Harmoniske samfund i øst og vest, ja tak

Udgivet den 17. oktober 2014 af flemmingytzen

En canadisk professor kom forbi den københavnske Kulturnat og diskuterede demokrati og meritokrati.

Under hovedstadens Kulturnat i sidste uge havde jeg fornøjelsen af at guide en gæst fra Kina rundt på Christiansborg og i det centrale København.Han hedder Daniel A. Bell, er canadisk professor på et universitet i Beijing, hvor han forsker og underviser i asiatiske og vestlige politiske, kulturelle og sociale værdier med særlig vægt på konfutsianismen, den mere end 2.000 år gamle østasiatiske moralfilosofi. Jeg har læst et par af Bells bøger og respekterer hans analyser.

Det var inspirerende at møde et intellektuelt forbillede.Men Daniel Bell er kontroversiel, både blandt fagfæller og i det store tyktflydende digitale meningsunivers.

k6830

Kort fortalt mener han, der er kinesisk gift og taler sproget flydende, at det store rige i øst i årevis har eksperimenteret med socialt og politisk acceptable styreformer, som har bragt Folkerepublikken lidt på afstand af det, som de hårdeste kritikere kategorisk og forsimplende kalder ‘ diktatur’.

Spørger man Bell, hvad der karakteriserer den kinesiske styreform i dag, svarer han: meritokrati i toppen, eksperimenter i midten og demokratisk praksis på bunden. Det emne har han skrevet et par anmelderroste bøger om, og der er en opfølger på vej næste år. Alle kan blive klogere af at blive udfordret på den udbredte konservative vanetænkning om Kina, og her har canadieren virkelig noget at byde ind med.

I LØBET af Kulturnatten diskuterede vi et andet af hans faste temaer: det harmoniske samfund. Under vores gang rundt på Christiansborg blev han svært imponeret af, at almindelige borgere kan gå ind og ud af partiernes kontorer, bære emblemer for et blåt parti og alligevel besøge et rødt parti. At mødre parkerer barnevogne uden for butikker, mens de handler, som det sker i Danmark, ville være galmandsværk i det Nordamerika, hvor Bell er vokset op. I den provins han kommer fra, Quebec, er sprogstriden mellem engelsk og fransk kilde til fortsatte spændinger og identitetskonflikter. Selv i moderne, liberale demokratier kan det være svært at finde formlen for et harmonisk samfund.

daniel_bell2011

I Kina forsøger en ikke særlig køn interessekoalition af højtuddannede og superrige at påtvinge underklassen og den laveste del af middelklassen ‘ harmoni’ gennem høj økonomisk vækst; en strategi, hvis største offer er miljøet og forvaltningen af naturressourcerne.

Men Daniel Bell advarer mod den opfattelse, at Kinas presserende miljøproblemer og dramatisk voksende sociale ulighed vil blive løst gennem hurtig indførelse af demokrati i vestlig forstand, dvs. minimumsmodellen med en mand, en stemme og mindst to partier. Risikoen er et populistisk kaos, fordi folk uden forstand på praktisk regeringsførelse får alt for megen magt, lyder hans argument.

»Bare se på Grækenland«, sagde jeg til min gæst. Den europæiske civilisations vugge er alt for længe blevet ledet af en flok inkompetente og korrupte landsbytosser.I flere meningsmålinger i løbet af finanskrisen udbad et flertal af grækerne sig, at landet blev sat under administration af bureaukrater fra Bruxelles og Den Europæiske Centralbank.

Hvilket vel også er realiteten for grækerne i dag, selv om man pakker det ind i pæne ord om medansvar og den slags. EU og Centralbanken er, set med kinesiske briller, en slags meritokrati, der tager suveræniteten fra folkevalgte, men uansvarlige og korrupte nationale politikere, som især Sydeuropa er spækket med.VI,

PROFESSOR Bell og jeg, var enige om, at Nordeuropa, og især de skandinaviske samfund og Tyskland, kombinerer demokrati og meritokrati på fornemste vis. Vi i Norden har velfærdsstaten som et samlende projekt; det er kun metoderne til dens finansiering, vores politikere er uenige om. Resten af vejen til det harmoniske samfund handler om tillid.

Bell havde svært ved at se de reelle forskelle mellem danske politiske partier.Den gode nyhed er, at det kinesiske magtbureaukrati udviser en markant positiv interesse for de nordeuropæiske velfærdssamfund.Kineserne ser nogle redskaber til opnåelse af det harmoniske samfund, som er ledelsens erklærede mål. Kan de levere øget velstand og velfærd via meritokratisk regeringsførelse i stedet for ‘ en mand, en stemme, mindst to partier’?

Spørgsmålet kan lyde som en abstraktion, men Daniel Bell overbeviste mig om, at det bliver et af de helt store emner i det 21. århundrede. At finde et konkurrerende alternativ til det åbne, liberale demokrati, som har tjent Nordeuropa så godt, men som er i indlysende vanskeligheder i Sydeuropa og USA.

(klumme i Politiken 17.okt. 2014)

Mere på Daniel Bells hjemmeside:

http://danielabell.com/

 

Udgivet i Interviews, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Militæret sikrer klanens overlevelse i Nordkorea

Udgivet den 16. oktober 2014 af flemmingytzen

Med den øverste leders fravær gik rygtebørsen atter amok. Jo, han er syg, men lillesøsteren er i spil.

Nationens, statens og partiets øverste leder var fraværende på podiet, da Nordkoreas Arbejderparti i sidste uge fejrede sin 69-års fødselsdag.Ude i den internationale mediemølle gik der selvsving på rygtebørsen: Var Kim blevet kuppet væk? Er der en magtkamp i gang? Ramler dynastiet? Bliver der krig igen?

Denne type spørgsmål dukker rutinemæssigt og rituelt op, hver gang et ceremonielt forløb i Nordkorea, klodens nok mest lukkede land, ikke følger den velkendte koreografifra tidligere drejebøger.

Allerførst: Kim Jong-un har et helbredsproblem, mindst ét. Det har regimets propagandamaskine allerede erkendt, og der er tilmed vist optagelser, hvor Kims haltende gang afslører, at det også handler om den 31-åriges bevægeapparat. Han er svært overvægtig, og her ved vi fra folk, der har arbejdet som chefgastronomer ved det nordkoreanske ‘ hof’, at den overdådighed af mad og drikke, som Kim-klanen forsøder tilværelsen med, har sat sig umiskendelige spor.

0

Noget overraskende i sidste uges forløb var, at tre af topfolkene i den nordkoreanske magtpyramide kom på besøg hos broderfjenden, Sydkorea, hvor de officielt skulle overvære afslutningen på de asiatiske lege, men i realiteten handlede det om samtaler med den sydkoreanske regeringstop.Hvilket budskab de havde med?

Utvivlsomt dette, at trods den yngre Kims helbredsproblemer hænger det unikke og i omverdenens øjne bizarre magtsystem stadig sammen. Gæsterne kom for at meddele regeringen i Seoul, at der vil være ro på langs den 38. breddegrad. Bevares, lidt skyderi til søs i nærheden af en sydkoreansk ø og en delingslinje i havet, som Nordkorea ikke anerkender, men ikke noget i den mere alvorlige afdeling.

MAGTSYSTEMET i Nordkorea skiller sig væsentligt ud fra andre etpartisystemer i Asien, altså dem vi kender i Vietnam og Kina. Den fundamentale forskel er det, som TV 2s’ første chef, Jørgen Schleimann, for et lille halvt århundrede siden i en bog om Østasien kaldte ‘ personalisme’, et meget præcist ord.

Militæret og klanen er de to afgørende søjler i det nordkoreanske system, og Arbejderpartiet underlægger sig denne akse.Militæret er naturligvis den største faktor i økonomien, mellem en tredjedel og en fjerdedel af nationalproduktet er direkte relateret til forsvaret.

Nordkorea er en kasernestat præget af en kultur og mentalitet grundlagt under de tre grusomme krigsår 1950-53, hvor man kun holdt stand mod den amerikanskledede overmagt takket være en kinesisk intervention.Kald det en belejringskultur.

Den nordkoreanske magtelites mål er ikke længere genforening af halvøen under kommunistisk ledelse og en fordrivelse af de amerikanske styrker i syd, men Kim-klanens overlevelse. Det massivt opsvulmede militær ligner måske en invasionsstyrke, men er reelt dynastiets livgarde.Den nordkoreanske elite ved, at Sydkorea ikke har midlerne og kun i begrænset omfang viljen til en genforening efter tysk 1990-forbillede, og at den kinesiske nabo i nord ikke ønsker at løfte den byrde, det ville betyde, hvis det kom til et nordkoreansk kollaps a la Syrien eller Irak.

HVAD VIL der ske, hvis Kim Jong-uns sygdom bliver langvarig? Det har systemet taget højde for. Hans lillesøster Kim Yojong er for længst kørt i stilling og har fået en høj stilling i ledelsessekretariatet for Arbejderpartiet.

Hun er fire år yngre end sin bror, og begge har gået på samme eliteskole i Schweiz. Hun er den yngste af en søskendeflok på syv, men de to har samme mor.Faderen Kim Jong-il fik sine syv børn med fire forskellige kvinder. Mindre kunne ikke gøre det; kvinderne har jo bare opfyldt deres patriotiske pligt over for eneherskeren.

3-31_kim_yeo_jong_3

Analytikere mener, at søsteren er tæt på at have en funktion, der i et vestligt samfund ville svare til en sekretariatsleder i et magtfuldt ministerium. De tre nordkoreanske topfolks besøg i Sydkorea er med stor sandsynlighed blevet forberedt af søsteren. Delegationen havde et tilbud om snarlig genoptagelse af forhandlinger med, hvilket også betyder, at spekulationerne om magtkampe i Pyongyang kan udelukkes.

Ved at betone sammenholdet i klanen sikrer de nordkoreanske magtstrateger, at de indadtil respekterer århundredgamle dynastiske traditioner og udadtil værner det koreanske folk mod den åndelige forurening, som de mener har ramt deres ‘ landsmænd’ i syd: fremmed indflydelse. Der er intet, omverdenen kan gøre for at lukke denne absurde tidslomme op. En tragedie i moderne tid.

(klumme i Politiken 16.10.2014)

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

En statsmands testamente

Udgivet den 12. oktober 2014 af flemmingytzen

USA’s mest betydelige diplomatiske håndværker i det 20. århundrede gør regnebrættet op og giver kun plads til en beskeden optimisme.

Historie. Henry Kissinger: World Order. Penguin Press. 11 pund. Fem hjerter.

Høj moral og idealisme hører ikke hjemme i udenrigspolitik.Statsmandskunst skal bygge på pragmatiske magtbalancer.

Nøjagtig sådan har han ikke sagt det, men det er en holdning, der i årtier er blevet tilskrevet Henry Kissinger, der nu i en høj alder atter er blevet bogaktuel.

Folk på den anden side af de 50 ved eller burde vide, hvem Kissinger er, og hvilke begivenheder han forbindes med: Vietnamkrigen, USA’s udsoning med Kina, den amerikanske støtte til latinamerikanske militærdiktaturer, nedrustningsaftaler med Sovjetunionen und so weiter.

Jo, det var ham, der lod sin præsident sønderbombe Vietnam, Laos og Cambodja, inden han satte sin underskrift på en fredsaftale, der aldrig kom til at virke, men som han ikke desto mindre høstede Nobels Fredspris for. En beslutning, som historikerne og Kissingers apologeter siden har haft vanskeligheder ved at forklare og forsvare.

kissinger

Det var også ham, der fik to præsidenter, Richard Nixon og Gerald Ford, til at indgå nedrustningsaftaler med Sovjetunionen, så der blev en slags ro om kernevåbenoprustningen.

SÅ KISSINGER kalder på både beundring og kritik, og i nogle tilfælde afsky, for alt det, han nåede at udrette i det 20.århundrede som sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister i årene 1968-75. Efter sin afgang fortsatte han med at have indflydelse – som privat rådgiver, analytiker og historiker.

Hans bøger, en lille snes er det blevet til, er en sand perlerække af indsigt i verdens ubehagelige indretning og især USA’s forsøg på at forandre kloden til noget friere og bedre. Statsledere, diktatorer som folkevalgte, på flere kontinenter har stået i kø for at få ham som gæsteforelæser.Han får ubesværet adgang til de helligste haller i Beijing, når det passer ham.

henry-kissinger-portrait

Tyskfødte Heinz Alfred Kissingers seneste publikation er, må vi formode, den sidste fra den 91-årige og dermed et slags testamente. Titlen, ‘ World Order’, siger det hele i kombination med det berømte forfatternavn: Her er verdenshistorien forklaret, som den er, og som den burde være, hvis en højere magt havde givet forfatteren et ekstra liv eller to, så han kunne have tjent samtlige amerikanske præsidenter op til i dag.

Bogen er meget mere end kun analyser af det 20. århundredes kalamiteter. Kissinger kan i detaljer forklare kalifaternes opståen og de årtusinder gamle kejserlige hierarkiers logik i Østasien. Men det er i Europa, hvor han blev født i 1923, at han er på hjemmebane.

For det er i Europa, at hans politiske ledestjerne, Den Westfalske Fred, blev skabt i 1648 og stabiliserede kontinentet. De pragmatiske magtbalancer mellem velordnede stater er Henrys katedral, hvis ikke en slags bibel. Bogen er imponerende i sin gennemgang af, hvad Metternich, Talleyrand, Richelieu, Woodrow Wilson og Teddy Roosevelt har stået for; en slags tour de force i verdens uorden gennem især de seneste fire århundreder.

Den røde tråd hele vejen igennem de 421 sider er, at Kissinger beundrer den form for magtbalance, der udspringer af magtlogikken fra 1648, på trods af at det USA, han har tjent, har gjort ikke så lidt for at sætte en anden og mere idealistisk orden på spil.

KORT FORTALT opstår den westfalske orden med den aftale, der i 1648 bragte en afslutning på Trediveårskrigen mellem Europas katolikker og protestanter. Det var ved dette skæringspunkt i historien, at europæiske ledere skabte et pluralistisk system, hvor stater kunne konkurrere og rivalisere med hinanden, men hvor der kunne holdes orden gennem magtbalancer. Udenrigspolitikken blev dermed forsøgt adskilt fra indenrigsanliggender.

kissingerkerry

Modsætningen til de europæiske balanceprincipper finder Kissinger i islam, som han kalder både en religion, en multietnisk superstat og århundredlange forsøg på at fremme en religiøst drevet verdensorden ledet af arabere, tyrkere eller persere. Den islamiske verden ligner ingen anden kultur eller civilisation, mener han, fordi den gør troen til undersåtternes totale identitet og omsætter dette til ekspansiv politisk magt. Konverter eller dø!

Men var de kristne korstog måske ikke lige så vederstyggelige? Ikke tale om, svarer Kissinger, for nok udryddede de spanske erobrere et par højkulturer i Latinamerika, men de kristne kolonisatorer lærte sig at skelne mellem, hvad der Guds rige, og hvad der var kejserens. Sekularismen er en kristen opfindelse:

»Med tiden blev kristendommen et filosofisk og historisk koncept i stedet for en operationel strategi eller et organisationsprincip for en verdensorden«, lyder forklaringen. Kolonitiden, da især Spanien, Portugal, Storbritannien og Frankrig blev verdensmagter, var drevet af konkurrence og rivalisering, altså mere af økonomiske motiver end af religiøse.

Det 20. århundredes verdenskrige gjorde op med det alt sammen, men der blev skabt ro med den kolde krig, der fungerede takket være atomvåben og magtbalancer. Dem var forfatteren selv med til at udforme og kan derfor tale med overbevisning om deres nytteværdi.Naturligvis er bogen et forsvar for Kissingers eget håndværk som den, der afgørende rokkede ved den globale magtbalance ved i begyndelsen af 1970′ erne at trække Kina ud af den sovjetiskledede østblok.

JPBOOK-master675

MEN ARGUMENTERNES svaghed er indlysende: Hvordan bruge magtbalancelogik, der var nyttig i det 17., 18. og 19. århundrede, når nutidens konfliktformer er grænseoverskridende, frem for alt den terrorisme, som stort set bliver forbigået i bogen?

Et paradoks i verdens tilstand er, at mens Europa og USA har taget afsked med den westfalske orden gennem den europæiske integrationsproces og de amerikanskledede interventioner i især Mellemøsten, har giganterne i Østasien i overvældende grad taget principperne fra 1648 til sig.

Intet sted finder man et mere konsekvent og principielt forsvar for ikke-intervention og nødvendigheden af magtbalancer end i Beijing, Tokyo, Jakarta og Delhi. Statsmanden emeritus beundrer de asiatiske lederes evne og vilje til at holde klodens mest dynamiske verdensdel kørende med hjælp af principper, som er forladt på det kontinent, hvor de opstod. Europa har givet verden velfungerende indretninger, der kun rakte til starten af det 20. århundrede, og som efter den kolde krigs ophør er afgørende udfordret af, at flere af de tidligere kolonier har vokset sig økonomisk stærke.

USA har udviklet fornuftsbetonede balanceforhold til både Indien og Kina, mens relationerne til Rusland er splintret (vi må formode, at manuskriptet blev gjort færdig lige inden Ukraine-krisen).

Tilsyneladende er Kissinger ude i en begyndende fortrydelse i forhold til den konklusion, hvormed han sluttede sit forrige storværk, ‘ On China’. Her både forudsiger og anbefaler han et praktisk ‘ G2’, at USA og Kina etablerer et globalt partnerskab, og argumenterer for, at de to giganter har et komplementært forhold, hvor de ideologiske modsætninger er elimineret.

070312_r16008_p233

Men i ‘ World Order’ drejer han halvvejs om på hælen og siger, at USA nok er en slags partner i Kinas opstigning, men konstaterer derefter, at »partnerskab ikke kan opnås ved proklamationer«.

Han er overhovedet ikke optimistisk på sit eget lands, dvs. supermagtens, vegne. For USA er ved at være kendt som ‘ retræte-magten’, der forlod både Vietnam, Irak og Afghanistan. Afgørende er det her, at de principper, der har gjort Amerika stort, retsstaten, demokratisk praksis og dyrkelsen af individets frihed, fejler, når de skal implementeres med magt i lande, hvor forudsætningerne for gennemførelsen ikke er til stede. Det er Woodrow Wilsons idealisme, han endnu en gang er ude efter. Så hellere Theodore Roosevelts pragmatisme.

Klassisk diplomati er ikke indifferent over for moral i udenrigspolitikken, men Kissinger gør det i stedet til den højeste moral, at stater ikke kaster sig ud i gensidige ødelæggelsesforsøg gennem krig. Den højeste moral er altså staters gensidige respekt. Tag den, menneskeretsforkæmpere og ytringsfrihedsfundamentalister.

David_Levine_Henry_Kissinger_slideshow

KISSINGER GØR KORT proces med dem, der med det såkaldte arabiske forår troede, at befolkningerne gjorde opgør mod tyrannerne for at få demokrati og frihed til afløsning for despoti og undertrykkelse.Nej, oprørerne var kun interesserede i ‘ demokrati’, så længe de kunne bruge dette til at sætte sig på magten og fjerne rivaler. Krigen i Syrien er ikke en konfrontation mellem en diktator og tilhængere af demokrati, men et opgør mellem sekter om, hvem der skal kontrollere det, der måtte være tilbage af en syrisk stat. Dermed er konflikten gjort til en stedfortræderkrig mellem Iran på den ene side og de konservative Golfstater på den anden.

KONKLUDERENDE ADVARER Kissinger om, at konflikterne i Syrien og Irak indvarsler, at statsapparaterne ophører med at fungere (begge var i forvejen kunstige statsdannelser, kan man indvende).Vi er med andre ord tilbage ved Thomas Hobbes’ kaotiske samfundstilstand.

Fjernelsen af arabiske eneherskere har ikke skabt folkelige bevægelser for demokratisering, men stammers hævn over arvefjender. Staters kollaps skaber arnesteder for ikke bare terror, men ‘ alles krig mod alle’.

Nogle vil hade Henry Kissinger for hans kulturpessimistiske udlægning af elendigheden i den arabiske verden; andre vil klappe og sige: endelig en realist, der kalder en spade for en spade.Uanset hvilken vinkel man anlægger, er bogen en sand skatkiste af vise betragtninger over verdens uorden. Men selvfølgelig retfærdiggør den 91-årige også sin egen rolle i historien i dette formidable og uomgængelige værk.

(anmeldelse i Politikens bogsektion 12.10.2014) 

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Aktivisterne er blinde: Hongkong er Kinas rollemodel

Udgivet den 8. oktober 2014 af flemmingytzen

Paraply-revolutionen blev en fuser. Demonstranterne må til forhandlingsbordet.

NÅR SKYSKRABERE og butikscentre indhylles i tåregas, rykker medierne, fordi en ‘ gaderevolution’ stimulerer romantiske forestillinger om ‘ folkemagt’, der mobiliserer mod autokrati og politistatsmetoder.

Men kernen i konflikten ligger et helt andet sted end det, tv-reportagerne viser. De seneste ugers begivenheder i den kinesiske region Hongkong blev leveringsdygtige i billeder, der i den ofte naive vestlige forestillingsverden ligner noget, som demonstranter i Kijev, Kairo og Istanbul tidligere har forsøgt sig med. For skyerne af tåregas har skygget for årsagerne til et mindretals frustrationer i den tidligere britiske koloni.

166Hong Kong Democracy Protest

Forgangne weekend begyndte Occupy Central at ligne en fuser; den er nu en bevægelse, der taber flyvehøjde. En sandsynlig forklaring er, at der er dannet flere modbevægelser, som frabeder sig uovervejede og diffuse studenterprotester, som ikke forholder sig til Hongkongs reelle udfordringer, men alene er fikserede på uenigheder om valgteknik, når regionens regering og lokalparlament skal vælges om tre år.

LIDT forhistorie: Storbritanniens overdragelse af sin koloni gennem 155 år til Kina i 1997 blev gennemført på forudsætninger, der ikke var kendt fra andre kontinenter eller fra andre perioder i moderne historie: en formel, der hedder ‘ Et land, to systemer’.

Neoliberale i Vesten kunne ikke se det, men overdragelsen blev også starten på et brud med den totalitære fortid på fastlandet.

Hongkong har sit eget juridiske system, en relativt fri presse og et uafhængigt civilsamfund. Ingen politikere i lokalparlamentet bestrider, at Beijing i det store og hele har overholdt det aftalegrundlag, som Margaret Thatcher og Deng Xiaoping forhandlede sig frem til i 1984, og som skal gælde frem til år 2047.

Flere års meningsmålinger fra University af Hong Kong viser samstemmende, at langt de vigtigste emner, der optager almindelige beboere, handler om leveomkostninger og beskæftigelse, ikke valgteknik.

hong_kong_-_occupy

Da Occupy Central-gruppen i juni gennemførte en ikke-autoriseret underskriftsindsamling til støtte for valgreformer, fik de trekvart million underskrifter.To måneder senere kunne en modbevægelse, der frabad sig Occupy Centrals kampagner, mobilisere 1,3 millioner underskrifter.

Så da gadeuroen var på sit højeste, var det kun undtagelser i vestlige medier, der informerede om, at halvdelen af lokalparlamentet vælges direkte af befolkningen, mens den anden halvdel vælges af særligt sammensatte valgmandskollegier.

Førsteministeren udpeges af en komite, der er sammensat af 1.200 indbyggere fra Hongkong, ikke Beijing. Centralregeringen i Beijing har udarbejdet en plan for, at førsteministeren fremover kan vælges direkte af Hongkongs vælgere, men disse skal forhåndsgodkendes af en særlig udvælgelseskomite. Det, som Occupy Central ønsker sig, er retten til direkte udpegning fra gaden: en udenomsparlamentarisk mekanisme, som der ikke er juridisk grundlag for i ‘ Basic Law’, den miniforfatning, der har tjent Hongkong så udmærket i 17 år under ‘ et land, to systemer’-formlen.

Det bedste, aktivisterne kan håbe på, er derfor lokalregeringens accept af, at de danner en valgmandsgruppe, der bliver opstillingsberettiget til næste valg.

<> on June 1, 2014 in Hong Kong, Hong Kong.

JAMEN, er der så andre årsager til aktivisternes vrede og frustrationer?

It’s the economy, stupid.

Som finansiel og merkantil guldfugl for Folkerepublikken er Hongkongs betydning faldende. Siden overdragelsen i 1997 har Kinas vækst været systemforandrende, og der er i dag mange byer, der kan levere det samme, som Hongkong engang var alene om.

Titusinder af velhavende kinesere fra fastlandet har bosat sig i byen og har bidraget til at sende ejendomspriserne på himmelflugt.Hongkong er ikke længere Kinas største og vigtigste havn, og hundredvis af fabrikker er flyttet væk, hovedparten ind i naboprovinsen Guangdong.

Steve Vickers, analysechef i et rådgivningsfirma, der følger udviklingen i Hongkong, bemærker til nyhedsbureauet Bloomberg, at Hongkong ved overdragelsen i 1997 havde ‘ superværdi’ for Folkerepublikken, men:

»I dag er der mange kinesiske byer, der er langt større end Hongkong, og som kan levere de samme ydelser«, siger Vickers, der har en fortid i efterretningsenheden i Royal Hong Kong’s Criminal Intelligence Bureau.

Hongkong har med andre ord fået konkurrence fra andre kinesiske byer, hvilket både kommercielt og politisk er et fremskridt, som kun blinde ideologer og naive aktivister ikke kan få øje på. Hongkong er en rollemodel for Kina.

(klumme i Politiken 8. oktober 2014)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Islamisk Stat har tabt i klodens folkerigeste muslimske land

Udgivet den 4. oktober 2014 af flemmingytzen

Indonesiens vigtigste enhed i kampen mod militante islamister er finansieret og trænet af USA og Australien.

MYNDIGHEDERNE i klodens folkerigeste muslimske nation, Indonesien, har utvetydigt været på Vestens side i kampen mod Islamisk Stat (IS) og andre af de terrorbevægelser, der opererer på tværs af landegrænser og verdensdele.

Det skyldes først og fremmest landets mangeårige kamp mod intern radikalisme ledet af især gruppen Jeemah Islamiyah.Senest har regeringen i Jakarta bekræftet, at mindst 50 af landets borgere for tiden er islamistiske krigere i Syrien og Irak. Nabolandet Malaysia har fulgt trop med oplysninger om, at mellem 30 og 40 malaysiske statsborgere gør noget lignende.

Flere af disse sydøstasiatiske hjælpetropper i Mellemøsten er allerede blevet dræbt, og spørgsmålet, der stilles i Sydøstasien lige nu, er, om IS intensiverer sine forsøg på at rekruttere tilhængere i øst eller allerede har givet op.

DET VAR en malaysisk selvmordsbombemand, der omkom 26. maj under et IS-angreb i Irak. Den 26-årige Ahmad Tarmini kørte en militær lastvogn fyldt med sprængstoffer ind i en irakisk militærforlægning, hvorved 25 soldater blev dræbt.

Efterfølgende har malaysisk politi arresteret mindst en snes personer, men om disse er en del af et netværk, der er knyttet til bombemanden, er uvist.Andre begivenheder har sat myndighederne i alarmberedskab.

Medier i Kuala Lumpur vakte furore, da de rapporterede, at flere malaysiske kvinder var taget til Syrien for at gennemføre ‘ seksuel jihad’, dvs. at de skal levere seksuelle ydelser til IS-partisaner angiveligt for at styrke disses ‘ moral’.

mosques20

 

Regeringerne i både Jakarta og Kuala Lumpur har ikke tøvet med at kriminalisere medlemskab af IS. Det øverste muslimske Råd i Indonesien, Ulema, har taget skridt til et regulært forbud for alle landets mere end 200 millioner muslimer mod at deltage i IS-aktiviteter. Den malaysiske regeringschef Najib Razak har erklæret, at alt, hvad Islamisk Stat foretager sig, »strider direkte mod muslimsk tro, kultur og fælles menneskelige værdier«.

SIDEN DE to lande opnåede uafhængighed fra henholdsvis hollandsk og britisk kolonistyre, har yderliggående bevægelser med mellemrum forsøgt at udfordre den sekulære regeringsmagt, men har aldrig fået dybere fodfæste.

Under de tre årtiers autoritære styre i Indonesien gjorde militæret kort proces med alle tilløb til religiøst inspireret aktivisme: Politiske partier blev kontrolleret stramt, og etniske og fundamentalistiske grupperinger fik de dårligst mulige vækstbetingelser.

Indonesiens vellykkede og stort set ublodige demokratisering 1998-2000 betød imidlertid, at grupperinger, der længe havde levet anonymt, vendte tilbage: Først kom bombeattentat mod to forlystelsessteder på Bali i 2002, siden fulgte angreb på to luksushoteller i Jakarta i 2009. Mere end 600 formodede og reelle terrorister blev anholdt efter bomberne på Bali, og 4 blev henrettet.

MODSAT Syrien og Irak har Malaysia og Indonesien oplevet markant økonomisk og social fremgang hen over et halvt århundrede.Begge samfund har multikulturalismen som udgangspunkt; begge steder slår myndigheder hårdt og konsekvent ned på enhver tendens til etnisk motiveret vold og religiøst inspirerede hadkampagner.

Statens neutralitet i religiøse anliggender har aldrig været til diskussion.At Indonesien nogensinde skulle tage prædikatet ‘ islamisk republik’ er ikke et synspunkt, som nogensinde har fået folkelig medvind: Forfatningen stiller alle verdensreligioner lige.Men for en del unge muslimer er det utvivlsomt en kilde til vrede og frustration, at myndighederne samarbejder så åbenlyst med USA.

images

 

Umiddelbart efter bomberne på Bali, der i oktober 2002 slog et par hundrede mennesker ihjel, deriblandt tre danskere, oprettede regeringen Detasemen Khusus 88, som siden er blevet kendt som Delta 88 eller bare Densus 88.

Denne antiterrorenhed, der er indonesernes vigtigste redskab i forfølgelsen af lokale terrormistænkte, er betalt, udstyret og trænet af USA og Australien. På Densus 88′ s ‘ resultatliste’ står bl. a. Azahari Husin, der blev dræbt i 2005, og Noordin Mohammad Top, der blev dræbt under skudveksling i byen Solo i det centrale Java 17. september 2009. Begge var centralt placerede ledere i Jeemah Islamiyah.

Sekulær multikulturalisme er den afgørende faktor, der skiller islam i Sydøstasien fra islam i den arabiske verden. USA er ikke dæmoniseret i Jakarta eller Kuala Lumpur, men en del af den kulturelle bagage, hvor demokratiske værdier indgår.Måtte unge arabere i Bagdad, Damaskus og Beirut og andre steder lære af deres trosfæller i øst.

(klumme i Politiken 2.oktober 2014)

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Tænk efter, inden bomberne regner ned over Islamisk Stat

Udgivet den 18. september 2014 af flemmingytzen

Forsvaret af de irakiske kurdere har højeste prioritet. Forude kan der vente en statsdannelse.

Mens verden afventer flere detaljer om opbygningen af den koalition, der skal bekæmpe Islamisk Stat (IS), er det relevant at overveje, hvilket mønster der med stor sandsynlighed vil tegne sig i den faktiske krigsførelse, og hvilke overvejelser aktørerne gør sig.

At USA kommer til at trække langt det største læs, er en selvfølgelighed. Alligevel er vi langt fra de tilstande, der var gældende for den første Golfkrig, befrielsen af Kuwait i 1991.

Det indlysende spørgsmål er: Kan den aktuelle krig blive ført på to forskellige måder, afhængigt af om koalitionen går efter mål i Irak eller i Syrien? Problemet er, at den oprindelige landegrænse er blevet en temmelig hypotetisk størrelse: IS-krigerne bevæger sig frem og tilbage over den alt efter nødvendighed.

Som bekendt har USA ikke villet bombe mål på syrisk territorium; derfor handler det om at ramme IS-styrker, når de bevæger sig ind i Irak. Men mange ISangreb i Irak lader sig kun udføre, fordi disse styrker har tilflugtssteder i Syrien, og når USA bomber mål på irakisk territorium, har det især at gøre med at skulle forsvare det selvstyrende kurdiske område i den nordlige del af landet.

Firkantet sagt skal amerikanske luftangreb sikre status quo for irakisk Kurdistan, for her har USA en loyal, provestlig regering, der tilmed kan levere både olie og et pålideligt lokalt militær.

IRAQ-CONFLICT-KURDS

Vi kommer utvivlsomt til at høre Obama tale mere eksplicit om nødvendigheden af at hjælpe det irakiske Kurdistan til at forsvare eget territorium. Men jo flere år denne indsats trækker ud, jo nærmere kommer kurderne en reel opdeling af det oprindelige Irak og dermed anerkendelsen af et Kurdistan med fuld selvstændighed.

ET TILSVARENDE scenario er en umulighed i Syrien. Den vestlige koalition har ikke den pålidelige og acceptable koalitionspartner, som man har med de irakiske kurdere i nabolandet.

Om de få moderate syriske oprørsgrupper overhovedet er i stand til at erobre territorium fra IS-styrkerne er højst usikkert; tværtimod vrimler det med rivaliserende grupper, der måske er indbyrdes modstandere i dag, men kan blive allierede i morgen, især hvis de bliver ramt af en amerikansk bomberegn. Skulle det ske, at den vestlige koalitions bombefly rammer IS-mål i Syrien, vil det tilmed være en regulær taktisk håndsrækning til Bashar al-Assad.

Fordi den irakiske regering har givet sin amerikanske protektor tilladelse til at bombe IS-mål i landet, er det ikke påkrævet for USA at få accept i FN’s Sikkerhedsråd for at legalisere operationer fra luften.Situationen er stik modsat i Syrien, hvor Rusland vil bruge sit veto, hvis eller når det kommer så langt.

isisleaders

Selv en militær indgriben i Syrien, der kunne handle om at undsætte civile, vil få det svært ved at blive realiseret. Juridisk kan amerikanske luftangreb i Irak sidestilles med de bombardementer, Nato gennemførte i Libyen i 2011 på basis af FN-resolution 1973.Sprogbrugen her har klare ligheder med FN-resolution 2170 fra 7. august om Irak, hvor der tales om »omfattende og systematiske angreb mod civilbefolkningen«.

VERDEN, og især USA, har trods alt lært af den ulyksalige tilstand i 1970′ ernes Sydøstasien, hvor amerikanske bombefly pulveriserede byer og distrikter i Vietnam, Laos og Cambodja.

Her var der tale om uerklærede krige, hvor amerikanerne et langt stykke ad vejen bekæmpede imaginære fjender og forsøgte at støtte allierede, der kun havde minimal opbakning i de lokale befolkninger. Kombinationen af antikommunistisk inddæmningspolitik byggende på dominoteorien fra 1950′ erne og borgerkrige per lokale stedfortrædere viste sig dødelig for næsten 60.000 unge amerikanere og mindst et par millioner asiater.

Det bedste man kan sige om denne konflikt er, at den blev relativt kort, et tiår, og at amerikanerne i dag hilses velkommen i det meste af regionen.

Sådan bliver det næppe i Mellemøsten.Både Irak og Syrien risikerer afghanske tilstande, hvor fjenden er diffus og allestedsnærværende, og hvor det indbyrdes sammenhold mellem væbnede grupper kun styrkes af en stormagts tilstedeværelse, sådan som Sovjetunionen erfarede i 1980′ erne, og som en række vestlige allierede har måttet erkende det i Afghanistan.

72743384-772D-4FCD-A12B-939B1EFD2700_cx0_cy4_cw0_mw1024_s_n

FORESTILLINGEN om at kunne genskabe et Irak, der samler befolkningen nationalt og demokratisk er i dag en skinbarlig og kostbar illusion. Den vestligt ledede koalition kan af hensyn til alliancepartnere, ikke kun regeringen i Bagdad, men også Tyrkiet, af indlysende grunde ikke gå ud og deklarere, at et uafhængigt Kurdistan er et af krigens hovedmål. Men det kan blive en uafvendelig realitet på sigt.

(klumme i Politiken 18.09.2014)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Kærlighedens kår i Kina

Udgivet den 7. september 2014 af flemmingytzen

Den kinesiske systemkritiker Zeng Jinyan har sammen med sin eksmand, Hu Jia, i mange år kæmpet mod Asiens mægtigste sikkerhedsapparat. Bogen om dem, ‘Beijing Love Story’, er netop udkommet på dansk. 

I autoritære stater handler politisk forandring om at finde de rette balancer. Mellem befolkningsgrupper indbyrdes og mellem individer og statsmagt. Ikke mange andre steder på kloden er balancen rykket så dramatisk som i Kina gennem de seneste tyve år, og alligevel er der for de mest profilerede kritikere intet nyt i skyggerne under den østasiatiske sol.

Så det er overvældende at møde en af disse kritikere, der har turdet konfrontere verdens nok mægtigste politistat, den kinesiske. Zeng Jinyan er i København for at fortælle om bogen ‘ Beijing Love Story. To aktivisters kamp for kærlighed og menneskerettigheder i Kina’, der er skrevet om hende og hendes mands liv.

url

Indtil for nylig var Zeng, der i dag bor i Hongkong, en af de mest profilerede i det kinesiske dissidentmiljø: Hun har været samlevende med aktivisten Hu Jia, de har en datter sammen, og de blev kendt i Kina og i verden som fortalere for støtte til hivog aids-ramte, som de mente blev negligeret af myndighederne. Parret blev chikaneret efter alle kunstens regler under flere års nærkontakt med politistatens uniformerede repræsentanter.

Stille om Ai Weiwei

I omverdenens øjne var Zeng Jinyan og Hu Jia i en periode i samme udsatte kategori som landets kendteste dissident, multikunstneren Ai Weiwei, omverdenens kæledægge blandt Kinas systemkritikere.Ham har der været temmelig stille om i de seneste år, så det er indlysende at spørge Zeng, hvordan det går med Ai Weiwei.

Ai_weiwei-

»Han er min bedste ven. Desværre har jeg ikke set ham længe. Nogle journalister, der har mødt ham for nylig, siger, at gløden i hans øjne er borte. Jeg er dog sikker på, at han stadig er meget kreativ, at han stadig kritiserer staten, men jeg frygter, at noget i ham er bukket under. Han har for tiden gang i en protest, hvor han bruger blomster.Hver dag sætter han en buket blomster på sin cykel foran sit studie. De blomster bliver selvfølgelig stjålet«.

Hvad er det, han forsøger at fortælle?

»At han vil have sit pas tilbage, så han kan rejse ud. Det er en praksis, jeg kender til. Myndighederne begrænser kritikeres bevægelsesfrihed; det har jeg selv oplevet i fem år«.

Det lykkedes for Chen Guangcheng, den blinde aktivist, at forlade landet, og her spillede amerikanske diplomater en rolle. Ham kender du også. Chen har det ikke nemt i USA, hvor han bliver brugt af visse interessegrupper.

images

»At bosætte sig i udlandet kan blive ganske kompliceret, for mig er det ikke en løsning. Jeg er en almindelig ph. d.- studerende,der vil dyrke karrieren, og her er Hongkong Kinas bedste sted«. Du må have stillet dig selv spørgsmålet, om det har været det hele værd. Hensynet til Hu Jia og jeres datter. Og at kampen har kostet jeres samliv.»På det personlige plan har der været omkostninger, ja.Men enhver, der har været i de situationer, jeg har været i, vil ikke finde det meningsfuldt at stille et sådant spørgsmål. Det handler om at bevare menneskelig værdighed«.

Patrioter eller ej

I 2008 begik parret en helligbrøde ved at stille spørgsmålstegn ved afholdelsen af OL i Beijing. Om det nu virkelig var en begivenhed, som fejrede kinesisk kultur og historie, eller om det var reduceret til en pr-øvelse for det herskende magthaverparti.Hu Jia og Zeng Jinyan blev sat i husarrest, overvåget, aflyttet, chikaneret, fordi de efter myndighedernes opfattelse er illoyale over for ikke partiet, men det kinesiske samfund, fordi de mangler kærlighed til fædrelandet. Sådan lyder myndighedernes begrundelse. Hvordan det kan bevises?

Jo, siger de uniformerede, det afsløres i parrets regelmæssige kontakter til især udenlandske mediefolk i Beijing. Korrespondenterne har nemlig fået nogle af de mange historier om parrets kamp for at hjælpe hiv-og aids-ramte kinesere.

Men nogle begyndte også at beskrive parrets dybt ubehagelige og fornedrende oplevelser med Kinas ‘ sikkerhedsapparat’.En af dem er den finske journalist Sami Sillanpää, der var korrespondent i Beijing for det store dagblad Helsingin Sanomat i årene 2003-09.Han skulle som alle andre udstationerede ansætte en kinesisk assistent, og Zeng Jinyan var en af ansøgerne.Hun fik ikke jobbet, og først efterfølgende erkendte Sami Sillanpää, hvilken kontroversiel personlighed han var lige ved at få ind på sit kontor.Utvivlsomt er det en blanding af samvittighedsnag og genuin fortællelyst, der har fået den hjemvendte korrespondent til at berette om Hu Jia og Zeng Jinyan i ‘ Beijing Love Story’.

Fornedrelse i bogform

I dag lever den 30-årige alenemor Zeng Jinyan en rimelig tilværelse på Kinas frieste lokalitet, Hongkong, utvivlsomt det bedste sted for kinesiske dissidenter overhovedet, hvis man ikke vil forlade fædrelandet. Her er der tilpas langt til magt-og kulturcenteret Beijing, hvor ekspartneren stadig lever det konfronterende liv.

1613miel_os

Er det prisen værd at ofre familielivet på systemkritikkens alter? Du kunne have arbejdet på systemets præmisser.

»Det kunne jeg, men kun ved at acceptere nogle betingelser. Mit møde med aids-ramte og forsøgene på at hjælpe dem gjorde hele forskellen. Vi kunne ikke bare vende os væk og gå fra dem. De få rettigheder, de havde, skulle forsvares.Og jo bedre vi forsøgte at hjælpe dem, jo mere opdagede vi om karakteren af Kinas politiske system«.

Alligevel er din og dine forældres historie levende beviser på, at landet har forandret sig?

»Forandringerne er indlysende, men den totalitære fortid fornægter sig ikke.Der er meget lav tolerance over for kritikere, og er du først på systemets sorte liste, er det meget vanskeligt at komme af den liste. Jeg har gjort de samme erkendelser, uanset om jeg har arbejdet med aids-ofre eller sammen med universitetsfolk, kunstnere, filmfolk, skribenter og andre. Dilemmaet er vanskeligt: Passer man sine egne sager, kan man få et godt liv. Men jeg erkendte, at forsøgte jeg ikke at hjælpe andre, ville jeg før ellers siden være i deres situation og ønske, at nogen ville hjælpe mig«.

Størst mulig ærlighed

I Hongkong er Zeng Jinyans forskningsfelt sociale bevægelser, feminisme, cyberaktvisme og andet af samme skuffe.Emner, som hun ville få meget vanskeligt ved at håndtere, hvis hun var blevet i Beijing.

»Som akademiker arbejder jeg med data og bør gøre det med størst mulig grad af ærlighed. Enhver kunstner eller forsker, der vil have et ærligt forhold til virkeligheden, bliver systemkritiker før eller siden«.

thumbs_nick-devlin-zeng-jinyan-2007-synthetic-polymer-paint-on-marine-ply-504-x-396mm-2950

De veluddannede kinesere bør vel presse på for at flytte grænserne for, hvad der er muligt?

»Der har været mange forandringer, men meget forbliver det samme. Min fi-losofilærer er en meget dygtig lektor.Han ville skrive en bog om Folkerepublikkens grundlægger, Mao. Han forbliver i sin lektorstilling og bliver aldrig professor. Det er sådan, systemet arbejder«.

Zeng fortæller som et skræmmeeksempel en historie om, at ‘ systemet’ forsøgte at indmelde et par hundrede kunstnere i en statskontrolleret sammenslutning.De, der nægtede, blev sat ud af deres boliger.

»På den anden side er der dem, der begynder af indgå kompromiser med staten. For dem er vejen til penge, job og indflydelse åben. Prisen, de betaler, er høj. De accepterer den selvcensur, der i stigende grad har afløst den gammeldags forhåndscensur af alt«.

Ideologien er død, men

»Det, der optager mig, er, om civilsamfundet kan få større rum i Kina. Den oplevelse havde vi i 1980′ erne inden massakren på Tienanmen. Det er korrekt, at der er kommet et civilsamfund i Kina, men det opererer i vid udstrækning på statens præmisser. Jeg mener, at selv i Cuba er civilsamfundet friere. I Kina har kommunismen som ideologi helt tabt betydning, i stedet er partiets folk blevet repræsentanter for særlige interessegrupper, der varetager personlige og familiemæssige interesser. Det har skabt et meget komplekst system«.

Vil Kina være et bedre eller et værre sted at leve i om fem eller ti år?

»Staten bør søge at løse de mest presserende problemer, som handler om miljø, velfærd, sundhed og fødevaresikkerhed.Det forsøger de og kan måske opnå en balance på kort sigt. Den kinesiske befolkning er kendt for sin tålmodighed, og man finder sig i meget«.

Der tales om, at Kina bør udvikle sig som Singapore. Et lov og orden-samfund, hvor de bedst uddannede bestemmer det meste.

»Og en stat, der behandler borgerne som små børn!«.

(Interview i Politiken 7.9.2014) 

 

Udgivet i Interviews, Kina | Skriv en kommentar

Fukushima trækker spor langt fra Japans kyster

Udgivet den 4. september 2014 af flemmingytzen

Der gives nu erstatninger til personer, der blev skadet af atomkatastrofen i Japan i 2011. Men landet opgiver ikke kernekraften. 

OPMÆRKSOMHEDEN omkring følgerne af den katastrofe, der ramte atomkraftværket Fukushima i marts 2011, er med tiden rykket over i retssalene og ikke kun de japanske. I sidste uge tilkendte en lokal domstol i Fukushima-distriktet erstatningsbeløb på 49 millioner yen (2,6 mio. kr.) til de efterladte til en kvinde, der tog sit eget liv efter at være blevet tvunget til at forlade sit hjem i området. Ifølge familiens advokat er det første gang, at en domstol anerkender sammenhængen mellem katastrofen på atomkraftværket og en af de mange evakueredes selvmord.Den 58-årige Hamako Watanabe satte i juli 2011 ild til sig selv på gårdspladsen bag det hjem, hendes familie var blevet evakueret fra tre måneder tidligere.

2014.01.08-mrconservative-52cd8cd958286

LÆNGERE VÆK fra Japan venter der erstatningssager, der tager sig mere komplicerede ud.En domstol i San Diego, Californien, behandler i denne tid et søgsmål rejst af 110 amerikanske søfolk og teknikere, der tog del i den store redningsaktion Operation Tomadachi, som den amerikanske flåde satte ind med, efter tsunamien ramte kyststrækningen i det nordlige Japan.

De 110 repræsenterer kun en brøkdel af det amerikanske personale på godt 77.000, der deltog i hjælpearbejdet.Men sagens udfald kan blive retningsgivende for, om mange flere kan gå rettens vej for at opnå erstatninger for helbredsskader.

Sagsøgernes arbejdsgiver, det amerikanske flådeministerium, fastholder, at deltagerne i redningsarbejdet kun er blevet udsat for begrænsede doser af radioaktiv bestråling.Søgsmålet opregner en række sygdomsudbrud og et enkelt dødsfald, som har vakt opmærksomhed ikke mindst blandt de organisationer, der modarbejder udbredelsen af kernekraft. De henviser til dokumenterede tilfælde af kræft, især leukæmi.

Theodore Holcomb var en af dem, der gerne ville have lagt sin sygejournal frem i retten. Han var en del af en helikopterbesætning på hangarskibet ‘ USS Ronald Reagan’, der deltog i Operation Tomadachi. Holcomb døde 24. april i år af en sjælden kræftform.

James Jackson er en af dem, der frygter det værste, men håber på det bedste for sin nu 15-årige søn, Darius. Faderen er en af flådens it-analytikere, og hele familien var udstationeret i Yokosuka, da katastrofen indtraf. Mindre end et år efter tsunamien blev Darius diagnosticeret med leukæmi. Familien mener, at deres arbejdsgiver burde have beordret dem ud af regionen, straks efter at tsunamien ramte kysterne.

imgres

Skurken i dramaet er indlysende nok Tepco, det gigantiske energiselskab, der ejer Fukushima. Selskabet kæmper mod en hel stribe af hjemlige søgsmål med erstatningskrav.

Et første søgsmål blev afvist i april, men en ny mulighed opstod, efter at et særligt juridisk ekspertpanel i juli konkluderede, at tre tidligere chefer ved Tepco bør tiltales for embedssvigt, fordi de ikke i tilstrækkelig grad havde været opmærksomme på de særlige risici ved værket.

En undersøgelseskommission nåede for to år siden frem til, at både Tepco og myndighederne havde forsømt at træffe særlige foranstaltninger for at hindre udslip i tilfælde af reaktorsammenbrud.Kommissionsrapporten afviste i sin konklusion i 2012 Tepcos forklaringer om, at tsunamien havde været umulig at forudsige og anklagede energiselskabet for at skjule relevante data om ødelæggelserne.

Samme år bebudede den daværende regeringschef, Naoto Kan, at Japan ville udfase kernekraften som energikilde frem til 2040. Beslutningen betød, at Japan skruede massivt op for import af olie og gas og skabte både et dundrende betalingsbalanceunderskud og op til 50 procents stigninger i almindelige husstandes elektricitetsregninger.

images

IKKE OVERRASKENDE tabte Naoto Kans centrum-venstre Demokratiske Parti parlamentsvalget i december 2012, hvorefter det konservative Liberal-Demokratiske Parti kunne vende tilbage til regeringskontorerne.

LDP’s partiapparat er finansielt tæt knyttet til energisektoren, og derfor kunne Tepco med lettelse indrette sig på, at atomkraftværkerne bliver.Da regeringen tidligere i år lagde en ny energiplan frem, var landets 48 atomreaktorer lukkede, men genstartes nu, i takt med at anlæggene testes.

Energiplanen bygger på, at både kernekraft, fossile og vedvarende energikilder skal være med i japansk energipolitik, men er ikke præcis med en nøjagtig fordelingsnøgle.Atomkraften forlader ikke Japan, og politisk er landet tilbage i sin klassiske indretning, hvor store virksomheder styrer, og reformer udebliver.

(klumme i Politiken 4.9.2014)

 

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

I Lidegaard og Jensens lykkeland

Udgivet den 3. september 2014 af flemmingytzen

Danmark kan ikke redde Afghanistan og Irak fra landenes egen dårligdom

Lange og fyldige programerklæringer fra ministre kan være nyttige, hvis medier og opposition efterfølgende skal holde målsætninger op med de faktiske resultater.

Så forhåbentlig er der mange, der har arkiveret den Kronik, vi bragte 27. august under overskriften ‘ Mere Danmark i verden’.Her inviterede udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og udviklingsminister Mogens Jensen (S) til en længerevarende debat om, hvordan vi danskere kan gøre en positiv forskel i en stadig mere turbulent og uforudsigelig verden.

Et glimrende initiativ, men prøv lige engang, kære læsere, at gå teksten efter med lup og tættekam og tjek efter, hvad der ikke var med i ministrenes lange gennemgang af prioriteringer i dansk udenrigs- og udviklingspolitik.

Svaret er hårrejsende enkelt: Arktis. Brutalt sagt: Danmarks geopolitiske baggård. Her var ministrenes tavshed larmende.Uden for det europæiske kontinent er der intet andet sted på kloden, hvor danske nationale interesser er mere på spil end i den region, hvor vi grænser op til Nordamerika og Rusland, og hvor de asiatiske økonomier kun er lige om hjørnet i forhold til de handelsruter, som med stor sandsynlighed bliver en realitet inden for det kommende årti.

BwDBVH2IQAAQnQQ

DE TO MINISTRE bebudede, at de inden årets udgang vil præsentere en samlet vision for Danmarks rolle i verden. Vi må gå ud fra, at de med Danmark også mener rigsfællesskabet, og for enhver nutidig og fremtidig regering rejser der sig nogle markante dilemmaer i håndteringen af rigsfællesskabets nordligste del:

Har vi den infrastruktur og den teknologi til rådighed, som vil gøre det realistisk at fragte varer og råstoffer gennem Nordvestpassagen på betryggende vis? Har vi den nødvendige flådekapacitet? Skal vi til at bygge ubåde?

Hvad skal vi bede vore Nato-partnere USA og Canada om? Hvad kan vi forvente fra et tilsyneladende stadig mere selvbevidst Rusland, når det gælder transport og råstofudvinding i det arktiske område? Hvad betyder det, at de betydelige asiatiske lande har meldt sig som aktører i Arktis, og at vi har strategiske partnerskabsaftaler med Kina, Sydkorea og Japan?

INT-_KO-arktis-over_795156a

Det kunne de to ministre jo godt have ofret et par afsnit på, når man nu har fået stillet en hel Kronik til rådighed. Som skeptisk skattebetaler er det svært at befri sig fra en fornemmelse af, at strategerne på Asiatisk Plads lider af både volumensyge (‘ vi vil det hele – over det hele’) og af en overdreven idealisme (‘ vi har verdens bedste udviklingssamarbejde’).

MÅSKE ER DET ikke fra ministrene, men fra menige folketingsmedlemmer og uafhængige debattører, vi kan forvente et kritisk tilbageblik på tidligere indsatser, og at der vil blive stillet spørgsmål som de følgende i debatten:

Hvilke kriterier skal være opfyldt, næste gang Danmark sender soldater på fjerne missioner? Hvordan undgår vi fadæser som ‘ Med Fogh i Irak’-fortællingen, spækket med løgn og spin, som den var? Er det realistisk at forvente, at Afghanistan bliver, hvad landet var på vej til i 1960′ erne, hvor det afghanske samfund forsøgte sig med noget, der lignede vestligt inspireret modernisering?

Der er et paradoks i, at vi kun i beskedent omfang diskuterer udfordringerne ved at gøre det grønlandske samfund mere selvbærende (i praksis: mindre afhængigt af bloktilskud), samtidig med at vi med militær brask og bram har forsøgt at sælge en skrøbelig fortælling om, at Irak og Afghanistan kunne gøres sikkerhedsmæssigt bæredygtige.

Populært sagt: Vi skal holde orden i vor egen baggård, hvis vi med troværdigheden i behold skal kunne påberåbe os retten til at reformere dysfunktionelle samfund i Mellemøsten og Centralasien.

Ovenstående spørgsmål stilles ikke for at genere ministre, der er fyldt med gode hensigter, men for at minde om, at vi i bogstaveligste forstand har ejerskab til et nærområde, som der ikke tales alverden om, men hvor alle danske interesser og prioriteringer er i spil:

Energipolitikken, miljøet, de oprindelige kulturer i det grønlandske samfund, interessevaretagelsen over for sværvægtere som USA, Canada og Kina og ikke mindst vore nordiske partnere i Arktissamarbejdet.

arctic-dispute450

Er det i virkeligheden en Arktis-minister, der er brug for, og skal han eller hun bo i Forsvarsministeriet?

DANMARK VIL gerne udbrede de danske værdier. Uanset om vi sender penge til et kommende syrisk civilsamfund eller til opretholdelse af den fjerneste bebyggelse i Grønland, skal det handle om at hjælpe folk til at klare sig selv. Når det sker, kan vi måske øjne lidt af Lidegaard og Jensens lykkeland.

(klumme i Politiken 3.9. 2014)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Den asiatiske papirtiger risikerer druknedøden

Udgivet den 23. august 2014 af flemmingytzen

Tiden er løbet fra det sydøstasiatiske fællesmarked. 

ALT EFTER politisk temperament kan man anskue den østasiatiske samarbejdsorganisation Asean som en stilfærdig succes eller et fortidslevn, der i nutidens geopolitiske realiteter ikke er meget andet, end hvad salig formand Mao ville have kaldt en papirtiger.

Succeshistorien først: De ti medlemslandes ‘ blok’ leverer først og fremmest politisk stabilitet og lægger dermed et fundament for opbygning af velstand. Modsat EU forsøger Asean ikke at udbrede særlige værdinormer, såsom demokrati og menneskerettigheder, men lader hvert medlem passe egne indre anliggender.Derfor er der rigelig plads til både det sprudlende demokratiske Indonesien, de dysfunktionelle stemmedseddelsdemokratier Thailand og Filippinerne, det repressive Cambodja og den dynamiske udviklingsstat Vietnam. De konsulterer hinanden og er enige om at være uenige om det meste.

Dernæst manglerne: Asean kan ikke levere regionale løsninger på ret meget.Sydøstasiens altoverskyggende sikkerhedsproblem er de territorielle stridigheder i Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina er den fælles udfordrer.Længere ned på listen hober udfordringerne sig op: Militæret i Myanmar forfølger fortsat etniske grupper, Thailands militær holder landets sydligste region i de facto-undtagelsestilstand, og hvorfor er regionens yngste nation, ludfattige Østtimor, endnu ikke medlem?

logo

SOM INSTITUTION er Asean en fleksibel netværksagtig størrelse, der har oprettet dialogfora med de større og mere magtfulde naboer Kina, Japan og Sydkorea. På det særlige østasiatiske topmøde inviterer organisationen tilmed USA, Rusland, Indien, Australien og for et syns skyld New Zealand.Flot ser det ud, halvdelen af klodens befolkning er repræsenteret, men kan de enes om ret meget andet end at bekræfte hinanden i velkendte uenigheder? Næh.

Billedet af papirtigerens magtesløshed blev til fulde bekræftet ved det nylige regionale topmøde, der blev afholdt i Myanmars surrealistiske hovedstad, Naypyidaw.Uden at have bedt om det endte den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, med at være mødets hovedperson. Alle øvrige deltagere spurgte hinanden: Hvad er USA’s hensigter i regionen? Er Obama ved at opgive den såkaldte rebalancering (læs: tilbagevenden til Østasien), fordi nedsmeltningen i Mellemøsten tager al opmærksomheden? Hvorfor forsøger USA ikke at revitalisere sine asiatiske partnerskaber til at skabe en reel inddæmning af den voksende stormagt Kina?

14905718381_30e19ba5a9_o

Ved sin grundlæggelse i 1967 var Asean tænkt som en del af det antikommunistiske bolværk, der skulle dæmme op for ikke mindst kinesisk indflydelse i datidens krige i Indokina og infiltration via datidens prokommunistiske grupperinger i stort set samtlige medlemslande. Men den logik er siden vendt på hovedet i takt med Kinas forvandling til en prokapitalistisk udviklingsstat.

Men glem venligst alt om, at Asean kommer til at importere vestlige samfundsmodeller som det, EU eller USA repræsenterer.For hvad var det nu, at debatten om asiatiske værdier handlede om dengang i 1990′ erne? At undgå tilstande som i det medlemsland, der helt ud i de yderste fingernegle har kopieret en vestlig demokratimodel: Filippinerne med dets kaos af vold, kriminalitet, social opløsning og splittede familier. Så hellere et kompetent autokrati med orden, disciplin og høj levestandard som i Singapore.

DEN ALTOVERSKYGGENDE udfordring for regionen er selvsagt det stadig stærkere Kina. Med kinesernes arrogante adfærd i Det Sydkinesiske Hav er der i høj grad brug for regionalt sammenhold. John Kerry forsøgte på topmødet i Myanmar med et forslag om et stop for provokerende handlinger i Det Sydkinesiske Hav, og det budskab blev naturligvis opfanget af både kinesiske og japanske tilstedeværende.

southchinasea

Men selv Vietnam og Filippinerne, som længe har været generet af regulære kinesiske provokationer til havs, holdt sig tilbage. Man har det udmærket med diplomatisk støtte fra USA, men ud over anløb af amerikanske flådefartøjer er der ingen, der har taget tilløb til at definere et fælles modspil til den opstigende stormagt.

Dermed bliver det nemmere for kineserne at spille et del og hersk-spil. Thailand, Laos, Cambodja og Malaysia har alle betydelige kinesiske mindretal og er modtagere af store kinesiske investeringer og vil ikke udfordre Beijing.

MÅLT MED europæiske standarder minder Asean om datidens EF. En model, der havde sin tid, men som måtte videreudvikles for at forblive relevant. Papirtigeren Asean risikerer at drukne i Det Sydkinesiske Hav, hvis der ikke tænkes nyt.

(klumme i Politiken 21. august 2014) 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar