2.500-årig filosof går i offensiven

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

Konfutse bruges i Kinas fremstød. Taiwan, følg med her.

(29.01.2011) I HJERTET af Beijing, på Den Himmelske Freds Plads, er en ældgammel skikkelse vendt tilbage for at gøre sin historiske indflydelse gældende. De kinesiske myndigheder har rejst en ni meter høj statue af Konfutse ( Confucius), lige uden for det nyrenoverede Nationalmuseum og skråt over for det mausoleum, hvor grundlæggeren af den kommunistiske Folkerepublik, Mao Zedong, ligger som vokskopi i en sarkofag.

I en kinesisk historisk kontekst er placeringen af en Konfutse-skulptur så tæt på magtens symboler intet mindre end revolutionerende. For ikke at sige kontrarevolutionær.

Indtil for få år siden opfattede det officielle Kina den 2.500 år gamle filosof som værende roden til al den dårligdom, der havde plaget dynastierne helt frem til det republikanske Kinas fødsel i 1911. Under det kulturrevolutionære amokløb i 1960′ erne blev utallige statuer af Konfutse smadret af de rødgardister, som Mao havde udkommanderet i sit sidste krampagtige forsøg på at hindre Kina i ‘ at følge kapitalismens vej’.

Uden for Folkerepublikken levede Konfutse videre som en kulturel og filosofisk ledestjerne blandt de millioner af oversøiske kinesere og især blandt de slagne nationalister, der efter nederlaget i borgerkrigen 1949 havde taget flugten til Taiwan. I løbet af få årtier udviklede Taiwan sig fra en ludfattig, fjernøstlig baggård til en moderne økonomi, godt hjulpet på vej af de konfutsianske doktriner om orden, lærdom, flid og respekt for autoriteterne.

Lu Zhangshen, der er kurator ved Nationalmuseet i Beijing, begrunder placeringen af den største statue af filosoffen, der nogensinde er bygget, således: »Konfutse blev opfattet som en helgen af mange dynastier op gennem Kinas historie. For han er symbolet på kinesisk kultur, og hans ideer vil få vidtrækkende konsekvenser over hele kloden«. OVER DEN ganske klode, intet mindre! En ældgammel filosof på barrikaderne i en moderne kulturkamp.

Vi taler om ‘ blød magt’, det begreb, som den amerikanske politolog Joseph Nye har gjort verdenskendt.

Blød magt var det, USA vandt europæernes hjerter op gennem det 20. århundrede med. Det var værdier, der gjorde amerikansk kultur værd at blive en del af: først jazz, pop, Hollywood, siden forbrugerisme og modernitet. Men den bløde kinesiske kulturoffensiv vil en anden vej: Den skal vise et modspil til både den vestligt inspirerede materialisme og Mao-tidens destruktive og absurde ideologiske kampagner.

Neokonfutsianerne i det herskende kommunistparti er tydeligvis ved at vinde den værdikamp, der raser i magtens indercirkler i Beijing.

Udadtil har offensiven for længst sat sig spor: Kinesiske diplomater har været kloden rundt med checkhæftet og skrevet generøse bidrag ud til de uddannelsesinstitutioner, som har villet lægge kvadratmeter til oprettelsen af institutter, der bærer den gamle filosofs navn. Her i Danmark har vi to: det ene på Copenhagen Business School, det andet på Aalborg Universitet.

Blød, kinesisk magt i denne udgave er traditionel, paternalistisk kultur kombineret med disciplin, viden og lærdom. Alt det, som Mao-perioden undertrykte.

Man gør klogt i ikke at undervurdere den kraft, som konfutsianismen repræsenterer. Han er for Østasien, hvad Platon er for de vestlige samfund. Konfutse har sat sig spor uden for Kina med varianter i Korea, Japan og Vietnam. Filosofien er rummelig nok til at finde plads til religiøse påvirkninger udefra. Buddhismen, der kom til Kina fra Indien, blev bearbejdet af konfutsianske lærde og dermed gjort acceptabel.

Selv de jesuitermunke, der fra 1600-tallet forsøgte at kristne kineserne, måtte erkende, at den gamle filosof havde bedre fat i folkedybet, end Bibelen nogensinde ville få det.

AKTUELT har statuen i centrum af Beijing et særligt budskab til én bestemt befolkning uden for Folkerepublikken, de 23 millioner indbyggere i Taiwan. Her er man i fuld gang med at forberede festligholdelsen af 100-året for oprettelsen af Republikken Kina, der historisk har været den statsdannelse, der bedst har repræsenteret den moderne konfutsianisme.

Men intet i de aktuelle forberedelser i Taiwan tyder på, at Beijings historiske ‘ broderfjende’, nationalistpartiet Kuomintang, vil vide af den kulturelle og historiske storebror på det kinesiske fastland. Den politiske genforening mellem Folkerepublikken Kina og Republikken Kina, som er Beijings officielle mål, er slet ikke i syne. Men den økonomiske integration kører i højeste gear. Mennesker og kapital strømmer i begge retninger over strædet.

Kald det fredelig, kapitalistisk sameksistens. Forholdet mellem Kina og Taiwan begynder at ligne noget, der en skønne dag kan kaldes en konføderation.

Men det vil kræve mere tid. Så glem ikke, at blandt de klassiske konfutsianske dyder er tålmodighed og tolerance, som statuen i hjertet af Beijing udstråler til overmål.

(klumme i Politiken 29.01.2011)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Spinguide til Obama og Hu

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

En alternativ dialog mellem Kinas og USA’s præsidenter

(21.01.2011) PÅ DET omhyggeligt koreograferede pressemøde mellem præsidenterne Barack Obama og Hu Jintao var det småt med overraskelser. Ubalance i samhandelen, den kinesiske valutakurs, de nukleare slyngelstater Iran og Nordkorea samt ikke mindst menneskerettighederne blev rutinemæssigt bragt op, mens mangeårige stridsemner som Tibet og Taiwan kun blev nævnt perifert. Så hvad siger en spinguide til det pressemøde med de to præsidenter, som blev holdt onsdag eftermiddag amerikansk tid? Præsident Obama forsvarede USA’s partnerskab med Kina ved at henvise til, at han fortsætter i de spor, som syv tidligere præsidenter før ham har betrådt.

USA har en klar interesse i et stærkt, velstående og mere ansvarligt Kina, betonede han.

»Vi har stadig substantielle uenigheder om menneskerettigheder. Det har jeg gjort klart på en ærlig og åben måde over for præsident Hu. Dialogen fortsætter på baggrund af den erkendelse, at vore to lande har vidt forskellige historiske baggrunde, kulturer og politiske systemer«, sagde den amerikanske præsident.

ALTERNATIVT kunne Obama have formuleret sig således: Vi amerikanere har altid lagt stor vægt på de universelle frihedsrettigheder. Det er konsekvensen af hele vor historie som republik, som kun meste af det 20. århundrede forsøgte vi at udbrede politisk frihed, demokrati og menneskerettigheder ofte med store militære, økonomiske og menneskelige omkostninger. Vi har for længst erkendt, at Kina med sin 2.500 års lange historie som civilisation er alt for stor en mundfuld for os. Så kineserne må selv finde ud af det med rettighederne, og vi yder da gerne råd og vejledning. Men forvent ikke, at det overtager vort politiske system.

Om Tibet sagde den amerikanske præsident: »USA ser gerne, at Kinas regering fører dialog med repræsentanter for det tibetanske samfund om friere vilkår for religionen«. Alternativt kunne Obama have formuleret sig således: Jeg er helt klar over, at Kina aldrig slipper kontrollen med Tibet. Ti af Asiens store floder har deres udspring på det tibetanske plateau. Den, der har kontrollen med disse enorme vandressourcer, har nøglen til den fremtidige velstand i ikke bare Kina, men hele Øst-og Sydasien og dermed næsten halvdelen af menneskeheden. Kun Kina, der uddanner titusinder af ingeniører hvert år, har kræfterne og pengene til at løfte den opgave. Men den slags kan jeg ikke sige højt her i USA, for så får jeg menneskeretslobbyisterne på nakken igen.

Om Taiwan sagde den amerikanske præsident: »Vi har samarbejdet effektivt og ansvarligt med den kinesiske regering om at sikre den regionale stabilitet, herunder at fremme en fredelig udvikling i Taiwan Strædet«. Alternativt kunne Obama have formuleret sig således: Taiwan har i 60 år været et militært protektorat for USA. Nu handler Taiwan i stort mål med den tidligere arvefjende på det kinesiske fastland, og hele den forældede krigsretorik er borte. Det eksempel viser os, at økonomisk samkvem fremmer fred og forsoning. Det kunne de virkelig lære noget af i andre verdensdele.

APROPOS Taiwan, tænk hvis præsident Hu havde svaret Obama – alternativt. Det kunne have lydt således ( stadig ifølge spinguiden): Vi kinesere mener naturligvis, at I skal holde op med at sælge avancerede våben til vore landsmænd på Taiwan. Vi skal nok vinde øens befolkning over til os gennem samhandel, investeringer og turisme. Lige nu går det helt efter vores drejebog. Snart bliver Taiwan for os, hvad Hawaii er for jer. Om det tager ti, tyve eller halvtreds år betyder mindre. Vi kinesere er tålmodige folk.

Om Nordkorea og Iran sagde den amerikanske præsident: »Vi vil fortsætte med at arbejde tæt sammen med Kinas regering om at fremme en atomfri koreansk halvø. I FN’s Sikkerhedsråd intensiverer vi bestræbelserne på at hindre Irans anvendelse af atomteknologi«.

Alternativt kunne Obama have formuleret sig således: Vi kunne ønske os, at Kina havde større indflydelse på den mystiske klan, der styrer Nordkorea. Men WikiLeaks har som bekendt afsløret, at kineserne er lige så trætte af nordkoreanerne, som vi er.

Tænk, hvis præsident Hu havde svaret Obama – alternativt. Det kunne have lydt således ( stadig ifølge spinguiden): Hvad vil du have, vi skal stille op med de galninge i vores baggård? De er lige så afsporede som Maos rødgardister i sin tid. Men I får os ikke til at håndtere Nordkorea, på samme måde som din forgænger tog fat på Irak. For det bliver dyrt, besværligt og blodigt.

Men måske giver det mere mening at sammenligne Nordkorea med Mexico, hvor der også er en slags krig i gang. Vil du bytte, Barack?.

(klumme i Politiken 21.01.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

G2 er den nye realitet

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

Lenin og kapitalisme i Østasien

(15.01.2011) INDEN præsidenterne Hu Jintao og Barack Obama mødes i den kommende uge i Washington i det forum, som medierne passende kan kalde G2, har begge ledere nok haft næserne nede i historieskrivningen.

De kan have genkaldt sig situationen for 39 år siden, da Obamas republikanske forgænger Richard Nixon landede i et frostkoldt Beijing og besøgte et land, som USA ikke havde en ambassade i, og som det i teknisk forstand ( Taiwan) stadig var i krig med.

Efter besøget opsummerede Nixon resultaterne med ordene: »Dette var dage, der forandrede verden.

Hvad vi har sagt på skrift ( en erklæring, der handlede om Taiwan) er ikke nær så vigtigt som det, vi vil gøre i de kommende år, når der skal bygges bro over et 16.000 miles stort hav og 22 års fjendtligheder. Det, vi har sagt, er, at den bro vil blive bygget«. Forgangne uges brobygger, Obamas forsvarsminister, Robert Gates, fik sig utvivlsomt en mindre forskrækkelse, da han mellem møderne i Beijing erfarede, at det kinesiske luftvåben havde sendt sin nybyggede Stealth-jagerbomber J-20 ud på en jomfruflyvning.

Undskyld, mr. Gates, det var skam ikke ment som en magtdemonstration, skyndte de kinesiske værter sig at berolige ham. Men i både Taiwan og Sydkorea blev testflyvningen af J-20-flyet set som en påmindelse om Kinas modernisering af sit luftvåben.

En så kluntet adfærd i officerskorpset var ikke blevet tolereret af Mao og Zhou Enlai i 1972, endsige af Deng Xiaoping, da Ronald Reagan fulgte iNixons fodspor i 1984.

GENNEM HELE 2010 afholdt Kina og USA sig fra militære konsultationer, og Gates fik sidste sommer nej til et forslag om et forsoningsbesøg i Beijing. Kinas militære ambitioner i kystperiferien er uændrede. I december 2009 fik nærværende signatur i Taiwan en orientering om, at de kinesiske missiler i Fujian-provinsen nu rækker hen over Taiwan, så de kan ramme amerikanske enheder.

I FJOR MELDTE Beijing utvetydigt ud omkring Det Sydkinesiske Hav, at det er defineret som en ‘ kerneinteresse’.

Et lignende ordvalg er anvendt om Det Gule Hav, hvor kineserne uden virkning har protesteret mod de koreansk-amerikanske flådemanøvrer og overflyvninger.

Kanonbådsretorikken er næppe dækkende for Østasiens realiteter: neomerkantilistisk regionalisme, som på sigt overhaler klassisk magtbalancetankegang.

Kinas økonomi, nu klodens næststørste, er den centrale faktor i de 55 frihandelsaftaler, som omfatter alle asiatiske økonomier af betydning. Her ligger kraftcenteret i skabelsen af det 21. århundredes globale velstand. Så giver det mening at lade USA bære sikkerhedsbyrden i en region, der er blevet klodens pengetank? Jo, for Asien låner pengene til USA.

USA’s lånebehov i Kina og omegn har Obama og Kongressen ikke gjort noget ved, og den finansielle terrorbalance ser således ud: Det amerikanske lånebehov for 2010 passerede de 1,3 billioner dollar ( en billion er tusinde milliarder, eller en million millioner, hvilket skrives med 12 nuller). Alt, hvad amerikanerne bruger ud over overførselsindkomster, sundhed, sociale formål, mv., er finansieret af lån i Asien.

USA fører med andre ord sine krige i Irak og Afghanistan på kredit.

At samhandel ikke per automatik fjerner risikoen for krig blev dementeret allerede i årene op til krigsudbruddet i 1914. Men at den eneste militære supermagt på kloden har gældsat sig hele vejen til Månen, er en radikalt ny situation i historien. G2 har nu et fælles ansvar for at genskabe balance i verdensøkonomien og sikre, at globaliseringens fordele når ud til andre end den nye velbeslåede østasiatiske middelklasse.

SER VI BORT fra det arvegods fra det 20. århundrede, der ligger hen over Taiwanstrædet, ser den resterende del af G2-kataloget således ud: Korea. Generationsskiftet i Nordkorea er på plads, og naboerne kan håbe på relativ ro i 2011. Kina, Sydkorea og USA er enige om at holde nordkoreanerne inddæmmet.

Sydkorea fortsætter sin beundringsværdige og innovative udvikling, som er en vigtig inspirationskilde for kineserne.

Japan. Tynget af gæld og politisk stagnation er der intet, der taler for en proaktiv japansk udenrigspolitik, hvilket USA, Kina og Japans naboer lever fint med.

Øgrupper. Robert Gates er blevet fortalt, at de territoriale stridigheder om småøerne i farvandene mellem Kina, Taiwan og Japan er mindre irritationsmomenter, der kan piskes op af nationalistiske kredse.

Obamas folk har fortalt Kongressen, at USA ikke bør gøre noget, der kan få en uregerlig drage til at spy nationalistiske flammer.

Krumtappen i skabelsen af fremtidens velstand ligger i en akse, der hedder Beijing-Washington-Bruxelles.

Hvem ville i befrielsesåret 1989 have troet, at verdens finansielle balance og prokapitalistiske innovation ti år inde i dette 21. århundrede skulle komme til at afhænge af en politisk organisation, der er styret af leninistiske principper?

(klumme i Politiken 15.01.2011)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Supertanker på verdens have

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

Kinas vigtigste våben er checkhæftet.

ER VÆKST-og velstandsmiraklet ved at nå grænsen for det mulige, selv for Kina? Vil Obamas haltende USA og et økonomisk nødlidende Europa affinde sig med Kinas march tilbage til tidligere tiders status som globalt, økonomisk kraftcenter? Tilspidses de territoriale konflikter i Det Sydkinesiske Hav? Kollapser Nordkorea i Kinas baggård? Spørgsmålene står i kø. I de mest avancerede vestlige økonomier ses Kina som en hovedkilde til fremtidig velstand og innovation, mens Sydeuropa, en række mellemindkomstlande og Afrika i varierende grad afindustrialiseres, fordi Kina kontrollerer stadig mere af den globale industriproduktions værdikæde og opkøber mange af de råvarer, der ligger i kædens begyndelse.

På sin sydlige flanke ønsker atommagten Kina lige så lidt som de to andre atommagter Indien og Pakistan, at Iran får en lignende status. Kina vil fortsætte den svære balancegang mellem at være nær strategisk allieret med Pakistan, samtidig med at det økonomiske samkvem med konkurrenten Indien udbygges. I Det Sydkinesiske Hav er USA vendt tilbage med en ny profil, tydeligst demonstreret af de første flådeøvelser mellem vietnamesiske og amerikanske enheder.

HVAD DER i 2010 knap blev bemærket i vestlige beslutningscentre ( fordi finanskrisen stadig fylder rigeligt) er, at årets vigtigste økonomiske begivenhed blev dannelsen af klodens største frihandelsområde: mellem Kina og de 10 lande i Asean med tilsammen 2 milliarder producenter og forbrugere og mellem Indien og Asean med tilsammen 1,7 milliarder.

En banebrydende udvikling, som sættes i relief af, at Kongressen i USA ikke har villet ratificere en frihandelsaftale med Sydkorea! Både EU, USA og Østasien har været enige om at fremme global frihandel, men det er østasiaterne, der er mest aktive angående denne målsætning.

Og jo, surprise, surprise, globalisering handler ikke længere kun om udflytning af produktion. Østasien bruger nu flere midler på forskning og udvikling end EU og Nordamerika.

Mens markederne i Vesten går på skrump eller kun får svag vækst, vil Kina i stigende grad koncentrere kræfterne om opbygningen af sit eget indre marked. Her vil infrastrukturprojekter og en forstærket urbaniseringspolitik definere de økonomiske takter. For 20 år siden levede kun hver fjerde kinesiske borger i et storbysamfund, i dag er tallet 45 procent. Holder de igangværende planer, vil tallet i 2030 være på 70 procent.

Paradoksalt nok er det er netop den forcerede urbanisering, der i ledelsens øjne er hovedfaktoren i opretholdelse af social og politisk stabilitet. Det afspejler sig i meningsmålinger, som det amerikanske Pew Research Center gennemfører, og som senest har vist, at 87 procent af den kinesiske befolkning bakker op om regeringens politik. Til sammenligning er de tilsvarende popularitetstal i USA og Frankrig henholdsvis 30 procent og 26 procent.

Forudsætningen for populariteten bag den fortsatte moderniseringspolitik er, at Kina fortsat kan tage på indkøbsture i afrikanske råstoflagre, finansiere modernisering af havnefaciliteter i Sydasien, Afrika og Sydeuropa og tilbyde at bygge højhastighedstog til lamslåede amerikanske og europæiske transportkonsortier.

Checkhæftet er Kinas vigtigste våben.

MEN NATURLIGVIS bliver Kinas fortsatte opstigning, som Beijing insisterer på vil være fredelig, ikke gnidningsfri.

USA og EU er undervejs med søgsmål i WTO, fordi Kina har begrænset eksporten af visse strategiske råvarer, herunder de ‘ sjældne jordarter’, som er nødvendige i mange højteknologiske produkter. Beijing vil derfor forsøge at tilpasse de globale standarder for handel og investeringer, så de i stigende grad matcher landets egne moderniseringsbehov.

Dette skifte får også militære og strategiske konsekvenser, hvilket blev tydeligt i april 2010, da kontreadmiral Zhang Huachen udtalte, at »Kina nu går fra et kystforsvar til et forsvar på fjerne have (…) for med udvidelsen af landets økonomiske interesser skal flåden gøre sig i stand til at beskytte livsvigtige transportruter«. Shen Dingli, en anerkendt kinesisk forsker i sikkerhedspolitik, forklarede i juli, at Kina må til at indstille sig på at oprette oversøiske baser af mere permanent karakter. Her er det Myanmar, Bangladesh, Pakistan og Sri Lanka, der får tilbuddene først, hvilket uundgåeligt vil sende Indien op i det røde felt. Så det giver mening, når Barack Obama og Hillary Clinton har travlt med at dyrke forbindelserne til Indien og Vietnam.

Og Europa? Catherine Ashton, EU’s udenrigsrepræsentant, har i et udkast til en revideret strategiplan, fremlagt her i december, anbefalet at ophæve EU’s nu 21 år gamle våbenembargo mod Kina. Militært er embargoen betydningsløs; kun symbolpolitik, men alligevel: Ashton siger, at Europa må tilpasse sig de nye globale magtforhold.

(klumme i Politiken 30.12.2010)

Udgivet i Globalt, Kina | Skriv en kommentar

Et genforenet Korea? Uha!

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen
Både USA og Koreas naboer vil foretrække status quo længe endnu

(26.11.2010) Først et udsagn, der vil være ensbetydende med en kapitulationserklæring for enhver politiker i Sydkorea: »Det er ren illusion at tale om genforening af de to stater på den koreanske halvø. Forskellen i levestandard, politiske systemer og mentalitet er for stor til, at et genforenet Korea kan blive til noget de næste 50 til 100 år. Giv dem lidt bistand og investeringer, og lad os håbe på, at de holder sig i ro«. Den fiktive politiker bag disse synspunkter ville blive sendt ud i glemsel af vælgerne ved næste parlamentsvalg.

Den patriotiske drøm om et samlet Korea kan ingen politisk leder i Sydkorea negligere. Ønsket om at overvinde den ydmygelse og det nationale kompleks, som delingen af Korea efter Anden Verdenskrig skabte, er dyb og har en fælles emotionel klangbund i begge koreanske stater.

Men et er retorik, noget andet realiteter.

Stribevis af meningsmålinger i den sydkoreanske vælgerbefolkning har gennem en årrække sendt et utvetydigt signal: En genforening har ingen hast. Giv ‘ landsmændene’ i Nordkorea tid til selv at løfte sig ud af elendigheden. Frem for alt skal omverdenen ikke blande sig den dag, nordkoreanerne for alvor nærmer sig brodernationen i syd. Hverken Kina eller USA, og slet ikke den gamle kolonimagt Japan.

NÅR HVALERNE slås, knækker rejen sin ryg, lyder et gammelt koreansk mundheld. Hvorfor tro, at naboerne vil koreanerne det godt, når den delte nation engang bliver samlet? Den koreanske tilstand gennem de forgangne 100 år er resultatet af udenlandsk indblanding: japansk kolonisering 1910, amerikansk og sovjetisk kontrol 1945, amerikanskledet FN-indblanding 1950 for at stoppe nordkoreansk aggression og fortsat amerikansk tilstedeværelse og beskyttelse via en atomparaply frem til i dag.

Denne uges nordkoreanske angreb på en sydkoreansk ø er naturligvis ikke udtryk for en reaktion på udenlandsk indblanding.

Men i et genforenet Korea – eller bare et, hvor to stater samarbejder normalt – ville der aldrig have været militære spændinger.

Så derfor, lyder logikken blandt politikere i Sydkorea, skal tilstanden før eller siden ændres.

På det lange sigt er spørgsmålet på den koreanske bundlinje dette: Hvem i omgivelserne har interesse i et genforenet Korea, der i løbet af et par generationer kunne løfte sig økonomisk – og militært med kernevåben? Ikke USA, fordi de amerikanske baser i Sydkorea vil blive lukket, hvilket vil blive startskuddet til et forstærket våbenkapløb i Nordøstasien. USA vil blive stillet over for revision af sin udenrigs-og sikkerhedspolitik, hvis truslen fra Nordkorea og dermed begrundelsen for amerikansk militær tilstedeværelse og atomparaply for Japan og Sydkorea forsvinder.

Ikke Japan, som vil se sig nødsaget til at ruste sig med kernevåben. Værktøjerne har japanerne allerede.

For Japan vil det være nærmest uacceptabelt at have en stærk økonomisk konkurrent kombineret med atomvåben som sin nærmeste nabo.

Ikke Kina, som lever fint med at have tætte relationer til det økonomisk stærke Sydkorea, hvis investeringer bidrager til vækst og udvikling i kinesisk økonomi.

En sydkoreanskfinansieret opbygning af den sammenbrudte nordkoreanske økonomi vil trække sydkoreanske resurser ud af Kina.

Ikke Rusland, som hellere bruger energien andre steder.

SÅ HVOR brutalt det end kan være, ikke mindst for de 22 millioner frysende og sultende nordkoreanere, så er et politisk status quo i Nordøstasien noget, som flertallet af aktører har det udmærket med. Tilbage står det altid presserende spørgsmål om det nordkoreanske atompotentiale.

Den nordkoreanske ledelse har for længst erkendt, at landet står sig bedst ved aldrig at indgå en aftale om atominspektion og nedrustning forstået på den måde, at usikkerhed omkring dets atomvåben tjener det bedst gennem fastholdelse af tvivlen om, hvorvidt Nordkorea er tæt på at have disse våben.

Skulle det ønskværdige ske, at der kommer en aftale om fjernelse af atomfaciliteter i Nordkorea, vil det blive set som første skridt til en genforening af Korea.

Hverken for Kina, Japan eller USA vil det være en velkommen udvikling.

Med andre ord er alle eksterne parter enige om at holde gryden i kog, helst på lavt blus. Det sker bedst med fortsat nervøsitet omkring Nordkorea, hvilket militæret i Pyongyang leverer til fuldkommenhed ved med jævne mellemrum at fremkomme med propagandistiske udtalelser, om hvorvidt det har atomvåben og muligvis agter at bruge dem.

Den nordkoreanske retorik er farverig: »Seoul vil drukne i et hav af ild«, som det så smagfuldt lyder fra propagandakanonerne i Pyongyang. Med en højere grad af ærlighed kunne de nordkoreanske kommentatorer lige så godt have sagt: »Vi gør, som vi plejer, og I gør, som I plejer«. Kynisk måske, men det er realiteterne.

(klumme i Politiken 26.11.2010)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Næste nukleare stat: Myanmar

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

Nordkorea spiller med i opgøret om juntalandets fremtid

(22.11.2010) I FORSOMMEREN var der sikre tegn i sol og måne til, at Sydøstasiens mangeårige slyngelstat Myanmar ville indlede en normaliseringsproces i forhold til den vestlige verden. USA havde længe talt om at engagere den juntastyrede nation, og juntaens løfte om at kombinere et parlamentsvalg med frigivelsen af demokratilederen Aung San Suu Kyi vakte håb og optimisme i både asiatiske og europæiske hovedstæder.

Ifølge den amerikanske drejebog for normaliseringen var det kongresmedlem Jim Webb, der skulle bane vejen for et engagement ved at tage til den burmesiske hovedstad Naypyidaw og trykke generalerne i hænderne for at udtrykke realistisk, amerikansk goodwill.

Men Jim Webbs besøg blev aflyst i sidste øjeblik. Kongresmanden henviste til oplysninger i nyhedsmedierne om, at den burmesiske junta samarbejder tæt med Nordkorea om at opbygge faciliteter for både civil og militær anvendelse af atomteknologi.

Forlydender om den nordkoreanske atombistand til Myanmar har der været rigeligt med siden 2003.

De nye oplysninger stammer fra afhoppede burmesiske officerer, som har fortalt journalister på mediestationen Democratic Voice of Burma ( DVB) i Thailand om underjordiske faciliteter i og nær Naypyidaw.

Af disse udsagn fremgår, at styret i Myanmar ikke kun arbejder med uranberigelse, men også har modtaget nordkoreansk udstyr til at fremstille ballistiske missiler. DVB producerede et dokumentarprogram om emnet og lod den arabiske tv-station Al-Jazeera sprede budskaberne.

DA UDENRIGSMINISTER Hillary Clinton den følgende måned tog på rundrejse i Sydøstasien, var hun på en pressekonference i Bangkok helt utvetydig i mælet: USA tager oplysningerne om juntastatens nukleare faciliteter stærkt alvorligt. Den planlagte normalisering er sat i stå, imens USA konsulterer sine allierede i Sydøstasien om juntastatens nukleare ambitioner.

Afsløringerne, som siden er blevet formidlet i et franskproduceret tv-program ( vist i dansk tv for nylig), har også skabt bekymring hos Myanmars to vigtigste naboer Kina og Indien. For Kina, der er klodens næststørste olieimportør, har Myanmar fået afgørende betydning som transit-og producentland for olie og gas. Opførelsen af en 800 kilometer lang kombineret olie-og gasrørledning fra Kyuakphyu på Myanmars vestkyst ind til Kunming i Kinas sydvestlige Yunnan-provins blev indledt i fjor og udføres af et konsortium, der ud over det statslige PetroChina også har sydkoreanske og indiske selskaber som deltagere.

Formålet med den nye rørledning er at reducere sårbarheden i de kinesiske forsyningslinjer for olie og gas. Den kinesiske energiimport fra Afrika og Mellemøsten går i øjeblikket via Malaccastrædet, der i årevis har været udsat for pirateri. Rørledningen tværs over det nordlige Myanmar vil kunne reducere denne sårbarhed, samtidig med at Kina får lettere ved opkøbe og transportere den burmesiske naturgas, hvor det hidtil har været franske, amerikanske og thailandske selskaber, der har domineret udvinding og salg.

MYANMARs økonomi er med andre ord ved at blive ‘ afrikaniseret’ – afhængigheden af olie-og gassalg er massiv. Men den nordlige rørledning går gennem områder, hvor juntaen endnu ikke har fået nedkæmpet de oprørsgrupper, der gennem et halvt århundrede har kæmpet mod centralregeringens hær. Derfor giver det mening både energi-og sikkerhedspolitisk, at juntaen spiller ‘ atomkortet’. Erfaringerne fra Iran og Nordkorea viser, at nukleare faciliteter tjener som effektiv afskrækkelse, både mod amerikansk pression og kinesiske overtalelsesforsøg, ganske som mange års stilstand omkring Nordkoreas atomkapacitet har demonstreret.

Juntaens nukleare satsninger sætter også den bizarre flytning af landets hovedstad i november 2005 fra Rangoon/Yangon til Naypyidaw, 460 kilometer nord for den gamle hovedstad, i et forklarelsens lys.

Naypyidaw er en nyopført lokalitet præget af boligkarreer af beton ( for funktionærer på lavere niveau) og officerselitens luksusboliger og varehuse, der minder om bygninger, der kendes fra Thailand, men som er atypiske i sammenhæng med det ludfattige Myanmar.

Afhoppere har fortalt, at Naypyidaw rummer store underjordiske tunnelnetværk, der forbinder kasernelignende komplekser, hvor Tatmadaw ( det burmesiske militær) skjuler sig fra amerikansk satellitovervågning.

Myanmars nylige valghandling havde til formål at bane vejen for mere åbenhed over for omverdenen i form af investeringer og bistand. Men USA hjælper ikke til at normalisere Myanmar ind i den moderne verden, så længe juntaen har forskanset sig i Naypyidaw med nordkoreansk teknologi og rådgivere fra Pyongyang. Der skrives et nyt kapitel i atomspillet i Asien.

(klumme i Politiken 22.11.2010)

Udgivet i Globalt, Korea, Myanmar/Burma | Skriv en kommentar

Generalernes stemmebokse

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen
Myanmars junta opfører valgteater.

 

(30.10.2010) GADEBILLEDET i Yangon og andre byer i Myanmar, det tidligere Burma, får nye dekorationer i disse dage.

Til afløsning for de bombastiske plakater med militaristiske sloganer a la Nordkorea, som har været dominerende i årtier, kommer der nu valgplakater op med billeder af kandidater.

Valgplakater? Jo, virkelig. For første gang i en snes år får befolkningen i det forpinte, ludfattige land en mulighed for at benytte sig af stemmesedler. 40 politiske partier stiller kandidater op for at besætte hundredvis af pladser i en national lovgivende forsamling og en stribe regionale parlamenter. Valgdagen er 7. november, hvor stribevis af asiatiske og vestlige diplomater vil bevidne fænomener, der er historisk sjældne i Myanmar: køer af vælgere foran afstemningssteder og stemmesedler, der nærmest rituelt lægges i stemmebokse.

Kan verden dermed se frem til reformer, frigivelser af politiske fanger, lempelser af undertrykkelsen, lidt mildere vinde i den lumre tropeluft? Juntastyrets talspersoner har fortalt diplomater, at de efter valget vil frigive Aung San Suu Kyi, nobelpristageren, der efter årtiers husarrest stadig står som et demokratisk ikon, siden hendes parti vandt et relativt frit parlamentsvalg i maj 1990.

Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, er blevet tvangsopløst af juntaen.

Der er således statsgaranti for, at vinderen af næste uges valg bliver USDP ( Union Solidarity and Development Party), et parti dannet i marts i år på ruinerne af en organisation, som juntaen i 1990′ erne tvangsudskrev 24 millioner af landets indbyggere til at være medlemmer af.

NÆSTE UGES valghandling er derfor alt andet end den ‘ reformproces’, som generalerne gerne vil give det udseende af. Det kommende parlament vil være domineret af håndplukkede folk. En fjerdedel af pladserne vil forlods være reserveret ‘ politikere’, som er udpeget af militæret. Alle godkendte partier har været igennem valgkommissionens ‘ filter’, og mange er siet fra. Valget vil således konsolidere en eksisterende tilstand, hvor en civil facade skal fjerne det internationale søgelys fra den realitet, at magten forbliver, hvor den hele tiden har været. Forfatningens artikel 396 gør det efterfølgende muligt for juntaens valgkommission at fjerne politikere, der ikke følger reglerne.

Juntaen tager ingen chancer. Den gør som i sin tid Stalin, når der blev valgt folk til Den Øverste Sovjet: Folk stemmer, men kandidatlisterne og valgresultatet er der styr på. Som den danske ambassadør til Myanmar så smagfuldt har fortalt embedsværket på Asiatisk Plads i København: »Der bliver næppe tale om et klassisk demokratisk valg«. Årets udenrigsministerielle rekord i underdrivelsens politik.

De asiatiske nabolande har udtrykt forventninger om, at dialog og engagement kan føre til forbedringer af tilstanden for den hårdt prøvede befolkning.

Man har brugt som argument, at sanktioner har været nytteløse, selv om disse er tynde som rispapir: olie og gas, juntaens største indtjeningskilde, er helt undtaget. Hvad sanktionsmodstanderne bekvemt glemmer er, at engagement med generalerne ofte har været forsøgt uden at have givet bare et minimum af resultater.

Gennem mere end 15 år har skiftende FN-udsendinge forsøgt at tale sig til rette med juntaen. I forhold til civilbefolkningen har disse forsøg på dialog ikke flyttet så meget som en millimeter. Suu Kyi blev kortvarigt løsladt i 2002, men da hendes massive popularitet blev for synlig, sendte juntaen et af sine tæskehold og bragte hende tilbage i isolationen.

I grænseregionerne har etniske oprørsgrupper gennem et halvt århundrede bekæmpet centralmagten.

Opiumproduktion har finansieret flere af oprørernes våben, men hen over de seneste to årtier har juntaen indgået våbenhvileaftaler med de fleste af disse grupper, hvis respektive hære er blevet forvandlet til særlige militser med ansvar for at ‘ bevogte’ grænserne. Dermed forsøger juntaen at få effektiv kontrol med de porøse grænser til især Thailand og Indien, der har givet husly til tusindvis af flygtede burmesiske mindretalsgrupper.

Nogle af disse grupper har især i Thailand opbygget civilsamfund, der har varetaget opgaver inden for uddannelse ( også til en demokratisk fremtid) og sundhed. Danmark og andre vestlige lande har hjulpet disse processer godt på vej, men danske bistandsmidler skal fremover kanaliseres ind til områder, hvor juntaens kontrol med brugen af dem vil være mere effektiv. Vi kan se frem til rapporter om hundredtusinder af bistandsdollar, der ‘ forsvinder’ på mystisk vis i organisationer, som styres af civilklædte militærfolk.

HVAD MENER den danske udviklings-og frihedsminister Søren Pind? Giver det mening at sende danske bistandsmidler ind i områder, hvor ufrihedens repræsentanter lægger nogle af uniformerne, men altid har et tæskehold i beredskab, hvis befolkningen ikke spiller lydigt nok med i valgteateret? Er der et dansk frihedsbudskab til demokratiaktivisterne?

(klumme i Politiken 30.10.2010)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Kinas oversete kandidater

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

Nobelkomité snorksov i årtier

(20.10.2010)

LIU XIAOBO fortjener alle de lovprisninger og lykønskninger, som hustruen og hans advokater er i stand til at bringe ind i fængselscellen. Man må ønske sig, at Lius besøgsvenner sørger for at levere udskrifter af den heftige debat , som kinesiske intellektuelle fører i blogosfæren om dette års tildeling af Nobels Fredspris.

Kun tre gange tidligere er Nobels Fredspris blevet tildelt en person i fængsel. Den tyske pacifist Carl von Ossietsky i 1935, atomfysikeren og faderen til den sovjetiske atombombe, Andrej Sakharov, i 1975, og lederen af den burmesiske demokratibevægelse, Aung San Suu Kyi, i 1991. Er der ligheder mellem disse tre fi-gurer og Liu Xiaobo, ud over at de er uretfærdigt forfulgte og dømt for politiske synspunkter, de respektive regimer ikke brød/bryder sig om? Carl von Ossietsky blev dømt af Weimarrepublikkens retsvæsen i 1931 og repræsenterede en pacifisme, som over for det nazistiske tyranni var nytteløs i 1935. Sakharovs skæbne var en påmindelse om nødvendigheden af at begrænse atomtruslen samtidig med at fremme menneskerettigheder og demokrati. Aung San Suu Kyi beviste, at den bevægelse, hun stod i spidsen for, kunne vinde et parlamentsvalg, selv om hun var sat bag tremmer længe inden valgets afholdelse. Liu Xiaobo er slet ikke i nærheden af at have samme statur.

Han er medforfatter til det rettighedsmanifest, der kendes som Charter 08, og som anbefaler den gradualisme i Kinas reformer, som i perioder har været en del af landets officielle politik gennem mere end tre årtier. Som The Economist pointerer: Lius synspunkter er tæt på mainstream i det intellektuelle miljø og deles af mange, der ‘ står med mindst én fod i partiets lejr’.

SÅ LIU XIAOBO skal have en pris, ja, men ikke en fredspris. Tak til fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen for lån af dette synspunkt. Hvad er det for en populistisk glidebane, nordmændene er ude på? Obama skulle jo heller ikke have haft den. Han fik i fjor prisen for ikke at være George W. Bush ( tak igen til Uffe for endnu et lån…). For hvad var det, Nobel skrev i sit testamente? Læs her: Nobelfundatsen siger, at prisen skal gives »til den person, som har arbejdet mest eller bedst for forbrødring mellem nationer, for afskaffelse eller reduktion af hære samt for fremme af fredskongresser«. Passer Liu Xiaobo til disse kriterier? Som et eksperiment i kontrafaktisk historieskrivning ( hvad nu hvis…?) er det på sin plads at spørge, om ikke Nobelkomiteen er lidt sent ude. I 1989 hed prismodtageren Dalai Lama, og Nobelkomiteens hensigt var at gøre opmærksom på den skæbne, der overgik den spirende demokratibevægelse i forsommeren samme år, da regimet sendte kampvogne og soldater ind i Beijings centrum. Ingen spurgte dengang Nobelfolkene, om det var Tibets løsrivelse, som demonstranterne på Den Himmelske Freds Plads kæmpede for.

SÅ HAVDE det givet mere mening, at Nobelfolkene dengang havde givet prisen til Zhao Ziyang, den generalsekretær og ministerpræsident, som i de afgørende uger op til massakrerne i Beijing 1989 tabte opgøret mod flertallet i kommunistpartiets ledelse.

Som generalsekretær havde Zhao få år tidligere iværksat et program for en gradvis demokratisering af det politiske og administrative apparat, som i essensen handlede om at adskille parti-og statsfunktioner.

Zhao blev afsat og isoleret og sat i en husarrest, der varede helt frem til hans død i januar 2005.

En fredspris til ham ville have sendt et kraftfuldt signal til kommunistpartiets reformmodstandere: at verden støtter Kinas graduelle reformer og modsætter sig militære magtmidler.

Et andet kandidatemne i de turbulente sen-80′ ere ville have været den politiske leder, der stod i spidsen for demokratiseringen af det første kinesiske samfund på kloden: Taiwan. Chiang Ching-kuo, søn af den legendariske generalissimo Chiang Kai-shek, tog millioner af indbyggere i Republikken Kina på sengen, da han i 1987 ophævede 38 års militær undtagelsestilstand, indførte frihed for østatens medier og legaliserede den hidtil forbudte opposition.

Ikke et skud blev løsnet, hundredvis af politiske fanger blev frigivet, og Taiwan fortsatte sin udvikling frem mod det, som det er i dag: et af Østasiens mest velstående og veluddannede samfund. Og ja: Taiwans udvikling er genstand for intense studier hos ‘ broderfolket’ på det kinesiske fastland. Ulykkeligvis døde Chiang i 1988, og man kan i dag ærgre sig over, at Nobels Fredspris ikke kan uddeles posthumt. Taiwan har jo sat eksemplet for, hvordan Kina bør blive demokratisk. Hvis nogen skulle have glemt det.

De noble, men forvirrede nordmænd burde i år have overvejet denne mand: Taiwans præsident, Ma Ying-yeou. Han har skabt en forsoning og en afspænding i forhold til Folkerepublikken Kina som ingen før ham. Helt i Alfred Nobels ånd. Kun fanatiske, hjernevaskede dogmatikere tror i dag på krig mellem Kina og Taiwan, og fortjenesten for denne udvikling tilfalder Taiwans præsident.

Sover I deroppe i Oslo? Uffe, hjælp lidt med her.

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Når Kina må redde USA

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen
Washington må i 2015 bede sine asiatiske kreditorer om henstand.

TIDLIGERE PÅ ugen holdt præsident Barack Obama en tale, der rummede en indrømmelse, som ville have været et utænkeligt budskab fra Det Hvide Hus for kun få år siden. Han sagde, at krigen i Irak har kostet amerikanerne en meget stor del af deres velstand.

HOVEDTEMAET i talen var tilbagetrækningen af amerikanske kampenheder fra Irak og dermed afslutningen på de krigshandlinger, hvis erklærede formål var at give irakerne frihed. Obama kom ind på sin uenighed om krigens grundlag med forgængeren George W. Bush og bredte emnet ud til at inkludere indsatserne i Afghanistan. Herefter kom den interessante kobling mellem krigsførelsen og USA’s økonomiske tilstand: »I løbet af de seneste ti år har vi forsømt at gøre det nødvendige for at opretholde grundlaget for vor egen velstand. Vi har brugt mere end en billion dollar på at føre krig, ofte finansieret ved at låne penge i udlandet. Dette har medført et rekordstort underskud og forhindret investeringer i vor egen befolkning. Alt for længe har vi udskudt svære beslutninger på mange områder, herunder vor industrikapacitet, energipolitikken og reformer på uddannelsesområdet.

Konsekvensen er, at for mange middelklassefamilier oplever, at de må arbejdere mere og får mindre ud af det, alt imens nationens langsigtede konkurrencedygtighed er sat over styr«. Et imperiums sammenbrud skyldes aldrig en enkelt faktor, men udløses altid af en kombination af omstændigheder, herunder menneskelig dårskab. På kontoen over dårskab kan det være, at historieskriverne en skønne dag medtager George W. Bushs møde med Kinas daværende præsident, Jiang Zemin, på Bushs ranch i Texas 25. oktober 2002.

Det var ved denne lejlighed, Jiang gjorde det klart, at Kina ikke ville stille sig i vejen for en amerikanskledet invasion af Irak, og forsikrede, at Kina ville fortsætte sine massive opkøb af amerikanske statsgældsbeviser.

Dermed blev grunden lagt til en økonomisk kredsløb, der bragte USA og Kina ind i et skæbnefællesskab, hvis følgevirkninger siden har tegnet sig tydeligere: Et uformelt ‘ G2’, en finansiel balance, der indebærer, at USA og Kina er blevet hinandens uundværlige partnere.

HVIS PRÆSIDENT Obamas rådgivere havde kunnet læse dansk, burde de i forrige uge have klikket ind på den netop udkomne udgave af tidsskriftet raeson. dk, hvor det amerikansk-kinesiske problemkompleks trækkes op i en knivskarp analyse af en dansker, Jørgen Ørstrøm Møller, fhv. departementschef i Udenrigsministeriet, fhv. ambassadør i Singapore og særdeles nuværende forsker på et internationalt anerkendt forskningsinstitut i netop Singapore. Ørstrøm Møller ( der har mere end 30 bogudgivelser om internationale og historiske emner bag sig) interviewes af raeson. dk om USA’s økonomiske tilstand og siger bl. a. følgende: »Allerede i dag går knap 10 pct. af USA’s føderale budget til gæld, men dette tal stiger. Teknisk set vil USA gå fallit, fordi landet hverken kan eller vil afdrage på den gæld, det nu sidder med. Tallene viser, at de 10 pct. vil stige, og inden 2020 vil tallet nå 20 pct.

Hvor skal man få de penge fra? Regeringen vil ikke lade 20 pct. af det føderale budget gå til afdrag og renter«. Og videre: »Hvis kreditorerne går med til at afskrive noget af gælden, er USA teknisk set gået bankerot.

Hvis kreditorerne vælger ikke at afskrive dele af gælden, vil USA være nødsaget til at føre en protektionistisk anti-globaliseringspolitik for at varetage egne interesser. Dette vil indebære, at den økonomiske vækst i USA falder dramatisk. USA hører op med at være marked for kreditorernes produkter, hvilket medfører, at kreditorernes vækst vil falde«. ALTSÅ EN situation, som hverken USA, Kina eller resten af verden kan leve med. Derfor kommer der ingen teknisk falliterklæring fra Washington. Kina kan leve med at afskrive noget af den amerikanske gæld, fordi Kina stadig har sin valutareserve svarende til ca.

2,4 billioner dollar at stå imod med. Men hvordan vil den amerikanske regering fremover agere på områder, der har særlig interesse for Kina? Groft sagt er der to spor, amerikanerne kan vælge: Det ene kan vi kalde Unocal-vejen, det andet Lenovovejen.

Unocal er det amerikanske olieselskab, som Kina forsøgte at købe op i 2005, men købet blev blokeret af en Kongres, som mente at kunne se fjendtlige hensigter. Lenovo er det kinesiske computerfirma, som i 2004 opkøbte pc-divisionen i computergiganten IBM. Lenovo lever fint, Unocal blev opslugt af Chevron. Lenovo og IBM valgte en fremtidsorienteret løsning. Unocal, Chevron og et flertal i Kongressen fulgte det nationalistiske og protektionistiske spor.

USA’s regering har aldrig tidligere i så høj grad været afhængig af en ekstern magt. De amerikanske beslutningstagere må se en langvarig afhængighed af Kina i øjnene. Måske bliver denne tilstand acceptabel, hvis Kina fjerner sine protektionistiske barrierer.

Skæbnefællesskabet er en uomgængelig realitet.

(klumme i Politiken 04.09.2010)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Med Orwell og Brecht i Burma

Udgivet den 28. juni 2011 af flemmingytzen

Militærjunta vælger sig et nyt folk

(20.08.2010)
MON DER efter verdenskommunismens sammenbrud stadig er nogen, der læser George Orwell? Det 20. århundredes største litterære fortolker af totalitarismen (‘ 1984’) har med sikkerhed en stor fanskare blandt de nordkoreanske flygtninge, som har fået eksil i Sydkorea. For et par måneder siden citerede en sydkoreansk avis en af disse flygtninge for følgende: »Hvordan kunne denne forfatter kende vort hjemland ( Nordkorea) så godt uden aldrig at have været der?« Tilsvarende er der helt sikkert illegale eksemplarer af ‘ 1984’, der cirkulerer på undergrundsmarkedet i både Havana, Cuba og i Yangon, Burma. Ikke mindst i sidstnævnte land, som vi også kender under betegnelsen Myanmar, kunne det være interessant at undersøge, om Orwells forfatterskab har en fanskare.

Litteraturforskere har peget på, at Orwell kan have hentet inspiration til ‘ 1984’, allerede da han som ung politiofficer gjorde tjeneste i det britiskstyrede Burma. Forfatteren nåede kort før sin død i 1950 at opleve, at Burma fik sin uafhængighed fra briterne og tilmed indledte sin udvikling som moderne stat inden for demokratiske rammer, men intet talte dengang for, at det sydøstasiatiske land ville degenerere til en dystopi.

HVIS ORWELL i dag kunne rejse sig fra graven og besøge det Burma, han boede i som ung, ville han opdage, hvorledes nutiden på skræmmende vis lever op til det samfund, han skildrede i sin udgivelse fra 1948. Big Brother og Partiet er blevet erstattet af Tatmadaw ( det burmesiske navn for landets militær) og Statens Råd for Fred og Udvikling, som juntaen kalder sig. Sloganer fra ‘ 1984’ som »Slaveri er frihed« og »Uvidenhed er styrke« passer alt for godt ind i nutidens burmesiske virkelighed.

Det ændres ikke af, at samme militær nu har offentliggjort datoen for afholdelsen af et længe bebudet parlamentsvalg. Den hårdt prøvede befolkning skal til stemmeurnerne 7. november.

Der er gået mere end 20 år, siden landet sidst afholdt valg, men tilbage i foråret 1990 passede det ikke generalerne, at oppositionen, ledet af nobelpristageren Aung San Suu Kyi, sejrede stort. Resultatet blev annulleret, og militæret fortsatte med at regere under forhold, der minder om permanent undtagelsestilstand.

Tilstanden udstrækker sig også til den ‘ valgkamp’, der i nær fremtid skydes i gang. De af juntaen dikterede valglove forhindrer både Suu Kyi og flere andre oppositionsgrupper i at stille op. Store grupper af befolkningen vil være forment adgang til stemmeboksene.

Det gælder flere af de minoritetsbefolkninger, der lever i grænseområderne op til Thailand, Kina, Indien og Bangladesh. Vi taler om millioner.

AT VALGDATOEN er blevet offentliggjort tre måneder før valgdagen, betyder, at de mulige oppositionspartier kun har meget kort tid til at forberede deres kampagner, mens de partier, som Big Brother har grundlagt og finansierer, har hele statsapparatet og en pæn del af Burmas milliardindtægter fra naturgas og ædelstene i ryggen.

Et af Partiets paroler i ‘ 1984’ lyder: »Den, som kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden. Den, som kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden«. Formuleringerne passer alt for godt på et land, hvor skiftende juntaer har eksperimenteret med socialistisk etpartistyre og planøkonomi og nu forsøger sig med noget, der skal ligne markedsøkonomi, men som reelt styres af et militært oligarki.

Burmas nabolande følger nervøst med på sidelinjen og taler om nødvendigheden af, at en form for ‘ normalisering’ kan føre til en højere grad af ‘ stabilitet’ i det plagede land. De rige donorlande, Danmark inklusive, har længe puslet med planer om at fordele nogle bistandsmillioner til udsatte befolkningsgrupper.

Til dette formål vil nogle iscenesatte valghandlinger utvivlsomt tjene et formål. Også den internationale rejsebranche kan bruge et figenblad, der kan få militærdiktaturet til at tage sig mindre brutalt ud. Et lån fra Orwell – »Uvidenhed er styrke« – er som skabt til rejsebureauernes charmeoffensiv i Burma.

Alligevel kan det vise sig, at Orwells beskrivelser ikke rækker helt til at rumme den ‘ nye’ burmesiske virkelighed.

Så vi må ty til en af hans samtidige, den tyske dramatiker Bert Brecht, som efter at de østtyske arbejderes opstand mod kommuniststyret i 1953 var blevet brutalt nedkæmpet, skrev følgende om tilstanden i sit hjemland: Efter opstanden 17. Juni lod Forfatterforbundets sekretær i Stalin Allé uddele flyveblade, på hvilke man kunne læse, at folket havde forskertset regeringens tillid og kun ved fordoblet arbejde kunne genvinde den. Var det da ikke enklere, om regeringen opløste folket og valgte et nyt? Hvilket nøjagtig er, hvad den burmesiske junta er i gang med. Den har brugt et halvt århundrede på at opløse folket og vil til november vælge sig et nyt folk.

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar