Gør klar til Trumps Great Wall Street

Kinesisk rigmand lukker det amerikanske århundrede ned. 

Historieskrivningen kan nu tidsfæste varigheden af det amerikanske århundrede. Det begyndte i april 1917, da præsident Woodrow Wilson overtalte Kongressen til at erklære Tyskland krig, og indledte en æra, hvor europæisk sikkerhed og overlevelse blev gjort afhængig af amerikanske økonomiske og militære muskler, og det slutter med indsættelsen af Donald Trump som USA’s 45. præsident i næste uge.

100 år minus et par måneder blev det til. For med byggematadoren Trump i Det Hvide Hus får verden en amerikansk leder, for hvem kortsynede økonomiske interesser har større betydning end strategisk udsyn, værdifællesskaber og opretholdelsen af USA som en global rollemodel. Kombinationen af politisk polarisering og et skred i tilliden til og imellem de amerikanske magtinstitutioner har skabt en lammelse i Washington uden historisk fortilfælde.

trump2

Om en måneds tid er det 45 år siden, at daværende præsident Richard Nixon landede i et Kina, som USA ikke havde diplomatiske forbindelser med. Kina var, som arkitekten bag det sensationelle besøg, Henry Kissinger, siden forklarede det, ’et meget fattigt, stalinistisk land’.

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Den solide bjergkæde

Sydkoreas demokrati er Asiens mest robuste. Tak til USA. 

I BÅDE Europa og USA diskuteres, om voksende populisme og en medieudvikling, der vælter vælgere over i en såkaldt postfaktuel debatkultur, er en trussel mod en demokratisk nutid og fremtid. Hvor passer så den aktuelle tilstand i Sydkorea ind i dette billede? Det sydkoreanske demokrati er ungt. Efter årtiers autoritært styre, hvor generaler, der var trukket i civil og periodisk også fik deres greb om magten legitimeret ved brug af stemmesedler, kom der et ægte demokratisk gennembrud i 1987-88, hvor reformer af forfatningen og valgsystemet betød, at de koreanske vælgere kunne sammensætte et parlament og et præsidentembede, der afspejlede folkeviljen.

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Farvel til en svag verdensleder

USA’s første multikulturelle præsident, Barack Hussein Obama, vil – foruden droner og specialstyrker – mest blive husket for sine taler end gerninger. 

Ikke mange medier med gennemslagskraft på den anden side af fjeldene bed mærke i budskaberne, da den tidligere direktør for Det Norske Nobelinstitut og sekretær for Nobelpriskomiteen Geir Lundestad i september i fjor udgav sine erindringer, ‘Fredens sekretær. 25 år med Nobelprisen’.

Flere i den norske debat mente, at Lundestad brød med komiteens tavshedspligt, da han gav sin formand gennem seks år, fhv. statsminister Thorbjørn Jagland, det glatte lag for dennes ‘uvidenhed’ og sjuskede ledelse af den oprindelig hæderværdige institution, der i de senere år er blevet genstand for kritik fra nær og fjern.

images

Lundestad kalder i bogen tildelingen af Nobels Fredspris til Barack Obama i 2009 for en regulær fejltagelse og forklarer, at Obama selv var blevet forbløffet og tilmed havde overvejet at udeblive fra overrækkelsesceremonien. Staben i Det Hvide Hus havde forhørt sig i Oslo om tidligere prismodtagere, der havde valgt at blive væk, og var nået til den erkendelse, at Obama gjorde bedst i at møde frem.

Ifølge Lundestad havde de norske nobelfolk håbet på, at prisen ville styrke Obama, men blev skuffet. I Danmark udtalte fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) sig i mindre floromvundne vendinger, da han sagde, at Obama havde fået prisen for at love ikke at opføre sig som sin forgænger, George W. Bush.

960x

Når Barack Obama om kort tid forlader Det Hvide Hus og dermed verdensscenen, vil der lyde dybe suk på kryds og tværs i det europæiske folkedyb, denne gang især fordi den nye indbygger på 1600 Pennsylvania Avenue er så forskellig fra sin forgænger, som tænkes kan.

Men når historieskriverne for alvor tager fat, er det langtfra givet, at Obama vil blive husket som den ’fredspræsident’, som mange her i Europa foretrækker at opfatte ham som.

I sin anden indsættelsestale i januar 2013 noterede Obama, at »et tiår med krig« var ved at være afsluttet. Så begyndte Islamisk Stats dræbermaskiner for alvor at tage fat, og den syriske dødsspiral gik op i omdrejninger.

Tiden siden har vist, at Obamas foretrukne våben på slagmarkerne i Mellemøsten og den sydlige del af Centralasien helt indiskutabelt er droner. Hvilket forklarer, at antallet af dræbte amerikanske soldater under hans otte år lange embedsførelse er så relativt beskedent som 2.500. To tredjedele af disse har mistet livet i Afghanistan; de fleste som konsekvens af den særlige indsats med en styrkeforøgelse på 33.000 mand, som Obama beordrede i 2010.

dessin-obama-drone

Obama og hans landsmænd vil ikke kunne se tilbage på en fredeligere verden, når regnskaberne fra de otte år skal gøres op. Der er ikke meget lys for enden af tunnelen for de amerikanske specialstyrker, der er indsat i ikke færre end 130 lande. Hvor forgængeren George W. Bush ifølge Pentagons egne opgørelser brugte 811 milliarder dollars på direkte krigsindsatser, er det tilsvarende tal for Obama på 866 milliarder.

drone-cartoon

Dette billede strider utvivlsomt mod de fleste europæeres idealbillede af USA’s første multikulturelle præsident som en verdensleder, der til enhver tid ville bruge sine formidable talegaver og imponerende intellekt til at udbrede blød amerikansk magt og indflydelse frem for den hårde af slagsen. Blandt USA’s strategiske modspillere er dette kun lykkedes med Kina i et ganske vist så vigtigt område som global klimapolitik.

Obama yndede at fremstille sig selv som USA’s første sorte præsident, men realiteten er, at han er, hvad vi i min barndom kaldte en mulat. Hans mor Ann Dunham var så hvid en amerikaner som nogen.

Med sin opvækst i Hawaii og siden Indonesien og med fædrene rødder til Kenya var han personificeringen af det multikulturelle Amerika, når det er mest inkluderende. Tolerant og rummeligt. Alt det, som Donald Trumps støtter revolterede massivt imod.

2016-11-08-dagens-tegning

Sin unikke multikulturelle bagage fik Obama aldrig transformeret ind i det USA, han om kort tid overlader til den mest impulsive, erfaringsløse og fordomsfulde præsident i mands minde. Barack Hussein Obama vil derfor – med eller uden droner og specialstyrker – blive en parentes i amerikansk politisk historie.

Vi, der holder af Amerika og har både venner og slægtninge derovre, må se frem til, at han udsender sine erindringer. Mon forlaget mangler ideer til en titel? Her er et bud: ’Den bløde magts sidste suk’.

(klumme i Politiken 29.12.2016)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Terrorismens universalitet

Ekstremismens fællesnævnere bør ikke forties.

I SIN MILDT sagt højaktuelle bog, ‘ De besatte’, griber debattøren, forskeren og forfatteren Flemming Rose tilbage til Ruslands turbulente historie i anden halvdel af 1800-tallet for at forklare nogle af de sociale fænomener og typer af adfærd, der driver individer til desperate terrorhandlinger i højt udviklede, moderne storbysamfund.

Roses hovedfigur i forklaringen er den revolutionære terrorist og nihilist Sergej Netjajev (1847-1882), der beskrives som en åndelig gudfar til sovjetkommunismens grundlægger Vladimir Lenin. Netjajev publicerede i 1869 et manifest kaldet ‘ Katekismus for en revolutionær’, der siden har været inspirationskilde for yderliggående politiske bevægelser over den ganske klode.

17609109-_uy408_ss408_

Det er tvivlsomt, om planlæggerne bag de seneste års terrorangreb på bløde mål i Europa nogensinde har åbnet Netjajevs manifest. Alligevel er lighederne mellem den russiske nihilists perverterede tankegang og nutidens islamistiske terroristers mål og midler så påfaldende, at der må være tale om mere end tilfældigheder.

Fællesnævnerne er utvivlsomt psykologiske og sociale. Helt forenklet: Et individ, der er gået totalt til bunds i et samfund og oplever at være frataget alle muligheder for personlig anerkendelse, ser fjendtligt på sine omgivelser og vil spontant søge støtte hos andre udstødte, fordi de er potentielle allierede i kampen mod det, de oplever som en overmagt.

Men den blodige ironi er, at netop for de udstødte, der vantrives i sekulariserede, højt materialistiske, frigjorte og individorienterede samfund, er der kun religionen tilbage som åndeligt tilflugtssted.

For de ekstremister, der leder voldsregimentet i IS, kan kun tilbyde ‘ Kalifatet’, det islamiske idealsamfund fra midten af 600-tallet.

caliph_gif

Som en rent teoretisk konstruktion kunne man så forestille sig nogle islamiske enklavesamfund, hvor disse åndsfæller og deres imamer kunne leve i fredelig isolation, fjernt fra den moderne verdens fristelser? En spirituel utopi i stil med den lamaistiske buddhisme på Verdens Tag, Tibet, inden de materialistiske kinesere meldte deres ankomst?

Et sådant eksperiment kunne måske have haft en chance for overlevelse i en bedre verden end den nuværende. Bare ikke i Mellemøsten og Centralasien, hvor den ekstreme islamisme gennem snart et århundrede har bredt sig ud fra fem arnesteder: først Egypten og Saudi-Arabien omkring 1930, siden Iran efter shahens fald i 1979, dernæst Afghanistan/Pakistan og nu senest i Syrien og Irak.

OP GENNEM det 20. århundrede var europæiske stormagter og den amerikanske supermagt på forskellig vis til stede i disse lande (og Sovjetunionen i Afghanistan i 1980′ erne). Men fri os venligst fra de absurde forklaringer om, at nutidens islamistiske terror er en reaktion på vestlig kolonisering af sagesløse samfund. Som bekendt var det den amerikanske præsident Eisenhower, der i 1956 forhindrede det fransk-britiske forsøg på at forhindre den egyptiske præsident Nassers nationalisering af Suez-kanalen.

dabiq-cover-1-150x212

Det konservative folketingsmedlem Naser Khader oversatte tidligere i år de vigtigste afsnit fra en artikel i IS’ propagandaskrift Dabiq, der havde overskriften ‘ Hvorfor vi hader jer og kæmper mod jer’. Artiklens tre første punkter siger det hele:

»Vi hader jer først og fremmest, fordi I er vantro.Vi hader jer, fordi I er sekulære, har liberale samfund, der tillader det, som Allah har forbudt, samt forbyder meget af det, han har tilladt. Vi hader jer og fører krig mod jer på grund af jeres ateisme, og fordi I ikke tror på jeres herre og skabers eksistens (…) selv om I stopper med at bombe, fængsle, torturere, bagtale os og erobre vores lande, så vil vi fortsat hade jer. For vores vigtigste grund til at hade jer vil ikke forsvinde, før I omfavner islam«.

Realiteterne lader sig ikke bortforklare: Terrorangrebene mod Europa udgår fra unge desperate mænd med muslimsk baggrund. De befinder sig i et destruktivt krydsfelt mellem social marginalisering og islamistisk totalitarisme.

anis-amri

SERGEJ NETJAJEV havde ingen forestillinger om Kalifatet og dets potentiale som ideologisk ramme for de terrorgrupper, der blev født ud af det 20. århundredes afkolonisering og forsøg på politisk selvstændiggørelse af den muslimske verden.

Men den russiske terrorist havde mere ret end han kunne ane, når han i sit manifest skrev, at det revolutionære menneske er »dømt til undergang (…) han har i sit inderste væsen, ikke kun i ord, men også i handling, afbrudt enhver forbindelse med den borgerlige orden og med hele den dannede verden, med alle dens love, etiketter og almene normer og betingelser og også med denne verdens moral«. Tunesiske Anis Amri bliver ikke den sidste skikkelse i denne blodige fortælling.

(klumme i Politiken 26. dec. 2016)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Myanmar i bakgear

Etnisk-religiøse opgør kan bringe militærstyret tilbage.

FORUDSIGELSERNE om, at et mere demokratisk regeret Myanmar vil resultere i en  ‘balkanisering’ af den multietniske stat, synes på vej til at blive bekræftet.

Mindre end et år efter den valghandling, der 8. november i fjor bragte Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) og dets leder, Aung San Suu Kyi, ind i regeringskontorerne, er den vestlige delstat Rakhine, der også kaldes Arakan, reelt i undtagelsestilstand.

Flere end 100.000 er internt fordrevne muslimer, tilhørende rohingyamindretallet.

Mange lever i lejre, som hjælpearbejdere betegner som koncentrationslejre, fordi folk dør i dem på grund af mangelsygdomme.

610x381x10-lw-061112-arakan-jpg-pagespeed-ic_-99gm5xxb-i

Myndighederne forklarer lejrene med, at man vil forhindre sammenstød mellem regionens to stridende befolkningsgrupper, muslimerne og buddhisterne. De stærke antiislamiske strømninger i det buddhistiske befolkningsflertal er kommet til fuld udfoldelse i denne fase af Myanmars demokratisering. På begge sider af denne etnisk-religiøse konflikt findes der bevæbnede selvtægtsgrupper, som står bag overfald, drab og forsvindinger.

Det tidligere Burma har dermed fået tilstande, der i uhyggelig grad minder om dem, der hærgede det tidligere Jugoslavien.

SENESTE fase i konflikten indtraf 9. oktober, hvor der blev begået terrorangreb på tre politistationer i Rakhine langs landets vestlige grænse til Bangladesh.

women-pass-their-time-rohingya-internally-displaced-person-idp-camp-outside-sittw

Ni politifolk blev dræbt, og embedsfolk i delstatsregeringen lagde omgående skylden på oprørere fra en partisanbevægelse, kaldet Rohingya Solidaritetsorganisation, RSO.

Fire døgn efter angrebet lagde centralregeringen en pressemeddelelse ud på præsidentkontorets hjemmeside.

Den forklarer overraskende detaljeret og angiveligt med afsæt i arrestanters forklaringer, hvorledes fire navngivne gerningspersoner har deltaget i våbentræning foranstaltet af RSO.

Der nævnes muslimske terrorgruppers brug af metoder »i overensstemmelse med, hvad der kendes fra Taleban, al-Qaeda og ISIS«, og at finansiering og deltagelse af udenlandske religiøse ekstremister er en del af en større plan.

Dokumentation er fraværende, og regeringen benytter sig her af det ældste forklaringstrick i historien: At det er udenlandske kræfter, der står bag.

azefx5mceaaxq1i-jpg-large

FORVENTELIGT regner kritikken fra det humanitære miljø ned over den civile regering. Aung San Suu Kyi, der er den reelle regeringschef og udenrigsminister, nedsatte i maj en unersøgelseskommission, hvis formål var at sikre »stabilitet og udvikling« i Rakhine.

Kommissionen fik efterfølgende den fhv. FN–generalsekretær KofiAnnan som chef. Han afsluttede for en uge siden et besøg i landet med anbefalinger til Myanmars kritikere om ikke at bruge betegnelsen ‘ folkemord’ om den behandling, som rohingyamindretallet udsættes for.

Spændingerne mellem rakhinebuddhisterne og rohingyaerne går tilbage til perioden før den britiske kolonisering af datidens Burma i midten af 1800-tallet. Rakhines fyrstefamilier importerede arbejdskraft fra det befolkningstunge Bengalen, fordi de manglede hænder til at opdyrke jorden.

yangon-sep-5-2016-former-un-secretary-general-453409

Med tiden forrykkedes den etniske balance mellem muslimer og buddhister, og i ingen af de forfatninger, som skiftende burmesiske regeringer har administreret siden uafhængigheden i 1948, nævnes rohingyaerne som en minoritetsgruppe med status på lige fod med landets 135 forfatningsanerkendte befolkningsgrupper.

Hos flertalsbefolkningen af buddhister stikker modviljen mod rohingyaerne dybt. Tilbage i 1920′ erne fandt den britiske kolonimagt det nødvendigt at standse indvandringen fra Bengalen, fordi rakhinebefolkningen modsatte sig de demografiske ændringer, som blev konsekvensen af muslimernes tilstedeværelse.

Selv da det nuværende regeringsparti, Den Nationale Liga for Demokrati, var en oppositionsbevægelse, kunne dens aktivister belære udenlandske besøgende, herunder nærværende skribent: At »vi bruger ikke betegnelsen rohingyaer. De er bengalere«. Underforstået: Så hører de ikke til i Myanmar.

DRABENE på de ni politifolk bruges som afsæt for en intensiveret forfølgelse af rohingyaerne i det, der nu med rette kan kaldes etnisk udrensning.

Selv hvis den civile centralregering pålægger myndighederne at indstille sin kampagne, vil både militærledelsen og delstatsregeringen ignorere dem. Generalerne ser følgende scenario for sig: At undtagelsestilstanden i Rakhine udvides til flere delstater og til sidst hele føderationen.

Sker det, overføres både den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt automatisk til den øverstkommanderende for de væbnede styrker, og Myanmar vil dermed være sendt retur til tilstanden før demokratiseringen.

(klumme i Politiken 12.12.2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Trump gør Taiwan til kastebold, der irriterer Kina

Republikanske høge vejrer morgenluft i debatten om Taiwans status og udløser vrede i Beijing.

Er der stadig nogen uden for USA, der husker Bob Dole? Den 93-årige politikerveteran i Det Republikanske Parti stillede for 20 år siden op som sit partis præsidentkandidat og led et forsmædeligt nederlag til Bill Clinton. I denne uge kom det frem, at den tidligere senator tjener til pensionistlivet som lobbyist for Taiwan via advokatfirmaet Alston & Bird. Dole gjorde forarbejdet til den nu allerede historiske telefonsamtale fredag 2. december mellem Donald Trump og Taiwans præsident, Tsai Ingwen.

En begivenhed, der har udløst vrede i Beijing og skabt nervøsitet om, hvorvidt de kinesisk-amerikanske relationer forbliver stabile.

Fra maj til oktober i år har Alston & Bird modtaget en betaling fra Taiwans regering på 140.000 dollars for at påvirke først de ledende strateger hos republikanerne og siden sikre, at Tsai Ing-wens telefonopkald til den nyvalgte præsident blev vel modtaget. Det kunne New York Times afsløre efter at have nærlæst de relevante aftaledokumenter i Justitsministeriet.

Ifølge amerikansk lovgivning skal udenlandske påvirkningsagenter, der forsøger at påvirke udformningen af amerikansk politik, deklarere deres virksomhed til netop Justitsministeriet.

Photo by: Dennis Van Tine/STAR MAX/IPx 7/18/16 Donald Trump, Jr. and Bob Dole at The Republican National Convention. (Cleveland, Ohio)

Bob Dole er en gammel ven af Taiwan. Da USA under daværende præsident Jimmy Carter i 1979 skiftede diplomatisk anerkendelse af Kina ved at lukke USA’s ambassade i Taiwans hovedstad, Taipei, og åbne en tilsvarende i Beijing, var det på republikansk initiativ, at Taiwan Relations Act blev vedtaget.

Denne lovpakke sikrer, at Kina ikke med tvang, dvs. militære midler, kan påtvinge Taiwan en genforening, hvis befolkningen i Taiwan modsætter sig dette. Kernen i lovpakken er, at USA sælger tilstrækkeligt mange våben til Taiwan til ‘ forsvarsformål’, som det hedder.

Realiteten bag lovteksterne er derudover, at hele USA’s militære arsenal i Stillehavsregionen kan sættes ind for at afskrække Kina fra at lægge pres på Taiwan, sådan som det skete under den såkaldte missilkrise i 1995-96.

trump-dole-china

BOB DOLE har den seneste lille snes år har været betalt lobbyist for skiftende regeringer i Taiwan. Ø-republikken har ikke ambassade i USA, men et netværk af repræsentationer under navnet ‘ Taipei Economic and Cultural Representative Office’.

Doles aftale med dette ‘ kontor’ giver ham et fast månedligt honorar på 25.000 dollars. Denne praksis er republikanerne ikke ene om. I år har to forhenværende kongresmedlemmer fra Det Demokratiske Parti, Richard Gephardt og Thomas Daschle, indgået tilsvarende lukrative aftaler med Taiwan.

BAG dette geopolitiske spidsrodsløb ligger en strid, der har rødder i USA’s involvering i den kinesiske borgerkrig, der afsluttedes i 1949, da det slagne kinesiske Nationalistparti etablerede et eksilstyre på Taiwan og derfra i årtier krævede at repræsentere hele Kina.

Da Kina overtog Taiwans plads i FN i 1971, og USA i de følgende år indledte en normalisering med det kommunistiske styre i Beijing, måtte Taiwans ledere finde nye veje at sikre sig internationalt på. Her er Taiwan Relations Act fra 1979 afgørende og har tilmed muliggjort, at Republikken Kina, som er Taiwans officielle navn, kunne demokratisere fredeligt i slutningen af 1980′ erne.

HELT forudsigeligt og nærmest rituelt udløser ethvert forsøg på at gøre Taiwan til en fuldt selvstændig stat som alle andre vredesudbrud i Kina hos høj som lav.

Beijings officielle politik er, at Taiwan skal genforenes med moderlandet på sigt, men i et kvart århundrede har Kina og Taiwan været enige om, at være uenige i, nøjagtig hvilket Kina det er, Taiwan en dag kan blive en del af. Derfor handles, investeres og rejses der ivrigt hen over det 150 kilometer brede Taiwanstræde.

Både i kinesiske, taiwanske og amerikanske medier er professor Shen Dingli den hyppigst citerede i debatten, når Beijings synspunkter skal udlægges. I et interview med tidsskriftet The Atlantics netudgave anbefaler Shen, at hvis Trump foretager en tilsvarende gestus (altså taler direkte med Taiwans præsident) efter sin tiltrædelse af præsidentembedet i januar, bør Kina lukke sin ambassade i Washington.

bn-rc017_trumpc_gr_20161205185055

»En nyvalgt præsident er stadig en privatperson, og som sådan kan han gøre, hvad der passer ham. Når han sidder som regeringschef er det noget andet«, siger Shen.

Til en klynge af amerikanske journalister forsamlet i Trump Tower i New York forklarede Kellyanne Conway, der er toprådgiver for den nyvalgte præsidents overgangshold, at det eneste, Trump gjorde, var at modtage et telefonopkald:

»Alle bør tage den med ro. Han er udmærket klar over, hvad den amerikanske Kinapolitik handler om«.

ALLIGEVEL får Trumps samtale med Tsai Ing-wen den amerikanske højrefløj til at vejre morgenluft. I Washington Post minder Marc A. Thiessen fra American Enterprise Institute om Trumps løfte i valgkampen om at køre en hårdere linje over for Kina.

Han henviser til forslag fra sit institut om at forhandle en frihandelsaftale med Taiwan (der er USA’s 9.-største samhandelspartner) og at opgradere ikke bare de militære, men også de diplomatiske forbindelser.

Et forslag, som han dog står ganske alene med i det internationale kommentatorkorps.

(klumme i Politiken 11. december 2016)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Nej, internationaliseringen slutter ikke her

Paradokset ved globaliseringen er, at dens succes afhænger af lokale forhold, især de kulturelle. 

Et spøgelse går gennem kontinenterne.

Antiglobalisering, protektionisme og højrepopulisme er de betegnelser, der bruges om tilstanden. Vi får at vide, at en æra med formidabel skabelse af velstand, men også øget ulighed er ved at være ovre. Behøver det at gå så galt efter eurokrise, Brexit og Trump? Går verden i stå, fordi Europas tid som rollemodel rinder ud, og det kommende amerikanske lederskab bliver impulsivt, nationalegoistisk og uden erfaring?

Ingenlunde. Digitaliseringens og luftfartens ekspansion slutter ikke her, spørg blot Boeing og Airbus om, hvor meget de har i ordrebøgerne. Folk vil fortsat rejse ud for at opleve og lære nyt, når de får købekraften til det, se blot på prognoserne for fremtidens turisme og oplevelsesøkonomi.

80e80a152144554ba773f3c7d6bd3ce6

Virksomhederne stopper ikke søgningen efter nye markeder, fordi der er nogle forsøg på frihandelsaftaler, der kuldsejler. Udvekslingen af viden, forskning og arbejdskraft bremser heller ikke op, fordi politikere i øst og vest prædiker protektionisme.

Kort sagt: globaliseringen stopper ikke her. Den går måske ned i gear i en periode, indtil den har fundet nye spor at betræde. Der er stadig hårdt brug for den.

cb28-038_1900_mar21__2d597b

STRENGT TAGET er ‘ globalisering’ en misvisende betegnelse, for den har været og er stadig geografisk ujævn: Derfor giver det bedre mening at tale om internationalisering på forskellige stadier. Den slags har nogle kontinenter og kulturer fået alt for lidt af, især Afrika og den arabiske verden.

Da afkoloniseringen tog fart fra slutningen af 1950′ erne, lærte danske skoleelever, at de nyselvstændige afrikanske og arabiske nationer skulle gøre sig fri af råstofafhængigheden og selv levere de forarbejdede eksportvarer, der kunne løfte dem økonomisk.

Et halvt århundredes udviklingsbistand senere er der ikke sket det helt store: Alt for mange udviklingsøkonomier er stadig håbløst afhængige af det, de kan hente op af havbund og jordlag i stedet for det, de burde producere ved fabrikkers samlebånd i kraft af deres arbejdskrafts viden, flid og innovation.

Fraværet af økonomisk og social udvikling især i Mellemøsten og Afrika gør, at begge regioner skriger på mere internationalisering.

For afrikanerne har brug for at blive mindre afrikanske, ganske som araberne har brug for at blive mindre arabiske, og iranerne har brug for amerikansk knowhow, så de kan bruge mindre tid på Koranen og mere på at rejse ud og blive rigere på viden i stedet for at eksportere terror.

globalization_pros_and_cons_1023715

FOR KUN ET kvart århundrede siden stod USA som den enerådende supermagt, der anført af Bill Clinton kunne prædike ‘ globalisme’ i den betydning, at der kun var en model, der duede for den ganske klode, nemlig markedsøkonomi kombineret med den vestlige demokratimodel (én mand, én stemme, mindst to partier) samt retsstaten. Ironisk nok er det i kraft af nøjagtig denne model, at de selvsamme globale eliter er sat fra bestillingen af de nationalegoistiske bevægelser, som nu er på vej til at blive de nye eliter.

Verden har hårdt brug for mere internationalisering, for det er den, der har skabt flere centre for velstand, således at New York, London, Bruxelles og Frankfurt i dag konkurrerer på livet løs med Beijing, Seoul, Tokyo og Singapore. Det er i konkurrencen mellem disse, at endnu flere millioner kan løfte sig fra at være kvægdrivere og pjalteproletarer til at få glæde af Amazon og Alibaba.

Arabernes og afrikanernes problem er, at der i katastrofal grad mangler fabrikker, skibsværfter, samlebåndsproduktion, megabyer, innovationscentre og motorveje og skyskrabere omringet af diskoteker, badelande og anden forlystelse.

Hvad det hedder? Industrialisering. Hvad det skaber? Modernitet. Hvad det reducerer? Religiøs ortodoksi og deraf afledt tyranni. Hvad der behøves? Kompetente statsdannelser, der respekterer de nationale kulturer og samtidig ruster dem til de udfordringer, der kommer til befolkningerne udefra.

20140920_asd000_0

PESSIMISTERNE har ret i, at den atlantisk ledede verdensorden i dag er noget, man skal studere i de historiebøger, der skrives lige nu. Får vi så et kraftcenter, der udgår fra Stillehavet? Det troede Obama og Clinton, men så kom Trump forbi, trak seksløberen, og så var den saga ovre.

Men den nye Silkevej får han ikke bugt med. Om et årti vil Shanghai og Frankfurt være langt mere forbundet, end det er tilfældet i dag. Trumps rådgivere bør fortælle ham, hvad der er undervejs på den euroasiatiske landmasse. God tur til Donalds folk!

(klumme i Politiken 7.12.2016)

 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Nordkorea lever på jernviljens triumf

Nordkorea er et billede på, hvordan Tyskland kunne have set ud, hvis nazisterne havde kunnet fortsætte efter 1945.

PRØV DETTE provokerende tankeeksperiment: De allieredes invasion i Frankrig, indledt i sommeren 1944, kører fast under slaget i Ardennerne i de tidlige uger af 1945. De tyske hære lykkes med en offensiv og ruller de amerikanske og britiske styrker retur til Normandiet. Hitler foreslår Churchill og Roosevelt en separatfred og argumenterer med, at den kommunistiske trussel i Øst er af en sådan karakter, at Tyskland må agere som stødpude-og frontlinjestat mod fremrykkende sovjetiske hære.

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Koreanerne ser ind i brutal fortid

Presset på præsident Park er et demokratisk sundhedstegn. 

SIDEN SYDKOREA demokratiserede i 1988, har ingen af landets præsidenter kunnet undslippe beskyldninger for korruption og magtmisbrug.

De to generaler, der tillod overgangen fra militært til civilt styre, blev få år efter deres afgang idømt hårde straffe efter undersøgelser af deres formuer og embedsførelse og efterfølgende rettergang.

Republikkens niende præsident Roh Moohyun sprang i døden fra en klippe et års tid efter at have forladt embedet i 2008, fordi myndighederne havde indledt undersøgelser af beskyldninger om bestikkelse.

Hans forgænger, den legendariske systemkritiker Kim Dae-jung, der i 2000 modtog Nobels Fredspris for sin tilnærmelsespolitik til Nordkorea, fik sit eftermæle belastet af afsløringer om, at han havde ladet sydkoreanske gigantfirmaer betale milliardsummer til det nordkoreanske kultdynasti for at have tilladt præsidentens resultatløse ‘ forsoningsbesøg’ i Pyongyang.

3bdaeab17bec592fa74eb61b9dd087669e36ce0d

Den aktuelle turbulens i Sydkoreas politiske landskab har gjort den 64-årige præsident Park Geun-hye magtesløs. Spørgsmålet er, om hun nogensinde har haft denne magt andet end i en mere formel og rituel forstand. Kritikken mod hende, som har sendt millioner af demonstranter på gaden, går på, at hun har været påvirket eller muligvis direkte styret af en pseudoreligiøs, kristent inspireret shamanistisk sekt.

TRÅDENE I SKANDALEN går tilbage til de turbulente 1970′ ere, da landet blev hårdhændet styret af Parks far, den tidligere general Park Chung-hee. Denne japansk-uddannede officer tog magten ved et kup i 1961, da koreanernes levestandard var lige så lav som et vestafrikansk gennemsnit, skabte en klassisk autoritær østasiatisk udviklingsstat og løftede på rekordtid millioner af sine landsmænd ud af fattigdom, men lagde også grunden til dybe sociale spændinger.

Da Parks ældste datter, Geun-hye, overtog præsidentembedet i starten af 2013, havde sydkoreanerne valgt en kvinde, der på den mest brutale og traumatiske vis havde mærket konsekvenserne af landets historie.

På landets nationaldag i 1974, 15. august, blev hendes mor skudt af en eksilkoreaner, som forsøgte at ramme præsidenten.

Drabet gjorde den dengang kun 22-årige kvinde til ny førstedame. Hun afbrød et studieophold i Frankrig og ledsagede i de følgende år sin far ved alle officielle begivenheder.

 ¹Ú ´ëÅë·É ¿µÀü¿¡¼­..     (¼­¿ï=¿¬ÇÕ´º½º) »õ´©¸®´ç ¹Ú±ÙÇý È帰¡ Áö³­ 79³â ¹ÚÁ¤Èñ Àü ´ëÅë·ÉÀÇ ¿µÀü¿¡ ÇåÈ­.ºÐÇâÇÏ´Â ¸ð½À. 2012.12.18 <> ¡Ø ½Å¹® Á¦ÀÛÀÇ ÆíÀǸ¦ À§ÇØ À¯·Â ´ë¼± ÁÖÀÚÀÇ ÀÚ·á »çÁøÀ» ¹Ì¸® Á¦°øÇÕ´Ï´Ù. ¿ÀÇÁ¶óÀÎ ½Å¹® ÀÌ¿Ü ÀÎÅÍ³Ý µîÀÇ »ç¿ëÀº ÇÏÁö ¸¶½Ã±â ¹Ù¶ø´Ï´Ù¡Ø/2012-12-18 16:56:46/Media Only

Fem år senere, 26. oktober 1979, blev præsident Park myrdet af sin egen sikkerhedschef under en middag i præsidentpaladset. Sandsynligvis er det datterens tilstand i tiden mellem hendes forældres voldelige dødsfald, der kan give forklaringen på hendes adfærd. Pastor Choi Tae-min, der i 1975 dannede Koreas Frelsermission, blev den unge kvindes personlige rådgiver og udnyttede forbindelsen til at skaffe store pengebeløb til sit pseudoreligiøse netværk. Under retssagen mod præsident Park Chung-hees morder, Kim Jae-kyu, i 1979-80 forklarede denne i retten, at præsidenten ikke var i stand til at modsætte sig pastor Chois manipulationer, hvilket skabte et motiv til præsidentmordet.

Mistanken om, at Park Geun-hye har været under stærk indflydelse af Choi-familien, er ikke ny. Da Park i 2007 forsøgte at stille op som sit partis præsidentkandidat, blev hendes kampagne belastet af oplysninger om Choi-sektens langvarige påvirkning af den kvindelige politiker med den dramatiske fortid.

park-geun-hye

I ÅRENE EFTER drabet på faderen forsvandt Park Geun-hye ud i to årtiers anonymitet. I 1982 blev hun formand for en fond, oprettet til ære for hendes mor, men forlod posten i 1990 efter en strid med sin søster om lederskabet. »Derefter begyndte jeg at leve mit eget liv«, forklarede hun siden. I 1997, midt i den asiatiske valuta-og finanskrise, vendte Park tilbage til det politiske liv. Det skete med en erklæring om, at hun ikke ville kunne se sine forældre i øjnene, hvis hun levede et liv i bekvemmelighed, mens landet var i dyb krise.

Referencen til de afdøde forældre kan muligvis forklare præsidentens afhængighed af en åndemanerkult, og myndighederne søger nu svar på, om denne har misbrugt fondens midler.

Derudover søger den koreanske offentlighed svar på, hvordan denne højt begavede single-kvinde, der taler flere sprog, herunder kinesisk, brugte sit liv i den lille snes år, der gik fra mordet på faderen, til hun besluttede sig for at gå efter landets højeste politiske post. Lige nu har hun hårdt brug for rådgivning.

Mon ikke den fhv. FN-chef Ban Ki-moon, der sandsynligvis bliver Sydkoreas næste præsident, kan hjælpe?

(klumme i Politiken 28.11.2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Trump lader Østasien være i fred

Sydkorea og Japan er beroliget, mens Kina håber, at USA går med i investeringsbanken AIIB. 

Mindre end 48 timer efter at resultatet af det amerikanske præsidentvalg var kendt, modtog den sydkoreanske præsident, Park Geun-hye, en opringning fra Donald Trump. I en 10 minutter lang samtale lovede valgvinderen, at han vil fastholde USA’s sikkerhedspolitiske alliance med Sydkorea, fordi begge landes vitale sikkerhedsinteresser er på spil.

For Park, der på hjemmefronten kæmper med den værste tillidskrise nogensinde, var Trumps budskab mere end blot beroligelse; det var også lidt af en kovending i forhold til hans erklæringer i valgkampen, hvor Sydkorea fik at vide (i et interview, han gav til CNN i marts), at landet bør indstille sig på at forsvare sig selv eller betale Washington mere for det udstationerede amerikanske militær. Japan, hovedhjørnestenen i USA’s sikkerhedsnetværk i Østasien, får en lignende melding, når Shinzo Abe mødes med Trump i New York om en uge.

I Beijing er der utvivlsomt glæde over udmeldingen fra Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, James Woolsey, der i South China Morning Post har kaldt det en fejl, at Obama-regeringen undlod at gå med i den kinesisk ledede Asiatiske Infrastruktur-og Investeringsbank, AIIB.

aiib_5

Mon ikke Xi Jinping har formuleret et ‘ velkommen til’, da han mandag havde sin første telefonsamtale med Trump.

AT USA ER ved at træde ud af rollen som den frie verdens moralske ledestjerne til fordel for en mere traditionel interessepolitik, får næppe dramatiske konsekvenser i Øst-og Sydøstasien. Her er klassisk magtbalancepolitik effektiv og har leveret regionen en enestående stabilitet, som ikke matches i nogen anden verdensdel.

Ikke siden februar 1979, da Kina kortvarigt invaderede Vietnam for at ‘ straffe’ de Moskva-allierede ledere i Hanoi for at have besat naboen Cambodja, har der været udkæmpet en egentlig landkrig i Østasien.

Den aktuelle nervøsitet i Det Sydkinesiske Hav ligner det stof, som operettekrige er gjort af, for ingen hindrer den frie gennemsejling i farvandet. At den kinesiske marine skød et par vietnamesiske fartøjer i sænk tilbage i 1988, gør kun ondt i Hanoi. Regionens altdominerende sikkerhedsproblem, det atombevæbnede Nordkorea, er inddæmmet af den fælles amerikansk-kinesiske forståelse om at afnuklearisere Den Koreanske Halvø, uagtet at de 6-parts-forhandlinger, som Beijing har været for, har ligget stille i årevis.

Heller ikke Taiwan, hvis politiske placering på det geopolitiske landkort blev fastlagt af et solidt kongresflertal i Washington (Taiwan Relations Act) helt tilbage i 1979, kan se frem til forandringer under en Trump-regering.

USA’S SÅKALDTE ‘ rebalancering’, iværksat af Hillary Clinton i hendes udenrigsministertid for at sætte grænser for Kinas opstigning som militærmagt, er definitivt afgået ved døden. Med i graven går også et af Obamas prestigeprojekter, den ambitiøse frihandelsaftale Trans-Pacific Partnership (TPP), som i en republikansk domineret Kongres ikke har, undskyld udtrykket, en kinamands chance.

chine-remplace-usa2

Så hvis Trump vælger en konfrontationskurs over for Beijing, bliver det på handelsområdet. De tidlige faser af en amerikansk-kinesisk handelskrig blev relativt upåagtet udkæmpet i det første år efter Barack Obamas overtagelse af Det Hvide Hus i 2008. Kinesisk producerede bildæk blev pålagt importtold på 35 procent, hvorefter kineserne svarede igen med importafgifter på så forskellige produkter som kyllingekød og bildele.

Begge parter klagede til Verdenshandelsorganisationen, som ikke overraskende gav USA medhold i det meste.

Tidligt i valgkampen truede Trump med en importtold på alle kinesiske varer på 45 procent, men amerikansk lovgivning tillader kun, at præsidenten indfører generel importtold på maksimum 15 procent og i højst 150 dage, medmindre der er erklæret undtagelsestilstand.

Større toldsatser er mulige, dog kun på udvalgte varekategorier.

is

HANDELSBALANCEN mellem de to giganter er massivt i Kinas favør. I løbet af de seneste 10 år har Kina solgt varer til 4 gange værdien af dets import fra USA. Enhver, der besøger en afdeling af Walmart i den del af USA, hvor Trumps kernevælgere dominerer, ved, at de kinesiske varer på hylderne er med til at give amerikanske forbrugere varer til langt under de priser, som deres egne virksomheder ville kunne levere.

is-4

Skulle Trumps protektionistiske strateger føle sig fristet til en rask lille handelsfejde med Beijing, bør de aflægge et besøg i byen Everett 40 kilometer nord for Seattle i staten Washington. Everett er hjemsted for klodens største bygning, flyproducenten Boeings fabrikshal på 3.300.000 kubikmeter. Hvor mange ordrer på passagerfly kan Boeing tåle at miste, når Kina skrider til gengældelse i en handelskrig?

(klumme i Politiken 16.11.2016)

 

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar