Flemming Ytzen

Australiens Kevin Rudd har gjort et overraskende comeback. Han er vigtig for både USA og Asien.

SIDSTE UGES dramatiske lederopgør i det australske arbejderparti, hvor Kevin Rudd tilbageerobrede den post, som rivalen Julia Gillard tog fra ham tre år tidligere, har betydning langt ud over de australske sandstrande og ørkenlandskaber.

For den genindsatte regeringschef bliver ham, der kommer til at bidrage afgørende til de spilleregler for samarbejdet mellem Østasien, USA og Europa, som bliver det overordnede tema på G20-landenes topmøde i den russiske by Skt. Petersburg til september.

Sjældent har ‘ boomerang’ passet bedre ind på et politisk fænomen i det land, hvor ordet har sin oprindelse. Kevin Rudd står foran et stort oprydningsarbejde i et parti, der har slået revner på kryds og tværs. Politiske spøgefugle spekulerer allerede i muligheden for, at Julia Gillard får en ambassadørpost i det Beijing, hvis politiske miljø Rudd kender som sin egen bukselomme. Han taler et robust rigskinesisk. Og så kan hun lære det, kan hun.

Først får Rudd brug for at ændre på forgængerens beslutning om afholdelse af parlamentsvalg 14. september, for det vil være utænkeligt, at en australsk regeringsleder afbryder en valgkamp for at trykke hænder med verdens ledere i en stor metropol ved Østersøen. Eftersom Labour ikke ligger alt for godt i meningsmålingerne, er det usandsynligt, at Rudd vil fremskynde valget, da han indlysende nok ikke vil overdrage lederstaffen til den konservativ-liberale opposition under den uerfarne Tony Abbott.

FOR DET store spil handler om det australske formandskab for G20 i 2014.

Rudd kan vente helt til 30. november med at udskrive valg og risikerer naturligvis at se G20-lederskabet glide sig af hænde inden årsskiftet. Dette vil gøre ondt på en politiker, der mere end nogen anden har sat al sin politiske styrke ind på at placere Australien gunstigt i det, både højre og venstre side i det politiske landskab kalder det asiatiske århundrede.

At G20 har overtaget førertrøjen fra G8 i det globale lederskab skyldtes ikke mindst beslutninger truffet af Rudd i hans første regeringsperiode. Sikkerhedspolitisk har han fastholdt forankringen til USA, samtidig med at han taget tilløbet til et tættere samarbejde med store asiatiske partnere, Indonesien, Indien, Sydkorea og frem for alt Kina.

Med sine akademiske grader i kinesisk sprog, kultur og historie er ingen anden vestlig politiker så stærkt intellektuelt udrustet som han til at fortælle magtens mænd i Beijing om nødvendigheden af et partnerskab med USA. Så det må have gjort ærgret ham at se rivalen Julia Gillard rejse til Beijing i april og underskrive den strategiske partnerskabsaftale, han havde støbt alle kuglerne til.

Australiens position i Asien er ikke ulig den, Tyskland har i Europa: Med intakte forbindelseslinjer til Washington og Pentagon skal landet forsøge at favne den altfortærende kinesiske drage uden at blive fortæret i processen. Eftersom kineserne allerede køber heftigt op af australske råvarer, vil det handle om at overbevise Beijings lederelite om det fornuftige i at respektere fælles målsætninger i det globale samarbejde.

ØSTASIEN har mange uløste territorialkonflikter, og ingen af de regionale magter er bedre positioneret til at spille mæglerrollen end Australien. Dette har Beijing forlængst erkendt, og derfor gik man med i partnerskabsaftalen.

De fleste på vore breddegrader har glemt det, men Østasien gennemlevede nogle kritiske år 1997-2000, da en finans- og valutakrise rystede regionen og rev den indonesiske autokrat Suharto og hans næste 30 år lange besættelse af den tidligere portugisiske koloni Østtimor med sig i faldet. Det var australsk militær, der gik forrest, da et begyndende blodbad på Timor blev stoppet, og siden bidrog til en stabilisering. En rollemodel var skabt.

G20 HAR endnu ikke vænnet sig til at overtage de opgaver, som før lå i G8. De store aktører stoler ikke på hinanden, og resten af verden, både små og mellemstore lande, stoler ikke på giganterne og slet ikke efter syndfloden af aflytningsskandaler.

Kan en nation med 23 millioner indbyggere påvirke en verden, hvor 193 lande i stadig mindre grad lader sig lede af nogen? Selve ideen med G20 er at komme ud over, at befolkningstunge nationer, økonomiske sværvægtere og store militære muskler kan rette ind efter universelle principper, som mellemstore og mindre lande har defineret.

Australien leverer i Østasien, hvad den tysk-franske akse i sin tid gjorde for europæisk forsoning og integration hen over de gamle jerntæppegrænser. Down Under er ikke længere langt væk.

(klumme i Politiken 4.7.2013)

Obama er kommet tæt på at realisere den vision for forholdet USA-Kina, som forgængeren Nixon udstak for 41 år siden.

KLODENS vigtigste bilaterale forhold kommer til sit årlige serviceeftersyn i morgen, når præsident Barack Obama møder sin kinesiske kollega, Xi Jinping i naturskønne omgivelser på Rancho Mirage i Californien.

Vi ved med sikkerhed, at en stribe problemer, der er relateret til cyberspace, vil være på dagsordenen. Chefen for den amerikanske Cyber Command og leder af National Security Agency, general Keith B. Alexander har forud for mødet kaldt de kinesiske hackerangreb på amerikanske virksomheder og institutioner for »historiens største overførsel af velstand«.

Råd nr. 1 fra Obama til gæsten fra Kina: Lad os formulere et regelsæt for overvågning af it-virksomheder, i USA såvel som Kina, som både amerikanske og kinesiske myndigheder skal kunne administrere.Med gensidig informationspligt.

Råd nr. 2: De digitale slagmarker er udstrakt til ikke kun amerikansk og kinesisk territorium, men den ganske klode. Lad USA og Kina gå forrest med et globalt cyberspacepoliti.

AMERIKANSKE analytikere er overraskende optimistiske i vurderingen af, om et sådant kontrolsæt kan blive en realitet De har set, hvorledes præsident og generalsekretær Xi Jinping meget hurtigt efter sin overtagelse af topposter i kommunistpartiet og statsapparatet har taget kontrollen med de øverste lag af det militære hierarki.

Råd nr. 3: Forbindelsesofficerer på flest mulige militære niveauer.

Nordkorea bliver et uundgåeligt emne på møderne i Rancho Mirage, men anderledes håndterligt, eftersom forsøgene på at overtale nordkoreanerne til atominspektion er gået i stå. Råd nr. 4: Giv USA adgang til de kinesiske myndigheder, der kontrollerer tilgangen af ressourcer til Nordkorea.

KAN DET amerikansk-kinesiske samarbejde udstrækkes til flere end de kendte problemfelter? Betydningen af den amerikanske militære ‘ rebalancering’ i Østasien har været overdrevet. Obama har ikke gjort andet end at bekræfte eksisterende alliancer med de lande i Asien, som USA har samarbejdet med siden den kolde krig, hvilket blot har understreget, at Kina ingen allierede har, og slet ikke i sit eget nærområde.

Naboerne ser gerne et Kina, der udvikler sig økonomisk, men helst uden at der følger en militær profilering med. Fremskrivninger viser, at selv når USA ca. 2025 mærker suset fra den røde gigant i overhalingsbanen i det globale økonomiske kapløb, vil Kina militært stadig være en dværg over for den amerikanske gigant. Råd nr. 5: Lad USA følge det australske eksempel. Fælles militære øvelser med kinesiske enheder i Det Øst-og Sydkinesiske Hav.

Den store opmuntrende faktor er, at de amerikansk-kinesiske relationer ikke længere er drevet af indbyrdes fjendtlige ideologier. Kina accepterer den amerikanske version af det liberale demokrati og dets retsstat, og USA kan tage en betydelig del af æren for Kinas transformation fra ideologisk maoisme til et kungfutsiansk meritokrati.

KINAS økonomiske succes og den store middelklasse, der er skabt, forøger presset for systemforandringer, som betyder, at rigets særlige variant af meritokratisk statskapitalisme får mekanismer og institutioner, der gør den faktiske politik mere ansvarlig og responsiv over for folkelige krav. Råd nr. 6: Oprettelse af et amerikansk-kinesisk institut for udvikling af retsstatslige principper og moderne, ansvarlig regeringsførelse. Lokalitet: Hongkong eller Taipei.

Obama kan på den californiske ranch passende minde sin kinesiske gæst om, hvad forgængeren Richard Nixon fortalte sin sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger for 41 år siden, da de sad i gæstehuset i Beijing og forberedte møderne med Mao Zedong: »Tænk, hvad denne urgamle civilisation kunne udrette, hvis kineserne havde et anstændigt politisk system. Vi ville ikke kunne matche dem«.

Midt i alle spekulationerne om det opstigende Kina og det (muligvis) stagnerende USA er det værd at minde om, at mere end 100.000 kinesiske studerende studerer på amerikanske universiteter, og at et voksende antal amerikanere både studerer og arbejder på kinesiske institutioner og virksomheder.

Råd nr. 7: Universiteter og forskningsinstitutter drevet i fællesskab.

Utopi eller snart realiteter? Forarbejdet blev gjort i januar 2011, da Obama enedes med Xi Jinpings forgænger, Hu Jintao, om at indlede opbygningen af et regulært amerikansk-kinesisk partnerskab for det 21. århundrede.Det skrev de begge under på.

Så det handler blot for Barack Obama om at fortsætte, hvad der blev påbegyndt af Richard Nixon (og sikkerhedsrådgiveren Henry Kissinger), Jimmy Carter (og sikkerhedsrådgiveren Zbiegniew Brzezinski), Ronald Reagan, George H. W. Bush, Bill Clinton og George W. Bush.

Råd nr. 8, 9 og 10: Bliv ved. Fortsæt denne succeshistorie. Giv det bedste, I har, til hinanden.

(klumme i Politiken 6. juni 2013)

Glem gældsproblemet. Velstandsstigningen i Kina er en god nyhed for amerikansk erhvervsliv.

OM FÅ DAGE udløber fristen for det såkaldte gældsloft, som Kongressen i Washington vedtog tilbage i januar. De føderale myndigheder kan bruge forskellige bogholderkneb for at kunne fortsætte med at betale udgifterne for de fælles goder et par måneder endnu, mens spørgsmålet lyder i folkedybet: flere lån i Kina?

Når debatten om gælden genoptages, vil de udenlandske kreditorers rolle næppe fylde det helt store. Men sådan har det ikke altid været. Da Barack Obama i 2008 kritiserede republikanernes økonomiske politik, yndede han at beskylde daværende præsident Bush for »at have skaffet sig et kreditkort i Bank of China for derefter at sende regningerne til kommende amerikanske generationer«. Tilsvarende beskyldte den republikanske kandidat Mitt Romney under valgkampen i fjor sin modstander Obama for »at lade Kina løbe os over ende«.

I WASHINGTON sidder en topøkonom, Nicholas R. Lardy, og følger debatten med både smil og hovedrysten. Lardy har studeret udviklingen i kinesisk økonomi gennem tre årtier og har dokumenteret sin indsigt gennem en stribe af bogudgivelser: Misforståelserne er massive, siger han. Manden på gaden i Amerika tror, at nationen står i gæld til kineserne til op over ørerne. Men realiteten er, at det amerikanske samfund skylder sig selv størsteparten af gælden.

»Vore politikere har intet gjort for at sikre en mere redelig debat om emnet«, bemærker han ( Associated Press, 29.4.).

De største kreditorer i det amerikanske gældscirkus hedder Federal Reserve ( nationalbanken), Social Security og de talrige pensionsfonde for både offentligt og privat ansatte. Kinesiske banker tegner sig for beskedne 7 procent af gældsbjerget, hvad der nok gør Kina til USA’s største långiver, men den kinesiske andel er på det seneste faldet betragteligt.

De folkevalgte i USA må naturligvis sikre, at gældsproblemerne ikke skubbes videre til børn og kommende generationer.

Hvis disse politikere mangler anledning til optimisme, bør de studere den aktuelle udvikling på valuta-og finansmarkederne.

Her er kursen på den kinesiske valuta, renminbi ( RMB), i daglig tale kaldet yuan, på vej op i forhold til dollaren. Den udslaggivende faktor var udmeldinger i starten af forrige uge fra den kinesiske regering om nye reformtiltag. Ikke i form af en gigantisk stimuluspakke, som vi så det i 2009, men liberaliseringer, der peger i retning af at gøre yuanen konvertibel.

Kina begynder dermed at ligne en finansiel stormagt, der kan fungere som verdensøkonomiens lokomotiv. Nyheder som disse bør vække glæde hos amerikanerne.

På kort sigt bliver den amerikanske gæld til Kina større, men det er ikke det afgørende på langt sigt. De kinesiske liberaliseringstiltag sker på baggrund af en velstandsstigning uden fortilfælde. Kinas middelklasse haler ind på den amerikanske, ikke målt på individets købekraft, men i samlet volumen.

IFØLGE TAL fra Michael Silverstein, seniorpartner i Boston Consulting Group ( BCG), tegnede Kina sig i 2009 kun for 3 procent af klodens middelklasseforbrugere, mens USA stod for hele 21 procent.

I 2020 vil Kina have 13 procent i denne kategori, mens USA’s andel vil være faldet til 12 procent. Ikke fordi gennemsnitsamerikaneren forvandles til en fattig proletar, men fordi kineserne, ganske som mange andre østasiater, bliver mere velstående i rekordtempo ( Japan undtaget, men her lever man med stagnation på et meget højt velstandsniveau).

De rigtig gode nyheder for amerikansk økonomi ligger i udsigten til en kolossal kinesisk efterspørgsel på især fødevarer.

En kinesisk borger født i 2009 vil konsumere 38 gange så mange kalorier som den farfar eller mormor, der blev født et halvt århundrede tidligere, har BCG beregnet.

Det kinesiske samfund er midt i en gigantisk forandring af spisevaner og ernæring, hvor kød kommer til at fylde mere, end sundhedsapostlene vil bryde sig om.

MAJS OG sojabønner, som USA er klodens største producent af, vil i de kommende år blive skovlet ind i Kina for at tilfredsstille behovet for dyrefoder. Bagsiden af dette velstandsmirakel er ikke kun fedmeproblemerne.

Ifølge BCG vil den forventede amerikanske fødevareeksport til Kina kræve 18 procents årlige stigninger i vandforbruget. Intet under, at miljøeksperterne er højlydt bekymrede over Coloradofloden. Michael Silverstein er behersket optimist og mener, at USA har potentialet til at levere mad til ikke bare Kina, men det meste af verden. Der skal dog lige gennemføres en landbrugsrevolution først. Brug fantasien, tilråder han.

Kinas forbrugere venter ikke.

(klumme i Politiken 16. maj 2013)