Skueprocessen i Cambodja

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen
15.08.2010 | Kultur | Side 12 | 757 ord | artikel-id: e2234727

De Røde Khmerers chefbøddel kan være en fri mand som 86-årig

 

(15.08.2010)

ER DET en slags retfærdighed, der langt om længe er ankommet til Cambodja? Spørgsmålet rejser sig efter dommen over den første af de anklagede Røde Khmer-ledere ved det Internationale Tribunal ( kendt som ECCC, Extraordinary Chambers of The Courts of Cambodia) i hovedstaden, Phnom Penh, i sidste måned. Fem fhv. Røde Khmer-topfolk er her anklaget for forbrydelser mod menneskeheden.

Den dømte er den 67-årige Kang Guek Eav, kendt som ‘ Duch’. Under de Røde Khmers terrorregime 1975-79 var han chef for dets forhørs-og torturcenter, S-21, der blev indrettet i den tidligere gymnasieskole Tuol Sleng midt i Phnom Penh.

Dommen over ‘ Duch’ lød på 35 års fængsel. Men dommerne besluttede at fratrække fem år, hvilket blev begrundet med, at ‘ Duch’ sad i ‘ ulovligt’ varetægtsfængsel ved en militær domstol i perioden 1999-2007. Derudover opgør dommen, at ‘ Duch’ allerede har siddet inde i 11 år, så disse fratrækkes perioden.

Summa Summarum: ‘ Duch’ kan, hvis han lever så længe, forlade fængslet som en 86-årig fri mand i 2029.

Vi taler her om en person, der var blandt de højst rangerende medarbejdere i den kommunistiske magelite, der havde Pol Pot som centrum. ‘ Duch’ var meget mere end blot en Adolf Eichmann for sine overordnede.

Regimets udrensningskampagner, der var rettet mod alle såkaldte statsfjender, ramte titusinder i flæng. Historisk forskning har dokumenteret, at omkring 14.000 cambodjanere, heraf mange ældre, kvinder, børn og unge, endte deres dage på den mest bestialske vis i S-21 og på den henrettelsesplads, der er i dag er en velbesøgt turistdestination uden for Phnom Penh.

En talsmand for ECCC har begrundet den relativt milde dom med, at ‘ Duch’ samarbejdede med domstolen, at han erkendte et vist medansvar og gav periodisk udtryk for noget, der kunne tolkes som anger.

Han beskriver sig i dag som en genfødt kristen og har i øvrigt appelleret dommen.

EN AF de få overlevende fra S-21, den 79-årige Chum Mey, har forklaret New York Times, at han ikke finder dommen acceptabel: »Nu er vi blevet ofre for anden gang. Først gang var under de Røde Khmerer. Anden gang er ved denne domstol. ‘ Duch’ får en komfortabel fængselscelle med aircondition, tre måltider om dagen og den slags. Jeg var i sin tid lænket til en celle, hvor gulvet var fyldt med ekskrementer«. ECCC tager om kort tid tager fat på at forhøre og dømme den resterende gruppe af datidens højtrangerende Røde Khmer-ledere: Khieu Samphan, i sin tid styrets præsident; Pol Pots daværende udenrigsminister, Ieng Sary; dennes hustru, regimets socialminister, Ieng Thirith, og Nuon Chea, i sin tid Pol Pots ideologiske højre hånd. Angiveligt nøjagtig de fem, der bar det største ansvar og hovedskylden for de massive overgreb på den cambodjanske civilbefolkning, som betød døden for sandsynligvis 1,7 millioner.

Langt størsteparten bukkede under for tvangsarbejde og mangel på mad og medicin.

Retsopgøret i Cambodja er forskelligt fra andre retssager om forbrydelser mod menneskeheden ved, at der er tale om et blandet tribunal, der kombinerer cambodjansk lov med internationale standarder.

Kan kombinationen af 17 cambodjanske og 12 internationale dommere sikre en fri og retfærdig rettergang mod ‘ Duch’s medsammensvorne? Med begrebet skueproces forstås almindeligvis retssager, hvor dommen allerede er blevet lagt fast i forvejen, og retssagen blot har det formål at udstille den anklagede og fremvise hans skyld for hele offentligheden.

I ‘ Duch’s tilfælde var der tale om en delvis tilståelse, hvad der forenklede forløbet.

Om der også er udsigt til hele eller delvise tilståelser ved de kommende fire retssager, er uklart. Men det skal blive interessant at se, om dommer, anklager og forsvarer overhovedet vil nævne, at den tidligere udenrigsminister Ieng Sary var blandt dem, der fik en regeringsamnesti i 1996 og efterfølgende kunne indrette sig i en komfortabel luksusvilla midt i Phnom Penh.

Denne idyl var det slut med, da han og hustruen, Ieng Tirith, 12. november 2007 blev arresteret og præsenteret for tribunalets anklageskrift.

SAGERNE skal være afsluttede i år. Tribunalets budget på 56 millioner dollar er for længst overskredet. Da nærværende signatur i november 2006 besøgte tribunalet, forklarede en embedsmand: »Vi håber, at de domme, der afsiges, kan tjene til inspiration for det nationale cambodjanske retsvæsen, så flere sager kan gennemføres«. Dette håb kan ofrene for De Røde Khmerers terrorregime glemme alt om. ECCC har for længst afgjort, at kun nogle få hovedansvarlige vil blive dømt. Skueprocesserne gøres færdige, alt imens hundredvis af medskyldige lever fredeligt videre og passer deres embedspligter i den nuværende cambodjanske regeringsadministration.

(klumme i Politiken 15.08.2010)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Førertrøjen til Østasiens vise mænd

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

Mens USA sidder fast i to krige, forandres verden af Asiens vækst

(08.08.2010)
HEN OVER finanskrisens snart to år har der bredt sig en erkendelse af, at udvikling af velstand og et stabilt politisk system med respekt for udvalgte frihedsrettigheder ikke nødvendigvis er identisk med vores, dvs. Europas og Nordamerikas politiske model.

Milliardbeløb til militære og økonomiske udviklingsindsatser er sendt til Irak og Afghanistan, men i ingen af de to lande er der i en overskuelig fremtid udsigt til, at de af egen kraft kan udvikle socialt, politisk og økonomisk bæredygtige samfund og blive kopier af vestlige samfund.

Mellemøsten og Centralasien er, som den franske politolog Dominique Moïsi pointerer i sin internationale bestseller ‘ The Geopolitics of Emotion’, blevet ydmygelsens verdensdel.

En af konsekvenserne af de forandrede globale vilkår er, at Vesten mister monopolet på at være vejleder for indretningen af fremtidens samfund. Ikke til nogen variant af religiøs fundamentalisme, som den vi er i krig imod, men til meritokratiet i flere østasiatiske lande.

Meritokrati er et system, hvor det enkelte menneske tildeles ansvar, autoritet og privilegier på grundlag af færdigheder og præstationer. Hvor intelligens, indsigt og kompetence er baggrund for magt og social status. Modellen er præget af pragmatisme frem for ideologi. Et system, hvor befolkningen foretrækker en leder med indsigt i praktiske emner frem for en universitetslærer eller en parlamentariker med den herskende, korrekte politiske holdning.

Et meritokratisk system, som vi kender det fra bl. a. Kina, Taiwan og Singapore, er ikke repræsentativt som i Europa og USA. Men det har vist sig modstandsdygtigt over for populisme. I Danmark kan en præst eller en hjemmehjælper blive statsminister – eller få næsten lige så meget magt som flere ministre. Den risiko er ikke til stede i Østasiens meritokratier.

BÅDE I VORT demokrati og i den østasiatiske form for meritokrati i er tillid en bærende forudsætning for vækst og udvikling. Tillid er en af grundforudsætningerne for sammenhængskraft – det fænomen vi kender som social kapital. Dette aktiv er ikke bundet til noget bestemt politisk system. Den var fremtrædende i efterkrigstidens indtil for en snes år siden mest effektive udviklingsstat, Japan, men er også stærk i etpartistaten Kina.

Under den kolde krig var Japan et anker for supermagten USA i Asien, i lange perioder i en rollefordeling med allierede som Sydkorea, Taiwan, Filippinerne og Thailand. Hele dette alliancemønster er nu langsomt ved at forandres. Overalt i verdensdelen orienterer erhvervsliv, regeringer og folkevalgte sig nu i voksende grad mod verdensdelens ledende meritokrati og største pengetank, Kina. Der handles og samarbejdes på kryds og tværs med en gigant, der ledes af verdens største politiske parti, som tilmed har den frækhed at kalde sig kommunistisk. Hvordan har det kunnet lade sig gøre? Forklaringen skal søges i førnævnte begreber: meritokratiet og den sociale kapital. Som den amerikanske nobelpristager Kenneth Arrows forklarer: »Så godt som alle kommercielle transaktioner rummer i sig selv et element af tillid. Meget af den økonomiske tilbageståenhed i verden kan forklares ved manglen på gensidig tillid«. Finanskrisen i euroland og USA viste, at en lang række finansinstitutioner svigtede denne tillid – indbyrdes og i forhold til de politiske systemer og befolkningerne -kunderne, om man vil.

AMERIKANEREN Robert Fogel, der modtog Nobelprisen i Økonomi i 1993, professor ved Chicago School of Business, trak for nylig udviklingens konsekvenser op i en samtale med Berlingske Tidende: USA og EU skal vænne sig til, at Vesten ikke længere er centrum.

Kina vil igen – præcis som det formentlig var i de første 18 århundreder efter Kristi fødsel – blive verdens største økonomi. Europas største problem bliver forsørgelsen af den aldrende befolkning og at for mange af dem, som er i den arbejdsdygtige alder, vil gøre alt, hvad de kan, for at bestille så lidt som muligt.

Dominique Moïsi mener, at verdens aktuelle tilstand kan forklares med tre grundfølelser: frygt, ydmygelse og håb. De bunder alle tre i tillid: håb er tillid, frygt er mangel på tillid, og ydmygelse er tabt tillid. Tillid kan måles i indikatorer – folks forbrugsmønstre, tillid til egen fremtid, men også i sport, kunst og musik.

Ifølge Moïsi står Østasien står for håb, ydmygelse hærger Mellemøsten, mens frygt gennemsyrer Vesten. Når fremtidens historiebøger skrives, vil Vestens indsatser i Afghanistan og Irak blive fremhævet som monumenter over en periode, der begyndte med positive visioner og endte med at være byrdefulde illusioner, mens velstandens kilder rykkede til Østasien.

(klumme i Politiken 08.08.2010)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Mød Asiens Sarah Palin

Udgivet den 24. juni 2011 af flemmingytzen

Thailands valgkamp begrænser sig til stil og populistiske dagsordener

NÆRE familierelationer i politik kan få de besynderligste konsekvenser. Dog er der nok ingen, der vil bebrejde Barbara Bush ( f. 1925) for at have misbrugt sin indflydelse gennem politisk påvirkning af ægtefællen George H. W. Bush ( f. 1924) eller sønnen George W. ( f. 1946). Som mor til seks har hun haft rigeligt at se til, utvivlsomt også når der skulle ydes opbakning i valgkampe i form af f. eks. kagebagning og kaffebrygning.

Meget mere end kaffe og kager er på spil i et søskendeforhold, der ser ud til at kunne skabe fornyet politisk turbulens hos en gammel ven af USA i Asien, Thailand ( og når Bushklanen dukker op i beskrivelsen, skyldes det, at der på nærværende signaturs stamhotel i Bangkok hænger et foto fra ca. 1960, hvor den thailandske kong Bhumipol spiller klarinet i overværelse af George H. W. Bush).

NAVNET er Thaksin Shinawatra. Rigmanden, der blev kuppet fra magten af Thailands militær i september 2006 og siden har levet i eksil. Han har købt sig et luksusdomicil i Dubai, hvor han har givet åbenmundede interview til besøgende journalister. Anledningen er, at der er parlamentsvalg i Thailand 3. juli, hvor Thaksins lillesøster, Yingluck, kan blive vinderen og dermed landets kommende regeringschef.

Sker det, risikeres en gentagelse af sidste års blodige konfrontationer i Bangkok, hvor mere end 90 blev dræbt og ca. 1.500 såret.

POLITISK tilhører Thailand kategorien af provestlige demokratier, men 80 års bestræbelser på at få landets demokratiske institutioner til at fungere solidt, anstændigt og stabiliserende er atter og atter løbet ind i vanskeligheder.

Yingluck Shinawatra er i disse dage på valgturné rundt i det land, som titusinder af danskere føler, at de kender godt, så længe der ikke tales om værtslandets politik på feriestederne. I søndags præsterede Yingluck at besøge fire provinser i den nordlige del af landet, hvor hendes familie kommer fra, og hvor tilslutningen til den såkaldte rødskjortebevægelse er massiv. Den røde partifarve, som forbindes med Yingluck og Thaksin, har intet med venstreorientering eller velfærdsstat at gøre. Den repræsenterer en særlig variant af populisme, som har plaget thailandsk politik i mere end ti år, og som truer med at flå landets skrøbelige demokrati i stykker.

Med en milliardformue i ryggen er det lykkedes den korruptionsdømte Thaksin fra eksilet at manipulere opinionen i en sådan grad, at ethvert forsøg på at forhandle sig til holdbare aftaler i parlamentet har været forgæves. Vinder søsteren valget, bliver en af hendes første handlinger at udstede en amnesti, så han kan vende hjem.

NYE KONFRONTATIONER mellem den røde vælgermasse i de nordlige provinser og den gulskjortede magtbase hos Bangkoks middelklasser og veluddannede bliver svære at undgå. Meningsmålinger viser, at Shinawatrafamiliens nynationalister står til at blive det største parti efter valget efterfulgt af det nuværende regeringsparti, Demokraterne. Målingerne viser dog, at over halvdelen af vælgerne endnu er uafklarede omkring, hvor de vil sætte deres kryds. Alt tyder på, at ingen partier alene vil opnå flertal ved valget, og at resultatet vil være uklart. Der er udsigt til en mudret koalition.

Når Yingluck Shinawatra begynder at ligne en vinder, er det, fordi hun har lært sig at føre politiske kampagner med retoriske sloganer, der fører tankerne hen på den konservative amerikanske politiker Sarah Palin. De to er jævnaldrende, har karisma og er begge eminente til at bruge slagfærdige udsagn i veliscenesatte tv-klip. De har forstået, at betingelserne for at vinde et valg er at levere elegant retorik og fiks fremtræden frem for at deltage i konfronterende debatter med substans. Indlysende nok har Yingluck takket nej til at møde sin hovedmodstander, den Oxford-uddannede premierminister Abhisit Vejjajiva, i en direkte tv-debat.

DET GENNEMGÅENDE tema i Yinglucks taler er, at nationen må ‘ samles’ efter de seneste års vold og polarisering.

Udsagnet gentages i et nyligt interview med storebror Thaksin, der fra eksilet i Dubai løfter lidt af sløret for sine gøremål i det tyske ugemagasin Der Spiegel: Han har fået statsborgerskab i Montenegro og rejser rundt på et diplomatpas udstedt i Nicaragua.

Adspurgt om søsterens politiske kvalifikationer svarer han: »Nationen har brug for forsoning. En person, der hidtil har holdt sig uden for politik, har de bedste forudsætninger for at kunne forsone. Yingluck er ikke tynget af nogen politisk bagage. Desuden er hun en erfaren erhvervskvinde, som har erfaring med at lede en stor organisation«. Demokratiets forfald er ikke ovre i danskernes foretrukne feriedestination i Asien.

(klumme i Politiken 24.6.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Mødet mellem Jones og Wang

Udgivet den 17. juni 2011 af flemmingytzen

WikiLeaks-udgaven af tragedien i Beijing 1989 er knap nok opdaget

USA OG KINA har for nylig afholdt endnu en runde i den såkaldte strategiske dialog i det, der ubestrideligt er klodens vigtigste bilaterale forhold. Rapporteringen herfra har været yderst sparsom i amerikanske medier og nærmest totalt fraværende i de europæiske.

Som et lille dramadokumentarisk eksperiment fortælles i det følgende, hvor forskelligt parterne anskuer den fælles dagsorden. En amerikansk og en kinesisk diplomat, mr. Jones og mr. Wang, mødes på en frokostrestaurant i Beijing for i personligt regi at følge op på den del, der handlede om menneskerettigheder og mediers frihed.

JONES: De principielle uenigheder er der ikke ændret på. Gad vide, om vi nogensinde vil nærme os hinanden? Det nemmeste er vel at sige, at vi er enige om at være uenige.

WANG: Virkeligheden er konkret. Vi vil altid foretrække at tale om det konkrete frem for det principielle. Vi kinesere er pragmatiske og realistiske folk.

JONES: Forleden var det 22-års dagen for massakren på Den Himmelske Freds Plads. I er vel tilfredse med, at dette emne ikke fylder mere, end det gør, i dialogmøderne? Wang: Vi mener, at det efterhånden er jer amerikanere, der har et forklaringsproblem.
Du kalder det massakren på Den Himmelske Freds Plads. Har du set, hvad de lækkede dokumenter fra Wiki-Leaks fortæller om begivenhederne dengang i 1989?

JONES: Ja. Kun ganske få medier har nævnt det. WikiLeaks taber interesse.

WANG: Hvilket skyldes, at det er min regerings version af begivenhederne, der bekræftes af dokumenterne fra WikiLeaks. Der var ingen massakre på Den Himmelske Freds Plads! Soldaternes beskydning foregik i bydele flere kilometer væk fra pladsen. Dette dokumenteres af telegrammer fra jeres ambassade. Den væsentligste kilde er en chilensk diplomat, der befandt sig blandt de demonstrerende studenter på Den Himmelske Freds Plads. Han videregav sine observationer til folk fra den amerikanske ambassade. Beskrivelsen er klar nok: Da soldaterne trængte ind på pladsen, brugte de ikke deres våben.

JONES: Jeg har læst gennemgangen i den britiske avis Daily Telegraph. Det fremgår, at en af aktivisternes forhandlere var Liu Xiaobo, modtageren af sidste års fredspris. Interessant.

WANG: Den chilenske diplomat er det eneste udenlandske vidne til netop den situation. Han fortæller efterfølgende sine amerikanske kolleger, at der blev opnået enighed mellem soldaterne og studenterne om en velordnet retræte fra pladsen. Der er intet, der bekræfter den udbredte fremstilling i alverdens medier om demonstranter, der skånselsløst mejes ned af militæret på selve pladsen.

JONES: Det ændrer ikke på, at jeres soldater skød og dræbte ubevæbnede civile i en anden bydel. At der var en massakre, er ubestrideligt. Men ja, det skete i andre dele af byen.

WANG: Men det indtryk, der er blevet stående siden dengang, er, at tusinder af uskyldige blev dræbt på Den Himmelske Freds Plads. Både i de politiske systemer og i medierne fylder dette billede alt. Vi kunne ønske os, at billedet bliver korrigeret.

JONES: Du ved udmærket, at vi fra statsmagten ikke går i rette med medierne, hvis frihed og uafhængighed er en grundpille i en demokratisk retsstat.

WANG: Jamen, kan du slet ikke se paradokset? Efter 22 år får vi det mest troværdige billede af tragedierne i Beijing takket være WikiLeaks. Dette bliver stort set fortiet i den vestlige verdens såkaldt frie medier. Undtagelsen er Daily Telegraph. I anklager os for at udøve statscensur af medierne. Når det så viser sig, at det er den kinesiske regerings fremstilling, der kommer nærmest virkeligheden, så forties realiteterne.

JONES: Intet nyt under solen, Wang. Det er den oplevede virkelighed og mediernes udlægninger af den, der står tilbage som de politiske realiteter. Og vi bruger altså ikke kræfter på at genopdrage hverken vores egne eller jeres medier. Så skulle vi ikke hellere se på de ubehagelige realiteter, der står tilbage.

WANG: Hvad er det så, du mener?

JONES: Der er brug for oprejsning og erstatning til ofrenes efterladte. Du ved, der findes jo denne her gruppe, Mødrene fra Tiananmen kalder de sig. De har gentagne gange skrevet til Folkekongressen og bedt om en fuldstændig og ærlig redegørelse for 1989. De får intet svar.

WANG: Læs videre i samme udgave af Daily Telegraph! Her fortælles, at en repræsentant for de kinesiske sikkerhedsmyndigheder tidligere i år har haft en forhandling med en af de efterladte for at diskutere økonomisk kompensation.

JONES: Det er foregået i diskretion.

WANG: Naturligvis. Hvad skal vi tale om, næste gang vi ses, Jones? Hvad med WikiLeaks-oplysningerne om de 109.032 dødsofre for jeres ulovlige invasion og besættelse af Irak?.

(klumme i Politiken 17.06.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Patriark med trusser og bh

Udgivet den 10. juni 2011 af flemmingytzen

Tigermoderen Amy Chua har blot gennemført et elegant rollebytte.

Professor Amy Chua er for nogle blevet en skrækvision og for andre forbilledet på, hvad en østasiatisk ’tigermor’ kan udrette. Hun er i realiteten blot en hanløve i forklædning.

De asiatiske tigermødres holdninger til børneopdragelse er ikke meget forskellige fra det, der karakteriserede vestlige fædre og deres sønner i det patriarkalske samfund, som var udbredt på vore breddegrader indtil for en generation eller to siden. Børn og unge i 1950’ernes Danmark, der voksede op i materiel knaphed og for manges vedkommende regulær fattigdom, fik fortalt, at der var én sikker vej ud af elendigheden: flid, energiske studier og målrettethed.

Den relative materielle overflod, der satte ind i 1960’erne, skabte en forestilling om, at velstanden og den deraf afledte velfærdsstat var noget, der ikke måtte rulles tilbage. Vejen frem blev at lade kvinderne uddanne sig og efterfølgende marchere ind på arbejdsmarkedet. Der var ingen, der dengang prædikede tigermor-filosofier. De fleste fædre sagde tilmed ja til, at døtrene fik bedre uddannelser, end deres mødre havde fået.

ØKONOMER kan holde maratonseminarer om forklaringerne på det østasiatiske uddannelsesmirakel, men ser som oftest bort fra den nok allervigtigste faktor: psykologien. I flertallet af nutidens østasiatiske familier eksisterer der endnu i dag en tydelig erindring om armod og sult. Voksne vietnamesere, sydkoreanere og kinesere skal kun tilbage til bedsteforældregenerationen for at høre vidnesbyrd om hyppig sygdom og underernæring. De er vokset op med konstante påmindelser om, at kun ved at præstere meget mere end det, forældrene blev i stand til, vil de kunne klare sig i en verden, hvor risikoen for en ondskabsfuld eller uduelig kejser kan knuse alle drømme om et bedre liv.

Gå i biografen og se den aktuelle film om ’Maos sidste danser’. Som fortælling er den uovertruffen i sin påvisning af de psykologiske faktorer bag nutidens kineseres opgør med fattigdom.

PÅ DE højere læreanstalter i USA ved man alt om, hvad asiatiske værdier betyder i praksis. Talrige undersøgelser gennem et halvt århundrede viser, at sønner og døtre af indvandrere fra Østasien klarer sig hurtigere og flottere gennem studierne og leverer bedre eksamensresultater end andre etniske grupper. En amerikansk professor kom i midten af 1990’erne gruelig galt af sted ved på basis af en meget omfattende undersøgelse at konkludere, at forskellene havde rødder i noget genetisk. Det skulle han aldrig have gjort. Andre undersøgelser peger på en kombination af psykologiske og kulturbestemte faktorer.

I debatten om Amy Chuas ’tigermødre’ er der mindelser om 1990’ernes ophedede debat om asiatiske værdier. Hvad var det nu, de handlede om?

Fortalerne for de asiatiske værdier kritiserede især den overdrevne individualisme i den vestlige verden. De pegede på, at i liberale vestlige samfund bygger opfattelsen af rettigheder og pligter på ideen om det suveræne individ. Familien og de pligter, der binder den sammen, er blevet hældt ud som barnet med badevandet. Europæiske og amerikanske intellektuelle ser bort fra, at i Østasien er individet fra fødslen spundet ind i et net af forpligtelser over for andre, lige fra familien til staten.

Dette forhindrer utvivlsomt mange østasiater i at profitere af de kvaliteter, vi forbinder med individualismen, såsom evnen til innovation og foretagsomhed. Men det gør dem også mindre udsatte for individualismens negative bivirkninger såsom kriminalitet, høje skilsmisseprocenter, singlekultur og fødsler uden for ægteskabet.

GENNEM et halvt århundrede har næsten alle vestlige industrilande oplevet både øget kriminalitet og en fremadskridende opløsning af kernefamilien. De eneste stater i OECD-gruppen, der indtil for nylig blev forskånet for denne udvikling, var de to asiatiske medlemmer Japan og Sydkorea. De præsterede velstandsfremgang uden at give køb på traditionelle patriarkalske kerneværdier.

Men i disse år rammes netop disse lande af en boomerang. Både Sydkorea og Japan kæmper med katastrofalt lave fødselsrater. Betydningen af etnicitet gør, at indvandring ikke er en løsning. Heller ikke Amy Chuas tigermødre er vejen frem. Som gift ind i en rig jødisk familie repræsenterer juraprofessoren Chua en undtagelse (etniske kineseres giftermål med hvide er sjældne). For ganske som i Europa vender flere og flere veluddannede asiatiske kvinder ryggen til det traditionelle liv i en kernefamilie.

Tigermorkonceptet har rødder i asiatiske indvandrerfamilier, hvor patriarken dominerede. Amy Chua har blot gennemført et rollebytte. Hun brøler som en gammel hanløve.

(klumme i Politiken 11.6.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Pengestærke Jim bor nu i Østasien

Udgivet den 3. juni 2011 af flemmingytzen

Amerikansk topinvestor har opgivet sit fødeland: »USA er bankerot«.

MØD EN pengestærk mand. Navnet er Rogers. Jim Rogers.

En amerikansk erhvervsmand, investor, forfatter, eventyrer, familiefar og meget mere. En mand i verdensligaen for superrige. Altså langtfra den ordinære Smith eller Jones fra det Wall Street, der stadig har ondt i hovedet efter finanskrisen. Det er dog ikke finansielle tømmermænd, der plager 68-årige Pengestærke Jim. Han har forladt sit fødeland USA og er taget til Østasien. Rogers-familien har nu adresse i den lillebystat Singapore. Hvorfor?

LIDT FORHISTORIE: Med et eksamenspapir fra Yale University fik Jim Rogers sit første børsmæglerjob på Wall Street i 1964. Studierne blev fortsat på Oxford, hvor den økonomiske fagkundskab blev suppleret med filosofiog politisk videnskab.

I 1973 slog han pjalterne sammen med den senere så berømte og berygtede finansmand George Soros. De to pengemænd skabte Quantum Fund, som op gennem oliekrisernes årti blev en finansiel frontløber og formåede at mangedoble sin værdi.

Som 38-årig havde Rogers så meget på skattekistebunden, at han i 1980 gik på selvvalgt ‘ orlov’ og tog på motorcykeltur på flere kontinenter. Tilbage i New York blev han en efterspurgt rådgiver, foredragsholder og underviser i den finansielle sektor og på amerikanske eliteuniversiteter. I 1990 rykkede globetrotteren i ham igen; motorcyklen bragte ham på ny tværs over flere kontinenter, og meget betegnende kunne han efterfølgende udgive bestselleren Investment Biker.

Da Rogers rundede det halve århundrede, kunne han snildt have klaret sig med bestyrelsesposter og rådgivning, hvis det var det, han havde villet. Men nej, manden ville i Guinness Book of Records. Denne ambition realiserede han ved at rejse gennem 116 lande, nu ledsaget af hustruen, Paige Parker, i en specialbygget Parret indledte jordomrejsen i Island 1999 umiddelbart forud for fejringen af Leif Erikssons første færd til det nordamerikanske kontinent.

Tre år og 245.000 kilometer senere havde han bogen Adventure Capitalist klar til udgivelse, og ikke overraskende er den blevet hans bedst sælgende bog.

Rogers’ katalog blev i 2005 suppleret med endnu en interessant titel: Hot Commidities: How Anyone Can Invest Profitably in the World’s Best Market. Og hvad er det, finansverdenen har talt om i et års tid eller to? Ja, de stigende råvarepriser.

SÅ HVAD KAN alle vi andre lære af Pengestærke Jim? Andet end at investeringer i råvarer, metaller, fødevarer og landbrugsrelaterede virksomheder både er profitabelt og giver mening på langt sigt? Han elsker sit fødeland, USA, men har fået nok af dets dysfunktionelle finansielle system og den politiske ansvarsforflygtigelse. Ved udgangen af 2007 solgte Rogers sin luksusbolig i New York for 16 millioner dollar og flyttede sig selv og familien til Singapore. I sin seneste bog fra 2009, A Gift to My Children, forklarer han, hvorfor parrets ældste datter, Hilton Augusta, allerede som 6-årig er begyndt at lære sig et af verdenssprogene, mandarin. Samme tilbud kunne begge parrets døtre få, hvis Paige og Jim havde valgt at bosætte sig i Shanghai eller Hongkong. Men Rogers var betænkelig ved luftforureningen i de kinesiske megabyer.

Forleden var Rogers gæst i et af verdens mest sete interviewprogrammer, BBC’s Hard Talk, hvor værten Stephen Sackur bad Rogers om at forklare sin flytning fra Guds Eget Land til et af Østasiens finansielle centre. Erhvervsmandens svar bør også interessere europæiske og danske politikere: »Alle kreditornationer i verden er nu asiatiske: Kina, Japan, Sydkorea, Taiwan. De nationer, der for få år siden dominerede i den globale økonomi, er i dag reelt bankerot. Hertil kan vi regne både USA og Storbritannien (…) I det 21. århundrede er der ét land, der kommer til at have betydning for alle andre på kloden; og det er ikke Storbritannien, jeg taler om; det er heller ikke USA, og det er ej heller Danmark« ( det forbliver uklart i programmet, hvorfor lige Danmark bringes ind i denne sammenhæng).

Rogers bliver spurgt, om han da helt ser bort fra de mange risici, der præger udviklingen i Kina.

»Selvfølgelig er der problemer, masser af problemer. Der vil komme mange tilbageslag. Ejendomsmarkedet i Kina er svulmet op til en boble, som brister før eller siden. Mange af dem, der sælger fast ejendom i Kina, vil gå fallit (…). Men jeg er ikke specielt bekymret over, om Kina får en borgerkrig, epidemier eller naturkatastrofer. Det afgørende er, om Kina får løst den kolossale udfordring med vand. Hvis Kina ikke får løst sit vandproblem, er der ikke længere nogen China story (…), og kineserne er ikke ene om at have denne udfordring. Vandproblemet er endnu større i Indien«.

HØRER I efter, jer i Folketingets Udenrigsudvalg, Dansk Industri, Eksportkreditrådet osv. Eller er det kun det ynkelige græske fallitbo, der bekymrer?.

(klumme i Politiken 3.6.2011) 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

22 millioner gidsler, mindst

Udgivet den 28. maj 2011 af flemmingytzen

Nordkorea forsøger atter at presse USA til at give fødevarehjælp

KOM LIGE her og tjek, hvorledes politisk og økonomisk afpresning foregår på højeste niveau. Når en diktator tager en hel befolkning som gidsler og udøver afpresning mod både USA og FN-systemet.

Nødhjælpseksperter i Verdensfødevareprogrammet, WFP, taler nu om, at Nordkoreas behov for fødevarebistand nærmer sig en halv million ton. Så hvorfor mon diktatoren, Kim Jong-il, er på besøg i Kina, hvor han ‘ inspicerer’ virksomheder, angiveligt for at blive inspireret til at slå ind på en reformkurs, der på sigt kunne gøre det helt overflødigt at give fødevarer og anden bistand til flere millioner sultende og underernærede nordkoreanere. Hvad har kineserne dog gang i med dette absurde show?

SAMTIDIG med Kims besøg hos den store nabo er en amerikansk delegation ankommet til den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang. Dens opgave er at undersøge oplysninger om, hvorvidt det nordkoreanske samfund er på vej ud i hungerkatastrofe i stil med den tilstand, som i begyndelsen af 1990′ erne kostede mindst en million indbyggere af landets indbyggere livet.

Baggrunden er den dystre, at styret i Pyongyang i december beordrede sine ambassader til at anmode det internationale samfund om fødevarebistand. Få måneder senere rapporterede WFP, at op mod en fjerdedel af landets 23 millioner indbyggere i kritisk omfang mangler fødevarer.

Den amerikanske delegation vil forsøge at aftale vilkårene for fornyede tildelinger af fødevarebistand, hvilket i praksis vil sige, at nødhjælpens fordeling skal kunne overvåges af neutrale observatører, hvoraf nogle taler koreansk og kan gennemføre undersøgelser af befolkningens ernæringstilstand. Et andet krav handler om adgang til fleste mulige af de nordkoreanske provinser, hvor sultproblemerne menes at være de værste. For få år siden sagde Pyongyang overraskende ja til at give adgang til alle provinser på nær to.

At USA kan være på vej med noget, der ligner en humanitær gestus over for en erklæret krigsmodstander – trods anklager om nordkoreansk eksport af missilteknologi til en anden krigsmodstander, Iran – passer ikke den sydkoreanske præsident, Lee Myung-bak, særlig godt. Lees regering frygter, at sydkoreansk og anden bistand vil blive givet til den nordkoreanske elite og til de få udvalgte, der skal stå for fejringen af 100-års dagen for den kommunistiske stats grundlægger, Kim Il-Sungs, fødselsdag ( jo, det er faderen til den nuværende diktator. Den ældre Kim døde i 1994).

Seoul ønsker amerikansk hjælp til at presse Nordkorea til at undskylde og beklage de aggressioner, som ramte Sydkorea i fjor: først sænkningen af krigsskibet ‘ Cheonan’ sidste forår og efterfølgende artilleribeskydningen af en sydkoreansk ø i Gule Hav i november.

TAG IKKE fejl af det nordkoreanske regimes evne til at presse alt, hvad de kan, ud af nabolandene og USA.

Tilbage i 1990′ erne oprettede Sydkorea et energikonsortium, hvis formål var opførelse af en atomreaktor, der skulle levere strøm til den nødlidende nordkoreanske industrisektor. Både sydkoreansk, japansk og amerikansk kapital og teknologi var involveret, og sydkoreanerne sendte ingeniører op til ‘ broderfjenden’ i nord.

Men hele projektet kollapsede, da Pyongyang sagde nej til at tillade international inspektion af de atomfaciliteter, som regimet driver på en lokalitet nord for hovedstaden. Alligevel var der selv under Bushregeringen velvilje til at hjælpe Nordkorea med fødevarer; en linje, der er fortsat under Obama. Logikken synes at være, at med alle USA’s udfordringer i den arabiske verden skal der for enhver pris holdes ro i Nordøstasien.

Hvad der her og nu forstyrrer de amerikansk-kinesiske bestræbelser på at få ro på bagsmækken i Nordøstasien, er en lækket FN-rapport, der beskriver, hvorledes Nordkorea fortsætter med at eksportere missiler ( og teknologien til at bygge dem) til Iran via Kina, hvilket er helt i strid med de sanktioner, som blev påført Nordkorea efter Pyongyangs anden atomprøvesprængning i maj 2009. Både Iran og Kina benægter.

Missiler og atomfaciliteter er Nordkoreas redskaber til at sikre fornyet vestlig fødevarebistand og undgå skærpede sanktioner. Diktatoren Kims rundrejse i Kina er et absurd show, der kun tjener til af aflede opmærksomheden fra, at Beijings gæst holder mindst 22 millioner af sine landsmænd som gidsler i endnu et afpresningsforsøg over for Vesten.

Den resterende million er de væbnede styrker, som er Kims livsforsikring. USA’s bekymring er, at fødevarebistanden går til Kims gigantiske officerskorps og ikke til de virkelig nødlidende. Dilemmaerne er uhyggelige, for her er der ingen ‘ libysk’ model, der kan bruges. ‘ Humanitære’ bombetogter så tæt på Kinas og Sydkoreas grænser? Nej, vel?.

(klumme i Politiken 27.05.2011)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

De udvalgtes demokrati

Udgivet den 21. maj 2011 af flemmingytzen

Sundt for demokratiet med konkurrerende modeller. Tjek Singapore!

DEN MODERNE medievirkelighed – med Facebook, Twitter og sms som de vigtige redskaber til folkelig mobilisering – har gjort demokratiske processer skrøbelige og turbulente. En banal konstatering, der dagligt bekræftes af begivenhederne i Nordafrika og Mellemøsten.

Man bør erindre sig, hvad den britiske arbejderpartileder Clement Atlee udtalte for mere end seks årtier siden: »Demokrati vil sige regering gennem diskussion, men det er kun virksomt, hvis man på et tidspunkt får folk til at holde op med at snakke«. Atlees samtidige, filosoffen og poeten G. K. Chesterton mente, at demokrati betyder de uoplystes regering, mens aristokrati betyder de dårligt oplystes regering.

Begge udsagn kan give en vis mening i beskrivelser af den tidligere britiske koloni i Sydøstasien, Singapore, der gennemførte et parlamentsvalg for et par uger siden.

Valg i Singapore har ikke på noget tidspunkt siden østatens uafhængighed i 1965 været demokratisk på samme måde, som det kendes fra europæiske himmelstrøg.

Valghandlinger i det lille multikulturelle samfund, hvor 5 millioner etniske kinesere, malajer og indere er stuvet sammen på et areal ikke meget større end Bornholm, har tjent til at bekræfte legitimiteten for en politisk elites fastholdelse af magten. Regeringspartiet People’s Action Party ( PAP) har siddet uantastet på magten i alle årene; mens al opposition har været lagkagepynt.

Hvor uspiseligt det end kan lyde for europæiske demokrater, har PAP’s kontrol med østatens politiske system tjent Singapore godt: Da landet i sin tid blev smidt ud af Den Malaysiske Føderation, troede den første regeringschef, Lee Kuan Yew, i fuld alvor, at dommedag var nær. Med ryggen mod muren – truet på eksistensen af både Indonesien og Malaysia – allierede han sig først med Storbritannien og siden USA. Med denne stormagtsbeskyttelse begyndte han så at disciplinere sine borgere til at lade flid og viden komme før alle andre dyder, politisk medbestemmelse inklusive.

KOMBINATIONEN af topstyret parIamentarisme, kungfutsiansk meritokrati og bløde politistatsmetoder har på få årtier gjort singaporeanerne mere velstående end folk i Skandinavien. Indbyggerne i denne multietniske enklave lever i verdens mest betryggede samfund med en kriminalitet så lav, at det ligner noget fra en science fiction-novelle. Straffen for at spytte tyggegummi på fortovene er stadig drakonisk, men næppe noget andet sted i verden kan familier lade deres børn løbe frit omkring på gader og stræder efter mørkets frembrud.

Den singaporeanske politiske elite mangler ikke selvtillid. Kritikeres påstande om diktatur bliver affejet; forfatningen er fuldstændig klar, når der gælder organisations-og ytringsfrihed, om end praksis ligger noget fjernt fra lovens bogstav.

Hvad der kan undre besøgende og fastboende udlændinge er, at denne form for avanceret kadaverdisciplin har nydt massiv folkelig opbakning i så mange år. Men valget 7. maj viste tegn til, at et langsomt skred er sat i gang. PAP fik lidt over 60 procent af stemmerne; en mærkbar tilbagegang fra de 66,6 procent i 2006 og endnu mere markant i forhold til valgresultatet i 2001, hvor PAP hentede hele 75,3 procent.

Singapores brug af det britiske valgsystem betyder, at selv med 60 procent af stemmerne er der kun 7 procent af parlamentets pladser, der ikke tilhører regeringspartiet.

Alligevel er der nu to ud af fem vælgere i Singapore, der er ved at være trætte af et halvt århundredes politisk aristokrati. Ikke at der er tale om en træthed, der vil bringe et magtskifte tættere på om et par valgperioder.

Det interessante er, at den politiske elite åbent begynder at tale om, at den vil tage kritikerne mere alvorligt i stedet for som tidligere at chikanere dem bl. a. via manipulerede retssager.

Premierministeren Lee Hsien Loong, søn af førnævnte Lee Kuan Yew, antyder tilmed, at regeringen vil agere med større »ydmyghed«. Den yngre Lee har såmænd offentligt undskyldt nogle af regeringens mindre populære tiltag – noget, der ville have været utænkeligt for et årti siden.

HER ER VI tilbage ved den voksende betydning af de sociale medier. Valget her i maj var det første, hvor oppositionspartier havde tilladelse til at bruge netbaserede medieplatforme til at transmittere de valgmøder, der tidligere blev totalt fortiet af de statskontrollerede radio-og tv-stationer. Onlinedebatfora har demonstreret utilfredshed med f. eks. de voksende boligudgifter og den stigende tilstrømning af gæstearbejdere og indvandrere.

Meritokrati eller ej, erfaringerne fra Singapores politiske system er ikke så lidt af en udfordring for et Europa og et USA, hvor rablende populistiske bevægelser sender voldsomme rystelser gennem etablerede partier. Tror vi måske, at den vesteuropæiske parlamentarisme er den mest langtidsholdbare demokratimodel?

(klumme i Politiken 20.05.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Kampen mod bin Ladens aflæggere

Udgivet den 21. maj 2011 af flemmingytzen

Terrornetværket Jeemaah Islamiyah har plaget Sydøstasien i årtier

NAVNET Abbottabad er nu skrevet ind i verdenshistorien, så her følger en beretning og et tilbageblik, der føjer detaljer til billedet af en halv snes års amerikansk jagt på terrorister i Pakistan og i Sydøstasien.

Siden amerikanske elitesoldater gjorde kort proces med Osama bin Laden i den lokalitet, der også huser et pakistansk militærakademi, har medlemmer af Pakistans regering og parlament haft travlt med at lægge luft til beskyldningerne om, at landet er et regulært tilholdssted for denne verdens værste terrorister.

Kun en måned inden angrebet mod bin Laden og hans nærmeste i den luksuriøse villa i Abbottabad kom det frem, at pakistanske efterretningsfolk havde arresteret den mand, som Indonesiens efterretningstjeneste har jaget i ni år: Umar Patek, der er mistænkt for at være en af hovedmændene bag bombeattentatet mod et diskotek på ferieøen Bali 12. oktober 2002, hvor 202 blev dræbt, fortrinsvis turister, heraf tre danske kvinder.

Bomben på Bali og en stribe efterfølgende terrorangreb mod bl. a. et luksushotel i Jakarta i 2003 og den australske ambassade sammesteds i 2004 blev påmindelser om, at islamistiske terrornetværk havde trukket en frontlinje op også i Sydøstasien, først og fremmest i klodens folkerigeste muslimske nation Indonesien.

ORGANISATIONEN Jeemaah Islamiyah har en regional historie i Sydøstasien, der er meget ældre end den, al-Qaeda har haft i den arabiske verden. Grundlæggeren hedder Abu Bakar Bashir. 14. februar i år indledte en domstol i den indonesiske hovedstad, Jakarta, en retssag mod denne 72-årige islamistiske prædikant og organisator for at have deltaget i mordplaner mod landets præsident, Susilo Bambang Yudhoyono. Et sikkerhedsopbud på godt 1.500 politifolk og specialtrænede soldater bevogtede den retsbygning, hvor afhøringerne blev indledt i sagen mod manden, som lokalt har fået tilnavnet ‘ teflonterroristen’. To gange tidligere har han været i centrum i terrorsager, begge gange gik han fri.

Bashir blev arresteret i august i fjor i Sumatras nordligste provins, Aceh, der i årtier var slagmark for et lokalt oprør mod centralregeringen i Jakarta, indtil et finsk mæglingsinitiativ fik parterne til at slutte fred i 2005. Petrus Golose, der er chef for Indonesiens Anti-Terror Agentur, var ikke i tvivl: »Abu Bakar Bashir er terroristernes leder«.

SAMARBEJDET mellem al-Qaeda, Jeemaah Islamiyah og andre regionale terrornetværk i det sydlige Filippinerne, det muslimskdominerede Malaysia og østaten Singapore har været kendt, siden singaporeansk politi i december 2001 arresterede en gruppe sabotører, som havde planlagt attentater mod ambassadebygninger og virksomheder i den lille østat. Kortet over de udpegede terrormål i Singapore var blevet fundet hos et al-Qaeda-medlem, som amerikanske soldater havde taget til fange i Afghanistan få uger tidligere.

Bashir er inspireret af en bevægelse ved navn Darul Islam, der i 1950′ erne kæmpede for oprettelse af en islamisk stat med centrum på Java. I 1978 grundlagde han en islamisk milits, Komando Jihad, og blev anholdt.

Fire års fængsel fulgte, og efterfølgende sagsanlæg fik Bashir til at flygte til Malaysia, hvor han levede i eksil i 14 år. Det var i Malaysia, at Bashir samlede et stort antal tilhængere fra hele Sydøstasien om et idegrundlag, der omkring 1985 definerede fundamentet for etableringen af en islamisk stat i Sydøstasien.

En af disse tilhængere blev siden kendt som ‘ Hambali’. Denne 47-årige indonesers fødenavn er Encep Nurjaman, men som voksen blev han kendt som Riduan Isamudin. Han er i dag en af de tilbageblevne indsatte på den amerikanske flådebase i Guantánamo, Cuba. CIA-kilder har kaldt Hambali for en »sydøstasiatisk Osama bin Laden«.

Hambali alias Nurjaman alias Isamudin tog i 1980′ erne via Pakistan til Afghanistan og tilsluttede sig islamisternes hellige krig mod de sovjetrussiske besættere. I de afghanske bjerge traf Hambali den mand, der kom til at ændre hans livsbane for evigt: Osama bin Laden.

Da den unge indoneser flere år senere vendte hjem til sit fædreland, talte han på massemøder til tusinder af unge muslimer om den profetiske skikkelse Osama bin Laden, der viste vejen for et fremtidigt Indonesien.

Jakartas hemmelige politi lyttede med. Efter 11.9.2001 gik Hambali under jorden, og efter et par års intens politijagt blev han arresteret i Thailand i 2003.

Umar Patek, Riduan Isamudin og Abu Bakar Bashir er de levende beviser på, at de transnationale terrornetværk er andet og mere end kriminelle bandeledere. Det er perspektivløst at mene, at disse folk er Al Capone-typer i pilgrimskjortler. Krigen mod disse islamister føres hver eneste dag, også i retssale.

(klumme i Politiken 14.5.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Den koreanske rollemodel

Udgivet den 14. maj 2011 af flemmingytzen

‘Jutlandia’ må være kodeordet for nutidens danske internationalisme.

SANGEREN Kim Larsen har hjulpet yngre danskere til en forståelse af, hvordan vi for seks årtier siden gjorde en forskel i et fjernt hjørne af verden, hvor en krig rasede, og tusinder blev dræbt og såret.

Hospitalsskibet ‘ Jutlandia’ påbegyndte sin tjeneste i den sydkoreanske havneby Pusan 10. marts 1951, et par hundrede kilometer fra fronten, hvor amerikanske og internationale styrker under FN-flag kæmpede mod nordkoreanske invasionshære. Sydkoreas historieskrivning giver god plads til den enestående danske indsats: Koreanernes minder om ‘ Jutlandia’ er stærkt prægede af, at fartøjet var det eneste hospitalsskib under krigen, der også behandlede civile koreanere.

I sommeren 1953 blev der indgået våbenhvile og delingen af Korea cementeret. ‘ Jutlandia’ ankom til en heltemodtagelse i København 16. oktober 1953 efter 999 dages FNtjeneste.

I alt behandledes under tjenesten i Korea 4.981 sårede, allierede soldater fra 24 forskellige nationer samt flere end 6.000 civile koreanere ( tallet er usikkert: Det kan være op til tre gange så mange, forklarer en anonym krønikeskriver til den danske udgave af Wikipedia).

En dansk humanitær indsats gjorde en markant forskel i et fjernt hjørne af verden og i en tid, hvor danskerne havde rigeligt med bekymringer over problemer, der lå tættere på. Har erfaringen med ‘ Jutlandia’ så betydning i dag?

DET OFFICIELLE Sydkorea er ikke i tvivl. Gennem seks årtiers historieskrivning er Danmark i koreanernes bevidsthed blevet til ikke bare ‘ Jutlandia’, men også Dalgas, Grundtvig, Lego og miljøhensyn. Vi er i den koreanske optik intet mindre end en rollemodel i den europæiske familie.

Når den sydkoreanske præsident, Lee Myung-bak, i den kommende uge gæster Danmark, løftes det nære venskab op på et højere niveau: Der etableres et strategisk partnerskab. Det sker med lanceringen af en danskkoreansk vækstalliance med intensive satsninger på grøn vækst og grøn teknologi. Lad være, at f. eks. Bjørn Lomborg og hans blå, skatteyderbetalte lejesvende næppe kan se perspektiverne i en sådan alliance, men erhvervslivet er ikke i tvivl.

Sydkorea er ved at udvikle en meget stærk grøn profil. Det sker pga. præsident Lees såkaldte Low Carbon Green Growth-strategi, der har som mål at nedbringe udledningen af drivhusgasser med 30 procent inden 2020 og samtidig fastholde landets økonomiske vækst på 5 til 7 procent. Sidste efterår var Seoul vært for et G20-topmøde, hvilket var første gang for et land uden for de gamle G8-stater. Målt i velstand er koreanerne nu lige ved at bide os i haserne, og vi kan se frem til at blive overhalet i løbet af mindre end fem år.

DA ‘ JUTLANDIA’ havde overstået sin mission, lå et krigsødelagt Sydkorea tilbage med millioner af hjemløse i fortsat frygt for fortsat kommunistisk aggression nordfra. Levestandarden var som i Sudan.

Kun ti år efter våbenstilstanden var nationalproduktet løftet op til et niveau svarende til Ghanas, 230 dollar per indbygger ( selv om vi hen over et halvt århundrede har druknet ghaneserne i udviklingsbistand, har vilkårene dér ikke ændret sig nævneværdigt, og det er da heller ikke blevet bedre i Sudan. Mon det kun skyldes klimaet?).

Børnebørnene efter den generation, der husker krigserfaringerne og ‘ Jutlandia’, vokser i dag op i et land, der er blandt verdens førende inden for uddannelse, fladskærme, mobiltelefoner, skibsbyggeri og biler. Med en gennemsnitlig årlig vækst på 9 procent er Sydkoreas nationalprodukt nu på højde med Italiens og New Zealands. Så sent som i 1970′ erne var landet modtager af dansk udviklingsbistand, sidste år blev landet medlem af donorernes klub i OECD.

Hvordan har det kunnet lade sig gøre? Uddannelse, uddannelse og uddannelse, men er det bare pisken, der er blevet brugt i klasseværelserne? Vi undgår ikke den værdibestemte, civilisatoriske forklaring, om end den i både rød og blå blok ( og ikke mindst i det hjemlige humanitært-industrielle kompleks) er dybt kontroversiel: Den østasiatiske dreng eller piges fundamentale æresbegreb er kungfutsiansk: Du ærer kun dine forældre ved at vise din flid, dygtighed, evne og vilje til at forberede din og andres fremtid til noget bedre end det, de kom fra.

Ingen imamer, ingen fundamentalisme, intet klanvælde. Kun pragmatisme og et forunderligt miks af Buddha, Kungfutse og Kristus, og en sund kritisk venskabelighed over den generøse amerikanske protektor, der gjorde hele udviklingsmiraklet muligt.

Vore hjemlige udenrigspolitikere har brug for at blive mindet om ‘ Jutlandia’-erfaringen, inden vi næste gang bliver lokket ud i en forløjet aggressionskrig af en statsminister, der siden blev belønnet med posten som generalsekretær i Nato, og inden vi sender flere bomber ned over et dysfunktionelt nordafrikansk klanvælde uden at vide, hvem og hvad vi rammer.

Hvorfor er der ikke et dansk hospitalsskib, der snart ankrer op ud for Benghazi?.

(Politiken 7.5.2011)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar