Kejsere er godt mytestof

Udgivet den 3. april 2014 af flemmingytzen

tors-bog-600x350

Ny bog åbner for oplevelser af japansk mytologi og dermed indblik i det land, hvis kultur vesterlændinge stadig har så svært ved at forstå. 

Tor Tolstrup: En guide til rejser i Det gådefulde Japan. 232 sider, 378 kroner. Forlaget Nicolai. Fem hjerter.

Læseren bedes forestille sig følgende tankeeksperiment: At den nordiske mytologi blev en fast bestanddel af historieskrivningen om vort lille kongedømme i det nordlige Europa helt op i nutiden. At historierne om Odin, Thor og jætterne stadig kunne være levende elementer i samfundet og den kulturelle selvforståelse og dermed vor identitet.

Lyder det vildt? Utvivlsomt, for kristendommen, oplysningstiden og vor vestlige rationalitet, videnskab og materialisme gør dette til en svær øvelse.

Rationaliteten vinder altid hos os. Anderledes kompleks er verden sammensat østog sydpå. Ingen overraskes over et udsagn om, at den (vestlige) oplysningsfilosofihar svære betingelser i Afrika og den arabiske verden. Eller tag Indien med dets hinduistiske kaos af polyteisme, som ikke har forhindret, at nutidens indiske samfund rummer både modernitet og dyrkelsen af urgamle traditioner rodfæstet i kastesystemet.

Længere østpå finder vi i et Østasien, dybt præget af Kungfutse og Buddha, hvor årtusindgamle traditioner sameksisterer fint med modernitet, rationalitet og forskellige varianter af vestligt inspirerede styreformer.

Så her kommer der et udsagn, der nok vil forbløffe mange: Hvis man mener, at Indien er en kaotisk verden af guder, dæmoner og krigsherrer, så kom til Japan, min ven! Japan er det samfund i Østasien, der moderniserede før alle andre og efterlod et indtryk i Vesten af, at øriget havde forandret sig så dramatisk, at alt det traditionelle var reduceret til staffage eller i bedste fald spektakulære dramaer i stil med mesterinstruktøren Akira Kurosawas film ‘ De syv samuraier’ (1954) og fremefter.

7-samurai

Tro venligst om igen, kære læser, den japanske mytologi lever og har det godt! Næppe noget andet samfund på kloden frembyder et så kolossalt paradoks: på over-fladen et moderne samfund med parlamentarisme og demokratiske rettigheder for borgerne (tak til amerikanerne!), i dybden et samfund præget af feudale erfaringer, der går mange århundreder tilbage. Hvad er det så, der ligger neden under det moderne og det globalt orienterede Japan?

MANGE AF svarene findes i fortællinger, som nu udlægges i en dansk udgivelse. Det er aldrig sket tidligere, og derfor er udgivelsen enestående. Interessant nok er ophavsmanden en journalist og forfatter, der har gjort det moderne Japan til sit centrale arbejdsfelt gennem årtiers talrige besøg i landet og ikke mindst som Jyllands-Postens korrespondent i Tokyo i 1990′ erne. Han har udgivet bøger om Japan tidligere, men denne gang tager redaktør emeritus Tor Tolstrup afsæt i det japanske begreb nemawashi, der betyder ‘ rodbinding’.

At forklare dette begreb gennem beskrivelser af århundreders japansk mytologi er en udfordring af de mere formidable. Tolstrup løser sin opgave på fornemste vis.

Bogens røde tråd er, at det er myterne og legenderne fra et par årtusinders shintobuddhistisk historie, der danner fundamentet for japansk kunst, teater og litteratur og dyrkelsen af kejserfamilien. Således er solgudinden Amaterasu personificeringen af den sol, som indgår i Japans oprindelige navn Nippon, der betyder solens oprindelse. Deraf den populære betegnelse ‘ den opgående sols land’.

De færreste danskere vil have hørt, at Japans shintotroende har en slags bibel, Kojiki, fra år 712. Kojiki betyder ‘ gamle begivenheder’ der tidligere kun var videregivet mundtligt. Naturligvis måtte hoffet så beslutte at nedfælde fortællingerne.

Det var to guder, der ifølge mytologien skabte Japan. Det var af en af dråberne fra guden Izagani, at solguinden Amaterasu blev skabt. Hun blev af forældrene sendte op ad himlens stige, så hun for evigt kunne sikre solskin på Jorden. Jimmu, en efterkommer af solgudindens sønnesøn, blev siden Japans første kejser.

Så er vi inde i det japanske mytologiske univers, medrivende og dynamisk skrevet.

Læsere i alle aldre kan være med her, for fortællingerne er elegant formidlet og ledsages af smukke og ofte dramatiske illustrationer – træsnit fra forfatterens private samling.

INDHOLDSMÆSSIGT falder bogen i to dele: De mytologiske fortællinger, der ledsages af beskrivelser, og de praktiske anvisninger, som den turist, der vælger Japan som rejsemål, kan gøre brug af. Der er så lige det problem, at bogen er stor og tung foruden at være flot og indbydende. Altså ikke nogen handy rejsehåndbog her! Bevares, den kan ligge fint i rygtasken sammen med feltflaskerne, når turen går ud af Tokyo. Men det er nok kun i frokostpausen eller ved aftenspisningen, at den kan trækkes frem.

Så er der til gengæld skabt muligheder for helt anderledes oplevelser af det Japan, der kendes fra ‘ lige ud ad landevejen-rejsebøgerne’.

Eller lige ud ad togsporene, skulle man nok sige – i behørig respekt for højhastighedstoget shinkansen.

Derfor skal der lyde en anbefaling til forfatter, forlag og potentielle sponsorer: Før eller siden vil det give mening at få en så unik udgivelse ud på engelsk. Og som e-bog. Den vil ligge fint på en iPad og kunne dermed nå et globalt publikum. Hallo Toyota, Mitsubishi eller Suzuki, er det jer, der bevilger pengene til en sådan konvertering? Denne kraftpræstation har fortjent en større læserkreds.

(anmeldelse i Politikens sektion Kultur 3. april 2014)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Sydøstasiens politiske rollemodel går til valg

Udgivet den 2. april 2014 af flemmingytzen

Klodens folkerigeste muslimske samfund er en demokratisk og økonomisk succeshistorie.

TRÆT AF al snakken om islamiske samfund som fejlslagne stater? Venner, kom til Java.

Alle de plager, der i årevis har hærget Syrien, Irak, Egypten og Libyen, er naturligvis noget, der følges tæt af veluddannede folk i klodens største muslimske samfund, det indonesiske. Men mere end Koranen og utallige moskeer har de mellemøstlige lande ikke tilfælles med indbyggerne på Sumatra, Kalimantan, Java, Bali og Irian Jaya.

2009_ElectionsIndonesia

Inden europæiske søfareres ankomst til det, der siden blev kendt som Hollandsk Ostindien, ville selv ikke de mest fantasifulde krønikeskrivere kunne have forestillet sig, at dette spraglede ørige nogensinde ville kunne blive en nation. Så jo, historieskrivningen må erkende, at kolonitiden var andet end brutal undertrykkelse og udbytning. Hist og her kom der enestående stater ud af det kaos, europæerne forlod.

I dag er Indonesien den rollemodel, som mange arabiske og afrikanske samfund for længst burde havde taget til sig.

Lige nu er der valgkamp i øriget, men hvor meget hører vi om det? I næste uge er det parlamentet, det gælder, og til juli er det præsidenten. Hører vi om attentater, mord, bombebrag på Java, øen, der har et areal svarende til Grækenlands og er hjem for 143 millioner?

INDONESIEN er hverken et muslimsk land eller en islamisk stat. Øriget er en sekulær, multikulturel nation, hvor der blandt de knap 240 millioner indbyggere er et flertal, der bekender sig til islam.

De to næststørste trosretninger i landet er kristendom og hinduisme, der tilsammen nærmer sig de 25 millioner.

Når Indonesien er et forbilledligt eksempel på fredelig religiøs, etnisk og kulturel sameksistens, skyldes det, at langt det overvejende flertal af indonesere ikke finder identiteten i religionen, men i en positiv nationalisme grundlagt i de tidlige år efter afkoloniseringen.

Den forfatning, som det unge Indonesien startede tilværelsen med efter hollændernes farvel i slutningen af 1940′ erne, sidestiller de fem verdensreligioner.

Jo, her er lige noget, som mange lande i Afrika og Mellemøsten kunne have ladet sig inspirere af: ingen religion over nogen anden religion. Din tro er din egen sag, kære medborger, og undlad venligst at blande politik ind i, hvad du tror på.

TOLERANT multikulturalisme er reglen mere end undtagelsen i Sydøstasien. Enhver indoneser, der kan læse og skrive, er opdraget til at respektere pancasila, en fi-losofi, der forener gudstro, retfærdighedsprincipper, national enhed og demokratiske værdier. Formuleret i 1945 af uafhængighedslederen Sukarno, der blev ørigets første præsident. Han vidste, at der var brug for en idé, der kunne forene muslimer, kristne, hinduer og buddhister.

images

I hverdagslivet er islam et positivt ladet ord i Indonesien, mens ‘ islamist’ ikke er det. De politiske partier, der i tidens løb har gjort islam til en del af deres ideologiske platforme, har aldrig fået nævneværdig opbakning af vælgerne.

PRÆSIDENT Barack Obama lærte om den indonesiske variant af multikulturalisme under sine fire barndomsår i Jakarta. Han burde nok havde givet sin daværende udenrigsminister Hillary Clinton en mild reprimande, når hun i sin tid i flere taler fremhævede Indonesien som et mønstereksempel på, at islam, demokrati og modernitet kan gå hånd i hånd.

For Indonesien er lige så meget et muslimsk land, som USA er en protestantisk nation. Nej, Indonesien er et multireligiøst ørige, hvor flere end 200 millioner indbyggere er muslimer, nogle mere faste i troen end andre.

Måske er det på tide at opfinde begrebet ‘ kulturmuslim’? Hvis man har brug for at se en ‘ muslimsk’ middelklasse gå til cocktailparties, hvor der drikkes stærkere sager end fadøl, ja, så er det bare med at komme til Java.

ØRIGET har pæn økonomisk vækst, og fattigdomsbekæmpelsen nærmer sig vietnamesiske standarder. Hvordan er det på ganske få år nået dertil i betragtning af, at Indonesien i 1997-98 lignede et kaos, hvor vrede aktivister i tusindtal gik ud i Jakartas gader og krævede forandring? En af forklaringerne er, at militæret har opført sig civilt i forhold til det politiske liv. Manden, der til juli forlader præsidentpaladset, Susilo Bambang Yudhoyono, er forhenværende general. Han var med til at sikre stabiliteten efter nogle vakkelvorne overgangsår omkring årtusindeskiftet, kort efter at Indonesien havde taget afsked med en autokrat gennem 32 år, general Suharto.

Den sandsynlige kommende præsident er hovedstaden Jakartas guvernør, Joko Widodo, en tidligere møbelhandler, der i dagligdagen springer på sin cykel for at møde mange af de fattige ude i folkehavet.

Velkommen til moderniteten.

url

(klumme i Politiken 2.4.2014)

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Formodninger om terror i slipstrømmen efter MH370

Udgivet den 20. marts 2014 af flemmingytzen

Terrornetværket Jeemah Islamyah, der huskes for bomberne på Bali i 2002, er atter i søgelyset. 

HVIS efterforskningen viser, at det malaysiske passagerflys forsvinden var et resultat af en flykapring og dermed en terrorhandling, er det fristende at konkludere, at den sydøstasiatiske front i USA’s og dets allieredes kamp mod global terror er genåbnet.

Men andre teorier, de fleste spekulative og konspiratoriske, må holdes i spil, indtil en identificerbar aktør tager skylden, eller hvis eftersøgningen giver mere pålidelige indikationer på den ulyksalige skæbne for Flight MH370.

malaysia-airlines-flight-mh370

Hver dag vokser det internationale pres på de malaysiske myndigheder massivt fra især Kina og USA. Oplysningerne om, at mere end en snes lande er involveret i eftersøgningen, hjælper ikke alverden, da det er kendt, at myndighederne i Kuala Lumpur kun sjældent har efterlevet de krav om gennemskuelighed og informationspligt, som burde være selvfølgelige for en nation, der bekender sig til demokratiske og retsstatslige principper.

FOR MALAYSIA har ikke nogen imponerende resultatliste i bekæmpelsen af international, islamistisk inspireret terrorisme: Jeemah Islamyah, Sydøstasiens største terroristnetværk, blev grundlagt i Malaysia i januar 1993 af en håndfuld landflygtige indonesiske aktivister, flere med rødder i Darul Islam-bevægelsen, en konservativ variant af islam med rødder i Indonesiens frigørelse fra hollandsk kolonistyre i slutningen af 1940′ erne.

Jeemah Islamyahs åndelige leder, Abu Bakar Bashir, levede i 17 år i eksil i Malaysia og har gennem mangeårig agitation inspireret talrige terrorister, herunder dem, der blev dømt for terrorbombningen af to diskoteker på ferieøen Bali i oktober 2002, hvor mere end 200 omkom.

Malaysia giver også husly til nogle af de islamistiske terrorister, der i årtier har hærget Thailands tre sydligste provinser. Denne konflikt har over ti år kostet mere end 5.000 civile livet ved overfald, snigmord, mordbrande og bombeattentater.

article-1350030026896-005883b100000258-789451_636x300

NATURLIGVIS kan Jeemah Islamyah ikke være det eneste spor, efterforskerne har næsen i. Ud af de 153 flypassagerer på MH370 med kinesisk statsborgerskab tilhørte en enkelt uighur-minoriteten, der er hjemmehørende i Kinas nordvestlige Xinjiang-provins. Kinesiske medier var ikke sene til at påpege, at det malaysiske passagerflys forsvinden skete nøjagtig en uge efter et voldsomt terrorangreb på en jernbanestation i den sydkinesiske metropol Kunming, hvor mere end 30 civile blev knivdræbt af en lille gruppe sortklædte overfaldsmænd. Kina fik dermed sit ‘ 9/11’ lød det i flere overskrifter i kinesiske medier.

Terrorhandlinger rettet mod politistationer og trafikale knudepunkter i Xinjiang har fundet sted i årevis. I oktober i fjor kørte en firehjulstrækker ind i en menneskemængde på Den Himmelske Freds Plads i Beijing, hvor fem blev dræbt, de tre af dem bilens chauffør og to passagerer.

Et par uger efter offentliggjorde Abdullah Mansour, der leder Turkestans Islamiske Parti, en video, hvor attentatet blev fremstillet som en ‘ hellig krig’.

Forgangne lørdag dukkede samme Abdullah Mansour op i Pakistan og gav et kort interview, hvori han udtalte: »Kampen mod Kina er vort islamiske ansvar. Kina er ikke kun vor fjende, men alle muslimers fjende. Vi har planer for mange angreb mange steder i Kina. Det er vores meddelelse til Kina, at folket i Østturkestan og andre muslimer har rejst sig og vil hævne sig. De kan ikke undertrykke os eller islam længere«. (Østturkestan er uighur-separatisternes navn for Xinjiang).

Skulle det vise sig, at flykapringen har en forbindelse til uighurerne, vil det være første gang, at en af disse grupper tager terroren fra jorden til luften.

HVIS DE amerikanske efterretningsfolk i den malaysiske hovedstad, hvor FBI har to mand stationeret, er i lokal modvind, bør deres overordnede levere dem udskrifter af forhør foretaget på flådebasen Guantánamo i Cuba. Her har en islamist kendt som ‘ Hambali’, alias Riduan Isamuddin, siddet siden sin tilfangetagelse i Thailand i 2003. Hambali kaldes Sydøstasiens bin Laden og menes at være manden, der planlagde attentaterne på de to diskoteker på Bali i 2002. Det var sandsynligvis også ham, der i 2001 var manden bag planerne om at kapre passager-fly i enten Malaysia eller Indonesien for at flyve dem ind i amerikanske mål, sandsynligvis skibe eller bygninger i Singapore.

330697-indonesia-militant-cleric

‘ Hambali’ var praktikeren bag angrebene, men uden Abu Bakar Bashir ville Sydøstasien næppe have haft et transnationalt netværk af terrorister. 76-årige Bashir er blevet dømt og siden frikendt af retsinstanser i Indonesien, men sidder aktuelt bag tremmer efter en arrestation i juni 2011. Den østasiatiske front i krigen mod terror er stadig åben.

(klumme i Politiken 20.3.2014) 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Et spøgelse fra Kinas fortid: Østturkestan

Udgivet den 6. marts 2014 af flemmingytzen

Uighur-aktivisters terrorhandlinger er en reaktion på etnisk og økonomisk marginalisering.

WEEKENDENS blodige terrorangreb i den sydkinesiske metropol Kunming er en ubehagelig påmindelse om de etniske spændinger, som den kinesiske moderniseringspolitik har skabt i rigets grænseregioner mod vest. Kunming er hovedstad i Yunnan, som er den mest etnisk varierede af alle Kinas provinser, men angriberne tilhørte den muslimske minoritetsgruppe uighurerne, som er et centralasiatisk folk tilhørende den tyrkiske sprogfamilie og har sit hjemland i Xinjiang-provinsen, der geografisk har nogenlunde samme størrelse som Iran.

4005819539

Bag uighurernes terrorisme, som har været tiltagende hen over den seneste halve snes år også uden for Xinjiang, ligger en utopisk forestilling om et frit land for uighurerne kaldet Østturkestan.

Siden Xinjiangs naboer mod vest, de såkaldte stan-lande, slap ud af Sovjetunionens jerngreb i 1991, har en voksende uighur-nationalisme fået næring af, at det kinesiske centralstyre sender milliardinvesteringer ind i den råstofrige region, og at pengene trækker en betydelig indvandring af etniske flertalskinesere med sig ind i det, der populært kaldes ‘ Kinas Vilde Vesten’. Olieboringstårne, tusinder af kilometer nyanlagte togspor og omfattende infrastrukturarbejder er vidnesbyrd om en massiv økonomisk fremmarch mod vest dirigeret af udviklingsstrateger i Beijing.

0023ae9885da147d82ae12

XINJIANG er som Tibet udsat for en moderniseringspolitik ikke ulig den, som USA gennemførte med sin ‘ Go West’-politik fra midten af 1800-tallet.

Den amerikanske udviklings-og koloniseringspolitik ramte som bekendt urbefolkningerne hårdt. De, der ikke gik under i epidemier og de krigskampagner, der i dag kun fortjener betegnelsen etniske udrensninger, blev henvist til reservater.

Men uden erobringen af Det Vilde Vesten ville det nordamerikanske kontinent ikke have fået et moderne USA. Indianernes kultur gik under, og de spansktalende grupper måtte underlægge sig de hvide angloamerikanske protestanters overherredømme. Resten er historie, og den er overvejende positiv, men har ikke været omkostningsfri for taberne.

DET ER i dette sammenlignende perspektiv, at man skal forstå uighurbefolkningens voldsomme frustrationer over flertalskinesernes march mod vest. Uighurerne var for et par generationer siden i flertal i Xinjiang, men er i dag et mindretal, som helt mangler den evne til statsopbygning og entreprenørkraft, som kendetegner den kinesiske kernekultur.

‘ Uighurland’ er i et kinesisk perspektiv ikke meget mere end et fremtidigt ‘ Disneyland’.Uighurernes selvstændighedsorganisationer har ikke et eneste repræsentationskontor på kloden. De kaldes terrorgrupper af det officielle Kina, og et par af dem er på både USA’s og EU’s terrorlister.

ETIM_617

FORLØBEREN for de senere diffuse og flygtige statsdannelser, der blev kendt som Østturkestan (første gang i 1933, siden i 1945) var en række nomadiske fyrstendømmer (khanater) i Centralasien.

Området var under mongolsk kontrol og indflydelse indtil 1700-tallet, da Kinas manchuriske Qing-dynasti sikrede sig kontrol ved at nedkæmpe Zhungar Khanatet i 1759. Kejser Qianlong introducerede i 1764 ordet Xinjiang, der betyder ‘ nyt grænseland’. I 1882 fik regionen formelt status af provins.

De uighurer, der taler for et ‘ Frit Turkestan’ i Xinjiang, kalder ikke på nævneværdig interesse i hverken Washington eller Bruxelles. Xinjiang beskrives i populære fremstillinger som en del af den nye ‘ silkevej’, hvis formål er at koble en ekspanderende kinesisk økonomi op på den vestlige del af Euroasien, herunder Rusland og de store økonomier i EU.

Regionens etniske kludetæppe er broget. I den gamle silkevejsby Kashgar tæller uighurerne i omegnen af 90 procent. I provinshovedstaden Urumchi er forholdet det omvendte, hvilket er resultatet af den indvandring af kinesisk arbejdskraft, som har fundet sted under tre årtiers moderniseringspolitik.

For hele provinsen er balancen mellem uighurer og kinesere tæt på at være lige. Begge grupper tæller omkring 40 til 45 procent, mens den resterende del er fordelt på de øvrige mindretal, inklusive mongoler, kasakher og andre centralasiatiske grupper.

map_xinjiang_tibet

DISKRIMINATIONEN af uighurer i Xinjiang er ikke religiøs. Regionen er spækket med moskeer, og der bygges nye overalt. De frekventeres ikke kun af uighurer, men frem for alt af Kinas største og mest fremgangsrige muslimske gruppe, Huifolket.

Uighur-familier er børnerige, for de er ikke omfattet af etbarnspolitikken, men de unge uighurer stirrer ind i arbejdsløshed og social marginalisering, mens udviklingen tordner forbi dem. Mod vest.

(klumme i Politiken 6.3.2014)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Kina har kig på Nordkorea

Udgivet den 3. marts 2014 af flemmingytzen

 url

Den amerikanske journalist Barbara Demick sætter i en opsigtsvækkende bog verdens sidste stalinistregime under lup. Den virkelige trussel mod det nordkoreanske styres fremtid kommer fra Kina, mener hun, mens USA bare er et nyttigt fjendebillede.

Alene emnet – tilstanden for Nordkoreas befolkning – gør, at samtalens parter før eller siden når en eller anden grad af deprimeret tilstand.

For hvad stiller verden dog op med dette uhyggelige regime og de par og tyve millioner stakler, der lever i dette daglige mareridt af knaphed, hjernevask og undertrykkelse? Landet er klodens mest lukkede, de politiske tilstande ligner noget fra Sovjetunionen under Stalin eller Kina under Mao. Bare lige en tand værre.

I mange år var den vestlige offentlighed helst fri for at høre om Nordkorea.

Når nu bare den amerikanske atomparaply over Nordøstasien holdt en slags ro på den delte halvø, og sydkoreanerne i øvrigt levede fint med at levere Samsung, Hyundai, Kia mv. til verden.

Bevares, der blev skudt lidt engang imellem også med rigtige missiler og granater, men USA og Sydkorea holder regimet i skak, og Kina leverer tilstrækkeligt med fødevarer og energi til, at museumsstalinismen nord for 38. breddegrad holder sig flydende.

En håndfuld flygtninge

Uhyggeligt tager det sig ud, men lyt så til den amerikanske udenrigskorrespondent og forfatter Barbara Demick.

Hun er korrespondent for Los Angeles Times i Beijing og følger derfra udviklingen på Den Koreanske Halvø tæt. Tidligere var hun udstationeret i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, hvorfra hun tog kontakt til nogle af de nordkoreanske flygtninge, der i dag forsøger at skabe sig et mere menneskeværdigt liv i et land, som trods ligheder i etnicitet og kulturel baggrund bliver mere og mere forskelligt fra den stat, de kom fra.

Barbara Demick har brugt en håndfuld af disse nordkoreanske flygtningeskæbner til detaljeret at beskrive hverdagstilstanden for størsteparten af nordkoreanerne. Både hendes bog ‘ I ly af mørket’/’ Nothing to envy’, der er solgt til flere lande, og hendes journalistik har allerede hentet flere priser ind.

Og jo, tilstandene i Nordkorea er absolut rædselsvækkende. Så hvordan skal verden kunne knytte et håb til, at der kommer forandringer en dag, lyder det indlysende spørgsmål til den anerkendte journalist: »Kina«, lyder hendes svar, som nok vil overraske de fleste.

Jamen, hvordan?

»Kina har for længst besluttet sig for at gøre, hvad det kan, for at holde Nordkorea flydende, men heller ikke mere. 90 procent af Nordkoreas beskedne samhandel er med Kina. Men der kommer andet end fødevarer og energi fra Kina ind i Nordkorea. Frem for alt kommer der meget, som det nordkoreanske regime ikke bryder sig om«. Som for eksempel? »Kulturelle produkter. Bøger, musik, fremmed kunst og sæbeoperaer. Både bibler og pornografi. Smuglervarer ja, men ind kommer de. Alle forbrugsvarer i Nordkorea kommer fra Kina, for kineserne producerer alt. Nordkoreanerne får dermed vidnesbyrd om, hvor anderledes deres tilværelse kunne være«.

images

Men det er USA, den nordkoreanske propaganda skælder ud på?

»Amerikanerne er langt væk, og det er usandsynligt, at USA invaderer. Kina er stort, bliver mere magtfuld og søger at influere på alle sine naboer. Kineserne foragter Nordkorea og ser gerne tilstanden ændret, men det skal ske fredeligt. De missilaffyringer, Nordkorea har gennemført, har også adresse til Beijing: Lad være med at tro, at I kan forvandle os til en lydstat. Det er en velbegrundet frygt. Nordkorea bliver aldrig vestligt, men kan sagtens komme til at ligne Kina en dag. Så naturligvis er Kinas økonomiske og politiske opstigning en trussel mod den eksisterende orden i Nordkorea«.

Bag de nordkoreanske militære trusler ligger et ønske om at få normaliserede forbindelser med det USA, som i 1950′ erne bombede landet?

»Ja, lykkes det, kan USA bruges til at balancere af mod den kinesiske indflydelse. For glem ikke: Kina og Sydkorea ser meget ens på fremtiden for Den Koreanske Halvø«. Og de ønsker sig? »Ikke et genforenet Korea, men et Nordkorea, der udvikler sig over tid, således at de dramatiske forskelle i levestandarden mellem Nordkorea mindskes.

Husk på, at forskellen på levestandard i Nord-og Sydkorea er 20 gange større, end den var mellem Vest-og Østtyskland, da Muren faldt«.

På den måde giver det mening, at Nordkorea har respekt for Sydkoreas nuværende præsident, selv om det var nordkoreanske agenter, der slog hendes mor ihjel?

»Ja, de har meget stor respekt for præsident Park Geun-hye, ligesom de har det for hendes afdøde fader (ekspræsident Park Chung-hee, der blev myrdet af sin sikkerhedschef i 1979, red.). De forstår betydningen af blodsbånd, og de har respekt for, at Park kunne udvikle Sydkoreas økonomi uden at liberalisere landets politiske system«.

111814142

Tegn på forbedringer

Det nordkoreanske dynasti synes uforanderligt?

»Der er tegn på beskedne forbedringer. Tidligere diktator Kim Jong-il slog hårdt ned på de private markeder. En såkaldt valutareform i 2009 var ved at slå bunden ud af landets økonomi, fordi den smule opsparing, nogle få havde, forsvandt. Sønnen og arvtageren er omkring de 30 og har vel chancen for at vise, at han kan gøre en forskel«. Fortalere for at engagere Nordkorea har ikke meget, der viser, at det skulle virke? »Jeg er tilhænger af at fortsætte med at bløde op og forsøge at engagere Nordkorea. Kina forsøger et mildt pres på denne måde, og Vesten kan nok presse Kina til at gøre lidt mere. Tag ikke fejl, kineserne er grundigt trætte af, at der ikke kommer forandringer i Nordkorea.

Det betyder også noget, at forholdene i Nordkorea er bedre dokumenteret end nogensinde. Via satellitovervågning ved vi, at de nordkoreanske myndigheder i fjor lukkede en af landets arbejdslejre.

Men om det virkelig nytter, ved vi ikke. Kina taler ikke åbent om dette, man skal huske, at det er partiforbindelserne, der betyder noget her, ikke regeringsforbindelser, som det kendes fra alle andre lande. Da Nordkorea tidligere i år truede med at sende missiler mod USA, kom der en sjældent åbenhjertig udmelding fra den kinesiske præsident: Han sagde, at intet land kan holde andre lande som gidsler. Den var ikke til at misforstå. Kineserne var bange for, at nordkoreanerne mente det alvorligt med missiltrusler«.

(Interview i Politiken 2.3.2014)

url-1

Udgivet i Interviews, Kina, Korea, Uncategorized | Skriv en kommentar

Taiwan har nøglen til Kinas demokratisering

Udgivet den 20. februar 2014 af flemmingytzen

Med årtiers forsinkelse har Kina og Taiwan holdt et ‘ topmøde’. Forventningerne bør være realistiske.

HELT UDRAMATISK oplevede Østasien i forgangne uge en mindre sensation, da repræsentanter for de to rivaliserende parter i en af det 20. århundredes længste konflikter mødtes i den sydkinesiske by Nanjing. Ikke nogen tilfældighed, da det var denne by, som i 1949 var den sidste nationalistkinesiske hovedstad frem til den kommunistiske sejr i Kinas borgerkrig, hvilket resulterede i Nationalistpartiet Kuomintangs flugt til øen Taiwan, hvor de besejrede etablerede Republikken Kina.

0212_china_taiwan_630x420

Formelt var sidste uges møde mellem to regeringsrepræsentanter, men helt uden brug af flag og titler, eftersom Kina og Taiwan ikke anerkender hinanden som to selvstændige statsdannelser. For Kina er Taiwan en øprovins, som skal hentes hjem til fædrelandet; for Taiwan er Folkerepublikken Kina en størrelse, som kun et meget lille mindretal i Taiwans befolkning og ingen af østatens politikere ønsker at blive opslugt af.

Når der alligevel foregår et intensivt økonomisk samkvem mellem de to, skyldes det ikke mindst den såkaldte 1992-consensus, der bygger på enighed om, at Taiwan og Kina historisk er en del af samme nation, men at hver part har sin egen fortolkning af, hvilket kinesisk statsdannelse man ser sig selv som. Paradokset er, at de to opfattelser kun kan forliges, hvis man tager historien til hjælp; de nutidige realiteter viser derimod to politisk forskellige samfund, om end med betydelige ligheder i kultur, sprog og levevis, dybt rodfæstet i konfucianske traditioner.

DENNE tvetydige, men praktiske formel har skabt en positiv afspænding og givet mulighed for, at de to republikker er blevet hinandens største investeringspartnere.

china_full_600

Med et møde på det højeste niveau nogensinde har Beijing ønsket at signalere, at samarbejdet bør udvides til at omfatte politiske forbindelser. Men alene de begrænsninger, som Taiwans forhandler mødte frem med i Nanjing, viser, at en sådan tilnærmelse har lange udsigter.

De to parter enedes om at etablere repræsentationskontorer i Beijing og Taipei og dermed synlige kommunikationskanaler. Republikken og Folkerepublikken kan således fortsætte med at investere i fælles velstand.

DE FLESTE har glemt det, men Kuomintangs leder og Taiwans daværende præsident Chiang Ching-kuo gennemførte i 1987-88 en enestående demokratisering af det samfund, som hans parti havde holdt i en undtagelsestilstands jerngreb i næsten fire årtier. Ingen massedemonstrationer, ingen blodsudgydelser, intet kaos, ingen hellig krig, kun et fingerknips på et regeringsmøde i præsidentpaladset.

En måbende befolkning og snesevis af dissidenter oplevede derefter, hvorledes samvittighedsfanger blev løsladt, og medierne fik udvidet friheden til kritik og dialog. Resten er historie, og den er overvejende positiv. Vist er Taiwan ikke noget perfekt demokrati, men ubestrideligt flere hestehoveder foran andre flerpartisystemer i Asien.

Det er derfor selvindlysende, at Taiwans befolkning aldrig vil kunne acceptere en politisk samfundsmodel som den, der er gældende for tiden på det, der i Taiwan af mange kaldes ‘ fastlandet’. Det positive perspektiv i ligningen Kina-Taiwan er derfor, at den succesrige ørepublik har nøglen til en demokratisering af ‘ fastlandet’ (altså Folkerepublikken), den dag betingelserne måtte være til stede.

0

JAMEN, er de amerikanske sikkerhedsgarantier for Taiwan så et problem? Nej, for den amerikanske militære beskyttelse af Taiwan er netop baseret på den forudsætning, at Kina ikke kan påtvinge Taiwan sin løsning på genforeningsproblematikken og dermed en afslutning på borgerkrigen.

Sagt med andre ord: USA vil acceptere en genforening, hvis den sker fredeligt og med opbakning fra et befolkningsflertal i Taiwan. Forudsætningen herfor? At Kina, ‘ fastlandet’, er værd for taiwanerne at genforenes med. Og vi er langt, meget langt, fra en sådan situation.

Parterne kan passende starte med at normalisere partiforbindelserne: Den bedste måde, Kommunistpartiet i Beijing kan demonstrere sin vilje til ‘ fredelig opstigning’ i verden (som det hedder i den officielle propaganda), er at sige til den historiske borgerkrigsmodstander i Taipei: Vi vil gerne forsoningen og vil gerne lære af jeres erfaringer med demokratisering, civilsamfund og borgerrettigheder. På kinesiske betingelser naturligvis, men det kan vi vel forhandle om?

xi_chiang_net2

LØSRIVELSE med egentlig selvstændighed bliver der ikke noget af for Taiwan; det skrev USA under på for 42 år siden, og Kina holder af indlysende grunde amerikanerne fast på dette. Perspektivet for Taiwan er derfor at fortsætte med at være rollemodel for Kina.

(klumme i Politiken 20. februar 2014)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Til kamp mod Myanmars landminer

Udgivet den 9. februar 2014 af flemmingytzen

Dansk aktivist har i årevis levet et diskret liv som underviser og folkeoplyser om mineulykker blandt etniske minoriteter langs grænsen mellem Thailand og Myanmar.

Fjern en landmine. Red et barn. Stands en unødvendig krig. Send dig selv ud, lad andre sende penge.

Mange danskere vil gerne gøre en forskel for mennesker, hvis eksistens og helbred er truet af krige, konflikter, forfølgelse og fattigdom. Mens de fleste betaler sig til en bedre samvittighed, er der andre, der sætter eget liv ind i engagementer, der handler om at redde liv.

817

Kald dem de anonyme aktivister. De bryder sig ikke om at blive kaldt helte.De bevæger sig på begge sider af en frontlinje, først hos oprørere, siden regeringsstyrker. De er der, hvor slagmarken skal forvandles til et sted, hvor der helst skal dyrkes ris og grøntsager. Hvor fjenden er en person, der en dag vælger at lægge sit våben for at forvandle afbrændt jord til en kilde til mad og velstand.

Efter flere år i anonymitet er en af disse pionerer nu i stand til træde mere officielt frem, efter at han endelig har fået bureaukratiske forhindringer af vejen, så han lovligt kan udføre sit humanitære arbejde.

Mød Bjarne Ussing, 52 år og ekspert i faren ved landminer. Han er en humanitær kriger og oplysningsaktivist langs den flere hundrede kilometer lange grænse mellem Thailand og Myanmar, det tidligere Burma, og det har han været i diskretion gennem en længere årrække.

protesefremstilling

Der vil næppe nogen sinde blive hængt en tapperhedsmedalje eller et storkors på ham, selv om hans indsats utvivlsomt redder liv hver eneste dag.

»Nu har jeg endelig fået papir på det, jeg gør. Det gør alt nemmere«, smiler han og fortsætter: »Og der ligger vel også en slags anerkendelse i, at myndigheder på begge sider af grænsen har sagt god for indsatsen«. Bjarnes håndvåben er en bærbar computer, en projektor, en bunke plancher med fotos fra årtiers slagmarker, hvor hundredvis af bjergbønder og andre uskyldige er blevet dræbt og lemlæstet af det burmesiske militærs landminer. Eller af nogle partisangruppers miner.

»Jeg har ikke fjernet en eneste mine personligt«, gør han klart. »Og det er heller ikke meningen. Jeg og mine kolleger forsøger at oplyse lokalbefolkningen om, hvorledes de skal undgå miner. Hvordan de kun skal gå ad betrådte stier i junglen.

Landsbyboerne ved kun svagt, hvad en mine er, for der har været borgerkrig i mange årtier. Men de ved ikke, hvem der har lagt dem og hvorfor, og det var nærmest forbudt at tale om dem«, fortæller han.

»Så jeg viser dem fotos – af minerne og de lemlæstede og dræbte ofre. Forklarer, at minerne typisk er i et bestemt mønster. Hvordan de skal bevæge sig fra punkt A til punkt B og undgå minerne. Hvad de skal gøre, hvis det ulykkelige sker for et menneske, man rejser sammen med og skal transporteres til nærmeste klinik. Underviser de lokale i at undervise andre lokale«, føjer han til.

url

Skildpadder og kartofler

Vi er ude i det dødsensfarlige grænseland, hvor krigshistoriens billigste våben venter på at sprede død og lemlæstelse blandt nogle af Asiens fattigste og mest trængte minoritetsfolk. De har været forfulgt og er ofre for den længstvarende krig i Asien: Myanmars centralregering har under skiftende omstændigheder været i konflikt med etniske oprørsgrupper, kommunister og narkobaroner, siden landet fik sin uafhængighed i 1948. Hundredtusinder er omkommet og endnu flere lemlæstet i konflikter, der kun haft sporadisk interesse i omverdenen.

Men i løbet af kort tid er der sat en forsoningsproces i gang. Ordet ‘ fred’ begynder at give lidt mening i Myanmar. På topniveau er der nu løbende dialog mellem landets militær og de etniske mindretalsgrupper, hvis landsbyer regeringssoldater har brændt ned, efter at kvinderne er blevet voldtaget.

Ussing begyndte som en idealistisk backpacker for mange år tilbage, da han blev suget ind i Sydøstasiens længste ikkeerklærede krig. Han begyndte at bygge netværk op mellem den myriade af etniske organisationer, der har levet et skjult, farligt liv i det farverige jungleland, hvor den britiske kolonimagt gav op i 1800-tallets erobring af datidens Burma.

Den sydøstlige del af Myanmar er en af de mest minespækkede regioner på kloden. Geneva Call, en schweizisk humanitær organisation, skønner, at flere end fem millioner burmesere lever i isolerede områder, hvor der er lagt landminer ud.

townships

Ifølge en Internationale Kampagne for Forbud mod Landminer (ICBL) er Myanmar et af det eneste lande på kloden, der har lagt miner ud hvert eneste år, siden traktaten mod landminer, som blev internationalt vedtaget i 1997, men som Myanmars regering endnu ikke har underskrevet.

Landminer kaldes i Myanmar for ‘ sovende soldater’, ‘ skildpadder’ eller ‘ karto-fler’, og det er ikke kun regeringshæren, der benytter sig af dem. Civile fremstiller dem selv og bruger dem som beskyttelse mod regeringshæren.

»De mærkelige navne skyldes, at der har været tabu om landminer, og mange steder måtte man ikke kritisere landminerne, fordi de var lagt ud af forskellige grupper som ‘ beskyttelse’ af folket«, siger Bjarne Ussing.

Når både regeringshæren og dens modstandere i de etniske oprørsgrupper nu er ved at nærme sig en samlet indsats mod denne svøbe, skyldes det, at Myanmars reformorienterede præsident, Thein Sein, i 2012 som den første på regeringsniveau anerkendte problemet. Det skete, omtrent samtidig med at han gik i dialog med landets politiske opposition, ledet af nobelpristageren Aung San Suu Kyi.

burma-landmine-106562696

Myanmars regering underskrev dengang en aftale med Norsk Folkehjælp om at rydde dette uhyggelige våben væk i fem af de mest minerede provinser. Minerydning er nu på vej til at blive en del af aktiviteterne hos Myanmar Peace Center, som drives af midler fra Norge og EU.

ICBL-kampagnen kunne i 2013 sende medarbejdere til Myanmar for første gang nogensinde.

Regeringen i Myanmar har sagt, at den vil overveje at underskrive traktaten mod minelægning, men der er intet sket, som peger i retning af en snarlig underskrivelse.

I fjor tog en gruppe organisationer i Myanmar første skridt til at starte en national kampagne for rydning af miner. Og den er indtil videre ikke blevet modarbejdet af landets ledere.

Bjarne Ussing mener, at Myanmar med de seneste våbenhvileaftaler er på rette vej: »Jeg tror på, at freden kommer for de fleste af de etniske grupper. Men billedet er modsætningsfyldt: Der bliver færre internt fordrevne i det sydøstlige Myanmar, men flere i både den nordlige stat Kachin og den vestlige Rakhine. Dette her kommer til at tage årtier. I Cambodja begyndte minerydningen for 20 år siden, og her er man sandsynligvis kun halvvejs igennem.

20130713_ASP003_0

Så længe der er tusinder af internt fordrevne i Myanmar, vil der være civile, der får sprængt arme og ben af«.

Karrierevej: katastrofer og krig

For en snes år siden var Bjarne Ussing en ung journalist, der arbejdede som nødhjælpsmedarbejder for det humanitære organisationsmiljø. Han debuterede i det irakiske Kurdistan i 1991, umiddelbart efter at diktatoren Saddam Hussein havde kastet sit land ud i en konfrontation med Vesten efter sin invasion af Kuwait.

Bjarne Ussing ser yngre ud end sine 52 år. Fortæller morsomheder med en teenagers tonefald. Taler som et brusende vandfald og er generøs med smil og latter trods alvoren i det arbejde, han udfører.

Den ivrigt gestikulerende journalist blev humanitær udsending i Bagdad lige efter den første Golfkrig i 1991. Siden gik turen til både Congo og Rwanda, hvor borgerkrig og politisk kaos gjorde det noget nær umuligt for dansk hjælpeindsats at gøre den positive forskel, man havde til hensigt. Balkan og Mozambique landede også på aktivistens generalieblad.

»I Rwanda så jeg hundredvis af døde mennesker langs vejkanter og i floder, det var ondskab i den mest grusomme form«, bemærker han. »I Myanmar er ofrene sjældent synlige«. I 2004 rejste han til Congo, hvor han for Folkekirkens Nødhjælp tog del i oplysningsarbejdet både om minerydning og hiv/aids. Siden gik rejsen til Myanmar og Thailand, som bortset fra en kort afstikker til Congo, har været base siden.

img_0109

Engagementet i at forbyde landminerne begyndte med oplysnings-og kampagneindsatser hjemme i Danmark i 1990′ erne. Han mødte danske militærfolk, der hovedrystende afviste forestillingen om at fjerne landminer. De kom siden på andre tanker.

En beskeden bungalow i en forstad til Nordthailands største by, Chiang Mai, er i dag hovedkvarter for Folkekirkens Nødhjælp og Bjarne Ussings humanitære indsats.

Den organisatoriske platform er en fond, der har tætte venskabelige relationer til thailandske krigsveteraner. Dermed er der opbygget en goodwill, der gør det muligt for Bjarne Ussing at arbejde på begge sider af grænsen.

I Myanmar er det FN’s børnefond Unicef, de etniske minoritetsgrupper og regeringen repræsenteret ved socialministeriet, der har givet tilladelsen til Danmarks humanitære kriger. Han pointerer, at hovedparten af indsatsen udføres af frivillige i felten. Det gør, at programmet også kan køre videre i fremtiden.

»Undervisning i faren ved landminer er flerdoblet fra 2012 til 2013. Hovedårsagen er, at de etniske minoritetsskoler har taget undervisning i faren ved landminer ind i pensum. At denne undervisning har nået skolerne for etniske minoriteter kan man takke Operation Dagsværk og Spejderhjælpen for«, forklarer Bjarne Ussing.

Og føjer så til, at der blandt andre donorer også er det danske udviklingsministerium, og US Department of State, altså præsident Obamas udenrigsministerium.

(reportage i Politikens søndagssektion PS 9. febr. 2014)

Udgivet i Interviews, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Opgøret i Thailand handler også om tronfølgen

Udgivet den 2. februar 2014 af flemmingytzen

Kongedømmets paradoks: demokratisk populisme og traditionel feudalisme

DEN NETOP overståede valghandling i Thailand var overflødig, og resultatet anviser ingen vej ud af det dødvande, der har varet i flere år. Regeringschefen Yingluck Shinawatras parti, Pheu Thai, sejrede, alene fordi dets modstander, Demokraterne, boykottede valget.

Konfrontationen vil fortsætte; valutaen (baht) er i frit fald, turisterne lander stadig i Bangkoks lufthavn, men haster videre til enten øerne i syd eller det attraktive trekking-terræn i nord. Thailand er igen en delt nation: Bangkok mod landdistrikterne i nord.

nsithai191213e

Det parlamentariske regnebræt ser således ud: Siden 2001 har forskellige partier, alle loyale over for Yingluck Shinawatras bror Thaksin, vundet fem på hinanden følgende valg. Så det er nemt at finde en forklaring på, at oppositionen vil gøre op med landets valgsystem.

Thailand er helt uden den tradition for samarbejdende folkestyre, der kendes fra Europa, hvilket er et klassisk og gennemgående træk ved asiatiske demokratier: Magten ligger ét sted, og man deler den ikke med sine politiske modstandere.

Dermed avles modsætninger og fjendtlighed, som kan få dyrebare konsekvenser, især når politiske bevægelser drives frem af stærke økonomiske interesser, som det er tilfældet med den stenrige Shinawatra-klan.

Bag det spektakulære opgør, hvor en populistisk fhv. general og minister, Suthep Thaugsuban, udfordrer Shinawatraernes greb om magten, ligger der en stor usikkerhedsfaktor, der kan afgøre, om Thailands fremtid vil blive fremgangsrig eller kaotisk: tronfølgen.

images-1

HUNDREDTUSINDER af danskere kender Thailand som kongeriget, hvor den nu 86-årige folkekære, men sygdomssvækkede Bhumipol Adulyadej har tjent som et moralsk og religiøst fyrtårn for en nation, der gennem mere end et halvt århundrede er blevet en ubetinget økonomisk succeshistorie. Thailand har demonstreret, hvad Østasien er verdensmester i: bekæmpelse af fattigdom. Men demokratiet, som formelt blev indført for 82 år siden, har det svært.

Tilbage i 1960′ erne var Thailand fattigt, splittet og presset af konflikter i nabolandene, men forblev et antikommunistisk, proamerikansk anker i et oprørt sydøstasiatisk hav. Landet havde mange militærkup, og skiftende militærregimer forsøgte at håndtere truslen fra kommunistiske aktivister i landdistrikterne. Så amerikanske rådgivere fortalte generalerne: Brug kongen til at sikre et land, hvor befolkningen bakker op om eliterne, demokrati eller ej.

Efter den kolde krigs ophør blev Thailand et brohoved af stabilitet, der forsikrede tidligere fjender i regionen om, at Bangkok ville gå forrest i at forvandle Sydøstasiens ‘ slagmarker til markedspladser’.

Denne strategi har frem til i dag været en succes. Men bag denne tilsyneladende idyl lurer en uafklaret faktor: kongehuset og den tronfølge, der ikke ligger langt væk.

images

INGEN ER i tvivl om, at kronprins Maha Vajiralongkorn, 61, overtager tronen en dag. Hvad der er usikkert, er, om den store brede middelklasse i Bangkok vil acceptere ham som den lederskikkelse, der skal repræsentere både buddhistiske idealer og etik og forestillingen om en særlig thailandsk nationalisme og identitet.

Kronprinsen kan ikke matche sin lillesøster, prinsesse Sirindorn, 58, i popularitet.

Søsteren er af medierne bygget op som den figur, der klarest har fulgt faderens eksempel om at sammenknytte bymiddelklasse og bondebefolkning ved at lade monarkiet være repræsentant for buddhistisk harmoni og social sammenhængskraft.

bda84e6112024d5d838e3b0c712a18d2

I en nation, hvor dyrkelse af både kongefamilien og politiske lederfigurer har feudale træk, bliver karismatiske (og ofte pengestærke) personligheder afgørende.

Derfor er den eksilerede, fhv. regeringschef Thaksin Shinawatra i stand til at regere sit land via Skype og andre sociale medier. Alle er klar over, at denne rigmand ikke var acceptabel for Bhumipol.

Thaksin har derfor arbejdet et venskab op med kronprinsen og spiller dermed allerede en rolle i det Thailand, der skal finde en vej frem, når Bhumipol, verdens længst regerende monark, ikke lever mere.

Thailand savner den rationalitet, der kendetegner vesteuropæiske nationers parlamentarisme. Kongedømmet er økonomisk en succes, men politisk en fiasko.

I Asiens effektive meritokratier, Kina, Vietnam og Singapore, noterer man ikke uden en vis skadefryd, at demokrati efter formlen ‘ En mand, en stemme, mindst to partier’ er opskriften på ustabilitet og politisk motiveret vold.

Thailand er ikke længere det Smilets Land, som turistbrochurerne lover.

(klumme i Politiken 6.2.2014)

Thailand_Politics_817925y

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Er Thailand ved at afskaffe demokratiet?

Udgivet den 29. januar 2014 af flemmingytzen

Det sydøstasiatiske kongedømme indførte demokrati tidligere end alle andre i regionen og kan nu være i færd med at afvikle det.

Nedtællingen til søndagens parlamentsvalg i Thailand tikker videre – men uret sættes ikke i stå. Landets valgkommission siger nej til imødekomme oppositionens krav om at udsætte valghandlingen.

Men der er fortsat frygt for, at gadeaktivisterne reelt vil forhindre vælgere i at komme til afstemningsstederne på søndag.

En regeringsfjendtlig aktivist, der forleden blev skudt på åben gade af en ukendt gerningsmand, er netop blevet bisat, og flere steder i Bangkoks gader opretholder politi og militær et særligt nødberedskab, hvis det kommer til nye blodige konfrontationer.

At kalde tilstanden for en politisk ’krise’ er en underdrivelse. På ottende år befinder landet med Sydøstasiens ældste demokrati sig i en reel lammelse uden den ringeste udsigt til realistiske kompromisser, der kan bringe nationen ud af hængedyndet.

images-1

Dramaets hovedpersoner er regeringschefen Yingluck Shinawatra, søster til den afsatte og eksilerede tidligere leder Thaksin Shinawatra. Hendes modstander er regulær folkeforfører, Suthep Thaugsuban, tidligere minister og general og en mand med en sjælden evne til at tale Bangkoks folkemasser på gaden.

Suthep og hans folk er på gaden for at reducere og på sigt afvikle Thailands demokratiske system. For udenforstående kan det virke afsindigt, at et land, der opgav en enevældig styreform helt tilbage i 1932 og som i nyere tid har præsteret at skabe et velstandsmirakel med en dertil hørende middelklasse, i dag synes at være på vej til at afskaffe demokratiet. I hvert fald når demokrati forstås som den mest banale og fundamentale formel: En mand, en stemme, mindst to partier.

Oppositionen under Suthep vil have en regering af særligt kvalificerede, som skal udpeges, ikke vælges. Dermed undgås korruption, argumenterer han.

140109_suthep_thaugsuban

Men hen over otte årtiers turbulent politisk historie har Thailand haft verdensrekord i militærkup – det seneste var ublodigt og kom i september 2006, da Thaksin Shinawatra blev sat på porten, tydeligvis med kongehusets opbakning. Thaksin er dømt for korruption og har overført en milliardstor formue til udenlandske banker.

Det seneste års udvikling har vist et enkelt lyspunkt: da regeringen forsøgte at gennemføre en amnestilov, der ville have gjort Thaksin straffri, gik de såkaldte ’gulskjorter’ på gaden og fik forhindret dette tiltag. Thailand har derfor stadig et retsvæsen, der i princippet stiller alle lige for loven.

Ganske som i Italien under Silvio Berlusconi og som det aktuelt udfolder sig i Ukraine, er politiske modsætninger knyttet meget op på, hvad vælgerne mener om enkelte toppolitikeres gøren og laden. Karisma og retoriske evner betyder alt, for der er ingen kvalificeret debat i partiernes parlamentsgrupperne, endsige i medierne.  Det kaldes ’follow-your-leader’-syndromet.

Politisk debat i Thailand er helt uden den dybde og substans, som kendes fra Danmark. Et opgør om salg af en aktieandel i Dong, som det har udfoldet sig i danske medier, vil være utænkeligt hernede. For Thailand har debatfrihed uden det oplysningsniveau, der er forudsætningen for, at debatten bliver kvalificeret.

Thailand_Politics_817925y

Dermed er tilstanden i Thailand en regulær udfordring ikke kun for landets borgere og de øvrige demokratier i Asien. De færreste thailandske intellektuelle tør sige det rent ud, men elitestyret i Singapore, og etpartisystemerne i Vietnam og Kina står på den lange bane stærkere end de vaklende og skrøbelige politiske institutioner i Sydøstasiens ældste, forfatningsbaserede kongedømme.

Men, siger kritikerne, Thailand har selvfølgelig hvad Vietnam og Kina mangler: en fri og kritisk presse og en debatlysten offentlighed.

Ja tak, siger andre kritikere, men hvilket system holder længst og giver borgerne størst sikkerhed: Singapores velstand er langt over Thailands, og blandt thailandske forretningsfolk er der en udtalt bekymring for, at Vietnam og det sydlige Kina vil løbe forrest med fremtidens velstand.

Og hvis lammelsen her i Bangkok forsætter, hvad er det så for et scenario, der tegner sig? Skeptikere begynder at sammenligne Thailand med Italien i 1920’erne. Benito Mussolinis march mod Rom var en begivenhed, der banede vejen for en styreform, som europæerne skulle igennem et blodigt krigsopgør for at kunne afvikle.

Så galt går det næppe i Thailand, hvor flertallet er optaget af at leve fredeligt og tjene til dagen og vejen. Alternativet til et dysfunktionelt demokrati er ikke væbnet fascisme, men bare forvirring, handlingslammelse og økonomisk nedtur.

Men har Thailand, som trods alt stadig er danskernes foretrukne ferieland øst for Suez, ikke fortjent bedre?

(klumme i Politikens netavis 28.jan. 2014)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Dansk indsats i Myanmar: mindretallene først

Udgivet den 24. januar 2014 af flemmingytzen

Sådan kan danske midler bedst bidrage til at løfte Sydøstasiens næste udviklingssucces.

UDENRIGSMINISTERIETS beslutning om at åbne en ambassade i Myanmar, det tidligere Burma, er en logisk konsekvens af et mangeårigt dansk engagement for at fremme en demokratisk og civil udvikling i det fattige, men lovende og potentielt rige sydøstasiatiske land. Der er dog også massive udfordringer og forhindringer i sigte. Mandalay, den gamle kongeby i nord, og Yangon, den tidligere hovedstad, syder af aktivitet og økonomisk opdrift, mens oplandet ligner en verden af i går, tvunget i knæ af et halvt århundredes xenofobisk militærstyre. Landet, der som britisk koloni i 1937 var verdens største eksportør af ris, er i dag i en tilstand, der ligner Vietnam og Cambodja for en snes år siden, hvor en markedsdrevet udvikling siden har fået bugt med den værste fattigdom, og hvor en ny middelklasse breder sig.

Risikoen i Myanmar er en klassiker blandt udviklingsøkonomier: at væksten fortrinsvis gavner en allerede nyrig elite, der enten er udsprunget af eller har nære relationer til den militære kaste. Den tredjedel af Myanmars befolkning, som udgør de etniske mindretal, risikerer at blive marginaliseret både økonomisk og politisk.

UDFORDRINGEN for en dansk og europæisk udviklingsindsats herude bliver derfor at målrette særlige indsatser for de mest udsatte, især de etniske mindretal.

Kronprinsparrets nylige besøg i den vestlige Rakhinestat, hvor det muslimske mindretal af rohingyaer er trængt af militante buddhister, gav glimrende fotoer til ugebladene, men sendte også et væsentligt signal om, hvor nogle af de danske udviklingsmidler vil blive sat ind.

27f28b9c6c81424bb6b8a2dafbbec90e_burma

Den slags målrettethed bliver europæiske donorer ikke nødvendigvis populære på. En yngre velhavende og veluddannet etnisk burmaner glæder sig åbenlyst over udsigten til en dansk ambassade i sit land, men føjer senere i samtalen denne bemærkning til: »Lad venligst være med at bruge ordet rohingya«. »Vi kalder dem bengalier, fordi de kommer fra Bengalen« (i Bangladesh og Indien, red.). Underforstået: De er fattige, og det er trist, men de hører ikke til her i Myanmar. Rohingyaerne er det eneste af i alt 135 mindretal, der ikke er omfattet af landets lovgivning om statsborgerskab.

Mindretalsbeskyttelse bliver en af de faktorer, som det civil-militære hybridstyre her i Myanmar vil blive testet på af Danmark og det øvrige donorsamfund. Oppositionspartiet Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) og dets leder, Aung San Suu Kyi, går en hårfin balancegang i omtalen af de etniske konflikter mellem buddhister og muslimer, der simrer under overfladen herude. Der er en selvindlysende bekymring for, at Myanmar vil opleve en etnisk ‘ balkanisering’ i takt med en fortsat demokratisering.

Gennem et halvt århundrede førte centralregeringens hær en stribe etniske udrensningskampagner fulgt op af skrøbelige våbenhvileaftaler med de mest velbevæbnede af de etniske oprørshære.

Men det nye i forhold til tidligere er et spirende civilsamfund, der bæres på vej af det demokratiske eksperiment, som NLD og Suu Kyi repræsenterer, og som har præsident Thein Seins støtte. En analyse gennemført af organisationen International Crisis Group viser, at parlamentet i regeringsbyen Naypyidaw nu diskuterer reelle forandringer i lovgivningen, også af den kontroversielle forfatning fra 2008, som giver militæret en dominerende rolle i afgørende beslutninger.

03_aungthein_r_w

Præsident Thein Sein, parlamentsformand Shwe Mann og NLD-lederen Suu Kyi er det triumvirat, der definerer Myanmars politiske fremtid. Den pensionerede tidligere juntaleder Than Shwe, der sad tungt på magten i en snes år, er angiveligt bekymret over, at civilsamfundet og oppositionen tydeligvis vinder ikke bare befolkningens, men også de militære parlamentsmedlemmers voksende opbakning i et samfund, hvor censur af sociale og private medier i dag hører fortiden til. Nutidens Myanmar er i dag langt fra fortidens Burma og repræsenterer et håb, som kunne tjene som et forbillede fra de fortvivlende kaotiske tilstande i den arabiske verden. Den indlysende sammenligning med Myanmar er Thailand for et halvt århundrede siden. Militæret vil blande sig i politik, hvis nationens enhed trues, men vil gradvis gå i retræten for at give plads for økonomisk fremgang og social udvikling.

DANMARK kan spille en nøglerolle i processen, som vi gjorde det, da Nepal befandt sig i en lignende overgangssituation i 1990′ erne. Forståelsen mellem Suu Kyi, Thein Sein og Shwe Mann betyder, at mange års borgerkrig, som Nepal måtte igennem, kan undgås i Myanmar. Vi er vidne til en sydøstasiatisk klassiker: topdown-stabilitet forhandlet på plads af en pragmatisk elite.

(klumme i Politiken 23.01.2014)

burma-thein-sein-myanmar-633x300

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar