Rullende Torden i et fjernt land. Årsdag til eftertanke

Udgivet den 2. april 2015 af flemmingytzen

Erfaringerne fra Vietnam vil ikke kunne gentages i Mellemøsten. 

Historieskrivningen passerede for nøjagtig en måned siden en 50-års dag, som herhjemme næppe er blevet bemærket af andre end nogle få historieinteresserede nørder. Vi taler om det, der i militærhistorien hedder Rolling Thunder påbegyndt 2. marts 1965 over det, der dengang for nemheds skyld hed Nordvietnam, officielt Den Demokratiske Republik Vietnam.

Rullende Torden, hvad var så det? En 44 måneder lang militær operation udelukkende fra luften, dvs. i form af bombardementer af et areal mindre end det halve af Norge.

5Feb1917ComblesFranceWWI

Der blev ikke sparet på krudtet: et år inden angrebenes ophør i november 1968 meddelte Pentagon, forsvarsministeriet i Washington, at den samlede volumen af bomber mod Vietnam havde passeret de 864.000 ton, hvilket dermed var mere end den samlede bomberegn over Korea i perioden 1950-53 (653.000 ton) og de 503.000 ton, der blev kastet mod japanske mål i Stillehavskrigen 1941-45.

Denne kolossale koncentration af død og ødelæggelse blev rettet mod en ludfattig kommunistisk nation, hvis eneste kilder til militær og civil bistand af betydning var Sovjetunionen og Kina. Alligevel nåede de amerikanske tabstal op på mere end 900 fly; 745 piloter og besætningsmedlemmer blev skudt ned, hvoraf de knap 400 blev dræbt, savnet eller siden døde i fangenskab.

104611-050-D8F711CE

BÅDE DEN strategiske og den politiske virkning af denne massive kampagne blev nytteløs – målt på enhver skala. Formålet var at ødelægge den nordvietnamesiske infrastruktur i en sådan grad, at den kommunistiske ledelse ville indstille støtten til de landsmænd og partisaner, der bekæmpede den amerikanskstøttede regering i Sydvietnam. Det kom der intet ud af.

I 1968, samme år som Rolling Thunder ophørte, indledte USA forhandlinger med nordvietnamesiske repræsentanter i Paris. I januar 1973 underskrev parterne en våbenhvile, som skulle have banet vej for en fredsaftale, som aldrig kom. I foråret 1975 indtog nordvietnamesiske styrker det, der var tilbage af Sydvietnam, og genforeningen af Vietnam var dermed en realitet.

USA VAR dengang alene om den største krig fra luften siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Lige nu spiller amerikanerne hovedrollen i luftkrigen mod Islamisk Stat, men har deltagelse af fly fra Danmark, Storbritannien, Frankrig, Canada, Jordan og andre.

De definerede bombemål gøres op i tusindtal, men ingen af de militære organisationer er spor generøse, når det gælder information om mål eller tab. Så i det mindste på ét område har beslutningstagerne lært af erfaringen fra Vietnam: Hold medierne væk.

F-16-fly-OKOK_adw

Her var nordvietnameserne kløgtigere: De sørgede for at hente amerikanske og europæiske meningsdannere til Hanoi og omegn, så den vestlige opinion kunne få indtryk af, hvor mange hospitaler, skoler og landsbyer der var blevet ødelagt af bomberegnen. Da protestmarcherne begyndte i Washington og San Francisco, stod det hurtigt klart for Kongressen i Washington, at krigen ikke kunne vindes, og herefter handlede det om at begrænse de politiske skadevirkninger af en tilbagetrækning.

Noget tilsvarende kommer næppe til at ske i hverken Syrien eller Irak, for hvem er det lige, der skal invitere de vestlige meningsdannere? Næppe nogen, som vi kan regne med vil forblive pålidelige allierede.

Den arabiske leder, der erklærer sig som allieret i dag, kan være fjende i morgen. Og hvem kan vide, hvor langt Islamisk Stat er med at forberede indtagelsen af næste mål i Yemen og Libyen?

DA USA gik løs på vietnameserne i 1960′ erne, byggede det på en forestilling, formuleret i den såkaldte domino-teori: at hvis et land faldt (til kommunisterne), ville de øvrige falde. Sådan kom det som bekendt ikke til at gå.

Og den aktuelle krig? Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) sagde til Dagbladet Information 22. januar: »Vores flyangreb har bestemt haft en effekt. Vi har ramt en række Isil-mål (Isil = Islamisk Stat, red.), vi har begrænset Isil’s muligheder for at operere, og vi har gjort det sværere for Isil at rette angreb mod civilbefolkningen og mod de irakiske styrker (…) Det har hele tiden været klart, at luftangreb ikke gør det alene. Ved dagens slutning er det på landjorden, at de afgørende slag skal slås. Indtil da er det af afgørende betydning, at vi retter angreb fra luften. Det sætter Isil under pres, så de irakiske styrker kan sætte en offensiv ind, når tidspunktet er rigtigt«.

6658718-20140620-081551-L

Om Syrien siger forsvarsministeren: »Fra dansk side har vi lige fra første færd gjort alt, hvad vi kan for at bidrage til en fredelig løsning og til, at der bliver etableret et demokrati i Syrien. Det er fortsat målet«.

Vi lader disse udsagn stå et øjeblik. Måske vil forsvarsministerens taleskrivere overveje at svare på følgende spørgsmål: Hvor mange bomber skal der falde over Islamisk Stat, før en forhandlingsituation kommer på tale?

Vietnam blev i 1975-76 genforenet. Et kvart århundredes reformpolitik har gjort landet til en velfungerende teknokratstyret markeds-leninistisk udviklingsstat, der fra toppen og nedefter er en solid ven af USA og Vesten.

Den erfaring kan ikke kopieres til den arabiske verden.

(klumme i Politiken 2.4.2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Streng patriark med fast hånd

Udgivet den 26. marts 2015 af flemmingytzen

Nekrolog (Lee Kuan Yew 1923-2015, Singapores grundlægger og ubestridte leder gennem flere end tre årtier)

Om hvor mange statsmænd kan man sige, at de forandrede ikke bare deres eget land, men en halv verdensdel? Velsagtens Winston Churchill, Franklin D. Roosevelt, Ronald Reagan, Helmut Kohl og muligvis Margaret Thatcher. Men en ubestridelig kandidat til denne særklasse er Singapores grundlægger, Lee Kuan Yew, der er død i en alder af 91.

1262895_687000534644683_1338625735_o

I de vestlige samfund var der kun ganske få, der opdagede, at Lee spillede en hovedrolle som inspirator for Kinas ledelse, da denne i 1979 skulle begynde helt forfra med både politik og økonomi. Det var, efter at Kinas reformleder Deng Xiaoping besøgte sin etniske åndsfælle Lee i 1978 og fik forklaret, hvad Kina skulle gøre for erstatte ortodoks kommunistisk planøkonomi med en reguleret statskapitalisme, at verden blev sat i bevægelse. Konsekvensen er mærkbar i dag: Det er en tilpasset variant af Singapore-modellen, der har gjort Kina til en global aktør.Ikke gennem parlamentarisme, men meritokrati, hvor kun de kloge bestemmer, og hvor de mindre kloge er reduceret til stemmekvæg.

PS_LKY1e

Lees dialoger med Deng er beskrevet i erindringsbogen ‘ From Third World to First’ fra 2000 og er et stykke verdenshistorie, som helt uretfærdigt negligeres på vestlige læreanstalter, nok med undtagelse af visse business schools. For bogen beskriver, hvorledes Singapore som en ludfattig postkolonial udpost i Sydøstasien ved uafhængigheden i midten af 1960′ erne på rekordtid forvandledes til et velstående, dynamisk kraftcenter i asiatisk økonomi.

Lee-Kuan-Yew-Time-Magazine

Den britisk uddannede jurists formel var og er enkel: disciplin af den klassiske patriarkalske slags og uddannelse og lærdom til overmål implementeret fra oven og nedefter. Fagforeninger og virksomhedslobbyister, der adlyder høfligt, hvad den faderlige stat påbyder. Lydige medier og oppositionspolitikere, der fik konfiskeret formuen efter en hurtig tur ved en domstol.

Under Lee blev Singapore en kapitalistisk oase med klodens mindste kriminalitetsrater og en social regulering, der fik de skandinaviske velfærdssamfund til at ligne blege eksperimenter i rundkredspædagogik. For narkotikasmuglere var der kun én vej: en tur i galgen. Spyttede man tyggegummi på gaden, vankede der kæmpebøder.

At sønnen Lee Hsien Loong i 2004 blev regeringschef, fik kritikere til at kalde Singapore for kapitalismens svar på Nordkorea.

Selveste Henry Kissinger siger i mindeordene om Lee, at denne asiat lærte ham mere end nogen anden stats-eller regeringschef.Lees vigtigste inspirator i studietiden var Margaret Thatcher, der insisterede på at kalde ham ‘ Harry’, og de forblev venner til hendes død. Interessant nok var det under Labours vinger, at Lee som erklæret socialist begyndte sit aktivistiske arbejde i 1950′ erne, og de første kunder i hans og hustruens advokatfirma i Singapore var de lokale fagforeninger.

00F2FBE000000191-0-image-m-33_1427159692732

Set med naivt blødsødne europæiske øjne var Lee en diktator. I et asiatisk perspektiv en visionær, respekteret og frygtet statsmand, hvis arv og eksempel vil række generationer frem. Kipling fik ret: Øst og Vest mødes aldrig helt.

Politiken 26. marts 2015

Udgivet i Globalt, Kina, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Ophørsudsalg: Reformerne i Myanmar

Udgivet den 19. marts 2015 af flemmingytzen

Det tidligere Burma er på vej tilbage til en velkendt tilstand med små beskidte krige i grænseområderne. 

FOR TRE år siden bredte der sig en stemning af optimisme og eufori i Myanmar, det tidligere Burma. Den såkaldte reformproces, iværksat af præsident og eksgeneral Thein Sein, i noget, der dengang lignede et samarbejde med oppositionslederen gennem et kvart århundrede, Aung San Suu Kyi, så ganske lovende ud: Hundredvis af politiske fanger blev løsladt, medierne fik mere frihed, civilsamfundet blev gjort mere rummeligt, og på overfladen så der ud til at være en forsoning, som omverdenen langvarigt havde presset på for. Suu Kyis parti, den Nationale Liga for Demokrati, vandt et suppleringsvalg, der ikke kun gjorde partiet lovligt, men også demonstrerede, at det efter årtiers isolation og forfølgelse stadig nød en enestående popularitet.

image

Der blev talt om både forsoning og demokrati efter mere end et halvt århundrede, hvor et repressivt og inkompetent militærstyre havde gjort landet til et af Sydøstasiens fattigste. Hillary Clinton, Barack Obama, Helle Thorning-Schmidt og snesevis af andre politiske ledere kom forbi og stillede op til de obligatoriske glansbilleder på University Avenue, hvor Suu Kyi har sin bolig, og fremviste sig som bidragydere til det, der blev præsenteret som demokratiets og frihedens forpost i en verdensdel, hvor undertrykkelse for længe havde været dagens uorden.

I DAG er den demokratiske frihedsmarch reduceret til en vaklende gang på krykker. Til efteråret skal der afholdes et landsdækkende parlamentsvalg, hvis udfald også fører frem til valg af Myanmars næste præsident.

Men forlods er landets populæreste politiker sat uden for nummer. Suu Kyi har været gift med en britisk statsborger (som døde i 1999), og begge hendes sønner er ligeledes briter. Myanmars forfatning indeholder den absurde bestemmelse, at borgere, der er eller har været gift med udlændinge, ikke kan have ledende poster i landets magtapparat.

Formelt udelukker det ikke, at den Nationale Liga for Demokrati (NLD) vinder det kommende valg, ganske som partiet vandt suppleringsvalget i april 2012 og et parlamentsvalg så langt tilbage som i april 1990.

Men det bliver en sejr uden nævneværdige praktiske konsekvenser.Militæret, dets partier, virksomheder og organisationer kontrollerer så store formuer og ressourcer, at de kan reducere oppositionen til kun at have indflydelse på betydningsløse sager.

MYANMAR_-_assk_parlamento_ok

MYANMAR er dermed begyndt at ligne den ubehagelige statsdannelse, som verden kendte til i de mange år under den tidligere diktator Than Shwe. Bevares, der er den forskel, at landet har mange flere medier, der kappes om befolkningens interesse, og som kan debattere emner, der var tabulagte under Than Shwe, herunder lokalt magtmisbrug.

Men den nyvundne ‘ frihed’ bruges på ulyksalig og dramatisk vis til en mild form for etnisk udrensning.Myanmar har længe været præget af etniske spændinger mellem landets buddhistiske befolkningsflertal og en række mindretal, bl. a. den overvejende kristne kachin-gruppe i den nordlige del af landet og især de muslimske rohingyaer.

Parlamentet har for nylig vedtaget stramninger af valgretsreglerne, der udelukker borgere, der ikke har fuldt statsborgerskab i landet, men er ‘ naturaliserede’. De har været fast boende i landet, men har aldrig haft fulde rettigheder.

Oppositionspartiet NLD har ikke modsat sig disse stramninger og har som konsekvens ekskluderet flere end 20.000 medlemmer af partiet; folk, der har burmesiske identitetskort uden at være fuldgyldige statsborgere. Flere end trekvart million indbyggere i landet tilhører denne kategori. Etnicitet og religion er blevet faktorer i et system, hvor lovgivningen reducerer rettigheder for mindretal.I et isoleret hjørne af landet er volden eksploderet.

I mere end en måned er der udkæmpet en regulær miniaturekrig i Kokang-regionen på grænsen til Kina.Mindst 130 er blevet dræbt og anslået 100.000 har taget flugten, mange ind i Kinas Yunnan-provins.

Myanmar 600x434xkokang.jpg.pagespeed.ic.hQ2l9YXFZY

Myanmars regering siger, at en lokal oprørshær forsynes med kinesiske våben.Tidligere på måneden ramte regeringsstyrkernes granater mål på den kinesiske side af grænsen.

Kokang har en særlig bevågenhed fra kinesisk side, idet ni ud af ti indbyggere er etniske kinesere, og forholdet mellem Beijing og regeringen Naypyidaw er mere end køligt for tiden.

Status på tilstanden i Myanmar er, at reformprocessen har lukket op for en klassisk asiatisk statskapitalisme, hvor militæret styrer indirekte, at et kontrolleret civilsamfund har fået større spillerum, og at oppositionen er blevet legaliseret uden at kunne gøre nogen større politisk forskel på en orden, der har været gældende i generationer. Unægtelig ikke meget at juble over.

(klumme i Politiken 19.03.2015) 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Europæisk pres får Putin til at søge venner i øst og syd

Udgivet den 5. marts 2015 af flemmingytzen

Rusland møder lunere vinde i Beijing og New Delhi, som tier om Ukraine. 

MED KONFLIKTEN i Ukraine på vej ind i et stadie, der ligner politisk dybfrost, var drabet på Boris Nemtsov det sidste, Rusland har brug for, hvis landet skal undgå international pariastatus. Historieskrivningen kan nu sætte navn på det stykke geografi, Østukraine, der hen over det seneste års tid er blevet gravplads for forestillingerne om, at Rusland skulle blive en del af den vestligt definerede liberale verdensorden.

Tilbage i de brølende 1990′ ere blev der i europæiske hovedstæder talt højt, flot og håbløst naivt om, at nok havde det russiske samfund alt for megen kuldegysende kriminalitet, korruption og kammerat-kapitalisme, men, hed det sig, før eller siden ville moderniteten sejre, og en oplyst middelklasse ville både kræve og sikre civile tilstande. Disse optimister gjorde regning uden Vladimir Putin.

FOR DER er naturligvis brug for et Rusland som andet og mere end et ‘ Nigeria med sne’, storleverandøren af olie og gas, der svømmer oven på på grund af sin indtjening fra råstofeksporten og forsømmer resten af sit samfund.

Det hed sig jo, at Putin og hans energiske udenrigsminister, Lavrov, skulle hjælpe til med at få først en våbenhvile og siden en fredsordning i stand i det, der er tilbage af Syrien, og hvad blev der af de løfter?

I stedet har verden fået en heftig omgang russisk nationalisme, mafiøs snylterkapitalisme og en tvivlsom indenrigspolitisk orden, hvor Putin og hans håndplukkede folk får sig symbolsk legitimeret ved stemmeurnerne.

0_63153_16d50556_XL

Ikke meget at juble over i en verden, hvor kontinenterne er mere forbundne og nationerne gensidigt afhængige.Kredsen af rådgivere omkring Putin er naturligvis klar over, at den russiske økonomi må reorienteres, så derfor handler det meget om at kompensere tabet af indflydelse i vest med at få styrket gamle forbindelser og venskaber i øst.

ØSTPÅ ER der kun to hovedstæder, der betyder noget stort i den russiske optik: Beijing og New Delhi. Her har Putin ‘ rebalanceret’ russisk udenrigs-og handelspolitik i en grad, der får de seneste års megen tale om præsident Obamas ‘ rebalancering’ i Asien til at ligne varm luft på dåse.

Mens de langvarige amerikanske forsøg på at skabe et økonomisk samarbejdsforum i Østasien, hvor Kina ikke spiller med, er nærmest grundstødte, har Putin leveret kineserne en ønskedrøm i opfyldelse: en aftale om salg af naturgas til en anslået værdi af 400 milliarder dollars over 30 år, to snese økonomiske samarbejdsaftaler (herunder valuta og skat) og løfter om, at kinesiske statsselskaber kan investere i fremtidig råstofudvinding i Sibirien.

Men det generer utvivlsomt Rusland, at der er en så stor ubalance i det økonomiske samkvem med giganten i øst. Det er stort set kun olie, gas og våben, der betyder noget. Kina er Ruslands næststørste samhandelspartner, mens Rusland kun er nr. 8 for Kina. Og Kina forsøger i disse år at diversificere sin import af energi, og her er det især Centralasien, Ruslands gamle ‘ baggård’, der fylder mere.

CX063_2AA1_9

Tilsvarende har det skabt panderynker i Beijing, at Rusland har indgået en aftale med Vietnam om udvinding i et havområde, hvor Kina gør territorialkrav. Og Rusland er ikke begejstret for den kinesiske vision om at skabe en ny ‘ silkevej’ for euroasiatisk samhandel på sporene af højhastighedstog fra Shanghai til Berlin.

NEDE I New Delhi ser regeringschefen Narendra Modi med en vis misundelse på det handels-og investeringsvolumen, Kina kan tilbyde sine økonomiske partnere.Det forklarer, hvorfor Modi talte nærmest i sentimentale vendinger om forholdet til Rusland, da Putin besøgte New Delhi i december.

»Spørg et hvilket som helst indisk barn, hvilket land der er Indiens bedste ven, og svaret vil være Rusland«, sagde Modi og mindede om den tid under den kolde krig, da skiftende regeringer i New Delhi var fælles om at have mistro til USA.

291654-putin-modi

Når Indien har afstået fra kritik af og sanktioner mod Rusland i Ukraine-konflikten, er det ikke mindst, fordi Rusland tegner sig for tre fjerdedele af Indiens våbenimport, mens USA har beskedne 7 procent.Men tættere relationer med Indien kan umuligt kompensere for det kolossale tab af international indflydelse, som Rusland har lidt gennem de seneste år.

At Kina er en vigtig olie-og gaskunde, bringer ikke de to bare i nærheden af et partnerskab, som det hed sig i sidste del af 1990′ erne, da begge lande var bekymrede over det, der dengang blev opfattet som USA’s unipolære magtposition. Når den kinesiske præsident, Xi Jinping, i september besøger Washington, vil det vise sig, hvor Obamas USA placerer sig i den nu fem år gamle ‘ rebalancering’ i forhold til Asien. Her er der som bekendt ikke sket alverden; nok fordi Ukraine har taget amerikanernes opmærksomhed.

(klumme i Politiken 5. marts 2015)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Befri islam for ideologisk misbrug

Udgivet den 19. februar 2015 af flemmingytzen

Sekulære muslimer er vore allierede i kampen mod islamofascismen

Få dage efter overfaldet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris publicerede en af vores mest respekterede forfattere, Peter Øvig Knudsen, på sin blog en erklæring, hvori han kaldte islamistiske voldsmænd for tilhørende ‘ den farligste totalitære bevægelse i vor tid’:

»Islamisterne kalder sig muslimer, men det er ikke det vigtigste ved dem: Den islamistiske bevægelse er først og fremmest en militant politisk-ideologisk bevægelse, og den bærer alle fascismens kendetegn. Islamisterne kæmper med våben i hånd for en stat, der præcis som den fascistiske vil koncentrere al magt – økonomisk, religiøs, politisk og militær – hos en lille gruppe diktatorer. (…) Hitler og Stalin kaldte sig noget andet, men lighederne er langt større end den religiøse forskel: Magtfulde mænd med retorisk geni og en syg tanke om verdensherredømme prøver at piske en massepsykose op hos ikke mindst unge mennesker«. Peter Øvig Knudsen har i sine bøger om Blekingegadebanden dokumenteret, hvad ideologiske amokløb kan gøre ved unge mennesker, der søger et ståsted i tilværelsen.

2c04b4aa33294a22a248f34a482217fd_peterøvig

Medlemmerne af Blekingegadebanden levede som psykotiske zombier i en surrealistisk tidslomme, som selv ikke klodens mest generøse og tolerante velfærdssamfund kunne levere den nødvendige modgift mod.

FRA NU af og til dommedag kommer vi til at tale om nødvendigheden af social inklusion af medborgere med ikkevestlige rødder. Redskaberne er til stede, resten er et spørgsmål om politisk vilje og finansiering.

En langt sværere debat er den om sammenhængen mellem religiøs praksis og politisk vold, og her er det, at fascismebegrebet trænger sig på. Giver det overhovedet mening at hive en gammel ideologisk traver fra mellemkrigstidens Europa frem for at forstå et nutidigt fænomen? Spørg professor emeritus Mehdi Mozaffari, der i sin forskning på Aarhus Universitet har dokumenteret, at sammenhængen mellem islamisme og fascisme ikke bare er noget, der er opfundet i Dansk Folkepartis propagandakontor.

Mozaffari fik ikke mange venner på i bogen ‘ Islamisme – en orientalsk totalitarisme’ at forklare, at islamismen ligger i samme spor som det 20. århundredes fascisme, kommunisme og nazisme. Som en, der flygtede fra Ayatollah Khomeinis magtovertagelse i Iran i 1979, havde han på egen krop følt, hvori truslen bestod.

20131024-140123-859204

Hans hovedforklaring på, at islamismen kom til magten i først Iran og siden slog rod i flere arabiske samfund, er den industrielle tilbageståenhed i Mellemøsten: Fravær af velstand, økonomisk fremdrift og social udvikling, der kan frisætte individer.

Forfatteren Ole Grünbaum advarede for år tilbage mod det, han kaldte ‘ islamofascismen’, en vending, der aldrig har vundet indpas i dagligdags sprogbrug.

Hensynet til integrationen af muslimske medborgere betyder, at politikere vil vogte sig for denne begrebslige sammenkædning af islam og fascisme. Men hvad er der egentlig at være bange for?

FASCISME er så gammeldags et begreb, at de færreste unge ved, hvad det dækker over. Nogle yngre har måske hørt navne som Mussolini og Franco nævnt i en historietime, og er der så nogen, der i fortiden advarede mod en ‘ katolsk fascisme’? Var det i kirken, at generalísimo Francisco Franco (1892-1975) fik inspirationen til at holde sit diktatur i live i mere end tre årtier?

Franco0001

Nej, netop ikke. Den katolske kirke i Spanien forsøgte at holde sig fri af politisk misbrug og var utvivlsomt en stabiliserende og befordrende kraft i de år, da Spanien og Portugal demokratiserede.

Kan de skriftlærde i Iran og den arabiske verden lige gøre det eksempel efter? Imamer, der taler for en afpolitisering af islam og pointerer, at troen er et individuelt anliggende? Det ligger vist ikke lige for.

DEBATTEN må skelne mellem islam som en verdensreligion og islamisme som politisk ideologi. Det er i det ideologiske misbrug, at den totalitære fare er en dødelig realitet.En ideologi, der slog 3.000 amerikanere ihjel 11. september 2001, som myrdede og sårede hundredvis af passagerer i Madrid i 2004 og London 2005, som har udløst kaos, vold og fundamentalisme i det, der er tilbage af Irak og Syrien, og som hver eneste dag gør tilværelsen ulidelig for hundredtusinder af borgere i Nigeria, Afghanistan og Pakistan.

Islamofascisme – er det så svært at få sagt på dansk? Kom med et bedre ord.

(Klumme i Politiken 19. febr. 2015)

knight

 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

USA lukker Kina forsigtigt ind i Afghanistan

Udgivet den 18. februar 2015 af flemmingytzen

Vejen til en fredsordning i Centralasien tager et sving omkring Beijing. 

Flere års diskret pres ser nu ud til at give resultater. Amerikanske bestræbelser på at få Kina til at påtage sig en mere aktiv rolle i stabiliseringen af Afghanistan er ved at lykkes. Om det på sigt kan hjælpe det plagede land ud af den langvarige spiral af etnisk og religiøs vold, er det for tidligt at spå om, men det er et interessant spor, der lægges ud i disse måneder.

Før årsskiftet mødtes forhandlere fra USA, Kina og den nye afghanske regering til fortrolige forhandlinger i London. Et opsigtsvækkende møde, fordi Kina hidtil har modsat sig skridt, der kunne tolkes som indblanding i et andet lands anliggender.

Mødet kom få dage efter, at repræsentanter for Taleban havde været i Beijing for anden gang på kort tid. Amerikanske diplomater tolker udviklingen som et regulært politisk skifte, som først er blevet muligt, efter at præsident og generalsekretær Xi Jinping har justeret sin udenrigspolitik ind efter nye prioriteringer.

INTET AF dette burde overraske i betragtning af, at den afghanske præsident Ashraf Ghani valgte Beijing som sin første destination for et officielt besøg. Ghani skulle i det mindste takke for, at Kina i de kommende tre år har givet tilsagn om økonomisk bistand i størrelsesordenen 327 millioner dollars.

Bevillingerne er en adgangsbillet for Beijing til at få indflydelse på de stabiliseringsbestræbelser, der med stor sandsynlighed bliver sværere fremover, fordi den vestlige tilstedeværelse i Afghanistan, militært som civilt, reduceres.

cafg2810e

Og det giver mening i betragtning af, at Islamisk Stats nyeste frontlinje ser ud til at ligge i Afghanistan.

I SIDSTE uge forklarede det afghanske indenrigsministeriums talsmand Siddiq Siddiqi følgende i et interview med Radio Free Afghanistan: »Islamisk Stat eller de folk, der kalder sig for Islamisk Stat, er aktive i nogle af vore landområder. Det bekræftes af efterretningsrapporter, så vi kan ikke længere benægte det«.

Det sagde Siddiqi kun to dage efter, at han havde opfordret udenlandske medier til overhovedet ikke at nævnte ‘ den gruppe, der slet ikke eksisterer i Afghanistan’, fordi det ville fremme Islamisk Stats sag.Dagen forinden var Mullah Abdul Rauf blevet dræbt af et amerikansk droneangreb i Helmand-provinsen.

Rauf var en tidligere Talebanleder, indsat i Guantánamo i flere år som fange nr. 108 og sendt tilbage til Afghanistan i 2007, efter at myndighederne i Kabul havde vurderet ham til ikke længere at udgøre en sikkerhedsrisiko.I 2010 rapporteredes, at Rauf havde sluttet sig til Taleban, og i december i fjor blev hans loyalitetserklæring til Islamisk Stat refereret i både nationale afghanske og internationale medier.

31659988

DEN kinesiske regering er traditionen tro fåmælt, når det gælder involveringen i Afghanistan.Taleban har indrømmet, at gruppen har kontakt til Beijing, men afviser, at der er en kinesisk rolle i noget, der kan kaldes fredsforhandlinger.

Men på regeringssiden i Kabul er Kinas engagement håndgribeligt i form af træningsprogrammer for afghanske politistyrker og leverancer af sikkerhedsudstyr.Beijing var i oktober i fjor vært for en konference om Afghanistan, hvor amerikanske deltagere blev forundrede over, at en kinesisk general luftede muligheden af et amerikansk-kinesisk samarbejde om at udvikle og uddanne afghanske sikkerhedsstyrker.

Det er der indtil videre ikke kommet mere konkret ud af, men det interessante er, at USA ikke direkte advarer mod, men snarere opmuntrer til et øget kinesisk engagement i det hårdt plagede centralasiatiske land.

Logikken i dette spil er selvindlysende: Kina har noget, USA ikke har: gode diplomatiske kanaler til Rusland og Iran, uden hvem en afghansk fredsordning næppe lader sig realisere. Og Pakistan, ej at forglemme, er i denne sammenhæng et vigtigt land, der lytter til både Washington og Beijing.

EPA-Embajada-china-en-Kabul-web

Ashraf Ghani, den afghanske præsident, er fra sin tid i Verdensbanken fortrolig med kinesisk udenrigspolitisk tænkning. Straks efter Ghanis indsættelse i fjor ankom kinesiske diplomater og efterretningsfolk i betydeligt antal til Kabul, men interessen for et øget engagement går længere tilbage, mener den danske chef for EU-repræsentationen i Kabul, Franz-Michael Mellbin, der over for Wall Street Journal pointerer, at Kina længe har søgt efter muligheder for at føre en mere aktiv udenrigspolitik, men helst på en måde, der ikke vil blive opfattet af USA som en strategisk udfordring.

Truslen fra Islamisk Stat kan på sigt blive det, der bringer USA og Kina sammen i en pragmatisk sag til sag-alliance, båret af simpel nødvendighed.

(klumme i Politiken 18. febr. 2015)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

‘American Sniper’ starter kulturkrig i USA

Udgivet den 7. februar 2015 af flemmingytzen

Clint Eastwoods seneste epos om en snigskytte bliver en monstersucces og genstarter debat om USA’s våbenkultur

HOLLYWOODVETERANEN Clint Eastwood, 84, ser i sit livs aften ud til at få sin største kassesucces som instruktør. ‘ American Sniper’, der er bygget over finskytten Chris Kyles indsatser på krigsskuepladser i Irak, har netop passeret 250 millioner dollars i billetsalgsvolumen, og de tæller stadig videre derovre.

Chris Kyle var en ærkeamerikansk, kristen og konservativ familiefar fra Texas, der som medlem af elitekorpset Navy Seals deltog i George W.Bushs dybt kontroversielle krig i Irak med sin kikkertriffel og varetog sine kammeraters ve og vel ved at tegne sig for 160 bekræftede drab på irakiske fjender, størsteparten i det blodige år 2006.

04author_2-articleLarge

Ingen amerikansk soldat er tidligere nået op på det antal, og der er endda nogle af Kyles medudsendte, der mener, at han fik ram på en hel del flere. Ikke alle ofre var mænd i den krigsduelige alder.

Mellem udstationeringerne var Kyle hjemme hos sin smukke hustru og forsøgte at være far til sine to børn, og en stor del af filmen er helliget hans svære tilpasningsforsøg til familielivet. Hans liv får en brat ende en februardag i 2013, da han tager ud på en skydebane sammen med en anden Irak-veteran, der viser sig at være mentalt forstyrret, sandsynligvis på grund af diagnosen PTSD, og retter sit våben mod Kyle. Af slutteksterne fremgår det, at Kyle blev dræbt af en, han forsøgte at hjælpe.

chris-kyle-0-768

Virkelighedens American sniper fik en heltebegravelse uden fortilfælde. Langs motorvejene i Texas stod tusinder i silende regn og løftede stars and stripes til ære for afdøde. Retssagen mod Kyles drabsmand starter senere i denne måned.

MENS DE AMERIKANSKE biografteatre fortsat bestormes, raser debatten i medierne om, hvorvidt filmen er en heftig omgang højreorienteret patriotisme, en forherligelse af våbenkulturen i USA eller en ureflekteret hyldest til en ‘ krigspsykopat’.

De klassiske fronter i det, mange amerikanere kalder for en kulturkrig, er trukket op mellem patrioter på den ene side og venstreorienterede liberale på den anden.

En af Eastwoods kolleger, filmmanden og debattøren Michael Moore, der i sine film har angrebet flere af det konservative USA’s kerneværdier (det privat finansierede sundhedssystem og våbenlovgivningen ikke mindst), tweetede dette budskab, som blev refereret i mange aviser: »Min onkel blev dræbt af en tysk snigskytte i Anden Verdenskrig. Jeg er opdraget med det synspunkt, at en snigskytte er en kujon, fordi han skyder sine fjender bagfra.Snigskytter er ikke helte. Og soldater i invasionsstyrker er værre«.

clint-eastwood-best-moments-american-sniper

I Chicago Tribune noterer kommentatoren John Kass om ‘ American Sniper’, at han finder skuespilleren Bradley Cooper (der spiller Chris Kyle) værdig til at modtage den Oscar, han er nomineret til, men afviser, at filmen glorificerer Kyle som en klassisk krigshelt.

»Filmen skildrer de psykiske ar, som et godt menneske, der har været i krig, må forsøge at leve med. Coopers skytte er en mand, der tager til fronten med Bibelen i lommen. Han har ofte svært ved at åbne den, især når han har skudt og dræbt fjender. Hvis man som soldat begynder at opfatte sine fjender som mennesker, mister man forstanden. Kyles mission var at dræbe fjender for at redde amerikanske soldater og så komme hjem«.

ET KRAFTFULDT indlæg står ligeledes i Chicago Tribune (og syndikeres i en stribe andre amerikanske dagblade) og er skrevet af Lorraine Ali, en kvinde af irakisk oprindelse.Lorraine Ali beskylder Clint Eastwood for at ‘ dehumanisere’ almindelige irakere.»Irakerne i filmen er ikke mere end staffage og uhyggelige monstre, der torterer børn og formerer sig som kakerlakker«.

Når der kaldes til bøn i filmen, er det varsel om massakrer: »Arabere i den film kan ikke drikke te uden at komme til at ligne Satans bødler, hvilket står i skarp kontrast til den omhyggelige skildring af Kyles kamp med posttraumatisk stress syndrom (…) det er en fortælling om de gode mod de onde, ganske som da George Bush skulle sælge sin invasion af Irak til den amerikanske offentlighed i 2003«.

64278_535633773134042_2134717399_n-300x204

Filmens gigantiske indtjening kommenterer Lorraine Ali således: »Endelig er der kommet et succeshistorie ud af krigen i Irak«. Hendes detaljerede aviskommentar indledes med beskrivelsen af et attentat mod en bil i Bagdad for to måneder siden, der havde ni personer om bord. De skulle til begravelse, men blev ramt af en selvmordsbombe.

»Tre generationer blev udslettet i et splitsekund. Gamle mænd, midaldrende fædre og et par børn, der var så små, at de stadig havde deres mælketænder«. Lorraine Ali fik nyheden om drabene via Facebook. Et af de dræbte børn var en søn til hendes fætter, Kareem.

»Jeg forestillede mig, at denne dreng kunne have været legekammerat med min søn. På Facebook er der et foto af en af de andre drenge, der omkom. Deres historie vil der aldrig blive lavet en film om«.

Debatten om ‘ American Sniper’ er kun glimtvis sivet ud i europæiske medier: Det britiske dagblad The Guardian trak den krigskritiske frontlinje op med ordene: »Virkelighedens American sniper var en dræber fyldt med had. Hvorfor har simplificerende patrioter så travlt med at gøre han til en helt?«.

(artikel i Politiken 7. febr. 2015)

Udgivet i Globalt, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Kina bruger Dalai Lama til at teste den danske opinion

Udgivet den 4. februar 2015 af flemmingytzen

Den tibetanske leder frabeder sig en politisk rolle, men aktivister og politikere gør det umuligt. 

ENHVER, DER har mødt repræsentanter for det tibetanske eksilsamfund eller for den sags skyld Hans Hellighed Dalai Lama i egen høje person, går overvældet fra oplevelsen, medmindre man tilhører kategorien af benhårde materialister med et totalt rationelt verdenssyn.Ingen anden åndelig lederskikkelse rummer den spiritualitet, som alle vi frihedselskende, men åndsforladte ikke-religiøse individer higer efter, om end vi sjældent er villige til at erkende det.Nu er Dalai Lama igen på vej til Danmark og vil med sikkerhed få den form for opmærksomhed, mange af os ikke kunne drømme om at give vore egne præster, biskopper, filosoffer eller andre åndsfyrster.

For Hans Hellighed rammer noget dybt inde i vore hjertekamres sjæledyb.Når han lykkes så fint, skyldes det, at han er den åndelige leder for en kultur, hvor befolkningens livsform repræsenterer alt det, vi havde, inden vi blev et moderne samfund: opofrelse og medfølelse; den personlige og ubesmittede hengivenhed frem for den institutionelle og statslige; den, vi har sat i system med velfærdsstaten og høje skatter.

Dalai-Lama-Teacher-Quotes-Images1

FOR I DET Tibet, som Dalai Lama flygtede fra i 1959, er der hverken velfærdsstat eller høje skatter. Den tibetanske livsstil er af en sådan karakter, at den er uegnet til beskatning og dermed modernisering.I stedet har tibetanerne fået en frygtindgydende udviklingsmaskine, ledet af anonyme ateistiske tekno-og bureaukrater, som er i færd med at udvikle det tibetanske plateau til ikke bare Asiens, men hele verdens vandreservoir.

En halv snes af klodens største og vigtigste floder har deres udspring i Tibet, og uden kinesernes og indernes effektive udnyttelse af disse vandressourcer ville det meste af Asien være lige så forarmet som bundkategorien af afrikanske og arabiske samfund.Denne realitet forties, hver gang en vestlig leder trykker Hans Hellighed i hånden, Obama inklusive.

Da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen modtog Dalai Lama på Marienborg i 2003, lykkedes det at holde de kinesiske protestbrøl inden døre. Men da Lars Løkke Rasmussen gentog seancen i 2009, havde kineserne fået nok. De truede med at blive væk fra COP15 (klimatopmødet) og lukkede ned for en stribe ministerbesøg, hvorefter Danmark blev tvunget til at underskrive den såkaldte Tibet-note, hvor vi tilmed forpligter os til at modarbejde tibetansk selvstændighed.

1935995-lokke

At Kina fortsætter med at kritisere vestlige lederes møder med Tibets åndelige leder virker proportionsløst og ude af trit med virkeligheden, al den stund Dalai Lama for længst har præciseret, at hans eksilregering ikke har løsrivelse som mål.

Chonpel Tsering fra det tibetanske repræsentationskontor i London har en forklaring på dette: Gennem sin uforsonlige linje tester det kinesiske diplomati, i hvor høj grad man er i stand til at påvirke vestlige politikere og opinionen bag dem.Stort set alt i kinesisk retorik og diplomati kan forklares med ønsket om kontrol, mener Chonpel Tsering.

Det gælder indadtil i det tibetanske samfund og udadtil i den globale opinion.Det virker paradoksalt, at Kinas Kommunistparti under de seneste tre præsidenter har tilladt en betydelig vækst i religionsudøvelsen i det kinesiske samfund.Antallet af aktive kristne vokser hurtigere end noget andet sted på kloden, og selv præsident Xi Jinping har officielt anerkendt buddhismens betydning for landets udvikling.

Alligevel vil Kina ikke tillade, at Dalai Lama vender hjem til sit folk. Chonpel Tsering mener, at den virkelige risiko for kommunistpartiets ledere er, at en hjemvendt Dalai Lama bliver voldsomt populær, også i det etniske flertal i Kina, og dermed en åndelig modpol til præsident og generalsekretær Xi Jinping.

Selv om Kina kun accepterer religionsdyrkelse i det omfang, at den er totalt afpolitiseret, vil en mulig tilstedeværelse af Dalai Lama i hjemlandet få politiske konsekvenser i det kinesiske samfund, uanset at Hans Hellighed for længst har gennemført en adskillelse af religion og politik i sin egen bevægelse.

dalai-lama-life-quotes-sayings-lose-hope-wallpaper-1920x1440

DEN TIBETANSKE eksilleder repræsenterer derfor et levende paradoks: Han har undsagt muligheden for at gøre noget politisk for sit folk, men er tvunget ind i rollen som symbol for verdens dårlige samvittighed, fordi vestlige aktivister og politikere vil det sådan.

Et møde mellem statsministeren og Dalai Lama bliver der ikke noget af, men rollen som moralsk støtte vil blive udfyldt af blå blok, sekunderet af Enhedslisten. Intet vil være forandret; Kina vil fortsætte med at pumpe milliarder ind i Tibet til det, der kaldes udvikling og modernisering.Det vil lade Dalai Lamas værter i de vestlige samfund helt upåvirket.

(klumme i Politiken 4.02. 2015)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Lær at leve på frygtens kontinent

Udgivet den 29. januar 2015 af flemmingytzen

En kløgtig franskmand advarede os for seks år siden. Nu står vi ved modpolen til Murens fald. 

Virkningerne af terrorangrebet på det satiriske franske ugeblad Charlie Hebdo vil snart kunne mærkes overalt i europæisk politik.Det, som nogle frygtsomt kalder et nationalistisk vælgerskred mod højre, vil for andre være en fornuftig reaktion mod for stor en indvandring og en påstået multikulturalisme, der er kommet ud af kontrol.

Uanset hvor man vælger sine forklaringer, er der ingen vej uden om den realitet, at den endelige dom falder ved stemmeurnerne.Frygten vil være den faktor, der kan vælte regeringer og bringe nye partikonstellationer til magten i europæiske hovedstæder.Spænd bare sikkerhedsbæltet. Vi burde ikke være overraskede over, at frygt er blevet en politisk faktor, men er den også legitim i betydningen velbegrundet?

resize

De mest kvalificerede svar fik vi for seks år siden, da den franske politolog Dominique Moïsi udgav ‘ The Geopolitics of Emotion’. Bogen rystede det etablerede fundament i Europas politiske debat og sendte både konservative og liberale intellektuelle til tælling.Moïsi er grundlægger af det franske Institut for Internationale Relationer og søn af en overlever fra Auschwitz. Han har de stærkeste forudsætninger for at analysere sammenhængen mellem frygt og magtpolitik.

DA VI året efter bogens udgivelse fik inviteret Moïsi til at holde et oplæg her i Politikens Hus, var der mærker i gulvet efter alle de kæber, der tog turen den vej. Moïsis budskab i bogen og til sine tilhørere dengang kan i korthed sammenfattes således: Verdens tilstand kan forklares med tre grundfølelser: frygt, ydmygelse og håb.De bunder alle tre i tillid: håb er tillid i betydningen positive forventninger, frygt er mangel på tillid, altså mistro, og ydmygelse er tabt selvtillid, en kollektiv oplevelse af nederlag.

417T7dHo67L._AA160_

Ifølge Moïsi står Østasien ledet af Indien og Kina for håb og optimisme; de arabiske lande er hærget af opløsning og ydmygelse, mens frygt gennemsyrer det europæiske kontinent.For en generations tid siden mente et flertal af europæere, at kontinentet var et forbillede for resten af verden, men den oplevelse er ved at være gået fløjten. Det mærkes, når veluddannede asiater kommer til Europa og spørger: Hvordan kan I hævde en demokratisk ligeværdighed, når det er Tyskland, der dikterer betingelserne for alle jer andre?

AT EUROPA er forvandlet til et frygtens kontinent, lader sig forklare med en stribe lokaliteter og årstal: Madrid 2004, London 2005, Muhammedtegningerne 2006, finanskrisen 2008-09, Ukraine-krisen 2014 og Charlie Hebdo 2015.

I kombination med hvad mange naivt stadig insisterer på at kalde et arabisk forår (realister kalder det et sammenbrud), er der opstået en tilstand, der har bragt Europa over i den modsatte ende af den position af overlegenhed, vi så elegant landede i med Murens fald i 1989.

Det er frygten for det uoverskuelige og ukontrollable, der presser sig på, men den kan forklares rationelt ved at henvise til nyhederne om flygtningestrømmen øst-og sydfra.Grækenland, den europæiske civilisations vugge, er under dobbelt pres; indefra på grund af de folkevalgtes inkompetence og udefra som følge af sammenbruddene i Mellemøsten.

2r61fu0

VED SIN legendariske indsættelsestale 4.marts 1933 gik Franklin D. Roosevelt til angreb på fattigdommen ved at betone, hvad frygt kan betyde i politik: Det eneste, vi behøver at frygte, er selve frygten, sagde han.

Hvad Roosevelt mente var, at frygt ikke måtte hindre gennemførelsen af påtrængende politiske valg. Han ville skabe beskæftigelse ved at regulere Wall Street og appellerede til amerikanske kapitalister om at samarbejde med staten for at bringe arbejdsløse amerikanere i arbejde. Opgaven var gennemførlig, for der stod ikke tusinder af forfulgte og sultende mexicanere og bankede på ved Rio Grande.

Ikke en eneste regeringschef eller kommissær i Europa vil gøre retorisk brug af angsten som tema, for så fremstår de som inhumane. I stedet bruger de euroteknokraternes økonomiske fagsprog for at gøre problemerne til noget rent europæisk.Men de politiske konsekvenser får de alligevel at mærke: For vælgerne lader frygten være den primære faktor, der fører pennen, når krydset sættes på valgdagen. Den kløgtige franskmand Moïsi har fået mere ret, end godt er.

21506156-jpeg_preview_large

(klumme i Politiken 29. jan. 2015)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Ateisten Alexander fik 19 måneder i fængsel for blasfemi

Udgivet den 22. januar 2015 af flemmingytzen

Det multikulturelle Sydøstasien påberåber sig trosfrihed og religiøs tolerance. Den har dog sine grænser. 

Lederne i klodens folkerigeste muslimske land, Indonesien, forsømmer ingen lejlighed til at fremhæve ørigets politiske og kulturelle dyder: at nationen er demokratisk, har udstrakte frihedsrettigheder og etnisk og kulturel tolerance.

Et langt stykke ad vejen er denne selvros berettiget, men der er også grænser for tolerancen, og de trækkes ofte skarpt op. Kort før årsskiftet, på 10-års dagen for tsunamien i 2004, der kostede mere end 200.000 indonesere livet, sagde landets vicepræsident, Jusuf Kalla, at hans land »er det mest harmoniske blandt alle lande med muslimsk befolkningsflertal. Vi har ingen af konflikter, der ligner det, andre har. Vi lever sammen på den mest harmoniske måde«.

Regeringen i Jakarta og i nabolandet Malaysia, der også har muslimsk befolkningsflertal, var hurtigt ude med fordømmelser af terrorangrebet på det franske magasin Charlie Hebdo. Alt sammen lige efter den diplomatiske håndbog, men det hører med i billedet, at en publikation som Charlie Hebdo ikke ville have overlevet mere end en uges tid, hvis den var blevet udgivet i Jakarta eller Kuala Lumpur. Oplaget ville være blevet konfiskeret, udgiverne ville have fået deres licens inddraget og retsmaskineriet ville være sat i gang.

INDONESIENS forfatning beskytter retten til religionsfrihed, men så skal den lille kvarte milliard indbyggere også bekende sig til de anerkendte verdensreligioner, dvs. islam, katolicisme, protestantisme, buddhisme og hinduisme. Ve den arme djævel, der kritiserer de nævnte trosretninger; for de risikerer op til fem års fængsel for ‘ fornærmelse mod troende’.

Det var, hvad der skete for dataspecialisten Alexander Aan fra det vestlige Sumatra.Han begyndte at stille spørgsmål ved, om der overhovedet er en Gud, og nåede efter grundige overvejelser til den erkendelse, at han er ateist. Budskabet bragte han ud på en facebookside for ateister startet af oversøiske indonesere i Holland, og så kom han i sikkerhedsmyndighedernes søgelys.

images

ATEISTEN Alexander Aan blev arresteret og anklaget for blasfemi. Indonesiens statslige ideologi kaldet Pancasila beskytter monoteisme og gør blasfemi til en lovovertrædelse, skønt forfatningen taler om trosfrihed. I 2012 blev Alexander Aan idømt 30 måneders fængsel for at sprede ateistiske budskaber på internettet. For et år siden blev han benådet efter at have afsonet 19 måneder af straffen, men efterfølgende slog en højesteretskendelse fast, at dommen havde været »passende«.

Dette på trods af at den lokale domstol havde forkastet anklagerne for blasfemi og ateisme og i stedet dømte ham for at have »opildnet til religiøst had« via internettet.

I DAG ER Aan en meget stille mand, men under retssagen havde han forklaret sig på følgende vis: »Jeg blev dårlig af at se tv-billeder af folk, der var ofre for krig, sult og fattigdom og kunne ikke se meningen med dette. Så jeg spurgte på en blog, om der overhovedet er en Gud. Ikke for at sprede had, men for at åbne op for diskussion«.

alexander-aan

Organisationen Christian Solidarity Worldwide mener, at dommen og straffen til Alexander Aan er næret af en voksende og konservativt præget tolkning af islam. Denne tendens kan få ubehagelige konsekvenser for de 10 procent af befolkningen i øriget, der er kristne. De er begyndt at mærke, at tolerancen, pluralismen og multikulturalismen har sine begrænsninger.

Ifølge organisationen Communion of Churches in Indonesia er mere end 430 kirker i landet blevet enten angrebet, lukket eller direkte raseret siden 2004.

Den indonesiske lovgivning vedrørende religionsfrihed er præget af de mange år, hvor landet blev styret af en militært domineret elite, og islamister fik jernhånden at føle. 16 års demokratisering har været vellykket, målt på mediernes frihed og udviklingen af civilsamfundet. Indonesien har tilstande, som det muslimske Afrika, den arabiske verden eller Iran indtil videre kun kan drømme om.

8edyz8y

Men sagen mod Alexander Aan viser, at verden uden for Indonesien ikke længere bør kalde landet for et forbillede. Paradokset er, at mere konservative fortolkninger af islam er vundet frem i takt med udviklingen af regionalt demokrati og politisk decentralisering. Hundredvis af lokalregioner har vedtaget lovgivning, som er inspireret af sharia, og det er her, at ateister eller religionskritikere kommer i vanskeligheder.Mange forbliver tavse; skræmt af det, der ramte Alexander Aan. Det var utvivlsomt også meningen med at dømme ham. Friheden har grænser.

(klumme i Politiken 22. jan. 2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar