Sri Lankas tamiler presses stadig

Udgivet den 28. januar 2018 af flemmingytzen

Borgerkrigen er for længst ovre, men for det tamilske mindretal er der ingen social og økonomisk fredsdividende.

Netop som vi har passeret 25-året for kulminationen på tamilsagen, den største politisk-administrative skandale i nyere politisk danmarkshistorie, kan det være på sin plads at spørge, hvordan det er gået den befolkningsgruppe, der lagde navn til den kontroversielle sag, altså tamilerne?

Den 27 år lange borgerkrig sluttede i foråret 2009, og Sri Lanka har fået fredelige, civile og i hvert fald på overfladen demokratiske tilstande. Østaten med den ideelle beliggenhed mellem Syd- og Østasien fremstår i mange besøgendes opfattelse som et ferieparadis med forudsætninger, der ville kunne give dets 22 millioner indbyggere bedre livsvilkår, end de har fået hidtil.

Realiteterne lever bare ikke helt op til de ideelle forestillinger. Sri Lanka er halvanden gange Danmark i størrelse og er fra naturens hånd overmåde begunstiget med dyrkningsmuligheder overalt og en infrastruktur, der er godt på vej til at skabe en af verdensdelens store turistmagneter. En stor del af befolkningen taler engelsk. Men de pittoreske teplantager, frugtboderne i landsbyerne og fiskerbådene langs kysterne overskygger, at en egentlig industrialisering ikke for alvor er kommet i gang. Sri Lanka har ikke udsigt til at blive et nyt Singapore.

ØNATIONEN huskes også som et af ofrene for den tsunami, der ramte verdensdelen 2. juledag 2004 og kostede flere end en kvart million livet. Dødstallet alene i Sri Lanka blev opgjort til 38.000. Takket være en hurtig og effektiv hjælpeindsats kunne øens ødelagte kystområder hurtigt genopbygges, og i dag er de ramte områder markeret af monumenter til minde om de mange dødsofre – lokale som udlændinge – placeret langs en velfungerende infrastruktur.

Men der er politiske mislyde på tropeøen, og de høres ikke mindst blandt de overvejende hinduistiske tamiler, der stadig mærker et pres fra det singalesiske befolkningsflertal, der er buddhister.

Borgerkrigen kostede mellem 80.000 og 100.000 livet, hvoraf de 40.000 blev dræbt eller forsvandt i de sidste måneder af konflikten.

Den daværende regering under den hårdhændede præsident Rajapraksa var vrangvillig, når omverdenen krævede forklaringer på de mange beretninger om massakrer, tortur, fængslinger uden rettergang og forsvindinger. Længe efter at våbnene tav, var Sri Lanka et samfund med mange blodspor og lange skygger fra et kvart århundredes etniske stridigheder.

EFTER ET overraskende regeringsskifte i 2015, der bragte den liberale Maithripala Sirisena til magten, blev der skabt håb om reelle forsoningstiltag. Valghandlingen havde vist, at de 15 procent af øens befolkning, som er de overvejende hinduistiske tamiler, støttede ham. Det samme gjorde flertallet af de 10 procent muslimer i landet, som har tamilsk som hovedsprog.

I fjor stillede regeringen en række forslag i udsigt med den erklærede hensigt at skabe retfærdighed for mange af borgerkrigens ofre. Et kontor, der skal indsamle data om forsvundne personer under de mange krigshandlinger og såkaldte antiterroraktioner så dagens lys sidste efterår.

Men en ny lovpakke, der handler om politiets og militærets beføjelser under forfølgelsen af formodede terrorister, er stødt på kritik. Både i sikkerhedsstyrkerne og i store dele af embedsværket sidder der folk i nøglepositioner, som spillede afgørende roller under nedkæmpelsen af terrorbevægelsen De Tamilske Tigre. De har ingen interesse i noget, der bare ligner et retsopgør, og ønsker heller ikke at indføre juridiske reformer, der ligger nærmere de retstilstande, der kendes fra Europa, erkender landets udenrigsminister Mangala Samaraweera.

Økonomisk og socialt er der kun sket få forandringer siden borgerkrigens afslutning for små ni år siden. I den nordlige og østlige del af landet, hvor tamilerne er i flertal, er fattigdommen lige så udbredt, som da det væbnede oprør blev indledt i 1983. Tusinder af familier er her afhængige af de pengestrømme, der sendes fra slægtninge, der flygtede til Europa, Australien og USA.

Jaffna, der er hovedbyen i det nordlige Sri Lanka, og som domineres af tamiler, har ingen internationale flyruter, ikke engang til Chennai, delstatshovedstaden i indiske Tamil Nadu. Den lokale lufthavn ledes af landets luftvåben. Et lyspunkt er vejbyggeriet, men landbruget og fiskeriet er nærmest gået i stå og leverer lige akkurat tilstrækkeligt til at holde sulten fra døren. Politistyrken i Jaffna tæller ca. 530 mand og skal betjene en region med omkring 100.000 indbyggere. Kun 43 af betjentene er tamiler. Problemet her er regeringens rekrutteringspolitik, der favoriserer det buddhistiske befolkningsflertal.

Kritikken mod landets regering for ikke at fremme en mere acceptabel retstilstand har været et tilbagevendende tema i bl.a. FN’s Menneskeretsråd, men uden at det har fået nævneværdige konsekvenser. Som det ofte ses i lande, der skal løfte sig ud af en borgerkrigs ruiner, også de mentale, forbliver mange af de ansvarlige for krigshandlinger ved deres magtpositioner. Den nuværende præsident Sirisena, der ofte bruger forsoningens retorik, var fungerende forsvarsminister under den sidste og afgørende militære offensiv mod De Tamilske Tigre i maj 2009, så hvilken interesse har han i en sandheds- og forsoningskommission?, spørger kritikerne.

EN AF DE internationale røster, der i kommentarer og analyser nægter at indstille kritikken mod den srilankanske regering, er den amerikanske advokat Kate Cronin-Furman, der forsker ved Stanford Universitet og har menneskeretssager som speciale.

Hun mener, at den daværende præsident har gode chancer for at vende tilbage til magten, sandsynligvis som medlem af en kommende koalitionsregering. Han vandt et parlamentsvalg i 2015, og hans parti står stærkt i målingerne forud for de landsdækkende lokalvalg i næste måned: »For krigens mange ofre er den politiske dynamik et åbent sår, der fortsætter med at smerte«, konstaterer Kate Cronin-Furman.

For besøgende forekommer atmosfæren på den naturskønne ø ubekymret. I Colombo og øens større byer ses buddhister, muslimer og hinduer leve og arbejde side om side. Sammenlignet med f.eks. Myanmar er der forbløffende få uniformerede politifolk og soldater i gaderne. Fattigdom og ulighed er ikke så synlig som hos naboen i nord, Indien.

Ej heller har Sri Lanka tilstande som i Pakistan. Landet har tilsyneladende kun venner. Hverken Indien, Kina, USA elle EU ønsker at genere øen med den formidable og misundelsesværdige placering på verdenskortet. Men ude i de tamilsk dominerede områder er der tavst.

(klumme i Politiken 28. januar 2018)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydasien | Skriv en kommentar

Koreansk OL bliver en svær test

Udgivet den 25. januar 2018 af flemmingytzen
Forsoningstiltag er velkomne, men Sydkorea har brug for at tænke nyt.

NEGLEBIDERIET har længe været i gang hos de sydkoreanske værtsorganisationer forud for afholdelsen af de olympiske vinterlege i næste måned. At et skøjteløberpar fra rivalen Nordkorea deltager i konkurrencerne, er den positive faktor.

Langt mere besværligt er det, at parret bliver ledsaget af helt op til 500 nordkoreanere, der er med som logistikfolk, personale, musikere og heppekor.

De sikkerhedsmæssige udfordringer er selvindlysende. Får gæsterne fra nord mulighed for personlig kontakt med ‘ landsmændene’ i syd, er der risiko for afhopninger, og hvordan vil det nordkoreanske klanregime udnytte den store sportsbegivenhed propagandamæssigt? Er Sydkorea blevet gidsel i et større spil, der handler om at give Kim-klanen større international legitimitet? Afhopninger er usandsynlige, for den nordkoreaner, der forsøger det, ved, at hans slægtninge straffes i flere generationer fremover for en sådan ulydighedshandling.

Straf betyder i denne sammenhæng mangeårig forvisning til arbejdslejr.

Men de hjemvendende nordkoreanere vil i private samtaler kunne berette, at Sydkorea både har frihed og velstand, som er fatamorganaer i nord.

De to rivaler har ikke kun en blodig og konfliktfyldt historie udkæmpet på slagmarkerne at se tilbage på. Sportsligt har der udfoldet sig et interessant samkvem hen over årene. I perioden fra 1998 og en halv snes år frem var der fremdrift for Sydkoreas såkaldte solskinspolitik, hvor parterne forsøgte sig med dialog, turisme og økonomisk samkvem. Det medførte, at ved sommerlegene i 2000 og 2004 kunne de to landes deltagerhold marchere ind sammen i en symbolsk gestus, men konkurrerede som separate hold.

I år er der udsigt til en gentagelse af symbolikken ved indmarchen, men yderligere er der enighed om et fælles ishockeyhold, hvilket er nyt.

NORDKOREA kom med i den olympiske familie fra 1964, men landets deltagelse har siden været svingende. Første deltagelse i sommerlege var i 1972 i München.

Siden har landet været med i de fleste OLkonkurrencer, om end med to markante undtagelser: den sovjetiskledede boykot af sommerlegene i Los Angeles i 1984 og de efterfølgende sommerlege i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, i 1988.

Spørgsmålet, der rejser sig i år, er selvfølgelig, om afholdelse af et OL kan fremme diplomatiske og mellemfolkelige gennembrud på den delte halvø. Her tegner den olympiske historie igen et broget billede.

Nordkorea har i dag international status som paria, der kan minde om det apartheidstyrede Sydafrika i sin tid. Sydafrika blev udelukket fra OL-familien efter sommerlegene i Rom 1960 og returnerede først i Barcelona i 1992.

At den kolde krig var på sit højeste i disse år, hindrede ikke et fælles tysk hold i perioden 1956-64, længe før begge tyske stater fik fuldt FN-medlemskab og på et tidspunkt, hvor de fleste var ved at indstille sig på en permanent tysk deling. I sportens verden tog tyskerne forskud på nationens politiske fremtid.

Kina nåede en beskeden deltagelse i Helsinki 1952, isolerede sig derefter og vendte først tilbage til OL-familien ved vinterlegene i 1980.

Striden mellem Folkerepublikken Kina og Republikken Kina, dvs. Taiwan, betød, at sidstnævnte fra 1984 blev OL-deltager for første gang under navnet Chinese Taipei, og dette banner har begge parter og OL-organisationerne naturligvis levet fint med siden.

ANDERLEDES svært bliver det i Korea. Ingen i Sydkorea betvivler, at den nordkoreanske tilstedeværelse ved vinterlegene giver vind i sejlene for den kraftfulde koreanske nationalfølelse på begge sider af delingslinjen langs den 38. breddegrad.

Bag den store festivitas lurer usikkerheden om den delte halvøs politiske fremtid, herunder det internationale pres på klanstyret i Nordkorea for at afmontere landets bestræbelser på at opnå anerkendelse som atombevæbnet stat.

I 1945 hed det sig, at koreanerne skulle bestemme over egen skæbne. Men sovjetkommunismen og diktatoren Kim Ilsung kom på tværs; der blev udkæmpet krig 1950-53, og den er i teknisk forstand uafsluttet. Korea er delt mellem 50 millioner frie og velstående borgere og 25 millioner ‘ landsmænd’ taget som gidsler af et surrealistisk og hypermilitariseret klanstyre. Det skifter ikke karakter, fordi det sender nogle hundrede udvalgte til OL syd for den 38. breddegrad.

Men efter mange måneder med atomtrusler bakket op af svulstig retorik sukker ikke mindst sydkoreanerne efter mildere vinde på halvøen. Håbet lever, men uforudsigeligheden råder.

(klumme i Politiken 25. januar 2018)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Sri Lanka har fået fred, men har også fået Kina

Udgivet den 15. januar 2018 af flemmingytzen

Rå kinesisk kapitalmagt i Sydasien

I BEGYNDELSEN af næste måned markerer Sri Lanka sin 70-års dag som uafhængig nation. I landets første årtier var det tilknyttet Storbritannien som dominion, og i 1972 blev det en republik, hvilket blev markeret af et navneskifte fra Ceylon til Sri Lanka.

Fejringen bliver ikke uden mislyde, især hvis den tidligere koloniherre Storbritannien benytter anledningen til at signalere, at den strategisk beliggende østat, der ligger tæt på en af klodens vigtigste ruter for skibstransport, er kommet på forkert kurs i global magtpolitik. Paradokset er, at i takt med at vestlige investorer og donorlande har gjort en retræte fra den attraktive ø, er det srilankanske samfund blevet et fredeligere sted, om end med en større afhængighed af rå kinesisk kapitalmagt.

Et kvart århundredes blodsudgydelser med tusinder af civile ofre og omfattende terroraktiviteter kom til en hurtig afslutning i foråret 2009, da den srilankanske regeringshær satte ind med en velkoordineret offensiv og nedkæmpede, hvad der var tilbage af oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre.

I relativ ubemærkethed havde Kina tilbudt regeringen i Colombo omfattende militær bistand, inklusive jagerbombere, for at kunne gennemtvinge en afslutning på borgerkrigen. 19. maj 2009 var 27 års blodig borgerkrig med sammenlagt 80.000 dødsofre, afsluttet. Ud over den srilankanske regering var konfliktens store vinder Kina, der havde brugt sit veto i FN’s Sikkerhedsråd til at hindre kritik af den srilankanske regering.

EFTER flere århundreder under vestlig dominans og i nyere tid, som modtager af bistand fra USA og flere af supermagtens europæiske allierede, blev Sri Lanka på kort tid suget ind i den hastigt ekspanderende kinesiske interessesfære. I dag dominerer kinesiske investeringer overalt på øen –først og fremmest i den tunge infrastruktur: motorvejen fra lufthavnen til Colombo er bygget af kineserne, hovedstadens nye havn og det tilhørende finanscenter med kontorpaladser og luksusboliger bliver det ligeså. Et telekommunikationstårn til 104 millioner dollars er også et kinesisk projekt. Kinesiske lån til infastrukturprojekter anslås at udgøre 10 procent af Sri Lankas nationalprodukt.

Kinas økonomiske tilstedeværelse er særdeles synlig på den korte vandretur fra Colombos lille forretningsdistrikt ud til det legendariske hotel Galle Face, bygget af britiske forretningsfolk i 1864 og først renoveret færdig for et par år siden. Der er udsigt til travle kraner, der også er virksomme i natligt projektørlys. Colombo Port City Project er navnet på dette projekt, der er ved at skabe en af de største havne i Sydasien.

Skiltningen fortæller, at byggeriet ledes af CCCC, der står for China Communications Construction Company og dets datterselskab China Harbour Engineering Company, CHEC. Indtil i fjor var dette konglomerat sortlistet af Verdensbanken efter kritik for korruption i forbindelse med et tilsvarende projekt i Filippinerne. Det betyder, at vestlige selskaber har afholdt sig fra at byde ind, og at banen derfor er helt åben for kinesiske selskaber.

Et andet stort havnebyggeri i Hambantota på Sri Lankas sydkyst blev for et år siden solgt til China Merchant Port Holdings med en forklaring fra regeringen om, at regeringen i Colombo dermed lettede den gældsbyrde på tre fjerdedele af nationalproduktet, som landets nuværende regering ser det som sin opgave at få nedbragt.

Begge havne er led i den såkaldte ’perlerække’, der skal forbinde et kinesisk ledet transportsystem til havs, der går fra faciliteter i Myanmar, Bangladesh via Sri Lanka til Pakistan og dermed videre ind i Mellemøsten. Nyheden om, at Kinas næste oversøiske flådebase vil blive bygget i den pakistanske havneby Gwadar, bekræfter ambitionerne. Kinas samlede infrastrukturinvesteringer i Pakistan er af Wall Street Journal opgjort til 46 milliarder dollars.

De kinesiske satsninger i Colombo har vakt bekymring her i Colombo, hvor den nuværende liberale præsident, Maithripala Sirisena, har forsøgt sig med en tilnærmelse til Indien for at rebalancere den voksende afhængighed af Beijing. Men der er et stykke vej endnu. Det er den tidligere præsident Rajapaksas regeringsførelse, der kaster lange skygger. Han udnævnte sine tre brødre til at lede regeringens tungeste ministerier, mens han selv tog sig af finans, forsvar og infrastruktur.

I realiteten blev Sri Lanka i hans regeringstid drevet som en familieforretning, eftersom brødrene kontrollerede tre fjerdedele af det srilankanske statsbudget. Familien sagde ja til at lade kineserne bygge både de to havne, men også en ny lufthavn nær Hambantota. Den betjener i dag kun omkring en håndfuld flyvninger dagligt.

Sri Lanka har fået fred, men har også fået Kina. Pax Sinica er ankommet.

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

Samuelsens småluskede medløberi

Udgivet den 11. januar 2018 af flemmingytzen

Dansk udenrigs- og udviklingspolitik har nået et historisk lavpunkt.

Kort efter sin tiltrædelse som udenrigsminister forklarede Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, at han betragtede sig selv som den »måske fagligt mest kompetente« i udenrigsministerstolen. Det skete med følgende ord:

»Mit cv består blandt andet af tre bøger om europæisk og international politik. Jeg har siddet i Europa-Parlamentet. Jeg har startet et parti fra bunden. På det formelle niveau tror jeg ikke, at Uffe, Holger K., Mogens Lykketoft, Per Stig eller Niels Helveg har beskæftiget sig så meget med international politik, som jeg har, da de satte sig i stolen«.

På og uden for Christiansborg var reaktionerne en blanding af rå latter, klasken på lårene og hovedrysten. Ikke mindst hos de herrer Ellemann-Jensen, Lykketoft og nu afdøde Helveg Petersen, der alle tre lod sig udsætte for lidt af hvert i deres embedsperioder. Men ingen er i tvivl om, at der om disse tre står respekt for deres flid, engagement og indsigt.

NUTIDENS selverklærede liberale udenrigsminister har derimod placeret sig i en helt anden kategori, tilmed den mest ubehagelige af slagsen.

Hans beslutning om at skære i midlerne til udvikling af civilsamfundsorganisationer i Palæstina og Israel er ikke kun regulære spark i maven på de mange idealister og aktivister, der virker for at skabe tålelige tilstande for indbyggerne i ’verdens største åbne fængsel’, som de palæstinensiske selvstyreområder er blevet kaldt. Anders Samuelsens håndtering er også udtryk for et politisk medløberi og intellektuelt forræderi, som bortvisker en af de få oaser i dansk udviklingspolitik.

Når den israelske informationsminister, Gilad Erdan, efter den vellykkede armvridning af udenrigsministeren opfordrer resten af Europa til »at handle med samme moralske ansvarlighed som Danmark«, er vi ude i en absurd form for orwellsk nysprog, der ikke lader diktaturstater noget efter.

En enkelt af de 24 organisationer, der havde modtaget støtte fra bl.a. Danmark, havde opkaldt et kvindecenter efter en palæstinensisk terrorist, hvilket Samuelsen benyttede som undskyldning for at tilbageholde danske støttemidler til samtlige. Aftalebrud og kollektiv afstraffelse kalder professor ved SDU Martin Beck den metode.

Karakteristisk for Løkke-regeringens gældende spinkultur blev nyheden listet ud i en pressemeddelelse kort før jul, da nationen var optaget af andre gøremål: Det er usselt smålusket medløberi, der gør udenrigsministeren til bybud for en brutal besættelsesmagt, og som er direkte i strid med den udviklingsstrategi, regeringen indgik et bredt forlig om for nøjagtig et år siden.

Dengang blev Samuelsens udviklingsordfører, Carsten Bach, citeret for følgende: »For Liberal Alliance har det været vigtigt at sætte fokus på en større rolle til private aktører og civilsamfundsorganisationer«. Vi ved nu, at dette fokus er blevet dikteret fra Tel Aviv.

Nogen udmelding fra Venstres udviklingsminister, Ulla Tørnæs? Niks, kulsort tavshed.

DET, DER I DAG er tilbage af en selvstændig dansk udenrigspolitik, er presset på mere end én front. I regeringens parlamentariske grundlag hersker et uskønt heppekor af nationalkonservative, der ikke ser nævneværdige problemer i Putins vedholdende pres på Ukraine, de baltiske lande og europæiske kerneværdier over en bred front.

Den nye tids ’putinister’ i Dansk Folkeparti tæller også den israelske regeringschef Benjamin Netanyahus vigtigste forbundsfælle i Danmark, formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Søren Espersen, hvis europapolitik giver ham åndsfæller og allierede hos britiske ’brexiteers’ og blandt Trumps populistiske republikanere.

Tilbage i maj 2016 var der ellers lagt op til en skarpere fokusering i dansk udenrigspolitik, da en af ministeriets topdiplomater, Peter Taksøe-Jensen, fremlagde en stribe perspektivrige bud på en ny dansk international profil. Som tak for indsatsen er denne dygtige embedsmand nu sendt i en slags eksil i New Delhi i stedet for Bruxelles, som ville have været det oplagte.

En nedrivning er i gang. Ofrene er i første omgang civilsamfund i Palæstina og omegn. Men det stopper næppe her. Et bredt udviklingspolitisk forlig, der tog sig smukt ud for et år siden, er blevet skamskudt, og vi har fået kinesiske tilstande i Udenrigsministeriet. Indført af Samuelsen og Løkkes tro væbnere i dansk parlamentarisme: Liberal Alliance og Dansk Folkeparti

(klumme i Politiken 11. januar 2018)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Kim Jong-un spænder en snubletråd ud

Udgivet den 10. januar 2018 af flemmingytzen

Sydkoreas præsident er klemt mellem pres udefra og befolkningens forventninger.

Udsigten til, at Nordkorea vil deltage i de olympiske vinterlege i Sydkorea i næste måned, ligner umiddelbart et initiativ for afspænding på den stærkt militariserede halvø, for hvem vil ikke gerne se en stor international sportsbegivenhed blive brugt til et diplomatisk gennembrud?

Virkeligheden er dog anderledes rå, når man sætter det nordkoreanske klanstyres udspil under lup og studerer motiverne.

Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, er alvorligt i klemme mellem sin ambition om at afholde vellykkede vinterlege, at imødekomme befolkningens stærke forventninger, at skabe forbedrede relationer i forhold til ’broderfjenden’ i nord og samtidig kunne balancere i forholdet til sin hovedallierede, USA, og sin største økonomiske partner, Kina.

Alt, hvad der vedrører den nu 70 år lange konflikt mellem Syd- og Nordkorea, påvirkes i disse uger og måneder af, at Trump-administrationen utilsigtet har sat USA i bakgear i hele Øst- og Sydøstasien, mens Kinas indflydelse og magt vokser måned for måned.

Nok har USA opretholdt de sikkerhedspolitiske partnerskaber med allierede i Østasien, som har været gældende siden Koreakrigen 1950-53, men Kina har for længst overtaget den økonomiske førertrøje i regionen. I kombination med den nu tydeligt dysfunktionelle regeringsførelse under Donald Trump er porten slået op på vid gab for Kinas entré som regionens dominerende magt. Men der er stadig plads til uforudsigeligheden, ikke mindst på Den Koreanske Halvø.

Sat på en meget kort formel er den nordkoreanske diktator Kim Jong-uns udspil et forsøg på at drive en kile ind mellem USA og dets alliancepartner Sydkorea. Lykkes det, får Jong-uns mere end en propagandagevinst. For Sydkorea er bogstavelig talt i forreste linje i de internationale bestræbelser på at få Nordkorea til at acceptere kontrol med dets kernevåbenfaciliteter, men risikerer at skulle svække alliancen med USA for at imødekomme Kim Jong-uns krav.

At Sydkorea har accepteret ikke at afholde militærøvelser med USA op til og under de olympiske lege, er allerede præsident Moons første vigtig indrømmelse. Når de nordkoreanske diplomater om kort tid ankommer til Sydkorea, vil de utvivlsomt gentage diktatoren Kims betingelser for en mere varig afspænding: At Nordkorea anerkendes som atommagt, og at fremtidige forhandlinger om en mulig genforening af den delte halvø skal se på den præmis, at ’eksterne parter’ (USA og Kina) ikke kan stille betingelser for, hvorledes denne proces kan og skal gennemføres.

Præsident Moon er også klemt af Kina. Hans besøg i Beijing i sidste måned imødekom ikke Kinas krav om, at det amerikansk-finansierede missilforsvarssystem i Sydkorea skal fjernes trods forsikringer om, at det ikke vil blive rettet mod Kina. Præsident Xi Jinping har endnu ikke bekræftet, at han vil deltage ved åbningsceremonien i Pyeongchang i Sydkorea 9. februar, og Sydkoreas økonomi lider stadig under, at kinesiske turistfirmaer boykotter rejser til Seoul og indkøb i sydkoreansk ejede varehuse i Kina.

Den aktuelle tilstand mellem de to koreanske stater har ligheder med den såkaldte solskinspolitik under præsident Kim Dae-jung, der stod i spidsen for Sydkorea 1997-2002.

Han nåede så langt som til at gennemføre et forsoningsbesøg i Nordkorea i juli 2000 og blev samme år belønnet med Nobels Fredspris for initiativet. Siden viste det sig, at store sydkoreanske industrigiganter i hemmelighed havde betalt millionbeløb i bestikkelse til klanstyret i nord for at gennemføre historiens første nordkoreansk-sydkoreanske topmøde.

Solskinspolitikken blev nedtrappet af de efterfølgende regeringer for helt at blive afviklet af den konservative præsident Lee Myung-bak i 2007. I det mest optimistiske scenario kan et nord-sydkoreansk forsoningsinitiativ blive begyndelsen til en tilstand som den, der blev resultatet af tilnærmelsen mellem Øst- og Vesttyskland i begyndelsen af 1970’erne som et resultat af den daværende vesttyske forbundskansler Willy Brandts såkaldte østpolitik. Den gav datidens Østtyskland (DDR) diplomatisk anerkendelse blandt medlemmerne af Nato og ledte de kommunistiske ledere i DDR ind i den vildfarelse, at deres statsdannelse havde fået en slags livsforsikring både hos deres allierede i Warszawapagten og koldkrigsfjenderne i den vestlige forsvarsalliance.

Hele denne logik brød som bekendt sammen i 1989 med Berlinmurens fald. Nutidens Nordkorea er i en ganske anden situation. Kinas strategiske mål er ikke et genforenet Korea, som risikerer at bringe det amerikanske alliancesystem helt op på Kinas nordøstlige flanke, men i stedet et neutraliseret Korea, dvs. uden kernevåben og med Kina i en slags protektorrolle. Begge Korea-staters voksende økonomiske afhængighed af Kina trækker udviklingen i den retning.

Men Kim-klanens førstemand afgiver ikke kontrollen med atomknappen på sit arbejdsbord. Den er hans garanti for at undgå østtyske 1989-tilstande. Med et Washington under Donald Trumps ledelse er indrømmelser i atomspørgsmålet utænkelige: Det, der efterhånden er tilbage af en amerikansk politik i Østasien, handler alene om, at Nordkorea skal give efter for Trumps krav om afnuklearisering.

For snart 30 år siden var den sydkoreanske hovedstad, Seoul, vært for de olympiske sommerlege. Forventningerne op til legenes afholdelse i sensommeren 1988 blev en rambuk for en demokratisering af et Sydkorea, der dengang havde været under et langvarigt militært domineret styre.

En tilsvarende logik er ikke gældende her i 2018. For mens stort set alle andre lande i Asien er stater, der har et militær, er Nordkorea et militær, der har en stat.

(nyhedsanalyse i Politiken 10. januar 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Trump som Amerikas Formand Mao

Udgivet den 1. januar 2018 af flemmingytzen

En stormagt kan ikke i længden regeres med slogans.

I EN aviskronik publiceret på flere kontinenter for en måneds tid siden fornøjede den tidligere EU-kommissær Chris Patten sig med at introducere et nyt politisk begreb: ‘Donald Trump-tænkningen’.

Inspirationen til dette har Patten naturligvis hentet i Kinas Kommunistiske Partis kongres i oktober, hvor ‘ Xi Jinping-tænkningen’ blev skrevet ind i Folkerepublikkens forfatning og dermed gav rigets nuværende leder samme status som to afdøde giganter, Mao Zedong og Deng Xiaoping.

Chris Patten var den sidste britiske guvernør i Hongkong, som for 20 år siden blev tilbageleveret til Kina, så han kender riget i midten bedre end de fleste. Ifølge eksguvernørens udlægning består Xi Jinpings tænkning i at sammensmelte kinesisk nationalisme med central kontrol. Meget leninisme og kun beskedne doser marxisme.

Hvori består så Donald Trumps tænkning i USA’s udenrigspolitik? Dette tankeeksperiment kan man afprøve ved at gennemlæse et 55-siders dokument, der bærer overskriften ‘ USA’s nationale sikkerhedsstrategi’, og som kan downloades fra Det Hvide Hus’ hjemmeside.

DOKUMENTET har indlysende nok stor betydning for verdens nuværende og kommende indretning.

Beskrivelserne er de fleste steder ganske dækkende; men de kontroversielle og nogle steder paradoksale elementer i teksten træder frem, der hvor Trump og hans embedskorps først tegner USA’s målsætninger op og dernæst anviser midlerne til at nå dem.

Her er det, at nogle ligheder med Kinas formand Mao Zedong begynder at trænge sig på (formandstitlen blev afskaffet få år efter diktatorens død i 1976, men han har overlevet som ikon), uagtet at Kinas nuværende udviklingsmodel repræsenterer alt, hvad han frygtede og advarede imod.

Mao ville også ‘ gøre Kina stort igen’, men hvad han udrettede i sin økonomiske politik, fik Kina til at skrumpe både nationalt og på verdensscenen. Forsøgene på en forceret industrialisering i slutningen af 1950′ erne, kendt som ‘ det store spring fremad’, kostede ikke under 36 millioner dødsofre på fire år og lammede økonomien.

Som Mao forsøger Donald Trump at regere med slogans, i sidstnævntes tilfælde i form af tweets. Milliontallige fanskarer følger dem, som rettroende kristne følger de ti bud. Mere sofistikerede udlægninger af USA’s nationale målsætninger må overlades til embedsværket og hundredvis af diplomater og USA-analytikere verden over. Støn og suk.

TRUMPS strategiske papir er klart i mælet, når det gælder de mest presserende trusler mod USA: De udgår fra Nordkorea, Iran og jihadistiske grupperinger i Mellemøsten. Verden belæres også om, at Rusland og Kina ikke vil det bedste for USA, for der er her tale om aktører, der udfordrer grundlaget for amerikansk sikkerhed og velstand, hedder det. Årtiers forsøg på at moderere disse to stormagter gennem inklusion i internationale institutioner har overvejende været baseret på falske præmisser: Clinton, Bush og Obama gjorde alt for meget, der bidrog til at gøre Kina stor igen.

Alligevel lukker Trump op for fortsat samarbejde på tværs af forskelle i værdier, politiske systemer og interesser. Man fornemmer i teksten nogle overlevende koncepter fra Trumps rival i præsidentvalgkampen, Hillary Clinton, som tilbage i 2013 formulerede den såkaldte rebalancering i USA’s Asien-politik.

Nyt i denne regionale kontekst er betegnelsen ‘ Indo-Pacific’, der strækker sig fra Indiens vestkyst og hele vejen til Hawaii.

Her lægges der op til at lade Indien, Australien og Japan udgøre en sikkerhedspolitisk akse, der kan bremse Kinas udvidelse af sin interessesfære.

POSITIVT fortolket er der måske ved at indfinde sig en ny realisme i Donald Trumps tænkning. Hans udenrigstjeneste er stadig nødlidende (snesevis af ubesatte poster, personaleflugten er ikke stoppet), men han respekterer den nye virkelighed på kloden.

Trods alt taler vi om en mere håndterlig tilstand end den, verden befandt sig i, da Kinas demenssvækkede formand Mao betroede USA’s daværende topdiplomat Henry Kissinger følgende i 1972: »Jeg har ikke været i stand til at ændre ret meget i samfundet, kun i nogle områder tæt på Beijing«. Trumps Amerika har stadig mulighed for at korrigere verdens indretning, også i områder langt fra Washington. Men hvis strategidokumentet bliver ved de flotte ord på papiret og ikke følges af handling, risikerer USA at blive, hvad Mao kaldte USA dengang i 1960′ erne: en papirtiger.

(klumme i Politiken 1. januar 2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Nukleart kapløb i Østasien kan stadig afværges

Udgivet den 17. december 2017 af flemmingytzen

Sydkorea og Taiwan har haft atomvåbenprogrammer. De er uacceptable for både Kina og USA.

2017 vil gå over i historien som året, hvor Nordkorea for alvor etablerede sig som atommagt, eftersom alle nu tror på Pyongyangs trusler om, at regimets missiler kan nå det nordamerikanske kontinent. Så med den forvirring, der fortsat hersker om præsident Donald Trumps politik i Østasien, er der da nogen, der vil fortænke både Sydkorea og Japan i at udvikle egne kernevåbenprogrammer?

Her vil et kortere historisk tilbageblik være på sin plads. I begyndelsen af 1970’erne var Sydkorea nået langt med udviklingen af et civilt atomenergiprogram. Landets daværende præsident, der var kommet til magten ved et militærkup i 1961, beordrede sine videnskabsfolk til at tage de første skridt til at udvikle et egentligt atomvåbenprogram.

Planerne faldt ikke i god jord hos landets beskytter og hovedallierede USA, som i 1975 fik presset Sydkorea til at underskrive Ikke-Spredningsaftalen, kendt som NPT. I hemmelighed fortsatte atomprogrammet på det eksperimentelle niveau, tildels foranlediget af, at daværende præsident Jimmy Carter legede med tanken om en tilbagetrækning af de amerikanske tropper fra Sydkorea.

Med i billedet hører, at der frem til ophøret af den kolde krig var placeret amerikanske kernevåben på sydkoreansk jord. De blev fjernet i 1991 som et led i bestræbelserne på at overtale Nordkorea til at acceptere inspektion af det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA. Det virker surrealistisk i dag at minde om, at både Seoul og Pyongyang engang erklærede sig enige om at gøre den koreanske halvø fri for kernevåben.

DET sydkoreanske svar på den nordkoreanske missiltrussel har været opstillingen af et amerikansk antimissilsystem, som Beijing frygter også vil være rettet mod Kina.

Præsident Moon Jae-Ins besøg i Beijing i sidste uge handlede især om at forsikre kineserne om, at Sydkoreas radarsystem ikke har rækkevidde ind i kinesisk territorium. Moon fortalte Kinas leder Xi Jinping, at han har amerikanske garantier for, at kinesiske interesser ikke vil blive krænket. Disse garantier gælder nøjagtig, indtil krigens første skud er affyret.

Kinas udspil er, at Sydkorea og USA indstiller fælles militære øvelser som modydelse for et nordkoreansk stop for testaffyringer og prøvesprængninger, men det er stadig et åbent spørgsmål, om Kina kan presse Nordkorea til forhandlingsbordet.

MED i det historiske billede hører, at en anden af USA’s historiske allierede i Østasien, Taiwan, engang har været undervejs med planer om egne kernevåben, endda tidligere end det skete i Sydkorea.

Taiwans atomprogram kom op i omdrejning, efter at ærkerivalen Kina i 1964 havde foretaget sin første atomprøvesprængning. I dag ved historikerne nøjagtigt, på hvilket videnskabsinstitut det taiwanske atomforskningsprogram havde til huse fra 1967.

Også Taiwans hovedallierede USA var bekymret og sikrede sig, at udviklingen af atomreaktorer i Taiwan blev holdt inden for rammerne af de retningslinjer, der var udstukket af IAEA. Interessant i et historisk perspektiv er det, at ikke kun USA, men også Tyskland, Frankrig, Norge, Sydafrika og Israel nåede at bidrage med teknisk assistance, inden den taiwanske regering midlertidigt indstillede programmet i 1978.

BILLEDET ændrede sig i slutningen af 1980’erne, da en ledende taiwansk forsker i atomteknologi hoppede af til USA og gav sin viden videre til de amerikanske myndigheder. Enden på det hele blev, at regeringen i Taipei opgav sine planer om et selvstændigt atomvåben i 1988, netop som landet havde indledt en demokratisering efter næsten fire årtiers undtagelsestilstand.

Kinesiske kamp- og bombefly har for ganske nylig overfløjet luftrummet tæt på Taiwan, hvilket er yderligere en indikation på et markant højere spændingsniveau i regionen.

Så hvis USA ønsker at gøre en positiv forskel, er tiden kommet. At Donald Trumps udenrigsminister Rex Tillerson på det seneste er kommet med udtalelser, der mere end antyder, at han er parat til at rejse til Pyongyang når som helst, kan være tegn på, at Kinas pres på Nordkorea er begyndt at have en vis effekt. Dagsordenen bør være et våbenmoratorium på den koreanske halvø: Ingen testaffyringer og prøvesprængninger og ingen amerikansk-sydkoreanske militærøvelser. Alternative muligheder er ikke til at få øje på.

(klumme i Politiken 18. december 2017)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Supermagten er blevet en afmagt

Udgivet den 11. december 2017 af flemmingytzen

Scenariet for USA’s afvikling som global leder skal skrives om. Men Kina tager ikke over. Endnu.

ET FORUROLIGENDE mønster har indfundet sig på kommentarsiderne i de amerikanske kvalitetsaviser. Hos et voksende antal indflydelsesrige analytikere er der nu fodslag om en konklusion, som burde få advarselslamper i Washington og andre vestlige hovedstæder til at blinke: USA’s tid som verdens leder er ovre.

Præsident Donald Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad vil kun hælde mere brændstof på samme meningsmaskine og efterfølgende sætte sig markante spor i verdensoffentligheden.

Det budskab, der kommer ud af udstødningsrøret er, at USA trods sin uantastede status som klodens dominerende militærmagt har tabt beslutningskraften, når det handler om at vise globalt lederskab.

Al magtudøvelse handler om forventninger. På tværs af kontinenter og forskelle i politiske systemer har forventningerne til, hvad USA kan og vil udrette, nået et historisk lavpunkt. Et imperium går under, når dets tiltrækningskraft smuldrer. Det er tilstanden mellem Washington og resten af verden lige nu.

Det amerikanske århundrede er uigenkaldeligt forbi og varede nøjagtigt 100 år. Pladsen på toppen af verdenshierarkiet er tom, og der er ingen oplagte kandidater til at tage ovre. Ikke et Kina, der er dybt koncentreret om sin egen modernisering, og ikke et Europa, som vakler under rystelserne i sit eget fundament.

DEN VELANSKREVNE forfatter og tv-vært Fareed Zakaria skrev i en kommentar i Washington Post 12. oktober, at Trump-administrationen har besluttet sig for at bevæge sig ind i en helt anderledes æra: det 19. århundrede. Anledningen var, at præsidenten havde skrottet endnu et projekt fra forgængeren Barack Obamas tid, den såkaldte Clean Power Plan.

Trumps miljøchef, Scott Pruitt, blev citeret for, at »krigen mod kul var forbi«: Washington sender nu penge ind i industrier, der har været på retur siden 1950’erne. Naturgas er i fuld gang med at erstatte kullene, men der er kulminearbejdere, som Trump lovede at hjælpe i sin valgkamp, og nu kommer han dem til undsætning.

Zakaria noterer, at Kina nu investerer det dobbelte af USA i vedvarende energikilder. Der sælges dobbelt så mange elbiler i Kina som i USA. 3,5 millioner arbejdere er nu beskæftiget i Kinas grønne energisektor, det femdobbelte af tallet i USA.

Financial Times forklarede 15. marts i år sine læsere, at Kina i 2018 vil overhale både USA og Japan som den største ansøger til og bruger af det internationale patentrettighedssystem. I 2016 placerede to kinesiske telekommunikationsfirmaer, ZTE og Huawei, sig på første- og andenpladsen i ranglisten over virksomheders ansøgninger om globale patentansøgninger. Med amerikanske Qualcomm og japanske Mitsubishi Electric på tredje- og fjerdepladsen. Velkommen til en verden i forandring.

TÆNKETANKEN Center for American Progress bekræfter i en dugfrisk rapport tendenserne: Den konkluderer, at mens Trump trækker USA ud af verden, opnår Kina en række fordele, fordi de vestlige stormagter i overvældende grad distraheres af interne problemer. Rapporten citerer en nyhedsanalyse på BBC’s hjemmeside i oktober, der dækkede Donald Trumps besøg hos Xi Jinping i Kina og konkluderede med et spørgsmål: »Verdens to mest magtfulde mænd har holdt møde i Beijing. Men hvem af dem har nøjagtig hvilken plads?«.

Den britiske historiker Niall Ferguson, forfatter til en stribe bestsellers om klodens indretning i fortid og nutid, forudsagde i marts 2010, at USA som imperiemagt ville forsvinde hurtigt og voldsomt. Noget i stil med Sovjetunionen, hvis sammenbrud skete i løbet af seks år (Mikhail Gorbatjovs regeringsperiode 1985-91) eller afviklingen af det britiske imperium begyndende med Indiens selvstændighed i 1947 og bragt til ende med Suezkrisen i 1956, hvor Storbritannien opdagede, at landet var på fallitens rand.

Men USA er ikke ved at gå fallit, i hvert fald ikke i økonomisk forstand. Kollapset udfolder sig især i en udenrigstjeneste, der ikke har fungeret siden Trumps tiltrædelse i januar. En supermagt kan ikke holdes kørende med Twitter, men det er nøjagtig hvad Trump forsøger sig med.

Det bedste, vi kan håbe på, at der i de kommende år opbygges en pragmatisk uformel alliance mellem Washington, Bruxelles og Beijing om at undgå de værste katastrofer.

Men Trump har med Jerusalem-beslutningen sikret, at en af katastroferne vil vare lige så langt, som den menneskelige forestillingsevne rækker.

(klumme i Politiken 11. december 2017)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Hov, derovre eksploderer et missil

Udgivet den 7. december 2017 af flemmingytzen

En alternativ oplevelse for flypassagerer over Stillehavet minder os om Nordkoreas farlighed.

Besætning og passagerer om bord på Cathay Pacific CX893 undervejs fra San Francisco til Hongkong fik sig en anderledes oplevelse den sidste onsdag i november. Fra vinduerne kunne de observere den seneste nordkoreanske missilaffyring resultere i en eksplosion og missilets dele falde ned i Det Japanske Hav.

Missilet var interkontinentalt af typen Hwasong-15. Det nåede at tilbagelægge ca. 1.500 kilometer inden destruktionen, som skete ikke langt fra den nordlige japanske ø Hokkaido. En ledende sikkerhedsmedarbejder ved Cathay Pacific, der har base i Hongkong, er i et lækket dokument citeret for, at et andet af selskabets fly, CX096, der fløj med fragt fra Los Angeles til Hongkong, sandsynligvis har befundet sig endnu tættere på det nordkoreanske missil, end det var tilfældet med CX893.

En af Hongkongs politikere, Jeremy Tam, der har en fortidig karriere som pilot hos Cathay Pacific, citeres af lokale medier for, at stort set ingen civile passagerfly er udstyret med den type radarteknologi, som bruges af militærfly, og som er i stand til at spore trusler fra missiler.

NOGLE ubehagelige begivenheder melder sig i erindringen: Passagerflyet fra Malaysia Airlines, der 17. juli 2014 blev ramt af et jord til luft-missil affyret fra en lokalitet i det østlige Ukraine, hvor 298 ombordværende omkom. Helt tilbage i september 1983 blev et sydkoreansk passagerfly skudt ned af et sovjetisk kampfly nær Sakhalin i det østlige Sibirien. Piloten og hans kommandocentral tolkede flyets tilstedeværelse i sovjetisk luftrum som, at det var ude på en spionagemission med det formål at teste det sovjetiske luftovervågningssystem.

I disse dage viser radarskærmene i flere af regionens lande en tæthed af flyvninger i dette område, som sjældent er set tidligere. Sydkorea og USA indledte mandag de årlige luftmanøvrer kaldet Vigilant Ace, hvor flere end 230 kampfly deltager sammen med amerikanske soldater og øvrigt personale i et omfang på 12.000. Denne styrkedemonstration repræsenterer det mest avancerede, der eksisterer inden for moderne militærteknologi, og dermed en dramatisk kontrast til det forældede nordkoreanske udstyr, som delvist baserer sig på sovjetisk teknik fra den kolde krigs tid.

Nordkoreas konventionelle våben vil i fælde af et krigsudbrud blive lagt ned i løbet af ganske kort tid. Men regimets langtrækkende artilleri, der er opstillet tæt på delingslinjen langs den 38. breddegrad, kan nå at forårsage omfattende ødelæggelser og et voldsomt tab af menneskeliv i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, inden da.

Et af de mere presserende spørgsmål, som stilles af militæranalytikere, er om Kim Jong-uns regime med dets helt særegne totalitære hierarki kan kontrollere de kernevåben, som det har udviklet og opstillet. Missilsystemer med atomkapacitet kræver løbende vedligeholdelse især i den ledsagende infrastruktur. Fra den kolde krigs tid kendes adskillige eksempler på teknologiske sammenbrud i atomsystemer. Blandt de mere skræmmende er den såkaldte ’Damascus Incident’, der fandt sted 19. september 1980 i en missilsilo nær byen Damascus 80 kilometer nord for regeringsbyen Little Rock i delstaten Arkansas i USA. En brændstoflækage på et interkontinentalt missil af typen Titan-2 udløste en eksplosion, der affyrede missilets andet trin plus sprænghovedet, som landede kun 30 meter fra rampens adgangsport. Sikkerhedsmekanismerne fungerede og forhindrede udslip af radioaktivt materiale, men hele affyringsrampen blev ødelagt.

Det var tæt på, dengang! Og flere andre gange, som det er dokumenteret i bogen ’Command and Control’ af Eric Schlosser, udgivet i 2013. Schlosser dokumenterer 32 såkaldte ’broken arrows’ (amerikansk kodeord for ulykker med atomvåben involveret) i perioden 1950-80.

UTVIVLSOMT er der militæranalytikere, der har skrevet scenarier for, hvad der ville ske i tilfælde af et teknisk uheld på et nordkoreansk affyringssted.

Naturligvis vil en sådan hændelse ikke kunne holdes skjult for verdensoffentligheden, men Kim-styret og hans militær ville omgående rette anklager mod USA og Sydkorea, hvorved en næsten-krigstilstand hurtigt ville være en meget ubehagelig realitet. Vil verden i så fald kunne forvente, at diktatoren Kim handler rationelt?

Han ville først tænke i egen overlevelse, inden han vil begynde at lytte til omverdens opfordringer til kapitulation.

(klumme i Politiken 7.12.2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Beijing afgør rohingyaernes fremtid

Udgivet den 4. december 2017 af flemmingytzen

Vestlig indflydelse i Myanmar er reduceret til et minimum.

HVEM BLANDT verdens tungere beslutningstagere kunne for alvor tro på, at Hans Hellighed Pave Frans ville være i stand til at gøre en forskel i forsøgene på løse klodens for tiden alvorligste flygtningeproblem? Den katolske kirkes overhoved som mægler mellem et buddhistisk hybridstyre (halvt demokrati-halvt militærregime) og et skrøbeligt muslimsk demokrati?

Pavens fravalg af ord – at han ikke nævnte rohingyaerne direkte under sit besøg i Myanmar – var et tilstrækkeligt vidnesbyrd om fiaskoen. Men om ikke andet gør den 80-årige argentiner et positivt indtryk på tv-optagelser. Gad vide hvad der er blevet sagt i de ledende lag i Myanmars militære aristokrati, da Vatikanet forespurgte om muligheden af at lade Hans Hellighed komme på besøg? Vel sagtens noget i stil med, hvad den sovjetiske diktator Josef Stalin sagde til den franske politiker Pierre Laval under dennes besøg i Moskva i 1935: »Paven? Hvor mange divisioner har han?«.

Karakteristisk for mediernes fokusering på konflikten om rohingyaerne har der kun været begrænset opmærksomhed på en mere betydningsfuld udvikling på den store diplomatiske boldbane. USA’s udenrigsminister har været forbi Naypyitaw, Myanmars regeringsby, og det samme har Kinas udenrigsminister. Dog ikke samtidig. Rex Tillerson fik følgende besked med på vejen af Myanmars civile leder, Aung San Suu Kyi: »Lad mig bare helt kort takke udenrigsminister Tillerson for hans forståelse for vor situation«. Resten var høfligheder og almindeligheder.

ANDERLEDES med Tillersons kinesiske kollega, Wang Yi, der kom til både Bangladesh og Myanmar med en stor pose penge og en samlet plan, der indebærer

genbosættelse af de fordrevne rohingyaer. Detaljerne i den kinesiske plan er endnu ikke kendte, og der mangler tydeligvis en våbenhvile i Rakhine, inden Beijing kan gå videre med gennemførelsen, dvs. finansieringen af en større udviklingsindsats i den fattigdomshærgede delstat.

Beijings motiver er selvsagt ikke altruistiske, men handler om Kinas strategiske interesser. Rakhine er en vigtig brik i den kæde af forsyningslinjer, der skal forbinde den kinesiske økonomi med transportruter i Det Indiske Ocean og vestover mod Mellemøsten og det afrikanske kontinent. Vi kender det som BRI – Belt and Road Initiative, et transportnetværk til land og til havs, som også skal koble klodens næststørste økonomi op med Centralasien, Sydøst- og Sydasien gennem overvejende kinesiskfinansierede infrastrukturprojekter.

Rakhine ligger et helt centralt sted i dette netværk. Kinesiske statsselskaber er for længst i gang med at opbygge en økonomisk udviklingszone omkring havnebyen Kyaukpyu. Samlet volumen i investeringer vil forventeligt passere de 10 milliarder dollars.

Rørledninger fra Kyaukpu til Kinas sydvestlige Yunnan-provins vil bringe mellemøstlige olie- og gasforsyninger ind i den kinesiske økonomi. Kina får dermed bortskaffet sit såkaldte Malacca- dilemma: Anslået 80 procent af Kinas olieleverancer passerer farvandet omkring Malaysia og Singapore, hvilket gør Kina sårbart i tilfælde af en forsyningskrise eller en konfrontation med USA og dets allierede. Myanmar repræsenterer her en nemmere, kortere og billigere genvej for ikke kun olie og gas, men også for de eksportartikler, der til sin tid skal fragtes ud af Kina og videre til markeder i Vesten.

MED UDBYGNINGEN af disse faciliteter i Myanmar bliver Kina den dominerende magt i Sydøstasien, mens USA helt er spillet af banen i en verdensdel, som Washington engang udkæmpede blodige krige for at fastholde. Myanmars civile leder, Aung San Suu Kyis, deltagelse i en konference i Beijing i sidste uge for politiske partier fra adskillige lande sendte ydermere det tydeligst tænkelige signal om, at Kina har fået frie hænder i dette hjørne af Asien.

Beijings penge og diplomater er også til stede i andre hjørner af Myanmars fragmenterede politiske landskab. Det gælder især landets nordlige regioner, hvor flere partisanhære har udkæmpet langvarige lavintensitetskrige mod skiftende centralregeringer og juntaer i Myanmar.

Siden forsoningsprocessen tog fart i Myanmar for fem år siden og siden bragte Aung San Suu Kyis parti, NLD, til magten, har de vestlige donorsamfund kastet betydelige summer ind i forsøgene på at konsolidere et moderne civilsamfund i landet. Hensigterne har været nok så ædle, men intet af det, USA og Europa har forsøgt sig med, har kunnet matche Kinas evne til at levere både penge og effektivt diplomati til flest mulige aktører i det tidligere Burma.

Dermed er Østasien på få år forandret afgørende.

(klumme i Politiken 4. december 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar