Markedet giver Kinas medier større frihed

Udgivet den 25. oktober 2011 af flemmingytzen

Forskellene mellem Vestens frie medier og Kinas statsstyrede medier er velkendte. Er vi også klar over lighederne, spørger en kinesisk-canadisk medieforsker og underviser i journalistik.

Tæv kapitalisterne. Besæt Wall Street. Bekæmp grådigheden. Angrib de finansielle centre. Oprørets time er kommet, en global bevægelse er ved at tage form. Er det markedets ægteskab med staten, de protesterende vender sig imod? Meget af retorikken lyder som en besynderlig cocktail af 1960′ ernes maoistiske sloganer og den globaliseringskritiske, europæiske ATTAC-bevægelse fra slutningen af 1990′ erne. Men vi bør ikke overraskes, mener den kinesiskfødte medieforsker Zhao Yuezhi, der er på forelæsningsturné i de nordiske lande og i Danmark som gæst hos Nordisk Institut for Asien Studier, NIAS.

»Hvis det aktuelle oprør skal give mening, så er det ikke nok at skælde ud på regeringerne. Vi taler om en neoliberal orden, nemlig det pragmatiske samarbejde mellem de dominerende vestlige økonomier og den kinesiske«, pointerer Zhao.

‘ Besæt Wall Street’ er måske den mest spektakulære variant af en bevægelse, der vil gøre op med de økonomiske eliters altfortærende indflydelse hos beslutningstagerne i Kongressen og i store dele af det amerikanske opinionsmiljø.

Chimerica

Skåret ind til benet retter en stor del af oprøret sig mod det, som den britiske historiker Niall Ferguson har kaldt ‘ Chimerica’, fusionen af amerikanskdomineret finanskapitalisme og den autoritære kinesiske statskapitalisme, mener den canadiske medieforsker.

»Der er et socialt oprør under udvikling i USA, hvilket er nyt. I Kina har der længe været mange protestaktioner rettet mod både virksomheder og myndigheder. Amerikanerne har fået nok af den løbske kapitalisme, mens kineserne er trætte af magtfulde, korrupte bureaukrater. Det er to sider af samme orden«, siger Zhao Yuezhi.

»Så hvis vi mener det alvorligt med at skabe forandringer i den måde, verdensøkonomien fungerer på, så skal bevægelserne komme samtidigt og indefra i både USA og Kina. Det giver ikke mening, at Vesten siger til Kina: I skal ændre på jeres system.
Nu kommer protesterne og opbruddet i Vesten. Dermed kan Kina sige til Vesten: Se, jeres system er ikke perfekt. Kan vi lære af jer, kan I måske lære noget af os«.

Den 46-årige medieekspert er til daglig underviser på Simon Fraser University i det vestlige Canada, men bruger mindst et par måneder om året på at undervise i moderne journalistik på Beijings Kommunikations Universitet.

Zhaos rejse til Vesten begyndte, da hun som 21-årig kom til Canada som en undtagelse fra reglen om, at kinesiske gæstestuderende i vestlige samfund skulle holde sig fra politisk følsomme områder som frie og kritiske medier.

Et par år før opstanden i Beijing i 1989 erkendte Zhao, at hun ville blive i Vesten.

»Så jeg skrev til mit institut i Beijing: Send ikke flere penge. Jeg bliver – og skal nok klare mig«. I dag optræder hun på sit gamle institut som underviser i kritisk journalistik.

Nationalismen vokser

Som person er hun et levende bevis på den modsætningsfyldte fusion mellem Vesten og Kina.

Men systemerne – markedsøkonomien og den politiske etpartistat – de kan vel ikke fusioneres. For kineserne hungrer vel efter at overtage det vestlige system?

Zhao Yuzhi advarer mod forhastede konklusioner.

»Amerikanerne ville få sig en forskrækkelse, hvis de kendte omfanget af den offentlige debat i Kina, for den afspejler stærke kritiske røster vendt mod USA. Det stod tydeligt under OL i Beijing for tre år siden, at de nye, unge liberale middelklasse i Kina er meget nationalistisk og USA-kritisk. De vil ikke have bedrevidende prædikener fra Vesten, der fortæller, hvordan Kina skal indrette sig. Husk, at hjemmesiden anti-CNN. com blev oprettet af studerende fra Kina, der ikke kunne kende fremstillingen af Kina i de vestlige medier«. Er disse nye nationalister så manipulerede af den kinesiske propagandamaskine?

»Kinas medier censureres og styres, men der er store områder, der er umulige at kontrollere. Det mønster, vi ser, er, at debatter eksploderer i cyberspace, hvorefter de etablerede statsejede medier tager dem op. Kinesiske medieledere ved, at de er nødt til at tage befolkningens bekymringer og holdninger alvorligt. Partiets linje er som en kurve, der bugter sig i takt med folkestemningerne. Strategierne skifter hele tiden, man giver og tager, alt efter hvad der rører sig«.

Vækst kontra velfærd

Så hvad handler politisk debat i Kina om lige nu? Groft sagt er det eksportindustrien kontra velfærdsstaten, der er hovedemnet.
Debatten symboliseres af Guangdong – den sydlige provins, der er kendt som verdens fabrikshal – kontra Chongqing i det centrale Kina, hvor en landskendt partichef fører sig frem med maoistiskinspireret propaganda, der taler om social retfærdighed, kamp mod ulighed, organiseret kriminalitet, m. m. To modeller, der rivaliserer, mener Zhao. Og medierne deltager i denne rivalisering.

»De kinesiske medier ejes eller kontrolleres af staten, men når det gælder redaktionel politik har der længe været pluralistiske tilstande«, pointerer Zhao Yuezhi.

Men hvis staten stadig ejer og styrer medierne, er der vel grænser?

»Kinas mediemaskine er ikke længere en monolit. Kommercialiseringen holdt sit indtog for flere år siden. Når et statsstyret medie skal operere på markedets betingelser, sker der ændringer i den redaktionelle linje. Ja, staten kontrollerer, men markedet og læsernes behov styrer, hvad der prioriteres«.

Demokratiet og markedet

Zhao kommer med et udsagn, der i danske ører må lyde kættersk: »Lad være med at tro, at det kapitalistiske marked og det vestlige demokratiske system er hinandens forudsætninger.

Denne kombination er undtagelsen mere end reglen. Historien viser, at markeder har udviklet sig fint under politisk autoritære systemer med åbne økonomier. Medierne i Kina har derfor ikke fuld, men relativ frihed«. Medieforskeren har sin daglige base i Canada, men gæsteunderviser i Beijing.

Er der så nogle tabuer, der skal undgås?

»I min undervisning nævner jeg opstanden i 1989 og Falun Gong, og det er der ingen problemer med. Jeg har fået afvist en undervisningsbog med følsomt materiale, men fik den optaget af et andet forlag. Man må forsøge sig og forsøge at bryde rammer ned hele tiden«. Så hvad er de største udfordringer for kinesiske medier og journalister? »Alle de problemer, der er fulgt med den økonomiske modernisering. Spændingerne mellem land og by. Millioner af kinesere er flyttet fra en udsigtsløs tilværelse i landdistrikterne for at nyde frugterne af urbaniseringen. Så mediernes marked ligger i at rapportere om det moderne liv i byerne. Meget få er optaget af at beskrive fattigdommen på landet, de socialt udstødte«, siger Zhao Yuezhi.

»Den nye unge byelite vil leve som i Vesten. For dem er det, der var en amerikansk drøm for en generation eller to siden, blevet en kinesisk drøm. De har det fint med, at millioner af deres landsmænd slider og slæber ved samlebåndene på fabrikkerne i Guangdong, og de er helst fri for at høre for meget om arbejdsulykker i industrien. Her er det, at de kinesiske medier bør tage en stor udfordring: rapportere om alle dem, der ikke har nydt godt af det økonomiske boom«.

Blå bog: ZHAO YUEZHI

Født 1965 i Zhejiang-provinsen Begyndte som 18-årig at lære sig radiojournalistik i Beijing Kom som udvekslingsstudent til Canada i 1986 Lektor og medieforsker på Simon Fraser University School of Communication, British Colombia, Canada, og gæsteunderviser på Beijing Communication University. Forfatter til bl. a. ‘ Communication in China: Political Economy Power and Conflict’, 2008.

(Interview i Politiken 25.10.2011)

Udgivet i Interviews, Kina | Skriv en kommentar

Kina formaner: EU skal måles på resultater

Udgivet den 21. oktober 2011 af flemmingytzen

»I har jeres demokrati, og vi har vores. Lad os respektere hinanden«, lød det fra en selvsikker kinesisk udenrigsminister i København

Glem alt om Kina og Europa i systemkonflikt eller i en nyere udgave af civilisationernes sammenstød. De globale udfordringer betyder, at vi mere end nogensinde har brug for hinanden. Udnyttelse af de store potentialer i Europa og Kina forudsætter gensidig respekt for, at de politiske og sociale systemer er forskellige.

Et budskab leveret med robust optimisme og rigeligt med smil på læben hos afsenderen, udenrigsminister Yang Jiechi, da han torsdag formiddag (20.10.) talte for et par hundrede særligt inviterede i festsalen på Københavns Universitet.

Yang tog ved flere lejligheder ordet ‘ demokrati’ i sin mund. Først anerkendte han, at den langvarige europæiske integration har bygget på demokratiske principper.

Dernæst pointerede han, at Kinas kommunistparti gennem 30 års økonomiske reformer har udviklet sin egen variant af demokrati. Hvordan definerede han så dette? Såre enkelt: Et system, der lever op til befolkningens forventninger. På godt dansk: Leverer varen i form af højere levestandard for det store flertal.

Dagen forinden havde udenrigsminister Villy Søvndal ( SF) rost Kina for at have trukket mellem 300 og 400 millioner af sine borgere ud af den værste fattigdom.

Yang var en anelse mere beskeden og talte om 200 millioner. Her havde han taget tilløb til talens allervigtigste budskab: at regeringer skal måles på de resultater, der mærkes i befolkningerne. »Dette er Kinas højeste prioritet«, lød det. »Og vi er i stand til løbende at korrigere de systemfejl, der opstår undervejs«, tilføjede han.

Underforstået: Finans-og gældskrisen har vist, at lige netop dette har Europa svært ved. Den selvsikkerhed, som meldingen blev fremført med, lod næppe mange tilhørere i tvivl om, at Kina ser på Europa ovenfra og ned, mens Europa ser nedefra og op på Kina.

Yang Jiechis mange lovord om Danmark – vi er på mange måder et foregangsland i Europa og en strategisk partner for Kina – manede onsdagens forlydender i medierne om en krise i forholdet til Danmark i jorden.

På sidelinjen forklarede udenrigsministerielle embedsfolk, at Yangs fravær ved et møde med pressen sammen med udenrigsminister Villy Søvndal skyldtes tilfældigheder.

For Danmark befinder sig i en superliga i den kreds af lande, som giganten i øst knytter tættere kontakter til. Med det EU-formandskab, der venter lige om hjørnet, vokser vi flere centimeter i betydning i Beijings optik.

Talen til de særligt inviterede blev også brugt til at trække nogle velkendte kinesiske streger i det globale sand: Kina blander sig ikke i andre landes interne anliggender og forventer, at ingen lande blander sig i, hvad Kina opfatter som sine interne anliggender.

Der var efter Yangs tale tid til en håndfuld spørgsmål, og et af dem gik ud på følgende: Hvordan tackler Kinas regering det paradoks, at Kina står for et ikke-indblandingsprincip, men er økonomisk til stede i alle verdensdele og ‘ blander sig’ alene i kraft af sin vægt som eksportør, leverandør, producent, opkøber af råvarer, investor og meget mere? For slet ikke at tale om, at Kina er det medlem af Sikkerhedsrådet, der leverer det største antal soldater til FN’s fredsbevarende enheder.

Jo, forklaringen er meget enkel: Økonomisk udvikling og politisk stabilitet er forudsætninger. Derfor er princippet om ikke-indblanding helligt.

Tibet blev ikke nævnt direkte, hverken af gæsten eller af de få spørgere, der fik tildelt en bid af den stramt afmålte tid, men et andet for Kina meget følsomt område kom op: Taiwan.

Øen har som Republikken Kina styret sig selv på et demokratisk grundlag i snart 25 år og har i mere end 60 år støttet sig på amerikanske militære garantier, så hvordan har Beijing det med, at Taiwan om få måneder afholder præsidentvalg med mulighed for, at et oppositionsparti, som Kina ikke bryder sig om, kommer til magten? Udenrigsministerens svar: »Vi glæder os over de seneste års positive udvikling i samarbejdet tværs over Taiwanstrædet.

Uanset udfaldet af de kommende regionale valg er det vort håb, at dette samarbejde kan fortsætte med de kommende regionale ledere«. Sagt med andre ord: Kina er ikke et land som Europas nationalstater. Beijing lever fint med at have forskellige styreformer inden for samme stat.

(nyhedsanalyse i Politiken 21.10.2011)

Udgivet i Globalt, Kina | Skriv en kommentar

Handelskrig Kina-USA? Gys!

Udgivet den 21. oktober 2011 af flemmingytzen

Oh ve, oh skræk. Protektionisme er det sidste, verden har brug for

KAN udenrigsminister Villy Søvndal vise sig at være en af Europas mest energiske frihandelsaktivister? Spørgsmålet kan lyde som lidt af et tankeeksperiment, men på onsdagens møde mellem Søvndal og den besøgende kinesiske udenrigsminister, Yang Jiechi, har et af emnerne utvivlsomt været betingelserne for bedre global samhandel og mere specifikt handelsrelationerne EU-Kina.

USA er nok også blevet nævnt, og mon ikke begge de herrer udenrigsministre har været bekymrede? Som bekendt har det amerikanske Senat netop vedtaget et forslag, der anbefaler, at USA lægger en straftold på udvalgte varekategorier, som Kina eksporterer til det amerikanske marked. Begrundelsen er den velkendte, at fordi den kinesiske regering angiveligt holder landets valuta kunstigt lav, opstår der en økonomisk ubalance, hvorved den i forvejen høje amerikanske arbejdsløshed forværres.

Sagt mere direkte: En kunstigt lav kurs på den kinesiske yuan ( RMB) eksporterer arbejdspladser fra USA til Kina, mens millioner af kinesiskfremstillede produkter fylder hylderne op i Wal-Mart og andre steder.

STRAKS efter vedtagelsen i Senatet gjorde republikanerne i Repræsentanternes Hus det klart, at lovforslaget ikke kommer videre. Det Hvide Hus’ talsmand kom med en slet skjult trussel om et veto. Her følger forklaringerne på kongresmedlemmernes og præsidentens modvilje: Amerikanske beslutningstagere har længe kunnet observere, at Kina langsomt, men sikkert er i færd med et økonomisk kursskifte. Sigtet er at lade vækstmotoren i stigende grad være indenlandsk efterspørgsel og forbrug frem for eksport til vestlige markeder.

Ser man på kursudviklingen mellem dollar og yuan over et femårigt forløb, er den kinesiske valuta steget i værdi med næsten en tredjedel. Det kinesiske arbejdsmarked har oplevet så markante lønstigninger, at en del af den mere sofistikerede fremstillingsvirksomhed nu er ved at tage returrejsen fra Kina til USA. Hvad mere er: I den periode, hvor yuan’en steg mest i værdi, fortsatte det amerikanske handelsunderskud med at vokse. Der er derfor kun en begrænset sammenhæng mellem den kinesiske valutakurs og det amerikanske handelsunderskud.

Sidst, men ikke mindst: Den amerikanske eksport til Kina er i pæn vækst. Børsanalytikeren Andy Rothman har gjort op, at hen over et tiår er den amerikanske eksport til Kina vokset med 468 procent, langt foran nr. 2 på listen over amerikanske eksportmarkeder, Tyskland.

Giver øget protektionisme mening indenrigspolitisk i USA? Hvis en amerikansk familie for ti år siden købte nyt fjernsyn, var dette sandsynligvis fremstillet i Japan eller Sydkorea. I dag kommer det fra Kina.

Hvis USA via lovgivning sætter barrierer op mod import fra Kina, flytter det blot importen af tv-apparater et andet sted fra, f. eks. Indonesien eller Vietnam. Ingen nye job i USA her.

SKABELSEN af global velstand har som en af sine støttepiller, at USA og Kina får mest mulig gavn af hinandens potentialer. En øget diversificering af Kinas industri kan bidrage til at trække de skrantende vestlige økonomier i gang, hvis vel at mærke disse selv tager nødvendige reformskridt.

Der tales ofte om, at tidspunktet for, hvornår Kina indtager pladsen som klodens største økonomi, rykker tættere på for hver dag. Kan USA tillade en sådan udvikling? Ja, den er helt naturlig, eftersom et marked med 1,3 mia. forbrugere potentielt har et større volumen end et marked med 300 millioner ditto. Den amerikanske økonomi er i dag stadig mere end dobbelt så stor som den kinesiske. Måler man velstanden per indbygger, er gennemsnitsamerikaneren 12 gange rigere end kineseren.

Så selvfølgelig er det i USA’s interesse, at Kinas vækst fortsætter. Så kan flere kinesere melde sig ind i middelklassen og dermed blive i stand til at efterspørge de produkter og serviceydelser, der produceres i USA. Frem for alt kan flere kinesere få råd til at rejse til USA, opleve de amerikanske tolerance-og frihedsbegreber på nærmeste hold, få mulighed for at sende deres unge på amerikanske universiteter etc.

For det moderne og åbne USA har rigtig meget, som Kina kan lære af. Ikke fordi vi kan og skal forvente, at en fremtidig kinesisk ledergeneration med ét slag indfører et politisk system som det amerikanske. Mindre kan også gøre det: Kina har for længst lært at give plads til et større civilsamfund i form af forbrugergrupper, miljøorganisationer og andre interessebaserede foreninger.

Amerikanerne kan f. eks. lære kineserne en hel del om at styrke borgernes retssikkerhed via en mere konsekvent lovgivning. Hertil kræves ikke, at Kina indfører et topartisystem som i Washington.

(klumme i Politiken 21.10.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Forsinket forår i Myanmar

Udgivet den 14. oktober 2011 af flemmingytzen

De første politiske fanger er frigivet. Vestligt pres bør lempes gradvist

ET POLITISK forår har indfundet sig i Myanmar/Burma, netop som regntiden er ved at ebbe ud. Onsdag i denne uge løslod regeringen 200 politiske fanger som et led i en amnesti, der følger en vedtagelse i det ellers militært dominerede parlament.

At der er ændringer på vej i det førhen så fastfrosne politiske landskab, kan ikke længere drages i tvivl.Den dialog, som landets præsident, Thein Sein, har sat i værk med oppositionslederen Aung San Suu Kyi er en reel undsigelse af det militærstyre, der blev sat på pension tidligere i år. Derfor er der stor risiko for et kup, der sætter reformpræsidenten fra bestillingen. Moderne burmesisk historie savner ikke eksempler på den slags.

Kursændringen fremgår af flere andre begivenheder. Parlamentet er begyndt at reformere mange af de love, som den tidligere junta dekreterede.Censuren af flere medier og internettet er blevet lempet.

Suu Kyi fik i sidste måned offentliggjort en artikel i et af landets medier, en ugeavis interviewede hende, og en anden bragte på forsiden en reportage om hendes besøg i en provinsby. Hadekampagnerne, fordømmelserne mod ‘ statens fjender’ og den negative propaganda mod regimets modstandere er væk.

Eksiloppositionens medier, herunder magasinet irrawaddy.org og radiostationen Democratic Voice of Burma ( dvb. no), blokeres ikke længere på landets internetcafeer.

Så ja, der er tale om et tøbrud, men politisk er det stadig en gletsjer, der skal sættes i bevægelse.

En stribe af vestlige delegationsbesøg fra EU og USA er blevet gennemført. Blandt gæsterne har været en af juntaens hårdeste kritikere gennem årtier, den amerikanske senator og fhv. præsidentkandidat John McCain. Alle delegationer har fået ubesværet adgang til møder med Suu Kyi; en dramatisk forskel, når man erindrer sig tiden under den tidligere diktator Than Shwe.

ALLE parter tager skridt, som var det i et minefelt, for 60 års militærstyre går ikke væk af sig selv. Tilbage i 1988 kollapsede det daværende etpartistyre, efter at datidens junta åbent erkendte, at ansvaret for landets mangeårige økonomiske elendighed lå hos dem selv (!). Det lignede et scenarie, hvor drejebogen kunne have været skrevet af en burmesisk Gorbatjov: I maj 1990 blev der afholdt et parlamentsvalg, som Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, vandt stort. Efterfølgende meddelte juntaen, at valgets resultat ikke ville blive respekteret. Gletsjeren gik i stå.

Da den daværende juntachef Than Shwe i november lod afholde et manipuleret parlamentsvalg, overlod han den politiske ledelse af landet til det, han troede var svage ledere, svage partier, et pseudoparlament og et splittet militær, som han troede ville forblive loyalt over for landets seniorer.

Men afløseren, Thein Sein, ved som tidligere general, at det burmesiske samfund med en sådan ledelse risikerer en gentagelse af den tilstand, der eksploderede i landet i 1988. Der er kun én vej ud af kviksandet: reformer, og de skal komme indefra.

THEIN SEINS regering ønsker sig formandskabet for den regionale samarbejdsorganisation Asean i 2014. Det nuværende formandsland, Indonesien, har tilbudt at sende sin udenrigsminister på besøg for at afprøve, om Myanmar er ‘ parat’ til formandsrollen. Interessant, fordi en sådan formel godkendelse ikke tidligere er taget i anvendelse.

Hvad der i disse måneder bløder de politiske fronter op, er kombinationen af stok og gulerod. USA svinger stokken ved sine meget vidtgående sanktioner, og Hillary Clinton lover lempelser, hvis styret leverer mere på områder som frigivelser af flere politiske fanger og fortsat dialog med oppositionen. Hvis Asean giver formandskabet til Myanmar, åbnes der op for besøg af politikere på topniveau fra de vestlige stormagter. Derfor har Thein Sein stærkt brug for Suu Kyi, den eneste oppositionsleder med reel legitimitet.

Den store nabo i nord, Kina, ser nervøst til. Den burmesiske regering meddelte for et par uger siden, at den indstiller et stort dæmningsbyggeri i Myitsone i den nordlige Kachinstat, hvor et statsejet kinesisk selskab står for et milliardprojekt på den største af Myanmars floder, Irrawaddy. Beijing har bedt om forhandlinger.

Beslutningen om at sætte dæmningsprojektet i bero er interessant: Thein Sein viser vilje til at smyge sig ud af Kinas økonomiske omklamring og nærme sig Vesten. I denne måned ankommer en delegation fra Den Internationale Valutafond for at forhandle reformer af det burmesiske pengesystem og dermed mulighed for internationale pengeoverførsler.

Udsigten til en gradvis lempelse af de amerikanske sanktioner, der blev indført 1997, men som fritager Myanmars største indtægtskilder, olie og gas, tegner sig nu i horisonten bag Den Grå Moulmein Pagode.

Vi taler om en noget for noget-politik: Kun med fortsatte reformer indefra kommer der flere håndsrækninger fra Vesten.

(klumme i Politiken 14.10.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Politisk farce i ferieparadiset

Udgivet den 6. oktober 2011 af flemmingytzen

Inden vinterferien planlægges: Alt er ved det gamle i Thailand

VELKOMMEN til ugens gættekonkurrence. Emnet er denne gang eksotiske lande. Her følger to landebeskrivelser.

Første land har en ældgammel monarkisk tradition, dyb respekt for religiøse værdier og social og politisk tolerance. Nationen skabte respekt i verden ved for snart 80 år siden at lade et absolut monarki afløse af en moderne demokratisk styreform med respekt for meningspluralisme og fri dannelse af politiske partier. Landets elite forstod at holde sig uden for de krige og konflikter, der rasede i nabolandene. Man opbyggede et tæt forhold til den vigtigste af alle demokratiske stater, USA, og accepterede en betydelig amerikansk indflydelse. I perioder var landets demokratiske system udsat for kriser og uhensigtsmæssig indflydelse fra magtfulde grupper, men man kom altid igennem prøvelserne med friheden intakt.

Socialt er landet præget af stor ulighed, men det er nærmest umuligt at finde folk i regulær sult og elendighed. Landet er kendt som gæstfrit og tager imod besøgende fra rige lande i stort tal. Af samme grund er det en udbredt opfattelse hos besøgende, at landet besidder en harmoni og venlighed, som er unik. Titusinder af danskere har været der, og titusinder er vendt tilbage.

LAND NR. 2 har en mudret og ujævn politisk historie. Der har været lange perioder med militærdiktatur og forfølgelse af grupper og individer, der kritiserede de herskende eliter. Gennem årtier har landet eksperimenteret med demokrati, men det har været vanskeligt af få en demokratisk kultur til at slå rod. Der har gennem et halvt århundrede været afholdt så mange parlamentsvalg og gennemført så mange justeringer af forfatning og valglove, at det vil kræve et helt fakultet af samfundsforskere at holde styr på sagerne.

Politiske kampagner og valghandlinger er stadig kontrolleret af pengestærke individer og klaner, der hader hinanden og lader kriminelle bander organisere gadevold, overfald og ildspåsættelser. Statsmagten har et magtfuldt militær og mange særlige sikkerheds-og politistyrker. For nogle år siden blev flere hundrede formodede narkohandlere likvideret af politiagenter og statsbetalte lejemordere.

Landets rigeste personer er også de mest magtfulde, hvilket dog er bredt accepteret i store dele af befolkningen, så længe de rige hjælper de fattigste. Eller lader som om.

SÅ HVILKE to nationer er der tale om? Kære læser, du er blevet udsat for et trick. Vi taler om et og samme land: danskernes foretrukne ferieparadis øst for Suez, Thailand.

Ganske som hos os har Thailand nu en kvindelig regeringschef. Hun hedder Yingluck Shinawatra og vandt sommerens parlamentsvalg. Som efternavnet demonstrerer, er hun søster til den mest kontroversielle person i thailandsk politik i nyere tid: den landflygtige milliardær Thaksin Shinawatra.

Vi har her et moderne klanvælde, der er kommet til magten på tilsyneladende helt legal vis, om end en sammenligning med Hækkerupklanen i Danmark næppe holder vand.

Thailand har netop passeret femårsdagen for det ublodige militærkup, der satte Thaksin Shinawatra fra magten. Siden har han fjernstyret sine tilhængere fra skiftende eksilbaser i Asien og Mellemøsten. Ved effektiv brug af sociale medier er det lykkedes Shinawatraklanen at udkommandere tusinder af tilhængere på gaderne i Bangkok, hvor de er blevet konfronteret med andre klanledere, der ikke synes godt om, at en velbeslået populist har vendt op og ned på den eksisterende orden i solskinslandet.

FOR TRE år siden blev Thaksin dømt for korruption, men der er i det nye parlament et voksende pres for at få vedtaget en amnestilov, der vil indebære, at han snart kan vende hjem som en fri og ustraffet mand. I lillesøsters regering sidder ministre, der indlysende taler om, at den arme rigmand blev dømt af politiske grunde, for som bekendt kan hverken kongehuset eller den magtfulde militære elite holde ham ud. Det var jo deres privilegerede positioner, han angreb i årene 2001-2006, da han var en yderst populær regeringschef.

Thaksin rejser verden tyndt på et pas udstedt af – Montenegro. Hvor morsomt kan det blive? For nylig tog han turen fra luksusboligen i Dubai til Tokyo og derfra videre til Phnom Penh, Cambodja, hvor han er udpeget som særlig rådgiver for en anden af Sydøstasiens oligarker, regeringschefen Hun Sen.

På Institut for Sydøstasiatiske Studier i Singapore siger forskeren Pavin Chachavalpongkun om tilstanden i sit hjemland: »For et par måneder siden ville jeg have sagt, at der er to regeringschefer i Thailand, Yingluck og hendes bror. Nu er der bare én, Thaksin«.

(klumme i Politiken 6.10.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Den oversete faktor i Taiwan

Udgivet den 30. september 2011 af flemmingytzen

Østatens faldende fødselsrate får større betydning i forholdet til Kina

MERE END 60 ÅR har Taiwans placering i Asien været defineret af de amerikanske sikkerhedsgarantier, som USA stiller for østaten. Den grundlæggende forudsætning for USA’s beskyttelse er, at skulle en taiwansk regering beslutte sig for at blive en del af Folkerepublikken Kina, sådan som det er Beijings erklærede mål, vil USA ikke modsætte sig en sådan udvikling, hvis den kan ske fredeligt.

Hvis Kina derimod gør brug af militære midler, vil USA reagere, ganske som det skete i foråret 1996, da Kina affyrede en serie missiler i farvandet i et forsøg på at skræmme vælgerne i Taiwan fra at stemme på en præsidentkandidat, som Kina ikke brød sig om.

Missilerne var ganske vist ikke armerede, men beskeden var jo ikke til at tage fejl af.

 

AT DE 23 MILLIONER indbyggere i Taiwan således lever på USA’s og Kinas nåde er kun undtagelsesvis et emne i østatens politiske debat. Med mellemrum opfører Kina og USA et rituelt politisk teater, som bliver en slags temperaturmåling på den sikkerhedspolitiske tilstand ikke bare hen over Taiwanstrædet, men i hele den vestlige Stillehavsregion.

Dette spil handler om USA’s salg af avancerede kampfly til Taiwan. I forrige uge skulle præsident Obama og Kongressen nå til enighed om, hvorvidt USA kunne sige ja til et salg af 66 eksemplarer af den nyeste udgave af F-16-kampflyet til Taiwan. Amerikanerne sagde høfligt nej, og i stedet vil Pentagon levere en ‘ opgradering’ af de 145 kampfly, som USA solgte til Taiwan tilbage i 1992.

Hvor reel er så Kinas militære trussel mod Taiwan? I juli offentliggjorde det taiwanske forsvarsministerium 2011-udgaven af sin forsvarspolitiske hvidbog.

I et kapitel om det kinesiske militær bemærkes, at Kina nu har nået et niveau for sin kapacitet, så det kan gennemføre en blokade af Taiwan og erobre nogle af de mindre taiwanske øer, der ligger lige op ad den fastlandskinesiske kyst. En regulær invasion af Taiwan har Kinas militær endnu ikke kapacitet til, siger hvidbogen, men Folkets Befrielseshær er begyndt at opstille de missilsystemer, der kan ramme skibe i Taiwanstrædet. Hensigten med disse systemer er at afskrække USA fra at sende hangarskibsgrupper ind i strædet, sådan som det skete for 15 år siden.

HVIDBOGEN nævner andre faktorer, der rummer potentielle trusler mod Taiwans sikkerhed, og de er interessant nok ikkemilitære. Naturkatastrofer og energiknaphed omtales, men det virkelig opsigtsvækkende er den demografiske udvikling. Forsvarsministeriets analytikere advarer om, at antallet af unge taiwanske mænd i den værnepligtige alder har været faldende i nogle år, og at tendensen vil fortsætte.

I år vil 117.702 unge mænd kunne optages i Taiwans væbnede styrker. I 2025 vil dette tal være faldet til 75.338. Den demografiske udvikling vil gøre det nødvendigt at fremme planer om at organisere fremtidens forsvar på frivillighed, dvs. kontraktansatte frem for værnepligt.

Fremtidens politikere i Taiwan kommer derfor til at diskutere, hvorledes de skal indrette sig på en militær trussel fra en potentiel modstander, der samtidig er østatens største samhandelspartner. Anslået en million taiwanere har nu fast bopæl i Kina: altså er den demografiske udfordring ledsaget af et problem med voksende hjerneflugt. Den nye taiwanske forretningselite tager til Kina for at møde fremtiden.

Lederen af Taiwan Security Analysis Center ( Taisac), Fu S. Mei, peger på yderligere en faktor, der gør den politiske udfordring svær: »Taiwans militære ledere oplever, at det, de står for, ikke nyder høj prioritering hos præsidenten og regeringen. Den militære dagsorden og dens prioriteringer har ikke megen synlighed. Med det fokus, som præsidenten har på forholdet til Kina, repræsenterer Taiwans forsvarsministerium nu den eneste stemme i regeringsapparatet, som regelmæssigt gør opmærksom på den voksende militære trussel fra Kina«.

Hvidbogen er et forsøg på at skabe opmærksomhed i den aktuelle præsidentvalgkamp, mener Mei.

Jo, det er Paris Hilton, der læser Sun Tzu's The Art of War

HVORDAN ser dette ud fra Beijing?

Perspektivet er enkelt og blev formuleret af den berømte filosof Sun Tzu i bogen ‘ Krigskunsten’ skrevet i det 6. århundrede f. Kr. Heri hedder det: »Man bør erobre fjendens land intakt. At ødelægge det er ikke god krigskunst. Det er altså ikke stor krigskunst, hvis du vinder alle dine slag. Den største kunst ligger i at undertvinge fjenden uden kamp. Den højeste krigskunst er at ødelægge fjendens planer. Den næstbedste er at forhindre fjendens styrker i at forenes (…) den dygtige leder besejrer sin fjende uden kamp, erobrer hans byer uden belejring og styrter ham uden langstrakte felttog. Med sine styrker intakt kan han stræbe mod herredømmet over hele riget, og uden at have mistet én mand vil hans triumf være fuldstændig. Dette er krigslistens metode«.

Og ikke et ord om den gigantiske amerikanske gæld til Kina i denne sammenhæng.

(klumme i Politiken 30.09.2011)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Kan og vil Kina redde Europa?

Udgivet den 24. september 2011 af flemmingytzen

Kina udtrykker vilje til at hjælpe skrantende økonomier i EU, men advarer samtidig Bruxelles mod protektionisme.

PARADOKSET skriger til himlen: Klodens største udviklingsland gør sig klar til at hjælpe kontinentet med de velstående, men skrantende og tilsyneladende handlingslammede nationer. Spørgsmålet fra alle hjørner lyder: Følger der betingelser med? Er Europas fremtid ved at blive solgt til kinesiske autokrater?

At tyngdepunktet i den globale økonomi er flyttet østpå er for længst blevet en trivialitet. Betyder det så også, at en nødlidende euro også kan forvente hjælp fra klodens næststørste økonomi?

Adskillige medier refererede for en uge siden den kinesiske regeringschef Wen Jiabao for følgende udtalelse fremsat på et møde i World Economic Forum i den kinesiske by Dalian: »Vi har udtrykt vores vilje til at hjælpe mange gange. Vi vil fortsætte med at udvide vore investeringer i Europa«. Så fulgte betingelserne: »Ifølge reglerne i Verdenshandelsorganisationen WTO vil Kina få fuldgyldig status som markedsøkonomi i 2016. Hvis EU kan vise oprigtighed tidligere end dette tidspunkt, vil vi se det som en ven, der hjælper en ven«.

Samme dag, som Wen Jiabao fremsatte sin udtalelse, offentliggjorde den amerikanske tænketank German Marshall Fund en undersøgelse, at befolkningerne i EU ikke frygter kinesisk dominans i samme grad, som amerikanerne gør det. 46 procent af europæerne ser Kina som en de økonomiske muligheders land, og 62 procent afviser, at Kina udgør en militær trussel. Modsætningsvis ser 63 procent af amerikanerne Kina som en økonomisk trussel, og 47 procent ser den asiatiske kæmpe som en strategisk modstander.

MANGE SPØRGSMÅL hang i luften over Europa, da Wen Jiabao for tre måneder siden gennemførte et besøg i flere lande både inden og uden for eurozonen. Da Wen landede i Birmingham, konstaterede Daily Telegraph, at det var svært at undslippe den oplevelse, at ikke bare Storbritannien, men hele Europa aldrig havde set svagere ud i kinesisk optik.

Der var som så ofte tidligere knyttet megen symbolik til besøget. Wen Jiabao tog til Longbridge, som er hjemsted for bilfirmaet MG Rovers fabrik, et hæderkronet britisk mærke, som blev opkøbt af kineserne i 2005. Fabrikken i Longbridge var engang repræsentativ for den tid, hvor britisk bilproduktion var synonymt med lav produktivitet, hyppige arbejdsnedlæggelser og fagforeningstyranni. I dag er virksomheden det fysiske udtryk for Kinas største industrielle tilstedeværelse i Storbritannien. Ejeren er Shanghai Automobile Industry, og dens hovedaktivitet er at designe og fremstille MG-biler, hvor størsteparten af enkeltdelene er fremstillet på virksomheder i Kina.

Den britiske regeringschef David Cameron sagde under Wens besøg, at det britisk-kinesiske samarbejde skal have meget mere volumen, end det samarbejde om bilproduktion kan give. Cameron har sat et mål: I 2015 skal det bilaterale handelsvolumen op på 100 milliarder dollar, hvilket vil være en stigning på 60 procent i forhold til niveauet i 2010, hvis det lykkes.

Kinas støtte til europæisk økonomi vil også handle om at fremme strategiske kinesiske erhvervsinteresser, hvilket er blevet gjort fuldstændigt tydeligt af Beijings ambassadør i Storbritannien, Liu Xiaoming.

Han udtalte op til sin regeringschefs besøg, at Kina gerne tager mange af byggekontrakterne til de nye britiske højhastighedstog.

»Kinesiske virksomheder overvejer nu, om det giver mere mening at investere i Storbritannien frem for Frankrig eller Tyskland. Vi har brug for at satse på et flagskib, og et højhastighedstog vil være oplagt«, sagde ambassadøren til den britiske avis The Times.

På kun få år er der indtruffet afgørende skift i styrkeforholdet mellem Kina og Europa. Analyseinstituttet ISN Insights minder om, hvorledes et planlagt europæiskkinesisk topmøde i 2008 blev ødelagt af de spændinger, der var skabt op til afholdelsen af OL i Beijing og af den opmærksomhed, som europæiske politikere som f. eks. den franske præsident Nicholas Sarkozy gav den tibetanske eksilleder Dalai Lama. Dengang trak kineserne stikket ud til et planlagt økonomisk topmøde.

I fjor kom Wen Jiabao til Bruxelles med en formodning om, at han ville blive givet prædikatet ‘ markedsøkonomi’ på en sølvbakke af kommissionen. I stedet fik han en liste over forskellige økonomiske handelsteknikaliteter, som var uafklarede. Mødet brød sammen, og en planlagt pressekonference blev aflyst.

Hen over denne mareridtsagtige europæiske krisesommer har kinesiske diplomater forklaret flere europæiske regeringer, at tiden er inde til, at Bruxelles og andre hovedstæder får »orden i eget hus«. Samme besked fik den amerikanske vicepræsident Joe Biden under sit seneste Kina-besøg, som ifølge The Economist havde karakter af en ubønhørlig skolemesterbelæring af gæsten.

Men ét er retorikken og deklarationerne. Hvad har de kinesiske investorer ( og dermed statsmagten) gjort i praksis? Nyhedsbrevet China Brief, der udgives af tænketanken Jamestown Foundation i USA, leverer nogle interessante detaljer i sin seneste udgave. Tidligere i denne måned foreslog den kinesiske viceudenrigsminister Wang Qishan, at London bliver Kinas europæiske center for handel med landets valuta, renminbi. Det fremgår af en artikel af Ting Xu, der er afdelingsleder ved Bertelsmann Foundation i Washington.

Han forklarer også, samhandelen mellem Kina og EU steg med 21 procent i 2010 i forhold til året før, hvilket betyder, at EUområdet nu er en større handelspartner for Kina end USA. Kina har dermed overhalet USA som Tysklands største ikke-europæiske handelspartner.

Men den sydeuropæiske gældskrise da? Ifølge China Brief investerede Kina sidste år i græske statsobligationer som modydelse for en 35-årig lejekontrakt i Athens havneby Piræus.

Tre måneder efter indgåelse af denne aftale stillede regeringschefen Wen Jiabao grækerne i udsigt, at Beijing vil fortsætte med at finansiere græske statsgældsbeviser.

Siden sommeren 2010 har Beijing lovet af købe statsobligationer i Spanien, Portugal og Irland i en politik, som premierminister Wen har kaldt »en hjælpende hånd langvejs fra«.

China Brief forklarer, at hovedparten af Kinas oversøiske investeringer fortsat er koncentreret i Asien og Latinamerika, men omfanget af Beijings kapitalplaceringer i både USA og Europa vokser alligevel med bemærkelsesværdig hast. Mellem 2006 og 2009 firedobledes Kinas investeringer i EU-området til 5.727 milliarder euro, og alene i perioden fra oktober 2010 til marts i år omfattede de 64 milliarder dollar, svarende til en firedobling per kvartalsperiode sammenholdt med de 11 foregående kvartaler. Samme billede gør sig gældende i USA, hvor de kinesiske investeringer næsten tredobledes fra 2006 til 2009.

ER DER EN grænse for den kinesiske velvilje over for Europa? I denne uge citerede den regeringsstyrede avis China Daily den kinesiske EU-ambassadør på en måde, der kun kan tolkes som en diskret advarsel.

Ambassadør Song Zhe forklarede til avisen, at en lang række kinesiske investeringsforslag er blevet blokeret, bl. a. fordi de europæiske myndigheder gennemfører »urimelige« undersøgelser af de kinesiske investorers baggrund.

»Mange erhvervsfolk fra Kina oplever at få deres forslag blokeret, hvilket efterlader det indtryk, at det europæiske investeringsklima forværres. Derfor er der flere, der enten udskyder eller helt opgiver deres planer. Sådanne handlinger kan obstruere kinesiske investeringer. Den europæiske gældskrise har skabt grobund for protektionisme«, sagde ambassadøren.

China Daily citerer en europæisk diplomat for det synspunkt, at Bruxelles traditionelt har et konservativt syn på Beijing, og at dette har rødder i medlemslandenes delte holdninger til giganten i øst.

»Der skal arbejdes hårdt for at få skabt tillid«, pointerer diplomaten.

(publiceret i Politikens Debatsektion 24.09.2011)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Tøbrudsdage i Burma

Udgivet den 23. september 2011 af flemmingytzen

Frygt for arabiske tilstande har ført til forhandlinger i Myanmar

FORSONINGSPROCESSEN i Myanmar, det tidligere Burma, flyder som en lotusblomst på Irrawaddy-floden. Lydløst og langsomt, men retningen er ikke til at tage fejl af. Efter årtiers fastlåst konfrontation vakler det bambustæppe af frygt og fjendtlighed, som i årtier forhindrede politiske løsninger.

Forandringerne ses i det burmesiske medielandskab, hvor der er sket en lempelse i internetcensuren og en voksende mødevirksomhed blandt organisationer, som indtil for nylig blev forfulgt af staten og dens militære undertrykkelsesapparat.

Nobelpristageren og oppositionslederen Aung San Suu Kyi er tilbage i udviklingens centrum, inviteret af ingen ringere end landets præsident, Thein Sein. Forgangne weekend gav hun et interview og udtalte bl. a. følgende:

»Der er sket mange forandringer, men vi er langtfra alle fuldstændig frie. Der er stadig et stykke vej at gå, men der har været en positiv udvikling. Jeg har altid sagt, at jeg er en forsigtig optimist, og en sådan fortsætter jeg med at være. Jeg er overbevist om, at præsidenten er indstillet på positive forandringer, men hvor meget han vil være i stand til at opnå, er et åbent spørgsmål, som vi vil undersøge nøje«.

Da Suu Kyi blev frigivet fra flere års husarrest for snart et år siden, fik hun strenge ordrer om at holde sig uden for politisk aktivitet. Så gik den daværende juntachef, Than Shwe, på pension. Siden har Suu Kyi kunnet rejse ud af sin hjemby, Yangon ( Rangoon), for at holde møder med tusinder af tilhængere. I sidste måned inviterede præsidenten hende til hovedstaden, Naypyidaw, og begge forklarede efterfølgende, at de har fundet områder, hvor de er enige.

I SIDSTE uge blev der slået endnu et hul i det burmesiske bambustæppe. Det skete, da USA’s særlige udsending for Burma, ambassadør Derek Mitchell, gennemførte et fem dage langt besøg, det første af slagsen.

Han havde møder med både regeringsfolk og opposition. Mitchells pressemøde ved besøgets afslutning rummede budskaber, som ville have været utænkelige for bare et år siden.

»Jeg er under mit besøg konstant blevet mindet om, at Suu Kyi fortsat har den allerstørste betydning for borgerne i dette land, både burmanerne ( det etniske flertal, red.) og de etniske minoriteter. Ethvert troværdigt reformforsøg må have hendes deltagelse. Det står ligeledes klart, at hun er fuldt ud engageret i bestræbelserne på fredelige forandringer gennem dialog«.

Den amerikanske udsendings besøg står i skærende kontrast til de tidligere forhandlingsforsøg, der blev gjort af FN’s særlige udsendinge. Dokumenter fra WikiLeaks har afsløret, at eksdiktatoren Than Shwe engang eksploderede af raseri og irettesatte FN-udsendingen Ibrahim Gambari med bemærkninger om, at Myanmar »hverken havde politiske fanger eller humanitære problemer«.

I MANGE år herskede der nordkoreanske tilstande i Myanmar. Omverdenen kunne kun have spinkle formodninger om, hvad der rørte sig i bag magtens Potemkinkulisser i den nybyggede hovedstad, Naypyidaw.

Men tidligere på måneden lukkede en markant afhopper op for en hidtil ukendt indsigt i den daværende juntas tankegang. Manden hedder Aung Lynn Htut, er tidligere major i sit lands militære efterretningsvæsen og næstkommanderende på Myanmars ambassade i Washington indtil sin spektakulære afhopning i 2005.

Aung Lynn Htut ser grund til optimisme i den aktuelle udvikling under det formelt civile styre, som juntaen gav plads til efter et manipuleret valg i fjor: Suu Kyis besøg uden for Yangon og hendes møder med både udenlandske dignitarer og burmesiske organisationsfolk er reelle tegn på tøbrud, mener han.

Den tidligere diplomat peger samtidig på en overraskende faktor, der har bidraget til opblødningen i de militære rækker: det arabiske forår. Myanmars yngre officerselite har indset nødvendigheden af reformer, inden en ny folkelig revolte eksploderer i Yangons gader.

Denne forklaring korresponderer med et udsagn, som Aung San Suu Kyi fremsætter i førnævnte interview: Hun modsætter sig, at Myanmar rammes af en opstand i stil med det, der er set i Mellemøsten og Nordafrika, og pointerer følgende: »Hvad vi ønsker, der skal gøres, er en åndelig revolution.En virkelig revolution tager meget lang tid at gennemføre, og jeg foretrækker, at de forandringer, vi har brug for, opnås ved fredelige midler, gennem forhandlinger«.

Landets præsident, Thein Sein, er klar over, at vejen til politisk legitimitet går gennem Suu Kyi. Der er opstået et interessefællesskab med mindelser om det, der i sin tid udviklede sig mellem Frederik de Klerk og Nelson Mandela.

(klumme i Politiken 23.09.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Kan Jesus også frelse Kina?

Udgivet den 15. september 2011 af flemmingytzen

Kristendom og kapitalisme er på en lang march i Øst

I DENNE uge begynder forfatteren Liao Yiwu en foredragsturne i USA for at promovere sin seneste engelsksprogede udgivelse: ‘ Gud er rød: Historien om, hvordan kristendommen overlever og blomstrer i det kommunistiske Kina’.

Liao er sikker på at opleve fyldte foredragssale. Han sætter ord på en århundredgammel amerikansk vision om, at verdens folkerigeste land før eller siden vil blive omvendt til kristendommen. Selv erklærer forfatteren sig for ikketroende, men er blevet udfordret af den realitet, at dagens Kina snart har flere kristne end medlemmer af kommunistpartiet ( med ca. 80 millioner i kartotekerne).

Officielle data fra 2010 fortæller, at Kina har 23 millioner katolikker og protestanter i de tre statsgodkendte kirkeorganisationer. Tælles de uofficielle ‘ huskirker’ med, kan tallet ifølge forskere være på 60 millioner. World Christian Database skønner optimistisk, at Kina har 70 millioner kristne svarende til 5 procent af befolkningen. Dermed er kristendom Kinas næststørste religion kun overgået af buddhismen.

DEN ENKLE forklaring på fænomenet er, at Kina befinder sig i en åndelig krise: Stort set ingen tror længere på den kommunistiske ideologi, og alle er optaget af at skabe materiel velstand. Millioner af kinesere savner moralsk retning i tilværelsen, og deres sjæle lever i et kaos, som Liao skriver i ‘ Gud er rød’.

De kinesiske myndigheder forfølger ham på grund af det forfatterskab, der er ved at give ham anerkendelse i Vesten, så for tre måneder siden måtte han tage flugten over grænsen til Vietnam. Men Liao Yiwu har ikke opgivet troen på, at kristendommen vil bidrage til en uundgåelig transformation af Kina.

Han bemærker et sted, at kommunistpartiet begynder at inkorporere klassiske kristne budskaber som næstekærlighed som en del af den officielle propaganda.

Tendensen bekræftes af forskeren Gerda Wielander fra Westminster University i London.

Hun peger i en nylig analyse i tidsskriftet China Journal på, at partiet i 2009 opfordrede til »udvikling af det positive indhold af religiøse doktriner«. Da titusinder af borgere i foråret 2008 strømmede til for at hjælpe jordskælvsofrene i Sichuan, blev det set som udtryk for en folkelig medfølelse, som partiet siden har forsøgt at profitere af, mener hun.

I APRIL RYKKEDE politifolk ud og fjernede alt inventar i det lokale, som den private Shouwangkirke havde lejet i Beijing for sine godt 1.000 medlemmer. Efterfølgende offentliggjorde 17 ledere af undergrundskirker sensationelt en opfordring til regeringen om at revidere den lovgivning, der lægger rammerne for religionsudøvelse i Kina.

Sagen fik den regeringskontrollerede avis Global Times til at publicere en kommentar, der begrundede lukningen af Shouwangkirken: »En kirke må ikke blive et magtcenter, som kan fremme radikale forandringer. For det vil indebære, at en sådan kirke ikke er optaget af religion, men af politik, og den slags er ikke tilladt for en kirke«.

Kinas statskontrollerede kirkesamfund er reelt partistatens forlængede arm, mens ‘ huskirkerne’ som f. eks. Shouwang har oplevet en eksplosiv fremgang og regelmæssigt er ude for, at medlemmer og præster fjernes og fængsles.

Er der håb om, at et mere tolerant Kina er på vej? I sin seneste bog ‘ Civilization – The West and the Rest’ citerer den britiske historiker Niall Ferguson et anonymt ledende medlem af Kinas Socialvidenskabelige Akademi for følgende synspunkt: Efter mange århundreder som klodens mest avancerede land blev Kina i 1800-tallet overhalet af Europa.

Skyldtes det, at de europæiske hære og flåder havde bedre våben? Var de europæiske politiske og økonomiske systemer mere sofistikerede end Kinas? Ingen af disse forklaringer er direkte forkerte, men hen over de seneste tyve år er de kinesiske historieforskere nået frem til, at hovedforklaringen er europæernes religion, kristendommen. For den kunne sammenbinde kapitalisme med moral og ånd.

ET AF NUTIDENS helt store paradokser er således, at mens kristendommen er på retur i et stagnerende Europa, er den på massiv fremmarch i det land, som formand Mao i 1958 erklærede for »renset for religion«. Men Kinas kirkegængere er ikke fattige og undertrykte proletarer, der søger opium for folket. Det er den entreprenante og pengestærke middelklasse, som Jesus har fået tag i.

Det fysiske bevis for samspillet mellem kapitalisme og kristendom i Kina ligger i Nanjing. Trykkerivirksomheden Amity Printing er verdens største producent af bibeler. Tre ud af fire af de tolv millioner bibeler, der produceres årligt her, sælges til kinesiske kunder.

Ejeren er Amity Foundation, som blev grundlagt i 1985 af en gruppe kristne kinesere. De er i dag millionærer.

(klumme i Politiken 15.09.2011)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Kina som det nye USA? Uha!

Udgivet den 11. september 2011 af flemmingytzen

Klodens nr. 2 bør næppe gøre, som klodens nr. 1 har gjort

FOR NØJAGTIG to måneder siden bragte USA’s og verdens førende finansdagblad, Wall Street Journal, en kommentar af en fhv. Microsoft-topchef, Robert J.Herbold. Hans emne var at sammenligne ledelseskulturen i klodens to største økonomier, den amerikanske og den kinesiske. Overskriften fik mange på Wall Street og Capitol Hill til at få kaffen i den gale hals den julimorgen: ‘ Kina vs. USA: Hvilket af de to er et udviklingsland?’.

Herbold beretter, hvorledes han efter en forretningsrejse, der bragte ham fra Los Angeles til Shanghai og Beijing, begyndte at fundere over, hvilket af de to lande der er det mest udviklede.

»Vi må erkende, at Los Angeles er i forfald. Byens lufthavn er beskidt og overbelastet, og der er alt for meget, der ikke vedligeholdes. Til forskel herfra er lufthavnene i Beijing og Shanghai nye og moderne, renholdte og rummelige og med et personale, der er overvældende hjælpsomt (…) og på motorvejene fra Los Angeles til lufthavnen er forfaldet mere end tydeligt, og enhver kender baggrunden: at Californien er bankerot. Til sammenligning er infrastrukturen i større kinesiske byer som Shanghai og Beijing forholdsvis ny og bestemt i topklasse«.

MEN det er langtfra kun forskellen i infrastruktur, der har været slående for gæsten. Herbold forklarer, hvorledes han på sine møder træffer både virksomheds-og regeringsfolk, og at alle er optagede af at realisere Kinas nye femårsplan, som blev offentliggjort i marts. Miljøhensyn og jobskabelse har det stærkeste fokus i denne plan, noterer han og spørger: »Kan vi forestille os, at Kongressen og præsidenten enes om en samlet femårsplan med udsigt til at lykkes på samme måde, som det sker i Kina?«.

Han minder om, at mens Kina sidder på et bjerg af valutareserver og værdipapirer, nærmer de amerikanske statsfinanser sig græske tilstande. Han forklarer også om Kinas bestræbelser på at forkæle de grene af videnskaben, som kan bringe nationen videre, såsom det rekrutteringsprogram, ‘ Titusinde talenter’, der skal bringe oversøisk uddannede forskerhoveder til at rejse hjem og bruge deres evner i fædrelandet.

»Lad os erkende, hvad der er ved at ske. Vi bliver overhalet, fordi den amerikanske regering ikke længere er i stand til at skabe de nødvendige forbedringer, alt imens den autokratiske kinesiske ledelse får sin politik gennemført hurtigt og effektivt«.

SERIØSE debattører er for længst begyndt at spørge, om Kina på sigt overtager USA’s globale lederrolle. Er det overhovedet ønskværdigt, at det kommer så vidt? Historiske erfaringer giver heller ikke belæg for påstande om, at Kina er på vej til at overtage verden.

Kan USA så lære Kina noget om dyderne ved godt naboskab? At undlade at true dem, man bor tæt på? Hverken i Det Øst-eller Sydøstkinesiske Hav er der eksempler på, at Kina har gjort ved sine naboer, hvad USA’s militær har gjort ved Grenada, Panama, Nicaragua, Guatemala eller for den sags skyld Cuba.

Så hvem bør være eksempel for hvem? David Herold, der er lektor ved Hongkongs Polytekniske Universitet, pointerer, at intet andet land siden 1945 har destabiliseret så mange nationer som USA: »USA har belært verden om, at enhver regering har et valg ud af to: enten at acceptere de regelsæt, USA har defineret, eller at anskaffe sig kernevåben som det eneste effektive redskab til at forhindre amerikansk indblanding. Om USA da ikke repræsenterer universelle spilleregler i international konflikthåndtering? Jo, når de gælder alle andre end USA og dets borgere. Krigsforbrydertribunaler? Gælder ikke for amerikanske soldater. Den sidste af torturbødlerne fra Abu Ghraib er for nylig blevet løsladt efter kun otte år bag tremmer«.

Og hvad er det så, et opstigende Kina lærer resten af verden i disse år, spørger David Herold og svarer: »At Kina er helt og aldeles indifferent over for andre befolkningers og landes politiske systemer, religiøse opfattelsermv. så længe disse ikke påvirker Kinas hellige køer, dvs. Taiwan, Tibet og Xinjiang. Ellers er alt, hvad kineserne er optaget af, at tjene penge, skaffe sig naturressourcer og opbygge forretningsforbindelser. At købe af og sælge til flest mulige i verden«.

SÅ NEJ TAK, Kina, lad for Guds skyld være med at gøre som USA. I skal nemlig ikke ønske jer at have USA’s interne vanskeligheder: en gældshul så dybt som Grand Canyon, en arbejdsløshed, der er så høj som Rocky Mountains, et Californien, der er fallit, en tedrikkende fundamentalistisk religiøs bevægelse, der har lammet det politiske system; uduelige demagogiske politikere, et oppustet militærapparat etc.

Forbløffende, at dønningerne fra jasminrevolutionerne i de arabiske lande ikke for længst har ramt Manhattan.

(klumme i Politiken 9.9.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar