Handlekraft er en japansk mangelvare

Udgivet den 31. august 2011 af flemmingytzen

Stagnation og politisk uansvarlighed i klodens tredjestørste økonomi

HVORNÅR begynder Japans folkevalgte at tage reelt ansvar for at ændre på nationens miserable tilstand, og hvornår viser disse politikere en tålmodig befolkning, at de har den handlekraft, der skal bringe samfundet ud af mange års stagnation? Japan er kendt af omverdenen for effektive transportsystemer, enestående orden og systematik og næsten kriminalitetsfrie storbyer, men landets politiske system ligner noget fra en epoke, der ligger langt tilbage. Den hastighed, hvormed der skiftes regeringschefer ud, har mindelser om autokratiske systemer, hvor hensynet til den folkelige opinion og samfundets behov ikke betyder alverden.

REGERINGSPARTIET DPJ ( Demokraterne) valgte mandag finansminister Yoshihiko Noda som landets sjette regeringschef på fem år. Noda bliver den tredje regeringschef i en regering ledet af DPJ, siden dette parti høstede en historisk sejr over det konservative LDP ( Liberal-Demokraterne) i august 2009. Den afgående regeringschef, Naoto Kan, forsøgte at takle de monumentale udfordringer, der rejste sig efter tsunamien i marts. Han tog skridt til at reformere landets energipolitik, der er domineret af atomindustrien, og skulle finde midlerne til den store genopbygningsindsats i de katastroferamte områder.

En særskat kunne være nøglen til denne finansiering, men blandt flere af Kans og Nodas partifæller er modviljen modnye og ekstra skatter så stor, at de hellere vil skabe usikkerhed om landets ledelse end arbejde for langsigtede løsninger for at hive nationen op af det politiske mudder.

FÆNOMENET kendes også fra forgængeren LDP’s mange år ved magten. Partiernes fraktioner skiftevis bekæmper hinanden og samarbejder, alt efterhvilke personinteresser og enkeltsager der er i spil. Hvad der tilsidesættes eller direkte ofres i disse indviklede kabaler, er de overordnede nationale interesser. Taktikken kvæler strategien.

For økonomer ser det absurd ud, at politikerne ikke kan hæve forbrugsafgiften på kun 5 procent, men sådanne indlysende fi-nansielle redskaber undgår politikerne, fordi de tager taktiske hensyn.

Genopbygningen efter tsunamien 11. marts er den største udfordring for Japan siden krigsnederlaget i 1945. Katastrofen på Fukushima atomkraftanlægget er langtfra afklaret og har følgevirkninger langt ud over lokalområdet. Myndigheder over hele Japan er tilbageholdende med at give igangsætningstilladelser til de anlæg, der er blevet standset for at gennemføre særlige sikkerheds-og kontroleftersyn. To ud af tre japanske kernekraftværker er ‘ afkoblede’, og der er derfor risiko for energimangel i flere områder.

PÅ DET længere sigt er der store uafklarede problemer om, hvorledes verdens tredjestørste økonomi kan genstartes, hvorledes velfærdssystemerne kan opretholdes og udbygges for en befolkning, der ældes hurtigere end i noget andet G20-land. Japans offentlige gæld er den største i gruppen af verdens mest avancerede økonomier, og der er ikke tegn til, at gældsbyrden aftager.

Et medlem af oppositionspartiet LDP, Taro Kono, beskriver tilstanden således: »Vi befinder os i en politisk katastrofe. Det offentlige budgetunderskud og den aldrende befolkning har betydet, at vi i ti år har diskuteret reformer af pensionssystemet, men intet er der sket. Alt for meget er i stagnation, og politikerne må til at erkende virkeligheden. Tiden er ikke længere til politiske fraktionskampe. Vi må samarbejde bredt for at hjælpe nationen«.

En dansk analytiker af japansk indenrigspolitik, Lau Blaxekjær fra Københavns Universitet, forklarer de seneste dages udvikling således: »Når Naoto Kan træder tilbage nu, sker det efter en aftale med oppositionen. Hans kamp til det sidste for at gennemføre energilovgivning og finansiering af genopbygningen er nøje iscenesat. Kan spiller på japanernes forestilling om, at helten altid dør. En politiker, der gør det nødvendige, ofrer sig for helheden, dvs. samfundet og forlader derefter scenen. Det er en del af den japanske politiske mytologi. Men Kan sidder nu bagved som en skyggeshogun og har sin egen mand sat ind som premierminister, der har lovet at fortsætte Kans arbejde«.

DEN STØRSTE udfordring for den nyudnævnte regeringschef og alle japanske politikere af betydning er, at befolkningen har mistet tilliden til det politiske system. Hvis ikke Noda og DPJ får gang i økonomien og hurtigt finder en fornuftig løsning på konsekvenserne af atomkatastrofen, vil meningsmålingerne igen og igen vise vælgernes pessimisme, og Japan vil atter opleve nye premierministre gøre et forsøg.

(klumme i Politiken 31.08.2011)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Realiteterne om Myanmar

Udgivet den 25. august 2011 af flemmingytzen

Sanktionerne har virket: et politisk tøbrud er indledt

EN KOMBINATION af politisk pres og dialog, økonomiske sanktioner og politiske incitamenter har ført til, at en dialog om national forsoning i Myanmar, det tidligere Burma, er sat i værk.

For en uge siden rejste oppositionslederen Aung San Suu Kyi til Naypyidaw, den nyopførte hovedstad 330 kilometer nord for Yangon (tidl. Rangoon), og mødtes med landets præsident, Thein Sein. Dagen før mødet holdt præsidenten en tale med opfordringer til landets etniske oprørsgrupper om at indlede reelle forhandlinger efter et halvt århundredes partisankrig. Efter sin tiltrædelse for fem måneder siden har styret inviteret repræsentanter for Den Internationale Valutafond (IMF) til landet for at drøfte reform af landets pengesystem.

En sådan udvikling ville have været utænkelig under den tidligere juntaleder Than Shwe, der gik på en forgyldt pension efter et manipuleret valg i fjor. Asiatiske og vestlige diplomater har i årevis berettet, hvorledes Than Shwe blokerede for ethvert tiltag i retning af national forsoning i de mange år, hvor Aung San Suu Kyi sad i husarrest, hvorfra hun konstant holdt et tilbud om forhandling åbent.

Regimet brugte valghandlingen i fjor til at håndplukke nogle få civile politikere, der giver garanti for, at generalerne ikke udsættes for et retsopgør om de mange massakrer, de er ansvarlige for. Than Shwe, ’Sydøstasiens Slobodan Milosevic’, nærmer sig de 80, er syg og svækket, og den yngre del af officerskorpset vil gerne have ham sendt ud i glemsel, som det skete med forgængeren Ne Win. Militæret er foruroliget over Kinas økonomiske invasion af det nordlige Burma og vil derfor invitere andre økonomiske aktører end de kinesiske.

DEN AKTUELLE udvikling har givet anledning til en gryende optimisme i de sydøstasiatiske nabolande, USA og EU-kredsen.

I 2014 vil den burmesiske regering have mulighed for at lede formandskabet i den sydøstasiatiske Asean-sammenslutning. Sidst denne mulighed var på tale, var i 2004, men da blev juntalandet droppet med henvisning til netop den manglende politiske dialog om national forsoning. At give den burmesiske regering formandskabet bliver en prøve på politisk troværdighed for ikke bare styret i Naypyidaw, men hele det politiske samarbejde i Sydøstasien.

Giver den påbegyndte dialog resultater i form af gradvis politisk liberalisering, frigivelse af politiske fanger og vestlige tilsagn om udviklingsrådgivning, vil både USA og EU kunne være deltagere i en normaliseringsproces i 2014. Derfor måtte eksgeneral Than Shwe lempes ud gennem en sidedør i fjor, og derfor gav det mening af frigive Aung San Suu Kyi fra flere års husarrest. De beskedne sanktioner fra vestlig side var en konstant påmindelse til Kina, Indien og Asean om, at der måtte lægges et diskret asiatisk pres på det juntastyrede parialand, hvis Vesten og Østasien skulle tilbage på dialogsporet.

Gennem mere end 10 år har kinesiske diplomaters budskab til de burmesiske generaler været: Start en national forsoning. Eksgeneral Than Shwe ignorerede dette vink med en bambuskæp, men hans efterfølgere har rettet ind. Asean har, siden Myanmar i 1997 blev medlem, fortalt juntaen: Find ud af at danne en normal regering, for et militærstyre er ikke en normal regering. Juntaen gjorde en retræte.

SITUATIONEN bærer mindelser om den udvikling, der forandrede Myanmars umiddelbare nabolag for en snes år siden: Det kommunistiske Vietnams besættelse af nabolandet Cambodja 1989-99 afstedkom sanktioner og bistandsboykot fra vestlig side. Da Asean fik sat skub i en dialog, åbnede først Japan og siden EU og USA op for politisk og økonomisk kontakt med Hanoi og Phnom Penh. De vestlige sanktioners positive virkning blev tydelig, da regimerne begyndte at give indrømmelser.

Kinesiske investeringer i infrastruktur vil være det væsentligste bidrag til økonomisk udvikling i Myanmar/Burma fremover. Men EU og USA kan levere, hvad de er bedst til: gradvis politisk liberalisering gennem styrkelse af civilsamfundet.

GIVER DET MENING, at en dansk politiker vil lege turistguide i det engang så isolerede land? Ja, hvis han bruger opholdet vil reel oplysning om landets tilstand. Turisme er ikke og har aldrig været en del af sanktionerne. At hævde at fraværet af masseturisme er årsagen til den økonomiske elendighed i Myanmar svarer til, at man i sin tid havde gjort det sydafrikanske befolkningsflertal ansvarligt for apartheid. Den fratrådte junta svømmer i milliarder fra olie- og gasudvinding, som franske og amerikanske firmaer hjælper til med at skaffe. Måske nogle af disse formuer kunne bruges til fattigdomsbekæmpelse, hvis FN giver en hånd med?

Sanktionerne kan løftes gradvist i takt med politiske indrømmelser fra regimets side. Første krav: frigivelse af politiske fanger.

(klumme i Politiken 26.08.2011)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

En ny start for tibetanerne?

Udgivet den 19. august 2011 af flemmingytzen

Kan en sekulær eksilleder få Kina i tale? En svimlende udfordring

DA TIBETANERNES åndelige leder, Dalai Lama, i april besøgte Danmark, var han en ‘forhenværende’, i betydningen at han ikke længere var politisk leder af det tibetanske eksilsamfund, men ‘ kun’ åndelig leder for alle tibetanere overalt på kloden. Bringer dette skifte gode nyheder med sig for andre end de 150.000 eksiltibetanere?

For et par uger siden blev Dalai Lamas afløser på posten som ‘ kalon tripa’ ( regeringschef), Lobsang Sangay, taget i ed. Udnævnelsen af den 43-årige amerikansk-uddannede akademiker er resultatet af en proces, som tibetanske repræsentanter siger er udtryk for en længe forberedt demokratiseringsproces i det tibetanske eksilsamfund.

»Jeg har ofte sagt, at en religiøs leder ikke bør have et politisk lederskab. Nu lever jeg op til det, jeg selv har prædiket«, sagde den 76- årige åndelige leder i forbindelse med den ceremoni, hvor afløseren blev taget i ed.

Ingen er dog i tvivl om, at Dalai forbliver som den samlende spirituelle og moralske skikkelse, hvis hele livshistorie er synonym med det tibetanske folks skæbne i moderne tid. Det var ham, der under kinesisk pres underskrev den 17-punkts aftale, som i 1951 stillede en form for autonomi i udsigt for den tibetanske befolkning.

Året forinden havde kinesiske hærstyrker annekteret Tibet, efter at den tibetanske region i 40 år havde oplevet reel selvstændighed som et feudalt teokrati og uden at være anerkendt af datidens stormagter.

Da et tibetansk oprør i 1959 blev slået ned af kinesisk militær, fulgte titusinder af tibetanere Dalai Lama over Himalayabjergene til eksilet i nordindiske Dharamsala, hvor hovedkvarteret stadig er placeret.

DALAI LAMAS formelle tilbagetrækning er reelt en indrømmelse til Beijing. De forhandlinger, der har fundet sted siden 2002, har været mellem Beijings udsendinge og repræsentanter for Dalai Lama alene i dennes egenskab af åndelig leder og har handlet om betingelserne for Dalai Lamas tilbagevenden til det land, han flygtede fra i 1959, ikke om indsættelse af en særlig lokal administration i stil med det lokale selvstyre, som Hongkong har haft siden tilbageleveringen i 1997, og som har tjent Hongkong godt.

Ideelt repræsenterer Hongkong-modellen det eneste politisk realistiske alternativ for et tibetansk selvstyre, men i uformelle samtaler har kinesiske diplomater gjort det klart, at det tibetanske samfund ikke har nået et ‘ udviklingsniveau’, hvor denne særlige variant af lokalt selvstyre kan danne forbillede for en fremtidig ordning på det tibetanske plateau.

LOBSANG SANGAY er stillet over for kolossale udfordringer. Han er født i indiske Darjeeling, har en juridisk doktorgrad fra Harvard University i USA og har aldrig besøgt Tibet. Hans far opgav i 1950 en munketilværelse og tilsluttede sig som partisan den væbnede opstand mod det kinesiske styre og blev såret, da han i 1959 var en del af den gruppe, der hjalp Dalai Lama til at flygte ud af Lhasa.

Som ung aktivist blev Lobsang Sangay medlem af Den Tibetanske Ungdomskongres (TYC), som Kina kalder en terrororganisation. Han deltog jævnlig i protestdemonstrationer foran den kinesiske ambassade i New Delhi, hvor han blev arresteret af indisk politi. Siden blev hans synspunkter moderate. Som bosiddende i USA gennem 15 år er han nødt til at bruge de budskaber om trosfrihed og menneskerettigheder, der har klangbund i det amerikanske samfund.

Da eksilsamfundet begyndte at lede efter en afløser for Dalai Lama, var de eneste kandidater, der blev bragt i spil, personer med rødder i USA. Dermed sikres fortsat politisk og økonomisk opbakning hos de mange dollarspækkede amerikanske lobbygrupper, men hvordan kan en Harvard-jurist tale for de tibetanere, der lever i selve Tibet – ludfattige bjergbønder, nomader, småhandlende, børn og unge uden uddannelse og derfor mange analfabeter?

Robbie Barnett, der er direktør for Modern Tibetan Studies ved New Yorks Columbia University, siger det fuldstændig usentimentalt: »Hvis Lobsang Sangay mener sin sag alvorligt, har han forhåbentlig brugt de sidste 15 år på at lære sig kinesisk«.

SELV HVIS DET nogensinde kommer til en reel dialog mellem eksiladministrationen og Beijing, er styrkeforholdet i dag mere ulige end nogensinde tidligere. Med den politiske og økonomiske styrke Kina har bygget op, er en militær besættelsesstyrke på sigt overflødig. Investeringskapital, massive satsninger på infrastruktur, samhandel og åbning af markedsadgang til hele Centralasien repræsenterer en politisk kraft, som selv de mest højrøstede vestlige støtter for den tibetanske sag må kapitulere over for.

Kina har lært af den amerikanske udviklingshistorie i det vestlige USA fra midten af 1800-tallet. Visionen om et sekulært tibetansk lokalstyre med base i Lhasa fortaber sig i meget fjerne horisonter.

(klumme i Politiken 19.8.2011)

Udgivet i Kina | Skriv en kommentar

G2 begyndte for 40 år siden

Udgivet den 5. august 2011 af flemmingytzen

Respekt for den Nixon, der gjorde op med en unormal verden

NÅR HISTORIEN om den amerikanske gældskrise engang skal skrives, vil forskere utvivlsomt kritisere George W. Bush og dennes økonomiske politik. Men i samme forbindelse vil historikere sandsynligvis rose Bush for hans nøgterne Kinapolitik, der gjorde det muligt for USA at opbygge et økonomisk partnerskab med den asiatiske gigant.

Uofficielt kaldes den gensidige afhængighed mellem USA og Kina for G2. Om afhængigheden også udvikler gensidig ansvarlighed, bliver afgørende for en ny verdensorden præget af fornuft.

Hvem lagde grundstenen til G2? En anden republikansk præsident, der sluttede med at være upopulær i sit hjemland.

For en stor del af den generation, der blev politisk interesseret i begyndelsen af 1970′ erne, var Richard Nixon et hadeobjekt. USA’s 37. præsident var en republikansk kommunistjæger, der blev forbundet med grum og brutal realpolitik i Vietnam og Cambodja ( 1969-72) og Chile ( 1973). Som bekendt er Nixon den eneste amerikanske præsident, der er fratrådt embedet i utide og i vanære ( Watergateskandalen 1974).

17 år efter Nixons død er der opstået en anledning til at se præsidentens resultater i et mere forklarende lys. Hans sikkerhedsrådgiver, Henry Kissingers, seneste udgivelse, ‘ On China’ leverer en dyb og detaljeret indsigt i mange af de omstændigheder og motiver, der for fire årtier siden fik Nixon til at indlede en normalisering med det Kina, som amerikanerne havde været i en krigslignende tilstand med siden Folkerepublikkens oprettelse 1949.

Den nu 88-årige Kissinger bruger ikke kun de 586 bogsider på at lovprise sin tidligere chef. USA’s vigtigste diplomatiske håndværker i årene 1968-75 beskriver nøgternt de motiver, der i juli 1971 førte til, at præsident Nixon sendte Kissinger på en hemmelig mission til Beijing for at sondere mulighederne for en politisk åbning.

Kissinger kom til fjendeland med sin præsidents erkendelse af, at Kinas politiske isolation var en historisk anomali.

USA så naturligvis nogle strategiske fordele i at gøre Kina til en medspiller i inddæmningen af Sovjetunionen. Men Nixon havde også et blik for, at Kina skulle bringes tilbage til en accepteret placering i verden. En imponerende vision, når man erindrer sig, at et stærkt Amerika-fjendtligt Kina i 1971-72 netop var kommet ud af den værste og mest destruktive, ideologisk hysteriske fase af kulturrevolutionen.

I FEBRUAR 1972 rejser Nixon til Beijing og indleder en proces, der syv år senere fører til oprettelse af diplomatiske forbindelser efter 30 års konflikt og diplomatisk kulde. Resten er historie, og den er overvejende positiv.

Kissinger forklarer Nixons håndtering af møderne i Beijing i februar 1972 således: »Af de ti amerikanske præsidenter, jeg har kendt, havde han ( Nixon) et unikt greb om langsigtede internationale tendenser.

Han brugte 15 timers møder med Zhou Enlai ( Kinas regeringschef, red.) til at fremlægge sin vision for amerikansk-kinesiske relationer og de konsekvenser, de ville kunne have for verdens tilstand. Nixon forklarer sin udsending, at det er i USA’s langsigtede strategiske interesse at have et normalt forhold til Kina (…) Ikke fordi vi elsker dem, men fordi de er der..og fordi verden er i så hastig forandring«. Han citerer Nixon for under besøget i Beijing at sige til sine medarbejdere: »Prøv at stoppe op, og tænk over, hvad der ville ske, hvis nogen, der kunne levere anstændig regeringsførelse, fik kontrollen med det kinesiske fastland. Gode Gud… (…) hvis du sætter 800 millioner kinesere til at arbejde under et anstændigt system… ville de blive verdens ledere«.

SOM EN illustration af, hvor meget der er spil for hele verden, hvis USA og Kina ikke magter at samarbejde konstruktivt, trækker han en parallel til den situation, som Storbritannien stod i over for et voksende Tyskland i årene op til udbruddet af Første Verdenskrig: USA må forholde sig klogt og forsigtigt over for den realitet, at Kinas fortsatte vækst bringer det tilbage til sin normale placering på verdensscenen.

Kissinger gør i sit konkluderende afsnit brug af filosoffen Immanuel Kant, der advarede om, at vedvarende fred kun vil komme til verden på en ud af to måder: enten gennem menneskelig erkendelse og indsigt eller modsætningsvis katastrofer og konflikt, hvor menneskeheden ikke har haft andre valg.

»Vi er nået til et sådant punkt«, mener forfatteren, der slutter bogen således: »Da premierminister Zhou Enlai og jeg nåede til enighed om den erklæring, som offentliggjorde mit besøg, sagde han: Dette vil ryste verden. Sikke en kulmination, hvis, fyrre år efter, USA og Kina kan bringe kræfterne sammen, ikke for at ryste verden, men bygge den op«.

(klumme i Politiken 5.8.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Da Murdoch løb ind i Kinas mur

Udgivet den 29. juli 2011 af flemmingytzen

Wendi Deng har ikke kunnet udfylde hele den rolle, hun var tiltænkt

HVEM SKULLE have troet, at Rupert Murdoch nogensinde ville nedlade sig til at skulle besvare spørgsmål fra politikere og så tilmed for rullende kameraer? Nu kender verden også hans søn James og hans tredje hustru, Wendi Deng. Det var hende, der demonstrerede en kvik refleks, da en aktivist forsøgte at smøre Murdoch ind i barberskum midt i en byge af spørgsmål fra parlamentarikerne. Hun slog fra sig og minimerede skaderne på sin 38 år ældre ægtefælle. Ikke kun er hun en tigermor for parrets to børn ( f. 2001 og 2003), hun har også demonstreret, at hun er en tigerhustru.

Wendi Deng minder verden om, at Rupert Murdoch i mere end én forstand har haft Kina og Østasien inde i sin strategiske planlægning. Da giftermålet var en realitet i 1999, blev hun set som den kulturelle murbrækker, der kunne hjælpe gemalens interesser på vej ind på det lukrative kinesiske marked. Siden mødte ‘ imperialisten’ sin overmagt i det censurspækkede kinesiske kontrolapparat.

Gennem en snes år forsøgte Murdoch gennem regelmæssige besøg i Kina at få myndighederne til at give selskaber i News Corp. adgang i form af licenser og opkøb. At han næsten har opgivet ambitionen om at spinde guld på det hastigt voksende kinesiske mediemarked stod klart for et år siden, da News Corp. meddelte, at selskabet afhændede de kontrollerende aktieandele i tre af sine Kina-baserede tv-selskaber til lokale firmaer i Beijing og Shanghai.

Tilbage i 1993 købte Murdoch Star TV af en af Asiens rigeste mænd, Li Ka-shing, for en pris af omkring 1 milliard dollar. Overtagelsen fandt sted på et tidspunkt, hvor Star TV sendte underholdningsprogrammer over det meste af Asien, og hvor der endnu ikke var nogen stærk regulering på Kinas dengang beskedne kommercielle tv-marked.

Den fremstormende Wendi var ankommet til netop Star TV, da hun mødte koncernens øverste chef i 1997. Meget hurtigt avancerede hun fra at have været praktikant til at blive juniordirektør. To år senere blev alliancen beseglet med vielsesringe, netop som Kina tog tilløb til at blive medlem af verdenshandelsorganisationen, WTO. Kinesisk statscensur og forfølgelse af regeringskritikere fyldte ikke meget i debatten i Hongkong ( det var lige efter tilbageleveringen i 1997), og vestlige erhvervsfolk mærkede suset fra den åbning af Kinas markeder, som havde taget fart få år tidligere.

NEWS CORP. befandt sig i et kapløb med Time Warner, Viacom og Disney om at komme ind og få bidder af det voksende kinesiske tv-marked for især underholdningsprogrammer.

De fire giganter bød sig til i 2003, da Kinas mest velstående provins, Guangdong (‘ verdens fabrikshal’), begyndte at udstede sendetilladelser. Selskaberne havde en forestilling om, at de fra Guangdong kunne fortsætte erobringen til andre kinesiske provinser.

Men i 2005 offentliggjorde Kinas statsagentur for radio, tv og film de regulativer, der gjorde det klart, at udenlandske medieselskaber ikke ville få lov at opkøbe indenlandske radio og tv-kanaler og andre medieorganisationer.

For News Corp. betød det, at en planlagt ekspansion i form af en joint-venture med provinskanalen Qinghai Satellite Television som partner måtte opgives.

Murdoch tabte angiveligt 50 millioner dollar på dette eventyr, som Wendi Deng var udset til at lede. I stedet fik hun chefjobbet i MySpaces Kina-afdeling, der meget passende bortcensurerer sider på nettet, hvori der indgår ord som Tibet, Dalai Lama og Falun Gong. Wendi Deng forlod selskabet, da News Corp. solgte det fra i sidste måned.

I SINE årelange forsøg på at bane vej for guldrandede aftaler med Beijings mediebaroner spillede Murdoch og hans klakører nogle sjove takter for at komme i mål. Da Hongkongs sidste britiske guvernør Chris Pattens memoirer skulle udgives – og disse var som bekendt fyldt med kritiske observationer af styret i Beijing – var det planlagt at skulle ske på et Murdoch-ejet forlag. Udgivelsen blev droppet, og Patten måtte finde en anden forlægger. Så var det en anderledes generøs Murdoch-hånd, der finansierede udgivelsen af de memoirer, som en datter af den kinesiske reformleder Deng Xiaoping havde skrevet for at hylde sin fader.

Da Rupert Murdoch kaldte Dalai Lama »en gammel og meget politisk munk, der lunter omkring i Gucci-sko«, var ingen i tvivl om, at hensigten var at behage visse forretningspartnere, ganske som da sønnen James satte en etiket på meditationsbevægelsen Falun Gong med ordene: »en farlig, apokalyptisk kult«. Lige lidt hjalp det. Der lå ikke guld for enden af regnbuen i Murdochs kinesiske medieeventyr. Den ydmygelse, Wendi, Rupert og James oplevede i London, var ikke den første, men den var noget anderledes end den, de stødte på hos Wendis landsmænd.

(klumme i Politiken 29.07.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Verdensorden version 2.011

Udgivet den 22. juli 2011 af flemmingytzen

Vestens tab af global indflydelse betyder, at der skal tænkes forfra

RAGNAROK, Armageddon – bare i slowmotion? Hvad er det egentlig, der er på spil på den globale scene i en tid, hvor euroens overlevelse er noget, der diskuteres frygtsomt og seriøst, og hvor det amerikanske politiske system tydeligvis er præget mere af handlingslammelse end af en beslutningskraft, som der mere end nogensinde er behov for? At der foregår et massivt magtskifte fra Vest mod Øst er ikke længere noget, seriøse debattører betvivler.

At en markant voksende andel af verdens investeringskapital kontrolleres af klodens største autokratiske system, samtidig med at Europa og USA er forgældet i et omfang, der ikke er set siden Anden Verdenskrig, er ikke ensbetydende med, at vi også taber vore egne værdier, herunder vore versioner af demokrati og frihedsrettigheder, på gulvet. Men der kræves nytænkning i håndteringen af internationale relationer for at fatte og anvende de nye vilkår, som en asiatisk præget verdensorden bringer med sig. Udfordringen består i at skabe win-win-situationer.

På hver sin måde er skandalerne om den forhenværende IMF-chef Dominique Strauss-Kahn og medieimperialisten Rupert Murdoch blevet til symbolhistorier, der udtrykker det tab af magt og prestige, som vestligt skabte institutioner repræsenterede gennem et halvt århundrede.

Asiatiske ledere spørger med rette: Er Washington og Bruxelles rollemodeller for demokratisk, handlekraftig og ansvarlig regeringsførelse lige nu? Heller ikke de vestligt ledede militære interventioner i Afghanistan, Irak og Libyen hen over et tiår tegner til at blive fortsatte ledestjerner for en verdensorden som den, USA’s neokonservative elite så for sig i kølvandet på angrebet 11. september. Et amerikansk skattebetaleroprør, der vil sætte begrænsninger på flere militære eventyr, kommer via Tea Party-bevægelsen.

Europa vil se mere og mere indad for at redde, hvad reddes kan af de fallerede økonomier i middelhavsområdet, og sikre, at nogle af de eksjugoslaviske lande integreres.

Hvad stiller en dansk regering op? Som fhv. udenrigsminister Niels Helveg Petersen har udtrykt det: »Hvis vi ikke tager os sammen, bliver det os, der skal leve af at danse folkedans for kineserne«.

MEN DE NYE og velstående, magtfulde eliter i Østasien ser ikke fordele i at lade Vesten forfalde økonomisk.

Kinesiske investeringer er på vej ind for at tage medejerskab af europæisk infrastruktur i et mønster ikke ulig det, vi i nogle år har kunnet observere i Afrika.

Det er ikke politisk systemeksport, der er på tale. Grækenland kommer med stor sandsynlighed til at se sig selv i selskab med afrikanske og latinamerikanske lande, der beredvilligt har taget imod kinesiske investeringer.

Samarbejdsvilje hen over kontinenter og på tværs af politiske systemforskelle bliver der brug for, hvis Vesten skal drage fordele af de ændrede styrkeforhold.

Både Kina og Indien ser gerne, at USA og EU udvikler sig økonomisk sundt. Hvad ingen af de to asiatiske giganter ønsker, er ensidige amerikanske og europæiske diktater på den globale scene.

Håndteret med fornuft og pragmatisme kan denne reviderede orden blive til en mere mangfoldig og tolerant verden. Sagt i kort form: Det behøver ikke ende med et G2 ( Kina-USA, der allerede nu koordinerer tæt), men kunne blive et G3 ( Indien inkluderes) og meget gerne et G4 ( når/hvis EU kommer med).

Som den singaporeanske seniordiplomat Kishore Mahbubani utrætteligt påpeger i sine analyser, er verden på vej til en global normaltilstand: I 1.800 ud af de forgangne 2.000 år har Kina og Indien været verdens to største økonomier. Den enestående dominans, som først Europa og siden USA har haft gennem de seneste 200 år, har været en verdenshistorisk undtagelse.

Østasiens eliter ser stadig Amerika og Europa som destinationer, hvor de ønsker at sende deres børn hen, så de kan få en højere uddannelse. Statscensur og religiøse traditioner til trods er det New York og London, som planlæggerne i Shanghai og Mumbai ønsker at kopiere. Formel kommunisme og traditionelle kastesamfund har ikke kunnet hindre opkomsten af moderne, globalt orienterede kinesiske og indiske eliter, der målbevidst arbejder på at modernisere deres samfund.

ANTALLET af internationale væbnede konflikter i Østasien er faldet dramatisk hen over 30 år i takt med eliternes og regeringernes voksende vilje til at spille sammen med det bedste af Vesten. Mon dette positive samspil kan kopieres af de kommende regimer i Libyen, Egypten, Syrien, Irak, Pakistan og Afghanistan? Ikke sandsynligt. Skal Mellemøsten få gavn af verdensordenen i version 2.011, har regionens nye ledere brug for at lære af New Delhi og Beijing. Kun hvis religion og tradition ryger ud, kommer videnssamfundet ind.

(klumme i Politiken 22.07.2011) 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Bistandsidealer og -illusioner

Udgivet den 17. juli 2011 af flemmingytzen

Modtagerne af dansk bistand bør til eksamen. Start med Tanzania.

I DEN VALGKAMP, som må forventes udløst i det tidlige efterår, vil vi for en stund opleve, at udviklings-og bistandspolitikken genindtræder på den politiske kampplads. Det bliver lige så forudsigeligt, som det bliver kortvarigt. Rød bloks budskab vil lyde: Vi vil give mere, end blå blok har givet. Blå bloks budskab vil lyde: Vi vil give det samme som hidtil, bare bedre! Så er ingen blevet klogere.

SAGENS EMNE er de godt 15 milliarder kroner, som Danmark giver til en stribe udviklingslande i Afrika, Asien og Latinamerika. Anvendelsen af midlerne redegøres der minutiøst for i den netop udsendte årsberetning fra Danida, Udenrigsministeriets afdeling for udviklingsbistand.

‘ Beretningen om Danmarks deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde 2009’ er et imponerende velredigeret 104-siders dokument, der til forveksling ligner en beretning fra en multinational koncern.

Beretningen vil blive nærlæst af branchens interesseparter, dvs. en række virksomheder, konsulent-firmaer, de humanitære organisationer, og – hvem ved – måske vil medlemmerne af Folketingets Udenrigsudvalg bladre lidt i den. En bredere debat kommer ikke, for den har været fraværende i efterhånden en del år.

Forklaringen på dette fravær er enkel: Dansk udviklingsbistand er presset fra flere sider af emner, som ikke oprindelig har hørt til udviklingsbistanden, herunder klimasagen og sikkerhedspolitikken (ang. sidstnævnte: Afghanistan fik i 2009 hele 456,5 millioner kroner i civil bistand fra Danmark).

Både klimaet og sikkerheden tager afsæt i langsigtede politikker, der handler lige så meget om indretningen af vore egne samfund som om, hvorledes fjerntliggende lande skal indrette sig, så de gavner både egne befolkninger og os i den velstillede verden. Men sammenfletningen af humanitære, politiske og økonomiske hensyn betyder også, at udviklingspolitikken bliver uoverskuelig for den menige skatteyder.

HEN OVER EN DEL år har meningsmålinger vist, at et flertal af danskerne mener, at vi skal fortsætte med at yde udviklingsbistand og helst ligge i førerfeltet. Samme målinger viser også, at danskerne ikke tror, at bistanden gør den store forskel i forsøgene på at løfte verdens fattige befolkningsgrupper op på anstændige niveauer. Årsberetningen fra Danida er ( s.8) nøgtern på dette punkt: Udviklingsbistanden kan bidrage til fattigdomsbekæmpelse, men kan ikke alene løfte et samfund ud af fattigdom. Så sandt som det er sagt, men hvad og hvem kan så? Formlen er enkel: Udviklingslandenes borgeres evne og vilje til at udnytte globaliseringen og producere nok til egen overlevelse skal frisættes af kompetente statsapparater.

ÅRSBERETNINGEN viser, at der er to markante succeshistorier i den danske ‘ bistandsfamilie’ på 15 lande: Bhutan og Vietnam. Dansk bistand udfases af begge, fordi de er ved at nå et niveau, hvor de kan klare sig selv. Vietnam, et klassisk kommunistisk etpartistyre, forventes at opnå mellemindkomststatus mellem 2010 og 2012, konstaterer beretningen. Applaus! Virker kommunismen så alligevel, udviklings-og frihedsminister Søren Pind?

I den tunge ende af familien finder vi demokratiske Tanzania , modtager af dansk bistand i sværvægtsklassen gennem et halvt århundrede. Langt om længe er det lykkedes vort østafrikanske partnerland at komme op på pæne vækstrater, gennemsnitlig 7 procent i perioden 2000-2008. Men uha, væksten er hovedsagelig drevet af minesektoren, for guld er landets største eksportvare. Er det så ikke den såkaldte råvarefælde, Tanzania er faldet i?

Dansk bistand til Tanzania nåede i 2009 op på 571,3 mio. kr. Så her kommer det kætterske, politisk ukorrekte ( i rød blok) regnestykke: Hvis man lægger den danske bistand til Tanzania sammen hen over det halve århundrede, der er gået, hvor meget er der så givet per tanzanisk indbygger? Utvivlsomt et betragteligt beløb, der kun har haft beskedne virkninger. Men det vil være uretfærdigt at hævde, at det er bistanden, der har fejlet. Det er modtagerlandets evne til at frigøre sine skjulte ressourcer på en måde, som ikke kun gør bistanden effektiv, men også gør tanzanisk økonomi attraktiv for internationale investorer. Hen over det halve århundrede har den danske bistand til Tanzania mere været bloktilskud (vedligeholdelsesmidler) end udviklingshjælp. Er det godt nok?

Dansk Folkeparti er netop gået i marken med et forslag om, at fremtidig dansk bistand kun skal gives til ganske få lande, og et af dem skal være Tanzania , for så kan vi virkelig gøre en forskel, hedder det. Virkelig? OECD’s evalueringer gennem mange år har vist, at dansk bistand kvalitativt og generelt er i topklasse.

Næste årsberetning fra Danida bør ikke eksaminere bistanden, men Tanzanias ansvarlige.

(klumme i Politiken 17.07.2011)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

En illusion om retfærdighed

Udgivet den 13. juli 2011 af flemmingytzen

Andet kapitel i Cambodjas ufuldstændige retsopgør er åbnet

I UDKANTEN af den cambodjanske hovedstad, Phnom Penh, ligger et imposant bygningskompleks omgivet af rismarker. Her bor Extraordinary Chambers in the Courts of Cambodia, ECCC – Særdomstolen for Cambodja , oprettet med det formål at gennemføre retssager mod de ansvarlige for Røde Khmer-regimets massemord og overgreb på anslået 1,7 millioner cambodjanske borgere i årene 1975-79.

Efter et langvarigt tilløb indledte domstolen sit arbejde i 2006. Den første dom blev afsagt i fjor over Kaing ‘ Duch’ Guek Eav, den tidligere chefbøddel i regimets centrale torturcenter S-21, den tidligere gymnasieskole Tuol Sleng, hvor anslået 14.000 såkaldte ‘ regimefjender’ blev pint ihjel på det grusomste. Dommen over ‘ Duch’ var på 35 år og blev efterfølgende reduceret til 19. Den tidligere matematiklærer, der i dag er en genfødt kristen, har appelleret dommen. Dommen vakte opsigt, alene fordi det var den første i en slags retsopgør med et regime, hvis eftervirkninger stadig traumatiserer tusinder i nutidens Cambodja .

TIDLIGERE i denne måned indledtes en sag, som risikerer at blive den sidste af slagsen. På anklagebænken sidder fire personer, der er blandt de politisk hovedansvarlige for Røde Khmer-styrets politik. De enten udstak eller godkendte de direktiver, som Duch og hans kolleger i systemet udførte med uhyggelig præcision. De fire arbejdede direkte for den egentlige leder, Pol Pot, der døde i 1998 i en form for husarrest efter et internt opgør i Røde Khmer organisationen.

De fire er styrets daværende udenrigsminister Ieng Sary ( 85), dennes hustru, den daværende socialminister, Ieng Tirith ( 79), Khieu Samphan ( 79), en fransk-uddannet udviklingsøkonom, der blev regimets præsident, samt den egentlige chefideolog, Nuon Chea ( 84). De tre førstnævnte har været personligt forbundne siden studieårene i Frankrig omkring 1950, hvor ideologisk skoling organiseret af det franske kommunistparti forbandt dem med Saloth Sar, manden, der siden tog navnet Pol Pot.

Alle fire har erklæret sig uskyldig. Den sandsynlige udgang er langvarige fængselsstraffe, som vil blive appelleret. Mens retten afventer appelsagen, vil de fi-re sandsynligvis forlade denne verden så fredeligt og beskyttet, at det forekommer urimeligt, når det erindres, hvilke forbrydelser de udsatte deres landsmænd for 1975-79.

HVAD VIL verden have lært af det cambodjanske eksempel på et retsopgør? Ulykkeligvis ikke meget andet, end at vi har fået en demonstration af, hvordan en sådan proces ikke skal gennemføres.

I modsætning til tribunalerne mod de ansvarlige for overgrebene i det tidligere Jugoslavien og Rwanda er den cambodjanske proces blevet gennemført som et såkaldt blandet tribunal. Kort sagt indebærer dette, at processerne skal respektere både national lovgivning og internationale retningslinjer.

I begge domstolens kamre er der et flertal af cambodjanske dommere. Domsafsigelser kræver dog en såkaldt ‘ supermajoritet’, hvilket indebærer, at mindst en af tribunalets internationale dommere skal sige god for de afgørelser, der er truffet af de nationale dommere.

Hen over et forløb, der nu har varet mere end fem år, har kritikere peget på, at de cambodjanske dommere umuligt kan have undgået at være udsat for et pres fra den regering i Phnom Penh, hvis stærke mand i årtier har været Hun Sen. Hans regering og militær er spækket med tidligere Røde Khmer-folk.

DA FN-generalsekretær Ban Ki-moon i fjor besøgte Phnom Penh, fik han i helt utvetydige vendinger at vide af Hun Sen, at ‘ Sag nr. 002’ mod de fire aldrende Røde Khmer-ledere, vil blive den sidste. Alligevel har tribunalets undersøgelsesdommere indledt retlige procedurer mod yderligere en håndfuld af de daværende militære topfolk i Røde Khmer-regimet.

Theary Seng, der er talsperson for flere af ofrene for Røde Khmer-styrets brutalitet, frygter, at tribunalets internationale sponsorer ender med at bøje nakken for det pres, som Hun Sen-regeringen lægger: »Der har aldrig været sat tal på, hvor mange domsafsigelser der ville være tilstrækkeligt. Hvis tribunalet stopper efter den igangværende sag, vil kun fem personer være dømt, og omkostningerne vil nærme sig 200 millioner dollar. Giver det overhovedet retfærdighed holdt op mod forbrydelser, der kostede 1,7 millioner cambodjanere livet?«.

Da FN gennemførte en kostbar og ambitiøs fredsplan for Cambodja 1991-93, kulminerede denne med en valghandling, hvor Hun Sens reformerede kommunistparti tabte til et royalistisk parti. I 1997 tog Hun Sen magten ved et militærkup, og siden er alle politiske modstandere blevet enten fordrevet eller marginaliseret. Standser ECCC sit virke efter ‘ Sag nr. 002’, vil en skandale være en realitet og en tragedie fuldbyrdet

(klumme i Politiken 10.7.2011)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Lykønskning til en ung 90-årig

Udgivet den 1. juli 2011 af flemmingytzen

Talen, som Ritt Bjerregaard kunne have holdt i Beijing i dag

DANSK POLITIKS grand old lady, Ritt Bjerregaard, er for nylig blevet udnævnt til eksportambassadør i Kina.

I denne egenskab kunne hun nu have været på besøg i Beijing, hvor kommunistpartiet i dag fejrer sin 90-års dag. Som et bud på, hvad der venter den tidligere EU-kommissær og overborgmester i hendes nye funktion, kommer her talen, som hun kunne have holdt ved en reception i Folkets Store Hal i Beijing:

ÆREDE PARTIFOLK, excellencer, mine herrer! Det er altid en fornøjelse at besøge Kina og opleve jeres enestående hovedstad. At tænke sig: Der er nu gået 33 år, siden jeg kom hertil for første gang. Dengang var alle indbyggerne klædt i kedelige blå og grå uniformer, og butikkerne havde intet særligt at byde på. Sikke en forskel, når man ser alle de fine jakkesæt, der er mødt frem her i dag. Hvad tror I, formand Mao ville have sagt til alle de limousiner, I kører rundt i? Jeg er her på en ganske særlig mission. Netop som jeg var gået på pension, ringede min statsminister og spurgte, om jeg ville løse en opgave, der består i at fremme dansk eksport til Kina. Jeg sagde naturligvis ja tak, om end jeg ikke har nogen særlig erfaring med Kina, men det skal jeg nok få rådet bod på. For på den danske ambassade sidder et dygtigt personale, som med sikkerhed kommer på overarbejde både før, under og efter mine besøg.

I DAG ER en ganske særlig dag, af det parti, der i dag bestemmer alt her i landet. At se tilbage på alle de store markante begivenheder i Kinas historie er rent ud sagt svimlende. Vi i Danmark er stolte af, at vi var blandt de første til at anerkende det nye Kina, da blev dannet i 1949. I de første 30 år måtte vi så lukke øjnene for alle de overgreb, som I udsatte befolkningen for. Lykkeligvis blev der så rettet noget op på tingene, da I begyndte at modernisere i samarbejde med omverdenen. Resultaterne af 30 års reformer taler for sig selv, mindst 300 millioner er løftet ud af fattigdom, mens andre 300 millioner udgør en ny købedygtig middelklasse, det er da en præstation! Og så skal det jo ikke glemmes, at I sidder på den største pengetank, man kan tænke sig. Sikke en kontrast til det Europa, hvor jeg bor. Som I ved, er den helt gal i Grækenland, den europæiske civilisations vugge, men også et af de mest korrupte, inkompetente og dovne samfund på kontinentet. Så jeg vil gerne gå i forbøn for grækerne og spørge til, om I kunne hjælpe med at opkøbe nogle af deres statsobligationer.

Det vil jo bare være et fingerknips for jer, men udgøre en påskønnet håndsrækning til et Europa, der aldrig har været så nødlidende som nu.

I DET HELE taget har jeg ved selvsyn konstateret, at I har fat i den lange ende herovre. I kan alt det, som Den Europæiske Union ikke magter. Lægge femårsplaner med klare og veldefinerede mål og gennemføre den nødvendige politik for at opfylde disse planer.

Jeres tiltag under de seneste års finanskrise viser med al ønskelig tydelighed, at både vi europæere og vore amerikanske venner har rigtig meget at lære af jeres evne til at tænke strategisk.

Jeg har bemærket, hvor hurtigt Kina er rykket op på hitlisten over internationale patentansøgninger. I er nu på fjerdepladsen på denne innovationsliste, og om mindre end ti år vil I have overhalet både Storbritannien, Japan og USA. Ikke underligt, at især dansk erhvervsliv er benovet over jeres resultater. Så det er blevet klart for mig, hvorfor jeres formel er så effektiv.

I har skrottet Marx, men beholdt Lenin; deraf dette pragtfulde udtryk ‘ market-leninism’ om jeres model. I kører et gigantisk samfund med blikket stift rettet mod bundlinjen, så det er ikke spor besynderligt, at I har så mange beundrere i Mærsk, Novo, Danske Bank, Apple og Microsoft.

Andre kulturer vil aldrig kunne levere, hvad I gør. Se bare, hvad der sker i Mellemøsten i denne tid, hvor mange taler om demokrati, frihed og tolerance, men det kommer til at galt, når først imamerne får fat og bakkes op af saudiske petrodollar. Jeg har den store lykke at være gift med en af Danmarks klogeste mænd, og han har gentagne gange advaret mod at tro, at vi kan eksportere demokrati og vestlige værdier til de arabiske lande ved at bombe dem først og bygge skoler bagefter. Vi har slet ikke råd til disse hovedløse, militaristiske eventyr.

NÅR DET ER sagt, må jeg nødvendigvis tage nogle forbehold over for den måde, I forvalter jeres magt på. I får rigtig dårlig omtale, når I fængsler systemkritiske folk som Ai Weiwei og Liu Xiaobo. Jeg har bedt mine værter om at arrangere besøg hos netop disse to spændende personer i de kommende dage, for jeg har gaver med: æbler fra Danmarks fineste frugtplantage, som jeg er ejer af.

Må jeg til slut gratulere med de 90. Målt med varigheden af andre kinesiske dynastier er det en ung mand, vi fejrer. Men dette unge væsen har snart hovedansvaret for skabelsen af global velstand i fremtiden.

Held og lykke med opgaven!

(klumme i Politiken 01.07.2011)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Forskellen på Kairo og Hanoi

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

Østasien løfter sig, mens Mellemøsten er i sammenbrud

(04.02.2011) I VIETNAM har det regerende kommunistparti netop afsluttet sin kongres. Det foregik så stilfærdigt, at man kunne høre en knappenål falde – i de internationale medier.

Vietnam er blevet Sydøstasiens stilfærdige succeshistorie, hvad angår fremgang i levestandard, social udvikling, ligestilling, miljø-og klimapolitik og alt det andet, vi måler på. Vi i Vesten, Danmark inklusive, har ydet rigeligt med udviklingsbistand, som er blevet effektivt anvendt. Interessant nok har vi ikke forventet, at vietnameserne skal kopiere vort samfundssystem.

Den politiske magt i Vietnam ligger stadig i et parti, der har den frækhed at bekende sig til nogle forældede kommunistiske symboler. Samme parti får med rette kredit for et økonomisk mirakel, der har trukket halvdelen af befolkningen, mere end 45 millioner mennesker, op over FN’s fattigdomsgrænse.

Det er den stik modsatte udvikling af, hvad der hen over et kvart århundrede er sket i et andet sydøstasiatisk land med omtrent samme befolkningsstørrelse, Filippinerne. Et ørige, som skal forestille at være demokratisk, og som befinder sig i et økonomisk og socialt frit fald mod bunden.

Den vietnamesiske partikongres diskuterede med en forbløffende åbenhed nogle af de problemer, der stadig plager landet. Korruption bliver kaldt, hvad det er: korruption. En massiv økonomisk skandale i selskabet Vinashin er blevet det altoverskyggende symbol på det, der ikke er lykkedes i Vietnam. Hele selskabets ledelse sidder varetægtsfængslet efter at have formøblet næsten 5 mia. dollar i udenlandske lån til skibe, der aldrig blev bygget. I stedet kastede Vinashin sig ud i feriehoteller, boligbyggeri, bilforretninger og luftfart, uden at der trods mange advarsler blev grebet ind, inden korthuset ramlede.

Alt sammen har det ført til voldsom kritik i offentligheden og Nationalforsamlingen, ikke mindst af premierministeren personligt for hans rolle.

For bare en halv snes år siden ville en sådan sag være blevet tiet ihjel. Men det er lykkedes de vietnamesiske medier at flytte grænser for kritik og debat i det ellers gammelkommunistiske system.

LIGE NU VISER tusinder af unge egyptere, at de er trætte af fåmandsvælde, korruption og socialt armod.

Så hvorfor råber de unge vietnamesere ikke ‘ ned med diktatoren’ i deres eget land, og hvorfor stiller danske aktivister, der påstår, at demokrati er den eneste sande vej til frelse, sig ikke op uden for den vietnamesiske ambassade i København og skråler lige ind i murstenene: ‘ Totalitære fascister!’? Den verdenskendte politolog Francis Fukuyama skrev for snart en snes år siden, at de vestlige liberale demokratiers største udfordring efter verdenskommunismens sammenbrud ville komme fra Østasiens bløde, autoritære og elitære, højtuddannede magthierarkier.

Hans pointe er, at lande som Singapore, Vietnam, Kina, Sydkorea og Taiwan trods åbenlyse forskelle i politiske institutioner ( nogle styres af ét parti, andre af flere) repræsenterer styringsmodeller, som vestlige samfund får svært ved at konkurrere med i kapløbet om velstand.

Thailand og Filippinerne er de to østasiatiske lande, der tidligst og mest uforbeholdent har forsøgt at opbygge liberalt demokrati efter vestligt forbillede, men de to lande leverer i disse år slet ikke ansvarlig regeringsførelse. Thailands demokrati er brudt sammen.

Valghandlinger i Filippinerne er det rene karneval, mens det oplyste ‘ singaporeanske’ enevælde, som Vietnam og Kina har udviklet, leverer økonomisk fremgang, som overhaler stort set alle sammenlignelige udviklingslande.

Singaporemodellen er ikke demokratisk efter vore begreber, men den er i stand til at understøtte helt moderne samfund inden for videnskab, forskning, uddannelse og ligestilling.

KAN FREMTIDENS ledere i Kairo, Bagdad, Kabul, Islamabad og Khartoum levere den fremgang i levestandard og muligheder, som de seneste årtier har givet befolkningerne i Hanoi, Beijing og Singapore? Intet taler for det.

Hvad er det, der stiller sig i vejen? Uha, listen er lang: Koranen, traditionen, de etniske skillelinjer i det politiske liv og frem for alt: den inkompetence, som er konsekvensen af mange års forsømmelser i uddannelsespolitikken.

Er der så et forbillede for de unge aktivister i Kairos gader? Vist så, men de skal se langt væk: Jakarta. Indonesien har klodens største muslimske befolkning og en forfatning, der ikke sætter islam højere end kristendom, men ligestiller de to verdensreligioner. Det kunne folk og ledere i Kairo, Tunis, Bagdad og Kabul lære en hel del af.

Det kan snart vise sig, at det samfundsgode, som egypterne har allermest behov for, er friheden til at slippe for religiøs politisering eller politisk brug af religionen, om man vil. Det åndelige diktatur, som udgår fra moskeerne, kan vise sig farligere end fåmandsvældet.

Har vi glemt, hvad der skete i Teheran for tre årtier siden?

(klumme i Politiken 04.02.2011)

Udgivet i Globalt, Sydøstasien | Skriv en kommentar