Triumf eller kup i australsk Kina-aftale

Udgivet den 18. april 2013 af flemmingytzen

Australiens leder, Julia Gillard, har været på den lange march til Beijing.

ØSTASIENS sikkerhedspolitiske og økonomiske landskab blev tegnet om i forgangne uge. Det skete, da den australske regeringschef og leder af partiet Labour, Julia Gillard, under et besøg i Beijing offentliggjorde en strategisk partnerskabsaftale med den nyudnævnte kinesiske topleder, Li Keqiang; manden, der er nr. 2 i det kinesiske magthierarki.

Avisen Sydney Morning Herald tøvede ikke med at kalde aftalen både en »triumf og et kup«, for ingen havde været forberedt på, at noget så stort var i vente, da den walisiskfødte regeringschef rejste til den kinesiske hovedstad.

79d5fd23-a590-4b81-8dd3-61b00aa2dd4c

Partnerskabsaftalen indebærer afholdelse af årlige møder på topniveau mellem den asiatiske gigant og en af USA’s vigtigste allierede i regionen. Dermed får Australien en formel status, som kun tre andre lande har: Tyskland, Storbritannien og Rusland. Aftalen definerer rammerne for en strategisk økonomisk dialog, der bl. a. indebærer direkte handel mellem de to landes valutaer.

Australien får som det tredje land en status, som foreløbig kun USA og Japan har opnået. En dollar-yuan-zone i stillehavssamarbejdet begynder at tage form, og herefter er det kun et spørgsmål om tid, før Korea og de sydøstasiatiske lande følger efter.

art-gillard-203-620x349

AFTALEN SÆTTER i relief de begrænsninger, der ligger i USA’s såkaldte rebalancering i forhold til Kina, som blev Obamaregeringens initiativ over for Kina efter genvalget i 2012. Sikkerhedspolitiske analytikere får fremover travlt med at diskutere, om Kina har brugt Julia Gillards velvilje til at udhule den bevægelse fra amerikansk side, som af konservative kinesiske høge blev set som en begyndende inddæmning.

Debatten i kinesiske medier har været heftig, for flere har set ‘ rebalanceringen’ som et amerikansk forsøg på at sætte hegnspæle omkring et Kina, der via sin økonomiske tyngde er allestedsnærværende i Østasien. Duerne fremførte det oversete argument: at økonomisk integration er det bedste redskab til at neutralisere sikkerhedspolitiske spændinger.

For Kina er blevet Australiens største samhandelspartner. ‘ Aussierne’ sender en tredjedel af landets samlede eksport op til giganten i nord. Julia Gillard har gjort meget ud af, at det ikke kun er mineraler, der skal fylde op i skibslasterne.

Hendes understregning af, at der også skal leveres velfærdsmodeller, forureningsbekæmpelse og fødevaresundhed til kineserne, lyder som noget, der kunne have været talt ud af Helle Thorning-Schmidts mund ( og jo, Danmark har også en partnerskabsaftale med Kina, hvis nogen skulle have glemt det).

75fda2a2-a0ea-11e2-ba96-3567734839cb_726870307--646x363

Tilsyneladende har australsk Kina-politik været præget af paradokser: En såkaldt hvidbog fra forsvarsministeriet kaldte for få år siden Kina en sikkerhedspolitisk trussel og talte om at bygge 12 undervandsbåde for at imødegå selvsamme trussel. Men efterfølgende definerede udenrigsministeriet i Canberra Australien som en nation, der bør stræbe efter at opnå det maksimale i det »asiatiske århundrede«. Landene i Østasien har i det mindste undgået at komme i den klemme, som lammede EU for en lille halv snes år siden, da Frankrig og Tyskland pressede på for at ophæve den våbenembargo, som de europæiske regeringer indførte i 1989 som en reaktion på de blodige begivenheder i Beijings centrum. USA ( Bushregeringen) brugte i 2004 Storbritanniens Labourregering ( Blair) til at presse EU til ikke at opgive embargoen, uanset at denne i dag er reduceret til ren symbolpolitik.

Amerikanernes argument var, at europæiske våbensystemer ikke skulle kunne anvendes af Kina i et opgør med USA om f. eks. forsvaret af Taiwan.

Når Kina i dag køber stort op af australske råvarearsenaler, melder et tilsvarende dilemma sig: Australsk jernmalm risikerer at blive anvendt til at bygge kinesiske krigsskibe. Nok har Australien en rolle i Obamas ‘ rebalancering’, men at placere 2.500 amerikanske marinesoldater i Darwin rokker ikke afgørende ved den præmis, at et kommende opgør med et opstigende Kina skal tages i de forhandlinger, der føres, om betingelser for frihandel og investeringsstrømme frem for at sende amerikanske og australske flådeenheder op til de omstridte øgrupper i det det Syd-og Østkinesiske Hav.

86656586

DET ER DEN hastigt forøgede volumen i samhandelen, der tæller. Fra 2012 blev Australien den største modtager af oversøiske kinesiske investeringer, hvilket kan forklares med de mineselskaber og råvareproducenter, der er hovedrolleindehavere i australsk økonomi.

I fjor besøgte 600.000 kinesiske turister Australien, og en ny kampagne taler om at fordoble antallet. Kan det tænkes, at grønlandske politikere allerede har lagt øre til, hvad de har gang i down under..

(klumme i Politiken 18. april 2013)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Nøglen til Nordkoreas adfærd: Massepsykosens mobilisering

Udgivet den 4. april 2013 af flemmingytzen

Kimklanens retorik har historiske og psykologiske rødder i ekstrem nationalisme og ønsket om etnisk renhed.

HVIS IKKE det var, fordi vi har at gøre med den mest militariserede stat på kloden, kunne vi blot trække på skulderen ad den retorik og de trusler, der hen over de seneste uger er udgået fra den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang.

Lige syd for den 38. breddegrad, som er den sidste højspændte grænse mellem to modstandere fra den kolde krigs tid, sidder der en mindre hær af ( syd) koreanske ‘ landsmænd’, der løbende dissekerer al den galde, der flyder ud fra den betonkommunistiske propagandabunker i nord. Sydkoreanerne ved om nogen, hvilke psykologiske og kulturelle faktorer der udgør det mentale og ideologiske brændstof i den nordkoreanske lederkult, for den ligner et fænomen, der også har optrådt i syd: etnisk nationalisme.

‘ Stalinistisk’ er en hyppig betegnelse for regimet i nord, men vi skal langt ned under Marx og Lenin for at begribe karakteren af det nordkoreanske folkedyb, og det er ikke noget kønt syn, vi møder her. Dynastiets grundlægger, Kim Il-sung, der i 1930′ erne fik en militær skoling i Sovjetunionens Røde Hær, miksede for et halvt århundrede siden en bizar ideologisk cocktail, der inkorporerede stalinistisk personkult og kungfutsiansk paternalisme med en udviklingspolitisk filosofikaldet Juche, der havde økonomisk selvforsyning som sit højeste mål.

2northkoreawarpic_20130330

SIDEN Den Koreanske Halvø ophørte med at være japansk koloni i 1945, har ledereliter på begge sider af den 38. breddegrad opbygget politisk legitimitet på den målsætning, at Korea er et årtusindgammelt etnisk og kulturelt homogent rige, som ingen fremmede magter kan dominere. Derfor er genforening en målsætning, der forfølges af begge koreanske stater.

Kapløbet mellem de to ‘ broderfjender’ om økonomisk modernisering er for længst vundet af Sydkorea, som i dag er en af Asiens højest udviklede stater. Men den 70 år gamle sydkoreanske alliance med USA har leveret rigeligt med ammunition til Pyongyangs systematiske psykologiske krigsførelse vendt mod ikke bare sydkoreanerne, men også brugt som et redskab til moralsk og politisk mobilisering indadtil. Kald det bare massepsykose på højt niveau.

North-Korea-says-it-s-in-state-of-war-with-South-Ko

HVIS VI et øjeblik forestiller os den manual, som de nordkoreanske spindoktorer benytter sig af i håndteringen af en kritisk og fjendtlig omverden, vil de vigtigste doktriner lyde nogenlunde således:

1) Vi i Den Demokratiske Folkerepublik Korea er de ægte, rene og oprindelige koreanere, mens vore landsmænd i syd er marionetter, evigt fortabte og undertrykte af amerikansk aggression og imperialisme.

2) Alle koreanere er forbundet af blodets bånd og en usvigelig loyalitet over for den koreanske kultur og nationale arv. Det Koreanske Arbejderparti er den eneste sande forsvarer af ægte og oprindelig koreansk identitet.

3) Vore tidligere allierede Rusland og Kina har svigtet den koreanske kamp for uafhængighed og frigørelse fra imperialistisk aggression og bruger nu FN som redskab til at underminere vor retfærdige sag. Sydkoreansk og kinesisk bistand er kamuflerede forsøg på at indføre kapitalisme ad bagdøren og dermed fremme et sammenbrud hos os.

GENNEM årtiers gentagne iscenesættelser af militære konfrontationer med USA har Kimklanen kunnet opretholde en politisk totalmobilisering af samtlige resurser i det forarmede land.

Strækmarch

De nordkoreanske generaler spiller med stor dygtighed på den realitet, at USA ikke har hverken mod eller vilje til at gå ud i en militær konfrontation i større skala. Amerikanske bombetogter tæt på grænsen til Kina og Rusland? Nej, vel? Så hellere inddæmning. Folkelige oprør mod magteliten, som det skete i andre kommunistiske regimer ( Ungarn 1956, Tjekkoslovakiet 1968 og Polen 1980-81), kendes der ikke til i Nordkorea.

Forklaringen er, at den psykologiske krigsførelse vendt mod ‘ broderfjenden’ i syd og USA går begge veje: Den er også virkningsfuld indadtil. Budskaberne handler om at redde den koreanske race og kultur fra fremmed ‘ forurening’.

Noget, vi har set før? Jo da. Disciplinen, offerviljen, fanatismen, nationalismen, den næsten psykotiske lydighed over for den kejserlige autoritet: Den slags var også ingredienser i den uhyggeligt effektive organisation, der drev japansk krigsførelse og kolonisering af Den Koreanske Halvø i første halvdel af det 20. århundrede.

Sydkoreanerne, amerikanerne og kineserne kender udmærket karakteren af den modstander, de står over for. Så hellere leve med psykologisk krigsførelse frem for at udkæmpe en rigtig krig.

(klumme i Politiken 4. april 2013)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Folkekongressen er elendig til at sælge de gode fortællinger

Udgivet den 13. marts 2013 af flemmingytzen

Kinas vækst bygger på verdenshistoriens største migration. Er det holdbart?

KAN DE dog snart få det lært, derovre i Beijing? At levere de gode fortællinger.

Et par dage mere må vi nøjes med tvkameraernes panorerende billeder ud over de godt tre tusinde delegerede i Folkets Store Hal, lejlighedsvis afbrudt af klip til de storskærme, hvor partiets ledere kedsommeligt gør rede for magtapparatets planer for rigets fremtid.

ihMe5yUuZaGg

Naturligvis er partiets Nationale Folkekongres ikke et parlament, som vi kender det fra vestlige samfund. Folkekongressen er et forum for partistatens konsultationer med befolkningen og en kontrolleret debat om emner af relevans for riget.

Centralregeringen forelægger sine planer for de repræsentanter for provinserne, som kommer til at mærke konsekvenserne af beslutninger, der allerede er truffet i lukkede fora i Beijing. Kan de delegerede ytre utilfredshed? Jovist, men retter ledelsen ind? Muligvis. Her savnes moderne politisk kommunikation.

SÅ SKAL vi bare betragte Folkekongressen som et sæt af politiske ritualer, der ikke kommer os ved? Selvfølgelig ikke. Planernes realisering bliver mærkbare også i vores del af verden, alene på grund af de økonomiske dimensioner. Her følger nogle detaljer fra en europæisk analytiker i Beijing: Trods al snakken om et skifte til en mere forbrugsdrevet vækst fortsætter de massive satsninger på infrastruktur. Det tager sig ikke logisk ud, når man følger de mange afsløringer af mennesketomme spøgelsesbyer flere steder i riget.

china-poor-migrant-workers

Hvornår brister boblen på ejendomsmarkedet, spørger finansfolket. Det foreløbig svar er, at Kinas bureaukrater indtil nu har haft held til at forhindre noget sådant. For økonomien er befriet for de finansielle produkter, der satte en ødelæggende lavine i gang i de vestlige økonomier i 2008, men kinesiske opsparere har stadig alt for få steder at placere deres formuer. Så byggeboomet fortsætter og vil blive ledsaget af verdenshistoriens største migration.

Hen over den kommende halve snes år skal anslået 400 millioner indbyggere flyttes fra lavproduktive landområder ind i storbycentre. De store grupper af bygningsarbejdere og servicepersonale, der konstant er på vandring mellem landets vækstcentre, vil ikke gå på skrump. ‘ Den flydende befolkning’, som den er blevet kaldt, menes nu at udgøre 200 millioner, svarende til næsten hver syvende indbygger. Skal vi tro planlæggerne, vil 70 procent af den kinesiske befolkning bo i storbyer i år 2020.

2007_China_MigrantWorkers

De største udfordringer i at skulle realisere dette løft består i at kunne levere en mere effektiv bekæmpelse af korruption, at præstere en effektiv miljø-og ressourcepolitik og at udjævne de massive indkomstforskelle, som tiltager i disse år. Sociale spændinger er kilde til tusinder af lokale protestaktioner. Centralregeringen har endnu ikke kunnet forhindre lokale embedsfolks kollaborationer med den entreprenørklasse, der beriger sig uhæmmet på bekostning af lokale bønder og arbejdere. Det ‘ proletariatets diktatur’, som er den centrale del af partiets ideologiske og historiske selvforståelse, er blevet til en gigantisk vittighed!

SOM FORTÆLLING har denne udviklingshistorie om Kinas transformation fra landbrugsland til en avanceret økonomi ingen bred appel uden for rigets grænser. Generalsekretær ( og snart præsident) Xi Jinpings tale om den kinesiske drøm efter udnævnelsen i november var tydeligvis inspireret af det 20. århundredes amerikanske drøm, men denne østasiatiske variant sælger ikke billetter hos et vestligt publikum. Magtapparatet i Beijing kan ikke levere hverken det effektive spin eller de dragende fortællinger.

Djævlene finder vi i detaljerne, men der er gjort tiltag, der burde vække opsigt i vores del af verden. Allerede inden Folkekongressen samledes, blev det offentliggjort, at det berygtede arbejdslejrsystem vil blive afviklet. Men det er uklart, hvad myndighederne vil sætte i stedet.

840739-china-and-labour-camp
Den amerikanske menneskerettighedsorganisation Dui Hua, der fra en base i Hongkong både overvåger menneskerettighedernes tilstand og virker for at skabe positive forandringer i kinesisk retspraksis, har opgjort, at antallet af internerede i arbejdslejrene er faldet fra godt 300.000 i 2003 til lidt over 50.000 i 2012. Det er i den periode, hvor generalsekretær Hu Jintao og regeringschef Wen Jiabao har regeret. Tilsvarende har Dui Hua opgjort, at antallet af henrettelser er faldet fra 12.000 til 3.000 i samme periode.

Det er unægtelig mangelfuld politisk kommunikation, at det kinesiske magtapparat ikke for længst har solgt disse budskaber til den vestlige offentlighed. Så her er en udfordring for ethvert kommunikationsbureau med hede og våde drømme om at spinde guld på den kinesiske fortælling om modernitet.

(klumme i Politiken 13.marts 2013)

china-national-peoples-congress-ceremonial-girls-2008-preview

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Rule by Skype. Thailand styres af en milliardær i eksil

Udgivet den 14. februar 2013 af flemmingytzen

Digital magtudøvelse gør det muligt at sidde i udlandet og regere et land med 65 millioner indbyggere.

MENS VERDEN ruster sig til cyberkrigenes tidsalder, står det klart, at nettets mange digitale redskaber også åbner mulighed for mere fredelige politiske formål. Sociale medier som Twitter og Facebook har ændret på begreber som tid og afstand, og de fleste oplever de digitale kommunikationsformer som noget, der har givet dem afgørende kvalitative løft i tilværelsen.

Mange af de vintertrætte danskere, der i disse uger tilbringer et par uger eller tre ved en strand i Thailand, tager en del arbejdsopgaver med ud på feriedestinationen.

Så bliver en hotelbalkon på en tropeø en filial af firmaets bogholderi. Man under vel disse vore landsmænd den oplevelse at rådføre sig med kolleger på kontoret til lyden af palmesus og i 25 graders varme. Men de er næppe klar over, at de er gæster i et land, hvor de digitale kommunikationsformer er blevet de afgørende styringsredskaber på allerhøjeste regeringsniveau. Danskernes foretrukne feriemål øst for Suez er blevet landet, der styres via fjernkontrol. Et flertal af Thailands 65 millioner indbyggere lader til at affinde sig med tilstanden.

Thaksin-Shinawatra_1382583c

HOVEDPERSONEN i denne besynderlige fortælling er den kontroversielle tidligere regeringschef, milliardæren Thaksin Shinawatra. Han var landets folkevalgte regeringschef i fem år, indtil et ublodigt militærkup satte ham fra bestillingen i september 2006, mens han var til FN’s generalforsamling i New York. Siden har han med en enkelt afbrydelse befundet sig i eksil og har levet et luksuriøst nomadeliv i pendul mellem især London, Dubai og Hongkong.

Fra disse og andre destinationer holder han sig i løbende kontakt med politikere, forretningskolleger, embedsmænd og lejlighedsvis også sine vælgere.
Familieformuen, der fortrinsvis er bygget op gennem køb og salg i telesektoren, er blevet brugt til bl. a. politiske kampagneformål, der i 2011 fik den interessante konsekvens, at Thaksins 18 år yngre søster, Yingluck, blev landets regeringschef. Helt efter bogen ved et valg, hvor vi må gå ud fra, at vælgerne stemte efter overbevisning – og lidt til.

Thailands retsvæsen har været på nakken af Thaksin Shinawatra i flere omgange og er langtfra færdig med ham. Den 63-årige tidligere politiofficer har været anklaget for korruption, magtmisbrug, skatteunddragelse, majestætsfornærmelse og en hel del mere.
I oktober 2008 blev det til en fængselsdom på to år, som den driftige erhvervsmand selvfølgelig ikke havde tænkt sig at afsone. Så blev lillesøster Yingluck kørt i stilling, godt hjulpet på vej af de millioner, der også bruges til at skaffe familiedynastiet solid opbakning især blandt Thailands dårligere stillede landsbysamfund i den nordlige del af landet.
Det er regeringsansvar via fjernbetjening: Hvad betyder det, at landets stærke mand har travlt med at inspicere sine guldminer i Sydafrika, hvis han kan nå ministeriernes topembedsmænd via Skype nårsomhelst?

Charupong Ruangsuwan, der er indenrigsminister og generalsekretær i det politiske parti Pheu Thai, som Thaksinfamilien kontrollerer, er forbløffende åbenhjertig i en udtalelse til New York Times: »Vi kan komme i kontakt med ham på alle tider af døgnet. Vi lever i en grænseløs verden. Det er jo ikke som for hundrede år siden, da vi måtte bruge telegrafen.
Så snart vi har problemer, vi skal løse, ringer vi til ham«.

U112P5029T2D379834F24DT20110704112629

LILLESØSTEREN og regeringschefen Yingluck Shinawatra har forsøgt at nedtone sin brors rolle. Hun begrænser sig til at indrømme, at Thaksin tilbyder »moralsk opbakning«, når han på de ugentlige regeringsmøder kobles op til mødebordet via Skype. Men Noppadan Pattama, der er politisk rådgiver for regeringspartiet og familiens advokat, er meget direkte: »Stort set alle de politiske emner ved det seneste valg var formuleret af Thaksin«.

Da Bangkoks gader tilbage i 2010 blev hærget af voldelige sammenstød mellem ‘ rødskjorter’ ( Thaksins støtter) og de ‘ gulskjorter’, der omfattede en meget spraglet og uhomogen oppositionsbevægelse, hed Thaksins argeste modstander Sondhi Limthongkul. I dag har han givet op: »Thaksin bestemmer alt. Hvis man vil starte et stort projekt i milliardklassen, kommer man ikke uden om den mand«, siger han til New York Times.
THAILANDS forsøg på en demokratisk udvikling begyndte for 80 år siden, da en of-ficerselite reducerede det absolutte monarki til en moralsk og religiøs magtfaktor.
Siden gik der årtier, hvor militærets folk gik ind og ud af magtens korridorer.
Thaksin har overbevist sine vælgere om, at pengenes og de sociale mediers magt er at foretrække for den, der udgår fra kasernerne og kongepaladset.

(klumme i Politiken 14.2.2013)

20120903.091513_afp_yingluck-thaksin

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Australien vil bygge bro mellem USA og Kina

Udgivet den 24. januar 2013 af flemmingytzen

USA’s ældste alliancepartner i Stillehavsregionen har taget konsekvenserne af de ændrede globale styrkeforhold.

NOGLE AF deltagerne i denne uges møde i World Economic Forum i Davos har nok rynket brynene, da de hørte en af de indkaldte eksperter, Ian Bremmer fra det store risikoanalyseinstitut Euroasia Group, bede beslutningstagere verden over om at revurdere opfattelsen af, hvad der kan gøre 2013 til året, hvor det geopolitiske liv leves farligt.

Ikke balladen i den amerikanske Kongres om budgetunderskud og gæld. Ikke de syriske slagmarker. Ikke konfrontationen mellem præstestyret i Iran og omverdenen. Hvad er det så?

De voksende spændinger mellem klodens nr. 2 og 3 i økonomisk volumen, Kina og Japan. For de to asiatiske giganters strid om en lille ubeboet øgruppe i Det Østkinesiske Hav er kun et symbol på et større skifte af vidtrækkende global betydning.

20130119_LDM938

»Kineserne føler ikke længere, at de har brug for Japan på samme måde som tidligere; hverken investeringerne eller teknologien. Og i modsætning til Vietnam og Filippinerne, hvor de lokale kinesiske mindretal kontrollerer en stor del af de to landes økonomier, har Kina ingen redskaber til at påvirke det japanske samfund«, lød det advarende fra Bremmer.

OM USA har noget på spil her? Jo, for årtiers magtbalance i Østasien hvilede på den forudsætning, at Japan ikke udfordrede sin store nabo på det euroasiatiske kontinent. Dette har ændret sig efter det japanske parlamentsvalg i sidste måned.

Resten af verden har således en interesse i at bidrage til at bringe Japan og Kina ud af det højspændte dødvande, de to har befundet sig i, siden regeringen i Tokyo i fjor købte den ubeboede øgruppe af en forretningsmand. Dermed åbnedes muligheden for, at det japanske forsvarsministerium installerer overvågningsudstyr på øerne, hvilket med sikkerhed vil udløse vrede i Kina. Og noget, der kunne være værre.

Kina vender sig traditionelt imod, at udenforstående forsøger sig som mægler i konflikter, hvor man hævder at have kerneinteresser. Men mandag fik tonerne i Beijing en ny og overraskende lyd.

Talsmanden for udenrigsministeriet mindede Washington om »det ufravigelige historiske ansvar«, USA har for øgruppens tilhørsforhold.

Striden om øerne bliver dermed en prøveklud for, hvorledes lederne af klodens tre største økonomier vælger at håndtere hinanden på et tidspunkt, hvor de globale økonomiske faktorer er radikalt forandrede i forhold til for 40 år siden, da Kinas økonomiske betydning var mikroskopisk og Japan helt udramatisk fik tilbageleveret øerne efter 27 års amerikansk administration.

Vil Barack Obama i sin anden præsidentperiode demonstrere, at USA er indstillet på at tilpasse sig Kinas opstigning som økonomisk supermagt ved at undlade aktivt at støtte det japanske standpunkt? Ifølge de seneste fremskrivninger fra OECD er det i denne præsidentperiode, at Kina vil overhale USA økonomisk.

KORT FØR årsskiftet afslørede den australske forsvarschef, David Hurley, at fælles militære øvelser mellem Australien og Kina er i støbeskeen.

CHINA NAVY SYDNEY

Disse vil automatisk også involvere amerikanske flådeenheder. Hurley forklarede, at australske og kinesiske militære ledere allerede har drøftet principperne for, hvorledes sådanne øvelser skal gennemføres. I december lagde tre kinesiske militærfartøjer til i Sydney, og i 2013 vil flere komme til.

Udmeldingen var sammenfaldende med nyheden om, at den fhv. australske udenrigs-og premierminister Kevin Rudd havde besøgt Det Nationale Forsvarsakademi i Beijing, Kinas svar på det amerikanske West Point, og advaret en forsamling på flere hundrede officerer om de risici, der truer stabiliteten i Østasien, hvis ikke Beijing og Tokyo skifter kurs.

Initiativet var usædvanligt. En markant australsk politiker, der talte direkte til den militære elite i et land, som australsk udenrigspolitik længe har defineret som en potentiel trussel. Men han sparede ikke på advarsler om den ny regering i Tokyo, selv om Japan er en mangeårig australsk alliancepartner.

Rudd kender sit territorium, for han har universitetsgrader i kinesisk sprog og historie. Til forsamlingen af uniformerede tilhørere i Beijing pointerede han, at han har brugt årtier på tæt at følge udviklingen mellem Kina og Japan.

269354-kevin-rudd

»Men jeg har aldrig oplevet en tilstand så alvorlig som den nuværende«, lød det fra podiet.

Hovedforklaringen: den omsiggribende nationalisme, som regeringerne i Tokyo og Beijing får stadig sværere ved at kontrollere. Så tak for en god nyhed: Australien er blevet en sikkerhedspolitisk brobygger med globale perspektiver.

China oz27

(klumme i Politiken 24.01.2013)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Farvel til krigshelten fra Obamas ørige

Udgivet den 10. januar 2013 af flemmingytzen

USA har taget afsked med en af sine mest formidable politikere, den etnisk japanske Daniel Inouye.

Lyshavet over den hawaiianske hovedby var livsbekræftende efter ni timers flyvning over Stillehavet, når kalendertallet gik baglæns, fordi datolinjen blev krydset. Så det bidrog til forvirringen, at flagene på mange bygninger i Honolulu stod på halv, hvilket ikke rimede med, at Air Force One var landet på øens luftbase få timer tidligere. Flagning på halv, netop som Obamas fly ankommer?

Forklaringen viste sig at være den triste, at Hawaiis vigtigste politiker gennem et halvt århundrede, Daniel Inouye, skulle bisættes dagen efter. Inouye er ikke et navn, der får klokkerne til at ringe hos mange danskere. Men for os nørder, der er fascineret af nyere amerikansk politisk historie, er han en stor skikkelse.

In state

DENNE monumentale kongresmand blev Amerikas mest kendte af japansk oprindelse, fordi han kom til at repræsentere dette særegne multikulturelle øsamfund i 53 år. Øgruppen var ukendt uden for USA indtil den decemberdag for 71 år siden, da det japanske kejserdømme søsatte verdenskrigen ved at sønderbombe den amerikanske Stillehavsflåde opankret i Pearl Harbor. I efterkrigsårene leverede Inouye en historisk ironi: En etnisk japaner fik sagt ‘ undskyld’ på sin oprindelsesnations vegne ved at udvikle sig til en så fuldblods kongrespolitiker, at ingen amerikanere efterfølgende kunne slippe af sted med at være antijapanske.

Følelser af revanchisme eller bittert had kunne der ellers have været grundlag for, når man erindrer, hvad det var, de amerikanske myndigheder gjorde ved japanere i tiden efter angrebet på Pearl Harbor. I historieskrivningen kendes det som ‘ interneringen’. Mere end 100.000 japanere, de fleste med amerikansk statsborgerskab, blev kommanderet ud af deres hjem og sat i interneringslejre spredt ud over det vestlige, knastørre USA.

Solider

Begrundelsen havde rødder i folkeviddet, fordi de værste chauvinister i Kongressen frygtede, at denne ellers fint integrerede befolkningsgruppe ville blive en femtekolonne for kejser Hirohitos afsindige generaler.

Hvilket ikke forhindrede Pentagon i at sende hundredvis af nisei, unge japanskamerikanske mænd, i felten for Onkel Sam til Europas slagmarker. Inouye var en af dem.

En aprildag i 1945 ledte han sin deling i et angreb på en tysk maskingeværstilling i Norditalien, blev såret af flere skud under et angreb, som han afsluttede med at sprænge en tysk bunker med en håndgranat, mens han blødte fra skudsår i maven og en sønderskudt arm.

Siden blev Inouye den højest dekorerede krigshelt, der gjorde politisk karriere i Kongressen. Da hans højre arm var bortamputeret, kunne han ikke opfylde drømmen om at blive kirurg. Som 29-årig afsluttede han studier i politisk administration og jura og blev omgående valgt til lokalparlamentet i Hawaii, mens øterritoriet forberedte sig på at blive optaget i unionen som delstat.

President Kennedy and Daniel Inouye

Inouyes valg til Repræsentanternes Hus skete i 1959, og han blev dermed den første til at tale Hawaiis sag som folkevalgt i Washington. Fire år senere fulgte skiftet til Senatet, hvor han forblev til sin død som 88-årig en uge før jul. Genvalgt med tårnhøje stemmetal var han Hawaiis fremmeste politiker og sikrede delstatens massive forandring i Det Demokratiske Parti.

KONGRESSEN oplevede politiske stjernestunder, når Inouye sad i formandsstolen i de komitéhøringer, der med mellemrum gør amerikansk politik til noget unikt, og som forklarer, hvorfor konservative militarister i begge lejre frygtede den enarmede krigshelt.

I en asiatisk kontekst bidrog han i 1979 afgørende til udarbejdelsen af Taiwan Relations Act, et effektivt politisk håndværk, der sikrede amerikansk militær beskyttelse af ‘ Republikken Kina’, da præsident Carter flyttede USA’s diplomatiske anerkendelse til Beijing.

daniel-inouye2-e1355789594423

Langt større opsigt vakte det i indenrigspolitikken, da Inouye fra 1987 ledte undersøgelserne af Iran-contra-skandalen. Det var her, Inouye rystede Det Hvide Hus og Reagan-republikanerne med denne bemærkning: »Vi har fået en skyggeregering med sit eget luftvåben, sin egen flåde, egne måder at skaffe penge på og dermed en kapacitet til at føre sin egen udenrigs-og sikkerhedspolitik frigjort fra lovgivning og politisk kontrol«. Ord, der ikke kunne ignoreres, når de kom fra et individ, der var så behængt med hædersbevisninger, amerikanske som internationale, at han snildt kunne have brugt en ekstra brystkasse.

For det rigtige bryst på denne hædersmand var lettere bøjet. En tysk maskingeværkugle blev i 1944 stoppet af to dollarmønter, han havde i brystlommen.

(klumme i Politiken 10. januar 2012)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Sydkoreas vælgere ønsker ‘ broderfjenden’ på afstand

Udgivet den 18. december 2012 af flemmingytzen

Præsidentvalget i Sydkorea ændrer ikke på den realitet, at Nordkorea skal inddæmmes. Status quo garanteres af USA og Kina.

DEN SENESTE nordkoreanske missilaffyring kan vise sig at blive den faktor, der gør, at tvivlende sydkoreanske vælgere i denne uge bestemmer sig for en politisk kurs, der ligner det velkendte: en konservativ præsident, der økonomisk læner sig op ad erhvervslivets giganter og udenrigspolitisk holder fast i den alliance med USA, der er en garant mod nye militære amokløb udløst af ‘ broderfjenden’ på den anden side af den 38. breddegrad, Nordkorea.

Samtidig er valgkampen for mange af landets ældre vælgere blevet et tankevækkende møde med en broget fortid, som indhenter den politiske virkelighed i et af Østasiens mest vellykkede samfund. Valgkampens kvindelige kandidat og hovedperson, Park Geun-hye, er et levende vidnesbyrd om, hvorledes en nation, der for et halvt århundrede siden lignede en ludfattig, fejlslagen stat ledet af generaler, i dag rummer en af klodens mest veluddannede befolkninger, har demokratiseret stort set ublodigt og er en trendsætter inden for informationsteknologi og den kulturelle dynamik, vi kender som Korean wave. Et skoleeksempel på, hvad et samfund i den kungfutsianskbuddhistiske kulturkreds kan levere i løbet af en generations tid.

LIDT HISTORIE først: Park Geun-hye var i 1961 en 9-årig skolepige, da hendes far, en generalmajor, tog magten ved et kup, efter en periode med studenteroprør og politisk turbulens. Den sydkoreanske økonomi var dengang på niveau med udviklingslande i Vestafrika, sult og fattigdom var udbredt; den trængte nation var konfronteret med et militaristisk Nordkorea, der var bakket op af de to kommunistiske giganter, Sovjetunionen og Kina.

park-geun-hye-dictators-daughter-strongmans-daughter-time-magazine-300x200

I 1974, da Park var en 22-årig studine, mistede hun sin mor ved et attentat, midt i hovedstaden Seoul, forårsaget af nordkoreanske agenter. Kuglen, der dræbte moderen, var tiltænkt faderen. Den sydkoreanske republik havde været inde i en lovende fase, hvor et jernhårdt autoritært styre var begyndt at bløde op og tre år tidligere havde givet plads til et præsidentvalg, som faderen, præsident Park, var tæt på at tabe.

Hen over de 15 år, hvor den unge Park var blevet voksen, havde Sydkorea udviklet sig fra at være et tiggerland til at blive en tigerøkonomi. Fader Park nåede ikke at krone sin dygtigt gennemførte moderniseringspolitik med at give sin befolkning fuldt demokrati og borgerlige rettigheder. I oktober 1979 blev han skudt af sin egen sikkerhedschef i præsidentpaladset.

Men forudsætningerne for en demokratisering og et moderne samfund blev lagt af den tidligere generalmajor, hvilket siden er blevet anerkendt af flere af datidens aktivister i oppositionen. Mindre end ti år senere tog Sydkorea tigerspringet ud i tilstanden som fuldgyldigt demokrati og anerkendtes som et højt udviklet moderne samfund. En udvikling, der omtrentligt faldt sammen med, at hovedstaden Seoul var vært for de olympiske lege. Resten er historie, og den er positiv.

ULYKKELIGVIS er Sydkorea stadig konfronteret med en fjende, der hører til blandt klodens mest dystre regimer. Så meget mere forbløffende er det, at vælgerne ikke er nævneværdigt optaget af at høre så meget om ‘ landsmændene’ i nord. Der er kommet noget ‘ Fawlty Towers’ over Sydkoreas forhold til truslen fra nord: Don’t mention the war!

daugther

Hvor meget har Sydkoreas forhold til ‘ broderfjenden’ i nord ændret sig gennem de mere end tre årtier, der er gået, siden Park Geun-hyes fader styrede det meste? De tre seneste præsidenter har forsøgt sig med en tilnærmelsespolitik over for det nordkoreanske militærdiktatur, der har kostet millionbeløb, men kun én er blevet belønnet: Kim Dae-jung fik i 2000 en nobelfredspris for sin såkaldte ‘ solskinspolitik’, som havde til formål at tø ‘ den kære leder’ Kim Jong-il, op. Siden har der været generationsskifte, og nordkoreanerne bærer nu masker med smil, men intet taler for, at nye solskinsinitiativer er undervejs. Den unge Kim, der er sat op som kølerfigur på den monstrøse militærmaskine, der kontrollerer stort og småt i det nordkoreanske samfund, vil næppe få besked af sine generaler på at vise hverken generøsitet eller venlighed over for broderfolket i syd.

Når sydkoreanerne kan tage det relativt roligt, skyldes det, at naboerne besindigt og klogt har inddæmmet den nordkoreanske trussel: USA leverer den nødvendige militære afskrækkelse, mens Kina håndterer værtsrollen for de forhandlinger, der med mellemrum trækker de nordkoreanske diplomater til Beijing og minder dem om de konsekvenser, der venter, hvis de ikke retter ind.

(klumme i Politiken 18.12.2012)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Japans politiske landskab fragmenterer, mens Kina presser

Udgivet den 14. december 2012 af flemmingytzen

Uklarhed om energipolitikken og pres fra Kina er de største udfordringer for Japans vælgere og politikere op til valget 16. december.

JAPANS POLITISKE landskab er ved at fragmentere forud for landets måske mest afgørende parlamentsvalg i årtier. Ganske vist peger meningsmålinger på, at det Liberal-Demokratiske Parti ( LDP) efter valghandlingen 16. december vender tilbage til regeringstaburetterne efter at have forsøgt at udfylde den uvante rolle som opposition i lidt over tre år. Men de kommende års beslutninger vil dette konservative partis ledere sandsynligvis skulle træffe i skiftende koalitioner med deltagelse af uerfarne små partier, der er nye på den parlamentariske scene.

Da regeringschefen for Japans Demokratiske Parti, Yoshihiko Noda, udskrev valget, lignede hans beslutning en øvelse i moderne politisk kamikaze: Opinionstallene for partiet er i bund, og flere af en stribe nye eller reformerede mindre partier ser ud til at komme i Underhuset med forøgede mandattal.

SÅ RISIKOEN for et Japan, der både er politisk impotent og inkompetent, er overhængende.

Impotent, fordi de nye partier vil gøre en koalition ustabil; inkompetent, fordi de nye småpartier fører sig frem på enkeltsager, der negligerer de overordnede udfordringer, Japan længe har stået over for.

Valget afholdes i skyggen af en energipolitik, der i bogstaveligste forstand er havareret. ‘ Fukushima’ er ikke længere kun et mindesmærke over en energipolitisk æra, der er ved at rinde ud, men også et symbol på et fravær af politiske alternativer og handlekraft. Man forstår derfor, hvorfor guvernør Yukiko Kada, der har en akademisk baggrund i miljøpolitik og sociologi, har fundet det nødvendigt at oprette det nye japanske Parti for Fremtiden.

Hun har dristigt foreslået en hurtig og fuldstændig udfasning af kernekraften, hvilket ligner en umulighed. Inden katastrofen på Fukushima-værket i fjor stod kernekraften for omkring en tredjedel af Japans energiforsyning, og regeringen havde planlagt at øge dette til omkring halvdelen fra 2030.

r

De japanske vælgere er for længst begyndt at mærke virkningerne af det, som fremtidsforskere kalder ‘ knaphedens århundrede’, eftersom kun to af landets godt 50 kernekraftreaktorer for nuværende arbejder på fuld kapacitet. Massiv import af naturgas holder i dag de japanske husholdninger og virksomheder flydende og bidrager dermed til en økonomisk ubalance, der tipper den gale vej.

Da Japan i 2011 oplevede sit første underskud på handelsbalancen i 31 år, skyldtes det ikke mindst den 60 milliarder dollar store import af naturgas. Her er det unægtelig svært at se vindenergi som et realistisk alternativ, men det forventede olie-og gaseventyr i Nordamerika kan vise sig at blive Japans forsyningsmæssige redningsplanke i al overskuelig fremtid.

Det Demokratiske Parti har forsøgt sig i valgkampen med en selverklæret energipolitisk realisme ved at tale for udfasning af kernekraften i løbet af 2030′ erne; en målsætning som LDP hverken kan eller vil tilslutte sig grundet partiets symbiotiske tilknytning til Japans overdimensionerede byggesektor.

MED ANDRE ord ligner Japans tilstand noget, der kunne få politikere til at tale om nødret. Så meget desto mere absurd bliver det, når Tokyos tidligere overborgmester Shintaro Ishihara med sit nye parti for Japans Genopbygning fører sig frem med sin antikverede, militante højrenationalisme.

Det var Ishihara, der forgangne sommer ophidsede folkestemningen ved at gøre territorialstriden om Senkaku-øerne til en blafrende rød klud for næsen af den nationalistiske drage, der nok er den farligste politiske kraft i Kina.

Det kinesiske marked tegner sig for næsten en tredjedel af den samlede japanske eksport og er det eneste, der for alvor har holdt gang i de japanske eksportindustrier under fire års finanskrise.

Aktuelle handelstal bekræfter, at kinesiske forbrugere og virksomheder, utvivlsomt ansporet af centralmagten i Beijing, har iværksat en handelsboykot af japanske produkter.

KINESERNE EFTERLEVER blot filosoffen Sun Tzus årtusindegamle diktum, at den højeste krigskunst består i at besejre fjenden uden brug af våben: Det er selve motivet til at føre krig, der skal elimineres.

Hvilket kineserne nu gør ved at minde japanerne om, hvor afhængige de er blevet af det kinesiske marked.

Kombinationen af den japanske stats gældsætning, en overvurderet yen og landets hastigt aldrende befolkning repræsenterer en sårbarhed, der gør landets økonomi særdeles udsat for den form for pres, som kun Kina er i stand til at udøve, og som USA ikke længere er i stand til at redde sin vigtigste allierede i Østasien ud af. Der er ingen samaritanere til at hjælpe Japan ud af den klemme.

(klumme i Politiken 13.12.2012)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Obama i Sydøstasien. En balance, der går i plus

Udgivet den 21. november 2012 af flemmingytzen

Den amerikanske præsident besøger en region i fremgang, men som har behov for en ny balance.

FOR FØRSTE gang i mere end fire årtier er en amerikansk præsident på besøg i den del af Sydøstasien, som med et lettere brutalt udtryk kan kaldes ‘ Kinas baggård’.
Thailand, Myanmar og Cambodja er målene for Barack Obamas første offi-cielle rundrejse siden genvalget. Destinationer, der ikke er forvænt med, at lederen af verdens førende supermagt lægger vejen forbi. Så hvorfor lige nu? USA har brug for at score udenrigspolitiske point i en tid, hvor dødsspiralen i Mellemøsten tager endnu en runde nedad. Tag ikke fejl: Formålet er at ‘ rebalancere’ de geopolitiske magtforhold i en region, der alt for længe har været negligeret af USA. Læs: Kinas indflydelse i Sydøstasien er blevet så stor, at der er brug for andre lodder i vægtskålen.

Den nye orientering mod en verdensdel, hvor USA har en lang og ofte traumatisk historie, begyndte i 2010, hvor Barack Obama og udenrigsminister Hillary Clinton besøgte Indonesien, øriget, hvor præsidenten tilbragte en del af sin barndom, og som rummer verdens største muslimske befolkning. For et lille års tid siden sendte præsidenten sin udenrigsminister til Myanmar som en anerkendelse af landets reformtiltag, og i disse dage følger han selv efter. Kritikere peger ganske vist på, at den amerikanske belønning af Myanmar kommer for tidligt. Bevares, regimet har netop løsladt 452 fanger, heraf flere politiske.Men landets økonomiske og politiske elite består stadig af militærfolk, om end flere er trukket i civil. Først ved næste valg, i 2015, vil verden vide, om reformerne udstrækkes til, at landets populæreste politiske parti, Den Nationale Liga for Demokrati, kan sætte sig på et flertal af pladserne i parlamentet.

VILJEN HOS DEN regerende elite i Myanmar til at opbygge en forståelse med USA er næppe udtryk for en demokratisk opvågnen i et land, der gennem et halvt århundrede blev holdt nede af militære jernhæle. Den reelle årsag er, at Kinas økonomiske dominans er blevet for stor.’ Rebalanceringen’ i Sydøstasien kan derfor ske med økonomiske og diplomatiske midler frem for militære.

Med Thailand har USA et sikkerhedspolitisk partnerskab, der går tilbage til den kolde krigs allertidligste år. Skiftende amerikanske præsidenter stod last og brast med autoritære ledere i Bangkok, der kom og gik, som vindene blæste, men Thailand forblev en frontlinjestat, så længe Vietnam, Laos og Cambodja tilhørte den sovjetiske indflydelsessfære.

Alt ændrede sig efter 1991, men vi skulle helt frem til 2000, før en amerikansk præsident, Bill Clinton, fandt tiden inde til at komme til Hanoi. I dag tales der realistisk om et potentielt allianceforhold mellem Vietnam og dets gamle krigsmodstander: Hvis de territorielle konflikter i Det Sydkinesiske Hav spidser til, kan vietnameserne få brug for at ‘ rebalancere’ i forhold til Kina. Hvilket bliver med militære midler frem for økonomiske. Men Vietnams ledelse er pragmatisk: Den ved, at landet ikke har råd til et langvarigt fjendskab med den store nabo i nord.

VI SKAL LÆNGERE mod syd for at se hele balancen: Australien er tiltænkt en fornyet rolle i USA’s ændrede positionering i Østasien. Udenrigsminister Hillary Clinton og forsvarsminister Leon Panetta har netop besøgt Australien for at deltage i et sikkerhedstopmøde, der bekræftede det mangeårige partnerskab.

Hillary Clintons tale i Adelaide fortjener opmærksomhed: »Der er dem, som fremstiller situationen herude som et valg mellem Australiens langvarige forbindelser til USA og dets voksende økonomiske forbindelser med Kina. Dette er en falsk modsætning; der er ikke tale om et nulsumsspil. Stillehavet er stort nok til os alle«. Hun kunne også have sagt: Stillehavet er for stort til, at der kan føres gammeldags inddæmningspolitik. Eller: Kinas militær er en dværg, men Kinas økonomiske magt er for stor til at kunne inddæmmes.

FOR ØKONOMI bliver hovedemnet, når Barack Obama afrunder sit besøg i regionen med at deltage i et stillehavstopmøde i Cambodjas beskedne hovedstad, Phnom Penh. Den økonomiske dagsorden vil være frihandelsorienteret, hvilket fortsat vil give problemer for regionens næststørste økonomi, Japan, der afventer et parlamentsvalg i næste måned.
I en historisk fodnote bør verden lytte til, om Barack Obama til sine cambodjanske værter vil komme ind på et af de mest dystre kapitler i amerikansk-asiatisk historie: de hemmelige bombardementer i årene 1969-73, der lagde store dele af landet øde og banede vejen for De Røde Khmerers magtovertagelse. Måske en beklagelse vil være på sin plads?

(klumme i Politiken 20.11.2012) 

Udgivet i Globalt, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Når millionærerne migrerer ud af Kina

Udgivet den 15. november 2012 af flemmingytzen

Kan den nye partiledelse forhindre, at entreprenørklassen flygter og tager pengene med sig?

I LØBET af i dag kender vi navnene på de syv mænd, der kommer til at lede Kina de kommende ti år. Forud for dagens præsentation har kun to navne været sikre: Xi Jinping og Li Keqiang, der står til at blive præsident og regeringschef, når Folkekongressen næste forår bekræfter dem i embederne.

Hvilken arv er det så, at disse to skal forvalte i samarbejde med de fem øvrige topfolk i politbureauets stående udvalg? De overtager et samfund, der har oplevet stor materiel fremgang: Gennemsnitsindkomsten per indbygger er firedoblet på ti år, nationen har nu klodens største transportinfrastruktur inden for højhastighedstog og motorveje, og ophobningen af udenlandske valutareserver betyder, at Kina nu låner mere ud til verden uden for riget end Verdensbanken.

MEN FREMGANGEN er blevet ledsaget af massive sociale efterslæb, som burde give den ny ledelse søvnløse nætter. Det kinesiske samfund nærmer sig en global rekord i ulighed og sociale spændinger, der giver mindelser om USA’s udvikling i første halvdel af det 20. århundrede. Antallet af årlige ‘ masseincidenter’ ( officiel jargon for protestdemonstrationer) er angiveligt fordoblet hen over de forgangne ti år og har passeret 180.000.

Hvis den ny ledelse er i tvivl om, hvilken kur der behøves for at rette op på de sociale skævheder, behøver den blot at nærlæse partiets egne medier. En meningsundersøgelse offentliggjort af det nationalistiske partiorgan Global Times umiddelbart før kongressens start viser, at 80 procent af befolkningen ønsker sig politiske reformer, mens 70 procent ønsker sig sociale velfærdsreformer inden for sundhedsforsikring, miljøbeskyttelse og fødevaresikkerhed.

DIAGNOSEN er for længst udstillet for offentligheden, så hvorfor sker der ikke mere? En analytiker her i Hongkong har en forklaring: særinteresser. Og hvilke? De statsejede virksomheder, der i givet fald skal betale regningerne, hvis den afgående ledelses løfter om at realisere ‘ det harmoniske samfund’ skal indfries.
Disse virksomheder har tjent tykt på det seneste tiårs eksportorienterede industrialisering og satsninger på infrastruktur. Det er via kontrollen med disse virksomheder, at den nyrige entreprenørklasse har konsolideret sig, ligesom det er her, at en stor del af samfundets opsparing finder sted.

Især den afgående regeringschef, Wen Jiabao, har brugt retorik om nødvendigheden af tiltag for samfundets underklasse, men bag dette slør af propaganda har partiets økonomiske strateger for længst lagt linjen for global ekspansion. Kinesiske investeringer omdirigeres nu i voksende grad fra afrikanske råstoffer til europæisk infrastruktur og nordamerikanske energikilder.

SÅ DE MEST velkonsoliderede særinteresser skal nok klare sig, men rækker det til at skabe social balance i det kinesiske samfund? Ikke hvis vi skal tro en undersøgelse, der viser, at under de forgangne ti år har hver fjerde kinesiske rigmand med formuer på 100 millioner kroner og derover valgt at forlade landet, mens andre 47 procent overvejer at gøre det. Disse ‘ millionærmigranter’ er utilfredse med, at der ikke gøres tilstrækkeligt for at sikre livskvalitet i form af miljøbeskyttelse, sundhed og uddannelse.

Med andre ord: En voksende andel af den nye middelklasse oplever, at fundamentet for dens velstand slides ned.

Debatten om et alternativ til ‘ entreprenørmodellen’ er for længst begyndt. En af Kinas førende sociologer, Sun Liping, konkluderede tidligere i år i en advarende rapport for Tsinghua Universitet, at den største trussel mod Kinas videre udvikling ikke er socialt kaos, men socialt forfald. Sun, der var ph. d.-vejleder for den nye generalsekretær og kommende præsident Xi Jinping, peger på det, han ser som nationens største problem: at magtfulde særinteresser har taget reformerne som gidsel.

Hvis Xi Jinping ønsker at realisere elementer af den politik, som den afgående ledelse bekendte sig til, men i katastrofal grad forsømte at leve op til, kan de starte i Hongkongs naboprovins, Guangdong, hvor markedsreformerne startede for tre årtier siden og gjorde provinsen til ‘ verdens fabrikshal’.

Guangdongs partichef, Wang Yang, talte i fjor om nødvendigheden af at sikre befolkningens rettigheder, og han tillod afholdelsen af de frieste landsbyvalg i Kinas nyere historie, hvor lederne af en stribe protestaktioner i byen Wukan blev indvalgt i den lokale administration. Så tjek lige efter: Er selvsamme Wang kommet i den ny ledelse, hvis sammensætning netop er offentliggjort? Hvis ikke, er det dårlige nyheder.

(klumme i Politiken 15.11.2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar