Lad 2015 blive Charlie Hebdos år

Udgivet den 9. januar 2015 af flemmingytzen

Bliver apologeterne klogere af erfaring eller fortsætter de med at gemme sig bag en naiv idealisme?

Vi har hævnet profeten. Gud er stor«. Sådan lød det fra drabsmændene, da de forlod gerningsstedet i det centrale Paris.Hvorfor er det så lige, at islam finder anvendelse i denne blodige sammenhæng?

Mens vi venter på, at den danske debat om sammenhængen mellem radikaliseret islam, ineffektiv integration og befolkningsgruppers behov for at finde identitetsmarkører, herunder voldshandlinger, når nye højder, må det være på sin plads at gøre brug af islamforskningens grand old man, Bernard Lewis.

En intellektuel sværvægter, der snart fylder 99, er still going strong og gennem årtier har været et hadeobjekt for pseudo-humanister, borgerlige som venstreorienterede.Tilbage i foråret 2007 skrev han i en opsigtsvækkende artikel om, at fanatiske muslimers krig mod kristendom og Europa var trådt ind i en ny fase, og han stillede spørgsmålet: Vil islam erobre verden, eller vil friheden i sidste ende være det mest tillokkende?

ED-AN327_winter_DV_20110401172825

LEWIS kaldte tiden efter 2001 for islams tredje angrebsbølge. Han forklarede, at den første bølge daterer sig tilbage til selve islams begyndelse, da den nye tro bredte sig ud fra Den Arabiske Halvø, hvor den havde sin vugge, til det øvrige Mellemøsten. Det var dengang, muslimerne erobrede Syrien, Palæstina, Egypten og Nordafrika; områder, der dengang var en del af den kristne verden.Et beslutsomt og velbevæbnet mindretal af islamister fortsatte nordpå, erobrede en stor del af det sydvestlige Europa, inklusive Spanien, Portugal og Syditalien, der blev en del af den islamiske verden, gik over Pyrenæerne og besatte for en tid dele af Frankrig.

The-Bernard-Lewis-Plan-for-the-Middle-East1

Den anden bølge bestod ifølge Lewis ikke af arabere og maurere, men af tyrkere og tatarer. Herefter kom hans virkelig kontroversielle pointe: Den tredje bølge har form af en ulyksalig og dramatisk kombination af terror og indvandring.

Terroren er håndgribelig, mens indvandringens virkninger er langt mere diffus. Det store uafklarede spørgsmål, som Lewis forsigtigt lagde op til, men ikke besvarede entydigt, er, om en massiv indvandring fra især de arabiske lande på sigt lægger kimen til terrorceller, uagtet at de indvandredes nye hjemlande har taget generøst imod dem som i tilfældet med især Frankrig.

why-2-pay-mosque3

FOR ISLAMISTERNE handler det ifølge Lewis ikke nødvendigvis om at missionere. Socialt marginaliserede befolkningsgrupper har ikke organisationskraft nok til radikalt at forandre højtudviklede og frie samfund i Vesten. Men realiteten er blevet, at de indvandrede muslimer får både ytringsfrihed og uddannelser, som de ikke havde i deres oprindelsesland, og paradokset er, at migrerende terrorister har langt større frihed til at forberede sig og operere i Europa end i de fleste lande med muslimsk befolkningsflertal. Multikulturalismen er således blevet en gave til marginaliserede, der vælger radikale fortolkninger af islam som en vej til ny og stærkere identitet end den, de havde i oprindelseslandet.

Savner vi eksempler på dette skred her i landet? Tvivlere bør se genudsendelsen af dokumentaren om Grimhøj-moskeen i Aarhus sendt tirsdag aften på DR 1. Den dokumenterer, hvad den frafaldne islamist Ahmed Akkari advarede om i fjor: Jihadister rekrutteres midt i Danmark.

8c34b86702304765bf4307c8787c4aa1_grimhoj2

Ingen danske politikere eller meningsdannere i det humanitært-industrielle kompleks vil forsvare hellige krigere som dem, der begik ugerningen i Paris. Men mindre kan også gøre rigeligt med skade.

INDEN LÆNGE vil vi høre argumenter i stil med, at der findes politisk motiveret vold så mange andre steder i verden, og at det jo ‘ bare’ er afsporede kriminelle.

Det er nok ikke lige i dag, at den mest prominente debattør i det Berlingske univers, fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen vil mindes om, hvad han udtalte i kølvandet på Muhammedkrisen for snart 9 år siden: (Weekendavisen 10.marts 2006):

»Forhåbentlig breder der sig en forståelse for, at vi må vise hinanden mere respekt.Især med det religiøse. Måske har vi for lidt religion i verden, når vi er så ufølsomme over for, hvad religiøse følelser er. Måske er man blevet så følelseskold selv, at man har tabt en del af forståelsen for, at andre mennesker kan tage det alvorligt (…) Når jeg er begyndt at lære om islam nu, er det, fordi det er blevet en del af hverdagen i Danmark nu, og hvis du skal forstå den hverdag, der omgiver den, skal du kende til den«.

Profeten er hævnet, Uffe. 2015 bliver Charlie Hebdos år.

(klumme i Politiken 9. januar 2015)

5237097-uffe-ellemann-jensen-tidl-udenrigsminister

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Asiens udviklingsbank ser mod vest. Bliver Europa forskrækket?

Udgivet den 8. januar 2015 af flemmingytzen

Den amerikanskledede økonomiske verdensorden er kommet under fornyet pres, men lidt konkurrence skader vel ikke?

En af de vigtigste nyheder op til årsskiftet var den kinesiske udmelding om at hjælpe Rusland ud af det frie fald, som den aktuelle rubelkrise og olieprisens rutsjetur har forårsaget.

Beijings lommer er tilstrækkelig dybe til at kunne levere livsforlængende kreditter til præsident Putin, og vi kan med sindsro gå ud fra, at kineserne vil tage sig betalt i form af aftaler om langsigtede leverancer af olie og gas. Mon ikke også vi snart vil se kinesiske selskaber engagere sig i råstofudvinding hen over den næsten mennesketomme sibiriske tundra.

putin-and-xi

Håndsrækningen til Rusland kommer, kort efter at Beijing har udstedt massive hjælpepakker til både Venezuela og Argentina.Men det er især i Kinas nære udland, at Beijings investeringer skal gøre gavn.

Tilbage i oktober underskrev 21 asiatiske lande en aftale om at oprette AIIB, Den Asiatiske Infrastruktur-Investerings Bank; selvfølgelig en idé, der har groet i Kinas have. Det er her interessant, at traditionelt Kina-skeptiske lande som Indien og Vietnam er blandt de stiftende medlemmer.

TRE MÅNEDER tidligere blev verden vidne til oprettelsen af Den Nye Udviklingsbank, NDB – et initiativ, hvor kineserne har fået sine partnere i Briks-gruppen med, dvs. Brasilien, Rusland, Indien og Sydafrika.

Hvis de to nye udviklingsbanker og de mange bilaterale hjælpepakker er udtryk for en forandret indretning af verden, hvilke konsekvenser, om overhovedet nogen, vil det så få for den vestligt dominerede orden, der har drevet verdensøkonomiens indretning stort set siden 1945?

Naturligvis har bekymringen bredt sig i Verdensbankens og Valutafondens hovedkvarterer i Washington og hos den japanskledede Asiatiske Udviklingsbank (ADB) i den filippinske hovedstad Manila.Foruroligelsen mærkes også i det amerikanske udenrigsministerium og hos USA’s traditionelle allierede som f. eks.Australien og Sydkorea.

De to sidstnævnte var ganske sigende ikke til stede ved den ceremoni, hvor AIIB blev lanceret. Den amerikanske bekymring ved AIIB og NDB forklares i formelle vendinger med, at ledelsesprincipperne er uklare, og at kinesiske investeringer ikke bygger på betingelser, der er en del af universelle, men ofte vestligt definerede udviklingsprincipper: dvs. miljøhensyn, respekt for marginaliserede befolkningsgrupper, erstatning til lokale for eksproprieret jord osv.

Alt sammen er det fint, og kineserne hævder tilmed, at de vil følge de retningslinjer, som er vedtaget multilateralt, men næppe mange i den vestlige lejr tror dem.

FOR SYV årtier siden lagde USA og dets allierede grunden til en økonomisk, valutarisk og handelspolitisk orden gennem oprettelse af de såkaldte Bretton Woodsinstitutioner, dvs. Verdensbanken og Valutafonden. Bretton Woods er den lokalitet i New Hampshire, hvor idégrundlaget blev vedtaget.

360_bretton_woods_1020

Det tjente verden udmærket op gennem den kolde krig, men afspejler ingenlunde den multipolære verdensorden, som er vokset frem især siden årtusindeskiftet.Verdensbankens chef er altid en amerikaner, Valutafonden ledes altid af en europæer, og Den Asiatiske Udviklingsbank er japansk domineret; en afspejling af magtdeling og alliancer, der hører en anden tid til.

Oprettelsen af Den Asiatiske Infrastruktur-Investerings Bank handler også om at levere et modspil til den frihandelsaftale mellem USA og Japan, kaldet Trans-Pacific Partnership (TPP), som er et forsøg på at give den gamle økonomiske orden nye klæder, hidtil uden resultat på grund af modstand fra især stærke japanske interessegrupper.

I dette komplekse spil har Europa modsætningsfyldte interesser. Sanktionspolitikken har drevet Rusland i armene på Kina, men den bevægelse var kommet før eller siden alligevel. De russiske og kinesiske økonomier er komplementære, og både Europa, de såkaldte stan-lande i Centralasien og naturligvis Kina selv har interesse i, at Eurasien får en infrastruktur, der kan løfte de deltagende økonomier gennem øget samhandel.

bretton-woods-part-of

USA og Europa kan af politiske grunde vælge at holde sig udenfor her og nu, men er det klogt? Ved oprettelsen af AIIB meddelte Kina, at banken i sin første opbygningsfase kun vil have asiatiske medlemmer, men at vestlige lande vil få tilbudt medlemskab senere. Det er noget af et paradoks, i betragtning af at de vestlige hovedaktionærer i Bretton Woods-institutionerne nægter at reformere sig, men alligevel bliver mødt med åbenhed af deres største rival.

(klumme i Politiken 8. jan. 2015)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Sverige som Nordens Hongkong

Udgivet den 1. januar 2015 af flemmingytzen

En type blokpolitik afløser en anden hinsidan. Om den største udfordring af alle hersker der tavshed. 

Med den såkaldte decemberaftale er der skrevet politisk historie i Sverige. Prøv som tankeeksperiment at overveje, hvordan en tilsvarende udvikling kunne få det parlamentariske landskab i Danmark til at se ud: Socialdemokraterne, Venstre, de radikale og Det Konservative Folkeparti går sammen om en håndfæstning, der skal sikre vedtagelsen af finanslove og anden tung lovgivning to valgperioder frem og holder Dansk Folkeparti og Enhedslisten uden for indflydelse. Ville det være kønt? Det er oplagt udlændingepolitikken, der har drevet de gamle partier i Sverige sammen, fordi de for enhver pris vil holde opkomlingen Sverigedemokraterna uden for indflydelse. Men på det pressemøde, hvor statsminister Stefan Löfven præsenterede aftalen, blev det for svenskerne så betændte område ikke nævnt med en stavelse.

1355936

HÅNDFÆSTNINGEN betyder, at en mindretalsregering får vished for at kunne få sin finanslov vedtaget. Hvilket lyder bekvemt, men forudsætningen er, at regeringen – Socialdemokratiet og Miljöpartiet – bliver enige med den borgerlige blok, Alliancen, om tre vigtige politikområder: forsvars-og sikkerhedspolitikken, energiog miljøpolitik og pensionsdækning. Specielt de to førstnævnte kan skabe problemer, når det dominerende borgerlige parti, Moderaterne, skal kunne tilslutte sig det, som en regering med Miljöpartiet skal forvalte. Miljöpartiet er besynderligt nok ikke en del af det, der kaldes ‘ pensionsgruppen’, men stemmer for love på området, sålænge det sidder i regeringen.Umiddelbart ser det ud, som om aftalen ophæver grænserne mellem de traditionelle højre-og venstrefløje. Men den udlægning holder ikke. Det er et flertal af partier, der har ladet en blok erstatte af en anden. Flertallet fortæller de 800.000 vælgere, der har stemt på Sverigedemokraterna, at i adskillige år fremover vil partiets mandater ikke give nogen som helst indflydelse.Hvad blev der lige af det højt besungne samarbejdende folkestyre?

TRADITIONELLE svenske konservative går svære tider i møde. De er mildt sagt ikke hjulpet særlig godt på vej af deres egne ledere.Den tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt, der tabte regeringsmagten ved valget i september, leverede ekstra ammunition til et borgerligt opgør, da han juleaftensmorgen i TV4 gjorde op med selve grundelementet i svensk og europæisk borgerlighed: »Sverige er det, som indvandrerne gør det til«. Og videre: »Er det her et land, som ejes af dem, som har boet her i tre eller fi-re generationer, eller er Sverige det, som mennesker, som kommer hertil midt i livet, udvikler det til?«.

Fredrik-Reinfeldt-440x314

Budskabet lyder smukt og idealistisk, men havde givet mere mening, hvis det var kommet ud af munden på en aktivist i yderkanten af Vänsterpartiet eller Miljöpartiet.I Interviewet på TV4 forklarede den afgåede partileder, at Sveriges grænser er ‘ opfundne’, og at de nytilkomne ‘ ikke bare skal tilpasse sig det svenske samfund’. Unægtelig noget af en markering efter et år, hvor den politiske polarisering er taget til i form af stribevis af ildspåsættelser på moskeer.Partifællerne opretholdt klogt nok radiotavshed om Reinfeldts sensationelle udtalelser. At udlændingepolitikken ikke er gjort til et af de store områder, der skal føres særlige forhandlinger om her i starten af det nye år, giver kun yderligere grobund for både højreekstremister og frustrerede borgerlige. Decemberaftalens partier kan ignorere Sverigedemokraterna her og nu, men ikke det kommende oprør fra egne rækker i lokalområderne. Modsætningerne mellem højre-og venstrefløje vil blive afløst af et opgør mellem magtcenteret i Stockholm og de pressede lokalsamfund.

r688204_5155261

SVENSK POLITIK er på vej ind i en ubehagelig gråzone, hvor et helt parti og en syvendedel af vælgerkorpset er noget, flertallet systematisk marginaliserer, alt imens konflikterne om integrationen tårner sig op. Parlamentarisk ligner tilstanden den, vi kender fra hybridsamfund som Hongkong, hvor udvalgte grupper har ret til politisk indflydelse gennem valgte repræsentanter, mens andre holdes helt ude.

Vist har internationaliseringen lavet meget om i Tage Erlanders legendariske folkehjem, men den renovering af bygningen, der er brug for, hedder dialog og ikke marginalisering. Nu venter vi på næste bombe i Rosengård.

(klumme i Politiken 1. januar 2015)

Udgivet i Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Kims Nordkorea har leveret en farce. I Hollywood

Udgivet den 25. december 2014 af flemmingytzen

Det absurde klanregime kunne tilsyneladende leve med ‘Det Røde Kapel’, men ikke med ‘The Interview’.

Hvor ville det være befriende, hvis vi bare kunne skraldgrine af denne verdens diktatorer, sådan som en af det 20. århundredes allerstørste filmkunstnere, Charlie Chaplin, ville det, da han i 1940 udsendte ‘ The Great Dictator’, en mageløs parodi på Adolf Hitler i skikkelse af Adenoid Hynkel, den ubestridte leder af den fiktive stat Tomania.

The-Great-Dictator

Nærværende signatur har gjort det til et af julens faste ritualer at gense dette mesterværk, som ubestridt må ligge i filmhistoriens top-10. En foromtale forleden her i avisen sagde i nogle få linjer det hele med denne formulering: Hynkel af Tomanias diktatortale har ikke så meget med indhold at gøre som med tom, men kraftfuld overbevisning: »Das Straf nicht hyggensecht der Wienerschnitzel mit Lager wirken unter der SauerKRAUT!«.

I DET FOR danskerne fjerne Nordkorea er der hverken wienerschnitzel eller sauerkraut på juletallerkenerne for de hundredtusinder af koreanere på både åndelig og fysisk smalkost gennem et halvt århundrede.

Men resten af verden behøver ikke at kede sig: Dette surrealistiske klanregime har gjort et gigantisk propagandakup ved at presse mediegiganten Sony til at aflyse premieren 1. juledag på komedien ‘ The Interview’, instrueret af det canadiske komikerpar Seth Rogen og Evan Goldberg.

'The Interview' Barcelona Photocall

Filmen lader en tv-vært og hans producer skaffe sig adgang til den nordkoreanske diktator Kim Jong-un ved at anmode om et interview. Den amerikanske efterretningstjeneste CIA får nys om planerne og hyrer de to tv-folk til at myrde denne nutidens Adenoid Hynkel. Attentatet lykkes, hvis vi skal tro de trailers, der er sluppet ud på bl. a. YouTube.

AFLYSNINGEN, som siden er gjort om (Sony fortrød, og mon ikke filmen snart kommer på Netflix) er dybt ubehagelig, hvis den er udtryk for en begyndende tendens i medieverdenen til at rette ind, når et diktatur bruger cyberterror til at skræmme ideologiske modstandere til lydighed.

Men der er et kunstnerisk og etisk dilemma, der trænger sig på i affæren om den satire, som det canadiske filmmakkerpar har forberedt for verdens publikum: Er det overhovedet anstændigt at more sig over et regime, der har sendt hundredtusinder af sine borgere i arbejdslejre, hvor sult og underernæring er udbredt, og hvor regimet forsøger at sikre sig politisk overlevelse ved at bygge atomvåben, der truer naboerne?

169159893__823419c

I sin selvbiografi fra 1964 kommer Charlie Chaplin ind på de reaktioner, han blev mødt med under forberedelserne til og produktionen af ‘ The Great Dictator’. Ikke kun tyske diplomater forsøgte at presse ham til at opgive projektet; også i hans eget hjemland, Storbritannien, var der bekymringer over den latterliggørelse, han udsatte Tysklands fører for. For Chaplin trådte en potentiel allieret i kampen mod kommunismen over tæerne.

Chaplin gennemførte heldigvis sin produktion, men ikke uden samvittighedskvaler.Han indrømmede siden, at hvis han havde kendt til de nazistiske koncentrationslejre, ville han ikke have været i stand til at lave en farce over et folkemorderisk regime.

I VALGET AF metoder er Nordkorea mere sofistikeret end f. eks. de sammenbrudte arabiske regimer eller det mere anonyme Cuba. Da den amerikanske filminstruktør Oliver Stone i 2003 udsendte sin dokumentarfilm ‘ Comandante’ om den cubanske leder, fik verden et afslørende portræt af en ynkelig Fidel Castro som en overlevende antikvitet i spidsen for den vestlige halvkugles største frilandsmuseum.

At Castro-regimet stadig er harmløst, er nu også gået op for USA, om end man kan mistænke den republikanske højrefløj for at sabotere tilnærmelsen, når som helst lejlighed giver sig.

asset.dr

FILMSELSKABET bag ‘ The Interview’ burde have lært af den danske filmmand Mads Brügger, som i sin film ‘ Det Røde Kapel’ lod en dansk teatertrup underholde håndplukkede nordkoreanske publikummer med god dansk gøgl.

Hjemlige puritanere kaldte Brüggers film uetisk og farlig, hvilket var helt misforstået. De nordkoreanske medvirkende blev ikke bedt om at gøre noget, de ikke havde lov til eller ikke brød sig om. De spillede bare sig selv, og ‘ Det røde kapel’ har utvivlsomt ansporet vestlige publikummer til at søge mere information om Nordkorea på nettet. Historierne om arbejdslejre, sult og undertrykkelse er kun få klik væk.

Men det ændrer ikke ved, at Kims klanstyre har gjort et propagandakup af dimensioner.En revideret version af ‘ The Interview’ udspiller sig nu i Hollywood og omegn.

(klumme i Politikens e-avis 25. december 2014)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Hongkongs paraplyer er hængt til tørre

Udgivet den 18. december 2014 af flemmingytzen

Eftertanken har indfundet sig i det store kapitalistiske eksperimentarium. 

For nylig blev jeg overfaldet af en kristen aktivist. Verbalt overfaldet, altså. Gerningsstedet var Facebook, og emnet var afslutningen på demonstrationerne i Hongkong.

»Pray for Hongkong«, skrev aktivisten, efter at byens politi under udramatiske former havde fjernet de tilbageblevne demonstranter fra Occupy Central-bevægelsen og bragt millionbyen tilbage til sin normaltilstand. Paraplyerne, som blev bevægelsens kendemærke, er nu hængt til tørre i Hongkongs baggårde.

umbrella-revolution

Aktivistens fortørnelse skyldtes også, at myndighederne havde afvist indrejse til en lille gruppe britiske parlamentarikere.De ville forsøge sig som ‘ demokratiaktivister’ i kolonien, som Storbritannien tilbageleverede for over 17 år siden.

Min bemærkning til ham: Hvordan mon David Camerons regering og medlemmer af Underhuset ville reagere, hvis repræsentanter for Det Kinesiske Kommunistpartis Centralkomite eller Folkekongressen i Beijing mødte op i London for at give britiske folkevalgte en belæring i ansvarlig regeringsførelse?

DET ER en indlysende sympatisk tanke, at Hongkong bør have et mere repræsentativt og socialt bevidst styre, der vil forsøge at udjævne de store uligheder i den økonomisk velfungerende region. Men aktivisterne og deres sympatisører vil hjælpe deres sag mere på vej, hvis de kendte de historiske forløb, der har gjort Hongkong til det, som regionen er blevet til. De kan passende starte med at læse regionens forfatning.

APTOPIX Hong Kong Democracy Protest

Tre årtier er der gået, siden britiske og kinesiske myndigheder underskrev en aftale om fredelig tilbagelevering af regionen til Kina – tilmed udstyret med en jura, en økonomi og et politisk-administrativt system, der unægtelig er bedre end det, som andre kinesiske samfund har.

Briterne fik afleveret et kapitalistisk eksperimentarium til et Kina, der søgte efter en reformeret og mere effektiv samfundsmodel uden dog at ville indføre en renskuret demokratisk velfærdsstat efter europæisk forbillede med et fingerknips.

Mange af aktivisterne i Occupy Centralbevægelsen var ikke født, da den britiskkinesiske aftale blev underskrevet, mens seniorerne blandt demonstranterne tilhører et lille politisk mindretal, der fra starten var modstandere af aftalen.

APTOPIX Hong Kong Democracy Protest

DE SENESTE måneders bølger af demonstrationer kan til dels forklares med, at voksende grupper af især unge ikke er omfattet af de særlige valgkollegier, der ifølge regionens forfatning skal sikre bestemte interessegrupper repræsentation i de politiske organer. Økonomisk marginaliserede grupper har ikke (undskyld udtrykket) en kinamands chance i det system.

Hvis demonstranterne fik deres vilje om adgang til opstilling for et bredere udvalg af kandidater til ledelsesposter, ville man komme tættere på et demokratisk rettighedsideal, der ligner den samfundsmodel, vi har i vor del af verden.

Men det er langtfra givet, at det ville gøre Hongkong nemmere at regere, og hvem har patentet på én bestemt model for demokratisering og liberalisering?

Præmissen for Hongkongs særlige regeringsmodel er den formel, der kendes under overskriften ‘ Et land, to systemer’.Det er altså en integration af en region, der fra midten af 1800-tallet var under britisk (udemokratisk) styre, ind i et regime, der ved den kinesiske borgerkrigs afslutning i 1949 fik en politisk model baseret på sovjetiskinspireret leninisme.

Det kom til at koste Kina dyrt med årtiers hasarderet ideologisk tyranni under Mao Zedong – med millioner af døde til følge. Da efterfølgeren Deng Xiaoping kom til, blev bolden givet op til reformer i stadig større skala. Aftalen med Storbritannien i 1984 blev en del af komplekset.

peoples_republic_of_capitalism_01

DETTE gigantiske reformeksperiment har ikke været uden forhindringer, men resultaterne har hidtil tjent Kina, dets borgere og resten af Asien godt.

Ligner tilstanden i Hongkong den virkelighed, der kendes fra Beirut, Palæstina, Bagdad, Peshawar, det halve af Mexico eller Ferguson i Missouri for den sags skyld? Tag lige og vågn op.

Hongkong har nogle udfordringer, men udmærker sig ved en enestående politisk stabilitet og trods alt en række friheder og rettigheder, som dag kan blive fremtid for andre kinesere uden for regionen.

Der er ikke så få rablende demagoger og selverklærede demokratifortalere, der har brug for at blive klogere på virkeligheden i Hongkong og omegn.

Min kristne overfaldsmand skrev efterfølgende og bad om godt vejr, efter at jeg havde koblet ham af på Facebook. Dialogen er tilbage.

(klumme i Politiken 18. dec. 2014) 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

En rød løber til Kinas vækstmirakel

Udgivet den 16. december 2014 af flemmingytzen

Christina Boutrup: Den røde løber – Kinas fremmarch i Europa. Gyldendal Business. 254 sider, 300 kroner. Fire hjerter. 

I radio, på tv og på tryk har erhvervsjournalisten Christina Boutrup for længst slået sit navn fast som nutidens nok mest profilerede korrespondent, når det gælder dækningen af det kinesiske vækstmirakel. Men man skal kridte skoene tidligt og træne grundigt for at holde trit med en som hende, der efter en årrække med Kina på notesblokken ikke er kørt træt af at komme rundt i det univers, der globalt er den mest transformerende af alle økonomier på kloden.

I 2011 UDKOM hende første bog, ‘ Kina – Sweet and Sour’, og nu foreligger den naturlige opfølgning, som har fået titlen ‘ Den røde løber – Kinas fremmarch i Europa’.Den er på samme tid en dyster og en opmuntrende række fortællinger om, hvad der sker i vores del af verden, når en økonomi, der om få år overhaler USA og bliver klodens største, trænger sig på i form af rå kapitalisme, grov udnyttelse af underbetalt arbejdskraft og samtidig en middelklasse, der bæres rundt på kontinenterne af en flodbølge af velstand og købekraft.

Trykt-forside

For Kina og de kinesiske virksomheder vil selvfølgelig ikke bare købe og sælge på vilkår, vi har defineret. Man vil også gerne høste respekt og lidt mere forståelse for, hvilken kultur og hvilke normer man bringer med sig. Dette er naturligvis ikke en enten-eller-fortælling, men en bådeog-af slagsen.

DERFOR ER DET vigtigt at kende historierne om, hvad de store kinesiske virksomheder som for eksempel Huawei og Geely har gjort ved danske TDC og svenske Volvo.Begge er eksempler på det, kineserne elsker – win-win – fordi TDC har fået en særdeles konkurrencedygtig kinesisk partner, og fordi Volvo har fået en lysere fremtid, efter at der er kommet kinesiske ejere ind over.

At skulle nå disse og mange andre emner på 250 sider er ikke en udfordring for tøsedrenge. Christina Boutrup skriver, som hun lyder, når hun er på tv eller i radio – ligeud ad landevejen og uden omsvøb og irriterende detaljer.

92900_9c34e1a1bfea4a6ebfdd02f6d3cd6ac8_500

Der er masser af oplevelse og nærvær gennem hendes observationsevne, mens det mildt sagt er ret beskedent med kildehenvisninger.Der er lovlig mange generaliserende udsagn.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at bogen rammer præcist hos det publikum, der ser Kina som det umættelige marked og den utrættelige pengemaskine, og som ikke kan komme derud hurtigt nok.

Mod slutningen af bogen lægger forfatteren lidt afstand til alt det med pengene.Det sker i beskrivelserne af den ‘ kinesiske drøm’ (om velstand og respekt), og her gives der plads til nuancerede observationer, hvor trivielle gentagelser om ‘ etpartistaten’ og andre stereotypier er fraværende (der er mange magtcentre i dagens Kina).

Beijing-January_798961c

BOUTRUP HAR BLIK for, at der på trods af den kinesiske stats kontrolapparat er plads til rystende ærlige dokumentar-film, interessant og afslørende journalistik og inspirerende kunst, der kan appellere til et dansk publikum. Langtfra alle hendes kolleger har denne evne til at anlægge en både-og-betragtning af det kinesiske samfund og dermed gøre læserens forståelse dybere.

Uanset om man gyser eller imponeres over Kinas fremmarch i disse år, er der rigeligt med eksempler at blive klogere af i denne letflydende bog. Det er både sjovt, skræmmende og lærerigt det meste af vejen.

(anmeldelse i Politikens kultursektion 16. dec. 2014)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Japanerne vil stemme for forandring. Den kommer næppe

Udgivet den 11. december 2014 af flemmingytzen

På søndag går Japan til valg. Resultatet vil bekræfte landets konservatisme

Samtlige japanske mediers meningsmålinger forud for søndagens parlamentsvalg viser, at regeringspartiet, Det Liberal-Demokratiske Parti (LDP), vil beholde flertallet i Underhuset og muligvis øge det. Partiet kan meget vel komme i en situation, hvor det ikke længere behøver støtte fra mindre koalitionspartnere.Det sandsynlige udfald er derfor, at regeringschefen for LDP, Shinzo Abe, kan fortsætte med kun symbolsk parlamentarisk modstand.

Valget vil bekræfte, at japansk politik fortsat er spækket med paradokser: Landet beholder en regering, hvis popularitet er stærkt nedadgående.Da Shinzo Abe genvandt magten for to år siden, stod LDP med 70 procents opbakning i meningsmålingerne. På det seneste er tilslutningen svundet ind til mellem 40 og 50 procent.

141202155330-shinzo-abe-campaign---s040434717-story-top

DER ER meget lidt, der taler for, at tallene vender. Japan er officielt i recession, en foreslået momsforhøjelse er udskudt, og centralbanken fortsætter med at pumpe penge ud i gentagne forsøg på at bruge inflation som økonomisk stimulus.LDP’s stærkeste kort i valgkampen er, at oppositionspartiet, Det Demokratiske Parti, ikke har magtet at præsentere et troværdigt alternativ i den økonomiske genopretningspolitik,  der skal sætte en stopper for en uhyrlig gældsætning af den japanske stat, som dog heldigvis ikke skylder kineserne eller andre udlændinge penge, men kun skylder til landets egne borgere, banker og virksomheder.Japans økonomiske stagnation har varet i et lille kvart århundrede, og hærskarer af økonomer har i årenes løb givet anvisninger på, hvilken slags reformer landet har skrigende hårdt brug for.

3e8b1342-7e4a-11df-94a8-00144feabdc0

Alt for mange sektorer i økonomien og på arbejdsmarkedet er overbeskyttede, fordi magtfulde interessegrupper, brancheorganisationer og fagforeninger modsætter sig det konkurrencepres, som ville udløse jobskabelse og skabe mere realistiske forbrugerpriser. Den japanske arbejdsløshed er betydelig højere, end de officielle tal indikerer.

Det skyldes især den lave deltagelse af kvinder på arbejdsmarkedet. Befolkningens alderskurve viser, at enten skal de yngre japanske kvinder overtales til at føde flere børn, eller også skal der lukkes op for mere indvandring. Eftersom sidstnævnte tilsyneladende er en politisk umulighed, hvorfor så ikke belønne kvindelige iværksættere med offentlige tilskud i form af skattefradrag? Her ligger millioner af jobs gemt, men den konservative mandsdominerede erhvervsstruktur forhindrer sådanne tiltag.

Staff member of Japan's ruling Liberal Democratic Party arranges campaign leaflets showing Japan's Prime Minister Shinzo Abe at the LDP regional election office in Tokyo

JAPAN VILLE have godt af et vælgeroprør, men virkelige forandringer kan kun komme derfra, hvor de er mindst sandsynlige: i LDP’s medlemsrækker. For partiet er ikke et politisk parti, som vi kender det i Europa, båret af holdninger og intensiv medlemsdebat. LDP er en paraplyorganisation for interessegrupper og deres sponsorer i erhvervslivet, og ‘ politik’ handler om at balancere særinteresser knyttet til privilegier og frynsegoder.Hvad der især er brug for, er reformer, der tegner valgkredsene om.

Hundredtusinder af unge japanere har forladt provinsregionerne for at søge job i megabyerne.Denne udvikling giver provinsens valgkredse større indflydelse end de tætbefolkede bydele i Tokyo, når man måler på stemmeandele i forhold til befolkningstal.

Eller sagt på en anden måde: En enkelt stemme i et befolkningstyndt landdistrikt har flere gange større indflydelse på Underhusets sammensætning end en håndfuld stemmer i en af hovedstadens valgkredse. Denne tilstand var med til at give regeringskoalitionen flertal i begge parlamentskamre efter valgene i 2012 og 2013. Højesteret reagerede med en efter manges opfattelse paradoksal kendelse: at parlamentets sammensætning var i strid med forfatningen, men alligevel blev der ikke draget konsekvenser. LDP regerer videre trods faldende vælgeropbakning.

japan-rally_0

MAGTEN ligger med andre ord i de politiske lag, hvor vælgerne ikke har indsigt og ingen reel indflydelse, så længe regeringspartiets ledelse ikke sætter en stor valgreform i gang. Den udebliver, fordi særinteresser har taget landets fremtid som gidsel.

De olympiske lege i Tokyo for et halvt århundrede siden demonstrerede den japanske models overlegenhed som rollemodel for nabolandene, men i dag er Japan offer for sin egen succes.

I stedet er det arvefjenden Kina, der mestrer den østasiatiske bureaukratkapitalisme bedre end i det land, hvor den blev opfundet, hvilket til fulde illustreres af månedens ‘ nyhed’ fra Verdensbanken om, at den kinesiske økonomis volumen nu overgår den amerikanske ditto.Det største globale paradigmeskift siden 11. september 2001 kom, mens japanerne og vi andre snorksov.

(klumme i Politiken 11.dec. 2014)

Udgivet i Globalt, Japan, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Del-og-hersk politikken vender tilbage til Myanmar

Udgivet den 27. november 2014 af flemmingytzen

Udviklingen i det tidligere Burma peger mod en asiatisk klassiker: demokrati med begrænsninger

KINESISKE og internationale medier har netop offentliggjort indholdet af den nyeste investeringsaftale, der er indgået mellem Myanmars regering og landets uden sammenligning største investor og samhandelspartner.

Kina står allerede for en tredjedel af Myanmars samlede udenrigshandel og en endnu større andel af de investeringer, der retter sig mod landets svage infrastruktur. Det gyldne land i Sydøstasien er nu solidt etableret i Kinas økonomiske interessesfære.

De, der troede, at Myanmars såkaldte demokratiseringsproces ville være en platform for præsident Obamas rebalanceringspolitik i Østasien, er blevet skuffede.Både fordi hverken USA eller andre vestlige lande er særligt stærke på investeringssiden, men især også fordi demokratiseringsprocessen for længst er stødt på begrænsninger.

President Obama In Yangon Following ASEAN Summit

Disse var kendt fra starten. Da Myanmars daværende junta i november 2010 afholdt et kontrolleret valg på basis af en i omverdenen stærkt kritiseret forfatning, stod det klart, at landets mest populære oppositionspolitiker, Aung San Suu Kyi, nok kunne se sit parti, den Nationale Liga for Demokrati, legaliseret, men at hun selv ikke ville kunne blive præsident ved det valg, der holdes om et års tid.

Forfatningens bestemmelse om, at personer, der har været gift med udenlandske statsborgere, forhindrer det. Og med en fjerdedel forlods udpegede militære medlemmer af parlamentet er der også sat en stopklods for forfatningsændringer. I sidste uge meldte formanden for parlamentet i hovedstaden Naypyidaw, Shwe Mann, definitivt ud og sagde, at der ingen forfatningsændringer kommer på tale på denne side af næste års valg.

Han kunne lige så godt have sagt, at det er fordi, at han nu selv starter sin ‘ valgkamp’. Shwe Mann er nemlig det mest sandsynlige bud på Myanmars næste præsident, når den såkaldte reformpræsident Thein Sein går på pension. Parlamentsformanden har som alle andre topfigurer i Myanmars magtpyramide en baggrund i Tatmadaw, det frygtede militær, der holdt Myanmar i et jerngreb i et halvt århundrede og forvandlede et af Asiens største riskamre til en fattiggård, men har som en af de få eksofficerer et godt forhold til oppositionen.

MYANMAR-POLITICS

Fire års reformer herude har haft flere formål, og de fleste er opfyldt eller tæt på at være det: Forholdet til omverdenen er normaliseret (her har Aung San Suu Kyi været nyttig for alle parter), et kontrolleret civilsamfund er blevet skabt, medierne har fået en vis frihed (igen: med begrænsninger), og både internationale og nationale aktører er på talefod.

Myanmar er dermed klar til at lægge sig ind i den velkendte historiske række af sydøstasiatiske hybridsamfund: ikke noget renlivet militærdiktatur, ej heller nogen demokratisk rollemodel, men et samfund med et betydeligt økonomisk potentiale, som kan reducere fattigdommen og berige de eliter, der balancerer om at kontrollere magten i landet.Aung San Suu Kyi er for længst blevet en del af denne elite, ikke mindst som følge af, at hun er den eneste figur i landskabet, der både nyder national og international opbakning.

DEN LOGISKE udvikling op til næste års valg er derfor, at parlamentsformanden og den snarlige præsidentkandidat Shwe Mann udvikler noget, der får karakter af en koalition. Han og Aung San San Suu Kyi holder regelmæssige konsultationer i parlamentsbygningen i Naypyidaw.

suu-kyi-meeting-with-shwe-mann

Flere konflikter med etniske oprørsgrupper er uløste, men i langt de fleste dele af landet har myndighederne så megen kontrol, at man over for omverdenen kan påstå, at Myanmar er tilstrækkelig stabilt til, at investorer og donororganisationer kan fortsætte indsatsen med at gøre landet til Asiens næste vækstmirakel.

Det er præcis af den årsag, at handels- og udviklingsminister Mogens Jensen lige nu besøger landet.Om dansk erhvervsliv og udviklingsbistand kan kopiere den succes, der blev indledt i Vietnam for en snes år siden – og skabte den største succes i dansk udviklingspolitiks historie – er stadig tvivlsomt. Men det er påskønnelsesværdigt, at forsøget gøres.

1_Mogens Jensen 295 x 160

Så her er et bud på, hvad Mogens Jensen bør sige til parlamentsformand Shwe Mann under denne uges samtaler: Held og lykke med den forestående valgkamp.Siden dine ekskolleger i militæret har forhindret landets mest populære politiker i at blive præsident, kunne du så ikke op-finde en vicepræsidentpost til hende? Del og hersk-politikken er på vej tilbage til det land, hvor den britiske kolonimagt mestrede den til perfektion. Nu udøves den bare af nationale politikere. Suu Kyi må lære sig at samarbejde med det militær, hendes far grundlagde.

(klumme i Politiken 26.11.2014)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Først er Obama i Myanmar, så tager Aung San Suu Kyi til Kina

Udgivet den 15. november 2014 af flemmingytzen

Obama er i Myanmar i denne uge. I næste måned rejser Suu Kyi til Kina. Nå da, hvad handler det om?

MYANMAR, det tidligere Burma, lægger sig i de kommende dage og uger på ny ind i det strategiske minefelt mellem Kina og USA. Det sker, når præsident Obama efter et besøg i Beijing deltager i et sydøstasiatisk topmøde, der starter i den burmesiske hovedstad Naypyidaw i dag, hvorefter Obama fortsætter til landets tidligere hovedstad Yangon for at træffe oppositionslederen Aung San Suu Kyi.

Om den amerikanske præsident kan få den såkaldte demokratiseringsproces i Myanmar til at leve op til bare lidt af det, som verden håbede på, da Suu Kyi for fire år siden blev løsladt efter mange års husarrest, er mere end tvivlsomt.

Men at landet stadig er en vigtig brik i magtspillet mellem Kina og USA om indflydelse i Sydøstasien, illustreres til fulde af den overraskende nyhed, at Suu Kyi i næste måned rejser på besøg i Beijing.At Kina overhovedet tager imod en oppositionsleder fra et naboland, som det har en problemfyldt og kompleks historie med, er lidt af en sensation. Suu Kyi har siden sin massive valgsejr i april 2012 takket nej til invitationer fra semi-officielle organisationer i Kina; kun hvis centralregeringen inviterede, ville hun komme.

imagesx

DENNE UGES asiatiske topmøder og oppositionslederens forestående rejse til Beijing finder sted på et tidspunkt, hvor der er intense diskussioner om Myanmars politiske fremtid. Det centrale spørgsmål er, om Suu Kyi får mulighed for at stille op til præsidentposten ved valget om et års tid. Den militære elite, som for fire år siden overdrog magten til en nominelt civil regering og et parlament, der er spækket med pro-militære medlemmer, har indført nogle bizarre bestemmelser i forfatningen, der forhindrer, at hun kan blive præsident.Obama forsøgte i forrige uge med opringninger til både den burmesiske præsident Thein Sein og hans modpart Suu Kyi at gøre amerikansk indflydelse gældende til fordel for oppositionslederens vedholdende forsøg på at ændre forfatningen.

Thein Sein indkaldte derefter Suu Kyi og et dusin parlamentsmedlemmer og regeringstopfolk til et møde, der overraskede ved en udmelding om, at der stadig er tid for parlamentet til at diskutere ændringer af forfatningen. Mødet handlede dog mest om at berolige USA forud for Obamas ankomst.

Spørgsmålet er herefter om, at der kan etableres en politisk model for forsoning, der indebærer, at den militære elites særstilling ikke udfordres afgørende, samtidig med at næste års valg kan gennemføres på en sådan måde, at landets mest populære politiker får den placering, som en retfærdig valghandling utvivlsomt vil give hende.

0,,18061932_303,00

Det er her, at Aung San Suu Kyis besøg i Beijing i næste måned bliver interessant. Oppositionslederen var tidligt ude og kritisere de kinesiske investeringer i kontroversielle dæmningsbyggerier i det nordlige Myanmar, men har samtidig understreget nødvendigheden af, at de kinesiske selskaber handler ansvarligt i de områder af landet, hvor de er aktive.På dagsordenen i denne uge og i næste måned i Beijing står også forsøgene på at skabe fred mellem den burmesiske centralregering og et par af de etniske oprørsgrupper.

Den militære elite i Myanmar har ikke et rosenrødt forhold til sin mangeårige sponsor i Beijing, efter at det er kommet frem, at den 30.000 mand store partisanhær tilhørende Wa-minoriteten modtager kinesiske våben. Samtidig er de kinesisk-støttede fredsforhandlinger om den nordlige Kachin-region kørt fast.

1415955414680

MODSAT USA har Kina indflydelse på adskillige niveauer i Myanmars komplekse kludetæppe af konflikter. Præsident Obama har ingen interesse i forsøg på at reducere kinesisk indflydelse i Myanmar; der kan allerhøjst blive tale om en balancering, der giver plads til en vis imødekommelse af amerikanske krav om fremme af demokratiske reformer og styrkelse af civilsamfundet.Obamas besøg i Myanmar i denne uge er det andet på kun to år; fordi de seneste års politiske reformer i Myanmar er tænkt som et udstillingsvindue for en amerikansk politisk gevinst i Østasien, som Obamas efterfølger ville kunne bygge videre på om to år.Men lige nu er den burmesiske reformproces gået i stå. Barrieren er de paragraffer i forfatningen, der garanterer militæret en fjerdedel af pladserne i parlamentet og kræver tre fjerdedeles flertal for at ændre i forfatningen.

SPILLET om Myanmars politiske fremtid er således stadig åbent. Det er ikke en demokratisk rollemodel, Sydøstasien er ved at få, snarere en tilbagevenden til en skrøbelig neutralitet, garanteret af lokale politiske eliter og bakket op af stormagter.

(klumme i Politiken 12. nov. 2014) 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, USA | Skriv en kommentar

Nogle få minutter der kan ændre verdenshistorien

Udgivet den 30. oktober 2014 af flemmingytzen

Japans regeringschef får om en uge en enestående mulighed for  at skabe et stærkere Asien

SAMTALEN kan holdes på mindre end ti minutter, og diplomater på begge sider har allerede gjort forarbejdet. Den japanske regeringschef Shinzo Abe kan, hvis han har viljen og modet, skabe en positiv og langvarig forandring for sit eget land og sine skeptiske naboer.

Når Abe om en uge befinder sig til asiatisk topmøde i den kinesiske hovedstad, skal han sikre sig passende tidspunkt for en udveksling af høfligheder med mødets vært, Kinas præsident Xi Jinping.

044285d8-8ce4-11e3-8b82-00144feab7de

Derefter skal Abe sige noget i retning af følgende: I kender vort synspunkt om Senkakuøerne: De er japansk område, og vi giver ikke noget væk. Men vi er villige til at anerkende, at I har berettigede synspunkter om områdets udnyttelse. Der er betydelig skibstrafik og fiskeri, som skal overvåges og reguleres. Vi er villige til dialog om dette. Lad os finde en form, hvor vi kan komme videre. Måske kan der med tiden findes en løsning, hvor begge er tilfredse, uden at nogen part får alt.Det øvrige Asien og vore amerikanske venner vil hilse dette velkommen.

Derefter er det tænkeligt, at præsident Xi Jinping siger noget i retning af følgende: Jeres imødekommenhed er prisværdig.Der er meget på spil, og vi skylder hele regionen at vise fornuft. Der bliver selvfølgelig brug for den vigtigste af alle asiatiske dyder: tålmodighed.

mk_Senkaku-Diaoyu-Tiaoyu-Islan

ØGRUPPEN, som Kina kalder Diaoyu, har i flere år været genstand for voksende spændinger mellem Asiens to største økonomier. Det verbale slagsmål om øernes tilhørsforhold blev udkæmpet for åbent tæppe under FN’s generalforsamling i fjor, hvor Kinas udenrigsminister Wang Yi forklarede, at Beijing når som helst ville være indstillet på at genåbne dialogen med Japan, men at Tokyo som et første skridt må anerkende, at der er overhovedet eksisterer en strid; underforstået, at Kina har synspunkter, som er relevante, om end man er uenig.

APEC, som er den organisation, der i næste uge lægger rammerne for mødet mellem en række nationer i Asien og Stillehavsregionen, rummer ikke det forpligtende samarbejdsmønster, vi kender fra Europa, dvs. EU og Nato. Apec har siden grundlæggelsen for et kvart århundrede siden været drivkraft i skabelsen af fælles regler for handel og investeringer, mens man har skubbet de politiske tvister til side. Apec har dermed dannet rammen for Kinas formidable velstandsløft, uden at regionens stabilitet afgørende er blevet udfordret.

Det ironiske i tilstanden er, at Japan i sin tid gav grønt lys for en udvikling, der reducerede landets status på verdensøkonomiens rangliste.Trods politiske og ideologiske skillelinjer har topøderne med mellemrum givet plads til både nyttigt og kreativt diplomati.Det var på møder i Apec, at Kinas og USA’s ledere kom på talefod igen efter massakrerne i Beijing i 1989, og det er her, at repræsentanter for Kina og Taiwan vender relevante problemstillinger. På bundlinjen er Apec, som Japan var en af initiativtagerne til, derfor en succes.

055260-japan-china-disputed-islands-senkaku

I KINESISKE og koreanske medier er Shinzo Abe beskrevet som en højreorienteret nationalist, der vil genrejse japansk militarisme, men er det en retfærdig karakteristik? Kun hvis man vælger alene at lægge vægt på hans besøg i den kontroversielle helligdom Yasukuni, hvor de faldne fra samtlige Japans krige æres, inklusive de krigsforbryderdømte generaler fra Stillehavskrigen. Det er her, at japanske ledere kan signalere, om de har ambitioner om at genere deres to nærmeste rivaler, Kina og Sydkorea.

Men regionens økonomiske integration gør dette til en rent symbolsk gestus.Vist har Shinzo Abe indenrigspolitiske overvejelser bag de synspunkter, der gør ham til en leder, som får Kina til at se rødt. Vi skal dog kun lidt over seks år tilbage for at finde en japansk regeringschef, der stod for noget ganske andet: dialog og forsoning med den historiske rival på det asiatiske fastland. Hans navn var Yasuo Fukuda, og han kunne dengang tage flot imod Xi Jinpings forgænger, Hu Jintao, der tilbage i 2008 aflagde et vellykket besøg i Japan.

001320d123930a06692811

Dengang blev der talt om en mere optimistisk epoke i det japansk-kinesiske forhold, nok fordi japanerne mente, at de kunne bruge USA og de regionale samarbejdsorganisationer, først og fremmest den sydøstasiatiske gruppe Asean, til at håndtere Kina i bl. a. spørgsmålet om grænsedragningerne i Det Sydkinesiske Hav.Men i Asean vil de mindre medlemslande ikke følge Japan.

De retter ind efter Kina, og dermed fungerer regionens magtbalance. Der er således ingen vej uden om det bilaterale spor for Shinzo Abe. Det kan gøres med et håndtryk og ti minutter til at levere et forhandlingstilbud, også selv om en løsning på østriden ligger årtier ude i fremtiden.

(klumme i Politiken 30.10.2014) 

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar