Flemming Ytzen

Vidnesbyrd fra Asiens Gulag

Udgivet den 14. november 2016 af flemmingytzen

Danske øjne på strømmen af flygtninge fra Nordkorea.

PÅ REGNEBRÆTTET over afgående præsident Obamas resultatliste for klodens konfliktcentre er der ikke meget at klappe af, uanset om man retter kikkerten mod Ukraine, Tyrkiet, Mellemøsten eller Østasien.

Vold, krig, kaos og fundamentalisme er blevet dagens uorden. Mest stillestående, men stadig overordentlig dyster, er tilstanden i Nordøstasien, hvor et atombevæbnet og ekstremt repressivt Nordkorea ikke viser de mindste tegn på at ændre sin konfrontationskurs.

Prisen for en fortsat fastlåst deling på den koreanske halvø betales af de hundredtusinder af slavearbejdere i de lejre i Nordkorea, der har uhyggelige mindelser om både nazitidens Tyskland og Stalins Gulag.

Lederen af FN’s menneskeretskontor for Nordkorea, danske Signe Poulsen, undlader behændigt at drage sådanne historiske paralleller i beskrivelsen af sit virke her i den sydkoreanske hovedstad Seoul. Den beskedne størrelse af hendes kontor – seks ansatte – virker urimelig set i forhold til opgavens karakter: at overvåge strømmen af nordkoreanske flygtninge og rapportere de oplysninger, som disse skæbner kan videregive, til FN-systemet.

Oplysningerne fra de afhoppede nordkoreanere lander på bordet i FN’s Sikkerhedsråd, »hvor medlemmerne trods alt diskuterer forholdene«, konstaterer Signe Poulsen.

Men mere vidtgående tiltag mod det nordkoreanske regime bliver der ikke meget af, pointerer hun. Hovedforklaringen er, at to af Sikkerhedsrådets medlemmer, Kina og Rusland, af princip ikke accepterer menneskeretskrænkelser som afsæt for politisk bindende sanktioner mod Nordkorea.

Når regimet i Pyongyang siden marts alligevel har været ramt af de mest omfattende sanktioner nogensinde (enstemmigt vedtaget i Sikkerhedsrådet), skyldes det landets fortsatte atomprøvesprængninger, ikke de veldokumenterede menneskeretskrænkelser, som landets system af arbejdslejre er et brutalt udtryk for.

BIOLOGEN Hyeong-Soo Kim flygtede fra Nordkorea i 2009 og er denne novemberdag stillet op her i Seoul for at berette om de tilstande, der hersker i hans tidligere hjemland. Han var i 1990′ erne ansat på et særligt institut, hvor han sammen med 130 videnskabsfolk var pålagt at forbedre fødevareprodukter alene til for regimets herskere, Kim Il-sung, den nordkoreanske stats grundlægger, og sønnen Kim Jongil.

Hyeong-Soo Kim forklarer, han var med i en gruppe af forskere, der rejste til Danmark i 1991 med det formål at finde metoder til at forbedre kvaliteten af oksekød. Det skete, fordi landets to diktatorer havde klaget over det oksekød, de fik serveret i dynastiets gigantiske palads i Pyongyang.

Det var i samme periode, at rapporterne om massedød blandt civile nordkoreanere nåede omverdenen.

Sult, tuberkulose, underernæring og mangelsygdomme kostede i 1990′ erne mindst en million nordkoreanere livet, mens diktatorfamilien mæskede sig i importerede kvalitetsfødevarer.

Da Hyeong-Soo Kim i 1998 vendte hjem til sin fødeby, blev han chokeret over at finde lig i gaderne.

Et årti senere besluttede han sig for at flygte. Inden flugten lykkedes, havde han været vidne til flere offentlige henrettelser af formodede regimekritikere, men reelt sagesløse civile. Den dag, der skal ske en offentlig henrettelse, lukker alle arbejdspladser, skoler og institutioner. Dødsdommene eksekveres i fuld offentlighed ved skydning.

»Herskerne maksimerer på den måde frygten i befolkningen«, forklarer han. »Sådan holder regimet 25 millioner som gidsler«. De få nordkoreanske embedsmænd, der som han selv havde haft den sjældne mulighed for udlandsrejser, bliver udsat for særlig overvågning efter hjemkomsten. På denne måde forsøger regimet at kvæle enhver spire til reformer og forandring.

Nordkorea er derfor ikke på vej mod markedsøkonomiske reformer af den slags, der har højnet levestandarden dramatisk i Vietnam og Kina.

Uddannelsen som biolog har gjort det muligt for Hyeong-Soo Kim at leve et normalt liv som lærer her i den sydkoreanske hovedstad, ganske som kvinden ved hans side, en anden flygtning fra Kim-dynastiet i nord, Chan-yang Ju, i dag gift med en sydkoreaner og mor til en nu fem måneder gammel søn. Hendes flugtrute til friheden gik via det vidt forgrenede netværk i Kina til Thailand.

Chan-yang Jus historie er en af de mere ekstraordinære blandt de anslået 30.000 nordkoreanske flygtninge, der i dag har bopæl i Sydkorea. Hun har en stjernestatus som medvirkende i tv-shows, hvor hun og andre flygtede beretter som det nordøstasiatiske ‘ Gulag’.

Hun ser et håb for fremtidens Nordkorea i den omfattende indsmugling af sydkoreansk popkultur i digital form. Diskoteker kan vise sig lige mere nyttigt som artilleri. Forandringerne skal komme indefra, er hendes pointe.

(klumme i Politiken 14, november 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Mangelvare: visionære republikanere

Udgivet den 2. november 2016 af flemmingytzen

Efter næste uges valgopgør skal der tænkes helt forfra blandt amerikanske konservative.

Eftertidens historieskrivning vil muligvis kalde præsidentvalget i 2016 for den begivenhed, der sendte amerikansk konservatisme ud i en opløsningsproces.

Den variant af populisme, som Trump-kampagnen har repræsenteret, har gjort, at flere ikoner i Det Republikanske Parti åbent har måttet distancere sig fra frontfiguren på grund af dennes retorik og manglende vilje til at respektere grundlæggende konservative dyder, rodfæstet af præsidenter som især Eisenhower, Reagan og både den ældre og den yngre George Bush.

I traditionelle opfattelser er det demokraterne, der har det politiske patent på de markante socialpolitiske tiltag i amerikansk politik, herunder ikke mindst sundhedspolitikken. Den snart afgående præsident Obama vil utvivlsomt blive husket for sin stædige kamp for gennemførelsen af ‘ Obamacare’, en milepæl i amerikansk sundhedspolitik og gennemført under noget, der lignede et dramatisk politisk forhindringsløb.

Alene den populære betegnelse Obamacare inviterer til at blive brugt i overskrifter for mange politiske statusopgørelser over nationens første mindretalspræsident på samme måde som 1960′ ernes Great Society-reformer under præsident Lyndon B. Johnson.

SELVFØLGELIG HAR der blandt USA’s republikanske præsidenter været folk, som med varierende gennemslagskraft har taget betegnelsen ‘ socialkonservativ’ (compassionate conservatism) til sig.

Uden for USA er der næppe mange, som husker, at George W. Bush under sin valgkamp i 2000, hvor modstanderen var daværende vicepræsident Al Gore, fortalte sine republikanske donorer, at »det hårdeste job i Amerika er at være alenemor«. Samme Bush satte et markant fingeraftryk på den globale kamp mod hiv/aids og malaria, og der fulgte mange donormidler med. Bill Gates var her en vigtig allieret.

Blandt konservative amerikanske intellektuelle har det været diskuteret, om en så omstridt skikkelse som Richard M. Nixon overhovedet var så konservativ, så det gjorde en forskel. Trods alt var det under Nixon, at USA fik sit miljøbeskyttelsesagentur, det første af slagsen, og det var samme Nixon, der vedholdende slog til lyd for gennemgribende sundhedsordninger i stil med, hvad der først mange år senere er blevet gennemført med Obamacare.

TRUMPS KAMPAGNE har med sin spontane og ofte brutale opportunisme tømt traditionel amerikansk konservatisme for indhold. Mens underholdningsværdien har været høj og har givet rigeligt med retorisk ammunition til utallige debatprogrammer og blogs, er fokus blevet fjernet fra det væsentlige: de langsigtede udfordringer for det amerikanske samfund indadtil og for USA’s rolle i en verden i hastig forandring. Kort sagt: visioner.

Kender vi eksempler på republikanske præsidenter, der kunne formulere visioner for en mere retfærdig verden og samtidig udfordre vanetænkning i begge politiske lejre? Vist så, og her kommer efterkrigstidens fineste eksempler: 12. juni 1987 stillede Ronald Reagan sig foran Brandenburger Tor i Berlin og opfordrede den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov til at »rive den Mur ned«.

Hvor mange blandt USA’s allierede i datidens Vesteuropa jublede den dag og udsendte støtteerklæringer? Så tager vi lige et større hop tilbage i tiden.

16. april 1953 holdt præsident Dwight D. Eisenhower en tale i Washington D. C. for medlemmer af den amerikanske sammenslutning af avisredaktører. I en tid præget af det tiltagende våbenkapløb mellem supermagterne havde den tidligere general, der i 1944-45 stod i spidsen for nedkæmpelsen af de nazistiske hære i Vesteuropa, modet til at sige følgende:

»Ethvert våben, der fremstilles, ethvert krigsskib, der søsættes, og ethvert missil, der affyres, er i sidste ende et tyveri fra de sultende og frysende befolkninger. En verden, der opruster, udpiner sine arbejdere, sine videnskabsmænds klogskab og sine børns håb. Omkostningerne ved at bygge et tungt bombefly svarer til at bygge moderne skoler i 30 storbyer (…) Når vi skal betale for en enkelt destroyer, svarer udgiften til nye boliger for 8.000 borgere. Dette er ikke en acceptabelt livsform; i stedet er det under truslen om en storkrig selve menneskehedens skæbne, der hænger på et jernkors«.

Fra næste uge må republikanske politikertalenter fordøje frustrationerne fra valgkampen i 2016 og forsøge at se fire år frem.

(klumme i Politiken 2. nov. 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

John McCain på Hanoi Hilton

Udgivet den 31. oktober 2016 af flemmingytzen

Vietnam bliver en vigtigere partner for USA i Østasien.

TÆNK, HVIS DEN republikanske præsidentkandidat ikke havde været Donald Trump, men John McCain.

Han har som bekendt forsøgt at få nøglerne til Det Hvide Hus, men tabte til Obama i 2008. Mon ikke der er mange republikanske vælgere, der i dag ønsker sig en reinkarneret McCain til at redde deres Grand Old Party?

At den i dag 80-årige og stadig aktive kongrespolitiker er en mand, der har haft mere end ét liv, bliver vi mindet om her et sted i den vietnamesiske hovedstad, Hanoi. I mange år kendt blandt krigsveteraner som ‘ Hanoi Hilton’ er Hoa Lo i dag et fængselsmuseum.

Besøgende kan her se den restaurerede lokalitet, hvor McCain tilbragte en stor del af sine mere end 5 år som krigsfange i det kommunistiske Nordvietnam.

26. oktober 1967 ved middagstid sad McCain ved styrepinden i sin Skyhawk og dykkede mod et bombemål, et elektricitetsanlæg i Hanoi. Denne mission, hans 23. over det nordlige Vietnam, skulle blive hans sidste. I 1.000 meters højde kastede flyet sine bomber for sekunder senere at blive ramt af et antiluftskytsmissil, der flåede flyets ene vinge af.

Den 31-årige pilot blev reddet af sin faldskærm og landede i Hanois Truc Bach-sø, hvor han blev fisket op af lokale. Et foto i en af museets glasmontrer har foreviget dette øjeblik. Et andet foto viser McCain i en hospitalsseng, hvor han tilses af en læge.

Når krigsfangen blev stedets mest prominente, skyldtes det, at hans fader, Jack McCain, kort forinden var blevet udnævnt til øverstkommanderende for USA’s styrker i Asien-Stillehavs-området og dermed en af de praktisk ansvarlige for krigsførelsen i Vietnam.

Sønnen afslog vietnamesiske tilbud om tidlig løsladelse og måtte tåle langvarig fysisk tortur og 2 år i en isolationscelle inden frigivelsen i marts 1973 umiddelbart efter indgåelsen af den fredsaftale, der afsluttede USA’s militære engagement i Vietnam.

I et interview efter hjemkomsten forklarede McCain: »Alle har et bristepunkt, og jeg nåede også mit i fængselscellen«. En forsigtig omskrivning af det selvmordsforsøg, som hans fangevogtere forhindrede.

MANGE ÅR senere blev politikeren McCain en af de mest markante fortalere for, at USA skulle normalisere relationerne til den tidligere krigsmodstander, men dette skete først efter Bill Clintons overtagelse af Det Hvide Hus i 1993.

På Hotel Metropole, Hanois fornemste, hænger en række fotos, der viser stats-og regeringschefer, diplomater og politikere, der over de seneste par årtier har besøgt den gamle asiatiske kulturnation.

Her ses ikke kun Bill Clinton og George Bush (den ældre), men også John McCain.

Forholdet mellem Hanoi og Washington er i dag præget af gensidig respekt og en voksende erkendelse af en gensidig nytteværdi. For i det nutidige opgør om magtrelationerne i Sydøstasien kan Vietnam gå hen og overtage den rolle, som tidligere tilhørte Thailand.En militær trædesten.

Vietnameserne har brug for en allieret til at dæmpe de regionale kinesiske magtambitioner. Eftersom både Thailand og Filippinerne er ved at krybe på plads i det regionale kinesiske magthierarki, bliver Vietnam relevant for USA.

Geopolitisk er dette noget af en kolbøtte, siden den amerikanske luftværnschef general Curtis Le-May i 1965 erklærede, at det kommunistiske Vietnam skulle »bombes tilbage til stenalderen«.

VIETNAM INVITERER til kontrafaktisk historieskrivning: Tænk, hvis daværende præsident Dwight D. Eisenhower, som i 1954 bidrog til det franske nederlag i Indokina ved at afvise kolonimagtens anmodning om luftstøtte ved slaget om Dien Bien Phu, havde skrottet den forkætrede dominoteori (‘ Falder et land til kommunismen, falder de alle’) og taget imod den hånd, som det kommunistiske Vietnams grundlægger, Ho Chi Minh, i 1945 rakte ud.

Så var mere end 58.000 amerikanske soldaters liv blevet reddet.

Millioner af dræbte og sårede vietnamesere senere har USA lært sig det meningsløse i at udkæmpe andre nationers borgerkrige på landjorden. Derfor kommer der ingen amerikanske soldaterstøvler i Mellemøsten, kun endeløse luftbombardementer.

Hvorvidt nutidens amerikanske krigsførelse får et mere konstruktivt forløb, end Vietnam-erfaringen tilsiger, kan kun fremtiden vise. Men vi gør klogt i at erindre os, hvad den amerikanske politolog Samuel Huntington skrev i sin banebrydende bog ‘ The Clash of Civilizations’ fra 1996: »Vesten vandt verdensherredømmet ikke så meget på grund af sine ideers, religionens eller sine værdiers overlegenhed, men langt mere i kraft af sin evne til at gennemføre organiseret voldsanvendelse.Vesterlændinge har det med at glemme denne kendsgerning, ikke-vesterlændinge vil altid have det i erindringen«.

(klumme i Politiken 31. oktober 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Med Bob Dylan i Himalaya

Udgivet den 19. oktober 2016 af flemmingytzen

Nobelfolkene er årtier for sent ude. Sådan må det være, når nostalgikere fejrer hinanden.

FOR ET par og tyve år siden befandt jeg mig i en firehjulstrækker på en rute i det østlige Himalaya. Helt nøjagtig i kongedømmet Bhutan på en ikke alt for solid vejstrækning nær grænsen til den tibetanske del af Kina. Det meste af ruten var grusvej, asfalt med huller, nedfaldne sten og hårnålesving. Utilpas af køresyge, højdesyge og kvalme forsøgte jeg at strække mit korpus ud på bilens bagsæde.

Om chaufføren af egen drift satte musikterapi i gang, eller om jeg selv havde valgt ud i det musikbibliotek af cd’er, der lå i bilen, husker jeg ikke. Men ud af højttalerne kom en tør og upoleret folkesanger og hans lige så knastørre guitar. Bob Dylans debutalbum fra 1962.

Midt i mareridtsforestillinger om mudderskred, der ville sende vort køretøj ned ad en af Himalayakædens bjergsider, virkede dette stykke musikfortid terapeutisk.

Skæring nr. 3, ‘ In My Time of Dyin” passede kun alt for godt til situationen og min tilstand.

Vi nåede helskindede frem, for min del med Dylan-oplevelsen siddende solidt i kroppen. For her var manden oplevet i sin reneste form. Kun stemmen og guitaren.

En upoleret terapeutisk prædikant i sin oprindelige form eksponeret for én som mig, der aldrig har været en del af fanskaren, men som dog aldrig har været i tvivl om hans kolossale betydning for ungdomskulturen fra starten af 60′ erne.

EN BEKENDELSE. Jeg har det med Bob Dylan som med nyreligiøse fænomener: at de har det med at kortslutte tilhørernes kritiske sans. Dylans produktion hen over mere end et halvt århundrede gør ikke manden til det geni, som mange i fanskaren udråber ham til. Momentvis ja, men ikke hele vejen. Kvaliteten i hans udgivelser går op og ned som med så mange andre af ikonerne i folk-og rockkulturen.

Højdepunkterne er fabelagtige, og da især, når nogle af mandens kolleger begår coverversioner. Tag lige et genhør med ‘ All Along The Watchtower’, udødeliggjort af Jimi Hendrix i 1968. Sådan skal Esajas’ Bog, kapitel 21, vers 5-9 lyde! Rent musikalsk har der aldrig været det helt store at blive imponeret af; tag og sammenlign med hans jævnaldrende kollega Joni Mitchell, hvis niveau er himmelhøjt over Dylans. I et interview med Los Angeles Times 22. april 2010 udtalte det canadiske ikon følgende: »Bob er overhovedet ikke autentisk. Han plagierer på livet løs, og alt, han spreder ud, er bedrag. Han og jeg er som dag og nat«.

Hvordan kunne sådan et verbalt overfald hænge sammen med, at de to, Dylan og Mitchell, flere gange havde optrådt sammen?

Da folkrock-dronningen efterfølgende blev bedt om at forklare sig (til en canadisk tv-station), bød hun ikke på en undskyldning, men uddybede på følgende vis:

»Jeg synes vældig godt om mange af Bobs sange, men musikalsk er han ikke specielt begavet. Sangstilen har han lånt fra de gamle hillbillies. I det hele taget låner han på kryds og tværs alle steder fra.Han er bestemt ikke nogen stor guitarist. Han har konstrueret sig en karakter, der leverer hans sange, og nogle gange har jeg ønsket mig, at jeg kunne have gjort noget lignende, for man er i stand til så meget. Den er en meget bekvem maske«.

MANDEN selv reagerede aldrig på kritikken. Men Mitchells ord bør vække eftertanke hos Nobelfolkene. Har han ikke fået så rigeligt med priser allerede med en plads i Rock & Roll Hall of Fame i 1988 (i øvrigt samtidig med både Beatles og Beach Boys) for ikke at tale om de mange Grammy’er? Hvorfor en Nobelpris til manden, et halvt århundrede efter at han kulminerede kunstnerisk?

Forklaringen er naturligvis psykologisk. Dylan får nobelhæderen af en generation af babyboomere, blomsterbørn og subkulturs-eksperimentalister, der i årtier har spejlet sig i hans værker. Vi er med andre ord vidne til endnu en narcissistisk og nostalgisk selvfejring.

DYLAN ER EN STOR kunstner, fordi han over fem årtier har fortolket tidsånden, lige inden den bredte sig. Den slags er en sikker opskrift på popularitet, men er det en nobelpris værdig? Imin optik skulle han have haft den omkring 1966-68, hvor han havde leveret tre mesterlige albumudgivelser i rap: ‘ Highway 61 Revisited’, ‘ Blonde on Blonde’ og ‘ John Wesley Harding’.

Forestil jer en nobelpris til Dylan i 1968 med hele det opbrud, der begyndte at rulle på den tid. Så ville vi i dag have kunnet se tilbage på en Nobelkomité, der havde turdet noget.

Her i 2016 er den en sentimental omgang memory lane. Gab-gab.

(klumme i Politiken 19. oktober 2016)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Trump har fans i Kina

Udgivet den 17. oktober 2016 af flemmingytzen

Polariseringen i Washington giver Beijing en styrkeposition.

TILBAGE i 2011, da Hillary Clinton var Obamas udenrigsminister, foreslog hun i en stor og detaljeret artikel i tidsskriftet Foreign Policy en justering, der kom til at hedde ‘ pivot to Asia’; en betegnelse for det, mange siden har kaldt en rebalancering af amerikansk udenrigspolitik med et stærkere fokus på Asien.

Den dominerende tolkning blev, at USA fremover vil få bedre styr på det opstigende Kina. Kursændringen burde være som en slentretur i parken, eftersom USA har rigeligt med allierede og venner i Asien, mens Kina stort set ingen har. Alligevel ser det nu ud til, at fundamentet for den amerikanske politik slår revner.

Dette skred har to forklaringer: Rodrigo Duterte og Donald Trump. Førstnævnte fordi denne temperamentsfulde og populistiske filippinske præsident har slået et gevaldigt hul i den amerikanske militære beskyttelsesmur i Sydøstasien, sidstnævnte fordi den republikanske præsidentkandidat har skabt fænomener i Washington, der ikke nødvendigvis går væk, fordi han taber valget om tre uger: uforudsigelighed og handlingslammelse.

Rebalanceringen stod sin første større prøve, da Den Internationale Domstol i Haag i juli afsagde en kendelse i den sag om territorialstridighederne i Det Sydkinesiske Hav, som den filippinske regering havde rejst. Kendelsen lignede et tilbageslag for de kinesiske stormagtsambitioner i Sydøstasien, men siden har en ændret politisk logik indfundet sig.

REGERINGEN i Manila havde anlagt sagen, inden Rodrigo Duterte kom til magten, og den mand har sine helt egne dagsordener. Han har suspenderet rutinemæssige patruljeringer med den amerikanske flåde, og alt tyder på, at han i denne uge er på vej til at indgå en regulær studehandel til søs.

I morgen lander Duterte således i den kinesiske hovedstad på et officielt tredages besøg, og med sig har han ikke færre end 250 erhvervsledere. De vil gøre alt, hvad der er muligt for at åbne portene for omfattende kinesiske investeringer i øriget.

De kinesiske ledere vil forvente, at han har en løsning med, der kan bringe ro på den verserende territorialkonflikt, og hvordan kan en sådan se ud? Beijing vil tilbyde Manila atter at få adgang til Scarborough-banke, beliggende kun et par hundrede kilometer fra en af de filippinske hovedøer.

Kinesiske flådeenheder tog kontrollen med dette farvand for fire år siden og har siden holdt filippinske inspektionsskibe og fiskerifartøjer borte.

Kendelsen i Den Internationale Domstol definerer Scarborough-banke som et område, hvor de, der gør krav på farvandet, alle har ret til fiskeri, og præsident Duterte mere end antydede et kompromis med Beijing, da han i en tale for en uge siden forklarede følgende:

»Vi har ingen mulighed for at vinde over Kina, så vi beder om tilladelse til at lade vore fi-skere vende tilbage til Scarborough«. Som modydelse vil Beijing ophæve de importrestriktioner, man har pålagt filippinske fødevarer, fremgår det.

På den amerikanske ambassade i Manila sidder diplomaterne nu og vrider hænder. USA’s tidligere koloni og ældste allierede i Asien er blevet illoyal.

Hvad er der efterhånden tilbage af Hillary Clintons højt besungne ‘ pivot’, altså rebalanceringen?

STYRKEFORHOLDET mellem klodens to største økonomier ville have set anderledes ud, hvis USA havde haft udsigt til at kunne realisere den store økonomiske aftale kaldet TPP (Trans-Pacific Partnership), som efter syv års svære forhandlinger lå færdig i februar.

TPP, der omfatter 12 lande, inklusive USA og Japan, men uden Kina, ville kunne give Østasien et tiltrængt løft, men der er ikke udsigt til, at Senatet i Washington godkender aftalen.

Ikke bare Bernie Sanders og Donald Trump undsagde TPP tidligt i valgkampen; siden tilsluttede Hillary Clinton sig modstandernes lejr med det argument, at aftalen vil ødelægge jobskabelse i USA.

Under en præsident Hillary Clinton vil USA søge at genforhandle TPP, men skaden er allerede sket: I samtlige asiatiske hovedstæder følger beslutningstagerne nu udviklingen i Kinas nye ‘ silkeveje’: de handelsruter, som skal gøre Beijing til centrum for et nyt kapitel i verdenshistorien om samhandel. Filippinerne kan med andre ord blive en brik i Kinas maritime aflægger af det 21. århundredes silkevej.

STATSSTYREDE kinesiske medier har nedgjort Donald Trump som en latterlig og utilregnelig politiker, mens der på de vildtvoksende sociale medier er opstået noget, der ligner regulære fanklubber for manden. Men et Trump-ledet USA betyder uforudsigelighed, som Beijing ikke bryder sig om.

Så naturligvis vil magtens mænd i Beijing foretrække den erfarne Hillary Clinton, for hendes rebalancering vil med stor sandsynlighed være strandet på en sandbanke den dag i januar, hvor hun vender tilbage til Det Hvide Hus.

(klumme i Politiken 17. oktober 2016)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Thailandsk kronprins på afveje i Bayern

Udgivet den 16. oktober 2016 af flemmingytzen

Magtoverdragelsen i Bangkok bliver næppe så elegant, som juntaen ønsker sig. Netmedier har sprængt hul i myten om det harmoniske monarki.

Den sorg, som millioner af thaier har udtrykt efter den 88-årige kong Bhumipols død er utvivlsomt oprigtig. Landet er ramt på selve sin buddhistiske identitet og selvforståelse, for alle thaier har kun kendt den spinkle, europæisk uddannede mand, der under ulykkelige omstændigheder blev løftet ind på tronen efter broderens tragiske død i 1946.

Men den folkelige sorg er utvivlsomt også iblandet usikkerhed om nationens fremtid, når den 64-årige kronprins Vajiralongkorn skal forsøge at udfylde rollen efter faderen.

Ifølge forfatningen er det et en særlig kreds af rådgivere, et ‘ hofråd’, der indstiller til parlamentet, hvilket medlem af kongefamilien der bliver næste overhoved for Chakri-dynastiet.

Vajiralongkorn er eneste mandlige arving, men opfattelsen af ham i brede kredse af det thailandske samfund er, at han er uegnet til at sidde på tronen grundet sin ubehøvlede og uværdige adfærd.

Manden har tre forliste ægteskaber og syv børn. Nogle lever i mere eller mindre frivilligt eksil i USA.

Detaljerne i dette politiske drama, der har mindelser om en sæbeopera, kan ikke diskuteres åbent i thailandske medier grundet landets vidtgående lovgivning om majestætsfornærmelse.

Så meget er landets to engelsksprogede aviser, Bangkok Post og The Nation, dog enige om, at de under kongens langvarige sygdomsperiode har understreget, at den fremtidige magtakse i Thailand ligger mellem kronprinsen og landets de facto magthaver, general Prayuth Chan-ocha, der leder den junta, som tog magten ved et ublodigt kup i maj 2014.

AT ANDRE END Vajiralongkorn kunne overtage tronen var indtil for nylig ikke helt udelukket. Formanden for hofrådet, den 95-årige (!) eksgeneral og eksdiktator Prem Tinsulanonda, er en ultraroyalist, som afskyr kronprinsen og hellere ser hans lillesøster, prinsesse Sirindhorn indsat.

Ingen betvivler hendes store popularitet, defineret gennem årtiers støtte til velgørenhedsprojekter for Thailands fattige, helt i tråd med den rolle, faderen byggede op fra 1950′ erne.

Men en prinsesse på tronen vil være uden fortilfælde, og desuden er den 61-årige Sirindhorn officielt single og derfor barnløs.

Thailands seneste forfatning, godkendt ved en folkeafstemning i august i år, placerer formelt magten i Prems hofråd, der alle består af fhv. ministre, de fleste med baggrund i militæret, men rådet er bundet til at konsultere juntaens såkaldte Nationale Råd for Fred og Orden, inden indstillingen om monarkiets overhoved forelægges det parlament, som militæret har den indirekte kontrol med gennem udpegning af andetkammerets senatorer.

Alt er således lagt til rette, så Vajiralongkorn kan tage over ved udløbet af den et år lange officielle sørgeperiode, som militæret har dekreteret. Spørgsmålet, som mange observatører og ikke mindst Bangkoks diplomatiske miljø, stiller sig: Hvor længe finder befolkningen sig i dette absurde skuespil opført af autokrater, eksgeneraler og rigmænd? Store interesser er på spil og ikke kun magt. Kongehuset kontrollerer kolossale formuer placeret i ejendomme og jordbesiddelser.

I netmagasinet The Diplomat vurderer analytikeren Hunter Marston, at Thailand med stor sandsynlighed er på vej mod større ustabilitet. Risikoen er, at det oprør, der eksploderede i spektakulære gadekampe i 2008-2010 mellem ‘ rødskjorter’ og ‘ gulskjorter’ med flere dødsfald til følge, gentager sig, mener han.

MEGET ville være enklere, hvis Vajiralongkorn havde opført sig lige så dydsmønsteragtigt som f. eks. den britiske prins Charles.

Rollen som monark er defineret af den adfærd og etik, som Bhumipol tilskyndet af amerikanske rådgivere i 1950′ erne indarbejdede systematisk gennem velgørenhedsaktiviteter og nøje instruerede fortællinger til en befolkning, der hungrer efter guddommelige helteberetninger, pakket ind i buddhistiske moralkoder.

Indtil for få år siden var den dystre bagside af historien om Chakri-dynastiet kun kendt af få. Men de sociale medier og alternative netmedier har vendt op og ned på det meste. Forrest i denne kamp står en ung akademiker og aktivist, Pavin Chachavalpongkun, der er lektor og forsker ved Kyoto Universitet. Han afslører artige detaljer i netmagasinet New Mandala, der fra sin base på Australian National University har publiceret indsigtsfuld viden om tilstandene i Sydøstasien gennem en halv snes år.

I NEW MANDALA får vi at vide, at kronprins Vajiralongkorn regelmæssigt rejste til München frem til skilsmissen fra sin tredje hustru, Srirasmi, i 2014. En luksusbolig ved Starnberg-søen 30 kilometer sydvest for München, Villa Stolberg, erhvervet for 12 millioner euro og med et boligareal på 1.400 kvadratmeter, er kronprinsens foretrukne opholdssted under hans ofte langvarige ophold i Bayern sammen med elskerinden Suthida Vajiralongkorn na Ayudhaya, der formelt leder hans særlige livgarde.

Den tyske tabloidpresse, anført af Bild Zeitung, har ved flere lejligheder vist afslørende fotos af kronprinsparrets ekstravagante opførsel på offentlige steder i München og omegn.

Juntaen i Bangkok har et manuskript for tronfølgen, men den officielle fortælling har for længst slået revner.

(klumme i Politiken 16. oktober 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Nekrolog: Thailands moralske vogter

Udgivet den 14. oktober 2016 af flemmingytzen

Thailands kong Bhumibol Adulyadej, der er død i en alder af 88 år, var det sidste asiatiske statsoverhoved, der kunne fortjene betegnelsen gudekonge.

En monark og en landsfader, der nød en kolossal popularitet blandt sine undersåtter, og dyrkelsen af ham nåede mytologiske og kultagtige dimensioner. Hans komplicerede levnedsløb og den rolle, han har spillet for og nogle gange imod landets politiske eliter, sætter både historieskrivningen og Thailands nuværende magthavere over for betydelige udfordringer.

Han blev den længst regerende monark i moderne verdenshistorie og efterlader en nation, hvor tvivlen om monarkiets egnethed begynder at gnave. Ikke hos landbefolkningen, men hos den mere veluddannede middelklasse i hovedstaden, Bangkok.

Bhumibol var født i Massachusetts, USA, og voksede op i en tid, hvor omverdenen tvivlede på, om monarkiet havde en fremtid i datidens Siam, som var Thailands navn indtil 1949. Faderen døde i 1929, da Bhumibol var to år, hvilket fik moderen til at flytte familien til Schweiz.

Da Bhumibols onkel døde i 1935 uden at have efterladt en arving til tronen, blev Bhumibols ældre bror som niårig gjort til tronarving. Børnene fuldførte skolegang i Lausanne og returnerede til Thailand efter verdenskrigens afslutning.

En dramatisk begivenhed 9. juni 1946 førte til, at Bhumibol som 18-årig blev tronarving. Broderen Anand blev fundet død i paladset med et skudsår i hovedet.

Helt frem til nutiden er de nærmere omstændigheder ved dødsfaldet uafklarede.

Den første forklaring fra regeringen talte om et vådeskud, men en efterfølgende undersøgelse afkræftede dette. To ansatte ved hoffet blev anklaget, dømt og henrettet.

Ofte er der i årenes løb blev rejst tvivl om, hvorvidt der var tale om en skueproces, og det er blevet mere end antydet, at en vådeskudsulykke, som også involverede Bhumibol, kan have været årsagen.

Begge mænd var meget optagede af skydevåben.

Bhumibol vendte herefter tilbage til Europa for at fuldende sin uddannelse, og det blev i Paris, han mødte sin kommende hustru, der blev kendt som dronning Sirikit, datter af den daværende thailandske ambassadør i Frankrig.

OP GENNEM det følgende årti stod monarkiet svagt i det fattige, splittede og ustabile land, hvor alliancen med USA kom til at spille en afgørende rolle. Ikke mindst takket være effektivt og dygtigt amerikansk diplomati lykkedes det at opbygge et billede af kongen som en guddommelig landsfader, der nærede dyb omsorg for udstødte og fattige undersåtter og sikrer landet mod kup og katastrofer.

Når stridende eliter kappedes om magten, kunne kongen stå frem som en forsonende skikkelse, der kunne mildne diktatorer og bane vejen for forsoning efter ofte hårdhændede militærkup.

Kongehuset og militæret udgør de to vigtigste søjler i Thailands politiske historie.

De to andre er erhvervslivet og centraladministrationen.

Ofte har officerskorpset haft større reel betydning end de svage partiorganisationer, der er kommet og gået med ofte populistiske, grådige og korruptionsbefængte politikere og har skadet landet mere end gavnet det.

Thailand har siden det absolutte monarkis afskaffelse i 1932 fået ry som landet med verdensrekord i militærkup. Mange af dem dog ublodige. Hovedreglen for ethvert magtskifte gennem et halvt århundrede er blevet formuleret således: Uden kongens opbakning går det ikke.

Han kontrollerer ikke nødvendigvis magten, men kan bruges til at legitimere den.

Han blev ikke givet chancer under et højreorienteret nationalistisk militærdiktatur i 1950′ erne og 1960′ erne, men han udnyttede i 1957 en strid mellem to juntaledere, erklærede undtagelsestilstand og banede vejen for et styre, der gav mere indflydelse til kongehuset i rollen som forsvarer af buddhistiske værdier.

DA EN studenterledet revolte i 1973 tvang militæret til en politisk retræte, trådte kongen i karakter ved at stille sig på demokratiaktivisternes side. Han udnævnte en universitetsrektor som regeringschef og bidrog dermed til militærstyrets fald, dog kun midlertidigt, indtil militæret brutalt atter tog magten i 1976. Kup efter kup gjorde Bangkok til en turbulent kampplads, indtil hærchefen Prem Tinsulanonda i 1980 stillede sig i spidsen for en overgangsregering.

En robust alliance mellem kongen og general Prem førte op gennem 1980′ erne til, at thailandsk politik gradvis blev gjort civiliseret og demokratisk. Det var også i disse år, at landet oplevede en betydelig velstandsstigning. I 1988 kunne makkerskabet bane vejen for det første frie valg af en civil regeringsleder. Denne var også en stenrig forretningsmand, der tillod korruptionen at eskalere midt under et enestående økonomisk boom.

Da en en kupleder forsøgte at gøre sig selv til regeringschef i maj 1992, blev det for meget for studenterne og den selvbevidste middelklasse i Bangkok. De gik på gaden i titusindvis i protest. Politi og militær skød tilbage, hundredvis af demonstranter blev dræbt og såret, hvorefter kongen greb ind ved at invitere kupgeneralen og hans modstander, Bangkoks overborgmester, ind på slottet og i en direkte tv-udsendelse pålægge dem at bilægge stridighederne.

FUNDAMENTALT er denne konstante ustabilitet udtryk for, at Thailand trods en skinnende overflade af modernitet og nyrig velstand er et land, som traditionelle magteliter ikke vil slippe så let. Det buddhistiske kongedømme er stadig et paradoks, hvor en demokratisk kultur har svært ved at slå rødder i et land, der var blandt de tidligste i Sydøstasien til at forsøge at indarbejde en europæisk inspireret styreform.

Splittelsen mellem landbefolkningens halvfeudale mentalitet, der er et let offer for opportunistiske stemmekøbspolitikere, og byeliternes dyrkelse af materiel velstand og grådighed har slidt kraftigt på landets sociale og kulturelle sammenhængskraft.

Når landet alligevel ikke falder fra hinanden i socialt og politisk kaos, skyldes det ikke mindst, at denne sammenhængskraft har kongen som symbol.

Kongemagten blev konsolideret af Bhumibol ved hjælp af moralske budskaber, karisma og fortællinger om buddhistiske dyder. Den arv bliver det meget svært for kronprinsen, Maha Vajiralongkorn (f. 1952), at løfte. Det skyldes ikke mindst hans tre forliste ægteskaber, men også at han er sat i forbindelse med aktiviteter, som ikke kan anses for passende for en monark.

Thailand går utvivlsomt svære tider i møde efter syv årtier med den gådefulde monark. Et halvt århundredes intensiv dyrkelse af mytologien omkring det kongehus, som Bhumibol stod i spidsen for, kan blive en møllesten om halsen på efterfølgeren.

(Publiceret i Politiken 14. oktober 2016)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Præster i ny frihedskamp

Udgivet den 3. oktober 2016 af flemmingytzen

Kvindelige imamer kan blive islams befrielsesteologer.

FOR EN MÅNEDS tid siden føjede Danmark et nyt kapitel til religionshistorien, da Mariam Moskeen i København lod en kvindelig imam, Sherin Khankan, kalde til fredagsbøn for en menighed udelukkende bestående af kvinder.

Khankan har til Weekendavisen forklaret, at hendes moské vil udfordre de patriarkalske strukturer og institutioner inden for islam. Hun ser islamisk feminisme som et skridt på vejen til »en mere progressiv variant af islam«. Progressiv, betyder det i denne sammenhæng sekulær? Er Khankans enestående initiativ i realiteten et af de vigtigste antiradikaliseringstiltag, vi har set længe?

I LOS ANGELES har en kvinde-moské for nylig set dagens lys, og lederen af fredagsbønnen er her en afroamerikansk kvinde. Der er oprettet kvinde-moskeer i Berlin og Amsterdam, og tilsvarende planer er undervejs i Bradford, Storbritannien.

Der er et indlysende paradoks i, at verdens tre folkerigeste muslimske lande, Indonesien, Pakistan og Bangladesh, har haft kvindelige præsidenter, men endnu ikke har givet plads til kvindelige imamer som ledere af fredagsbønnen.

I det multireligiøse Indien er forsøgene på kønspolitisk ligestilling i landets store muslimske samfund stødt på vanskeligheder. Omvendt har der i Kina gennem generationer været plads til moskeer forbeholdt kvinder. Interessant nok findes disse ikke i den eneste provins med muslimsk befolknings-flertal, Xinjiang, men i Henan-provinsen, hvor byen Kaifeng for knap et årtusinde siden var hovedstad i Song-dynastiet.

Kaifeng er en af Kinas mest multikulturelle byer med dens variation af buddhistiske, konfutsianske og taoistiske templer, kristne kirker samt moskeer.

Det er også i denne by, at de sidste rester af et jødisk kinesisk samfund angiveligt har eksisteret.

HVAD ENTEN det er i København eller Kaifeng: Der er en opmuntring i, at muslimske kvinder får deres eget åndelige rum. I Danmark i kraft af et privat initiativ, i Kina, fordi statens officielle politik var og er ligestilling, samtidig med at religiøs aktivitet skal afpolitiseres, hvis den skal kunne være til gavn for samfundet.

Islamdebatten har længe lidt under de mange udsagn, der beskriver denne verdensreligion som en monolitisk størrelse. Naturligvis er der tale om misbrug af troen, når klaner eller diktatorer (altid mænd) tager Koranen i brug for at legitimere deres magtudøvelse, for der hvor staten principielt og ideologisk er religionsneutral eller atestisk, gør den trossamfundenes medlemmer en tjeneste.

Først når den er renset for politisering, får en religion den værdi for individet, at den kan være frisættende for intellektet og lindrende for sjælen. Det er her, at kvindelige imamer kan få karakter af en slags befrielsesteologer, hvis fænomenet får lov at brede sig. Mere end nogen anden af verdensreligionerne har islam brug for at komme ud af ortodoksiens greb.

Den differentierede praksis for islam, som er gældende i Kina, har sine særlige forklaringer. Landets største muslimske minoritet, hui (anslået 10, 5 millioner), kan relativt frit praktisere deres religion og bygge moskeer, mens der er en mere rigid kontrol i Xinjiang, hvor uighur-minoriteten praktiserer en konservativ variant af sunniislam.

Prayer at the Beidajie Women’s Mosque in Zhengzhou, Henan province, China.

Hvor hui-befolkningen tillades private islamskoler under henvisning til den officielle kønspolitiske ligestillingspolitik, er disse forbudt i Xinjiang, fordi den kinesiske stat her slår ned på de separatistiske strømninger inden for uighur-minoriteten, hvor spændinger i forhold til centralregeringen i perioder har givet sig udslag i terrorhandlinger.

GUO JINFANG er kvindelig imam ved Wangjia Moskeen i Kaifeng, en af byens 16 af slagsen forbeholdt kvinder. Hun forklarer til den britiske forfatter og filmproducent Michael Wood, at fortidens muslimske ledere byggede skoler først, inden nogle af disse forvandledes til moskeer i det 18. århundrede.

Efterfølgende skrev kinesiske muslimske filosoffer digre bogværker, der betonede nødvendigheden af at være muslimer, der både var rettroende og loyale over for den kinesiske stat. Siden flød to strømninger sammen, forklarer hun: behovet for at bevare samfundets religiøse identitet og behovet for at uddanne og ligestille kvinder.

Mohammed Ma Jian (1906-1978) var Kinas førende islamforsker, flydende i arabisk og en anerkendt intellektuel i både Republikken Kina og Folkerepublikken Kina. Han oversatte Koranen til kinesisk. Efter et ophold i Kairo i 1930′ erne kom han hjem til Kina og oversatte de konfutsianske Analekter (det nærmeste østasiatisk kultur kommer en ‘ bibel’) til arabisk. Han mente, at marxisme og islam fint kunne sameksistere. Hvem skulle have troet det: at den arabiske verden kan lære noget af det konfutsianske Østasien.

(klumme i Politiken 3.10.2016)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Overlevelsens atomvåben

Udgivet den 19. september 2016 af flemmingytzen

Krigsrisiko i Korea er lav, men i nord sikrer man sig overlevelse.

NORDKOREAS nylige prøvesprængning af et kernevåben, den femte af sin slags, betyder ikke, at risikoen for krig er rykket nærmere. Målet er afskrækkelse, og adressen er ikke kun hovedmodstanderen USA eller rivalen Sydkorea, men i høj grad også den beskyttermagt, som holder livlinerne oppe til klanstyret i Pyongyang, nemlig Kina.

Fordi den amerikanske atomparaply over Nordøstasien er så tæt, som den er, ville en direkte anvendelse af et nordkoreansk kernevåben mod amerikanske basefaciliteter i Stillehavsregionen udløse et modangreb, som ville udslette samtlige nordkoreanske kommandocentre af betydning foruden et tab på hundredtusinder af civile.

Prøvesprængningen er derfor udtryk for, at klanstyret sætter prisen op for et hvilket som helst angreb på den sidste af USA’s modstandere fra de tidlige år af den kolde krig. Selve Nordkoreas eksistensberettigelse som stat bygger på fortællingen om, at en ludfattig kommunistisk stat for lidt over seks årtier siden kæmpede USA til et resultat, der bedst kan betegnes som ‘ uafgjort’, og som finder udtryk i den deling af den koreanske halvø, som har været realiteten siden våbenstilstanden i 1953.

I nordkoreansk propaganda beskrives ophøret af kamphandlingerne efter de tre års krige som en ‘ sejr’ over den ‘ imperialistiske’ supermagt. Modstandsvilje mod USA udlægges i Pyongyang som beviset på den koreanske nations vilje til overlevelse og evne til at videreføre det eneste i intakte og selvstændige koreanske samfund.

For ‘ landsmændene’ i det langt rigere og friere Sydkorea er i Pyongyangs fremstilling ikke længere ægte koreanere, men urene og bastarder, inficeret af globalisering og amerikanisering. Selv de nordkoreanske afhoppere, der når frem til Sydkorea og skal forsøge at leve et friere og mere selvstændigt liv som individer, får problemer. Nogle beder om at blive sendt tilbage, fordi de savner en forbundethed med slægt og venner. Konkurrencementaliteten i det dynamiske Sydkorea, en af klodens mest udviklede og innovative stater, er ofte uoverkommelig for disse flygtninge.

PÅ DEN lange bane handler udfordringen i Korea om, hvorvidt verden er bedst tjent med, at delingen af halvøen bliver et permanent vilkår. For skulle en genforening komme, rejser der sig voldsomme udfordringer: et forenet Korea som en del af det amerikanske alliancesystem i Asien vil være uacceptabelt for Kina.

Et forenet Korea bliver med sikkerhed antijapansk i sin udenrigspolitiske orientering, hvilket Kina vil vide at udnytte i en grad, der kan gøre den koreanske alliance med USA usikker.

Et forenet Korea vil være en uoverkommelig økonomisk byrde for den sydkoreanske befolkning, hvis en genrejsning af den fallerede nordkoreanske økonomi kommer til at ske på betingelser som dem, der gjaldt for de to tyske stater i 1990.

Derfor er atomprøvesprængningen en realitet, som på den mest ubehagelige vis fortæller, at delingen forbliver en realitet lige så langt ud i fremtiden, som forestillingsevnen rækker. Alle kan leve med status quo, meget få kan se fordelene ved alternativet.

Problemet er så lige her, at millioner af koreanere i såvel syd som nord er opdraget til at berede sig på, at den historiske uretfærdighed ophører, og at halvøens 75 millioner indbyggere samles i et fælles ‘ hjem’.

Koreanere i begge stater lever derfor i en dobbeltverden: en reel og en forestillet.

ER DET DA muligt at forestille sig en fredelig udgang på Korea-spørgsmålet? Kan den kommunistiske stat reformere sig i en sådan grad, at incitamentet til at bygge en nuklear afskrækkelse op reduceres og helst helt fjernes, og at de to fjendtlige stater begynder en udvikling, der kunne ligne det, der skete mellem Øst-og Vesttyskland med den forsoning, som de vesttyske socialdemokrater tog initiativet til en lille snes år før Murens fald? Svaret er her, at Nordkorea i en sådan udvikling ville lide samme skæbne som i sin tid Østtyskland.

Kim Jong-uns ‘ arbejderparadis’ er militariseret i en grad, der får datidens DDR til at ligne et kuriøst socialpolitisk eksperiment.

De kernevåben, der måtte have befundet sig på østtysk jord, havde kun sovjetiske officerer adgang til. Med andre ord er Kina ikke tilnærmelsesvis i en rolle svarende til den, Gorbatjovs Sovjetunionen havde, da det kommunistiske imperium slog revner i 1989.

Kim-klanen er indstillet på at kæmpe til det yderste for at bevare den bizarre statsdannelse, den har stået i spidsen for siden 1948. Den har overlevet Sovjetunionens sammenbrud, kinesisk kursskifte og international isolation.

Håb om forandring må derfor knytte sig til mulige interne reformer, gerne i stil med, hvad Kina under Deng Xiaoping slog ind på fra slutningen af 1970′ erne. Indtil videre har det lange udsigter.

(klumme i Politiken 19. september 2016)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Multikultur fortrænger sprogstrid

Udgivet den 5. september 2016 af flemmingytzen

Brexit hjælper ikke Canadas fransktalende separatister.

JO LÆNGERE vestpå man kommer i Canada, jo sjældnere høres det ene af landets to officielle sprog. Alligevel er alle forklaringer på museer og of-ficielle regeringsbygninger skrevet på både fransk og engelsk.

Giver det mening her i British Columbia, hvor tre fjerdedele af den knap fem millioner store befolkning har engelsk som hovedsprog, og hvor kun et par procent foretrækker fransk som første sprog? Ligestilingen mellem de to europæiske sprog er ført igennem helt ud i den mindste detalje.

Selv på de spraglede, kunstnerisk dekorerede postkasser her i det smukke og betagende Vancouver er der på metallågen støbt ordene: Pull-Tirez. Så stor imødekommenhed får selv ikke de syv procent af finnerne, der har svensk som hovedmodersmål. Hvad vil anglo-canadierne opnå med denne velvillighed? Svaret findes naturligvis i den østlige provins Québec, hvor knap 80 procent af de otte millioner indbyggere har fransk som første sprog.

FOR ET lille halvt århundrede siden tog militante fransktalende separatister skridt til løsrivelse med noget, der begyndte at ligne en frihedskamp. Det kulminerede med den såkaldte oktoberkrise i 1970.

Der var drab, bortførelser af embedsmænd og bombesprængte postkasser.

Denne galskab i et ellers højt udviklet europæisk domineret samfund var aldrig nået så vidt, havde det ikke være for den franske præsident Charles de Gaulles forrykte tale på rådhusbalkonen i Montreal 24. juli 1967, hvor krigsveteranen rundede af med ordene ‘ Vive le Québec libre’ og satte en folkemængde i ekstase.

Siden blev Québec-separatisternes tilbøjeligheder jordet ved to folkeafstemninger, først i 1980 og siden i 1995, og når emnet alligevel vækker en vis interesse i dag, skyldes det Brexit. Hvis briterne kan forlade EU, er to Canadaer så ikke bedre end ét, spørges der i krogene herude.

AKTIVISTER i Québec bruger stadig 24. juni som dagen, hvor de profilerer sig, men i år var der ingen ekstatiske råb på rådhuspladsen i Montreal. Det skyldes utvivlsomt, at løsrivelsesbevægelsens organisation, Parti Québécois, står uden formand efter Pierre Karl Peladeaus afgang tidligere på året.

Ved næste valg til provinsparlamentet vil konsekvenserne af Brexit være tydeligere end i dag og næppe tjene som eksempel til efterfølgelse for Canadas frankofone.

Den multikulturalisme, som for et kvart århundrede siden blev skrevet ind i forfatningen af Pierre Trudeau, fader til Canadas nuværende regeringschef, Justin Trudeau, var et mesterligt stykke jura, der både lukkede munden på de frankofone, åbnede for officiel accept af den oprindelige befolkning og forberedte nationen på den indvandringsbølge, som Canada har håndteret mange gange bedre, end det sker i Canadas europæiske oprindelseslande.

AFTENVANDRINGER her i Vancouvers bykerne afslører et fænomen, som vil være en sjældenhed i europæiske storbymiljøer: kærestepar hånd i hånd, hvor manden har østasiatiske eller afrikansk-caribiske rødder, mens kvinden er hvid. Butikkerne på byens længste indkøbsgade, Robson Street, er domineret af asiatiske kvinder, der ubesværet svinger mellem engelsk og kinesisk, eller engelsk og hindi.

Lidt over halvdelen af byens 2,5 millioner store befolkning falder i kategorien kaukasisk-europæisk, mens østasiaterne tæller knap 30 procent og sydasiaterne 11 procent. Ikke underligt, at tilrejsende fra Québec føler sig trængte her.

Men den canadiske multikulturalisme er ikke uden paradokser. Den indfødte befolkning, der i dag udgør knap halvanden million indbyggere (ud af et samlet folketal tæt på 35 millioner), går under den officielle betegnelse First Nations, uagtet at disse snesevis af folkeslag ikke var i nærheden af noget, der bare lignede en statsdannelse, da de europæiske indvandrere i 1867 etablerede den canadiske nation.

I dag bruges der millionbeløb på at hylde disse første ‘ nationer’, men på det imponerende museum i provinshovedstaden Victoria, den mest britiske lokalitet på den vestlige side af Atlanterhavet, omtales decimeringen af urbefolkningen i 1800-tallet kun i parenteser som ulykkelige konsekvenser af ‘ spiritus, sygdomme og våbenmagt’.

Siden er verden vendt på hovedet. Hver måned ankommer tusinder af asiater på den canadiske stillehavskyst, og mange vælger at blive. For dem bliver Québec ikke meget andet end et eksotisk turistmål, repræsenterende den gamle verden. Indvandringen fortrænger Canadas gamle sprogstrid.

(klumme i Politiken 5.9.2016)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

	Liam S til En hurtig lille Nato-krig mod…
	Farvel til Jimmy Car… til Jimmy Carter, 100 år
	Svend Erik Hansen til Universiteterne har givet op.…
	Stig Wørmer til Jimmy Carter, 100 år
	xionghengli til Filmserie om kinesisk historie…
	Ryan Jones til Censur reduceres, mens etnisk…
	Dylan til Ud af paddehatteskyggen
	aclund til Katastrofen i Irak kortlagt i…
	Cara Horton til Jeppes alternative velkomstord
	Stig Wørmer til Taiwan-illusioner på slap…

Flemming Ytzen

Vidnesbyrd fra Asiens Gulag

Mangelvare: visionære republikanere

John McCain på Hanoi Hilton

Med Bob Dylan i Himalaya

Trump har fans i Kina

Thailandsk kronprins på afveje i Bayern

Nekrolog: Thailands moralske vogter

Præster i ny frihedskamp

Overlevelsens atomvåben

Multikultur fortrænger sprogstrid

Nye indlæg

Nye kommentarer

Arkiver

Kategorier

Meta

Blogstats