Beijings penge sikrede genvalg af Taiwans præsident

Udgivet den 18. januar 2012 af flemmingytzen

Østatens vælgere fortsætter på den sikre vej.

TAIWANS netop overståede præsidentvalg kan udlægges forskelligt, alt efter politisk temperament og valg af synsvinkel.

At præsident Ma Ying-jeou fra det kinesiske Nationalistparti, Kuomintang ( KMT), får en anden og sidste fireårig præsidentperiode, sender et budskab til resten af verden, som de færreste kan have dårlige fornemmelser over. For så bliver der ro på i forhold til både Kina og USA, de eneste to magter, der har interesse i og indflydelse på østatens fremtid.

Blandt Taiwans vælgere vil meningerne om østatens fremtid fortsat være præget af kiv og splid. En formel for, hvorledes taiwanerne kan finde en vej frem uden at tage vidtrækkende hensyn til Kina og USA, er det umuligt at få øje på.

SOM EN illustration af disse pointer følger her et eksperiment. Lad os forestille os en debatblog for aktører med interesse i Taiwans fremtid. De diskuterer under nummererede pseudonymer.

‘ Wang-100’, der repræsenterer det sejrende Nationalistparti, skriver: »Pyha, godt vi hev sejren hjem. Hvis oppositionen havde vundet, ville millioner af fanatiske nationalister på det kinesiske fastland have udsat os for et sandt bombardement i cyberspace, og vi ville have været forsvarsløse. Den eneste sikre vej til fredelig sameksistens med Kina er penge, penge og penge. Efterhånden som vi på begge sider af Taiwan Strædet erkender nødvendigheden af økonomisk integration som grundlaget for opbygning af fælles velstand, må vi overbevise vore partnere på fastlandet om, at de skal demokratisere deres politiske system, så en politisk tilnærmelse kan komme på tale«.

‘ Dong-101’, der tilhører det tabende oppositionsparti, Det Demokratiske Fremskridtsparti ( DPP), skriver i sit indlæg: »Vi må erkende, at det er uoverkommeligt at skulle hamle op med to så stenrige politiske partier som Kuomintang her på øen og Kommunistpartiet på fastlandet. De tænker kun på profitter, fester og fede middage. Mange af os almindelige taiwanere har efterhånden en oplevelse af at blive kørt over af meget store økonomiske interesser, som de færreste har mulighed for at gennemskue. Efterhånden som vi bliver opslugt af den gigantiske altfortærende drage, risikerer vi, at vor handlefrihed ryger med i købet. At de lukker for kreditgivningen den dag, vi gør noget, de ikke bryder os om«.

‘Fang-102’, der er en højtplaceret rådgiver i regeringsapparatet i Beijing, byder ind i diskussionen med dette indlæg: »Vi er lettede over forløbet af regionalvalgene i Taiwan. Det har været tankevækkende at følge valgkampen, og vi har med tilfredshed konstateret, at det tabende oppositionsparti ikke længere anser løsrivelse for en realistisk vej frem.

Hvis Taiwan ønsker sig flere friheder end dem, de allerede har fået gennem et kvart århundredes reformpolitik, ja så er det jo noget, vi må forhandle om; dog naturligvis med respekt for de fundamentale realiteter, som vi og amerikanerne har været enige om, siden præsident Nixon kom hertil og bad om godt vejr for 40 år siden. Vi har siden sagt, at Taiwan kan beholde det system, øens politikere har opbygget, når bare man respekterer, hvor det er, man som samfund hører til. Denne model er til fælles bedste, fordi den respekterer flest mulig legitime interesser«.

HEREFTER melder ‘ Hong-103’ sig fra udenrigsministeriet i Washington:

»Tak for interessante indlæg. Herfra er der ikke meget at tilføje. Vores formel for Taiwans fremtid er enkel og ligetil: hverken uafhængighed eller genforening. Vi er fuldstændig på det rene med, at Taiwan ikke kan blive en politisk del af det nuværende Kina, så længe der ikke er sket en gennemgribende demokratisering af fastlandets system. Taiwan kan naturligvis først genforenes med sin kulturelle Big Brother, den dag han er værd at genforenes med. Her er der altså et stykke vej endnu. Mens vi venter på nye politiske reformtiltag i Kina, som tidligst kommer efter generationsskiftet senere i år, glæder vi os over, at vort strategiske samarbejde med Kina om en lang række globale udfordringer kan fortsætte. Ingen ved sine fulde fem kan ønske sig konfrontationer mellem Kina og USA, og slet ikke Taiwans befolkning, som i ly af det gode amerikansk-kinesiske forhold har opbygget et af Asiens mest velfungerende demokratier«.

AFSLUTNINGSVIS byder ‘ Jiang-104’ ind fra Bruxelles med følgende: »Det er sandelig tankevækkende at følge udviklingen set her fra Den Europæiske Union, hvor den allerstørste økonomi forsøger at sætte insolvente medlemslande under administration. Jeg er blevet spurgt, hvor jeg helst vil se mine børn vokse op, i Grækenland eller i Taiwan. Sidstnævnte, tak! Men selvfølgelig bliver Sydeuropa et interessant sted at besøge, og vi bør interessere os grundigt for verden af i går«.

(klumme i Politiken 18.01.2012)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Kims død bringer næppe en koreansk genforening nærmere

Udgivet den 20. december 2011 af flemmingytzen

Stormagterne har en interesse i status quo i Korea et stykke tid endnu.

VERDEN er blevet et lidt bedre sted at leve i, efter at førstemanden i klodens sidste stalinistiske dynasti har forladt den. Men hvor meget vi end ønsker os, at de forarmede nordkoreanere skal blive en del af de omgivende samfund, gør vi klogt i ikke at nære illusioner om, at der venter en ‘ tysk’ model for de to koreanske stater.

En koreansk genforening forudsætter, at befolkningen i Sydkorea ønsker den og har råd til at finansiere alt det, der følger efter. Det økonomiske gab mellem Syd- og Nordkorea er langt større, end den tilsvarende forskel mellem de to tyske stater var ved Murens fald i 1989. ‘ Broderkærligheden’ har sine indlysende begrænsninger, og de handler om økonomiske ofre og levestandard.

SER MAN nærmere på de eksterne aktørers interesser, tegner der sig en broget ligning, hvor der på bundlinjen står: Behold status quo en rum tid endnu. Gyseligt at tænke på, når vi ved, hvor slemt det store flertal af nordkoreanere har det, men her er der ikke råd til blåøjede illusioner.

Den sydkoreanske forfatning forpligter landets politikere til at arbejde for en genforening, men den har ingen hast.

‘ Landsmændene’ i Nordkorea skal have tid til selv at løfte sig ud af den økonomiske og politiske elendighed, som 60 års klanvælde og dysfunktionel planøkonomi har skabt.

Hvorfor kan så ikke Nordkoreas velstående naboer række hånden frem og sige: Nu skal vi hjælpe jer ind i noget, der er mere normalt, og som vil gøre jer accepterede?

Det nukleare ‘ kort’, som den netop afdøde diktator Kim Jong-Il har spillet meget dygtigt, gør hele forskellen. Verdenssamfundet har gennem snart en halv snes år forsøgt at overtale og bestikke Nordkorea til at tillade inspektion af de atomfaciliteter, som regimet har arbejdet på siden midten af 1990′ erne.

Sydkorea, Japan, USA og Kina har ydet bistand i milliardklassen, inklusive energiforsyninger, uden at Nordkorea har ydet noget til gengæld. To gange i fjor oplevede Sydkorea regulære militære aggressioner fra nordkoreansk side. En korvet blev sænket i det Gule Hav, og en ø blev bombarderet med artillerigranater. Sådan siger et klanvælde ‘ tak for mad’ til de magter, som i årtier med engleagtig tålmodighed har sendt nødhjælp og penge.

LAD OS blot lege lidt med tanken: at arvtageren i Nordkorea, den 28-årige firestjernede general Kim Jong Un, rækker hånden frem til Sydkorea og siger: Lad os finde ud af en føderation af en slags og lad os bruge en snes år på at få det til at fungere.

Hvem har så interesse i et genforenet Korea, der i løbet af et par generationer kunne løfte sig økonomisk og at kunne skaffe sig kernevåben?

Ikke USA, for så vil de amerikanske baser i Sydkorea vil blive lukket, og vi vil se et forstærket våbenkapløb i Nordøstasien. USA vil blive stillet over for revision af sin sikkerhedspolitik, hvis truslen fra Nordkorea og dermed begrundelsen for amerikansk militær tilstedeværelse og atomparaplyen over Japan og Sydkorea forsvinder.

Heller ikke Japan, som vil se sig nødsaget til at ruste sig med kernevåben. For Japan vil det være nærmest uacceptabelt at have en stærk økonomisk konkurrent kombineret med atomvåben som sin nærmeste nabo.

EJ HELLER KINA, som lever fint med at have tætte relationer til det økonomisk stærke Sydkorea, hvis investeringer bidrager til vækst og udvikling i kinesisk økonomi. En sydkoreansk finansieret opbygning af den nordkoreanske økonomi vil trække sydkoreanske resurser ud af Kina. Kina vil minde verden om sit højt hellige ikke-indblandingsprincip.

Rusland og EU? Glem det, for begge steder har man rigeligt med interne vanskeligheder at slås med i lang tid fremover.

Hvor brutalt det end kan være, ikke mindst for de 22 millioner frysende og sultende nordkoreanere, så er et politisk status quo i Nordøstasien noget, som flertallet af aktører har det udmærket med. Den nordkoreanske ledelse har for længst erkendt, at landet står sig bedst ved aldrig at indgå en aftale om atominspektion og nedrustning forstået på den måde, at usikkerhed omkring dets atomvåben tjener det bedst gennem fastholdelse af tvivlen om, hvorvidt Nordkorea er tæt på at have disse våben.

Dermed holder stormagterne sig på passende politisk afstand, og ‘ afpresningen’ over for naboerne og FN-systemet i form af fødevarehjælp og sydkoreanske investeringer kan fortsætte. Uden politisk tilbagebetaling i form af indrømmelser og forhandlinger.

Hvad kan verden så håbe på i Nordkorea? At der et eller andet sted i regimet udvikler sig en lokal ‘ Deng Xiaoping’: en lederfigur, der kombinerer pragmatisme og udenrigspolitisk realitetssans, og som kan overtale landets reelle magthavere, militæret, til at gøre den retræte, der kan give plads for et lidt mere civilt samfund.

Men der er ulykkeligvis ingen udsigt til en sådan.

(klumme i Politiken 20. dec. 2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Japans politiske Tjernobyl

Udgivet den 17. december 2011 af flemmingytzen

Atomhavariet vil næppe ændre på en stagneret politisk kultur

HVAD bliver de langvarige konsekvenser af Japans ‘ Tjernobyl’, det forurenede område omkring det havarerede atomkraftværk Fukushima Daiichi på landets nordøstlige kyst? Kommer der politiske følgevirkninger? Forandres Japans politiske kultur? Svarene handler selvsagt om meget mere end tekniske løsninger og disses finansiering.

Fundamentalt er det Japans evne og vilje til politisk handling, der er på spil. De japanske myndigheder har stillet i udsigt, at det forgiftede område kan bringes tilbage til sin oprindelige tilstand, og nogle ser endda denne monumentale udfordring som en historisk chance for at få genskabt den økonomiske og politiske dynamik, som landet har manglet i nu mere end en snes år.

Selve katastrofezonen er defineret som det område, der ligger inden for en radius af 20 kilometer fra atomkraftværket. Herfra blev der evakueret næsten 90.000 indbyggere efter tsunamien i marts. Ifølge ekspertudsagn kan de evakuerede først vende tilbage til deres oprindelige boliger, når de øverste jordlag fra et område på mere end 13.000 kvadratkilometer er blevet fjernet og erstattet, og tusinder af bygninger er blevet vasket rene for radioaktive partikler.

Men viljen mangler ikke: »Vi er ikke som Tjernobyl. Vi er fast besluttede på at komme tilbage. Japan har både viljen og teknologien til at gøre dette«, som borgmester Toshitsuna Watanabe fra en af de evakuerede byer, Okuma, har udtrykt det. Watanabes slægt har boet i området gennem en lille snes generationer, så han er overbevist lokalpatriot.

En specialist i radioaktiv bestråling, Tatsuhiko Kodama, mener, at katastrofezonen bør genbosættes, men peger desuden på, at regeringen ikke har gjort det klart for de berørte, hvilke ulemper der følger med: »Jeg tror på, at samfundet omkring Fukushima kan bringes til at fungere igen, men mange af de evakuerede må acceptere, at det ikke kommer til at ske i deres levetid«, siger han til New York Times.

FLERE af de tekniske aspekter har fortilfælde fra Japans nyere historie. Efter de amerikanske atombombninger af Hiroshima og Nagasaki i 1945 blev overlevende indbyggere fra disse byområder i flere årtier gjort til genstand for undersøgelser af, hvor længe mennesker kan overleve efter at have været udsat for radioaktiv bestråling. Når de evakuerede er vendt tilbage til deres hjem nær Fukushima, vil de blive gjort til videnskabelige undersøgelsesobjekter, uanset om de vil det eller ej. Et markant fald i livskvaliteten, som næppe kan gøres op i penge.

Under tyve års stagnation har Japans naboer og dets vestlige OECD-partnere ventet på, at den store industrielle og teknologiske gigant skulle komme på benene. I en tid, hvor alle har erkendt, at tyngdepunktet i den globale økonomi er rykket til Asien, er den mindst synlige af regionens tungere aktører Japan, mens der tales heftigt om Kina, Indien og Sydkorea.

Der skulle altså en fysisk tsunami til for at bringe Japan tilbage i den globale medieoptik, men i et land, der på fem år har set seks regeringschefer komme og gå, er det hverken Japans demokrati eller administration, der imponerer.

I EN meningsmåling gennemført af dagbladet Yomiuri i august blev et repræsentant udsnit af vælgere spurgt, om de kunne sætte navn på landets mest populære politiker. 46 procent svarede: Ingen. Regeringschefen fra Japans Demokratiske Parti, Yoshihiko Noda, fik i målingen støtte fra kun 9 procent af vælgerne, tilmed i samme måned, som han overtog embedet.

Forvirret? Forklaringen er, at det er ikke vælgerne, men det regerende politiske parti, der udpeger Japans regeringschefer.

En fhv. amerikansk diplomat, Kevin Maher, som tilbragte en lille snes år i Japan og behersker sproget flydende, forklarer, at forløbet efter katastrofen på Fukushima endnu engang har demonstreret manglerne i det japanske politiske system.

I den første uge efter tsunamien var der ingen klar ledelse af landet, forklarer Maher. Alle relevante ministerier og regeringsagenturer havde vanskeligheder med at udveksle informationer, og der gik ufattelig kostbar tid med at nå den konsensus, der skal danne grundlag for beslutninger.

»Ingen i Japans politiske system var indstillet på at sige: Jeg tager ansvaret og træffer de nødvendige beslutninger. Det skyldes, at de politiske ledere ved, at de ikke sidder ret længe«, pointerer Kevin Maher.

Leverer Japans politiske ledere, hvad de skal? Er de så ansvarlige, som vi må forvente af et demokrati? Spørg de evakuerede. De bør nok forberede en tsunami af protestaktioner.

(klumme i Politiken 17.dec. 2011)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Clinton i Myanmar: Militærstatens koreanske atomprogram

Udgivet den 1. december 2011 af flemmingytzen

Masseødelæggelsesvåben står i vejen for en påstået ‘ normalisering’ af Burma.

I GÅR (30.11.2011) landede Hillary Clinton, den amerikanske udenrigsminister, i Myanmar, det tidligere Burma. Besøget, der slutter i morgen, har været ledsaget af en floromvunden retorik, der har rejst urealistiske og fantasifulde forhåbninger i flere lejre.

Et eksempel er følgende udtalelse fra Priscilla Clapp, der var chef for den amerikanske ambassade i Myanmar 1996-99: »Vi må forvente, at der åbnes et nyt kapitel i de amerikanske relationer med Myanmar, hvor USA vil gøre en indsats for at støtte de reformer, der er sat i værk. Hvis landet fortsætter med at udvikle sig i samme retning, som vi har set de seneste måneder, vil besøget lægge grunden for en normalisering, så der kan udvikles varige venskabelige forbindelser«.

DENNE retorik er rituel og taler uden om de afgørende geopolitiske modsætningsforhold, der er i spil. Præsident Obama har talt om, at USA er på vej tilbage til Østasien ‘ for at blive’, og det er blevet fremhævet, at de betydelige besparelser på det amerikanske militærbudget ikke har ramt Pentagons tropper og basefaciliteter i regionen.

Men på USA’s reelle dagsorden for Myanmar hedder bundlinjen: Brems Kinas økonomiske ( og på sigt militære) ekspansion i Sydøstasien og få skovlen under det atomprogram, som militærstyret for 10 år siden indledte med USA’s ældste og mest vedholdende militære modstander i Asien: Nordkorea.

Det republikanske medlem af Senatets udenrigskomité, Richard Lugar, mindede i sidste uge om, at komiteen i 2006 fik efterretningsrapporter om, at juntaen i Myanmar var i færd med at udvikle anlæg for atomfaciliteter i nært samarbejde med Nordkorea. Lugar udtalte til Washington Post: »Hvis USA på ny skal engagere sig i Burma, må vi kræve fuld åbenhed om omfanget og hensigterne i det burmesiske atomprogram«. USA er således bragt i en situation, hvor Myanmar før eller siden kan bruge ‘ det nukleare kort’ til på sigt at afpresse investeringer, bistand og politiske indrømmelser af et land, der styres af militæret.

For tag ikke fejl: De ‘ reformer’, som det militære magtapparat indledte for et år siden med et parlamentsvalg, hvor det meste var afgjort på forhånd ( den reelle opposition var ekskluderet fra valgprocessen), har ikke afgørende ændret på de politiske grundvilkår i Myanmar/Burma. Det er stadig officerseliten i landet, der kontrollerer alle ressourcer af betydning.

DERUDOVER er magtbalancerne ved at tippe: Hillary Clinton er i Myanmar for at lodde dybden af et udsagn, som blev formuleret af ingen ringere end den burmesiske præsident Thein Seins nærmeste rådgiver, Zaw Htay, i en kommentar i Washington Post 17. november: »Vesten må erkende, at i den geopolitiske tilstand, der er skabt af Kinas opstigning, har man brug for Myanmar. Washington og andre må hjælpe med at forbinde Myanmar med verden udenfor på dette afgørende tidspunkt (…) Hvis USA svigter denne mulighed, afkobler man sig fra den nye orden i Sydøstasien«. Rådgiveren minder om, at hans regering for nylig har suspenderet et stort kinesiskfinansieret dæmningsbyggeri, Myitsone. Kinas økonomiske dominans i det nordlige Myanmar er blevet et kvælertag.

Atomprogrammet har denne forhistorie: En afhopper fra regimet, major Sai Thein Win, har fortalt netavisen Asia Times, at han sammen med nogle officerskolleger helt tilbage i 2001 fik instruktioner om at udvikle et program for masseødelæggelsesvåben. 360 burmesiske officerer blev i maj samme år sendt til Rusland for at blive undervist i udviklingen af fremføringsmidler, dvs. missiler.

Det foregik på Moskvas Stats-Tekniske Institut ( MTSU), der også kendes som Bauman Tekniske Universitet, en anerkendt akademisk institution, hvor forskning i masseødelæggelsesvåben finder sted i relativ åbenhed. Sai Thein Win studerede her i sammenlagt fire år. Efter sin tilbagevenden til Myanmar i 2005 blev han ifølge Asia Times tilknyttet en tophemmelig militær forskningsinstitution nær Myanmars næststørste by Mandalay. I denne egenskab besøgte han flere faciliteter, der producerer dele til missiler.

I februar 2010 besluttede han at hoppe af, og i den burmesiske oppositions vigtigste medie, det Oslo-baserede Democratic Voice of Burma, skrev han i en lang kommentar bl. a. dette: »Jeg har afsløret min regerings militære projekter, ikke fordi disse truer verden, men fordi disse er hovedårsagen til, at befolkningen er ramt af sult. Halvdelen af regeringens budget bliver anvendt til militære formål«.

Når Hillary Clinton i aften møder oppositionslederen Aung San Suu Kyi over en middag, og begge i morgen holder et mere formelt møde, må vi gå ud fra, at et af samtaletemaerne bliver: Hvad kan verden og den burmesiske opposition gøre for at afmilitarisere Myanmar?.

(klumme i Politiken 1. dec. 2011)

Udgivet i Globalt, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Selvstyre i Tibet bør være nemt for Kina

Udgivet den 27. november 2011 af flemmingytzen

Det tibetanske eksilsamfund har i 2011 fået sin første folkevalgte regeringschef. Lobsang Sangay har brugt mange år på dialog med kinesiske kolleger. Indtil nu uden held. Men måske er der håb, for religionerne vokser i Kina.

Interview

Her en smuk drøm: Tibetansk selvstyre, selv under et Kina, der er proppet med penge og hver eneste dag får mere global magt. Lyder det vildt? Ikke for Lobsang Sangay, der er en 43-årig topjurist med papirerne i orden fra et af de fineste amerikanske universiteter, Harvard. Derudover bærer han også titlen Kalon Tripa, og hvad er så det for en størrelse? Jo, Sangay er formand for regeringen for Den Centrale Tibetanske Administration med base i byen Dharamsala i det nordlige Indien. Et eksilstyre med mere end et halvt århundrede bag sig.

Med andre ord: Her er manden, som den kinesiske regering burde tale med om tilstanden på verdens tag, Tibet. Lobsang Sangay er nemlig den første demokratisk valgte leder af det tibetanske eksilsamfund i en proces, der har fundet sted her i løbet af 2011.

Ikke nok med det, han har allerede mange års erfaring i at forhandle med kinesiske akademikerkolleger ved flere konferencer, der har været holdt både i USA og ( en enkelt) i Kina. Så ja, han har været på besøg hos modparten. Det var i 2005, han blev lukket ind i ‘ Dragens Hule’, og altså længe inden han blev et politisk navn, der kunne forbindes med den eksilregering, der som bekendt ikke anerkendes af Kina.

»Min far var død i en høj alder året før. Et af hans ønsker var, at jeg kunne tage til Lhasa ( Tibets hovedstad, red.) og gennemføre nogle ritualer til ære for ham. Så da jeg var kommet til Kina, fremførte jeg dette ønske. De kinesiske myndigheder svarede, at de ikke havde folk nok til at tage imod mig. Jeg tilbød, at jeg kunne gennemføre besøget på en enkelt dag. Lhasa var kun et par timers flyvning væk. Jeg kunne ankomme om morgenen og returnere om aftenen. Så jeg spurgte igen. Svaret var det samme: De havde ikke folk nok. I verdens folkerigeste land. Hvad det viser? At det er en maskine, der svarer, ikke mennesker«.

Når det er sagt, mener Lobsang Sangay alligevel, at den kinesiske ledelse bør gå seriøst til forhandlinger om at give tibetanerne nøjagtig det, som er nedfældet i den kinesiske forfatning: autonomi for landets mindretal. På elementært dansk: selvstyre.

Er det uoverkommeligt? Nej, mener Lobsang Sangay. For Kinas ledelse gør det allerede med succes i Hongkong og Macau, to tidligere kolonier, der i et århundrede hørte under henholdsvis Storbritannien og Portugal. Da disse to regioner fik selvstyre i slutningen af 1990′ erne, blev hele ideen om, at et land kunne have flere styreformer inden for samme stat, mødt med skepsis. Men tiden har vist, at selvstyreordningerne fungerer fint.

»I debatten om Taiwan ser vi nu, at Kina er villig til at gå langt. Taiwan har udviklet en demokratisk styreform, som Kina vil lade være uændret efter en genforening. Så Kina viser med sit eget eksempel, at riget kan have flere politiske modeller under samme tag. Jeg har spurgt kinesiske kolleger, om der er noget til hinder for, at vi tibetanere får de samme muligheder som indbyggerne i Hongkong, Macau og senere Taiwan? Svarene er enslydende: at Tibet ikke er som Hongkong. Og hvad viser det så? At Kinas hensigt er at gøre tibetanere til kinesere«, pointerer Lobsang Sangay.

Sekularisering

Kan modsætningsforholdet mellem tibetanere og kinesere forklares med, at det tibetanske samfund er meget religiøst? Kinas kommunistparti er formelt ateistisk, men Kinas forfatning accepterer de store verdensreligioner. Ville det hjælpe på forsoningen, hvis det tibetanske samfund var mere sekulært?

»Det tibetanske eksilsamfund har i år gennemført både en sekularisering og en demokratisering. Dalai Lama har frasagt sig alle politiske hverv. Tibetanerne har valgt mig som deres regeringschef, og jeg er ikke munk«.

Men den kinesiske skepsis bygger på en opfattelse af, at Tibet er et stærkt religiøst samfund?

»Prøv at se, hvad der sker i Kina i disse år. I takt med den økonomiske vækst og de forandringer, der er fulgt med, er flere og flere kinesere blevet religiøse. Sandsynligvis har Kina 200 millioner buddhister. Jeg har deltaget i religiøse møder i Dharamsala, hvor der kommer deltagere udefra – ja, også fra Kina!«.

Det hedder sig, at der er flere bekendende kristne kinesere, end der er medlemmer af kommunistpartiet med dets 80 millioner..

»Ja, vi ser en opsigtsvækkende udvikling i retning af, at det kinesiske samfund bliver mere religiøst, ikke mindre«.

Som leder af det tibetanske eksilsamfund er du så imod, at det tibetanske plateau bliver udviklet, økonomisk og materielt? Ikke bare Kinas og Tibets fremtid afhænger af, at der sker denne modernisering, hele Asiens fremtid er afhængig af, at plateauets vandressourcer udnyttes?

»Jeg er ikke imod, at Tibet udvikles. Men det, vi er vidne til, er, at den kinesiske modernisering kun gavner kinesere, ikke tibetanerne. Vi ønsker en retfærdig og balanceret udvikling, der tilgodeser tibetanernes behov. Ti af Asiens store floder har deres udspring i Tibet og sender vand til samfund og lande, der rummer 47 procent af klodens befolkning. På hver eneste af disse floder vil Kina bygge mindst ti dæmninger. Men disse projekter gavner alene kinesiske selskaber. Vi går ind for at dele ressourcerne med kineserne og med nabolandene i Asien«.

Tibets hvide guld

Det er vandressourcerne, der forklarer Tibets betydning for Kina og verden. Så nu taler vi også om miljø-og klimapolitik.

»Vand er Tibets hvide guld. Tibet er hjemsted for klodens tredjestørste reservoir af is. Kina har kun 8 procent af klodens ferskvandsressourcer, men næsten en femtedel af klodens befolkning. Så det vi tilbyder Kina er en win-win-politik i Tibet. Vejen frem for Kina og Tibet er en bæredygtig, kulturelt tolerant udvikling kombineret med en gradvis demokratisering, der bygger på diversitet. En model, der vil gave ikke kun tibetanerne, men hele Kina«.

»I mere end et halvt århundrede har vi stået for en ikkevoldspolitik, som Kina bør tage til sig for at demonstrere egne fredelige hensigter. Senest har vi udviklet demokrati, som vi gerne vil have mulighed for at lade blomstre inden for det tibetanske samfund i Kina. Vi tilbyder også at samarbejde om en økologisk og socialt balanceret udviklingsstrategi, som kan vise vejen for en politik, der sætter mennesker og ikke penge i centrum«.

Den aktuelle udvikling i det tibetanske samfund er foruroligende. Alene i år har der været rapporter om en halv snes selvbrændinger. Fænomenet er nyt i Tibet. Hvordan skal vi opfatte det?

»Kina fremfører i sin propaganda det argument, at disse handlinger er i strid med den ikkevoldsstrategi, som Dalai Lama står for. Vi er stærkt bekymrede og har diskuteret disse begivenheder på regeringsmøder. Vi har bedt for ofrene«.

Du kunne have valgt at beholde et akademisk topjob i USA med al den prestige, der hører til. I stedet har du valgt en politisk post, hvor udfordringen er monumental, og hvor din månedsløn er lige knap et par tusinde kroner. Forklar lige det.

»Nødvendighed. Jeg er tibetaner. Hvis verden glemmer vores sag, hvad er det så for en virkelighed, vi stilles over for? Tibets udvikling er et spejl af, hvad der rører sig i hele verden«.

Du er bekendt med, at den tidligere danske regering for to år siden skrev under på, at den ville modarbejde tibetansk selvstændighed. Hvad synes du om sådan en gestus?

»Begynder en regering at give den slags indrømmelser, er vejen åbnet for mere af samme slags. Kina skal nok vide at kræve mere. Hvornår er det så tiden at sige stop?«.

BLÅ BOG: LOBSANG SANGAY

Lobsang Sangay er født i Darjeeling i Indien i 1968. Hans far var munk, da kinesiske styrker genindlemmede det tibetanske plateau i Kina i 1950. I 1957 valgte faderen at slutte sig til den væbnede modstandsbevægelse, der modsatte sig den kinesiske tilstedeværelse. Han blev såret, da han i 1959 hjalp den nuværende Dalai Lama med at flygte over Himalayabjergene til Indien.

Lobsang Sangay er juristuddannet og organiserede 2003-2009 syv konferencer mellem tibetanske kinesiske, indiske og vestlige forskere på Harvard-universitetet i USA. I to af konferencerne deltog Dalai Lama og holdt to møder med kinesiske forskere. I marts i år valgte eksiltibetanere i 30 lande Sangay til ny regeringschef.

(publiceret i Politiken 27.11.2011)

Udgivet i Interviews, Kina | Skriv en kommentar

Nervøs årsdag for koreanerne

Udgivet den 24. november 2011 af flemmingytzen

For et år siden frygtede verden en genoptagelse af Koreakrigen

NERVØSITETEN var tiltagende i dagene op til årsdagen i går. Kunne fjenden, uforudsigelig som han altid er, finde på at angribe igen? Choi Ok-sun er indehaver af et lille pensionat på øen Yeonpyeong, der ligger et risikabelt sted i Det Gule Hav, tæt op ad den skillelinje, der deler sydkoreansk farvand fra nordkoreansk. I eftermiddagstimerne 23. november i fjor var hun i færd med at forberede sejladsen tilbage til fastlandet for en gruppe gæster. Det lignede en rutinedag.

Så hørte hun bragene, da nordkoreansk artilleri affyrede den første serie af granater mod øen. Choi Ok-sun og gæsterne søgte omgående tilflugt i beskyttelsesrum.

»Pludselig hørte vi lyden af eksplosioner alle vegne«, erindrer hun i en samtale med Korea Times.

»Når vi i så mange år har levet så tæt på Nordkorea, har det været i bevidstheden om, at noget sådant kunne ske. Oplevelsen var skrækindjagende«.

I DET ÅR, der er gået siden angrebet, har Nord-og Sydkorea udvekslet beskyldninger om, hvem der har hovedansvaret for den militære konfrontation, som den novemberdag i 2010 udløste det værste angreb på sydkoreansk territorium siden våbenstilstanden i Koreakrigen 1953.

Den nordkoreanske forklaring er, at man var »tvunget« til at reagere på en sydkoreansk militærøvelse, hvori der indgik artilleribeskydninger. Fire blev dræbt: to sydkoreanske marinesoldater og to bygningsarbejdere. De materielle ødelæggelser var omfattende. For Sydkorea var det en provokation nordfra som så mange tidligere af slagsen, blot en kende værre.

Folk, der besøger Yeonpyeong, beretter som et øsamfund, hvor tilværelsen for de godt 1.300 indbyggere for længst er kommet tilbage til en slags normaltilstand.

Så meget som det nu kan lade sig gøre på en lokalitet, hvor hullerne efter granatnedslagene stadig er tydelige, og hvor bygningsarbejdere stadig arbejder med at reparere skader på de bygninger, der blev ramt for et år siden.

NETOP I disse uger og måneder, hvor USA retorisk gør en hel del ud af at ‘ vende tilbage’ militært til Nordøst-og Sydøstasien, kan det være på sin plads at minde om den geografii regionen, hvor spændingerne er mest håndgribelige. Den koreanske halvø er det sted, hvor årtiers østasiatisk fremgang kan sættes over styr med et fingerknips.

Den koreanske tilstand tjener til at minde om, at USA og Kina er tvunget til at samarbejde, mere end de vil være motiveret til at udfordre hinanden. Kina er den eneste og sidste magt i verden, der kan influere på den irrationelle nordkoreanske adfærd, selv om Beijing vedblivende hævder kun at have begrænset indflydelse på det styre, som Kina reddede fra udslettelse ved at intervenere militært 1950-53.

Kan det nordkoreanske angreb i fjor forklares rationelt? Den kommunistiske stat befinder sig i en arvefølgeproces, hvor lederen, Kim Jong-il, er ved at overdrage magten til sønnen Jong-un, der er sidst i tyverne. Ifølge flere tolkninger var angrebet på den sydkoreanske ø – samt den nordkoreanske sænkning af en sydkoreansk korvet i samme farvand otte måneder tidligere – handlinger, der skulle gøre kronprinsen ‘ acceptabel’ for de virkelige magthavere i Nordkorea, militæret.

For Nordkorea har ikke et militært-industrielt kompleks; den lukkede, kunstige statsdannelse er et militært-industrielt kompleks i en langt mere gennemført forstand end Sovjetunionen, der i sin tid dannede forbillede for den nordkoreanske statskonstruktion.

TILBAGE i juni kom det frem, at Nord-og Sydkorea har holdt hemmelige forhandlinger i Beijing. Sydkoreanerne skal have anmodet modparten i nord om at gå med til afholdelse af et fælleskoreansk topmøde.

Der syntes at være opnået en forståelse af, at parterne skal afstå fra at forlange undskyldninger og placeringer af ansvar for de to militære incidenter i fjor. Senere forlød det, at der var ved at komme fremdrift i sekspartsforhandlingerne om begrænsninger og inspektion af de nordkoreanske atomfaciliteter.

Så hvorfor ser nordkoreanerne nu et behov for at fremstå som fredeligere end for et år siden? Jo, lyder en forklaring, Nordkoreas ledelse mener, at tiden er inde til atter at modtage bistand fra USA og Sydkorea. Næste år skal ‘eneboerkongedømmet’ fejre 100-året for grundlæggeren, Kim Il-sungs, fødsel – og jo, det er ham, der er fader til den siddende diktator og farfar til den kommende.

Der skal orkestreres lidt god vilje i form af potemkinkulisser, der skal vise den sultramte befolkning i nord, at nu er der endelig lidt velstand på vej. Og til ‘ landsmændene’ i syd vil man demonstrere fredsommelighed og gode viljer.

Et sted i Sydkorea vil man ikke bide på den slags propagandatricks: beboerne på Yeonpyeong. De har stadig granatnedslagene rungende i erindringen.

(klumme i Politiken 24.11.2011)

Udgivet i Korea | Skriv en kommentar

Tragedie i Tibet: sjæle i flammer

Udgivet den 18. november 2011 af flemmingytzen

Kan det tibetanske samfund moderniseres, uden at troen fortabes?

EN MAKABER protestform har udviklet sig blandt tibetanske aktivister i Kina: selvbrænding.

Tenzin Wangmo er navnet på den nonne, som i sidste måned antændte sig selv uden for Kirti-klosteret i byen Aba i Sichuanprovinsen. Den 20-årige kvinde skreg i syv minutter sine religiøse budskaber ud til chokerede forbipasserende, inden flammerne havde gjort en ende på hendes liv. Hun blev den niende tibetanske aktivist, som siden marts i år valgte den ultimative offerhandling for at markere modstand mod de kinesiske myndigheders forfølgelse og undertrykkelse af religiøs udfoldelse i Tibet.

Hyppigheden af selvbrændinger er uden fortilfælde, og de er koncentreret i den vestlige del af Sichuan, som tibetanerne kalder Kham. Tragedierne er konsekvensen af, at de kinesiske myndigheder gennemfører en ‘ patriotisk genopdragelseskampagne’, hvis formål blandt andet er at afskære klostrene fra kontakt med tibetanere uden for områdets religiøse centre. Antallet af munke i Kirti-klosteret er angiveligt blevet reduceret med tre fjerdedele i løbet af seks måneder og tæller nu omkring 600. Mindst tre munke er blevet idømt fængselsstraffe på mellem 10 og 13 år for at have ‘ hjulpet’ den 21-årige Lobsang Phuntsog, da han i marts i år valgte treårsdagen for den tibetanske opstand i 2008 til at tage sig selv af dage i flammer. Siden fulgte andre eksemplet.

DE TIBETANSKE selvbrændinger sender mindst to brutale budskaber til omverdenen: Det ene er, at et stigende antal yngre tibetanere i desperation over kinesisk politik vælger at ignorere den ikkevolds-strategi, som har været Dalai Lamas politik i et halvt århundrede.

Det andet, som stort set aldrig er en del af debatten om tibetanernes vilkår, går ud på, at en fredelig sekularisering af det tibetanske samfund efterhånden fortoner sig i tabte horisonter.

Uden for Kina sikrer netmedier, at oplysningerne om de tibetanske selvbrændinger bliver kendt for enhver. Inden for Kina bekræfter blogsamfundet den udbredte opfattelse, at tibetanerne tilhører en befolkningsgruppe, der kulturelt og udviklingsmæssigt er ‘ tilbagestående’ og skal ‘ moderniseres’.

Flere spørgsmål trænger sig på: Kan en sådan modernisering lade sig gøre på en sådan måde, at det forebygger, at unge tibetanere undlader at tage deres eget liv? Kan en vellykket sekularisering af det tibetanske samfund komme til at betyde, at den hårde kinesiske politik bliver unødvendig?

POLITISK og religiøst motiveret selvbrænding var et relativt ukendt fænomen i international offentlighed, indtil den junidag i 1963, da Thich Quang Duc, en buddhistisk munk i det daværende Sydvietnam, satte sig på en gade i hovedstaden Saigon, hældte benzin over sig og satte en tændstik til. Thich Quang Duc protesterede imod det daværende katolskdominerede regimes forfølgelse af landets buddhistiske mindretal. I de følgende år fulgte en stribe lignende aktioner, og de fik utvivlsomt virkninger for den vestlige meningsdannelse om det amerikanske militære engagement i Vietnam. Men glem venligst alle sværmeriske lænestols-utopier om, at Kina forlader Tibet, som USA forlod Vietnam.

Kinas kendteste tibetanske forfatter og blogger, Tsering Woeser – hun er tre fjerdedele tibetaner og en fjerdedel Hankineser – forklarer bølgen af selvbrændinger med, at myndighederne begyndte at tvangsfjerne hundredvis af besøgende munke fra klostre i og omkring Lhasa efter den bølge af uro, der hærgede plateauet i 2008. En stor del af disse munke kom fra Sichuan og vendte tilbage til Kirti-klosteret med beretninger om den forfølgelse, de var blevet udsat for. Tsering Woeser forklarer, at de lokale kinesiske partilederes nedladende retorik om tibetanernes religiøse praksis har udløst en desperation, der ser ud til at brede sig.

Hvordan kan omverdenen få overbevist de kinesiske myndigheder om, at de hårde metoder i de ‘ patriotiske genopdragelseskampagner’ med sikkerhed kun får flere tibetanere til at vælge døden i flammerne?

DER ER to veje frem for mere tålelige og tolerante tilstande i Tibet. Kinas moderniseringspolitik må rumme den erklærede ‘ harmoni’, som kommunistpartiet påberåber sig som landets officielle politik, mens de tibetanske samfund må lære sig den sekularisering, der helt banalt indebærer, at politik og religion adskilles.

Hvis de kredse i Vesten, der støtter tibetanernes ret til at sikre egen kultur, ikke begriber denne sammenhæng, er det, fordi de selv har glemt, hvor nødvendig sekulariseringen har været for udviklingen i de moderne vestlige samfund. Når politik og religion æder sig ind i hinanden, er det opskriften på kronisk elendighed.

Se blot på Mellemøsten.

(klumme i Politiken 18. nov. 2011)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Papirflyvere til Ai Weiwei

Udgivet den 11. november 2011 af flemmingytzen

Avantgardekunstner sætter dagsorden for kinesisk kulturkamp

KAN papirflyvere gøre en forskel for kunstnerisk og intellektuel frihed? Vist så. Vi ser det i disse dage i en spektakulær styrkeprøve mellem avantgardekunstneren Ai Weiwei og det kinesiske censurapparat.

Forhistorien er, at Ai Weiwei i sidste uge blev dømt til at betale en bøde på 15 millioner yuan ( ca. 13 mio.kr.), fordi han angiveligt har snydt med sine skattebetalinger.

Fristen for betaling er i næste uge, og vælger han at betale, har han samtidig accepteret, at anklagerne er korrekte.

At finde pengene er ikke længere noget problem, eftersom tusinder af hans støtter i løbet af en uge har doneret, hvad der svarer til en million dollar via en betalingsservice på internettet. Da denne blev lukket ned af myndighederne, mødte hans tilhængere op i stimer uden for hans værksted i Beijing, hvor de foldede pengesedler som papirflyvere og sendte dem ind over muren til hans ejendom.

Sandsynligvis har Ai Weiwei slet ikke behov for aktivisternes donationer, da hans værker storsælger i udlandet. Så han har valgt at opfatte bidragene som ‘ lån’, ud over at han naturligvis glæder sig over den solidaritet, som donationerne er udtryk for.

»Her er der tale om folk, som giver udtryk for deres holdninger ved at bruge pengesedler som stemmesedler. Dette viser os alle, at i internettets tidsalder er borgerne i stand til at danne sig holdninger og formulere værdier af egen kraft«, siger Ai Weiwei.

KUNSTNEREN har siden OL i Beijing i 2008 været den mest centrale skikkelse i bestræbelserne på at forandre et Kina, som hvad angår kunstnerisk og intellektuel frihed stadig har svært ved at komme ud af fortidens kulsorte skygger. I tiden op til OL var han en samfundsstøtte og systemets mand via sit medarbejderskab for opførelsen af Beijings Olympiske Stadion, kendt som Fuglereden.

Siden kom Ai Weiwei i modvind. Han blev arresteret i begyndelsen af april, holdt indespærret i 81 døgn og anklaget for skattesnyd. Hans værksted blev ransaget, computere fjernet, hustruen og otte medarbejdere taget med af politiet. Arrestationerne udløste en bølge af protester i Hongkong, blandt kinesere bloggere og i udlandet.

Herefter tog de statskontrollerede aviser fat. Global Times, som er den nationalistiske tabloidpublikation, som partiavisen Folkets Dagblad ejer, skrev efter arrestationerne, at Ai Weiwei har gjort til en dyd at udføre gerninger, som andre ikke tør: »Han bevæger sig meget tæt på de røde linjer i kinesisk lovgivning. Objektivt set har det kinesiske samfund ikke den helt store erfaring med at håndtere den slags personer. Men så længe Ai Weiwei fortsætter, som han er begyndt, vil han marchere lige ind i en rød linje«.

Tidligere har Ai Weiwei i et interview med BBC sagt, at han glæder sig over, at Kinas voksende kulturelle åbenhed har skabt friheder for landets borgere, som for få år siden var ukendte. »Men censuren er der stadig. Der er nogle tabuer, der ikke kan røres. Man skal være klog og på vagt hele tiden for ikke at overskride visse grænser«.

MYNDIGHEDERNES kampagne mod Ai Weiwei og andre intellektuelle og kunstnere, som ikke har den samme berømmelse, som han har, er blevet tolket som statsmagtens reaktion på det arabiske forår. Præventive foranstaltninger, der skal hindre frie ånder i at skabe folkelige bevægelser for forandringer i samfundet.

Dette urgamle trick er velkendt, men rimer dårligt med, hvad magthaverpartiet diskuterede på en fire dage lang konference i sidste måned. Her var emnet kultur og ideologi, og centralkomiteen vedtog, at nationen har brug for at styrke sin ‘ kulturelle sikkerhed’ med kulturproduktioner af større kvalitet end hidtil. Så sent som i sidste uge hed det på lederplads i Folkets Dagblad, at den kinesiske stat bør opbygge udgiverselskaber med internationale brands, der kan bidrage til at udbrede ‘ socialistiske kerneværdier’.

Hvad det så end er i et land med en buldrende statskapitalisme.

For et år siden blev Ai Weiweis seneste større kunstværk præsenteret internationalt. Et tæppe med 100 millioner solsikkefrø af porcelæn på Tate Modern i London. Værkets budskab var, forklarede kunstneren, at fremme en diskussion af individets rolle i et samfund, hvis velstand bygger på industriel masseproduktion.Dengang skortede ikke det på positiv omtale i de kinesiske medier. Nu er han centrum i et kulturelt opgør, som med sikkerhed vil give hans værker endnu større værdi.

Fremtiden for Kinas avantgardekunstnere er, at det kommer til at gå dem lige som landets entreprenører og kapitalister. Denne gruppe blev holdt uden for partistatens rammer indtil for ti år siden, da den daværende partichef, Jiang Zemin, lukkede dem indenfor. I dag er den entreprenante og innovative middelklasse en af de vigtigste støttepiller i det kinesiske samfund og dets magtapparat. Om højst ti år er Ai Weiwei atter blandt de accepterede og feterede.

(klumme i Politiken 11.11. 2011)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Østasien går fri af eurokrisen

Udgivet den 7. november 2011 af flemmingytzen

Vi ser begyndelsen til afviklingen af vestligt lederskab i global økonomi

HVAD BLEV verden vidne til i sidste uge? Et græsk drama af dimensioner, og de indledende faser af et globalt rollebytte, vi endnu har svært ved at begribe: afslutningen på en økonomisk verdensorden ledet af Amerika og Europa. Historikerne og de økonomiske analytikere kommer på overarbejde.

Umiddelbart op til G20-mødet i Cannes blev økonomen Patrick Chovanec, der underviser på Tsinghua Universitet i Beijing, interviewet af Washington Post, som citerede ham for følgende: »Det ligner en situation, hvor en magtfuld kreditor mødes med meget svage og ydmyge skyldnere. Realiteten er dog, at gældslandene og overskudslandet er indfanget i en omfavnelse, der er problematisk for begge«.
Chovanec sammenligner forholdet Kina-EU med en butiksejer, der tillader sine kunder stadig større kreditter, fordi han frygter, at hvis han undlader, holder de op med at komme, hvorefter han tvinges til at afvikle forretningen.

Er der tale om så stærkt et gensidigt afhængighedsforhold, at Kina som verdens største pengetank nærmest er tvunget til at indgå i et redningsarrangement for euroen?
Nej, det virkelig uhyggelige perspektiv for Europa er, at Kina risikerer at lade være. Ganske vist er EU Kinas største eksportmarked (med et kinesisk handelsoverskud på 230 milliarder dollar), men på det lange sigt kan kineserne vælge at satse mere på handel med deres asiatiske naboer og med andre vækstøkonomier som de latinamerikanske frem for at deltage i tvivlsomme europæiske redningspakker. Gør de det alligevel, følger der politiske betingelser med.

FORKLARINGEN på den asiatiske finansielle robusthed skal findes tilbage i en helt anden krise; den, der ramte en række østasiatiske lande i 1997-98. Siden dengang har regionen gennemført reformer, som har polstret de fleste asiatiske økonomier og rustet dem til fremtiden. Det forekommer ikke realistisk, at et hensygnende Sydeuropa kan gøre Østasien kunsten efter. Grækere, der tager ved lære af sydkoreanere? Glem det.
De ledende asiatiske økonomier har gennem mere end ti år ført en økonomisk politik med fokus på opsparing, investering og opbygning af konkurrencekraft. Kina har gjort som Sydkorea og Taiwan for en generation siden og investeret enorme beløb i produktionskapacitet. Væksten er blevet spredt fra Kina til nabolandene, fordi de kinesiske forbrugere og virksomheder køber varer og produktionskomponenter fra andre asiatiske virksomheder. Hen over en tiårs periode er de asiatiske landes eksport til Kina blevet seksdoblet til nu tæt på 700 milliarder dollar.

De store valutareserver, der er opbygget i Østasien, gør regionen til klodens nye ’verdensbank’, og det må konstateres, at denne opbygning af kapital er udtryk for en soliditet, som gør det muligt for asiaterne at føre en økonomisk ekspansiv politik i lang tid fremover.

Med andre ord kan regionen det, som er ved at være umuligt for Europa: øge gældsætning og kreditgivning. På den måde vil Østasien kunne vokse i flere år uden at løbe ind i vanskeligheder. Offentlige investeringer og indenlandsk privatforbrug vil i voksende grad få større betydning i forhold til eksporten til de vestlige markeder.

INVESTERINGSBANKEN DBS i Singapore har i en prognose set frem mod Asiens placering i verdensøkonomien i 2020 (idet Japan dog er undtaget):
Hovedkonklusionen er, at Østasien allerede har overtaget placeringen som verdensøkonomiens største vækstmotor fra USA. Den samlede asiatiske efterspørgsel til privat og offentligt forbrug samt investeringer er nu større end den amerikanske. Hvor Nordamerika, Japan og EU foretog opbremsning i forbruget efter sammenbruddet i Lehman Brothers (og stadig ligger på nogenlunde samme efterspørgselsniveau) fortsatte asiaterne med at efterspørge. Østasiens efterspørgsel er nu mere end 25 procent højere end før krisen.

DBS fremskriver denne udvikling til, at de 10 største asiatiske økonomier tilsammen i 2016 vil overhale USA. (EU og Japan optræder kun undtagelsesvis i analysen). Asiaterne har indhentet USA hurtigt. Østasiens samlede økonomiske volumen lå i 2000 på 40 procent af det amerikanske. I 2010 var tallet 80 procent. I 2020 vil det asiatiske økonomiske volumen (bruttonationalproduktet) være ca. 20 procent større end USAs.

Tiden er kommet til at erkende det, som den britiske Harvardhistoriker Niall Ferguson blev citeret for her i avisen tilbage i januar: »Vestens tilbagegang kan ikke stoppes. Vi bliver nødt til at tænke over, hvad det kommer til at betyde for vores liv – hvordan vores børn skal uddannes og den slags. Hvad vi hidtil har lært, er ubrugeligt nu – det er en radikalt forandret verden«.

(klumme i Politiken 7.11.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Kinas libyske dobbeltspil

Udgivet den 30. oktober 2011 af flemmingytzen

Tripoli gør sig klar til den ændrede globale arbejdsdeling i Afrika

KUN I den arabiske verden og på det afrikanske kontinent kan regeringsledere være statsmænd den ene måned for at blive gjort til galninge den næste. Terrorstøtte, Lockerbie og olie gjorde forskellen i Vestens håndtering af den mand, der nåede at misregere sit land i 42 år. En bitter lære for europæiske ledere i håndteringen af Gaddafi, inden han blev sendt ned i tyrannernes fællesgrav.

Europa står ikke alene ved håndvasken, og Kina er ikke gået fri for kritik af sit dobbeltspil i løbet af den dramatiske udvikling i det nordafrikanske klansamfund.

Regeringsdokumenter fundet af libyske oprørere har afsløret, at repræsentanter for Gaddafistyret i juli rejste til Beijing og holdt møder med tre statsejede kinesiske våbenproducenter.

Forhandlingernes emne var køb af våben for 200 millioner dollar, omfattende bl. a. jord til luft-missiler til brug mod de Nato-fly, der bombede mål i de områder, der stadig var under Gaddafiloyale styrkers kontrol.

Kina var dermed på vej til at overtræde de FN-sanktioner, som det selv havde været med til at stemme igennem. Da udenrigsministeriet i Beijing blev konfronteret med oplysningerne, anerkendte det, at forhandlingerne havde fundet sted, men ‘ uden regeringens vidende’, og uden at der blev underskrevet en eneste kontrakt eller afsendt en eneste våbenleverance.

Udenrigsministeriets talskvinde forklarede, at da Sikkerhedsrådets resolution blev vedtaget i februar, blev alle regeringsorganisationer orienteret. Så måske vi blot skal antage, at den statsejede kinesiske våbenindustri er en loose cannon i systemet? SÅ FIK Kina travlt med at rydde op. Beijings anerkendelse af den libyske overgangsregering kom så sent som 12. september. Det nye styre i Tripoli forklarede, at det ville respektere alle de aftaler, Kina havde indgået med Libyen i Gaddafiårene.

Det er ikke småpenge, der er på spil. Omkring 75 kinesiske virksomheder var under Gaddafi engageret i et halvt hundrede større infrastrukturprojekter, veje, broer, telekommunikation til en samlet værdi af næsten 19 mia. dollar.

35.000 kinesiske gæstearbejdere var tilknyttet aktiviteterne, og de blev alle hurtigt evakueret, da konflikten eskalerede i det tidlige forår. Snart genoptages projekterne, men Kinas troværdighed i den arabiske verden har lidt skade.

Det paradoksale i Gaddafis Kinapolitik var, at han i sin tid satte mange af sine oliemilliarder af for at ‘ befri’ sine afrikanske ‘ brødre’ fra vestlig ‘ imperialisme’, men til sin forskrækkelse kunne se, at Kina rykkede ind i flere afrikanske diktaturer og overtog mange af de funktioner, hvor vestlige lande tidligere havde været dominerende.

De nye libyske ledere ved, at situationen kalder på en pragmatisk tilgang. En talsmand for det libyske overgangsstyre er citeret for følgende: »Vi har alle brug for at erkende, at Kina er en supermagt. Hvis det er i det libyske folks interesse, at vi samarbejder med Kina, vil vi naturligvis samarbejde med Kina«.

BEIJING har brug for at demonstrere blød magt. For hvad gør kineserne, næste gang et afrikansk eller arabisk klanvælde ramler? Officielt tales der pænt om overgangsstyret: »Kina respekterer uforbeholdent det libyske folks valg og har tillid til, at Overgangsrådet kan håndtere landets problemer. Vi håber, at de libyske ledere kan stå i spidsen for en inkluderende proces, der kan beskytte national solidaritet og enhed«, lød det fra den udenrigsministerielle talskvinde, Jiang Yu.

Men i en kommentar i det officielle kinesiske nyhedsbureau Xinhua lægges der ikke fingre imellem i beskrivelserne af det nye libyske styres vanskeligheder: »For at gennemføre den politiske overgangsproces skal der etableres partier, en regering, skrives en forfatning og holdes valg. Sammensætningen af Overgangsrådet demonstrerer vanskelighederne.

Forskellene i synspunkter gør det umuligt at danne en integrerende kraft. Rådet er fyldt med interne modsætninger, hvilket har vist sig tydeligt i, at dannelsen af en egentlig regering er udskudt flere gange«. Kommentaren påpeger risikoen ved at skubbe det gamle embedsværk til side. Sker det, kan Libyen komme til at gentage den ‘ irakiske model’, advarer Xinhua.

Meget snart vil Tripoli være fyldt med hærskarer af vestlige rådgivere, private sikkerhedsfirmaer, udviklingsagenturer, økonomiske eksperter og sociale ‘ udviklere’.

Verden vil opleve en gentagelse af en urgammel fortælling: påtvungen vestligt drevet modernisering, der kolliderer med konservative klanledere, mange med håndholdte korantekster. Alt imens de kinesiske ingeniører stilfærdigt vender tilbage til byggepladserne uden at prædike politik og moral undervejs.

Lad os kalde det den nye internationale arbejdsdeling i Nordafrika. Olien betaler det hele.

(klumme i Politiken 28.10.2011)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar