Lyt lige en ekstra gang til Chen Guangcheng

Udgivet den 6. juni 2012 af flemmingytzen

Den kinesiske kritiker leverer i Washington et budskab, der har overrasket de fleste. Læs videre her.

23-ÅRS DAGEN for det kinesiske militærs brutale nedkæmpelse af demokratiaktivisters demonstrationer i det centrale Beijing forløb uden spektakulære episoder.

I alle årene siden denne massive tragedie har myndighederne sænket et mørkt tæppe af tavshed over en af de mest traumatiske begivenheder i det moderne Kinas historie. Men mandag måtte censorerne op af stolene nok en gang.

Det skete, efter at børsen i Shanghai angav et helt absurd tal: et fald på 64.89 point – en direkte reference til selve datoen: 4. juni 89. Straks blev millioner af brugere på de kinesiske blogs ramt af den velkendte firewall, hvis de tastede ‘ Shanghai Stock market’.

Vanen tro sagde en amerikansk udenrigstalsmand, at de kinesiske myndigheder stadig mangler at levere en fuldstændig redegørelse over de dræbte, sårede og savnede fra de blodige junidage i 1989.

Lige så traditionelt afviste en kinesisk regeringstalsmand enhver indblanding i Kinas indenrigs anliggender.

I SIDSTE UGE holdt USA’s for tiden mest kendte kineser, den blinde advokat og aktivist Chen Guangcheng, sin første tale siden sin spektakulære udrejse fra Beijing.

Talen overraskede mange, fordi den ikke faldt inden for den klassiske skabelon for amerikansk kritik af menneskerettighedernes tilstand i Kina. Chen var optimist på sit lands vegne og mener, at han fremover vil kunne rejse frit ind og ud af Kina; ligesom han mener, at landet er på vej mod mere frihed og større retssikkerhed for kritiske individer. Vesten bør derfor ikke indstille sin kritik, for han pointerer, at Kina befinder sig midt i en historisk overgang, og at kritik udefra, hvis den fremføres klogt, kan fremme denne udvikling.

Nogle uddrag fra talen i Washington: Det vigtigste emne af alle, siger Chen, er de lokale myndigheders manglende overholdelse af kinesisk lovgivning. Han har garantier fra de centrale myndigheder for, at han er ‘ en fri og lovlig borger’.

Overgrebene på Chens familie efter afrejsen fra Shandong er noget, de lokale sikkerhedsmyndigheder har sat i værk, forklarer han. Broren og dennes søn blev tævet af bøller, hyret af den lokale politichef. Familien fik fjernet computere og mobiltelefoner.

Da Chen blev indlagt på et hospital i Chaoyang, sendte centralregeringen repræsentanter for at høre hans sag.

»Vi talte detaljeret og længe om min sag. Om alt det ubehagelige, som jeg og mine familiemedlemmer er blevet udsat for gennem syv år. Jeg fik klare og utvetydige garantier for, at disse sager alle vil blive undersøgt. Hvis der er tale om, at de lokale myndigheder har brudt kinesisk lovgivning, vil kendsgerningerne blive lagt frem. Dette er løfter, jeg har fået flere gange. Så jeg venter på udfaldet af de centrale myndigheders undersøgelser«.

CHEN bliver på mødet i Council of Foreign Relations i Washington stillet dette spørgsmål: Kinas ledere siger, at demokrati i den vestlige udformning er uacceptabelt. Hvad er din egen holdning?

»Jeg har hørt flere gange, at vestligt demokrati ikke uden videre kan kopieres i Kina. Min umiddelbare fornemmelse er, at dette er et rigtigt argument; vi kan ikke bare kopiere vestligt demokrati. Vi må lære os en form for asiatisk demokrati – Japan og Sydkorea er gode eksempler. Hvad er der galt med at have vor helt egen form? Se blot på Taiwan. Det var Konfutse, der sagde, at vi må lære fra det gode og undgå det dårlige, lige meget hvor det kommer fra«.

Efterfølgende bliver Chen spurgt om forholdet mellem borgere, centralregeringen og de lokale myndigheder. Han svarer: »De ( centralregeringen, red.) får en masse indberetninger fra lokale myndigheder, men har kun få egne kanaler til at kunne kommunikere direkte med befolkningen. Flere af disse kanaler bliver blokeret. Og det, centralmyndighederne får at vide, er ensidig information (…) Men ingen kan stoppe historiens fremskridt.  Selv hvis regeringen ikke vil gøre fremskridt, bliver den tvunget til det. Det er som med Marx og produktivkræfterne. Politiske fremskridt vil tage tid, og regeringen behøver befolkningens opbakning.Så lad være med at gøre forkerte antagelser.Regeringen har givet mig tilladelse til at studere i USA. Dette er et skridt i den rigtige retning. De gør noget rigtigt nu, og det bør anerkendes«.

NATURLIGVIS bliver Chen også spurgt om sin holdning til massakrerne på civile aktivister for 23 år siden. Han svarer: »Centralregeringen bør gøre det, som de gør med min egen sag: Den skal revurderes, de reelle kendsgerninger skal frem, og man skal holde op med at lægge låg på (…) det er ikke en monolit, vi har at gøre med. Kina befinder sig i en historisk overgangsfase, og den internationale optagethed skal være oprigtig, ansvarlig og være indstillet på at hjælpe. Man flytter ikke et bjerg på en uge. Vi må rykke lidt ad gangen«. Sådan taler en moderne marxist.

(klumme i Politiken 6. juni 2012)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Magtdeling USA-EU-Kina er en global win-win-winner

Udgivet den 24. maj 2012 af flemmingytzen

Men Kinas udenrigspolitik minder for meget om, hvad USA gjorde i mellemkrigstiden.

FØRST PÅ UGEN blev vi mindet om, at en verdenshistorisk realitet er ved at indhente os. Nemlig den, at Asien om føje år vil stå for ikke kun halvdelen af klodens befolkning, men også halvdelen af dens produktion.

Sådan var verden også skruet sammen omkring år 1800, altså lige omkring det tidspunkt, hvor de vestlige landes industrialisering tog fart og blev ledsaget af europæiske stormagters erobring og kolonisering af oversøiske territorier.

Den amerikanske professor og tidligere topembedsmand Joseph Nye kom forbi og leverede et budskab, der efterhånden er kendt for de fleste, men han ledsagede dem med konklusioner, som mange har brug for at lære af. Især dem, der bestandigt forveksler Kina med hedengangne Sovjetunionen. Så her kommer der en udlægning af flere af hans pointer fra talen i DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier.

Der er udbredt frygt for, hvad Kinas opstigning som global økonomisk magt får af konsekvenser. Men slap lige af: Magtpolitisk befinder Kina, USA og EU sig ikke i et såkaldt zero sum game ( på dansk: nulsumsspil; vist lyder det rædsomt, men det betyder, at nogle lande overtrumfer nogle andre).

Kina er selvfølgelig ikke på vej til at vinde over hverken EU eller USA trods den østasiatiske gigants dramatiske økonomiske væksttal. Tværtimod har den verdensorden, som USA skabte efter 1945 i kølvandet på de tre årtiers kaos, som Europa havde forårsaget, været til fantastisk stor gavn for ikke bare Kina, men også andre lande i Østasien.

NOK HAR DET amerikansk-kinesiske forhold været igennem en mindre nedtur ( 2009-10), men Beijing har tænkt sig om en ekstra gang, og nu kører de strategiske dialoger på bedste vis, som det senest blev demonstreret med den blinde advokat Chen Guangchengs udrejse til USA. Hillary Clinton og hendes folk kunne forhandle videre i Beijing om større og vigtigere emner og samtidig signalere, at USA ikke gav køb på sine værdier.

Efterhånden er det blevet en banalitet at konstatere, at USA stadig militært er massivt overlegent, og at Kina trods markant forøgede militære budgetter ikke når amerikanerne til ret meget over knæene. Lige så banalt er det at konstatere, at Kina er fremragende til noget af det, som Vesten har forsømt: at man på samme tid både kan producere, spare op og vise store og udsatte befolkningsgrupper en vej ud af fattigdommen og adgang til det moderne liv ( læs: arbejdskraft ud af landdistrikterne og ind i storbyernes tilbud af uddannelse og job). Moderniseringen stopper ikke ved fabrikkernes porte. Kina får snart brug for at opbygge en gigantisk ældreforsorg og andre velfærdsforanstaltninger, og hvem andre end europæerne vil være bedre i stand til at levere den vare?

MEN ET ER økonomien, hvad så med den traditionelle magtpolitik? Ligner Kina det Tyskland, som omkring år 1900 overhalede Storbritannien økonomisk, hvilket lagde grunden til krigsforberedelser i begge lande? Hverken amerikanske eller europæiske beslutningstagere mener det. Derimod er der, siger Joseph Nye, en dybtliggende frygt i Indien for, hvad Kinas hensigter er. De førte kortvarigt krig mod hinanden for 50 år siden, hvilket ikke er glemt. Medvirkende til Indiens frygt er den realitet, at det økonomiske kapløb mellem de to giganter for længst er vundet af Kina.

Men det af Joseph Nyes budskaber, som Indien, Japan og andre af Kinas foruroligede naboer har mest behov for at tage til sig, er dette, som han formulerede helt tilbage i 1995: Hvis Kina skal inddæmmes, er det kun kineserne selv, der kan gøre det. En provokerende adfærd i f. eks.Det Sydkinesiske Hav sender Kinas naboer lige lukt i armene på USA, og det har de kinesiske beslutningstagere naturligvis lært af. »Kina er ikke en statisk monolit«, siger Nye.

DET 21. århundrede har brug for smart og klog magt. Det er den slags, der kommer til udtryk, når Obamas finansminister, Timothy Geithner, tager til Beijing og forhandler kinesisk långivning til amerikanerne. Og når Pentagons folk udveksler viden med kineserne om cyberterror.

Kinas økonomiske fremgang hen over 30 år har overskygget den realitet, at kineserne har kørt på fribillet i den amerikanskdominerede verdensorden, mener Nye og sammenligner Kinas adfærd med USA’s passivitet i mellemkrigsårene.

Vejen frem ligger i at dele ansvaret for de store globale udfordringer: klimaet, ressourceknapheden, terrorbekæmpelsen, fattigdomsreduktionen. I denne ansvarsdeling ligger den ‘ smarte’ magt, som hele kloden har brug for.

(klumme i Politiken 24. maj 2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Retsopgør er en skandale og farce

Udgivet den 8. maj 2012 af flemmingytzen

Kritikken af tribunalet mod lederne af Røde Khmer-styret tager til efter at to af tribunalets internationale dommere har sagt deres stillinger op.

Får indbyggerne i Cambodja nogensinde oplevet bare en snert af retfærdighed efter flere års forsøg på et retsopgør mod de få overlevende Røde Khmer-ledere? Hvorfor er FN-systemet tavst om en juridisk og menneskeretlig farce og hvorfor fortsætter donorerne med at sende millionbeløb til en institution, der lader hånt om alle tænkelige retsprincipper? Spørgsmålene rejses af flere kritikere, efter at det såkaldte krigsforbrydertribunal i den cambodjanske hovedstad Phnom Penh er blevet ramt af endnu en skandale. En af tribunalets internationale dommere, schweizeren Laurent Kasper-Ansermet kalder tribunalet for ‘ dysfunktionelt’ og har trukket sig fra sit hverv i protest.

Kasper-Ansermets begrunder sin opsigelse med, at ‘ de nuværende arbejdsbetingelser i tribunalets dommerpanel ikke gør det muligt for ham at udføre sine pligter’. Hans opgave bestod i at skulle udvælge og vurdere det bevismateriale, der kunne gøre det muligt at bringe flere af de aldrende Røde Khmer-ledere for retten.

Hidtil er kun en enkelt blevet dømt, mens sagen mod fire andre fortsat er i gang.

Formålet med tribunalet har fra starten været at placere skyld og ansvar for de massedrab og overgreb, som det ultrakommunistiske Røde Khmer-styre gennemførte i dets regeringsperiode 1975-79.

Historikere anslår antallet af omkomne for sult, tvangsarbejde og henrettelser til at være omkring 1,7 millioner, tæt på en femtedel af hele befolkningen i datidens Cambodja.

Opsigelsen er ikke den første. Sidste efterår var det den tyske dommer Siegfried Blunt, der havde fået nok. Både Kasper-Ansermet og Blunt nævner som begrundelse, at deres cambodjanske dommerkollega, You Bunleng, direkte blokerer for nye forundersøgelser af flere ex-Røde Khmerer. Den schweiziske jurist har i to tilfælde modtaget direkte skriftlige forbud af You Bunleng mod at forberede to kommende retssager ved domstolen.

DET KONTROVERSIELLE tribunal blev oprettet i 2006 efter lange og komplicerede forhandlinger mellem FN-systemet og den cambodjanske regering. De første afhøringer fandt sted i 2007, og i 2010 faldt den første dom. Den domfældte, Kaing Guek Eav ( kendt som ‘ Duch’), der havde været chef for Røde Khmer-styrets største torturcenter fik en livstidsdom. Han er i dag 70. De fire politiske topledere, hvis sager pågår, er alle i 80′ erne.

Forløbet har været omstridt. Tribunalet i Phnom Penh, som det tog FN-systemet næsten en halv snes år at få forhandlet på plads med den cambodjanske regering, adskiller sig fra andre krigsforbryderdomstole ved at være et såkaldt blandet tribunal, dvs. gruppen af dommere er både nationale og internationale.

Her ligger selve hovedproblemet med gennemførelsen af retssagerne, mener en af tribunalets hårdeste kritikere, den amerikanske journalist Nate Thayer:

»Alle internationale retsprincipper er tilsidesat. Det, der her legitimeres, er det 21. århundredes version af en stalinistisk skueproces. Hele det juridiske forarbejde kontrolleres af tidligere Røde Khmerfolk, der i dag sidder i det cambodjanske regeringsapparat. Chefdommeren er helt åbenlyst købt og betalt af regeringen. Det er en uhørt skandale, at FN overhovedet accepterer at være aktør i denne farce«, siger Thayer i en blog på New York Times’ hjemmeside.

Thayer udtaler sig med en vis vægt. Han opsporede Røde Khmer-gruppens ledere op gennem 1980′ ernes partisankrig, efter at regimet var blevet fordrevet af en vietnamesisk invasion i januar 1979. I 1997 præsterede han et internationalt mediescoop, da han interviewede den tidligere topfigur i styret, Pol Pot, efter at denne var faldet i unåde blandt sine kolleger i partisanhærens ledelse.

Joshua Kurlantzick, en amerikansk skribent og analytiker, der har fulgt udviklingen i Sydøstasien gennem mange år, skriver på tidsskriftet The Atlantics hjemmeside om sagen:

»Retssagen mod de Røde Khmerer går nu fra slemt til værre () det er velkendt, at Cambodjas regeringschef Hun Sen længe har været modstander af at der indledes forundersøgelser mod flere tidligere regimefolk.

Han har fortalt befolkningen, at han ønsker at lægge Røde Khmer-perioden bag sig. Hun Sen har selv en fortid som embedsmand i Røde Khmer-regimet, omend han befandt sig på et så lavt niveau i systemet, at tribunalet aldrig ville være kommet i nærheden af ham. Men han har mange gamle kampfæller, som kunne have kommet i dommernes søgelys«. Kurlantzick fortsætter: »I mange år mente jeg, at Røde Khmer-tribunalet stadig var værd at gennemføre, trods de mange forsinkelser, trods at mange af de gamle Røde Khmer-topfolk var så højt oppe i årene, at langvarige fængselsstraffe ville være illusoriske, trods de urimeligt høje omkostninger, betalt af udenlandske donorer. Men nu står det helt klart, at tribunalet er en farce«.

Youk Chang er af en anden opfattelse. Han leder Documentation Center of Cambodia i Phnom Penh, en organisation, der har opbygget et arkiv og en database over de forbrydelser, der blev begået i Cambodja under Røde Khmer-perioden.

»Tribunalet handler også om retfærdighed«, siger han til New York Times. »For første gang i cambodjansk historie, har vi fået en debatkultur. Det betyder, at volden er reduceret, og at demokratiet har bedre vilkår«.

FRANCOIS PONCHAUD er den franske præst, der for 35 år siden var blandt de allerførste til at skabe international opmærksomhed om de massive overgreb, som Røde Khmer-regimet begik mod sine borgere. Han kritiserer også tribunalet i Phnom Penh, men ud fra et helt andet grundsynspunkt.

Ponchaud, der i dag er 73, siger til avisen Jakarta Globe: »Tribunalet er en monumental fejltagelse () og jeg vil nægte FN-systemet retten til at være den myndighed, som kan dømme Røde Khmer-lederne. ‘ FN beskyttede af geopolitiske årsager de Røde Khmerer under den Kolde Krig. Så jeg kan ikke se, hvordan FN i dag kan have retten til at dømme dem, som man dengang støttede«. Den franske teolog mener også, at tribunalet påfører det cambodjanske samfund et retfærdighedsideal, som ikke er egnet for et buddhistisk samfund.

Ponchaud var blandt de sidste vesterlændinge, der flygtede ud af Phnom Penh, da de Røde Khmerer tog magten i april 1975. Da han vendte hjem til Frankrig berettede han til medierne, at de Røde Khmerer var begyndt at tømme Phnom Penh for at sende befolkningen ud til arbejdslejre i landdistrikterne. Meget få troede på ham, men to år senere dokumenterede han Røde Khmer-regimets politik i en bog, der siden blev en klassiker: ‘ Cambodja: År Nul’.

Netop evakueringen af Phnom Penh i foråret 1975 er en af de begivenheder, som en fortsat retssag skulle have fokuseret på. Ponchaud har været nævnt som et muligt vidne i denne sammenhæng.

»Hvis jeg indkaldes, vil jeg ikke tøve med at fortælle retten, hvad jeg mener er sandheden«, siger han til Jakarta Globe.

Tilbage står også spørgsmålet om de omkostninger, som tribunalet i Phnom Penh er løbet op i. I sidste måned betalte Storbritannien og Australien henholdsvis 750.000 pund og 1,7 millioner dollar for at sikre retssagens fortsættelse.

(artikel i Politikens debatsektion 5. maj 2012)

Udgivet i Sydøstasien | Skriv en kommentar

Et enkelt døgn, der ændrede østasiatisk historie

Udgivet den 19. april 2012 af flemmingytzen

En fuser i Nordkorea og en aftale i Myanmar. Men koreanerne mangler, hvad burmeserne har: fornemmelsen for virkeligheden.

I LØBET af et enkelt døgns tid ændredes østasiatisk historie dramatisk og til det bedre.

På den koreanske halvø forsøgte klodens mest isolerede regime sig med en i egen forståelse legitimitetsprøve ved at sende en raket til vejrs. Missilet, der skulle have sat en satellit i kredsløb og have demonstreret Nordkoreas evne og vilje til at affyre langtrækkende våben, fejlede demonstrativt. Der kan ikke tænkes nogen større ydmygelse for Kim-familiens yngste ledestjerne Kim Jong-Un, for han ville bruge affyringen til at markere 100-året for sin farfars fødsel – det nordkoreanske dynastis grundlægger, Kim Il-Sung – og dermed foretage den symbolpolitiske konsolidering af sin egen ret til magten.

Efter den eklatante fuser må selv de mest indoktrinerede nordkoreanere spørge: Er dette et signal om, at unge Kim ikke har retten til det kejserlige himmelske mandat? Missilet skulle have været det guddommelige bevis på unge Kims ejerskab til magten, idet det skulle demonstrere landets evne til at afskrække et eventuelt angreb fra arvefjenden USA. Hvad tænker strategerne i Pyongyang nu: Skal vi finde en anden måde at demonstrere magt på, eller er det selve dynastiet, der ikke længere duer? Fuseren er både militær og politisk, og det geopolitiske landskab i Nordøstasien vil blive ændret. Tvivlen har sneget sig ind bag de nordkoreanske bjerge.

ANDERLEDES opmuntrende er det politiske billede i et land, der indtil for nylig havde en pariastatus ikke ulig Nordkoreas.

Myanmar, det tidligere Burma, fik fornemt besøg af ingen ringere end regeringschefen fra den tidligere kolonimagt, Storbritannien. David Cameron fik trykket hænder med først præsident Thein Sein og flere af dennes kolleger fra den tidligere junta og efterfølgendemed landets demokratileder, Aung San Suu Kyi. Cameron er manden, der har Europas nøgle til et fremtidigt engagement i det land, der har påbegyndt en forsigtig og trinvis rejse ind i mere civile tilstande.

Når EU’s udenrigsministre mødes på mandag, vil beskeden fra briterne være, at de fleste EU-sanktioner kan ‘ suspenderes’, men endnu ikke ophæves, og at våbenembargoen forbliver, hvor den er.

For det er, hvad Cameron fortalte præsident Thein Sein, mens de sad i pompøse omgivelser, der kunne have været designet af nordkoreanere: Vi støtter reformerne, men hvis nogle af jeres generaler slår bremsen i, lukker vi for både pengestrøm og besøg ( læs: ingen europæisk deltagelse, når Myanmar i 2014 bliver formand for Asean og skal være topmødevært).

I lidt blidere vendinger var det også budskabet fra Aung San Suu Kyi, da hun stod side om side med Cameron på terrassen ved boligen på University Avenue 54: »Hvis reformerne obstrueres, vender sanktionerne tilbage«. Et umisforståeligt budskab fra en politisk leder, hvis parti nu har 43 pladser i det burmesiske parlament efter det suppleringsvalg, der reelt var en popularitetsafstemning, hun vandt massivt. Et forspil til det næste parlamentsvalg i 2015.

Den pensionerede officerselite har læst teksten og må spørge: Står hun reelt lige uden for præsidentpaladset?

SOM ET konstruktivt resultat af de gulerod og stok-metoder, der har været EUs politik over for Myanmar i en lille snes år, er Europa nu på vej ind i et fuldtonet engagement i det engang så isolerede land.

De politiske kontrolmekanismer er på plads via Suu Kyis parti, den Nationale Liga for Demokrati. Et dansk engagement i form af uddannelse af burmesiske parlamentarikere er under forberedelse.

Burmesere deltager snart i det sydøstasiatiske velstandsmirakel. Summen af de europæiske erfaringer med Myanmar hen over et par årtier er derfor positiv og opmuntrende. De moderate sanktioner virkede, fordi de havde indbyggede belønninger, der kan foldes ud nu, hvor Den Nationale Liga for Demokrati er helt uden for konkurrence, når det gælder folkelig opbakning og popularitet. EU og USA har den partner, vi behøver, og militæret ved det.

TILBAGE står den nedslående konklusion, at en tilsvarende strategi ikke har muligheder for at virke over for Østasiens nu sidste pariastat, Nordkorea. Hvad de fleste har glemt er, at gulerodspolitikken allerede har været forsøgt her. Tilbage i 1990′ erne blev Nordkorea stillet energiforsyninger i udsigt – tilmed opførelse af en letvandsreaktor, betalt af Vesten, Sydkorea og Japan. Men for den militære elite blev det tilsyneladende for meget at skulle have amerikanske og europæiske teknikere gående omkring. Nordkoreanerne mangler burmesernes sans for virkeligheden.

(klumme i Politiken 18.04.2012)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Tøv en kende med at sende en pengestrøm mod Myanmar

Udgivet den 14. april 2012 af flemmingytzen

Hvis Myanmar drukner i investeringer nu, vil udviklingen køre skævt. Principper først, dernæst penge.

KNAP er støvet fejet ud af valglokalerne her i Myanmar, før hotellerne i landets forretningscenter, den tidligere hovedstad Yangon, gør klar til at modtage en stribe af investorer og rådgivere fra internationale institutioner, der vil sende millioner af dollar, yen og euro ind i det fattigdomsplagede land.

EU-KOMMISSÆREN for udvikling, Abdris Pielbags, har allerede været forbi og fortalt det militært dominerede styres civile repræsentanter, at EU har sat 150 millioner euro af til udviklingsformål for perioden 2012-13. Tallet er en ren symbolsk tilkendegivelse, eftersom Pielbags satte modtagernavne på: sundhed, uddannelse, landbrug og frem for alt de titusinder af internt fordrevne især i landets nordlige regioner. Det er urealistisk at tro, at store summer kan finde vej til Myanmars mest isolerede regioner på så kort tid.

Men EU’s budskab er vigtigt, for mellem linjerne lyder det: Luk op for områder, hvor der har foregået etniske udrensninger i årtier, så binder vi efterfølgende pengene op på hjælpeaktiviteter og udviklingsinvesteringer.

NÅR OPPOSITIONENS nyvalgte medlemmer til parlamentet har indtaget deres pladser i det surrealistiske bygningskompleks i hovedstaden Naypyidaw, vil der lyde et tilsvarende krav: Tatmadaw, det burmesiske navn for det frygtede militær, skal tilbage til barakkerne og give plads for FN-systemet og de internationale hjælpeorganisationer, der står på spring for at komme ind. Præsident Thein Sein skal overbevise generalerne i det system, han selv har været en del af, om det nødvendige i at fortsætte den retræte, som er en forudsætning for en normalisering af Myanmars forhold til omverdenen.

Et 14 år gammelt fortilfælde fra Sydøstasiens folkerigeste land viser, at sådan en udvikling ikke er en utopisk forestilling. Indonesiens officerselite lempede i 1998 præsident Suharto ud af præsidentpaladset i Jakarta. Suhartos yngre officerskollega Bambang Yudhyono er i dag folkevalgt præsident og leder af klodens folkerigeste muslimske land i en imponerende fremgang (og hvornår lærer de arabiske lande noget af dette sydøstasiatiske skoleeksempel?).

INTERNATIONALE investeringer bør kun komme forsigtigt til Myanmar, dvs. i et moderat tempo. Den afgåede officerselite har ophobet store summer i statsselskaber inden for energiudvikling, ædelstene og råvarer.

Hvad de nyvalgte parlamentarikere her i Myanmar må gøre, er at bede EU, USA, Kina og nabolandene om at formulere principper for fremtidige investeringer i pagodelandet, lovfæstede rettigheder og økonomisk kompensation til de berørte mindretalsgrupper.

Senere på måneden skal EU’s udenrigsministre drøfte yderligere lempelser af de i forvejen meget moderate sanktioner mod Myanmar. Frankrig, der via energi-firmaet Total allerede har fedtet fingrene ind i burmesisk naturgas, vil slå til lyd for, at EU’s erhvervsliv skal ind med fuld skrue, mens Danmark, Storbritannien og Sverige vil mane til forsigtighed.

Det kinesisk-finansierede dæmningsbyggeri i Myitsone i den nordlige Kachin-delstat kan blive prøvestenen for en balanceret økonomisk udvikling i Myanmar. Præsident Thein Sein suspenderede byggeriet i fjor for at signalere, at han er bekymret over Kinas økonomiske dominans og gerne vil åbne op for vestlig tilstedeværelse. Men suspensionen gælder kun til 2015, og anslået 1.000 kinesiske arbejdere befinder sig stadig i Myitsone.

På det lange sigt kan Myanmar ikke undvære investeringerne i infrastruktur fra giganten i nord, der har uanede ressourcer til formålet. Verdensbanken, FN-systemet, EU og USA kan hjælpe den nu legaliserede opposition til at sikre, at satsningerne på infrastruktur ledsages af civile programmer inden for fødevareproduktion, sundhed og miljø.

FORDI Myanmar gennem årtier har sendt alt for mange unge talenter i uniform og brugt penge på våben og atomprogrammer ( med Nordkorea og Rusland som villige hjælpere), er landet ekstremt underforsynet med folk, der magter at planlægge rammerne for en balanceret udvikling inden for jordreformer, finansiel regulering og investering.

Mange love er rene museumsstykker fra den britiske kolonitid, og en stor del af embedsværket er præget af den systemtænkning, udgået fra et militærsystem, der reelt har været en stat i staten, hvad monstrøse luksusvillaer med tilhørende golfbaner i Yangons forstæder vidner om.

EUROPÆISKE engagementer skal konsekvent have fokus på kravene om frigivelse af de resterende politiske fanger. Megen lovgivning er kun midlertidig. En ansvarlig EU-politik må bidrage til at gøre de foreløbige forbedringer permanente.Tjek med oppositionspartiet NLD, når det sker.

I de danske og europæiske overvejelser skal opmærksomheden ikke kun rettes mod de to hovedpersoner i processen, men flest mulige lag i samfundet og uden for militæret. De absurde og opportunistiske påstande om, at vestlige sanktioner var årsag til elendigheden i Myanmar, er for længst havnet på historiens mødding. Europas vej frem i pagodelandet må bæres af først principper, dernæst realisme.

(klumme i Politiken 3.4. 2012)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Suu Kyi lover forsoning, ikke tilgivelse

Udgivet den 31. marts 2012 af flemmingytzen

Myanmars demokratiikon, Aung San Suu Kyi, ser søndagens valghandling som begyndelsen på en lang forsoningsproces. Årtiers menneskeretskrænkelser vil ikke blive glemt, lover hun.

De første minutter af Aung San Suu Kyis møde med et par hundrede internationale mediefolk i haven uden for privatboligen på University Avenue i Yangon går med at løse tekniske problemer. Nogle af demokratiikonets velkomstord forsvinder i et skingert elektrisk hyl, og hendes hjælpere må have råd og vejledning fra besøgende tv-folk for at få lyden til at fungere.

Derefter går det tjept derudad på skiftevis engelsk og burmesisk i nøjagtig 100 minutter, hvor den snart 67-årige nobelpristager demonstrerer sin elegante, men også polerede retorik og enestående evne til at manøvrere i det politiske minefelt, hun har befundet sig i gennem mere end et par årtier med mangeårig chikane, husarrest, sygdom og isolation.

Suu Kyi var en uge tidligere kollapset af overanstrengelse og dehydrering under en flodsejlads i forbindelse med et af sine kampagnebesøg i provinsen.

»Jeg blev syg og havde brug for hvile. Min tilstand er stadig en anelse skrøbelig«, forklarer hun.

Hun gør samtidig en pointe ud af, at hun har nået at være rundt i alle landets provinser og især har mødt folk fra de områder, hvor de væbnede konflikter har stået på, siden landet fik selvstændighed.

»Jeg tror på en ægte demokratisk union, hvor vore folkeslag kan leve fredeligt sammen«, siger hun og antyder dermed, hvor hendes fremtidige politiske rolle kan få sin største betydning: som mægler mellem parlamentet og de regionale oprørsgrupper, der endnu ikke tror på regeringens tilbud om fredsaftaler.

Så følger en stribe svar på en række af de presserende spørgsmål om det suppleringsvalg, der ventes at give hende og et antal partifæller nogle af de 45 pladser, der er i spil.

»En fri og retfærdig valgkamp har der ikke været tale om. Vi har dokumenteret foreløbig to tilfælde af overfald på vore kandidater. Men dette rokker ikke vort partis vilje til at deltage. Formålet for os har været at vække befolkningens politiske bevidsthed. I de dage, da jeg var syg, voksede antallet af deltagere ved vort partis møder kun endnu mere«, lyder den optimistiske udmelding.

Om hun frygter at blive udnyttet af et militærstyre, som forlods har sikret sig et markant flertal i parlamentet?

»Så længe det kan gavne nationen, har jeg intet imod at blive udnyttet«.

I det kontroversielle spørgsmål om EU-sanktioner, som skal til revision om en måned, svarede Suu Kyi:

»Vi venter med at komme med anbefalinger til efter valget«.

I samme åndedrag hilser hun udenlandske investeringer velkommen, hvis de gennemføres på et etisk forsvarligt grundlag. De skal ikke kun gavne den militære elite, men den brede befolkning.

Og turisterne? »De er velkomne, hvis da de ellers kan få hotelværelser«, siger Aung San Suu Kyi.

Politiken spurgte om, hvorvidt hun fra sin plads i parlamentet vil bakke op bag forslag til internationale undersøgelser af årtiers menneskeretskrænkelser i landet.

»Vi vil støtte ethvert politisk skridt, der forbedrer menneskerettighederne i landet. Men den menneskeretskommission, som regeringen har nedsat, er mit parti ikke blevet inviteret med i. Der foregår lokalt en stribe overgreb, og dem rapporterer vi om«.

Vil en repræsentation i parlamentet betyde, at hun kommer til at tilgive militærets overgreb på civilbefolkningen?

»Vi deltager i den politiske proces for at udføre politisk arbejde, og hverken tilgivelse eller gengældelse er en del af dette. Vi arbejder for national forsoning gennem ikkevoldelige midler. På lang sigt er det ændringer af forfatningen, vi har som mål. Men I får mig ikke til spekulere i valgkampen til præsidentposten i 2015!«.

Om hun har tillid til, at samarbejdet med den reformvenlige præsident Thein Sein kan vare ved?

»Han mener det oprigtigt. Hvad der er uklart, er, om han har hele militæret bag sig. NLD ( Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, NLD) arbejder på at bygge et tillidsforhold op til militæret«.

Om Myanmars vanskelige balancegang mellem Asiens to giganter, Indien og Kina:

»I Indien har jeg mange venner, som jeg nærer varme følelser for. Indien er verdens største demokrati og kan altid gøre mere, end det har gjort. Kina? Husk, at Burma var et af de første lande til at anerkende det kommunistiske Kina efter grundlæggelsen i 1949. Vi er naboer og vil altid være det. Min kampagnerådgiver er halvt kineser«.

Om hvilken model for demokrati hun gerne ser, at Myanmar bevæger sig imod?

»Der er forskellige modeller for demokrati, og Burma skal nok finde sin egen vej. Den bliver lang, og vi er kun nået til det allerførste stadie. På en skala fra et til ti står vi på etteren«.

Hvilket af landets navne, Myanmar eller Burma, ser hun helst anvendt?

»Burma, tak. Det lyder pænere end Myanmar og er nemmere at udtale for udlændinge«.

Hvordan hun vil huskes, når hun engang forlader politik?

»Som en, der gjorde sin pligt«.

Efter 100 minutters retorisk pingpong er den internationale medieverdens møde med demokratiikonet ovre. Et smil, om på hælen og ind i den berømte bungalow. Ikke flere kampagnemøder, af sted til valgdistriktet lørdag aften, og søndag morgen ud til valglokalerne, halvanden time ude af Yangon.

(reportage i Politiken 31.3.2012)

Fakta: FAKTA VALG I MYANMAR
Omkring seks millioner vælgere er stemmeberettigede ved det suppleringsvalg, hvor 45 pladser ( syv procent) ud af 600 i Myanmars parlament skal besættes. Pladserne er ledige, fordi de tidligere medlemmer, der blev valgt ind ved en militært styret valghandling i 2010, siden er blevet udpeget til poster i regeringsapparatet. Søndagens valg er ikke overensstemmelse med internationale standarder. Men det har betydning, fordi det største oppositionsparti NLD, ledet af Aung San Suu Kyi, kan deltage.

Udgivet i Interviews, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Stalins ånd svæver over Myanmars valg

Udgivet den 29. marts 2012 af flemmingytzen

Suppleringsvalg har historisk symbolsk betydning, men ændrer ikke magtforholdene i Myanmar.

(skrevet fra Yangon, Myanmar/Burma)

DEN SOVJETISKE diktator Josef Stalin skal engang have sagt, at det vigtigste ved en valghandling ikke er at gennemføre selve stemmeafgivningen, men at kontrollere resultatet. Denne formel passer kun alt for godt på det suppleringsvalg, som holdes her i Myanmar, det tidligere Burma, nu på søndag.

I landets største by, Yangon ( den tidligere hovedstad Rangoon), er trafikken så travl som aldrig før, men kun i enkelte distrikter kan man se valgplakater. De er sat op af det ledende oppositionsparti, Den Nationale Liga for Demokrati ( NLD), ledet af nobelpristageren Aung San Suu Kyi. Regeringspartiet, der hedder Unionspartiet for Solidaritet og Udvikling, holder enkelte møder, som udmærker sig ved et næsten totalt fravær af tilskuere andre end apatiske forbipasserende.

Søndagens stemmeafgivning er et suppleringsvalg, hvor 45 pladser ud af parlamentets 600 er i spil. Selv hvis oppositionen vinder de fleste af disse, ændrer det ikke fundamentalt på magtfordelingen i det parlament, som blev sammensat ved et valg i november 2010, hvor militæret kontrollerede hele processen.

Valghandlingens største betydning bliver derfor alene symbolsk, i den forstand at Aung San Suu Kyi og hendes partifæller i NLD vil få et antal pladser i det parlament, hvor militæret og dets partirepræsentanter for længst har sikret sig et massivt flertal. Men NLD får dermed forhandlingsmuligheder, som ikke eksisterede tidligere, da partiet var illegalt.

FORLØBET op til valghandlingen har antaget både groteske og komiske former. Valglister er blevet fremlagt til gennemsyn, og oppositionens aktivister har opdaget, at nogle vælgere optræder på flere lister samtidig.

Et lyspunkt i dette brogede politiske billede er, at de militære myndigheder har lempet på censuren. I de private medier har journalister fået større frihed til at rapportere om begivenheder, som tidligere var umulige at nævne. Landets største engelsksprogede avis, Myanmar Times, har med en forbløffende åbenhed kunnet rapportere, at der er dukket »spøgelser« ( afdøde vælgere) op på valglisterne i valgdistrikter nær landets næststørste by, Mandalay.

En repræsentant for et af landets nye partier, Folkets Demokratiske Parti, dr. Than Htike Oo, siger til avisen, at hans parti også har fundet omkring 100 navne på vælgere, der optræder mellem 15 og 20 gange på forskellige valglister. Dr. Than er i tvivl om, hvorvidt listerne overhovedet er aktuelle, eller om der er tale om genbrug fra valgene i 2010. Hans parti har fremsendt en formel klage til regeringens valgkommission. Får de få valgobservatører fra nabolandene i Asean mulighed for at protestere, og får dette konsekvenser? Det er usandsynligt.

Men valgobservatørerne er vigtige deltagere i det symbolske spil, der fundamentalt handler om at blåstemple den forsoningsproces, der gennem de seneste måneder har fundet sted mellem præsident og eksgeneral Thein Sein og oppositionslederen Aung San Suu Kyi.

En europæisk diplomat og analytiker siger, at nabolandene i Sydøstasien, EU og USA alle ønsker at se en normalisering af de politiske forhold i Myanmar, men at processen i denne normalisering reelt bygger på disse to personer, Thein Sein og Suu Kyi. Førstnævnte går med pacemaker, sidstnævnte er kollapset og befinder sig under lægeovervågning i sit hjem på University Avenue. Fremtiden tegner skrøbelig.

ALLIGEVEL kan søndagens symbolske handling vise sig at få stor betydning for Myanmars videre udvikling. Alle store donorer af betydning – EU-landene, Japan og USA – er parate til at yde både bistand og hjælpe erhvervsinvesteringer i gang.

Men der er ikke enighed om, hvilke betingelser der skal opfyldes, før pengestrømmen kan begynde at rulle. Det største problem er her, at et halvt århundredes isolation og militær dominans betyder, at landets kapacitet til at administrere store summer af investeringer og bistand er yderst beskeden.

Men hvis pengene flyder ind på betingelser, hvor donorerne stiller kritiske krav om f. eks. miljøhensyn og menneskerettigheder, ligger der endnu et sydøstasiatisk vækstmirakel og venter på at blive forløst. For Myanmar har rigeligt af, hvad de fleste af landene i Sydøstasien har knaphed på: vand og god landbrugsjord.

I kolonitiden var datidens Burma det ‘ spisekammer’, som briterne benyttede, når de skulle skaffe ris til sultplagede regioner i andre dele af imperiet.

Den aktuelle tilstand i Myanmar er således spækket med paradokser: Alle kan se et kolossalt økonomisk potentiale i det fattigdomsplagede land, hvor kun hver fjerde af de 58 millioner indbyggere har adgang til elektricitet. Men for at kunne frigive disse udviklingsmuligheder skal den demokratiske verden acceptere en politisk proces, som vi troede gik bort med kommunismens død. Stalins ånd svæver over de gyldne pagoders land. Fremtiden tegner skrøbelig.

(klumme i Politiken 29.3.2012)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Østasien har de gode erfaringer med sanktioner

Udgivet den 15. marts 2012 af flemmingytzen

Man kunne ønske sig, at Syrien havde lært af Vietnam. Det har til gengæld den burmesiske officerselite.

VILLE rettidige og målrettede økonomiske sanktioner kunne have gjort en forskel over for det Syrien, hvor regimets massakrer og overgreb mod dets modstandere vokser i omfang dag for dag? Kan ‘ smarte’ sanktioner gøre en forskel over for det Iran, som er på vej til at blive en kernevåbenmagt?

Oliegiganten Shell, det mest værdifulde selskab på Londons børs, er direkte forbundet til de økonomiske interesser i Bashar al-Assads styre. Shell har en 21-procents andel i Al Furat Petroleum Company, hvoraf 50 procent er ejet af den syriske stat. En konsekvens af Shells investering er, at Assad har rigeligt med midler til at styrke sit undertrykkelsesapparat, så argumenterne for at tvinge Shell og andre investorer til at trække sig ud af landet vejer indlysende nok tungt.

EU har indført rejseforbud for regimets medlemmer og indefrosset nogle af deres aktiver. Virkningen er begrænset, fordi Assad og hans nærmeste har placeret store beløb i schweiziske banker og derfor er uden for EU’s kontrol. Man kan undre sig over, at det først var i maj 2011, at EU besluttede at indføre våbenembargo mod Syrien. Forbuddet mod import af syrisk olie kom først i november i fjor. Da EU importerede over 90 pct. af Syriens olie, og olie giver den syriske stat 25 procent af dens indtægter, har dette kunnet mærkes på regimet, men Assad har haft rigeligt med tid til at finde nye kunder.

EKSEMPLET viser, at sanktioner skal anvendes med omtanke. De lande, der indfører dem, skal desuden være parate til at yde politiske og økonomiske belønninger, hvis et sanktionsramt regime skifter kurs og forbedrer sig. Hvor meget tid skal Libyens nye ledere have til at vise så mange forbedringer, at de skal belønnes med andet og mere end diplomatisk anerkendelse? Diskussionen bliver svær, hvis det viser sig, at Libyen om fire-fem år fortsat hærges af stridende klaner.

Brugen af sanktioner er ofte blevet kritiseret med henvisning til, at civilbefolkningen rammes, men en så forsimplet udlægning er ingen tjent med. Hos tilhængere af sanktioner henvises der til erfaringerne med det apartheidstyrede Sydafrika, som op gennem 1980′ erne mærkede et pres fra vestlig side, indtil et reformgennembrud kom. De økonomiske smerter har nok været begrænsede for de hvide sydafrikanere, men de moralske tømmermænd har utvivlsomt været massive. Apartheidregimets repræsentanter blev udfordret på deres kristne etik, hvilket gjorde ondt.

I en anden del af verden udfordres militære autokrater på deres buddhistiske etik. Den aktuelle udvikling i Myanmar, det tidligere Burma, demonstrerer, at selv et stålsat nationalistisk militærregime ikke i længden kan holde til at være isoleret. Hverken indadtil, hvor munkesamfundet vendte generalerne ryggen, eller udadtil, hvor juntastyret var den slemme dreng i klassen, som kun få ville skåle med på de bonede gulve.

EU’s sanktioner, der nu er ved at blive lempet, var beskedne, for regimet tjente stort på salg af naturgas til Thailand, men den burmesiske officerselite kunne ikke i længden leve med den voksende økonomiske afhængighed af Kina.

ET EKSEMPEL på positive politiske virkninger af økonomiske sanktioner findes blandt Myanmars naboer. Tilbage i 1980′ erne blev Vietnam og Cambodja isoleret af Vesten, Japan og de provestlige lande i Øst-og Sydøstasien i en sanktionspolitik, der blev begrundet med, at Vietnam opretholdt en militær tilstedeværelse i Cambodja. Ikke nok med at Vietnam blev set som en sikkerhedstrussel af sine naboer, men de militære engagementer drænede den vietnamesiske økonomi så meget, at landet kørte fast i en fattigdomsspiral. Det gjorde ondt at blive forarmet, mens naboerne oplevede mere velstand.

Fra 1987 tog reformkræfterne i det vietnamesiske kommunistparti over og viste vejen ind i den internationalisering, som siden har gjort landet til en af regionens store økonomiske succeshistorier. Sanktioner gjorde her en positiv forskel, fordi de bidrog til at fremkalde et reformalternativ i et styre, der i mange år var forstenet i ideologisk dogmatik.

NATIONALISTISKE dogmer får derimod lov til at leve videre i det Nordkorea, som i voldsom grad har behov for at lære af både Vietnam og Myanmar. Men der er lys for enden af tunnelen. Nordkorea har for nylig indgået en aftale med USA om at modtage 240.000 ton fødevarebistand til gengæld for at indstille atomprøvesprængninger, uranberigelse og test af langtrækkende missiler. De internationale atominspektører meldes i gang med at forberede afrejse til Pyongyang. Så sanktioner giver mening, hvis de har indbyggede belønninger, men intet land er så uberegneligt som Nordkorea.

(klumme i Politiken 15.3.2012)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma | Skriv en kommentar

Kinamandens guide til mødet med Obama

Udgivet den 16. februar 2012 af flemmingytzen

Hvad Xi Jinpings rådgivere kan have fortalt deres chef inden mødet med Obama.

NÅR LEDERE af stormagter mødes, rulles der en særlig diplomatisk praksis ud. Taler og udsagn er nøje afstemt, så begge parter kan leve med de velkendte uenigheder og glæde sig over det, der gør, at der er fremdrift i dialogen på tværs af interessemodsætninger og ideologiske forskelle.

Den kinesiske vicepræsident Xi Jinpings møder i Washington var en lang række af sådanne øvelser, og især vicepræsident Joe Biden fik afleveret de nødvendige budskaber om, at Kinas økonomiske politik må justeres, så der i højere grad tages hensyn til beskæftigelsen i den amerikanske fremstillingsindustri. Med Kina som verdens største produktionshal og USA som det største forbrugersamfund er det altafgørende, at parterne når den rette balance.

LAD OS for en stund glemme den politiske koreografiog gøre et tankeeksperiment: Hvad har Xi Jinpings embedsværk rådet ham til at svare Obama og Biden i de samtaler, der er foregået bag lukkede døre? Hvad kan der have stået i de papirer, Xi har læst forud for ankomsten til Det Hvide Hus? Her følger nogle bud:

Jobskabelse. Kammerat vicepræsident, når Obama og Biden siger, at vi i Kina ikke følger de basale regler for fri og fair konkurrence, må vi fremhæve den positive udvikling, der har gavnet begge lande gennem tre årtier. I løbet af bare det seneste tiår er den amerikanske eksport til Kina vokset med 468 procent, hvilket har skabt tre millioner job i USA. 47 ud af 50 amerikanske stater har oplevet trecifrede vækstrater i deres salg til det kinesiske marked. Ved at købe kinesiskfremstillede produkter har amerikanske forbrugere sparet noget nær 600 millioner dollar. Hr. Smith og fru Jones i Iowa og Wyoming kan fylde meget mere i indkøbskurven for en 100-dollar-seddel, end de kunne for 20 år siden, takket være millioner af kineseres flittige indsats ved samlebåndene i Guangdong og Fujian. Lavtlønsjob og forbud mod fagforeninger? Så mind lige vore amerikanske værter om, at for seks år siden fik de 28.000 ansatte i Wal-Marts kinesiske afdelinger ret til at organisere sig. Det var noget, som mange af deres kolleger hjemme i USA stadig kun kan drømme om.

Økonomisk ubalance. Klagerne over vort store overskud i samhandelen er en gammel melodi, der spilles. Sig til vore værter, at der sker en regulær eksplosion i lønudviklingen i store sektorer af kinesisk industri. Den udvikling vil fortsætte og får den samme virkning som en opskrivning af vor valuta. Altså: Vore arbejdere får bedre lønvilkår, samtidig med at amerikanerne får den bedre handelsbalance, de har bedt om så længe. Hvad kan de forlange mere?

Vore naboer i Asien. Den største fælles udfordring er stadig dette ubegribelige dynasti i Nordkorea, som nu ledes af en meget ung mand. Vi har i ganske mange år arbejdet tæt sammen med USA om at inddæmme denne besynderlige anakronisme, og amerikanerne har for længst erkendt, at vor indflydelse på den nordkoreanske lederklan er stærkt begrænset. Ved at skrue op og ned for leverancer til Nordkorea bruger vi på vor egen diskrete måde sanktioner mod regimet, men lad os være enige med Obama om ikke at fortælle dette offentligt. I Myanmar går det heldigvis den rigtige vej, og lad os fortsætte stille og roligt med den arbejdsdeling, der ligger i kortene. Vi finansierer størsteparten af den burmesiske infrastruktur, mens USA og EU hjælper til med den politiske liberalisering, så dette land med tiden kommer til at ligne noget, der er mere stabilt og tolerant og på overfladen har noget demokratisk over sig. Så er der lige det allersværeste: territorialstridighederne i Det Sydkinesiske Hav. Lad os begge være enige om at sejle langsomt, for der er tale om usikkert farvand. Vi har ingen hast.

Syrien. Helt ærligt, vi mener heller ikke, at Assad og hans slæng er værd at samle på.Men han er russernes særlige ven, og de har en lang historie sammen. Der, hvor Syrien ligger i dag, var der for et par tusinde år siden en vigtig post på en af de handelsruter, som var en del af det, der i historieskrivningen kaldes Silkevejen. Den dag, der kommer ro på i Syrien, vil vi gerne bidrage til at gøre dette hjørne af Levanten til en moderne handelsstation for transit af kinesiske varer til hele Middelhavsområdet. Det kommer nok til at vare noget tid, men vi kinesere er jo tålmodige folk.

Den Europæiske Union. De to EU-ledere Van Rompuy og Barroso er under et besøg i Beijing blevet beroliget af regeringschef Wen Jiabao og vor nationalbankdirektør. De to gæster fik at vide, at Kina vil fortsætte med europæiske obligationer, for vi har en interesse i, at vort største eksportmarked ikke kollapser. Så det skal nok gå alt sammen, men lad venligst være med at gå i detaljer med Grækenland, for her er et land, der ser ud til at være uden for pædagogisk rækkevidde.

(klumme i Politiken 16. februar 2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Supermagtens sidste suk høres ikke på væddeløbsbanen

Udgivet den 5. februar 2012 af flemmingytzen

En berømt herre fra Indien kom til byen og afleverede et budskab, som alt for få opdagede.

UNDER ET hestevæddeløb hvirvles en masse jord og småsten op, mens dyrene gungrer løs hen ad banen. Når løbet er overstået, ser alt ud som før. Tilskuerne går hjem efter at have fulgt løbet med en intens interesse. Efterfølgende viser det sig, at ingen opdagede, at hele væddeløbsbanen langsomt synker og tilskuerbalkonernes cement slår revner. Ved starten af næste løb er banens ejer gået fallit, så der er ingen penge til at reparere banen og de tilhørende anlæg for.

Billedet af væddeløbsbanen dukker op efter observationer af det politiske væddeløb mellem Mitt Romney og Newt Gingrich. De hælder skidtspande ud, først på Barack Obama, dernæst på hinanden, og derfor ser de ikke, at væddeløbsbanen smuldrer under dem. Må Gud velsigne Amerikas Forenede Stater.

Budskabet, der burde få de amerikanske præsidentkandidater til at vågne op til dåd, stod i en stribe asiatiske medier i mandags: Om tre år bliver Shanghai det internationale center for international handel med renminbi, den kinesiske valuta. Afsenderen var Den Nationale Udviklings-og Reformkommission ( NDRC) i Beijing, der fremlagde sine målsætninger for det, der kaldes 2015-yuanplanen.

Analytikere siger, at verden nu har fået et bedre indblik i Kinas planer for liberaliseringen af landets kapitalmarkeder. Læs: Shanghai som rival til London og New York inden for få år.

En kinesisk storby som Asiens finansielle center, gys! Skal vi være foruroligede? Nej, for konkurrence er sundt. Det står i Kapitalismens Lærebog, kapitel 1. Men er der noget, Europas gældskrise har lært os, er det, at for en skyldner opleves kreditorer som skinbarlige diktatorer. Man forstår, hvorfor den græske arbejdsløshedshær råber ‘ fascist’ ad Angela Merkel.

NOK KAN de amerikanske primærvalg have fascinerende aspekter, men det er slående, som den amerikanske nations mest presserende udfordringer er nærmest totalt fraværende i valgkampdebatterne.

Forklaringen? Den uopslidelige tillid til, at amerikansk exceptionalisme kommer til at gøre forskellen: Ja, USA er noget særligt og kan ikke erstattes, og ja, Kina er på vej op, men vi her i Guds Eget Land skal nok finde ud af at møde denne udfordring og gøre alt det, som er nødvendigt for at afværge, at den kinesiske udfordring bliver en trussel mod vor dominans.

Amerikanernes selvforståelse minder om, hvad ireren Stephen Dedalus i James Joyces ‘ Ulysses’ svarer, da han bliver spurgt om, hvad den britiske borger er mest stolt over, og han ironisk svarer: »At solen går aldrig ned over hans imperium«.

Enhver stormagt i verdenshistorien har været båret af en følelse af, at dens dominans ville fortsætte.

USA’s NUVÆRENDE status i verden begynder at ligne den situation, Storbritannien kom i under Suezkrisen i 1956, da den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower modsatte sig den britiske militære intervention i Suezkanalen, som Egyptens præsident Nasser havde nationaliseret.

Det britiske pund var trængt, og fi-nansminister Harold Macmillan bad USA om finansiel bistand. Eisenhower svarede, at han kun ville give briterne adgang til hjælp fra Den Internationale Valutafond ( IMF), såfremt briterne respekterede FN’s resolution om Suez og trak sig ud af området. Hvilket skete. Briterne tog retræten, Macmillan fik gigantiske lån fra både USA og IMF, og Macmillan forklarede efterfølgende, at hans land havde oplevet »en faldende stormagts sidste suk«.

Inspirationen til disse betragtninger kommer fra den indiske økonom Arvind Subramanian, der for nylig har gæstet Danmark. Alt for få opdagede det budskab, han fyrede af til en kreds af topledere: at Kina allerede har overhalet USA økonomisk, når der måles på købekraft.

Subramanian, der arbejder for Peterson Institute for International Economics i Washington har foretaget beregninger, der viser, at Kina allerede i 2010 blev klodens største økonomi, når der måles på det såkaldte købekraftskorrigerede nationalprodukt.

»Udviklingen går langt hurtigere, end de fleste forestiller sig, og USA’s position som økonomisk dominerende magt er på hastig retur«, forklarede den berømte økonom til Berlingske Business.

Tag lige endnu et citat fra Arvind Subramanian, og læg det ind i Europas og USA’s langtidsplanlægning ( hvis en sådan findes): »Der vil komme politiske forandringer i Kina, men spørgsmålet er, om forandringerne bliver ukontrollable. Hvis man ser på andre østasiatiske lande, har de skiftet fra diktatur til demokrati relativt gnidningsfrit. Det mest sandsynlige er gradvise ændringer uden voldsom ustabilitet. De næste 20 år vil der formentlig være et etpartisystem med en gradvis demokratisering af selve partiet«.

(klumme i Politiken 5. februar 2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar