Flemming Ytzen

Verdensdanskeren Sven Burmester gør i sine erindringer, som udkommer om få uger, status efter mere end 40 år i Verdensbankens, FN-systemets og globaliseringens tjeneste.

Demokrati i den vestlige version er en luksus, som store udviklingslande først skal bruge kræfter på, når de har fået styr på de afgørende udfordringer: bekæmpelse af fattigdom og begrænsning af befolkningstilvæksten.

»Dragernes Rige, de østasiatiske lande, hvor moralfilosoffen Kongfutse hersker over sjælene, har gjort det: vist vejen ud af social nød og forarmelse. Mellemøsten, hvor Allah, profeten Muhammed og halvmånen regerer, er enten gået i stå eller ruller baglæns ind i vold, kaos og fundamentalisme, som det aktuelt ses i Syrien og Egypten. Sandsynligvis har vi stadig det værste i vente fra de arabiske himmelstrøg«.

Ophavsmanden til disse synspunkter er en særdeles globaliseret dansker. Sven Burmester har præsteret at leve tre tilværelser samtidig: i USA, Egypten og Kina.

»Skal globaliseringen lykkes til gavn for flest mulig på kloden, må de tre aktører, der virkelig betyder noget for verdens udvikling, finde fælles forståelser om de største udfordringer: klimaet, finansiel stabilitet, sundhed og reproduktion, fattigdomsbekæmpelse og fornuftige magtbalancer«, lyder Burmesters bud på en bedre verdensorden i det 21. århundrede.

De tre er den overlevende supermagt og de to potentielle supermagter: USA, Kina og EU. Næppe realistisk med et formaliseret G3, som verden ser ud lige nu, men ønskværdigt på den lange bane.

Med en aktuel tilgang giver det mening at bede Sven Burmester om et syn på det såkaldte arabiske forår. For i sin forrige bog forudsagde han, hvad der ville ske.

Men det, som andre stadig kalder et forår, varslede han som et sammenbrud. Og det var altså i 2007, inden det for alvor gik løs i Tunis, Kairo og Damaskus.

For den arabisktalende nordjyde sagde dengang, at uden reformer vil den islamiske civilisation ikke være levedygtig i en moderne, globaliseret verden.

Og reformer, det er altså meget mere end bare stemmesedler og mindst to partier at sætte kryds ved, fastholder han.

»Ser vi på Irak og Syrien, er det gået værre, end jeg turde tænke på dengang«, noterer han. »Og Egypten? Det går baglæns«, siger manden med deltidsbopæl i Alexandria.

»Jeg synes, at debatten om foråret mangler sin måske allervæsentligste dimension: de fattige egypteres tilstand. Opstanden i Kairo var noget, som en lille oplyst gruppe stod bag. Ingen talte om de store fattige flertal af de 85 millioner egyptere. Man må forstå, at disse 85 millioner skal leve af vand og jord på et areal, der ikke er større end Danmarks, eftersom ørkenen ikke tæller med i ressourceregnskabet. Egyptens største problem er og bliver, at de bliver en million mere hvert år«.

Så egypterne må vente med demokratiet, indtil de store udviklingsudfordringer er håndteret?

»Ja! Egypten har brug for den kinesiske erfaring. Og den kommer bare ikke, for egypterne er som bekendt ikke kinesere. At demokrati og fattigdomsbekæmpelse er hinandens forudsætninger, er vestlig ortodoksi, som passer fint til – vestlige lande«.

Vi kommer ikke uden om det, Burmester. Du er elev af den tidligere præsident for Verdensbanken Robert McNamara, men lyder som forfatteren og politologen Samuel Huntington, når du sammenligner civilisationer. Og du beundrer Kina, som USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger gør det.
Forklar venligst!

»Kina er en både-og-civilisation, der kombinerer østasiatiske traditioner med vestlige udviklingserfaringer. Derfor vokser Chengdu med en million indbyggere om året, som får boliger og arbejde. Hvorfor bede kineserne om at skifte politisk system, når borgerne får det nødvendige og mere til? Det kan et kompetent teknokratstyre gøre. Danskerne må til at lære, hvad et kungfutsiansk meritokrati er for en størrelse. Det handler om, at et stort udviklingsland skal og bør ledes af de dygtigste«.

Taler kinesisk og arabisk

Den nu 73-årige nordjyde landede i 1971 i et topjob i Verdensbankens hovedkontor i Washington og blev i organisationen et kvart århundrede, afsluttende med en udstationering i Egypten. Fra Kairo gik springet til Kina, hvor han frem til 2001 stod i spidsen for FN’s Befolkningsfond, UNFPA. Sven Burmester var i årtier manden, der for Verdensbanken og FN-systemet håndterede balancen mellem penge og folk, mellem ressourcer og menneskelig udvikling.

Familiebasen har han i Washington, men året igennem fordeler han sin tid som gæsteforsker på to universiteter: et arabisk i egyptiske Alexandria og et kinesisk i den gigantiske provinshovedstad Chengdu. Undervejs har han lært sig både arabisk og kinesisk som supplement til den håndfuld europæiske sprog, han har behersket siden ungdommen.

Så den globale nordjyde har klodens tre vigtigste civilisationer – korsets, dragens og halvmånens – tæt inde på livet. Hvordan spiller de tre med og mod hinanden?

Dette tema drev ham til at skrive den provokerende bog ‘ Fred og fare’ i 2007, og det gennemsyrer den erindringsbog, han udsender om få uger. Den har fået titlen ‘ Jorden rundt i 70 år – Erindringer fra et liv i Vesten, Østen og den islamiske verden’.

De to udgivelser er logisk forbundne i indholdet, om end med den forskel, at erindringerne er langt mere spækket med oplevelser, anekdoter og subjektive observationer end forgængerens mere analytiske tilgang.

Vi runder lige Egypten af. Skal vi som liberale demokrater stiltiende glæde os over, at militæret er vendt tilbage?

»Militæret havde kørt Egypten i årtier uden succes. Men alternativet kan være kaos. Så Vesten må her og nu stille nogle krav til militæret. De skal holde op med at forfølge Broderskabet, og de skal gøre noget ved befolkningseksplosionen«.

Du skrev i 2007, at hvis der ikke kommer reformer, kommer der et sammenbrud i islam som civilisation.

»Det står jeg ved. Synspunktet gælder også i dag. Og er bekræftet af udviklingen«.

Tyrkiet og Indonesien er muslimske nationer, hvor det går ganske pænt!

»Jo nærmere du kommer centeret, altså Mekka og Medina, jo mere forstærkes problemet, hvis kerne er at adskille politik og religion. Jeg er blevet meget betaget af Kemal Atatürk, det moderne Tyrkiets grundlægger. Med Tyrkiet har du det eksempel, man bør sætte op for araberne«.

Du var manden, der åbnede Verdensbankens kontor i Kairo i 1992, og du har set milliarderne blive pumpet ind i det egyptiske samfund til meget begrænset nytte.

»Egypten fik eftergivet halvdelen af sin gæld dengang som belønning for støtte til den første Golfkrig. Vi kunne ikke dengang give støtte til det egyptiske civilsamfund. Men milliarderne rullede stort set til ingen nytte. Egypterne er dygtige forhandlere, men elendige til udvikling. Og Vesten var naiv«.

Grønland og DDR

I din kommende bog skriver du så, at ingen rigtig ved, om udviklingsbistand virker, for det har ikke rigtig været forsøgt. Forklar venligst!

»Pointen er, at sammenholdt med, hvad verden ellers bruger penge på, er den globale bistand fra rige til fattige lande meget beskeden. Jeg bruger Grønland og Østtyskland som eksempler på, hvor meget der skal til. Danskerne giver 10.000 dollar per grønlænder hvert år, og stadig er problemerne i Grønland betydelige. Den tyske forbundsrepublik gav de første ti år efter genforeningen økonomisk bistand til det gamle DDR-område svarende til et omfang på størrelse med den samlede globale udviklingsbistand fra ilande til ulande. Det siger noget om proportionerne, hvis man vil lykkes«.

Dit favoritland, Kina, er begyndt at give bistand i et betydeligt omfang. 

»… og er selv et land, der har løftet sig stort set uden bistand! Så selvfølgelig kan det lade sig gøre: at løfte et befolkningstungt land ud af fattigdom. Bare ikke i Egypten og heller ikke i Afrika. Når egypterne alligevel fortsætter med at få penge, har det en sammenhæng med USA og Israel.
Det har bare intet med udvikling af samfundet at gøre«.

Hvilket Mellemøsten har vi om fem eller ti år?

»Et, hvor USA ikke vil intervenere militært, medmindre amerikanske interesser er direkte truet. Uviljen skyldes de dystre erfaringer fra Irak og Afghanistan. Og et Mellemøsten, der står i stampe, så længe befolkningstilvæksten fortsætter. Kun en leder af Atatürks format vil kunne lave de reformer, der er nødvendige for at ændre dette miserable billede«.

Alt imens amerikanere og kinesere samarbejder mere og mere. Vi ser vel her konturerne af en ny verdensorden?

»Kineserne vil sige til amerikanerne, at de altid har vidst, at militære interventioner som den i Irak ikke vil virke. Og et langt større problem end det arabiske efterår er det pakistansk-iranske problem.
Kernevåbenbevæbnede islamiske lande med ryggen mod muren! Må jeg minde om, at min mangeårige chef McNamara på sine gamle dage blev en korsfarer, der ville af med kernevåbnene i verden, helst dem alle. Han nåede inden sin død at komme til Cuba og tale med Castro. Han fik at vide, at der i 1962 var stationeret 28 kernevåben på øen, og spurgte, hvad Castro ville have gjort, hvis amerikanerne var gået i land. Den cubanske diktator ville have angrebet den amerikanske østkyst. Dette sagt for at illustrere den iranske og nordkoreanske risikofaktor«.

Fra G2 til G3

Hvad Nordkorea angår, tyder det på, at Kina i voksende omfang deler politiske mål med USA. Der tales om et voksende amerikansk-kinesisk interessefællesskab?

»Her må ligge det store håb for verden. Men det er amerikanerne, der er udfordret i den opstilling. USA har selvfølgelig problemer med Kinas opstigning. Efter Murens fald troede de, at de kunne bestemme alt på kloden. Problemet med Kina for USA er, at den, der mister magt, er et mere usikkert kort end den, der vinder magt. Vil amerikanerne finde sig i, at den kinesiske økonomi bliver større end USA’s? Men de to har en interesse i fælles indsatser i løsningen af klimaudfordringerne. Det gensidige potentiale er stort, for begge er interesserede i økonomisk stabilitet og skabelse af velstand for egne befolkninger«.

Og Den Europæiske Union?

»Vi bør tænke i et G3 i stedet for et G2! Problemet er, at finanskrisen har sat Europa tilbage. Kineserne håndterer ikke Europa gennem Bruxelles, de bruger Berlin. Jeg synes, det er synd og skam, at Europa ikke har mere vægt. Både Kina og USA kan bruge noget mere EU-visdom. Europa burde have mere prestige, så vi kunne være mægler, når USA og Kina har uenigheder. Jeg vil dog fastholde, at trods finanskrisen er EU stadig en succeshistorie. Men lige nu er tilstanden skuffende, og da især, hvis Storbritanniens konservative lykkes med at få landet ud af EU«.

Sven Burmester illustrerer Europas tilstand med en pointe, han har hentet fra en af sine venner, en anden Verdensbankveteran, tysk-brasiliansktyskeren Caio Koch-Weser, der ved sin fratrædelse fik tilbudt ministerjob i både Tyskland og Brasilien og valgte førstnævnte. Koch-Weser var til stede ved et EU-topmøde, da Silvio Berlusconi var formand og lagde ud med følgende: »Jeg ved ikke, hvad vi skal tale om, men lad os forsøge med kvinder og fodbold«.

Demokratiet kan have sine mangler og teknokratiet sine fordele, konkluderer verdensdanskeren. Kulturen er altafgørende for, om et samfund lykkes. Korsets og dragens civilisationer lykkes, mens halvmånens synker og synker.

Fakta: SVEN BURMESTER

F. 1940. Cand. scient. fra Københavns Universitet 1967. Master of public affairs (MPA) fra Princeton University 1971.

Fra 1971 til 1997 var han ansat i Verdensbanken, bl. a. som sekretær for bankens chef, Robert McNamara.
Leder af flere forskellige af bankens afdelinger, vicedirektør samt bankens repræsentant i Egypten. Fra 1997 til 2001 leder af FN’s Befolkningsfond i Kina og Nordkorea. Forsker og adjungeret professor ved flere læreanstalter. Medlem af Den Trilaterale Kommission.

‘ Jorden rundt i 70 år – Erindringer fra et liv i Vesten, Østen og den islamiske verden’ udkommer i næste måned.

TIDLIGERE UDGIVELSER
‘Danmark dejligst – men hvor længe?’, 1982

‘ Mellem Harlem og Hollywood – USA fra Midten’, 1985

‘ Verden er så stor, så stor’, 1990 ( sammen med Ritt Bjerregaard) ‘

Arbejdsløshedens under. Himmel eller helvede?’, 1992

‘ Korset, halvmånen og dragen’, 2001 ‘ Fred og fare – Islam, Østasien og Vesten set af en dansk kosmopolit’, 2007 ‘

En verden til forskel – Tre familier, tre civilisationer’, 2008.

(artikel i Politiken 15.8.2013)