Flemming Ytzen

25 år efter demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing, er fortællingerne om aktivisterne og deres liv efter 1989 et billede på Kinas udvikling mod autoritær kapitalisme.

ET KVART århundredes glemsel og fortrængning.

Så kort kan de kinesiske myndigheders politiske regnskabsaflæggelse gøres op i et tilbageblik på den periode, der er forløbet, siden tusinder af demonstranter og aktivister gik på gaden i Beijing og adskillige andre kinesiske byer i et forsøg på at skabe en dialog med det daværende regime.

De demonstrerende ville vise, at de fandt, at styret var blevet blindt og tonedøvt over for krav om bekæmpelse af korruption og bedre respons på brede folkelige krav om ansvarlig regeringsførelse.

I dag er det 25 år siden, massakrerne i Beijings centrum fandt sted.

Mange hundreder, sandsynligvis et par tusinde, blev dræbt og endnu flere såret, da militære styrker fra landdistrikterne blev sat ind for at rydde Den Himmelske Freds Plads og de tilstødende gader og bydele for aktivister.

Kommunistpartiet har siden skiftet ledere et par gange, men alle har de modsat sig en åben og kritisk debat om de uden sammenligning mest dramatiske og blodigste konfrontationer mellem borgere og myndigheder i landets nu 35 år lange reformperiode.

ETHVERT FORSØG på at skaffe redelig information eller bare omfortolke de begivenheder, som i den officielle udlægning var en ‘ kontrarevolutionær opstand’, bliver der slået hårdt ned på. Eller snarere: Undertrykkelsen sker diskret, således som performancekunstneren Chen Guang oplevede det i sidste måned.

Chen var en af de soldater, der blev sat ind mod demonstranterne natten til 4. juni, og oplevelserne dengang har siden givet ham regelmæssige mareridt. Hans selv-terapi har gjort ham til en kunstner af den mest moderne slags.

Chens performance, der blev opført i en af Beijings kunstnerenklaver en aften i april, viser en pige, der lyser et mørkt rum op. Ind træder Chen iført en maske og begynder at kaste hvid maling over væggene, der er dekoreret med årstal – fra 1989 til 2014. Et kort show opført kun for særligt inviterede.

Men blandt publikum må der have været en angiver, for lidt over en uge senere dukkede civilklædte sikkerhedsfolk op på Chens privatadresse og bad ham om at følge med. Mon han forsvinder ud i det kinesiske Gulag (kendt som Laogai) langt ude vestpå i Tibet eller Xinjiang? Næppe. Sikkerhedsapparatets model for håndtering af disse lavmælte protester er at holde kritikerne i en slags husarrest – polititilhold, om man vil – for siden at lempe dem tilbage i samfundet, når anledningen til deres samfundskritik, dvs. 25-års dagen for massakrerne i Beijing – er kommet på passende afstand.

Performancekunstneren Chen har med andre ord fået en irettesættelse.

Uden tortur og uden Laogai (arbejdslejrsystemet, som regeringen siger, at man vil afvikle). Præventiv tilbageholdelse hedder den slags i moderne, global politijargon.

I de hektiske junidage efter rydningen af det centrale Beijing udsendte de kinesiske myndigheder en most wanted-liste over 21 såkaldt kontrarevolutionære, som man mente havde været de egentlige ledere og dem, som stod bag den flere uger lange sit-in på Den Himmelske Freds Plads.

De højest placerede på den liste var den dengang 23-årige psykologstuderende Chai Ling, studenteraktivisterne Wuer Kaixi, 21, Wang Dan, 20, og fagforeningsaktivisten Han Dongfang, dengang 26.

HVAD ER DER siden blevet af disse demokratiske forbilleder og aktivister? Kort efter massakren blev Han Dongfang og Wang Dan arresteret, mens det lykkedes Wuer Kaixi og Chai Ling at tage flugten ud af landet via Hongkong.

Wang Dan, som kun var 20, da han blev arresteret, fik en fængselsdom på 4 år. Umiddelbart efter sin løsladelse i 1993 forsøgte han at genoptage kontakten med både eksilerede og interne dissidenter, hvilket førte til en ny anholdelse og fængselsdom i 1995, denne gang på 11 år.

Kort efter domsafsigelsen blev han løsladt ‘ af helbredsgrunde’, som et led i en af regimets studehandler med USA og utvivlsomt drevet af Beijings ønske om at blive olympisk værtsland.

Siden er han blevet ph. d. i østasiatisk historie ved Harvard University i USA, hvilket har bragt ham videre til et undervisningsjob på et universitet i Taiwan. I 2004 forsøgte han at vende tilbage til Kina, men blev afvist ved sin ankomst til den selvstyrende region Hongkong.

I bagklogskabens skærende klare lys, hvordan mener han så, at Kina kan forandres? Kort før sin anden arrestation i 1995 gav han et interview til et af dissidentbevægelsens magasiner (udgivet i USA) og udtalte her følgende:

»Vi bør finde en helt ny vej og bruge kræfterne på at opbygge et civilsamfund, dvs. de sociale bevægelser, ikke de politiske. Vi bør være meget bevidst om at holde os fra politisk magt og politiske institutioner«.

Wang Dan har ikke markeret sig i den indenrigspolitiske debat i Taiwan om det altid følsomme forhold til ‘ fastlandet’, men koncentrerer sig om sin undervisning i det moderne Kinas historie.

WANG DANS medkæmper Wuer Kaixi, der tilhører det muslimske uighur-mindretal, tilbragte efter sin flugt nogle frugtesløse år i USA, hvor han en overgang tjente til dagen og vejen ved at arbejde på en tankstation, blev skrevet ind på et universitet og holdt en stribe foredrag for interesserede tilhørere.

Men han trivedes ikke i Frihedens Hjemland. Kina kaldte, og han kom tættere på ved at rejse til det eneste demokratiske kinesiske samfund på kloden, Taiwan. Her fik han en vellykket ny start på tilværelsen, en misundelsesværdig karriere med succes først i mediebranchen, siden i den finansielle sektor.

Først giftede han sig ind i en rig familie, der skaffe ham jobbet som discjockey på en lokal radiostation. Siden startede han et investeringsfirma, der rådgav kapitalejere om at bruge deres midler effektivt og profitabelt – i Kina.

I en samtale med nærværende kronikør i det radiostudie, der havde gjort ham til en af de mest populære mediepersonligheder i Taiwan, gav han siden udtryk for sit syn på de dramatiske begivenheder tilbage i forsommeren 1989:

»Den nat, skuddene lød i Beijing, døde den kommunistiske ideologi. Siden har Kina forandret sig. Nutidens frihedskæmpere i Kina sidder på radioog tv-stationerne. De er udsat for pres fra myndighedernes side, men de kæmper dagligt med at udvide rammerne for, hvad der kan ytres«.

Et af mine spørgsmål til Wuer Kaixi lød, om han mente, at efterfølgende årgange af studerende kunne og burde rejse sig mod styret, sådan som han selv havde forsøgt det. Han svarede:

»Det vil næppe ske, og jeg er dybt skuffet og desillusioneret over eftertidens studenter og de intellektuelle. Alt for mange af dem ser personlige fordele i at følge regimets linje og sikre karrieren. Næste gang bør det være arbejderne og bønderne, der baner vejen for forandringerne«.

Wuer Kaixis beskrivelse af den gruppe studenteraktivister, der førte an i Beijingforåret, kom i samtalen frem således:

»Vi var dengang en elite, der hungrede efter frihed. Det var nøjagtig vores allerstørste begrænsning, at vi var en elite, der ikke troede på folkedybet uden for universiteterne. Men jeg fortryder ikke det, vi gjorde dengang«.

»Vi havde moralsk ret i vores aktioner. Hvis det samme skete i dag, ville jeg nok have tænke mig om en ekstra gang i valget af midler. I dag kan jeg se, at måden at undgå den militære indgriben på ville have været opbygning af en alliance mellem studenterne og reformkræfterne i ledelsen«.

BLANDT DE eksilerede dissidenter er den mest kontroversielle person nok den i dag 48-årig Chai Ling. I forsommeren 89 havde hun netop taget en juniorgrad i psykologi ved et af Beijings universiteter.

Straks efter 4. juni-massakren udstedte myndighederne en arrestordre på hende.

Hun flygtede ud af Kina og kom til USA samme år, hvor hun indledte en bemærkelsesværdig karriere. Kom på universiteterne Princeton og Harvard og blev kandidat i både erhvervsledelse og international politik. Blev amerikansk gift, grundlagde i 1998 softwarefirmaet Jenzabar i Massachusetts og startede en ngo, der virker for at bringe Kinas etbarnspolitik til ophør.

Hendes rolle i 4. juni-begivenhederne er på en dramatisk og afslørende måde beskrevet i Carma Hintons og Richard Gordons mesterlige dokumentarfilm ‘ The Gate of Heavenly Peace’ (1995).

Filmen viser en videooptagelse på et hotelværelse i Beijing, hvor Chai Ling i et interview med journalist Philip Cunningham grådkvalt forklarer, at hun ville foretrække en blodig konfrontation mellem studenteraktivisterne og myndighederne, fordi det ville fremme demokratibevægelsens sag. Hendes budskab var, at aktivister på pladsen måtte give deres liv ‘ for sagen’.

Men dette politiske eftermæle bryder den i dag velhavende virksomhedsleder og mor til tre sig ikke om: at hun skulle have gået ind for at ‘ ofre’ medaktivister for at bringe det kinesiske styre til fald, mener hun er dokumentarfilmens »fordrejning« af begivenhederne. Til trods for, at hendes udtalelser i filmen ikke er til at misforstå.

Chai Ling har forsøgt sig med flere sagsanlæg mod filmens tilrettelæggere for bl. a. bagvaskelse, men alle er blevet afvist af retten i Massachusetts.

En anden spektakulær kontrovers gælder Chai Lings relationer til en medkæmper, en eksileret kvindelig aktivist, Jing Zhang. De to kvinder samarbejdede i en periode, og Jing fik ansættelse i Chais firma Jenzabar, men blev afskediget, angivelig fordi hun nægtede at deltage i gudstjenester og bønnemøder i arbejdstiden.

Chai Lings konvertering til kristen evangelist og hendes forsøg på ad rettens vej at korrigere sit eftermæle har isoleret hende fra de tidligere kampfæller på Den Himmelske Freds Plads. Hun har i alle årene afvist henvendelser fra medier om at lade sig interviewe om 4. juni-begivenhederne, men har udgivet en bog med sin egen version af forløbet.

HAN DONGFANG stiftede under studenteroprøret i forsommeren 89 Kinas første uafhængige fagforening. Han var dengang 26 år og jernbanearbejder. Fagforeningen blev omgående forbudt, og Han Dongfang overgav sig til myndighederne.

Under afsoning af en 2 år lang fængselsstraf pådrog han sig tuberkulose.

Han fik udrejsetilladelse til USA 1991 af helbredsgrunde og bosatte sig i Hongkong, hvor han 1994 stiftede organisationen China Labour Bulletin. Organisationen rådgiver og støtter kinesiske arbejdere, der udnyttes på Kinas mange store arbejdspladser.

På Radio Free Asia har han sit eget program, hvor han oplyser om de ofte nedværdigende arbejdsforhold for Kinas arbejdere.

I et tilbageblik en snes år senere forklarede han følgende under en samtale i København:

»Gadens magt er upålidelig. Den er ubrugelig, når man står over for overmagten. Du vender dig om – og den million aktivister, der stod bag dig, er pludselig borte. Opgøret i Beijing viste de illusioner, vi nærede, men vi var fanget af spændingen og båret af vore drømme.Da vi stod midt i det, troede vi, at alle var optændt af den samme drøm«.

»Jeg er ikke den, der vil presse på for et nyt opgør i stil med det, der skete på Den Himmelske Freds Plads. Jeg har erkendt, at der kun er en vej til forandring i Kina«.

»Det er lovgivningens vej. Der gik næsten 10 år efter 1989, inden jeg nåede til den erkendelse. I lang tid så jeg min rolle som journalistens. At beskrive og afsløre forholdene i Kina gennem dokumentation. Siden erkendte jeg, at juridisk rådgivning var vejen frem«. Han Dongfang fandt det ikke realistisk at forvente et systemskifte i Kina som det, Øst-og Centraleuropa oplevede i 1989.

»For mig er det ikke afgørende, om Kina opretholder etpartisystemet. Respekt for loven er langt vigtigere end en eventuel overgang til flere partier. Som Kina fungerer nu, bryder alle i landet lovgivningen. Folk må lære lovene at kende og respektere dem«.

»Hvis mit arbejde kan føre til ændringer, der på sigt betyder, at en tredjedel af Kinas fabrikker har overenskomster, der er forhandlet frit og uafhængigt, så har vi frembragt en situation, som intet diktatur kan overleve med«.

Såvidt Han Dongfang.

DISSIDENTERNES skæbne er på forunderlig vis blevet et spejl af eftertidens debat om Kinas udvikling efter de fatale begivenheder 4. juni 1989. Fundamentalister som Chai Ling har afskrevet sig muligheden for at gøre en positiv forskel for de tidligere landsmænd.

Wuer Kaixi har gjort forsøg på at komme ind i landet for at besøge sine aldrende forældre, men er blevet nægtet indrejsetilladelse. Wang Dan arbejder i relativ anonymitet som universitetsprofessor i Taiwan.

Han Dongfang er med sin organisation, China Labour Bulletin, den af de tidligere aktivister, der i sit daglige virke er tættest på Kinas virkelighed nu og i fremtiden.

(kronik i Politiken 4. juni 2014)

ANMELDELSE Jung Chang (Vilde Svaner) lukker endnu et dramatisk kapitel af Kinas historie op. Resultatet er medrivende, men ikke uproblematisk.

Jung Chang: Enkekejserinden. Cixi, konkubinen, der banede vejen for det moderne Kina. Oversat af Michael Krefeld. Rosinante, 544 sider, 349, 95 kroner. Har du Pluskort, får du 15 procent rabat på lagerførte bøger i Boghallen eller fri levering hos Saxo. com.. Læs mere på politiken. dk/plus. Udkommer i morgen. Fire hjerter.

Forfatteren Jung Chang (f. 1952) har gjort sig til en bemærkelsesværdig og imponerende enlig sejler i det ocean af historisk litteratur om kinesisk historie, som har set dagens lys hen over et kvart århundrede. Hendes familiekrønike ‘ Vilde Svaner, tre døtre af Kina’ fra 1991 gav hende et velfortjent internationalt gennembrud ved at gøre Kinas moderne historie nærværende gennem en familiekrønike om forfatteren selv, hendes mor og bedstemor.

I 2005 fulgte hun op med ‘ Mao – den ukendte historie’ om den kommunistiske folkerepubliks grundlægger og leder indtil 1976, Mao Zedong. Bogen blev godt modtaget af det brede publikum, men fik knubbede ord af især britiske og amerikanske faghistorikere på grund af sin svage kildekritik og det deraf følgende fravær af en egentlig diskussion af sit kontroversielle tema.

Nu har Jung Chang så taget fat på perioden frem til det sidste dynasti, Qing, og dets fald, hvilket dækker anden halvdel det af det 19. århundrede. Qing var grundlagt af en klan fra Manchuriet i 1644, og det var dette dynasti, som lagde de geografiske rammer til det Kina, vi kender i dag, minus Mongoliet. Manchu-dynastiet gik det ilde. Sammenbruddet kom i 1911, og vejen var herefter banet for Republikken Kina. I vestlig historieskrivning forbindes Qing især med interne opgør og ustabilitet, som Taiping-oprøret (1850-64), som var den kinesiske version af den amerikanske borgerkrig, bokseropstanden 1898-1900 og vestlige imperiemagters kolonisering af Kinas kystregioner.

HVORDAN KAN MAN skildre denne undergangshistorie, så det bliver nærværende? Fortællingens hovedperson er enkekejserinde Cixi, den faktiske leder af Qing gennem et halvt århundrede.

Bogen leverer et fascinerende nærbillede af en person, som historiens tilfældigheder sætter i spidsen for en opgave, der ser umulig ud: at redde et gigantisk feudalsamfund, der er i langsom opløsning. Biografien rummer mange overraskelser for historieskrivningen.

Jung Chang skildrer Cixi som en viljestærk kvinde, der introducerede reformer, der kunne bringe Kina ind i den moderne verden. Forfatterens positive tolkninger af sin hovedperson får en vis vægt af, at hun (igen) har fået adgang til arkiver i Beijing, der er no-go for vestlige historikere.

Hidtil har den gængse opfattelse af Cixi været, at hun var en reaktionær, der modsatte sig forandringer, men den holder ikke, mener Jung Chang. Feudale traditioner, herunder snøring af pigers fødder, blev afskaffet og ligeså de mest barbariske strafformer. Cixi så skriften på væggen og introducerede reformer inden for militær, administration og uddannelsessystem.

JUNG CHANG GØR sig til en apologet for Cixi i en sådan grad, at det nærmer sig helgengørelse. Forfatteren har ingen troværdige forklaringer på, hvorfor en bred folkelig uvilje mod Qing-hoffets inkompetence var så udbredt, at dynastiet klappede sammen kun tre år efter Cixis død. I Jung Changs optik var enkekejserinden en repræsentant for visionen om et frit og værdigt samfund, som siden blev knust af borgerkrig, republikansk og kommunistisk tyranni.

Hvad er det så, der har gjort det moderne Kina i stand til at overhale stort set alle andre udviklingslande i økonomisk fremgang på kun 30 år? Magthaverne i Beijing peger på Mao Zedong, hvilket er et propagandistisk bedrag af dimensioner.

Vestlige historikere peger i dag på Maos modstander i borgerkrigen, Chiang Kai-shek, der fra 1949 udviklede Republikken Kina (Taiwan) på rekordtid, som manden, der nok tabte på slagmarken, men fire årtier efter sin død har vundet ‘ krigen’ om Kinas fremtid. Det er Chiangs samfundsmodel, der i dag praktiseres i Kina med stor succes.

Jung Changs bog leverer det mest usandsynlige svar af alle tænkelige: Når det går Kina så forholdsvis godt i dag, må æren tilfalde Cixi. Jo, det skriver forfatteren i bogens korte epilog. Og nej, det er ikke troværdigt.

Men det ændrer ikke på, at bogen leverer en enestående og detaljeret indsigt i en del af Kinas historie, som kun er kendt af få i vor del af verden.

Jung Chang, der bor i London, er blevet millionær på sine bøger. Hun kan skrive dem, fordi hun stadig kan rejse ind og ud af Folkerepublikken. For nylig har hun indrømmet, at hendes adgang til arkiver i Kina er betinget af, at hun ikke taler ved offentlige møder, ikke giver interview og kun besøger sin aldrende mor og nogle få venner.

Lovprisningen af Cixi er derfor den logiske konklusion på den aftale, hun har med de kinesiske myndigheder. Ligesom det var ufarligt at kritisere Mao i 2005 (hans politik er for længst afviklet), lige så ufarligt er det at helgengøre en figur, som forbindes med en historisk fallit.

(anmeldelse i Politikens sektion Bøger 27.04.2014)