Dømt for mord på udlænding – tidligst fri om en halv snes år

Udgivet den 30. august 2012 af flemmingytzen

Gu Kailai er dømt, så hvad er der sket i kinesisk retspolitik hen over tre årtier? Alt for lidt.

UDFALDET var forudsigeligt. Gu Kailai, hustru til Bo Xilai, den udrensede partichef i den kinesiske by Chongqing, blev kendt skyldig i mordet på den britiske forretningsmand Neil Heywood og idømt en dødsstraf af den mere lempelige slags: Hendes straf vil om to år blive konverteret til fængsel på livstid, hvilket indebærer, at Gu Kailais advokater efter yderligere syv år kan søge om benådning med henvisning til humanitære grunde.

Med andre ord: Om mindre end en halv snes år kan Kinas mest omtalte kvinde på ‘ dødsgangen’ være en fri kvinde.

Dette forekommer sandsynligt, eftersom anklagemyndigheden har fremlagt redegørelser for, at Gu Kailai har været behandlet for søvnløshed, depression, angst og afhængighed af beroligende og ‘ hypnotiske’ stoffer.

Men intet er sikkert. Avisen Yanzhao Metropolis oplyser, at varigheden af fængslinger for dødsdømte, der får konverteret straffen til livstidsfængsel, har nået et gennemsnit af 18 år.

DET MEST interessante fortilfælde er dødsdommen i 1981 over Jiang Qing, enken efter Folkerepublikkens grundlægger, Mao Zedong. To år senere fik denne ultravenstreorienterede ‘ afviger’ og ‘ fjende af både partiet og det kinesiske folk’ sin dom konverteret til livsvarigt fængsel.

Jiang Qing blev som 77-årig løsladt i 1991 for kort tid efter at begå selvmord ved at hænge sig selv på et hospitalstoilet.

Der er ligheder mellem Maos enke og Gu Kailai, men de er kun overfladiske.

Sidstnævntes mand, Bo Xilai, skabte sig en betydelig lokal popularitet ved at føre sig frem med retoriske propagandakampagner, der genoplivede Mao-tidens egalitære og kulturrevolutionære politik, hvilket overhovedet ikke passede centralregeringens teknokrater.

De frabeder sig populisme, der kan forstyrre den vision om et harmonisk samfund, som de påberåber sig som målet for regeringens og partiets økonomiske moderniseringspolitik. Lokal folkelig opposition på gadeplan kan inddæmmes, mens det straks er sværere, når en eller flere af partiets topfolk stiller sig i spidsen for større bevægelser. Det kunne medføre organiseret og åbenlys opposition inden for partiets egne rækker.

SÅ SELVFØLGELIG er dommen over Gu Kailai spækket med politik, hvilket ikke bliver bedre af, at Bo Xilai indtil videre er forsvundet ud i anonymitetens gulag.

Der er naturligvis ikke tale om en domsafsigelse fra et uafhængigt retssystem, men snarere, at kommunistpartiets disciplinkommission er nået frem til et kompromis om Bo Xilai og hans nærmeste families politiske skæbne. Regel nr. 1 for enhver toppolitikers overlevelse i det kinesiske partisystem er, at interne uenigheder ikke må eksponeres for offentligheden.

I forsommeren 1989 var det denne regel, som den daværende partichef, Zhao Ziyang, brød, da han en tidlig morgen bevægede sig ned blandt studenteraktivisterne i Beijings centrum og meddelte, at kravene om reformer var blevet fejet til side af partiledelsen. Zhaos skæbne blev 16 år i husarrest. Hvad risikerer magthaverne, hvis eller når Gu Kailai løslades? Der findes et interessant fortilfælde i Beijings daværende borgmester, Chen Xitong.

Han var medansvarlig for beslutning om at erklære hovedstaden i undtagelsestilstand under de demonstrationerne i forsommeren 1989. Efterfølgende udfordrede han Zhao Ziyangs efterfølger som generalsekretær, Jiang Zemin, og blev udrenset i 1995. 3 år senere blev Chen idømt 16 års fængsel for korruption og pligtforsømmelser. I 2006 blev Chen frigivet, og tidligere i år udkom en erindringsbog, hvor han i interviewform fortæller om fortiden. Ikke overraskende kalder han korruptionsdommen for justitsmord, men endnu mere interessant er det, at han beklager indsættelsen af militær mod demonstranterne i juni 1989.

OM Gu Kailai også vil tale ud, når hun engang løslades, vil til den tid kun interessere historikerne. Her og nu er skaden allerede sket, selv om partitoppen har forsøgt at begrænse virkningerne. Kommunistpartiets venstrefløj af socialt indignerede, der er dybt utilfreds med de kolossale uligheder i det kinesiske samfund, har fået et ikon og en martyr, de kan mobilisere omkring. Bo Xilai var et levende paradoks med sine mafialignende populistiske metoder og økonomisk forkælelse af sine nærmeste. Men det ændrer ikke ved, at han pegede på et betændt område, som bliver en uomgængelig udfordring for den generation af ledere, der tager over til oktober: Væksten skal opretholdes, men med større social balance.

Kan det lykkes, nu hvor økonomien allerede er på vej ned i gear? Tvivlen breder sig i partirækkerne og i befolkningen.

(klumme i Politiken 30.9.2012)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Censur reduceres, mens etnisk opgør spidser til i Myanmar

Udgivet den 23. august 2012 af flemmingytzen

Spændingerne mellem det muslimske mindretal og det buddhistiske flertal kaster mørke skygger over liberaliseringen i Myanmar.

REGNTIDEN i Myanmar, det tidligere Burma, er endnu ikke overstået, men der er blevet langt mellem solstrålerne i det politiske tøbrud, der begyndte i fjor, da reformbestræbelserne anført af landets præsident Thein Sein, forhenværende general, og demokratilederen Aung San Suu Kyi blev indledt. Stribevis af reformer er vedtaget af det parlament, hvor militærets repræsentanter stadig dominerer.

Men det er ikke længere modsætningsforholdet mellem militæret og dets civile repræsentanter på den ene side og Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, på den anden, der dominerer den politiske scene i det førhen så isolerede land.

Mens turister og erhvervsfolk nærmest bestormer landet, er de politiske spændinger mellem centralregeringen og flere af landets etniske mindretal optrappet.

Tydeligst er konflikten i den vestlige delstat Rakhine ( tidligere Arakan), der grænser op til Bangladesh, hvor buddhistiske aktivister er gået til angreb på det muslimske rohingyamindretal.

Mindst 80 personer er blevet dræbt, efter at en buddhistisk kvinde blev voldtaget og dræbt og efterfølgende ti muslimske mænd lynchet i noget, der lignede en hævnaktion. En rohingyatalsmand taler om 650 dræbte hen over sommeren.

Myanmars centralregering er blevet mødt med massiv kritik fra især muslimske lande, som opfatter de seneste begivenheder i Rakhine som etnisk udrensning.

For to måneder siden blev hele delstaten i undtagelsestilstand. Da FN’s flygtningehøjkommissær Antonio Guterres besøgte Myanmar i juli, erklærede præsident Thein Sein, at den eneste løsning på problemet er deportering af rohingyaerne til tredjeland eller lejre drevet af FN-systemet.

Men den kritik, som også er lydt fra Myanmars partnerlande i den sydøstasiatiske Asean-sammenslutning, har utvivlsomt haft en virkning. Tidligere på ugen tog Thein Sein initiativ til at nedsætte en kommission, der skal udrede konflikten og dens årsager.

Den 27 medlemmer store kommission, der ledes af en tidligere topembedsmand for Ministeriet for Religiøse Anliggender, har fået pålagt at finde løsninger, der kan fremme en »harmonisk sameksistens« mellem de mange etniske og religiøse grupper.

Blandt kommissionens medlemmer er Ko Ko Gyi, en mangeårig systemkritiker og modstander af den tidligere militærjunta, som Politiken interviewede op til afholdelsen af suppleringsvalgene i april i år. Han har en høj status i det burmesiske miljø af oppositionelle, men har chokeret mange af sine kampfæller ved at kræve rohingyaerne sendt ud af Myanmar.

Emnet er dybt betændt og risikerer at afspore den skrøbelige politiske reformproces.

Aung San Suu Kyi har kun udtalt sig i meget forsigtige vendinger ved at pointere behovet for juridisk holdbare løsninger. Hun og præsidentens forsøg på at fremme en etnisk og religiøs forsoning er ikke blevet hjulpet af, at 24 politiske partier er gået sammen om en opfordring til at kræve FN’s særlige rapportør for menneskerettigheder i Myanmar, Tomas Quintana, fjernet fra posten.

MIDT i dette brogede billede er der et lille lyspunkt: Først på ugen ophævede centralregeringen den forhåndscensur, som har domineret mediebilledet i Myanmar i et halvt århundrede. Det er først og fremmest en håndsrækning til en række private medier, men nye regulativer sætter fortsat grænser for, hvad journalister og blogskribenter kan tillade sig.

Da volden i Rakhine eskalerede, fik lokale journalister besked på ikke at rapportere om den etniske vold i området.

Det har ikke forhindret nyhedsstrømmen fra området i at alarmere omverdenen om overgrebene. I de nye retningslinjer for mediedækning, som har afløst forhåndscensuren, tales der udtrykkeligt om at beskytte nationale interesser, såsom at »sikre nationens sammenhæng og sikkerhed«. Vokabulariet er hentet i den kogebog, som blev bragt i spil, da militæret første gang tog magten i 1962.

Så alt ligner det i mistænkelig grad gammel vin på nye flasker. Myanmar er ikke længere det jernhårde diktatur, vi kendte indtil for blot et par år siden, men er også langt fra de demokratiske frihedstilstande, som oppositionen drømmer om. Medierne kan referere den legale oppositions synspunkter, rapportere kritik af magthaveres overgreb af f. eks. embedsmænds konfiskering af jordområder og lignende. Men der er stadig store tabuområder, som journalisterne skal holde sig fra. Især de etniske spændinger.

Velkommen til det sydøstasiatiske gråzoneområde.

Vi er i et landskab, hvor Indonesien, Malaysia og Singapore er gamle kendinge.

(klumme i Politiken 23. august 2012)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | 1 kommentar

Gratulerer! En tibetaner vandt en medalje ved OL

Udgivet den 16. august 2012 af flemmingytzen

Når nu Taiwan og Hongkong kunne deltage i OL under egne flag, hvorfor så ikke Tibet?

HVILKEN jubel! For første gang i idrættens historie har en tibetaner kunnet hænge en OL-medalje om sin hals. Choeyang Kyi deltog i kvindernes 20 kilometer kapgang i lørdags og vandt bronze.

Men ved overrækkelsen af medaljerne var det ikke det Sneløvens flag, hun skulle vise sin respekt, men det røde kinesiske.

Hvis hun havde det dårligt med at skulle ære flaget for sit hjemlands herskere frem for sine etniske landsmænd, viste hun det ikke. Der er nok heller ingen, der har fortalt hende, at det tibetanske flag blev anvendt i 1950′ erne inden den tibetanske opstand. Dalai Lama skal i 1955 have udtalt, at det var hærens flag og kun blev brugt af de tibetanske hærstyrker, som dengang eksisterede side om side med de kinesiske.

De kinesiske OL-gæster i London hyldede Qieyang Shenjie, mens det tibetanske eksilsamfund lykønskede Choeyang Kyi – én og samme person.

KUN FÅ detaljer om Choeyang Kyis baggrund er kendte. Hun stammer fra Qinghai, Tibets naboprovins. Hendes tibetanske navn betyder ‘ solen’. Af hendes blog fremgår det, at hun inden afrejsen til London aflagde en troskabsed til det kinesiske kommunistparti, og at denne handling gjorde hende ‘ en smule nervøs’.

Reaktioner fra andre blogskribenter er mildt sagt blandede. ‘ Afskyeligt’, skriver nogle og stiller spørgsmålet: ‘ Hvorfor skal du være medlem af verdens største mafia?’, mens andre skriver rosende: ‘ gratulerer’, ‘ imponerende’ og ‘ meget fint’.

Eksiltibetaneren Yangchen Kikhang opsummerede, hvad mange tibetanere utvivlsomt har følt: »Som individ kalder hun på vores stolthed. Men vi er ikke glade for, at det er Kina, hun repræsenterer. I sin sjæl er hun stadig tibetaner«.

BEGIVENHEDEN rejser naturligt nok spørgsmålet: Når nu Taiwan og Hongkong kunne deltage i OL under egne flag, hvorfor så ikke Tibet? De tre regioner har varierende grader af tilknytning til det historiske Kina, men kan ikke ligefrem siges at hylde den nuværende statsdannelse, Folkerepublikken.

En moderne verden holdes sammen af fornuft, og grundstoffet i fornuften er pragmatiske kompromiser: Hongkongs og Taiwans særlige OL-historie kunne i den bedste af alle verdener være en inspiration for fremtidens tibetanske OL-deltagere.

Taiwan deltog som ‘ Republikken Kina’ helt tilbage ved OL i Melbourne 1956 og siden under varierende betegnelser frem til OL i Montreal 1976, da canadierne valgte at ekskludere Taiwan og give plads til rivalen, den kommunistiske Folkerepublik.

I 1979 enedes IOC om den kompromisformel, der har været gældende siden: Taiwan er afskåret fra at deltage med en betegnelse, hvor navnet Kina indgår, men kaldes Chinese Taipei, hvilket fik virkning fra vinterlegene i Sarajevo i 1984.

Kan man se følgende for sig: et fremtidigt OL, hvor en delegation med betegnelsen ‘ Chinese Tibet’ marcherer ind ved en åbningsceremoni på et olympisk stadion? Umuligt. Her vil vestlig empati med tibetanerne komme i kollision med kinesisk nationalfølelse og stolthed.

De gange, hvor delegationerne med banneret Chinese Taipei er blevet hilst velkommen ved åbningsceremonierne, er det forløbet fuldstændig uproblematisk.

Klapsalver og jubelråb fra både fastlandskinesere og taiwanere. I sportens sammenhæng er de alle kinesere, men ikke i Folkerepublikken alene. Kald det tolerance eller sameksistens; det kunne andre kulturer lære meget af.

Den uafviselige forklaring på den olympiske forbrødring er etnisk og kulturel: Befolkningsflertallet i Taiwan tilhører samme etniske kategori som flertallet på fastlandet; de såkaldte han-folk. Ubehageligt vil nogen sige, men det hjælper nok på forståelsen, når man minder om, at selveste Taiwans folkevalgte præsident ved udvalgte lejligheder kalder sine landsmænd for ‘ sønner og døtre af den Gule Kejser’.

Af velkendte årsager er det en formel, som de færreste tibetanere, hvis overhovedet nogen, vil tilslutte sig. De er i kulturel, etnisk og religiøs forstand sønner og døtre af Dalai Lama, og ham vil det kinesiske han-flertal ikke give plads til, hverken politisk eller sportsligt.

Bliver Choeyang Kyi mere kinesisk af at have vundet en medalje som deltager i Folkerepublikkens hold? Næppe.

Kan hendes præstation blive begyndelsen til en større kinesisk accept af den tibetanske befolkningsgruppe, ganske som det er sket med taiwanerne? Muligvis.

Og kunne vi ved næste OL opleve en grønlænder tage en medalje hjem til Danmark? I kajakroning burde der være et potentiale, eller…?

(klumme i Politiken 16.8.2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Er det historiens mindst politiserede OL, vi oplever lige nu?

Udgivet den 2. august 2012 af flemmingytzen

Tokyo 1964, Seoul 1988 og Beijing 2008 bandt verden bedre sammen. I 2016 er det Brasilien, der får chancen. Er det snart Sydafrikas tur?

SIKKE en pomp og pragt, da de olympiske deltagere marcherede ind på det festlige stadion i London. Flag, farver og festivitas, også da turen kom til delegationen fra Syrian Arab Republic. Ja, det borgerkrigshærgede Syrien. Holddeltagerne smilede og vinkede, men hvad tænkte de mon på? Hvilke bekymringer gemte der sig bag smilehullerne? Måske gjorde disse tillidsambassadører for den syriske nation sig forestillinger om, hvem derhjemme i Damaskus og omegn der vil tage imod, trykke hænder og gratulere, når OL er ovre. Assad bliver det næppe, men hvem så? Venter der en bedre fremtid, når krudtrøgen har lagt sig? Indtil videre må vi håbe på, at de syriske deltagere får lov at opleve det bedste af den olympiske ånd. Hvorfor ikke, når meget taler for, at dette års OL bliver det mest afpolitiserede i mands minde.

ET AFPOLITISERET OL? Som bekendt lyder kapitel fem i det olympiske charter således: ‘ Ingen demonstration af politisk, religiøs eller racemæssig karakter er tilladt på de olympiske områder’. Så hvad er det nu, historieskrivningen kan minde os om: De sort-hvide dokumentarfilm af heilende idrætsfolk og publikummer i Berlin 1936 genbruges jævnligt på tv. Ellers ligger der rigeligt på YouTube.

Men det er nok glemt af de fleste, at verdenskrigens tabere, Tyskland og Japan, ikke blev inviteret til London i 1948. Befolkningerne i de to lande kunne ellers nok have behov for, at sejrherrerne viste dem tillid; freden var trods alt ankommet.

Melbournes værtskab i 1956 betød, at sommerlegene blev holdt i november og december på et politisk brandvarmt tidspunkt: kun få uger efter Suezkrisen og den sovjetiske nedkæmpelse af opstanden i Ungarn.

Egypten, Irak og Libanon meddelte, at de ikke ville deltage på grund af Israels militære aktioner, mens kun Holland, Schweiz og generalissimo Francos Spanien trak sig i protest mod den sovjetiske deltagelse. Den Internationale Olympiske Komités anerkendelse af Taiwan betød, at Folkerepublikken Kina ikke deltog.

Så den kolde krig var på sit højeste, hvilket ikke forhindrede et fælles tysk hold i årene 1956-64, længe før begge tyske stater fik fuldt FN-medlemskab og på et tidspunkt, hvor de fleste var ved at indstille sig på en permanent tysk deling. I sportens verden tog tyskerne forskud på fremtiden.

ET ANDERLEDES perspektiv på verdens indretning blev åbnet efter legene i 1960 i Rom, som var det sidste for det apartheidstyrede Sydafrika. Der skulle gå 32 år, inden et forandret Sydafrika kunne vende tilbage, og det var som bekendt i Barcelona.

Da Tokyo blev vært i 1964, åbnede det verdens øjne for Japans vellykkede genopbygning og nye rolle som global økonomisk sværvægter. Japanerne fik respekt, også da kejser Hirohito åbnede legene officielt, selv om en og anden nok kunne have spurgt, om ikke det var samme Hirohito, der var kransekagefiguren for det politiske projekt, der blev kendt som ‘ Det Store Østasiatiske Velstandsområde’, påbegyndt i 1931 og afsluttet i 1945? I MONTREAL 1976 blev det sydafrikanske spørgsmål atter nærværende, da en snes afrikanske nationer valgte at boykotte på grund af New Zealands deltagelse, fordi det newzealandske rugbylandshold havde spillet i det Sydafrika, som havde været ekskluderet siden 1964. Kina nåede en beskeden deltagelse i Helsinki 1952 og vendte først tilbage til OL-familien ved vinterlegene i 1980. Den kinesiske broderstrid betød, at Taiwan først fra 1984 blev OL-deltager, om end under navnet Chinese Taipei. Utroligt, hvad bogstaver kan gøre ved den politiske virkelighed.

DEN sovjetiske invasion i Afghanistan 1979 betød, at 65 inviterede lande udeblev i protest, da OL i 1980 kom til Moskva.

De 80 deltagerhold repræsenterede det laveste antal lande siden 1956. Da turen kom til Los Angeles i 1984, kunne en sovjetisk ledet boykot kun få følgeskab af et dusin kommunistiske og socialistiske allierede. De færreste kunne se det, men ‘ Østblokken’ lå allerede i dødskramper.

Det sydkoreanske værtskab i Seoul 1988 blev det første OL uden en organiseret boykotaktion. Ingen sydkoreaner er i dag i tvivl om, at værtskabet hjalp en dengang skrøbelig demokratisering på vej.

Tokyo 1964, Seoul 1988 og Beijing 2008 markerede i hver sit tiår tre store asiatiske aktørers vellykkede indtræden på den globale scene og gjorde kontinenter og kulturer mere forbundne. Godt for det! I 2016 er det Latinamerikas tur, når Rio de Janeiro får æren. Så er det ikke snart på tide at få Sydafrika på banen? Johannesburg eller Cape Town?.

(klumme i Politiken 2.8.2012)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Et jernhårdt kastesystem, langt fra Indien

Udgivet den 1. august 2012 af flemmingytzen

Glimt af forandring i Nordkoreas top, men ikke i bunden og opefter

MON IKKE der er folk i Østasien, der gerne ser, at den syriske smitte breder sig til et andet af verdens tilbageværende familiedynastier, Kim-klanen i Nordkorea? Jo, ikke bare de 70 millioner indbyggere på den koreanske halvø, men også resten af Asien ville være et bedre sted uden det stærkt militariserede regime, der har været en nordkoreansk specialitet i mere end seks årtier. Men jo tættere man kommer på de politiske realiteter i Nordøstasien, jo tydeligere bliver det, at et arabisk forår ikke er det mest realistiske scenario for et fremtidigt Korea. Et nordkoreansk kollaps ville udløse flygtningestrømme, som ville få de humanitære problemer i Irak til at ligne en skovtur.Hvem skulle betale den regning? De sydkoreanske skatteydere?

NÅR DER i denne tid spekuleres i begyndende forandringer i det tilknappede Nordkorea, skyldes det ikke mindst en politisk udrensning på topniveau. Den handler om, at den 29-årige leder af familiedynastiet, Kim Jong-un i sidste uge blev udnævnt til øverste marskal for landets væbnede styrker på angiveligt 1,2 millioner mænd og kvinder. Ud røg den 69-årige hærchef Ri Yong-ho. Og så var der bal bagefter. Tusinder af smilende, uniformerede nordkoreanere tog sig en svingom i Pyongyangs gader.

Kun kynikere vil ikke ønske sig bedre vilkår for de millioner af fattige, isolerede koreanere, der lever i klodens mest militariserede stat. Selv uden et egentligt regime-og systemskifte burde der kunne gøres plads til sociale og økonomiske forbedringer.

Se blot på, hvor langt Vietnam er nået uden at have kopieret en vestlig ( eller filippinsk) samfundsorden.

MEN DER er uhyggeligt langt igen for Nordkorea. To forskere ved det sydkoreanske Institut for National Genforening i Seoul har interviewet 230 nordkoreanske afhoppere om de sociale, humanitære og menneskeretlige vilkår i det land, de er flygtet fra. De konkluderer ganske vist, at antallet af henrettelser af regime-modstandere er reduceret. En årsag hertil kan være, at den internationale kritik gør indtryk.

Magteliten har trods alt adgang til informationer udefra. En mere sandsynlig årsag er, at pengene flyder lidt mere rigeligt i Nordkorea, og at korruptionen derfor breder sig. Flere afhoppere har således fortalt, hvorledes flere dødsdømte nordkoreanere har undgået henrettelsespladsen, fordi deres slægtninge har bestukket myndighederne til at konvertere dommen til for eksempel langvarigt strafarbejde.

Forskernes redegørelse, der offentliggøres i det sydkoreanske tidsskrift Vantage Point, vurderer, at antallet af nordkoreanske samvittighedsfanger sandsynligvis ligger på et sted mellem 150.000 og 200.000. For de nordkoreanere, der har held til at tage flugten via Kina til Sydkorea, er der ikke megen trøst at hente i den realitet, at flere af deres tilbageblevne slægtninge straffes med ophold i arbejdslejre for familiens angivelige mangel på loyalitet over for Kim-klanen og den nordkoreanske stat.

I en anden rapport udgivet af Komiteen for Menneskerettigheder i Nordkorea redegør Robert Collins, en tidligere medarbejder ved det amerikanske forsvarsministerium, for det nordkoreanske system kaldet songbun: Et klassificeringssystem med mindelser om det, vi kender fra det indiske kastehierarki.

I songbun er den nordkoreanske befolkning klassificeret i 51 kategorier fordelt på tre hovedgrupper: ‘ Kernen’ ( de loyale), de ‘ usikre’ og de ‘ fjendtlige’. Alle økonomiske og sociale goder fordeles ud fra den grad af loyalitet over for regimet, som de 51 grupper formodes at have eller mangle.

PARTIAVISEN ‘ Arbejdernes Dagblad’ lægger ikke fingrene imellem i en kommentar: »Vi skjuler ikke vor klassebevidsthed eller vor bevidsthed om partiets rolle. Socialistiske menneskerettigheder er ikke af den slags, der giver rettigheder til fjendtlige elementer, som modsætter sig socialismen, eller til de urene, som krænker folkets interesser«. ‘ Kernekasten’ – den politiske overklasse, om man vil – menes at udgøre en fjerdedel af befolkningen, det vil sige fem millioner, hvoraf militærets elite udgør en væsentlig del. Lad os forestille os, at der udbryder et oprør i ‘ mellemklassen’ ( de ‘ usikre’ i regimets terminologi). Det ville næppe være svært for Kim-klanen at lade det militære hierarki splitte denne store midtergruppe, der sandsynligvis udgør omkring halvdelen af befolkningen.

Konsekvenserne i et så højt militariseret samfund kan man kun gyse om. Talrige politiske ledere i Sydkorea har talt om tilnærmelser til ‘ broderfjenden’, andre har betalt gigantsummer til Kim-dynastiet for at få ro, men realiteten er, at de fleste aktører foretrækker status quo, Kina, USA og Japan inklusive.

(klumme i Politiken 26.7.2012)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Den tredje verden? Den ligger nu rundt om Middelhavet

Udgivet den 19. juli 2012 af flemmingytzen

På ganske få år er der vendt radikalt op og ned på vante forestillinger om globale styrkeforhold og udvikling.

ER DER stadig nogen, der kan huske, da vi talte og skrev om ‘ den tredje verden’? Begrebets ophavsmand, den franske antropolog Alfred Sauvy, brugte det i 1952 om de lande, der stod alliancefrit i forhold til de amerikanske og sovjetiske magtblokke.

Siden antog tredjeverdensbegrebet en bredere betydning og blev en samlebetegnelse for udviklingslande i Latinamerika, Afrika og Asien, som kæmpede for at komme fri af kolonisering, despoti og fattigdom.

Den frisættelse af økonomi, politik og kulturel og etnisk identitet, der fulgte i kølvandet på Berlinmurens fald, bragte traditionelle tredjeverdens-konflikter ind på det europæiske kontinent i form af 1990′ ernes krige på Balkan. Omkring årtusindeskiftet udvikledes den opfattelse i europæiske politiske eliter, at udvidet økonomisk og politisk integration var den eneste vej til social stabilitet og udbredelse af demokrati og frihedsrettigheder, også i Europas randområder. Disse forestillinger har mildt sagt fået det vanskeligt.

TAGER MAN en helikoptertur hen over Middelhavsregionen, tegner der sig et billede, der ikke giver næring til optimisme: Det største arabiske land ledes af en uskøn koalition af generaler og islamister, tilmed velsignet med både stemmesedler og Koranen; i et andet arabisk land er borgerkrigen nu en uafviselig realitet, og i et par små arabiske enklaver i Middelhavets østligste ende føres en regulær apartheidpolitik drevet af magthavere, ligeledes velsignet af stemmesedler.

Langs Middelhavets nordlige kyster er den europæiske kulturs vugge sat under de facto tysk administration, mens et par større europæiske lande er på vej mod samme status. Sikkerhedsberedskabet i spanske og græske byer skrues op i takt med arbejdsløshedsprocenterne. Sydeuropæisk kaosfrygt, valutauro og social ustabilitet er fænomener, der smager ubehageligt af det, vi engang kendte som ‘ den tredje verden’.

FOR GODT og vel 45 år siden var nærværende signatur en nysgerrig teenager, der slugte alt, hvad der blev skrevet om The Rolling Stones. Med i nyhedsstrømmen fulgte dramatiske nyheder om krige, kup og oprør i fjerne, konflikthærgede lande som Vietnam og Indonesien ( og hvem husker ikke, da The Beatles i 1966 bogstaveligt blev jaget ud af Manila af datidens Berlusconi, den filippinske kleptokrat Ferdinand Marcos og fru Imelda). Sådan var datidens ‘ tredje verden’: økonomisk deroute, ustabilitet og flamboyante, korrupte politikere.

Nutidens europæiske ungdom morer sig nok over forældrenes dyrkelse af 50-års jubilaren Rolling Stones og tager så på dannelsesrejser i et Østasien, der leverer økonomisk, social og demokratisk fremgang som aldrig tidligere. De vender forundrede og forvirrede hjem til Rom, Madrid og Paris og møder det, som den franske politolog Dominique Moïsi ikke tøver med at kalde »frygtens kontinent«. For en halv snes år siden blev europrojektet præsenteret som en universel løsning; i dag er euroen patient på den intensive. Vi venter stadig på europolitikernes undskyldninger.

Ingen har stillet diagnosen mere præcist end den nobelprisbelønnede indiske økonom Amartya Sen, der i The Guardian skriver: »De problemer, vi ser i Europa i dag, er hovedsagelig et resultat af politiske fejltagelser. Hvad vi ser, er afstraffelse for en forkert rækkefølge ( valutaenhed først, politisk enhed senere), for et forfejlet økonomisk ræsonnement, for en autoritær beslutningstagning og for en vedvarende intellektuel sammenblanding mellem nødvendige reformer og skånselsløse sparekrav«.

SCENESKIFT til Indonesiens hovedstad, Jakarta, i sidste uge: Forbundskansler Angela Merkel og chefen for Den Internationale Valutafond ( IMF), Christine Lagarde, besøger og takker præsident Susilo Bambang Yudhoyono for et indonesisk lånebidrag til IMF på 1milliard dollar.

Indonesien er med sine 235 millioner borgere verdens folkerigeste muslimske nation og var for kun 15 år siden Asiens syge mand, dengang den asiatiske fi-nanskrise ramte landet med et kølleslag.

Men allerede i 1999 var hele Sydøstasien tilbage på samme niveau som før krisen. Indonesien reformerede og demokratiserede stort set uden blodsudgydelser på kun fire år ( 1998-2004).

Østasien har en samarbejdsstruktur, der er langt løsere organiseret end den, vi har bygget op i Europa; den kunne Bruxelles have lært af, men det er for sent nu.

Østasiens særlige krisefond fordobles i år til 240 milliarder dollar, selv om det ikke engang er sikkert, at der overhovedet bliver brug for pengene. Så hvad med at låne lidt ud til de stakkels europæere?

(klumme i Politiken 19.7.2012)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Myanmar risikerer jugoslaviske tilstande

Udgivet den 13. juli 2012 af flemmingytzen

Etniske spændinger kan afspore den svære demokratiseringsproces.

DER ER glimt af optimisme og håb i den strøm af nyheder, der flyder ud af Myanmar, det tidligere Burma. Tidligere på ugen kunne landets medier offentliggøre de retningslinjer og direktiver, der udgør den nye lov om demonstrationsfrihed.

Loven er blevet hilst velkommen af oppositionen, herunder de mange aktivistgrupper, der i stigende omfang er blevet en del af det politiske landskab, i takt med at en forsigtig demokratiseringsproces er skredet frem.

Men naturligvis knytter der sig stor usikkerhed til, hvorledes de genvundne friheder vil blive praktiseret og reguleret.

Aung Htoo fra landets uafhængige advokatråd siger, at det nye lovkompleks er fyldt med fælder. Hvis en demonstration ses som en trussel mod national sikkerhed, kan sikkerhedsmyndighederne skride til forbud og anholdelser. Enhver demonstration skal anmeldes til både politi og byråd mindst en uge inden afholdelsen, og enhver, der vil tale ved en demonstration, skal aflevere en kortfattet levnedsbeskrivelse.Tillid er godt, kontrol er bedre.

Lederen af den studentergeneration, der i 1988 stod i spidsen for et oprør mod det daværende militærdiktatur og etpartistyre, Ko Ko Gyi, konstaterer, at loven indeholder restriktioner, men »lad os prøve det af og se, hvordan det fungerer i praksis«.

LANGT mere risikobetonet end administrationen af demonstrationsfriheden er håndteringen af Myanmars store etniske komplekser. Månedlange uroligheder og militære kampagner i to regioner, Arakan i vest og Kachin i nord, har lagt pres på præsident Thein Sein og hans vigtigste allierede i reformprocessen, oppositionslederen Aung San Suu Kyi. Begge steder handler det om forfølgelse af to af landets store religiøse og etniske mindretal, de muslimske rohingyaer i Arakan og det overvejende kristne mindretal i Kachin-staten. I begge regioner skal antallet af internt fordrevne tælles i titusinder.

Kernen i konflikten er en 30 år gammel statsborgerskabslov, der fastlægger de kriterier, der giver de 135 definerede mindretal i Myanmar ret til at være statsborgere.

Den daværende junta undlod at tildele rohingyaerne de rettigheder, de havde fået i den lov om statsborgerskab, der fulgte med uafhængigheden i 1948. Rohingyaerne er etniske bengalere, der helt tilbage under det britiske kolonistyre fra slutningen af 1800-tallet blev bragt ind fra det område, der først blev til Østpakistan og siden Bangladesh. I flere årtier har rohingyaerne oplevet forfølgelser og fordrivelser, sat i værk af skiftende burmesiske militærjuntaer.

Præsident Thein Sein og oppositionsleder Suu Kyi er grundlæggende enige om den politiske formel for, hvorledes Myanmars etniske komplekser skal håndteres.

Kodeordet er ‘ Panglong’, som refererer til en aftale, der i 1947 blev forhandlet af Suu Kyis far, uafhængighedslederen Aung San, med tre af datidens etniske repræsentanter for henholdsvis Shan-, Kachinog Chin-befolkningerne. Panglong-aftalen giver principielt fuld autonomi for landets anerkendte mindretal ( anslået 18 millioner ud af en samlet befolkning på ca. 55 millioner).

HISTORISK er der Ikke meget, der taler for, at det militærapparat, som Thein Sein kommer fra, er villigt til at afgive politisk magt. Fem årtier med skiftende militære juntaer huskes for brutal og centralistisk administration af landet. I perioder gennemførte militæret regulære etniske udrensningskampagner under påberåbelse af, at landets ‘ enhed’ som føderal union var på spil.

Virkelig problematisk bliver det derfor, når de nyvundne friheder for Myanmars sociale medier bliver brugt til etniske og religiøse hadkampagner rettet mod rohingyaerne.

Flere bloggere har kaldt Suu Kyi for en ‘ forræder’, når hun har nævnt muligheden for en fornyet Panglong-aftale, dvs. genforhandling af autonomi for etniske grupper, herunder også rohingyaerne.

Relativt ubemærket af det internationale samfund har præsident Thein Sein indført undtagelsestilstand i Arakan-staten ( hvilket er første gang siden regeringsskiftet i 2011) og givet FN-folk adgang til regionen.

Demokratiseringens fortsættelse står og falder med, om præsident, opposition, parlament og det militære apparat finder sammen om en fælles tilgang til spørgsmålet om de etniske gruppers autonomi.

For 50 år siden var det nøjagtig dette spørgsmål, der udløste et militærkup og sendte datidens Burma ud i årtiers isolation, despoti og økonomisk deroute.

De uafklarede etniske konflikter er tikkende politiske bomber i alle Myanmars grænseregioner. Det dybt ironiske i situationen er, at den større frihed, landets medier har fået, risikerer at blive brugt på en måde, der sender udviklingen baglæns.

(klumme i Politiken 12.07.2012)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma | Skriv en kommentar

Den danske skandale i succesregionen Hongkong

Udgivet den 5. juli 2012 af flemmingytzen

Med udgangen af denne måned lukker det danske generalkonsulat i Hongkong. Det er en skandale af de mellemstore.

NÅR JULI måned går på hæld, afsluttes et stykke dansk diplomatisk historie i Østasien. Det sker, når Udenrigsministeriet drejer nøglen om for det danske generalkonsulat i Hongkong. Beslutningen blev truffet af VK-regeringen, men dens efterfølger har ikke kunnet finde visdommen og ( små) pengene til at omgøre den.

Da afviklingen blev meddelt for to år siden, skrev en dansk erhvervsmand: »Med Hongkongs særstatus i Kina, med regionens pålidelige lovgivning, med en fri konvertibel valuta, med et internationalt banksystem, god kommunikation og infrastruktur er Hongkong fortsat ideelt positioneret som det ypperligste springbræt for især små-og mellemstore danske virksomheders opstart i Kina«.

UPÅVIRKET af eurokrisen er den tidligere britiske koloni både et af klodens vigtigste finanscentre og et fristed for mange aktivister, der ikke får lov at ytre sig på det kinesiske fastland. Som f. eks. Han Dongfang, der med China Labour Bulletin driver et vigtigt oplysningsarbejde om kinesiske industriarbejderes manglende rettigheder. Amnesty International og meditationsbevægelsen Falun Gong har også husly i regionen, som er det eneste sted i Kina, hvor der hvert år kan demonstreres til minde om de aktivister, der blev dræbt af militæret i Beijings centrum i juni 1989. Hongkong SAR ( Særlig Administrativ Region) fastholder en kombination af frihed og retsstat, som fremtidens Kina gør bedst i at lære af.

For ganske nylig var et hold folketingsmedlemmer derude og tage sagerne i øjesyn, og der var ingen grænser for de mange lovord fra bl. a. Venstres Eva Kjer Hansen og den radikale Rasmus Helveg Petersen. Deres ord må være prellet af på de nålestribede kommandanter i betonfæstningen på Asiatisk Plads.

DEN FORGANGNE weekend passerede Hongkong 15-året for overdragelsen fra Storbritannien til Den Kinesiske Folkerepublik. I den anledning har Jonathan Fenby, chefredaktør for Hongkongs førende dagblad South China Morning Post i perioden 1995-2000 og før dette redaktør på de britiske aviser The Observer, The Guardian og The Independent, gjort status over sin tidligere hjembys erfaringer med de 15 seneste år under Beijing.

Fenby starter med at slå fast, at det op til koloniens tilbagelevering 1. juli 1997 ikke skortede på dommedagsprofetier om, hvorledes dette unikke, britisk inspirerede samfund ville ‘ stagnere som enhver anden kinesisk by’.

»15 år efter må det konstateres, at dette ikke er sket. Skal vi være helt realistiske, så var der heller aldrig nogen risiko for, at det ville gå dårligt«, skriver han.

Den tidligere chefredaktør og forfatter til adskillige anmelderroste bøger om kinesisk historie noterer korrekt, at de demokratiske reformer, som koloniens sidste guvernør, Chris Patten, indførte, blev ophævet af Beijing. Men den særlige samfundsindretning, som Kina har lovet at bevare i et halvt århundrede efter overdragelsen, er der ikke ændret på. Hverken befolkning eller kapital har taget flugten; tværtimod har Hongkong draget store fordele af naboskabet med den dynamiske provins Guangdong.

Og jo, også i danske medier var der i 1990′ erne grædekoner, der hylede med i dommedagskoret. Mon de er blevet klogere?

Mediernes frihed i Hongkong har et niveau, der er himmelhøjt over, hvad man kender til på ‘ fastlandet’, og ligner det, vi kender fra de semi-demokratiske, blødt autoritære regimer som Singapore og Malaysia. Kritik af statens institutioner er udbredt, men der er tabuer, pressen skal manøvrere uden om. I en nylig meningsundersøgelse svarer 79 pct. af journaliststanden i Hongkong, at selvcensuren er taget til siden 2005.

Men grænser flytter sig jævnligt, forklarer Fenby med et eksempel fra sin gamle arbejdsplads: South China Morning Post har i dag en chefredaktør fra ‘ fastlandet’. I forrige uge skrev 30 af avisens journalister under på en protest, fordi redaktionsledelsen havde nedtonet dækningen af en kinesisk dissidents dødsfald. Den blev publiceret.

Det relevante ved Hongkong er ikke kun regionens økonomiske dynamik, men dens status som uformelt laboratorium for gradvise demokratiske eksperimenter, der sender vigtige signaler til kejsermagten i Beijing. Jonathan Fenby konkluderer, at Hongkong er ‘ a work in progress’, hvor regeringschefen ganske vist ikke vælges direkte af alle, men hvor borgerne nyder en retssikkerhed og frihedsgrader, som millioner af borgere i resten af Kina kun kan drømme om.

En kilde til lokal, kinesisk, global og dansk velstand. Et åndehul for systemkritikere og en inspiration for Beijing. Og her lukker Danmark ned. Kan nogen se visdommen?

(klumme i Politiken 5.juli 2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

…og Villy Søvndal fik nok ikke spurgt til Bo Xilai

Udgivet den 2. juli 2012 af flemmingytzen

En ældgammel disciplineringstradition fra kejsertiden lever videre i Kinas retssystem. Eller rettere: uden for.

ALT GIK efter diplomatiets drejebog, da koncerndirektøren og bestyrelsesformanden for klodens største pengetank forleden lagde vejen forbi lille Danmark.

Alt imens euroen balancerer på en klippekant, er det blevet lune tider i de dansk-kinesiske ordrebøger. Ifølge nøgternt realistiske prognoser kan dansk erhvervsliv om ikke ret mange år vælge at ignorere de sydeuropæiske økonomier, hvis vi gør, hvad vi er bedst til. Spørg blot overborgmester Frank Jensen, som netop er vendt hjem fra Beijing og har givet København en venskabsby.

Præsident og generalsekretær Hu Jintao, chefen for China Incorporated, var ikke manden, der gav interview. Vi kan derfor kun gisne om, i hvilket omfang og med hvilket ordvalg de følsomme emner omkring Kinas manglende overholdelse af menneskerettigheder blev taget op. En del af vokabulariet er velkendt. Udenrigsminister Villy Søvndal har utvivlsomt brugt ordet ‘ bekymring’, som naturligvis er bedre end ‘ påtale’.

MEN EN dansk-kinesisk dialog bør være konkret. Måske kunne man have forestillet sig, at Søvndal havde spurgt til en sag, der handler om en kendt kinesisk politiker, der virkelig er ved at miste noget: Bo Xilai, kommunistpartiets detroniserede topmand fra megabyen Chongqing.

Bo Xilai er manden, der begyndte at opføre sig lige så flamboyant som en toppolitiker i et sydeuropæisk land og ikke slap godt fra det. Retorisk dyrkede han Maotidens revolutionsromantiske lighedsidealer. Hustruen, Gu Kallai, førte sig frem som en anden glamourskuespillerinde med tætte forbindelser til det pengestærke jetset – så tætte, at hun nu er anklaget for at have givet ordre til mordet på en britisk forretningsmand, Neil Heywood.

Her er med andre ord stof til en kriminalsag, der i et åbent samfund og en retsstat ville være forsidestof i medierne.

Som bekendt er Kina ingen af delene, så hvad ved vi aktuelt om Bo Xilai? Han er på vej igennem det frygtede disciplinære apparat, der kendes som shuanggui. I dette retspolitiske kældermørke udsættes den ‘ anklagede’ for endeløse forhør, der nedbryder modstandskraften hos den formodede lovbryder. Når der falder en slags tilståelse, ryger partimedlemskabet og boligen, og den eventuelle formue bliver konfiskeret.

De metoder, der er kernen i shuanggui, har rødder tilbage i kejsertiden. De blev genoplivet under borgerkrigen i 1930′ erne, når Folkets Befrielseshær skulle disciplinere illoyale soldater. Efter systemskiftet i 1949 er systemet blevet benyttet mod ‘ klassefjender’ eller ‘ afvigere’. For kun få årtier siden ville Bo Xilai have været en klassefjende – i dag er han en afviger, der ikke har villet følge flertalslinjen i ledelsen.

DE STATSLIGE nyhedsmedier har overraskende ladet nogle detaljer slippe ud om shuanggui. Ifølge nyhedsbureauet Xinhua er 880.000 partimedlemmer blevet ‘ disciplineret’ i perioden 2003-2008, mens kun 25.000 embedsmænd har fået deres sager behandlet som egentlige kriminalsager ved domstolene. Disse tal skal holdes op mod, at kommunistpartiet har 80 millioner medlemmer, svarende til 6 procent af befolkningen.

Alle sager i shanggui hører under kommunistpartiets disciplinkommission, og alle væsentlige afgørelser her skal godkendes i den politiske topledelse. En aktuel sag, der nåede offentlighedens kendskab, handlede om ministeren for jernbanedrift Liu Zhijun, der blev draget til ansvar for en meget spektakulær togkatastrofe i Wenzhou i fjor. Da de kinesiske medier i maj i år meddelte, at den fhv. minister var ekskluderet af partiet, hed det sig, at han var skyldig i »moralsk korruption«, herunder at han havde opbygget en milliardformue gennem korruption og forsødet tilværelsen med mindst en halv snes elskerinder.

Denne noget aparte form for retssystem diskuteres jævnligt af juridiske eksperter i Kina. He Jiahong, der er leder af det juridiske fakultet ved Renmin-universitetet i Beijing, sammenligner shuanggui med de metoder, som USA bruger i sin internationale kamp mod terrorisme, hvor hemmelige fængslinger på fremmed jord er en del af den magtpolitiske værktøjskasse.

Til New York Times siger He Jiahong, at han og andre juridiske fagfolk ofte kritiserer shuanggui, fordi det fungerer uden for de juridiske rammer, som kinesisk lovgivning stiller op: »Men det er da et meget effektivt system. Der er ingen dommere eller nævninge, der kan bestikkes.Det eneste, der kræves, er pen og papir og en mistænkt, der taler ud«.
Bo Xilai har det ikke sjovt i denne tid.

(klumme i Politiken 2.7.2012)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Europæisk genrejsning med kinesisk kapital? Vent og se..

Udgivet den 13. juni 2012 af flemmingytzen

Stationerne på det 21. århundredes Silkevej bliver kinesiske investeringsselskaber.

NÆSTE GANG en kinesisk topleder ønsker at mellemlande i en europæisk hovedstad undervejs til et topmøde for verdensøkonomiske sværvægtere, bør valget falde på Bruxelles. Eller sagt på en anden måde: Kina er ved at bringe sig i en situation, hvor det kan bidrage til at fremme europæisk økonomisk og finansiel integration, tilmed på et tidspunkt, hvor et nødlidende Europa har hårdt brug for et rygstød udefra i form af kapitaltilførsler.

Vi har for ikke så længe siden forladt et årti, hvor ‘ made in China’ var et kodeord for den økonomiske side af globaliseringen. Denne formulering vil i løbet af det kommende årti blive erstattet af ‘ owned by China’, når Kina om få år ikke blot er klodens største økonomi ( målt på købekraft), men også kontrollerer dens største pengetanke. Ikke forstået sådan, at Kina har til hensigt at opkøbe massivt i europæiske gældspapirer, snarere og hellere, at kinesiske investeringsselskaber får adgang til at investere i den fornyelse af europæiske transportsystemer og infrastruktur, der kan blive grundlaget for en styrket euroasiatisk samhandel.

EUROPAS ledere har mere end nogensinde tidligere behov for at udnytte de muligheder, som den kinesiske renæssance bringer med sig. Euroasiens nye ‘ Silkevej’ vil blive bygget på skinner, der fører højhastighedstog med sig, som kan bringe rejsende og gods fra Shanghai til Paris på ikke meget over 48 timer, spår kinesiske fremtidsforskere. Stationerne på fremtidens Silkevej bliver gigantiske kinesiske finansselskaber og teknologiske innovationscentre.

Måske vil fremtidens historikere beskrive 2010′ erne som den periode, hvor et skrantende Europa blev løftet af asiatiske muskler. Nogle kan blive fristet til at drage en parallel til det første tiår efter Anden Verdenskrigs afslutning, hvor amerikanske muskler i form af Marshallhjælp og militær opbygning i Nato bidrog til at genopbygge et Europa, der havde skudt sig selv i smadder.

Som EU-formand bør statsminister Helle Thorning-Schmidt måske driste sig til at spørge sin gæst, præsident Hu Jintao, om, hvornår han har tænkt sig at offentliggøre Kinas Europa-plan frem til f. eks. 2025. Hun kan desuden fortælle i Bruxelles, at EU bør overveje at komme Verdenshandelsorganisationen WTO i forkøbet med at give Kinas status som markedsøkonomi ( hvilket sker i WTO-regi med udgangen af 2016).

Og jo, Thorning-Schmidt kan lade sin udenrigsminister, Villy Søvndal, fortælle sin britiske kollega, at det ikke længere giver mening, at Storbritannien giver USA en indirekte vetoret i spørgsmålet om den nu 23 år gamle europæiske våbenembargo.

Denne handler ikke længere om kinesisk adgang til våben, for Beijing køber moderne våben hos andre leverandører, men den udstiller EU’s svigtende evne til at handle samlet.

DEN POLITISKE dagsorden mellem EU og Kina er også kulturel og værdibaseret.
Med afsæt i liberalt demokrati, markedsøkonomi og universelle menneskerettigheder kunne europæiske politikere i årtier betvivle det kinesiske systems evne til at bringe sociale og økonomiske fremskridt til den kinesiske befolkning.

Her har vi siden finanskrisens start set et interessant rollebytte. I dag er det kinesiske medier, universiteter og intellektuelle, der udtrykker bekymring over den økonomiske og sociale holdbarhed i det europæiske projekt og den manglede effektivitet i europæisk ledelse.

Ikke fordi de vil os det dårligt. Gennem et halvt århundrede har det været en konsistent kinesisk politik at fremme et samarbejdende Europa som en del af en verden, der ikke domineres af en enkelt supermagt, men hvor flere spiller sammen på kryds og tværs. Som den tidligere kommissionsformand Romano Prodi sagde i en tale i Shanghai i marts 2010: »Da vi udviklede ideen om euroen, viste de kinesiske ledere omgående en stærk interesse, og da jeg sagde, at euroen også handlede om politik, reagerede den kinesiske præsident Jiang Zemin med at sige, at han ønsker sig en multipolær verden«.

Kolossale muligheder tegner sig, økonomisk som politisk, i at lade den kinesiske renæssance ledsage af en euroasiatisk renæssance. David Cameron kan vælge at sætte foden på bremsen, ikke kun i den europæiske integrationsproces, men også når Tyskland og Frankrig vil åbne Europas døre for kinesiske investeringer, men vil det så være Europa, som briterne hjælper?

Det er en forandret balance i verden, der her tegner sig. Præsident Obama er i færd med at lade USA vende tilbage til Asien militært. EU kan som en passende reaktion lade kinesisk kapital være en europæisk vækstfremmer og dermed en kilde til global velstand.

(klumme i Politiken 13.juni 2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar