Amerikanske medier er redskaber i kinesisk opgør

Udgivet den 7. november 2012 af flemmingytzen

AFSLØRINGERNE i The New York Times af, at den afgående kinesiske regeringschef, Wen Jiabaos, nære slægtninge skal have høstet formuer på at udnytte politiske og forretningsmæssige netværk, er opsigtsvækkende på flere niveauer.
Det opgør om Kinas politiske linje, som er blevet udkæmpet i årevis på de indre linjer, er for alvor rykket ud på en slagmark, hvor verden uden for Kina kan være med: de store amerikanske medieplatforme.

Tidspunktet for publiceringen var ingen tilfældighed: De kom ud, netop som myndighederne i Beijing meddelte, at Bo Xilai, den detroniserede partichef i Kinas og verdens største by, Chongquing, havde mistet sin sidste officielle post som medlem af Kinas Nationale Folkekongres. Meddelelsen i de kinesiske statsmedier om, at Bo Xilai også er ekskluderet fra Kommunistpartiet, kom i weekenden.

Bo førte gennem flere år politiske kampagner, som var han en vestlig politiker. Selv om sagen mod ham har vist, at han selv og hustruen ikke savnede noget i velstand, tordnede han mod uligheden i det samfund, hvis ledelse han var en del af i årevis.

POPULISTEN Bo Xilai og teknokraten Wen Jiabao blev ærkerivaler, fordi Bo satte ord på fænomener i det kinesiske samfund, som Wen mente, at han havde monopol på at udtale sig om. Bo Xilai begyndte derfor at ligne en egentlig opposition i et politisk system, der er bygget på, at uenigheder om væsentlige samfundsanliggender afklares bag lukkede døre, inden politiske kompromiser meddeles offentligheden.

Med den kontrol, som det kinesiske magtapparat har med alle sensitive informationer om topledere, er der ingen tvivl om, at angrebet på Wen Jiabao er orkestreret indefra: Det er Bo Xilais støtter, der har hjulpet New York Times-journalisten David Barboza med adgangen til de personoplysninger, der hører til i kategorien statshemmeligheder i Kina.

I SIN LANGE gennemgang af Wen-dynastiets firmamæssige og finansielle aktiviteter kommer Barboza kun sporadisk ind på den mulighed, at ‘ lækagen’ er et politisk instrument i opgøret forud for Kommunistpartiets 18. kongres. Den amerikanske journalist har næppe skullet gøre alverden selv for at afsløre de aktiviteter, som næppe er formelt ulovlige i henhold til kinesisk jura, men som kaster et ubehageligt lys over en topleder, der over en halv snes år har gjort sig de yderste anstrengelser for at fremstå som de fattiges beskytter. Journalisten har fået det meste serveret i en veltilrettelagt kampagne.

New York Times er ikke de første på banen: Tidligere i år var det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg ude med oplysninger om, at vicepræsident Xi Jinpings nære slægtninge udgør et finansielt og erhvervspolitisk netværk, som har kunnet berige sig gennem de forbindelser, som enhver kinesisk topleder har i det, der uden overdrivelse må betegnes som klodens mest sofistikerede statskapitalistiske system. Det er som bekendt Xi Jinping, der om få dage formelt udpeges som generalsekretær i det parti, der administrerer klodens næststørste økonomi.

AT TOPFOLK i den kinesiske partistat nu aktivt gør brug af amerikanske medier i det, der må kaldes et frontalangreb på den herskende elite i landet, er opsigtsvækkende og kan på sigt vise sig at få følgevirkninger, positive eller negative, i fremtidige reformer.

Systemet kan vælge at øge lukketheden og skærpe kontrollen med informationsstrømmene, hvilket dog bliver svært i en tid, hvor Kinas sociale, digitale medier har vendt op og ned på landets debatkultur.

Eller systemet kan give medierne relativt mere ( men stadig reguleret) frihed. Det kan være interessant at lytte til, hvad den afgående generalsekretær på kongressen vil sige om mediernes rolle i partiets aktuelle antikorruptionskampagne.

Den kinesiske offentlighed er med de aktuelle afsløringer, som Wen Jiabao nu har bebudet en intern undersøgelse af, blevet mindet om nogle af de alvorligste mangler i systemet: fraværet af en kritisk offentlighed, der kan afkræve partistatens ledere forklaringer på den kolossale sociale ulighed, som er den faste følgesvend for Kinas reformer.

PÅ PARTIKONGRESSEN vil folk i korridorerne naturligvis stille spørgsmålet: Hvorfor gik myndighederne med ildhu til sagen for at få Bo Xilai og hustruen dømt for korruption, når systemets topmand, Wen Jiabao, kan være ansvarlig for noget lignende? Forklaring: Bo Xilai repræsenterede den ‘ neomaoisme’, der er i fremmarch i partiet. Dens tilhængere mener, at privatiseringsbølgen er gået for langt, og at staten
skal generobre kontrollen med kinesisk økonomi.

Troede vi, at Mao, Den Store Rorgænger, døde i 1976? Tænk om.

(klumme i Politiken 7.11.2012)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Burma demokratiseres og udplyndres af de rige

Udgivet den 4. november 2012 af flemmingytzen

En lille stenrig elite har i tæt alliance med den tidligere militærjunta fået magten over alle virksomheder af betydning i Myanmar. De er med til at bane vej for, at Kina sætter sig på landets naturrigdomme.

B ygningen ved grænseovergangen mellem Kinas maleriske Yunnanprovins og Shanstaten i Myanmar ( det tidligere Burma) tager sig topmoderne ud. De gæstearbejdere, der skal ind og søge lykken på kinesiske byggepladser, glider hurtigt igennem kontrollen. Lidt længere tid tager det med besøgende fra Europa, som der stadig kun er få af i dette hjørne af Sydøstasien.

Men med en times forsinkelse – visumoplysningerne var forsvundet i det kinesiske it-system, så alle data skulle indtastes forfra – kan vi forlade den velpolerede kinesiske boomtown Ruili med moderne butiks-og kontorcentre i glas og stål og tage ind i det rodede, støvede og snavsede Mu Se, der ligner burmesiske provinsbyer, som de er flest: brunt, gyldent og grønt i talrige nuancer, fra en verden af i går. Velkommen til Sydøstasiens nyeste klondike.

Turen ned gennem den nordlige del af Shanstaten går gennem enestående landskaber med buddhistiske templer og stupaer ad elendige, hullede veje. Men at forandringer er på vej i Myanmars nedslidte infrastruktur, vidner de mange lastbiler og byggepladser om, samt ikke mindst de stabler af kæmpestore, ufærdige rørledninger, der ligger på jorden overalt langs ruten ned til en af områdets historiske byer, Hsipaw.

Her er kinesiske og sydkoreanske selskaber i gang med at opføre en olierørledning, der skal gøre det muligt at transportere mellemøstlig olie til Kina uden at skulle igennem Det Sydkinesiske Hav. Her har Kina store kontroverser om grænsedragninger og udvindingsrettigheder med flere lande, især Vietnam og Filippinerne. Energipolitisk er Kinas strategiske ‘ Burmavej’ gennem Shanstaten en genvej, der vil styrke vækstmulighederne for kinesisk økonomi i årtier fremover.

Myanmars rigeste mænd

Smukke buddhistiske templer til trods: De moderne indslag på ruten er de stationer, hvor der opkræves vejskat og gennemføres politikontrol. Her er bygningerne dekoreret med skilte for et eneste firma: Asia World.

»Læg mærke til det navn«, bemærker Politikens tolk. »Asia World er et af Burmas rigeste firmaer. De har stort set alle kontrakterne med de kinesiske virksomheder her. Det er ren udplyndring. Kineserne stjæler vore naturrigdomme ved at bruge de rigeste familier som forretningsforbindelser«. Asia World ledes af Tun Myint Naing, der også kendes som ‘ Steven Law’, etnisk kineser og søn af Lo Hsing Han, som de amerikanske myndigheder siden 1970′ erne har kaldt ‘ heroinets Godfather’. Asia World har stået for moderniseringen af Myanmars største havne og moderniseringen af Yangons lufthavn.

Da vi nogle dage senere er nået frem til Myanmars tidligere hovedstad Yangon og kører ad et af byens kendteste hovedstrøg, University Avenue, passerer vi først den forfaldne bungalow, hvor landets populæreste politiker, Aung San Suu Kyi, stadig bor. Minutter senere kører vi forbi det nyopførte amerikanske ambassadekompleks, der giver mindelser om en militær fæstning.

Få hundrede meter længere henne rejser der sig et ekstravagant byggeri omkranset af høje, pigtrådsspækkede mure.

Guiden bliver lettere ophidset: »Der bor Myanmars rigeste mand. Kan du se de dyre biler inde i gården? Ferrari og Lamborghini!«. Fysisk tættere på Myanmars lille elite af nyrige er der kun få, som kommer. Frigivne dissidenter forsøger møjsommeligt at styrke landets politiske opposition gennem organisering af et voksende civilsamfund.

Og blandt dem cirkulerer oplysninger, som giver et foruroligende billede af, hvor den økonomiske magt er placeret i landet med de forsigtige demokratiserende reformtiltag og en afgrundsdyb fattigdom blandt flertallet af de knap 60 millioner indbyggere.

Den gule Lamborghini

I det land, som statsminister Helle Thorning-Schmidt besøger i morgen, er der gjort lovende reformtiltag. Ved et suppleringsvalg i april i år blev Aung San Suu Kyi og 42 af hendes partifæller valgt ind i parlamentet.

Hundredvis af politiske fanger er blevet løsladt, og medierne har opnået en vis frihed. Men under et dække af liberalisering og demokratisering har en lille klike af rige familier med tætte forbindelser til den tidligere junta taget kontrollen med landets største virksomheder og naturrigdomme.

Manden i den forskansede neoklassiske villa, hvor flere luksusbiler er parkeret bag murene ( herunder en kanariegul Lamborghini), hedder Tay Za. Medierne, som nu rapporterer friere om forholdene i det land, der gennem et halvt århundrede blev styret af militæret, må lede forgæves efter omtaler af Tay Za, for han har aldrig ladet sig interviewe. Men en af de indberetninger, som WikiLeaks offentliggjorde i fjor, nævner, at sønnen Pye Phyo Tayza på sin Facebookprofil i fjor havde offentliggjort fotos af sig selv siddende i faderens Ferrari bevæbnet med halvautomatiske våben.

Det amerikanske skattedepartement ved rigeligt om denne økonomiske oligark og kalder ham i et internt dokument for »en berygtet bøddel og våbenhandler«. Tay Za og hans slægtninge står derfor på den amerikanske sanktionsliste, der har betydet, at familiens oversøiske besiddelser er indefrosset, og at de har været ramt af indrejseforbud til USA.

Tay Zas rigdomme er opbygget gennem den lille snes år, hvor Myanmars junta privatiserede en stribe statslige selskaber inden for især minedrift, tømmer, transport og turisme. Hans 25-årige søn fortalte i et sjældent interview tidligere i år, at faderen i dag er så velhavende, at han nu kun ønsker at blive en moderne fi-lantrop, der bidrager til Myanmars økonomiske genopbygning.

De 20 familier

De amerikanske opgørelser over det, som kaldes ‘ de sammenspiste kapitalister’ tæller en snes familier, der alle plejede tætte relationer med generalen og diktatoren Than Shwe, som tog magten for tyve år siden og accepterede en frivillig pensionering i foråret 2011. Than Shwe var manden, der ifølge en redegørelse fra Harvard Law School i 2009 stod i spidsen for en økonomi, der byggede på tvangsarbejde, tortur og rydninger af hele landsbysamfund.

I takt med at Than Shwes junta tillod privatiseringer af statsejede selskaber, blev hans børn og slægtninge på lige fod med andre juntaofficerers slægtninge givet ejerskab og bestyrelsesposter i Myanmars mest lukrative sektorer: olie og gasudvinding, ejendomme og logistik.

Både USA og EU har opmærksomheden rettet mod den lille klike af oligarker, som under dække af liberaliseringen og nogle beskedne reformtiltag har taget kontrollen med landets største erhvervsaktiver.

Det var disse, som USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, henviste til, da hun under sit besøg i december i fjor talte om, at nogle af de amerikanske sanktioner vil forblive i kraft over for »de individer og institutioner, som stadig vil være på den forkerte side af reformprocessen«. Dernæst føjede hun til: »Fordelen ved at hæve sanktionerne skal mærkes bredt i befolkningen og ikke kun af nogle få«. Men selv Hillary Clinton havde svært ved at leve op til en sådan henstilling. Under sit ophold i hovedstaden Naypyidaw var hun og hendes følge indlogeret på et luksushotel, der hedder Thingaha, som ejes af en af Myanmars 20 rigeste familier.

Oplysninger om deres formuer er ikke tilgængelige for offentligheden.

(reportage i Politiken 4.11.2012)

Udgivet i Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Hvem vil håndtere Asien bedst, Obama eller Romney?

Udgivet den 1. november 2012 af flemmingytzen

De to kandidater undgik ikke fristelsen at bebrejde Kina problemer, der skyldes interne forhold i USA.

DEN RETORISKE støj i slutspurten af den amerikanske præsidentvalgkamp synes at have overskygget den realitet, at de to kandidater er tæt på komplet enighed om ét stort emne: forholdet til Kina og dets naboer i Østasien. Så hvorfor slå på tromme for en succes i amerikansk udenrigspolitik? I sidste uges tv-duel mellem de to kandidater blev Kina nævnt 32 gange, men begge undlod at bruge hård og uforsonlig retorik mod den fjernøstlige gigant.

Kinas ledere kan med sindsro gå ud fra, at skulle Mitt Romney rykke ind i Det Hvide Hus til januar, vil USA håndtere udfordringerne i denne verdensdel på stort set samme måde, som det er sket under forgængerne siden normaliseringen med Beijing for 33 år siden.

OBAMA gentog et gammelt mantra: »Kina er både en modstander og en partner… en partner, når vi kan få dem til at følge de samme regler som alle andre… vi har indklaget Kina i mange sager til Verdenshandelsorganisationen for at få lige vilkår i samhandelen«. Romney replicerede, at Kina holder sin valuta kunstigt nede, hvorved amerikanske forbrugere foretrækker kinesisk fremstillede varer frem for varer, der er ‘ Made in USA’.

Kandidaterne undgik dermed ikke at beskylde Kina for vanskeligheder, der alene skyldes indenrigspolitiske faktorer. Ikke et ord om, at den kinesiske valuta, yuan, er steget i forhold til dollaren med 11 procent siden 2010 og hele 30 procent siden 2005. Obama forklarede dette med amerikansk pres frem for kinesisk føjelighed.
For den aktuelle udvikling i de kinesisk-amerikanske handelsrelationer er i USA’s favør. Heller ikke et ord om, at Kinas vækstmodel er ved at blive skiftet ud, så der åbnes op for mere import af vestlige produkter. Kina er den eneste eksterne aktør af betydning, der har potentialet til at rette op på ubalancerne i USA’s økonomi.

DEN GODE nyhed for resten af verden i alt dette er den ensidige fokusering på økonomiske emner. Slyngelstaten Nordkorea, engang udråbt til medlem af ‘ ondskabens akse’ ( George W. Bush) blev slet ikke nævnt. USA’s hovedallierede siden 1945, Japan, heller ikke – verdensøkonomiens tredjestørste aktør lever i forbløffende anonymitet. Og Taiwanspørgsmålet? Radiotavshed. Amerikanske flådepatruljers sejlads nær Kinas kyster? Tys-tys.

Er der stadig nogen, der husker Bill Clintons kanonbådsdiplomati i 1996, da Kina med missilaffyringer forsøgte at skræmme de taiwanske vælgere fra at stemme på en kandidat, som Beijing ikke brød sig om? Det har virket frem til i dag. Amerikansk Kinapolitik er en flerdimensional succes.

DET AMERIKANSKE bidrag til effektiv terrorbekæmpelse i verdens folkerigeste muslimske land, Indonesien, kunne have være nævnt som en enestående succes. Den lovende liberalisering i Myanmar/Burma som et eksempel på en mangeårig sanktionspolitiks positive nyttevirkning ligeledes. Men hvorfor slå på tromme for positive resultater? USA’s nukleare partnerskab med Asiens største demokrati, Indien, blev også forbigået i tavshed; for man vil nødig irritere kineserne mere end højst nødvendigt. USA’s helt store udfordring ligger selvsagt vest for Delhi: atomstaten Pakistan og den potentielle atomstat Iran.

IRAN BLEV debattens dominerende emne.Obama kunne utvivlsomt ønske sig, at han engang vil kunne lave en ‘ model Burma’ på Teheran, men dette har lange udsigter, for der er ikke opposition i Iran, som Vesten kan yde aktiv støtte til. Præsidenten argumenterede, at hans regering har »organiseret de stærkeste sanktioner nogensinde mod Iran, og at de kværker den iranske økonomi«. Romney erklærede sig enig i, at sanktionerne »forkrøbler« den iranske økonomi, og »jeg ville have iværksat dem tidligere, men det er godt, at vi har dem«.

Hvad de to kandidater overhovedet ikke havde lyst til at tale om, er den realitet, at om en halv snes år vil Kinas økonomi med stor sandsynlighed være på størrelse med den amerikanske. Og den røde gigant vil ligge i overhalingsbanen.

Hvis en kommende præsident vil presse Kina til at overholde internationale spilleregler i samhandelen, betyder det så i realiteten, at USA dermed vil forsøge at tage dampen ud af det kinesiske vækstlokomotiv? I så fald kan det gå ud over kinesiske investeringer i amerikansk jobskabelse.

USA og Kina har en sund skepsis over for hinanden, men rummer et gensidigt samarbejdspotentiale, hvis betydning kommer til at overstige rivaliseringen. Koldkrigsretorikerne i USA overser den faktor, der handler om gensidig afhængighed.

(Klumme i Politiken 1.11.2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Når Helle Thorning kommer til Myanmar…

Udgivet den 25. oktober 2012 af flemmingytzen

Her er nogle forslag til statsministeren, inden hun lander i Yangon.

TRAFIKPROPPER er et vedvarende problem her i Myanmars tidligere hovedstad, Yangon. I løbet af få år er befolkningstallet noget nær fordoblet og nærmer sig de seks millioner.

Tusinder af unge forlader de udpinte og isolerede landdistrikter for at prøve lykken i Sydøstasiens nyeste klondike.

University Avenue lidt nord for centrum er kendt for en verdensberømt adresse: bopælen for landets oppositionsleder, nobelpristageren Aung San Suu Kyi. Muren rundt om boligen er blevet forstærket, så den begynder at ligne et fænomen, der kendes fra andre asiatiske storbyer: at politiske topfigurer må forskanse sig bag høje mure og pigtråd.

MEN DET bliver ikke kun på University Avenue, at statsminister Helle Thorning-Schmidt ( S) skal holde møder, når hun i begyndelsen af næste måned tager på of-ficielt besøg i Myanmar ( det tidl. Burma).

Statsministeren må rejse de 400 kilometer nordpå til den nybyggede hovedstad Naypyidaw, som med en arkitektur, der giver mindelser om tilstanden i Nordkorea, rummer både regeringskontorer og parlament. Flertallet af burmesere og alle udlændinge skal have specialtilladelse til at besøge Naypyidaw.

Så hvilke budskaber bør Helle Thorning-Schmidt have med til præsident Thein Sein og landets populære politiske partileder Aung San Suu Kyi? Udviklingsminister Christian Friis Bach ( R) har for længst været forbi, så derfor må Thorning-Schmidts budskaber handle mere om politik end om udviklingsbudgetter.

HER ER nogle bud på, hvilke emner statsministeren bør tale med Myanmars politiske topfigurer om:

1) Den forsigtige liberalisering og begyndende demokratisering tegner lovende, men Myanmar bliver ikke et menneskeværdigt samfund uden en dyb og reel dialog med landets etniske mindretal.
2) Eksilgrupperne i nabolandene, især i Thailand, skal forberedes til sikker tilbagevenden til det hjemland, de har været isoleret fra i årtier.
3) Danmark kan sammen med Storbritannien stille sig i spidsen for et minerydningsprogram, der skal gøre jordarealer dyrkbare især i grænseregionerne.
4) Ytrings-og mediefriheden skal hjælpes yderligere på vej. En dansk indsats har allerede vist lovende resultater, men bør udbygges, f. eks. i form af en journalistskole.Tal med Unesco.
5) Danmark kan via EU og FN-systemet tage initiativer til at forhindre yderligere rovdrift på Myanmars naturrigdomme.
Der er behov for en uafhængig institution, der kan sikre en balanceret tilgang til anvendelsen af Myanmars kolossale ‘ skatkammer’ af råstoffer – fra olie, gas og tømmer til ædelstene og mineraler.
6) Danmark kan hjælpe oppositionen i Myanmars parlament til at forberede lovforslag, der kan reformere vilkårene for erhvervslivet. Der er behov for at afvikle monopolerne i energisektoren. Det er uholdbart, at de franske og amerikanske olieselskaber, der i mange år har sponsoreret den tidligere junta, kun har konkurrence fra statslige kinesiske selskaber, der bygger olie-og gasrørledninger i den nordlige del af landet.
7) Mange politiske fanger er blevet løsladt, men et ukendt antal sidder fortsat inde. Danmark bør assistere med et særligt udslusningsprogram for de tilbageværende.
8) Nationale og multinationale selskaber er i hastig vækst, så der er behov for at skabe grundlag for en uafhængig fagbevægelse.
De danske virksomheder, der planlægger at flytte produktion ud fra nabolandene, kan bidrage med at være foregangseksempler inden for både miljøpolitik og faglige rettigheder.
9) Danmark bør stille et hold forfatningseksperter til rådighed ( som vi gjorde i Nepal for en snes år siden). Der er brug for reformtiltag inden næste valg i 2015.
10) Og måske tør vi også håbe på en ambassade i en ikke så fjern fremtid.

REN ØNSKETÆNKNING? Så se lige på erfaringerne fra nabolandene. Danmark genoptog udviklingsbistand til Vietnam for en lille snes år siden, og landet blev derefter et dydsmønster inden for effektiv fattigdomsbekæmpelse. Og danske bidrag gjorde også en eksemplarisk forskel i et andet naboland, Cambodja, inden for bl. a. minerydning, mediefrihed og menneskerettigheder tilbage i 1990′ erne.

Sammenlignet med de store aktører, f. eks. USA, Storbritannien og Frankrig, har vi indlysende fordele: Vi er ikke tynget af hverken en fortid som kolonimagt eller kortsynede erhvervsinteresser. Vi er velrenommerede – der er ingen risici for værdipolitiske sammenstød som i Mellemøsten. Vi risikerer i Sydøstasien kun at blive modtaget som frelsere og forbilleder.

God tur herud og held og lykke med møderne, statsminister Helle Thorning-Schmidt.

(klumme i Politiken 25.10.2012)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Indokinas overlever

Udgivet den 24. oktober 2012 af flemmingytzen

Cambodias tidligere konge, Norodom Sihanouk, 89.

Cambodjas tidligere konge Norodom Sihanouk blev symbolet på landets overlevelse under årtiers morderiske konflikter. Han blev den sidste overlevende statsleder fra den generation af tredjeverdensledere, der oplevede at se kolonimagterne rejse hjem som et resultat af uafhængighedsbestræbelserne i 1950′ erne. I Cambodja skete det, i modsætning til nabolandet Vietnam, stort set uden at der blev løsnet et skud. Franskmændenes interesser i Cambodja var begrænsede, og de havde for længst opgivet at styre den uforudsigelige, gådefulde og karismatiske monark.

Sihanouk blev kronet til konge af Cambodja som 19-årig i 1941 og genindsat som monark i 1993 efter FN-overvågede frie valg. I disse år overlevede han det utroligste.

Den lille, temperamentsfulde, fedladne konge med den skingre falsetstemme stod igennem fransk kolonialisme, Vietnamkrig, amerikanske sønderbombinger, Røde Khmer-terror og vietnamesisk besættelse og krigsførelse, indtil han i 1991 vendte tilbage til sit land for at spille en nøglerolle i en FN-initieret fredsproces, der bragte Cambodja ud af årtiers krig og konflikt og førte til indførelse af en form for demokrati.

Talløse gange blev han afskrevet af en bedrevidende omverden, og hver gang viste han en formidabel evne til at vende tilbage til den storpolitiske scene og gøre sig til samlingsfigur for sin mishandlede nation.

DET VAR DET franske kolonistyre i Indokina, der gjorde den unge prins til regent i 1941. Franskmændene troede, at Sihanouk ville blive nemmere at manipulere end sine forgængere. De tog grusomt fejl.

Sihanouk forhandlede sig til sit lands uafhængighed i november 1953, året før de ydmygede franskmænd trak sig endeligt ud af Vietnam og Laos. Den befrielse, som i Vietnam kostede tusinder af menneskeliv, gav Sihanouk sit land, uden at der blev løsnet et eneste skud.

Han abdicerede til fordel for sin far i 1955, men kun for at blive politiker og regeringsleder. Han grundlagde et parti, der kaldte sig socialistisk, og som forsøgte at forene buddhisme, royalisme og en meget moderat socialisme.

Substansen i denne besynderlige ideologiske cocktail var dog, at Sihanouk blandede sig i stort set alle politiske anliggender i landet. Styret var både autoritært og korrupt, men Sihanouks magtudøvelse var mindre brutal, end det var tilfældet i nabostaterne – det delte Vietnam og det i perioder militært styrede Thailand.Ved faderens død i 1960 undlod han at gøre sig til konge igen, men valgte titlen ‘ samdech’, som betyder fyrste eller regent.

VAR SIHANOUKS private stil underholdende, var hans styres politiske karakter mere tvivlsom.

Regimet blev belastet af misadministration og korruption, som forstærkedes af fyrstens aldrig svigtende evne til intrigemageri. Det politiske miljø i 1960′ ernes Cambodja blev gradvis mere polariseret, og Sihanouk fandt det stadig vanskeligere at balancere mellem en dogmatisk venstrefløj og en forbitret, reaktionær og proamerikansk højrefløj. Polariseringen skærpedes yderligere af USA’s optrapning af krigen i nabolandet Vietnam.

Sihanouk forsøgte at holde sit land ude af Vietnamkrigen, men bøjede sig for de nordvietnamesiske kommunisters pres ved at tillade, at våbenforsyninger til Vietcongpartisanerne i Sydvietnam gik gennem Cambodja. Denne politik gav den cambodjanske højre-fløj det nødvendige påskud til at styrte Sihanouk. Det skete i marts 1970, mens fyrsten var undervejs fra besøg i Moskva til Beijing. Sihanouk reagerede ved at etablere en eksilregering, som hans dødsfjender, de Røde Khmerer, snart tilsluttede sig, og som fik hovedkvarter i Kina.

Da det USA-støttede regime faldt i april 1975, og de Røde Khmerer under Pol Pots ledelse tog magten, vendte Sihanouk hjem fra fem års eksil i Kina. Her blev han sat i husarrest i det nu totalt isolerede land. Året efter blev han tvunget til at gå af som statschef. De Røde Khmerer omdøbte landet til Kampuchea, landets oprindelige navn på khmersproget.

FØRST I januar 1979, da den vietnamesiske hær invaderede Cambodja for at styrte Pol Pots rædselsregime, hørte omverdenen atter om Sihanouk.

I 1982 indvilgede Sihanouk i at stille sig i spidsen for en koalition af de tre partisangrupper, der bekæmpede Cambodjas vietnamesiske besættelsesmagt. Talrige gange truede han med at gå af som leder af koalitionen, som et flertal i FN anerkendte som Cambodjas lovlige regering. Samtidig med at han vedholdende beskyldte de Røde Khmerer for at have foranstaltet et folkedrab i Cambodja, fastslog han, at Vietnams intention var at »opsluge og kolonisere« hans land.

Det var en stor sejr for ham at kunne bosætte sig i sit elskede kongepalads i 1991, også selv om Cambodjas trængsler langtfra var ovre. Fyrsten abdicerede i 2004 til fordel for sin søn og døde mandag af et hjerteanfald i Beijing i Kina, hvor han havde boet siden januar.Han forblev et symbol på en forpint, men smuk nation, et offer for større magters magtspil.

Hans adfærd kunne kalde på smilene, men ingen var i tvivl om, at hans kuriøse politiske teater havde til formål at redde nationen fra grumme og uforsonlige rivaler. Norodom Sihanouk blev 89 år.

(nekrolog i Politiken 16.10.2012)

Udgivet i Sydøstasien | Skriv en kommentar

USA’s næste præsident får en blød landing i Beijing

Udgivet den 24. oktober 2012 af flemmingytzen

Kan det tænkes, at Kina foretrækker Romney frem for Obama? Se, hvad historien har lært os.

OBAMA ELLER Romney, hvem er Kinas foretrukne kandidat til Det Hvide Hus? Om dette emne hersker der radiotavshed i de officielle kinesiske medier. Men et tilbageblik over fire årtiers historie om det amerikansk-kinesiske forhold viser nogle interessante pejlemærker.

Fra grundlæggelsen af Folkerepublikken i 1949 og en snes år frem var forholdet politisk dybfrossent og i perioder militært glohedt. Amerikanske og kinesiske hærstyrker udkæmpede en slags stedfortræderkrig på Den Koreanske Halvø 1950-53, der endte med uafgjort. I 1958 var det tæt på at gå galt i Taiwanstrædet, og glemmes skal det heller ikke, at CIA i hemmelighed trænede og udstyrede tibetanske partisaner på nogenlunde samme tid. Kombinationen af den sovjetiskkinesiske splittelse og USA’s udsigtsløse krigsførelse i Vietnam skabte for fire årtier siden åbninger, der banede vej for en diplomatisk og politisk normalisering mellem Washington og Beijing i 1979. I dag er de to giganter økonomisk så forbundne og gensidigt afhængige, at det ligner et uformelt partnerskab påtvunget af globaliseringens betingelser.

REPUBLIKANSKE topfolk og præsidenter har banet vejen trods erklæret antikommunisme.

Fra den daværende sikkerhedsrådgiver Henry Kissingers formidable bog ‘ On China’ fra i fjor ved vi, at præsident Richard Nixon forud for et møde med Kinas ‘ Kissinger’, Zhou Enlai, i februar 1972 sagde til sin rejseledsager: »Tænk, hvis dette enestående kulturfolk en skønne dag fik en anstændig regering. Vi ville ikke kunne matche dem«. Tre år senere bliver det amerikanske forbindelseskontor i Beijing – forløberen for den ambassade, der blev åbnet i 1979 – ledet af en fhv. FN-ambassadør ved navn George H. W. Bush ( altså den ældre Bush, siden vicepræsident under Ronald Reagan og 1988-92 republikansk præsident).

Samme Bush stod dygtigt i spidsen for den normalisering af det bilaterale forhold, som blev nødvendigt efter det kinesiske militærs massakre på civile i Beijings centrum i forsommeren 1989.

I STRIBEVIS af præsidentvalgkampe siden 1980, da Ronald Reagan slog Jimmy Carter, har et mønster gentaget sig: Den kandidat, der er udfordreren, lover en hårdere kurs over for Kina i menneskeretsanliggender.

Efterfølgende falder valgvinderen ned som et lam, rejser til Kina og lovpriser »den storslåede kinesiske civilisation« under sin vandring på Den KinesiskeMur.

Det har været situationen for alle, der fulgte i Nixons fodspor: Reagan, Bush senior, Clinton, Bush junior, Obama.

Præsident Obamas forsøg på at revitalisere sin Østasienpolitik gennem en mere proaktiv politik smager af fornyelse, men hvad er realiteterne? Opgraderingen af militære faciliteter på en base i Darwin til ca. 3.000 mand hører til i småtingsafdelingen.

Forsvarsminister Leon Panetta balancerede omhyggeligt hensynet til sin allierede, Japan, og hensynet til sin ‘ verdensbank’, Kina: Panettas retorik handlede først og fremmest om at sikre velstand og stabilitet i Østasien, ikke at bakke de japanske territorialkrav op.

Status quo med Beijing er fællesnævneren for den amerikanske tilstedeværelse i farvandene øst og syd for det store kinesiske rige. Se på Taiwanpolitikken og Den Koreanske Halvø. Kina og USA samarbejder intensivt om at inddæmme den sikkerhedstrussel, som det surrealistiske regime i Pyongyang repræsenterer.

Den taiwanske oppositions forsøg på at give østaten end anden status end den, som Kina og USA aftalte allerede i den fælleserklæring, som Richard Nixon og Zhou Enlai underskrev i Shanghai i februar 1972, og som blev suppleret af Reagan i samme by ti år senere, er faldet på stenet grund. Som en taiwansk akademiker har udtrykt det: »USA og Kina konspirerer om at kontrollere Taiwan«. Kina og USA har et strategisk partnerskab, der bare ikke må have navn af et sådant.

HANDELSKRIG og valutastrid? Ifølge Obama skal USA eksportere sig ud af sine aktuelle økonomiske vanskeligheder: en planlagt fordobling over de næste fem år.

I samme periode vil Kina med stor sandsynlighed overhale USA som verdens største importør, og det rapporteres fra Beijing, at kæmperiget med en middelklasse svarende til hele den amerikanske befolkning agter at fordoble sin import.

De gensidige fordele i samarbejdet er selvindlysende.

Kinas kommende leder, Xi Jinping, ved fra sin ungdoms studieophold i det driftige Midtvesten, hvilket samfund han skal engagere. Han vil foretrække at efterligne det økonomisk frem for at udfordre det strategisk. Uanset om den kommende præsident hedder Obama eller Romney, får han en blød landing på en højrød løber i Beijing.

(klumme i Politiken 11.10.2012) 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

EU er ikke længere rollemodel for Østasien

Udgivet den 23. oktober 2012 af flemmingytzen

Når udenrigsminister Villy Søvndal om kort tid besøger Japan og Sydkorea, bør det ikke være lærebøgerne fra Wall Street, der er hans rejselekture.

VIST HAR Den Europæiske Union da været et fredsskabende projekt, men burde Nobelprisen ikke have være tildelt Bruxelles for fem, ti eller femten år siden? Ingen forening er stærkere end sine svageste medlemmer, og blandt asiatiske analytikere har det siden eurokrisens begyndelse heddet sig, at den europæiske integrationsproces var for ambitiøs, for urealistisk, gik for hurtigt og var for dårligt forberedt.

Den positive side af historien ligger før 2007, og dens budskab er, at EU i mange år tjente som nyttig inspiration for det ældste og mest robuste regionale samarbejdsprojekt i Asien: Asean, Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer, som for ganske nylig har fejret sit 45 års jubilæum.

ASEAN BLEV grundlagt i 1967 på baggrund af et militærkup i regionens folkerigeste land, Indonesien, to år forinden, og fordi landene havde brug for at håndtere voksende politisk indflydelse fra USA og økonomisk ditto fra Japan. Og frem for alt skulle sammenslutningen være et bolværk mod det Kina, som havde støttet kommunistiske grupper i især Thailand, Malaysia og Indonesien.

Den dominoteori, der havde tjent som begrundelse for den amerikanske krigsførelse i Vietnam, blev vendt på hovedet efter amerikanernes retræte i 1975: Asean repræsenterede en prokapitalistisk politik, der skabte formidable udviklingsresultater i Singapore, Malaysia, Indonesien og Thailand og siden blev rollemodel for den tidligere hovedmodstander i den kommunistiske lejr, Vietnam.

EU og Asean fandt for alvor hinanden i slutningen af 1990′ erne på et tidspunkt, hvor den asiatiske valuta-og finanskrise sendte chokbølger fra Bangkok over Jakarta til Seoul.

Når krisen dengang blev overstået på mindre end to år, skyldtes det, dels at de asiatiske nationale valutaer ikke var koordinerede i samme grad som det, de ledende europæiske valutaer siden udviklede sig til, dels at Kina undlod at devaluere og dermed indirekte blev finansiel redningskrans for flere af sine sydlige nabolande.

TI ÅR EFTER at asiaterne kom sig efter den finansielle og valutariske tsunami, er rollerne byttet om. Det er nu Europa, der beder Østasien om kapitaltilførsler. En ubehagelig realitet for Bruxelles, men den forklarer, hvorfor forbundskansler Angela Merkel har brugt så megen politisk kapital på at opbygge en økonomisk og strategisk alliance mellem Berlin og Beijing.

Asean er nået langt med økonomisk integration både internt og i forhold til sine nordlige naboer, som er regionens tre dominerende økonomier, Kina, Japan og Sydkorea, men den politiske og institutionelle integration er beskeden.

Den asiatiske klub rummer både lovende demokratier som Indonesien og nødlidende ditto som Thailand og Filippinerne; hybrid-modellerne Malaysia, Singapore og Cambodja, der kombinerer demokratiske og autoritære instrumenter; samt etpartisystemerne i Vietnam og Laos.

Disse forskelle gør, at sammenhængskraften baserer sig på pragmatiske konsultationer, hvor kun få beslutninger er bindende for medlemmerne.

Disse begrænsninger til trods er det lykkedes for Asean at lægge rammerne for et økonomisk fællesmarked, som fra 2015 vil tillade en fri udveksling af varer, arbejdskraft og serviceydelser i et marked med et befolkningstal i samme vægtklasse som EU.

I stedet for valutarisk integration har Asean valgt en stabiliseringsmekanisme inspireret af den ‘ valutaslange’ ( EMS’en), der tjente Europa ganske godt, indtil det britiske pund gik gennem gulvbrædderne på de globale finansmarkeder i sensommeren 1992. Morale: Når ‘ landeklubber’ er så politisk og økonomisk uhomogene, som tilfældet er i Østasien, duer det ikke at trække den politiske integration så langt, som det er sket i Europa.

ØSTASIENS VALUTARESERVER repræsenterer en soliditet, som gør det muligt for asiaterne at føre en økonomisk ekspansiv politik i lang tid fremover. Med andre ord kan regionen det, som er blevet noget nær umuligt for Europa, nemlig øge gældsætning og kreditgivning. Østasien kunne vokse i flere år uden at løbe ind i vanskeligheder, og EU er, beklageligvis vil nogen sige, ophørt med at være rollemodel for asiaterne.

Den dag verdensøkonomien for alvor tager en vending i retning af vækst og fornyelse, vil det være Østasien, der bliver lokomotivet.

Vi må gå ud fra, at når udenrigsminister Villy Søvndal om kort tid besøger Japan og Sydkorea, er det ikke lærebøgerne fra Wall Street, der er hans rejselekture.

Snarere er det klassiske asiatiske dyder som kulturel tolerance og pragmatisme, han får brug for at tage til sig.

(klumme i Politiken 18. oktober 2012)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Hvornår rejser ‘ The Lady’ til Beijing, Seoul og Tokyo?

Udgivet den 27. september 2012 af flemmingytzen

Aung San Suu Kyi har fået rigeligt med hyldest. Hendes næste rejser må gå østpå, hvis Myanmar skal lykkes økonomisk.

FØRST HYLDEST, dernæst hårdt arbejde. Efter forsommerens europæiske rundrejse er Myanmars oppositionsleder Aung San Suu Kyi nu på en hyldestturné i USA. Hun har mødt præsident Obama, modtaget Kongressens Guldmedalje og har talt intensivt om sit lands fremtid i Østasien. Hun er blevet modtaget som en kvindelig Nelson Mandela.

‘ The Lady’ har i taler og interview berørt et af de mest følsomme emner i sit lands demokratiseringsforsøg: USA’s engagement i det tidligere så lukkede land. »Jeg foretrækker at se Burma som et område, hvor Kina og USA kan styrke forståelsen af hinanden () jeg ønsker udenlandske investeringer i Burma, men på den ordentlige måde. Jeg siger ikke: Kom og sæt jeres penge i Burma. Jeg siger: Kom med jeres investeringer, men på den rigtige måde«. Langvarig isolation, påtvunget af et xenofobisk militærstyre gennem et halvt århundrede, har gjort Myanmar til et af Østasiens fattigste lande. Potentialet for et kraftigt økonomisk løft er til stede, og skal dette lykkes, må landet holde døren åben for landets største investor, Kina.

Hvilket forklarer, hvorfor præsident Thein Sein i sidste uge gennemførte en rundrejse i det store naboland mod nord. Præsidenten fik tilmed et møde med Kinas kommende leder, Xi Jinping.

Forholdet er spændt. I fjor indstillede Thein Sein det mest kontroversielle samarbejdsprojekt mellem Kina og Myanmar, det store dæmningsbyggeri Myitsone i den konflikthærgede Kachin-stat. Intet i de statskontrollerede kinesiske mediers referater af besøget indikerer, at der er fundet løsninger på striden om Myitsone, der især handler om tvangsflytninger af bønder og etniske mindretal.

NÅR PRÆSIDENTEN i dag holder tale til FN’s Generalforsamling, vil der blive lyttet efter budskaber om, hvordan Myanmar vil balancere i det geopolitiske felt mellem Kina, Indien, partnerlandene i Sydøstasien og USA.

Men tag ikke fejl: Midlerne til at gøre Myanmar til et bedre sted at leve vil primært komme fra Kina og det øvrige Asien.

Amerikansk og europæisk tilstedeværelse bliver beskeden, men naturligvis politisk vigtig. EU og USA er økonomisk på knæene og optaget af at løse egne interne vanskeligheder. Der er hverken vilje eller penge til at gøre, hvad USA var i stand til i Thailand for et halvt århundrede siden.

Hvis Thein Sein og Suu Kyi er bekymret for, at Kinas dominans i Myanmars økonomi bliver for stor, er det partnerlandene i Asean, Sydøstasiens svar på EU, de skal søge til. Asean rummer viljen og styrken til at placere regionen i en velfungerende balance mellem USA og Kina. Kinesisk samhandel med Sydøstasien har for længst overhalet den amerikanske.

Asean har samarbejdsaftaler med Kina, Indien, Sydkorea, Japan, Australien og New Zealand. På tyve år er regionens samhandel med omverdenen blevet syvdoblet. I ingen anden verdensdel reduceres fattigdommen hurtigere end i Østasien. Midlerne til at løfte Myanmars fattige befolkningsgrupper ud af årtiers elendighed vil komme fra asiatiske kilder i et omfang, der reducerer amerikanske og europæiske investorer til beskedne biroller.

HVIS Myanmar skal blive en del af det asiatiske velstandsmirakel, må Aung San Suu Kyi til at planlægge rundrejser i sit nærområde. Hun har modtaget al den hyldest og hæder, hun fortjener i Europa og USA. Men taler, medaljer og fine middage med kongresmedlemmer rækker ikke. Hun skal snarest se at få planlagt besøg i Singapore, Seoul, Tokyo og frem for alt Beijing. Og mon ikke der kan blive plads til New Delhi? Her tilbragte hun flere af sine ungdomsår, og hun har stadig nære venskabsbånd til landet.

Når den tid kommer, vil hun ikke blive modtaget på samme gloriøse måde, som det skete i London, Oslo, Washington og New York. Men det gør mindre. Hos de store asiatiske partnere har hun mere brug for at lytte frem for at holde taler. Hendes partner i Myanmars normaliseringsproces, præsident Thein Sein, har allerede demonstreret en sådan pragmatisme under sit nylige besøg i Kina. Hvis Myanmar skal lykkes økonomisk, er det primært Østasien, der skal involveres. Europæiske og amerikanske partnere kan bidrage med rådgivning om etiske og miljømæssigt forsvarlige investeringer. Dermed kan Myanmar forhåbentlig undgå de problemer, der tidligere ramte især Thailand, Malaysia og Indonesien, da den ukritiske fokus på vækst førte til dramatiske skader på miljø og ressourcer.

Lad pengene komme fra Asien, ledsaget af indsigt, teknologi og etiske principper fra Vesten.

(klumme i Politiken 27.09.2012)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Japan-Kina: Reaktioner på et århundredes ydmygelser

Udgivet den 20. september 2012 af flemmingytzen

Konflikten mellem Østasiens to giganter går dybt, men kommer ikke ud af kontrol. Der sker en langsigtet tilpasning til ændrede globale styrkeforhold.

NÅR AVISER og tv-kanaler viser billeder af unge demonstranter, der smadrer butiksruder og udstillinger for japanske firmaer i storbyer på det kinesiske fastland, er det fristende at slå disse aktiviteter hen som udslag af et løssluppent nationalistisk ungdomsoprør. Hvem ved; det kan jo tænkes, at i et samfund, der ikke tillader organiseret politisk opposition, er det bekvemt at lade utilfredse unge rase ud mod en historisk arvefjende – frem for at rette vreden mod en regering, som har svært ved at leve op til befolkningens forventninger på andre områder.

En fristende udlægning, der risikerer at reducere det aktuelle konfliktbillede til en tegneserie. Den dybere dimension af de aktuelle spændinger mellem Kina og Japan handler om flere generationers mangel på gensidig forståelse og tolerance i en grad, som de færreste europæere kan gøre sig forestillinger om.

MISTROEN OG DE periodiske udbrud af fjendskab mellem Japan og Kina har rødder i den krig, der i 1895 førte til, at Kina måtte afstå Taiwan til Japan. Få år senere brød det kinesiske kejserdømme sammen og blev efterfulgt af en republikansk statsdannelse, hvis første år blev dramatisk vanskelige. Tilstedeværelsen af de store vestlige kolonimagter i dele af Kina bidrog til den oplevelse af ydmygelse, som er en kilde til kinesisk nationalisme helt frem til i dag. Men intet af det, som briterne, amerikanerne og tyskerne foretog sig i Kina i første halvdel af det 20. århundrede, tåler sammenligning med det, som de kejserlige japanske tropper foretog sig i Kina mellem 1931 og 1945.

Tirsdag i denne uge passerede årsdagen for det angreb, der indledte Japans invasion af det nordøstlige Kina og den kolonisering, der forvandlede Manchuriet til lydstaten Manchukuo. Senere i denne måned skulle såkaldte ‘ venskabsmøder’ i Tokyo og Beijing markere 40-året for oprettelsen af diplomatiske forbindelser. De fleste er med kort varsel blevet aflyst.

Hukommelsen er dyb og lang i Østasien. De ledende lag i Tokyo og Beijing har ikke gjort tilstrækkeligt for at fremme den udsoning, som kunne bidrage til forhandlede løsninger af territorielle kon-flikter i Det Østkinesiske Hav. Begge kunne lære af det, som Tyskland og Frankrig præsterede efter 1945, og som banede vejen for et mere helt Europa.

Når den nationalistiske stolthed i Japan ikke tilnærmelsesvis har et omfang som tilsvarende kræfter i Kina, skyldes det moderation hos den nuværende centrum-venstre-regering i Japan. Den har hænderne fulde med at bringe landets økonomi på fode efter katastrofen på værket i Fukushima, og den trækkes med eftervirkningerne af mere end en snes år med økonomisk tilstand. Om mindre end en generations tid står Japan med en altoverskyggende udfordring: at skulle skabe velstand i et samfund, hvor der statistisk kun er to lønmodtagere for hver pensionist. Intet andet højt industrialiseret land ældes så hurtigt som Japan.

DEN ØKONOMISKE integration i Østasien er en succeshistorie, og i kombination med den demografiske faktor betyder den, at Japan er mere afhængig af Kina end omvendt. Kinas ledere er sig helt bevidst, hvorledes det økonomiske styrkeforhold er vendt om i løbet af en generations tid. At en forstokket højrenationalist som Tokyos borgmester, Shintaro Ishihara, forsøger at score billige point på at tirre den kinesiske offentlighed, kan Beijing tage med ro, men politbureauets spindoktorer har utvivlsomt tilrådet at lukke lidt af den nationalistiske damp ud af egne kedler.

Den amerikanske forsvarsminister Leon Panettas besøg i først Tokyo og siden Beijing demonstrerer USA’s vilje til en balancegang, der ikke mindst skal sikre, at det eksisterende samarbejde om at inddæmme Nordkorea ikke kuldsejler.
Præsident Barack Obama har bebudet en såkaldt ‘ rebalancering’ af USA’s militære styrkeposition i Østasien, hvilket er blevet tolket som en begyndende, koldkrigslignende inddæmning af Kina. Men sådanne udlægninger er proportionsløse. At Pentagon opgraderer en base i Darwin fra et par hundrede til 2.500 mand er symbolpolitik i småtingsafdelingen.

Terrorbekæmpelse i Mellemøsten og Afrika vil fortsat have førsteprioritet også for en kommende amerikansk præsident, som vil være sig fuldstændig bevidst, at Kina med sin finansiering af USA’s massive gæld indirekte gør Beijing til en aktør på USA’s side. Ikke mange europæiske ledere vil sige det rent ud: Kina er ikke blot blevet verdens største pengetank, men også den status quo-magt, USA og Europa mere end nogensinde har brug for i en tid, hvor den muslimske verden slår revner på kryds og tværs.

(klumme i Politiken 20.9.2012)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Tokyos borgmester garanterer fjendskabet med Kina

Udgivet den 6. september 2012 af flemmingytzen

Årtiers japanske bestræbelser på en udsoning med Kina er atter spoleret af en enkelt politiker: Shintaro Ishihara.

I SIDSTE måned blev ubehagelige minder om Anden Verdenskrig vakt til live i to lande, der er gigantiske nøglespillere i den globale økonomi. 67-års dagen for afslutningen på Stillehavskrigen blev markeret, og især ældre japanere og kinesere blev mindet om, at de to lande har temmelig langt igen, inden det giver mening at tale om en reel og dyb forsoning.

Hen over sommeren har japanske aktivisters landgang på den lille gruppe af otte ubeboede øer, der af Japan kaldes Senkaku og af Kina Diaoyutai demonstreret, at tiden ikke læger alle sår.

Blandt de ca. 150 japanske aktivister, der gjorde landgang på øerne, var flere parlamentsmedlemmer, der før rejsen sagde, at de ville afholde en mindehøjtidelighed for de japanske soldater, der omkom under Anden Verdenskrig, hvor Japan besatte det østlige Kina. Reaktionen i Kina var forventet: Antijapanske protester brød ud i flere kinesiske storbyer. Demonstranterne angreb japanske forretninger og restauranter og japansk producerede politibiler blev smadret.

TRE AF de fem øer ejes af den japanske forretningsmand Kunioki Kurihara, der har lejet øerne ud til den japanske stat, som fik dem tilbageleveret af besættelsesmagten USA i 1972. Når striden nu påkalder sig særlig opmærksomhed, skyldes det en enkelt japansk toppolitiker, Tokyos borgmester Shintaro Ishihara. Han er uden overdrivelse Kinas fjende og hadeobjekt nr. 1 i Japans politiske landskab.

I april erklærede Ishihara, at han vil bruge penge fra Tokyos kommunale budget til at købe de tre øer, som ejes af Kunioki Kurihara. Begrundelse: »At beskytte øerne fra en kinesisk overtagelse«. Da Kina protesterede, iværksatte Ishihara en indsamling blandt private, som gav et beløb svarende til godt 100 millioner kroner.

Dette var den japanske regering nødt til at reagere på, og ministerpræsident Yoshihiko Noda måtte ud med en erklæring om, at hans regering selv vil finde penge til købet. Nationalisering med andre ord. Men det interessante er, at Noda nægtede kommunale opmålere fra Tokyo at gå i land på øerne. Der bliver derfor ikke noget salg her og nu, men det er den japanske stat, der bestemmer, hvad der skal ske med øerne.

Næsten samtidig enedes japanske, kinesiske og sydkoreanske embedsmænd om, at de tre landes forhandlinger om en frihandelsaftale ikke skal kobles sammen med territorielle konflikter. For Sydkorea og Japan er på kant med hinanden om de mindre øer mellem Japan og Korea, som hedder Dokdo på koreansk og Takeshima på japansk.

KONFLIKTEN om begge øgrupper er vævet af det stof, som operettekrige er gjort af, og japanske medier hånede i kommentarer den fond, som borgmester Ishihara oprettede for at indsamle donationer til købet. Hverken Japan eller Kina har noget at vinde ved en optrapning af konflikten andet end at oppiske nationalistiske følelser i begge lejre. Kina bygger sit krav på, at øerne administrativt har hørt til ‘ provinsen’ Taiwan, hvilket unægtelig kompliceres af, at Taiwan ( Republikken Kina) ikke just er en provins. Østatens præsident Ma Ying-jeou benyttede i begyndelsen af august 60-års dagen for indgåelse af en fredsaftale mellem Japan og Republikken Kina til at søsætte et fredsinitiativ for det, der i Taiwan hedder Østhavet.

Med San Francisco-traktaten i 1951 måtte Japan afstå suverænitetskravet over en række af sine sydlige øer, men med USA’s tilbagelevering af Okinawa 20 år senere fulgte Senkaku ( Daioyutai) med. Et af de japanske argumenter i striden er, at både Kina og Taiwan først efter tilbageleveringen til Japan begyndte at rejse krav om øerne – sammenfaldende med at det blev sandsynliggjort, at der er olieforekomster nær øerne.

Så længe japanske vælgere bakker op om en politikertype som Ishihara, vil det give næring til høgene i det kinesiske kommunistpartis militærindustrielle kompleks. Det var sådanne kredse, der tidligere i år arrangerede øvelser, der simulerede landgange på Senkaku/Daioyutai.

Den kinesiske adfærd har sammenhæng med den nært forestående partikongres, og der kommer utvivlsomt mere aggressiv retorik, inden portene slås op til magtens haller i Beijing.

Ishiharas succes kommer af, at han som så mange andre højrenationalister over den ganske klode hævder at beskytte sit lands identitet, ære og kultur. Vælgernes opbakning til ham er en indikation på den utryghed, som Japan føler ved det opstigende Kina. Hvad Japan har brug for, er en politikertype, der kan gøre, hvad Willy Brandt formåede i forhold til datidens Østeuropa for fire årtier siden. Hvis en sådan politiker findes i Tokyo, bedes han venligst træde et skridt frem.

(klumme i Politiken 6. september 2012)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar