Jihadistisk pres på Myanmar

Udgivet den 24. september 2017 af flemmingytzen

Konflikten om rohingyaerne har længe været internationaliseret.

AF SELVINDLYSENDE grunde skal FN-systemet og det øvrige internationale samfund vedblivende kræve af den militære ledelse i Myanmar, at den indstiller sine udrensningskampagner i Rakhine, ligesom den formelle civile leder af landet, Aung San Suu Kyi, skal have at vide, at hendes udenomssnak og bortforklaringer ikke duer. Men det ændrer ikke på, at den årtier gamle konflikt længe har været internationaliseret. Dens forgreninger går til Pakistan, Saudi-Arabien og muslimske grupperinger i andre dele af Syd- og Sydøstasien.

Blandt de mange lokale oprør, der fulgte umiddelbart efter det selvstændige Burmas fødsel i januar 1948, var der også et muslimsk. Datidens hellige krigere greb til våben for at blive integreret med nabostaten Østpakistan, der havde fået selvstændighed året forinden, og der gik en lille halv snes år, inden den burmesiske hær havde nedkæmpet og neutraliseret disse separatister. De nye generationer af islamistiske krigere har hentet inspiration flere steder fra, ikke mindst fra de mujahediner, der bragte den sovjetiske supermagt på knæene i Afghanistan i slutningen af 1980’erne.

Der eksisterer en geografisk platform, som deles af datidens oprørere og nutidens rohingyaer: Pakistan, som er hjemsted for anslået en halv million medlemmer af dette muslimske mindretal. Omkring halvdelen bor i slumkvarterer i millionbyen Karachi. Den største af disse bydele har taget navn efter Rakhines gamle navn og hedder derfor Arkanabad. Rohingyaerne i Karachi er efterkommere af de familier, der blev fordrevet allerede i 1950’erne. Ganske som i Myanmar står de uden rettigheder, fordi de pakistanske myndigheder aldrig har villet give dem de identitetskort, der er adgangsbillet til sundhedsydelser, skolegang og andre offentlige goder.

Når mange af dem alligevel tolereres og klarer sig, skyldes det, at de dominerer fiskerierhvervet, idet den pakistanske fiskeeksport til Kina indbringer store summer hård valuta. Men deres retslige status er ikke anderledes end i oprindelseslandet, hvor de officielt betegnes ’bengalier’ i stedet for rohingyaer. Til den pakistanske avis Dawn siger Nur Hussain Arakani, leder af den Burmesiske Muslimske Velfærdsorganisation, at Karachis rohingyaer ikke selv bruger denne betegnelse:

»Det vil de aldrig skrive på et papir. De foretrækker at blive kaldt bengalier«.

TERRORBEVÆGELSEN Al-Qaeda begyndte at referere til rohingyaernes situation, da Ayman al-Zawahiru, Osama bin Ladens afløser, nævner dem i 2013, året før han etablerer AQIS (Al-Qaeda på det Indiske Subkontinent), hvortil også Myanmar hører som terrorbevægelsens operationsområde.

Siden fulgte sympatierklæringer fra Islamisk Stat, som i sit magasin Dabiq (fra april 2016) lader en erklæret jihadist i Bangladesh, Abu Ibrahim, opfordre trosfæller til at komme rohingyaerne i Myanmar til undsætning. Det er derfor logisk, at den muslimske guerillagruppe i Rakhine, Arakan Rohingya Salvation Army (Arsa), gik ud med en officiel benægtelse 14. september: Gruppen afviste at have forbindelser til al-Qaeda, Islamisk Stat i Irak og Syrien eller nogen anden transnational terrorgruppe. Udmeldingen er selvfølgelig en afværgemanøvre, eftersom det er velkendt blandt terroreksperter, at Arsa’s operationelle leder, Ataullah Abu Amar Junjuni (alias Hafiz Tomar og Ata Ullah), er født og opvokset i Karachi og er blevet islamistisk skolet i Saudi-Arabien.

ARSA blev tidligere kendt som Harakah al-Yaqin, der betyder ’bevægelsen for tro’. Ifølge efterretningskilder, der refereres af netavisen Asia Times, er Arsa’s ledende organisatoriske kraft, eller åndelige vejleder om man vil, Abdus Quadoos Burmi, en anden af Karachis mange pakistanske rohingyaer. Han optræder på videoklip distribueret på sociale medier med opfordringer til at indlede en ’hellig krig’ i Myanmar. Han sættes i forbindelse med Lashkar-e-Taiba, ’De Retfærdiges Hær’, som længe har været aktiv i Sydasien.

BEVÆGELSEN Harakah al-Yaqin blev grundlagt i 2012 efter en fordrivelse, der ligner den aktuelle. Ifølge en rapport fra International Crisis Group blev træningen af militser påbegyndt af rohingyaer, der havde deltaget i andre terrorangreb samt pakistanere og afghanske krigere.

Rohingyaernes kamp er derfor mere end blot et oprør for at sikre et trængt og forfulgt mindretals overlevelse og rettigheder. Den har også rødder i den transnationale jihadisme.

(klumme i Politiken 25. sept. 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydasien, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Suu Kyi får skylden for militærets hærgen

Udgivet den 20. september 2017 af flemmingytzen

Myanmars militære aristokrati har fået de tilstande, de ønsker sig. Med hjælp fra den humanitære verden.

For lidt, for sent, for svagt. Sådan vil fællesnævneren lyde for de internationale reaktioner på den tale, som Myanmars formelle leder, Aung San Suu Kyi, holdt tirsdag morgen dansk tid. Forventeligt nok havde talen ingen kritik af den etniske udrensning, som landets militær står bag i den vestlige Rakhine-region, og som har sendt anslået 400.000 muslimske rohingya-flygtninge ind over grænsen til Bangladesh. Kun en meget forsigtig erklæring om, at sikkerhedsstyrkerne er blevet pålagt at »udvise den nødvendige forsigtighed for at undgå at ramme civile«.

Formuleringen er utvivlsomt forhåndsgodkendt i den officerselite, som har stået for årtiers udrensningsoperationer i det hærgede land, og som har ramt også andre end muslimske mindretal. Suu Kyis fordømmelse af »alle slags menneskeretskrænkelser og ulovlig vold« er lige akkurat indrettet på at friholde de generaler, som hendes politiske parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), sidder sammen med i en skrøbelig samarbejdsregering, der kun med meget god vilje kan kaldes en koalition. For de interne magtforhold i regeringen er højst ulige.

LIGAEN OG dens berømte lederfigur har siden valget i 2015 været reduceret til noget, der ligner moralsk staffage. Med det formål at give det militære aristokrati den politiske legitimitet, som det har savnet og manglet efter et halvt århundreds overgreb og ustraffede krige mod egen befolkning.

Officerselitens accept af at demokratisere Myanmar ved at frigive Suu Kyi og andre politiske fanger og legalisere NLD skete under den forudsætning, at Tatmadaw, landets militær, opretholder sin politiske immunitet og autonomi. Det er skrevet ind i den forfatning, som NLD ikke har sat så meget som et komma i.

Militæret kan derfor ubesværet tilrane sig de milliardsummer, det skal bruge til fortsat opretholdelse af de væbnede styrker, som er tæt på en halv million mand og af samme omfang som det buddhistiske munkevæsen. Penge, der kunne været gået til sundhed og uddannelse, bruges derfor uden civil kontrol til våbenkøb og offentlige goder, der er forbeholdt officerselitens familier.

NÅR INTERNATIONALE hjælpeorganisationer nærmest i kor fordømmer landets ledende civile politiker, passer dette kun alt for godt ind i den militære elites veltilrettelagte strategi. Suu Kyi er det internationale samfunds skydeskive for en kritik, der for længst burde have være rettet mod Myanmars ’seniorgeneral’, 61-årige Min Aung Hlaing.

Det er ham, der har blokeret for de lovreformer, der blev forsøgt vedtaget for at hjælpe landets brogede kludetæppe af etniske minoriteter. Og det er ham, der har beordret de etniske udrensningskampagner i Rakhine. Det er også ham, der 29. januar i år stod bag lejemordet på U Ko Ni, den juridiske toprådgiver i NLD, der bistod Suu Kyi med at udarbejde de lovforslag, der var i støbeskeen for at justere forfatningen.

U Ko Ni var muslim og blev skudt ned på trappen foran hovedbygningen i Yangons internationale lufthavn. Snarlig opklaring? Glem alt om det. Militæreliten kontrollerer politiet, de særlige sikkerhedsstyrker og grænsebevogtningen. Desuden også store dele af den offentlige sektor og mange af de virksomheder, der kontrollerer landets største rigdomme, herunder råstoffer.

Når ’seniorgeneralen’ har fri, slapper han af i luksusvillaen i hovedstaden, Naypyidaw, der strækker sig over et areal, der er fire gange Londons, men kun skal finde plads til 900.000 indbyggere. Tidligere i år aflagde Min Aung Hlaing besøg i både Tyskland og Østrig, hvor han fik fremvist de faciliteter, der leverer avancerede våben til Tatmadaw. I november i fjor tog ’seniorgeneralen’ på goodwilltur i Bruxelles, hvor han forelæste for EU’s sikkerhedspolitiske arbejdsgruppe om sit lands store fremskridt. Herefter gik turen til Italien, hvor der ud over sightseeing i Venedig var møder med landets forsvarschef. For at gøre denne farce til en fuldstændig tragedie er det tilmed lykkedes Myanmars officerskorps at sende nogle af sine yngre talenter på særlige kurser i Storbritannien, landets kolonimagt indtil 1948.

Så i realiteten er det militæret, et af de mest blodbesudlede og berygtede i Sydøstasien, der har fået mest gavn af Myanmars demokratisering – eller rettere normalisering. For den hærgede nation begynder i uhyggelig grad at ligne det, den var engang.

(klumme i Politiken 20. september 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Folket støtter den etniske udrensning

Udgivet den 13. september 2017 af flemmingytzen

Muslimer betaler prisen for demokratiseringen i Myanmar.

Efterhånden begynder det at give mening at sammenligne den blodige og brutale fordrivelse af det muslimske rohingya-mindretal fra Myanmars vestlige Rakhine-region med det, der karakteriserede opløsningen af Jugoslavien i 1990’erne.

’Balkanisering’ var en betegnelse, der blev anvendt hyppigt i historieskrivningen om opdelingen af det sydøstlige Europa efter Første Verdenskrig, og udtrykket blev på kort tid synonymt med etnisk udrensning af den værste slags.

Men trods lighederne mellem datidens kommunistiske Jugoslavien og det militært styrede Myanmar er der også afgørende forskelle. Den jugoslaviske føderation gik under, ikke mindst fordi formodningen om en nydemokratisk, post-kommunistisk identitet for den etnisk fragmenterede befolkning viste sig at være en luftspejling. Fraværet af en strategi for demokratisering og decentralisering af magten fik lokale ledere til at gribe til laveste politiske fællesnævner: identitet og religion. Historiens ældste beskidte trick.

I tilbageblik på Balkan-konflikterne overses det ofte, at de kom ud af noget, der udadtil lignede en demokratisering. Med opløsningen i 1990 af det kommunistparti, der siden Anden Verdenskrig havde holdt sammen på en etnisk og kulturelt skrøbelig føderation, var vejen banet for at lade stridende former for nationalisme udarte i etnisk udrensning.

NUTIDENS MYANMAR , det tidligere Burma, har under de seneste års demokratisering lukket op for militant nationalistisk buddhisme, som bruger landets nye åbenhed til at definere, hvad de mener er det unikke ved at være borger i Myanmar. Landets etniske hovedgruppe, burmanerne, er domineret af buddhister og tæller mere end to tredjedele af befolkningen.

Der findes talrige eksempler på, at en burmaner finder sig en kristen ægtefælle, ligesom der er rigeligt med blandede landsbysamfund, hvor forskellige etniske grupper lever fredeligt sammen. Men der går en hårdt optrukket grænse i den region, der kendes under navnet Rakhine eller den ældre betegnelse Arakan.

Hvis man forestiller sig, at regeringen i Myanmar satte den aktuelle fordrivelsespolitik mod rohingyaerne til folkeafstemning, ville udfaldet blive en massiv opbakning til den aktuelle politik. De oplever, at de forsvarer identitet og nation på samme tid.

Både regeringsrepræsentanter og buddhistiske talsmænd hævder, at rohingyaerne er indvandret i nyere tid, hvilket ikke er korrekt. Fra midten af 1600-tallet og et par århundreder frem eksisterede der i denne region et fyrstedømme, Mrauk-U, som havde en betydelig muslimsk befolkningsandel, muligvis et flertal. Altså længe før den britiske kolonisering blev en realitet.

Det forties af myndighederne, at den demokratiske regering, der kom til magten efter uafhængigheden i 1948, i praksis anerkendte rohingyaerne som borgere i datidens Burma. De fik identitetskort og nød samme rettigheder som de øvrige indbyggere. Centralregeringen tillod f.eks. ugentlige radioprogrammer på rohingya-sproget.

Det hele hørte op med den militære magtovertagelse i 1962, hvorefter etnisk udrensning blev årtiers gængse politik. Normaltilstanden så at sige. Datidens juntastyre fordrev ikke bare muslimer, men også kristne, indiske og kinesiske mindretal indtil vedtagelsen af en statsborgerskabslov i 1982, hvor rohingyaerne ikke var inkluderet.

MYANMARS NUVÆRENDE styre er en hybridregering sammensat af officerskorpset og et folkevalgt flertal fra Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), ledet af Aung San Suu Kyi. Militæret er reelt et aristokrati med alle dertilhørende økonomiske privilegier, og det får politisk legitimitet ved at tillade Suu Kyi at være landets formelle leder. I praksis er hendes og partiets magt og indflydelse stærkt begrænset.

Der er ingen realistisk mulighed for, at Suu Kyi og hendes parlamentsgruppe åbent siger fra over for fordrivelsespolitikken i Rakhine. Den har opbakning i landets stærkeste institution, munkevæsnet, og ikke mindst fra de aktivister, der engang stod i spidsen for årtiers kamp mod militærstyret.

Myanmar er derfor ikke ’balkaniseret’ i en grad, der truer nationens sammenhængskraft, fordi modstanden mod muslimerne er den faktor, der bringer militær, munke og demokrater sammen. Vi står således med det i Asien velkendte fænomen, at blodig undertrykkelse af et mindretal nyder opbakning i et flertal af befolkningen.

(klumme i Politiken 13.09.2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydasien, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Tænk efter, inden krigen startes i Korea

Udgivet den 11. september 2017 af flemmingytzen

Læs Robert McNamara inden missilerne rammer Nordøstasien.

HISTORIENØRDER, der er optaget af de store politiske opbrud, der prægede USA’s udvikling både på hjemmefronten og ude på den ganske klode i 1960’erne, vil have en naturlig interesse for Robert S. McNamara. ’En IBM-computer på to ben’ blev han kaldt, da han i slutningen af 1960 blev bedt om at indtræde som forsvarsminister i John F. Kennedys administration efter dennes valgsejr i november samme år.

McNamara er stadig den forsvarsminister, der har siddet længst som Pentagons øverstkommanderende. Da han i 1968 forlod forsvarsministerposten i en tårevædet og stilfærdig protest mod USA’s udsigtsløse krig i Vietnam, rykkede han over og blev chef for Verdensbanken, hvor han sad indtil 1981.

Danske ungdomsoprørere vil huske ham som hadeobjektet i de demonstrationer, der rystede København i september 1970, da politiet serverede ’knippelsuppe’ til de såkaldte ’antiimperialistiske’ aktivister, som muntrede sig med at sætte ild til ordensmagtens køretøjer i centrum af København.

McNamaras verdenssyn og erfaringer er værd at genkalde sig i denne tid, hvor amerikanske militære planlæggere er langt inde i analyserne af, hvorledes et væbnet opgør i og omkring Korea vil udfolde sig. Vi taler om både en vidtrækkende konventionel krigsførelse mod både civile og militære mål i Nord- og Sydkorea. At kernevåben ultimativt kan blive bragt i spil er ulykkeligvis en realitet, der er med i spillet om en af klodens farligste aktører: det xenofobiske klanstyre i Pyongyang.

GEOGRAFISK skal vi ikke langt fra den koreanske halvø for at finde erfaringer, der er relevante i denne sammenhæng. I foråret 1945 var Japan, der 35 år tidligere havde koloniseret Korea, blevet den eneste tilbageværende af de såkaldte aksemagter, der holdt ud mod den amerikansk-ledede indsats for at afslutte Anden Verdenskrig.

Med i den stab, der planlagde den afsluttende krigsindsats mod den kejserlige japanske hær, var Robert McNamara. I en enestående dokumentarfilm ’The Fog of War’ instrueret af Errol Morris i 2003, erkender McNamara i lange og grundige samtaler at have spillet en nøglerolle, da Tokyo natten mellem den 9. og 10. marts 1945 blev udsat for massive luftbombardementer, der kostede mindst 100.000 civile livet (nogle historikere sætter antallet af ofre betydeligt højere). Angrebet var uden militær betydning, eftersom det amerikanske luftvåben afsluttede krigen ved i august 1945 at kaste atombomber mod to japanske provinsbyer, ikke hovedstaden.

McNamara fortæller med en overvældende åbenhed i ’The Fog of War’, hvorledes en af hans medarbejdere, Curtis LeMay, var ’fuldstændig besat’ af at ramme mål i Japan uanset om disse var civile eller militære. Samme LeMay blev siden arkitekten bag de massive bombardementer, der i slutningen af 1960’erne og igen i 1973 ramte Nordvietnam, Laos og Cambodja i såkaldte ’kampagner’ der skulle sende disse ludfattige risbondelande ’tilbage til stenalderen’, som den flamboyante general så smagfuldt udtrykte det.

Inden LeMay forlod denne verden i 1990, var han blevet den højst dekorerede general i luftkrigens historie med medaljer, hædersbevisninger og ordener fra ikke bare sit hjemland, men også Sovjetunionen, Storbritannien, Frankrig, Belgien, Sverige og – forstå det, hvem kan – Japan.

I 1995 udgav McNamara sine erindringer om tiden som forsvarsminister ’In Retrospect: The Tragedy and Lessons of Vietnam’, som danner grundlag for dokumentarfilmen. Begge udgivelser er regulære mesterstykker, der også i dag er helt afgørende for forståelsen af de risici, der er forbundet med at føre krig i Østasien, som ikke siden 1979 har oplevet en krig af den konventionelle slags (Kinas tre uger lange invasion af Vietnam).

I SIN bog om tragedierne og erfaringerne fra Vietnam drager McNamara en stribe konklusioner. Pladsen tillader kun at referere de vigtigste her, men de er vigtige i sammenhæng med Korea:

USA undervurderede den nationalistiske kraft, der motiverer et folk til at kæmpe og dø for deres overbevisning og værdier, demonstrerede en gennemgribende uvidenhed om disse landes historie, kultur og politik, og fejlede, fordi regeringen i Washington ikke involverede hverken Kongressen eller befolkningen i en åben og ærlig debat om fordele og ulemper ved et omfattende militært engagement, inden konflikten blev konkret.

(klumme i Politiken 11.september 2017)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Derfor er atomvåben så vigtige for styret i Nordkorea

Udgivet den 5. september 2017 af flemmingytzen

Alle taler om atomtruslen fra Nordkorea, mens der i Sydkorea er fokus på en mulig konventionel konfrontation.

Set på afstand burde 51 millioner sydkoreanere være lammet af frygt, men de nordkoreanske prøvesprængninger og raketaffyringer har ikke ’broderfjenden’ i sigtekornet.

Når Nordkoreas styre og dets kolossale militærapparat udpeger stillehavsøen Guam som mål og sender fremføringsmidler i Japans retning, er det lige præcis et fravalg af Den Koreanske Halvø som slagmark.

Hovedfjenden er og bliver USA. Den håndfaste propaganda fra hovedstaden Pyongyang handler om at ydmyge supermagten så længe, at præsident Donald Trump ikke ser anden udvej end at bede om at lade sine udsendte i landet møde nordkoreanske diplomater ved et forhandlingsbord.

Men det høje spændingsniveau gør, at der lige nu er uendelig langt til en afmontering af den fastlåste situation ad diplomatisk vej. USA og Sydkorea ved også, at deres modstander er så stærkt motiveret til at yde en krigsindsats, som tænkes kan: Det er selve regimets, militærets og statens overlevelse, der er på spil.

Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, har ved et par lejligheder forsøgt at forsikre nordkoreanerne om, at USA ikke har til hensigt at udslette styret i Pyongyang. Men skulle en forhandling mellem parterne blive en realitet, vil Washingtons forhandlere blive mødt med et krav om, at USA’s militær forlader Sydkorea, inden en fredsaftale kan komme på plads.

Forestiller man sig en konkret forhandlingssituation, kan denne ikke undgå at handle om kernevåben: selvsagt de nordkoreanske, og over for dem den amerikanske atomparaply, der siden Korea-krigens afslutning i 1953 har sikret, at de konventionelle kamphandlinger mellem Nord- og Sydkorea forblev begrænsede.

Mest i form af målrettede nordkoreanske terroraktioner mod mål i Sydkorea. Herunder de invasionstunneler, som nordkoreanerne gravede under den 4 kilometer brede våbenstilstandslinje, der deler halvøen.

Altså afhænger Nordkoreas overlevelse af landets kernevåben. Ikke for at bruge dem, men for at true med dem. True USA til forhandling i et scenario, der ville komme til at ligne det, USA fik på plads med Iran. Her vil et stort udestående spørgsmål være, om Sydkorea ville blive inviteret med. Glem ikke, at begge koreanske stater har genforening som langsigtet mål.

En sådan løsning ligner utopi, og derfor skal militære planlæggere gennemtænke de ultimative scenarier. Verdens medier går således ikke galt i byen, når de skriver om atomtruslen og risikoen for en kernevåbenkrig med et koreansk afsæt. Men en sådan krig vil ikke nødvendigvis blive udkæmpet på halvøen.

Alle konfliktens parter er klar over, at det nukleare scenarie vil blive ukontrollabelt og få helt uoverstigelige konsekvenser, hvis USA med sit overlegne arsenal af både konventionelle og atomare våben i Asien beslutter sig for at neutralisere den nordkoreanske våbenkapacitet.

Selv med et begrænset præcisionsangreb på udvalgte militære installationer nord for den 38. breddegrad vil risikoen for, at Kina intervenerer for at redde sin historiske allierede, blive forøget markant.

Næppe mange i Trump-regeringen tør tænke denne tanke til ende, og Kina vil gøre alt, hvad det er i stand til, for at undgå, at det overhovedet kommer så vidt. Den kinesiske intervention i Korea-krigen i oktober 1950 trækker lange og dybe spor.

Amerikanske militæranalytikere er over en bred front enige om, at USA kun har få muligheder tilbage, hvis supermagtens strategiske mål er at fjerne den nordkoreanske kernevåbenkapacitet.

Et indlysende scenario er en konventionel krigsførelse, men her har Nordkorea det stærkeste kort af alle på hånden: geografien.

Den sydkoreanske hovedstad, Seoul, er med sine omgivende satellitbyer klodens fjerdestørste metropol med anslået 24 millioner indbyggere, svarende til knap halvdelen af Sydkoreas indbyggere.

I en situation med militær optrapning vil det nordkoreanske militær sandsynligvis vælge at anvende sit langtrækkende artilleri mod Seoul, hvorved antallet af dræbte og sårede i løbet af meget kort tid ville skulle tælles i hundredtusinder.

Et amerikansk-sydkoreansk modtræk ville være en invasion med landstyrker ind i Nordkorea. Men det ville tage flere måneder, inden USA fik tilstrækkelig mange styrker på plads.

Det skal her erindres, at den amerikanske troppeopbygning op til befrielsen af det irakisk besatte Kuwait i de tidlige uger af 1991 tog 5 måneder. For nuværende har USA 34.800 soldater på sydkoreansk jord, hvilket ikke er meget mere end en symbolsk styrke.

I fraværet af traditionelt diplomati og med en uforudsigelig amerikansk præsident i Washington må nervøsiteten være stor i de sydkoreanske regeringskontorer, hvor et af de første spørgsmål, der stilles, må lyde: Hvad kan vi gøre for at begrænse krigen, hvis den bryder ud?

Det sydkoreanske luftvåbens simulationsøvelser mandag illustrerer, at Seoul for længst har udtænkt, hvilke installationer de i et meget tidligt stadie af en konfrontation skal ramme. Sydkoreanerne har her den fordel, at de meget hurtigt vil få amerikansk støtte til at erobre luftherredømmet over Korea.

(Nyhedsanalyse i Politiken 5.9.2017)

 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Historiens smukkeste idé på dødslejet

Udgivet den 3. september 2017 af flemmingytzen

Forestillingen om, at den tredje verden kunne moderniseres via den vestlige samfundsmodel, er gået under.

FINANSLOVSFORSLAG eller ej, udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er ikke det medlem af regeringen, der tiltrækker sig den største opmærksomhed.

Heller ikke selv om hun har ansvaret for Danmarks relationer til en stor del af den verden, der ligger uden for Europa og det nordamerikanske kontinent.

Men overskrifterne burde have været større, efter at Tørnæs for en halv snes dage siden aflagde besøg i Afrikas folkerigeste land Nigeria.

Karakteristisk for indholdet af det danske besøg i kontinentets uden sammenligning største kleptokrati var da også, at Tørnæs havde selskab af den minister i regeringen, der nyder størst popularitet i Danmarks blå vælgersegment, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Med i rejsetaskerne havde de to ministre 125 millioner kroner, som skal anvendes til hjemsendelse af afviste asylansøgere efter det, som Udenrigsministeriet utilsløret kalder noget for noget-princippet.

Det kan ikke betyde andet, end at jo flere hjemsendte asylsøgere Nigeria tager imod, jo flere penge kan styret hæve ved Udenrigsministeriets kasse 1.

Beløbet syner ikke af alverden, når det holdes op mod Danmarks samlede udviklingsbudget på lidt over 16 mia. kr.

Men bevillingen er udtryk for et kursskifte, der har været i gang i flere år, og som fundamentalt handler om, at det, der engang blev drevet ud fra idealistiske hensigter om at løfte forarmede lande og folkeslag ind i den moderne verden, er på vej til at blive regulær sikkerhedspolitik, herunder terrorforebyggelse.

Udviklingsbistandens vise fædre troede engang på, at en række afrikanske og asiatiske lande kunne bekæmpe fattigdom og kvindeundertrykkelse og udvikle demokratiske styreformer samtidig.

Men som de seneste årtier har vist, er disse smukke hensigter forblevet kostbare illusioner.

Tydeligst demonstreret af fiaskoerne i Afghanistan og Irak, om end mindre dramatisk tydeliggjort i en række afrikanske lande, der i disse år segner under vægten af en ukontrollabel befolkningstilvækst, hvorved jorden gødes for religiøs og etnisk ekstremisme.

FOR 65 ÅR siden opfandt den franske antropolog Alfred Sauvy begrebet ’den tredje verden’ som en betegnelse for de lande, der stod alliancefrit i forhold til supermagtsrivaliseringens to magtblokke.

Siden antog begrebet en bredere betydning og blev en samlende beskrivelse for de udviklingslande, som kæmpede for at komme fri af kolonisering, despoti og fattigdom.

Den frisættelse af økonomi, politik og kulturel identitet, der fulgte i kølvandet på Berlinmurens fald i 1989, blev aldrig en udviklingspolitisk løftestang for udviklingslandene, men bragte i stedet traditionelle tredjeverdenskonflikter ind på det europæiske kontinent.

Først i form af 1990’ernes krige på Balkan, siden som den asymmetriske krigsførelse, som jihadister og salafister fører i europæiske storbysamfund i ly af migrationen fra dysfunktionelle samfund i Mellemøsten og Afrika.

Set i historiens havørneperspektiv er dette en civilisationskamp mellem vestlig modernitet og et barbari, der er vokset ud af fejlslagen eller fraværende udvikling i samfund hele vejen fra Casablanca over Tripoli, Kairo, Damaskus, Bagdad og Kabul til Islamabad og Tjetjenien.

Blev vi nogensinde advaret om, hvilke ubehageligheder der var på vej i de første jubelår efter Berlinmurens og verdenskommunismens fald? Jo da, manden, der så, hvad der var undervejs, hed Samuel Huntington. Ham med civilisationernes sammenstød. Hån og latterliggørelse mødte denne vise mand, da hans skelsættende bog udkom for en snes år siden. Fredsprisen fik han aldrig, men efter 11. september 2001 tav hans kritikere.

AT DANSK udviklingsbistand i voksende omfang anvendes for at give os selv mere sikre samfund, har længe stået klart for alle andre end bistandspolitikkens selverklærede idealister.

De mangler stadig at erkende de brutale realiteter, der har indfundet sig i Europas storbyer, efter at det for få år siden stod klart, at terroren ikke kun kunne bekæmpes med luftbombardementer af dens arnesteder i Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien.

En vanskelig erkendelse har disse illusionister til gode: at dansk udviklingspolitiks ubetinget største succes nogensinde fravalgte den vestlige liberale model: Vietnam, der for tre årtier siden fusionerede Marx, Lenin, Kungfutse(Confucius), globalisering og markedsøkonomi. Det kaldes en udviklingsstat.

(klumme i Politiken 3. september 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Klemt mellem dragen og elefanten

Udgivet den 27. august 2017 af flemmingytzen

Kina rasler med sablen overfor Bhutan.

NÆPPE noget andet sted på kloden er der en mere naturlig grænse end den, som Himalaya-kæden sætter mellem klodens to folkerigeste nationer, Indien og Kina. Bjergkæden holder ikke bare de to giganter i skak, men giver plads til to mindre stater, Nepal og Bhutan. Om begge kan det lettere lyrisk udtrykkes, at de udgør en geopolitisk baggård for både en drage og en elefant. Udfordringen for begge består indlysende nok i at holde en passende afstand til de rivaliserende naboer.

Hvem har lyst til at lægge slagmark til et væbnet opgør mellem to sådanne uhyrer? Sporene fra den kortvarige indisk-kinesiske grænsekrig i oktober 1962 kaster skygger helt op til i dag.

Nok er Nepal og Bhutan begge medlemmer af FN, men ingen af dem har fuld suverænitet andet end på papiret. I de år, hvor Nepal var et monarki, var Indiens indflydelse dominerende. Da en skrøbelig demokratisering tog form i 1990, var det ikke mindst politiske ledere, der havde tilbragt lange perioder i eksil i Indien, som kom til at spille ledende roller.

Erfaringerne fra monarkiets fald og overgangen til republik i 2008 har ikke ladet megen tvivl tilbage om, at Nepal stadig lever på Indiens nåde.

Bhutan har klaret sig ved at erkende sin afhængighed fra starten. Men den lille bjergnation, der er på størrelse med Schweiz, har med sin befolkning på en lille million en svær balancegang at gå mellem de to giganter, den er klemt imellem.

Den bhutanske neutralitet er betinget af indisk velvilje og har den interessante konsekvens, at bjergkongedømmet ikke har diplomatiske relationer med Kina (ej heller med de øvrige permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd). En usædvanlig måde at opretholde sin neutralitet på, men så meget desto større er afhængigheden af naboen mod syd, Indien.

AKTUELT tiltrækker Bhutan sig opmærksomhed, fordi både Indien og Kina i disse uger foretager militær opmarch i og omkring landet. Anledningen er et kinesisk vejbyggeri i et område, hvor Kina og Bhuan er uenige om grænsedragningen. I juni rykkede kinesiske ingeniørtropper ind i et plateau, som Bhutan siger er dets territorium.

Plateauet ligger kun et halvt hundrede kilometer fra den lokalitet, hvor det indiske militær træner kollegerne i den Kongelige Bhutanesiske Hær. Indien reagerede naturligt nok med at sende soldater ind i området, hvilket udløste nervøse reaktioner i den bhutanesiske hovedstad Thimpu. Bjergkongedømmet ser sig nødig brugt som skueplads for en stedfortræderkrig mellem den opkommende supermagt i nord og landets traditionelle beskytter.

Ikke nok med at Indien træner bhutanesisk militær, man betaler også dets lønninger.

Næppe en unaturlig tilstand, i betragtning af at Indien umiddelbart efter sin uafhængighed i 1948 overtalte den bhutanske kongefamilie til at underskrive en traktat, der reelt gjorde det klemte land til et indisk protektorat.

Spørgsmålet er, om kongedømmet på sigt kan holde til at ignorere de kinesiske krav. Kinesiske og bhutanske diplomater mødes en gang om året for at bekræfte, hvad man er uenig om, men kinesisk retorik begynder nu at tale om nødvendigheden af et udvidet bilateralt samarbejde.

Læs: Bhutan bør åbne sig for kinesiske investeringer og blive en del af Kinas storstilede investeringsplan for Central- og Sydasien, kendt som Obor (One Belt One Road) eller ’det 21. århundredes Silkevej’.

Dragens tilnærmelse til sin lille nabo mod syd, der er kulturelt og etnisk forbundet med det kinesisk kontrollerede Tibet, er begyndt med turisme. Ifølge Asia Times kom der kun en snes kinesiske turister til Bhutan for ti år siden, i fjor var tallet oppe på 9.000. Som det også opleves i andre verdensdele, bringer de nyrige kinesere en betydelig købekraft med sig, som især udviklingslande har svært at sige nej tak til.

HVOR RISIKABELT det kan være for Bhutan at engagere sig tættere med Kina, stod klart i de tidlige uger af 2009, da regeringsstyrker i Sri Lanka gav oprørsbevægelsen og terrorgruppen De Tamilske Tigre dødsstødet i en offensiv, der tog mindre end en måned. De avancerede våben, som regeringshæren anvendte, var enten leveret eller betalt af Kina, som dermed bidrog afgørende til at slutte en 26 år lang borgerkrig i et land, hvor Indien traditionelt havde spillet rollen som protektor. Så voldsom er udfordringen ikke i Bhutan, men det parlamentsvalg, som bjergnationen skal afholde næste år, kommer utvivlsomt til at handle om den svære balancegang mellem dragen og elefanten.

(klumme i Politiken 28. august 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

USA på retræte i Sydøstasien. Kinas win-win?

Udgivet den 27. august 2017 af flemmingytzen

Donald Trumps fokusering på Nordkorea og Afghanistan betyder, at Kina bliver den dominerende magt i Sydøstasien.

Nordkoreas bestræbelser på at opbygge en atomkapacitet, der betyder, at det kan ramme mål ikke bare i Stillehavet, dvs. amerikanske baser, men også storbyer på det nordamerikanske kontinent, har konsekvenser langt fra den koreanske halvø.

Ingen betvivler, at hvis Pyongyang afsender et interkontinentalt missil med kurs mod Guam eller Hawaii, inviterer Kim-klanen til sin egen ødelæggelse. »Ild og vrede, som verden aldrig tidligere har set«, som det lød i Donald Trumps formulering, der havde påfaldende og næppe tilfældige ligheder med årtier gamle nordkoreanske trusler om at lade den sydkoreanske hovedstad Seoul »gå under i et ildhav«. Afkoder man de seneste retoriske udfald fra Pyongyang, er den interessante djævel i detaljen, at netop broderfjenden Sydkorea ikke nævnes. Kim-klanen adresserer Trump direkte. Hvad er så Nordkoreas strategiske sigte, hvis en nuklear konfrontation er et urealistisk scenarie? Direkte forhandlinger med Washington, dvs. indledning på en dialog, der på sigt kan føre til amerikansk diplomatisk anerkendelse af Nordkorea. At Pyongyang åbner en ambassade i fjendeland og får sikkerhedsgarantier.

Denne udlægning giver mening, når man læser, hvad udenrigsminister Rex Tillerson og forsvarsminister James Mattis skriver 14. august i en 969 ord lang, opsigtsvækkende fælles kommentar i Wall Street Journal. De understreger her den målsætning, som USA har været enigt med alle Nordkoreas naboer om, siden de såkaldte sekspartsforhandlinger om atomnedrustning i Korea blev påbegyndt på kinesisk initiativ for 14 år siden: en fuldstændig, kontrollerbar og irreversibel afnuklearisering på den koreanske halvø.

Tillerson og Mattis lægger samtidig afstand til Donald Trumps forgænger Barack Obamas linje ved at skrive, at USA nu skrotter »strategisk tålmodighed« med en ny politik, der handler om »strategisk ansvarlighed«. Herefter følger i kommentaren en sætning, som utvivlsomt har vakt opmærksomhed i Pyongyang: »Vi leder ikke efter et påskud til at stationere amerikanske soldater nord for den demilitariserede zone (denne zone er delingslinjen, der har adskilt Nord-og Sydkorea siden våbenhvilen i 1953, red.)«. Ingen tidligere regering i Washington har nogensinde formuleret i klartekst, at USA vil kunne leve med et blivende Nordkorea, for reelt er parterne stadig i en krigstilstand. Men hovedbetingelsen er selvfølgelig afgørende: at Pyongyang skrotter sine missiler og kernevåbensprænghoveder.

Supplerende udtalte chefen for den amerikanske forsvarsstab, general Joseph Dunford, efterfølgende i Sydkorea, at den aktuelle konfrontation kan løses uden at det kommer til krigshandlinger.

I DEN FORGANGNE uge var der forventninger om, at Donald Trump ville gå i detaljer med et mere konkret udspil til Nordkorea. Det skete ikke. I stedet overraskede præsidenten sine landsmænd og verden udenfor med en udmelding om, at USA bliver i Afghanistan. Ikke for at bygge en anderledes afghansk nation op, hvilket var forgængeren Barack Obamas strategiske sigte, men for »at dræbe terrorister«.

Det amerikanske militære engagement i Sydasiens mest konflikthærgede land står dermed til at blive en langstrakt affære, der tidsmæssigt vil række langt ud over ophøret af Donald Trumps præsidentperiode. Med andre ord får Pentagon rigeligt at gøre i Asien, når det handler om praktisk krigsførelse.

Vælger man helikopterperspektivet på USA’s samlede militære tilstedeværelse på den øst-og sydasiatiske landmasse, tegner der sig en forskydning: Trump og Rex Tillerson har tydeligvis marginaliseret striden om Det Sydkinesiske Hav. Noget af det første, Tillerson udtalte sig om umiddelbart efter sin udnævnelse i november i fjor, var, at USA ville ‘ hindre’ Kinas opbygning af forskellige landingsog basefaciliteter i Det Sydkinesiske Hav.

Siden er der blevet længere og længere imellem, at Washington har formuleret sig om denne årelange territorialstrid, og i de seneste måneder har der været regulær tavshed.

Denne udvikling har fået diplomater, analytikere og medier i Sydøstasien til at konkludere, at USA nu har opgivet hele forestillingen om en mulig konfrontation med Kina på en af klodens vigtigste handelsruter. Australiens førende sikkerhedspolitiske forsker på området, Hugh White, konkluderer i flere kommentarer følgende: Uanset hvad Washington gør, opfattes Kina af alle sine naboer i Sydøstasien som den magtfaktor, der driver deres økonomiske muligheder fremad og opad. Denne rolle havde USA engang, men den periode er definitivt forbi, mener White. Altså: Selv mangeårige amerikanske allierede som Filippinerne, Thailand og Indonesien lever nu ikke blot med Kinas stadig stærkere økonomiske aktivitet, men accepterer også, at Beijing bygger sig op som sømilitær stormagt.

Den bagvedliggende realitet er, at Kina for længst har overtaget positionen som den største handelspartner for samtlige lande i Østasien, Japan og Sydkorea, inklusive.

Specielt i Tokyo er der ængstelse over det tab af indflydelse, som Kinas øgede styrke medfører. Japans indflydelsesmuligheder i regionen er på nulpunktet.

FOR ET ÅR siden afsagde havretstribunalet i Haag en kendelse om territorialstridighederne i Det Sydkinesiske Hav, der gik Kina imod. Kendelsen har dog ikke fået praktiske konsekvenser. Beijing havde i lang tid forinden meddelt, at man ikke ville respektere afgørelsen, og siden er de lande i Sydøstasien, der er Kinas modparter i territorialstriden, fundet tilbage til det klassiske diplomati, men uden for FNregi.

Det fik 6. august den interessante konsekvens, at udenrigsministrene fra Kina og Sydøstasien enedes om en ny aftale om adfærd, dvs. betingelser for sejlads, i det omstridte farvand. Aftalen er stort set en gentagelse af en 15 år gammel erklæring, som Kina dengang ikke blev en del af. Siden har Beijing styrket sin position gennem etableringen af syv kunstige øer i havet, hvoraf de tre har landingsbaner og er udstyret med jord til luft-missilsystemer og radarer.

Blandt de sydøstasiatiske lande er især Vietnam skeptisk over for Kinas forsøg på det, der ses som en del og hersk-politik i en havregion, hvorigennem mere end en tredjedel af klodens civile skibstransport passerer.

Den nye aftale er dog kun en ramme for diplomatiet og rummer ikke muligheder for retslige afgørelser eller sanktioner mod eventuelle brud på det aftalte.

Det afgørende er her det amerikanske fravær i aftalen. Washingtons rolle reduceres til at gøre sig gældende gennem sine traditionelle allierede, primært Filippinerne og Thailand, og ingen af dem er politisk stabile.

For at forstå kernen i striden om Det Sydkinesiske Hav må man skelne mellem civil og militær skibstrafik. Kina og dets sydlige nabolande er interessant nok enige i, at militære fartøjer ikke automatisk har ret til besejling i de respektive territorialfarvande, mens USA ikke overraskende fastholder, at denne ret gælder for alle lande, uanset hvilke skibe der er tale om.

I dette lys giver det mening for Kina som den voksende stormagt at købe sig tid til flere forhandlinger med naboerne i syd og naturligvis også til at konsolidere sine militære styrkepositioner med flere fartøjer og en mere markant tilstedeværelse gennem manøvrer.

FOR KINA er det afgørende at sikre, at Det Sydkinesiske Hav ikke på ny finder anvendelse som det, der var tilfældet for årtier siden, da USA stod for en omfattende og folkeretsstridig krigsførelse i Vietnam, Laos og Cambodja 1965-75. Læg hertil den uafklarede konflikt om, hvor Republikken Kina, kendt som Taiwan, hører til. Taiwan blev efter afslutningen på Den Kinesiske Borgerkrig i 1949 reelt en fremskudt amerikansk base for USA. Washingtons militære forpligtelser over for ø-republikken, som Kina betragter som en provins, der skal hentes ‘ hjem’, er stadig gældende.

Med andre ord: Den amerikanske Stillehavsflåde, klodens største og stærkeste, sejler regelmæssigt lige under Kinas bløde bug.

Beijings synspunkt er, at havstriden kan lande på en win-win-platform, hvor alle har fordele af den kinesiske velstandsopbygning.

Den aktuelle forvirring i verdensdelen skyldes usikkerhed om Trumpadministrationens politik i Østasien. Ud over Korea har han så overhovedet en sådan, spørges der overalt i de sydøstasiatiske hovedstæder.

(klumme i Politiken 27.august 2017)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, Sydasien, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Guldjagten i toppen af licenspyramiden

Udgivet den 22. august 2017 af flemmingytzen

Hold op med forargelsen over monsterlønninger og gyldne faldskærme i DR-kleresiet. Grin i stedet!

Satirikere, revyforfattere og andre humorister kan læne sig tilbage og gnide hænder.

De har fået rigeligt med råstof til den kommende teater- og revysæsons udlægninger af noget af det mest kernedanske, der er opfundet siden Grundtvig, Hørup og Stauning: at tjene offentligheden. Hvilken uforskammethed, at denne kerneværdi, der stikker så dybt i folkeoplysningens grundvand, at man kan høre rummelen fra et helt århundredes forsamlingshuse pible ud af vandrørene, i dag er angliseret til det mere overfladisk klingende ’public service’.

Suk, vi må leve med det.

Tusinder af gode danske borgere tjener offentligheden hvert eneste døgn året rundt. Det gør de pædagoger og lærere, der omhyggeligt forklarer børn og unge det nødvendige i at have en anstændig omgang med andre gennem respektabel adfærd og nobel anvendelse af det danske sprog.

Det gør også de formidlere,og jo, kald dem bare journalister i stedet for bladsmørere, som året igennem skærer ’hakkelse i døgnets rejsestald’, som Carl Ploug udtrykte det i 1862. Oplysning og nyhedsformidling var ikke noget, Henrik Cavling, rigets første egentlige journalist, talte om, han praktiserede det bare. Utallige kolleger siden dengang i første del af det 20. århundrede står i evig gæld til denne hædersmand.

MEN, men, men: Sic transit gloria mundi, intet er som før.

Public service er i dag meget mere end dengang. Betydningen er vendt om: Nu handler det om for udvalgte danske borgere, rigets viseste mænd og kvinder, at lade sig betjene af offentligheden og samtidig tjene på den.

Som det illustreres af de såkaldte møgsager fra vores alle sammens DR, denne gudsbenådede institution, som hver eneste licensbetalende borger er medejer af gennem Folketing og kulturministerium. Et enestående gode og et nødvendigt bolværk mod en total og altfortærende amerikanisering af nyheds- og kulturformidling i det offentlige luftrum.

Jo, emnet for dette nødråb er naturligvis den overmåde generøse honorering af først ’mangfoldighedskonsulenten’ og siden en mellemleder, hvis funktion blev nedlagt efter mindre end to års tilstedeværelse i vores alle sammens offentlighedstjener.

Hvordan er det kommet så vidt, at dette kære folkeeje også er blevet en pengemaskine for kulturlivets mest forkælede og ophøjede kleresi? Giver det mening at sidestille DR-ledernes lønvilkår med det, der kendes fra kapitalforvaltningsfirmaer, pensionskasser, investeringsbanker og medicinalgiganter?

Forskellen består naturligvis i, at disse kategorier er sat i verden for at tjene penge. Hvad DR lige akkurat ikke er. Derfor må vi forvente af den store offentlighedstjener, at der udvises rettidig omhu med de af Folketinget og licensbetalerne betroede midler.

LAD venligst humoristerne give os alle sammen en satire om DR, efter at dygtige public service-journalister på vores alle sammens Ekstra Bladet, avisen, der fortjener et evigt liv, har gjort det nødvendige, beskidte arbejde.

Skriv en revy om DR-kleresiet, Kulturministeriets svar på Ruslands oligarker og det hinduistiske kastesystems braminer.

Rygtesmedjen vil vide, at Østerbro Morskabsteater allerede er i gang med prøverne til ’Jagten på licensguldet’, der har premiere til december.

Deres Signatur kiggede indenfor, mens der blev øvet, og oplevede følgende scene, hvor bestyrelsesformanden (BF) sidder i en dybt koncentreret dialog med en Afgående Mediechef (AC).

BF: Trist at skulle sige farvel til dig efter så kortvarig en tilstedeværelse. Det blev jo nærmest kun til prøvetiden og lidt til. Der er bare ingen vej uden om, når din stilling nedlægges.

AC: Du behøver ikke at være bedrøvet på mine vegne, formand. Du kan jo bare kompensere på passende vis. Helt efter de retningslinjer, vi to og vore kolleger i Djøf har aftalt i VL-gruppe 4485, som du nok erindrer, og for resten, gruppen mødes jo snart til frokost? Kommer du?

BF: Naturligvis. Hvad angår din aftrædelse, kommer vi til at følge gældende praksis, som jeg er ganske fortrolig med fra mine mange bestyrelsesposter og chefstillinger i staten. Og vores VL-gruppe ej at forglemme.

AC: Men vær venlig at lægge lidt til, formand. Du vil vel gerne sikre dig min loyalitet den dag, jeg sidder et helt andet sted og kan træffe beslutninger, der kan få betydning for din placering og betydning. Den slags koster, formand.

BF: Er det et smudstillæg, du sigter til?

AC: Kald det, hvad du vil. Vi ses, formand!

(klumme i Politiken 22. august 2017)

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

70 års strid på voldens subkontinent

Udgivet den 14. august 2017 af flemmingytzen

Kan Indien og Pakistan snart få lært en fredeligere sameksistens?

TRUSLERNE fra den nordkoreanske militærstat er skræmmende påmindelser om, hvilke krigsrisici der presser sig på omkring den delte koreanske halvø og de to statsdannelser, der så dagens lys i 1948. Opgøret i Korea er lige så gammelt som en uløst konflikt i et andet hjørne af den asiatiske landmasse, men som kun sjældent optræder i de globale medier.

Vi taler her om Indiens og Pakistans krav på det tidligere fyrstendømme Kashmir i den vestlige ende af Himalaya. Hovedaktørerne er stadig atombevæbnede, hvis nogen skulle have glemt det. Fire krige, i 1947, 1965, 1971 og 1999, er det blevet til, og det bedste, historieskrivningen kan sige om dem, er, at de blev korte. Så hvorfor støjer det i Korea, mens der er stille i Kashmir?

I DAG OG i morgen markerer de to rivaler på det, der lejlighedsvis stadig kaldes det Indiske Subkontinent, 70-året for grundlæggelsen af de to statsdannelser, der voksede ud af filosoffen og uafhængighedslederen Mahatma Gandhis kamp for at drive den britiske kolonimagt ud. Pakistan og Indien kom til verden 14. og 15. august 1947 i en region, der i årtusinder har været domineret af en hinduistisk civilisation. De to unge stater gik omgående i struberne på hinanden og opretholder den dag i dag et skarpt beredskab langs den fælles grænse.

Siden uafhængigheden har millioner af indere, pakistanere og de bengalere, der i december 1971 fik en egen stat, efter at den indiske hær havde været fødselshjælper for, at Østpakistan blev til Bangladesh, levet i en svært bevæbnet, nervøs sameksistens, hvor trusler om krig og terror er hverdagsrealiteter. Både Islamabad og New Delhi råder over kernevåben; 100 sprænghoveder hver ifølge ekspertvurderinger. Kashmir er fortsat delt langs en såkaldt kontrollinje, hvor svært bevæbnede tropper har holdt hinanden i skak i årtier.

De årlige opgørelser fra Global Peace Index placerer konstant Pakistan i verdens top-5 som ’producent’ af terror. Landets største by Karachi har med sine 28 millioner indbyggere stadig et tvivlsomt prædikat som Asiens farligste storby. Den pakistanske udgave af en nominelt demokratisk styreform er aldrig lykkedes med at bilægge de bølger af vold og terror, som gennem årtier har dræbt og såret titusinder, fordi de underliggende kilder til volden er sekterisme og religiøs fanatisme, der som bekendt ikke respekterer hverken stemmesedler, domstole eller frie medier.

Den ubehagelige realitet er, at det i hovedsagen er en atomar terrorbalance, der har gjort, at den indisk-pakistanske krig aldrig har fået et omfang, som det aktuelt kendes fra Mellemøsten. Geografien gør det kolossalt vanskeligt at føre krig i Kashmir, som Indien måtte sande under den kortvarige grænsekrig med Kina i oktober 1962. Amerikansk og kinesisk støtte til Pakistan gør, at høgene i den indiske magtelite har svært ved at udvikle scenarier for langvarige krige med den højt militariserede modpart i Islamabad.

BÅDE de respektive befolkninger og verden udenfor kunne naturligvis ønske sig, at stridens parter fandt et forhandlingsbord og begyndte at tale sig til rette. Hovedproblemet er her den pakistanske regerings påstand om, at den ikke har indflydelse på de terrorgrupper, der fra tid til anden spreder vold, død og ødelæggelse på indisk jord. Som i november 2008, hvor islamistiske terrorister gennemførte koordinerede angreb på flere civile mål i Mumbai, herunder hoteller, biografer og sygehuse. Flere end 160 blev dræbt, inden indiske sikkerhedsstyrker havde lagt de sidste terrorister ned i en kugleregn.

Regeringen i Islamabad erkendte til overraskelse for New Delhi, at angrebene i Mumbai sandsynligvis var blevet planlagt på pakistansk jord, men tilføjede, at myndighederne intet vidste om planerne. En tilsvarende logik gør sig gældende med attentater, der regelmæssigt rammer mål i Kashmir på den indiske side af delingslinjen. Pakistanske islamisters overgreb på hinduer er ikke nødvendigvis noget, der er beordret fra regeringskontorer i Islamabad. Men terroristernes vanvittige, selvdestruktive religiøse overbevisning er fostret af den pakistanske efterretningstjenestes manglende vilje og evne til at rykke fanatismens rødder op.

Hvor er de pakistanske politikere, der viser vejen til forsoning og holdbare fredsløsninger? Ingen folkevalgt leder i Islamabad har nogensinde siddet en valgperiode ud. Demokratiske normer gives i forfatningen, men en demokratisk kultur er ikke fulgt med.

Subkontinentets udfordringer er lige så overvældende som ved de to rivalers fødsel i 1947.

(klumme i Politiken 14.8.2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar