Overvågningen af muslimer i Kina er total. Familier bliver slået i stykker af statens vold.

Udgivet den 10. februar 2019 af flemmingytzen

(Interview ved Tarek Omar og Flemming Ytzen)

Tidligere holdt jeg mig tilbage med at udtale mig om Kinas hårde fremfærd mod det muslimske mindretal i Xinjiang. Mest for at beskytte de uighurer, som jeg har boet og arbejdet med, mod repressalier fra staten. Og dernæst for at få lov til at overhovedet at komme ind i Xinjiang og berette derfra. Men alt er ændret nu. De fleste af dem, jeg kender, er enten i fængsel, smidt i genopdragelseslejre eller har helt forladt Kina. Situationen er blevet så skrækkelig, at jeg ikke bare kan se på og holde min mund. Det, vi ser i Kina lige nu, er en enorm overvågning af et mindretal. Det er familier, der bliver revet i stykker af statens vold. En undertrykkelse, som Kina begrunder i terrorbekæmpelse«.

Sådan siger antropolog og forsker Rune Steenberg fra Københavns Universitet. Han underskrev sammen med over 250 kina-forskere og -kendere fra hele verden for nylig en opfordring til både de kinesiske myndigheder og verdenssamfundet om at standse forfølgelserne af uighurerne, som er en af Kinas største muslimske befolkningsgrupper, bosat i den nordvestlige Xinjiang-region. På det seneste har aktivister, en række menneskerettighedsorganisationer og FN langet kraftigt ud efter Kina for landets internering og overgreb mod uighurerne samt andre mindretal i regionen.

Da Politiken møder ham, er han netop kommet hjem fra Tyrkiet, hvor han har mødt og talt med eksilerede uighurer, som har bosat sig i en bestemt bydel i Istanbul.

»Der er på det seneste sket en voldsom udvikling, hvor folk bliver arresteret og kommer i fængsel eller i lejre for det, vi ville opfatte som normale hverdagsting. De kan have sendt deres barn til udlandet for at studere eller have været i kontakt med deres børn i udlandet, der studerer. Mine uighur-venner plejede at have regelmæssig kontakt med deres familier i Xinjiang. Familien betyder meget for uighurer. Og nu har de pludselig nul kontakt. Eksempelvis undrede én af mine veninder, som bor uden for Kina, sig over, at hun ikke havde hørt fra sin mor og ringede til hende på moderens fødselsdag. Moderen sagde »tak, jeg har det godt, men du må undskylde, at jeg ikke har tid til at tale nu«, og så lagde hun på. Kort efter modtog hun en sms fra sin kusine, hvor der stod: »Hvis du elsker din mor, så lad være med at kontakte hende igen««.

Så det, der tidligere var tolereret af regeringen i Kina, er nu blevet forbudt?

»Ja. De kan også blive smidt i fængsel for at bede en bøn derhjemme i deres stue. Styret har lavet en regel om, at folk skal bede i moskeerne, hvor de kan holde øje med dem. Du kan også blive straffet, hvis du har skrevet ’As-salamu aleikum’, som er en hilsen på arabisk og betyder ’fred være med dig’ til én på mobiltelefonen. Eller hvis du modtager et foto på din telefon med Allahs navn. For blot fem år siden var det uproblematisk adfærd. Meget af det, der tidligere var accepteret, er nu røget over i den kategori, som styret automatisk kalder for ekstremisme, radikalisme eller terrorisme. Fra 2016 antog det former, som var helt absurde og ekstreme, da Chen Quoangou, der tidligere var partisekretær i Tibet, kom til magten i Xinjiang. Og i 2017 hørte jeg for første gang om de såkaldte genopdragelseslejre, hvor en voldsom interneringskampagne bliver sat i gang«.

Genopdragelseslejre

Flere rapporter – blandt andet fra Human Rights Watch – har peget på, at muslimer i Xinjiang bliver forfulgt og sendt i genopdragelseslejre, hvor der blandt andet bliver anvendt tortur. Der har været eksempler i den internationale presse på, at uighurerne har været tvunget til at frasige sig deres religion, spise svinekød, drikke alkohol og synge partiets kommunistiske slagsange. Et estimat lyder på, at omkring 1 million uighurer opholder sig i disse lejre og fængselskomplekser.

»Først benægtede de kinesiske myndigheder eksistensen af disse lejre. Siden bekræftede de, at der foregår en internering af uighurer. Der er tale om tre internerings-kategorier: Fængsel, forvaring og læringsophold, som vi vil kalde genopdragelse. Er de sigtet for noget, starter de i forvaringen. Hvis de findes skyldige – efter en retssag – kommer de i fængsel. Men selv hvis de bliver frikendt, ender de i genopdragelseslejre. Mange i genopdragelseslejrene har aldrig begået noget ulovligt. Det kan være nogen, som man mener, er kommet på ’politisk afveje’ eller ikke er gode nok til kinesisk«.

»Nogle lejre er åbne. Folk ankommer om morgenen, udsættes for politisk og antireligiøs propaganda og går igen om aften. Forvaringen, hører jeg, er den værste af dem alle. De sidder måske en halv snes personer i et lokale, der minder om en celle, og her må de ikke tale med sidemanden. Med mellemrum vises der propagandafilm på den mur, som reelt er det eneste, de får lov at se på. Al kommunikation foregår på rigskinesisk, som mange af dem ikke er særlig gode til. Jeg har hørt om folk, der er døde under afhøringerne her. I nogle dele af Xinjiang baseres bedømmelsen af, om nogen er ’på afveje’ eller af anden grund trænger til genopdragelse, på et pointsystem. Det er en slags socialt kreditsystem, hvor individer får point ud fra deres identitet, vaner og adfærd«.

Hvordan foregår det?

»I pointsystemet sker der en opdeling i tre kategorier – rød, gul og grøn – der viser risikograden for radikalisering og anti-statslig adfærd. Som uighurer og mand mellem 18 og 40 år begynder du med et lavt point-grundlag. Man taber point ved eksempelvis at bede, have skæg, for at afvise tobak og alkohol eller blandt kvinder for at gå med lange kjoler. Hører du til i risikogruppen, betyder det, at der skal ’tages sig’ af dig. Og det betyder genopdragelseslejre. Når forældrene kommer i genopdragelseslejre, bliver deres børn ofte sendt på børnehjem. Der er også eksempler på, at børn er blevet sendt til andre steder i Kina for at leve med han-kinesiske familier, som er majoritetsgruppen i Kina. En mor i Istanbul havde genkendt sin datter i Kina på et foto, der var blevet sendt rundt af propaganda-apparatet, for at vise hvor glade børnene var. Hun havde ikke set sin datter i to år og kunne ikke komme i kontakt med hende. Familier bliver skilt ad med tvang«.

Og uden for lejrene?

»Uden for lejrene fortsætter det. Her skal de til flaghejsning et par gange om ugen og til politiske møder. Så er der også en politik om, at en han-kineser flytter ind og bor hos dig for at skabe venskab mellem befolkningsgrupperne, men også for at undersøge, om du er radikaliseret. De kan udsætte deres værter for prøver for at tjekke, om de nu er ekstreme. For eksempel opfordres han-kineserne til at købe kød på markedet og komme hjem og sige de gerne vil lave maden. Hvis værten spørger ’er det svinekød?’ – ja, så er det tegn på ekstremisme. Dertil er overvågningen total uden for lejrene«.

Hvordan?

»Overvågningsteknologien i George Orwells ’1984’ er naiv ved siden af virkeligheden i Xinjiang. Winston fra ’1984’ havde en krog, hvor han kunne være i fred for Big Brothers panoptikon. Men i Xinjiang kan du ikke gå nogen steder hen uden at blive overvåget. Xinjiang er blevet til et stort laboratorium for big-data-analyser. Der er overvågningskameraer over det hele med ansigtsgenkendelses-software, så de kan genkende dig, hvor end du befinder dig. Så er der installeret GPS-detektorer i alle nye biler. Og så har jeg hørt om indsamlinger af dna fra uighurer, som var camoufleret som en sundhedsundersøgelse«.

Der synes at være usikkerhed om omfanget, men tallet én million er hyppigt citeret. Hvor sikkert er det tal?

»Det er udregnet på grundlag af mange forskellige kilder. En australsk forskergruppe har samlet relevante satellitfotos om lejrenes omfang. Antallet af fængslede og internerede er naturligvis behæftet med usikkerhed, men der findes indikationer bl.a. fra åbne kinesiske kilder, herunder myndighedernes hjemmesider. Forskere, der kan kinesisk, har her registreret, at der i 2016 blev slået 36.000 job op i Xinjiangs sikkerhedstjenester – året forinden var tallet ca. 2.000. I 2017 steg tallet til 100.000. Mange af dem, der bliver sikkerhedsfolk, er uighurer. De statskontrollerede medier leverer også dokumentation for lejrene, når de har billeder og beskrivelser om aktiviteter, der skal vise, hvor godt det går for lejrbefolkningen. Så tallet er mere eller mindre realistisk«.

Krigen mod terror

Ifølge Rune Steenberg begrunder Kina lejrene og den hårde kurs over for uighurer med henvisning til krigen mod terror.

Er der en sammenhæng mellem, at undertrykkelsen af uighurer intensiveres, og at der har været rapporter om angreb begået af uighurer mod politistationer, politifolk og han-kinesere?

»Uden tvivl. Krigen mod terror er dog et nyt sprog, som er opstået efter 11. september 2001. Tilbage i 1997, hvor man havde et af de største oprør inden for uighurerne, og hvor et ukendt antal af unge blev skudt af politiet, talte regeringen om uighurerne som ’separatister’ og ikke som ’terrorister’. Der var også separatistiske partier og grupper, der ønskede selvstændighed. Men ekstremistisk islamisme har aldrig haft stor medvind i Xinjiang. Det er derfor ikke primært religionen, der har drevet nogle uighurer til voldelige angreb rettet mod den kinesiske stat, men følelsen af at blive diskrimineret og ikke at kunne udleve deres traditioner, kultur og religion«.

»Tidligere forsøgte kineserne sig med en klassisk moderniseringspolitik. Man mente, at uighurernes livsform kunne forandres ved at sende flere penge til at udvikle regionen. Store investeringer i infrastruktur og produktionsvirksomheder skulle løfte uighurerne materielt og økonomisk. Nu hedder strategien: forandring gennem læring. Befolkningen skal ændres kulturelt og mentalt gennem det, vi vil kalde indoktrinering. Med den aktuelle interneringskampagne er den kinesiske regering gået bort fra integration. Målet er nu assimilation med vold og tvang. Uighurer skal fortrænge eller helt opgive deres kultur, traditioner og religion og blive som flertallet af kinesere. Dem, der ikke kan være med, bliver marginaliseret og vil i fremtiden opnå komplet paria-status«.

Den kinesiske politik har ikke altid været så vidtgående?

»Nej. Da reformpolitikken blev sat i gang i 1980’erne, var den nærmest det modsatte af det, vi ser i dag. Dengang blev der arrangeret statssponsorerede læsninger af Koranen. Myndighederne ville tydeligvis give Xinjiang en kulturel renæssance. Op til 2005 kunne en uighur uddanne sig gennem brug af sit eget sprog, hvilket var progressivt. Situationen er den modsatte i dag: hvis en uighurer bliver taget med Koranen, ryger han i en lejr. Uighurernes kulturliv er stærkt kontrolleret og censureret«.

Hvad bunder denne politik i, når kommunistpartiet i Kina betegner islam som ’en ideologisk sygdom’, som man ’må søge behandling for’?

»Det skyldes, at islam for dem er blevet et område, hvor de ikke kan trænge ind med deres propaganda og partiforestillinger. Samtidig er der den her globale islamofobi, som er skabt i kølvandet på Bushs ’krig mod terror’, som kineserne bruger til at retfærdiggøre deres hårde fremfærd mod uighurer og andre mindretal. Det drejer sig også om partiets ideologiske linje, og det med at kalde islam en sygdom er en måde, hvorpå alt, hvad der afviger fra partiets linje, bliver stemplet som patologisk. Alle former for religiøs adfærd, som ikke er sanktioneret af staten, er problematiske i statens blik«.

Så den kinesiske embedsmand vil bare sige, at de blot er i gang med at forebygge radikalisering?

»Netop. Og det er også det, som de siger i deres svar på kritikken af lejrene. De siger, de forebygger radikalisering, og mener, at de har haft succes med det«.

Sanktioner mod de ansvarlige

Sideløbende med eskaleringen af handelskrigen mellem Kina og USA forsøger amerikanske kongrespolitikere aktuelt at forstærke det internationale pres på den kinesiske regering med blandt andet kritik af masseinterneringen af uighurer.

»Jeg læste lige en artikel, hvor kineserne forholder sig til kritikken fra amerikanerne og svarer, at USA ikke er i en position til at optræde som den moralske overlegne over for kineserne på grund af deres egen krigs-historik.

Det har de vel også ret i?

»Bestemt. Når den amerikanske republikanske senator Marco Rubio fordømmer menneskerettighedsovertrædelser i Xinjiang, men samtidig nægter at bakke op om et stop for våbensalget til Saudi-Arabien, indtil de stopper deres overtrædelser i Yemen, så klinger det hult. Uighurerne bliver brugt som politisk spillebold af moralsk anløbne aktører. Når det er sagt, så støtter jeg sanktioner mod de ansvarlige i Xinjiang fuldt ud. Og jeg synes også, at Danmark skal gå med der. Anders Samuelsen (LA) mener nu tilsyneladende, at menneskerettigheder skal sættes over eksportinteresser, når han ikke længere vil tillade salg af våben til De Forenede Arabiske Emirater. Det kunne man jo holde ham op på«.

Hvad mener du, han konkret skal gøre?

»Tage et lignende standpunkt over for kineserne. Regeringen i Kina skal presses for at stoppe de her lejre, få folk ud og bremse overtrædelserne af menneskerettighederne. Stop hjemsendelsen af uighurer nu. Det har Sverige og Tyskland allerede lavet en lovgivning om. Det burde andre lande også. Det er også en god idé at sanktionere de firmaer, der leverer udstyr til den kinesiske regering i Xinjiang – især inden for sikkerhed og overvågning. Til sidst skal han bede den kinesiske regering om at give adgang til en undersøgelseskomité«.

Du er netop hjemvendt fra Istanbul, hvor du har talt med eksil-uighurer. Hvad efterspørger de af handling fra verdenssamfundet?

»Først og fremmest at der bliver lagt et pres på Kina. Der er også folk, der taler om at få etableret en selvstændig stat, selv om udsigterne ikke er gode. Overordnet vil de bare gerne have lov til at tale med deres familier igen – høre deres forældres, børns eller søskendes stemmer. De fremhæver altid, at de ikke er radikale eller ekstreme, men helt almindelige mennesker. Fra min seneste tur var der især en mand, som gjorde indtryk på mig. Han levede i Istanbul og havde mødt en tidligere nabo, der fortalte ham, at to af hans fire børn hjemme i Xinjiang var blevet kørt ned. Den ene var død, den anden var kvæstet og på hospitalet. Han kiggede på mig og sagde: Hvis bare jeg vidste, hvem af mine børn, der er i live, og hvem der er på hospitalet. Den slags historier er svære at slippe«.

BLÅ BOG
RUNE STEENBERG

Født 1982. Antropolog og forsker ved

Københavns Universitet med speciale i Xinjiang og uighurerne. Han er uddannet ved Freie Universität i Berlin og har

tidligere arbejdet ved flere universiteter, bl.a. Humboldt Universität, Universität Bonn og Columbia University.

Han har rejst og arbejdet i Kina og Centralasien siden 2002. Han taler uighurernes turkestanske sprog flydende. Steenbergs seneste besøg i Xinjiang foregik i 2016.

Udgivet i Interviews, Kina, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Snowden advarede os ikke om Huawei

Udgivet den 6. februar 2019 af flemmingytzen

Fælles regler og standarder for techgiganter i øst og vest er eneste vej frem.

ER DER stadig folk, der husker Edward Snowden? Den amerikanske dataanalytiker, der i juni 2013 forlod en tilsyneladende lukrativ karriere i den amerikanske efterretningsverden for siden at blive USA’s mest eftersøgte individ?

Snowdens flugt fra USA, der gik via det kinesiske territorium Hongkong, har bragt ham til en ukendt destination i Rusland, hvor han er under myndighedernes beskyttelse. Lokaliteten kan undre, når man erindrer sig den i dag 35-årige afhopper og aktivists mission:

Han lækkede tusindvis af dokumenter til vestlige medier for at advare verdensoffentligheden om de magtmidler, som en uhellig alliance af techgiganter og efterretningstjenester har indgået for at kunne overvåge borgere, virksomheder og regeringsorganer over den ganske klode. Hvor kontroversiel hans usædvanlige platform er, fremgår af, at han på skift er blevet kaldt helt, whistleblower, dissident, patriot og forræder – alt efter hvem afsenderen af budskabet er.

Edward Snowden

AKTIVISTEN Snowden dokumenterede, hvad stormagters efterretningstjenester og myndigheder er i stand til, når de skal forsvare, hvad de anser for at være af betydning for nationale sikkerhedsinteresser. Han mener, at demokratiske regeringer bryder en række love. Gennemgribende overvågning af borgere skal inden for rammerne af et retssamfund kunne afprøves af kontrolinstanser, først dommerkendelser, efterfølgende søgsmål.

Hvad Snowden og Wikileaks-stifteren Julian Assange fortalte med deres lækager, var præcis dette: At anvendelsen af digital teknologi gør total overvågning og forfølgelse af individer og virksomheder til en mulighed, uden at der samtidig er knyttet de garantier, der kendetegner demokratiske retsstaters beskyttelse af borgerne. Med andre ord underminerer moderne teknologi i hænderne på instanser, der arbejder uden for demokratisk kontrol, selve fundamentet for den retsstat, de er sat i verden for at forsvare.

Vist er det nærliggende at hævde, at Snowden med sit eksil er gået Ruslands ærinde, men dette argumentet skal holdes op mod det synspunkt, at han har villet advare os om en trussel mod demokratiet indefra, ikke udefra.

TILBAGE I 2013 afslørede Snowden, at et spionagenetværk kaldet FiveEyes, bestående af USA, Canada, Storbritannien, Australien og New Zealand, havde spioneret mod borgere i de fem medlemslande og delt de relevante data med hinanden. Han beskrev netværket som en supranational efterretningsorganisation, der ikke baserer sig på nogen lovgivning i noget land overhovedet.

Perspektivet her er interessant i lyset af det massive pres, der i denne tid udgår fra USA mod allierede, Danmark inklusive, og andre lande, der har haft samarbejde med den kinesiske techgigant Huawei. I canadiske Vancouver sidder Huaweis finansdirektør, Meng Wanzhou, i husarrest, foranlediget af et amerikansk krav om udlevering til retsforfølgelse i en sag, der handler om virksomhedens påståede tyveri af teknologi og overtrædelse af amerikansk sanktionslovgivning mod Iran.

Meng Wanzhou er således ikke tiltalt for overtrædelse af canadisk lovgivning, men dette har ingen relevans i sammenhængen. USA har i årtier haft lovgivning, hvis rækkevidde udstrækker sig til lande, hvor USA ikke har formel jurisdiktion. Denne lovgivning har fundet anvendelse i bekæmpelse af ikke mindst terror, hvidvaskning af illegale formuer, narkotikakriminalitet og andre påskønnelsesværdige formål.

Men at Kinas største og vigtigste techfirma her er i centrum af det amerikanske kikkertsigte, viser, at juraen er blevet redskab for magtpolitik og økonomiske interessekonflikter i den allerstørste skala. Med Canada som amerikansk gidsel.

Beviset for denne påstand? Ingen ringere end Donald Trump har ladet forstå, at sagen mod Huawei-direktøren kan blive droppet, hvis Kinas regering giver ham tilstrækkelige indrømmelser i den verserende handelskrig.

UANSET udfaldet af denne sag er det i Europas interesse at sikre, at techgiganter i øst og vest bliver underlagt fælles internationale spilleregler om indsigt og kontrol. I en bedre verden end den nuværende kunne den slags blive overladt til den for tiden handlingslammede verdenshandelsorganisation, WTO.

Det er nok for meget at håbe på, at præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping som led i et nært forestående kompromis om samhandel også lægger grunden til et sæt globale spilleregler for, hvad deres respektive teknologiske uhyrer kan tillade sig over for borgere og forbrugere under internationalt opsyn.

(klumme i Politiken 7. februar 2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Nordøstasiens kernevåben er fælde for Trump

Udgivet den 28. januar 2019 af flemmingytzen

Forsøgene på at afnuklearisere Nordkorea ligner en illusion.

I LYSET af den skærpede konfrontation mellem den amerikanske præsident og Kongressen om nationens og statsapparatets aktuelle tilstand har kredsen af rådgivere omkring Donald Trump – datteren Ivanka og svigersønnen Jared Kushner blandt de fremmeste – sandsynligvis fortalt familiens overhoved, at han vil være tjent med at høste en markant udenrigspolitisk sejr i løbet af 2019. Ikke mindst på baggrund af den massive usikkerhed hans ord, gøren og laden har efterladt blandt USA’s traditionelle og historiske allierede.

Her ligger udviklingen på den Koreanske Halvø lige for. For det var her, at klodens mest magtfulde leder satte en stor del af sin egen og sit embedes prestige ind, da han i fjor mødtes med overhovedet for det atombevæbnede, højmilitariserede klanstyre i Nordkorea, Kim Jong-un. Fine ord og hensigtserklæringer blev det til efter det møde i Singapore, som nok fortjener at blive kaldt historisk, men ikke nødvendigvis med den betydning, som Donald Trump tillægger ordet.

For mens mødet blev en triumf for den nordkoreanske diktator, efterlod det tvivl hos USA’s sydkoreanske alliancepartner.

BLANDT DE sydkoreanske politikere, der stadig sig til et halmstrå af optimisme, er det svært at slippe drømmen og visionerne om et positivt udfald af det første topmøde mellem supermagten og den krigsmodstander, der kæmpede sig til uafgjort i 1953 efter tre blodige år, der efterlod hundredtusinder af dræbte på den delte halvø. Afnuklearisering – og dermed en atomfri koreansk halvø – klinger smukt for dem, der vil en verden med mere forsoning end konfrontation.

Men afnuklearising af kun det nordkoreanske militær? Ikke hvis man går ind og tager Kim-regimet på ordet. Hvilket verden fik mulighed for, da det statslige nordkoreanske nyhedsbureau kort før jul udsendte en erklæring, der i klartekst pointerede regimets hensigter med at have dialog med både Seoul og Washington.

Citat fra erklæringen: ’USA må erkende den korrekte betydning af afnuklearisering og i den forbindelse se på geografien. Når man taler om den koreanske halvø, omfatter det både vor republiks territorium og den sydkoreanske region, hvor USA har placeret en invasionsstyrke, der råder over kernevåben. Når vi taler om den fuldstændige afnuklearisering, mener vi her fjernelse af alle atomare trusler, ikke kun fra Syd og Nord, men også fra de områder, der grænser op til Korea’.

ALTSÅ flere end de kernevåben, som Nordkorea ikke har gjort det ringeste for at skjule eksistensen af. Med testaffyringer og prøvesprængninger gennem et årti har styret demonstreret sine hensigter: det er syv årtiers amerikansk inddæmningspolitik (via Sydkorea og Japan især), man vil af med.

Hvilket er det samme som at forlange det umulige. Hverken i Seoul eller Tokyo er de politisk ansvarlige indstillet på at afgive deres forsikringspolicer, hvilket vil sige den amerikanske atomparaply i Østasien. Selv ikke Kina og Rusland, som er Nordkoreas historiske allierede, har på noget tidspunkt forestillet sig, at USA’s garantier over for Sydkorea og Japan skulle ophæves.

Forløbet siden sidste års topmøde mellem Trump og Kim har været begivenhedsrigt, hvis man alene betragter relationerne mellem Seoul og Pyongyang. Kim-regimet har meget at vinde ved at bejle til den langt mere velstående rival syd for den 38. breddegrad. Der er et udbredt ønske i Sydkorea om at hjælpe ’broderfjenden’ i nord økonomisk, især hvis et sådant velstandsløft kan føre til en reduktion af de militære spændinger. Præsident Moon Jae-in har sat hele sit embedes prestige ind på at skabe mere forsonlige tilstande.

Forsøget har været gjort tidligere med den såkaldte ’solskinspolitik’, der under daværende præsident Kim Dae-jung kastede en Nobelfredspris af sig tilbage for en lille snes år siden, men som kuldsejlede få efter at den sydkoreanske leder havde forladt den politiske scene.

Sydkoreanerne og resten af verden kan stadig nå at blive overraskede. Medier i Seoul nævner muligheden af, at diktatoren i Pyongyang kommer på besøg og sætter tilmed en dato på: 1. marts. En dato med stor symbolsk betydning: 100-året for en national opstand mod det japanske koloniherredømme.

Dilemmaet for Sydkorea mens vi venter på næste topmøde mellem Trump og Kim? Om en afspændingspolitik med omfattende økonomisk bistand til Nordkorea kan fortsætte uden at ændre på den forsikringspolice, som kun USA kan levere.

(klumme i Politiken 28. jan. 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Stakkels briter – Labour duer heller ikke

Udgivet den 24. januar 2019 af flemmingytzen

Kammerat Corbyn har intet alternativ til sammenbruddet i britisk EU-politik.

Da de sidste rester af det britiske imperium blev afviklet for omkring et halvt århundrede siden, hed det sig blandt meningsdannere, at nationens udenrigspolitik ville handle om at afvikle de oversøiske besiddelser med en vis elegance – going down with grace , som det blev udtrykt. At det britiske greb om verdenspolitikken (kernevåben og det faste medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd) blev suppleret med en indtræden i Europa fra 1973 (sammen med Danmark og Irland), var kun en logisk konsekvens af de forandringer, der ramte verden dengang.

Britisk politik med og mod Europa har siden da været hærget af et syndrom, der fundamentalt handler om selvforståelsen i den gamle stormagt. Denne blev udfordret, da ophøret af den kolde krig 1989-90 førte til en tysk genforening og den samling af Europa, som den længst siddende britiske regeringsleder siden 1837, Margaret Thatcher, modsatte sig. Hvilket ikke var årsagen til hendes dramatiske exit i november 1990, der skyldtes en personstrid, ikke politisk.

Siden forsøgte Labour-lederen Tony Blair sig med en britisk vision for Europa, men den kuldsejlede med hans fejltænkte opbakning til USA’s invasion af Irak i 2003.

Derefter blev britiske forsøg på at håndtere globale udfordringer i voksende omfang nødlidende. Konsekvenserne afspejler sig i det aktuelle kaos.

SELVFORSTÅELSE er et andet ord for identitetspolitik, som det er lykkedes det nationalkonservative UK Independence Party (Ukip) at definere bedre (’giv os vort land tilbage’) end de to gamle antagonister, Labour og Toryerne. Ved valget til EU-Parlamentet i 2014 fik Ukip 24 medlemmer og blev forsamlingens største britiske parti. Efter en stribe afhopninger er tallet nu reduceret til ydmygende 7.

I sidste måned bebudede den mangeårige leder Nigel Farage sin afsked med partiet, fordi han ikke længere kunne leve med dets højredrejning. Der er rigeligt med plads til et brexitparti i britisk politik, men det bliver ikke Ukip, der fylder dette rum ud, lød hans afskedssalut. Et nederlag af dimensioner.

Siden afstemningen i juni 2016 har de britiske vælgere haft god tid til at mærke konsekvenserne af den usikkerhed, som valgresultatet skabte, og dermed til at overveje en mere kompromisbetonet udvej. Selv vort eget euroskeptiske parti, Dansk Folkeparti, er begyndt at formulere sig mere forsigtigt: Kristian Thulesen Dahls listesko har afløst Morten Messerschmidts støvletramp. ’Dexit’ har forladt den danske debat.

ER LABOUR ved at tage tilløb til en kvalificeret og visionær om Storbritanniens rolle i Europa? Nej, Jeremy Corbyns indlæg i Underhuset både i sidste uge og i denne tilbyder intet i den retning.

Corbyn er mere optaget af at fremtvinge et regeringsskifte end at hjælpe sin nation ud af dens fortvivlende tilstand. I sidste måned forklarede han, at skulle et nyvalg blive en realitet og få Labour som vinder, ville han tage til Bruxelles og få en genforhandling af betingelserne for Storbritanniens udtræden, ikke en ny afstemning (en position, der muligvis revideres i disse dage), om end opinionsmålingerne afspejler, at et voksende antal britiske vælgere enten fortryder resultatet eller er kommet alvorligt i tvivl.

Meget lidt taler for, at Corbyn som regeringsleder ville gøre en forskel. Manden er en ureformeret socialist med et verdenssyn dybt forankret i sværmeriske utopier. For 20 år siden kaldte han de krigsforbrydelser, som den serbiske præsident Slobodan Milosevic hærgede Balkan med, for opspind.

I nutiden har han betegnet udstationeringen af 800 britiske soldater i Estland for en provokation. Mod hvem, tør man spørge.

I APRIL 2014 forfattede han en klumme i det socialistiske dagblad Morning Star, hvor han gjorde Nato ansvarlig for krigen i Ukraine. To år forinden lød overskriften på en klumme i samme avis skrevet af samme forfatter: ’På tide at afslutte Nato’, hvor han i teksten kaldte den vestlige forsvarsorganisation for et ’instrument for koldkrigsmanipulation’. Her er sandelig en demokratisk socialist med storslåede visioner for Europas fremtid. Putin og Trump er usynlige i mandens univers.

Corbyn har opnået en betydelig popularitet blandt centrum-venstre-vælgere i sit land ved at kritisere den voksende ulighed, som kombinationen af nyliberalisme og monetarisme har skabt. Men kritik giver kun mening, hvis den ledsages af et troværdigt politisk alternativ, hvilket er en mangelvare i Labour.

Den tidligere verdensmagt er i dag en parodi på en ansvarlig stormagt.

(klumme i Politiken 24. januar 2019)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Gidseltagning på højt niveau

Udgivet den 14. januar 2019 af flemmingytzen

Utraditionelle metoder tages i brug i Kina-USA-handelskrigen.

Omkring en håndfuld canadiske statsborgere tilbageholdes for tiden i Kina, mistænkt for at stå bag aktiviteter, der truer såkaldte nationale sikkerhedsinteresser. En af de implicerede, Michael Kolvig, er tidligere canadisk generalkonsul i Hongkong og har derfor indsigt i interne kinesiske anliggender. Kolvig arbejder i dag for organisationen International Crisis Group (ICG), der fra hovedkvarteret i Bruxelles arbejder for konfliktløsning på flere kontinenter.

Ingen betvivler, at der her er tale om en kinesisk gengældelsesaktion mod USA, efter at canadiske sikkerhedsfolk i sidste måned på amerikansk foranledning pågreb en topfigur i kinesisk erhvervsliv, Meng Wanzhou, i Vancouver. Hun er finansdirektør i telegiganten Huawei og datter af firmaets grundlægger. Arrestationen fandt sted samtidig med, at præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping i Buenos Aires enedes om en tre måneders frist til at løse den handelsstrid, der er ved at sætte klodens økonomi i bakgear.

KALD DET bare gidseltagning på højt niveau i det opgør, der fundamentalt handler om indretningen af fremtidens globale hightechøkonomi, hvor den kinesiske stat har designet en nøglerolle for netop Huawei.

Meng Wanzhou er løsladt mod kaution, mens kun få har kendskab til de forhold, der omgiver Michael Kolvig. Internationalt accepterede retslige standarder er for længst tilsidesat på begge sider, hvilket præsident Trump indrømmede, da han før jul meddelte, at han sandsynligvis griber ind og får løst sagen, såfremt han kan opnå indrømmelser fra Kina i handelskrigen. »Hvis det tjener nationens interesser, skal jeg nok få klaret den sag«, lød det fra bestyreren af Det Hvide Hus i Washington, da han kommenterede de vrede kinesiske reaktioner på arrestationen af Meng Wanzhou.

Titusinder af danskere og millioner af europæere har dagligt berøring med Huawei. Firmaet er en af de telegiganter, der er frontløber i kapløbet om overgangen fra 4G til 5G-generationen af bredbåndsteknologi.

Dermed spiller Huawei en nøglerolle i den udviklingsplan, som har overskriften ’Made in China 2025’. Planen skal på længere sigt gøre Kina uafhængigt af teknologiske løsninger, der er udarbejdet i USA.

ALTSÅ ER DET selve den amerikanske førerposition inden for fremtidens digitale netværk, som er i spil, og dermed supermagtens kerneinteresser. Formuleret i slagord: America First konfronterer Kinas win-win. Folk med tilstrækkelig langtidshukommelse vil her kunne se ligheder med det rumkapløb mellem USA og Sovjetunionen, som datidens rivaler udkæmpede for omkring et halvt århundrede siden, men sammenligningen har klare begrænsninger.

Forskellen mellem dengang og nu er selvfølgelig, at Kina i dag har en styrkeposition og en indretning af sin stat, der gør sammenligninger med Sovjetunionen absurde. Sovjetstaten gik i langsom forrådnelse, mens Kina drives som et globalt orienteret virksomhedskonglomerat.

Koldkrigens antikommunisme anvendt i nutiden er stenaldertænkning. Hvilken stat af nutidens to supermagter er det lige, der er blevet irrationel i betydningen: uforudsigelig, upålidelig og utroværdig?

SAGEN HAR SAT Canada i en slem klemme. Hvis Huaweis finansdirektør skal udleveres til retsforfølgelse i USA, forudsætter det, at den formodede lovovertrædelse ikke kun kan henføres til amerikansk lovgivning, men også canadisk. Statsanklageren i Ottawa har tiltalt Meng Wanzhou for banksvindel, fordi Huawei har aktiviteter relateret til firmaet Skycom, som USA anklager for at have solgt følsomt udstyr til Iran og dermed har overtrådt amerikansk sanktionslovning.

Men Canada har ingen lovgivning, der gør det kriminelt for en tredjepart at handle med Iran. Både de canadiske og de amerikanske jurister har således indlysende forklaringsproblemer.

Kinas økonomiske og digitale ekspansion udfordrer den magtposition, USA har haft siden den kolde krigs ophør. Kinesiske virksomheder snyder på vægten med hacking, industrispionage og den slags, ganske som de fleste andre i økonomiens superliga.

Vejen frem er selvfølgelig at ændre de internationale spilleregler ved inddragelse af de relevante politiske institutioner og frem for alt sikre, at det højteknologiske erhvervsliv er med på vognen. Huawei og Silicon Valley skal bringes til forhandlingsbordet af Beijing, Washington og EU i fællesskab og sikre overholdelse af fælles standarder.

(klumme i Politiken 14.01.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Solid togdrift giver sammenhængskraft

Udgivet den 10. januar 2019 af flemmingytzen

Togulykken på Storebæltsbroen minder os om årtiers forsømmelser.

Længe inden vi kender konklusionerne fra den til formålet nedsatte havarikommission, kan man tage tragedien på Storebæltsbroen 2. januar som en påmindelse om den alenlange række af forsømmelser, der i årtier har præget dansk togpolitik.

Tiden er inde til at genstarte debatten om, hvordan vi her i landet får sikre tog til tiden og fremtidssikrede tog på den lange bane. Ingen transportform er mere miljø- og klimavenlig end elektrificerede tog.

Først en trosbekendelse: Nærværende linjer skrives af én, der er vokset op med tog og har et nærmest religiøst forhold til ordet lokomotiv. Min far brugte hele sit arbejdsliv på at reparere og vedligeholde tog på DSB’s Centralværksted i Aarhus. Så jeg er opdraget med et dogme: at solid togdrift er sammenhængskraft.

AL DISKUSSION om tog til tiden bliver lynhurtigt til politik og økonomi: Husk på Togfonden DK, som var navnet på den politiske aftale i marts 2013 iværksat af daværende transportminister Henrik Dam Kristensen (S) og vedtaget af et folketingsflertal bestående af regeringspartierne (S, R og SF) med støtte fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Togfonden var ikke nogen fond i traditionel forstand, men et smart udtryk for, at staten reserverede 28,5 mia. kr. til en række infrastrukturprojekter relateret til togtransport. Kort sagt: vogne, skinner, sveller, signaludstyr og alle de tilbygninger, der hører til. Transportpolitiske ambitioner, der kunne måles i hundredvis af kilometer skinnelegeme.

Finansieringen af aftalen var det virkelig interessante i et klima- og energipolitisk perspektiv: Det skete ved en såkaldt harmonisering af beskatningen af gas og olie fra Nordsøen.

Ikke overraskende var bilistpartierne Venstre og Konservative imod aftalen. Siden har togdriften været præget af en syndflod af forsinkelser, og hvor meget har den nuværende regering gjort for at afhjælpe problemerne? Meget taler for, at der skal tænkes helt forfra. I tre årtier har danske myndigheder bakset med elektrificering af tognettet, og det er som bekendt kun lykkedes delvist, meget delvist.

Ekspertisen fortæller os i dag, at hvis vi standser elektrificeringen af tognettet, kan der spares milliardbeløb. I stedet kan der investeres i nyt elektrisk materiel, så fremtidens tog kører på batterier. Altså en udvikling svarende til den, vi nu ser inden for privatbilismen.

DET ULYKKESRAMTE tog på Storebæltsbroen var af typen IC4; en betegnelse, vi forbinder med ordet skandale. Designmæssigt kender jeg ingen smukkere togstamme end IC4’eren, men driftsmæssigt er den som bekendt aldrig blevet den succes, som den var tænkt som, og bliver det næppe nogensinde. De stagnerende oliepriser betyder også, at Togfonden, der skulle have finansieret elektrificeringen af banerne, udhules.

Det realistiske scenarie er beklageligvis, at vi hverken får udrulningen af IC4 eller elektrificeringen fuldført. Trafikforskeren Uffe Palludan har peget på, at hvis elektrificeringen med ledninger standses, kan der i stedet elektrificeres med batterier. Dermed spares milliardinvesteringer i ledningsinfrastruktur, der kan investeres i elektrisk standardmateriel og batterier, hvilket vil kunne finansiere en udskiftning af alle vore nuværende tog med elektriske tog.

DE BRITISKE britiske victorianere var ikke i tvivl om meningen med begrebet civilisation og midlet til at fremme den: jernbaner. Siden historiens første damplokomotiv blev sat på skinnerne mellem Liverpool og Manchester i september 1830, har menneskeheden ikke kendt til en mere sikker måde at transportere folk og gods over land på.

Det kan ikke mindst japanerne tale med om. De skabte for lidt over et halvt århundrede siden det helt mirakuløse transportmiddel Shinkansen. I sine første 50 år transporterede dette højhastighedstog omkring 10 milliarder passagerer. Uden kollisioner eller afsporinger.

Japans nabo Kina har naturligvis lært af eksemplet og satser massivt på at forbinde riget internt og med verden vestpå med højhastighedstog. For én, der som nærværende skribent for fire årtier siden tog den ugelange og langsommelige rejse med Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva gennem Mongoliet til Beijing, er dette et kvantespring for menneskeheden.

Herhjemme kan vi nøjes med mindre: Lad os snarest få batteridrevne tog på kryds og tværs i landet.

(klumme i Politiken 10. jan. 2019)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Amerikansk hjælp til Kinas ’Gulag’

Udgivet den 31. december 2018 af flemmingytzen

Markedsleninisme og McKinsey har perfektioneret Kinas ledelse.

VED DETTE årsskifte passeres 40-året for en begivenhed, hvis nutidige konsekvenser har vist sig at være mere overrumplende end eftervirkningerne fra den kolde krig: Ved indgangen til 1979 normaliseredes de diplomatiske relationer mellem den amerikanske supermagt og klodens ældste kontinuerlige civilisation, den kinesiske.

Ingen kunne dengang have forudset konsekvenserne: at USA ville åbne porten for Kina til det globale system, som supermagten selv havde været hovedarkitekt på, og at det nye medlem derigennem ville opnå den styrkeposition, det har i dag. Det unikke og paradoksale økonomiske partnerskab, som er den indlysende konsekvens af globaliseringen, er også blevet en rivalisering om magtpositioner på flere kontinenter.

Hvad der i Beijing fremstilles som win-win, er i Donald Trumps virkelighed blevet til ’Amerika først’. USA’s europæiske venner ser dette som en selvtilstrækkelighedens politik, hvor den atlantiske alliance slår revner, et frygtsomt Europa fragmenteres, presset af et revisionistisk Rusland og et krigshærget og imploderende Mellemøsten. Alt imens Kina gør sig parat til det store kompromis med Trump.

Datidens hovedaktører i januar 1979 hed Jimmy Carter, USA’s 39. præsident, og Deng Xiaoping, politbureaumedlem i Kinas Kommunistparti. Førstnævnte havde en vision, der byggede på kristne missionærers idealer fra 1800-tallet: at Kina skulle gøres både friere og fredeligere. Sidstnævnte ville et kursskifte, som via samkvem med omverdenen og markedsøkonomiske eksperimenter skulle gøre Kina stærkere og rigere. Status i dag må være, at Dengs vision lykkedes bedre end Carters.

 

HISTORISK og aktuelt er det amerikansk-kinesiske forhold modsætningsfyldt. Republikaneren Richard Nixon, der tog initiativet til afviklingen af to årtiers fjendskab og krig (i Korea og om Taiwan) med sit besøg i Beijing i februar 1972, skrev i magasinet Foreign Affairs i oktober 1967, at ’Kina skulle gøres fredeligere for at blive i stand til at klare sine egne indre udfordringer’.

Deng Xiaoping tog ham på ordet og leverede formlen for den verden, vi står med her i 2019: et Kina, der i voksende omfang dominerer sin omverden uden at være gået i krig med den. Kinas nuværende ledelse har bedre end de amerikanske beslutningstagere, der har taget flugten fra Trumps indercirkel (senest forsvarsminister Jim Mattis), forstået betydningen og nødvendigheden af magtbalancer. Hvilket forklarer, hvorfor USA’s vigtigste allierede i Kinas nabolag, Japan, aktuelt har travlt med at forbedre relationerne med Beijing.

MEN JO, selvfølgelig betales der en pris for dette monumentale skred i verdens magtrelationer. Kinas store muslimske uighur-befolkning i rigets ’Vilde Vesten’, Xinjiang, mærker det på den hårde måde: en million sendt i genopdragelseslejre.

I denne tragedie spiller et ærkeamerikansk firma en rolle på sidelinjen: The New York Times kunne 16. december underholde sine læsere med, at medarbejdere i konsulentfirmaet McKinseys kinesiske afdeling havde været på en festlig juleudflugt i netop Xinjiang. Med juleglimmer, Jingle Bells og Santa Claus lige op og ned ad en af genopdragelseslejrene for tusinder af internerede uighurer! Grotesk? Ironisk? Nej, logikken er håndgribelig. Moderne managementfilosofi, der indeholder betydelige doser af hjernevask (i Vesten kaldet resultatstyret ledelse) blev først opfundet i USA og siden perfektioneret i Kina.

McKinsey er et af verdens største konsulentfirmaer med næsten 28.000 ansatte og en tilstedeværelse i 127 lande. Gigantens speciale er ledelsesværktøjer, som blev introduceret i Kina, da firmaet åbnede et kontor i Beijing i 1995. Siden har firmaet haft mindst 22 af Beijings statsejede eller -kontrollerede konglomerater i kundekartoteket, herunder også de institutioner og virksomheder, der er spydspidserne i Kinas globale ekspansion.

McKinsey-tænkningen og Kinas ledelsesfilosofi er teknokratiske tvillinger: effektivitet og ekspansion gennem kopiering af konkurrenternes stærkeste redskaber og/eller aktiviteter.

Huawei og Alibaba har Apple og Amazon som forbilleder. Fænomenet kaldes markedsleninisme og kan ved passende brug af moderne ledelsesværktøjer tilpasses demokratier (reelle som indbildte), oligarkiske autokratier, parlamentariske eller elitære kleptokratier.

For yderligere oplysninger: skriv til fhv. McKinsey-chefkonsulent Bjarne Corydon.

(klumme i Politiken 31.12.2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Kinas ’Silkevej’ starter i en politistat

Udgivet den 29. december 2018 af flemmingytzen

På få år er Xinjiang forvandlet til et brutalt eksperiment i overvågning, internering og ’omskoling’ af op imod en million muslimer.

Frygten er blevet hendes faste ledsager, også under eksilet i Almaty, den største by i Kasakhstan. 37-årige Guly Omarkan flygtede hertil fra naboregionen Xinjiang, Kinas største provins. Hun taler samme sprog som majoritetsbefolkningen, eftersom hun selv er kasakher.

I hendes oprindelige hjemmeregion tilhørte hun den myriade af minoriteter, der i århundreder har befolket det traditionelle Østturkestan eller Kinesisk Turkestan, som regionen blev benævnt på kort fra 1800-tallet frem til 1949, hvor den blev inkorporeret i Folkerepublikken Kina som et nyt ’grænseland’.

Guly Omarkan beskriver sine ungdomsår som dramatisk forskellige fra de nuværende tilstande. I skolen legede hun ubesværet både med kinesiske jævnaldrende og med uighurer, den befolkningsgruppe, der før Kinas overtagelse udgjorde 80 procent af indbyggerne og i dag er reduceret til 45 procent.

Første sprog i hendes skoletid var uighur, der tilhører den tyrkisk-altaiske sprogfamilie, som tales i det meste af Centralasien og er beslægtet med tyrkisk. Rigskinesisk lærte hun som andet sprog. Den statslige sprogpolitik blev dengang formuleret med følgende slogan: ’I Kina må 56 forskellige etniske grupper lære at leve sammen’.

For to år siden begyndte et fundamentalt politisk skifte i Xinjiang. Guly Omarkans gamle skole blev uden varsel lukket og erstattet af en, hvor eneste undervisningssprog var rigskinesisk. Lige om hjørnet åbnede et nyt ’læringscenter’, og kinesiske embedsfolk gik gennem kvarteret med ’invitationer’ til at deltage i ’åbne lejre for uddannelse’. I lejrens pensum hedder det, at islam er en form for narkotika, der har forurenet sindet.

Omarkan blev tvangsindlagt til at se kommunistiske propagandafilm, suppleret med fællessang, hvor temaerne var, at Kina vinder hver krig, det deltager i.

Lejrskolen blev ledet af inspektører, som insisterede på, at deltagelse var frivillig, men Omkarkan erfarede, at deltagerne blev opdelt i tre kategorier: pålidelig, midt-imellem og upålidelig.

Efter nogen tid blev det klart, at de af kvarterets indbyggere, som udeblev fra ’kurserne’, forsvandt fra byen. Hele landsbyer i regionen blev tømt for voksne. Børn, hvis forældre var enten arresteret eller sendt i lejre, blev anbragt på statslige børnehjem.

OVERVÅGNINGEN af de muslimske befolkningsgrupper i Xinjiang tåler ifølge vestlige menneskeretsorganisationer sammenligning med tilstandene i Nordkorea. Xinjiang er på størrelse med Iran og har en befolkning på omkring en snes millioner, hvoraf uighurerne udgør lidt over 40 procent.

Læg hertil kasakhere, usbekere, mongoler og andre centralasiater i et ukendt antal, men kinesere fra Folkerepublikkens han-majoritet er hen over syv årtier tilflyttet i stort tal og nærmer sig halvdelen.

Siden de centralasiatiske stater fik selvstændighed efter Sovjetunionens opløsning i 1991, er religiøst inspireret terror blevet en del af den politiske virkelighed i Xinjiang, kulminerende med en opstand i provinshovedstaden Urumchi i 2009, hvor hen ved 200 mistede livet.

Nærværende skribent besøgte både Urumchi og den historiske silkevejsby Kashgar i 2011. Begge byer var præget af en betydelig byggeaktivitet, i Urumchi med moderne højhuse og kontorpaladser og i Kashgar, hvor den gamle bydel var under renovering. Tilstedeværelsen af sikkerhedsstyrker forekom dengang behersket.

Vi besøgte et udviklingsområde i Kashgars udkant, hvor entreprenørvirksomheder fra den velstående Guangdong-region i Sydkina forberedte byggeri af store boligkvarterer. Moderniseringen var undervejs, fik man at vide af den lokale guide, der var etnisk uighur.

I dag vil et tilsvarende besøg være en umulighed. Det kinesiske sikkerhedsapparat har lukket for besøgende, men inden den seneste runde af kontrol og stramninger var det lykkedes tyske forskere og journalister fra Der Spiegel at komme tæt på den forandrede politiske virkelighed i det tidligere ’Kinesisk Turkestan’. Guly Omarkan har fortalt sin historie til Der Spiegel.

Der kan sættes navn på den ansvarlige for Xinjiangs forandrede virkelighed: partichef Chen Quanguo, udnævnt til den øverste ansvarlige for regionen i 2016, hvor han blev overflyttet fra Tibet. Efter Chens ankomst skiftede bybillederne og landskaber karakter: Checkpoints og politistationer skød op overalt under banneret ’terrorbekæmpelse’.

Selve navnet Xinjiang betyder ’Nyt grænseland’ på rigskinesisk, og beliggenheden med grænser til Rusland, Mongoliet, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Afghanistan og Pakistan giver regionen en nøglerolle i Kinas ambitiøse udviklingsprojekt Obor (One Belt, One Road) populært betegnet som den nye Silkevej.

Den skal forbinde den kinesiske økonomi med de tidligere sovjetstaters og på sigt en række mindre og mellemstore økonomier i Syd-, Øst- og Centraleuropa foruden Rusland. Indvandringen af han-kinesere (den etniske majoritet i Folkerepublikken) begyndte i 1955 med etableringen af Xinjiangs Produktions- og Udviklingskorps, en paramilitær enhed kendt under betegnelsen Bingtuan.

I 1990’erne formulerede Beijing sin såkaldte ’Gå Vest’-politik, der har slående ligheder med USA’s kolonisering af det nordamerikanske kontinent i anden halvdel af 1800-tallet. Uighurer og tibetanere er regionens tilbagestående urbefolkning, der skal bringes ind i det moderne liv efter en hård tur i ghettoer og boligkvarterer, der ligner reservater.

Forskellen på Xi Jingpings Kina i dag og nybyggernes Amerika dengang er selvfølgelig digitaliseringen. Rigid sikkerhedskontrol med formodede og påståede oprørsmotiverede muslimske mindretalsgrupper er i den kinesiske optik forudsætningen for, at Beijing kan realisere ambitionerne om gøre det euroasiatiske kontinent til det nye center i verdensøkonomien.

Kinas modstandere? De hedder henholdsvis Østturkestans Befrielsesbevægelse, grundlagt i Tyrkiet i 1998-99, og Uighur Verdenskongressen med hovedkvarter i Tyskland siden 2004. Hverken USA, EU eller FN lytter til dem.

Kinas vigtigste allierede? De amerikanske techgiganter, der har gjort overvågningen teknologisk mulig.

(klumme i Politiken 30.12.2018)

Mere om lejrene i dette link:

https://www.abc.net.au/news/2018-11-01/satellite-images-expose-chinas-network-of-re-education-camps/10432924

 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Tømmermænd i højtiden? Lær at tvivle!

Udgivet den 27. december 2018 af flemmingytzen

Den effektive medicin mod religion og krænkelse af identitet findes.

Som en meteoreksplosion i Debatdanmark har identitetspolitik gjort denne december anderledes. Tilmed lige op til juledagene, hvad er meningen; er julen ikke hjerternes fest længere? Jo bevares, men højtiden er nu også blevet de krænkede hjerters fest.

Identitet er uløseligt forbundet med tro. Jævnligt høres det argument, at postmodernismen er den nye trosretning, der passer ind i en mere mangfoldig verden. Især for alle dem, der ikke vil vide af de ortodokse og traditionelle udlægninger af især kristendom, jødedom og islam, de monoteistiske verdensreligioner. Men for dem, der ser monoteismen som en kilde til megen uforsonlighed, elendighed og strid især i dens oprindelsesområde, er ateismen snarere end postmodernismen den indlysende forklaringsmodel.

I ateistiske stater som f.eks. Kina går religionen under jorden, men forsvinder aldrig. I religionsneutrale stater som f.eks. USA finder prædikanter, både de oprigtige og de mere spekulative, egne veje til at ramme folkesjælen.

Så her følger lidt hjælp til dem, der i disse dage kæmper med religiøse tømmermænd efter højtiden: Se at få genopfrisket, hvad begrebet agnosticisme står for, her med hjælp fra Den Store Danske:

»Betegnelse for den opfattelse, at der ikke kan opnås egentlig viden om emner, der er genstand for religiøse og filosofiske spekulationer, og at tavshed derfor er den eneste visdom i denne sammenhæng. I snæver forstand angiver agnosticisme det synspunkt, at det ikke er muligt at få vished om Guds eksistens. I modsætning til ateismen, der afviser, at Gud eksisterer, hævder agnosticismen, at spørgsmålet herom ikke lader sig besvare. I en bredere betydning udtrykker agnosticismen det erkendelsesteoretiske standpunkt, at virkeligheden, dvs. sandheden, ikke kan erkendes«.

ULYKKELIGVIS ER agnosticisme stort set fraværende i den ofte hysteriske danske debat om religion og identitet, så værsgo, kære læsere, her er mirakelkuren!

En stor del af mit professionelle arbejdsliv har jeg tilbragt i dele af verden, hvor der bliver set med kritik og skepsis på monoteismen, især når den bliver gjort til et politisk redskab.

I debatten om politisk islam overses det alt for ofte, at i klodens folkerigeste muslimske samfund, Indonesien, hvor 85 procent af en befolkning på en kvart milliard er muslimer, slår myndighederne hårdt ned på alle tilløb til islamistisk ekstremisme. Det store ørige er demokratisk velkonsolideret; forfatningen ligestiller verdensreligionerne. Hvornår tager arabere, iranere og pakistanere ved lære af dette fortræffelige eksempel?

I BUDDHISTISKE samfund som Thailand, Sri Lanka, Cambodja og Bhutan er der rigelig plads til kristne mindretal, mens muslimske grupper er under større eller mindre pres. Den dystre og kulsorte tragedie i dette billede er Myanmar, det tidligere Burma, hvor mine (buddhistiske) venner insisterer på, at rohingyaerne ikke har plads. Interessant nok ikke på grund af deres tro, men på grund af deres adfærd og ikke mindst antal, er jeg blevet belært om.

Anderledes opmuntrende er både politik og religion i de oprindeligt kungfutsianske samfund som Sydkorea og Taiwan. Her er det muligt for borgerne at konstruere deres helt egen religiøst-etiske identitet: Intet er til hinder for, at en kristen møder op til en ceremoni i eller omkring et buddhistisk tempelkompleks. Eller omvendt. Her er religiøs overbevisning en privat sag, et spirituelt helle, som man ikke belemrer sine omgivelser med. Allerhøjst kan man inspirere gennem det gode eksempel.

BEVÆGELSEN TIL og fra en religiøs identitet kan gå begge veje. Psykoanalysens grundlægger, Sigmund Freud, der havde jødisk baggrund, kaldte i 1927 troen på kun én gud en mytisk reproduktion af en universel tilstand af infantil hjælpeløshed. ’Gud’ var ifølge den tolkning barnets ønske om en altdominerende beskytter.

I sin sidste bog, ’Manden Moses og den monoteistiske religion’, udgivet i 1939, står Freud ved sin erklærede ateisme, men anerkender, at de individer, der tager Gud til sig, forbedrer deres evne til at tænke abstrakt.

Argumentet er, at hvis folk kan tilbede et ideal, hvis oprindelige skikkelse de ikke kan se, er de også i stand til at reflektere over så meget andet, der ikke er synligt andet end i form af små og store symboler. Herunder også drømmen om et mere udviklet og humant samfund.

Prøv lige den af på de herskende strømninger i nutidens monoteistiske samfund.

(klumme i Politiken 27.12.2018)

 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Udgrænsning af muslimer foregår i hele verden

Udgivet den 17. december 2018 af flemmingytzen

Lindholm kan blive en mikro-version af et verdensfænomen.

DET ØJEBLIK er ikke langt borte, hvor en kommentator på en af vore tv-stationer vil kalde øen Lindholm i Stege Bugt for et dansk ’Guantanamo light’ eller ’Alcatraz med integrationsydelser’. Noget i den retning; mediefolkets evner til at begå kreative sammenligninger kan være hæmningsløst fantasifuld, når den skarpe pointe skal trækkes frem.

Dansk og europæisk flygtningepolitik har for længst introduceret begrebet nærområder. I forrige uge fik vi sat tal på, hvad denne indsats betyder i konkret praksis. Det skete i form af en pressemeddelelse fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der oplyste, at det fortsat faldende asyltal ’frigør’ 476 millioner kroner, der skal finde anvendelse i nærområder.

Lindholm tilhører naturligvis ikke denne kategori, for det er flygtningenes nærområder, der menes. Den lille halve milliard kroner skal især gå til projekter i områder omkring Syrien, Sydsudan, Myanmar, Somalia, Mali samt i Yemen, Afghanistan og Tchad. Så langt væk ligger de relevante nærområder og så langt, så godt med den engang så idealistisk formulerede danske udviklingsbistand.

Lejre, zoner, centre i nærområder – befolkningstallene i sådanne vokser med uhyggelig hast. For bare et par år siden blev to lejre i det nordlige Kenya, Kakuma og Dadaab kaldt for verdens største flygtningesamfund; størsteparten af indbyggerne her er sydsudanesere. De er i dag usynlige på de globale mediers radarskærme.

Siden er disse bosættelser i størrelse blevet overhalet af rohingyaernes lejre i Bangladesh, der huser trekvart million fordrevne muslimer med oprindelse i Myanmar, det tidligere Burma.

LEDER MAN efter et fællestræk hos samtlige flygtningesamfund på kloden, ender man med den deprimerende konklusion, at disse nødlidende befolkninger domineres af, ja, gæt engang – muslimer. På tværs af kontinenter, stater og kulturer sker der i disse år en massiv udgrænsning af muslimske befolkningsgrupper. Arabere, afrikanske muslimer, rohingyaer og uighurer dominerer billedet.

Ej at forglemme, at halvdelen af klodens næsten 11 millioner palæstinensere kan henføres under kategorien statsløse. Blandt eksilerede uighurer i bl.a. Tyrkiet tales der nu om fremkomsten af et centralasiatisk ’Palæstina’, efter at de kinesiske myndigheder har interneret omtrent 1 million individer tilhørende den 10 millioner store uighurbefolkning i Kinas geografisk største region, Xinjiang, der har en udstrækning svarende til Iran.

At sammenligne genopdragelsesanstalterne i Xinjiang med tilstanden i Gaza vil dog være en absurditet; lad os lige minde om, at de israelske sikkerhedsstyrkers indsats mod Gaza i sommeren 2014 kostede næsten 2.300 gazapalæstinensere livet og sårede knap 11.000.

Denne krig falder som flere tidligere af slagsen ind i samme mønster: En muslimsk domineret befolkning, der udgrænses af en verden, hvor modparten og overmagten definerer eksistensbetingelserne. Med jura og/eller våbenmagt.

I Bangladesh får de første hundreder rohingyafamilier i denne tid besked om, at de skal vende tilbage til de områder i Myanmar, hvor militæret nedbrændte deres landsbyer, dræbte deres sønner og voldtog deres kvinder. Der høres ikke protester fra politiske ledere i hverken Bruxelles eller Washington, D.C., hvor opmærksomheden er fuldt rettet mod det kaotiske brexitdrama og handelsstridighederne med Beijing.

MØNSTERET i udgrænsningspolitikken går igen på tværs af kontinenter og statsgrænser. 2018 blev året, hvor USA indførte et indrejseforbud rettet mod statsborgere fra 8 lande med muslimsk befolkningsflertal begrundet i sikkerhedshensyn. Højesteret afsagde i sommer en kendelse, der slog fast, at Trump-administrationens indrejseforbud er i overensstemmelse med forfatningen.

Kina bruger samme begrundelse: Uighurerne er en sikkerhedstrussel, derfor forsvindingerne og omskolingen, men så vidt vides ingen henrettelser. Centralmagten nøjes med at kalde islam i det tidligere Kinesisk Turkestan for ’usund’. Et mentalt helbredsproblem, der kan klares med passende doser statslig hjernevask.

Uighurerne er dog endnu ikke begyndt den praksis, der for få år siden hærgede Tibet: selvafbrændinger. Kinesiske myndigheder reagerede dengang ved at lade flertalskinesere flytte ind og dele bolig med tibetanere i uger og måneder. Siden blev der stille.

Der er blevet alt for stille også hos os. Europa har ikke overskud, for brexit tager på kræfterne, så ikke bare May, men også Macron og Merkel snart giver op. Velkommen til en brutalt forandret verden, hvor udgrænsning har afløst inklusion.

(klumme i Politiken 17. december 2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Set fra Danmark | Skriv en kommentar