik Nobels Fredspris samme år. Den tog han med sig i graven som en skuffet mand i 2009.

Nutidens sydkoreanske politikere taler om genforening som noget realistisk.Det afspejler sig på en konference her i Seoul, hvor 70-året for halvøens deling markeres.

Det var faderen til Sydkoreas nuværende præsident, Park Geun-hye, der for et halvt århundrede siden skabte ‘ miraklet ved Han-floden’. Det skete med metoder, der ikke altid var hverken demokratiske eller særlig kønne, men unægtelig virkningsfulde.

Park Geun-hye

Som gode konfutsianere opbyggede koreanerne en klassisk østasiatisk kompetencestat med disciplin og uddannelse i højsædet. Inspirationen fra den tidligere koloniherre Japan lod sig ikke fornægte.Det positive er, at kompetencestaten siden er blevet delvis kopieret i Taiwan, Singapore, Kina og Vietnam med store og positive nyttevirkninger for millioner af asiater.

Det bedrøvelige er, at erfaringen ikke kan kopieres i det arabiske Mellemøsten, hvor det med asiatiske øjne står klart, at flere stater er ophørt med at eksistere som andet end formelle betegnelser på papiret: ‘ Stammer med flag’ er et udtryk, som før eller siden også må finde vej til Pentagon og Nato’s hovedkvarter.Historiens hjul tager en tur: Mens den arabiske verden synker ned i vold, kaos og fundamentalisme, gør sydkoreanerne sig klar til storinvesteringer i euroasiatisk infrastruktur hele vejen til Berlin.

url

PÅ ET afgørende punkt har østasiaterne lært af Europas historie: Magtbalancer er nødvendige. Takket være den amerikanske atomparaply er der skabt velfungerende balancer mellem Kina og dets naboer.Sydkorea, Kina og USA holder Nordkorea inddæmmet. I Sydøstasien har Asean-landene et amerikansk rygstød, der giver mulighed for et pragmatisk samkvem med Kina.

Østasien er på vej tilbage til den placering, som verdensdelen havde i de første 17 århundreder efter Kristi fødsel: centret for global handel. Denne vision ligger bag konceptet om det 21. århundredes Silkevej, og som betyder, at den nye globale udviklingsbank AIIB ligger i Beijing, ikke i Washington.Barack og Hillary, vågn op.

(klumme i Politiken 16. april 2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Luk dog nogle ambassader i Afrika

Udgivet den 9. april 2015 af flemmingytzen

Det arabiske sammenbrud burde få politikerne til at skrotte systemtænkningen i dansk udviklingshjælp. 

Tænk at være minister fra lille Danmark og møde op til en donorkonference med andre velstående lande og så smide en kvart milliard kroner på bordet. Sådan, kammerater, kan I lige matche den?! Vil nogle af jer store være så venlige at doble op?

Lettere karikeret er det situationen, som udviklingsminister Mogens Jensen (S) bragte sig selv i, da han forleden mødte op i det rige Kuwait for at drøfte, hvordan 80 lande bedst hjælper ofrene for de horrible tilstande i Syrien.

Med en befriende ærlighed fortalte ministeren om den ambivalente oplevelse, det er for en repræsentant for et lille land (men en moralsk sværvægter, i al fald i selvforståelse): »Det er med en blanding af stolthed og tristhed, at jeg giver det danske tilsagn. Stolthed, fordi det understreger, at Danmark er en humanitær stormagt og vidner om vores solidaritet med mennesker, der lever under nogle af de mest kummerlige forhold i verden. Og tristhed fordi det, til trods for det store beløb, ikke er nok til at dække omfanget af det humanitære behov i Syrien«.

8490997-mj

MED DET seneste tilsagn er Danmarks samlede humanitære bistand til Syrien nu oppe på over 1 milliard kroner siden borgerkrigens start. Enhver med indsigt i tilstandene i det syriske morads ved, at behovene kun går én vej: opad. Også om 5, 10 og 15 år.

Betegnelsen ‘ arabisk forår’ er for længst henvist til historiebøgerne. Nutidens realiteter tilsiger, at der er tale om et sammenbrud i den meget store skala.

En sådan håndsrækning får konsekvenser for andre fattige, hvis vi skal tro en af de hjemlige veteraner i det udviklingspolitiske arbejde, den kyndige generalsekretær i den humanitære organisation Ibis, Vagn Berthelsen.

Han har igen, igen hentet forladeren ned fra væggen og blæst krudtrøg mod den udenrigsministerielle bunker på Asiatisk Plads: »Løsningen er ikke at tage penge fra den langsigtede udviklingsbistand, som er med til at skabe bæredygtige samfund og bekæmpe fattigdom. Gør vi det, risikerer vi at skabe nye kriser og konflikter andre steder i verden, som igen skaber nye flygtningestrømme«.

konflikter_1973872_26

GENERALSEKRETÆRENS argument er den slags, vi hører, når autopiloten slås til.Han leder en organisation, hvis budget og interesser han er sat til at forsvare, og det er der intet galt i. Men ræsonnementet savner, undskyld udtrykket, bæredygtighed.

Den ubehagelige realitet er, at nogle af de modtagere, der i længst tid har modtaget dansk udviklingsbistand, fortsat har en afhængighed af bistand, og denne er kronisk. Tanzania og Ghana er de klassiske eksempler.

Der er selvfølgelig forskel på katastrofehjælp til sammenbrudte samfund og langsigtet udviklingsbistand. Hvad sidstnævnte angår, bør formålet være at sætte modtageren i stand til at klare sig selv, altså reducere afhængigheden af tilførsler udefra.

Elementært, kære Watson. Det er ikke et argument, der er groet ud af baghaverne hos Dansk Folkeparti, Liberal Alliance eller Cepos.

Når vi ikke hører argumentet, er det, fordi udviklingsorganisationerne, en stor del af embedsværket og de såkaldte sagkyndige har både levebrød og følelser i klemme. Til dem er der kun at sige: Kill your darlings!

20130903211015

BEGIVENHEDERNE i Syrien og omegn er ikke kun en her-og-nu-katastrofe. Det er et systemisk sammenbrud, der får virkninger i årtier fremover også for os europæere.

Donorsamfundet må derfor ruste sig til den massive genopbygningsopgave, der venter forude. Hertil behøves ikke et årelangt og kostbart udvalgsarbejde. Ledelsen på Asiatisk Plads kan nøjes med at bestille genoptryk af den nok vigtigste bog om de alt for beskedne nyttevirkninger af dansk udviklingsbistand.

Den hedder ‘ Udvikling – om dansk bistand’ og er skrevet af en mangeårig og overmåde kyndig nu pensioneret embedsmand sammesteds, Klaus Winkel.Hans tekster kan passende indgå i hver eneste velkomstmappe til nye karrierediplomater og bistandshåndværkere i Udenrigsministeriet.

Klaus Winkel_sort-hvid_150x184

Vi er ved at lukke ambassader i europæiske lande, og snart må turen komme til et par afrikanske, hvor der kun er sentimentale grunde til at blive.

Der skal flyttes penge til noget, der kan hedde Fonden til Hjælp for Syriske Ofre og til Genopbygning af Sammenbrudte Arabiske Samfund. Dyrt bliver det, men nødvendigheden er indiskutabel.

(Signatur i Politiken 9. april 2015)

 

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar