Islamisterne vil bombe vores øl

Udgivet den 12. august 2014 af flemmingytzen

Mens håbløsheden breder sig i Mellemøsten, viser to muslimske lande vejen. 

For 31 år siden besøgte jeg Malaysia og Indonesien for første gang. Begge lande har muslimske befolkningsflertal og har i perioder haft et anstrengt forhold til deres etniske mindretal.

Det største af landene, Indonesien, var dengang en noget akavet hybrid af et militærstyre og en stærkt kontrolleret form for parlamentarisme.

I Malaysia har militæret altid holdt nallerne væk fra den politiske magt, men helt frem til i dag har staten bevaret nogle af de særlige undtagelseslove, som blev opfundet af briterne i kolonitiden.

Hvad der karakteriserede begge nationer, var, at de efterstræbte en modernitet, der ligner Vestens. Et forbrugersamfund, der giver plads til individernes udfoldelse og frigørelse, herunder for kvinderne.Sådan er det lykkeligvis også i dag.

Noget, der overraskede i bybilledet i både Kuala Lumpur og Jakarta, var reklamer for vores egen øl, Carlsberg. En alkoholisk drik, der tilmed blev fremstillet på malaysisk jord i forstaden Petaling Jaya uden for Kuala Lumpur.

I hovedstadens barer og restauranter blev der skænket Carlsberg, så det lystede.Men jeg bemærkede dog, at en del malajer foretrak vand, mens de velhavende kinesere ikke holdt sig tilbage.

4R9W1823

I GÅRSDAGENS udgave af Hongkong-avisen South China Morning Post kunne man læse, at de malaysiske sikkerhedsmyndigheder har arresteret 19 personer, der mistænkes for at have tilknytning til Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Ifølge en talsmand for landets særlige antiterrorenhed har flere af de arresterede indrømmet at have forberedt terrorangreb på både regeringskontorer og privatejede bygninger, blandt dem et diskotek, flere barer i Kuala Lumpur og Carlsberg-bryggeriet i Petaling Jaya.

Carlsberg i Sydøstasien er dermed bekræftet som et potentielt terrormål. Skal vi være overraskede?

Lad os lige minde om, hvad der skete på den indonesiske feriedestination Bali 12. oktober 2002. To forlystelsessteder, begge med diskodans og rigeligt med spiritus, blev blæst i stumper og stykker af terrorister. 202 blev dræbt, blandt dem tre danskere. Andre 240 blev såret.

Hvorfor dog diskoteker og ikke en grå og kedelig regeringsbygning? Barer og dansesteder, der er oplyst af neon og behængt med ølreklamer, er i al deres kommercielle enkelhed symboler på modernitet og individets frisættelse.

En banal konstatering vil mange synes, men sådan tager det sig ikke ud i islamisternes hoveder. Ekstremisterne ser djævelskab, hvor vi andre ser fest og farver.

3f14213f58885e33eba0778886375776

TRAGEDIEN PÅ BALI fik dog et positivt efterspil.De indonesiske myndigheder jagtede potentielle og reelle terrorister næsten til døde. De vidste, hvem de skulle gå efter:

Netværket hedder Jeemah Islamiyah, og dets åndelige leder hedder Abu Bakar Bashir.Jeemah Islamiyah blev grundlagt i 1993 i Malaysia af en håndfuld landflygtige indonesiske aktivister med rødder i Darul Islam-bevægelsen, en konservativ variant af islam med rødder i Indonesiens frigørelseskamp mod hollandsk kolonistyre i slutningen af 1940′ erne.

Tre terroranklagede kom for retten og blev dømt for meddelagtighed i attentatet på Bali og blev henrettet i november 2008. En fjerde mistænkt blev skudt under en politijagt i marts 2010.

Den slags nyheder ville have været opmuntrende, hvis de kom fra Bagdad eller Beirut. At et velfungerende, sekulært og topprofessionelt statsapparat er udstyret med sikkerhedstjenester, der gør deres yderste for at værne civilbefolkningen mod den slags trusler, der udgår fra især religiøst inspirerede terrorbevægelser.

NÅR INDONESIEN og Malaysia har det, som Irak aldrig fik efter den amerikanskledede invasion i 2003, skyldes det ironisk nok den vestlige tilstedeværelse og fortsatte indflydelse.

Britiske og andre Commonwealth-styrker hjalp i årene fra 1948 til 1960 med nedkæmpelsen af det malaysiske kommunistparti og hjalp den unge stat til at blive en rimeligt overlevelsesdygtig føderation fra 1957.

119926

Det gik ofte hårdt for sig. Nogle vil hævde, at Malaysias opretholdelse af undtagelseslove fra den britiske koloniperiode ikke rimer særlig kønt med normerne for en moderne retsstat.

Men med spøgelset fra den amerikanske Guantánomolejr for evigt hængende i horisonten over både Mellemøsten og Sydøstasien giver det ikke megen mening at bede magthaverne i Kuala Lumpur om at skrue ned for beredskabet, tværtimod.

Spørg bare hos Carlsberg.

(klumme i Politiken 12.8.2014)

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Oprejsning til manden, der reddede verden fra atomkrig

Udgivet den 10. august 2014 af flemmingytzen

FN’s første asiatiske generalsekretær, burmeseren U Thant, spillede en nøglerolle under Cubakrisen i 1962. Thants indsats er blevet revideret af historieskrivningen, og hans familiebolig i Myanmars tidligere hovedstad bliver nu museum. 

Der er rustne hegn med låste porte omkring hele området, og høje træer skjuler delvis bygningen.Så det kræver en særlig aftale at få adgang til den ejendom, hvor en vigtig del af det moderne Burmas historie begyndte, årtier inden landet skiftede navn til Myanmar.

U Thant Housejpg

Den toetagers bungalow levede indtil for nylig en anonym tilværelse pakket ind i en lille park i bydelen Kamayut. I dag håndværkeres hammerslag og saven.

Huset blev kort efter Burmas uafhængighed i 1948 overdraget til en af Asiens største diplomatiske begavelser, U Thant. (U er en titel, der svarer til det britiske ‘ Sir’).

Thant var en nøgleperson i datidens demokratiske og uafhængige Burma og blev siden den diplomat, der fra 1961 og ti år frem var generalsekretær for FN. Han var den første FN-chef fra den tredje verden og kom til jobbet efter en international tragedie, da han blev midlertidigt udpeget, efter at FN’s svenske generalsekretær Dag Hammarskjöld omkom ved et flystyrt i Afrika i september 1961.

Aye Aye Thant er datter af U Thant og i dag en elegant, gråsprængt kvinde på 76. Det meste af sit liv har hun boet i New York. Hun blev i sine yngre dage vænnet til, at der over middagsbordets skåle med ris, kylling og grøntsager blev talt om John F. Kennedy, Nikita Khrusjtjov og Fidel Castro.

Som pensionist har Aye Aye Thant skabt sig en ny mening i livet. Hun er vendt hjem til sit fødeland for at rette op på historiens uretfærdighed.

»Kom indenfor og oplev lidt af, hvad der var min og min fars verden«, siger hun i et mildt, skrøbeligt tonefald stående ved siden af et foto på væggen, der viser forsiden af nyhedsmagasinet Newsweek fra 3. oktober 1966, hvor hendes far er gjort til emnet for bladets cover story.

3772

På væggene i husets to rummelige stuer er der ophængt en stribe historiske sort-hvide fotos fra FN-hovedkvarteret i New York under faderens krævende embedsperiode i de tidlige og meget turbulente 1960′ ere. Her er billeder af bl. a. de to forgængere i generalsekretærembedet, Dag Hammarskjöld og nordmanden Trygve Lie.

U Thant maleri

Sammen med sin søn, den britisk uddannede historiker Thant Myint-U har Aye Aye Thant oprettet en fond med det formål at omdanne den tidligere familiebolig til et museum, som skal hædre faderens minde og genskabe erindringen om, at datidens kendteste burmeser spillede en nøglerolle i at redde verden fra et nukleart ragnarok.

Milepæl for forsoning

I dag har huset og den historie, det repræsenterer, tilmed fået betydning for den skrøbelige demokratiseringsproces i Myanmar. Som Thant Myint-U udtrykker det: »Dette sted er en milepæl for politisk forsoning«.

Renoveringen er i fuld gang. Det rummelige soveværelse er helt uden udsmykning, men det skal indsamlinger og private bidrag råde bod på. Haven er forsømt, men dog ryddet. Bygningen havde stået tom i en snes år, da Thant Myint-U og Aye Aye Thant dukkede op for et par år siden, og nærmer sig nu noget, der er præsentabelt.

I 1957 kom U Thant til New York som sit lands FN-ambassadør. Verden befandt sig dengang midt i en bundfrossen kold krig mellem supermagterne, men samtidig i afkoloniseringens sidste fase med en stribe af nyudklækkede, uafhængige stater i Afrika og Asien, der alle søgte om medlemskab af FN.

IMG_3778

Netop afkoloniseringen var en af tidens største udfordringer. Men U Thant, der personligt havde erfaringer med både britisk og japansk overherredømme i sit hjemland, var bedre rustet end nogen til at få lukket verdensorganisationen op for de nye stater fra Afrika og Asien.

Thant var anderledes end sine to skandinaviske forgængere. Den lille bebrillede asiatiske diplomat vakte opsigt ved at praktisere buddhistisk meditation, umiddelbart inden han skulle til møderne i FN’s Sikkerhedsråd. Derudover demonstrerede han så betydelige evner som forhandler, at han vakte beundring både i den vestlige og den kommunistiske lejr.

Cuba-krisen

Kun et års tid efter sin tiltrædelse sad U Thant med en overhængende global konfrontation i hænderne: Cuba-krisen, hvor USA og Sovjetunionen bevægede sig på kanten af et atomart ragnarok. De mere præcise omstændigheder om generalsekretærens meget aktive rolle er først blevet kendt længe efter Thants afgang i 1971 og hans tidlige død kun tre år senere.

Da krisen i oktober 1962 var afblæst og den halve verden åndede lettet op, fremførte den amerikanske regering den hovedforklaring, at det var Kennedy-regeringens trussel om magtanvendelse – i form af en flådeblokade mod Cuba og et massivt opbud af krigsskibe og fly i havet omkring den kommunistisk styrede ø – der var udslagsgivende for krisens demontering.

Kennedys udenrigsminister Dean Rusk brugte vendingen »vor modpart blinkede først« som et ordspil for, at Sovjetunionen var den første til at give efter for pres.

Flere år senere føjede diplomater og historikere den væsentlige detalje til, at USA som en modydelse for nedtagning af de sovjetiske missilramper på Cuba havde tilbudt at fjerne de amerikanske Jupitermissiler fra baser i Tyrkiet.

images

Altså en noget for noget-logik, som siden har holdt sin sejrsgang i historieskrivningen.Men der er en tredje faktor, der spillede ind i afmonteringen af missilkrisen i 1962: generalsekretær U Thants forhandlingsevner.

Da præsident Kennedy annoncerede blokaden mod Cuba, reagerede den sovjetiske ledelse vredt ved at kalde det amerikanske skridt for en »uhørt indblanding i et suverænt medlemslands indre anliggender«.

U Thant

Den nye gruppe af alliancefri lande i FN anmodede herefter Thant om at påtage sig en mæglerrolle, hvilket han gjorde ved at foreslå et treugers moratorium, hvor de sovjetiske flådetransporter ville blive holdt tilbage, og de amerikanske foranstaltninger til en blokade ville blive sat i bero.

I første omgang reagerede den sovjetiske FN-ambassadør Valerian Sorin negativt, men det gjorde han uden at have spurgt hjemme i Moskva. Til amerikanernes overraskelse var sovjetlederen Nikita Khrusjtjov positiv. De fleste sovjetiske transportskibe blev beordret til at sænke farten eller vende om, men enkelte befandt sig betænkeligt nær den inspektionszone, amerikanerne havde defineret.

Dette problem løste den burmesiske generalsekretær ved at fremsætte et oprindeligt amerikansk forhandlingsforslag som sit eget. Thant bad Moskva om at sikre, at de sovjetiske transportskibe undervejs til Cuba sejlede så langsomt, at de ikke kom ind i den zone, hvor de risikerede amerikansk konfiskering – eller endnu værre: beskydning.

Tilsvarende bad FN-chefen præsident John F. Kennedy om at sikre, at de amerikanske flådefartøjer skulle gøre deres yderste for at undgå en direkte konfrontation med de sovjetiske skibe. Der skulle skabes mere tid til forhandlinger.Ved at gøre amerikanernes forslag til sit eget blev dette udspil neutralt og dermed acceptabelt i sovjetledelsens øjne, konkluderer to amerikanske historieforskere, A. Walter Dorn og Robert Pauk, i en minutiøs gennemgang af krisens forløb.

Armwrestling

Amerikansk garanti

Herefter fulgte to døgns intensive forhandlinger – 26. til 28. oktober 1962 – mellem supermagterne, hvor den udløsende faktor, der førte til en fredelig udgang, også blev Thants værk:

Det blev en regulær studehandel. Sovjetunionen skulle fjerne alle militære installationer i Cuba, som var relateret til missilerne, og den amerikanske regering garanterede den cubanske stats ‘ territorielle integritet’. USA skulle forsikre, at man hverken ville bombe cubanske mål eller invadere den lille kommunistiske østat.

Præsident Kennedy købte ideen. Ganske vist kun i forhandlingsperioden, som havde en udløbsdato på et par uger, men nok til, at Thant fik den nødvendige tid til at gå videre.

Det gjorde han bl. a. ved at overtage et oprindeligt amerikansk forslag om at sende et FN-observatørkorps til Cuba for at verificere en tilbagetrækning og nedtagning af de sovjetiske militære installationer. FN-observatørerne blev der aldrig noget af, men Thant rejste selv til Cuba og sikrede aftalens gennemførelse. Han returnerede til New York uden at få nogen heltemodtagelse, for amerikanske diplomater havde travlt med at fremstille krisens afmontering som et resultat af såkaldt hårdt diplomati, dvs. militært pres.
Også et nationalt ikon

I en særlig national burmesisk kontekst har U Thant også spillet en rolle, interessant nok umiddelbart efter sin død af lungekræft i november 1974.

12 år tidligere var datidens Burma blevet overtaget af en xenofobisk militærdiktator ved navn Ne Win. Han lukkede landet af for omverdenen og indførte nordkoreanske tilstande: isolation og massiv undertrykkelse.Diktatoren Ne Win afskyede U Thant på grund af FN-diplomatens berømmelse og popularitet. Så Ne Win nægtede at give U Thant den forventede statsbegravelse. Der var derfor ingen æresgarde i Rangoons lufthavn, da flyet med U Thants kiste ankom.

Da selve bisættelsen skulle finde sted, 5.december 1974, var tusinder af burmesere mødt frem langs hovedstaden Rangoons hovedstrøg for at vise landets kendteste borger den sidste ære. Kisten blev kørt til en britisk bygget væddeløbsbane, hvor den skulle stå nogle få timer inden begravelsen på en af hovedstadens mange kirkegårde.

Så skete det utænkelige: En gruppe studenteraktivister fjernede kisten fra podiet og førte den til den lokalitet, hvor Rangoons tidligere studenterforenings hus havde ligget. Dette hus var blevet sprængt i luften af diktatoren Ne Wins soldater umiddelbart efter militærkuppet i marts 1962.

Studenteraktivisterne opførte et midlertidigt mausoleum for Thant og brugte stedet til at holde agitatoriske taler vendt mod diktaturet. Den revolutionære eufori blev dog kort. I de tidlige morgentimer 11. december 1974 blev stedet stormet af soldater, mange studenter blev dræbt og Thant efterfølgende begravet ved foden af den monumentale Shwedagon Pagode, hvor han har ligget siden.

Skiftende militærjuntaer forholdt sig tavse om U Thant i årtier. I 2011 skrev generalsekretærens barnebarn Thant Myint-U til landets præsident Thein Sein og bad om tilladelse til at indsamle penge til at renovere den gamle familiebolig og hædre morfaderen.

Der kom positivt svar to dage senere.FN’s første asiatiske generalsekretær, manden, der fik supermagterne væk fra afgrunden i 1962, får nu en mindehal, indrettet i sin oprindelige familiebolig.

IMG_3798

(Reportage i Politikens søndagssektion PS 10. august 2014)

Udgivet i Globalt, Myanmar/Burma, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Otte års retsopgør i Cambodja. Èn dømt. Fortsættelse følger

Udgivet den 7. august 2014 af flemmingytzen

Rettergangen mod de overlevende Røde Khmererledere er blevet en skandale i millionklassen.

Medmindre noget uforudset indtræffer i sidste øjeblik, vil der i dag (7. august) blive meddelt domme og straffe mod to af de ansvarlige for et af det 20. århundredes værste overgreb i kategorien forbrydelser mod menneskeheden; De Røde Khmerers massedrab på anslået 1,7 millioner landsmænd i Cambodja i årene 1975-78.

Det daværende kommunistpartis chefideolog, Nuon Chea, 88, og regimets formelle statsoverhoved, Khieu Samphan, 83, står til straffe, som de pga. deres høje alder kun kan nå at afsone en brøkdel af.

aIeng-Sary-Nuon-Chea-Khieu-Samphan-AFP

Domsafsigelsen bliver en foreløbig kulmination på et såkaldt retsopgør, der i sin gennemførelse for længst er gået over i historien som en skandale af dimensioner.Sagen føres ved et såkaldt blandet tribunal, dvs. med både internationale og cambodjanske dommere. Den blev indledt i 2006, og hidtil er der kun afsagt en enkelt dom.

Det skete i 2012, og hovedpersonen var dengang Kaing Guek Eav, kendt som ‘ Duch’, der i sin tid var chefbøddel på det største torturcenter i hovedstaden, Phnom Penh, S-21, kendt i mange halv-og heldokumentariske beskrivelser som centrum i de såkaldte killing fields. ‘Duch’ fik fængsel på livstid; han er i dag 72 og en genfødt kristen.

Det er andet og mere end bureaukratisk langsommelighed, der forklarer, hvorfor tribunalets resultater er så beskedne. Selve sammensætningen af dommerpanelet var et problem fra starten, men blev af den siddende regering i Phnom Penh gjort til en betingelse for, at der overhovedet kunne gennemføres en sag.

Otte år med retsmøder, afhøringer og endeløse slagsmål mellem donorerne, FN-systemet og det cambodjanske justitsministerium har sendt regningen op på den anden side af 200 millioner dollars. Men tro nu ikke, at der med domsafsigelserne i dag sættes et punktum for denne massive ødselhed.  For en uge siden åbnede retten for endnu en sag mod de to, der forventeligt modtager deres dom i dag, og i juridisk forstand er der tale om en anden sagskategori.

20100802_ECCC

Formelt sluttede den første sag mod Noun Chea og Khieu Samphan i december fjor, da de blev kendt meddelagtige i massedrab på omkring 1,7 millioner af deres landsmænd. Den nye sag handler om to specifikke etniske grupper, 20.000 vietnamesere og 90.000 fra den muslimske chamminoritet, som blev systematisk massakreret under De Røde Khmerers lidt over tre år ved magten.

Massedrabet på disse to befolkningsgrupper falder i kategorien folkemord.En talsmand for domstolen forklarer, at de nye retsmøder, der er planlagt, vil blive afholdt i løbet af 2016. Hvor regningen sendes hen, er indtil videre uafklaret.

Da retsmaskineriet blev sat op i 2006, omfattede donorlisten 35 lande, Danmark inklusive. Omtrent halvdelen af udgifterne siden er angiveligt dækket af Japan.

observer_130218_AndrewCayley-300x206

Kritikken mod tribunalet har været omfattende, men har kun haft få praktiske konsekvenser. Den britiske anklager Andrew Cayley forlod i fjor tribunalet efter anklager mod flere dommerkolleger for at forsøge at manipulere efterforskning af bevismateriale. Før ham havde en tysk dommer, Siegfried Blunk og en fransk, Marcel Lemonde, trukket sig, tydeligvis fordi de oplevede at blive udsat for politisk motiveret pres fra deres cambodjanske kolleger.

Kernen i dommerkollegiets uenigheder er spørgsmålet om, hvorvidt embedsfolk i det nuværende regime i Phnom Penh skal i vidneskranken og dermed risikerer at blive udspurgt om deres mulige meddelagtighed i overgrebene.

Regeringsapparatet og de væbnede styrker under ministerpræsident Hun Sen er spækket med fhv. officerer fra tiden med De Røde Khmerer. Om end flere af dem blev afhoppere, da regimet gik i opløsning af indre stridigheder, længe inden en vietnamesisk invasion sendte dem på flugt ud i januar 1979, er der en betydelig udvilje i regimet mod at lade afhøringerne i vidneskranken gå for vidt og lukke op for detaljer, der kan belaste de siddende magthavere.

2EF26DAD-F02E-4C8A-9B89-6EECCDE2A980_cx0_cy0_cw81_mw1024_s_n

Man skal erindre sig, at det var Hun Sen, der forsinkede tribunalet i årevis, indtil han havde fået manipuleret betingelserne i en sådan grad, at kun nogle få udvalgte ville blive anklaget.

De bedste, man kan sige om de afhøringer, der i nu otte år er blevet gennemført i det imposante bygningskompleks i udkanten af Phnom Penh, er, at de har været åbne for offentligheden. Tusinder af almindelige cambodjanere har fået et indblik i, hvem der havde ansvaret for udryddelsen af deres slægtninge og landsmænd.Om ikke andet giver ECCC, som domstolen officielt hedder (Extraordinary Chambers in The Courts of Cambodia), en fornemmelse af retfærdighed.

(klumme i Politiken 7.aug. 2014) 

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Læren af Lawrence i Arabien

Udgivet den 4. august 2014 af flemmingytzen

Kan være, at Vesten skal til at tænke helt forfra i den arabiske verden. 

Hvis man ikke orker at pløje sig igennem adskillige reolmeter af historiebøger om den arabiske verden, kommer der her et råd til dem, der vil skyde genvej:

Skaf jer en dvd af David Leans mesterlige helaftensfilm fra 1962, ‘ Lawrence of Arabia’. Ja, den med Peter O’Toole i titelrollen og syv oscarstatuetter i halen. En fortræffelig guide til forståelse af det omsiggribende kaos, der på tragisk vis spreder sig mellem Gaza og Basra.

Siden jeg første gang oplevede den i forstadsbiografen Park Bio, Risskov, en vinteraften i 1963, er det blevet til mindst et halvt hundrede gensyn. Replikkerne i nogle af filmens centrale passager kan jeg udenad, og kun de værste virkelighedsfornægtere går forgæves i den fortælling.

lawrence-of-arabia-2

I slutningen af filmen går det op for en desillusioneret T. E. Lawrence, at hans bestræbelser på at veksle de arabiske stammers krigsdeltagelse på britisk side mod det osmanniske imperium til arabisk frigørelse og selvstændighed er blevet handlet bort i den britisk-franske aftale om opdeling af den del af Arabien, som osmannerne er på vej ud af.

Kynisme og magtpolitik har bedraget den antiimperialistiske, men naive Lawrence, der i filmens slutscene er på ud af ørkenen som en knækket mand. Resten er historie, og den er mildest talt uskøn.

DE TO europæiske kolonimagters deling i 1916 af Arabien var et tveægget sværd; den gav mulighed for en videreførelse af de britiske og franske interessesfærer, men lagde også et fundament for fremtidige nationalstater.

sykes1

Nationalstaten er en europæisk konstruktion og aldeles uegnet til at forvalte arabisk feudalisme og stammekultur. Om end den blev leveret araberne i en god mening, fik de nye stater en umådelig svær start både efter 1918 og 1945. Den blodige ironi er, at den seneste halve snes års begivenheder i regionen bogstaveligt har bombet udviklingen tilbage til perioden før 1916; nu med USA i den ynkelige rolle, som osmannerne befandt sig i under Første Verdenskrig.

Den selvudråbte Islamiske Stat, som hævder at kontrollere det, der engang var republikkerne Irak og Syrien, rummer nemlig mere end et enkelt ideologisk, revisionistisk projekt. Angiveligt vil den nye stats strateger gøre fundamentalt op med den vestlige arv, der blev lagt af Mark Sykes og Francois Georges-Picot i 1916.

De nye herskere vil tegne det arabiske kort om og bruger radikale fortolkninger af islam til formålet. Det er opskriften på civilisationskrig med Vesten, og den bliver langvarig. 30 år, hvis vi er heldige; 100 år er et mere realistisk bud.

d0a8a247aa

UDFORDRINGEN FOR beslutningstagere i den vestlige verden tager form af et valg: Skal man tage den nye stats ledere på ordet og ruste sig til det uomgængelige opgør eller bevare illusionen om, at Irak og Syrien en dag kan genopbygges til at komme til at ligne noget, de var i deres bedre øjeblikke.

Hele den internationale orden, der under vestlig ledelse møjsommeligt er opbygget efter 1945, bygger på aftaler og regler, der respekterer suveræne nationalstater. Men i store dele af Mellemøsten giver den ikke mening længere. Det kaos og den opløsning af statslige strukturer, der tog sin begyndelse med USA’s beslutning om at invadere Irak i 2003, ser ikke ud til at få en afslutning i overskuelig fremtid.

Kun USA har militær kapacitet til at rydde op i det morads, der er skabt. Men evnen bliver en ligegyldig størrelse, når viljen ikke er der, og den amerikanske passivitet i forhold til den syriske tragedie har for længst sagt det hele.Obama og Kongressen er kun interesseret i Israel og Egypten, og selv her er de amerikanske indflydelsesmuligheder begrænsede, som det aktuelt viser sig på ynkeligste vis i udenrigsminister John Kerrys kanonader af indholdsløse floskler.

lawr8

SJÆLDENT HAR der været brug for en mere håndfast amerikansk indgriben, der som et minimum burde være humanitære aktioner for at redde civile. Sejl et hangarskib op foran Gazastriben, og flyv palæstinensiske skolebørn ud på dækket, inden de bliver kvast af israelske bomber og anden ondskab. Vis, hvad I duer til; send the marines, verden behøver jer. Og luk ørerne for den beskidte israelske lobby, som er hovedkilden til amerikansk afmagt i Mellemøsten.

I filmens slutscene sidder en nedbøjet T. E. Lawrence i en bil på vej ud af ørkenen.Den smilende chauffør er beæret over sin berømte passager: ‘ Well sir, going home’.Intet svar fra den fortvivlede.Kør lige den film i din hjemmebiograf, Obama. Så kan du se, at den også handler om dig.

(klumme i Politiken 4.8.2014)

T.E.Lawrence,_the_mystery_man_of_Arabia

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Anbefaling: ferie i et USA, der fængsler!

Udgivet den 25. juli 2014 af flemmingytzen

Kontrasten mellem idealernes og realiteternes Amerika står klart i globalt tryghedsindeks. 

To uger blev brugt på en tidlig sommerferie i maj i bil gennem seks stater i det amerikanske Midtvesten: fra Illinois over Missouri, Oklahoma, Nebraska, Kansas og Iowa, og jeg kan ikke anbefale det varmt nok.

Vil man opleve det virkelige Amerika, skal det gøres på denne rute, der gik forbi Abraham Lincolns mindelund og gravsted, Dwight D. Eisenhowers barndomshjem og gravsted, John Waynes fødested og Ronald Reagans barndomshjem. Større kan det ikke blive. USA er og bliver mit foretrukne ferieland, og det siger jeg med baggrund i seks (bil) ferier derovre gennem de forgangne syv år.

image654

Turen gav derudover næring til en optimistisk opfattelse af, at USA er økonomisk i bedring. Nationen er kommet hurtigere ud af finanskrisen og dens eftervirkninger, end det er tilfældet med det gælds-og arbejdsløshedsplagede Europa.

Så meget mere forstyrrende for en grundlæggende positiv opfattelse af USA er det at læse den nyligt udkomne analyse af det, man kan kalde ‘ fredstilstanden’ i verdens lande.

reagan2_large

VI TALER her om Global Peace Index, der udgives hvert år af organisationen Vision of Humanity. Den giver et analytisk billede af, hvilken grad af personlig sikkerhed og tryghed nationer giver deres borgere.

Der er således ikke tale om den defi-nition, der normalt tilskrives begrebet fred i international politik. ‘ Tryghedsindeks’ ville derfor være en mere rammende betegnelse end ‘ fredsindeks’, for det handler om at måle, hvor godt eller skidt et land sikrer sine indbyggere mod vold, og om det sker betryggende.

Lad os os lige få overstået den positive, forudsigelige konstatering, at Danmark igen, igen ligger i toppen, nemlig på en fornem 2.-plads kun overgået af vore nordiske fætre og kusiner i Island. Fra 3.-10.- pladsenfinder vi Østrig, New Zealand, Schweiz, Finland, Canada, Japan, Belgien og Norge. Der er heller intet overraskende i, at indeksets absolutte bundskrabere er Syrien, Irak, Afghanistan, Sydsudan og Congo.

Den virkelig foruroligende nyhed i Global Peace Index 2014 er, at USA, alle demokratiers og retsstaters forbillede, er faldet ud af listens top-100.

Forklaringerne er flere; de velkendte er udbredelsen af private håndvåben og misbruget af dem, den amerikanske deltagelse i en række internationale konflikter, men frem for alt den brutale realitet, at de amerikanske myndigheder fængsler tusinder af landets borgere. Rapportens noget chokerende opsummering lyder således: Selv om USA kun har 5 procent af verdens befolkning, er næsten en fjerdedel af alle dem af klodens individer, der sidder bag tremmer, amerikanere. Først og fremmest er det en strammere kurs i narkotikabekæmpelse, der har medført en tredobling i størrelsen af ‘ fængselsbefolkningen’ siden 1980. Retsforfølgelse er generelt blevet langt mere effektivt, og myndighederne idømmer længere straffe end tidligere. På 30 år er antallet af lovovertrædelser, der giver fængselsstraf, steget fra godt 3.000 til 4.450.

134963659crop

TRYGHEDSINDEKSET sætter et tal på, hvor meget bekæmpelse og forebyggelse af voldsanvendelse koster det amerikanske samfund, og, hold lige fast ved noget, her kommer beløbet i dollar, nemlig 1.713.095.000.000. Uha.

Opgørelsen ledsages af en noget paradoksal konstatering, nemlig at vel er USA et stabilt demokrati med velfunderede institutioner, men dette eksisterer side om side med en høj grad af militarisering, som belaster fredsdividenden.

UD AF hver 100.000 indbyggere holder USA lidt over 700 bag tremmer (organisationen Prison Policy Initiative gør det samlede tal op til 2,4 millioner), mens nr. 2 på listen, Rusland, ligger lige i halen på amerikanerne med lidt over 600 per 100.000. De to store engelsktalende lande Canada og Australien ligger nogenlunde på linje med Europa i niveauet mellem 100 og 150.

images

Har man oplevet både det amerikanske Midtvesten og de stater, der ligger længere ude vestpå i det, der engang var Frontier Land, er det noget nær en umulighed at støde på folk, der er aktive modstandere af retten til at bære våben, eller som betvivler berettigelsen af, at lov og orden skal håndhæves med fasthed.

Filminstruktøren Michael Moores udlægninger af den amerikanske tilstand er ikke noget, der sættes i høj kurs derude: Fri os for den slags dommedagsprædikener; vi ordner forbryderne på vores egen måde og er stolte af det.

Tallene ovenfor skræmmer nok, men alligevel: USA er et trygt – og fængslende – land at feriere i.

(Signatur-klumme i Politiken 25. juli 2014)

shamsara20120422061008857

 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Flytragedien dæmper ikke luftfartens ekspansion

Udgivet den 24. juli 2014 af flemmingytzen

Men sikkerhedsforskrifter og procedurer ændres efter MH17-tragedien.

Tusinder af danskere og andre europæere har gennem årene rejst på nøjagtig den rute, hvor det malaysiske passagerfly MH17 mødte sin skæbne.Ruten, eller ‘ korridoren’, som det hedder i den tekniske fagjargon, er nemlig en, som i årtier er blevet benyttet af Thai Airways på nonstopflyvningen København-Bangkok.

Samme dag som nedskydningen fandt sted, befandt der sig et fly fra Singapore Airlines kun 25 kilometer bag MH17. Ukrainsk luftrum har med andre ord været en hovedvej mellem Europa og Sydøstasien. Eftersom urolighederne i det østlige Ukraine havde stået på i flere måneder inden nedskydningen af MH17, forekommer det besynderligt, at korridoren fortsat blev benyttet, ikke mindst i lyset af, at flere flyselskaber af egen drift havde valgt alternative ruter.

Det gælder de to sydkoreanske selskaber Korean Air og Asiana Airlines, australske Quantas, Hongkongs Cathay Pacific og tyske Air Berlin.Helt tilbage til starten af marts meddelte Asiana, at man omdirigerede sit ugentlige fragtfly af sikkerhedsmæssige hensyn, uanset at dette øgede transporttid og omkostninger.

Det var en beslutning, som tilsyneladende gjorde indtryk hos European Aviation Safety Agency, der i april udsendte en sikkerhedsbulletin med råd til flyselskaber om at undgå ukrainsk luftrum. Henstillingen blev bakket op af anbefalinger fra både Den Internationale Organisation for Civil Luftfart (Icao) og Eurocontrol i Bruxelles, der har ansvaret for at regulere flytrafikken i europæisk luftrum. Men der var kun tale om henstillinger, som de ukrainske luftfartsmyndigheder ikke havde pligt til at følge.

1406082442590.jpg-620x349

FLYSELSKABER har indlysende nok egne kapaciteter til at indsamle efterretninger, der er relevante for sikkerheden i luften, og kunne, som Asiana Airlines gjorde som de første, have valgt at flyve uden om Ukraine. Med i billedet hører, at de ukrainske myndigheder havde lukket det luftrum, som MH17 befandt sig i, men kun op til 32.000 fod, og det malaysiske fly befandt sig 1.000 fod over denne højde, da det blev ramt, fremgår det af oplysninger fra Eurocontrol.

Forbedringer i de systemer, som luftfartsmyndigheder og flyselskaber benytter, diskuteres allerede af FN-organisationen Icao og brancheorganisationen Iata foranlediget af tragedien om det andet malaysiske passagerfly MH370.På et fællesmøde i Montreal i maj blev det klart, at det mest kontroversielle forslag vedrørende flysikkerhed handler om, hvorvidt de data, der tilgår et civilflys sorte bokse, automatisk skal kunne tilgå satellitter i tilfælde af en nødsituation.Dette forslag er utvivlsomt rykket nærmere sin realisering.

world-leaders-are-furious-with-russia-over-mh17-crash

HVIS BRANCHEN og det publikum, den betjener, frygter, at den internationale flytrafik går i chok efter to katastrofer i samme flyselskab med kort interval, er der kun at konstatere, at bekymringen er grundløs. Alt tegner til, at de gyldne tider for den civile luftfart fortsætter.

Om end det lige nu ser dystert ud for Malaysia Airlines, kan det være nyttigt at erindre to fortilfælde: Pan Am, engang en kæmpe blandt amerikanske flyselskaber, mistede et passagerfly i britisk luftrum 21. december 1988, bombesprængt til jorden af libyske gerningsmænd, og Korean Air Lines, som oplevede at få en jumbojet skudt ned af et sovjetisk kampfly over den sibiriske kystlinje 1. september 1983.

Tre år efter tragedien over Lockerbie gik Pan Am i betalingsstandsning og efterfølgende lukning, men brancheanalytikere var enige om, at attentatet ikke spillede nogen nævneværdig rolle. Selskabet havde siden 1970′ erne været ramt af voksende konkurrencepres og ledelsesproblemer.Modsætningsvis lykkedes det for ledelsen af det sydkoreanske flyselskab at få genrejst nationens flag carrier, og Korean Air er i dag et af Asiens og verdens mest effektive og veldrevne selskaber.

HVER GANG et stort passagerfly forliser, tiltrækker det massiv medieopmærksomhed.Dramaerne bør dog ikke sløre for den kendsgerning, at den internationale civilflyvning i løbet af få årtier er blevet en af historiens største kommercielle succeshistorier, ikke mindst set fra et kunde-eller forbrugersynspunkt.

v3-mh17-2

Hvert eneste døgn gennemføres omkring 120.000 kommercielle passager-flyvninger over den ganske klode. I 2013 blev der solgt 3,1 milliard flybilletter i de næsten 200 lande, der er medlemmer af Icao, som forventer, at tallet passerer de 4 milliarder i 2017.Overalt investeres der i nye og større lufthavne. Hvis du vil have et hurtigt tjek på, om et land er i fremgang, så tjek dets lufthavne, og tæl, hvor mange flyselskaber der lander der. Det er også et af tidens lykkeindeks.

(klumme i Politiken 24.7.2014)

 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Når Danmark rykker til Stillehavet

Udgivet den 19. juli 2014 af flemmingytzen

INTERVIEW

Arktis bliver Europas handelsvej til klodens nye vækstcentre i Østasien, og dermed får rigsfællesskabet en ny og større betydning. Klimaforandringerne er på vej til at gøre Danmark til en partner i ‘Stillehavets århundrede’, mener USA-analytikeren Mads Fuglede. 

Mads_Fuglede

Arktis bliver Europas handelsvej til klodens nye vækstcentre i Østasien, og dermed får rigsfællesskabet en ny og større betydning. Klimaforandringerne er på vej til at gøre Danmark til en partner i ‘ Stillehavets århundrede’, mener USA-analytikeren Mads Fuglede.

Danmark bliver endnu vigtigere for USA, end vi var under den kolde krig. Ligesom dengang er det Grønlands betydning, der gør, at danske regeringschefer har så let ved at komme ind ad magtens porte i Washington«.

Budskabets ophavsmand er USA-analytikeren Mads Fuglede. Han ser dette fremtidsscenarie for sig:

»Arktis kan om 20 år blive verdens nye silkevej. En handelsrute, der knytter Europa sammen med både det nordamerikanske kontinent og klodens nye vækstcentre i Østasien. Denne rute går lige forbi rigsfællesskabets territorium, nemlig det grønlandske. Det kommer Danmark til at skulle forholde sig til langt mere aktivt, end vi hidtil har gjort«, siger Mads Fuglede, der for nylig er begyndt at skrive folketingskandidat for Venstre på sit cv.

»Perspektiverne for Grønland og rigsfællesskabet er kolossale og transformative for verdens indretning. Vi ser ind i en helt ny global orden. Vi taler om et skifte, der allerede er begyndt, med USA’s nye fokus på Stillehavet«, pointerer Fuglede.

Hvordan?

»Amerikanerne har for alvor opdaget Arktis’ kommende betydning for verdensøkonomien, og det er sket inden for bare det sidste års tid. Grønlands betydning for det dansk-amerikanske sikkerhedsfællesskab var indlysende under den kolde krig. Når Arktis åbner sig for handelsruter, rykker vi, altså Danmark – igen – tættere på USA. Mellem 15 og 30 procent af verdenshandlen kan blive ført ad nye ruter, når ismasserne omkring Arktis takket være klimaforandringerne er reduceret så meget, at Arktis bliver den nye store silkevej, en handelsrute, der knytter kontinenter sammen«.

Map of Shipping routes

 Isen smelter ubønhørligt

Mads Fuglede mener, at det kun går én vej med klimaforandringerne: Isen smelter, og de arktiske farvande bliver mere tilgængelige. Denne tilgængelighed åbner for handelsveje, der kræver tilstedeværelse i form af satellitovervågning, patruljering og sikkerhed mod ‘ Titanic’-agtige trusler mod skibe.

Er klimaforandringerne på vej til at give os mere velstand?

»Sådan begynder det at se ud. USA be-finder sig atter i en global hovedrolle – som den ubestridte leder af et velstandseventyr, hvor vækstmulighederne ligger i de befolkningstunge økonomier i Østasien.

Ruterne derover bliver flere tusind kilometer kortere. De store avancerede økonomier i Europa og Nordamerika vil kunne sejle varer forbi Grønland, tværs gennem Arktis og over til den nye købedygtige milliardstore middelklasse i Østasien. Derfor er et af de store temaer i den amerikanske planlægning, hvorledes Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, skal indrette sine kapaciteter i en situation, mister betydning i forhold til farvandene omkring Nordgrønland og Alaska og hele vejen ned til Yokohama, Shanghai og Singapore«.

Hvordan?

»Planlægningen opererer med ikke bare én, men tre ruter: en hen over det nordlige sibiriske Rusland, en anden hen forbi Canada og Alaska og en tredje tværs igennem Nordpolen. I forhold til at sejle varer gennem Suezkanalen eller Panamakanalen vil der være sparet henholdsvis 5.000 og 7.000 kilometers transport. Det vil være faktorer, der rykker afgørende i verdensøkonomien, eftersom 90 procent af alle varer på kloden transporteres på skibe. 10 procent af disse varer fragtes på danske skibe«.

Både Asien og Rusland rykker

Ifølge Mads Fuglede bliver Arktis der, hvor global sikkerhedspolitik defineres.Ikke kun, fordi Kina for nylig har formuleret, at man opfatter sig som en arktisk nation, men også, fordi andre asiatiske lande vil følge efter. Det vil kræve store militære og teknologiske udfordringer, mener Fuglede.

»Det er stort set kun Rusland, der har de tunge isbrydere, der kan klare disse farvande. Russerne har otte af de store atomisbrydere, der er bygget til at klare arktiske farvande, mens Kina har en enkelt, der ikke engang er atomdrevet«. Og hvor står USA i dette? »Udfordringen for USA er, at man skal omprioritere sin flådekapacitet. Som det er nu, er det den amerikanske kystvagt, der har de skibe, der kan bruges i Arktis. Farvandene deroppe er meget vanskelige, og USA kan ikke bare sende sine hangarskibsgrupper derop. Der mangler også satellitter til at overvåge transporten. Her rækker radaren i Thule altså ikke. Amerikanerne er landet i en slags dilemma, og dets løsning får konsekvenser for alle andre, men især Danmark og rigsfællesskabet«.

global-warming-route

Hvad er USA’s interesse?

»USA leder ikke efter en ny handelsrute mellem Europa og Asien, for dem, man allerede har, fungerer udmærket. Men USA er nødt til at være i et område, som så mange andre store lande har interesse i. Amerikanerne vil forsøge at sikre, at Arktis udvikles som handelsvej, uden at den eksisterende globale orden forrykkes.

Det indebærer, at USA vil undgå en militarisering af Arktis, og USA er det eneste land, der hurtigst og bedst kan udvikle de kapaciteter, der kan sikre Arktis som handelsvej på en måde, der gavner flest mulig andre lande og ikke kun USA’s traditionelle allierede«.

 USA: Nej tak til russisk rute

Du nævner tre mulige ruter i Arktis. Hvordan vil USA prioritere mellem dem?

»Søvejen forbi det sibiriske Rusland kan vi allerede nu afskrive, fordi amerikanerne under ingen omstændigheder vil i lommen på russerne. Så det vil nok overraske de fleste at høre, at en rute lige igennem Nordpolen er den, som nogle i det amerikanske system anser for at være den, der først kan tages i brug. Helt indlysende får Grønland dermed en betydning, der rækker langt videre end den, som basen i Thule gav os under den kolde krig. Det store perspektiv er, at rigsfællesskabet dermed bliver en faktor, der kan forhindre den skilsmisse, der langsomt er ved at udvikle sig mellem Europa og USA«.

USA ønsker frihandel

Skilsmisse, det er da et hårdt ord for nationer, der har et stærkt værdifællesskab?

»Jeg taler ikke om den slags skilsmisse, hvor parterne smider familiens porcelæn efter hinanden. Der er snarere ved at opstå en situation, hvor vi, altså Europa og USA, sidder i hver sin ende af sofaen og ikke taler om det samme mere og heller ikke interesserer os for det samme længere«.

Skal Europa til at tænke i, hvorledes vi kan gøre os mere attraktive over for et USA, der i stigende grad ser mod både Arktis og Asien?

»Europæerne skal til at gøre noget for at sikre, at amerikanerne forbliver engagerede hos os og i vort nabolag. Der er fi-re faktorer, der gør, at USA bliver hos os: Putin skal fortsætte med sin aggressive adfærd, Iran skal fortsætte med sit a-våbenprogram, Egypten skal vedblivende være ustabilt, og Israel skal fortsætte med at have ufred med sine naboer. Alt sammen er det nogle forfærdeligt negative størrelser, så der er brug for, at vi engagerer amerikanerne med det positive, og intet er her bedre end frihandel«.

Hvordan kan Danmark bruge rigsfællesskabet til at fremme et amerikansk engagement, der bygger på netop det positive?

»Danmarks fokus skal ikke bare være at gå efter den gode forretning. Vores rolle skal være at understøtte Grønland i at blive udviklet på en måde, der gavner det grønlandske samfund. Resten skal nok komme af sig selv. Det vil især handle om at få klodens nye vækstcenter, Østasien, involveret. I hele den opbygning af kapacitet, der skal til omkring Arktis, skal vi sikre, at de store asiatiske lande er med«.

Er der risiko for, undskyld udtrykket, en ny kold krig om Arktis?

»Den kan sagtens undgås. Den store opmuntrende nyhed i den geopolitiske ligning er, at Kina i stigende grad demonstrerer respekt for de internationale målsætninger, f. eks. som vi ser det med piratbekæmpelse ud for Somalias kyst. Kinas aktive interesse for frihandel trækker i den retning«. Handler den amerikanske orientering mod Stillehavet ikke om at inddæmme det Kina, der er på vej op og er ved at blive en ny slags supermagt, nemlig en økonomisk? »Jo, men amerikanerne har intet imod, at kineserne bliver rige, hvis de blot lærer at respektere den globale orden, som USA har skabt. Når der opstår nye vækstcentre på kloden, tænker amerikanerne meget simpelt: Her skabes velstand, og vores virksomheder skal have del i denne. Lad os dominere dem militært, mens vi handler med dem. Det fantastisk positive er, at Kina ser ud til at acceptere denne logik. Der er noget overordentlig opmuntrende ved den udvikling, USA og Kina er inde i. Deres fællesskab bliver dybere og dybere, begge befolkninger er meget pragmatiske, og de er handelsfolk og har meget mere til fælles, end der er forhold, der skiller dem«.

(interview i Politiken 19.7.2014) 

 Fakta: BLÅ BOG MADS FUGLEDE

Mads Fuglede, f. 1971, er kandidat i historie og filosofi fra Aarhus Universitet og underviser i international politik, amerikansk politik og historie ved bl. a. Grundtvigs Højskole i Hillerød. Gennem en årrække USA-analytiker ved TV 2 News. Siden februar 2014 folketingskandidat for Venstre i Gladsaxe-kredsen. Forfatter til bogen ‘ USA – den universelle nation’ (2008). Mads Fuglede er efterkommer af en af de største ledere i Venstres historie, Christen Berg, som var medstifter af Venstre og sad i Folketinget fra 1866 til sin død i 1891.

Udgivet i Globalt, Interviews, USA | Skriv en kommentar

Når udviklingsbistand fører til fallit

Udgivet den 11. juli 2014 af flemmingytzen

tanzania_flag_map

Danidas kæledægge Tanzania er skoleeksempel på alt det, der er gået galt med bistanden.

Da socialdemokraten Mogens Jensen i februar fik en ministerpost, blev der til manges overraskelse tale om en ‘ dobbeltwhopper’: både udvikling og handel.

Fra en chef for udviklingsorganisationen Ibis lød følgende salut: »Det lyder ikke som en alt for køn cocktail. Det vil betyde, at udviklingsområdet kommer længere væk fra den politiske dagsorden, og man vil ikke i samme omfang diskutere de fattige landes tarv«. Andre så udnævnelsen som en tiltrængt nytænkning. Danmark har i et halvt århundrede gjort sig selv til en moralsk stormagt ved at leve rimelig pænt op til både kvalitative og kvantitative målsætninger i udviklingspolitikken.

Men undervejs er det blevet klart, at en række udviklingslande har formået at løse store udviklingsopgaver af egen kraft, hvilket i praksis vil sige ved at producere, handle og eksportere sig ud af det, der i bistandspolitikkens barndom blev kaldt underudvikling.

Tilsvarende er det blevet tydeligt, at udviklingslande, der forsømmer netop at producere og eksportere, sidder uhjælpeligt fast i stagnation. Et skoleeksempel følger om et øjeblik.

UDVIKLINGS-og handelsministeren har netop offentliggjort sit første regnskab for Danmarks ca. 15 milliarder kroner store budget til udviklingsmål, 2013-årsberetningen fra Danida.

Publiceringen var så stilfærdig, at man må mistænke, at ministeriets kommunikationsenhed bevidst vælger at lancere beretningen lige op til sankthans og skolernes sommerferie, hvor hele det meningsdannende Danmark er optaget af især Folkemødet på Bornholm.

Årsberetningen er en ren digital forestilling og imponerende udført. De interesserede får en video, hvor dobbeltministeren taler om alt det gode, vi gør, lige ind i et kamera og uden kritiske eller opklarende spørgsmål.

Ude i medierne blev der opretholdt radiotavshed om Danmarks udviklingspolitiske regnskabsaflæggelse. Det kan derfor ikke kun lægges ministeriet til last, at debatten om dansk udviklingspolitik i disse år skrumper til minimal størrelse uden for det, man kan kalde ‘ aktionærkredsen’; dvs. de allerede indviede og professionelle organisationer, som henter en stor del af deres budget i betonfæstningen på Asiatisk Plads.

MINISTERIETS og Mogens Jensens selvforståelse kan man afkode ved at læse årsberetningens åbningsside på Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor det hedder: »Det danske udviklingssamarbejde nytter og har gennem årene bidraget til, at antallet af ekstremt fattige i verden siden 1990 er blevet reduceret med 700 millioner mennesker«. Objektivt er det ikke et direkte misvisende udsagn. Men det er en så selektiv udlægning af Danmarks udviklingsindsats, at det kommer betænkelig tæt på at fordreje realiteterne.

For der mangler i den udenrigsministerielle fremstilling en diskussion af tilstanden i de modtagerlande, hvor en langvarig dansk udviklingsbistand har reduceret de politiske og økonomiske incitamenter til at lade modtagernes befolkninger gøre mere selv.

Stribevis af udredninger har for længst dokumenteret, at jo mere bistand et land modtager, jo mere skades dets internationale konkurrenceevne, og jo mindre bliver landets eksportsektor, som er den motor, der for alvor kan løfte befolkningen ud af armoden. Bistandsmodtagerlande er også notorisk ringe til at få løst deres underskuds-og gældsproblemer.

Sagt på en anden måde: Jo mere bistand til et modtagerland, jo færre upopulære, men nødvendige beslutninger bliver landets ledere nødt til at tage.

Tanzanianshilling-large

SKOLEEKSEMPLET på denne donorpolitik finder vi hos det kroniske smertensbarn i dansk udviklingspolitik gennem et halvt århundrede, Tanzania. Problemerne har været kendt og fortiet længe.

Et såkaldt Global Household Survey, som de tanzanianske myndigheder selv tog del i at udarbejde, konkluderede i 2007, at fem årtier med tilsammen 2,3 billioner dollars i bistand til det østafrikanske land kun i marginalt omfang har bragt fattige tanzanianere ud af elendigheden.

Hver tredje indbygger i landet med de 48 millioner indbyggere var og er stadig under den officielle fattigdomsgrænse.

Danmark leverede en lille halv milliard kroner i udviklingsbistand til Tanzania i fjor. Mon ikke det er på tide at give de hårdt prøvede tanzanianere en håndsrækning ved at reducere bistanden, så de får lov til at vise, hvad de selv er i stand til?

(klumme i Politiken 11. juli 2014)

A bank employee counts one hundred dollar notes at a bank in Seoul

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Når historieskrivningen er nyttig for både Kina og Korea

Udgivet den 10. juli 2014 af flemmingytzen

Kina har lært af Obama og gennemfører en vigtig rebalancering i Korea.

NÅR POLITISKE systemer og værdier er forskellige mellem lande, der er tvunget til at samarbejde, er det nyttigt, at historieskrivningen tilbyder flere århundreder gammelt stof til at knytte nutidige forbindelser.

Denne lære benyttede den kinesiske præsident og partichef Xi Jinping sig af, da han i sidste uge besøgte en gammel krigsmodstander fra den kolde krig, Sydkorea, og betrådte et område, der er overordentlig følsomt i kinesisk og asiatisk historieopfattelse.

I en tale til en tætpakket skare af elitestuderende på Seouls Nationale Universitet mindede præsidenten om en tilstand i år 1590, da kinesiske og koreanske soldater kæmpede ‘ skulder ved skulder’, som han udtrykte det, for at modstå en japansk invasion. Budskabet ramte lige ned i værtsnationens folkesjæl, for alle koreanere, i hvert fald dem i syd, er flasket op med beretningerne om, hvorledes det kinesiske Ming-dynasti reddede det koreanske kejserdømme fra regulært sammenbrud, da en japansk invasion stod på.

Chinese_President_XiJinping_Lecture_Article_03

MAN SKAL dog kun seks årtier tilbage for at kunne drage en noget anderledes lære, som er, at det var den dengang nyoprettede kinesiske Folkerepublik, der reddede sin kommunistiske våbenbroder Nordkorea fra sammenbrud, da amerikanske styrker under FN-flag kom betænkeligt tæt på Yalufloden og grænsen til Kina.

Amerikanernes ærinde var at modstå kommunistisk aggression, og de var meget tæt på at kunne genforene Korea under et provestligt styre. Kun Kinas militære intervention forhindrede dette; resten er historie, og den har i det meste af perioden været ikke bare konfrontatorisk, men direkte uhyggelig, især i det klanstyrede Nordkorea.

Xi Jinpings spindoktorer har naturligvis vidst at gøre brug af de dele af historien, som tjener aktuelle kinesiske sikkerhedsinteresser bedst. For Sydkorea består udfordringen nu i at sikre det tættest mulige samarbejde med den kulturelle og spirituelle storebror uden at sætte sikkerhedsalliancen med USA over styr.

DA USA under præsident Barack Obama og daværende udenrigsminister Hillary Clinton for tre år siden lagde an til en ‘ rebalancering’ af den amerikanske Asienpolitik – kendt under betegnelsen ‘ pivot’ – stillede det Kina over for en ny udfordring: Hvordan imødegå USA uden at mindre lande skulle ofre alliancerne med supermagten? Og hvordan tackle Nordøstasiens altdominerende sikkerhedsproblem, det atombevæbnede Nordkorea? Kina og Sydkorea normaliserede forbindelserne umiddelbart efter ophøret af den kolde krig, hvilket dengang af den nordkoreanske ledelse blev opfattet som regulært forræderi. Siden har kinesiske topledere altid besøgt Pyongyang først, inden turen gik til Seoul. Lige indtil i sidste uge. Xi Jinping er kommet så tæt på en regulær nedkøling af relationerne til Kim-dynastiet, som han kan uden at klippe livlinerne fuldstændigt.

_76019336_023004488-1

Forklaringerne er enkle: Kinas samhandel med Sydkorea er nu i volumen større end hele den sydkoreanske samhandel med Japan, USA og Rusland lagt sammen. Og endnu vigtigere: Kina og Sydkorea ser fuldstændig ens på målet om at gøre den koreanske halvø atomfri.

HVOR VANDENE skiller, handler det om, hvordan Korea skal se ud den dag, Kimklanen er afløst af… noget andet. Hvad det kunne blive, er svært at spå om. Styret i Pyongyang har uhyggelige ligheder med både europæisk middelalder og arabiske og afrikanske stammesamfund, så den nordkoreanske folkesjæl lader sig næppe demokratisere og civilisere lige så hurtigt og gnidningsløst, som det for et kvart århundrede siden lykkedes med DDR-lederen Erich Honeckers tidligere undersåtter. Nok havde den daværende sydkoreanske præsident Kim Dae-jung en vision om at blive et koreansk svar på Willy Brandt, men et sådan projekt har ringe udsigter i Nordøstasien.

360_hfs_noko_military_1219

Spørgsmålet er, om Kina foretrækker et delt Korea også den dag, hvor den særlige Kim-kommunisme i Nordkorea er kollapset, for et genforenet Korea under et system som det, Sydkorea har i dag, vil ikke være nogen indlysende velsignelse for Beijing, eftersom det vil bringe det amerikanske alliancesystem helt op til Kinas grænse. Så er den kinesiske forventning snarere at tilstræbe en slags ‘ finlandisering’ af Den Koreanske Halvø.

 En sådan mulighed burde også være spiselig for det Japan, der i sidste uge tog et første skridt til at ændre sin internationale status gennem en nyfortolkning af forfatningens paragraf 9. De sikkerhedspolitiske brikker blev med få dages mellemrum lagt om. Ikke kun Obama rebalancerer, det gør Sydkorea og Japan også.

 Som al anden politik i Østasien handler det om at indrette hierarkier for at skabe pragmatisk orden.

(klumme i Politiken 10.7.2014)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Religion og etnicitet afsporer Myanmars demokratisering

Udgivet den 26. juni 2014 af flemmingytzen

09weYaThu

Buddhister i Myanmar bruger friheden til at gå løs på muslimsk mindretal.

For blot to år siden tegnede demokratiseringsprocessen i Myanmar, det tidligere Burma, lovende. Et suppleringsvalg til det nationale parlament legaliserede landets eneste oppositionsparti af betydning, og vælgerne gav partiet 43 pladser, svarende til 7 procent, i parlamentet.

Dermed fik Myanmar noget, der minder om demokrati, men forfatningen giver militæret vetoret i forfatningsanliggender og militære forlods en fjerdedel af alle pladser i parlamentet. På overfladen er meget forandret i det tidligere så plagede land, men ikke de fundamentale magtforhold og kontrollen med de kolossale naturrigdomme. Den værste undertrykkelse af oppositionelle er væk, medierne har fået større spillerum, foreningslivet blomstrer, og både investeringskapital, udviklingsbistand og turister vælter ind i landet. Militærjuntaens arvtagere er trukket i civil og forsøger at regere landet i retning af en slags normalisering. Størsteparten af de politiske fanger er givet fri, og i store dele af samfundet er der en atmosfære af optimisme og økonomisk fremdrift.

ALT GÅR således helt efter den drejebog, som landets militære elite skrev, da den i 2011 erkendte, at vejen ud af en status som international paria gik via en dialog mellem præsidenten og landets mest populære politiker, nobelpristageren Aung San Suu Kyi. Men den forståelse, som Thein Sein og Suu Kyi tilsyneladende byggede op, og som nød bifald fra den halve verden, er der ikke meget tilbage af i dag.

931821-myanmar-politics-suu-kyi-combo-files

Det politiske landskab i Myanmar har i dag ubehagelige træk, der minder om Balkan i 1990′ erne. Religion, etnicitet og identitetspolitik er de faktorer, der sætter en meget konfrontatorisk og intolerant dagsorden.

I sidste uge advarede et FN-udpeget ekspertpanel om konsekvenserne af et lovforslag, der er til behandling i parlamentet i regeringsbyen Naypyidaw. Forslaget indeholder en række restriktioner, der vil gøre det noget nær umuligt for borgere at konvertere mellem trosretninger.

Forslaget er en del af en større lovpakke, der også lægger op til, at buddhistiske kvinder kun kan gifte sig med mænd af samme tro. Et andet forslag sætter straf på ti års fængsel til en kristen eller muslim, der gifter sig med en buddhist. Forslagene falder ind i et mønster, der tegner etniske og religiøse skillelinjer stadig tydeligere i takt med den udvidede politiske frihed.

Tilbage i 2007 gik tusinder af buddhistiske munke ud i en åben opstand mod juntastyret. I dag er det yngre munke, der kræver et etnisk renere Myanmar. De er repræsenteret gennem Organisationen for Beskyttelse af Race og Religion, som presser på for at marginalisere Myanmars mest isolerede mindretal, de muslimske rohingyaer. Denne gruppe hører overvejende til i landets vestlige del, der grænser op til Bangladesh og det indiske Bengalen. Officielt kaldes mindretallet for bengalier, og både regimets embedsmænd og aktivister i Suu Kyis parti frabeder sig brugen af ordet rohingya.

SNESEVIS af humanitære organisationer advarer mod konsekvenserne af den foreslåede lovgivning. Kritikerne anfører, at ægteskaber mellem medlemmer af det buddhistiske flertal og de kristne grupper har været tolereret i generationer og kun sjældent været kilde til etniske eller religiøse spændinger. Hvis der findes eksempler på ægteskaber mellem buddhister og muslimer, lever de skjult.

Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) er delt i spørgsmålet, for mange af dets yngre aktivister støtter præsidentens og dermed militærets ønske om at ‘ beskytte’ Myanmars race og religion og sikre at give det etnisk-burmanske befolkningsflertal en politisk fortrinsstilling.

Et magtskifte ved næste års valg fører næppe til store forandringer. I sidste uge forlød det, at parlamentets forfatningskomite er tæt på et kompromis, der betyder ændring af forfatningens kapitel 436, som er den, der siger, at 75 procent af parlamentsmedlemmerne skal godkende forfatningsrevisioner. Denne tærskel sænkes muligvis, men på betingelse af, at paragraf 59 forbliver uændret.

Det er den, der forhindrer Suu Kyi i at blive præsident, fordi hendes afdøde ægtefælle var udlænding – britisk, ligesom hendes to sønner er det. Det bedste, oppositionslederen kan håbe på, er en position, der kommer til at ligne den, Sonia Gandhi har for Indiens Kongresparti: at hun kan påvirke det politiske liv fra sidelinjen.

121119_1-AungSanSuuKy-TheinSein

Suu Kyi befinder sig således i en umulig situation: Hun har ingen reel magt over for den militære elite, men utvivlsomt en stor indflydelse i det buddhistiske befolkningsflertal, som støtter et lovforslag, hun ikke selv går ind for. Der er stadig langt til etnisk og religiøs harmoni i Myanmar.

(klumme i Politiken 26. juni 2014)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar