USA kan være på ny kurs i Korea

Udgivet den 22. maj 2017 af flemmingytzen

Kinas præsident, Xi Jinping, er sandsynligvis ved at få sin vilje med Donald Trump.

Pludselig er Nordkorea et globalt sikkerhedsproblem på grund af andet og mere end dets atomkapacitet. Skal vi tro techmagasinet Wired, der plejer at være på forkant med udviklingen på de digitale frontlinjer, udgår det nylige ransomware-angreb fra en hackergruppe ved navn Lazarus med base i den hypermilitariserede stat i Nordøstasien. Hård vestlig valuta kan digitalt stjæles hele vejen til Kim Jong-uns cyberkrigere.

For Sydkoreas nyvalgte præsident, Moon Jae-in, er tilstanden intet mindre end et mareridt, der kan ødelægge hans præsidentskab. Moon er i asiatisk sammenhæng en liberal, dvs. en centrum-venstre-politiker, der førte sin valgkamp på at ville føre en forsoningspolitik over for Nordkorea, kendt som ’solskinspolitikken’.

Men den sydkoreanske offentlighed blev snydt af det nordkoreanske klanstyre, så vandet drev. I hemmelighed havde sydkoreanske gigantfirmaer overført kæmpesummer til Pyongyang som bestikkelse for gennemførelse af historiens første nordkoreansk-sydkoreanske topmøde tilbage i sommeren 2000 i Pyongyang. Få år efter falmede solskinspolitikken i skyggen af de atomprøvesprængninger, som det nordkoreanske militær indledte for lidt over en halv snes år siden.

Udsigterne til, at præsident Moon kan dreje udviklingen tilbage på forsoningens spor, er derfor dystre, hvilket Pyongyang demonstrerede ved endnu en prøvesprængning kun få dage efter valghandlingen i Sydkorea. Illusionerne om dialog døde i propagandabulderet fra klodens mest militariserede stat.

TILSTANDEN kompliceres yderligere af den handlingslammelse, der vokser i beslutningscentrene i Washington. Efter nogle højspændte uger, hvor en amerikansk hangarskibsgruppe blev kommanderet op til farvandet ud for Korea, er projektørlyset atter rettet mod Beijing. En udbredt formodning er, Trump reelt har udliciteret sin Korea-politik til den kinesiske præsident, Xi Jinping, hvilket ikke behøver at være en dårlig nyhed.

I Beijing, Tokyo, Seoul og Washington er der grundlæggende enighed om, at atomvåben af enhver art skal fjernes fra den koreanske halvø. Hvilket betyder, at Pyongyang må tillade inspektion af sine atomfaciliteter og overtales til, at disse kun kan bruges til civile formål.

Men siden præsident George W. Bush kom til magten i 2001, har USA haft yderligere et mål: regimeskifte. Hvilket lige præcis er hovedårsagen til, at det nordkoreanske klanstyre har anskaffet sig de ultimative våben. Under præsident Barack Obama herskede der uklarhed om, hvad USA ville med Nordkorea, men Trumps udenrigsminister, Rex Tillerson, har i relativ ubemærkethed signaleret et kursskifte. Han har sagt, at USA må adskille sine værdipolitiske mål (læs: demokrati og menneskerettigheder) fra sine strategiske (kontrol med kernevåben). Med andre ord skal USA overbevise sin sidste fjende fra den kolde krig (og tre års gloende hed krigsførelse ej at forglemme), at supermagten vil respektere og på sigt anerkende styret i Pyongyang.

Nu begynder paradokserne bare at stå i kø: Politisk og diplomatisk anerkendelse af klanstyret betyder, at Koreas deling fastfryses og at perspektivet om en genforening rykker endnu længere ud i de fortabte horisonter. Både Seoul og Pyongyang har genforening som det langsigtede mål.

USA VAR for 17 år siden tæt på en reel anerkendelse af Nordkorea. Daværende udenrigsminister Madeleine Albright besøgte i slutningen af 2000 Pyongyang, og endnu tidligere, i 1994, gik præsident Bill Clinton med til en aftale, hvis mål var at sikre international bistand til opbygning af en atomkapacitet i Nordkorea med et fredeligt sigte.

Når de gode hensigter siden smuldrede, skyldes det, at Clintons efterfølger, George W. Bush, sammenkoblede atomspørgsmålet med et sigte om regimeskifte. Det skete ved at indlemme Nordkorea i den såkaldte ondskabens akse, der som bekendt sendte USA på katastrofekurs i Mellemøsten.

Trump og hans udenrigsminister, Rex Tillerson, befinder sig i dag et helt andet sted. Sidstnævnte har sagt følgende til radiostationen NPR:

»Vi arbejder ikke for et regimeskifte, heller ikke at styret kollapser, og heller ikke at man haster mod en genforening. Det, vi ønsker, er en koreansk halvø uden kernevåben«.

Vi kan med sindsro gå ud fra, at dette var, hvad Trump og Xi Jinping blev enige om i Florida i sidste måned. Måske begyndelsen på et ansvarligt globalt lederskab.

(klumme i Politiken 22. maj 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Når DR søger en korrespondent…

Udgivet den 17. maj 2017 af flemmingytzen

Snart får DR sin nye nyhedsdirektør. Han eller hun skal hyre mange ‘korrespondenter’. 

ENGANG i et af mine tidligere liv, omkring 1979-80, var jeg kun få centimeter fra en fastansættelse i DR. En sådan kunne have været første trin på en tur op ad karrierestigen, fra nærområdets lokaljournalistik til det store globale udsyn.

Men jeg blev distraheret og fik aldrig skrevet den ansøgning. Siden blev det til en ganske oplevelsesrig tur hos de for tiden så trængte trykte medier.

Som ung lærte jeg en masse om verdens uorden og dårlige indretning af folk som Christian Winther, Washington, Claus Toksvig, London, Ib Rehne, Kairo, og Lasse Jensen, New York, inden jeg selv forvandledes til Ytzen, Bangkok, fra 1991- 94. Med stor taknemlighed tænker jeg tilbage på de fortræffelige kolleger på P1′ s ‘ Orientering’, der gav værdifulde minutter i sendefladen til en svedende freelancer i Fjernøsten.

Det var dengang, en korrespondent rapporterede fra lokaliteter uden for (og ofte temmelig langt fra) lille Danmark.

Sådan er det ikke længere. Nu er der korrespondenter, korrespondenter – og korrespondenter. Et mangehovedet uhyre, som er skabt af DR.

IDAG har public service-giganten så mange ‘ korrespondenter’ på så mange platforme, at jeg for længst har tabt orienteringen.

DR er blevet byzantinsk og uoverskuelig. Eller måske har jeg bare ikke alderen til denne alfabetsuppe for licenskroner.

I dag kan en korrespondent stå på torvet i Malmø eller på Søborg Hovedgade og rapportere om et drab i en igangværende bandekrig i Ørestadsregionen, alt imens klodens indretning ændres tektonisk og fundamentalt, uden at licensbetalerne opdager det.

Så er en korrespondent stadig en korrespondent, eller er begrebet blevet meningsløst?

Dengang som nu er korrespondenterne som oftest nogle, der findes internt, og hvordan ser et internt opslag til en korrespondentstilling i DR så ud? Her følger et bud. Ligheder med en aktuel tilstand er tilsigtet:

‘DR søger en erfaren og karismatisk medarbejder til vort unikke korps af korrespondenter. Du har forudsætninger, der skiller sig ud fra den almindelige danske journaliststands. Du skal på en præsentabel vis være i stand til at besvare spørgsmål, som stilles af dine høflige kolleger i DR, hvad enten du befinder dig på en hospitalstrappe i Herlev og rapporterer om sundhed, på et aarhusiansk fortov og fortæller om kultur eller foran Capitol Hill i Washington og udlægger amerikansk politik.

Uanset lokaliteten eller emnet er opgaven den samme: Du skal fortælle seere og lyttere, at nok er verden er fyldt med risici og konflikter, men DR har selvfølgelig styr på det hele. Forudsigelighed og beroligelse af befolkningen er en af vore kerneværdier inden for det møjsommeligt opbyggede public service-koncept, som har skabt så stor glæde og tilfredshed blandt licensbetalerne.

Du skal ikke bruge tid på alt for grundig research, hvor du risikerer at drukne seere og lyttere i detaljer. Indsamling af de vigtigste data er jo gjort af f. eks. BBC og The New York Times, og du henter det hele på apps fra din iPad.

Til grundige interviews har vi reserveret den sendeflade, der ligger efter 22.30 på tv og i radioens P1 i enten de tidlige morgentimer eller sidst på eftermiddagen. Det er derfor ikke lige her, at du skal levere din hovedindsats, for vi henter eksterne eksperter ind, og de koster os ikke en krone.

Du skal primært koncentrere din indsats om prime time, hvor det handler om at præsentere emnerne klart og umisforståeligt. Det er derfor, vi her bruger modellen journalist interviewer kollega. En evighedsmaskine, der kan fylde et uendeligt antal sendetimer med forudsigelighed.

Hvis vi vælger dig til det nye job, kommer du i en ganske pæn lønklasse. Vi vil betale dig det samme som en direktør for en offentlig styrelse, selv om du ikke har personaleansvar (vi har alligevel rigeligt med folk og penge til den slags).

Vi er generøse i DR, især fordi vi lægger vægt på din personlighed, som du har opbygget via flittig anvendelse af Facebook og Twitter. Din påklædning, udseende og diktion er afgørende, og det er det vi honorerer. Anderledes kan det ikke være, når vi er betroet små 4 milliarder licenskroner.

Tiltrædelse i en ikke nærmere specificeret fremtid. Send din ansøgning – ikke for lang, vi tjekker dig alligevel på Facebook – til: Nyhedsdirektionen, Danmarks Radio, Emil Holms Kanal 20, 0999 København C’.

(klumme i Politiken 17. maj 2017)

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Frankrig skal igen lære at se ud over Europa

Udgivet den 7. maj 2017 af flemmingytzen

Den nye præsident bør dykke ned i de franske historiebøger.

Frankrigs tiltrædende præsident bør snarest hente sit lands fremmeste geopolitiske analytiker, Dominique Moïsi, ind i kredsen af rådgivere. Denne søn af en overlever fra Auschwitz har en gennemslagskraft, der rækker langt ud over universiteterne Sorbonne og Harvard, hvor han byggede karrieren op.

Som 27-årig, i januar 1964, lyttede Dominique Moïsi til daværende præsident Charles de Gaulles pressekonference i Élysée-palæet, hvor den legendariske general begrundede sin beslutning om at oprette diplomatiske forbindelser med den kinesiske folkerepublik: »Historiens bevis og sund fornuft«, forklarede præsidenten, »tilsiger, at vi skal samarbejde med den kinesiske ledelse. Langtidsholdbare løsninger på ethvert seriøst problem i Asien og i verden vil afhænge af Kinas aktive og konstruktive deltagelse«.

Udsagnet skulle vise sig at være både profetisk og langtidsholdbart, men i datidens kontekst var det et politisk jordskælv. Året forinden havde både Frankrig og Kina nægtet at underskrive aftalen om et delvist stop for atomprøvesprængninger, hvorved begge signalerede, at de styrede mod en selvstændig international orientering, der ikke længere kunne dikteres af deres oprindelige respektive supermagtsponsorer i Washington og Moskva.

I oktober 1964 gennemførte Kina sin første atomprøvesprængning, og to år senere trak de Gaulle Frankrig ud af Nato’s integrerede militære samarbejdsstruktur. Blokopdelingen af verden var under nedbrydning.

SIDEN BLEV både Paris og Beijing ramt af strømninger, der med nutidens øjne ligner et tragikomisk politisk teater. Kinas grundlægger, Mao Zedong, kastede fra 1966 sit rige ud i et selvdestruktivt kaos, der kostede tusinder af kinesere liv og førlighed, men som på den mest paradoksale vis inspirerede ungdomsmiljøer fra Paris til San Francisco til et oprør mod konservatisme og autoriteter. Konsekvenserne mærkes frem til dag om end med den markante forskel, at det i dag er konservative nationalromantikere, der står bag de mange oprør i Europa. Ungdomsoprørerne fra 1968 er blevet grå- og hvidhårede, og hvilken politibetjent tør i dag hæve kniplen mod en demonstrant, der bruger rollator?

DEN TILNÆRMELSE til Kina, som præsident de Gaulle indledte for et halvt århundrede siden, skulle få vidtrækkende globale konsekvenser. Præsidenten brugte ikke kun det traditionelle diplomati for at nå ind til magtcentret i Beijing. Frankrigs kulturminister gennem en halv snes år, André Malraux, blev de Gaulles personlige udsending og førte flere samtaler med Kinas topledere Mao Zedong og Zhao Enlai.

Allerede i sin selvbiografi, ’Antimemoires’ fra 1968, kan Malraux citere Mao for et sensationelt udsagn: Kinas Store Rorgænger erkender, at han er ved at tabe kampen om den kinesiske folkesjæl, underforstået, at hans modstandere i partiet er på vej til at genindføre statskapitalismen ad bagdøren. Maos efterfølger Deng Xiaoping, manden, der få årtier senere genopfandt den kinesiske variant af kapitalismen, blev som bekendt skolet politisk i Frankrig. Først i Bourgogne i 1923, siden i Loiret som industriarbejder og fra 1925 som nyindmeldt i den europæiske afdeling af det kinesiske kommunistparti opnåede Deng den for en kommunist så vigtige ’klassebevidsthed’, udtalte han seks årtier senere.

At Dengs arvtagere i nutidens Kina har genindført et polariseret og socialt lagdelt Kina, ledet af en mandarinklasse af teknokrater, er nøjagtig, hvad Mao frygtede og advarede mod. Klassesamfundet er tilbage, men hedder noget andet. Maos jævnaldrende Charles de Gaulle så denne udvikling komme og uddybede sin opfattelse i september 1965, da han pointerede, at »Kina ikke er en nationalstat, men fundamentalt en unik og meget dyb civilisation«. En logisk forlængelse af Napoleon-citatet om, at når Kina vågner, vil verden skælve.

Skælvet ankom i form af Air Force One. Da præsident Richard Nixon og hans højre hånd, Henry Kissinger, forberedte en historisk forsoningsrejse til Beijing i de tidlige uger af 1972, blev den 71-årige Malraux inviteret til samtaler i Det Hvide Hus. Denne åbnings konsekvenserne for verdens indretning kan i dag mærkes over den ganske klode.

Hvor bringer det så Frankrig hen herfra? Europas Kina-politik med og uden pandabjørne er for længst overtaget af kanslerkontoret i Berlin. Vil den nyvalgte præsident blot hægte sig på fru Merkel?

DEN FRANSKE økonomi ville have det svært uden forbindelseslinjerne til Beijing. I Airbus-koncernens hovedkvarter i Toulouse ser man Kina som et marked, der definerer eksistensen for tusindvis af franske ingeniører og teknikere. Dette eventyr lakker sandsynligvis mod afslutningen, efter at Kina i forgangne uge præsenterede sit første hjemmebyggede passagerfly.

Den nye øverstkommanderende i Élysée-palæet får brug for mere end følelsesladet retorik for at dæmpe den angst og vrede, der har været bærende for det franske højreskred. Men ingen præsident kan negligere betydningen af følelser i hverken nationalpolitik eller geopolitik. Det ved førnævnte Dominique Moïsi alt om, for han er forfatter til en global bestseller om nøjagtig dette emne.

Moïsis budskab i bogen ’La géopolitique de l’émotion’ (2008) kan i korthed sammenfattes således: at verdens tilstand, som den opleves af generationerne under 40 år, kan forklares med tre grundfølelser: frygt, ydmygelse og håb.

De bunder alle tre i tillid: Håb er tillid i betydningen positive forventninger; frygt er mangel på tillid, altså mistro; og ydmygelse er tabt selvtillid, en kollektiv oplevelse af nederlag. Ifølge Moïsi står Østasien for håb og optimisme; de arabiske lande er hærget af opløsning og ydmygelse, mens frygten gennemsyrer det europæiske kontinent.

RISIKOEN FOR Frankrig er, at landet fortsætter med at se indad, sådan som valgkampen til overmål har demonstreret. Eftertidens historieskrivning må om Europas vigtige valgår 2017 konstatere det store paradoks, at kontinentets største politiske dyd, valghandlinger ved stemmeurner, politisk er et tveægget sværd.

(klumme i Politiken 6. maj 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Hjælp dog Donald J. Trump. Lær ham om Harry S. Truman

Udgivet den 30. april 2017 af flemmingytzen

Folkene omkring USA’s præsident bør bruge historiebøgerne. Der er håb!

LEDSAGET af en sværm af kommentarer har verden passeret de første 100 dage for Donald J. Trumps præsidentskab. Ikke overraskende er mange af disse udlægninger præget af nervøsitet over, hvad manden i Det Hvide Hus mon finder på i næste uge eller i næste måned. Ingen bør være i tvivl om, at USA bevarer supermagtsrollen en rum tid endnu, men billedet er foruroligende tydeligt: USA’s venner især i Europa og Asien ved ikke, hvor de har deres historiske beskytter.

For rigmanden og entreprenøren Trump ligner ingen anden af de præsidenter, vi kan se tilbage på i de afgørende år, siden USA satte sig den opgave at tømre en ny verdensorden sammen på ruinerne af Nazitysklands og den japanske imperialismes sammenbrud i 1945.

At klodens befolkninger i dag har fået langt bedre livsvilkår, end de havde udsigt til i den tidlige fase af den kolde krig, skyldes ikke mindst, at der blev truffet ansvarlige og langtidsholdbare beslutninger i Washington.

Præsidenten, der stod i spidsen for den frie verden og blev arkitekten for efterkrigstidens sikkerhedspolitiske indretning, hed som bekendt Harry S. Truman. Forskellene på ham og Trump er kolossale, men der er også enkelte ligheder. Begge var forretningsfolk, som gik ind i politik sent i livet.

Truman blev konfronteret med et Europa, der skulle genopbygges, og kolonier i Asien og Afrika, der krævede frigørelse og uafhængighed. Trump står med et Europa i opløsning, som han ikke har viljen til at hjælpe, et Arabien i nedsmeltning og et stadig mere selvbevidst Kina, som han skal finde en måde at sameksistere med.

BÅDE TRUMP og Truman kom til Det Hvide Hus med erfaringer fra den private sektor. Intet i Trumans uddannelsesforløb ser imponerende ud. Han afbrød studier på en handelsskole i Kansas City, lærte sig bogholderi på købmandsniveau og fik småjobs i banksektoren.

Hverken som manufakturhandler eller farmer kunne han fremvise imponerende økonomiske resultater. Uden en universitetseksamen og med det yderste af neglene klarede han sig igennem nogle juralektioner på en aftenskole. Først som 50-årig blev han valgt som senator for Missouri.

Intet i Trumans karriere op til overtagelsen af præsidentembedet efter Franklin D. Roosevelts død i april 1945 tillægger den beskedne mand fra landsbyen Independence i Missouri en intellektuel tradition. Hans internationale erfaring bestod i, at han som kaptajn disciplinerede en utrænet artillerienhed ved fronten i Frankrig i sommeren 1918.

TRUMAN havde været vicepræsident i 82 dage, da Roosevelt døde. I de følgende uger og måneder er han manden, der beslutter sig for at afslutte Stillehavskrigen med brugen af atomvåben mod Japan, mens han er på vej hjem fra den skæbnesvangre konference i Potsdam, hvor efterkrigstidens europæiske orden skulle etableres. Winston Churchill forlod konferencen midt i forløbet på grund af et valgnederlag, og derefter stod Truman konfronteret med sovjetlederen Josef Stalin, der var ved at lægge Øst- og Centraleuropa i jernlænker.

DA USA intervenerede i Korea fem år senere, var Truman-doktrinen en etableret realitet, der sikrede en inddæmning af sovjetisk ekspansion både i Europa og de såkaldte tredjeverdenslande.

Trumans resultatliste efter syv år i embedet: en verdenskrig afsluttet, de Forenede Nationer oprettet, en vestlig forsvarsalliance etableret, global kommunisme inddæmmet, en Marshall-hjælp, der bidrog afgørende til Vesteuropas økonomiske løft, og en utvetydig opbakning til afkolonisering i den tredje verden.

Kontrasten til Trump kan umuligt være større. På stort set alle de mærkesager, han gik til valg på, er han enten kørt fast eller har taget et U-sving. Den fjerde statsmagt, pressen, har han provokeret hver eneste dag. I hans eget bagland i det Republikanske Parti er veteranerne fortvivlede og rådvilde. Hjerneflugten fra udenrigsministeriet fortsætter. Først på dag 98 (i torsdags) udnævnte han sin arbejdsminister. Rigmanden regerer supermagten på sine impulser og via tweets. Amerika er forvandlet til et atombevæbnet hangarskib, hvor roret er i stykker.

ER DER slet ingen lyspunkter? Måske et enkelt, og her kan vi igen bruge et tilbageblik på Harry S. Truman. I april 1951, mens krigen rasede i Korea, fyrede Truman sin øverstkommanderende, general Douglas MacArthur, manden, der havde vundet krigen i Stillehavet og ubetinget var Amerikas mest populære krigshelt.

En halv snes år efter at have forladt Det Hvide Hus forklarede Truman fyringen med, at MacArthur ikke havde respekteret præsidentens autoritet. Ulydighed, på godt dansk.

Vi ved i dag, at Truman reddede verden fra en tredje verdenskrig. MacArthur ville have ført krigen ind i Kina, som dengang var allieret med Sovjetunionen.

Trump har sat sin chefstrateg, Steve Bannon, ud på sidelinjen. Måske vil eftertiden vise, at dette var Trumps ’MacArthur-øjeblik’.

(klumme i Politiken 30.04.2017)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Krigen mellem USA og Nordkorea er allerede i gang – i cyberspace

Udgivet den 27. april 2017 af flemmingytzen

Årtiers højspændt stilstand er under pres. Trump vil have Kina til at intervenere i nord, mens USA opruster i syd. Cyberkrigen har sandsynligvis været i gang længe.

Delingen af Den Koreanske Halvø har gennem syv årtier været en plage for alle amerikanske præsidenter siden Harry S. Truman, som var manden, der i 1950 sendte amerikanske soldater ind på halvøen og reddede det allierede styre i syd fra at blive løbet over ende af kommunistiske styrker fra nord.

1950-53 blev der udkæmpet en blodig krig med konventionelle våben, der havde mindelser om de store slag under Anden Verdenskrig. Siden ophøret af den kolde krig, hvor Nordkorea mistede sine militære og ideologiske allierede i sovjetblokken, har konfrontationen flyttet sig fra de konventionelle slagmarker til de mere sofistikerede i form af en nordkoreansk atomkapacitet og redskaber til en cyberkrig.

Netop en krig med digitale våben kan være den udvikling, som i det seneste par år allerede har rykket frontlinjerne, uden at verden rigtig har fået øje på det.

 

Blandt amerikanske og britiske efterretningskilder er det en udbredt antagelse, at USA indledte en diskret cyberkrig mod det nordkoreanske atomarsenal allerede i 2013. Ikke selve kernevåbnene, men de fremføringsmidler, der skal bringe dem til målet.

Da Nordkorea blev venneløst efter Sovjetunionens opløsning, gik styret i Pyongyang i gang med at opbygge en nuklear kapacitet. Den fik hjælp dels fra pakistanske eksperter, dels fra russiske, som var blevet arbejdsløse med de nye tilstande i Boris Jeltsins Rusland.

I 1994 konfronterede USA nordkoreanerne med krav om international inspektion af deres uranudvindingsreaktor i Yongbyon nord for Pyongyang. Det førte til en aftale om fastfrysning af atomprogrammet, mod at USA og dets allierede leverede energi og komponenter til et atomprogram med fredelige formål. Da præsident George W. Bush kom til i 2001, droppede nordkoreanerne dette program.

Siden nordkoreanerne begyndte at foretage raketforsøg i 2006, er de gået ad to spor: Selve bomberne skulle gøres mindre og lettere, så de kunne transporteres over længere afstande. Det andet spor gik ud på at vise, at Nordkorea også har den teknologi, der kan bringe sprænghovederne hele vejen over Stillehavet.

Det forklarer, hvorfor den store militære parade, der blev gennemført i Pyongyang 15. april, kun fremviste de store langtrækkende interkontinentale raketter. De kortrækkende og mellemdistanceraketterne var fraværende. Dermed sendte styret under Kim Jong-un et voldsomt signal til USA og dets sydkoreanske og japanske allierede.

Men de systemer, som nordkoreanerne skal bruge for overhovedet at få de langtrækkende raketter til at forlade landjorden, har med stor sandsynlighed længe været under digitalt angreb fra amerikansk side. For daværende præsident Obama beordrede for fire år siden Pentagon til at optrappe indsatsen mod det nordkoreanske raketprogram, så det ikke nåede at få kapacitet til at ramme andre kontinenter.

Den nordkoreanske Musudan-raket har en rækkevidde på 3.500 kilometer. Men otte ud af ti af de testaffyringer, som nordkoreanerne har gennemført med denne type, er slået fejl, hvilket næppe kan tilskrives indkørings- eller begyndervanskeligheder. Med stor sandsynlighed er disse forlis resultat af vellykket amerikansk hacking.

Den indlysende militære konsekvens er, at nordkoreanerne trapper op med konventionelle våben. Hvilket forklarer den netop afholdte øvelse med langtrækkende artilleri af den slags, der kan ramme den sydkoreanske hovedstad, Seoul, hvis det affyres fra stillinger lige nord for delingslinjen langs den 38. breddegrad.

Sydkoreas modsvar er selvfølgelig ikke udeblevet. Fra Seoul lyder det, at man har udviklet en radar, der kan opspore indkommende granater hurtigere end noget tidligere system. De seneste døgn er opstillingen af et omstridt amerikanske missilforsvarssystem i Sydkorea blevet påbegyndt. En raketbevæbnet amerikansk ubåd, ’Michigan’, er ankommet til Sydkoreas største havn, Busan. Længere væk, i Det Filippinske Hav, gennemfører hangarskibet ’Carl Vinson’ en øvelse med deltagelse af japanske krigsskibe.

Meget af dette kaldes rutinepræget, men er alligevel en del af en inddæmning af Østasiens altdominerende sikkerhedsproblem: Nordkorea.

Jokeren i dette store spil er naturligvis Kina. Præsident Trumps erklærede mål er at få kineserne til ’at gøre mere’. I et telefonopkald mandag har præsident Xi Jinping utvivlsomt forsøgt at overbevise sin amerikanske kollega om, at han allerede har forsøgt sig med alle tilgængelige diplomatiske redskaber.

Beijing har diskret understreget situationens alvor ved at fremvise sit første hjemmebyggede hangarskib.

Ingen af Nordkoreas naboer er i tvivl om de risici, der er involveret, hvis det kommer til en konfrontation. Regimet er klodens mest militariserede. På makroniveau arbejder det på at udvikle interkontinentale raketter, der kan ramme USA. På mikroniveau kontrollerer det ukendte mængder nervegas, som i februar blev brugt mod diktatoren Kim Jong-uns halvbror Kim Jong-nam, der blev dræbt af lejemordere i Malaysias største lufthavn.

Traditionel krigsførelse kan nordkoreanerne naturligvis også. For syv år siden blev en sydkoreansk korvet sænket af nordkoreanske torpedoer i farvandet vest for Den Koreanske Halvø.

Så Nordkoreas naboer er selvsagt nødt til at forberede sig på alle scenarier, inklusive de værste.

(nyhedsanalyse i Politiken 27. april 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Virker USA’s usynlige krig mod Nordkorea allerede?

Udgivet den 23. april 2017 af flemmingytzen

En krig i cyberspace mod Nordkorea kan have været startet af Barack Obama. Nordkoreas missiler falder ned på stribe. 

Hen over den seneste halve snes døgn har en vis forvirring blandet sig med kuldegysende formodninger om, hvad der i virkeligheden sker i det højspændte forhold mellem Nordkorea og USA. Er krigen mellem de to ærkefjender begyndt, og er det lykkedes det amerikanske militær at neutralisere de nordkoreanske missilsystemer via brug af hacking? Eksisterer der en forståelse mellem præsident Donald Trump og hans kinesiske kollega, Xi Jinping, om, hvorledes tilstanden på og omkring den koreanske halvø skal håndteres? Hvorfor får verden modstridende udmeldinger om, hvor de amerikanske flådeenheder befinder sig? Er den nordkoreanske propaganda rent bluff? Den seneste uges udvikling har henledt analytikernes opmærksomhed på en artikel, som New York Times publicerede i begyndelsen af marts, og som siden er blevet refereret vidt og bredt på flere kontinenter.

Avisen minder om, at Barack Obama i sin overdragelse af præsidentembedet til Donald Trump understregede, at USA’s mest presserende sikkerhedspolitiske udfordring udgår fra det isolerede styre i Nordkorea.

I samme tekst får læserne at vide, at Obama tilbage i 2014 beordrede Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, til at optrappe såkaldte cyberangreb på de nordkoreanske testaffyringer af missiler, der kan udstyres med kernevåben.

Resultaterne af en sådan krigsførelse er ikke udeblevet: ni af ti af samtlige testaffyringer, som Nordkorea har gennemført, er endt med forlis. Missilerne er eksploderet kort efter affyringerne eller er endt i havet efter kun få minutters flyvning.

Den udløsende faktor i USA’s optrappede cyberkampagne var, at regimet i Pyongyang i 2013 gennemførte en atomprøvesprængning, der viste, at det råder over kernevåben af en styrke svarende til den bombe, som USA kastede over Hiroshima i august 1945. Umiddelbart efter prøvesprængningen meddelte Pentagons stabschef, general Martin Dempsey, at alle former for cyberkrigsførelse nu ville blive sat ind mod nordkoreanerne. Han nævnte ikke Nordkorea direkte, men et kort i det dokument, han havde præsenteret for kongresmedlemmer, viste scenarier, hvor nordkoreanske langdistancemissiler havde kurs mod USA.

I de følgende måneder holdt Obamas forsvarsminister, Ashton Carter, flere fortrolige møder, der alene havde fokus på at ramme det nordkoreanske missilprogram, hvor det er mest sårbart, og snart viste det sig, at de testaffyringer, Pyongyang gennemførte, fejlede den ene gang efter den anden.

FORGANGNE weekend var hellig i Nordkorea.15. april er officielt solens dag, 105-års fødselsdagen for den ultrakommunistiske stats grundlægger, Kim Il-sung, og om søndagen skulle festlighederne kulminere med affyringen af et missil. Fejringen blev en ydmygelse for regimet, eftersom missilet forsvandt i en ildkugle, kort efter at det var sendt af sted.

Flere britiske medier citerede en ekspert i cyberkrigsførelse, Paul Beaver, for følgende: »Der er stor sandsynlighed for, at amerikanerne har skudt dette missil ned. De har kapaciteten til det«. Beavers udmelding blev bakket op af den tidligere britiske udenrigsminister sir Malcolm Rifkind, der indtil 2015 var formand for det britiske Underhus’ efterretningsudvalg.

Til magasinet Business Insider sagde en ekspert i cyberkrigsførelse, dr. Ken Geers, at operationer i form af hacking mod stater som Nordkorea ikke er undtagelsen, men normen. Geers siger, at selv om det nordkoreanske samfund ikke er koblet op på internettet som stort set alle andre stater, så er krigsførelse via hacking absolut en mulighed.

Ingen forventer nogen form for amerikansk bekræftelse på de udbredte formodninger om, at USA allerede har indledt en krig i cyberspace mod regimet i Pyongyang, men andre steder i medialandskabet er der forundring over den måde, Donald Trump bruger de militære virkemidler, han har til rådighed.

Forundring vekslede med forvirring over nyheden om, at den hangarskibsgruppe, han havde beordret til at sejle op i farvandet ud for den koreanske halvø befandt sig et andet sted. Desorienteringen blev nærmest total, da det kom frem, at hangarskibet USS Carl Vinson og dets ledsageskibe var på vej mod Det Indiske Ocean, hvor det skulle deltage i en øvelse med australske flådeenheder.

Denne besynderlige historie udviklede sig, netop som Trumps egen vicepræsident, Mike Pence, havde været i Sydkorea og forsikret USA’s allierede om, at de nødvendige sikkerhedsgarantier holder.

Den britiske avis The Guardians kommentator Richard Wolfe konluderer på denne baggrund, at Trump mindre end 100 dage inde i sin embedsperiode viser sig som en nybegynder, der forsøger at bluffe sig igennem de udfordringer, han stilles over for.

Mysteriet om den amerikanske hangarskibsgruppe viste sig dog at have en forklaring, der kom ud på et af de specialiserede netmedier, Defense News, som blev opfanget af ugemagasinet The New Yorker: Flådeledelsen i Pentagon havde udsendt et foto, der viste Carl Vinson på sejlads i Sundastrædet mellem Java og Sumatra i det indonesiske øhav og med en datering der lød på 15. april. Altså langt fra den erklærede destination, selv om militære talspersoner hævdede, at skibene allerede var tæt på Nordkorea.

Kursen var korrekt, men ikke placeringen.

Alene omtalen af hangarskibsgruppen kan have haft den tilsigtede virkning: at skræmme nordkoreanerne fra flere prøveaffyringer.

Disse kan selvfølgelig være risikable i sig selv, hvis formodningen om, at de er målet for cyberkrigsførelse, holder.

(klumme i Politiken 23. april 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Følg pengene. Entreprenørerne tager over. Win-win

Udgivet den 17. april 2017 af flemmingytzen

Entreprenøren, der blev præsident, favner nu den største østasiatiske entreprenørstat.

FØLG PENGENE, hvis du vil løse de muligvis kriminelle eller i hvert fald mistænkelige interessesammenfald i økonomiske og politiske opgør.

Sådan kan analytikere vælge at håndtere relationerne mellem klodens største økonomier, USA og Kina.

Verden kan være på vej ind i en tilstand, hvor finans-og entreprenøroligarkier spiller ledende roller i det globale økonomiske kredsløb.

Under efterårets præsidentvalgkamp sparede Trump ikke på ammunitionen, når talen faldt på Kina som USA’s strategiske modstander: Den kinesiske stat og de virksomheder, den kontrollerer, er, hed det sig, skyldige i et handels-og valutaforhold ude af balance og er dermed en regulær ‘ jobdræber’ for amerikanske industriarbejdere.

I Det Sydkinesiske Hav er Kinas opførelse af base-og havnefaciliteter uacceptabel og ville blive bragt til ophør, kunne resten af verden forstå på Trumps udenrigsminister, Rex Tillerson.

Siden dæmpedes tonefaldet, og efter det nylige topmøde i Florida på Trumps ‘ sydlige hvide hus’ er den aggressive retorik blevet afløst af en forsonlighed, grænsende til det kammeratlige. De to giganter vil få et »storslået forhold«, lover investeringsmanden og byggematadorpræsidenten nu.

SÅ ER det, at pengesporene omkring Trump-dynastiet begynder at blive interessante.

Her er nogle af dem: I 2012 lejede en af Kinas største statslige banker, ICBC, en hel etage i Trump Tower i New York for en syvårig periode. Samme år købte Trump 30 procent af ejerskabet til en anden manhattanskyskraber, 1290 Avenue of Americas, som lånte en lille milliard dollars af et bankkonglomerat, der tæller en anden af Kinas store banker.

Trumps selskaber ejer helt eller delvist mindst 72 kinesiske varemærker, men har måttet kæmpe sig til flere af dem via domstolene. Dog er Trumps planer om at opføre hoteller i en snes kinesiske storbyer taget af bordet, efter at han vandt præsidentvalget.

VIGTIGERE er nok, at præsidentens ansvarlige er ingen ringere end hans svigersøn Jared Kushner, der er gift med Trumps datter Ivanka. Kushner er som sin svigerfar en stor kanon som ejendomsbesidder.

Kushner-koncernens flagskib 666 Fifth Avenue var indtil for nylig i langvarige forhandlinger om et medejerskab med et af Kinas største forsikringsselskaber, Anbang, hvis ledelse er nært forbundet med topembedsmænd i den kinesiske partistat.

Efter indsigelser fra flere demokratiske kongresmedlemmer blev forhandlingerne taget af bordet umiddelbart før det uformelle topmøde i Florida.

Ingen bør dog være i tvivl om, at Kushner for længst er blevet Trumps Kinamand.

Svigersønnen fylder det rum, der normalt er overladt til særlig kyndige fra Tillersons udenrigsministerium, som stadig mangler at udnævne en viceudenrigsminister med særligt ansvar for Østasien.

Kort efter Trumps indsættelse tog Kinas ambassadør i Washington, D. C., Cui Tiankai, fat i Kushner og foreslog først et telefonmøde mellem de to præsidenter og siden en uformel sammenkomst på en lokalitet i Trumps forretningsimperium.

For kineserne handlede det om at sikre, at de ikke vil blive udfordret på den kerneinteresse, der går under betegnelsen ‘ et-Kina-politikken’, som siden 1972 har været en grundsten i relationerne. Det er den politik, der definerer Taiwan som en del af et samlet Kina, men som ikke påtvinger befolkningen på øen en styreform dikteret af Beijing.

Jared Kushner leverede det, som ambassadør Cui bad om, og tilsvarende blev territorialstridighederne i Det Sydkinesiske Hav lagt i syltekrukken under den forudsætning, at den kinesiske opbygning ikke anfægter den frie gennemsejlingsret i havområdet.

DERMED er de to giganter ved at nærme sig en slags normalstilstand, som sikrer stabilitet på de fleste konfliktfelter, men lader Nordkorea stå tilbage som den store ubekendte joker. Om et øget kinesisk pres på de gamle våbenbrødre i Pyongyang nogensinde giver de ønskede resultater, står indtil videre hen i det uvisse.

Langsomt, men sikkert er ‘ Ørnen’ og ‘ Dragen’ ved at nærme sig en tilstand, hvor der er mere, der samler dem, end det, der skiller – ideologiske forskelle til trods.

Trump, Kushner og andre i netværket er entreprenører langt mere, end de er ideologiske korsfarere. Den strategiske modspiller på den anden side af Stillehavet har hen over de seneste årtier transformeret sig til en entreprenørstat, hvor den herskende klasse er pengemænd, byggematadorer, finansfolk og mere af samme kaliber.

Denne udvikling har gjort Kina og store dele af Østasien til mere velstående og stabile samfund. Forude venter endnu et gigantisk entreprenørprojekt, det 21.århundredes silkevej, der skal spænde en del af Centralasien og Europa for det kinesiskledede udviklingslokomotiv. Har Trump råd til at lade USA stå udenfor?

KORT EFTER daværende præsident Richard Nixons sensationelle besøg i Kina i februar 1972 afslørede den amerikanske historiker Barbara W. Tuchman, at det kommunistiske Kinas ledere Mao Zedong og Zhou Enlai i januar 1945 foreslog amerikanske diplomater at foretage en goodwillrejse til Washington for at tage et personligt møde med præsident Franklin D. Roosevelt.

Initiativet blev aldrig besvaret. Fire år senere var hele Kina under kommunistisk kontrol, og siden måtte det kinesiske samfund tåle ufattelige lidelser under Mao Zedongs tyranni.

Fra normaliseringen i 1979 inspirerede USA kineserne til at udvikle deres egen variant af kapitalismen. Win-win hedder det i kort form.

(klumme i Politiken 16. april 2017)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Krigsførelse over tusinder af bogsider

Udgivet den 13. april 2017 af flemmingytzen

Væksten i et hjørne af bogmarkedet synes ustoppelig. Anden Verdenskrig hører aldrig op.

Fremtiden ligger fast, det er kun fortiden, der ændrer sig. Denne sætning er gennem tiderne blevet tilskrevet socialistiske og kommunistiske propagandister plus nogle historikere af mere eller mindre marxistisk observans.

Uanset om man vælger at se humoren eller alvoren i udsagnet, er det en realitet, at historieskrivningen og dens hyppige fortolkninger er blevet en hel industri. Eller flere. I bøgernes og filmenes verden og i forskning og undervisning. Danskerne kan simpelthen ikke få nok af at få kastet nyt lys på alt det, der er gået forud for vores nuværende eksistens.

Indlysende nok har de forskellige nicher og genrer i historiefortællingerne meget varierende størrelse.

På bogmessen Historiske Dage, der blev holdt i Øksnehallen sidste weekend i marts, blev det for alvor klart for nærværende skribent, hvor meget Anden Verdenskrig og Nazitysklands besættelse af Danmark er kommet til at fylde på bogmarkedet. Efterhånden temmelig overvældende, og hvem ved, måske har litteraturen om krigshistorien snart en markedsvolumen svarende til kogebøger og fitnessmanualer, i hvert fald for det mandlige publikums vedkommende.

Vel nok fordi min far var aktiv modstandsmand, har jeg læst bøger om besættelsesårene og verdenskrigen siden mit første besøg på et kommunebibliotek i 1960, herunder mindst et par af bindene i Winston Churchills fortælling om krigsårene (den serie, som i 1953 gav ham Nobelprisen i Litteratur) nåede jeg igennem, inden jeg blev teenager, og siden kørte det derudad, indtil diverse Hollywood-produktioner om samme emne løb med interessen.

TÆNK, HVIS man havde nedfældet en liste over danske bibliotekers litteratur om verdenskrigen for et halvt århundrede siden og i dag kunne holde en sådan fortegnelse op mod, hvad der er til rådighed nu.

At de bedste og stærkeste udgivelser af især britiske og amerikanske historikere hurtigt udkommer på dansk, er indlysende. Men det er da også imponerende, at en voksende skare af danske faghistorikere byder ind med emner fra den tid.

I mange år lå min interesse for den stille, men blev for alvor genopvakt, da forfatteren Peter Øvig Knudsen i 2001 udsendte sit imponerende værk om besættelsestidens likvideringer, ’Efter drabet’. Den var en bevidsthedsåbner af dimensioner. Øvig fremhæver især modstandslederen Frode Jakobsens ofte gentagne forklaring på likvideringerne: at de var nødværgedrab, ikke straf eller hævn.

At alle likvideringerne blev besluttet af Frihedsrådets særlige likvideringsudvalg, viste sig som bekendt at være en myte så sejlivet, at mange modstandsfolk omtalte dette som en kendsgerning, helt indtil de forlod denne verden. Uagtet at Frode Jakobsen i sine egne erindringer fra 1975 stilfærdigt aflivede myten. Mon ikke, vi stadig har en del mytedrab til gode?

Danske historikere og skribenter har siden vendt mange blade i bøger om de østfrontfrivillige, Schalburg-korpset og andre kontroversielle kapitler i vor historie som krigsførende folk og land. Og bare vent, mon ikke vi har en del erindringslitteratur til gode om både Balkan, Irak og Afghanistan.

AT INTERESSEN for krigsårene rækker videre end den gennemsnitlige læsers forestillingsverden, blev for nylig klart, da jeg fik krimiforfatteren og politimanden Frode Z. Olesens seneste udgivelse, ’Ikke en jordisk chance’, i hånden.

Over 300 fint illustrerede sider fortælles her den fascinerende historie om det, der må have været den yderste frontlinje med danskeres krigsdeltagelse: forsvaret af den britiske koloni Hongkong mod den japanske invasion i december 1941, umiddelbart i kølvandet på angrebet på flådebasen Pearl Harbor og dermed starten på krigen i Stillehavet.

Dramaet i Hongkong udfoldede sig i en virkelighed langt fra de impliceredes fædreland og er en velkommen påmindelse om nogle landsmænd, der uden tøven valgte briternes side i kampen mod en brutal overmagt. Formidabelt godt fortalt hele vejen igennem.

NÅR DEN danske vinkel på historien om forsvaret af Hongkong kommer ud til et større publikum nu, skyldes det ikke mindst, at forfatteren har investeret ikke bare sit eminente fortælletalent, men også egne midler (rejser og research) i at få kastet lys på denne glemte indsats.

Drenge og piger, I kan lige så godt vænne jer til realiteten: Den verdenskrig slutter aldrig.

(klumme i Politiken 13. april 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Koreas politiske drama og den danske forbindelse

Udgivet den 2. april 2017 af flemmingytzen

Hestesport, millioner i bestikkelse og anklager om korruption mod en afsat præsident indgår i den største politiske skandale i Sydkorea i nyere tid.

En 20-årig sydkoreansk kvinde, Chung Yoo-ra, har siddet varetægtsfængslet i Ålborg siden årsskiftet. I hjemlandet sidder kvindens mor, Choi Soon-sil fængslet, mens en nådesløs presse har flået hende i småstykker. Chois nærmeste veninde gennem 40 år, Park Geun-hye, er efter fire år som landets præsident blevet afsat af parlamentet. Torsdag mødte politiet op på bopælen og arresterede den gådefulde 65-årige politiker. Politi og anklagemyndighed forbereder nu den uundgåelige retssag, mens nationen forbereder sig på valg i utide i maj.

Choi og Park blev nære veninder i 1970’erne, da Chois fader var rådgiver for Parks fader, datidens sydkoreanske præsident, en militærmand, der regerede med hård hånd i 17 år og lagde fundamentet for landets økonomiske opstigning. Den unge Park, som med fem års mellemrum mistede begge sine forældre ved attentater, blev som en søster for Choi. Politikerdatterens afhængighed af familien blev en adgangsbillet til indflydelse og penge i en kultur, hvor personlige netværk betyder alt.

Den ældre Choi, der døde i 1994, var leder af en åndemanerkult. Han brugte sine tætte forbindelser til præsidenten til at berige sig med både offentlige og private midler; en velkendt praksis i landets politiske kultur. Døtrene er gået solidt i fædrenes spor og har fyldt lommerne på slægtninge og venner undervejs.

Nogle af de millioner, som bandt de to kvinder sammen, flød fra landets største virksomhed, Samsung, og landede først i Tyskland, siden i Ålborg og nærmeste omegn. Den unge dressurrytter Chung Yoo-ra fik finansieret sin milliondyre hestesport og et luksusliv i kurbyen Schmitten, 24 kilometer nord for Frankfurt. Da moderen i fjor valgte at rejse hjem for at besvare spørgsmål for en undersøgelseskommission, rykkede datteren til Nordjylland.

SAGEN har tragiske emotionelle aspekter. Chung Yoo-ra blev som 18-årig berømt som konkurrencerytter, da hendes hold vandt guld ved de asiatiske lege i 2014. Året efter giftede hun sig og blev hurtigt mor. Hendes søn, der endnu ikke er fyldt to, kan ikke være sammen med sin mor under varetægtsfængslingen og er derfor anbragt hos de sociale myndigheder i Ålborg.

Den sydkoreanske anklagemyndighed vil have hende hjem til afhøring for at udrede hendes og moderens rolle i den økonomiske skandale, der involverer landets mest fremgangsrige virksomhed, elektronikgiganten Samsung.

For to år siden blev en af Samsungs topchefer formand for Koreas nationale hestesportsorganisation, og herefter rullede det ind med sponsormillioner både over og under bordet. Både han og det familieejede konglomerats reelle chef og hovedarving er nu arresteret.

Et dystert kapitel om den sydkoreanske mirakeløkonomi er ved at blive skrevet. Samsung er ikke den eneste af de megavirksomheder, der angiveligt har doneret op mod 70 millioner dollars til ’velgørenhed’ og sportsorganisationer, som Choi, moderen til arrestanten i Ålborg, har kontrolleret.

Den unge kvinde har bedyret sin uskyld, men Rigsadvokaten har nu afgjort, at betingelserne for en udlevering til retsforfølgelse i Sydkorea er opfyldt. Efter at kvindens første forsvarer, Peter Martin Blinkenberg, pludselig døde i forrige uge, bliver det nu en anden af advokatstandens skarpe profiler, Michael Juul Eriksen, der skal forsøge at forhindre kvinden fra at blive sendt hjem.

Det ligner en umulig opgave. Alt taler for, at den unge konkurrencerytter vil få en retfærdig rettergang i et samfund, der mere konsekvent end noget andet land i denne del af verden efterlever en årtusinder gammel asiatisk legalistisk filosofi, der tilsiger, at kun love, ikke individer, kan levere et retfærdigt styre.

SYDKOREA har gjort det før. Efter et par årtiers autoritært styre domineret af militære eliter tog landets retsvæsen i 1995 hårdt fat på to tidligere præsidenter, der ud over at kontrollere store hemmelige fonde også spillede nøgleroller i en militær magtovertagelse helt tilbage i 1979-80.

Den ene af de to, Roh Tae-woo, fik en fængselsdom på 17 år, mens den anden, landets berygtede diktator i de turbulente 80’ere, Chun Doo-hwan, blev dømt til døden for at have foranstaltet en massakre på civile demonstranter i provinsbyen Kwangju. Begge blev benådet og løsladt i 1999. De fortsatte tilværelsen som buddhistiske munke.

DEMOKRATISERINGEN af det sydkoreanske samfund for tre årtier siden lignede dengang en mirakelkur, hvor udfoldelsen af politisk pluralisme fulgte logisk i kølvandet på landets økonomiske løft og modernisering. Den aktuelle skandale viser, at kulturbetingede normer og adfærd stikker dybere end de stærkeste politiske institutioner. De sydkoreanske magteliter har brug for endnu et selvopgør.

(klumme i Politiken 2. april 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Dansk krimi udgives i Kina

Udgivet den 31. marts 2017 af flemmingytzen

Politimanden og krimiforfatteren Frode Z. Olsen var i fem år udstationeret på den danske ambassade i Beijing. Nu udkommer han i sit værtsland.

Slaraffenlandet for danske bogudgivelser er ikke nødvendigvis kun danske dagligstuereoler og børneværelser, men ligger også på den lange bane: godt otte timers flyvning østover, på klodens potentielt største bogmarked, det kinesiske.

Det kunne H. C. Andersen have talt længe og inderligt om, for han er uden sammenligning den mest populære forfatter for flere kinesiske børnegenerationer. Hans nutidige kolleger, for eksempel Lene Kaaberbøl, der har en halv snes udgivelser derovre, sejler i kølvandet på eventyrforfatterens udødelighed.

Børnebogsforfatteren Majbrith Andersens ‘ Den store numsebog’ skal angiveligt have solgt mere end 100.000 eksemplarer i Kina. Kom og ikke og fortæl, at globalisering handler om at outsource industriproduktion. Sandsynligvis tre fjerdedele af den børnelitteratur, der udkommer i Kina, er oversættelser af ikkekinesiske bøger.

Den pensionerede politimand og succesrige krimiforfatter Frode Z. Olsen lægger sig nu i samme spor. For et par uger siden udkom den kinesiske udgave af hans ‘ Når dragen løfter hovedet’ fra 2012. Handlingen strækker sig fra Østerbro via Beijing og retur til Stevns og handler også om, når to forskellige ‘ politikulturer’, den kinesiske og den danske, støder sammen.

»Der er ingen tvivl om, at krimihistorier fungerer bedst, når forfatteren ved, hvad han skriver om. Når han har haft snuden nede i sine miljøer, når han kender sine personer indgående, og når han kan trække på levet liv, hvad enten det er eget eller andres. I hvert fald er det derfor, at Frode Z. Olsens krimier fungerer overbevisende«, lød det dengang i Politikens anmeldelse af ‘ Når dragen løfter hovedet’.

Bogen blev skrevet og udkom, mens Frode Z. Olsen var udstationeret som politimand på den danske ambassade i Beijing i perioden 2008-13.

»Efter tre år på posten i Beijing stod det klart for mig, at jeg ville skrive en krimi, der tog afsæt i en kinesisk virkelighed. Jeg er da godt klar over, at når folk med min baggrund skriver fiktion, forventes der mere end ellers, men for mig har det været vigtigt at fremstille de dilemmaer, der opstår, når to kulturer spiller med og mod hinanden«, forklarer han.

MULIGHEDEN FOR  at udsende en bog i Kina opstod, da han traf den person, han kalder for ‘ H. C. Andersens kinesiske mor’, den fhv. diplomat og professor emeritus Shi Qine, der gennem årtier har været en slags kulturambassadør for dansk litteratur i Kina. Hun virkede som gæstelærer og diplomat i Danmark, Sverige og Island gennem en snes år og landede efterfølgende et professorat i nordisk litteraturhistorie ved et prestigiøst universitet i Beijing.

»Hun kom forbi på ambassaden, og jeg præsenterede hende for bogen. Hendes reaktion var, at den skulle da ud til kinesiske læsere«, forklarer den pensionerede politimand.

Det er første gang, at den litterært orienterede politimand får en af sine bøger oversat, men han er beskeden, når talen falder på fremtidige muligheder:

»Andre skriver mere fremragende end jeg. Min fordel er nok, at jeg gennem min udstationering fik indblik i et miljø, som ikke mange andre danskere kender. Men som udstationeret politimand er man jo også en slags korrespondent«.

Kulturministeriets støttepulje for oversættelse af dansk litteratur i udlandet hjalp til, så nu er en dansk krimiforfatter blevet tilgængelig for et publikum, der næsten er større, end fantasien kan rumme.

(artikel i Politikens bogsektion 31. marts 2017)

Udgivet i Kina, Set fra Danmark | Skriv en kommentar